Torbjørn Juul Andersen Ida Meldgaard Christensen Rasmus Vestergård Hansen Monica Nielsen Morten Hetmar Vestergaard Patrick Benjamin Wurzel

Transkript

1 Foto: Theis Bertelsen Torbjørn Juul Andersen Ida Meldgaard Christensen Rasmus Vestergård Hansen Monica Nielsen Morten Hetmar Vestergaard Patrick Benjamin Wurzel Vejleder: Ole Erik Hansen Roskilde Universitetscenter Gruppe 11- Hus Samfundsvidenskabelig basisuddannelse RUC - 3. Semester efterår

2 Indledning 4 Problemfelt 6 Irak-krigens forløb 6 Storbritannien 8 Det danske grundlag for at gå i krig 13 De misvisende informationer omkring Irak-krigen 15 Ingen konsekvenser for regeringen 16 Problemstilling 17 Design og Metode 18 Design 18 Metode 20 Fremgangsmåde 20 Empiri 20 Interview 20 Valg af teori 21 Teoretikerne 22 Operationalisering af teori 23 Pålidelighed 23 Teknisk gyldighed 23 Statistisk gyldighed 24 Ekstern gyldighed 24 Fordomme 24 Valg og fravalg 25 Videnskabsteori 26 Hermeneutik 27 Den hermeneutiske cirkel 28 Rapportens ontologi 29 Rapportens epistemologi 30 Regeringen vs. oppositionen 32 Aktivistisk udenrigspolitik 32 Afghanistan banede vejen for invasionen af Irak 38 Danmark USA's tro følge 39 Ændring af krigsgrundlag 39 Kommunikation 40 Den hemmelige krig - hvordan en debat bliver afsporet. 43 Opposition 45 2

3 Socialdemokratiet før, under og efter Irak-krigen 45 Molins model over partiadfærd 49 Partiadfærd 51 The Vote-Seeking Party 52 The Office-Seeking Party 53 The Policy-Seeking Party 54 Analyse 55 Delkonklusion 59 Befolkning 61 Befolkningen og Irak-krigen 61 Zallers teori omkring vælgeropførsel: 62 Befolkning og udenrigspolitik 63 Eliten 65 Delkonklusion 65 Medier 67 Diskursteori i forhold til medier 67 Hvordan medierne har ændret sig gennem de senere år 68 Hvordan italesætter medierne politik? 69 Irak-krigen i medierne 71 The policy-media interaction model 73 Embedded journalism 74 Medier og Befolkning 75 Analyse 76 Delkonklusion 78 Diskussion og konklusion 79 Befolkningen er ikke interesseret i udenrigspolitisk. 80 Medierne har kun i svag grad været kritiske 81 Perspektivering 83 Litteraturliste 86 Bilag 1: Interview med Mark Ørsten 89 Bilag 2: Interview med Mogens Lykketoft 111 3

4 Indledning Irak-krigen delte vandende i FN s sikkerhedsråd såvel som folk og nationer verden over. Fra Seoul over London til New York deltog millioner af mennesker i antikrigsdemonstrationer, før en amerikansk ledet koalition invaderede Irak uden et enigt sikkerhedsråd og FN-mandat. Danmark bidrog som bekendt med militære styrker til denne koalition, og brød dermed med den sædvane, der hidtil har styret dansk udenrigspolitik på to meget væsentlige områder. Danmark gik i krig uden FN-mandat og uden et bredt flertal i folketinget. Nu fire og et halvt år senere står det klart, at den danske regeringens grundlag for at gå i krig var en løgn, og de mål man havde sat sig med invasionen på ingen måde er blevet indfriet, da de danske tropper blev trukket hjem i august 2007 op til folketingsvalget i november. I stort set alle andre vestlige lande, der deltog i invasionen har det haft betydelige konsekvenser for de regeringer der valgte at deltage, og det har spillet en forholdsvis stor rolle indenrigspolitisk. I Danmark forholder det sig anderledes. VK-regeringen er blevet valgt en tredje gang, to gange efter krigens begyndelse, hvilket er kernen i dette projekt. Vi tager udgangspunkt i en fordom om, at en regering der beviseligt har løjet burde blive væltet. Det er forbløffelsen over, at det ikke er sket, der har drevet os til at arbejde med dette spørgsmål. Vores tilgang til projektarbejdet er derfor begyndt med visse fordomme og antagelser: Som sagt forestillede vi os, at en påvist svigagtig regering burde blive vraget af vælgerne, især når løgnene omhandler den måske tungeste beslutning et land kan tage: At gå i krig. Desuden var vi forundrede over, at oppositionen ikke har kunnet bruge Irak-krigen mere offensivt i sin kritik af regeringen, især i takt med at regeringens bedrag blev afdækket, og udviklingen i Irak gik som den gjorde. Tillige antog vi, at medierne kunne have været mere kritiske i forhold til både grundlaget for at gå i krig, men også hvorvidt det var i Danmarks interesse at 4

