Flygtningebørn i danske børnehaver

Transkript

1 Flygtningebørn i danske børnehaver Henriette Lund Studienr: HS11090 Pædagoguddannelsen UCN Hjørring Vejleder: Lis Leleur Antal anslag: (Politiken, 2015)

2 Indhold 1. Indledning Afgrænsning Problemformulering Metodeafsnit Interviews af pædagoger Casen om Alma Analyse Daniel Stern SMTTE Model Neuropædagogik De neuroaffektive kompasser Spejlneuroner Hukommelse Traumer hos flygtningebørn STROF modellen Gullestrups kulturmodel Handleanvisninger til praksisbrug Diskussion Konklusion Perspektivering Litteraturliste

3 1. Indledning Inden for det sidste halve år har vi i Europa oplevet en historisk stor flygtningestrøm fra især Mellemøsten og Afrika og til vores kontinent. I Danmark har vi fået mange nye medborgere og i det kommende år anslås det, at vi kommer til at modtage yderligere mennesker (Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, 2015). Mennesker der er flygtet fra et liv med forfølgelse, krig og fattigdom. Flygtet med livet som indsats og med kæmpe ofre til følge. Disse mennesker og deres børn skal vi byde velkomne til vores samfund og vi har et ansvar for at hjælpe dem til at blive integreret på en god og respektfuld måde. Mange flygtningebørn når ikke at være i Danmark ret længe før de får deres første møde med vores daginstitutioner. Børnene har ofte ikke lært at forstå eller tale dansk inden de skal indgå i en hverdag i fx børnehave eller vuggestue. Derudover har de helt andre oplevelser og erfaringer med i deres rygsæk end de danske børn. Nogle børn må vi formode har set ting, som vi ikke forbinder med en tryg barndom og nogle børn har traumer af dette. Deres forældre er først ved at skulle tilpasse sig et liv i Danmark og kan også være stærkt mærket af det liv de er flygtet fra. Som pædagoger skal vi kunne rumme og hjælpe disse børn og deres familier. I børnenes liv bliver vi en primærvoksen og vi har et kæmpe ansvar for at hjælpe børnene trygt og forsvarligt ind i deres nye liv i Danmark. Hele situationen med flygtningebørn i de danske børnehaver er intensiveret inden for de sidste år og mange steder har pædagogerne ikke den fornødne viden eller tid til arbejdet med børn (og forældre) der ikke kan sproget, ikke kender vores samfund og som kan have ar på sjælen. Når man arbejder med børn er mange ting universelle. Børn er har helt grundlæggende de samme behov om man er fra Hjørring eller fra Baghdad. Alligevel kan vi ikke komme uden om, at flygtningebørn kommer med psykiske og måske fysiske udfordringer vi må og skal tage højde for, således at vi kan sikre den hensigtsmæssige og gode udvikling vi er forpligtet på ifølge dagtilbudsloven (Retsinformation, 2015). Hvordan man som pædagog kan bruge sin allerede erhvervede faglige viden, kombineret med en ny viden om flygtningebørns behov, til det daglige arbejde med flygtningebørn i børnehaven vil jeg redegøre for i denne opgave. 2

4 2. Afgrænsning Denne opgave vil have sit afsæt i en almindelig dansk børnehave. Casen om Alma, som er skrevet ud fra oplevelser i min 3. praktik og et interview med en pædagog, vil være min base for at analysere og koble teori og praksis. Børnene er mit fokus i denne bacheloropgave, men naturligt nok vil forældresamarbejdet også indgå i mine analyser, empiri og overvejelser. Udgangspunktet er dog barnets trivsel. Jeg har valgt at bruge betegnelsen flygtningebørn i denne opgave. Børnene vi møder i daginstitutionen kan være i en asylsituation, de kan være familiesammenført eller de har måske fået en opholdstilladelse. Da daginstitutionerne modtager børnene kort tid efter de er kommet til Danmark vil mange familier være i en situation, hvor fremtiden er usikker. 3. Problemformulering Hvordan kan man som pædagog være med til at støtte og udvikle flygtningebørn i danske daginstitutioner? 4. Metodeafsnit Denne opgave vil indeholde flere elementer i min analysedel, som jeg vil bruge til at besvare min problemformulering med. Hvert enkelt afsnit i analysen vil jeg koble sammen med praksis og til sidst vil jeg komme med handleanvisninger til brug i den pædagogiske dagligdag. Empiri til praksisdelen vil bestå af en case skrevet ud fra observationer i mine praktikker og et interview med en pædagog fra en børnehave. Interviewet er derudover med for at skabe et grundlæggende billede over hverdagen med flygtningebørn i en dansk daginstitution. Det er udført som et uformelt interview (Aarhus universitet, 2014), hvor spørgsmålene var åbne og interviewet tog form af en samtale. Min empiri er samlet ud fra en hermeneutisk og en positivistisk tankegang. Jeg har valgt disse to videnskabsteoretiske retningslinjer, da disse var mest forenelige med både den måde jeg tænker på som pædagog, men også i forhold til min problemformulering. I min empiri har jeg medtaget undersøgelser foretaget af ministeriet for børn, ligestilling, integration og sociale forhold 3

5 (Socialstyrelsen, 2013). Dette er gjort for at medtage positivistisk viden, som jeg kan bygge min analyse på. Blandt andet for at illustrere hvor mange flygtningebørn der kommer med traumer. Hermeneutik er en måde at forstå viden på, som vi som pædagoger bruger hele tiden. Vi skal have alle delene med for at kunne forstå helheden. For eksempel skal vi kunne forstå hele barnets verden for at kunne forstå barnet. Denne opgave er bygget op ud fra en hermeneutisk tankegang. Der er i analysen forskellige faglige vinkler, som pædagogen skal forholde sig til for at kunne konkludere på helheden. Jeg har derfor forholdt mig til den hermeneutiske cirkel i mit arbejde, hvor jeg møder bacheloremnet med en forforståelse og derefter søger viden der kan hjælpe mig til at se og forklare helheden. 1 (Larsen, 2015) Nedenfor vil jeg redegørefor metoden i arbejdet med de enkelte dele af analysen. - Jeg vil benytte mig af Daniel Sterns universelle model (Brodin, 1998) til at forklare børns udvikling. Som jeg nævnte i indledningen har alle børn nogle basale udviklingslinjer de følger. Derfor vil jeg redegøre for Sterns teori og koble denne med praksis for at kunne analysere på, hvor vi kan møde afvigelser eller forsinkelser i udviklingen hos flygtningebørn. Sterns teorier hænger godt sammen med nyere tids forskning i, og anerkendelse af, neuropædagogik som et værktøj i den daglige pædagogiske praksis. Stern arbejder med udviklingslinjer og ikke faser, hvilket betyder, man ikke er færdig med at udvikle sig når en periode er overstået. Når man arbejder med børn der kan være skadede, så mener jeg det er utroligt vigtigt at man læner sig op af en teori, hvor det aldrig er for sent at tilegne sig egenskaber. 1 Skrevet på baggrund af undervisning af Lars Christian Mikaelsen, lektor på UCN, d. 2/

