Danmark under besættelsen

Transkript

1 Danmark under besættelsen Kompendium Bo Beier Thorup 1

2 Kilde: Claus Friisberg: Det moderne Danmark bliver til s ernes udenrigspolitik Danmark og nazismen Januar 1933 kom Hitler til magten i Tyskland. Og herefter varede det kun et par år, før Tyskland havde smøget alle Versaillestraktatens forpligtelser af sig. Det igangsatte en storstilet oprustning og optrådte i det hele taget udfordrende. Ikke underligt, at man blev noget urolige i Danmark. Hertil var der især to grunde. For det første fik Danmark den brutale nazistiske forfølgelse af socialister og andre»samfundsnedbrydende «elementer tæt ind på livet: De beretninger, forskellige ledende tyske socialdemokrater (af hvilke den mest fremtrædende, udråberen af den tyske republik den 9. novbr.1918 Philip Scheidemann, kom til Danmark) kunne fortælle om det nazistiske styres uhyrligheder, gjorde indtryk i danske socialdemokratiske kredse. Den anden årsag til danskernes bekymring var nazisternes grove krænkelser af Versaillestraktaten. Danmarks sydgrænse var jo blevet fastlagt i henhold til Versaillestraktaten, og det var derfor nærliggende at tro, at den tyske regering også på et tidspunkt ville tage et opgør om denne. I Danmark lå ledelsen af udenrigspolitikken i hænderne på den radikale leder Peter Munch; han var ganske vist en varm tilhænger af Folkeforbundet; men alligevel mente han ikke, at denne organisation ydede tilstrækkelig sikkerhed over for et aggressivt Tyskland. Samtidig med at han gjorde en del ud af det danske medlemsskab, satte han meget ind på ikke at give Tyskland anledning til klage. Det land måtte den danske regering og offentlighed tage på med fløjlshandsker. Sikkerhedspolitisk forelå den samme situation som forud for 1. verdenskrig. Ved forespørgsler hos englænderne fik man da også bekræftet, at de fuldt ud var på det rene med, at Danmarks stilling var meget udsat. De tilkendegav derfor, at de godt ville kunne forstå, hvis den danske neutralitetspolitik fik en protysk (tyskvenlig) farve. Den forsigtige kurs, regeringen slog ind på i forhold til Tyskland ytrede sig i stort og småt. F.eks. var den danske regering ikke glad for, at alt for mange flygtninge fra Tyskland slog sig ned i Danmark. Og de, der rent faktisk havde fået lov til at opholde sig her i landet, blev meget nøje overvåget - især da hvis de var kommunister. Det var nu nok ikke alene, fordi man var bange for at»støde tyskerne på mancheterne«; grunden var også, at mange danske embedsmænd - f.eks. i fremmedpolitiet - i grunden delte den nazistiske regerings syn på kommunister og socialister. Når danske aviser eller andre medier ytrede sig kritisk om forholdene i Tyskland, var det danske udenrigsministerium også hurtig til at gribe ind. Det skete ikke bare på den måde, at man viderebefordrede og stillede sin autoritet bag tyske klager over danske avisers»skrivefrækhed«. Nej, det danske udenrigsministerium tog også selv initiativer. F.eks. henstillede man til de danske aviser, at de undgik at forulempe tyskerne ved alt for antityske reportager. Nu fandtes der jo ganske vist ikke censur i Danmark, men under påberåbelse af danske sikkerhedsinteresser var det dog muligt for udenrigsministeriet at nå ganske gode resultater i dets bestræbelser på at lukke munden på kritiske røster i den dansk presse. Den tydeligste tilkendegivelse af, i hvor høj grad Danmark rettede sig efter Tysklands mindste vink kom i Da tilbød Hitler de nordiske lande ikke-angrebstraktater. Det var oplagt for enhver, at dette tilbud var et paradenummer beregnet til at vise den verden, der gerne vil bedrages, at Hitler var en fredens mand. For der var selvfølgelig ingen i de nordiske lande, der et øjeblik kunne drømme om at angribe Hitler-Tyskland. Norge og Sverige sagde derfor nej-tak. Derimod gik Danmark ind på spøgen: En ikkeangrebstraktat blev afsluttet mellem Danmark og Tyskland. Det radikale venstres leder Peter Munch, der var udenrigsminister i Staunings regering Historiker af uddannelse. Fortaler for en passiv samarbejdspolitik med tyskerne. (Bo Beier) Udenrigsminister Munch har naturligvis ikke gjort sig nogen illusioner (falske forestillinger) om, at en sådan traktat gav Dan- 2

3 mark nogen beskyttelse; men han har ikke villet give Hitler-Tyskland selv den mindste undskyldning for at blive fornærmet. Desuden rummede traktaten faktisk den fordel, at den indebar en tysk anerkendelse af den grænse, der var blevet fastlagt som Danmarks sydgrænse ved folkeafstemningerne i Bedømmelserne af Munchs udenrigspolitik har været meget forskellige. Nogle fandt den usammenhængende. Den helhjertede støtte til Folkeforbundet rimede ikke rigtig med den»holdningsløse og krybende holdning over for Tyskland«, som de konservative beskyldte Munch for. Andre har ment, at Munchs kurs var udtryk for en nøgtern realisme; det lille Danmark ville aldrig få et ben til jorden ved et opgør med Tyskland; derfor havde det ikke andet valg end så vidt muligt at være Tyskland tilpas. Politikken i forhold til Folkeforbundet (FF) var ikke blåøjet, for det tjente trods alt Danmarks interesser, at man havde en international organisation til at fastslå nogle mellemfolkelige retsregler. Specielt en lille stat måtte tillægge det stor vægt, at retsregler trådte i stedet for selvtægt - og det var netop, hvad FF arbejdede for. Det kan være rigtigt, at politikken i forhold til Folkeforbundet ikke var verdensfjern; derimod kan man efter min opfattelse sætte et stort spørgsmålstegn ved, hvor realistisk politikken over for Tyskland var. For det må ikke overses, at den ikke nåede målet: at undgå en tysk besættelse af Danmark. For et mål, man ikke var i stand til at realisere, måtte landet betale adskilligt. F.eks. måtte den danske regering gå med til at underminere den ytringsfrihed, som grundloven ellers sikrede. demokratiet, og derfor var der grænser for, hvor voldsomt omsvinget i partiets holdning til forsvaret blev. Alligevel holdt Socialdemokratiet med Stauning i spidsen (han havde været helt enig med sin finanslovsordfører) på, at Danmark måtte ofre mere på sit forsvar. Resultatet blev en forsvarspolitisk ordning fra 1937, der tilførte militæret flere midler. Specielt skulle man sætte ind på at forbedre officersuddannelsen. Derimod blev styrkemålene ikke for alvor forøget. Trods nyorienteringen var det danske forsvar derfor stadig meget svagt. Dette faktum havde, bedømt ud fra den viden vi har i dag, nok større betydning for Danmarks skæbne under en stormagtskrig, end man den gang troede; under en eventuel stormagtskrig kunne tyskerne ikke undvære ret mange styrker. En tøvende forsvarspolitisk nyorientering Der var forskellige grunde til, at Socialdemokratiet og Det radikale Venstre var antimilitaristiske. Da Socialdemokratiet blevet statsbærende parti og efterhånden blev overbevist om, at landet ikke blot var kapitalisternes, men også arbejdernes, bortfaldt den oprindelige begrundelse for dets negative holdning til forsvaret. (Den nye opfattelse fik sit klareste udtryk i en tale, finanslovsordføreren for Socialdemokratiet holdt i 1933.Han sagde bl.a., at Danmark var et smukt hus i nationernes række, til hvis»høje standard bondestanden og arbejderstanden hver på sin måde har bidraget, og tåbelige måtte arbejderne være, om de ikke ville værne og forsvare dette hus, hvis voldsmænd brød ind i det.«(cit. Harald Westergaard Andersen: Anførte værk, s. 78). Imidlertid havde den internationale udvikling ikke rokket ved de radikale grunde til at være modstandere af et stærkt dansk forsvar. Over for et Tyskland, der var rustet til tænderne, ville et lille land som Danmark ikke have en jordisk chance ved et krigerisk opgør. Dette synspunkt vandt også genklang i Socialdemokratiet hvis de besluttede sig for at indtage Danmark. En svag dansk hær var faktisk et signal til tyskerne om, at de kunne klare Danmark, uden at spilde for mange ressourcer derpå. Imidlertid tænkte både socialdemokrater og radikale i den fejlagtige bane, at tyskerne ved angreb på Danmark ville anvende deres totale styrke. Og derfor melder spørgsmålet sig, hvorfor socialdemokraterne trods alt holdt fast på, at Danmark skulle have et forsvar. Årsagen er nok mere uhåndgribelige faktorer end det rent militære: f.eks., at en nations vilje til eksistens ytrer sig i, hvor meget den er villig til at yde til sit forsvar. Synspunkter, der hidtil havde været et kendemærke for de konservative, var ved at finde sangbund i Socialdemokratiet. Erik Scavenius, fortaler for den aktive samarbejdspolitik, blev udenrigsminister efter Peter Munch fra 8.juli Han var statsminister , da tyskerne ønskede Scavenius indsat som statsminister. Efter krigen blev Scavenius en persona non grata (en uønsket person), da han for mange repræsenterede en for tyskvenlig politik. På billedet står han sammen med den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, som Scavenius i høj grad skulle komme til at dele et skæbnefællesskab med under besættelsen. Werner Best blev indsat af Hitler i 1942, da han fandt at den hidtidige tyske ledelse i Danmark var for blødsøden. Werner Best var højtstående mand i SS og havde skrevet en afhandling om hvorledes man kunne kotrollere et besat land med så få ressourcer som muligt. Det er Scavenius til venstre. Fotoet et fra