5 deltage, altså om de levede op til rollen som vagthund over for magthaverne og stillede spørgsmålstegn ved krigen både før, under og efter. Ydermere mente vi, at en del af svaret kunne findes i den danske befolknings tilsyneladende negligerbare interesse for udenrigspolitik generelt og dermed også den danske deltagelse i Irak-krigen. Det var med disse fordomme vi begyndte projektarbejdet og de har været med til at forme opgavens indhold og form, forstået på den måde, at de fordomme vi gik ind til projektarbejdet med, har udgjort de fokuspunkter vi har valgt som mulige årsagsforklaringer. Målet har været, at vi forhåbentligt ville få be- eller afkræftet disse fordomme og forsøge, at komme frem til den mest sandsynlige årsagsforklaring til hvorfor VK-regeringen ikke er blevet væltet. Projektet tager derfor udgangspunkt i hvilket spil, der har været mellem regeringen og oppositionen i forbindelse med Irak-krigen. Der er især lagt vægt på, hvorledes oppositionen har ageret i sagen og dennes funktion bliver derfor analyseret ved hjælp af teori og empiri. Dernæst vil en gennemgang og analyse af medier og befolkningen være med til se hvilken betydning disse to områder har haft for udviklingen i denne sag. Formålet har været at forsøge aktivt at anvende de ovenfor nævnte fordomme, og til en hvis grad lade dem være styrende for, hvilke områder vi har slået ned på, og hvilket teoretisk og empirisk materiale vi har brugt og produceret. Sagen om Irak-krigen handler selvfølgelig om andet end det før pointerede spil mellem regering og opposition, og perspektiveringen vil derfor indeholde et mere fremadrettet og udadvendt blik. Hvor vi igen vender tilbage til hvad der gør at situationen er anderledes i Danmark end i andre lande og kigger på hvilke andre aspekter, der kan havde gjort Danmark til en anomali. Projektet skulle da gerne vise, i første omgang, om vores fordomme har været korrekte eller ej, dernæst om disse fordomme har været hensigtsmæssige at lade være styrende for vores udvalgte fokuspunkter, altså om det har været de mest formålstjenstlige steder at lede efter svaret på vores problemformulering, og om arbejdet med disse 5

6 fordomme og forståelseshorisonter har affødt nye spørgsmål og fostret nye fordomme og nye forståelseshorisonter. Problemfelt Problemfeltet gennemgår først Irak-krigen for at danne et overblik over, hvad der skete, og hvordan man kom frem til beslutningen om krigen. Derefter følger en gennemgang af Storbritanniens rolle i Irak-krigen, samt dens betydning for Tony Blair. Danmark beskrives som en anomali, samt problemerne omkring krigsgrundlaget kommer sidst i kapitlet. Irak-krigens forløb Den 20. marts 2003 indledte USA krigen mod Irak ved et fly og raketangreb mod en række mål i Irak. Det var kulminationen på en længerevarende diplomatisk krise i FN sikkerhedsråd, der var blevet delt på spørgsmålet, om hvorvidt der fandtes masseødelæggelsesvåben i Irak. En resolution, der ville have givet Irak en deadline til at opfylde tidligere resolutioner, blev allerede forkastet inden den blev fremsat, pga. manglende opbakning fra NATO-medlemmet Tyskland og to af de faste medlemmer af FN s sikkerhedsråd; Frankrig og Rusland. Resolutionen ville have betydet, at havde Irak ikke mødt deadlinen ville en samlet FN-styrke invadere landet. Da hverken FN eller NATO dermed ville gå med til en invasion af Irak, samlede USA i stedet den såkaldte coalition of the willing, som udover USA bl.a. bestod af Storbritannien, Spanien, Polen, Australien, Japan, Italien og altså Danmark. I Danmark var det 61 stemmer for den danske krigsdeltagelse og 50 imod. Flertallet bestod af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, mens modstanderne var Socialdemokraterne, det Radikale Venstre, SF, Kristelig Folkeparti og Enhedslisten (Ritzau, 2003a). Socialdemokarterne og Kristelig Folkeparti valgte siden hen at stemme for Danmarks militære bidrag til en international sikringsstyrke, da der kom et FN mandat den 15. maj 2003 (Ritzau, 2003b). 6

