Konferanserapport: Nordisk konferanse om kirkelig arbeidsveiledning september 2007, Trondheim. Tema: Rørt, rammet og rystet

Transkript

1 Konferanserapport: Nordisk konferanse om kirkelig arbeidsveiledning september 2007, Trondheim Tema: Rørt, rammet og rystet Når fortellingen berører kjente og ukjente sider ved oss som veiledere. Arrangør: Fagrådet for arbeidsveiledning i Den norske kirke

2 Innholdsfortegnelse Forord ved Brita Hardeberg, leder for Fagrådet for arbeidsveiledning i Den norske kirke Side 4 I begynnelsen Side 5 Foredragene: Rørt, rammet og rystet, ved Anne Hirsch, Sykhusdiakon St. Olavs hospital i Trondheim og arbeidsveilder Side 6 - Noen begreper side 7 - Behandlerreaksjoner side 9 - Til slutt side 11 Den narrative opplevelse som medopplevelse og gjenopplevelse av kjent og ukjent stoff hos veilder selv, ved Helge Baden Nielsen, Soknepræst i Herfølge Sogn og arbeidsveileder Side 12 - Samtalen side 12 - Vejledning side 14 - Vejledning som fag-personlig dygtiggørelse side 15 - Sjelesørgerisk sans og kontakt side 18 - Sjælesørgerisk sans og forkyndelse side 20 - Bibelbrug side 26 - Sekundær traumatisering side 29 - Litteratur side 30 Handledaren, den handledda och transcendensen, ved Karl-Erik Tysk, Kyrkoherde i Ovansjö Församling og arbeidsveilder Side 31 - Ett narrativt perspektiv side 31 - Människan är en handlande varelse side 33 - En autentisk handledare side 35 - En alert handledare side 36 - Upplösning av problemet side 38 - Glöden side 39 - och glädje side 40 - Den transcendenta dimensionen side 41 Presentasjon av arbeidet i deltakerlandene I. Hva menes med arbeidsveiledning og hvordan organiseres det? Side 43 - Finland side 43 - Danmark side 44 - Sverige side 45 - Island side 46 2

3 - Norge side 47 II. Veilederutdanningen Side 50 - Finland side 50 - Danmark side 51 - Sverige side 52 - Island side 53 - Norge side 54 - Samtale side 55 III. Veien videre Side 56 - Danmark side 56 - Sverige side 56 - Island side 56 - Finland side 57 - Norge side 58 - Samtale side 58 Avslutningssamtale: Hva har vi lært, og hva gjorde det med oss? Når og hvor møtes vi igjen? Side 60 Vedlegg Oversikt over deltagere: side 62 Program for dagene i Trondheim side 64 3

4 Forord ved Fagrådsleder Det er med glede Fagrådet nå kan sende ut konferanserapporten fra Nordisk konferanse for kirkelig arbeidsveiledning Nordisk konferanse 2007 var den 6. nordiske veilederkonferansen som er avholdt. For første gang var Island representert, og med det økte mangfoldet av erfaringer. Takk for sist til kolleger i Finland, Sverige, Danmark, Island og Norge. Vi ser frem til å møtes igjen til konferanse på Island. Blir det i 2010? Den foreliggende rapporten er særlig interessant fordi den dokumenterer den aktuelle situasjonen for arbeidsveiledningen i de fem landene. I konferansen la vi frem til drøfting våre kirkers ulike løsninger på organisering og definering av arbeidsveiledning, våre ulike veilederutdanninger og våre tanker for fremtiden. Nå er dette samlet og tilgjengelig til inspirasjon for videreutvikling av arbeidet. Rapporten inneholder også konferansens foredrag, og vi takker foredragsholderne for oversendte manus. Brita Hardeberg Leder Fagråd for arbeidsveiledning i Den norske kirke 4

5 I begynnelsen Brita Hardeberg, leder for konferansen, ønsket velkommen til den sjette nordiske arbeidsveilederkonferanse og introduserte konferansetemaet knyttet til Susanne Bangs bok: Rørt, rammet og rystet. Biskop Ole Hagesæther hilste fra biskopene i Den norske kirke og beskrev forsamlingen som en gruppe med stor erfaring i arbeidsveiledning. Kirken har bruk for arbeidsveiledning og biskopene takker for den innsats dere gjør. I juni møttes alle biskopene i Norden til Nordisk bispemøte på Island. Tidligere var de i Vadstena, hvor de hørte om den hellige Birgitta. Birgitta opplevde i en visjon at det åpnet seg et nytt og åpent landskap i sommernatten, og gikk inn i dette. Noe av dette skjer også gjennom arbeidsveiledning, hvor man kan se noe nytt og våge å gå et stykke videre. Santa Birgittas valgspråk var: Herre, vis meg din vei, og gi meg vilje til å gå den! Gud signe denne konferansen. Sokneprest Ragnhild Jebsen hilste fra Nidaros biskop. Kjære medvandrere sier biskopen i Nidaros alltid. Trondheim er i dag ikke bare byen med katedralen, men også med det mest opprinnelige og ekte været. I løpet av konferansen kan dere kanskje oppleve været for et helt år. Olav den hellige lærte oss etterfølgelse av Kristus, og det vil vi føre videre. Sammen underveis, er bispedømmets visjon. Dette handler om en helhetlig skapelse. Av 130 prester i Nidaros er for tiden 28 personer i arbeidsveiledning.17 er med for første gang, mens 11 er med i fordypningsgruppe. En seniorgruppe og prostegruppe finnes også. Dette innebærer at vi må avsette midler og ha gode veiledere. Vi har i alt 15 veiledere. Det er spennende at dere er samlet fra alle de nordiske landene. Mitt håp er at konferansen vil gjøre at dere kjenner at vi er sammen underveis. Alle deltakerne presenterte så seg selv, sin utdanning og sitt arbeid. 5

