Dialogforum Nordjyllands temadag Rammeaftalen og retssikkerhed for den udsatte borger. Hvidbog

Transkript

1 Dialogforum Nordjyllands temadag 2013 Rammeaftalen og retssikkerhed for den udsatte borger Hvidbog

2 Indhold Forord... 3 Program for temadagen... 4 Oplæg vedrørende det politiske og administrative arbejde med rammeaftalerne i Nordjylland... 5 Det politiske arbejde med rammeaftalerne ved Mogens Gade... 5 Det administrative arbejde med rammeaftalerne ved Henrik Aarup-Kristensen Retssikkerhed for den udsatte borger... 6 Retssikkerhed for den udsatte borger ved jurist Susanne Bonde, Hjørring Kommune... 7 Inklusion - et fælles ansvar og et opgør med dem-og-os kulturen ved forsker og psykolog Jens Andersen, University College Nordjylland... 9 Ulighed i sundhed en udfordring for den udsatte borgers retssikkerhed ved professor Jørgen T. Lauridsen, Center for Sundhedsøkonomisk Forskning (COHERE), Syddansk Universitet Borddrøftelser og de fælles temaer Referat af drøftelserne ved bord Referat af drøftelserne ved bord Referat af drøftelserne ved bord Referat af drøftelserne ved bord Referat af drøftelserne ved bord Referat af drøftelserne ved bord Referat af drøftelserne ved bord Referat af drøftelserne ved bord

3 Forord Dialogforum Nordjylland er det regionale forum for dialog mellem de nordjyske kommuner og brugerorganisationerne under Dansk Handicaporganisationer og Skole & Forældre. Dialogforum har til formål at bidrage til åbenhed og debat om de specialiserede social- og specialundervisningstilbud, der stilles til rådighed på tværs af kommunerne. Som led i dette arbejde afholder Dialogforum den årlige temadag om et udvalgt emne inden for området. Temadagen samler brugerorganisationerne, politikere og embedsmænd til en tværgående dialog om udviklingstendenser og erfaringer. Samtidig er dagen en god mulighed for at inspirere hinanden til nye tanker, styrke det fælles netværk og få en social oplevelse sammen. Temadagen i 2014 blev afholdt den 28. oktober 2014 på Hotel Rebild Comwell Sport med ca. 120 deltagere repræsentanter fra brugerorganisationerne, og de nordjyske kommunale og Regionale politikere samt embedsmænd indenfor det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet. Rammen for temadagen var på den ene side en introduktion til det politiske og administrative arbejde med rammeaftalerne, samt et særligt fokus på retssikkerheden for den udsatte borger. I dette dokument gives en sammenfatning af de respektive oplæg og synspunkter, der kom frem i løbet af dagen med det formål at støtte hukommelsen hos deltagerne og samtidig give anledning til refleksion over emnet for alle interesserede.

4 Program for temadagen 9.30 Registrering og morgenbrød Velkomst og oplæg omkring KKR og introduktion til det politiske arbejde med socialområdet ved Mogens Gade, borgmester i Jammerbugt Kommune og formand for KKR Nordjylland Overordnet introduktion til arbejdet med rammeaftalerne i en nordjysk kontekst med fokus på nytænkning og udfordringer på området ved Henrik Aarup- Kristensen, Formand for Den Administrative Styregruppe Statusrunde fra hhv. brugerorganisationer, kommuner og Region om udfordringer på det specialiserede social- og specialundervisningsområde Retssikkerhed for den udsatte borger ved jurist Susanne Bonde, Hjørring Kommune Inklusion - et fælles ansvar og et opgør med dem-og-os kulturen ved forsker og psykolog Jens Andersen, VIA University College Nordjylland Ulighed i sundhed en udfordring for den udsatte borgers retssikkerhed ved professor Jørgen T. Lauridsen, Center for Sundhedsøkonomisk Forskning (COHERE), Syddansk Universitet Introduktion til borddrøftelser Borddrøftelser frokost indtages ved bordene Kaffepause Opsamling i plenum ved bordformænd Dialogrunde/spørgsmål fra salen Afrunding og tak for i dag

5 Oplæg vedrørende det politiske og administrative arbejde med rammeaftalerne i Nordjylland Dagens temaramme var som tidligere beskrevet blandt andet at give en overordnet introduktion til arbejdet med rammeaftalen på området i såvel en politisk som administrativ kontekst, hvilket blev udfoldet i oplæg ved henholdsvis Mogens Gade og Henrik Aarup-Kristensen. Det politiske arbejde med rammeaftalerne ved Mogens Gade Formand for KKR Nordjylland og borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Gade gav indledningsvist et oplæg omkring det politiske arbejde med rammeaftalerne og omkring Socialområdet på tværs af Nordjylland. Et af de overordnede formål med temadagen var netop at få drøftet i hvilken retning de mange aktører på socialområdet ser, at Nordjylland kan/bør bevæge sig hen, og opfordrede deltagerkredsen til en åben og ligeværdig dialog. Mogens Gade udfoldede for deltagerkredsen den rolle som KKR Nordjylland udspiller i den tværkommunale kontekst på særligt socialområdet, men også på andre relevante tværkommunale områder som sundhed, beskæftigelse, infrastruktur, uddannelse, turisme og erhvervsområderne. KKR er særligt optaget af, at sikre at der i Nordjylland er gode og veldrevne tilbud til rådighed for borgere med behov herfor. Samarbejdet på tværs af aktørerne på området er særdeles vigtigt for at det kan sikres, at der altid er gode rammer for udsatte borgere og borgere med handicap i Nordjylland. Dialogen blev fremhævet som et vigtigt parameter for at kunne opretholde de nødvendige og mest specialiserede tilbud i landsdelen, hvilket Det forstærkede samarbejde omkring de mest specialiserede tilbud i Nordjylland er et skoleeksempel på. Med KKRs udpegning af de syv særligt specialiserede tilbud, er der skabt en platform for et gensidigt forpligtigende og udvidet samarbejde omkring disse i tilfælde af at et af tilbuddene skulle blive nødlidende såvel fagligt som økonomisk. Det forstærkede samarbejde er et helt unikt samarbejde, hvor de nordjyske kommuner holder hinanden op på en fælles forståelsesramme af nødvendigheden af disse tilbuds forsatte eksistens. Mange kommuner oplever at socialområdet er under pres, fordi der kommer flere og flere ind i målgrupperne samtidig med at pengene er nogenlunde de samme. Det er et stort dilemma og en stor udfordring for de kommende år. Samtidig er de nordjyske kommuner i al almindelighed under økonomisk pres, så det er heller ikke let at finde flere penge til socialområdet andre steder i budgettet. Se mere i slides fra Mogens Gades præsentation Det administrative arbejde med rammeaftalerne ved Henrik Aarup-Kristensen. Formand for den administrative styregruppe og direktør for sundhed og velfærd i Brønderslev kommune, Henrik Aarup-Kristensen, gav et oplæg med særligt fokus på det administrative arbejde, der ligger forud for de politisk behandlede rammeaftaler. Rammeaftalens udviklingsstrategi sætter fokus på kommunernes ønsker til den faglige udvikling af tilbuddene på det specialiserede socialområde, og har derfor opmærksomhed på faglige områder, der er enighed om har en fælles karakter på tværs af kommunerne og Regionen. Udviklingsstrategien giver også et