7 Selve invasionen forløb exceptionelt hurtigt. Den irakiske hær kunne ikke give, den klart overlegne hær af amerikanske og britiske soldater, modstand og irakiske soldater deserterede i stor stil. Den 9. april blev hovedstaden Baghdad indtaget, og samme dag fandt den meget symbolske nedrivning af en kæmpe Saddam Husseinstatue sted. Den 13. april faldt Tikrit, den sidste større by under irakisk kontrol, og den 1. maj erklærede USA's præsident George Bush, at størstedelen af de militære operationer nu var overstået, og at man nu kunne gå i gang med den egentlige genopbygning af Irak. Iraks tidligere præsident, Saddam Hussein, blev fanget den 13. december I løbet af de næste måneder blev en midlertidig ledelse samlet, bestående af eksilirakere og styret af amerikaneren Paul Bremer. Deres hovedformål var, at lave en grundlov, og styre landet frem til et valg i januar Efter valget ændrede situationen sig dog kraftigt i Irak. En opstand havde ulmet længe, og den brød endeligt ud i starten af Forskellige religiøse grupperinger begyndte nu at bekæmpe hinanden og koalitionsstyrkerne med væbnet kamp, morterangreb og selvmordsbomber. Der blev mere og mere tale om en egentlig borgerkrig. 2 Samtidigt opstod der en række penible sager for det amerikanske militær, først og fremmest sagen om fangerne fra Abu-Ghraib. Det betød at invasionen blev mere og mere upopulær hos den amerikanske befolkningen, og soldaterne kom i den grad til at mangle opbakning hjemmefra. 3 Danmark passede sammen med Storbritannien den sydlige del af Irak, med hovedbyen Basra. I februar 2007 meddelte både Danmark og Storbritannien, at de ville begynde en tilbagetrækning af deres soldater. Målet var at lade de irakiske styrker overtage kontrollen med området. Tilbagetrækningen blev dog kritiseret fra 1 ( 2 (IBID) 3 (IBID) 7

8 flere sider, bl.a. fordi man ikke mente, at de irakiske styrker havde fornødne midler og mandskab til at opretholde freden i området. Størstedelen af soldaterne forlod Irak i starten af august måned 2007, mens en mindre deling forlod landet december Storbritannien Det der hændte den britiske præmiereminister Tony Blair efter invasionen af Irak, står som et meget typisk forløb, for de lande der deltog i koalitionen. Som det ser ud nu, er Anders Fogh Rasmussen den eneste europæiske regeringschef, der deltog i invasionen og har overlevet Irak-krigen politisk(høgh-sørensen, 2007). I det følgende afsnit bliver Tony Blairs forløb som præmiereminister og hvad der skete i Storbritannien under Irak-krigen opridset, for at give et billede af, hvordan Irakkrigen har udviklet sig og hvordan Danmark står som en anomali i forhold til de andre vestlige koalitionslande. Tony Blair var i december 1997 den meste populære præmiereminister nogensinde i Storbritanniens historie. Men i maj 2006 var Blairs popularitet en helt anden. Meningsmålinger viste nu, at han var den mest upopulære præmiereminister siden anden verdenskrig. Den afgørende grund for denne tilbagegang for Blair og for Labour, mener Mads Qvortrup (forfatter til Tony Blair en politisk biografi ) er Irak-krigen (DR 2, 2007). Blair var en politiker drevet af sine overbevisninger. Han fremstod som en mand, der meget sjældent tvivlede på sin sag. Han var overbevist om, at hvis han kunne levere tilstrækkeligt med beviser, ville han kunne vinde støtte fra parlamentet til et militærangreb på Irak (Qvortrup, 2006 s. 162). På mange måder var Blairs internationale politik præget af moralske idealer. For ham handlede Irak-krigen mere om at redde det irakiske folk, end at få indflydelse på den anden side af Atlanten (Qvortrup, 2006 s ). Samtidigt mente Blair, at når han nu 4 Ibid 8

