[Nyt fra oktober 2015]

Transkript

1 [Nyt fra oktober 2015] Af Mette og Alex Bjergbæk Klausen, udsendt af Mission Afrika [NB. Alle kan tilmelde sig vores åbne nyhedsbrev Dagbog fra Sierra Leone. Nyhedsbrevet bliver sendt ud én gang om måneden direkte til din mailboks. Du må meget gerne opfordre interesserede til at sende en mail til: Vi samarbejder med Det Anglikanske Stift i Bo om at træne kirkeledere til menigheder i stiftet, som dækker et område på størrelse med Jylland. Projektet har fået titlen Teologisk Førstehjælp. Bo Kære alle, Det lyder som et tog, der bruser frem i det fjerne, sådan et gammelt damplokomotiv af den slags, vi kun kender fra film. Lyden tager til i styrke. Toget kommer tættere og tættere på. Hvert øjeblik venter man, at togføreren trækker i snoren og lukker damp ud gennem fløjten til hilsen og advarsel. Men det er længe siden, at det sidste tog kørte i Sierra Leone. Jernbanen blev lukket i begyndelsen af 70 erne og dér hvor banelegemet plejede at skære sig igennem byen ligger nu meget belejligt en vej med navnet Old Railway Line ( Den gamle jernbane ). Dem der stadig kan huske jernbanen savner en tid, hvor det var let at rejse fra øst til vest og fra nord til syd. Det var dengang landet var bundet sammen. 1

2 Men manglende økonomi til at drive og vedligeholde jernbanen tvang regeringen til at træffe den upopulære beslutning, som førte til lukning af jernbanen og nedlægning af mange arbejdspladser. Flere byer lukkede mere eller mindre ned og folk flyttede væk. Hvor banelegemet tidligere lå er der nu en humpet grusvej, som i regntiden er fuld af mudder og vand. De gamle hovedveje er De gamle vandkraner står endnu i junglen som absurde levn fra en anden tid. Mette og Austin venter på næste tog i Bauya. De kan vente længe!!! I Sierra Leone blevet til ubetydelige biveje. Nu tegner asfaltvejene nye streger på Sierra Leones landkort og nye byer vokser op, hvor vejene krydser hinanden. Vores hus ligger på en sidevej til Old Railway Line og herfra burde man sagtens kunne høre toget, når det kom brusende forbi på sin vej mod stationen i Bo. Men et sted mellem drøm og virkelighed går det pludselig op for os, at det naturligvis ikke er et spøgelsestog fra fortiden, vi kan høre. Det er ikke et tog, der er på vej, men storm og regn. Vinden rusker i palmetræerne og lyden kommer tættere og tættere på. 2

3 Vi får hurtigt kæmpet os vej ud gennem myggenettet og i mørket famlet os frem til vinduerne. De står altid åbne om natten i håb om en svalende brise, der kan køle os ned. Men med storm og regn i udsigt er der ingen tid at spilde. Tropisk regn kan I Sierra Leone på kort tid forvandle gulvet til en flod, hvis ikke man får lukket af i tide. De første tunge dråber bliver allerede slynget ind gennem vinduerne. Vi når kun lige at lukke dem, inden vindstødene går til angreb på huset. Selvom vinduerne er lukket sender de store ventilationshuller støvregn ind i soveværelset. Det er nok til at vi kan mærke dråberne, når vi ligger i sengen, men ikke nok til at vi for alvor bliver våde. Kaskader af vand vælter ned og stormen pisker. Regntidens sidste måneder byder på aggressivt vejr og mens vi igen prøver at falde i søvn kan vi ikke lade være at tænke på den stakkels hund, som er forvist til en papkasse på husets veranda. Stakkels Barkley forvist til sin papkasse på verandaen. Den mener selv, at den burde blive opgraderet! Næste morgen står vi op til en skyfri himmel. De heftige byger kommer hurtigt og blæser hurtigt væk igen. Vi er på vej mod den gode tid, den tørre tid, men overgangen mellem de to perioder kan være hård at komme igennem, da luften er både tung og varm. Hver tid har sine velsignelser og forbandelser. I regntiden nyder vi kølige nætter og en forholdsvis god strømforsyning. I den tørre tid, tørrer strømmen også ud, men til gengæld er det nu muligt at få tøjet tørt og slippe af med den skimmelsvamp, som vokser i husets 3

