Col d Aubisque og Col du Soulor. Mordere, giftdrik, et hovedspring på 70 meter og kyllingehjulspor

Transkript

1 4 Col d Aubisque og Col du Soulor Mordere, giftdrik, et hovedspring på 70 meter og kyllingehjulspor 74

2 Wheelsucker! Ordet er den formentlig største fornærmelse en cykelrytter kan udsætte en af landevejens kolleger for. Intet er så demotiverende og moralknusende som en rytter der uophørligt klæber sig til ens baghjul, hygger sig i ens slipstrøm og konsekvent nægter at gå frem og æde lidt modvind, og kan man ikke køre fra ham, kan man ikke gøre meget andet end at kalde en sådan parasit ved rette navn. På engelsk er det altså wheelsucker. Nu kan jeg så få lov at sidde og stirre på fornærmelsen der er indsyet på røven af min guides cykelbukser hele vejen op ad Col d Aubisque, for den 15 kilometer lange opvarmningstur fra byen Arudy til bjergets begyndelse i byen Laruns gennem kuperet, kraftsugende terræn har tydeliggjort dagens rollefordeling: en fuldvoksen 41-årig dansker i letsværvægtsklassen kan ikke køre fra en 25-årig engelsk weltervægter når vejen fører ad himlen til! Forud er gået mange overvejelser i forbindelse med ruteplanlægningen. Respekt for Tourens historie dikterer egentlig at vi klatrer over det sagnomspundne Aubisque fra den østlige side, men jeg har alligevel insisteret på at vi bestiger vestsiden af Aubisque først og så kravler til toppen af Soulor efterfølgende. Det er der ganske egoistiske og nationalistiske årsager til: Jeg vil nemlig køre i Michael Rasmussens hjulspor fra dengang han i 2007 satte Contador fra spids på netop denne strækning (Tour-feltet stoppede dog på toppen af Aubisque i 2007). En af fordelene ved at være betalende kunde er at man får lov at bestemme køreruten. Det skal vise sig at blive min eneste fordel denne overskyede, halvkølige sommerdag i Pyrenæerne! Vi forlader byen Laruns ad D918, der fører os over en bro og forbi et skilt der opridser mindeværdige højdepunkter fra Tour-historien som de har udspillet sig på Aubisque. Stigningen brager øjeblikkeligt op i nærheden af de 8 pct. på enkelte distancer, guiden åbner uden at anstrenge sig et lille hul og besværliggør min tilværelse som wheelsucker. Det betaler sig at veje kilo mindre end jeg gør (han vejer 65 kilo)! Generelt er de første 4 kilometer fra broen op til landsbyen Eaux-Bonnes med de næsten obligatoriske termalbade dog overkommelige, og jeg tanker selvtillid ved at lægge mig side om side med min guide, der diverterer med den mageløse udsigt på toppen og den garbure man kan nyde i restauranten. Der er således både noget til øjnenes æstetiske finfølelse og lidt til smagsløgene at glæde sig til. I Eaux-Bonnes kører vi næsten 360 grader rundt om byens torv og efterlader fortovscaféerne ubesøgte ad den lille, undselige vej der fører op mod Aubisque. Her kræves der lidt årvågenhed, for vejen er nem at overse, og man kan snildt køre forbi den. Heldigvis er franskmændene gode til at sørge for ordentlig skiltning (man skal følge D918). Straks ude af byen tager stigningen for alvor fat og lægger sig omkring de 7 pct. I et enkelt højresving er der et stykke på 200 meter hvor stigningen rammer 13 pct. Min guide fra PyrActif siger at jeg bare skal se frem mod næste hårnålesving, og så vil mine trængsler hurtigt være overstået. Jeg får for første gang lyst til at kyle ham ud over bjergskråningen. Contador må sidde med nogenlunde samme skumle tanker da Tour-feltet i 2007 kommer samme vej forbi. Talrige angrebsforsøg på Michael Rasmussen har været forgæves, det er sidste bjerg i dette års Tour-udgave, og situationen er ved at være trøstesløs. Gad vide hvor meget sådan en dansk kylling vejer? Er han mon til at puffe ud over skrænten? Tre over-size-cykler i Tourens farver på toppen af Aubisque. Både Contador og jeg lader det blive ved de lyssky intentioner og kæmper videre. Cirka halvvejs