9 støttede invasionen af Irak, ville det sætte ham i en position, hvor det var muligt at presse USA og George Bush til at gøre en større indsats i Palæstina-konflikten (Lykketoft ). Irak skulle befries fra diktatur og opleve friheden ved demokrati og markedet. Krigen var altså det godes kamp. En kamp for at kappe diktaturets besnærende bånd og modernisere mennesket og sætte det fri, a la Fukuyamas The End of History (Hoggett, 2005 s. 419). Ydermere lå frygten for en terrorgruppes tilegnelse af masseødelæggelsesvåben gennem en svag eller utilregnelig stat, en såkaldt slyngelstat/ rogue state, lige for. Helt tilbage i begyndelsen af sin periode som præmiereminister omtalte Blair faren ved terrorgruppers tilegnelse af masseødelæggelsesvåben. Men den 11. september fik behovet for at behandle det til, at fremstå endnu mere presserende (Hoggett, 2005 s. 419). Problemet var, at der internt i Labour i almindelighed og i regeringen i særdeleshed, var en betydelig modstand (Qvortrup, 2006 s. 164). For at få sine partifæller med på ideen om Irak-krigen, lovede Blair at han og Bush ville prøve at gå gennem FN (Qvortrup, 2006 s. 170). Dette var dog en ikke helt ukompliceret affære. FN s Sikkerhedsråd fik stillet en resolution på benene, Sikkerhedsresolution 1441, hvor både USA og Storbritannien mente, at der var belæg for krig. De andre lande var dog ikke af den overbevisning. De ville gerne se Hans Blixs anden og tredje rapport an, inden de stemte for en krig. Forhandlingerne brød endeligt sammen, da den franske præsident Jacques Chirac sagde, at han ville nedlægge veto mod en ny resolution, der skulle sanktionere krig mod Irak. Selv om Blair var nødt til at gå uden om FN, hvis han ville gå i krig i Irak, fik han dog et flertal til at stemme for krigen, både hos de konservative og hos sine gamle allierede i partiet, selv om deres entusiasme var til at overse (Qvortrup, 2006 s ). Blair argumenterede for en invasion af Irak med løse beviser fra efterretningstjenesten, på hvad der skulle vise sig at være et noget usikkert grundlag. Han har altid haft det princip, at han skulle have hurtige efterretninger fra 9