6 samlet skøn over behovet for regulering af pladser og tilbud i Rammeaftalen, idet indmeldingerne fra kommunerne og Regionen er med til at give en pejling på om der harmoni mellem udbud og efterspørgsel på pladser inden for det Specialiserede Socialområde og Specialundervisningsområdet. Fokusområder i udviklingsstrategien for 2015 er eksempelvis de to centrale udmeldinger for hhv. voksne med kompleks erhvervet hjerneskade og Børn/unge med alvorlig synsnedsættelse. Endvidere der særligt fokus på sammenhængen mellem socialområdet og beskæftigelsesområdet i Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold har hvert år mulighed for at udmelde et ministertema, der sætter fokus på et særligt udpeget opmærksomhedsområde. I udviklingsstrategien for 2015 er anbragte børn og unges undervisning/uddannelse det særlige tema, og vil derfor være genstand for drøftelse. Rammeaftalens styringsaftale sætter fokus på de konkrete aftaler for de tilbud, hvor der handles pladser mellem kommuner, og mellem Region og kommuner, og er dermed rammeaftalens kapacitets- og økonomistyringsdel. Nogle af de elementer, der behandles i styringsaftalen er udviklingen i taksterne for tilbud samt prisstrukturen for samme. Styringsaftalen har endvidere fokus på hvordan man agerer ved oprettelse/lukning af tilbud/pladser samt på de principper der ligger til grund for evt. indregning af driftsherrens udgifter ved oprettelse og lukning af tilbud aftalt i rammeaftaleregi. Rammeaftalens udviklingsstrategi og styringsaftale har gennem en årrække være opdelt, således at disse har skullet behandles såvel administrativt som politisk ad to omgange i hhv. juni og oktober måned, men med Rammeaftalen for 2016 er dette lovgivningsmæssigt ændret således, at der fremover bliver tale om én samlet behandling af disse, hvilket længe har været et udtalt nordjysk ønske, der nu er blevet indarbejdet som del af den nye bekendtgørelse for rammeaftaler. Se mere i slides fra Henrik Aarup-Kristensens præsentation Efterfølgende de to oplæg var der en kort statusrunde fra hhv. Brugerorganisationerne, Region Nordjylland og kommunerne, i hvilken forbindelse der var særligt fokus på værdien af det forstærkede samarbejde som et udtryk for at samarbejdet på tværs interesser, kommunegrænser og systemer er et skridt i den rigtige retning, samt at lignende modeller med fordel kan undersøges ift. andre områder. Brugerorganisationerne gav udtryk for, at der forsat var udfordringer, og at den åbne dialog parterne imellem er den rette vej frem.

7 Retssikkerhed for den udsatte borger Temadagens anden halvdel var på foranledning af Dialogforums medlemmer dedikeret til et særligt fokus på retssikkerheden for den udsatte borger, hvor deltagerkredsen fik muligheden for at drøfte, på tværs af de givne tilknytningsforhold, retssikkerhedsbegrebet set i relation til den udsatte borger. Dette blev i praksis udfoldet på baggrund af tre oplæg med fokus på henholdsvis retssikkerhed for den udsatte borger i en juridisk terminologi, inklusionsbegrebet set fra en forskningsmæssig vinkel samt ulighed i sundhed gengivet ved en række determinanter ligeledes i en forskningsmæssig kontekst. Idet følgende gives resumeer af de respektive oplægsholderes centrale pointer. Retssikkerhed for den udsatte borger ved jurist Susanne Bonde, Hjørring Kommune Susanne Bonde udfoldede for deltagerkredsen en række juridiske opmærksomhedsområder i relation til retssikkerhedsbegrebet i relation til udsatte borgere. Den centrale pointe er at det retssikkerhedsbegrebet er en svær definerbar størrelse, idet begrebet er omfattet af stor kompleksitet - særligt omkring det at indkredse, hvad der reelt ligger i forståelsen af begrebet retssikkerhed. Formålet med begrebet i en lovgivningsmæssig kontekst er at sikre, at der er klare og gennemskuelige retsregler, og dermed at borgerne også får de ydelser, de har krav på jf. lovgivningen. Bonde fokuserede ydermere på at der, udover de lovgivningsbundne retssikkerhedsprincipper, tillige er en række uskrevne retsgrundsætninger, der gør sig gældende ift. borgerens retssikkerhed (Lighedsprincippet, forbuddet mod magtfordrejning, Proportionalprincippet samt princippet om at ikke at sætte skøn under regel). Indkredsningen gøres endvidere ydermere kompleks, idet der er forskellige definitioner af begrebet udsathed i eksempelvis Serviceloven og FN s Handicapkonvention, hvilket igen betyder, at der ikke er altid kongruens mellem tolkningerne. Konkret fokuserede Susanne Bonde på de særlige udfordringer i forbindelse med sagsbehandlingen, der gør sig gældende, når der er delt handlekommune. Særligt når borgere er visiteret til botilbud underfor den visiterende kommune, og de respektive myndigheder skal træffe beslutninger om eksempelvis beskyttet beskæftigelse. Et andet fokusområde koncentrerede sig omkring det særlige opmærksomhedsområde omkring flytning af borgere (der ikke kan give samtykke) ved nedlæggelse af botilbud, og de juridiske forhold der gør sig gældende i denne forbindelse. Driftsherren kan selv afgøre om et tilbud skal nedlægges. Borgers myndighedskommune skal sikre at der sættes et nyt tilbud i stedet - såfremt behovet herfor stadig er gældende. Borgeren skal i denne proces høres m.v., men alene i forhold til det nye tilbud. Hvis borgeren/borgerens værge ønsker et andet tilbud end det anviste (og dette i øvrigt er sammenligneligt med det anviste) skal dette ønske i udgangspunktet efterfølges. Er det tilbud man ønsker at nedlægge opført/drevet efter almenboligloven kan borgeren imidlertid ikke opsiges af sin bolig, med mindre der er hjemmel herfor i lejelovgivningerne. Hvis der ikke findes hjemmel til opsigelse af kontrakten, så skal der udmåles individuel støtte til borgeren, der efter nedlæggelsen bor i egen lejlighed.