6 - SMTTE Modellen (Kjærgaard, 2015) vil jeg benytte til at illustrere hvordan et didaktisk tilrettelagt forløb med et flygtningebarn kan se ud. SMTTE modellen har jeg selv brugt i praksis og har erfaring med, at den er yderst anvendelig til at målrette ens pædagogiske indsats med. SMTTE modellen er dynamisk, hvilket er vigtig i en hverdag, hvor man ikke altid kan forudse hvad dagen bringer af ressourcer og muligheder. - Neuropædagogik spiller en større og større rolle i den pædagogiske praksis og jeg ser en grundlæggende viden om dette, som essentielt for den moderne pædagog. Jeg vil redegøre grundlæggende for hjernens forskellige dele og deres indflydelse på tilknytningsmønstre, børns indlæring, hvad der sker når man ikke bliver tilstrækkelig stimuleret i den tidlige udvikling og hvilken neuropædagogisk viden der knytter sig til den angst vi ofte kan opleve hos flygtningebørn (Socialstyrelsen, 2013). Jeg arbejder i opgaven med et selvkonstrueret begreb jeg kalder upåagtet omsorgssvigt. Med dette mener jeg omsorgssvigt som skyldes forældrene ikke har haft muligheden for at støtte barnet i dets udvikling eller omstændighederne for at opnå en hensigtsmæssig tilknytning ikke har været til stede. Det kan for eksempel være hvis familien har været på flugt, i fængsel eller på anden måde været udsat for ekstreme oplevelser. Allerede inden barnet fødes ved vi, mens det stadig er i moderens mave, at barnet påvirkes på et neuro-niveau (Bye Jensen, 2006). Dette faktum vil jeg i min analyse også belyse. Af modeller vil jeg benytte mig af De neuroaffektive kompasser som er udviklet af Susan Hart og Marianne Bentzen (Bentzen, 2014) Det er en håndgribelig model, der er udviklet til netop en faggruppe som pædagoger. - Traumer hos børn mener jeg er nødvendigt at se på i kontekst til mit emne. Undersøgelser (Socialstyrelsen, 2013) viser at en meget stor del af de flygtninge der kommer til Danmark har traumer. Det præcise tal er svært at fastslå, da nogle flygtninge ikke bliver udredt og andre får en somatisk diagnose frem for en psykiatrisk, som for eksempel post traumatisk stress. Undersøgelser peger dog på tallet er stort. Undersøgelsen er den nyeste jeg har kunnet finde. Jeg vil skelne mellem to former for traumer. Der er flygtninge der selv er direkte traumatiseret. For eksempel har de været udsat for tortur eller fængslet. Og så er der flygtninge med sekundær traumatisering. Det er den form for traume vi oftest møder hos 5

7 børn (Montgomery, 2012). Det kan være at barnets forældre har været udsat for totur eller barnet har oplevet adskillelse fra forældrene på grund af flugt eller fængsel. I denne opgave vil børnene være fokuspunktet og derfor vil mine analyser basere sig på børn med sekundær traumatisering. - Gustav Johnsen er en svensk børnelæge der har udviklet den såkaldte STROF - model (Traume.dk, 2014) der bruges i arbejdet med asyl og flygtningebørn. Modellen består af fem fokuspunkter pædagogen bør have sig for øje og jeg vil bruge modellen til at synliggøre, hvordan man kan arbejde med traumatiserede børn i praksis. Modellen har jeg valgt da den har høstet ros og anerkendelse hos fagfolk inden for det pædagogiske felt (Indsigt, 2015). - Jeg mener det er vigtigt at man sætter sig ind i den kultur man er i berøring med og til dette vil jeg gøre brug af Gullestrups kulturmodel (Gullestrup, 2003). - Inden min konklusion vil jeg i kapitel 9 have et diskussionsafsnit, hvor jeg vil evaluere på de forskellige teorier og modeller jeg har haft i spil. Her vil jeg også fremlægge eventuel kritik af nogle af dem. 5. Interview af pædagog Følgende spørgsmål er stillet til en pædagog i en børnehave i Hjørring med en del børn af anden etnisk oprindelse end dansk. Interviewet skal give et indblik i, hvordan pædagogerne i de danske daginstitutioner oplever mødet med flygtningebørn i hverdagen. Svarene er skrevet sammen, men der er ikke redigeret i indholdet. Hvor mange af jeres børn er flygtningebørn? Skelner i mellem flygtninge og indvandrerbørn? Hvis ja - hvordan? I institutionen har man pt 10 flygtningebørn. Derudover er der en række børn med dansk som andetsprog. Man anvender ikke begrebet indvandrerbørn, men skelner mellem flygtninge og børn med flere sprog. Dette gør man blandt andet fordi flygtningebørn kan komme med andre forudsætninger end børn fra de familier der er kommet til Danmark af andre grunde end flugt og krig. De fleste af flygtningebørnene kommer fra Syrien. 6

8 Hvor lang tid har de typisk været i landet når de kommer til jer? Når familien har været 6 uger i Danmark skal forældrene på sprogskole og børnene skal i daginstitution. Kommunen ringer til børnehaven kort før start og fortæller der kommer nye børn. Kommunen fortæller ikke andet end det for eksempel er en syrisk familie og hvor gammelt barnet eller børnene er. Mange gange starter børnene få dage efter kommunen har givet besked. I mange familier er faren taget til Danmark først for at etablere sig og så er familien kommet herop efter 6 12 mdr. Er der forskel på jeres modtagelse af flygtningebørn og danske børn? Hvis ja - hvordan? Ja. Først og fremmest rent kommunikationsmæssigt. Inden børnene starter i børnehaven har man et møde med forældrene, hvor der er en tolk tilstede. Her fortæller pædagogen om dagen i børnehaven og alt det praktiske. Hjemlandet har ofte et andet børnesyn end det man møder i de danske børnehaver, så reglerne bliver kridtet op og man forsøger at afstemme forventninger hos forældrene med pædagogen. Pædagogen spørger forældrene om de har haft en god tur til Danmark og det er op til forældrene, hvor meget de ønsker at dele om deres fortid. Det kan være svært for pædagogerne at høre sørgelige beretninger og håndtere grædende familiemedlemmer. Ikke så meget på grund af berøringsangst, men mere fordi man ikke har værktøjerne til at støtte i sådan en samtale. Nogle forældre ønsker ikke at dele ud af fortiden og det skal så respekteres. Hvordan arbejder i med flygtningebørn i hverdagen? I starten er det svært at kommunikere på grund af sprogbarrieren, men det er vigtigt man som pædagog alligevel sætter ord på alt det der sker og det man gør. Det gør sproget trænes og det er en tryghed for barnet. Man hjælper barnet til at koble handlinger og ord og fremmer sprogudviklingen. I arbejdet med flygtningebørn må pædagogen læne sig meget op ad sin mavefornemmelse og se på barnet. Følge dets spor. Barnet får ved starten tildelt en primærpædagog, som er tæt på barnet. Oplever I at flygtninge- indvandrerbørn har specielle behov? Hvis ja - hvilke? Hvordan ser I det? Som fortalt ovenfor handler det meget om at se på det enkelte barn. Det handler om at se på ens praksis i børnehaven og vurderer om den måske skal ændres lidt i forhold til et barns behov. Nogle 7

