Indhold. Musikken, du vil høre, er en optagelse af værket Gustav Holst: Planeterne fra fredagskoncerten den i Koncerthuset i København.

Transkript

1

2 Indhold 2 Musikværket... 3 Solsystemet... 5 Solen... 6 Mars... 7 Venus... 9 Merkur Jupiter Saturn Uranus Neptun Ekstra materiale Om formidlerne Musikken, du vil høre, er en optagelse af værket Gustav Holst: Planeterne fra fredagskoncerten den i Koncerthuset i København. Den er indspillet med DR SymfoniOrkestret dirigeret af Kristjan Järvi.

3 Musikværket Helt ærligt: Den engelske komponist Gustav Holst var ikke nogen særlig god komponist. Hans musik blev sjældent spillet mens han levede, og det bliver sjældent spillet i dag. Han er næsten ikke nævnt i de populære musikleksika, og langt størstedelen af hans værker er for længst gået i glemmebogen. 3 Han var heller ikke nogen særlig dedikeret komponist. Han arbejdede så lidt som muligt og brugte i stedet sin tid på sine andre hobbyer. Alligevel betragtes Gustav Holst i dag som en af Englands musikalske stoltheder. For i sit 60 år lange liv ( ) skrev han én gang et hit, Planeterne, der i dag har status af udødeligt mesterværk. Måske skyldes Planeternes succes, at ideen ikke kom fra musikkens verden, men fra en af Holsts hobbyer og stor passioner: Astrologi. Planeterne er astrologi sat i musik. I 1908 erkendte Gustav Holst, at den musikalske succes udeblev. Hans værker hidtil var ikke blevet populære, så han måtte gå nye veje. Han tog afsæt i sine ikke-musikalske interesser. Først fascinationen af det oldindiske kultursprog, sanskrit. Holst havde lært sig selv sproget og oversatte en lang række tekster, som han satte i musik i et stort korværk, der gav han mere hæder end han var vant til. Og efter at have sammensat sanskrit og musik, så var vejen banet for den nye kombination: Astrologi og musik. Gustav Holst havde i en årrække interesseret sig for astrologi på amatørniveau. Men fra 1913 blev passionen mere intens, og han blev dygtig nok til at kunne lægge horoskop for venner og familie. Holsts store forbillede var astrologen Alan Leo, der populært kaldes den moderne astrologis grundlægger. Og det var netop et af Alan Leos hovedværker, The Art of Synthesis om planeternes astrologiske betydning, der blev den direkte inspiration for Holsts musikalske værk Planeterne. Alan Leo skriver i sin bog et kapitel om hver af planeterne og deres astrologiske betydning. Holst gør det samme. Han skriver en sats for hver af planeterne, der i musik portrætterer de enkelte planeters astrologiske karakter. Hver planet minus Jorden. Men visse steder afviger Holst fra Alan Leos skabelon. Først og fremmest ved at ændre på planeternes rækkefølge. Hvor Leo tager udgangspunkt i hvor tæt planeterne er på Solen, så tager Holst udgangspunkt i hvor tæt de er på Jorden.

4 De fire inderste planeter fra Solen er Merkur, Venus, Jorden og Mars. Sådan er rækkefølgen også hos Leo. Men i Holsts musik er Mars den første sats, fordi Mars er den planet, der er tættest på Jorden. Herefter kommer Venus og så Merkur. Og så ud i det ydre rum på den anden side af Mars med planeterne Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Hvorfor lavede Holst om på rækkefølgen? Måske fordi Mars i det antikke Rom var herre over det nye år, alting begyndte med Mars. Men nok snarere fordi Holst ville tage udgangspunkt i Jorden, i os, og skildre en konkret rumrejse i musik, hvor vi gradvist rejser længere og længere væk fra udgangspunktet. Så nok er Planeternes primære inspiration astrologi, men astronomien er også til stede i værket. Det er simpelthen en musikalsk rumrejse. Klangen og instrumentationen har noget vægtløst, fremmedartet og galaktisk over sig. Og det føles som om musikken bevæger sig længere og længere væk efterhånden som værket skrider frem. 4 At Holst ændrer på planeternes rækkefølge giver også en stærk musikalsk storform. Værket bliver som en symbolsk beskrivelse af livets cyklus. Mars er den hårde fødsel, et billede af de vældige kræfter, der behøves til en skabelse. Venus er den ro, der falder over skabningen. Merkur er en opblomstring og Jupiter et billede på det fuldt udfoldede liv. Men i de tre sidste satser (Saturn, Uranus og Neptun) ændrer musikken karakter. Tonesproget bliver mere fremmedartet og uhåndterligt. Det hele klinger så mystisk og fjernt. Og til allersidst, i finalesatsen Neptun, forsvinder musikken helt konkret ud i ukendt territorium, ud i verdensrummet, hvor den langsomt forsvinder i det uhørlige. Det er magisk. Den kritiske astronom vil spørge: Er det overhovedet ukendt territorium på den anden side af Neptun? Hvad med planeten Pluto? Hvorfor er den ikke med? Men Pluto blev først opdaget i 1930, så Gustav Holst kendte den ikke, da han skrev Planeterne. Det gjorde efterfølgende hans værk ufuldstændigt. Men redningen kom i 2006 Pluto blev degraderet og er nu kun en dværgplanet. Det gør jo ikke territoriet bag Neptun mindre kendt, men Holst har altså ikke udeladt nogen af planeterne (bortset fra Jorden). Gustav Holst påbegyndte arbejdet med Planeterne i 1914 og arbejdede på værket i to år. Han havde travlt med at passe sit faste arbejde som lærer på en pigeskole, så det gik kun langsomt fremad. Og han kunne ikke overskue at komponere for hele symfoniorkestret, så i første omgang blev det et værk for 2 klaverer. Først da han var helt færdig, gik han og hans assistenter i gang med at orkestrere musikken, og først yderligere to år efter i 1918 var Planeterne færdigkomponeret. Og da var det så omfangsrigt, at det var ren drømmetænkning for en andenrangskomponist som Holst nogensinde at få det opført. Det krævede 100 musikere og et helt damekor. Men ved rent held tilbød en ven at dirigere det ved en lukket koncert. Orkestret havde ikke tid til at holde prøve, og opførelsen blev en mindre katastrofe. Men en orkesterchef blev alligevel betaget af musikken og tilbød en officiel uropførelse. Den fandt sted to år senere, i 1920, og blev en succes. Men først da et engelsk pladeselskab ville afprøve en ny type grammofonplade ved at indspille et kolossalt orkesterværk og valget faldt på Planeterne, var den endelige succes i hus. Gustav Holsts Planeterne har siden da gået sin sejrsgang over hele verden. Over hele galaksen.

