Hillerød Gasværk. NoMus. Niels Jarlmark

Transkript

1 NoMus Hillerød Gasværk Niels Jarlmark Fra 1849 opholdt Frederik VII og grevinde Danner sig en stor del af året på Frederiksborg, og efterhånden blev Hillerøds håndværkere og handlende direkte eller indirekte økonomisk afhængig af kongens tilstedeværelse. Ved slottets brand i 1859 frygtede erhvervslivet imidlertid, at byen ville blive kastet ud i en økonomisk krise, da kongen ikke ville genopbygge slottet og i stedet valgte at flytte til Jægerspris Slot. Krisen udeblev. Det skyldtes, at Hillerød var inde i en i en gunstig periode, hvor erhverv og indbyggerantal voksede gennem resten af 1800-tallet. Indbyggerantallet mere end fordobledes fra 1929 ved folketællingen i 1850 til 4272 ved folketællingen i Der kom nye virksomheder til byen, og ikke mindst fik åbningen af banestrækningen København - Hillerød Helsingør, samt, i slutningen af århundredet, Frederiksværksbanen, afgørende betydning for Hillerøds udvikling. Men sandsynligvis var kommunereformerne i 1839 og 1868, der førte til et egentlig kommunalt selvstyre, den væsentligste årsag til byens udvikling og fremgang. Hillerød, en naturlig forsyningsby til København Sammen med Helsingør var Hillerød naturlige forsyningsbyer til København. For Helsingørs vedkommende var det søvejen ned gennem Øresund og for Hillerød placeringen midt i Nordsjælland. I begge tilfælde var forsyningsvejene ind til hovedstaden korte og mindre omkostningskrævende end andre steder fra, ikke mindst fordi datidens transportomkostninger var store på grund af landets dårlige infrastruktur. Fig. 1. Omkring 1900 var Hillerød Savværk en af byens store arbejdspladser med ca. 40 medarbejdere. Her er hele personalet samlet til fotografering. Foto: Christian Pedersen. Hillerød får jernbane og bliver en driftig by Indvielsen af jernbanen i 1864 satte for alvor skub i udviklingen i Hillerød, og snart kom der nye virksomheder til byen. Bl.a. grundlagde kaptajn Petersen samme år Hillerød Savværk, og han havde ganske fornuftigt lagt savværket tæt op ad banen, så der kunne lægges et sidespor hen til savværkets oplagsplads. Også andre virksomheder nedsatte sig i Hillerød, f.eks. grundlagde A. F. Petersen en tobaksfabrik i Slotsgade, og i 1876 flyttede Peder Nordsten produktionen af landbrudsmaskiner fra Lynge til Hillerød. Samme år startede Hillerød Vognfabrik produktionen på Nordre Banevej. De eksisterende virksomheder lå heller ikke på den lade side. Brændevinsbrænderierne, der stadig

2 10 NoMus var et af Hillerøds hovederhverv, gik over til en ny destillationsteknik, der forøgede produktionen af brændevin ganske væsentligt. Andre erhvervsmænd, som f.eks. tekstilfabrikant Orlow Andersen og farver K. Thygesen, moderniserede og udvidede deres virksomheder. Alt sammen tiltag, der skaffede Hillerød nye arbejdspladser. Kommunalt selvstyre Efter flere år med statsligt ledet kommunalt selvstyre fik de danske købstæder i 1868 det længe ventede grundlovssikrede selvstyre. I første omgang betød det, at købstadens borgere skulle vælge et borgerrepræsentantskab til erstatning for det gamle byråd. Efter valget fik borgerrepræsentantskabet overdraget det fulde ansvar for, at kommunen fungerede tilfredsstillende, og borgernes velfærd blev sikret. Det vil sige, at kommunen nu selv, uden indblanding fra staten, kunne foretage skatteligning og opkræve skatter. Samtidig blev kommunen økonomisk eneansvarlig for forsyningsvirksomheder, anlægsvæsen, vedligeholdelse af gader og veje, skolevæsen og socialvæsen. I første omgang kom borgerrepræsentationen ofte til at bestå af medlemmerne fra de gamle byråd, og samtidig blev de tidligere byfogeder, ved kongelig beskikkelse, udnævnt til formænd for byrådene, dvs. borgmestre. I Hillerød kom byrådet til at bestå af tidligere byfoged Hans Rudolph von