oppe begynder det at tynde ud i græsbelægningen, der bliver længere og længere mellem bevoksningen, og på en god sommerdag ville udsigten allerede her være misundelsesværdig, for landskabet bliver mere og mere åbent både ned mod dalen og op mod toppen. Desværre er dette ikke nogen mindeværdig sommerdag, skydækket tætnes efterhånden som vi nærmer os tinden, og det lover ikke godt for den udsigt som min rejsekompagnon har lokket med. Jeg overvejer om jeg skal trække mit tilbud om en frokost tilbage hvis det viser sig at man ikke kan se en skid fra toppen. Jeg bringes øjeblikkeligt ud af mine gastronomiske overvejelser, for den næste kilometer er den hårdeste på hele turen. Gennemsnitligt stiger den næste kilometer med 10 pct., men sidste del af Aubisque er en temmelig uregelmæssig stigning. Relativt flade stykker på 3-4 pct. over 400 meter kan nemt afløses af en halv kilometer med 10 pct. Om man bryder sig om den slags, er naturligvis en smagssag. Selv foretrækker jeg 2 km a 7 pct. frem for 1 km a 4 pct. og 1 km a 10 pct. Guiden, derimod, elsker de abrupte udsving i hældningsgraden fordi det åbner for accelerationer. Han når lige at fortælle mig at han vil vente ved næste kilometerskilt, inden han stikker af og overlader mig til mit besværede åndedræt og mit eget tempo. Atter blusser lysten til at give ham en flyvetur ud over skråningerne op i mig. Også Contador forsøger sig med sit berygtede slangehug på dette stykke, men Rasmus

3 sen er tilsyneladende bedøvende ligeglad. Hans puls må være ved at sprænge pulsuret, men han virker nærmest sorgløs som han sidder der og vogter spanierens mindste bevægelse og følger hans temposkift. Som lovet afventer guiden min ankomst ved næste kilometerskilt, og vi holder den i forvejen aftalte vandpause her. Vi har tilbagelagt 9 km og har 8 km og ca. 750 højdemeter tilbage, altså klart over 8 pct. i gennemsnitlig stigning. Min følgesvend vælger at sprede lidt god stemning ved at påpege at den sidste halvdel af Aubisque er den smukkeste. Desværre får han også tilføjet at det er den hårdeste, og det med udsigten bliver det vist så som så med. Endnu befinder vi os i tørvejr og kan nyde godt af en glimrende sigtbarhed der tilbyder os et fantastisk skue ned over dalen. Beklageligvis kan vi også se 3 km frem ad vejen til byen Gourette der ligger 4 kilometer fra toppen. Regnvejret hænger som et gardin over byen, og jeg sender mine handsker og min hue i cykeltrøjens baglomme en venlig tanke der bliver brug for dem på nedkørslerne fra både Aubisque og Soulor. De næste to kilometer går overraskende godt, mit tråd er flydende, og man kan med opbydelsen af lidt god vilje spore tendenser til en rytme i min kørsel. Bedst som jeg tager mig selv i at føle mig som en dansk reinkarnation af Marco Pantani, rives jeg ud af min vildfarelse af vejen der i den sidste kilometer op mod Gourette med en hældning omkring de 9 pct. klapper til lår og lægge som en toptunet rævesaks. Helt samme fornemmelse tynger tilsyneladende hverken Alberto Contador eller Michael Rasmussen, der på dette stykke udveksler angreb og kontraangreb, stød og kontrastød som et par nævekæmpere på et hidsigt og ukontrollabelt adrenalinkick. Så spændingsmættet er den direkte og nerveoprivende duel mellem løbets to ubetinget bedste bjergryttere at TV 2 s kommentator, Dennis Ritter, i stationens livedækning af etapen slet ikke opdager at rytterne passerer området hvor journalister, kameramænd og andet godtfolk er placeret. 