10 hans vejledere i regeringen. Man kan sige, at en politiker vurderes på, hvor dygtige hans rådgivere er. Dette har Blair udviklet til perfektion, fortæller Qvortrup (2007). Blair var af den overbevisning at alt kunne siges på 35 sekunder eller med tre stikord, på dette grundlag fik han meget korte efterretninger om situationen i Irak (DR 2, 2007). Paul Hogget argumenterer for, at Blair og hans regering måske ikke havde en skjult dagsorden med invasionen, men at efterretningsmaterialet blev misbrugt til at støtte, en allerede vedtagen politik og pakket ind i liberal retorik. Offentligheden blev vildledt, men der var i lige så høj grad tale om selvbedrag blandt Blair og hans folk, blandt andet med baggrund i Blairs religiøsitet (Hoggett, 2005 s. 419). Så da Blair valgte at gå i krig vidste han simpelthen for lidt (DR 2, 2007). Da krigen startede i marts 2003, var 63 % af den stemmeberettigede del af befolkningen, for krigen. I august 2003 viste meningsmålinger, at befolkningen i Storbritannien mente, at begrundelsen for Irak-krigen ikke var så stærke som fremsat af regeringerne. Det var nu kun var 38 % af befolkningen der mente at invasionen af Irak havde været en korrekt beslutning (Coates & Krieger, 2004 s. 2-3). Dette fik alvorlige konsekvenser for Tony Blair. I september 2004 mente 25 % af befolkningen at Tony Blair skulle gå af som premierminister, enten inden eller umiddelbart efter, det næste parlamentsvalg. Baggrunden for denne holdning var de uholdbare argumenter for invasionen af Irak (Coates & Krieger, 2004 s. 4). Efter invasionen af Irak rettede den konservative opposition og Storbritanniens medier et angreb mod Blair og hans begrundelser for krigen. De mente at Blairs spindoktorer havde fordrejet efterretningstjenestens beviser for, at Saddam Hussein udgjorde en trussel for det britiske samfund (DR 2, 2007). Det blev bekræftet af Dr. David Kelly, der var ansat i statsadministrationen som ekspert i kemiske våben. Han udtalte til BBC, som en anonym kilde der senere blev afsløret, at regeringens dossier var blevet skærpet eller sexed up, som det blev udtrykt i BBC s 10

11 morgenprogram. Manden bag ændringerne var Alistair Campbell, en af Blairs tætteste rådgivere (Qvortrup, 2006 s ). Sagen udviklede sig og endte med at David Kelly begik selvmord. Alt dette bevirkede, at diskussionen angående beviserne for krigen forblev i medierne og fik New Labours vælgertilslutning til at dykke i meningsmålingerne (Coates & Krieger, 2004 s. 2-3). Dette førte til en bitter krig mellem BBC og Blair. Denne sag kom meget ubelejligt for Blair, for den hurtigt overståede krig i Irak havde gjort at mange stillede spørgsmål til kvaliteten af de efterretninger man var gået i krig på, og som var blevet præsenteret for parlamentet (Qvortrup, 2006 s ). Ydermere var troværdigheden for krigens baggrund bragt yderligere i fare, da man opdagede at et af beviserne for linket mellem Irak og terror kom fra en artikel der var over 12 år gammel (Coates & Krieger, 2004 s. 57). Et flertal i parlamentet var kritiske over for regeringen og dens Irak-politik, og der blev derfor nedsat et parlamentarisk undersøgelsesudvalg, der skulle undersøge kvaliteten af de brugte efterretninger. (Qvortrup, 2006 s ) Når man ser på Irak-forløbet i Storbritannien er der tre ting der har haft konsekvenser for Blairs fald; befolkningen, medierne og oppositionen, ikke kun den konservative opposition, men også den modstand mod krigen der var internt i New Labour. Storbritannien bliver brugt i denne rapport som en slags skabelon, for at se hvad der har bragt Blair til fald og hvorfor det samme ikke er sket i Danmark. Man kan dog tydelig se, at de to nationer er meget forskellige. En af de meget iøjnefaldende forskelle er selvfølgelig størrelsen på engagementet i Irak-krigen og deres rolle i forberedelsen af krigen. Men på trods af dette mener vi, at Storbritannien var det europæiske land, der var mest relevant at bruge som skabelon, da deri højere har været forskellige faktorer, der har spillet ind i valgresultaterne i de andre europæiske lande der deltog, som ikke nødvendigvis havde noget med Irak-krigen at gøre. Hvorimod Blairs afgang og upopularitet var et produkt af Irak-krigen. 11