4 vægge. Man kan ikke få det hele på én gang; når man er i den ene periode længes man efter den anden og omvendt. Mr. Luseni kæmper med testen og ligesom flere andre må han også erkende, at det sikkert ville have været lettere, hvis man nu også havde fået læst op på materialerne! Nu ved vi, hvad I forventer af os, næste gang gør vi det meget bedre lyder løftet fra Mr. Luseni. Han er en af de mange studerende på vores læglederskole. De har lige afleveret deres første test og flere er tydeligt rystede over sværhedsgraden. Havde vi vidst, at I mente det seriøst, så havde vi nok læst lidt mere lyder indrømmelsen fra en anden af de studerende. Ja, vi mener det skam seriøst, når vi siger, at der kommer en test. Vi er på øverste niveau af læglederuddannelsen og et mobilt akademi må med nødvendighed stræbe efter visse standarder. Vi har lagt hårdt for med første test, som tager udgangspunkt i undervisningsmaterialerne fra første forløb. I løbet af de syv undervisningsgange er der syv tests og det hele afsluttes med en samlet eksamen. Men det er også vigtigt, at vi fastholder et højt niveau. Biskoppen har med myndig stemme meddelt alle, at ingen fremover kan kalde sig læglæser uden at have gennemført et af missionsafdelingens kurser. Målet med kurset er bl.a. at få sorteret de sande læglæsere fra dem, som alene nyder at bære en uniform i kirken. Det tager mere end en uniform at være læglæser. Der skal mere til end bare en titel, hvis man virkelig vil udrette noget i kirken og være med til at skabe udvikling 4

5 og fremgang. Igennem mange år har flere læglæsere været mere læglæser af navn end af gavn. Det er skal der laves om på nu. Blandt læglæserne af højeste niveau finder vi også potentielle kandidater til videreuddannelse og den intensive uddannelse gør, at vi lærer de studerende endnu bedre at kende og får et indgående kendskab til situationen mange steder i stiftet. Vi er kommet godt i gang med vores undervisningsforløb. Anden undervisningsgang er veloverstået i Bo og i morgen går turen til Kenema. Der er stadig lang tid til vi er færdige med programmet, men vi føler, at vi er kommet godt fra start, trods sædvanlige og forventelige udfordringer. Det er en stor opgave at forberede undervisningsmaterialer og få det hele trykt i en tilfredsstillende kvalitet, men når opgaven først er løst og vi ser de studerendes øjne stråle, så er det alle anstrengelser værd. Men alligevel kan vi også mærke trætheden. Det er udmattende at skulle køre lange undervisningsforløb og lave opfølgning på omkring 80 studerende spredt over hele stiftet. Der er meget, som skal koordineres og vi er nødt til at følge en stram kalender. Vores kalender levner ikke megen tid til uventede overraskelser, som der er mange af, når man arbejder i Afrika. Når bilen pludselig svigter, kan det skabe store dønninger også selvom den måske bare må stå parkeret i to døgn, inden en mekaniker kan få den ordnet. Selvom det til tider er vanskeligt, prøver vi alligevel at indlægge en fast ugentlig fridag, som mest af alt bliver til en sovedag. Når vi har haft undervisning hele weekenden bliver mandag ofte den dag, hvor vi prøver at trække stikket ud og koble lidt fra. I al arbejde gælder samme regler. Hvis ikke man indimellem får ladet sine indre batterier op med ny inspiration, så bliver man pludselig tom og oplever, at der måske ikke er mere at give af ikke mere at dele ud af. Faren er altid, at batterierne pludselig bliver afladet fuldstædig. Risikoen er stor, når man lever og ånder for en ens arbejde og når man praktisk taget er i arbejdet døgnet rundt uden mulighed for at komme væk. Vi er klar over, at vi er nødt til at 5