9 børn havde for eksempel brug for at være i gangen i starten. På den måde kunne de holde øje med hvornår deres far kom igen. De første dage de var i børnehaven spiste de derfor sammen med en pædagog ved indgangsdøren. Efter nogle dage var de mere trygge og kunne spise med inde på stuen. Hvor mange af børnene mærker i har traumer eller mén? Og hvordan? Det kan være svært at afgøre hvilke reaktioner der kan være mén og hvilke der ikke er. Børnene kan jo ikke sætte ord på det der sker. Nogle børn kan blive enormt kede af det og en enkelt gang har en dreng haft så meget mavepine han måtte til lægen. Hvordan arbejder i med forældrekontakten? Som fortalt er der ved det allerførste forældremøde en tolk tilstede, men i dagligdagen er det op til forældrene og pædagogerne at komme ud over sprogbarrieren. I børnehaven arbejder man på alle beskeder til hjemmet sker elektronisk, men man har valgt at familier med dansk som andetsprog får sedler med hjem. Dem kan de nemlig få hjælp til at oversætte på sprogskolen. Sprogskolen kan man også bruge hvis man gerne vil spørge forældrene om noget konkret, men ikke kan få det formuleret på en måde de forstår. Oplevelsen er generelt at forældrene er meget taknemmelige for deres børn bliver passet på i børnehaven. De allerfleste forældre vil rigtig gerne samarbejde med pædagogerne og er åbne og imødekommende. Lige meget om man kommer fra Syrien eller Hjørring, så vil man ens børn det bedste. Nogle forældre fortæller meget om deres hjemland og giver også udtryk for de skal hjem igen, når der er mulighed for det. De fleste af de syriske forældre er muslimer, men har fuld tiltro til børnehaven respekterer dette og for eksempel ikke serverer svinekød for børnene når der er maddag. Har i haft nogle spørgsmål fra danske forældre i forhold til den øgede mængde af flygtningebørn i institutionen? Hvilke, hvis der har været nogle? I børnehaven i Hjørring har man udelukkende oplevet en nysgerrighed og interesse fra de danske familier. De danske familier er også gode til at inkludere de nye familier ved for eksempel at arrangere legeaftaler. Almindelig medmenneskelighed er det børnehaven oplever forældrene imellem. 8

10 6. Casen om Alma Alma er 4 år. Hun er flyttet til Hjørring med sin far, mor og storesøster på 7 år. Familien kommer fra Syrien, hvor de måtte flygte fra. Pædagogerne ved fra en tolk at Almas far har været i fængsel i Syrien og derfor var væk fra familien i flere måneder. Alma taler ikke dansk og forstår meget lidt af det danske sprog. Pædagogerne er ikke helt sikre på hvor meget Alma reelt forstår. Forældrene er netop startet i sprogskole, men kommunikerer stadig med pædagogerne på en lille smule engelsk og ved hjælp af fagter. Alma er en stille pige der både bliver afleveret og hentet uden at sige en masse. Hun har ikke interesse i de andre børn og vil helst lege for sig selv. Pædagogerne har svært ved at få hende til at deltage i aktiviteter og hun vil gerne bare observere på det der foregår i børnehaven. En af pædagogerne (Hanne) har lidt kontakt med Alma og det er hende Alma søger når hun skal have hjælp til ting. Er Hanne der ikke, trækker Alma sig totalt fra fællesskabet. Pædagogerne oplever sommetider, at Alma sætter sig ud i sin garderobe og gemmer sig bag sine jakker. Her kommer hun først frem fra, når hendes forældre kommer for at hente hende. De dage hvor Alma gemmer sig i garderoben, holder hun sig på maven og siger av. Hun vil hverken spise eller drikke på de dage. Ude på legepladsen vil hun helst sidde i et hjørne af sandkassen og lege med sig selv. 9

11 7. Analyse 7.1 Daniel Stern For at forstå hvordan man kan hjælpe børn med udfordringer, mener jeg det er essentielt, at man som pædagog har en teoretisk viden om almindelige børns udvikling. I denne opgave har jeg valgt at bruge Daniel Stern til at forklare teorien om børns udvikling. Daniel Stern arbejder ud fra 5 udviklingslinjer (Brodin, 1998): Det gryende selv: 0 3 mdr. Kerneselv: 3 8 mdr. Det subjektive selv: 8 15 mdr. Det verbale selv 15: mdr 3 ½ år. Det fortællende selv: 3 ½ år -. Når man modtager et barn som Alma der er 4 år, så har hun ifølge Sterns teori gennemgået alle 5 perioder. Hun har tilegnet sig nogle egenskaber og erfaringer, men vi ved Alma ikke har haft de samme forudsætninger for at udvikle sig som de andre børn i børnehaven. Mine oplevelser i praksis er pædagogerne ofte ved meget lidt om, hvordan flygtningebarnets liv har været indtil det er kommet i børnehaven. Man har som menneske nogle generelle billeder af, hvad det vil sige at være flygtning og rent intuitivt ved vi at livet kan være svært for mennesker der har været på flugt, Især hvis vi spørger for meget ind til oplevelsen. Det kan også være grænseoverskridende for pædagogen at spørge for meget ind til fortiden, da man er bange for reaktionen man får. Jeg mener godt man kan tale om der kan være en vis berøringsangst. Det er meget ærgerligt, da vi vil kunne hjælpe et barn som Alma meget bedre, hvis vi ved præcist hvor vi skal sætte ind. Jeg vil i det følgende analysere på, og komme med praksiseksempler på, hvordan man kan støtte Alma i de enkelte udviklingslinjer. Det gryende selv: Her møder barnet for første gang verden og er fra det første minut dybt afhængig af responderende og nærværende voksne for at kunne udvikle sig. Barnets forudsætning for samspil er der fra fødslen, men det skal forfines og udvikles sammen med dets primærperson, som typisk vil være 10

