Tilbageholdsret i firmabiler i forbindelse med ansættelsesforholdets ophør

Transkript

1 Tilbageholdsret i firmabiler i forbindelse med ansættelsesforholdets ophør Indledning I forbindelse med undervisning på 3. år i Gomards Obligationsret del 2 udskrev underviseren en lille forelæsningskonkurrence omhandlende Tilbageholdsret i firmabiler i forbindelse med ansættelsesforholdets ophør. Jeg vil i denne artikel prøve at opsummere hvad jeg nåede frem til ved at klistre nogle debatindlæg sammen. Jeg undskylder derfor diverse mangler og mærkværdige afsnit. Arbejdstagerens ret til at benytte et gode i en opsigelses- eller fritstillingsperiode I tilfælde hvor arbejdstageren ikke kan benytte firmabilen i opsigelses- eller fritstillingsperioden har arbejdsgiveren krav på at få bilen udleveret. Heroverfor står den tilbageholdsret arbejdstageren vil kunne udøve hvis betingelserne herfor er opfyldt: 1) skyldigt krav mod arbejdsgiveren 2) besiddelse af genstanden 3) konneksitet. En brugsret og en tilbageholdsret er to forskellige rettigheder. For at opnå en tilbageholdsret er det en forudsætning der består et skyldigt krav, mens dette ikke er nødvendigt hvis arbejdstageren påberåber sig en brugsret. Som jeg læser de relevante domme er der i U Ø og U V tale om henholdsvis anerkendelse af brugsret og påstand om en brugsret (som dog nægtes pga. page 1 / 9

2 bortvisningen). I U Ø, U Ø, U Ø og U V er der imidlertid nedlagt påstand om tilbageholdsret. I Ø procederes der tilsyneladende principalt for at have brugsret til bilen og subsidiært at have tilbageholdsret Landsretten kommer i sagen frem til at betingelserne for tilbageholdsret er opfyldt. Det kan derfor virke som om at brugsretten og tilbageholdsretten sammenblandes noget i retspraksis? Retstilstanden indtil 1990 Indtil 1990 var retstilstanden klar når arbejdstageren blev suspenderet eller fritstillet: Arbejdsgiveren kunne forlange bilen udleveret imod at betale den skattemæssige værdi af bilen i opsigelsesperioden. Dette blev anset som almindelig praksis, og central-organisationerne rådede de fleste af deres medlemmer til at udlevere bilerne (eller andre genstande) ved suspension eller opsigelse. Der er derfor ikke ført så mange sager om emnet. Efter U Ø blev retstilstanden ændret, da en direktør principalt ønsker at benytte bilen i opsigelsesperioden og subsidiært ønsker en tilbageholdsret for et lønkrav. Som jeg læser sagen fik direktøren efter en konkret interesseafvejning brugsretten til bilen. Der siges således, som jeg læser det, ikke noget om konneksiteten mellem det skyldige krav og besiddelsen af genstanden, da det afgørende for direktøren er at han kan bruge bilen eller få penge til en helt ny bil, og ikke at tilbageholde bilen for at få indfriet lønkravet. U V kærende havde krav på at få bilen udleveret. Ved bortvisning ophører ansættelsesforholdet uanset om bortvisningen er uberettiget eller ej. Hermed ophører lønudbetalingen og deraf principielt også retten til fri bil som lønandel ligeså jf. U.1990B.353. Dette er netop hvad U V viser, da bortvisningen medfører at ansættelsesforholdet er ophørt, og dermed er grundlaget for benyttelsen af bilen ophørt. Vestre Landsret følger ikke Århus Fogedrets kendelse, som finder at funktionæren bør stilles som om han var opsagt page 2 / 9

