Ildfluerne danser Stig Dalager

Transkript

1 Ildfluerne danser

2 Ildfluerne danser Stig Dalager Stig Dalager og EC Edition Redaktør: Birgitte Møller Balladone Grafisk tilrettelæggelse: Per H. Jacobsen Bogen er sat med Times New Roman ISBN udgave Forlaget EC Edition Høegh-Guldbergs Gade 101, Aarhus C

3 Stig Dalager Ildfluerne danser Digte og digttekster

4

5 MODSTAND Der kommer en dag Hvor vinden står stille Og klaveret er tavst Døren åbner sig ud til haven Med den ishvide busk En tåge af mine børn Findes i mit hoved Derudefra kalder Solsorten En hånd, der ligner min Er rynket og fuld af årer Med rullende blod Døden kigger på mig gennem Livets gitter Jeg giver mig ikke 5

6 OUTSIDER Jeg stod udenfor og kiggede ind Der var altid plads til mig derude På klippen, perronen, i skovbrynet Jeg ledte efter en køreplan Sågar en blomst Udsigten over Chevreusedalen Var svimlende Den var skabt for outsidere som mig Ligesom bønnerne fra klosterruinerne Som ikke mere høres Eller for længst uddøde stjerner Der lyser natturbinen op Vi har ingen destination Kun den store undren 6

7 LØSE HAIKU Havet synger i konkylierne Byen vågner Susende skygger i løb Drømme vi forlader Som førerløse sporvogne På vej mod remisen Gud i dit ansigt Det rislende vand mod hånden Timeløst slår trommehjertet 7

8 Bliv ved, solsort Slib din sang På mørkets kant Knortet bladløs stamme Rodfæstet i Vinterens friløb Det nøgne tomme rum Blæst bort Af en barnefantasi 8

9 Skoven bevæger sig Sort hen over Frostens tankeslør Og kuldedagen strømmer Fra øst mod vest I solens glidebane 9

10 KRIG I VORES TID Stemmer på tv-skærme taler om frihed Med ufri ansigter Vreden blev ikke født i går På tv-skærme kan alt ske Også strømafbrydelser Udenfor høres regnen pludselig Vi gik i krig for at kæmpe Ikke for at slå ihjel Mange døde imens Blev vi mere frie Når vi slog flere ihjel? Spørgsmål er sveddråber Generalen meddeler: 565 af vores er døde 1374 af deres Det er regnskabernes tid Differencen Måles ikke i tårer Nøgternhed Er vores smykke og tegn Fortrængning - THE BIG ART AND INDUSTRY I baggårde, på anonyme værelser Med udsigt til lysturbinen og skyers kridhvide forvandlinger Søsættes sorgen i både af ord 10

11 SKYGGESKOV Utøya, en søjle af rædsel Én mands had Krydser hele øen Ingen tilbagekomster Ingen nåde Kun skyggerne i vandet Sommeren borte Midt i skyggeskoven Synger gransangeren 11

12 OM BJERG Rygvendt dreng på hvidt Bjerg (er det dødens?) svæver I blågrå aftenhimmel Bjerget flytter sig Omringer sengen Drømmen har klippefaste mure Natten, bjerget Går igennem mig Som symfonien i en dirrende node 12

13 AFTEN MED SOKRATES Sokrates sidste aften, han trøster de ængstelige Der er bange for hans død, i huset med vinduet ud til mørket Gløder lampen, stilheden suser i ørerne, jeg hører hans latter. Han er ikke død. Skarntydesaften slog hans mordere ihjel. Deres ansigter er anonyme som stenen i vandkanten, som Dønningerne overskyller, igen og igen. Stolt over sine udstående Øjne og den grimme næse, der gjorde ham seende i verdens blinde Vinkler, og som en sporhund støvede magtens falske kompromisser op. Er han samtalernes stemmegaffel. Kan man søge det, som man ikke kender? Nej, siger Menon, ja, siger Sokrates. Sjælen kan erindre sig ting, Som den ikke forud er sig bevidst. En tom stol i husets værelse med opmagasinerede Møbler er pludselig besat, jeg så det i nat, mens jeg sov. Min far vendte tilbage, Mere levende end før uden sin Parkinson. Glemslen slører alle ansigter og genopstandelser, men Der er nogle sekunder imellem drøm og vågenhed, hvor den svimle hjerne dirrer Under tyngden fra nattens grænseløse og vægtløse indfald og morgenlysets Insisterende pukken på øjenlågene. Drømmens natvægtere holder deres sidste Fest! 13

14 TILSTANDE Grå måger på stranden Rolige som sten Med trommeskindshjerter Lastbil standser under brændende sol Landskabet uden bjerge Vejen faret vild foran havet Kloden drikker regn Det blånende hav Stiger mod himlen 14

15 NATENERGI Spørg Goethe: Naturen føler ikke Er den harmonisk eller Et evigt drøvtyggende uhyre? I dag var parken sortere end ibenholt Drankeren på bænken usynlig Bortset fra den selvlysende urskive Han har været der Jeg sidder på hans plads Og har arvet hans månesyge Natenergien svimlende De tavse højhuse med blinkende neonrør Komprimerer de tusinders vægtløse flugtveje Hvis det er mørkets transformatorstationer Så kan uendeligheden af de sovendes drømmekombinationer Overtrumfe tanken om lysets hastighed 15

16 VINTER, NORDLIG Istapperne knirker i frostens Skelet, habitterne fryser i skabet, Hvid kæmpe med åndenød forbi - Og stilheden i jordgletsjerens Bug, der korresponderer med Sorte himmelhullers tavshed. En hund gør som et ekko af Tiden, der er gået, og hemmelighederne I de ufødtes tankerækker. Jeg tænder en lighter Hen over de korte dage Og den sidste sætnings tilisede Køl 16