5 Solsystemet Vores solsystem blev dannet af en stjernetåge, der kollapsede under sin egen tyngde for 4,56 milliarder år siden. 5 Denne stjernetåge blev til en skive af gas og støv, hvor Solen, der hovedsageligt består af brint og helium, blev dannet i midten og udgør 99 % af solsystemets samlede masse. Omkring Solen blev 8 planeter skabt samt en masse stykker af sten, is og metaller, der ikke blev store nok til at blive kaldt planeter. Disse blev til asteroider og kometer. I mellem Mars og Jupiter ligger frostlinjen, der markerer det sted, hvor vand går fra gas til fast form. Inden for frostlinjen ligger de fire små stenplaneter og uden for frostlinjen findes de fire store gasplaneter. Vores solsystem består af Solen og de otte planeter Merkur, Venus, Jorden, Mars, Saturn, Uranus og Neptun. Man har helt tilbage fra oldtiden vidst, at planeterne var anderledes end stjernerne. Ordet planet stammer nemlig fra oldgræsk og betyder vandrende stjerne. Planeterne bevæger sig nemlig i forhold til stjernerne på nattehimlen, mens stjernerne ligger fast i forhold til hinanden.

6 Solen 6 Solen Solen er centrum i vores solsystem og er en stor kugle af glødende gas, der hovedsageligt består af brint og en smule helium. Solen er en mellemstor stjerne af stjernetypen G2V. I Solens centrum er der 15 millioner grader varmt, hvilket gør fusionsprocesser muligt. Disse fusionsprocesser omdanner brint til helium og skaber i denne proces lys, der får Solen til at skinne. Det tager dog i gennemsnit dette lys år at komme fra Solens centrum og ud til overfladen. Overfladen, der også kaldes fotosfæren, er den del af Solen, som vi ser, og der er grader varmt. Over fotosfæren findes to atmosfærelag kaldet Kromosfæren og Koronaen. Vi mennesker kan ikke se disse to lag med det blotte øje, men koronaen kan ses under solformørkelser som en tåge omkring Solen. Koronaen skabes, da der hver dag sendes millioner af tons materiale ud fra Solen i det vi kalder solvinden, der er en jævn strøm af partikler, der strækker sig til de yderste egne af solsystemet. Strømmen af partikler, der skaber solvinden, bærer et magnetfelt med sig, som danner en boble omkring vores solsystem, dette kaldes for Heliosfæren og slutningen af vores solsystem beskrives som det sted, hvor man ikke længere kan registrere Solens magnetfelt. Det første menneskeskabte objekt, der forlod vores solsystem, var Voyager 1, der blev opsendt i Rumsonden nåede dog ikke ud af vores solsystem før Fysiske størrelser Diameter Masse km 1,989*10 30 kg (hvilket svarer til ca gange Jordens masse) Kemisk sammensætning Brint Helium Andet (ilt, kulstof, etc.) 74 % (efter masse) 25 % (efter masse) 1 % (efter masse)