12 Det var dog ikke kun i Storbritannien, at der var problemer. En række af de andre deltagende lande i Irak-krigens regeringer har mødt indenrigspolitisk modstand, og er blevet stemt ud, gået af eller er nu dybt upopulære og sidder på lånt tid. Spaniens tidligere ministerpræsident, den konservative Jose Maria Aznar, blev stemt ud tre dage efter at bomber havde dræbt 191 og såret over Før bomberne sprang, havde det konservative parti haft et 6 % forspring i meningsmålingerne. Problemet var i høj grad, at partiet gav ETA skylden for bomberne selvom beviserne pegede på Al-Qaida-sympatisører. Problemet med at give Al-Qaida-sympatisører skylden på det tidspunkt ville først og fremmest være, at det ville lede opmærksomheden over på Irak-krigen, der var dybt upopulær blandt den spanske befolkning 5. Det betød at det socialistiske parti i stedet vandt valget med en margin på 5 %, i alt en 11 % ændring på tre dage (Bali, 2007 s ). Prisen for Irak-krigen har været stor for USA's præsident George Bush. Han er den mest upopulære præsident siden Harry Truman, med Irak-krigen som en af de afgørende grunde. Simpelthen fordi de fleste amerikanere mener, at den var forkert. 6 Det får dog ikke den store indflydelse på hans politiske liv. Han kan ikke genvælges, pga. han allerede har siddet en præsidentperiode. Irak-krigen har bl.a. også gjort, at USA i øjeblikket har et kæmpe underskud i økonomien, fordi det selvfølgelig koster en del, at føre denne krig (Justsen, 2007). Australierne valgte i oktober 2007 en ny regering, en af de større grunde var tidligere præmiereminister John Howards forhold til George Bush og deres involvering i Irak-krigen (The Economist, 2007) 7. John Howard var en George Bushs største og mest vedholdende støtter, men måtte lide den lettere ydmygende og ml

13 tort ikke engang at blive stemt ind i det australske parlament (Associated Press, 2007). Det er blot nogle af de eksempler der er på hvordan Irak-krigen har skadet forskellige regeringers opbakning, og hvordan Danmark og Anders Fogh Rasmussen fremstår som en anomali. Det danske grundlag for at gå i krig Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at han råder over masseødelæggelsesvåben og ønsker at fremstille dem, udtaler Anders Fogh Rasmussen den 6. september 2002, om Saddam Hussein (Ekstra Bladet, 2003 s. 5). Hermed lægger han kimen til den danske militærdeltagelse i Irak den 21. marts Dermed går Danmark for første gang i moderne tid officielt med i en angrebskrig uden om NATO og FN (Ekstra Bladet, 2003 s. 9) Da folketinget gav sit tilsagn til at gå i krig, skete det hovedsagelig ud fra begrundelsen: at afvæbning af Irak er nødvendig for at fjerne truslen mod den internationale fred og sikkerhed i regionen, at Irak over en årrække substantielt har krænket sine nedrustningsforpligtelser i henhold til FN s Sikkerhedsråds resolutioner (Udenrigsministeriet, IV) Grundlaget for at gå i krig var altså ikke som det senere er blevet hævdet, at det var for at befri det irakiske folk fra en hensynsløs diktator og i stedet indføre demokrati, dette bliver på intet tidspunkt nævnt, men for at afvæbne Irak for masseødelæggelsesvåben: Et militært bidrag vil samtidig være i overensstemmelse med den hidtidige danske politik over for Irak og med den danske ikke- 13

14 spredningspolitik i relation til masseødelæggelsesvåben. (Udenrigsministeriet, VI) Det legale i beslutningen om dansk deltagelse i Irak, har efter koalitionens og den danske regeringens mening, sin rod helt tilbage i den første Golfkrig. I 1990 bemyndigede FN medlemslandene med resolution 678 til, at genoprette freden i regionen omkring Irak med alle nødvendige midler, dvs. det man normalt antager som tilladelse til, at indsætte militære styrker. I 1991, da krigen sluttede, vedtog FN med resolution 687, at våbenhvilen var afhængig af en række krav, herunder at Irak skulle tilintetgøre sine masseødelæggelsesvåben. Denne resolution så den nuværende koalition som en bekræftelse af, at resolution 678 stadig stod ved magt, og at det derfor var i overensstemmelse med FN at indsætte militærstyrker i Irak i Det var også resolution 687 som indførte, at våbeninspektørerne skulle tilse nedrustningen. I 1998 trak man våbeninspektørerne ud, på grund af samarbejdsproblemer. De blev genindsat i december 1999, men den irakiske regering nægtede at samarbejde. Derfor blev resolution 1441 vedtaget i I resolutionen tilkendegives det at Irak over en årrække har brudt vedtægterne for 687, og at overtrædelserne udgjorde en trussel mod den internationale fred. Resolutionen gav også Irak en sidste chance for at opfylde FN s krav. I februar 2003 fremlagde USA, Storbritannien og Spanien et resolutionsforslag, som slog fast, at Irak havde forspildt sin chance for at leve op til kravene, men resolutionen blev ikke vedtaget (Udenrigsministeriet, I) Alligevel mente koalitionen og den danske regering at dette retfærdiggjorde indsættelsen af militære tropper. Faktisk står der i folketingets beslutning om indtrædelse i Irak-krigen: 14