6 Rørt, rammet og rystet foredrag ved Anne Hirsch, sykehusdiakon St. Olavs hospital i Trondheim og arbeidsveileder. Når det skjer store kriser i livet, trenger vi hjelp. Vi trenger profesjonelle hjelpere som kan sitt fag og vi trenger å bli møtt med forståelse og vennlighet. Vi trenger mennesker som tør å være sammen med oss i lidelsen og som orker å høre på når vi forteller om det vonde. Men hva kreves det av en profesjonell hjelper for å kunne fortsette med å være nærværende, støttende og omsorgsfull? Hva skal til for å beholde slitestyrken og fortsatt være en god hjelper? Hva trenger hjelperen for ikke å bli Den sårede hjelper som blir båret ut fra slagmarken. Risikoen ved å være nær andre menneskers tap og traumer er større enn tidligere antatt. Susanne Bang har satt fokus på disse spørsmål i boka Rørt, rammet og rystet og jeg har fått i oppgave å gi et riss av hva denne boka handler om. Jeg har selv lang erfaring som veileder i kirkelig sammenheng, både som veileder for prester og diakoner her i Nidaros bispedømme, i Sjømannskirken for prester som bor og arbeider ute i verden og av leger og sykepleiere på St. Olavs Hospital der jeg arbeider til daglig. Hva trenger hjelperen? Å få tilført nye faglige perspektiver og metoder. Motta personlig støtte i form av veiledning der man får bearbeidet egne følelsesmessige reaksjoner. Motta støtte og anerkjennelse fra sine kolleger og sin leder i det daglige arbeid. Boka Rørt, rammet og rystet består av to hoveddeler 1. Beskrivelse av de muligheter og farer som ligger i den profesjonelle hjelperens kontakt med andre menneskers lidelser. 2. Beskrivelse av den veiledning som er nødvendig i forbindelse arbeidet med klienter som har vært utsatt for tap og traumer. Perspektivet blir lagt på veiledning når fagpersonen er rørt, når hun er subjektivt rammet og når hun er rystet. Hva kan arbeidet gi? Det kan påvirke hjelperen positivt å arbeide med andre menneskers problemer. Spesielt påpekes det de positive mulighetene som ligger i å arbeide med andres eksistensielle problemer. Det er et privilegium å utvide sitt eget ved å se inn i andre sider ved den menneskelige eksistens. Vi kan forstå og verdsette annerledeshet uten å bli forarget eller skremt. Vi kan få mulighet til å bearbeide egne psykiske sår, få et mer nyansert perspektiv og bli mer bevisst på hvordan vi vil leve vårt eget liv. På denne måten kan vi bli klokere på livet, på andre mennesker og oss selv. Men akkurat i dette hvor muligheten for å vokse personlig og faglig, er størst, ligger også risikoen for å krympe faglig og menneskelig og få et fattigere liv. 6

7 Noen begreper: Kontakttretthet: Når det har blitt litt for mye av det gode og hodet er helt fullt. Det er normalt og et arbeidsvilkår. Alle som arbeider skal bli slitne. Utbrenthet: Uttømt. Behandlertretthet ut fra hele spekteret av pasientkontakt og andre arbeidsmessige og personlige forhold. Når trettheten blir konstant og det ikke hjelper å hvile. Misforhold mellom ressurser og krav. Et psykologisk syndrom som består av følelsesmessig utmattelse, depersonalisering og redusert arbeidsprestasjon. Hjelperen føler seg overanstrengt og tømt for sine følelsesmessige ressurser. Han blir negativ, ufølsom og distansert i forhold til omsorgsmottaker. Følelsen av kompetanse og suksess synker. Man kan føle seg inkompetent selv om man kan være rimelig vellykket utad. Årsaker til utbrenthet: Forholdene på arbeidsplassen. Uklare visjoner og mål. Uklare roller. Forholdet til konfidenten og belastningen ved stadig å arbeide med andres lidelse. Posttraumatisk stresslidelse: De symptomer og personlighetsforandringer et menneske kan komme til å lide av som en konsekvens av traumatiske opplevelser. Traume er en forsinket eller langvarig reaksjon på en belastende hendelse av truende eller katastrofeaktig art. Det er normalt å være redd, sint og i psykisk og følelsesmessig ubalanse etter en sjokkerende opplevelse, men hvis det ikke går over snakker vi om PTSD. Andre symptomer kan være: Unngåelse, tilbaketrekning, store forandringer i hormonbalansen og i hjernens aktivitet. Traumer og sorg: Traumer innebærer alltid sorg. Den traumatiserte har mistet en form for uskyld, en illusjon om sikkerhet. Dette skjer da bare andre, men ikke meg. Tapene kan være usynlige, men også synlige, man kan miste pårørende, helse, jobb, bolig og språk. Det er sorg over tapene samtidig som redselen og maktesløsheten ved traumet skal bearbeides. Viktig å bearbeide traumet først. Alltid tap og sorg ved traume, men ikke alltid traume ved sorg. Det er ikke bare de traumatiserte som lider. Det berører selvsagt de pårørende og også hjelperne. De opplever hendelsene indirekte. De får mulighet til å forestille seg det som skjedde. Får fantasier og urealistiske forestillinger. De får se konsekvensene av skadene både på det fysiske og psykiske plan 7

8 Sekundær traumatisering: Her er fokuset på arbeidet med traumatiserte mennesker som kan føre til behandlertretthet. Årsaken er påvirkning fra flere eller mange traumatiserte konfidenter akkumulert over tid. Man blir ikke sekundærtraumatisert av de alminnelige årsakene til utbrenthet. Dette er altså et snevrere begrep enn utbrenning. Hjelperen kan bli så påvirket at vi kan komme til å lide av de samme symptomer og personlighetsforandringer som den traumatiserte, men i noe mildere form. Hjelperen kan bli kynisk, pessimistisk, miste livslyst og energi og bli ensidig fokusert på de mørke sidene ved livet. Det er ikke lenger en grense mellom arbeid og privatliv. Endringene kan gå helt inn i kjernen av hjelperens psykiske struktur og endre hjelperens livsholdning. Man får et mer pessimistisk syn på livet. Er nå verden et trygt sted? Dette kan gjøre noe med: Hjelperens identitet: Opplevelsen av hvem man er som person. Man kan oppleve reaksjoner hos seg selv som er utenfor det akseptable selvbildet. Er jeg egentlig egnet som behandler? Selvrespekten blir skadet. Hjelperens åndelighet: Også ens forhold til Gud eller noe utenfor en selv kan bli endret. Dette er selvsagt alvorlig når noe av det vi hjelpere kan, er å låne våre konfidenter håp og tro og at det finnes en vei. Hvis vi ikke kan finne mening med våre liv, blir det vanskelig å hjelpe konfidenten å finne mening. Overlevelsesskyld: Man kan sammenligne livet sitt med konfidentens og få skyldfølelse for at en selv har det så godt og enda ikke kan hjelpe mer. Intimitet: Det kan bli problemer med intimitet. Vanskelig å ha sine nærmeste tett innpå seg. Vansker med seksuallivet. Vanskelig å ta andres små bekymringer og skader helt alvorlig. Det er ikke konfidentens ansvar at hjelperen tar inn negativ påvirkning. Det er vårt eget og arbeidsplassens ansvar å sørge for at faglige og menneskelige arbeidsrisikoer blir tatt på alvor i arbeidet med andre menneskers eksistensielle problemer. Hvorfor blir ikke alle sekundærtraumatisert? Det er avhengig av personlige holdninger, ressurser og faglige redskaper vi har i møte med utfordringene og belastningene Det som tapper, kan også berike. Det er en unik mulighet for å bearbeide egne psykiske sår Ved å arbeide med andre menneskers eksistensielle problemer, får vi mulighet til å se inn i sider av den menneskelige eksistens som vi ellers ikke hadde hatt tilgang til.. Vi kan bli mer oppmerksom på rikdommen i livet på en dypere måte. Vi får opplevelsen av å kunne bidra med noe som stemmer med egen visjon eller eget kall. Ved å arbeide med andres uro, må vi arbeide med egen sentrering for å kunne være virkelig tilstede. Det kan utvide vårt bilde av verden og menneskelivet som kan være til hjelp i eget liv. Vi kan utvikle oss personlig og bli klokere på livet, på andre mennesker og oss selv. Vi kan verdsette andres annerledeshet uten å bli skremt. Det er mulighet for å bli mer tolerant. 8