Scholten som borgmester og de øvrige medlemmer var bl.a. købmand Carl M. Møller, vejinspektør N. P. Mørch, farver K. Thygesen, prokurator Langkilde og tekstilfabrikant Orlow Andersen. Kommunalt eller privat gasværk Byrådet havde i flere år, med købmand C. L. Møller som den ivrigste fortaler, diskuteret, om det ikke var på tide, at Hillerød fik et gasværk. Helsingør havde allerede fået sit gasværk nogle år tidligere til stor gavn for byen og dens borgere. Men da byrådet i Helsingør forudså, at indenrigsministeriet, der skulle give den endelige tilladelse, ville sige nej til et kommunalt ejet gasværk, valgte man at overlade anlæg og drift af gasværket til det private aktieselskab Det Danske Gasværk Compagni. Indenrigsministeriets forbehold skal næppe tolkes som statslig modvilje mod fornyelse og udvikling. Men Danmarks økonomi led stadig efter omkostningerne ved krigene i 1848/50 og i Samtidig var eksportindtægterne stærkt formindsket ved tabet af hertugdømmerne Slesvig og Holsten, der var storleverandører af korn og kvæg til dansk landbrugseksport. Staten var derfor tilbageholdne med at tillade anlæg i byerne, der kunne forpligtige den offentlige økonomi. Pengene skulle i stedet bruges til udvikling af infrastrukturen - jernbaner, veje og havne. Gasværket planlægges Da Hillerød også forventede et nej fra Indenrigsministeriet, valgte man at udskyde beslutningen indtil marts 1868, hvor det kommunale selvstyre trådte i kraft. Så den 20. marts offentliggjorde borgerrepræsentationens formand, købmand Carl M. Møller et allerede udarbejdet forslag om at opføre et kommunalt ejet gasværk. Forslaget var vedtaget i borgerrepræsentationen med alle stemmer mod en. Umiddelbart efter afstemningen blev det besluttet at nedsætte et gasværksudvalg, der skulle føre det overordnede tilsyn med opførelse af værket og den senere drift, og udvalget fik officielt navnet Hillerød Gascommitee. I daglig tale blev det aldrig omtalt som andet end gasværksudvalget. Det kom til at bestå af alle de byrådsmedlemmer, der havde stemt ja, og som formand valgte man købmand Møller. Gasværket bliver en realitet Købmand Møller havde allerede i 1866, efter aftale med det tidligere byråd alias den nye borgerrepræsentation, kontaktet civilingeniør Thorning og forelagt ham planerne. Thorning, der gennem årene havde tilegnet sig en stor erfaring med opførelse og drift af gas-

3 NoMus 11 Amtstidende. I annoncen stod: Ved Hillerød Gasværk vil blive at ansætte en Værkmester eller Bestyrer. Dennes lønning vil formodentlig blive ca. 300 Rigsdaler årligt foruden fri Bolig, Brændsel og Lys. Andragende om denne post vil være at indgive til Gasværkscomiteen inden 8 Dage. Stillingen blev besat af Vilhelm Hildebrand, og da gasværket var bygget færdigt, og produktionen kørte tilfredsstillende, overlod civilingeniør Thorning den daglige ledelse til Hildebrand. Ud over Hildebrand var der fastansat to arbejdsmænd, og i vinterhalvåret, hvor gasværket kørte på højeste produktivitet, blev der antaget yderligt et par arbejdere. Fig. 2. I begyndelsen af 1900-tallet blev gasværket udvidet af flere omgange for at dække efterspørgslen af husholdningsgas. I 1907 blev der opført en ny gasbeholder, der kunne rumme 3000 kubikmeter. Ukendt fotograf. værker, påtog sig opgaven. Samtidig havde det gamle byråd også fundet en passende grund til gasværket bag Slotsgade og lavet en aftale med stationsforstander Johan Schotmann vedrørende transport og oplagring af kul. Thorning arbejde videre med projektet og havde en plan færdig til godkendelse i gasværksudvalget få dage efter den officielle henvendelse. Og da udvalgets godkendelse nu var en formsag, fik Thorning straks grønt lys til at sætte arbejdet i gang. I projektet havde Thorning garanteret, at anlægssummen ikke ville overstige rigsdaler (ca kr.) samt, at