8 Der er endvidere særlige problemstillinger i forhold til borgere der ikke selv kan samtykke. Her er der også delt myndighed kommunen kan indstille til Statsforvaltningen, der har afgørelseskompetencen. Hvis borger/dennes værge/dennes pårørende er uenige om valg af fremtidigt botilbud, skal Ankestyrelsen afgøre denne uenighed, før kommunen kan fremsende en indstilling til Statsforvaltningen om flytning uden samtykke. Hvis Statsforvaltningen efterkommer kommunens indstilling, vil borger/dennes værge eller pårørende kunne anke Statsforvaltningens afgørelse til Ankestyrelsen, hvorved sagen er forelagt Ankestyrelsen 2 gange, før der træffes endelig afgørelse. Det vil således tage meget lang tid at få en given sag kørt igennem to systemer. Se mere i Susanne Bondes præsentation

9 Inklusion - et fælles ansvar og et opgør med dem-og-os kulturen ved forsker og psykolog Jens Andersen, University College Nordjylland Jens Andersen rettede i sit oplæg om inklusion et særligt fokus på de forskellige forståelser af begrebet samt hvorledes dette er blevet anvendt og forstået gennem tid. Andersen var særligt optaget af, at der synes at være et paradigmeskifte under opsejling i forhold til inklusionstanken/inklusionsbegrebet, som dette anvendes og har været anvendt gennem tid i folkeskolen. Begrebet udspringer af en række holdnings-, lovgivnings- og samfundsmæssige strømninger, der siden 1990erne har sat inklusionstanken på dagsordenen i såvel folkeskoleloven, vejledning og bekendtgørelse om specialundervisning, som i de lokale kommunale politikker. På nationalt plan har KL og Undervisningsministeriet i mange år haft inklusionstanken som rettesnor, og puljer/projekter lokalt som nationalt har afsat ressourcer til at køre forløb til at understøtte inklusion af det enkelte barn/unge i folkeskolen, fritidslivet mv. Internationalt har Salamanca erklæringen og FNs Handicapkonvention ligeledes været med til at bære inklusionstanken af det enkelte barn/ung frem. Andersens argument var imidlertid at diskursen omkring inklusionstanken gennem de senere år har ændret sig til i langt højere grad at adressere et ændret syn på mennesker muligheder, idet fokus bevæger sig imod en mere relationelt orienteret tilgang frem for at tage udgangspunkt i det enkelte individ. Ifølge Andersen på den ene side som følge af en erkendelse af at inklusionstanken reelt set har bevirket, at langt flere børn/unge er blevet ekskluderet fra normal skolen til segregerede specialundervisningstilbud og hvilket igen har medført en udgiftsstigning. På den anden side også som følge af en erkendelse om, at alt for få af de igangsatte projekter/puljemidler har vist ikke at have en gavnlig effekt. Det relationelle perspektiv retter i stedet fokus på at skabe rammer der kan rumme alle børn og unge med disses respektive forudsætninger. Skoler, daginstitutioner og andre arenaer hvor børn og unge færdes, bør derfor være i stand til at modtage alle børn uanset deres fysiske, intellektuelle, sociale, følelsesmæssige og sproglige situation uanset om der er tale om børn med handicap eller særligt begavede børn. Derfor ses der en større bevægelse hen imod, at ressourcerne forankres i de eksisterende rammerne med fokus på at styrke børnene/de unges socialisering, forståelse for deltagelse, således at konteksten ændres så alle kan deltage på lige fod i fællesskabet. En af Andersens centrale argumenter herfor var at ønsket om fællesskabet/det at være sammen med nogen, rent faktisk er mere styrende for børns adfærd end det, at de rent faktisk er sammen med nogen om noget. Samtidigt er forældrenes og de professionelles menneskesyn - og aktive deltagelse - af afgørende betydning for om der bliver tale om inklusion eller eksklusion. Se mere herom i Jens Andersens præsentation.

10 Ulighed i sundhed en udfordring for den udsatte borgers retssikkerhed ved professor Jørgen T. Lauridsen, Center for Sundhedsøkonomisk Forskning (COHERE), Syddansk Universitet Jørgen T. Lauridsen ufoldede i sit oplæg omkring ulighed i sundhed de 12 mest væsentlige determinanter, der gør sig gældende i forhold til, at der i et ellers økonomisk og socialt meget lige land, stadig forefindes en meget høj grad af social ulighed. I Lauridsens optik er der derfor tale om to former for retssikkerhed - den formelle og den reelle. På den ene side er der tale om en formel retssikkerhed, der er givet gennem lovgivning, konventioner mv. og som gør at der principielt er sikret retssikkerhed. Den reelle retssikkerhed er imidlertid udfordret af en række barrierer, der kræver et multi-sektoralt fokus for at kunne nedbrydes eller minimeres. De 12 determinanter eller faktorer, der indvirker på graden af socialt udsathed, dækker over en række forhold gennem livet, der afgør/bidrager til menneskers grad af socialt udsathed. Det er faktorer som indsatser til socialt udsatte gravide og småbørnsfamilier, graden af vellykket inklusion i folkeskolen, arbejdsmarkedstilknytning, opvækstvilkår, bolig og nærmiljø, indkomstmæssige forhold, manglende uddannelse mv. Alle er det faktorer der er medvirkende til graden af socialt udsathed. En af Lauridsens væsentligste pointer var at sundhedsvæsnet i sig selv er en af determinanterne for ulighed i sundhed, idet der er behov for et kompetenceløft blandt mange af de sundhedsfaglige personalegrupper, der mangler viden om sociale forhold og problemer. Særligt sektorovergange mellem kommunale og regionale systemer synes at skabe flere problemer. Brugerbetaling er i sig selv også et ekskluderende forhold, og begrænser adgangen til nogle sundhedsydelser for de svagest bemidlede. Ifølge Lauridsen er der behov for at tænke i flere og nye indsatser, samt blive langt bedre til at tænke og arbejde på tværs såvel internt i de kommunale forvaltninger som på tværs af kommuner og Region. Det kunne fx være ved at give kompetenceløft til personale i forskellige sektorer, involvering af uafhængige ambassadører, som virker på tværs af sektorer, rette større fokus på tidlig opsporing af socialt udsatte, etablere (velfungerende) målrettede tilbud om genoptræning samt et øget fokus på komorbiditet hos socialt udsatte. Lauridsens argument var således at udfordringen ligger i kommunikationen mellem de forskellige systemer og ikke mindst disses evne til at tænke i løsninger på tværs uanfægtet systemiske tilknytningsforhold. Ved at rykke på de parametre vil det også være mulig at reducere graden af social udsathed og herigennem også graden af ulighed i sundhed. Læs mere om determinanterne i Jørgen T. Lauridsens præsentation