7 Mars 7 Lyt til musikstykket Mars og se videoen Planeten Mars Mars er Jordens naboplanet ud i solsystemet og kaldes for den røde planet, da hele planeten er dækket af fint rødt støv. Mars er det sted i solsystemet, hvor vi har sendt flest satellitter og robotter hen. Den nyeste mission til Mars er Curiosity robotten, der landede på Mars i Mars har i dag næsten ingen atmosfære, da den er blevet skrællet af på grund af solvinden fra Solen, men Mars har engang haft en tykkere atmosfære, der har gjort det muligt at have et flydende hav på Mars. Forskere, der arbejder med Mars, har fundet spor af søer, have og floder af flydende vand, som engang har eksisteret på Mars. I dag er der kun is og vanddamp tilbage, og trykket på Mars er så lavt, at det ikke er muligt at have vand i flydende form på overfladen af den røde planet. Mars ses som en rød stjerne på himlen. Den ligger længere fra Solen end Jorden gør, så den får ikke helt så meget lys. Et år på Mars er ca. dobbelt så langt som et år på Jorden, og når Mars og Jorden står på hver deres side af Solen kan vi ikke se planeten, og vi kan heller ikke kommunikere med robotter, vi har på Mars i dette tidsrum. Fysiske forhold Diameter Masse Sammensætning 6792 km 6,42*10 23 kg Stenplanet med jernkerne Baneforhold Middelafstand til Solen Omløbstid (siderisk) Banehældning 227,9 millioner km 686,980 døgn 1,9 grader

8 Mars 8 Lyt til musikstykket Mars og se videoen Mars Krigens budbringer I romersk mytologi er Mars krigsgud. I astrologien er Mars vores indre kriger og kendetegnet ved maskulinitet, aggressivitet, udfarenhed, primitiv energi, mod og eventyrlyst. Gustav Holsts musikalske portræt af Mars er også aggressiv og krigerisk fremmarcherende fra start til slut. Uhyggelig som en gyserfilm. I begyndelsen kommer krigen snigende langvejs fra. I en fast rytme marcherer strygerne mod slagmarken. Men marchen er skæv. Taktarten er 5/4, det giver musikken en uforudsigelighed, der forstærker gruen. Et crescendo intensiverer spændingen. Krigen rykker uundgåeligt nærmere. I det fjerne høres de dybe messingblæsere, militærinstrumenterne. De spiller korte motiver - altid nedadgående, som om musikken graver sig ned i undergrunden, ned til dæmonerne. Den musikalske dialog mellem messingblæserinstrumenterne skaber fornemmelsen af, at fronterne nærmer sig hinanden. Inden længe bryder helvede løs. Trommerne hamrer til angreb, messingblæserne slås om herredømmet, strygernes ondskabsfulde rytme gør det umuligt at trække sig. Det er øresønderrivende. Første slag ender uafgjort. Den marcherende lilletromme får hjælp af sin storebror pauken, og hele orkestret samles i en dyster klimaks-akkord, der signalerer katastrofe inden det hele falder til ro. Men roen er ikke kommet for at blive. Stilhed før stormen. Musikken bygger op til krig igen. Denne gang endnu mere heftig. Strygernes skæve marchrytme suppleres nu af trompeterne. De dybe messingblæsere er som en hær i stærkeste opstilling og lydniveauet er ekstremt. Horn og trompeter tager på skift teten, inden bækkenet markerer det endelige klimaks. Men kampen er ikke slut endnu. Marchrytmen der har været gennemgående i hele satsen, bliver til slut skåret i stykker og mejslet ud. Hele orkestret spiller aggressivt med på de sidste marcherende slag. Hvem vandt krigen? Det er ikke til at afgøre. Mars Krigens budbringer er action fra først til sidst. En markant og billedskabende åbning på Planeterne. Og musik der åbenlyst har inspireret mange senere filmmusikkomponister ikke mindst John Williams til musikken til Star Wars - filmene. Men måske er musikken mere jordnær end en stjernekrig. Gustav Holst skrev nemlig satsen i august 1914, kun to måneder efter mordet på den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand og 1. Verdenskrigs udbrud. Selvom komponisten selv benægtede sammenhængen, er det svært ikke at høre musikken som en kommentar til krigen, der rasede da musikken blev skrevet.

9 Venus 9 Lyt til musikstykket Venus og se videoen Planeten Venus Venus bliver ofte kaldt Jordens tvillingeplanet da de næsten har samme størrelse. Jorden er dog en smule større end Venus. Venus er også den planet, der ligger tættest på Jorden og ligger i en afstand til Solen på 108 millioner kilometer. Venus er dækket af store gule skyer, der konstant dækker planeten, derfor kan vi ikke observere Venus overflade med almindelige teleskoper. De gule skyer er resultatet af en drivhuseffekt der er gået amok, fordi Venus atmosfære er 100 gange tykkere end Jordens. Derfor er det ikke muligt for varmen at slippe væk fra Venus, og det har resulteret i en konstant temperatur ved overfladen på 460 grader. Disse høje temperaturer har fået Venus atmosfære til at fordampe og alt den svovl, der fandtes i overfladen, ligger nu i de gule skyer, der faktisk er svovlsyreskyer. Venus er 225 jord-døgn om at kredse en gang rundt om Solen, mens den er 243 jord-døgn om at kredse en gang rundt om sig selv. En Venus dag er altså længere end et Venus år så man har altid fødselsdag på Venus. Venus ligger også tættere på Solen i forhold til Jorden, derfor ses den også om morgenen eller aftenen. Venus er tit blevet kaldt for morgenstjernen eller aftenstjernen og er det tredje klareste objekt på himlen efter Solen og Månen. Fysiske forhold Diameter Masse Sammensætning km 4,87*10 24 kg Stenplanet med jernkerne Baneforhold Middelafstand til Solen Omløbstid (siderisk) Banehældning 108,2 millioner km 224,701 døgn 3,4 grader