gasværket kunne sættes i drift i løbet af samme efterår. Der ansættes personale Samtidig med at byggeriet blev påbegyndt, søgte gasværksudvalget efter personale i Frederiksborg Gadelys Thorning holdt som lovet tidsfristen og anlægsudgifterne blev holdt inden for de budgetterede rigsdaler, penge som kommunen havde lånt i Frederiksborg Amts Spare- og Laanekasse. Gasværket var nu klar til at sende gas ud i nettet til forbrugerne. Indtil Hillerød fik sit gasværk, blev gaderne oplyst af tranlamper, der stod på træpæle rundt om på gaderne. Tranlamperne gav kun en dårlig gadebelysning, og de stank fælt, når de var tændte. Det gav anledning til en konstant strøm af klager til kommunen, og det var endnu et incitament til, at Hillerød fik et gasværk. Da gasværket var sat i drift, kom der lys Fig. 3. Gasværket fotograferet fra Frederiksgade i Foto: Lokalhistorisk arkiv, Hillerød.

4 12 NoMus i de 62 gadelygter, som kommunen havde opstillet, fortrinsvis i Slotsgade, på Torvet og i Helsingørsgade. Nu forventede kommunen, at klagerne om den dårlig og stinkende gadebelysning stoppede. Men det gjorde de ikke. Nu klagerne borgerne over, at der var for få gadelygter, og at de lyste for svagt. Klagerne var måske ikke helt uberettiget, da gadelygterne kun blev tændt i vinterhalvåret. I de følgende år blev gasnettet udvidet, og efterhånden som udbygningen skred frem, opstillede kommunen gadelygter i samtlige gader og førte stikledninger hen til gadens ejendomme. Så i løbet af få år var samtlige gader i Hillerød forsynet med gas. Gasværkets største kunde var i flere år kommunen selv. Man brugte gassen i de kommunale bygninger og til gadebelysning. Men i 1909 fik Hillerød et elværk, der blev bygget i samme område som gasværket, og i de efterfølgende år blev gaslyset erstattet af det hvide lys, som det nye elektriske gadelys blev kaldt. Selv om gasværket mistede leverancen af gas til gadebelysning, gik det ikke ud over indtjeningen. De manglende indtægter blev hentet ind ved det stigende salg af gas til Hillerøds husholdninger. Kogegas Da gasværket i 1868 begyndte at sende gas ud i ledningerne, havde 105 husstande allerede fået indlagt gas. Mange husmødre, de mere velhavende, valgte at udskifte komfuret i køkkenet med gasapparater. Men da fruerne næppe selv deltog i madlavningen, var det vel mest for at vise omverdenen, at man tilhørte det bedre borgerskab. Ud over gas i køkkenet valgte mange husstande, stadigvæk de mere velhavende, også at bruge gassen til oplysning. Man blev fri for stearinlys og petroleumslamper. Man tændte bare for blusset. Der gik dog ikke længe før, at også menigmand fandt ud af fordelene ved gas, og efterhånden som gasværket udbyggede nettet, havde samtlige ejendomme i Hillerød mulighed for at få indlagt gas. Gasmotor Dampmaskinen var absolut en af de afgørende faktorer for den industrielle udvikling i 1800-tallet. Men dampmaskinen var pladskrævende og dyr i både anskaffelse og i drift, så den egnede sig ikke til mindre industri- og håndværksvirksomheder. Gasmotoren, der kom på markedet i erne, løste delvis problemet for disse virksomheder. Gasmotorerne kunne leveres i forskellige størrelser med forskellig ydeevne, så de passede til den enkelte virksomhed. Der findes ikke umiddelbart beretninger om virksomheder i Hillerød, der brugte gasmotorer. Men i gasværkets regnskaber var salget af motorgas opført som en selvstændig post. Det kan ikke udelukkes, at Nordsten, ud over dampmaskine, også brugte gasmotorer på nogle af fabrikkens mindre værksteder. Imidlertid ved vi, at Nordsten senere fik indlagt gas til lys på fabrikken. Arbejderne blev glade for den bedre belysning, og det forøgede produktionen. Fig. 4. Gasproduktionen stoppede i 1973, og nedrivningen af gasværket blev påbegyndt umiddelbart efter. Foto: Lokalhistorisk arkiv, Hillerød.

