Af Mogens Stendal, tidligere landskonsulent for kødkvægsracerne

Transkript

1 Telefonopkald startede det hele Af Mogens Stendal, tidligere landskonsulent for kødkvægsracerne Det var mørkt udenfor en sen eftermiddag i november Lysene var også slukket på de fleste kontorer på Landskontoret for Kvæg i Skejby. Jeg var ved at pakke sammen, da telefonen ringede. Arturo Casali fra Norditalien var i røret for at høre, om han kunne købe jerseykvier i Danmark. Dansk Jersey havde i nogle år mærket en betydelig interesse fra støvlelandet for import af Jersey. Jeg var på det tidspunkt landskonsulent for Dansk Jersey, så det var naturligt, han ringede til mig. Vi fik en god snak om mulighederne og aftalte, at Casali skulle komme til Danmark for at se og købe jerseykvier. Da vi havde aftalerne om et besøg på plads, spurgte jeg, om han tilfældigvis kendte noget til Piemontese. Åh, jo, foruden et stor besætning med Holsteinkøer ejede han en tyrestation, COFA., hvor han blandt andet havde Piemontese-tyre, og han havde gode forbindelser til avlere i regionen Piemonte, hvor der næsten kun var den slags kvæg. Se, dette telefonopkald skulle vise sig at blive den egentlige start på den allerførste import af Piemontese til Danmark i 1989 altså året efter. Kødkvægssnak på Landskontoret Et par år forinden var jeg også landskonsulent for alle kødkvægsracer, og da jeg i 1987 købte et landbrug, hvor jeg gerne ville hygge mig med lidt kødkvæg, vurderede jeg frem og tilbage hvilken race, det skulle være. Nu havde jeg samarbejdet med alle daværende racer i Danmark, og jeg ville derfor helst ikke vælge den ene af disse racer frem for en anden. I kødkvægssektionen havde jeg haft agronom Bent Juul Nysom som medarbejder. Han havde selv en besætning af Charolais, men over en kop kaffe drøftede vi af og til mulighederne med en ny race! Vi var noget optaget af Piemontese, for når vi ville have kødkvæg, skulle der også helst være kød på dem!! Arturo Casali forklarer entusiastisk under en studietur for Dansk Kvægs bestyrelse til Italien i I baggrunden Dansk Kvægs næstformand, Christian Lund, og formand Peder Philip. Foto: Mogens Stendal

2 Over for forskellige kvægfolk luftede vi muligheden for en import af denne kødfulde race, og der var også skriverier i medierne. Ret hurtigt viste der sig en bred interesse for racen, men også for at købe avlsdyr, hvis der blev en import. Pudsigt nok var der blandt de interesserede en del fremtrædende jerseyavlere. Avlsforening dannet I juli 1989 indkaldte jeg interesserede til et orienteringsmøde og en efterfølgende stiftende generalforsamling, hvor Avlsforeningen for Piemontese Kvæg i Danmark blev dannet. Både Bent Juul Nysom og jeg blev valgt ind i bestyrelsen, og jeg blev valgt som formand. Men det holdt ikke længe. Landsudvalget for Kvæg fortalte os i pæne, men klare vendinger, at som ansat rådgiver på Landskontoret var det uforeneligt også at bestride folkevalgte opgaver, og vi kunne således ikke sidde i bestyrelsen for en kvægraceforening. Vi trak os begge straks fra bestyrelsen. Det havde nok været klogt at spørge, inden vi lod os opstille! Opkøb i Italien Landbrugspressen skrev flinkt om interessen for den nye race. Nogle mente med rette, at vi vist havde kødkvægsracer nok i Danmark, og repræsentanter for nogle af de andre kødkvægsracer var ikke videre begejstrede for udsigten til endnu en konkurrerende race. Annelise Stendal med den første import af kvier i karantæne, efteråret Foto: Jens Anker Tvedebrink, Midtjyllands Avis Men blandt de 34 medlemmer af avlsforeningen var der stor interesse for køb af dyr. Derfor sendte den nydannede forening Bent Juul Nysom og jeg til Italien for at købe kvier, i det 17 medlemmer gerne ville købe en eller flere kvier. Der var bestilling på i alt 35 kvier. At finde kvier, der kunne eksporteres til Danmark var lettere sagt end gjort. Kvierne skulle opfylde nogle umiddelbare veterinære krav, og efterfølgende viste det sig, at ingen af de dyr, vi havde købt, opfyldte alle betingelser. Så måtte vi af sted igen. Denne gang havde vi endnu tydeligere præciseret de veterinære krav over for italienerne, så vi ikke skulle besøge besætninger, som slet ikke levede op til de danske importkrav. Dyrene måtte blandt andet ikke være vaccineret mod mund- og klovesyge og heller ikke mod IBR. Derfor gik vi efter