3 pga. en formodning om at bortvisningen var uberettiget. Vestre Landsret kommer til et andet resultat: Ved den skete bortvisning er ansættelsesforholdet bragt til ophør, og grundlaget for indkæredes fortsatte besiddelse og benyttelse af bilen er dermed bortfaldet.. Hvis der kan opnås dom for at bortvisningen er uberettiget kan funktionæren kræve erstatning for at have mistet retten til at bruge bilen. Denne afgørelse kan således ikke anses som en underkendelse af den interesseafvejning der fandt sted i U Ø (som fogedretten i sagen i øvrigt henviser til) forskellen ligger derimod i afskedigelsesmåden. Der er således ikke tale om nogen form for forskel mellem landsretterne, da dommens resultat skyldes at der er tale om en bortvisning. Arbejdstagerens ret til at tilbageholde et gode i en opsigelses- eller fritstillingsperiode Hvor U Ø og U V er sager der ikke vedrører tilbageholdsret er sagerne nedenfor derimod relevante i denne sammenhæng. U Ø tilbageholdsret anerkendt. Direktøren blev fritstillet. Der forelå ingen aftale om hvad der skulle ske med firmabilen, og spørgsmålet om adgang til at udøve tilbageholdsret i bilen blev ikke anset for reguleret i direktørkontraktens 4. Bilen blev overvejende brugt til privat kørsel. Direktøren havde tilbageholdelsesret i bilen. U Ø tilbageholdsret nægtet Direktøren blev fritstillet. Østre Landsret begrunder afvisningen af tilbageholdsretten således: Vedrørende spørgsmålet om tilbageholdsret i den omhandlede folkevogn bemærkes, at appellantens besiddelse af denne alene var en følge af den ham tillagte ret til fri befordring under hans tjeneste som direktør, herunder fra bopæl til tjenestested, således at vognen ved ansættelsesforholdets ophør skulle tilbageleveres selskabet som ejer af vognen. Under disse omstændigheder findes appellantens lønkrav i boet ikke at stå i et sådant forhold til hans besiddelse af vognen, at betingelserne for tilbageholdsret i vognen kan page 3 / 9

4 anerkendes.. Østre Landsret kommer frem til at direktøren ikke havde fuld råderet over bilen, men kun kunne bruge den i erhvervsmæssig henseende. Der er ikke en sådan konneksitet mellem besiddelsen og lønkravet i boet, og derfor er der ingen tilbageholdsret i firmabilen. U Ø tilbageholdsret anerkendt. Der fandtes at være et skyldigt krav, direktøren havde bilen i besiddelse og at der var konneksitet imellem disse. Sagen minder om meget om U Ø. I direktørens procedure siges der: Da kravet om fri bil udgør en del af lønnen, foreligger den fornødne konneksitet. Rådighed over fri bil kan ikke ligestilles med fri befordring, som den af rekvirenten anførte dom omtaler (U Ø).. U V tilbageholdsret nægtet. På baggrund af den sparsomme tekst og forklaring i dommen er det umiddelbart svært at redegøre for hvordan Vestre Landsret når frem til dommens resultat. Det er kun feriepengene der bliver betalt tilbage, og der eksisterer således stadigt et skyldigt krav. Denne sag står således i kontrast til U Ø, da resultatet bliver det samme, mens rådigheden er forskellig. Her følger nogle mulige forklaringer på dette: 1) Det er svært at se hvilken rådighed F havde over bilen fogedretten kommer frem til at F har haft rådighed over bilen, siden han som tidligere ejer af aktierne i rekvirenten indkøbte den til rekvirenten. Landsretten afsagde i kendelsen at der er ikke den fornødne konneksitet mellem indkæredes mulige krav på betaling af løn i opsigelsesperioden og på betaling af godtgørelse for uberettiget opsigelse og indkæredes besiddelse af bilen. Det er derfor spørgsmålet om F som tidligere var page 4 / 9