5 NoMus 13 Økonomien Gasværksbestyrer Hildebrandt var sin løn værd. Da det første regnskabsår var afsluttet, viste det sig, at han havde skaffet Hillerød en god indtægtskilde. Regnskabet viste et driftsoverskud på 920 rigsdaler, så man både kunne betale renter og afdrage på gælden. I de efterfølgende år lykkedes det også Hildebrand at forøge gasproduktionen med 25 % uden nævneværdige udgifter for kommunen. Det honorerede gasudvalget med en lønforhøjelse på 100 rigsdaler om året. Hildebrand trak sig tilbage i 1875, og han blev afløst af Jens Pedersen. Gasværket udvider og moderniserer I 1875 kunne gasværket knapt producere gas nok til den stigende efterspørgsel. I 1868 var der opsat 105 gasmålere, men i 1875 var tallet mere end fordoblet samtidig med, at der var opsat gadelamper i stort set alle Hillerøds gader. For at dække efterspørgslen begyndte Jens Pedersen straks efter sin tiltrædelse at modernisere og udvide gasværket. Hillerøds ældste industrikvarter De første årtier blev kullene til gasværket kørt fra oplagspladsen ved banen ad Slotsgade og Gasværksvej (nu Frederiksgade). Men i 1895 begyndte man at anlægge Frederiksværksbanen, og samtidig bekostede kommunen et stikspor hen til gasværket. Sammen med København Hillerød banen og Frederiksværksbanen blev jernbanerne hurtigt et vigtigt omdrejningspunkt i den efterfølgende industrielle udvikling i Hillerød. Efter gasværket, der var Hillerøds første kommunale forsyningsværk, fulgte vandværket i 1899 og elværket i Men det var ikke kun kommunen, der byggede i området bag Slotsgade. I slutningen af 1800-tallet besluttede Peder Nordsten, at nu var tiden kommet til en udvidelse af fabrikken, hvis produktionen fortsat skulle følge med efterspørgslen. Peder Nordsten var Fig. 5. Gasmønt H G med Hillerøds byvåben. Til mønten knytter der sig den sjove lille historie, at den, mens denne artikel blev skrevet, blev fundet på kældergulvet i Frederiksgade 9, en af Teknisk Forvaltnings gamle bygninger. en forudseende mand. Han havde allerede opkøbt grundene bag fabrikken til udvidelsen. Under projekteringen og anlæg af Frederiksværksbanen, blev der taget hensyn til den kommende udvidelse af Nordstens fabrik, der ville blive banens største kunde. Senere kom Hviids Maskinfabrik og Svineslagteriet til, og de skulle alle, lige som de kommunale værker, bruge kul enten til fyring i dampmaskinerne eller til metalstøbning. Og kullene blev fragtet af banerne. Gasværket lukker Gasværket eksisterede i mere end hundrede år. Men udviklingen overflødiggjorde efterhånden gasværket. Der var ikke længere den samme efterspørgsel. Elektriske komfurer erstattede gasapparaterne, og oliefyr erstattede kakkelovne og koksfyr. Så kommunen valgte at nedlægge gasværket i Gasværksgrunden blev senere afhændet og indgår nu som en del af Slotsarkadernes udvidelse i Kilder og litteratur Baunegaard, Kirsten. (2006) Hillerød Jarlmark, Niels (2009). By og byliv - en beretning om Hillerød i årene op til Grundloven i NoMus 2. Jarlmark, Niels (2009). Johan Julius Vosbein. NoMus 3. Lange, J. O. (1932). Dansk Gasværks Historie. Referater fra Frederiksborg Amtstidende (1868).