4 Kilde: Claus Friisberg: Det moderne Danmark bliver til (1986); Besættelsestiden s Besættelsestiden Besættelsesplaner Den 1. september 1939 rettede Hitler-Tyskland et ødelæggende angreb på Polen:Efter et par uger havde de tyske tropper nedtromlet den polske modstand, medens russerne i hast rykkede ind fra øst. Derefter delte de to»venner«(tyskland og Sovjet, der havde afsluttet en ikke-angrebstraktat så sent som den 23. august 1939) landet mellem sig. Dermed var krigen imidlertid ikke stoppet, for England og Frankrig havde stillet sig på Polens side den 3. september ved at erklære Tyskland krig. Efter det definitive polske nederlag afløste en Sietzkrieg (stilstandskrig) imidlertid den indledende Blietzkrieg. Tyskerne forberedte ganske vist en storoffensiv mod vest, men blev flere gange tvunget til at udskyde den. Imens blev de nordiske lande anbragt midt i uro feltet. Medens Sovjet uden besvær skaffede sig baser i de baltiske lande, mødte det blankt afslag, da det stillede krav om landafståelser fra Finland. Følgen blev vinterkrigen , hvor den svage finske hær forgæves tog kampen op mod det stormægtige Rusland. For Frankrig og England havde vinterkrigen den betydning, at den syntes at levere et glimrende påskud for at åbne en front i den nordlige del af den skandinaviske halvø. Hverken franskmændene eller englænderne havde særlig megen lyst til at indlade sig i kampe mod tyskerne på det centrale frontafsnit: grænsen mellem Frankrig og Tyskland. Så derfor var de på udkig efter andre steder, hvor de kunne udfordre tyskerne. Ved at sende tropper af sted, som angiveligt skulle hjælpe finnerne, kunne de allierede samtidig besætte dele af Nordnorge og Sverige og dermed sætte en stopper for transporterne af svensk jernmalm. De gik fra Narvik i Norge og herfra til selve Tyskland. Da Finland strakte våben i marts 1940, mistede de allierede ganske vist dette gode påskud til at gribe ind; alligevel fortsatte de ufortrødent med at planlægge en indgriben i det nordlige Skandinavien. Faktisk havde englænderne besluttet at indlede en besættelsesaktion den 8. april. Som nyt påskud fremførte de, at nordmændene ikke havde været i stand til at hævde deres neutralitet. Nok en gang overraskede tyskerne; for næsen af englænderne gennemførte de en besættelse. Den tyske flådeledelse havde længe været opsat på at erobre støttepunkter i Vestnorge. Det skyldtes ikke så meget, at den ville sikre de tyske malmtransporter. Nej, hovedårsagen var, at den havde det bestemte indtryk, at den ved at beherske den lange norske kyst ud mod Atlanterhavet ville få en meget stærk position i kampen om dette hav. For Tyskland var Norge altså hovedmålet, medens Danmark var et»biprodukt«. En overgang var en militær besættelse af Danmark ikke engang med i de tyske besættelsesplaner; når Danmark alligevel kom ind i billedet, var den væsentligste årsag vist nok, at en tysk besættelse af det danske område ville gøre det meget nemmere at opretholde forbindelseslinierne til Norge. Oprindelig havde Hitler ikke været indforstået med den tyske flådeledelses ideer; men da vestoffensiven trak ud, gav han til sidst grønt lys; en ufravigelig betingelse var dog, at»operationen«(besættelsen af Danmark og Norge) blev gennemført let og smertefrit (dvs. hurtigt og uden indsættelse af ret mange ressourcer). Der måtte nemlig ikke ske det, at den tyske offensiv mod vest ikke fik tilstrækkelig kraft, fordi man havde ladet sig indvikle i krig et forkert sted. På grund af Danmarks og Norges militære svaghed mente planlæggerne imidlertid nok, at et overraskelsesangreb hurtigt ville give bonus. Også, selvom tyskerne kun anvendte nogle få andenrangsstyrker. At landet ikke skulle yde alvorlig modstand ved et tysk overfald, fremgik også af den danske hærs militære styrke foråret 1940.Selv efter danske forhold var der usædvanlig få soldater inde april Da tidspunktet for den tyske aktion nærmede sig, begyndte forskellige meddelelser om den at sive ud, og de kom også udenrigsministeren for øre. Alligevel foretog regeringen sig intet for at sætte militæret i stand til at leve op til Folketingets erklæring fra januar 1940 om, at der skulle ydes alvorlig modstand. I tidens løb har man an- 4 Det tyske angreb på Danmark 9. april 1940 foregik tidligt om morgenen så de fleste danskere vågnede op og opdagede at Danmark var besat. (Bo Beier)

5 ført mange gode grunde herfor: Berlin-ambassadørens indberetning af 4.april efterlod ganske vist ikke megen tvivl om, hvad der forestod; men i en følgende skrivelse var han væsentlig mere forsigtig med at drage håndfaste konklusioner. Dette måtte selvsagt virke beroligende på Peter Munch. Hvis den danske regering skulle mobilisere, måtte den være sikker på, at der var hold i rygterne; for passede de ikke, kunne danske krigs forberedelser fremkalde et tysk angreb, som ellers ikke ville være kommet: Alt dette kan naturligvis være meget rigtigt. Efter min opfattelse har det afgørende dog været den generelle holdning, Munch og den øvrige regering indtog. Som nævnt nærede den ikke noget alvorligt ønske om at modsætte sig et tysk angreb militært. I det lys tolkede den alle advarslerne. Man står altså over for det ikke ukendte fænomen, at folk opfatter virkeligheden, som de ønsker den skal være. I alt fald foreligger der ikke holdepunkter for ligefrem at anklage regeringen for ikke at have været i god tro, da den undlod at gøre det danske militær kampberedt. 9. april Efter krigsudbruddet i september 1939 havde den danske regering fastslået, at Danmark var neutralt; samtidig havde regeringen søgt at holde en så lav profil som muligt: tyskerne skulle under ingen omstændigheder have noget påskud for at vende sig imod Danmark. For alt i verden skulle man undgå at tiltrække tyskernes opmærksomhed. Angreb de alligevel, kunne det ikke nytte at sætte alt ind på at afvise dem; det ville blot udløse unødvendige dige ødelæggelser og undergrave de danske myndigheders stilling. Resultatet var, at da de tyske styr ker dukkede op den 9. april, blev danskerne taget på sengen. Klokken var 4.00 om morgenen, da de tyske tropper rykkede over den dansk-tyske grænse i Sønderjylland. Samtidig gik tyske tropper i land i forskellige havnebyer - bl.a. erobrede de let og ubesværet Kastellet i København, hvor den danske overkommando holdt til. I det hele taget mødte de kun ringe modstand, og allerede kl. 6 om morgenen besluttede regeringen at bøje sig for de tyske krav. I samme forbindelse beordrede den selvfølgelig kamphandlingerne standset. De krav, den tyske gesandt mødte frem med, gik ud på, at regeringen skulle affinde sig med besættelsen og loyalt samarbejde med besættelsesmagten. Til gengæld lovede gesandten, at Tyskland ikke Kong Christian 10.s og statsminister Staunings opfordring 9. april 1940 om at forholde sig i ro. (Bo Beier) ville»antaste kongeriget Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed.«denne formulering bed udenrigsministeren mærke i, hvilket den note, han udsendte i løbet af dagen, taler sit tydelige sprog om. I noten stod der bl.a.:»den danske regering har i den givne situation besluttet sig til at ordne forholdene her i landet under hensyntagen til den stedfundne besættelse. Den nedlægger dog en alvorlig protest mod denne krænkelse af Danmarks neutralitet.«(de to citater stammer fra Jørgen Barfod og Edele Kruchow: Danmark under 2. verdenskrig bind udg., 1971,s. 29 og 43). Med disse ord havde udenrigsministeren fremhævet det i den tyske gesandts erklæring, som var i den danske befolknings interesse: Danmark var fortsat en suveræn stat, og retten til at træffe bestemmelse i danske anliggender lå stadig hos den danske regering - selvom dette selvfølgelig nødvendigvis måtte ske ud fra den kendsgerning, at der faktisk forelå en tysk besættelse. Samtidig betød den danske protest herimod, at regeringen ikke kom til at stå»med beg på fingrene«, fordi den godkendte det tyske skridt. Meget tyder på, at tyskerne ikke var klare over, hvad der måtte være konsekvensen af deres egen accept af Munchs svar. I alt fald forestillede den tyske gesandt sig, at tyske delegerede skulle sendes til Danmark for. at virke som forbindelsesled mellem de tyske myndigheder og den danske centraladministrations mange led. Denne vildfarelse rev Munch ham hurtigt ud af; i og med, at Tyskland stadig betragtede Danmark som en suveræn stat, måtte forbindelsen mellem de tyske og danske myndigheder selvsagt gå gennem det danske udenrigsministerium. Stort 5 Den tyske hær besatte nøglepunkter om morgenen 9. april og heriblandt var forsvarets militære hovedkvarter Kastellet. Her føres i morgentimerne en dansk officer med bind for øjnene bort fra Kastellet. (Bo Beier)