3 forholdsvis unge dyr. Vi fandt og købte med møje og besvær 21 kvier. Den italienske raceforeningen nedlagde imidlertid forbud imod, at to af kvierne blev eksporteret. Udadtil hed det sig, at "det italienske avlsarbejde ikke kunne undvære de to kvier". Den reelle begrundelse kender jeg ikke... De 19 kvier blev indsat i dansk grænsekarantæne den 28. september Efter fire uger skulle de i endnu en karantæne, eventuel hos de enkelte, nye ejere, men de måtte i karantæneperioden ikke komme i kontakt med andre dyr. De importerede dyr skulle igen testes for IBR, inden de kunne indsluses med andre dyr hos de nye ejere. Godt halvdelen kom i karantæne på min ejendom, i det mine øvrige dyr fortsat var på græs og dermed adskilt fra de importerede dyr. Under opkøbet i Italien besøgte vi besætninger med 20 til 120 køer. Alle kalve blev taget fra moderen straks efter fødsel. Alle køer var på stald, og det var almindeligt, at de blev malket, mælken sendt på mejeriet og anvendt til osteproduktion. Køernes gennemsnitsydelse var kg mælk med 4,0 procent fedt og 3,4 procent protein. I alle besætninger var køerne i en foderstand, der umiddelbart ikke henledte tanken på dyr af kødkvæg. Men når vi kom i ungdyrstalden, blev vi imponerede. Ungtyrene så fantastisk ud og var særdeles muskuløse. Alle kalve var runde og trivelige. Kalvene gik mange sammen i store flokke, og vi gik blandt dem i boksene for at finde lige netop dem, vi gerne ville købe. Her blev vi i alle besætninger imponerede over kalvenes rolige temperament det var faktisk ikke til at gå i fred for dem! Vi besøgte Piemonteseforeningens individprøvestation, og på raceforeningens hovedkontor fik vi forklaret racens avlsprogram. Direktøren for raceforeningen, Vittorio Faroppa, inviterede på fin middag, men vi kunne godt fornemme, at Dino Pellegrino og Arturo Casali ikke var "deres-kop-te"! Men det vidste vi godt inden besøget hos Faroppa, for Dino og Arturo havde ikke lagt skjul på deres mening om raceforeningen og dens metoder. Det er i Italien som blandt andet i Frankrig og Belgien, at de nationale raceforeninger har stor indflydelse og magt. Raceforeningen bestemmer næsten, hvilke avlere, der må sælge hvilke dyr, til hvem og til hvilken pris...! Det er måske her, vi skal finde forklaringen på, at to af de kvier, vi havde købt, alligevel ikke måtte komme til Danmark? Åbent-hus med ny race Den sidste weekend i november 1989, lige inden kvierne i karantæne kunne sluses ud i besætningerne, arrangerede Avlsforeningen åbent-hus på min landejendom,

4 hvor 10 af de importerede kvier var samlede i en fælles karantæne. I mellemtiden havde en af kvierne desværre brækket et ben, da den i kådhed sprang rundt og trådte forkert. Avlsforeningen skønner, at der i løbet af weekenden var 400 interesserede på besøg. De fik alle et rigtigt godt indtryk af denne nye kødkvægsrace i Danmark. Foreningens ledelse var til stede hele weekenden. Fra Italien var Arturo Casali og Dino Pellegrino kommet og kastede hele weekenden glans over arrangementet. De havde medbragt og sponsoreret vin fra Piemonte-regionen samt italienske oste, fremstillet af mælk fra piemontesekøer. Populære smagsprøver! Inden weekenden havde vi haft travlt med at gøre klar til arrangementet. Dyrene skulle også lige finpudses. Jeg fik hjælp af daværende formand for Herefordforeningen, Jens Chr. Andersen, som jeg i det daglige havde et tæt og godt samarbejde med. Han skulle blandt andet klippe dyrene, hvis der var nogle strittende hår. Jens Chr. var ret imponeret: Tænk, han skulle ikke engang binde kvierne op. De gik alle i løsdriften, og den enkelte kvie stod bom-stille, når han nærmede sig for at klippe det, der skulle klippes. Fordeling af dyr Avlsforeningen fastsatte købsprisen pr. dyr til kroner, alt inklusive. Fordelingen af dyr skete ved lodtrækning, og den fremgangsmåde var der generelt tilfredshed med blandt de nye/kommende ejere. Men der var naturligvis forskelle i dyrenes kvalitet, og nogle kunne godt mene, at andre havde fået bedre dyr... Der blev i første omgang kun et dyr til hvert medlem. Selv fik jeg dog tre kvier, i det jeg inden opkøbet havde byttet en jerseykvie af rigtig god afstamning med to piemontesekvier, som Dino Pellegrino skulle levere. I forbindelse med opkøbet i Italien havde jeg udvalgt disse to kvier, mens den tredje indgik i den almindelige udlodning. Det var nok ikke alle, der mente, det var rimeligt, at min byttehandel med jerseykvien skulle være en del af denne første import, men avlsforeningens bestyrelse havde godkendt fremgangsmåden. Straks efter den første bestyrelses konstituering måtte Bent Juul Nysom og jeg som nævnt trække os fra bestyrelsen efter påbud fra Landsudvalget. Men vi var fortsat med i aktiviteterne, blandt andet ved opkøb i Italien og ved derefter at eje dyr. Det havde Landsudvalget på dette tidspunkt ikke sagt var forbudt.