12 mor. Børn der ikke får den fornødne stimulation til udvikling vil i værste fald kunne kaldes omsorgssvigtede. I Almas tilfælde upåagtet omsorgssvigt (jævnfør kap. 4). I samspillet med Alma vil det nonverbale fylde meget qua sprogbarrieren. Øjenkontakten vil være første skridt i det pædagogiske arbejde med Alma. Pædagogen søger Alma og viser hende med øjnene, at hun gerne vil hende. Blinker måske til hende og Alma blinker igen. Det første samspil er begyndt. Alma er i stand til at mestre samspil ved vi, da vi kan observere hende med hendes forældre. I konteksten med pædagogen er det dog en ny oplevelse for Alma. Kerneselv: I en normal udvikling vil barnet i denne alder begynde at søge socialt samspil og forfine sin evne til dette. Pædagogerne i Almas børnehave observerer, at Alma ikke søger kontakt hos hverken børn eller voksne. En enkelt pædagog vil hun dog gerne, så personalet vurderer Alma gerne vil samspillet med hendes omverden, men at hun ikke har lært hvordan man i en dansk børnehave søger andre og indgår i en kontakt. Her er det pædagogens ansvar at finde en måde, hvorpå man kan vise Alma hvordan man gør. Her mener jeg pædagogen skal tænke i de tre læringsrum. Pædagogen må i starten være den der tager kontakten til Alma og begynder på et samspil. Sætter ord på hvad hun gør. Hej Alma. Jeg kunne godt tænke mig at være sammen med dig lidt. Nu sætter jeg mig her. Jeg kan se du smiler til mig. Så tænker jeg du også har lyst til at sidde sammen. Det kræver man sætter sig ind hvad der interesserer Alma. Hvad kan hun lide at lege med? Er der en bestemt sang hun kan lide? Når man har fundet det fælles tredje, så skal man opstille et rum hvor Alma inviteres indenfor. I starten er der måske ikke tegn på den store interesse fra hendes side af. Meget af kommunikationen vil foregå nonverbalt, da Alma ikke kan dansk endnu, så der skal være tid og ro omkring pædagogen og barnet. Tanken er, at Alma med tiden vil kunne opnå et givende samspil med pædagogen og man derefter kan inkludere andre børn i det fælles tredje. Målet er Alma selv lærer at indgå i samspil med andre børn og voksne i børnehaven. Det subjektive selv: Barnet vil nu opleve en forståelse af at andre forstår én og barnet kan tænke over hvad det kommunikerer ud til omverdenen. For at udvikle sit subjektive selv, og opnå en forståelse af sit eget selv, kræver det voksne primærpersoner man kan spejle sig i og have et samspil med. Jeg vil 11

13 komme yderligere ind på begrebet spejlneuroner i kap. 7, men i Sterns teori tilskrives spejling mellem barn og voksen også en stor rolle i barnets udvikling. Spejlingen mellem barn og voksen indeholder flere elementer. Først og fremmest får barnet en følelse af at blive set. En følelse vi hele livet igennem må føle for at kunne opnå en positiv fornemmelse af vores eget værd og at vi har en plads i fællesskabet. Dette kalder Axel Honneth for anerkendelse inden for den sociale sfære (Nørgaard, 2005) og det er blandt andet det vi gerne vil vise Alma at hun er. Som skrevet tidligere i kap. 4, så ved vi ikke hvad Almas forældre har haft mulighed og overskud til i hendes spæde barndom. Pædagogerne observerer Alma har svært ved at indgå i et samspil og de beslutter sig målrettet for at arbejde med hendes evne til at være med i en en til én situation med en voksen. SMTTE modellen for dette vil fremgå i kap Det verbale selv: For at pædagogen kan arbejde med denne udviklingslinje kræver det Alma har tilegnet sig lidt af det danske sprog. På modersmålet taler Alma et flydende sprog fortæller forældrene, og hun kan derhjemme sikkert fortælle om hvordan hun har det og hvordan hun oplever verden. Børn i denne aldersgruppe vil begynde at sætte ord på deres følelser og kan pædagogerne få en dialog med Alma, så vil det gavne samspillet enormt. Man kommer også langt med verbalsprog, men med ord kan pædagogen også forklare Alma om omverdenen. Hvorfor man gør som man gør i børnehaven. Som hos alle andre børn er det vigtigt at huske stadig at understøtte det nonverbale samspil, selvom sproget får en større rolle. Børn i denne alder vil da også stadig bruge kropssproget, når der er følelser man ikke kan sætte ord på og det må man som pædagog anerkende og respektere. Det fortællende selv: Barnet kan nu sætte ord på sine oplevelser og handlinger. Det kan danne sætninger og den voksne vil også kunne give barnet beskeder der indeholder flere detaljer. For eksempel: Du skal gå ud i gangen, hente din madpakke og gå ind og finde en plads. Set ud fra for at få en forståelse af Almas fortid vil hun kunne fortælle os om den selv. Her vil jeg gerne vende tilbage til det tidligere skrevne om pædagogens eventuelle berøringsangst. Når Alma kan fortælle os om hendes liv vil hun måske dele nogle svære oplevelser med os. Oplevelser fra 12

14 hendes fortid eller hendes liv nu, som fylder i hende. Her er det vigtigt vi som pædagoger anerkender Almas følelser og oplevelser, og at vi tør lytte. For først og fremmest er vores opgave at lytte og vurdere om Alma skal have ekstra hjælp til at arbejde med det der sker i hende. Det er vigtigt vi er bevidste om vores professionsgrænse. Vi er pædagoger og ikke psykologer. 7.2 SMTTE Model Sammenhæng: Pædagogerne i Almas børnehave beslutter sig for at arbejde med en målrettet indsats i forhold til at hjælpe Alma med at indgå i et samspil med en pædagog. Dette gør de for at styrke hendes selv, hendes socialisering og på sigt også hendes sprog. Alma taler endnu ikke dansk og forstår meget lidt, så man tager udgangspunkt i de første tre udviklingslinjer hos Daniel Stern. Hos Alma observerer pædagogerne intet der skulle indikere at hun kognitivt, eller følelsesmæssigt, er forhindret i at udvikle sig socialt. Mål: Målet er først og fremmest at vise Alma, hvordan man indgår i et samspil og på den måde skaber en relation. I første omgang vil øvelsen være sammen med en enkelt pædagog hun kender fra dagligdagen. Derefter vil man inddrage børn i øvelsen. Man tror på at, ved at støtte Alma i den helt tidlige udvikling, så vil det smitte af på hendes øvrige muligheder for at lære og udvikle sig. Tiltag: Rent praktisk vælger man, at Almas primærpædagog skal være den pædagog man ønsker at skabe den første nære sociale kontakt med. Pædagogen får afsat en time to gange om ugen til kun at være sammen med Alma. Her skal de to lave en aktivitet sammen uden de andre børn og voksne. Det kan være at læse en bog, male en tegning eller lave en perleplade. De aktiviteter der skal i spil er dem, som pædagogen observerer interesserer Alma og som kan skabe et fælles tredje. Under aktiviteterne vil pædagogen bruge de fælles oplevelser til at lade Alma spejle sig i den voksne, men også lade den voksne spejle sig i Alma. Det handler om at vise hende hvordan man kan lære om både sig selv og andre i et samspil. At det er værd at tage kontakt til andre og det er 13