11 Borddrøftelser og de fælles temaer På baggrund af de respektive oplæg i løbet af formiddagen blev der om eftermiddagen sat fokus på at deltagerkredsen gennem borddrøftelser fik lejlighed til at drøfte de respektive oplæg, samt hvad der ellers måtte blive genstand for drøftelse ved bordene. Deltagerne var fordelt ud ved otte borde, der hver havde en bordformand til styre drøftelserne sikkert igennem, og en referent til at sikre, at indholdet af drøftelserne kunne indgå i det videre arbejde med rammeaftalerne og i denne hvidbog. Referaterne fra de respektive bordes drøftelser er afslutningsvist i hvidbogen, mens de overordnede drøftelser fra plenumopsamlingen er gengivet herunder. Søren Wormslev faciliterede en opsamlingsrunde, hvor deltagerkredsen drøftede en række af de temaer der var udsprunget under borddrøftelserne. Et emne der syntes særligt at optager deltagerne var det forstærkede samarbejde, og en anerkendelse af vigtigheden af lignende samarbejder af denne karakter. Herigennem ville man kunne have mulighed for i højere grad, at understøtte dialogen om hvad man kan/skal være fælles om på tværs af kommunegrænser, og på den måde forsætte bevægelsen væk fra silotankegangen. Et andet og relateret emne der optog deltagerkredsen, var hvorledes man generelt kunne understøtte den gode dialog i det fremadrettede. Herunder at fokusere mere på hurtigt arbejdende arbejdsgrupper, at turde gå tæt på problemstillingerne der måtte være/opstå samt at sørge for at kommunikere borgernes rettigheder tydeligt for derigennem at tage bedst muligt hånd om borgeren. Der var i denne forbindelse også et ønske om at inddrage de pårørende også i netværksmøder og gerne spå tidligt som muligt i processerne. En tredje og central drøftelse var anvendelsen af frivillige, og de potentialer og udfordringer, der ligger i samarbejdet med disse. De frivillige er som oftest pårørende, men en god og vigtig vidensressource i indsatsen i forhold til den enkelte borger. Det er imidlertid en vigtig at sikre en god balance ved anvendelsen af frivillige, da de ikke skal overtage kommunens/regionens opgaver, men være med til at understøtte den bedst mulige livssituation for den enkelte borger. Slutteligt syntes de mange komplekse og ofte uigennemsigtige retsgrundsætninger og regler i forbindelse med flytning af borgere mellem botilbud at optage deltagerkredsen. Udover Susanne Bondes oplæg, var dette emne genstand for diskussion ved flere af bordene ligesom det blev taget op og drøftet i plenumseancen. Af andre tværgående emner der optog forsamlingen kan nævnes oprettelsen af ungeenheder, fokus på samarbejde i hverdagen, fordele/ulemper ved ensretning af serviceniveauer, tilgængelighed på gaderne, særlige individuelle tilbud skræddersyet til den enkelte/fokus på at fine ressourcer og rum til løsninger samt at holde fokus på hvad mennesket har behov for.

12 Referat af drøftelserne ved bord 1 Tema 1 Fokus: Hvad optager mest - hvor vil vi helst påvirke prioriteringen? Det tværsektorielle samarbejde kan være svært men har meget stor vigtighed. Der opleves både blandt borgere og ansatte at være forskellige tilgange indenfor socialområdet, sundhedsområdet og beskæftigelsesområdet i såvel tænkningen som lovgivningen Det er altafgørende med en overordnet helhedstænkning i forhold til den enkelte borger, så borgerne ikke skal navigere mellem forskellige kulturer/tænkninger og rettighedssæt Kommunerne har et kæmpeansvar i forhold til at sikre koordinationen af de komplekse sager. Der skal vedvarende være kommunalt fokus på fælles sprog og fælles kultur på tværs af sektorer og lovgivning Tema 2: Lighed i sundhed Gruppen var enige om vigtigheden af at have fokus på kost og ernæring og forebyggelse af overvægt/undervægt særligt ved overgangen fra sundheds/sygehussystemet og til et socialt tilbud Der blev desuden sat særligt fokus på, at overvægt er et stigende problem i forhold til borgere med udviklingshæmning. De kan ikke selv omlægge livsstil eller selvstændigt opsøge hjælp til det, men er afhængige af, at andre bidrager med motivationsarbejde. Er dog vigtigt, at der ikke anlægges et tvangsperspektiv på motion og sund kost, men at man arbejder pædagogisk med den udsatte borgers viden og egen motivation i forhold til sundhed Tema 3: Retssikkerhed Drøftelsen havde fokus på, at det sociale felt er dilemmafyldt, og at retsgarantier i nogle situationer kan stå i vejen for det gode. Gruppen drøftede en række eksempler med udgangspunkt i forvaltningen af værgemål Der var enighed om, at et tæt samarbejde med pårørende har meget stor værdi. Der blev samtidig nævnt en række eksempler på situationer, hvor værgen til den voksen borger udgør en forhindring i forhold til at gøre det rigtige. Eksempelvis sager, hvor værgen har en økonomisk interesse i at undgå visitation til et botilbud, eller sager, hvor en forælder bliver værge for sit voksne barn, selvom barnet har været fjernet fra hjemmet inden det fyldte 18 år. Der blev samtidig udtrykt bekymring for, at udsatte borgere med en professionel værge som udgangspunkt er dårligere stillet. Professionelle værger ofte advokater har mange sager. De har fokus på at overholdelse af retsreglerne, frem for at leverer en offensiv indsats for den enkelte. Referat af drøftelserne ved bord 2 Drøftelserne i gruppe 2 koncentrerede sig primært omkring Retssikkerhedsbegrebet samt omkring brugerorganisationernes oplevelse kommunernes opgaveløsninger. Retssikkerhed