5 ejer af aktierne i M, har haft en sådan rådighed over bilen som direktørerne i de andre domme? Det kunne vel tænkes at et firma som Multimedia-Experten A/S (Direct-Computers A/S) kunne have en firmabil der kunne bruges af flere i firmaet? Samtidig er det ligeledes et krav at bilen var i F s besiddelse senest samtidig med kravets forfaldstid. 2) Var der overhovedet et reelt krav om løn i opsigelsesperioden samt godtgørelse for uberettiget opsigelse? Jeg har tænkt over hvorfor Landsretten nævner at F s ansættelsesforhold hos M er ophørt; det nævnes i dommen at F er fratrådt (solgte aktierne i firmaet til virksomheden SHG hvorefter han fratrådte sin stilling) hvis F selv fratræder sin stilling er det vel ikke muligt at få løn i opsigelsesperioden? Ligeledes kan man ikke få godtgørelse for uberettiget afskedigelse hvilke forhold der reelt er tale om er umuligt at læse ud af dommen. Det er imidlertid mærkeligt at Landsretten nævner at ansættelsesforholdet er ophørt, hvorefter resultatet begrundes med konneksitetsproblemer på denne måde bliver det jo netop ligegyldigt at ansættelsesforholdet er ophørt. Et skyldigt krav skal sandsynliggøres, og det er jf. bl.a. U Ø og U Ø fastslået at der er konneksitet mellem kravet og besiddelsen hvis der kan sandsynliggøres et sådant krav. Jeg er opmærksom på at Landsretten begrunder dommen med konneksitetsproblemer, men kan det ikke tænkes at der i virkeligheden er tale om at det skyldige krav ikke er sandsynliggjort? Pia Moltke Jensen skriver i U 2008B.193: Var kravet ikke sandsynliggjort, skulle tilbageholdsretten have været afvist med den begrundelse, at der ikke var noget skyldigt krav. Afvisningen skulle ikke have været begrundet i konneksitetsbetragtninger. Lignende betragtninger gør sig formentlig gældende for så vidt angår det mulige krav på godtgørelse for uberettiget opsigelse. Her kan der argumenteres for, at kravet (godtgørelsen) er en standardiseret erstatning for en mistet pengeydelse. Og R's pengeydelse i henhold til ansættelsesforholdet vil som udgangspunkt altid være konnekst med en eventuel besiddelse af genstande overladt denne i forbindelse med ansættelsesforholdet, forudsat at R har en selvstændig besiddelse over genstanden.. Det er nok ikke muligt at nå frem til et fyldestgørende svar, men jeg synes at det er tvivlsomt at lægge sig fast på at der i denne dom er tale om en praksisændring, da der ikke er oplysninger nok om sagens reelle forhold til at afgøre dette. Landsretten page 5 / 9

6 begrunder resultatet med at der ikke er konneksitet mellem (mulige) skyldige krav og besiddelsen. Dette kan skyldes at 1) besiddelsen ikke er til stede senest samtidig med kravets forfaldstid, 2) rådigheden over bilen ikke havde karakter af firmabil med ret til fri afbenyttelse (evt. skulle bilen bruges af de andre medarbejdere i den lille virksomhed (internethandel med elektronik - 9 fuldtids- og 4 deltidsansatte)). Hvis dette er tilfældet er der ikke tale om en praksisændring jf. U Ø. Pia Moltke Jensen kan ikke bruge denne argumentation i U.2008B.193, da hun har afskrevet det snævre konneksitetsbegreb og i stedet er tilhænger af et udvidet konneksitetsbegreb. Det kunne dog tyde på at det i virkeligheden er tvivlsomt om et krav er sandsynliggjort, da F er fratrådt og måske ikke har et reelt krav på noget som helst, og at der er derfor at Landsretten nævner at F s ansættelsesforhold er ophørt? Der kunne også foreligge en reel praksisændring. Analyse af sagerne For at undersøge hvad der kunne være grunden til at afgørelserne ender med forskellige resultater må det undersøges hvad der adskiller de afgørelser hvor betingelserne for tilbageholdsret er opfyldt fra de afgørelser hvor betingelserne ikke er opfyldt. I U Ø, U Ø, U Ø og U V er arbejdstagerne i ansættelseskontrakten tillagt retten til rådighed over fri bil herunder privat kørsel. Dette betyder at bilen har tættere forbindelse til arbejdsvederlaget bilen er i hvert fald en større del af lønnen end hvis den kun kunne benyttes i tjenesteøjemed. Dermed er der en nær sammenhæng mellem det skyldige krav, som der øves tilbageholdsret for, og det der udøves tilbageholdsret over, idet både krav og besiddelse kan betragtes som to sider af samme sag. Heroverfor står U Ø. Her er der kun aftalt ret til fri befordring herunder kørsel fra arbejde til bopæl. Besiddelsen er derfor kun en ringe del af arbejdsvederlaget (pengeydelsen). Bilen er her en ringe del af arbejdsvederlaget, og nærmere et arbejdsredskab som skal benyttes for at udføre realydelsen. page 6 / 9

