Muslimske kvinder i Europa

Transkript

1 Muslimske kvinder i Europa Følgende er en kronik fra Politiken (13. feb. 2006) Lande som Saudi-Arabien, Pakistan og Nigeria er diktatoriske magtstrukturer uden forbindelse til islams religiøse tekster. Hizb-ut-Tahrir vil føre diskussionen om kvinder og islam ind i det nye århundrede Af Nazreen Nawaz Nawaz er læge og repræsentant for Hizb-ut-Tahrir i Storbritannien. Journalisten Minette Marrin skrev engang følgende i den britiske avis The Times:»Hijaben (de muslimske kvinders hovedtørklæde, red.) udgør en alvorlig udfordring for Vesten. Tørklædet udfordrer vores forestillinger om, hvad der er vigtigst i vores kultur og tester grænserne for vores tolerance. Det er et let genkendeligt tegn på en trosretning, hvor kvinden er manden underlegen«. Udbredelsen af tørklædet og den muslimske kvindes klædedragt i Vesten er formentlig et af de synligste tegn på islams fremgang i Europa. Fra London over Paris til København kan man ikke undgå at bemærke, at stadig flere muslimske kvinder vælger at bære hijab og jilbab (en slags kappe, der dækker hele kroppen, red.). Det er tegn på, at muslimske kvinder genfinder deres islamiske rødder, værdier, ideologi og identitet og afspejler også, at et stigende antal kvinder konverterer til islam over hele Europa. Som det fremgår af citatet ovenfor, opfatter mange mennesker tørklædet som andet og mere end en beklædningsgenstand. Det repræsenterer en tro og en ideologi, der kuer og undertrykker kvinder, en tro, hvor kvinder er mændene underlegne, usynlige i samfundet, andenrangsborgere uden politisk stemme eller uddannelsesmæssige og økonomiske rettigheder. I mange europæiske lande har den muslimske kvinde i årtier været selve billedet på global kvindeundertrykkelse. Hun er blevet opfattet som uuddannet, ureflekteret, tilbagestående og analfabet. Dette stereotype og fuldstændig misforståede syn på den muslimske kvinde og hendes status inden for islam har øvet stor indflydelse på tilværelsen for mange muslimske kvinder bosiddende i Europa. Jeg husker mange episoder, som jeg - en muslimsk kvinde, der bærer hijab og jilhab - har været udsat for under mit arbejde som læge på forskellige hospitaler i Storbritannien. Jeg har mange gange hørt bemærkningen,»hvor taler du godt engelsk«, når jeg har talt med patienter, eller»mange tak, men hvornår kommer lægen?«. Da jeg engang var på nattevagt på en skadestue, fik jeg en patient ind med et ret dybt sår på armen, som skulle behandles og sys. Da han sammen med en sygeplejerske kom ind i undersøgelsesrummet, udbrød han:»det er ikke for at være uhøflig, men hende der vil jeg ikke behandles af!«. Patienten afviste blankt at lade sig tilse af mig. Han kom dog hurtigt på andre tanker, da han fandt ud af, at der ikke var andre læger end mig på skadestuen den aften. De muslimske kvinders klædedragt har fået mange betegnelser klæbet på sig:»den er et udtryk for ekstremisme«,»den afspejler en militant mentalitet«, eller»der er noget aggressivt ved hijaben«, som den franske præsident, Jacques

2 Chirac, har formuleret det. Alain Destexhe, en belgisk senator, har kommenteret samme tørklæde således:»denne verdens konflikter bør ikke slæbes med ind i klasseværelset«. Det har ofte undret mig, at fremtrædende politikere kan slippe af sted med at betegne et stykke stof som aggressivt. Måske tror de, at vi gemmer Iraks masseødelæggelsesvåben under tørklædet! Andre har hævdet, at tørklædet er en trussel mod selve grundlaget for deres sekulære stater. