HRN

Transkript

1 1.2. LYSET Lysforholdene har stor indflydelse på soldatens muligheder for at bevæge sig uset, at observere, at skyde osv. Terrænets belysning afhænger om dagen af solen og i den del af natten, hvor sollyset ikke når jorden, mest af månen. Hvor lyst eller hvor mørkt det er i det enkelte øjeblik på et bestemt sted afhænger i øvrigt af vejret (skydække, sigtbarhed, snedække) og terrænet (bevoksning, bebyggelse, bakker og dale). Kamp i mørke adskiller sig bl.a. fra kamp i dagslys ved, at det er vanskeligere at finde vej, holde forbindelse, opdage fjenden i rette tid, beskyde fjenden på effektiv skudafstand, afgøre, om man selv er skjult for fjenden, betjene våben, instrumenter m.m., bevæge sig både til fods og opsiddet. En betingelse for at kunne overvinde disse vanskeligheder, der først og fremmest skyldes, at man ser væsentligt dårligere i mørke end i dagslys, er en grundig og omfattende praktisk uddannelse Lysforhold. Nat er ikke det samme som mørke. Før solopgang og efter solnedgang er der et tidsrum, tusmørke, i hvilket det hverken er helt lyst eller helt mørkt, fordi solen ikke står lavere, end at dens lys når op over horisonten. Dette tidsrum kaldes om morgenen for dæmring, om aftenen for skumring. Natten er som helhed karakteriseret ved mørke af varierende tæthed, at al aktivitet i naturen er dæmpet ned eller skifter karakter, at alle lyde får forøget betydning, at temperaturen normalt er lavere end om dagen og at der kan anvendes mørkeobservationsmidler Tusmørke. Den del af natten, hvor solen ikke står lavere end 18 under horisonten, kaldes tusmørket. Tusmørket inddeles i tre perioder: borgerligt, nautisk og astronomisk tusmør- HRN

2 ke. Disse perioder glider jævnt over i hinanden. Lysforholdene vil gradvist blive ringere, jo længere ind i tusmørkeperioden man kommer. For soldaten er det borgerlige tusmørke at betragte som dag. Nautisk og astronomisk tusmørke som nat. Tusmørkes varighed er ikke den samme året igennem. Længst er det ved midsommer og midvinter, kortest ved forårs- og efterårsjævndøgn. Desuden er tusmørkeperioderne forskellige på forskellige breddegrader. På den nordlige halvkugle bliver tusmørket af længere varighed, jo længere nordpå man går. I Danmark varierer tusmørket mellem ca. 1/2 og 1 time. Jo tættere man kommer på Ækvator, jo kortere er overgangen mellem lys og mørke Mørke. Mørket påvirker mennesket og dets sanser på en lang række områder: Synsevnen er nedsat; til gengæld er de øvrige sanser, navnlig høresansen, skærpede. Farver forsvinder; alle genstande synes sorte eller grå. Relief- og perspektivvirkningen bliver dårlig og påvirker afstandsbedømmelsen. Eventuelle træthedsfornemmelser forstærkes. (Det er i dette tidsrum, man normalt sover). Mørket fremkalder en forstærket nervøsitet. Man føler sig i særlig grad isoleret, når der ikke er andre i nærheden. Man er tilbøjelig til at se syner eller tolke naturens lyde som udtryk for fjendtlig aktivitet. For at soldaten i mørke kan bevare sin selvtillid og handle korrekt, er det nødvendigt, at han er fortrolig med ovennævnte forhold; men er dette tilfældet, vil mørket for den dristige vise sig at være en særdeles værdifuld forbundsfælle. I mørke vil selv en talmæssig underlegen styrke ofte kunne opnå betydelige resultater over for en stærkere modstander. Mulighederne for at opnå overraskelse er større end om dagen, og den psykiske indvirkning, som mørket har, vil kunne forstærke overraskelsesvirkningen Synet. I mørke er menneskets evne til at se væsentligt dårligere end om dagen. Det betyder, at man ser kortere, at omgivelserne fremtræder uskarpt, og at man ikke kan skelne farver. Soldatens evne til at se i mørke varierer naturligvis med mørkegraden, men herudover er den forskellig fra individ til individ, dels fordi øjets opbygning kan variere, og dels fordi der til at se i mørke kræves en særlig teknik, som ikke alle har lige let ved at tilegne sig. Kun få mennesker er helt natteblinde; de fleste kan træne deres nattesyn op, når de forstår teknikken og samtidig får den fornødne praktiske øvelse. Når man om dagen skal se tydeligt, retter man blikket direkte mod målet. Dette skyldes at den del af øjets nethinde, hvor billedet af målet om dagen dannes er tilnærmelsesvis centreret i øjet. Området er karakteriseret ved en stor koncentration af nerveceller (tappe) der kræver dagslys for at kunne danne et billede. Koncentrationen af en anden type nerveceller (stave) der kan danne sort/hvid billeder på nethinden er koncentreret i det perifere område af øjets nethinde. Disse nerveceller kræver ikke så meget lys for at kunne virke, men de giver også et mindre skarpt synsbillede. For at udnytte disse nerveceller (stave) skal man ikke rette sit blik direkte mod målet, men i stedet knapt 2 håndsbredder (ca. 200 TS) ud til siden for målet. Nervecellernes brændstof er sammensat af stoffer, og når nervecellen er udtømt for brændstof nedsættes cellernes effektivitet og synet bliver sløret/mister fokus. For HRN