15 fortsat manglende irakisk efterlevelse sammenholdt med vedvarende eftergivenhed fra det internationale samfunds side vil svække respekten for FN s Sikkerhedsråd... (Udenrigsministeriet, IV) Koalitionens invasion i Irak, var altså ikke ødelæggende for FN s sikkerhedsråd respekt, da krigen efter deres mening var lovlig. Tværtimod var invasionen, ifølge den danske regering med til at opretholde respekten for FN s sikkerhedsråd. De misvisende informationer omkring Irak-krigen Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller er flere gange blevet taget i direkte at tale mod bedre vidende. Her er nogle af de mest kritisable eksempler: 17. juli 2003 skriver Per Stig Møller i et brev til Information. Det er offentligt kendt, at to terrororganisationer MKO 8 og Ansar al- Islam (med forbindelse til Al-Qaida) har opereret på irakisk territorium, og at den palæstinensiske terrorist Abu Nidal blev fundet skudt i sin lejlighed i Bagdad i august sidste år. Det er også kendt, at Saddam gav incitament til terrorhandlinger ved at udbetale store pengepræmier til familierne til palæstinensiske selvmordsbombere (Møller, 2003). Han undlader her at fortælle, at den eneste forbindelse mellem Ansar al-islam og Irak er, at den holder til i det nordlige Irak, som siden starten af 90 erne har været under kurdisk og fuldstændig udenfor Saddam Husseins kontrol. Kort før Per Stig Møllers brev frifinder det norske politi Ansar al-islams leder, bl.a. fordi de ikke har fundet beviser på at organisationen har drevet terrorvirksomhed. 8 Mujahedin-e Khalq Organization 15

16 Med hensyn til MKO har Per Stig Møller selv forklaret, at de kun har gennemført terrorangreb rettet mod Iran og desuden har han før VK kom til magten, opponeret mod, at sætte MKO på en terrorliste med den begrundelse, at det var en demokratisk modstandsbevægelse (Ekstra Bladet, 2003 s ). Den 19. marts 2003 førstebehandlede Folketinget beslutningen om dansk deltagelse i Irak. Udenrigsminister Per Stig Møller fortalte Folketinget, at situationen i Irak er blevet værre siden 1998, pga. lagre af miltbrand, botulinum og afltoksin. Han nævnte ikke, at han selv og statsministeren elleve dage forinden var blevet informeret om, at store dele af Iraks kemiske og biologiske våben var henfaldne og værdiløse, og at Irak ikke havde noget aktivt atomprogram (Ekstra Bladet, 2003 s. 9) To dage senere nævnte Statsministeren på et pressemøde, efter at Folketinget havde vedtaget at gå i krig, specifikt at en af grundene for krigen var risikoen for at Saddam Hussein snart ville råde over atomvåben. Dette gentog han i et efterfølgende i et interview den 18. juni Påstanden blev han i august 2003, tvunget overfor Folketinget til, at indrømme der ikke var belæg for, da der ingen beviser var for, at Saddam Hussein skulle have genoptaget atomvåbenprogrammet siden våbenhvilen i 1991 (Ekstra Bladet, 2003 s. 11) Ingen konsekvenser for regeringen På trods af at Danmarks statsminister og udenrigsminister undlod at informere Folketinget om, at Iraks våbenprogram formodentlig havde været nedlagt i flere år og at det biologiske materiale til at fremstille af masseødelæggelsesvåben sandsynligvis var henfaldet og værdiløst. Det har alligevel ikke været muligt at få gennemført en uvildig undersøgelse af beslutningsgrundlaget, da Dansk Folkeparti har holdt hånden over regeringen. Beslutningen om dansk militærdeltagelse i Irak, blev vedtaget med et spinkelt flertal bestående af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti og med en overvejende del af befolkningen imod krigen. (54 % imod, 42 % for, , 16