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det siger om tørklædet, men hvad siger det egentlig om en stats styrke og ikke mindst om en ideologi, der føler sig truet af en kvadratmeter tekstil? Disse forkvaklede opfattelser af islam, kvinder og den muslimske kvindes klædedragt har gjort mange muslimske kvinder i Europa til ofre for fordomme og diskrimination: piger, der bliver forment adgang til deres skoler, fordi de bærer hijab og jilbab. Det gælder for eksempel Shabina Begum i Storbritannien, der blev smidt ud af skolen, fordi hun bar jilbab, og som derfor mistede to års vigtig skolegang. I flere tyske delstater er lærere med tørklæde blevet forbudt at undervise. Kvinder er også blevet fyret fra deres job, som det skete for Najla Ainouz i Danmark. Hun fik ikke lov til at beholde sit job i Føtex, fordi hun bar tørklæde. Og i Frankrig har læger ligefrem afvist at behandle kvindelige patienter med tørklæde. Muslimske kvinder er blevet udsat for islamfjendske angreb i flere europæiske lande. De er blevet overfuset, spyttet på, har fået deres tørklæde revet af, de er blevet overhældt med alkohol og endda stukket ned. Disse opfattelser af muslimske kvinder er blevet bekræftet, bevaret og udbredt af flere vestlige regeringer og har givet selv samme regeringer mulighed for at indføre uhyre strikse love, for eksempel forbuddet mod at bære tørklæde i skoler og offentlige bygninger. Disse love har været med til at gøre muslimske kvinder til andenrangsborgere i Europa, hvad angår sikring af grundlæggende rettigheder om eksempelvis religionsfrihed og adgang til uddannelse. Det giver mindelser om den religiøse intolerance, som tidligere herskede i kommunistiske lande. Muslimske kvinder er blevet tvunget til at træffe nogle valg: din religion eller din ret til uddannelse? Din religion eller din ret til lægebehandling? Din religion eller dit levebrød og job? Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol blåstemplede i november Tyrkiets forbud mod at lade muslimske kvinder med hovedtørklæde komme ind på landets universiteter. Domstolens kendelse faldt i en sag anlagt af den tyrkiske studerende Leyla Sahin, der i 1998 blev nægtet optagelse på lægestudiet ved universitetet i Istanbul, fordi hun bar tørklæde. Kendelsen gør det i praksis lovligt at udsætte muslimske kvinder i Europa for religiøs diskrimination. Det skaber en farlig præcedens og giver juridisk ammunition til de øvrige europæiske stater, der ønsker at forbyde muslimske kvinder at komme ind på universiteterne. Dette vil lægge en dæmper på ambitionerne hos tusinder af muslimske kvinder over hele Europa, der både ønsker sig en højere uddannelse og at følge deres religion.

3 Domstolen begrundede sin afgørelse med, at den i kendelsen anerkendte Tyrkiets bestræbelser på at sikre kvinders grundlovssikrede rettigheder. Men når det gælder kvinder, der følger islamiske værdier, er det åbenbart i orden at krænke deres rettigheder. Med tanke på den megen diskussion om ligestilling og kvinders rettigheder er det besynderligt, at domstolen ikke anerkendte en kvindes grundlæggende ret til at få en uddannelse og samtidig leve i overensstemmelse med sin religiøse overbevisning. Det er muligt, at domstolen med sin kendelse ønskede at beskytte kvinder mod 'tørklædets undertrykkelse'. Jeg har altid haft vanskeligt ved at forstå et argument, der forbinder undertrykkelse med et stykke stof eller antager, at kvindens frigørelse og bidrag til samfundet skulle afhænge af, hvor meget hud hun viser omverdenen. Misforståelserne omkring den muslimske kvinde og de uhyrlige foranstaltninger, som flere europæiske regeringer og deres sekulære institutioner har truffet, bidrager hverken til at styrke fællesskabet eller forbedre harmonien i samfundet. Der er ellers hårdt brug for begge dele i disse vanskelige tider. De er tværtimod med til at øge den islamofobi, der hersker i en række lande, og