500 meter længere fremme ryger Contador atter ud af sadlen, griber fat om skiftegrebet og træder til. Slangen hugger til! Forceringen udstiller den sande styrkeforskel mellem verdens bedste bjergryttere. Contador og Rasmussen snupper hårnålesvingene som raketdrevne speedbåde, hvorimod Leipheimer og Evans vender som supertankere. Små 300 meter varer Contadors attentatforsøg, så har Rasmussen atter situationen under kontrol. Angrebet bliver Contadors sidste krampetrækninger, den spanske tank er tom, og Touren 2007 er de facto afgjort. Slangen er tæmmet! Min pressede muskulatur får et kærkomment pusterum da jeg skal iføre mig regnjakke, hue og handsker velkommen til sommer i Pyrenæerne! Det er en speciel oplevelse at stå i tørvejr på bygrænsen og se hvorledes regnen blot 3 meter længere fremme pisker mod og sprøjter op fra vejoverfladen. Helt som frygtet frembyder de sidste 4 kilometer fra Gourette op til toppen nogle aldeles modbydelige ramper, og når endelig stigningen lægger sig, stiger den stadig med minimum 8 pct. Ikke underligt at Leipheimer og Evans har betydelige vanskeligheder ved at følge med Contador og Rasmussen. Med 2,3 kilometer til toppen spørger TV 2 s medkommentator Rolf Sørensen retorisk : Gud vide om han prøver selv, Michael, og tilføjer lidt senere: Jeg tror det er ham der ser bedst ud. Godt set, hr. Sørensen! Da rytterne skal til at køre ind under La Flamme Rouge, sætter Rasmussen eftertrykkeligt skabet på plads. Op at stå i pedalerne, et enkelt kig tilbage over højre skulder: Hvad så, skal I med drenge? Evans flyder rundt som en strandet kaskelothval længere nede ad vejsiden, Leipheimer skal absolut ingen steder, og kun Contador holder Rasmussens baghjul. Det varer halvanden hundrede meter, så klasker spanieren røven i sadlen mens Rasmussen fortsætter mod Aubisque, etapesejr og sejr i Tour de France. Sådan skulle det som bekendt ikke gå, og sagen om Michael Rasmussens whereabouts har efter knap 5 år endnu ikke fundet sin afgørelse i retssalen. De sidste 3,5 kilometer er uden diskussion de vanskeligste på denne side af Aubisque. Vejrliget er ikke just med til at forøge fornøjelsen. Regnskyllerne vælter ned over os, og der er noget uhyggesvangert over de nøgne og forrevne klippevægge der fremstår ekstra mørke og faretruende i uvejret. Til venstre for mig ligger dalen, men jeg kan ikke se den, thi tågen hænger lige så massiv og dødsensalvorlig som klippevæggene på min højre side. Det er ikke vanskeligt at føle sig ubetydelig og undselig i elementernes rasen. De sidste par kilometer foregår i et alt andet end imponerende tempo og med en temmelig zigzaggende kørestil, men til tops når jeg da. Mindeplade for hollænderen Wim van Est der i 1951 styrtede ud over skrænten mellem Aubisque og Soulor 78 79

4 Det er her Tour-historiens mest berømte citat stammer fra. På jomfrurejsen over Aubisque tilbage i 1910 har den despotiske løbsarrangør, Desgrange, ikke nosser nok til selv at konfrontere de ryttere han har sendt ud på disse vanvittige anstrengelser. Stedfortræderen, Victor Breyer, står og afventer rytternes ankomst i nattens tusmørke, og da overraskelsen Lafourcade tramper sig forbi journalisten i mudderet, mæler han ikke et ord. Som den eneste rytter gennemfører han etapen uden at stige af sadlen. På randen af udmattelse ankommer Lafourcade i mål ti minutter efter vinderen, Lapize, der til gengæld har en hilsen til Breyer på toppen af Aubisque: Vous êtes des assassins! I er mordere! Mere har han ikke at sige, men budskabet er også vanskeligt at misfortolke! Lapize kaster sig ned ad Aubisque, overhaler Lafourcade og vinder etapen og senere Touren. Det tager ham mere end 14 timer at tilbagelægge distancen og fuldende etapen Jeg sender monsieur Lapize og hans lidelsesfæller en medlidende tanke og funderer lidt over forskellene i vores prøvelser: Jeg har kørt Aubisque, og forude venter Soulor, de kørte Peyresourde, Aspin, Tourmalet og Aubisque; jeg kører på nylagt asfalt, de kørte i bedste fald på grusstier, i værste fald i mudderpløre; jeg har 20 gear på cyklen, de havde 1; min cykel vejer 6,8 kilo, deres vejede mere end det dobbelte. Måske skal jeg bare stoppe mit flæberi og komme videre i dagens tekst? Inden Soulor stolprer jeg dog mod restauranten der i slagregnen