6 set fik Munch sin vilje, og dermed ydede han et afgørende bidrag til at give samarbejdspolitikken et fornuftigt grundlag. Den danske regering og rigsdag prøvede at bevare den reelle beslutningsret på danske hænder og samarbejdede samtidig med tyskerne under hensyn til, at de havde den militære magt i landet. Munchs politik efter det tyske overfald lå i naturlig forlængelse af den udenrigspolitiske kurs, han havde fulgt forud for den 9. april. Nu som før skulle man hævde Danmarks uafhængighed ved at udfordre tyskerne så lidt som muligt. Denne politik var der god mening i, fordi Danmark som et efter Munchs opfattelse»fredsbesat område«ikke var i krig med Tyskland. Der var imidlertid også problemer knyttet til denne politik. Et var, at vestmagterne (England osv.) kunne føle, at den danske regering tog for vidtgående hensyn til tyskerne. Et andet problem var, at der let kunne ske det, at tyskerne ville forlange så stor hensyntagen, at den danske regerings bestemmelsesret blev fuldstændig udhulet. Hvor langt kunne man lade tyskerne gå, før man måtte finde, at de var gået over stregen? Herom kom striden til at stå i den følgende periode. De danske nazister vejrede morgenluft og afholdt en mindedag 17. nov. 1940, hvor mødedeltagerne efter et stormfuldt møde på Rådhuspladsen i København (ved den lille hornblæser) sluttede af i Forum. Det var de danske nazisters håb, at de med den tyske besættelsesmagt i ryggen kunne presse kongen til at afskedige samlingsregeringen og selv komme til magten. Uheldigvis for de danske nazister var den tyske besættelsesmagt ikke særligt interesseret i de danske nazister. De tyske ledere i Danmark vidste, at de danske nazister ikke havde nogen opbakning i den danske befolkning. En medvirkende grund til de danske nazisters manglende opbakning skyldtes måske, at den danske fører, Frits Clausen, ikke virkede særlig føreragtig. (Bo Beier) De gamle partier fastholder magten Den danske regerings overordnede mål var at forhindre, at landet blev ødelagt og befolkningen udplyndret og udsat for de overgreb, man vidste, at tyskerne i givet fald kunne begå; sporene fra den tyske behandling af andre områder skræmte. Ved siden heraf var det også et mål for Venstre og konservative at fravriste de radikale og socialdemokraterne en del af den magt, de havde»tilranet«sig i 30'erne. Magten ville Venstre og konservative bruge til at give de befolkningsgrupper, de repræsenterede, en større del af samfundets»lagkage.«for at stå så stærkt som muligt besluttede socialdemokrater og radikale at udvide regeringen med tre repræsentanter for henholdsvis Venstre og de konservative. Endnu havde de tidligere oppositionsfolk dog ikke nået deres længslers mål; for de var ikke på lige fod med de andre regeringsmedlemmer; foreløbig var de kun ministre uden portefølje, hvilket vil sige, at de ikke var blevet sat i spidsen for fagministerier. Baggrunden for ommøbleringen af regeringen var naturligvis, at radikale og socialdemokrater godt vidste, at den normale politiske uenighed kunne svække regeringen. I denne forbi ndelse var det måske ikke den tyske besættelsesmagt, der udgjorde hovedproblemet. Nej, det, der satte de gamle politikere grå hår i hovedet, var de danske nazister og deres sympatisører. Det viste sig, at der var god grund til at rebe sejlene. For efter de tyske sejre sommeren 1940 over Belgien, Holland og Frankrig vejrede de nazistiske kredse morgenluft. De kritiserede den siddende regering voldsomt og gennemførte demonstrationer og optøjer, hvis klare formål var at få den tyske besættelsesmagt til at gribe ind til deres fordel. Regeringen besvarede udfordringerne ved at forbyde demonstrationer. Ikke desto mindre var stillingen ved at blive farlig. Den anspændte situation skyldtes ikke alene de danske nazister, men også, at fremtrædende erhvervsfolk (blandt hvilke en af de mest kendte var skibsreder A. P. Møller) ivrigt gjorde sig til talsmænd for, at man skulle have en regering af upolitiske erhvervsfolk. Erhvervsfolkene mente måske deres forslag godt; men det var dødsens farligt, fordi det meget let kunne komme til at bane vejen for en rigtig nazistisk magtovertagelse. For havde man først fået de folkevalgte fjernet, ville grundlaget for regeringens autoritet og legitimitet (lovlighed) hurtigt smuldre. Man ville så stå med en regering uden demokratisk forankring og modstandskraft. Og en sådan ville være langt lettere at blæse omkuld end en regering, der kunne slå på, at folket havde overtaget magten. De fire gamle partiers svar på presset var en ny omdannelse af regeringen; og denne gang lykkedes det konservative og Venstre at få en god betaling for deres medvirken til at bevare en enig front. For det første fik de to partier direkte overladt fagministre, og for det andet gik socialdemokrater og radikale ind på nogle betingelser, deres vælgere ikke kunne være særlig glade for, at de opfyldte: Løn- 6

7 Samlingsregeringen 8. juli 1940, hvor udenrigsminister Munch blev erstattet af Erik Scavenius, der sidder til højre for Stauning. Det var i denne forbindelse, at Scavenius fik presset igennem den famøse 8. juli-erklæring, hvor Danmark roste de storslåede tyske sejre over Frankrig, Holland og Belgien i maj -juni Bag Scavenius står til venstre (med butterfly) de konservatives John Christmas Møller, der allerede efter et halvt år blev smidt ud af regeringen, da tyskerne fandt Christmas Møller for uvenlig overfor besættelsesmagten. Christmas Møller flygtede i 1942 til England, hvorfra han opmuntrede til modstand i radioudsendelser på BBC. (Bo Beier) stop (samtidig med, at kornpriserne steg), forbud mod arbejdskampe, tvungen voldgift og forringelse af sociallovgivningen. Desuden imødekom man i nogen grad kravet om udnævnelse af upolitiske fagfolk: Justitsministerposten gik til statsadvokaten Harald Petersen; ingeniør Gunnar Larsen, der var direktør for cementmonopolet F. L. Smith, blev trafikminister, og endelig fortrængte Erik Scavenius (der havde været udenrigsminister under 1. verdenskrig) Peter Munch fra udenrigsministerposten. Folkestrejkerne i 1943 (mere herom senere, BBT), er antagelig et vidnesbyrd om, at grupper af arbejdere følte, at socialdemokraterne havde betalt en for høj pris på deres bekostning. Men lige i øjeblikket var der ikke særlig mange protester. Og rent faktisk opnåede man da også, at nazisterne blev holdt borte fra regeringsmagten. Også erhvervsfolkene var blevet sat til vægs. Ganske vist fik de tre ministerposter, men dette var de vanskeligste af dem alle. Politikerne undgik på denne måde at beskæftige sig med de mest ømtålelige sager, og det var måske også meningen (Søren Mørch: Den ny Danmarkshistorie. 1982, s. 220). Eksperterne udefra tog plads på»øretævernes holdeplads«. Derved blev ideen om, at de skulle være særlig gode til at styre landet, hurtigt bragt i miskredit. Når de gamle demokratiske partier var i stand til at ride krisen af, skyldtes det også i høj grad tyskernes holdning. Adskillige ønskede, at besættelsesmagten optrådte mådeholdent. Tankegangen var den, at hvis man behandlede den danske befolkning ordentligt, var der gode udsigter til, at landet kunne blive en værdifuld partner. Efter den tyske besættelse indstillede Danmark sin samhandel med England og de andre lande, der hørte til Tysklands modstandere. I stedet gik landbrugseksporten til Det tredje Rige. Ydermere omlagde en række danske fabrikker deres produktion til fremstilling af varer, som tyskerne kunne bruge i deres krigsførelse. Naturligvis måtte Tyskland levere Danmark nogle varer til gengæld; det var også i dets egen interesse, fordi Danmarks produktionsevne ellers ville blive drastisk forringet; men alt i alt var det tyskerne, der havde det største udbytte af vareudvekslingen; de fik tilført langt mere, end de selv udførte. En nøgtern tysk bedømmelse af landets økonomiske samarbejde med Danmark måtte gå ud på, at det var overordentlig gunstigt for de tyske interesser. Derfor skulle man ikke»komme grus i maskineriet «ved at prøve at nazificere Danmark. Noget andet var, at det endelige mål naturligvis var at udslette Danmark som selvstændig stat. Når Tyskland havde vundet krigen, skulle Danmark være en del af Neuropa: et Europa, i hvilket det tyske rige og system dominerede totalt. Scavenius' udgave af forhandlingspolitikken I den omdannede regering gav den nye udenrigsminister Erik Scavenius samarbejdspolitikken en ny drejning. Scavenius' indsats under 1. verdenskrig, under hvilken han havde haft en meget heldig hånd under forhandlingerne om leverancer fra og til England og Tyskland, havde givet ham ry for at være en»diplomatisk troldmand«. Der er ingen tvivl om, at den myndige Scavenius først og fremmest så det som sin opgave at varetage danske interesser, og ud fra den betragtning er det selvsagt forkert at se ham som tyskvenlig (det er det måske også ud fra et andet synspunkt: Efter sigende skulle Stauning have afvist de folk, der klagede over, at Scavenius var tyskvenlig med en bemærkning som denne:»scavenius tyskvenlig? Han er overhovedet ikke venlig.«). Alligevel er det uomtvisteligt, at Scavenius greb samarbejdspolitikken mere aktivt an end sin forgænger Peter Munch. Tyskerne måtte ikke få det indtryk, at det kun var den sure pligt, der fik den danske regering til at forhandle. Umiddelbart efter sin tiltrædelse signalerede Scavenius sin mere positive holdning ved i en erklæring at rose tyskerne til skyerne. Bl.a. sagde han:»de store tyske sejre... har slået verden med forbavselse og beundring«, ligesom han slog fast, at Danmark var helt indstillet på at finde»sin plads i et nyordnet Europa under Tysklands ledelse«. Han betonede dog også, at en forudsætning var, at Danmark fik lov at beholde sin egenart og selvstændighed. (Cit. Barford og Kruchow: Ovennævnte værk, s. 54). Medens et overvældende flertal af den danske befolkning fuldt og helt stillede sig bag den Munchske samarbejdspolitik, var flere kølige over for den nye udenrigsministers udgave. Den almindelige accept af samarbejdspolitikken udsprang af, at folk var enige i, at Danmark ikke havde kræfter til at gøre effektiv modstand. I denne situ- 7