9 Jo mer vi tillater oss å bli beriket av veiledningsrelasjonen jo mindre er risikoen for å bli sekundærtraumatisert. Men akkurat i dette hvor muligheten for å vokse personlig og faglig, er størst, ligger også risikoen for å krympe faglig og menneskelig og få et fattigere liv. Hvordan utvikler sekundærtraumatisering seg? I den empatiske prosessen - på det kognitive plan. Gjennom møtene med traumatiserte mennesker endres mitt verdensbilde og mine holdninger til livet på det kognitive plan. I den empatiske prosessen, på det følelsesmessige plan. Den følelsesmessige innlevelsen skjer på et bevisst og i større grad ubevisst plan. Behandleren strekker sin innlevelsesevne slik at konfidenten føler seg forstått. Konfidenten induserer traumematerialet i behandleren. Det er ikke bare den kognitive og affektive innlevelse i historien, men møtet med den dype skaden i konfidentens selv Behandleren rystes av møtet med sitt eget system og samfunnet, særlig med svikten i behandlingssystemet. Idealene får en alvorlig knekk. Man kan bli desillusjonert. Hvem er spesielt utsatt Her spiller graden av klientkontakt inn. Det handler om mengden og antall konfidenter. Alder og erfaring blir utslagsgivende: - De unge: mangler erfaring, men deres faglige image tåler mer. - De eldre. Vanskeligere for å se sin egen rystelse og innrømme dette overfor kollegene. Faglig kompetanse: Teoretisk og metodisk og relasjonell kompetanse: Redskaper for å behandle sine egne motoverføringsreaksjoner: Privat nettverk: familie venner og fritidsaktiviteter. Personlig: - Dårlig tilgang til sitt eget følelsesliv og lite selvinnsikt. - Ved dårlig selvfølelse, har man lett for å føle seg inkompetent og hjelpeløs og blir mer sårbar. - Erfaring med traumer i eget liv uten tilstrekkelig bearbeiding - Hvis en selv er i krise eller del av en kollektiv krise Behandlerreaksjoner: Motoverføring: Den profesjonelle hjelpers reaksjoner på konfidentens historie når det gjelder følelser, tanker, kroppsfornemmelser og atferd. Reaksjon på den enkelte klient. Objektiv motoverføring: (klientindusert)reaksjoner som er forståelig for andre fordi alle vil kunne føle det på samme måte i en liknende situasjon. Det trenger ikke å handle om vår egen bagasje. Subjektiv motoverføring (terapeutindusert) Dette handler om behandlerens historie med uløste konflikter og ubearbeidete traumer. To tendenser ved motoverføring: Enten bli overinvolvert eller å trekke seg tilbake. Ved tilbaketrekking lett å bli sint, men mer akseptabelt for en selv å intellektualisere, bli kjølig og unngå kontakt. Ubearbeidete motoverføringsreaksjoner knyttet til flere konfidenter, kan føre til sekundær traumatisering. 9

10 Tre begreper som alle handler om motoverføringsreaksjoner.: Rørt: Motoverføringsreaksjoner som bidrar til å understøtte og utdype kontakten med klienten.. Å kunne la seg røre og bevege er en forutsetning for empati og ekte arbeidsglede. Sterk berørthet kan forveksles med en subjektiv og bremsende motoverføringsreaksjon, men det å glede seg over kontakten med klientene er også det beste vi kan bidra med. - Rørt og veiledning: Her er det motoverføringsreaksjoner som kan støtte og utdype kontakten med konfidenten. Dette er antakelig det beste vi kan gi dem. Rammet: Hjelperens subjektive motoverføringsreaksjoner. Klientens temaer, følelser og holdninger som treffer behandlerens egne ubearbeidede konflikter og hindrer reell tilstedeværelse og som også kan hindre god nok kontakt og innlevelse.hvis behandleren er bevisst på at hun er rammet, trenger det ikke hindre kontakten.(jeg og døden-grupper) - Rammet og veiledning: Her er det hjelperens egne ubearbeidete tema som blir berørt.vi må ha en tillatelse (kontrakt) til å kunne gå inn på de ubearbeidete tema.(jeg og døden) Rystet: De objektive(klientinduserte) motoverføringsreaksjonene der behandleren blir så overveldet av sine reaksjoner at hun mister kontakten med det som skjer både hos seg selv og klienten. Det er det fryktelige som har skjedd som konfidenten forteller om som kanskje også forblir ubearbeidet som kan føre til sekundærtraumatisering. Manglende faglig viten forsterker hjelperens risiko for å bli rammet og rystet. - Rystet og veiledning: Det må være en kultur og klima for å anerkjenne at man kan bli skikkelig sjokkskadd av å høre på en traumatisert person fortelle. Det er behov for å sette ord på det og å høre at det er normalt å reagere sterkt. Spørre om det også er en subjektiv komponent inne i bilde Traumerelatert veiledning: I arbeidet med mennesker med store traumer kan hjelperen bli truet av sekundærtraumatisering. Vi ser hvordan behandlerens ubearbeidete motoverføringsreaksjoner kan skade hjelperen og konfidenten og hennes sak, det er derfor nødvendig med veiledning. En traumerelatert veiledning. Veiledningens mål er faglig og personlig vekst, ikke problemløsning. I vår sammenheng også åndelig vekst To hovedfokus: - Analyse av saken og hva som har blitt gjort og skal gjøres - Hjelperens personlige aspekt med spesielt fokus på motoverføring, både de subjektive og objektive. Det å dele opplevelse med noen slik at man kan forstå hva som egentlig forgikk og eventuelt få hjelp til å tilgi seg selv hvis noe ikke gikk bra er nødvendig. Det å få følelsesmessig støtte, kan gi hjelp til å støtte konfidenten og det kan også frigi energi til faglig god handling. (Manglende faglighet eller erfaring øker risikoen for at det blir rådgiving og at motoverføringsreaksjoner neglisjeres i veiledningen. Ikke veiledning første året da behovet for rådgivning er for stort.) 10

11 Veiledning og parallellprosesser: Veilederens oppmerksomhet på sine egne motoverføringsreaksjoner i møte med veilandens fortelling. Er det veilederindusert eller veilandindusert når veileder føler seg tung og sliten i en samtale? Når veileder selv har vært sekundærtraumatisert? Veiledning og terapi.: Veiledning: Å bli bedre yrkesutøver. Få en forståelse for hvordan temaer i eget liv hindrer forhold til konfidenten. Terapi: Kjenne seg selv bedre. Arbeide på et dypere plan med de personlige tema. Forebygging av sekundær traumatisering er mer enn veiledning: En pakke der veiledning er viktigst. Individuelt ansvar: Godt privatliv med nær kontakt med familie og venner. Naturopplevelser og fysikk aktivitet. Åndelige opplevelser med kunst, litteratur og religion Kollektivt - og ikke minst et ledelsesansvar: Utvelgelse av personalet, teambygging, godt lederskap og klar filosofi/visjon. Til slutt: Møte med andre menneskers lidelse kan påvirke hjelperen dypt og bidra til å forme hennes verdensbilde, livsperspektiv og verdisett. Veiledning er viktig for å bevare slitestyrken i arbeidet. 11

