Fremtidens skole - grundlag og grundlagselementer

Transkript

1 Fremtidens skole - grundlag og grundlagselementer Praktisk fornuft Fremtidens skole bygger på en kropslig og praktisk fornuft. I modsætning til industrisamfundets kundskabsskole, der er et barn af oplysningstidens encyklopædiske kundskabssyn, er fremtidens skole rettet mod at kvalificere vores praktiske omgang med tingene. I et forsøg på at overvinde den kartesianske dualisme mellem sjæl og legeme, ånd og hånd, teori og praksis, de boglige fag og de såkaldt ikke-boglige fag, retter interessen sig mod at forene åndens og håndens arbejde gennem den sanselige virksomhed og æstetiske praksis. Hvor kundskabsskolen traditionelt har været rettet mod åndens og intellektets dannelse, retter fremtidens skole sig mod kroppen og sansernes dannelse den æstetiske dannelse og det praktiske mesterskab. Afsættet er det praktiske og konkret-sanselige arbejde med tingene, deres egenskaber, betydninger og anvendelsessammenhænge. Det handler således, i første omgang, ikke om, hvad sprog, matematik eller en hammer er for størrelser, men om, hvad sprog, matematik eller en hammer kan bruges til. Det anvendelsesteoretiske spørgsmål kommer før det erkendelsesteoretiske spørgsmål og hvad sprog, matematik eller en hammer er for størrelser, vil først vise sig i vores håndterende omgang med dem. I forlængelse heraf gælder interessen en rehabilitering af den kropslige og praktiske fornuft, der samtidig tilbagekalder en rehabilitering af håndens og håndværkets primat. I en samfundsmæssig og socialisationsteoretisk sammenhæng retter kritikken sig mod kundskabsskolens historiske diskriminering af det praktiske arbejde (håndens arbejde) til fordel for en valorisering af intellektet (åndens arbejde). En diskriminering, der har været årsag til mange nederlagsoplevelser, forringet selvværd, modstand og lede ved skolegang og lærdom hos de mange børn og unge, der lærer bedst gennem praktiske gøremål og ved at bruge deres hænder. Børn og unge, som senere i livet finder beskæftigelse inden håndværk, industri og ingeniørkunst; som bager vores brød, reparerer vores huse, veje, biler og vandhaner, sørger for at vi har lys og varme, at vores transportsystemer fungerer, at der er varer på hylderne, at vi får hentet vores affald og trykt de bøger, som vi læser i. Hvis folkeskolen igen skal kunne bryste sig af at være folkets skole, og ikke kun middelklassens skole, er den tvunget til at reformulere sit kundskabssyn og sin måde at praktisere viden på. Det kan den bl.a. gøre gennem en rehabilitering af den praktiske fornuft, en opskrivning af respekten for håndværket og den materielle kultur. Selv i højteknologiske lande som det danske er store dele af befolkningen stadig beskæftiget med konkret arbejde inden for service, håndværk, industri, transport, restauration, design, ernæring, osv. Fremtidens skole skal derfor i langt højere grad afspejle det samfund, som den er en del af og som den skal uddanne til. Det kunne eksempelvis være i form af et minisamfund, der med et begreb om den polytekniske dannelse arbejder med kompetenceudvikling inden for teknologi og moderne medier, produktion og distribution, økonomi, politik, infrastruktur, omsorg og socialitet såvel som kunst, kultur og design. 1