13 Deltagerne var særligt optaget af diskussionen omkring udfordringer ved flytning af borgere ved værgemål med krav om samtykke samt overgangen fra barn til voksen. Det blev bl.a. drøftet at borgernes retssikkerhed og gældende lovgivning med intention om at tage god hånd om borgeren i nogle tilfælde kan have den modsatte effekt. I denne forbindelse problematiseredes Statsforvaltningens rolle, idet de ikke altid blev oplevet som værende klædt ordentligt på til afgørelserne. Der var et ønske om, at forældre i overgangen fra det 18. år fortsat kunne være blive mere involverede, således at det blev sikret, at der var en mere glidende overgang til voksenlivet. Der var også en drøftelse af udfordringerne i forhold til sikringen af retssikkerheden for den enkelte borger, idet dette kan være en udfordring for øvrige borgere på et botilbud. Eksempelvis for beboere der må bo sammen med meget udadreagerende eller personfarlig adfærd, der ikke vil flyttes til andre tilbud. Brugerorganisationernes oplevelse af hvordan kommunerne løfter opgaverne. Netværk/ nærmiljø og specialisering - kan man få begge dele? Og hvordan kan vi lykkedes med inklusion? Lokal nærhed i indsatsen: En kommune som Aalborg er tilpas stor til at kunne løfte de specialiserede opgaver kvalificeret og med høj grad af specialisering. Udfordringen for de mindre kommuner og udkantskommunerne er nærhed og lokal indsats; at borgerne kan blive i nærheden af netværk m.v. Udfordringer med lang transport til de specialiserede tilbud: Det kan have stor betydning for borgernes oplevede livskvalitet at være tæt på netværk, at blive i sit nærområde, transporttid til skole, dagbeskæftigelse m.v. Faglighed og specialisering kontra nærhed; overvejelser om mobil faglighed/specialisering. Man kunne evt. tænke mere i konsulentydelser. En kobling mellem lokal indsats og styrkelse af fagligheden. Typisk er det sådan, at jo større støttebehov jo mindre betydning har nærmiljøet for borgeren, men der findes ikke én opskrift. Der var enighed om tanken om mere inddragelse af nærmiljøet; uanset om borgerne er blevet flyttet til et nyt nærmiljø eller har mulighed for at blive i sit nærmiljø/tæt på netværk. Det er således vigtigt at se på den enkelte borgers motivation, og hvad der giver mening. Inklusion: Forældreinddragelse gør en stor forskel. At lykkedes med inklusion forudsætter en holdningsændring/kulturændring, og at vi sætter lys på dér, hvor det lykkedes. Det er vigtigt, at vi får formidlet budskabet om inklusion som værdifuldt for fællesskabet. For at lykkedes med inklusion (og udvikling på det specialiserede område i det hele taget) er det vigtigt: at dyrke de gode historier ift. inklusion. at inddrage alle parter. at have fokus på kultur- og holdningsændring hos alle borger, forældre, medarbejdere m.fl. at brugerorganisationerne løfter en opgave ift. oplysning og formidling til borgerne/guider borgerne, med det formål at bygge bro /at forebygge en negativ tilgang til/opfattelse af/forventning til det offentlige. Vi har ganske ofte alle det samme mål og ønske for borgerne.

14 Referat af drøftelserne ved bord 3 Inddragelse og samarbejde Det er afgørende, at der er fokus på integration og inddragelse - ellers er der risiko for, at det enkelte menneske isoleres. Der skal være mere fokus på at sikre sammenhæng, helhedstænkning og gode overgange mellem de involverede sektorer, når barnet fylder 18 år. Forslag der kan bidrage til at optimere processerne og sikre smidige, effektive og professionelle forløb kunne være: Et styrket samarbejde på tværs mellem de politiske udvalg Etablering af faglige teams, der har til opgave at koordinere og sikre helhedsorienterede forløb Øget samarbejde mellem det politiske niveau og forvaltningsniveau Det er nødvendigt at tænke anderledes; der skal være fokus på at nedbryde silotankegangen og bryde med traditioner Det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde skal styrkes Budgetstyring contra retssikkerhed Det er en balancegang mellem budgetstyring på den ene side og borgeres retskrav på den anden side. Det er afgørende, at der findes en balance. Hvad skal der være mest fokus på? Kunsten er at kunne balancere mellem de to forskellige hensyn. En mulig løsning kan være, at staten overtager ansvaret for at finansiere indsatsen for gruppen af borgere med helt specielle behov. Denne model udfordrer nærhedsprincippet og forudsætter ændret lovgivning på området. Menneskesyn og fokus på fællesskabet og sociale relationer Der skal investeres i mennesket, og vi skal turde stille krav til mennesker med handicap. Måden vi taler om tingene på, er afgørende for løsningerne. Der skal arbejdes mere for at dyrke fællesskabet, så den enkelte borger får kvalitet og livsindhold. Fokus på at inddrage frivillige: Etablere netværk af frivillige mentorer Opslå stillinger hvor der søges om frivillige Udarbejde foldere med oversigter over tilbud til mennesker med handicap Dele gode ideer og inddrage erfaringer fra ældreområdet Udfordring: Hvad skal der til, for at man kan melde sig som frivillig på det specialiserede socialområde? Centrale punkter, som Bord 3 fremlagde i plenum: Fokus på samarbejdet på tværs af sektorer og faggrupper nedbryde siloer og sikre gode overgange Fokus på at inddrage frivillige - hvordan får vi dem med, hvordan spiller de sammen med de faglige medarbejdere på tilbuddene, hvilke krav skal der stilles til frivillige m.v.? Budgetstyring contra retssikkerhed - hvordan balanceres der mellem de to ting, hvordan får vi et fælles sprog omkring det? Fokus på borgernes kompetence vi skal turde stille krav

15 Referat af drøftelserne ved bord 4 Ramme og lovgivning Der opleves problematikker i forhold selve rammen/lovgivningen, idet der er overlap mellem lovgivninger og mange tolkningsmuligheder indlejret i lovgivningen. Der er mange myndigheder/aktører involveret, hvilket skaber koordineringsproblemer. Det opleves som et paradoks, at kommunerne med strukturreformen skal være selvstændige enheder, samtidigt med at der stilles krav om tværkommunalt samarbejde. Den økonomiske ramme til de meget specialiserede tilbud er ikke tilstrækkelig. Det forstærkede samarbejde Der stilles i gruppen spørgsmålstegn ved, hvorvidt den faglige ekspertise fortsat er til stede efter indførelsen af det forstærkede samarbejde med strukturreformen. Der er ikke enighed herom. Der opleves at være behov for en mere ærlig diskussion om samarbejdet. Det er en oplevelse blandt nogle i gruppen, at samarbejdet er præget af mistillid mellem parterne. Mistilliden er problematisk, da den øger udgifterne. Man skal være bedre til at udnytte de forskellige spidskompetencer i det fælleskommunale samarbejde. Dog er der nogle i gruppen, der oplever, at samarbejdet mellem region og kommunerne kører bedre end tidligere, at der er tillid mellem parterne, og at tilbuddene tilpasses til borgernes behov. Nordjylland er kendt for sit gode samarbejde, hvilket højst sandsynligt skyldes det beskedne antal af kommuner i regionen. Det påpeges, at det er vigtigt at handle med hinanden i stedet for at benytte private tilbud. En deltager oplever, at der oprettes tilbud for mange steder i bestræbelserne på at lave bedre og billigere tilbud. Resultatet er, at alle tilbuddene lukker. Pointen: Samarbejd i stedet det er det bedste for borgeren. Retssikkerhed. FN kritiserer Danmarks handikapindsats på 72 punkter. Vi har både en god socialpolitik, handikappolitik, FN-konvention, servicedeklarationer og serviceniveauer hvor knækker filmen? Rammerne er flotte, men indholdet glipper. Det opleves som problematisk, at institutionerne blev splittet op efter amternes nedlæggelse. Der er et ønske om, at ekspertisen på højt specialiserede områder er samlet et sted, da praktisk arbejde er afgørende for at bevare specialiseringen. Det er problematisk, at der ved hjemtagninger benyttes et argument om, at borgeren kommer tættere på sin familie. Det er ikke altid tilfældet grundet kommunernes størrelse. Der efterspørges forskning i stordriftsulemper, da der altid tales om stordriftsfordele. En person i gruppen refererer til en rapport af kommunalforsker Roger Buch, der belyser, hvad den mest effektive kommunestørrelse er. Ved store kommuner udligner stordriftsfordele og stordriftsulemper hinanden. Det påpeges, at det kan være svært at adskille, hvad der er effekterne af henholdsvis strukturreformen og lovgivning omkring handlekommuner. Der efterlyses mere gennemsigtighed i den måde, der udregnes takster på, da manglende gennemsigtighed skaber mistillid. Mistillid som domino-effekt: En dårlig oplevelse med en kommune smitter af på samarbejdet med de andre. Der ønskes fokus på ulemper ved stordriftsudvikling med større institutioner. Kultur og menneskelige værdier er mindst lige så vigtigt som økonomi. Det påpeges i relation hertil, at et