8 ation gjaldt det om at få det bedste ud af det: Landet skulle igennem besættelsen med de færreste skrammer. Hertil kom, at visse befolkningsgrupper nok ikke var så utilfredse med, at der var gjort en ende på Stauning-Munchs regimente; følgen var, at de vælgergrupper, Venstre og konservative repræsenterede, kom til kødgryderne. Mange landmænd følte de stærkt stigende landbrugspriser, besættelsen udløste, som en længe ventet retfærdighed - efter 30'ernes magre år. Trods alt dette skurrede Scavenius' ord i manges øren. Han trådte ganske enkelt den danske befolknings fædrelandsfølelse for nær. En vigtig ingrediens i denne var jo netop det gamle indgroede fjendskab over for tyskerne. Betegnende nok medførte besættelsen netop, at nationalistiske følelser igen fik et stærkt tag i befolkningen. Et af udtrykkene herfor var alsangen: En masse mennesker samledes til alsangsstævner for med fynd og klem at afsynge de gamle travere blandt fædrelandssangene - i passiv protest mod det tyske voldsherredømme; et andet udslag af fædrelandsfølelsens genopblussen var, at Christian den 10., hvis folkelige gennemslagskraft ellers ikke havde været stor, pludselig blev populær, ja hyldet som et nationalt symbol' studenterne bar de kongeblå farver osv. Stemninger, der mindede om dem, der havde rådet (under treårs krigen) og i 1864, gik på ny hen over landet. Med andre ord: modstanden mod nazismen drog næring af det samme nationalistiske føleri, som paradoksalt nok også havde gødet jordbunden for nazismen i Tyskland. Imidlertid regnede Scavenius ikke med den folkelige stemning. Og det var en fejl; i et demokrati er en forudsætning for at kunne udøve magt, at der består en vis samklang mellem dem, der leder, og dem, der bliver ledet. Samarbejdspoitikkens omkostninger Begivenheder udefra tydeliggjorde den latente (skjulte) konflikt mellem Scavenius og den danske befolknings opfattelse af, hvor langt man skulle gå for at imødekomme tyskerne - og dermed redde sit eget skind. Med det tyske angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 kom samarbejdspolitikken ud for sin hidtil sværeste belastning. Besættelsesmagten forlangte, at man forbød det kommunistiske parti, og at ledende danske kommunister blev interneret. (dvs. spærret inde). Gav regeringen efter, var der tale om grundlovsbrud (det stred både mod grundlovens bestemmelser om foreningsfrihed og om retsbeskyttelse - man havde ikke lov til at holde folk i fangenskab, med mindre de blev anklaget for noget og stillet for en domstol). Alligevel bøjede den danske regering sig; her spillede det selvfølgelig en væsentlig rolle, at der hverken i regeringskredse eller i befolkningen var nogen som helst sympati for kommunisterne. I den almindelige bevidsthed stod de som»fædrelandsløse elementer«, hvilket måske ikke var så mærkeligt, da deres leder Aksel Larsen under finanslovsdebatten i 1933selv havde fastslået:»vi erkender det med stolthed: vi er fædrelandsløse.«(cit. Søren Mørch: Ovennævnte værk, s. 227). At de ikke havde forladt denne internationalistiske opfattelse, mente offentligheden at se bekræftet i deres forsvar for ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen af 23. august Regeringen forsvarede i øvrigt sit grundlovsbrud ud fra nødretsgrundsætningen. I første omgang synes de tyske krav ikke at have voldt politikerne og embedsmændene de store kvaler. Det fremgår f.eks. af, at det danske politi, som fik pålæg om at arrestere 70 ledende kommunister,»for en sikkerheds skyld«arresterede 116. I det hele taget havde det hemmelige politi et godt øje til de danske kommunister. De navne og adresselister, tyskerne gik frem efter, indeholdt de samme stavefejl som det danske hemmelige politis kartotek. Det var ikke kun på det underordnede embedsmands plan, at den imødekommenhed, man viste over for tyskerne, syntes påfaldende stor. Også regering og rigsdag gik langt - og formentlig længere end de havde været nødt til da de vedtog en kommunistlov (den lov, der lovliggjorde forfølgelsen af kommunisterne), der gav justitsministeren bemyndigelse til at arrestere personer, om hvem»der er grund til at antage, at de fremtidig ville deltage i kommunistisk virksomhed «. (Cit. efter Henning Tjørnehøj: Besættelsestidens fortrængte historie. Information april 1983). Når nogle politikere alligevel nærede betænkelighed ved at føje tyskerne, var årsagen, at de forstod, at dette kun var begyndelsen. Senere ville følge nye ubehagelige vidtgående krav. Det kom til at holde stik. Regeringen gik med til, at der blev hvervet frivillige til 8 En af følgerne af besættelsen var knaphed på råvarer. Danmark var bedre stillet end mange andre af de besatte lande, idet Danmark var (og er) et landbrugsland. Men også Danmark blev ramt, der var rationering på næsten alt også som billedet viser: Franskbrød. (Bo Beier)

9 Frikorps Danmark (danske frivillige, der ville deltage på tysk side i kampen mod Sovjet) og lovede oven i købet de danske officerer, som trådte ind i korpset, at de kunne vende tilbage til deres stilling i den danske hær. Dette var en betænkelig sag, fordi det officielle Danmark derved let kunne pådrage sig Sovjets mishag. Dette blev så meget desto mere sandsynligt, som Scavenius' positive udtalelser om Tysklands korstog mod den ugudelige bolsjevisme gav tyskerne let spil, da de forlangte, at Danmark skulle tilslutte sig Antikominternpagten. Denne pagt var blevet oprettet af Tyskland og Japan i 1936 (Italien blev medlem i 1937) og var vendt imod Sovjetunionen. Efter undertegnelsen af ikke-angrebstraktaten mellem Tyskland og Sovjet var den næsten afgået ved døden; men nu blev der igen pustet liv i den. En række lande, som kæmpede på Tysklands side, blev medlemmer. I den danske regering var man ikke meget for at deltage; for ikke alene bar man yderligere ved til Sovjets uvilje mod Danmark; man bestyrkede også vestmagternes mistanke om, at Danmark i virkeligheden var Det tredje Riges allierede. Atter en gang satte den danske udenrigsminister imidlertid sin vilje igennem. Bl.a. ved at true med at gå af tromlede han ministerkollegers modstand ned. Under forhandlingerne i Berlin opnåede han, at det blev præciseret, at den danske deltagelse i Antikominternpagten ikke betød, at Danmark fik pligt til at træde aktivt ind i krigen mod Sovjet. Det var kun yderst modstræbende, at hans modstandere i regeringen bøjede sig. Heller ikke befolkningen var særlig glad for den førte politik. Særlig stødende virkede det, at Frikorps Danmark fik lov at drage ud i kampen under Dannebrog. Og tilslutningen til Antikominternpagten forbedrede bestemt heller ikke stemningen blandt de nationalt sindede - som man måske skulle have troet ud fra den kendsgerning, at målet var at nedkæmpe den fædrelandsløse kommunisme. Det skyldtes, at Danmark nu var kommet i selskab med andenrangsstater som f.eks. Slovakiet, Bulgarien og Rumænien, så det fremstod som et gement (simpelt) tysk lydland. Regeringens bagland begyndte at smuldre. Interneringen af kommunister efter Tysklands angreb på Sovjetunionen 22. juni 1941 skete i politiets navn. Det danske politi kunne sågar arrestere flere kommunister end der stod på den tyske liste. Her er politibetjente opstillet foran ejendommen Griffenfeldtsgade 50 i København, hvor kommunistpartiet og Arbejderbladet havde lokaler. (Bo Beier) 9

10 Kilder om 9. april 1940 Kilde 1: Statsminister Staunings radiotale nytårsdag 1940 Social-Denokraten 2. januar Vi kunne på grund af landets karakter ikke skabe et forsvarsvæsen som andre lande, selvom viljen havde. været til stede, og disse forhold i forening med den uvilje mod krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om effektiv krigsberedskab. Vort land er indrettet på at udøve en bevogtning for neutralitet, men krigsførelse i egentlig forstand er udelukket af de geografiske forhold, ligesom befolkningens ringe størrelse også udelukker tilstedeværelsen af en hær, der kan tage kampen op imod de magter, som kan tænkes at stå kampberedte over for Danmark. For krigens udfald er vor stilling uden betydning, men for vor nation er der kun sikker udsigt til undergang, hvis neutraliteten blev opgivet. Neutralitet fritager ikke for folkeretlige forpligtelser. Man kan forholde sig passiv over for krig, man skal være upartisk over for de krigsførende. Vil man drive handel, skal man fortsætte i det spor, der er fulgt i fredstid, man må ikke unddrage den ene part varer, som man sædvanligvis afsætter til denne, for at forøge afsætningen hos den anden part. Man skal være udrustet således, at man kan hindre parterne fra at benytte neutralt område i krigsøjemed, og man skal derfor udøve kontrol og bevogtning både af land- og sø-områder.. Danmarks mest populære statsminister nogensinde var ikke optimistisk på Danmarks vegne, da verdenskrigen brød ud i september Her er billede af den berømte valgplakat fra valget i 1935, hvor Staunings socialdemokrati fik den højeste vælgerandel nogensinde på 46 %. En rekord, der aldrig siden er blevet overgået. (Bo Beier) Kilde 2: Indberetning fra det danske gesandtskab i London Den 3. februar 1940 Beretningen drejer sig om en samtale daværende marineminister Winston Churchill har haft med nogle skandinaviske presserepræsentanter. Marineminister Churchill ville ikke love Danmark noget. (Bo Beier) Churchill udtaler her bl.a.: Jeg kan ikke bebrejde Danmark noget. De andre (Norge og Sverige) har dog en grav, over hvilken de kan fodre tigeren, men Danmark er frygtelig nært Tyskland, at det ville være umuligt at bringe hjælp. Jeg ville i hvert fald ikke påtage mig at garantere Danmark. Det gælder for Danmark om at balancere. Vi får noget bacon og smør, og tyskerne får noget... det er måske også det bedste sådan. Danmark har jo en traktat med Tyskland, men jeg tvivler ikke på, at tyskerne vil oversvømme Danmark den dag, det passer dem. Kilde 3: Hitlers ordre vedrørende besættelsen af Danmark og Norge Direktiv for" Weser-Øvelse" 1. Situationens udvikling i Skandinavien gør det nødvendigt at træffe alle forberedelser til at besætte Danmark og Norge med dele af Wehrmacht ("Weser-øvelse"). Hermed skal engelske overgreb mod Skandinavien og Østersøen forebygges, vor malmbasis i Sverige sikres og startpositionen mod England udvides for flåden og luftvåbnet. Inden for de givne muligheders ramme er det flådens og luftvåbnets opgave at sikre foretagendet mod angreb fra engelske sø- og luftstridskræfter. Under hensyn til vor militærpolitiske styrke over for de nordiske stater skal de afdelinger, som skal anvendes til "Weser-Øvelse", holdes så svage som muligt. Deres talmæssige svaghed skal opvejes af dristig handling og overraskende udførelse. Principielt skal det tilstræbes at give foretagendet karakter af en fredelig besættelse, hvis mål er væbnet beskyttelse af de nordiske staters neutralitet. Samtidig med påbegyndelsen af besættelsen overrækkes der regeringerne krav, der er i overensstemmelse hermed. 10