3 at aktivere nogle nye nerveceller som indeholder frisk brændstof, bliver man nødt til at skifte sit fokus. Derved skal man hele tiden flytte blikket en lille smule. Det bedste nattesyn opnår man altså ved at se til siden for målet og lade blikket rykvis cirkle om målet.(fig. 1-29). Figur 1-29: Udnyttelse af synet i mørke (det perifere syn). Øjet kan i stor udstrækning tilpasse sig skiftende belysninger. Øjets lysfølsomhed kan således blive mere end 1000 gange større i mørke end i dagslys. Tilpasningen fra mørke til lys sker hurtigt. Når man går fra mørket ind i en oplyst stue, vænner man sig således hurtigt til den stærke belysning. Tilpasningen af øjets lysfølsomhed fra lys til mørke tager derimod ret lang tid. Man mærker en stor forbedring efter 3 minutter, men man regner i praksis med ca. ½ time, før soldaten har effektivt nattesyn. Selv efter en times forløb sker der en stadig om end mindre forbedring af nattesynet. For under feltforhold at undgå at miste sit nattesyn kan man træffe forskellige foranstaltninger (fig. 1-30): Undgå at se direkte på lysgiveren. Beskyt øjet man sigter med, så dets nattesyn beholdes. Lukke begge øjne. Anvende hvidt lys så lidt og i så kort tidsrum som muligt. Anvende rødt lys eller røde briller, dog under hensyntagen til, at f.eks. røde linier på et kort bliver grå, ændres til en anden farve eller forsvinder helt. Huske, at feltlygtens grønne lys svarer til svagt hvidt lys og ikke er uskadeligt for nattesynet i samme grad som det røde lys. HRN

4 Figur 1-30: Undgå at se direkte ind i lyset. Hold evt. hånden for øjet man sigter med, så man beholder nattesynet på dette. Er en soldat ved at observere mod et punkt, kan han lægge sig ned, for at få det han observerer imod i silhuet mod den lysere nattehimmel eller en lignende baggrund Hørelsen. I mørke spiller hørelsen i mange tilfælde en større rolle end synet. Dette er særligt udpræget i meget mørke nætter eller i tæt tåge. Man hører normalt bedre i mørke end i dagslys. Dette kan i fredstid naturligvis forklares ved, at der er mindre støj om natten, og at man derfor hører de enkelte lyde bedre. Men også andre forhold gør sig gældende, blandt andet, at høresansen bliver mere koncentreret, når man ikke bruger sine øjne. Hvis man skal anspænde sin hørelse om dagen, vil man således undertiden være tilbøjelig til at lukke øjnene. Hovedårsagen til høresansens større effektivitet om natten er imidlertid, at der om dagen sker en varierende opvarmning af de forskellige terrænoverflader, hvilket igen medfører uensartede tilbagestrålinger og luftbevægelser, der dæmper lydbølgerne. Om natten falder disse fænomener for en stor dels vedkommende bort. Man forbedrer sin hørelse, hvis man (fig. 1-31) lytter med åben mund og uden hjelm, koncentrerer hele sin opmærksomhed om høresansen, tager front mod lydkilden, lægger en hånd (hænderne) bag øret (ørerne) og holder vejret momentvis. evt. lukker øjnene for at koncentrere sig om hørelsen. HRN