12 Den narrative opplevelse som medopplevelse og gjenopplevelse av kjent og ukjent stoff hos veileder selv - foredrag ved Helge Baden Nielsen, soknepræst i Herfølge Sogn og arbeidsveileder. Jeg har tænkt længe og indgående over den titel, jeg har fået opgivet. Det har været en udfordring at komme ind i den, så jeg kunne komme til at orientere mig og finde et sted at begynde. Jeg tror, jeg har fundet det, og vil tage udgangspunkt i den helt elementære kendsgerning, at vejledning såvel som sjælesorg og terapi for den sags skyld helt fundamentalt beror på noget så almindeligt som samtale, ægte samtale. Samtalen Et menneske at tale med Når et menneske søger hjælp hos en præst eller en terapeut, henvender han sig nok til en person, der har en ganske særlig faglig indsigt med i bagagen. Men først og fremmest er han ude efter at tale med et menneske, han kan betro sig til og åbne sig over for i forventning om at blive mødt med tillid, forståelse og accept. Et sådant menneske findes måske slet ikke i hans omgangskreds. Her er der ingen, han føler sig så tæt på, at han tør udlevere sig til dem. Eller det forholder sig måske for det meste lige omvendt sådan, at han føler, at de nærmeste snarere er for tæt på og for involveret i de problemer, han kæmper med, til at han tror, de kan se ham klart og uhildet. Mange nære relationer er jo netop præget af det, der aldrig er blevet sagt højt, eller af begivenheder, der er blevet pyntet på og løjet om. Er det bl.a. her, smertepunkterne ligger, kan de nærmeste være dem, der er aller længst væk (Fog 1998: 20). Men det er nærheden, der efterspørges først og fremmest. Den fortrolige samtale, hvor et menneske kan hvile i, at det går an at være sig selv. Spørger man konfidenten eller klienten, hvad der i særlig grad hjalp eller betød noget, så nævner de først og fremmest oplevelsen af at sidde over for et menneske, der mødte dem med varme, havde indfølingsevne og var i stand til at forstå (Fog 1998: 45; Bang 2002: 134). Helt enkelt og elementært altså: et medmenneske at tale med. En fortrolig samtale, som den går for sig mellem mennesker, der står hinanden nær. I denne samtale og i alt, hvad den er forbundet med af mimik og kropssprog, i dette rum er alt og ubetinget alt hvad der sker mellem de to, der har sat sig sammen. Også de helende kræfter, hvis de altså er der (Fog 1998: 60). Hvordan kan man så nærmere karakterisere dette helt elementære fænomen i vores tilværelse: samtalen, den ægte, fortrolige samtale? At falde i snak Det første, der springer i øjnene, er at samtale er noget, vi rives med af, og som derfor unddrager sig vores styring og kontrol. Jamen hedder det da ikke, at jeg fører en samtale med en eller anden? Jo, men så drejer det sig snarere om forhandlinger i politik og lignende. 12

13 Jo mere eksistentielt involverende en samtale er, jo mindre forudsigeligt er det, hvor det hele vil ende. Vi falder i snak, som Gadamer rammende bemærker. 1 Vi fængsles af den fortælling, vi bliver involverede i. Samtalen griber os og holder os fast. Men der er mere at sige. Den forudsatte åbenhed og tillid At tale er at tale ud, siger K. E. Løgstrup med en af sine markante formuleringer og underbygger det med følgende episode: Klokken fire om eftermiddagen kimer det vedholdende på døren. Da kvinden kommer ned, står det hemmelige statspoliti udenfor og forlanger, at hun lukker op. Kommet indenfor spørger de efter hendes mand. Han er tilfældigvis ikke hjemme, men på forretningsrejse, får de at vide. Den ene af de to mænd, den underordnede, grim som arvesynden, og ser ud til at være i stand til al brutalitet, giver sig til at støve rundt i huset, svært bevæbnet. Den anden, af et vindende væsen og lutter venlighed og imødekommenhed, taler imens med kvinden og forsikrer hende, at det hele ingenting betyder, men blot sker for en ordens skyld. Kvinden agerer forekommende og forundret og gør det unervøst og perfekt. Hun er helt på det rene med, at hans charmerende bagatellisering af affæren kun tjener til at få tungen på gled hos hende, så han kan ikke foregøgle hende noget. Hun ved, at der af den mest uoverlagte bemærkning vil blive smedet våben imod hendes mand og hende selv. Til trods for det og det er næsten det mærkeligste ved det hele må hun hele tiden tage sig i en tilbøjelighed til at komme på talefod med manden, som om han måtte kunne bringes fra sit destruktive forehavende til menneskelig indsigt og fornuft. Uafbrudt må hun holde hovedet koldt. Hvorfor? Hvad er det, der melder sig i tilbøjeligheden? Det er den elementære og definitive ejendommelighed, der er ved al tale som spontan livsytring, dens åbenhed. At tale er at tale ud (Løgstrup 1972: 17). Der ligger med andre ord i selve talen og samtalen som grundlæggende livsytringer i vores tilværelse et forlangende om, eller måske rigtigere en tilskyndelse til, gensidigt at åbne sig for hinanden og vise tillid. Den enes åbenhed kalder uden videre den andens tillid frem bag om ryggen på begge parter. Hans tales åbenhed i hans fortælling er anlagt på min tillid til hans fortællings sandhed. Ligesom min tillid fuldbyrdes af den åbenhed, der hører hans tale til. Min holdning og hans ytring kan ikke skilles ad (Løgstrup 1978: 73). I selv samme øjeblik, min samtalepartner giver sig til at tale, forlanger talen den åbenhed, som den giver, og det er på tillid til den åbenhed, der hører talen til, at jeg tager hans fortælling som sand. Så stærk er den ejendommelighed ved talen som så at sige anonym livsytring, at den sætter sig igennem på trods af, at vi til op over begge ørerne stikker i historieforfalskninger (Løgstrup 1978: 71). 1 We say that we conduct a conversation, but the more fundamental a conversation is, the less its conduct lies within the will of either partner. Thus a fundamental conversation is never one that we want to conduct. Rather, it is generally more correct to say that we fall into conversation, or even that we become involved in it. The way in wich one word follows another, with the conversation taking its own turnings and reaching its own conclusion, may well be conducted in some way, but the people conversing are far less the leaders of it than led. (Gadamer 1975: 345) 13