10 Venus 10 Lyt til musikstykket Venus og se videoen Venus Fredens budbringer I romersk mytologi er Venus gudinde for kærlighed, skønhed og kunst. I astrologien er Venus kendetegnet ved femininitet, velbehag, fred og hengivenhed. Hos Gustav Holsts er overgangen fra Mars til Venus en kolossal kontrast. Døren til en ny verden åbner sig fra første tone. Gustav Holst var en begavet orkestrator, og hans musik er ofte kendetegnet ved elegante stilartsskift. Mens Mars Krigens budbringer er voldsom som en russisk krigssymfoni, så er Venus Fredens budbringer blid som et stykke fransk impressionisme. Man hører næsten Claude Monets flimrende naturmalerier i musikken. Varme, sløvhed, velbehag. Der er ingenting der skal nås, tiden står stille. Men selvom stemningen er doven, er den ikke lad. For mageligheden er tilsat en knivspids forførerisk kvindelighed. Sanseligheden, femininiteten og flirten er hele tiden nærværende. Messingblæserne har overladt scenen til de lyse strygere og træblæsere. Hvor melodierne i Mars Krigens budbringer var mørke, korte og nedadgående, så er de i Venus Fredens budbringer lyse, lange og opadgående. Musikken strækker sig op mod lyset. Når kontrabasserne en sjælden gang imellem blander sig, så vandrer de hver gang op ad skalastien. Aldrig nedad. Satsen begynder med et signal fra hornet. Det er som en musikalsk solopgang eller en hilsen fra fredsbudbringeren. Træblæserne stemmer i, strygerne kommer op fra dybet og hurtigt er lyset og freden etableret. Ud af den impressionistiske billedramme træder nu det feminine, en smuk kvinde, i form af en soloviolin, og spiller en indsmigrende melodi. Resten af pigerne, alle violinerne, stemmer i. Siden hen de lyse søstre, fløjte og obo. Men der er ingen egentlig musikalsk udvikling. Bare en behagelig tomgang fra først til sidst. Solen skinner, himlen er blå, havemøblerne er hvide, kaffen er uden bitterhed, måske en god bog og en døsig middagslur. Intet andet. Og så sker der alligevel noget interessant til slut. For vi befinder os jo ikke i en fransk have, men ude i verdensrummet. Og Gustav Holst sætter effektivt det ydre rum i musik gennem hele Planeterne. En flimrende lys væg-til-vægklangflade af lyse strygere og harpe i blide bølger skaber forestillingen om en konstant atmosfærisk summen, som vores rumfartøj boltrer sig i, mens slagtøjets små distinkte klokkeklange glimter som stjerner der passerer forbi i det fjerne.

11 Merkur 11 Lyt til musikstykket Merkur og se videoen Planeten Merkur Merkur er solsystemets mindste planet og den planet, der ligger tættest på Solen i en afstand på kun 58 millioner kilometer. Merkur har en alt for lille masse til at kunne holde på en atmosfære og samtidig ligger planeten så tæt på Solen, at den smule atmosfære der er, konstant blive skrællet af. Den manglende atmosfære er også årsagen til, at der er meget stor forskel på temperaturerne om natten og om dagen. Dagstemperaturerne når helt op på 350 grader Celsius, mens det bliver ned til -175 grader Celsius om natten. Merkur er dækket af kratere, både store og små. Disse kratere er skabt af nedslag fra kometer og meteorer, og da der ikke er noget vind eller vejr til at slette sporerne fra disse kratere, vil de blive ved med at være der indtil et eventuelt andet nedslag sletter sporerne fra det første. Merkur er blevet dannet meget tæt på Solen og det betyder, at den lille planet stort set kun består af stenmateriale og metaller hovedsageligt jern. Fysiske forhold Diameter Masse Sammensætning 4879 km 3,30*10 23 kg Stenplanet med jernkerne Baneforhold Middelafstand til Solen Omløbstid (siderisk) Banehældning 57,9 millioner km 87,969 døgn 7 grader