5 Figur 1-31: Lytteteknik. Visse vejrforhold kan forbedre hørelsen. Kulde vil således lette udbredelsen af lydbølgerne, og lyde, der føres med vinden, høres tydeligt. Lyde går godt gennem jord, hvorfor man ved at holde øret tæt til jorden bedre vil kunne høre bevægelser på kort afstand. Man kan evt. forstærke hørelsen ved at stikke f.eks. en feltkniv i jorden og holde øret til denne (fig. 1-32). Figur 1-32: Lyden fra bevægelse i nærheden går gennem jorden og kan opfanges ved hjælp af feltkniven. Hørelsen forringes af uvedkommende støj, der overdøver de lyde, man samtidig søger at opfatte, tildækkede ører (tøj, hjelm), tyggebevægelser og synkebevægelser, forkølelse og ørevoks, voldsomme lydpåvirkninger (skydning, eksplosioner m.v.) og vindens susen såvel i øret og hjelmen som i buske, træer m.m. Yderligere kan lyden svækkes over særligt terræn, f.eks. over højt græs. Ekko kan medføre alvorlige fejltagelser, især hvad angår retning og afstand. For bevarelse af hørelsen gælder bl.a. følgende almene regler: Så vidt det er muligt, skal man undgå at være i nærheden af kraftige lydkilder, hvis man lige derefter skal lytte efter svage lyde. Vedvarende kraftige lyde eller en stærk lyd, som gentages flere gange, kan frembringe døvhed i indtil flere timer. I kamp anlægges som hovedregel ørepropper, da støjen på kamppladsen kan give svære høreskader. Skal man kommunikere ved kommandoforplantning inden en forestående kamp, kan soldaten (eller hans makker) tage en øreprop ud for at lette kommunikationen mellem makkerparrene. HRN

6 Skal man i nærheden af skydende våben eller under granateksplosioner opfange ordrer, bør man stikke fingrene i ørerne, idet man herved får en noget større mulighed for at høre ordrerne (fig. 1-33). Er man i nærheden af et større våben, som f.eks. en kanon, skal man enten vende ansigtet eller ryggen mod det punkt, lyden kommer fra, således at man ikke vender et øre direkte mod lydbølgerne. Man bør tillige åbne munden, så trykket bliver ens på begge sider af trommehinden. Figur 1-33: Hørelse under ekstrem larm Følesansen. Når synssansen ikke er tilstrækkelig i mørke, vil følesansen ofte kunne give oplysning om genstandes tilstedeværelse, form, størrelse og stilling. I meget tæt mørke føler man uvilkårligt for sig med hænderne, hvis man frygter at støde mod noget, og man lægger vægt på de følelsesindtryk, man får gennem sine fødder. Disse indtryk fortæller, om man går på en sti eller i græsset ved siden af, over jævnt eller hullet terræn, på fast mark eller blød bund osv. Følesansen hjælper dels med at fortælle, hvor man skal gå, og dels, hvordan man skal gå sikkert (uden at falde i grøfter eller over forhindringer) og lydløst. Dette opnås naturligvis kun ved en effektiv og omfattende træning, men en sådan vil til gengæld kunne opvise en meget iøjnefaldende forbedring af resultaterne, navnlig hos soldater, der ikke er vant til at færdes i naturen. Følesansen kan være af stor værdi ved undersøgelse af hindringer, herunder eftersøgning af miner, identifikation af genstande, våbenbetjening, førstehjælp samt mange andre handlinger. Enhver soldat skal kunne føle sig til (genkende) og arbejde med enhver del af sin udrustning i mørke uden brug af lys (fig. 1-34). Soldaten hjælper sig selv og kammeraterne ved konstant at have styr på, hvor materiel og udrustning er oplagt på en vogn, i rygsækken, kampuniformen o. s. v. Dette kræver den nødvendige militære selvdisciplin og ordenssans. HRN