14 Det er altså ikke sådan, at det er en indstilling til hinanden i samtalen, vi kan vælge eller vælge fra. Den er forudsat, vi er i dens vold, og den udgør dét, der overhovedet gør dette at samtale meningsfuldt. Dermed ikke være sagt, at vi ikke gang på gang forstiller os og bedrager både os selv og hinanden gennem det, vi siger. Det gør vi. Vi stikker til op over begge ørerne i historieforfalskninger, som Løgstrup udtrykker det. Men meningsfuld i egentlig forstand er samtalen i grunden kun, hvis den er uden bagtanker og fri for enhver mistanke om, at den ene i det skjulte har noget for med den anden. Den fortrolige samtale tjener ikke noget andet formål end at komme til klarhed om de eksistentielle temaer, der dukker op. Det er det, der er dens væsen, det konstituerende træk ved den. Vejledning Et personligt forhold Hvorfor nu denne indledende fokusering på selve fænomenet samtale? Ja, først og fremmest for at minde om en væsentlig pointe: at så arrangeret og speciel den samtale også er, der finder sted i vejledning og sjælesorg og terapi, det ændrer ikke en tøddel ved, at det, der finder sted og går for sig, må karakteriseres som ægte samtale. Før der er tale om noget som helst andet, er der tale om et menneskeligt forhold slet og ret. Så indlysende er det, at det ofte overses (Fog 1998: 77). Vejleder såvel som sjælesørger og terapeut er ganske vist professionelle folk, der får deres gode løn for det, de gør. Det er det specielle ved det. Og det arrangerede kommer til udtryk i den særlige kontrakt, der bærer og sætter ramme om dette specielle forhold, som nok er tosidigt men ikke i vanlig forstand gensidigt. Det er så arrangeret som noget, alligevel er det ægte! Så i grunden må man vel sige, at der er tale om et paradoks: vi går ind i en fortrolig samtale med et måske helt vildfremmed menneske, knytter bånd til tider endda stærke bånd med det helt klare sigte, at båndene skal brydes og relationen afvikles. Den ene part fortæller, åbner sig, og er optaget af at forstå sig selv. Den anden er optaget af at lytte, finde mønstre og forstå, hvad der bliver fortalt. Forholdet er med andre ord helt a-symmetrisk. Set på afstand eller udefra er der en modsætning mellem forholdets kontraktbårne karakter og så de menneskelige kvaliteter, som må være til stede, hvis der overhovedet skal komme noget ud af det, og hvis det, der foregår, skal være menneskeligt og moralsk forsvarligt. Det mærkelige er, at i praksis gør modsætningen sig ikke gældende. Jette Fog udtrykker det præcist: Det drejer sig om en modsætning mellem den professionelle aktivitet på den ene side og på den anden side redskabet for denne professionalitet, den fortrolige samtale, hvis egenart består i, at den netop ikke kan instrumentaliseres, ikke kan have middelkarakter. Man kan ikke spille interesseret, man må faktisk være interesseret. Man kan ikke fremtvinge en medfølelse, man må rent faktisk føle med den anden. Det underlige er, at denne modsætning ophæves i samtalens løb, og dette er faktisk en hovedbetingelse for, at psykoterapi (og jeg tilføjer: vejledning og sjælesorg) overhovedet kan lade sig gøre uden at blive til tvang, manipulation eller forførelse (Fog 1998: 75). Vi overgiver os faktisk til samtalen, og det går for det meste sådan i denne professionelle, fortrolige samtale, at interessen for og medfølelsen med den anden er autentisk nok. Den 14

15 omsorg og respekt for den anden, som situationen kræver, indfinder sig mærkeligt nok for det meste helt af sig selv. Kun i yderst ringe grad, om overhovedet, er det noget, vi selv præsterer. Med andre ord: før og forud for at vejledning er noget som helst andet altså noget med teknik og metode til at intervenere i samtalen beror den i et og alt på et personligt forhold (Fog 1998: 45,356). Og så er vi tilbage ved foredragets titel. For det er så netop i dette personlige forhold, vejleder kommer ud for den narrative oplevelse som medopplevelse og gjenopplevelse av både kjendt og ukjendt stoff hos sig selv. Dermed er der jo givet nogle vigtige fingerpeg om, hvad vejledning overhovedet er for noget, hvad der skal sættes fokus på og i en vis udstrækning også, hvilke ressourcer vejledningen i en kirkelig ramme har at trække på. Vejledning som fag-personlig dygtiggørelse Sjælesørgerisk sans Formålet med kirkelig vejledning er, skal det udtrykkes kort, fag-personlig dygtiggørelse. Hensigten er, at præster, der søger vejledning, skal blive bedre til det, de allerede er gode til. Dermed har jeg også udtrykkeligt taget afstand fra at opfatte kirkelig vejledning som krisehjælp til evt. udbrændte præster. Vejledning har noget at gøre med dannelse og uddannelse. I konteksten, vi befinder os i her, hvor det er en særlig pastoral kompetence, der står i centrum, indebærer det, at der er, hvad jeg vil kalde en sjælesørgerisk sans, der skal udvikles og skærpes. En sjælesørgerisk sans, som rummer to aspekter i sig, jeg gerne her vil holde ude fra hinanden, skønt det nu ikke lader sig gøre i praksis. Det ene aspekt handler om evnen til at etablere og vedligeholde kontakt i vejledning og sjælesorg. Det andet aspekt drejer sig om den særlige faglighed, der er forbundet med at være præst: formidlingen af evangeliet. I begge tilfælde gælder det, at det faglige og det personlige ikke bare kan anskues som to sider af samme sag. De er ikke smeltet sammen. På den anden side kan det faglige og personlige på ingen måde skilles ad, slet ikke i praksis som antydet. Den sjælesørgeriske sans, både når det gælder kontaktslutning og forkyndelse, er uadskilleligt forbundet med den farvning og fortolkning, det får, når det brydes i det prisme, der udgøres af den enkelte præsts livshistorie og måden, han har forholdt sig til den på. Sammenfattende sagt: præsten er, som den han nu er og er blevet, bærer af et budskab, der ikke er hans eget. Teser Jeg vil folde det lidt mere ud i et par teser og underpunkter og dermed også antyde gangen i det følgende: 1. Vejleder og sjælesørger har i sit arbejde sig selv som sit arbejdsredskab. I kirkelig arbejdsvejledning vil det derfor være relevant at sætte fokus på, hvordan den konkrete præst er involveret med sig selv, ved at spørge: Hvordan ser præsten det andet menneske? Det handler med andre ord om, hvordan han forholder sig til de overføringer og induktioner (Bang 2002: 80), konfidenten har taget med sig ind i rummet. 15