11 Hvis det viser sig nødvendigt, skal flåde- og luft demonstrationer give kravene det fornødne eftertryk. Hvis der alligevel viser sig modstand, skal den brydes under anvendelse af alle militære midler. 2. Jeg giver kommanderende general.af infanteriet v. Falkenhorst til opgave at forberede og lede foretagendet mod Danmark og Norge I spørgsmålet om ledelsen sorterer han direkte under mig. Staben skal suppleres fra de tre våben. Der udstedes særlig ordre om de styrker, som skal stilles til rådighed for "Weser-øvelse". Der må ikke disponeres over dem til andre krigsskuepladser. 3.. Overskridelsen af grænsen til Danmark og landgangen i Norge skal ske samtidigt. De to foretagender skal med største kraft forberedes så hurtigt som muligt. Hvis fjenden tager initiativet over for Norge, skal egne modforholdsregler straks kunne udløses. Det er af den største betydning, at vore forholdsregler rammer både de nordiske stater og modstanderne mod vest overraskende. Alle forberedelser skal sigte herpå, specielt den måde på hvilken tonnagen og tropperne gøres klar såvel som troppernes detachering og deres indskibning. Kan forberedelserne til skibenes afsendelse ikke mere holdes hemmelig, skal andre mål foregøgles officerer og mandskab. Tropperne må først erfare de virkelige mål, efter at skibene er løbet ud. 4. Besættelsen af Danmark ("sydlige Weser-øvelse") Overraskende besættelse af Jylland og Fyn. I tilslutning hertil besættelse af Sjælland. Herunder skal der, idet de vigtigste punkter sikres militært, så hurtigt som muligt foretages fremstød til Skagen og Fyns østkyst. På Sjælland skal der på et tidligt tidspunkt tilvejebringes støttepunkter som startpositioner til den senere besættelse. Flåden stiller styrker til rådighed, som skal sikre forbindelsen Nyborg-Korsør, hurtigt tage Lillebæltsbroen i besiddelse og i nødsfald også bruges til landsættelse af tropper. Desuden forbereder flåden forsvaret af kysten. Luftvåbnet skal i første række stille flyverenheder med demonstrationer som formål og til nedkastning af flyveblade,. Der skal drages omsorg for udnyttelse af de danske flyvepladsers organisation såvel som for luftforsvaret. 5. Norges besættelse Kodenavn: Weser-dag = aktionens dag. Weser-tid = aktionens klokkeslæt. Adolf Hitler. Kilde 4: Kammerherre Zahles politiske indberetning nr. XXII af 4. april 1940 vedrørende forestående "aggression" mod Danmark (modtaget samme dag) Berlin den 4. april Strengt fortroligt. Med særlig kurer. No. XXII. Danmark-Tyskland Hr. udenrigsminister I. Hermed har jeg den ære at indberette, at den svenske marineattache kl. 13 dags dato indfandt sig hos gesandtskabets marineattache. og meddelte i kort sammentrængt form følgende, som han havde fra absolut pålidelig kilde indenfor Ober-Kommando-Wehrmacht: Der forestår en "aggression" mod Danmark, som skal finde sted i næste uge, 2. samtidig eller muligvis lidt senere forberedes et indbrud i Holland, muligvis også Belgien, det er sandsynligt, at operationerne dernæst fortsættes mod SydNorge, der er intet erfaret om eventuelle hensigter mod Sverige. 5. Troppe- og tonnagekoncentrationer (ialt ca tons) om Swinemünde bekræfter sig og skal delvis være indladet, men ikke afgået. Der er meddelelser om, at der i visse troppeafdelinger drives forceret uddannelse med gasangreb, og at dette i flere tilfælde skal have gjort tropperne urolige. Man må forvente en hensynsløs indsættelse af krigsmateriel. Den svenske marineattache meddelte, at den svenske gesandt var underrettet, og at denne havde anmodet ham om at meddele mig ovenstående. II. Umiddelbart efter dette besøg indfandt den hollandske militærattache sig hos marineattacheen og gav ganske ligeiydende meddelelse. Han meddelte, at oplysningerne stammede fra samme meget pålidelige kilder indenfor tyske officerskredse, som tidligere havde advaret Holland, og som var utilfreds med det nuværende system. På forespørgsel tilføjede han, selvom han ikke kunne udtale sig om, hvorvidt disse planer virkelig ville blive udført, var han overbevist. om oplysningernes pålidelighed, hvad planernes udarbejdelse angår. Han spurgte, om Danmark var mobiliseret, og anmodede om at blive holdt underrettet om hvad gesandtskabet måtte erfare. Jeg telefonerede derefter til udenrigsministeriet 11

12 Jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg mundtlig til udenrigsministeren eller statssekretæren skal nævne disse meddelelser, for så vidt angår deres faktiske indhold - naturligvis uden kildeangivelse. Måske vil sidstnævnte på grund af personligt forhold til mig have vanskeligere ved undvigende svar. Eventuel instruktion udbedes. Nærværende beretning ledsaget af l gennemslag overbringes af legationssekretær Schøn som kurer pr. f1yvemaskine dags eftermiddag. Han bedes sendt tilbage i morgen fredag eftermiddag. Jeg har den ære at forblive med den mest udmærkede højagtelse hr. udenrigsministerens ærbødige Herluf Zahle Kilde 5: Uddrag af udtalelse fremsat den 8. juli 1940 af udenrigsminister Erik Scavenius og tiltrådt af den samlede regering Ved min overtagelse af udenrigsministeriet vil det findes naturligt, at jeg fremsætter nogle bemærkninger om Danmarks udenrigspolitik. Jeg vil herved drage en parallel mellem forholdet under Verdenskrigen og nu. Det har været den lille stats opgave at føre en politik, der holdt landet uden for de store stater s kamp. Opgaven måtte nærmest forstås således, at Danmark under ingen omstændigheder måtte komme i strid med sin store nabo mod syd. Denne politik har fundet Tysklands forståelse og støtte såvel under Verdenskrigen som under den nuværende krig - med den forskel, der følger af de forandrede muligheder for krigsførelsen. Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland. Det danske folk stoler på, at det i den nye europæiske ordning vil kunne bevare sin selvstændighed, og det håber at finde forståelse for sin egenart og for sin traditionelle fredelige, politiske og sociale udvikling. Det vigtigste mål for den tyske besættelsemagt var Aalborg lufthavn. Herfra kunne man nå videre med fly til Norge. Her ses tyske tropper 9. april 1940 på Aalborg lufthavn. (Bo Beier) 12

13 Kilde: Peter Frederiksen: Besat og befriet (2000) s Det tyske angreb på Sovjetunionen, 22. juni 1941 Efter Frankrigs fald var England det eneste frie land i kampen mod Tyskland. Hitler indledte i 1940 en luftkrig mod England med det mål at ud-matte landet med henblik på en senere invasion. Men det engelske luftforsvar var imponerende, og den nye nationale samlingsregering havde den engelske befolknings støtte. Det lykkedes englænderne at tilføje det tyske luftwaffe så store tab, at Tyskland i september 1940 opgav luftkrigen. I stedet vendte Hitler tilbage til sin oprindelige plan om ekspansion mod øst for på den måde at tvinge England til en forståelse. Hitler mente, at når Sovjetunionen var faldet, og Middelhavet var kommet under tysk kontrol, ville England indgå en sepa-ratfred med Tyskland. I december 1940 begyndte Hitler at planlægge invasionen af Sovjetunionen. Den" såkaldte operation Barbarossa skulle iværksættes i løbet af foråret Men det tyske angreb blev forsinket i tre måneder, fordi Tyskland måtte hjælpe sine italienske allierede på Balkan. Det fik senere skæbnesvangre konsekvenser. Selvom der var forlydender om, at et tysk storangreb var under opsejling, kom angrebet på Sovjetunionen del) 22. juni 1941 som en overra-skelse for de sovjetiske ledere. Ved den hurtige og effektive tyske lynkrig faldt store mængder af materiel i tyske hænder, og mere end 3 millioner sovjetiske soldater kom i tysk fangenskab. Mens der kun faldt tyske soldater ved invasionen af Frankrig, faldt der cirka tyske sol-dater i de tre første måneder på 0stfronten. To uger efter invasionens begyndelse stod de tyske tropper 500 km inde på sovjetisk område og var dermed cirka halvvejs til Moskva. I stedet for at fortsætte ønskede Hitler kontrol over de rige råstofområder i Kaukasus i det sydlige Sovjet samtidig med, at han ønskede at erobre Leningrad. Det var endvidere Hitlers plan, at de frugtbare landbrugsområder i Ukraine skulle være kornkammer for det nazistiske storrige. I løbet af efteråret 1941 nåede de tyske tropper frem til Leningrad og Moskva, men det lykkedes aldrig at indtage disse byer. I 35 graders kulde stabiliserede fronterne sig, og den tyske fremrykning gik i stå. Havde invasionen været påbegyndt i foråret og ikke sommeren 1941, havde tyskerne formodentlig haft held til at indtage Leningrad og Moskva. Det tyske angreb på Sovjetunionen fik betegnelsen Operation Barbarossa og gik i begyndelsen strygende hurtigt over en bred front som kortet illustrerer. Kommunistinterneringen 1941 I Danmark fik det tyske angreb på Sovjetunionen store følger, idet ty-skerne nu beordrede danske kommunister herunder partiets folketings-mænd, arresteret. Tyskerne var klar over, at kommunisterne holdt med Sovjetunionen, og man ville forhindre, at der blev dannet kommunistiske modstandsgrupper. Den danske regering bøjede sig for det tyske krav, som var i åbenlys modstrid med Danmarks kommunistiske partis leder var Aksel Larsen og blev ligesom mange andre fremtrædende kommunister interneret efter Tysklands angreb på Sovjetunionen. Her er folketingsmanden fotograferet i 1934 på cykel. Aksel Larsen sad en menneskealder i folketinget ( ) )og blev efter et brud med kommunisterne hovedgrundlægger af Socialistisk Folkeparti i Aksel Larsen regnes for en af de største talere i dansk politik og mange selv på højrefløjen respekterede i de senere år Aksel Larsen. (Bo Beier) 13