12 Merkur 12 Lyt til musikstykket Merkur og se videoen Merkur Den bevingede budbringer I romersk mytologi er Merkur gud for kommunikation, hurtighed og handel. Det er Merkur, der fører de døde til underverdenen. I astrologien er Merkur kendetegnet ved livlighed, munterhed, ungdommelighed og kommunikation. Gustav Holst hæfter sig ved det hurtige og det kommunikerende i sit musikalske portræt af Merkur. Ikke uden et muntert glimt i øjet. Hvor de to første satser er præget af alvor i henholdsvis deres krigeriske og fredfyldte karakter, så har Merkur Den bevingede budbringer noget komisk, tegnefilmsagtigt karikeret over sig. Et næsten naturstridigt højt tempo skaber en kluntethed i de dybe instrumenter, der kontrasteres af en umiddelbart umotiveret pludren og skarp rytmisk prægnans i det lyseste leje. Satsen er som en beskrivelse af budbringeren Merkur, der farer af sted med meddelelser fra Gud til Gud. Eller fra planet til planet. For Gustav Holst lader store dele af satsen akkompagnere af det stjerneinstrument, som han introducerede til slut i Venus Fredens budbringer, små metalklokker, der glimter som tusindvis af stjerner i det fjerne. Vi er i det ydre rum, det kan høres. Travlheden og kommunikationen skildres konkret og originalt ved at lade instrumenterne tale sammen, på skift eller i munden på hinanden. Identiske melodiske motiver farer rundt fra instrumentgruppe til instrumentgruppe. Motiverne er korte og abrupte, og giver følelsen af rastløshed og stress. Merkur har travlt. Oven på den hæsblæsende indledning pustes der ud, og intensiteten daler. En underfundig passage med et humoristisk call-and-response -motiv bliver forstyrret af uhæmmet mange stjerneglimts-klokker. Men pludselig er vi videre til noget helt andet. Soloviolinen, kvinden fra forrige sats, er alene igen og spiller en indsmigrende melodi. Andre soloinstrumenter imiterer på skift og musikken blusser op. Et øjebliks svulstigt symfonisk klimaks. Og så er det væk igen. Merkurs fortravlede musik vender tilbage. Denne gang endnu heftigere, endnu hurtigere, endnu mere abrupt. Virtuost som en galaktisk hvirvelvind. Soloviolinen og fløjten prøver at stikke snuden frem igen, men det har ingen effekt. I svageste dynamik farer træblæserne ufortrødent videre henover harpens bølger og klokkernes stjerneskud. Længere og længere ud i verdensrummet. Intensiteten og virtuositeten fastholdes, men et diminuendo gør til slut musikken næsten uhørlig. Merkur forsvinder ud i intetheden, og med et lille bump hopper han til sidst helt væk. Satsen er forbi.

13 Jupiter 13 Lyt til musikstykket Jupiter og se videoen Planeten Jupiter Jupiter er solsystemets største planet og er den inderste af de store gasplaneter. Det er den første planet på den anden side af frostlinjen. Som en gasplanet består Jupiter af en fast kerne, et lag af vand-is og CO 2-is og omkring dette, et meget tykt lag gas af hovedsageligt brint og en smule helium, der bedst beskrives som en tyk atmosfære, der omgiver kernen. Jupiter er den planet i solsystemet der har allerflest kendte måner i alt 67. De fire største af disse måner blev opdaget af den italienske astronom Galileo Galilei efter at han havde opfundet teleskopet i starten af 1600-tallet. De fire største måner kaldes derfor også for de Galilæiske måner og har navnene Ganymedes, Callisto, Europa og Io. Et af kendetegnene ved Jupiter er den kæmpestore røde plet der findes på planeten. Dette er en enorm orkan, der er næsten dobbelt så stor som Jorden, og som har raseret i alt den tid, vi har kunne observere Jupiter. Jupiter ses meget tydeligt på himlen når den er oppe som en klar stjerne, der ikke blinker. Ejer man en kikkert eller et teleskop, kan man se de fire store måner som små prikker, der ligger omkring Jupiter. Fysiske forhold Diameter Masse Sammensætning km 1,899*10 27 kg Gasplanet. Har formentlig en kerne af sten Baneforhold Middelafstand til Solen Omløbstid (siderisk) Banehældning 778,6 millioner km 11,86 år 1,3 grader