2 Anvendt faglighed Evnen til at omsætte og anvende kundskaber og færdigheder i relation til konkrete sammenhænge er en grundlæggende forudsætning for al kompetenceudvikling, herunder udvikling af innovative og entreprenante kompetenceformer. Det drejer sig eksempelvis om at kunne omsætte og anvende eksisterende viden på en ny måde og i nye sammenhænge, der kan siges at skabe nye muligheder for erkendelse og handling. Hvis vi skelner mellem begreberne episteme (viden), techne (kunnen) og phronesis (gøren), kan vi sige, at en praksis- og anvendelsesorienteret kompetenceudvikling baserer sig på, at man gør og skaber noget med sine kundskaber og færdigheder. Det vil sige, at man bruger dem til noget med et bestemt formål for øje - på samme måde, som en håndværker gør brug af sine kundskaber og færdigheder med en bestemt konstruktion for øje. Man sætter noget nyt i værk - et nyt perspektiv, nye måder at tænke, sanse og forbinde tingene på; nye måder at kombinere, komponere og konstruere på. Det drejer sig om nye måder at intervenere på nye måder at gå til værks og være virksom (entre-prenere) på. Innovative og entrepreneurielle læreprocesser indikerer således en forskydning fra en viden (hvad ved du?) til en kunnen (hvad kan du?) formidlet af en gøren (hvad gør du?). En sådan anvendelsesorientering implicerer imidlertid en ny form for taksonomiforståelse, hvorved fagenes eksisterende indholdsbeskrivelser (hvad skal vi vide?) må suppleres af en række nye kompetencebeskrivelser (hvad skal vi kunne?). Det må her demonstreres, hvordan og på hvilke måder viden kan praktiseres, omsættes og anvendes i praksis. Det vil sige, hvad man skal gøre for at kunne omsætte sin viden til en kunnen. Kompetenceudvikling angår derfor måden, hvorpå vi gør brug af og derved legemliggør vores viden. I forlængelse heraf angår det centrale spørgsmål fagenes formål, mening og anvendelse: Hvad kan man bruge fagene til? Hvad er formålet og meningen med fagene? Hvilken praktisk anvendelighed har fagene og de forskellige fagindhold? Hvordan kan vi som undervisere bringe fagene og de faglige indhold i anvendelse? Hvordan kan vi anskueliggøre, iscenesætte og formidle de konkrete indhold? Kort sagt drejer spørgsmålene sig på den ene side om, hvad fagene er for størrelser og, på den anden side, hvad fagene kan bruges til. Hvad er sprog og hvad kan sprog bruges til? Hvad er matematik og hvad kan matematik bruges til? Hvad er billeder og hvad kan billeder bruges til? osv. Herefter retter problemstillingen sig mod, hvordan og på hvilke måder man kan omsætte og anvende det faglige stofindhold i forhold til konkrete og kontekstbestemte problemfelter. Med et begreb om anvendt faglighed tilbageføres fagene til at være redskaber og værktøjskasser i en højere sags tjeneste, hvorfor de i fremtidens skole ikke længere spiller førsteviolin. Fagligheden må vige for sagligheden i den forstand, at det er sagsforholdet der afgør, hvilke redskaber og værktøjer, der i hvert enkelt tilfælde skal gøres brug af. Pointen er her, at man med et begreb om anvendt faglighed udvikler og styrker sin kernefaglighed. Man udvikler og styrker ikke nødvendigvis fagligheden (de centrale kundskabs- og færdighedsområder) ved at tage udgangspunkt i fagene (eksempelvis de fag, som vi kender). Fagene skal bruges til at formidle og udvikle kernekompetencerne, men fagene har ikke monopol på bestemte kompetenceområder. Kompetence rette sig mod at gøre noget med sine kundskaber og færdigheder, eksempelvis skrive et manuskript, komponere en melodi, bygge et hus, reparere en cykel eller konstruere en vindmølle. Derfor retter vores fokus sig mod den kontekst, der skal bearbejdes og følgelig mod en kontekstualisering af vidensbegrebet. Med det fokus kommer projekt- og værkstedspædagogikken til at spille en central rolle. 2