7 Konklusion Jeg vælger at se bort fra sagen U V, da sagens ringe begrundelse ikke giver grundlag for nogen egentlig diskussion. Der er således en tættere forbindelse mellem besiddelsen og kravet (konneksitet) i afgørelserne hvor bilen kan bruges privat, end i sager hvor bilen kun kan bruges i forbindelse med tjenesten. Hermed kan det synes som om at den fjerne sammenhæng mellem besiddelse og krav, som findes i U Ø ikke generelt i arbejdsforhold vil være tilstrækkeligt til at kunne statuere konneksitet; med andre ord [hersker der] et snævert konneksitetsbegreb i arbejdsforhold. Jeg tror ikke at der er tale om at der er uenighed mellem Landsretterne, men derimod at det afgørende i konneksitetsvurderingen på netop dette område er om ansættelsesaftalen indeholder en ret til firmabil der kan bruges privat ctr. en ansættelseskontrakt som kun indeholder ret til tjenestemæssig befordring. Argumentet om at der er tale om en konkurssituation i U Ø kan jeg sagtens følge og det er også det Pia Molkte Jensen skriver i hendes afhandling men hun skriver også på s. 250 at det er åbenbart, at der ikke er fuld belæg for ovenstående opfattelse af U Ø (samt 3 andre domme der henvises til). Det fremgår nemlig ikke direkte af 66-afgørelsen at sådanne overvejelser var afgørende for dommens resultat. Og jeg vil derfor ikke tilslutte mig hendes nye vinkel på tingene som bevæger sig væk fra de forfattere hun henviser til på s. 245 (hvem de så end helt præcis er?) hun bruger en norsk afgørelse (RG ) som inspiration, da det her netop bruges som et argument at: det ville stride mod konkurslovens system, at en eneaktionær og daglig leder af firmaet med et ikke-prioriteret lønkrav kunne omgå reglerne ved at tildele sig en firmabil eller et andet gode, som kunne tjene som sikkerhed for et uprioriteret krav mod boet. I mine øjne er det afgørende i 66-dommen at direktøren ikke havde adgang til at bruge bilen uden for arbejdet hvilket der var muligt i de andre (lignende) sager. Landsrettens ord: Vedrørende spørgsmålet om tilbageholdsret i den omhandlede folkevogn bemærkes, at appellantens besiddelse af denne alene var en følge af den ham tillagte ret til fri befordring under hans tjeneste som direktør, herunder fra bopæl til tjenestested, således at vognen ved ansættelsesforholdets ophør skulle page 7 / 9

8 tilbageleveres selskabet som ejer af vognen. Under disse omstændigheder findes appellantens lønkrav i boet ikke at stå i et sådant forhold til hans besiddelse af vognen, at betingelserne for tilbageholdsret i vognen kan anerkendes. underbygger i mine øjne netop min påstand. Men, som Pia Molkte Jensen skriver: [Er] det klart, at det er op til retspraksis at få nærmere præciseret, hvad der specifikt ligger i konneksitetsbegrebet indenfor arbejdsretten. I U Ø udtaler Landsretten: Da kravet om fri bil udgør en del af lønnen, foreligger den fornødne konneksitet. Rådighed over fri bil kan ikke ligestilles med fri befordring, som den af rekvirenten anførte dom omtaler (U Ø).. I mine øjne viser dette at der er en nær sammenhæng mellem skyldigt krav (i denne dom løn samt feriepenge) og besiddelsen af bilen (da denne er et lønaccessorium). Heroverfor står så 66-afgørelsen, hvor direktøren ikke har den samme besiddelse som i 95-dommen. Altså findes der et snævert konneksitetsbegreb på dette område. Kilder Forhold i opsigelsesperioden - Af Partner Helene Amsinck, Kromann Reumert, 22. november 2006 (Uddrag af artiklen "Opsigelse"). U.1990B Af Landsretssagfører H. G. Carlsen Tilbageholdsret Af Nana Louw og Tina Thomsen (s ) Konneksitet forskellige aspekter af modregning og tilbageholdsret - Pia Moltke Jensen (s ) page 8 / 9

9 U.2008B Af Pia Molkte Jensen page 9 / 9