14 Jupiter 14 Lyt til musikstykket Jupiter og se videoen Jupiter Festlighedens budbringer I romersk mytologi er Jupiter den øverste gud, beskytter af staten og lederne. I astrologien er Jupiter kendetegnet ved forhåbning, godgørenhed, forfængelighed, livlighed og noget festligt, majestætisk. Gustav Holst indfanger alle aspekter i sit musikalske portræt af Jupiter. På samme måde som Jupiter er den største planet i solsystemet, så er Jupiter Festlighedens budbringer den længste sats i Planeterne. Og ligesom Jupiter i astrologien er kendetegnet ved modsatrettede egenskaber, så er satsen også værkets mest kontrasterende og alsidige. Satsen er opdelt i klare afsnit, hver med sine særlige karakteristika. På den måde bliver musikken både majestætisk, munter og livlig. Livligheden er en gennemgående karakter. Fra første tone, hvor de lyse strygeres gentagelser af små hurtige figurer, skaber en galaktisk flimmer fra det ydre rum eller måske et brus fra en forventningsfuld folkemængde?! Ud af klangfladen træder Jupiter, kongen, i et fanfareagtigt tema spillet af messingblæsere og pauker. Musikken signalerer majestætisk storhed og stolthed. Musik, der er universets konge værdig. Men bedst som fanfaren rundes af, forvrænges den. En trompet stemmer i, i en skæv og uventet toneart. Musikken skifter stil. Kongen får et smil på læben, eller også er det hofnarren, der slår gækken løs i en godmodigt travende musik. Gassen går hurtigt af ballonen, den galaktiske lyd og det royale fanfaremotiv vender tilbage. Men denne gang kun i strygerne og knap så markant, som en distanceret afrunding på satsens første del. Men igen bliver musikken ikke rundet af. I stedet trædes en vals i gang. I begyndelsen langsomt og tungt, men efterhånden danser alle med. Musikken sprudler og leder tankerne mod en eksotisk, mellemøstlig fest, for tamburinerne giver mavedanser-associationer. Men kongens instrumenter, messingblæserne og paukerne, afbryder pludselig festen. Et par træblæsere forsøger at danse videre, men deres initiativ følges ikke op. I stedet kommer ud af det blå en hel ny musik. En smuk, rolig, symmetrisk og klangfuld melodi. Mægtig, majestætisk og sangbar som var det en nationalhymne. Og det er det faktisk blevet. Melodien er ikke bare den mest berømte i Planeterne eller den mest berømte melodi Gustav Holst overhovedet skrev. Den er en af Englands mest populære nationalmelodier, og har ligefrem fået sin egen tekst I vow to thee my country, som netop er blevet til en engelsk nationalsang. Melodien vokser og vokser til et svulstigt tutti. Det klinger og er så behageligt, at man ønsker det aldrig holder op. Men det gør det. Inden den afsluttende kadence, ændrer musikken uventet karakter. Temaer fra første halvdel af satsen vender tilbage i nye indpakninger og nye rækkefølger, mere fragmenteret, men ikke noget nyt. Og den store hymne, som alle sukker efter vender kun tilbage i en forvrænget reminiscens tilsløret af harpeflimmer inden kong Jupiters collage slutter med et royalt brag.

15 Saturn 15 Lyt til musikstykket Saturn og se videoen Planeten Saturn Saturn er solsystemets næststørste planet og den fjerneste planet i solsystemet, som vi mennesker kan se med det blotte øje. Saturn er en gasplanet ligesom Jupiter, men bliver også omgivet af karakteristiske ringe. Saturns ringe består af millioner af stykker af is, støv og sten, der ligger i mange forskellige ringe. Der er usikkerhed om, hvorfra disse ringe stammer fra, men en teori fortæller, at de måske er skabt af to måner, der engang stødte sammen, og ringene blev skabt fra resterne af dette sammenstød. Saturn har 62 kendte måner, hvor vi har landet rumsonden Huygens på månen Titan. Saturn er den fjerneste planet, som vi kan se med det blotte øje fra Jorden. Når Saturn ses på himlen ligner den en klar stjerne, der dog er svagere end Jupiter og Venus. Ser man på Saturn gennem et lille teleskop, kan man se Saturns ringe. Fysiske forhold Diameter Masse Sammensætning km 5,68*10 26 kg Gasplanet. Har formentlig en stenkerne. Baneforhold Middelafstand til Solen Omløbstid (siderisk) Banehældning 1433,5 millioner km 29,42 år 2,5 grader

16 Saturn 16 Lyt til musikstykket Saturn og se videoen Saturn Alderdommens budbringer I romersk mytologi er Saturn gud for korn, høst og modning. I astrologien er Saturn kendetegnet ved alderdom, melankoli og sløvhed. Gustav Holst mente selv, at Saturn Alderdommens budbringer var den bedste sats han nogensinde skrev. Det synspunkt fortæller meget om hans melankolske sindelag. For satsen er bestemt ikke et festfyrværkeri af sprudlende humør. Til gengæld er den smuk, rolig og eftertænksom. Det er alderdommens sløvhed, der sætter scenen. Fornemmelsen af tiden der er gået. Sat i musik helt fysisk som et ur der tikker. Satsen begynder med et galaktisk bornholmerur, der modløst og resignerende går langsomt fremad, tik-tak-tik-tak, i de lyse træblæseres dybeste leje. Selv de små livlige fløjter er blevet gamle og trætte. Det er som om dødens snigende tilstedeværelse smyger sig om ørerne på os. En baslinje dukker diskret op men forsvinder i dybet igen. Strygerne melder sig i klagekoret, men holder heller ikke ud ret længe. En fløjte prøver at finde melodien uden succes. Fagotten har mere held, men det fører alligevel ikke til noget. Det hele ender nede i dybet, helt nede i graven mens uret bare tikker ubønhørligt videre. Men hernede, på randen af intetheden, opstår der alligevel en ny musik. Bassen begynder en langsom men sikker fremmarch. Oven over finder blæserne melodien - en trist en af slagsen der langsomt marcherer af sted over bassernes faste skridt. Inden længe er et helt følge af nedslåede gæster fulgt efter. En begravelsesmarch i regnvejr. Strygerne sætter ind, musikken lysner og vokser. Måske et flashback, et minde om fortiden. Men kun kortvarigt. Musikken indhentes af nutiden, sorgen lægger sig igen som en tung, træt dyne. Det langsomt tikkende ur og de dybe træblæsere står alene tilbage. Herfra ændres karakteren alligevel langsomt uden at der egentlig ændres i musikken. Uret og den retningsløse melodi fortsætter, men gennem et stort crescendo og flere og flere instrumenter bliver den resignerende atmosfære efterhånden til en andægtig, næsten voldsom musik. Pauker og messingblæsere griber fat om klagesangen og råber den helt op til guderne. Og helt symbolsk møder musikken deroppe på toppen af crescendoet lyden af store ringende klokker. Kirkeklokker. Musikken får et tydeligt religiøst skær og forstærker fornemmelsen af død, sørgemarch og begravelse. Hen mod slutningen ringer kirkeklokkerne af, musikken falder igen til ro. Men stemningen har ændret sig. Hvad der før var nedslående og mørkt er nu opløftet og optimistisk. Tonelejet er lyst, harmonierne er milde, de langsomme melodier er klangfulde. Og spørgsmålet er om det bare er galaktiske klange der fører os længere ud i verdensrummets intethed? Eller om det det er mere symbolsk: Lyden af i det hinsides?