3 Projekt- og værkstedspædagogik I fremtidens skole er klasseværelset (kundskabsskolens institutionaliserede formidlingsform) afskaffet til fordel for værkstedet, der er karakteriseret ved sine medierede undervisningsformer, objektbaserede læring, sin konkret-sanselige virksomhed og sine praksisfællesskaber. Her bliver der ikke kun undervist i sprog, billeder og matematiske formler her arbejdes der med sprog, billeder og formler. Og ikke nok med det her konstruerer man. Det springende punkt er imidlertid, at det der skal konstrueres og de projekter, man arbejder med, spiller en afgørende rolle hvordan og på hvilken måde, man bruger sin faglighed. Derfor står der ikke dansk, engelsk, idræt, historie og matematik på fremtidens skoleskema, men f.eks. film, restaurant, arkitektur, økologi, animation eller design på skemaet. Fremtidens skole er, til forskel fra kundskabsskolen, ikke bygget op omkring fag og fagrækker, men bygget op omkring projekter og temaforløb, der har til hensigt, at støtte børn og unge i deres udvikling og identitetsdannelse på trinhøjere niveauer. Eksempelvis kunne der i indskolingen være temaforløb omhandlende familien, kammerater, leg, spil, musik og bevægelse, ting og teater, mens der i udskolingen kunne være temaforløb om identitet, ungdomskultur, sundhed, erhverv, teknologi, design, programmering, kommunikation og globalisering. For at imødekomme dette behov er fremtidens skole bygget op omkring forskellige typer af værksteder, hvor der arbejdes med film, radio, aviser, teater, design, teknologi, smag, sprog, arkitektur, infrastruktur, m.v. Til forskel fra klasseværelsets kulturbærende reproduktionslogik er værkstedet rettet mod kreativ kulturproduktion, herunder udvikling og produktion af smagsformer, tekster, modeller, ting, design, betydninger og bevægelser. Fremtidens skole er derfor udstyret med eget trykkeri, film- og lydstudie, teater, en musikscene, skriveværksted, tegnestue, butikstorv og en produktionshal til modelbyggeri. Koncept- og produktudvikling Med udgangspunkt i et princip om skabende virksomhed er fremtidens skole i alle sine anlæg og i hele sin indretning rettet mod koncept- og produktudvikling. Det betyder i praksis, at der inden for alle tema- og projektområder arbejdes med idéudvikling, design, konstruktion, produktion og formidling, eksempelvis i arbejdet med avisproduktion eller reklamer, filmmanuskripter, lydmontager, spil, animation, teater, arkitektur, teknologi, kunst, økologi, økonomi eller markedsføring. Typisk vil man, som introduktion til en ny tema- og projektperiode, starte med en kreativ fase, hvor eleverne skal stimuleres til idéudvikling og trænes i divergente og associative tankemønstre. Her handler det om nye måder at tænke, sanse og forbinde tingene på. Afsættet er i grunden filosofisk, idet et temaforløb om kunst kunne spørge: Hvad er kunst egentlig for en størrelse? Og hvad kan kunst bruges til? Spørgsmål af den type åbner op for en fantasmagorisk tilgang til tingene og måske for hidtil oversete og usete muligheder. Den kreative fase vil typisk blive efterfulgt af en innovativ fase, hvor de nogle af de mange idéer skal konceptualiseres i form af modeller, produktdesign, drejebøger eller konstruktioner. Endelig vil man i en mere entreprenant fase arbejde på at omsætte de forskellige modeller og modelforslag til konkrete handlinger og produkter. I hele sit værdigrundlag og inderste væsen er fremtidens skole funderet på et begreb om ideation. Skolen er bygget på arbejdet med idéer og idéudvikling og med spørgsmålet om, hvad idéer er for størrelser, hvad idéer kan bruges til og hvordan idéer kan omsættes i konkrete produkter og kreative løsningsmodeller. 3