16 tilbud godt kan være småt og nært, selvom det er en del af en stor institution (hvilket giver administrative stordriftsfordele). Der ønskes fokus på evidens omkring, hvorvidt kommunerne har sparet penge på at hjemtage. Der skal være mere fokus på erfaringsudveksling, så alle ikke prøver alt af. Der skal være fokus på at udnytte hinandens ressourcer bedre. Der skal være flere erfa-grupper, hvor der kan være erfaringsudveksling mellem kommuner og regioner. Det er afgørende, at det ikke kun er det øverste niveau, der er repræsenteret i disse grupper frontmedarbejdere og interesseorganisationer skal også inddrages. Sundhed Der skal være mere fokus på determinanter for sundhed. Der er fokus på, at der eksisterer ulighed, men ikke på de konkrete problemer. For eksempel kan man have fokus på udsatte arbejdsgrupper risikogrupper (chauffører nævntes eksempelvis i oplægget). Der er meget snak om social ulighed på sundhedsområdet, men ikke så meget i forhold til mennesker med handicap. Der opleves at være et behov for mere målrettede indsatser for handicappede og på psykiatriområdet. Der skal være mere fokus på mænds dårligere sundhed i forhold til kvinder. Det opleves, at der er berøringsangst i forhold til KRAM faktorerne på det psykiatriske område man er bange for at sætte folk i bås. Det kan dog, mod intentionen, virke ekskluderende, at psykiatriske patienter ikke får samme tilbud. Bedre sundhed kan i sidste ende øge livskvaliteten for gruppen. Der skal være et mere fleksibelt sundhedstilbud, og der skal være mulighed for at komme ud til brugerne i stedet for, at alt foregår på et centralt Sundhedscenter. I Norge får udviklingshæmmende et årligt sundhedstjek; det kunne man lade sig inspirere af i Danmark. De praktiserende læger oplever problematikker i forhold til gruppen. SIND motionsprojekt: Motionsprogram til personer med meget svære depressioner eller andre psykiatriske diagnoser. Resultat: Voldsom reduktion i medicinmængden og antallet af præparater. Opsamlende: For at skabe lighed i sundhed kræver det mere målgruppespecifikke indsatser og mindre berøringsangst. Inklusion Alting bliver i inklusionens hellige navn; der opleves at være behov for en ny terminologi. Inklusion er en barriere for ikke at komme i mål. Der er behov for at arbejde med måden, man ser på det og taler om det. Der opleves at være strukturelle problemer i forhold til inklusion i form af klassestørrelse og antal lærere til de enkelte klasser. Disse forhold begrundes ofte i en stram økonomisk ramme i kommunerne. En person i gruppen spørger: Hvad koster det, hvis vi ikke gør noget? Det opleves som en nødvendighed, at politikerne tænker mere langsigtet frem for udelukkende inden for deres egen valgperiode. Der stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt den faglige ekspertise til at løfte inklusionsopgaven er til stede. Inklusionsindsatsen vanskeliggøres af, at der tidligere har været et stigende antal børn, der er blevet visiteret til specialtilbud. De børn, der skal inkluderes, er ofte de, der aldrig skulle være blevet ekskluderet i første omgang.

17 Det opleves som problematisk, at børn med handicap/børn i vanskeligheder får skylden for problemer i folkeskolen (i en tid med økonomiske besparelser). Referat af drøftelserne ved bord 5 Drøftelserne ved bord 5 koncentrerede sig mest omkring hhv. kommunikationen mellem borger og kommune, det forstærkede samarbejde og inklusion. Kommunikationen mellem kommune og borger Der var en længere drøftelse af hvorledes den gode kommunikation, såvel den skriftlige som den mundtlige, sikres og opretholdes i mødet mellem borgeren og kommunens ansatte. Drøftelserne ved bordet gav et klart billede af, at det er særdeles afgørende at kommunikationen i dette møde er gensidigt respektfuldt og har en anerkendende tilgang, og at der tages særlige hensyn i formidlingen af kompliceret stof, når der er tale om udsatte borgere eller borgere der på anden måde ikke har forudsætninger for at forstå eksempelvis en handleplan. Emnet fremkom af en gengivelse af en situation, hvor en borger havde oplevet en uhensigtsmæssig behandling af fra en kommunalt ansat, hvor netop kommunikationen var en hindring. Det blev i samme forbindelse drøftet, at der ses en tendens til at i hvert fald større kommuner ansætter borgerrådgivere, der netop har til formål at sikre at borgerne bliver bekendte med deres rettigheder, men at det også er en udfordring at afsætte midler til en sådan funktion i mindre kommuner. Det forstærkede samarbejde Der var ved bordet også en længere drøftelse af det forstærkede samarbejde og perspektiverne herfor, samt hvorledes kommunerne rent praktisk sikrer den forsatte opretholdelse af disse særligt specialiserede tilbud. Det var i den forbindelse vigtigt at holde sig for øje, at disse særligt specialiserede tilbud ofte løser en række opgaver i forbindelse med nogle af de mindste målgrupper, der samtidigt også kræver den største ekspertise og faglighed. Hvis tilbuddene til disse ikke opretholdes vil viden og ekspertise gå tabt, hvorfor det er vigtigt for kommunerne at holde sig dette for øje, når der etableres tilbud i eget regi, der kan have indflydelse på driften af de store specialiserede centre. Der var enighed om at kommunerne langt hen ad vejen skal gøre dem kan selv og herunder også hjælpe borgerne til hjælp til selvhjælp, men også at man i samme ombæring skal have blik for konsekvenserne for de særligt specialiserede tilbud ikke som følge heraf ikke bliver nødlidende. Mister man de mest specialiserede tilbud vil man skulle køre til andre landsdele, hvilket er uhensigtsmæssigt. Der var på den baggrund en drøftelse af at arbejdet med rammeaftalerne skal tages seriøst, og bruges mere aktivt som et dialogværktøj i kommunernes kommunikation på socialområdet. Kommunerne også de mindre - kan evt. på andre områder finde lignende modeller for at løfte opgaver sammen. Inklusion