15 givende. Anerkendelse er et kodeord og derfor skal det også accepteres, hvis Alma nogle gange afviser kontakten og har brug for at trække sig. Det er vigtigt pædagogen har en afgræsning i sin praksis og kan skelne mellem sin egen pædagogiske dagsorden, og hvad Alma kan være med til. Vi kender som skrevet ikke Almas tidlige udvikling og derfor er det vigtigt pædagogen forsøger sig langsomt frem med at skabe en tilknytning, så man hele tiden kan afstemme pædagogikken i forhold til Almas behov og muligheder. Tegn: Tegnene vil være at Alma selv søger pædagogens selskab. At hun i stedet for at trække sig tilbage til garderoben vælger det sociale fællesskab til. At Alma selv søger pædagogens øjenkontakt og derved opfordrer til samspil. Evnen til dette bliver stadigt bedre jo længere forløbet varer. Med tiden ønsker man at se Alma også tager kontakten til andre pædagoger og børn. Evaluering: Evalueringen vil bestå af løbende observationer, som pædagogerne laver omkring Almas dagligdag. I disse vil man kunne se om det målrettede pædagogiske forløb giver det tilsigtede resultat. På stuemøder og personalemøde vil man sammen gennemgå observationerne fra dagligdagen. Det er vigtigt for Almas udvikling at alle hendes pædagoger har en grundlæggende viden om, hvordan man kan støtte hende og hvordan hun udvikler sig. Dette kræver en fælles kurs fra personalegruppen. Arbejdet med Almas evne og muligheder for samspil vil foregå kontinuerligt i hele hendes børnehaveliv. Det er vigtigt man også får inddraget forældrene og formidler hvad man arbejder med. Her kan det være nødvendigt at lave en aftale med en tolk, der kan videreformidle det pædagogiske arbejde og hjælpe pædagogerne med at forstå, hvilke ændringer forældrene oplever hos Alma. Forældrene har en kerneviden om Alma og vil kunne hjælpe personalet med at give hende den bedste støtte der er mulig. Der er ikke sat en tidsafgrænsing på forløbet, så en endelig evaluering er ikke fastsat. 14

16 7.3 Neuropædagogik Den neuropædagogiske viden i det daglige pædagogiske arbejde med børn er inden for de sidste år blevet en anerkendt faktor. For at vi kan forstå børnene mener jeg, at vi skal vide noget om deres neurologiske udvikling. Det lægger det foregående afsnit om Sterns teori også op til, da han netop taler om vores udvikling i et tilknytningsmæssigt perspektiv og mulighederne for dette i høj grad udvikler sig i hjernen. Hjernen er i en kæmpe udvikling i de første år af et barns liv. Derfor er de påvirkninger og erfaringer barnet har fået allerede inden børnehaven af stor betydning for den måde, som vi ser barnet agere på. Med flygtningebørn kan vi ikke altid vide eller forestille os hvad de har oplevet i deres tidlige udvikling, men ved at forstå den basale neuropædagogiske lære kan vi bedre støtte og udvikle barnet i en hensigtsmæssig retning. De neuroaffektive kompasser Susan Hart og Marianne Bentzen har sammen udviklet en metode de kalder De neuroaffektive kompasser. Kompasset er med til at give et overblik over de vigtigste processer i de tre lag af hjernen: 1. Det autonomt-sansende område med basal energiforvaltning og kropssansning. 2. Det limbisk-følende område med emotionelle ineraktionsforventninger. 3. Det præfrontalt-mentaliserende område med viljestyret regulering og mentalisering, som er tænkning om mentale og følelsesmæssige tilstande. (Bentzen, 2014, s.16) Jeg vil i det følgene belyse, hvordan man vil kunne se virkningerne af manglende stimulans og udvikling hos børn i de forskellige lag af hjernen. - Det autonome kompas er det man i populær tale kalder krybdyrshjernen. Alle ens basale livsfunktioner styres på dette niveau. Åndedræt, fordøjelse, hjerte også videre. En normal udvikling og stimulering af dette område vil ske i barnets allerførste levemåneder, hvor forældrene opfylder barnets behov og responderer på dets kropslige fornemmelser og forsøg på kontakt. Barnet får derved en arousal, en opvågnen, hvor det begynder at lære hvordan omverdenen reagerer på dets handlinger og hvordan man helt basalt er til. Er forældrene i denne fase ikke i stand til kontinuerligt at opfylde barnets fysiske behov og behovet for kontakt, så kan det på sigt betyde barnet vil få svært ved at regulere sig selv. Et upåagtet 15

17 omsorgssvigt kan skabe store problemer for et barn i forhold til at regulere sig selv ved for eksempel stress eller vrede. Hvis man ikke lærer at sanse sine basale behov, så vil man heller ikke kunne søge trøst og kontakt på en god og hensigtsmæssig måde. Det er det vi kan se Alma har svært ved, når hun vælger at gemme sig i garderoben fremfor at søge tryghed hos de voksne der er der for at passe på hende. Direkte skader og forstyrrelser i de basale funktioner vil man se hos folk med en hjerneskade og en sådan har flygtningebørn ikke i form af deres eventuelle traumer. Alligevel kan dette lag i hjernen skabe problemer. På dette lag styres nemlig også impulsen til vores reflekser i tilspidsede situationer. Er vi i en situation, hvor vi føler vi trues på vores sikkerhed eller endda liv, så kan krybdyrshjernen blive forvirret og aktivere kropslige symptomer. For at forstå dette må man tænke på at rent evolutionsmæssigt er der sket meget med os mennesker. Det ved krybdyrhjernen bare ikke. I vores moderne liv er det yderst sjældent vi står i en situation, hvor vi skal vælge at kæmpe eller flygte for vores liv, men for stenaldermanden var det måske ikke sjældent han stod i sådan en situationen. Derfor har vi mennesker denne funktion i det autonome nervesystem, der tillader vores krop at skrue op for eksempelvis vores puls og åndedræt i pressede situationer, hvor vi skal yde noget ekstraordinært. Selvom vi i dag ikke bliver truet på livet med jævne mellemrum, så oplever vi andre situationer, hvor kæmp/flygt reaktionen bliver tændt. For eksempel hvis vi bliver kritiseret på vores arbejde eller hvis nogen anfægter den måde vi opdrager vores børn på. Her opleves nogle af de samme reflekser, hvor vi intuitivt vælger hvilken strategi vi benytter os af i kampen. Har man en viden om flygtningebørns oplevelser, så vil man måske vide, at de rent faktisk har stået i en situation, hvor det autonome nervesystem er blevet aktiveret med rette. Denne følelse, og konteksten den er lagret i, husker kroppen og det er blandt andet det der sker under angst. Fra undersøgelser ved man at rigtig mange flygtningebørn lider af angst i større eller mindre grad (Socialstyrelsen, 2013). For at man kan hjælpe barnet, når angsten overvælder det, så er det ligeså vigtigt at man kender til de fysiske reaktioner såvel som de psykiske. De fysiske reaktioner på et angstanfald kan være mavepine som hos Alma. Symptomer der opstår af at nervesystemet genkender en angst-episode og gør os klar til 16