17 Uranus 17 Lyt til musikstykket Uranus og se videoen Planeten Uranus Uranus kan ikke ses med det blotte øje og blev først opdaget af William Herchel i 1781, da han så planeten gennem et teleskop. Uranus kaldes for en is-kæmpe, da der findes mange typer is i atmosfæren så som: vand, ammoniak, metan og hydrocarbonater. I Uranus atmosfære kan der skabes vinde med hastigheder helt op mod 250 meter pr. sekund. Uranus har den koldeste planetariske atmosfære i hele solsystemet, der er kun -224 grader Celsius. Uranus adskiller sig fra de andre planeter på en helt særlig måde, den roterer nemlig om sig selv i en 90 graders vinkel til de andre planeter. Så den ligger faktisk ned og triller rundt om Solen. Uranus kan ikke være blevet dannet sådan, så denne mærkelige rotation må være et resultat af en senere begivenhed. En teori forklarer, at Uranus måske er blevet væltet da to planeter stødte sammen i det helt tidlige solsystem. Uranus har et utydeligt ringsystem, der hovedsageligt består af is-krystaller, og dette ringsystem ligger også med en 90 graders vinkel til f.eks. Saturns ringsystem. Fysiske forhold Diameter Masse Sammensætning km 8,68*10 25 kg Gasplanet. Har en kappe af is og formentlig en stenkerne. Baneforhold Middelafstand til Solen Omløbstid (siderisk) Banehældning 2872,5 millioner km 83,75 år 0,8 grad

18 Uranus 18 Lyt til musikstykket Uranus og se videoen Uranus Troldmanden I romersk mytologi er Uranus himlens gud. I astrologien er Uranus kendetegnet ved magisk kraft og legesyge. I Gustav Holsts værk er Uranus Troldmanden den mest billedskabende sats af dem alle. Den er som lydsporet til en tegnefilm. Og tegnefilmen fortæller historien om en magisk troldmand, med høj hat, lang kappe, tryllestav og skøre ideer. Men tag ikke fejl, tegnefilmen er ikke barnlig og munter. Den er uhyggelig og bidsk. Døren til troldmandens værksted åbnes af en skæbnesvanger fanfare i store og vanskelige intervaller efterfulgt af dramatiske paukeslag.fagotten agerer den umiddelbart lidt kluntede hovedperson. Men efterhånden som han kommer tættere på, og flere instrumenter hjælper med at portrættere ham, står det klart, at han slet ikke er så imødekommende endda. Satsen igennem skifter musikken på et splitsekund fra svag til kraftig eller fra lys til dyb. Det ene øjeblik er det muntert og karikeret, det næste øjeblik bidende og dødsens uhyggeligt. Det musikalske materiale oser af overskud. Melodierne står i kø, harmonierne er aldrig kedelige, både tempo og taktart skifter ofte, orkestreringen er varieret og original det er som om der altid gemmer sig en ekstra stemme, et ekstra instrument, et sted i lydbilledet. Slagtøjet er på overarbejde. Når xylofonerne spiller med på melodierne får musikken en skeletagtig uhygge. I et overophedet afsnit stjæler en lalleglad tambourin billedet. Paukernes voldsomme, marcherende bankeslag kommer ofte og altid uventet. Lilletrommen marcherer gerne med. Bækkener markerer klimaks. Og sådan skiftevis råber og hvisker, danser og standser musikken i et uforudsigeligt mønster, der skaber forestillingen om troldmandens muntre værksted. Fuld af magi, gæk og vanvid, genstande der flyver gennem luften, væsker og dampe i alle regnbuens farver, forsøg der ikke går lige godt hver gang, opfindsomhed og galskab. Kun fragmentarisk fornemmer vi undervejs den verdensfjerne lyd af det ydre rum. Strygere og harpens tomme, sitrende klange. Men til slut stjæler netop den atmosfære pludselig billedet. Efter en heftig march har nået et storslået klimaks og musikken dør ud, høres noget skjult under overfladen. Den sagte lyd af monotone strygere, som på en gang sætter tiden i stå og samtidig fragter bevidstheden endnu længere ud i det ukendte. En lille bølge, troldmanden titter frem gennem klangfladen og forsvinder igen. Men ikke ret længe. Messingblæsernes og paukernes ildevarslende fanfaretoner, der i begyndelsen slog døren ind til værkstedet, smækker den endnu mere brysk i igen.