16 Hvordan ligger det med præstens evne til at rumme det andet menneske følelsesmæssigt og forståelsesmæssigt? Altså her-og-nu-forholdet mellem sjælesørger og konfident, sådan som præsten, der er i vejledning, selv lægger det frem. Her er det modoverføringen 2, der er i fokus. På hvilken måde spiller præstens egen livshistorie eventuel ind i forholdet? Det handler på en vis måde også her om modoverføringen, men det egentlige fokus ligger et andet sted. Det drejer sig om, i hvilken udstrækning han er i kontakt med sig selv, og i hvilket omfang almene psykologiske indsigter i forbindelse hermed er blevet integreret i hans sjælesorgspraksis. Kravet til sjælesørgeren er jo ikke, at han skal være mere helstøbt eller fri for neurotiske træk end folk er flest (Fog 1998: 359). Han er et menneske, der er kendt med den brogede buket af følelser, hvori forholdet til andre kommer til udtryk. Men han skal være i kontakt med sine følelser og være i stand til at bearbejde sine problemer, så de ikke står i vejen for kontakten med det andet menneske. Det er bl.a. det, dannelsen af den sjælesørgeriske sans her går ud på. Dermed er vi nået til den anden tese. 2. Vejleder og sjælesørger har ikke kun sig selv som sit arbejdsredskab men har tillige en ganske særlig faglighed i ryggen, nemlig evangeliet. I kirkelig arbejdsvejledning vil det give anledning til at sætte fokus på: Hvad vil det sige at se det anden menneske i lyset af evangeliet? Mennesket som skabt i Guds billede. Hvordan kom præsten af sted med at være præst i den sjælesørgeriske kontakt med det andet menneske? Altså vejledtes egen pastorale teori og forestilling om, hvad opgaven går ud på. Hvordan tager præsten den udfordring op at holde de teologiske udsagn op imod sine egne subjektive erfaringer? Sammenfattende sagt: formålet med pastoral vejledning er fag personligdygtiggørelse eller vækst. Og kontrakten, der ligger til grund for arbejdet, må efter min opfattelse udformes sådan, at vægten i arbejdet kan lægges på udviklingen af pastoral kompetence, øget selverkendelse eller klargøring af præstens egen spiritualitet, alt efter hvad præsten, der søger vejledning, selv mener at have brug for. Udtrykket fag-personlig sætter en grænse til to sider: det personbearbejdende i bestræbelsen på at tilvejebringe større selverkendelse skal ikke antage karakter af psykoterapi. Og det spirituelle arbejde med at relatere egen erfaring til den bibelske tydningshorisont skal ikke have karakter af egentlig sjælesorg. 2 Jeg holder mig her til Susanne Bangs mere omfattende definition af begrebet: Alt det der sker i hende af kropsfornemmelser, følelser, fantasier, tanker, forestillinger, minder fra eget liv, faglig inspiration, kalder vi modoverføring (Bang 2002: 92). 16

17 Kamelmodellen Inden vi går videre, vil jeg præsentere en model, der forsøger at indfange og anskueliggøre de processer, der er på færde i vejledning og sjælesorg. Det er en anden, dansk psykolog Jens Mammen, der er ophavsmanden til den (Fog 1998: 55): (a) med de to modsatrettede pile udgør det dynamiske felt mellem sjælesørger og konfident, henholdsvis vejleder og vejledt, her-og-nu-forholdet mellem de to parter, hvor de kalder det bedste, undertiden det værste, men i reglen noget langt mere sammensat frem i hinanden. Det, der netop bevirker, at samtalen udvikler sig så uforudsigeligt. (b) betegner, at de to har hver deres unikke tilblivelses- og udviklingshistorie, hvor de hver på deres måde har lært at knytte bånd og være i kontakt med andre, med sig selv og med en yderste instans i tilværelsen, sådan som den nu har formet sig. Det er en historie, der bl.a. handler om, hvad man taler om, og hvad man ikke taler om, og hvordan man i givet fald gør det. (c) endelig peger på, at så adskilte og enestående, de to også er, så er de dog vokset ud af en fælles sammenhæng biologisk, kulturelt, åndeligt og i mange tilfælde også religiøst. De udgør rigtignok hver deres verden og har eller rettere er hver deres historie, men før og forud for, at de er det, er de med-mennesker. Det er det, der overhovedet ligger til grund for, at de kan forstå hinanden, sætte sig ind i hinandens verden, gensidigt eller som her ensidigt, hvor det er 17

18 vejleder og sjælesørger, der prøver at sætte sig ind i den fortælling, deres samtalepartner har med ind i rummet. En historie, der grundlæggende handler om, hvordan fortælleren var eller i reglen netop ikke var i ordentlig kontakt med andre mennesker, med sig selv eller med Gud. Og det er det, han er kommet for at få hjælp til at hitte rede i. For vejlederen som for sjælesørgeren, der lægger øre til, kan det umiddelbart forekomme at være kendt og ukendt stof mellem hinanden. Men ukendt i egentlig forstand er der ikke noget af det, der er. Snarere overraskende eller som kan hænde noget, der vækker modvilje måske endda væmmelse. Men ikke ukendt helt og aldeles, så har vi i alle tilfælde bevæget os langt ind i det patologiske. I grunden er der intet menneskeligt, der kan være en vejleder eller sjælesørger fremmed. Det, han får at høre, er variationer over temaer, der gør sig gældende i ethvert menneskes liv. Derfor giver det genklang i ham selv. Vejleders og sjælesørgers egen kontakthistorie er en art resonanskasse, der bevirker, at erkendelse af den anden empatisk formidlet har karakter af gen-kendelse, medopplevelse og gjenopplevelse, som det udtrykkes i foredragets titel. Dynamikken i her-og-nu-forholdet har sit udspring i, at vejleder og sjælesørger på én gang har opmærksomheden rettet tre steder hen: på det, der sker lige nu; på det den anden fortæller og ikke fortæller, og hvordan han gør det, og hvad det siger om ham; og endelig på sig selv, hvordan hans egen livshistorie kan give ham adgang til at forstå det, den anden fortæller om den skuffede, afviste eller tabte kærlighed (Fog 1998: 13). Det er jo ofte det, det handler om, dybest set. Sjælesørgerisk sans og kontakt Overføring Jeg vil tage et konkret eksempel frem for at se på, hvad udviklingen og skærpelsen af den sjælesørgeriske sans i praksis kan gå ud på. I første omgang det aspekt af den, der går ud på at etablere og vedligeholde kontakt med konfidenten. En ung, kvindelig præst havde i de første år af sin præstetid taget den i enhver henseende prisværdige opgave på sig at besøge sognets gamle. Da hun kom til vejledning, var det tydeligt, at hun havde noget, hun skulle af med. Efter nogle få indledende bemærkninger væltede det da også ud af hende: Gamle mennesker, især gamle koner, er en pestilens. De er så krævende, de klamrer sig til mig, de æder mig op. Det er noget helt andet at være præst, end jeg havde regnet med. Jeg er lige ved at gi op. Vrede, frustration, skuffelse, afmagt, så det var til at tage og føle på. Vejlederen siger, at det ikke sjældent kan være en vældig udfordring at have med gamle mennesker at gøre, og opfordrer hende til at vælge én af de gamle koner ud, måske hende, hun har det sværest med, og se nærmere på, hvad der i grunden er på færde her: Hun sidder hele tiden og jamrer over alt muligt. Naboerne, der larmer, hjemmehjælperen, hun syntes virker uvenlig og aldrig har tid, sukkersygen, der gør, at hun ingenting må spise. Ja, og så sønnen, der stort set aldrig besøger hende. 18