18 Inklusionsbegrebet optog bordet en del og det blev drøftet at det var et begreb omgærdet af tabuisering, og hvor der var behov for mere åbenhed for at skabe dialog og forståelse. Det blev drøftet, at det er vigtigt at når der i samfundet tales om inklusion og der sættes reformer i verden der påkræver inklusionen, at det så skal bakkes op med ressourcer til opgaven. Hvis det ikke er tilfældet, vil inklusionen give alle et knæk såvel de børn/unge/voksne med særlige behov, der inkluderes i et fællesskab, som de børn/unge/voksne de inkluderes sammen med. Inklusion er kun inklusion hvis det giver mening ellers bliver der tale om eksklusion. Ift. folkeskolen var der enighed om at inklusion er den rette vej frem, når det giver mening ikke hvis det er en spareøvelse. Rammerne skal imidlertid være i orden og understøtte den holdningsændring som det påkræves for at få lagt vejen. Man skal blive meget bedre til at fortælle de gode historier, og tænke i andre løsninger, der kan understøtte inklusionen. Det kunne være i form af tilknytning af arbejdsledige i forskellige funktioner i folkeskolen. Referat af drøftelserne ved bord 6 Borddrøftelserne koncentrerede ved bordet særligt omkring de udfordringer som såvel politikere, brugerorganisationer som embedsfolk oplever i forhold til flytning af borgere mellem tilbud. Det er et område, der er omgivet af en kompliceret lovgivning, og med mange forskellige tilgange og opfattelser af hvordan disse processer tilgås. Konkret blev der drøftet to eksempler på hvor mange forståelser og tilgange der kan være til denne særlige problematik/udfordring. Det første eksempel var en kommune, der ønskede at bygge et moderne og tidssvarende botilbud til voksne med autismespektrum forstyrrelser; borgere der allerede var i ét tilbud, men som befandt sig her sammen med blandede målgrupper. For at give borgerne et tilbud, der modsvarede de helt særlige forudsætninger som disse borgeres psykiske funktionsnedsættelser krævede, etableredes et tilbud specifikt målrettet målgruppen. Såvel borgere, som pårørende og forvaltning var enige om at der var tale om den en bedre løsning for de pågældende borgere, men Statsforvaltningen valgte imidlertid at tilsidesætte myndigheds beslutning om at lade borgerne flytte med begrundelse i at det var muligt at tilgodese borgerens behov i det nuværende botilbud ved at målrette og omlægge støtten, herunder evt. yde særlig støtte. Det andet eksempel var en drøftelse omkring mangelfuld kommunikation mellem kommuner, og udsprang af en konkret situation hvor en kommune besluttede at flytte en anden kommunes borgere fra et tilbud til et andet uden at advisere handlekommunen herom. Der var bred enighed om det uhensigtsmæssige i en sådan situation, der nemt kunne være håndteret mere gnidningsfrit såfremt at intentionerne/motiverne bag flytningen havde været forelagt den anbringende kommune.

19 Referat af drøftelserne ved bord 7 Kommunerne bestræber sig på at levere høj kvalitet i tilbuddene, og er i den forbindelse optaget af at få fokus på, hvad man i den enkelte kommune ikke selv kan løfte. Det forstærkede samarbejde er netop udtryk for, at der bakkes op om at bevare og udvikle de mest specialiserede tilbud. At der eksisterer tilbud i nærområderne har klare fordele - fagligheden skal altid være til stede. Brugerrepræsentanterne påpegede, at de oplever forskel fra kommune til kommune i forhold til, hvor kvalificerede de lokale tilbud er. Der blev særligt peget på, at mindre kommuner ikke altid har befolkningsgrundlag (og økonomi) nok til at sikre en høj kvalitet i tilbuddene. Det blev desuden påpeget, at de små målgrupper kan have det svært i de små kommuner, da der ikke er viden nok til stede heller ikke i forvaltningerne. Der var enighed om, at vi i fællesskab skal huske at fortælle de gode historier, så vi kan lære af hinanden. Regionen tilbyder ud over de fysiske tilbud også at rådgive i kommunerne. Der blev udtrykt tilfredshed med, at dette er en mulighed. På området for erhvervet hjerneskade, blev der talt om, at det kan give god mening at gøre kadencerne for intensiv rehabilitering mere fleksible og skabe større samarbejde mellem regionens indsats og kommunernes indsats, også så vi får etableret en større vidensdeling mellem region og kommuner. Gruppen var enige om, at vi skal væk fra at tale dem og os og i stedet have et fælles fokus på overgange og fleksibilitet. Input til et perspektiv til Udviklingsstrategien kunne være: at sikre faglig udvikling på tværs af kommuner og region. Problematikken omkring kommunernes forskellige serviceniveauer blev bragt op. Borgere fra forskellige kommuner bor sammen i et botilbud, men med hver deres serviceniveau. Kan vi gøre noget for at imødekomme de problematikker dette skaber? Eller vil vi da pille for meget ved det kommunale selvstyre? Højere gennemsigtighed i taksterne blev nævnt, det samme gjorde et tættere dialogbaseret samarbejde omkring borgerens behov/indsatsmål. Der kan være fordele ved, at pengene følger borgeren. Væsentlig er det i hvert fald, at vi lærer at gå i konstruktiv dialog med hinanden på tværs af kommunerne og Regionen. Kan vi udvikle flere fælleskommunale projekter, der fører os sammen? Vi skal blive bedre til at indrømme begrænsninger i vores viden og søge den der, hvor ekspertisen er. Vi kan meget mere, hvis vi arbejder sammen. Det overvejende budskab, der viste sig i gruppens drøftelser, var dermed: Forsat styrkelse af det dialogbaserede samarbejde på tværs Referat af drøftelserne ved bord 8 Grafen vedrørende udgifter til specialundervisning gav stof til eftertanke. Er det blevet "for let" at blive diagnosticeret? Diagnosticerer vi fordi det giver adgang til flere ressourcer og specialiserede forløb?