7 Figur 1-34: Følesansen er den vigtigste, når soldaten arbejder i total mørke Lugtesansen. Menneskets evne til at bruge lugtesansen er ikke tilnærmelsesvis så stor som f.eks. hundens, der primært anvender lugtesansen, når den skal finde vej. Menneskets lugtesans trættes meget hurtigt, og egentlig træning vil ikke forbedre resultaterne i rimelig grad i forhold til den tid, der skal anvendes hertil. Tobaksrøg kan under gunstige forhold lugtes på lang afstand. Røgen fra en skorsten - uanset fyringsmiddel - kan ligeledes lugtes på lang afstand. Benzin- og olieos fra motorkøretøjer kan undertiden blive hængende i luften i ret lang tid. Visse dele af terrænet og visse terrængenstande kan - navnlig om foråret og sommeren - afgive bestemte lugte og derved give, f.eks. en patrulje, visse oplysninger om terrænets art og bevoksning. Det gælder således pløjemarker, nåleskove, blomstrende træer og buske, kløvermarker, kyster (havluft eller tanglugt) osv Solen. Ved jævndøgn (21. marts og 23. september) står solen op i øst og går ned i vest. Steder, der har samme geografiske længde (dvs. ligger stik nord og syd for hinanden), har samme solopgangs- og solnedgangstider. Solopgang og solnedgang indtræffer 4 minutter senere for hver længdegrad, man går mod vest. Ved midsommer - tiden omkring sommersolhverv, 21. juni - står solen op ca. i nordøst og går ned ca. i nordvest. Ved midvinter - tiden omkring vintersolhverv, 22. december - står solen op ca. i sydøst og går ned ca. i sydvest. Uden for jævndøgn vil dagens længde være forskellig på steder med forskellig geografisk bredde, og steder, der har samme geografiske længde, vil ikke have solopgang og solnedgang samtidigt. I Københavns Universitets Skriv- og Rejse-Kalender ( Almanakken ) findes en tabel over dagens længde på forskellige breddegrader året rundt. Ud fra denne kan solopgangs- og solnedgangstider for et hvilket som helst sted bestemmes. Metoden er nøje beskrevet i kalenderen Dæmring og skumring. Det er ovenfor nævnt, at for soldaten er det borgerlige tusmørke at betragte som dag. Solopgangs- og solnedgangstiden er derfor knap så væsentlig som tiderne for borgerlig dæmrings begyndelse og borgerlig skumrings ophør. Disse tidspunkter kan findes i Skriv- og Rejse-Kalender ( Almanakken ). HRN

8 Månen. Terrænets belysning afhænger om dagen og under borgerligt tusmørke mest af solen, om natten mest af månen. I en almindelig lommekalender kan man finde, hvornår månen er i sine forskellige faser: Nymåne, første kvarter (tiltagende måne), fuldmåne og sidste kvarter (aftagende måne). Månen kulminerer (står højst på himlen) således: Figur 1-35: Nymånen. Kulminerer ved middagstid. Figur 1-36: Månen i første kvarter (tiltagende). Kulminerer kl. ca Figur 1-37: Fuldmånen. Kulminerer ved midnatstid. Figur 1-38: Månen i sidste kvarter (aftagende). Kulminerer kl. ca Dette betyder, at man med nymåne har mørke aftener, nætter og morgener, tiltagende måne har månelyse aftener, fuldmåne har månelyse nætter, aftagende måne har månelyse morgener. I Skriv- og Rejse-Kalender (Almanakken) kan man for hver dag finde tidspunkterne for månens op- og nedgang samt øvre kulmination for København. Skriv- og Rejse-Kalender angiver en simpel metode til at overføre dette tidspunkt til øvrige lokationer. Halvmåne (til- og aftagende måne), fuldmåne med overskyet vejr og stjerneklar nat ved nymåne giver nogenlunde de samme lysbetingelser. Det er under sådanne for- HRN