19 - Hvad gør du med det? - Jeg prøver at få hende til at se de ting, hun har at være glad for (P). - Hvad siger hun til det? - Hun siger, at der er ingen, der forstår hende (P). - Forstår du hende? - Ja, det gør jeg sådan set (P)! - Har du sagt det til hende? - Nej. Det tror jeg ikke (P). - Men det var måske det, du skulle gøre. Måske har hun brug for at høre, at der er nogen, der forstår hende. At du i alle tilfælde gør. - Ja, det er da hårdt at være hende. Hun har ingen (P)! At tegne et nyt billede Vejledningssamtalen bevæger sig ind i en art tegneproces 3 (Fogh 1998: 368), hvor de to i fællesskab prøver at se nærmere på og beskrive mere detaljeret, hvad det er for et liv, hvor jammer er blevet den eneste måde for en gammel kone at udtrykke sig på. Og langsomt ændrer billedet sig. Rummet vider sig ud, og det bevirker, at den kvindelige præst også selv bliver mere rummelig og forstående. Billedet, der tegner sig, er ikke et faktuelt andet billede, heller ikke et skønmaleri. Men ved at se efter, om der er mere og andet at se end alt det, der fremkalder irritation og afmagt, gøres der plads til, at nye indsigter dukker op. - Men det er, som om man bliver smittet af hende (P). Den kvindelige præst vender tilbage til sin oprindelige oplevelse af at være i stue med den gamle kone og udtrykker, hvordan hun på sin egen krop oplevede hende som en pestilens. Og bliver klar over, at når hun på den måde smitter hende, så vil hun også virke sådan på sine nærmeste omgivelser, så de bliver irriterede, føler sig afmægtige og støder hende fra sig. Hun er altså et langt stykke selv medvirkende til at forkludre sit liv. I takt med, at hun har fået mere forståelse for den gamle kone, har præsten fået vreden, irritationen og afmagten mere på afstand. Der bliver plads til lidt mere varme og medfølelse. Konen er ikke bare en jammerkommode men et ulykkeligt menneske, der er blevet fanget i en art negativ spiral. I denne vejledningssession faldt det ikke for at gå ind i spørgsmålet, om den modvilje og vrede, den unge kvindelige præst havde udviklet mod gamle koner, havde noget at gøre med hendes egen livshistorie. For sådan kunne det jo også være. At hendes mor var en, der aldrig var gjort nok for og heller aldrig kunne gøres nok for, enhver datters dårlige samvittighed (Fogh 1998: 367). At være præst i situationen Tilbage bliver det med at være præst i situationen. Det er noget helt andet at være præst, end jeg havde regnet med. Jeg er ved at gi op, siger hun med fortvivlelse i stemmen. 3 Susanne Bang anvender udtrykket modellering om denne metode til at undersøge modoverføring i supervision (Bang 2002: 143). 19

20 - Hvad mener du med, at det er noget helt andet? - Ja, jeg sidder jo bare og hører på hende og drikker kaffe og får dårlig samvittighed, når jeg vil til at gå, for hun siger altid: skal du allerede gå. Jeg kan godt forstå, hun tager, hvad hun kan få. Men jeg er der jo ikke som præst, jeg er der jo bare som en slags besøgsven (P). - Men det er hun jo glad for. Du gør hende jo glad med dine besøg. - Ja, men jeg syntes ikke det er nok for mig. Jeg vil gerne være der som præst. Det er da det, jeg er blevet uddannet til (P). - Har du prøvet at tale med hende om det? - Nej, jeg er ikke så god til den slags. Til at sige til og fra (P). - Hvad hindrer dig i det? - Jeg tror, folk bli r sure på mig (P). - Plejer de det? - Nej (P)! Vi taler om, at hun måske har et tema her, hun skal prøve at arbejde med her. I reglen er det er lettelse både for os selv og andre, når vi sætter grænser. Så ved vi, hvor vi har hinanden. Vi træder i karakter som dem, vi er og gerne vil være. Det er ved grænsen, vi mødes. Grænser giver kontakt (Falk 1996: 26). Så måske var det værd at overveje at tage spørgsmålet op og snakke med den gamle kone om det. Hvad vil du mig som præst? Og så se, hvad der sker. Det kunne jo være, hun opfatter det som en kærkommen invitation til at tale med præsten om det, hun nok slet ikke kan tale med sine nærmeste om. Hvordan hun kommer ud af jammeren og afmagten og finder kræfter til at forsone sig med tilværelsen, som den nu er kommet til at se ud for hende. Sjælesørgerisk sans og forkyndelse Så kommer vi til den side af den sjælesørgeriske sans, der handler om forkyndelsen, formidlingen af evangeliet. I megen kirkelig vejledning, jeg kender til 4, har der været en tendens til temmelig ensidigt at sætte fokus på selve kontakten mellem sjælesørger og konfident og mindre på, hvordan præsten kom af sted med at være præst. Det er der sikkert flere forklaringer på. Først og fremmest indsigten i, at den medmenneskelige kontakt simpelthen er den afgørende forudsætning for, at der overhovedet kommer noget ud af det hele. Vigtigheden af, at kontakten er god, kan da heller ikke overdrives. Og så skyldes den skæve fokusering også for en del, at når man først er kommet i gang, er det både fascinerende og lærerigt at arbejde med sig selv og sin egen lydhørhed i dette dynamiske felt og få indsigt i, hvordan vi her hele tiden sender og modtager på flere kanaler samtidigt. Og endelig er der også den forklaring, at der har hersket en vis usikkerhed og rådvildhed med hensyn til, hvordan man som sjælesørger overhovedet kommer af sted med at inddrage evangeliets helt anden og fremmede horisont i samtalen, uden at det af den sjælesorgsøgende opleves som kontaktbrud. 4 Jeg tænker her på egne erfaringer både fra praksis og undervisning og på en del af den navnlig tyske litteratur om pastoral vejledning, jeg har været inden for i. F.eks. de bøger med samtaleanalyser, Hans-Christoph Piper har udgivet. 20