20 Der skal en holdningsændring til, hvis man vil diagnoserne til livs. Det er for let at få en diagnose, og det er forkert. Synet på normalitet indskrænkes hele tiden... Vi "tillader" fx ikke længere at drengene kravler i træer eller har behov for at bevæge sig. De "falder udenfor" og skal lære at sidde stille Presser forældre diagnoser igennem. For "at vaske hænder"? Nej, forældrene har "været under mistanke i mange år" inden man finder ud af, at de i virkeligheden har en diagnose Der er sket en forskydning fra at fokusere på diagnose til at fokusere på borgerens behov. Diagnosen er imidlertid også vigtig og denne tillægges vægt inden for fx Ankestyrelsen. Oplevelse af at kvalitetsbeskrivelser/kvalitetsstandarder bliver lavet efter mindste fællesnævner/det mindste niveau, så borgerne ikke får det, de har behov for. Der er en oplevelse af at disse standarder tillægges mere vægt end den individuelle afgørelse. Det er en vigtig pointe, at der er mange gode eksempler, som aldrig kommer frem. Hvordan får vi dem frem? Svært pga. medier som hellere vil fortælle den negative historie, men måske kan politikere godt spille en positiv rolle ved kontinuerligt at fortælle om de gode historier. Fokus på at det har omkostninger for den enkelte borger/barn, som fx skal transporteres til specialtilbud hver dag i lang tid. Så hvis det kan lykkes, vil det fleste jo helst inklusion i nærmiljøet. Forældrene griber ikke pr. automatik til en løsning med et specialtilbud i anden kommune, da det har en række omkostninger for den enkelte også ift. fritidsinteresser og familieliv mv. Der skal også være opmærksomhed på, at det er hårdt arbejde at blive inkluderet, så det er ikke kun succes at lave inklusion. Hvis man er inkluderet i de mindste klasser - fra start - bliver man ved med at være det fremadrettet! Ikke nødvendigvis. Det er også vigtigt at have fokus på lærerne (de voksne). Det er et område med mange holdninger! Tilbuddene skal tænkes mere fleksible; dvs. at vi ikke blot skal have faste skabeloner/rammer, men også have fokus på, at nogle borgere kan have behov for at kunne få et pusterum fra fællesskabet, en mulighed for at kunne trække sig tilbage. Det er vigtigt at have et sted, hvor man kan trække sig tilbage, men det medfører selvfølgelig også, at man ikke helt er med i fællesskabet. Der skal også holdes fokus på, hvor mange fora det enkelte barn "kan klare" at indgå i et fællesskab fx skolen, familien og netværk/venner. Hvordan modvirker vi ulighed i sundhed? Kommunikationen er central. Mange bliver sat ud på et sidespor, fordi de ikke forstår hvad lægen eller andet sundhedspersonale siger, eller ikke formår at spørge ind til betydningen af funktionsnedsættelse og medicin. De praktiserende læger spiller en afgørende rolle her. Alle får samme behandling, og det er ikke i orden, da vi er meget forskellige. Der skal rettes fokus på kommunikationen mellem Region og kommune. Social ulighed i sundhed har været på dagsordenen i mange år, men vi starter med de lavest hængende frugter ift. rygestopkurser mv. over for de socialt udsatte, men det batter ikke noget (kost, rygning, motion). Alkohol er vi imidlertid fortsat ikke gode nok til at håndtere, og det koster meget mere. Der er berøringsangst overfor at forbyde alkohol i fx offentlige sammenhænge (idrætshaller mv.)

21 Det handler også om kultur og værdier, og det er svært at ændre på. Måske skal vi i højere grad arbejde med systemerne; den professionelle tilgang?! Det er i den forbindelse en vigtig pointe, at sundhedspersonalet ikke ved nok om det sociale område. På Sjælland har nogle af de praktiserende læger ansat socialpædagoger, fordi de ikke forstår, hvad der sker på det sociale område. Der er store følgevirkninger ift. alkoholmisbrug, så derfor skal vi selvfølgelig arbejde på det. Men derfor behøver vi ikke nødvendigvis at ændre eller fokusere på "brug" af alkohol Ulighed i sundhed medfører et kortere liv; færre leveår for mennesker med en nedsat funktionsevne. Hvad kan der gøres ved det? Vi skal tilbyde mere konkrete tiltag over for fx udviklingshæmmede og borgere med nedsat psykisk funktionsevne fx gåture hver dag, fokus på sund kost, fokus på kommunikation af følgevirkninger ved medicin og fokus på de tegn mv. borgere der får medicin udviser... "De ældre" kan ikke defineres ift. alder, men ift. tab af funktionsevne, når der er tale om sundhed. De store behandlingsudgifter opstår de sidste 3 til 6 måneder af borgers liv. Flytning fra botilbud. Har det givet anledning til overvejelser? Hvad skal vi være opmærksomme på? Der skal være fokus på den gode dialog og kommunikationen i flyttesituationer - også på skrift. Begrundede afgørelser - hvordan er erfaringerne med det? Det er meget få afgørelser, der ikke er begrundet. Generelt er det oplevelsen/erfaringer fra Ankestyrelsen, at niveauet/begrundelserne er ganske gode i Region Nordjylland. Opsamling på tre centrale pointer: 1. Kommunikation - mange bliver sat ud på et sidespor, fordi de ikke forstår hvad lægen eller andet sundhedspersonale siger - eller ikke formår at spørge ind til betydningen af funktionsnedsættelse og medicin. De praktiserende læger spiller en afgørende rolle her. 2. Inklusion - udgifter til specialundervisning gav stof til eftertanke. Er det blevet "for let" at blive diagnosticeret? Diagnosticerer vi fordi det giver adgang til flere ressourcer og specialiserede forløb? Der skal en holdningsændring til, hvis man vil diagnoserne til livs. Det er for let at få en diagnose, og det er forkert. Synet på normalitet indskrænkes hele tiden... Vi "tillader" fx ikke at drengene kravler i træer eller har behov for at bevæge sig. De "falder udenfor" og skal lære og sidde stille. Forskydning fra at fokusere på diagnose til at fokusere på borgerens behov. 3. Ulighed i sundhed - Fokus på tværfagligt samarbejde ml. social og sundhedspersonale - behov for større viden om hvad der rører sig inden for de respektive områder, behov for mere opsøgende arbejde. Ulighed i sundhed medfører et kortere liv, færre leveår for mennesker med en nedsat funktionsevne. Hvad kan vi gøre ved det? Vi skal tilbyde mere konkrete tiltag over for fx udviklingshæmmede og borgere med nedsat psykisk funktionsevne fx gåture hver dag, fokus på sund kost fokus på kommunikation af følgevirkninger ved medicin og fokus på de tegn mv. borgere der får medicin udviser... Sidst er det også en vigtig pointe, at der er mange gode eksempler som aldrig kommer frem! Hvordan får vi dem frem? Det kan være svært pga. medier, som hellere vil fortælle den negative historie, men måske kan politikere godt spille en positiv rolle, ved kontinuerligt at fortælle om de gode historier.