4 Æstetisk praksis Innovation og entreprenørskab sigter mod at kvalificere bestemte kompetencer og læreprocesser, der baserer sig på ideudvikling, kreativitet og formgivning. Det vil sige læreprocesser, der dybest set er funderede i vores sansemæssige og skabende omgang med vores omverden, og som æstetisk praksis bl.a. indbefatter konceptudvikling, design, produktion og formidling. I den forstand udgør form- og produktsiden i højere grad end indholds- og processiden et dynamisk moment i innovative og entreprenante læreprocesser. For så vidt introducerer begreberne om innovation og entreprenørskab et nyt formsprog i pædagogikken, der på mange måder er beslægtet med æstetiske læreprocesser og kommunikation. Det nye formsprog genstarter og reaktualiserer klassiske temaer inden for pædagogik og didaktik, såsom forholdet mellem dannelse og uddannelse, teori og praksis, subjekt og objekt, kundskaber og færdigheder, egenskaber og kompetencer, læring og undervisning etc. Interessen for innovation og iværksætteri indikerer imidlertid en forskydning fra subjektet mod objektet, idet interessen i højere grad gælder tingenes egenskaber og anvendelsesværdier (materialitetsformer, teknologier og design) end subjektets umiddelbare opfattelser og erfaringsformer. I videre forstand handler det om, hvordan vi som mennesker opfatter, anvender og kultiverer os igennem de informationer, teknologier og artefakter, som vi benytter os af i vores dagligdag. Viden, ting og design, som vi på forskellige niveauer selv er med til at skabe, omsætte og kommunikere. Objekt-baseret læring Princippet om objekt-baseret læring, som vi bl.a. kender fra museumsdidaktikken, refererer til et princip om anskueliggørelse, perception og demonstration eller, om man vil, et princip om en sansemæssig og fænomenbaseret læring. Udgangspunktet er, at en konkret-sanselig tilgang til fænomener og materialitetsformer åbner for en langt større læringsmæssig båndbredde end en abstrakt-operationel tilgang til tingene. Herudover er udgangspunktet for en objekt-baseret tilgang en undersøgelse og analyse af ting og tingslige egenskaber, anvendelsesformer, funktionalitet og design. I en pædagogisk sammenhæng drejer det sig om menneskets dannelse i forhold til de ting, som mennesket omgås med i sin dagligdag, i boligen eller i det offentlige rum. Ting, som mennesket på den ene side har formet og dannet, og som på den anden side former og danner mennesket. Det drejer sig med andre ord om en moderne og narrativ tilgang til den materielle kultur, hvor der kan arbejdes med forskellige fænomener i vores omverden, som fortæller noget om os selv, vores måde at opfatte os selv og hinanden på, vores måde at kommunikere, sanse og orientere os på. Her vil det dreje sig om, at iagttage og analysere måden hvorpå forskellige ting og fænomener virker ind på os, opdrager og danner os, gennem tegn og betydninger. Nærmere bestemt drejer det sig om, hvordan vi i vores kropslige og sanselige omgang med tingene samtidig udvikler vores (sociale og kulturelle) værdier, præferencer og smagsformer, eksempelvis i måden vi hvorpå vi sanser, smager, udvælger og dømmer. I den forstand læser og aflæser vi tingene og deres betydning gennem de tegn og symboler, der omgærder dem i de sammenhænge de indgår i. Mere konkret vil kunne dreje sig om en beskæftigelse med ting, tegn og betydninger i det moderne og urbane rum indenfor f.eks. mediekultur, forbruger- og fritidskultur, kropskultur, sportskultur, børne- og ungdomskultur og design, herunder tøj, mode, reklamer, legetøj, arkitektur, indkøbscentre, pladser, biler, vareæstetik, billeder, musik, bevægelser, gestikulationer, dufte, lyde, etc. I sin tilgang til disse fænomener kan man vælge at anlægge forskellige perspektiver, eksempelvis fænomenologiske, semiotiske, antropologiske eller sociologiske. 4