6 passe på, for der lang tid til vi igen rejser til Danmark og vi skulle jo meget gerne holde hele vejen. Den lille menighed i Massam Kpaka, Pujehun distrikt, fejrer gudstjeneste. Gudstjenesten fejres i skolebygningen. Man bemærker slet ikke, at det er en skole. Det er et flot dekoreret kirkerum. Bemærk venligst de fine vægmalerier! Søndag morgen efter undervisningen i Bo tog vi turen til Massam Kpaka i den sydlige Pujehun provins for at besøge en af vores studerende fra området. Han skulle stå for gudstjenesten samme morgen. Vi tog afsted, så vi kunne nå at være fremme til gudstjenesten klokken ti. Vejen til Pujehun er dårlig. Under ebolaepidemien gik vejkonstruktionen helt i stå. Faktisk tog turen længere tid end beregnet i hvert fald en halv time og da vi ankom til den lille landsby, stod kirkens ledere allerede klar til procession udenfor skolen. Vi skyndte os at parkere og hilse pænt på og lod dem bevæge sig ind. De havde anbragt vores stole ved alteret, men når vi er på visitation ønsker at vi altid at sidde på kirkebænken, sammen med de almindelige kirkegængere, så vi kan opleve gudstjenesten fra deres vinkel. Det blev en fin gudstjenesteoplevelse i den lille menighed. Der var ca. 20 voksne og ligeså mange børn. Mange af vores kirker fungerer med 6

7 udgangspunkt i skolerne og det giver en masse muligheder for at nå børnene også selvom forældrene måske ikke selv kommer i kirken. Det er de underligste ting, man kan lægge mærke til. Noget af det, som vi begge bemærkede ved gudstjenesten var de mange anvendelsesmuligheder der findes for tomme sardindåser. De kan både bruges som lysestager, men også til musikinstrumenter. Der var noget helt igennem autentisk ved gudstjeneste og en smittende glæde og begejstring fra vores lægledere. Efterfølgende fik vi en god snak både om gudstjenesten og situationen i kirken. Vi er i et muslimsk domineret område af landet. Her er kun 10% af befolkningen kristne. Normalt giver det ingen praktiske problemer, da der plejer at være et godt forhold mellem muslimer og kristne i Sierra Leone. Men i dette tilfælde oplevede kirken en vis diskrimination. Det muslimske flertal i byen prøver at tage modet fra det kristne mindretal. Sagen er blevet drøftet på høvdingeniveau og den øverste høvding (paramount chief) har udtalt, at det muslimske flertal ikke må hindre folk i at komme i kirke og at der både skal være plads til kristne og muslimer. Men uanset hvad er det en udfordring for missionen i visse områder. Hver onsdag samles en gruppe fra menigheden for at tage på husbesøg i landsbyen og dermed gøre sig selv synlige. Det har været med til at styrke menigheden. Men det er stadig en lille menighed, som kræver stærke ledere, hvis ikke den skal risikere at blive kvalt. I morgen går turen til Kenema. Forsiden til den nye Pilgrim Bog 2 om Fadervor. Vi har redesignet materialerne, så de kan bruges i Sierra Leone. Her er tomme hænder rakt frem i bøn! Onsdag er altid en forberedelsesdag, hvor vi skal have pakket og gjort klar. Vi er i gang med 7

8 trykning af den nye Pilgrim Bog og skal have samlet 80 eksemplarer i løbet af i dag. I november begynder undervisningen på de laveste niveauer (missions-læglæser) og vi skal have materialerne gjort klar. Indtil videre har vi fået gode tilbagemeldinger på undervisningsmaterialerne og det glæder os meget. Vi har testet bøgerne under den nuværende træning og i forbindelse med et undervisningsforløb for dem, der snart skal ordineres til præster ved kirken. Grupperne har ivrigt diskuteret bøgerne og givet positiv respons. Så vi er fortrøstningsfulde over for den kommende undervisning i november, som alene er baseret på disse materialer. Herfra Bo, hvor dagen netop er begyndt sender vi mange varme hilsner. Guds Fred, Mette og Alex 8