udstøde og isolere den muslimske befolkning yderligere i forhold det øvrige samfund ved at lovliggøre religiøs diskrimination og blåstemple en dobbeltmoralsk forvaltning af rettigheder. Muslimske kvinder ønsker at bidrage positivt til de vestlige samfund som læger, lærere og forretningskvinder. Vi ønsker at spille en aktiv rolle i arbejdsstyrken, økonomien og det politiske liv i de vestlige lande. Og det er ikke islam, men derimod flere vestlige regeringers handlinger og lovgivning, der har hæmmet de muslimske kvinders deltagelse i det offentlige liv i vestlige lande og reduceret dem til andenrangsborgere. Der er ikke brug for forbud mod muslimske kvinders tørklæde og klædedragt, men derimod for åbenhed, dialog og debat mellem forskellige befolkningsgrupper og i medierne for at skabe dybere indsigt i kvinders stilling inden for islam og aflive de myter, der hersker om muslimske kvinders beklædning. Der er brug for en diskussion om, hvordan man kan løse de generelle problemer, der rammer kvinder i vores samfund - muslimske som ikke-muslimske - fra hustruvold og voldtægt over sexchikane til diskrimination på arbejdspladsen.. Intolerance og frygt udspringer af uvidenhed og kan udryddes gennem den forståelse, som samtale afføder. Som kvindelige medlemmer af Hizb-ut-Tahrir er det netop denne form for debat, som vi forsøger at skabe med det øvrige samfund - at skabe forståelse for det egentlige kvindesyn og kvinders virkelige rolle inden for islam. Hvordan ser islam så på kvinden? I et af profeten Muhammeds ordsprog hedder det:»verden og alle ting i verden er dyrebare, men det mest dyrebare i verden er en dydig kvinde«. Islam betragter kvinden - uanset om hun er muslim eller ikke-muslim - som en pryd, der skal beskyttes. Islam kræver, at enhver mand betragter kvinden på denne måde og behandler hende derefter og ikke ud fra sine egne luner og lyster. Og sådan fortjener enhver kvinde, uanset om hun er muslim eller ej, at blive behandlet. Men i de kapitalistiske lande, hvor profitten regerer over folket, er der klæbet et prisskilt på kvindens ære. Det drejer sig om lande med en blomstrende pornoindustri, hvor prostitution er udbredt, hvor selv voldspornografi - der skal vække lyst ved at vise mishandling og tortur af kvinder - er blevet et underholdende tidsfordriv for mange mænd og har affødt mord. Det er for eksempel gået ud over Jane Longhurst, der for nylig blev kvalt og voldtaget af en mand, som havde tilbragt timer med

4 at kigge på den slags billeder. Kort sagt er kvindens ære blevet et ligegyldigt offer for kapitalismens pengemaskine. Det har givet mange kvinder - muslimske som ikke-muslimske - den opfattelse, at kvindens status egentlig ikke er blevet bedre i de sekulære lande i Vesten på trods af 150 års retorik om ligestilling, jobskabelse og mere politisk indflydelse for kvinder. David Wilson, professor i kriminologi ved University of Central England i Birmingham, rejste et interessant spørgsmål i en artikel i avisen The Guardian for nylig. Artiklen handlede om den britiske regerings forslag om at forbyde besiddelse af voldspornografi fra internettet. Han skrev:»vi bliver nødt til at forholde os til efterspørgslen på billeder af mishandling og vold på internettet og ikke blot til udbuddet af sådanne billeder«. I oplyste og civiliserede samfund er det klart, at vi må forholde os til, hvad denne efterspørgsel udspringer af. Det er klart, at vi nu må stille vanskelige, men vigtige spørgsmål om nogle af de værdier, der findes i sekulære demokratier, og om disse værdiers konsekvenser for samfundet. Har værdier som personlig frihed og ytringsfrihed givet mænd mulighed for at betragte og behandle kvinden i henhold til deres egne