5 Embodyment Et andet grundprincip ved fremtidens skole er princippet om embodyment eller kropsforankring. Princippet bygger på en filosofi om, at al læring og erkendelse og forankret i kroppen, i de kropslige handlinger og kapaciteter. Vores krop og kropslighed er grundlaget for hvad vi kan og for vores (praktiske) erkendelse, idet bevidstheden ikke er et jeg tænker at, men et motorisk jeg kan. Derved kan det siges, at kroppen er erkendelsens subjekt og grænse at kroppen er erkendelsens og læringens subjekt. Det betyder i en videre forstand, at sprog, billeddannelser, orienteringer, kommunikation og kognitive operationer har basis i kroppen og den kropslige væren-i-verden, hvilket har markante implikationer for forståelsen af undervisning, læring og måden hvorpå vi traditionelt holder skole. En første og indlysende konsekvens er, at fremtidens skole mere aktivt skal bidrage til og støtte op om at udvikle børn og unges praktiske og brugende omgang med den materielle kultur og tingsverden. Udgangspunktet er således, at mennesket fundamentalt set dannes gennem sit kropslige og sansemæssige forhold til ting, personer, institutioner og kulturelle fællesskaber. Derfor burde skolerne i langt højere grad, end det er tilfældet i dag, tage vare på børn og unges præferencer og orienteringer, når det gælder deres smagsdannelser inden for f.eks. madlavning, påklædning, kropslige udtryksformer, tegngivning, interiør, arkitektur, sport og bymiljø. I langt højere grad burde skolerne tage vare på den dannelse, der finder sted i det sociale, kulturelle, materielle og virtuelle rum; i fritids- og forbrugerkulturen, i dagligdagen, på gader og pladser, i indkøbscentre, i klubber, på værelserne, i de virtuelle netværk og foran spejlet. Problemet med den eksisterende kundskabsskole er, at den ikke formår at kvalificere elevernes sanselighed og oplevelsesformer. Det, der mangler at blive varetaget af skolen, når vi taler om sanselighed, er elevernes selvforhold, det vil sige forståelsen af sig selv og sit sanselige forhold til sin omverden, herunder den sansemæssige forestillingsevne og fantasi. Det drejer sig med andre ord om elevernes fysiske dannelse. En fysisk dannelse, der ikke må reduceres til at brænde fedt og kalorier af, men som handler om at sanse verden i forhold til andre og sig selv. Det vil sige, at sanse hvad det vil sige, at være til stede i verden. Det handler om at sikre børn og unges kropslige forankring og identitetsdannelse som køn og som sociale og kulturelle subjekter. Eksterne partnerskaber Fremtidens skole er endvidere karakteriseret ved sine eksterne partnerskaber og netværk, der dels forbinder skolen med lokalsamfundet og dels bidrager til at udvikle skolens læringsmiljø som en interaktiv brugerflade mellem børnene og deres omverden. Der vil her være tale om partnerskaber med virksomheder, kommuner, kulturinstitutioner, organisationer og foreninger, der i praksis vil skulle fungere som integrerede læringsressourcer og læringsarenaer. I den forstand vil det være mere præcist, at tale om lærende partnerskaber, idet visse projektforløb vil være uløseligt forbundet med eksterne læringsplatforme og problemløsningsaktiviteter. Gennem de lærende partnerskaber skal eleverne lære at se muligheder og ressourcer i omverdenen som grundlag for kreativ idéudvikling. Partnerskaber mellem skole og virksomheder åbner eksempelvis mulighederne for, at børn og unge oplever arbejdslivet som arena for læring. I fremtidens skole er der imidlertid ikke blot tale om virksomhedsbesøg, som vi kender det fra den traditionelle folkeskole, men om integrerede tema- og projektforløb, hvor eleverne arbejder med virkelighedsnære problemløsninger, modellæring og virksomhedsspil. Herudover kommer, at man i fremtidens skole vil trække på andre fag og professioner end lærere og pædagoger. Det gælder ikke mindst de projektledere, der er ansvarlige for skolens forskellige værksteder. Her vil der være tale om ansættelse af håndværkere, musikere, billedkunstnere, gastronomer, ingeniører og multimediedesignere. 5