21 På den anden side er det klart, at medmenneskelig kontakt ikke i sig selv er identisk med teologisk kommunikation. Så kan sjælesørgeren nok så meget med sin indstilling og varme repræsentere eller inkarnere et vikarierende håb for den ramte, som Cullberg udtrykker det (Cullberg 1991: 47; 366). Det gør ikke samtalen mellem sjælesørger og konfident til sjælesorg i egentlig forstand. Bliver selve kontakten det hele og det eneste, kommer hjælpen og trøsten jo uvægerlig også til at bestå i selve relationen til sjælesørgeren. Og det er naturligvis både uholdbart og teologisk illegitimt. Det er med andre ord netop her, den afgørende forskel mellem terapi og sjælesorg kommer for en dag. Saglig medmenneskelighed i psykoterapien I sin bog om grundforhold i psykoterapien Saglig medmenneskelighed, som jeg allerede har lænet mig op af adskillige gange i det foregående, opererer Jette Fog med et begreb, hun kalder teoriladet sansning (Fog 1998: ). Som fag-person psykolog har man en særlig viden i ryggen, siger hun, som er så indarbejdet, at den sidder i øjnene og bevirker, at man ser og sanser et andet menneske på en bestemt måde, når det vel at mærke er det, man er blevet bedt om og har truffet aftale med sin klient om. Hvad går denne teoriladning i psykoterapien så ud på? Ja, den handler selvsagt om, hvordan et menneske er eller ikke er i stand til at knytte følelsesmæssigt stærke bånd til sig selv og til andre. Hele denne båndstruktur, alt det betydningsfulde i et liv er forbundet med, og som også ligger til grund for, at det hele kan gå hen og blive så indviklet. For måden at knytte bånd på kan jo være dikteret af så meget forskelligt og derfor også være mere eller mindre hensigtsmæssig. Der kan være tale om selvdestruktive måder at forholde sig på og løse konflikter på, den pågældende har med sig hjemmefra, og nu gentager han dem slavisk, fordi han ikke kan få øje på andre. Eller måden at knytte bånd på kan undervejs i livet være blevet forstyrret af tab og traumer, som den 14-årige pige, der mister sin mor og nu får indbygget en eksistentiel logik i sig, der siger, at når det kan komme til at gøre så ondt at knytte stærke bånd til andre, så lader jeg helt være. Jette Fog karakteriserer uhyre præcist psykoterapi som saglig medmenneskelighed, hvor medmenneskeligheden er det grundlæggende, og det faglige og saglige, teoriladningen, er en viden om den dynamik og de logikker, et menneske bevidst eller ubevidst kan ligge under for, og som der må arbejdes professionelt med, når det kommer til at virke lammende og selvdestruktivt. Saglig medmenneskelighed i sjælesorgen: at se den anden i lyset af evangeliet. Nu forholder det sig jo sådan, at som terapeuten har sin særlige teoriladning i ryggen, sådan er også præstens arbejde bestemt af en særlig faglighed, et bestemt fokus, der har sin egen indbyggede dynamik og logik, nemlig et menneskes gudsforhold. Hvor terapeuten arbejder med, hvordan et menneske er i kontakt med eller ude af kontakt med sig selv og andre, sådan er det særlige fokus i præstens arbejde spørgsmålet om, hvordan et menneske og præsten selv ikke at forglemme er i kontakt eller ude af kontakt med Gud. Langt hen ad vejen kan præsten og psykologen følges ad i synet på, hvad et menneske er. Begge parter arbejder ud fra en antropologi, der med Johan Cullbergs udtryk kan karakteriseres som dynamisk (Cullberg 1991). Livet er ikke noget, et menneske har i sig, og identitet er derfor heller ikke noget, man har, det er noget, man får, og som udvikles og 21

22 forandres undervejs gennem livet. Livet er i og består i alle vore mellemværender. Det ér i de mellemrum, den menneskelige tilværelse folder sig ud i. Det er først i synet på, hvor mange mellemrum der, vejene skilles. At det i et menneskes indre dialog og uafbrudte samtale med sig selv handler om den delikate balance mellem selvfølelse og selvforagt og at det i forholdet til andre mennesker handler det om at vide sig accepteret, taget imod eller tro sig forladt, for nu at sige det kort, derom kan præsten og terapeuten i reglen nok blive enige. Men for en teologisk betragtning er der jo endnu et levende forhold, ethvert menneske er stedt i, nemlig forholdet til Gud. I det forhold handler det om i grundlæggende betydning at vide sig velsignet eller forbandet, vide sig omfattet af en universel kærlighed eller tro sig forkastet. I reglen er det her, vejene skilles! Det gælder i alle tilfælde, hvad angår psykologen Jette Fog. Hun taler om det at miste og siger: Netop uerstatteligheden gør det svært at stå ved siden af den sørgende, for hvad skal man stille op og hvad skal man sige hvad kan man dybest set gøre for ham i en sækulariseret kultur, hvor vi ikke har Gud til hjælp som meningsgivende? Det ryster oven i købet ens egne illusioner om altings varighed og bestandighed og om, at ens nærmeste og man selv kan slippe for at dø. Det er ikke ganske nemt at finde det menneske, som er rede til at dele sorgen og de i øvrigt uhåndterlige følelser, der kan opstå ved tab, og det betyder, at den sørgende bliver forladt, ikke blot af den døde, men også af de levende omkring ham. Ingen tør nævne det svære ved navn. I gamle dage havde vi ritualer til støtte, men de er svundet ind og døden og sorgen er i vid udstrækning blevet et individuelt og privat anliggende. Hvad er da min opgave som terapeut? Jeg skal måske først og fremmest ikke sige noget, for der er ikke så meget at sige, og jeg skal ikke trøste, for der er ingen trøst at give (Fog 1998: 20f.) Dybest set, siger Jette Fog, er et menneske altså overladt til sig selv, uanset hvor meget det også understreges, at forholdet til andre mennesker væsentligt hører med til dette at eksistere. Når det virkelig gælder, er ensomheden ubodelig. Hvad terapeuten kan, er i grunden udelukkende at hjælpe et menneske til at hjælpe sig selv. Bevidst eller ubevidst må psykoterapeuten derfor også arbejde ud fra en forestilling om, at det i princippet i alle tilfælde er muligt for et menneske at hvile i sig selv, være et selvberoende subjekt. Men det er akkurat, hvad teologen vil bestride. Jo, i en vis udstrækning skal et menneske naturligvis også kunne hvile i sig selv, være i balance. Ligesom det også skal søge at finde hvile og fred i sin dybe afhængighed af andre betydningsfulde personer i sit liv. Men, hævder teologen, hvile i sig selv i grundlæggende forstand er der intet menneske, der kan. Netop tilværelsens egen iboende dynamiske karakter gør det umuligt. Netop alle tings foreløbighed bevirker, at det ikke er en undtagelse men et grundvilkår, at tilværelsen har karakter af krise. Og her tænker jeg både på den lange række af kriser og overgange i et liv, som et menneske, uanset det vil eller ej, udfordres til at gennemleve, og som altid fører enten til vækst og modning eller misvækst og forkrøbling. Uberørt og den samme gennem alle omskiftelser forbliver ingen. Og jeg tænker på mere traumatiske oplevelser, som ingen heller forskånes for, og som ikke bare anfægter men nedbryder troen på, at verden er i orden, og at der er retfærdighed til. Ikke mindst erfaringen af at miste, der er så grundlæggende som noget i et liv. At blive ramt af en traumatisk begivenhed indebærer altid sorg selvom det i første omgang ikke ser sådan 22