9 hold muligt at skelne de enkelte konturer i terrænet. Observationsbetingelserne er rimelige. Ved fuldmåne er natten så lys, at vilkårene næsten kan svare til dagslys. Der vil ikke være større vanskeligheder forbundet med at orientere sig, og det er nødvendigt og muligt at udnytte skygger ganske som om dagen VEJRET Vejret påvirker direkte soldatens kampkraft og materiellets tilstand især ved meteorologiske faktorer som vind, temperatur og fugtighed Vind. Vinden kan øve indflydelse gennem sin retning og hastighed/styrke. Retningen angives, hvorfra vinden kommer, og kan opgives ved verdenshjørne, i vinkelmål (grader, tusindedele) eller, hvis en mere vag angivelse er tilstrækkelig, ved udtryk som f.eks. skråt forfra fra højre. Hastigheden angives normalt i m/ sek. Vindstyrker angives i Beauforts skala med tallene Som bærer af støj og ved at frembringe støj i bevoksning m.v. kan vinden, navnlig i mørke, påvirke vilkårene for overvågning og bevægelser. Ved anvendelse af røg og kemiske våben er vindens retning og styrke af afgørende betydning, idet virkningen af disse våben følger vindens retning. Ved skydning med fladbanevåben vil medvind og modvind ikke have nævneværdig betydning inden for ca m. Derimod vil vind fra siden medføre sideafvigelser i træfningen afhængig af vindens styrke og retning, skudafstanden samt projektilets vægt og begyndelseshastighed. Kraftig vind kombineret med en lav temperatur vil afkøle soldaten (chill-faktor) betydeligt. En kombination af lav temperatur, kraftig vind og regn/nedbør kan gøre en soldat ukampdygtig Temperatur. Kulde vil tilskynde soldaten til at bevæge sig, stampe i jorden o. lign. Støjen vil kunne høres på lang afstand især i mørke og navnlig i frost. En frysende soldat mister let koncentrationen. Kuldegrader kan påvirke terrænets passabilitet i gunstig retning ved at øge en fugtig jordbunds bæreevne og i ugunstig retning ved at gøre en fugtig bund glat. HRN

10 Figur 1-39: Vurdering af vindhastighed. HRN

11 Fugtighed og nedbør. Soldatens naturlige trang til at beskytte sig mod regn og sne kan mindske hans agtpågivenhed. Brugen af tykt lag tøj og regntøj kan hæmme hans bevægelser, og støjen fra det vil i mørke være tydelig. Regn og blæst larmer også og vil overdøve noget af støjen fra soldaten. En tør soldat vil altid være bedre end en våd soldat, og derfor klæder han sig på a. h. t. opgaven og vejret. Dis, tåge, skyer og nedbør kan - foruden at nedsætte sigtbarheden - påvirke belysningsforholdene i ugunstig retning. Virkningen kan især være stor i tusmørkeperioderne. I tåge er lyde vanskelige at lokalisere. Indtræffer nymåne og overskyet vejr på samme tid, kan mørket være så tæt, at man næppe kan se en person på få skridts afstand. Snedække vil i væsentlig grad forbedre belysningsforholdene om natten, og mørke genstande vil på åbne flader træde tydeligt frem, f.eks. soldater i mørke uniformer. Bevægelser i sne vil kunne efterlade afslørende spor. Tykt snelag kan nedsætte passabiliteten for både personel og køretøjer, og regn kan påvirke jordbundens bæreevne og konsistens i ugunstig retning Sigtbarhed. Sigtbarheden afhænger af faste og flydende bestanddele i luften: Vanddråber, iskrystaller, støv, aske og røg. Om dagen kan tæt tåge, snefog, større eksplosioner og brande skabe kampvilkår, der kan sidestilles med mørke. Figur 1-40: Primær jungle. HRN