14 Grundloven, med henvisning til, at tyskerne ellers selv ville have foretaget fængslingen af de danske kommunister. Det ville dog ikke have været muligt for besættelsesmagten at få fat på så stort et antal kommunister, som det danske politi gjorde, fordi de naturligvis besad et indgående lokalkendskab. Tyskerne havde forlangt 38 navngivne danske topkommunister fængslet, men det danske politi gjorde sit arbejde grundigt, og den juni 1941 blev 339 kommunister arresteret og sendt i fængsel i Horserødlejren. De 220 blev dog efterhånden løsladt, resten forblev i politiets varetægt. Arrestationerne blev den 22. august 1941 fulgt op af en lov, der forbød al kommunistisk arbejde i Danmark. Kommunistloven blev vedtaget af et bredt flertal i Rigsdagen, der begrundede det klare Grundlovsbrud med kommunismens samfundsomstyrtende og terroristiske karakter. Også i den almindelige befolkning var der på dette tidspunkt en kraftig anti-kommunisme, hvilket fik mange til at an-give kommunisterne. I fagbevægelsen blev kampen mellem socialdemokrater og kommunister yderligere skærpet, da De samvirkende Fagforbund (datidens LO) efter henstilling fra justitsministeren krævede, at alle kommunister trak sig tilbage fra tillidserhverv inden for fagbevægelsen. Arrestationerne mod kommunisterne ramte DKP hårdt. Der gik over et halvt år, før det nye illegale apparat fungerede ordentligt. Men allerede fra juli 1941 kunne partiets ledelse med Aksel Larsen i spidsen udsende de første massetryksager, og i oktober 1941 udkom første nummer af hoved-organet Politiske Månedsbreve, der senere blev omdøbt til Land og Folk. I 1942 udgjorde medlemsskaren i DKP cirka 4.000, hvoraf halvdelen boede i København. Partiets illegale struktur var bygget op om partiets centrale ledelse, der tog alle væsentlige beslutninger, samt en række decentrale beslutningsorganer på arbejdspladserne, i fagforeningerne og på det lokale plan. BEGYNDENDE MODSTAND, I de første krigsår forsøgte besættelsesmagten at vise omverdenen, at Danmark var en lydig allieret. Dette kom til udtryk i november 1941, da tyskerne stillede krav om, at Danmark skulle tilslutte sig den antikommunistiske pagt - Anti-kominternpagten - sammen med Tyskland, Japan, Italien og Spanien. I virkeligheden var pagten uskadelig, og Danmark havde jo allerede forbudt kommunistpartiet og anholdt de danske kommunister. Men et ja til pagten ville over for omverdenen signalere, at Danmark var allieret med Tyskland - og det ville de danske politikere ikke risikere. Men presset fra besættelsesmagten var for stort, og de danske politikere gav ef-ter. Scavenius opnåede at få nogle forbehold indført for Danmark. Det var netop samarbejdspolitikkens forhandlingskunst at få så mange danske for-dele som muligt uden dog at lave så meget "ballade", at Danmark blev underlagt Himmlers SS, i stedet for det tyske udenrigsministerium. Hvis Danmark blev underlagt SS ville vi få det terror-styre, som alle de andre besatte lande led under. Da billederne fra underskrivelsesceremonien i Berlin med Hitler og Scavenius blev bragt i de danske aviser, udløste det et sandt raseri i befolk-ningen. Det førte til store demonstrationer og slagsmål med det danske politi. Slagsmålene i København var de første tegn på den kløft, der var ved at åbne sig mellem befolkningen og folkestyret. Illegal bladproduktion var noget af det første der begyndte under krigen af aktiv modstand. På billedet - som formentlig er taget under krigen - tager man sig et velfortjent hvil efter trykningen. (Bo Beier) De illegale blade og den tidlige modstandsbevægelse Der var fra besættelsens begyndelse en iver i befolkningen efter at få nyheder om krigens gang i Danmark og i udlandet. Allerede fra den 9. april skete der en ganske betydelig indskrænkning af dagspressens udfoldel-sesmuligheder. Censuren i dagspressen medførte, at der umiddelbart efter besættelsens begyndelse blev udviklet en illegal presse. De første pjecer og flyveblade kom i sommeren 1940, men egentlige illegale aviser var der kun få af i de første besættelsesår. De første illegale publikationer var som regel fremstillet på en hånddrevet duplikator. Oplagene var derfor små og for-holdene var naturligvis primitive - først senere blev udstyret bedre, og kunne fx bestå af en elektrisk duplikator, der kunne trykke hurtigere, eller en rigtig trykkemaskine. De fleste modstandsfolk startede med at være med i en bladgruppe -nogle fortsatte hele krigen igennem med at trykke blade, mens andre kom videre til sabotagegrupper, modtagergrupper og andre former for illegalt arbejde. Efter forbudet mod Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) var det na-turligt for kommunisterne at danne illegale grupper. Fra Sov- 14

15 jetunionen opfordrede man nu til at danne fælles front imod fascismen. Den nye kurs fra Sovjet kom til at præge også det danske kommunistparti, hvor de revolutionære mål gled i baggrunden til fordel for den nationale befrielseskamp. I bestræbelserne på at inddrage de borgerlige kræfter i en folkefront imod besættelsesmagten etablerede DKP i vinteren den tværpolitiske bladorganisation Frit Danmark. Frit Danmark blev en af frihedskampens fire store modstandsgrupper og arbejdede i begyndelsen snævert sammen med DKP og var i de første år stærkt afhængig af kommunisterne. Det lykkedes dog aldrig at skabe en enhedsfront i arbejderbevægelsen pga. socialdemokra-tiets stærke anti-kommunisme, der blandt andet kom til udtryk i de to parti-ers rivalisering om fagbevægelsen. Et skridt på vejen blev forsøgt i maj 1943, da Stalin opløste Komintern, der siden sin oprettelse i 1919 havde været centeret for udbredelsen af verdensrevolutionen. Den nationale frihedskamp kom før verdensrevolutionen, hvilket medførte, at kommunisterne blev grundstammen i den langsom spirende modstandsbevægelse. Det er naturligvis svært at give et entydigt signalement af den tidlige modstandsbevægelse. Men toneangivende var de politiske ydrefløje: DKP og Dansk Samling. For de etablerede politiske partier, der stod sammen bag samarbejdspolitikken, var det nemt at gå imod den tidlige modstands-bevægelse fordi den blev tegnet af politiske fjender, der ville undergrave det politiske system. Dette er en vigtig forskel til den modstandsbevægelse som udviklede sig efter 1943 og som var politisk mere midtersøgende. SOE og den tidlige sabotage Der var fra krigens begyndelse en pro-engelsk holdning i den danske be-folkning, der tog til i løbet af krigens fem år. Det var da også England, der krigen igennem udøve de den største indflydelse på besættelsessituationen i Danmark. USA spillede kun en sekundær rolle, hvilket også var tilfældet med Sovjetunionen frem til 1944, hvor der skulle tages stilling til, om Danmark skulle befries fra vest eller øst. Den engelske indflydelse i Danmark byggede i de første besættelsesår hovedsageligt på BBC's dansksprogede udsendelser, der blev flittigt aflyttet af den danske befolkning. BBC udsendelserne blev således et vigtigt grund-lag for opbygningen af modstanden mod samarbejdspolitikken og den ty-ske besættelse. I efteråret 1941 blev der dannet en hemmelig organisation i England, der skulle hjælpe modstandsgrupperne i de tyskbesatte lande. Organisation hed Special Operations Executive (SOE), og i december 1941 blev de to første faldskærmsagenter fra SOE nedkastet i Danmark. De engelske motiver bag SOE-aktionerne i Danmark var ikke at frem-provokere oprør, der kunne føre til anarki og systemskifte, men snarere at få opbygget en organiseret sabotage og få reduceret danskernes økonomi-ske samarbejde med besættelsesmagten. I begyndelsen af 1942 begyndte den organiserede sabotage. Blandt de første sabotagegrupper var Churchill-klubben fra Ålborg. Churchill-klubben er et godt eksempel på de tidlige modstandsgrupper, fordi den i begyndelsen havde karakter af drengeeventyr, mens den i krigens løb blev mere og mere politisk i sin kamp mod systemet. Også kommunisterne organiserede sig i begyndelsen af 1942 i sabotage-grupper. Den tidlige sabotage var ikke særlig effektiv, bl.a. fordi sabotørerne ikke havde sprængstof. I stedet måtte man klare sig med brandbomber. Men hovedformålet var ikke den militære, men den moralske virkning. Sabotagen gjorde naturligvis tyskerne bekymrede, hvilket skal sammen-holdes med, at krigen i løbet af 1942 virkelig var blevet en verdenskrig. Tyskerne var optaget både på Østfronten, i Nordafrika og i Atlanterhavet. Det betød, at man måtte skære ned på antallet af soldater og ressourcer i de besatte lande - det medførte, at man ikke kunne acceptere nogen form for modstand eller sabotage. Tyskerne klagede til den danske regering over den øgede sabotage, og den 2. september 1942 holdt den nye statsminister Vilhelm Buh!, der var kommet til efter Staunings død i maj 1942, en radiotale, hvor han advarede imod at lave sabotage, fordi det kunne skade forholdet til tyskerne. I talen opfordrede Buhl direkte befolkningen til at angive sabotører. Frikorps Danmark på parade gennem København ved orlov sommeren

16 DANSKERE I TYSK KRIGSTJENESTE Den tyske invasion af Sovjetunionen var en ideologisk krig, hvor nazi-sterne hævdede, at kampen var rettet mod Europas dødsfjende: Bolschevismen = kommunismen. Besættelsesmagten stillede derfor krav om, at danske frivillige skulle have mulighed for at deltage i dette "korstog mod bolschevismen". Den danske regering frygtede, at tyskerne ville skride til tvangsudskrivninger og tillod derfor, at danske officerer kunne træde uden-for nummer og alle der havde aftjent værnepligt efter 1931, kunne melde sig til Waffen SS. I alt kæmpede danskere i Waffen SS på Øst-fronten i forskellige specialenheder: Regiment Nordland, Division Wiking og Frikorps Danmark. Cirka blev dræbt, og yderligere 400 savnes stadig, hvilket er det største antal danskere, der er faldet i krig siden 1864! Efter krigen vedtog den ny danske regering en lov, der dømte de overlevende frikorpsfolk som landsforrædere, selvom de ikke havde overtrådt gældende lov, da de meldte sig til tjenesten på Østfronten. Frikorps Danmark Umiddelbart efter den tyske invasion af Sovjetunionen begyndte DNSAPs stabschef, orlovskaptajn Wodschou, at søge efter en egnet kandidat til po-sten som øverstbefalende for en dansk styrke på Østfronten. Frikorps Danmark blev dannet den 28. juni 1941 og valget faldt på artilleriofficer C. P. Kryssing, hvilket i sig selv kan synes underligt. Kryssing var nemlig ikke nazist, og man kan derfor spørge, hvorfor denne officer i den danske hær så indvilligede i at bliver øverstbefalende for en enhed danske soldater i tysk krigstjeneste. For at besvare spørgsmålet må man vende blikket mod 1930'erne og ikke mindst begivenhederne den 9. april Forud for den danske besættelse var der blandt danske officerer et stærkt højreorienteret og anti-kommunistisk klima. Kryssing hørte til denne fløj, og hans reaktion på den manglende modstand den 9. april understregede hans kritiske hold-ning til den danske regering. Han havde som de fleste officerer svært ved at begribe den manglende danske modstand. Nedskæringerne i forsvaret havde nedgjort officererne, men at fratage dem retten til at yde modstand, når fjenden forsøgte at erobre landet, var den rene ydmygelse, som blev betragtet som et næsten ubærligt nederlag. Den 9. april skrev Kryssing hjem til sin mor: "Hvad jeg forudsagde, er sket; hvilken foragtelig regering vi dog har, og hvilken foragtelig nation, vi tilhører, for regeringen er jo valgt af nationen". I brevet finder vi altså en del af forklaringen på, at Kryssing gik i tysk krigstjeneste: Hvis man ikke kunne få lov at kæmpe den 9. april, kunne man da melde sig til krigstjeneste på 0stfronten og på den måde redde sit lands ære. Til den danske presse udtalte Kryssing den 5. juli 1941: "Det er den eneste chance, regeringen giver os. Så må vi naturligvis finde os i at iføre os tysk uniform. Jeg er ganske klar over, at vor direkte nytte kun er som en dråbe i havet, og at vi kun indirekte gavner Danmark". Og om begrundelsen for, at han sagde ja tak til stillingen som chef for frikorpset, sagde Kryssing: "Jeg går med i et dansk korps som et led af den tyske hær imod bolchevikerne (: Sovjetunionen), fordi det siden den 9. april er et for hårdt job at være soldat i Danmark. Jeg har mistet enhver tillid til, at et demokratisk Danmark kan vække nationen af den usselhed, der førte til 9. april Jeg tror, at danske soldater ved at gøre en samlet indsats mod bolschevikerne vil genoprette lidt af den danske ære. Jeg tror, at vi kun på den måde kan blive værdige til at fa vor frihed". Frikorpset var under dansk ledelse, dansk flag og med dansk som kommandosprog. Der var altså ikke tale om, at danskerne skulle kæmpe side om side med tyske soldater fra SS eller værnemagten. Frikorpset skulle være en motoriseret fodfolksenhed, der kun skulle op-tage unge mænd, der allerede havde aftjent deres værnepligt og derfor havde lidt militær erfaring', De fysiske krav var lavere end til optagelse i egentlige Waffen SS-enheder, og formelt var korpset en upolitisk enhed, hvis formål var at bekæmpe kommunismen. 16