18 kampen. Reaktionerne er dog uhensigtsmæssige, når man er i sikkerhed og kan medvirke til angsten kun forværres. Som pædagog mener jeg, at det er vigtigt man besidder den viden og kan hjælpe barnet til at regulere sig selv ud af et angstanfald. Her må pædagogen forklarer barnet hvad der sker i kroppen. Fortælle barnet at engang var det bange, men nu er det et godt sted, hvor det bliver passet på. Forældrene kan selv kæmpe med angst og her kan det være en god ide at høre hvordan man tackler det i hjemmet. Pædagoger skal ikke lege psykologer, men vi har børnene i vores hænder hver dag og det er nødvendigt, at vi besidder en viden der kan hjælpe dem til udvikling og tryghed. - Rundt om det autonome nervesystem finder vi det limbiske nervesystem. Her sidder blandt det center der gemmer på vores erfaringer i forhold til kontakt og relationer (Bentzen, 2014) Det vil sige at har man tidligt i livet haft negative erfaringer med at tage kontakt og skabe følelsesmæssige relationer vil dette blive lagret i en. Under afsnittet om Daniel Stern har jeg været inde på den store betydning den spæde kontakt mellem mor og barn har. Dette understøttes af den nyeste neuropædagogiske viden. Derfor er det ekstremt vigtigt for pædagogerne i Almas børnehave at vide noget om Alma og families tidligere livsvilkår. Har moren haft mulighed for at stimulere Alma med kontakt og respondere på hendes følelsesmæssige behov? En viden om dette vil kunne hjælpe os til at forstå Almas udviklingsmæssige udfordringer. Nogle børn vil vise et uhensigtsmæssigt tilknytningsmønster i form af en aggressiv optræden over for andre, en utryg tilgang til andre mennesker eller måske trækker barnet sig. Alma vælger at trække sig. Fordi hun har vist en interesse i en enkelt pædagog, så må vi formode hun har en interesse i at skabe kontakt. Vi ser hende også i et samspil med forældrene. Alma er et barn der trækker sig fra relationen allerede inden den er begyndt. Hun gør ikke et forsøg selv og pædagogen må gå forrest. Alma skal hjælpes ind i hendes aktuelle udviklingszone (Bentzen, 2014). Måske drejer det sig i starten om noget så basalt som et smil mellem to mennesker, men det er alt sammen et skridt på vejen til at Alma igen lærer det kan betale sig at kontakte andre mennesker. Og at man kan forvente en positiv følelsesmæssig respons. 17

19 - Det yderste lag af vores hjerne, hvor pandelapperne sidder, kaldes præfrontal cortex. Her sidder vores evne til at tænke rationelt, reflektere og planlægge (Bentzen, 2014). I forhold til børns udvikling er det vigtigt også at nævne mentaliseringsevnen. Når man er 4 år som Alma vil man begynde at udvikle evnen til at sætte ord på sin indre verden. Det Stern kalder Det fortællende selv. Barnet vil kunne give udtryk for sin indre verden med ord. Det kræver dog at alle hjernens tre dele kan kommunikere og snakke sammen. Sansninger, følelseserfaringer og mentalisering. Det er her Alma har brug for hjælp. Jeg har i det foregående analyseret på hvordan man kan se hendes udfordringer i både det autonome og det limbiske nervesystem. De huller skal Alma have hjælp til at reparere inden vi kan forvente en mentaliseringsevne der er alderssvarende. Når Alma begynder at udvikle sig inden for de første lag af hjernen, så kan vi begynde at hjælpe hende til at mærke sig selv og fornemme andre. Ligesom man gør med andre børnehavebørn. En god måde at gøre dette på kam være via mindfullness. Dette kan også være et fantastisk redskab at give mennesker der har angst inde på livet. I mindfulness kan børn lærer at være i sig selv med alle de fornemmelser og sansninger der sker. Når man lærer at mærke sig selv, og at man kan finde ro med dette, så vil det også være muligt at praktisere en fordomsfri ikke dømmende relation til andre. Via mindfulness vil Alma også kunne lære at regulere de kropslige fornemmelser der kan opstå under angst. Hun kan lære at: når jeg får ondt i maven er det fordi jeg er bange. Men det er ikke farligt. Det er bare en fornemmelse i min krop jeg ikke behøver være bange for eller reagere på. For jeg er tryg. Lige her og lige nu. En sådan ordstrøm vil være svær at formidle til en 4 årig, men ved at øve mindfullness med hende kan man lære hendes krop at tænke sådan. Spejlneuroner Som Stern også taler om udvikler det lille barn sig ved at spejle sig i dets primærpersoner. Dette sker ved vi gør brug af den funktion i hjernen der kaldes spejlneuroner. Det kræver overskud fra forældrene for at kunne spejle barnet og lære det gode tilknytningsmønstre. Overskud man formodentligt ikke har under en krig eller flugt. Derfor kan man se børn der reagerer med uhensigtsmæssige tilknytningsmønstre- Som pædagoger kan vi hjælpe dem videre ved at starte med den helt basale lære via spejling. Vi skal vise barnet hvordan man tager kontakt og skaber en relation. 18

