BO TAO MICHAELIS (RED) DEN KRIMINELLE NOVELLE DANSKLÆRERFORENINGEN

Transkript

1 BO TAO MICHAELIS (RED) DEN KRIMINELLE NOVELLE DANSKLÆRERFORENINGEN

2 Stefan Brockhoff Kriminalromanens ti bud En kriminalroman er et spil. Et spil mellem romanens enkelte figurer og et spil mellem forfatteren og læseren. Ved første øjekast ser det ud, som om forfatteren sidder i forhånd. Han giver kortene og vogter skinsygt over, at hans partner kun får et ganske bestemt udvalg på hånden. Men netop derfor, netop fordi han ryster posen med lodderne og trækker dem ud som en venlig Gud, burde dét være hans pligt ikke at narre sine læsere under spillet og at overholde visse love, uden hvilke enhver kriminalroman bliver til uærlig svindel. Derfor har jeg opstillet en fortegnelse over bud og forbud, og jeg betror den hermed til læserne af min nye kriminalroman, for at de under det spil, vi nu sætter os sammen om, også kan efterprøve, om der spilles ærligt spil eller ej. Jeg ved, at jeg dermed gør det vanskeligere for mig selv, for jeg lægger mig fast på nogle regler, som jeg selv må overholde, selv om det ville være meget lettere for mig at deltage i spillet uden dem. Men jeg håber at kunne spille så ærligt, at jeg tør vove at lade andre se mig i kortene. Så pas nu på,. nu bliver kriminalromanens 10 bud offentliggjort. 1. Alle de gådefulde begivenheder, der sker i romanen, må forklares til slut og løses. Hvis der i begyndelsen forekommer 10 indbrud, 20 bortførelser og 30 mord, så må 10 indbrud, 20 bortførelser og 30 mord opklares i slutningen. Men vær

3 ikke bange for, at det går så voldsomt til hos mig! Men alt, hvad der sker hos mig, bliver forklaret... i modsætning til, hvad der sker hos en vis klassiker i genren, hvor der sker tre gange så meget og hvoraf kun halvdelen bliver forklaret. 2. De begivenheder, der udbredes for læseren, må ikke blot være opfundet for at føre læseren bag lyset. Alt, hvad der sker, må have sin berettigede plads i romanens helhed. Den, som opfinder episoder blot for at lede læserens mistanke i den forkerte retning, er en uærlig spillepartner. 3. Fortælleren skal ikke bestræbe sig på for enhver pris at være original. Når der sker et mord, så skal det ske ved hjælp af de almindelige hjælpemidler på stedet, om det så er revolvere, jagtgeværer, gift eller andre af den menneskelige ånds skønneste frembringelser. Der findes kriminalforfattere, der dag og nat bryder deres hoved med.: Hvordan finde på noget originalt? Til det formål opfinder de hemmelighedsfulde / uigennemskuelige apparater, dødsstråler, dresserede dyr og den slags. Der er en grænse, hvor det raffinerede bliver dumt. 4. Gerningsmanden skal være et menneske, utvivlsomt et ondt menneske (sædvanligvis), men dog et menneske. Han må ikke besidde overjordiske kræfter, ikke arbejde med okkulte midler, men iværksætte sin handling på en sådan måde, som mennesker almindeligvis plejer at gøre det. Han må ikke råde over ubegrænsede muligheder, ikke være det gådefulde overhoved for en bande på 200 medlemmer, ikke være den forklædte chef for et kæmpemæssigt statsligt politiapparat, som har alle tænkelige midler til