17 Hvem gik ind i Frikorps Danmark? Hvervningen gik i begyndelsen godt, og alene i juli 1941 søgte næsten 700 om optagelse. Den 19. juli rejste det første hold på i alt 400 frivillige af sted til Tyskland, hvor de skulle uddannes, inden de skulle til fronten. Antallet af ansøgninger til Frikorps Danmark faldt dog støt igennem de efterfølgende to år. Frikorps Danmark blev opløst i 1943, og i alt tjente danske frivillige i frikorpset. Det er ikke muligt at give et entydigt signalement af de danske soldater på Østfronten. Men overordnet gælder det, at der ikke var tale om sociale tabere eller outsidere, hvilket i øvrigt også gælder for de danske nazister. Soldaterne på Østfronten var ganske almindelige danskere. Gennemsnitsal-deren var cirka 25 år, og de fleste tilhørte arbejderklassen. Noget tyder på, at der var tale om et byfænomen, idet de fleste lod sig hverve i storbyerne. Der var vidt forskellige motiver til, hvorfor at de meldte sig. Motiverne kan inddeles i nationalistiske og individuelle hensyn: Mange kæmpede imod kommunismen og mente, at dette korstog mod kommunismen også var til gavn for Danmark. Andre, hvilket især gjaldt officererne, kæmpede for at få genrejst Danmarks ære efter ydmygelsen den 9. april. Til denne gruppe hørte det store antal nazister, der også meldte sig. Cirka halvdelen af alle frivillige danskere på Østfronten var medlem af DNSAP. Af mere individuelle hensyn meldte en del sig, fordi de var arbejdsløse og ikke kunne få understøttelse i Danmark. Soldatertjenesten var en ulighed for at forsørge familien. Atter andre, hvilket især gjaldt de helt unge, meldte sig af eventyrlyst. Bag de enkeltes motiver lå drømmen om et bedre liv i et nyt Europa, ikke nødvendigvis nazistisk, men anti-kommunistisk. For mange døde disse drømme i mudder og krudtrøg på Østfronten. Den danske øverstkommanderende for Frikorps Danmark von Schalburg med sin søn efter Kryssings afsked. Von Schalburg skulle efter sin død nærmest fremstå som en myte for de østfrontfrivillige. (Bo Beier) Ved fronten I maj 1942 blev de første danske frikorpsfolk sendt til fronten ved Demjansk sydøst for Ilmen-søen. I Demjansk-området havde seks divisioner ligget indesluttet, men ugen før Frikorps Danmark ankom til fronten, var det lykkedes at bryde russernes omklamring af Demjansk-området. Det var således lykkedes at skabe et 2-3 km smalt landstykke, hvorved "Demjansk-kedlen" blev landfast med hovedstyrkerne. "Kedlen" var på størrelse med Fyn, og i de tre første måneder ved fronten var det frikorpsets opgave at holde den smalle åbning til "kedlen". Efter 8 måneder i træningslejr glædede mange sig til at komme i kamp. De vidste alt om tyskernes lynsejre, men situationen på Østfronten havde ikke mindst på grund af vejret ændret sig radikalt. Frikorpsfolkene blev kastet ind i en heksekedel, der bar præg af en primitiv stillingskrig. I sommerens kampe faldt mange frikorps-folk, og den 2. juni 1942 faldt også Kryssings afløser som øverstkommanderende C.F. von Schalburg nær ved Biakowo. Schalburgs død medførte hævntørst og ophidselse, der resulterede i nedskydningen af tilfangetagne russiske krigsfanger. I København blev der på tysk initiativ afholdt en mindegudstjeneste for Schalburg. Den danske regering blåstemplede endnu engang frikorpset ved, at statsminister Buhl, udenrigsminister Scavenius og krigsminister Brorson deltog i ceremonien. I august forlod Frikorps Danmark Demjansk-kedlen. Af de cirka 1.200, der var rykket ind i maj 1942, rykkede kun mellem 300 og 400 ud igen. Ved hjemkomsten i september 1942 fik de den danske befolknings kolde skulder - danskerne accepterede samarbejdspolitikken og dermed det økonomiske samarbejde med besættelsesmagten, men accepterede ikke, at danskere gik i krig for besættelsesmagten, så var man landsforræder. Frikorps Danmark blev sidste gang brugt på Østfronten omkring års-skiftet I løbet af foråret 1943 blev frikorpset opløst, og solda-terne blev reorganiseret og placeret i andre enheder under tysk ledelse. Blandt andet i Regiment Danmark og Nordland, der blev sat ind på Balkan, og hvor der blev begået frygtelige massakrer på civilbefolkningen. En del soldater vendte hjem og udgjorde kernen i de hjælpekorps, som i krigens sidste to år hjalp den tyske besættelsesmagt. Det var bl.a. det berygtede Schalburgkorps, der værnede om deres afdøde leders ære. 17

18 Kilde 6: Holger Gormsens dagbog fra østfronten, 1942 Holger Gormsen var medlem af det danske nazistparti DNSAP, og opholdt sig i Tyskland, da Nazityskland angreb Sovjetunionen. Umiddelbart efter oprettelsen af Frikorps Danmark meldte Holger Gormsen sig den 30. juni Med sine 40 år var han aldersmæssigt en af de ældste i frikorpset. I næsten 8 måneder lå han sammen med de øvrige frikorpsfolk i Treskau-træningslejren i det besatte Polen. J juni 1942 blev Frikorps Danmark sendt til østfronten ved Demjansk. Fra juni 1941 til januar 1944 førte Holger Gormsen dagbog. Det følgende er et uddrag fra denne dagbog, der dækker perio-den.fra marts til juli /3. Orlov gives til påske, i alt 8 dage, de første afrejser i dag. Spiesen fortalte mig i aften, at jeg kunne afrejse i morgen eller overmorgen. Hurra. 26/3. Afrejse Treskau Kl morgen. Gedser-Warnemündeoverfarten er lukket, så vi fortsatte fra Berlin om aftenen, over Hamburg- Padborg. Humøret er højt. 28/3. Ankommet København kl aften, ringede hjem fra banegården: Traf Lilli og Mia ved Langebro, mægtig glæde i hjemmet. 29/3. Kaffe på sengen, dejligt. Om aftenen smørrebrød i "Gravens Rand" sammen med Lilli, Egeberg og konen. 30/3. Var i skoven i dag, har forårsfornemmelser. Omdiskuteret billede forestillende muligvis danske Frikorps Danmark soldater i en morter-stilling. (Bo Beier) 2/4. Skulle afrejse i dag men kom for sent til toget, så jeg venter til i morgen. Har fået mine papirer stemplet af Bahnhofsofficeren. Var om eftermiddagen til frokost hos købmand Corneliussen i Dragør. Mægtigt bord med snaps og øl. Sidste tog hjem, kl Herlig dag. 3/4. Afrejst kl over Hamburg. Humøret skidt, det gode varer kun så kort. 4/4. Ankom Treskau kl og begynder nu i den gamle trummerum igen. Jeg købte en radio i København, godt at jeg har den at forkorte tiden med. 5/4. Jeg hører København udmærket på min radio. Nu går der rygter om, at de gamle bliver hjemsendt, når "Frikorpset" skal indsættes, det er nok løgn. 7/4. I dag havde vi den første rigtige forårsdag, med varme i luften. 8/4. Sammenstød i aften med Oscha Larsen, han lider lidt af blærerøvsbetændelse, og tror at kunne tillade sig alt, i ly af sine distinktioner. Kan aldrig betale tilbage, hvad han låner eller skylder. 9/4. Spadserede en tur i morges til Frühsport (: morgengymnastik), et magert resultat af Oscha Larsens magtbrynde, han ville tvinge mig til at deltage i morgensporten. 10/4. Batalionsøvelse i dag. De legede krig omkring kasernen, meget interessant at se på. Rygter om snarlig indsats. 11/4. Martinsen, der nu er forfremmet til Sturmbannführer (: major), fortalte i dag, at vi skulle til indsats i næste uge sammen med Standarten "Das Reich" der ligger ved Moskva. 2 mand fra andre kompagnier er dømt til 4 og 5 års tugthus for faneflugt. Der bliver fortalt, at de til krigens afslutning får 16 timers hårdt arbejde om dagen på halv madration, derefter begynder de først at afsone deres tugthusstraf. Efter von Schalburgs (: øverstbefalende for Frikorps Danmark indtil 2/6 1942) udsagn får den næste, der laver faneflugt, dødsstraf. Hyg-geligt. 12/4. Der er spænding i kompagniet angående den nye opdeling. Atter orlovsspærring, hvorfor der er mange sure masker. 13/4. I dag er kompagniet opdelt i de andre 3 kompagnier, vi er kun en halv snes mand tilbage. Nu får jeg travlt med at få godskrevet al den beklædning og udrustning, som de har medbragt til de andre kompagnier (: Gormsen var våbenmester). Nogle nye tyske Unterführere er ankommet. 14/4. En del af mandskabet kom i dag, det er unge folk i års alderen, der har ligget til uddannelse i Holland i 5 mdr. 18