20 Spejlneuroner er nerveceller der bliver aktiveret når vi ser hvordan et andet menneske handler, taler også videre (Kjærgaard, 2015) Det vi opfatter når spejlneuronerne aktiveres giver sig udslag i en intuitiv handling. Aflæser vi for eksempel en andens kropssprog som truende vil vi søge at beskytte os selv. Aflæser vi en person som tryg vil vi åbne op og lade os tune ind på den samme kanal. Det er det vi gerne vil opnå med Alma, når hun spejler sig i pædagogen. Når man så at sige er tunet ind på den samme spejlings-kanal, så kan man opbygge en interaktion der kan bestå af udelukkende mimik og der kan lede til en relation. Hukommelse Når man skal forklare hvordan hukommelsen hos børn påvirkes af en traumatisk oplevelse er forskerne ikke helt enige. Der findes derfor to forklaringer, men dog med visse lighedspunkter. Én gren af forskningen mener, at når man oplever et traume sættes den kognitive hjerne på standby. Følelserne i forbindelse med traumet føres videre til krybdyrshjernen og lagres i kroppens alamsystem. Derfor vil reaktionerne på traume-erindringerne være fysiske sansninger og ofte svære at sætte ord på (Psykologerne ved Kongens Nytorv, 2015). Denne viden kan hjælpe os med at forstå, at vi som pædagoger skal hjælpe Alma med at forstå hvorfor hun får ondt i maven og hvorfor hun ikke behøver være bange i børnehaven. En anden forskergruppe mener at påvise, at traumer huskes på lige fod med andre minder. Ved at spørge til traumet kan man forvente personen kan genkalde sig oplevelsen umiddelbart (Juul Sørensen, 2010). Dog ved man børn oplever ting mere sanseligt og umiddelbart end voksne, og deres oplevelser i højere grad vil blive lagret i krybdyrshjernen, som eksemplet hos Alma. Vi kan derfor ikke helt vide hvad Alma husker og hvad hun tænker om det hun husker. For at kunne klarlægge dette må der decideret terapi hos en psykolog til. Hvordan man bearbejder og taler om traumer i hjemmet er også afgørende for, hvordan barnet bearbejder traumet. 19

21 7.4 Traumer hos flygtningebørn Som skrevet i metodeafsnittet kan det være svært helt præcist at sætte antal på hvor mange flygtningebørn der er påvirket af traumer. Både direkte påvirket og sekundært. Tallet anslås dog at være højt (Socialstyrelsen, 2013). I casen om Alma ved vi, at hendes far har været fængslet i Syrien og dermed været adskilt fra familien i længere tid. Alma har nogle mønstre der gør vi kan mistænke hende for at have en sekundær traumatisering. Hun trækker sig hurtigt fra fællesskabet og gemmer sig ofte i hendes garderobe. Hun liver op og virker tydeligt lettet når forældrene henter hende. Disse observationer holdt sammen med vores viden om faderens fængsling gør, at vi kan tænke denne oplevelse har sat negative spor i Almas tryghed ved at forældrene kommer igen. Jeg mener det som pædagog, og dermed en primærperson i barnets liv, er yderst relevant og vigtigt man ved noget omkring børns reaktion på traumer og hvordan man kan hjælpe det videre fra de uhensigtsmæssige tanker. Flygtningebarnet har nogle andre forudsætninger for udvikling end de børn vi normalt møder i daginstitutionerne og vi kan derfor ikke kun læne os op ad klassisk pædagogik. Børn der i deres tidlige tilknytning oplever utryghed vil have en øget chance for at opleve angst (Montgomery, 2012) Små børn har sjældent de fornødne sproglige kompetencer til at sætte ord på deres følelser og tanker. Derfor vil de ofte reagere med kropslige symptomer på angst og utryghed som Alma gør det de dage der er ekstra svære for hende og hvor, hun har ondt i maven og ikke vil spise. Angsten kan optræde inden for kultursystemet, de umiddelbare omgivelser, forældresystemet eller barnets eget system (ibid.) Almas far har været fængslet og væk fra familien, så Alma har oplevet angst i både sit eget system og forældresystemet. Det er vigtigt for pædagogen at vide, når man vil forstå Almas handlinger og strategier. Da Almas liv i Syrien og hendes oplevelser under flugten ikke er klare for pædagogen, så kan man kun gisne om hvad der konkret har skabt hendes angst. Måske vil Alma selv begynde at fortælle når man har arbejdet med hendes tilknytning til de voksne og hendes danske er blevet bedre. Man kunne også lægge op til forældreinddragelse og om nødvendigt gøre brug af en ekstern tolk, for at forstå Alma bedre. Som pædagogen i interviewet påpeger, vil alle forældre deres børn det bedste og de vil formodentligt kun være interesserede i at bidrage til Almas trivsel. Indtil da kan pædagogerne benytte sig af den viden der er omkring traumatiserede børn og hjælpe Alma med at skabe de rette rammer for udvikling. 20

22 Når man taler om hvordan bør reagerer på traumatiske oplevelser og psykiske udfordringer kalder vi det resiliens (ibid.). Resiliens siger noget om, hvordan det enkelte menneske bliver påvirket af voldsomme oplevelser og længere tids psykisk pres. Resilens begrebet kan vi også bruge, når vi arbejder med omsorgssvigtede børn fra danske familier. Definationen på resiliens, som jeg henholder mig til er: Resiliens er ikke en individuel evne eller et personlighedstræk, men en dynamisk proces, der afhænger af individuelle, relationelle, samfundsmæssige, kulturelle og kontekstuelle faktorer (Montgomery, 2012, s. 22) Derfor vil børn der har oplevet det samme traume have vidt forskellige reaktioner og eftervirkninger derpå. Det er derfor vigtigt man som pædagog går ind og møder Alma og hendes oplevelser som et enestående fænomen. At man ikke anskuer hendes oplevelser med fordomme eller tidligere erfaringer. Resiliens-niveauet udgøres af blandingsforholdet mellem risikofaktorer og beskyttende faktorer (Kjærgaard, 2015) Det vil sige, at hvis Alma har haft sin mor hos sig under det traumatiske forløb, så kan det bløde op på den risiko det udgør, at hun har undværet sin far. Kritikken ved at man tænker resiliens på den måde mener jeg er, at man ikke kan stille risiko og beskyttelse op som regnestykker der udligner hinanden. Måske har Alma haft et nært forhold til faderen der gjorde det ikke var nok at have moderen hos sig. Så kan man tale om hvor beskyttende den faktor har været og hvor stor betydning det udgør for hendes resiliensniveau. Hvordan hjælper vi så traumeramte flygtningbørn videre ved hjælp af faglig viden og pædagogisk tænkning? Jeg mener det er vigtigt man først og fremmest observerer barnet og derudfra pejler sig ind på dets copingstrategi. Der findes fire copingstrategier man skal kende: - Isolation og tilbagetrækning - Mental flugt - Tilpasningsiver - Viljestyrke og kampiver (Montgomery, 2012) Ud fra observationerne af Alma i casen kan vi hurtigt se, at hun klarer sig igennem hendes dag i børnehaven ved hjælp af den første copingstrategi. Almas måde at klare dagligdagen på kan have været nyttig under hendes tidligere oplevelser og flugt, men nu er det pædagogens opgave som en af barnets primærpersoner at vise hende der er andre måder at overleve på. For det er Almas 21