og den tommetykke tågedis fremstår som et nirvana af varme og tørvejr. Guiden havde ikke lovet for meget det er en yderst velsmagende og nærende garbure man får serveret, med noget godt fransk landbrød til. En dampende varm, kraftig grøntsagssuppe tilsat enten okse-, ande- eller kyllingekød, groft landbrød og pommes frites er lige hvad en rask ung mand har brug for. Det duer for resten også for en midaldrende dansk cykelturist! Pladsen uden for restauranten og den velassorterede souvenirbutik er efter sigende det mest turistbesøgte sted i Pyrenæerne og frembyder en uovertruffen udsigt. Jeg lader dog roligt digitalkameraet forblive i baglommen, thi det eneste jeg øjner, er en nådesløs slagregn der buldrer ned fra et murstenstykt skydække. Sigtbarheden er vel nede på 5 meter, så det gælder om at være påpasselig på nedkørslen inden det går op mod Soulor. De første 6 kilometer går det brat nedad, og det er noget af en udfordring at vælte ned ad den fedtede vej med 60 km/t når man ikke kan se en hånd for sig. Heldigvis er vejen våd over det hele. Det farligste er hvis vejbelægningen er skiftevis tør og våd. Når alt er plørevådt og sæbeglat, så ved man at man konstant skal være på vagt, og så gælder det egentlig bare om at undgå de hvide vejstriber der er som våd sæbe. At der kan være andre faldgruber, erfarer hollænderen Wim van Est, kaldet Jern-Wim af sine tilhængere, da han i 1951 forsøger at forsvare sin gule førertrøje. Måske er jernmanden stadig lettere omtåget efter et tidligere styrt, måske jager han bare udbryderne for hidsigt i sit trøjeforsvar. Hvorom alting er, så mister han kontrollen over cyklen da hans forhjul rammer nogle småsten på den fedtede vej. Ud over skrænten ryger han, nogle træer afbøder faldet, og han overlever på mirakuløs vis det lange hovedspring. Skrækslagne og chokerede holdkammerater og sportsdirektører får bundet alle til rådighed stående cykelslanger sammen og får således hejst den forkomne hollænder op. Så kampivrig er han at han straks ønsker og trimlede herned. Der er 70 meter ned, og van Est måtte trækkes op ved hjælp af sammenflettede cykelslanger. at genoptage jagten på udbryderne, men han lader sig dog overtale til et hospitalsbesøg, og skønt han er sluppet med mindre skrammer, vælger han alligevel at udgå af Touren. Der hænger et mindesmærke på stedet for hans mirakuløse overlevelse. Dette bliver udnyttet af et schweizisk urfirma der har ladet fremstille en annonce for deres Pontiac-ure: Mit hjerte gik i stå, men ikke mit Pontiac, lyder reklameteksten der ledsager billedet af van Ests ansigt. Hvor langt van Est egentlig falder, er ikke helt klart. De fleste beretninger fortæller om et fald på meter, men mindepladen på ulykkesstedet angiver faldet til 70 meter De 6 kilometers nedkørsel er hurtigt overstået, og dagens anden opstigning venter forude. Den er heldigvis overkommelig: 3 kilometer a gennemsnitligt 3 pct. På toppen af Soulor modstår jeg fristelsen til at køre ned på den anden side, ned til Argelès-Gazost, for at se stedet hvor Paul Duboc i 1911 ligger gulligbleg i sit solsvedne ansigt som en sammenklasket, opvreden karklud mens diverse kropsvæsker vælter ud af ham i begge ender. I Argelès-Gazost har han været uforsigtig og har modtaget en flaske fra en tilskuer. Ved krydsningen af Tourmalet har han distanceret forfølgerne med 10 minutter og giver sig til at nyde flaskens indhold, og dermed afgør han formentlig årets Tour de France. Nedkørslen fra Tourmalet og dalstykket hen til Aubisque klarer han, men han når ikke 500 meter op ad Aubisque før flaskens indhold gør sin indvirkning gældende. I første omgang rettes mistanken mod Gustave Garrigou der profiterer af Dubocs mavekramper, men Duboc selv afviser spekulationer om Garrigous 80 81