5 Men det faldt nogle for brystet, at vi var involverede, blandt andet to fremtrædende kødkvægsavlere i Vendsyssel. De skrev til Landsudvalget for Kvæg for at høre, om det kunne være rigtigt, at ansatte på Landskontoret på den måde kunne være aktive ved import af og avl med dyr. "Via vores job på Landskontoret havde vi jo nem adgang til en række kontakter, og der kunne være andre fordele...!" Landskontorets ledelse måtte forholde sig til henvendelsen fra Vendsyssel og den kritik, andre måtte have fremsat. Det korte af det lange blev, at jeg blev indkaldt til et møde, hvor Det faglige Landscenters øverste ansatte ledelse ved direktør Frank Bennetzen og chefkonsulent Henrik Nygaard samt formanden for Landsudvalget for Kvæg, Christian Bjerregaard, gav mig to valgmuligheder: 1. Jeg kunne beholde mine renracede dyr og fratræde mit job på Landskontoret 2. Jeg kunne beholde mit job på Landskontoret og afhænde mine renracede dyr. Foruden de tre piemontesekvier havde jeg tidligere købt to kvier af Belgisk Blåhvidt Kvæg samt tre sortbrogede kvier, der var drægtige med embryoner fra en af kvierne. Men disse dyr var jo ikke nok til, at jeg kunne leve af det, så jeg valgte at beholde jobbet. Men det var en betingelse, at jeg inden fire uger skulle afhænde alle mine renracede dyr + recipienterne, og jeg måtte ikke sælge dyrene med fortjeneste! Nu var jeg langt fra den eneste ansatte på Landscentret, der havde renracede dyr, men Landscentrets/Landskontorets ledelse fortalte mig, at også over for andre ejere af renracede dyr, skulle der "ryddes op"... For Landscentret var det magtpåliggende, at der ikke kunne rejses tvivl om Landscentrets toprådgiveres uvildighed. Det var Landscentrets opfattelse, at mit engagement i Piemontese var for personlig vindings skyld. En sådan opfattelse kan være vanskelig at modbevise selv om den måtte være forkert! Der skete ikke rigtigt mere, for når jeg ser tilbage, var jeg den eneste på Landskontoret, der måtte afhænde de renracede dyr. Min tid med Piemontese blev således meget kort. I årene derefter havde jeg nogle krydsningsdyr, hvor jeg med held satsede på og miksede gener fra Piemontese, Belgisk Blåhvidt Kvæg samt Blonde d'aquitaine. Men sidst i 90'erne, hvor jeg på Landskontoret ikke længere arbejdede direkte med nogen race, brændte jeg fortsat for selv at kunne udføre et reelt avlsarbejde. Valget af race faldt nu på Skotsk Højlandskvæg, og hvis dyrene

6 ikke måtte stå i mit navn, kunne de vel stå i min kones navn? Klog af skade forhørte jeg mig på Landskontoret. Nu var det ikke længere et problem, at de renracede kreaturer stod i mit navn... Så sådan blev det! God vind fremover Avlsforeningen for Piemontese Kvæg i Danmark blev dannet i 1989 og har nu bestået i 25 år. Racen har fået fodfæste i Danmark. Piemonteses potentiale til brugskrydsning bliver dog ikke udnyttet i det omfang, som også jeg dengang så en mulighed for. Held og lykke med de næste 25 år!