23 overlevelsesmekanisme der gør hun vælger en bestemt copingstrategi. Man kan blandt andet arbejde målrettet med Almas udvikling som i SMTTE modellen ovenfor. Hvorfor Alma vælger en bestemt copingstrategi er en kombination af hendes tidligere oplevelser, miljøet, konteksten hun er i og hvad hun har set hendes forældre gøre. 7.5 STROF modellen STROF står for Struktur, Tale og tid, Ritualer, Organiseret leg og Forældresamarbejde (Traume.dk, 2014). Jeg vil med modellen vise hvordan man konkret kan støtte Alma i hendes hverdag. Modellen bliver brugt på blandt andet asylcentre og i børnehaver med mange flygtingebørn. Struktur: I en børnehave vil der oftest være en struktureret hverdag. Man spiser på bestemte tidspunkter, leger udenfor på en bestemt tid på dagen, har tilbagevendende traditioner og så videre. Børn der har gået i en dansk dagpleje eller vuggestue vil ofte være bekendt med disse strukturer og ritualer, mens det for Alma kan være en helt ny verden at træde ind i. Derfor vil hun have brug for at få konkretiseret hverdagen time for time indtil hun adaptere den nye rytme. Strukturen er med til Alma opnår en fornemmelse af genkendelighed og dermed tryghed hele dagen igennem. Når man i en institution modtager flygtningebørn der ofte har et øget behov for struktur må man også tænke dette ind i børnehavens indretning. Pædagogerne ser Alma søger ud i hendes garderobe, som er et lille halvlukket skab. Her får hun rent bogstaveligt rammer omkring sig og det er hendes rum hun betragter som et helle. Den følelse skal man forsøge at skabe andre steder i institutionen, så hun kan indgå i fællesskabet samtidigt med hun opnår en struktur og ro. Dette kan gøres ved at sikre hun altid kan komme ind på en fast stue der er hendes. Hvor hun har en bestemt plads hun sidder på. Man kan også observere hvor Alma trækker hen ud over garderoben og hvis det er muligt indrette en krog der, hvor hun kan trække sig lidt tilbage uden hun skal helt ud i garderoben og væk fra fællesskabet, for at få ro. Udfordringerne med traumeramte børn kan være nye for pædagogerne, og man må være åbensindet og tænke kreativt i de løsninger, der kan hjælpe barnets i dets hverdag. Tale og tid: 22

24 Dette arbejdspunkt er Almas pædagog allerede i færd med at arbejde på. Hun har lavet en SMTTE model over et forløb, hvor tale og tid netop er grundstenen. For at hjælpe barnet til en tryg og anerkendende relation, hvori det tør dele og udfolde sig må man skabe plads. For at dette kan opnås kræver det tid. Alma skal først videreudvikle og genskabe sin evne til samspil. Det er noget barnet bruger hele sin spæde barndom på at forfine og det kan ikke forceres. Tiden er en udfordring i de danske daginstitutioner i dag, hvor normeringer og økonomi sjældent harmonerer med de pædagogiske visioner. Derfor må et forløb som det man planlægger omkring Alma være en prioritet hos hele personalegruppen. Som det også skrives i SMTTE modellen, så skal der være plads til at pædagogen kan gå fra med Alma for at målet skal kunne nås. Ifølge STROF modellen må og skal samtalen være på barnets præmisser (ibid) Det forudsætter også pædagogen respekterer, hvis barnet ikke har lyst til at deltage i samtalen. Jævnfør den tidligere brug af begrebet afgrænsning i kap.7.1. I Almas tilfælde vil der i starten være en udfordring med sprogforståelsen, men viser pædagogen at lysten og tiden til at være i dialog er tilstede, så vil grundlaget for det trygge forhold være skabt, når Alma rent sprogligt kan udtrykke sig. Ritualer: For at understøtte implementeringen af ritualer, og dermed en tryg forudsigelig hverdag, kan man gøre brug af piktogrammer. Brugen af billeder vil være en nødvendighed, da Alma ikke kan det danske sprog endnu. I mange børnehaver hvor man udelukkende har danske børn, er piktogrammer til at illustrere dagens ritualer, allerede tænkt ind i den pædagogiske praksis. Organiseret leg: Pædagogerne ønsker at lære Alma evnen til at indgå i sociale fællesskaber og selv søge dem. Dermed også hjælpe hende til at indgå i lege. Indtil hun mestrer dette kan organiseret leg være en god måde at hjælpe hende til relationer på. Ved at det er en, for Alma, kendt og tryg voksen der bestemmer legens indhold og fastsætter reglerne, så kan det være lettere for hende at forsøge sig udi at lege med de andre børn. Jeg mener en organiseret leg altid bør være fagligt funderet. Det vil sige den enten er planlagt ud fra observationer af hvad der optager børnene og den er med et læringssigte for øje. For eksempel kan man synge sange og fremsige rim og remser, hvis man vil arbejde på at styrke et barns sprog. Eller man kan opstille en leg, hvor man skal vente på tur og arbejde sammen, hvis man vil styrke de 23

25 sociale kompetencer. Ved at have en didaktisk overvejelse omkring det man gør, så mener jeg børnene sikres den bedste læring og udvikling. Forældresamarbejde: Almas forældre taler eller forstår ikke dansk, så vi vil ikke altid kunne kommunikere præcist med dem. Til trods for Almas forældre ikke har haft de samme forudsætninger for deres forældreskab som mange danske forældre, så har de ønsker, drømme og visioner for deres børn. De kender deres barn allerbedst og er derfor en uvurderlig samarbejdspartner for pædagoger og andre fagfolk der møder barnet i dets dagligdag. Forældrene skal anerkendes i et ligeværdigt samarbejde. Konkret kan man gøre det ved altid at bruge en tolk, når vigtige beskeder og informationer skal videregives. Eller at pædagogen spørger forældrene til råds i forhold til Almas trivsel i børnehaven. At man viser forældrene deres viden og meninger er vigtige og respekterede. Forældrene har selv traumer, sorger og udfordringer de slås med. Hvis forældrene selv ønsker at dele dette, så mener jeg vi som pædagoger bør være så afgrænsede og velfunderede i vores profession at vi kan lytte uden at dømme. Vi er ikke psykologer eller terapeuter og skal derfor aldrig fungere som disse, eller udgøre en erstatning, men ved at lytte viser man det andet menneske en anerkendelse og respekt som er nødvendigt for et godt og ligeværdigt samarbejde om barnet. 7.6 Gullestrups kulturmodel Når man beskæftiger sig med emnet flygtningebørn, så er det uundgåelig at tale om kulturbegrebet. Dette vil jeg i denne opgave analysere på med hjælp fra Gullestrups kulturmodel (Gullestrup, 2007) Gullestrup er inspireret af Geert Hofstede og kalder vores kultur for et mentalt program. Programmet udgøres af tre lag der er med til at forme os til det specifikke menneske vi er. 24