5 Tur: Laruns Col d Aubisque Højde: m Gennemsnitlig stigning: 7,1 pct. Hårdeste 5 km: 8,65 pct. Første rytter over Aubisque (fra vest): Eugène Christophe, 1913 Åben for passage: fra slutningen af maj til slutningen af oktober Længde: 16,9 km Maksimal stigning: 13,2 pct. Stigning på >= 5 pct.: 13,7 km Antal gange i Tour de France: 44 (fra vest) Vejbelægning: God Højdemeter: m Hårdeste 1 km: 9,5 pct. Stigning på >= 10 pct.: 0,2 km Bedste rytter på Aubisque (fra vest): Spaniens Federico Bahamontes har krydset Aubisque som førstemand hele 4 gange, hvilket er rekord Gearforslag: 34/25-27 Et af de mest uforglemmelige syn i Pyrenæerne: Vejen mellem Aubisque og Soulor er som hugget ind i bjergvæggen. medvirken. Det gør han ret i, thi giftdrikken leveres af Lafourcade, første mand til at krydse Aubisque året forinden. Som Joakim Jakobsen så rammende udtrykker det i sit eminente mammutværk om Tourens historie, så havde Duboc simpelt hen fået et dårligt trip af sin leverandør. Skulle nogen stadig lide af den vildfarelse at der påhviler sportsstjerner en særlig moralsk forpligtelse til at foregå folk og deres afkom med en etisk, dadelfri opførsel, så skal de da i hvert fald ikke beskæftige sig med Tour de France. Hverken i 1911 eller i 2012 Lafourcade bliver idømt livsvarig karantæne for sin niddingsdåd, men bliver rehabiliteret da han under Første Verdenskrig dør på Vestfronten. Vi vender altså rundt og starter nedkørslen fra Soulor og passer stadig på de regnvåde, hvide vejstriber. Vi klarer nedkørslen fra Soulor og turen op til Aubisque igen uden lignende uheld mellem de to tinder da vi kører på den spejlglatte vej. Den ligger på bjergvæggen som var det en hylde mejslet af Vorherre selv. Da vi atter er kørt igennem Gourette, befinder vi os igen i tørvejr og på tørre veje. Af med hue, handsker og regnjakke og så ellers bare fuld gas nedad. Nede i Laruns er der så kun 15 kilometers bakket terræn tilbage til Arudy. Jeg er tilbage i rollen som wheelsucker. Laruns Stigning: 0-4 % 4-6 % 6-9 % 9+ % Distance Sted -1,9 km Laruns bymidte 0,0 km Drej fra D934 mod D918 4,0 km Eaux-Bonnes 12,4 km Gourette 15,7 km La Crêtes Blanches 16.7 km Col d Aubisque 9 Col d Aubisque (1.709 m) (16,9 km a 7,1 %) Rutevejledning Forlad Laruns bymidte ad D934 mod syd (i retning af Spanien). Efter 1.9 km drejer man til venstre ind på D918, hvor der er et skilt mod Col d Aubisque. Følg D918 gennem landsbyen Eaux-Bonnes og derefter gennem skisportsstedet Gourette og hele vejen til toppen. Nyttige links Turistinformation, Laruns: Rejsebureau, PyrActif: Rejsebureau, Velotours: Sted Distance Vand Cykelbutik Café/Rest. Hotel Bank Laruns 0,0 km x - x x x Eaux-Bonnes 4,0 km x - x - - Gourette 12,4 km x - x - - La Crêtes Blanches 15,7 km x - x - - Col d Aubisque 16,7 km x - x - - Dette kan gå galt på vej op: Når man ankommer til byen Eaux- Bonnes, skal man holde tungen lige i munden. Man skal køre næsten 360 grader rundt om det lokale torv for at finde D 918, der fører op mod toppen af Aubisque. Dette kan gå galt på vej ned: Vejen mellem Aubisque og Soulor byder på et majestætisk skue, men den er smal, og der er ingen vejafspærring. I høj fart kan et møde med grus eller småsten på vejen få alvorlige og uoprettelige konsekvenser! Man kører desuden gennem to tunneller her SKAL solbrillerne af. Ellers kan du ingenting se! Det skal du se: På vej hen til Soulor skal du holde udkig efter den mindeplade der er sat op for hollænderen Wim van Est der i 1951 styrtede ud over skrænten og måtte reddes op ved hjælp af 40 sammenbundne cykelslanger! Her kan du slappe af: Når du har nået Soulor, så vend omkring og kør tilbage til toppen af Aubisque, og indtag din frokost på restauranten oppe på toppen. Den lokale garbure (kraftig grøntsagssuppe tilsat store kødstykker) kan varmt anbefales. Uden for restauranten står der 3 gigantiske cykler, en gul, en grøn og en polkadot-prikket. Tour de France-bjerge i nærheden: Marie-Blanque (17 km), Pourtalet (20 km)