lyster og for at udnytte hendes skønhed til at tjene penge? Har den uregulerede manipulation af det seksuelle instinkt gennem æggende plakater, reklamer, tidsskrifter og underholdningsindustriens produkter bidraget til den voksende bølge af seksuel vold mod kvinder? Alene i Storbritannien bliver kvinder voldtaget hvert år, og over halvdelen af alle kvinder på arbejdsmarkedet har været udsat for sexchikane. I USA bliver en kvinde udsat for seksuelle overgreb hvert andet minut. Det kan umuligt være en acceptabel norm. Kvinden har fortjent bedre. Diskussioner om det passende og gavnlige i at have den slags værdier i et samfund udløser ofte instinktiv modstand. I de vestlige samfund har disse værdier i årtier været ukrænkelige og betragtet som en vaccine mod undertrykkelse fra staten og samfundet. Det er måske på tide, at vi begynder at overveje, hvorvidt denne vaccine er blevet selve den gift, der har forpestet de samfund, vi lever i. Hvad angår kvinders status og rettigheder inden for islam, taler de islamiske tekster deres klare sprog: Islam forbyder enhver form for vold mod kvinder, hvad enten der er tale om æresdrab, tvangsægteskaber eller hustruvold. Islam sikrede kvindens økonomiske og politiske rettigheder for år siden, herunder hendes ret til at handle, investere sine midler, eje privat ejendom, drive forretning, leje ejendom, ernære sig som arbejdsgiver og arbejdstager og deltage i valgprocessen, når den islamiske stats leder skal udpeges. Islam har forpligtet kvinden til at spille en aktiv politisk rolle i det samfund, hun lever i. Islam har forpligtet staten til at give mænd og kvinder adgang til gratis uddannelse og lægehjælp som grundlæggende rettigheder, der nydes uden diskrimination. Islam har defineret en offentlig rolle for kvinden og også defineret regler, der sætter hende i stand til at udfylde den i trygge omgivelser, hvor hun omfattes med respekt. Det opnås ved at realisere islams sociale system, der regulerer forholdet mellem mænd og kvinder i samfundet. Grundlaget for dette system er, at man sætter mænd og kvinder i stand til at påvirke hinanden og samarbejde om at skabe et produktivt og velstående samfund, samtidig med at begge parters ære sikres. De islamiske krav til påklædning, begrænsningen af det sociale samkvem mellem kønnene, forbuddet mod hor og utroskab er eksempler på regler, der beskytter både mandens og kvindens ære og dyd. Seksuelle forhold og det, der fører til dem, er begrænset til ægteskabet. Hvad ville det så betyde for kvinden i det offentlige liv? Som læge, ingeniør eller forsker ville hun være i stand til at arbejde effektivt uden at opleve chikane fra samfundet. Hun ville kunne søge beskæftigelse baseret på sine

5 kvalifikationer og færdigheder og ikke på sit udseende. Hun ville kunne uddanne sig, drive handel og rejse i trygge omgivelser. Denne beskrivelse passer tydeligvis ikke på virkeligheden i den muslimske verden i dag - tag blot lande som Saudi- Arabien, Pakistan, Iran og Nigeria. Men de er eksempler på diktatoriske kongedømmer eller præstestyrer, hvis magtstruktur ikke har nogen forbindelse til de islamiske tekster. Beskrivelsen ville derimod passe på kvinders status i en islamisk kalifatstat, hvis forfatning, lovgivning, principper og værdier udelukkende var baseret på islamiske kilder. Afslutningsvis er det på sin plads at konkludere, at ingen tænkende, intelligent person bør lade sig vildlede af de forældede myter om kvinder og islam - at kvinderne er undertrykte, mishandlede og kuede. Er det ikke på tide, at vi sætter os ud over disse klichéer og fører diskussionen om kvinder og islam ind i det 21. århundrede? Nazreen Nawaz Den kvindelige repræsentant for Hizb ut-tahrir i England