4 sin rådighed. Fortælleren bør også så vidt muligt afstå fra hemmelige underjordiske gange, hurtigt arbejdende faldlemme og den slags romantiske tryllekunster. Ellers gør forfatteren sig det for let og læseren det for svært. 5. Detektiven skal også være et menneske, utvivlsomt et dygtigt og opfindsomt menneske, men alligevel et menneske. Han må hverken besidde alvidenhed eller evnen til at være alle steder på én gang, fordi det er egenskaber, som mennesket i almindelighed ikke kan glæde sig over. For at finde må han søge., for at opklare må han sætte sin menneskelige hjerne i omdrejninger. En detektiv, der på forhånd ved det hele, ligesom den gode Gud, som "tilfældigvis" er til stede overalt, for hvem hundrede lys går op på én gang, er ganske vist en yderst imponerende skikkelse, men hans egenskaber er for gode til at kunne være sande. 6. En kriminalroman skal fremstille kampen mellem en forbryders listige handlinger og detektivens kloge, hensigtsmæssige overvejelser, som kan lede ham på sporet. Den skal ikke være en frontberetning, hvor der fortælles om slag og hærrokeringer, hvor hele folkeslags samlede våbenarsenaler hentes frem, og hvor ligene falder tæt til højre og venstre. At være spændende... det er dens opgave, men den skal være spændende med de sparsomste midler... det er kunsten. 7. Gerningsmanden må stå på det rigtige sted i sammenfletningen af handling og personer. Læseren må kende ham, men ikke erkende ham. Han må spille en tilstrækkeligt stor rolle til, at man kan mobilisere interesse for hans handlin-

5 ger. Han må altså ikke være en skikkelse, der står helt ude i udkanten af begivenhederne. På den anden side må han heller ikke trækkes for meget i forgrunden, fordi han ellers for let kommer til at røbe sig. At bestemme den helt rigtige placering er en af forfatterens hovedopgaver. 8. Ikke alt, hvad der sker, kan vises i en kriminalroman. Motiver, gerningsmænd, hjælpemidler må for det meste ligge hen i mørke, men frem for alt må læseren have noget at vide, hvadenten det nu er den afsluttende effekt, dens følgevirkninger eller et eller andet indicium, der peger i retning af forbrydelsen. Der må ikke ske noget, som læseren først får besked om i forbindelse med opklaringen til sidst. Selvfølgelig må forfatteren skjule en del, men han må ikke skjule det helt, læseren må i det mindste have lov at se en flig af hemmelighederne. 9. Forfatteren må ikke trætte sine læsere. Endeløse retsmøder, udførlige retsprotokoller, omstændelige miljøbeskrivelser må undgås. Hvad der er strengt nødvendigt for kendskabet til kendsgerningerne, må naturligvis have sin plads, men alt, hvad der har sin plads, må være absolut nødvendigt for handlingen og for opklaringen. Selvfølgelig vil læseren ikke under læsningen hele tiden kunne afgøre, hvilken betydning denne scene eller hin samtale har. Men i slutningen må han vide, at det virkelig var betydningsfuldt og hvorfor. 10. Det er ønskværdigt, at læseren virkelig får indsigt i de afgørende begivenheder og kan leve med i dem. Han skal så vidt muligt have en fornemmelse af, at han har været til stede overalt. Der må ikke være en eller anden person i ro-

6 manen, der fortæller ham det hele bagefter, røber om og hvordan tingene fandt sted, han skal se disse begivenheder med sine egne øjne. Andenhånds beretninger kommer let til at virke kedelige og svækker under alle omstændigheder begivenhedernes umiddelbare virkning. Læseren må kunne følge de agerendes skikkelser og deres forehavender med sine egne øjne. Han skal ikke lytte til, hvad man fortæller ham, men se, hvad der faktisk foregår. Han skal være til stede. Det er de 10 bud, vi har at rette os efter under spillet. Jeg håber, at jeg ikke har forbrudt mig mod dem. I min første roman "Schuß auf die Bühne" var der måske nok nogle vådeskud, men min næste, "Musik im Totengäßlein", spillede en bedre melodi. Og nu håber jeg, at De vil give mig gode karakterer for min tredje roman, "3 Kioske am See",» og at De vil føle Dem så godt underholdt af den, som man kan ønske sig det af et ærligt og fair spil. Pas godt på, og hvis De mærker, at jeg forsynder mig mod spillereglerne, så klag til mig. (1937)