19 Neptun 19 Lyt til musikstykket Neptun og se videoen Planeten Neptun Neptun blev opdaget af Urbain Le Verrier og Johan Galle i 1846 og er den fjerneste og yderste af de fire gasplaneter, men også den mest kompakte. Det er samtidig den yderste planet i vores solsystem og ligger 30 gange så langt fra Solen, som Jorden gør. Der findes et tydeligt vejrsystem på Neptun, der har vinde helt op til km/t. Dette vejrsystem er meget kompliceret og der findes bælter med storme, og skyer i flere højder. Der findes også et fragmenteret ringsystem omkring Neptun, der først blev opdaget i 1960 erne. Fysiske forhold Diameter Masse Sammensætning km 1,02*10 26 kg Gasplanet. Har en kappe af is og formentlig en stenkerne. Baneforhold Middelafstand til Solen Omløbstid (siderisk) Banehældning 4495,1 millioner km 163,72 år 1,8 grader

20 Neptun 20 Lyt til musikstykket Neptun og se videoen Neptun - mystikeren I romersk mytologi er Neptun havets gud. I astrologien er Neptun kendetegnet ved evighed, mystik og ukendt territorium. For Gustav Holst (og verden anno 1915) føltes Neptun meget diffus og fjern. Men ved at forfølge netop denne diffuse følelse, skaber Holst en spektakulær og anderledes afslutning på Planeterne end forventet. Musikken har ikke den fejende festlige finalekarakter. Den slutter ikke med et brag. Tværtimod. I løbet af satsen er det som om grænsen til det velkendte lidt efter lidt udviskes, indtil den helt konkret forsvinder ud af syne i ukendt territorium. Den svage nuance er gennemgående i hele satsen. Man skal spidse ører for at opfange musikken i det fjerne. Samtidig er atmosfæren mystisk. Der er næsten ingen struktur, kun antydningen af små melodier og kun få og simple harmoniske vendinger. Tyngdekraften er ophævet, musikken svæver frit. Klangene flyder sammen, små bevægelser gentager sig selv. I satsens første halvdel er slagtøjets lyd af glimtende stjerner i det fjerne det eneste prægnante supplement til væg-til-væg-klangene. Er det rart eller uhyggeligt? Beroligende eller stressende? Det kommer an på hvordan man har det med det ukendte. Musikken bevæger sig længere og længere udad. Længst ude - der hvor det hele smuldrer mellem hænderne og ørerne på os - får Gustav Holst en yderst original ide. Et kvindekor synger på bagscenen, skjult for publikum i koncertsalen. Har de virkelig stået hemmeligt derude og ventet i 6½ sats for at medvirke i de sidste par minutter? Ja! Og de synger endda ikke andet end lange vokallyde. Men virkningen er kolossal. For lydkilden kan ikke ses. Den stammer fra ukendt territorium. Og den klinger fra den anden side af en væg. Den fysiske barriere mellem sangere og publikum får en stærk musikalske effekt. Da koret er skjult, har publikum ikke kunnet forberede sig. Det er altså en overraskelse, et mysterium der ikke bliver løst. Hvor kom den lyd fra? Var det virkelig korsang? Det virker så udvisket og abstrakt. Kan det have været et auditivt fatamorgana? Korstemmer, træblæserlyde, strygerklang og stjerneglimt blander sig og forsvinder længere og længere ud i det fjerne. Til slut er de væk. Musikken stopper ikke. Den forsvinder i det ukendte.

21 Ekstra materiale 21 Du kan altid finde mere information og fakta om Solsystemets planeter på Om formidlerne Tina Ibsen, astrofysiker på Tycho Brahe Planetarium, skriver om alle de astronomiske facts omkring planeterne i vores solsystem. Hun står for den videnskabelige vinkel ift. astronomi i dette undervisningsmateriale og holder ofte foredrag for både virksomheder og skoler til dagligt på Planetariet. Mathias Hammer, musikformidler og radiovært på DR s P2, fortæller levende om både musikken og astrologiens egenskaber omkring planeterne i Holst værk. Han analyserer de enkelte instrumenters roller og formidler dem, så selv nybegyndere indenfor klassisk musik kan få en ekstra dimension i musikken.