19 15/4. Brev fra Lilli med billede. Det går meget godt med tyskerne, selvom det nok kunne være lidt bedre med sproget. 16/4. Egeberg har fået besked på i dag, at han bliver forsat (: dvs. forflyttet) og deref-ter hjemsendt. 17/4. Egeberg forsat i dag, til Stabs-kompagniet. Spiesen fortalte mig i dag, at jeg skulle med til indsats, så bliver jeg altså ikke hjemsendt. 23/4. Kommandøren (: von Schalburg) er i dag afrejst til København med 30 mand, der er de såkaldte bloddrenge. De skal medvirke ved et stort hvervemøde i KB. Hallen. 25/4. Kommandøren talte i den danske radio i aften. Udsendelsen gik godt igennem. 29/4. Alt tegner til, at det bliver et godt 4 kompagni igen, tyskerne lader til at være flinke folk. 4/5. Holger Sørensen kom fra orlov i dag, med pakke fra Lilli. Whisky og meget andet godt. 6/5. Tilgang til kompagniet i dag, af 40 Personer, de kom fra stabskompagniet. 7/5. I dag frokost med batalionskammeraterne, whiskyen går sig en tur, rhum ovenpå. En våd dag. 8/5. I nat alarm. Sikken et roderi, råben og skrigen, af glade mennesker. Der kom ordre kl. godt 1, at batalionen skulle stå marchberedt snarest muligt. Men resten af natten gik med de sidste forberedelser. Führere - underführere og mandskab har haft tid nok, til at bringe deres udrustning i orden, men de kommer alle nu i sidste øjeblik farende og mangler det ene eller andet, og jeg deler ud til højre og venstre, de må jo intet mangle, nu når de skal i indsats. Men hen ad morgenstunden var det hele i orden og batalionen blev opstillet på sportspladsen, hvor den sidste appel i våben og udrustning fandt sted. Hele bataljonen blev anbragt på lastbiler, hvoref-ter de blev kørt ind til Posen, og indladet i et tog til Konigsberg, og derfra skal de vi-dere med transportflyvemaskiner til O.U. Det betyder Ort unbekannt (: sted ubekendt). Men der tales om en Kessel (: kedel) ved Ilmesøen, hvor Totenkopf Divisio-nen er indesluttet af russerne. Alt hvad der hedder chauffører med vogne og kom-mandiere (: vognkommandører) blev tilbage. Vi skal af sted efter nærmere ordre, da vi for øjeblikket ikke kan komme frem for pløre på de russiske landeveje. Men vi håber alle, at vi også hurtigt kan komme væk herfra. I de nærmeste dage har vi nok at gøre med at rydde op, da hele kasernen nærmest ligner en horekasse i havsnød. 9/5. I dag har jeg lukket mit kammer og læsset det hele på min vogn, så nu er jeg også klar til at tage af sted til fronten. Jeg er flyttet sammen med skræddere og skomagere, ind på vor gamle stue 2. Da jeg ikke kan transportere min radio med til Rus-land, har jeg i dag solgt den. 10/5. I dag spadseretur til Warthelager (: formodentlig en ventelejr), men det hele er trist, fik en pakke fra Lilli i dag. 11/5. De forskellige skræddere og skoma-gere er i dag fulgt efter batalionen. Det bliver forhåbentlig snart vores tur. 12/5. Vor Waffenwart (: våbenvagt), en tysker ved navn Braunschweig, er i aften blevet sat i spjældet her på kasernen. Han havde benyttet chancen, da han så en åben kasse med konservesdåser, til at tilegne sig et par stykker, men det blev altså opdaget. Alle os tiloversblevne er i dag blevet indlo-geret i 2. kompagni bygning. 8 Kradmel-dere (: motorcykelordonans) kørte herfra i aftes med deres motorcykler, deraf er den ene allerede returneret, han smadrede ind i et træ udenfor Allerstein og ødelagde cyklen. 14/5. Waffenwarten Braunschweig er atter kommet ud af spjældet, der bliver ikke foretaget mere i sagen. 20/5. Vi venter stadig på marchordre, dagene er lidt lange, da vi intet bestiller. 28/5. I dag fik vi det første dødsbudskab fra batalionen. Og mærkeligt nok var det "Marokko" Jensen der er faldet. Han har tjent 7 år i Fremmedlegionen og er kommet uskadt igennem det, og så falder han en af de første dage "Frikorpset" er ved fronten. Han var på Spantrupp (: opklaring) med 5-6 mand gennem en skov og var underrettet om, at skoven var mineret af russerne. "Marokko" træder på en mine, springer fremover, men falder og en splint trænger blandt andet ind i halsen. Mannerne, han havde med, transporterer ham tilbage til kompagniet, men han var allerede død af blodtabet. 29/5. Var med på skydebanen i Warthelager i dag. 7 km. frem og tilbage i stigende varme, den vildmark går jeg ikke frivilligt med til en anden gang. 30/5. I dag uventet pakke fra Lilli med Schiitze (: menig) Gram, der kom fra orlov. Nu er humøret højt igen. Det er også ca. 3 uger [siden], jeg fik det sidste brev fra Lilli, da al posten nu går til fronten, til batalionen. 31/5. Søndag. Varieteforestilling i kino-salen af Deutsche Arbeitsfront, glimrende program. Nu er der et ganske bestemt rygte, der fortæller, at vi skal af sted i denne uge. Onsdag - torsdag og fredag er fast-satte rejsedage - kompagnivis. 19

20 1/6. Der er ankommet brev fra fronten, Nordholm og Bratvig er faldet. 2/6. I morges kl. 4 fandt der en eksekution sted ved skydning, det foregik i en grusgrav. Det var en dansker, vistnok fra År-hus, der blev skudt. Han hed Valdemar Jensen, 38 år. I alt tilbragt 12 år i fængsel. Begået faneflugt, da han var i Danmark på orlov, skjult sig i 3 mdr. Og i den tid for-øvet voldtægt mod en lille pige. SS Rigsfüihrer Hinter skærpede straffen til dødsdom. Det er også utroligt, at en sådan mand kan komme ind i SS. Jensen var meget rolig, men sløv, da han stillede sig op ad pælen. 12 mand besørgede skydningen, og Hauptstr. (: Hauptsturmfiihrer = kaptajn) Bensick gav ham nådeskuddet. Begravet med det samme. I aftes fik han hvad han ville have. 1 brød - 2 smør - 1 hel pølse og en kotelet. 3/6. Atter brev fra fronten. Kompagnichef for 2 kompagni, O. Hansen, faldet. 4/6. I dag marchordre. Staben - 3 kom-pagni afrejser søndag. 1 og 2 kompagni mandag. Vild jubel overalt. 5/6. Travlhed overalt. For sidste [gang] i kino. Wochenschau: "En Nat i Venedig". 7/6 Søndag. I aftes havde vi kannibal og afskedsfest på stue 13, med vor Schiermeister Oscha Hiebl og Urscha Vaser Nielsen, samt Braunschweig. 2 flasker rhum og en masse øl. Jeg gik i seng, da kl. var 9.00 aften, da jeg var blevet tilpas træt. De andre gik over og væltede kantinen og lavede en farlig ballade, hvorefter de vendte tilbage og ødelagde det meste af stue 13, og Reichsfiihrer SS Himmlers billede blev bombarderet med kartofler, efter hvad jeg senere hørte, så var det udartet til rigtig germanerfest. Ved midnat kom F.v.D. med vagten for at arrestere dem, der var fulde og havde lavet ballade. Jeg protesterede, da jeg var gået i seng kl. 9.00, men det nyttede intet, jeg skulle med, så Oscha Hiebl, Braunschweig og mig blev sat i bunker, Vaser Nielsen have gemt sig på en mandskabsstue, så han slap fri. Vi kom ud af bunkeren kl 9.00 morgen, og der sker intet videre i den sag. 8/6. Stab og 3die kompagni afrejste i dag. 9/6. 1ste og 2det kompagni afrejste og [?] er blevet indladet på godsvogn. Jeg har lovet at hjælpe kokken under rejsen, så vi overnattede i køkkenvognen, medens de andre tilbragte den sidste nat på kasernen. Per Sørensen leder Frikorpset under paraden gennem Københavns gader i /6. Afgået Bernau Kl i Treskau kom resten af mandskabet med, vi fik alle blomster. Vi fortsatte over Posen -Konigsberg. 11/6. Passerede Tillisch - Vindau og Riga, nu nærmer vi os Rusland, vi ser allerede spor af krigen ved sammenstyrtede huse og lignende. 12/6. Passerede grænsen til Rusland, den første større byer Pleskau eller Pskov, som den hedder på russisk. Om natten kl. 2.00, da vi fredeligt kom kørende med vort godstog, blev vi angrebet af en russisk flyver. Han brugte sit M.G. og to af vore biler blev stukket i brand. Vi skød efter ham med M.G. og geværer. Toget standsede og ruinerne af de 2 biler blev væltet i grøften, derefter fortsatte vi den afbrudte rejse, efter det første sammenstød med en russer. 13/6. Kl ankom Staraja Russa, der er endestation. Udladede vognene med det samme, og så hurtigt som muligt, da byen og banegården ligger under den russiske ild, men i øjeblikket er her fredeligt. Hele byen er en ruinhob, der findes ikke et hus, der ikke bærer præg af krigen. Men russerne og tyskerne har skiftevis været herre i byen, tyskerne nu sidst siden september. Vi skal fortsætte kørslen i nat, da vejen ind i Kesselen (: kedlen) stadig bliver beskudt af russerne. 14/6. Kørslen fortsat kl nat igennem et fuldstændigt ødelagt terræn. Vi passe-rede et mægtigt sumpet terræn med store skovarealer, og det var interessant at se, hvordan pionererne havde bygget veje, bunkers - kanon og M.G. stillinger overalt. De første døde russere ligger spredt rundt omkring. Da vi kom til færgelejet over floden Pola, lå det under ild fra russerne, men vi kom alligevel godt over, og det gik hurtigt, færgerne var lavet af stormbåde. Fra den anden side [af] floden så vi tydeligt nedslagene af de russiske granater. En af vore Schermeistre, en Oscha Marqui blev dræbt af granatsplinter: Ved tiden ankom vi til "Frikorpsets" hovedkvarter, en skovrig sump der hedder Biakowo, det er et uroligt sted, der stadig bliver be-skudt af kanoner og stalinorgler. En masse af vore kammerater er borte, og hele "Fri-korpset" skal kun bestå af ca. 150 mand. Efter von Schalburgs død (: 2/6 1942) blev korpset overtaget af en tysker ved navn Lettow-Voerbeck, han levede kun i 3 dage som kommandør, så faldt han og de sidste ord han udtalte var "hils mine tapre danskere". En kammerat, Børge Andersen, dræbtes i morges af bombe. Hele trosset fortsatte om aftenen til en lille Landsby, Podboresja. 15/6. En stille landsby, ingen forstyrrelse af flyvere eller artilleriild. Her er et par fangelejre, og det er meget interessant at studere rus- 20