17 (Gallup, 2004)). Alligevel har krigen ikke fået nogle alvorlige konsekvenser for regeringen. Ved valget i 2005 kom krigen i Irak til at spille en meget lille rolle i valgkampen (Bille, 2006 s. 117) og ligeså i valgkampen I Storbritannien så vi, hvordan Irak-krigen i den grad påvirkede Tony Blairs popularitet i en negativ retning. I den britiske befolkning rejste der sig nærmest et folkeligt krav om, at Tony Blair skulle gå af, hvilket uden tvivl også har været medvirkende til at han måtte lade Gordon Brown overtage præmiereministerposten. Et af rapportens hovedspørgsmål er, hvorfor skete dette ikke i Danmark? Hvordan kan en regering føre Danmark i krig, uden FN-mandat, på et svagt grundlag med usikre kilder, med et land i spidsen for koalitionen som ikke havde en plan for fred, med et spinkelt folketingsflertal, med over halvdelen af befolkning mod sig og efter at have fordrejet og fortiet efterretninger, alligevel ikke møder større konsekvenser end de har gjort? Problemstilling Projektet handler om de politiske konsekvenser af regeringens indtræden i Irakkrigen. I andre lande har de politiske konsekvenser været store for de siddende regeringer. Dette har i Danmark ikke været tilfældet. Her er VK-regeringen tværtimod blevet valgt for tredje gang. Dette projekt har til formål at undersøge, hvorfor Anders Fogh Rasmussen har kunnet fastholde magten trods deltagelse i den amerikansk ledede invasion. Har det været på grund af en svag opposition, en regeringstro presse eller en uengageret befolkning? Projektet tager udgangspunkt i en antagelse om, at det er utroligt at oppositionen ikke har kunnet vælte VK regeringen på spørgsmålet om Irak-krigen, da krigen har været baseret på urigtige oplysninger og at det danske Folketing gang på gang er blevet vildledt af regeringen. Problemformulering Hvorfor er VK-regeringen ikke blevet væltet på grund af Irak-krigen? 17

18 Design og Metode Design Projektets overordnede formål er at besvare problemformuleringen. I problemfeltet gøres rede for opfattelsen af Danmark som en anomali, det helt særegne at VKregeringen ikke er blevet væltet ved de seneste to valg efter krigen i modsætning til samtlige andre europæiske regeringer, der deltog i invasionen. For at kunne svare på problemformuleringen vil projektet undersøge tre hovedområder, for at finde forklaringer på, at Irak-krigen ikke har haft en større negativ betydning for regeringen. De tre hovedområder vil bestå af: 1. En analyse af oppositionens rolle under og efter Irak-krigen, og et forsøg på at klarlægge hvorfor oppositionens kritik af regeringens Irak-politik ikke har givet mere genlyd i den offentlige debat. Desuden ser vi på hvordan regeringen har håndteret problemerne omkring Irak, samt hvorfor de gik med USA ind i Irak. 2. En analyse af mediernes dækning af det politiske spil under Irak-krigen, med fokus på oppositionens kritik, eller mangel derpå, af regeringens Irakpolitik. Analysen vil gøre brug af en diskursteori om mediernes italesættelse af politik. 3. En analyse for hvorfor den danske befolkning ikke reagerede kraftigere over regeringens beslutninger om Irak-krigen. Analysen vil trække på Zallers vælgertilslutningsteori. I projektet vil centrale dele, som tidligere nævnt blive analyseret hver for sig. Til slut er der derfor en større analyse hvor samspillet vil blive analyseret, samt et forsøg på, at tydeliggøre hvorfor de enkelte dele ikke kan skilles ad. Ved at vise, at der er mange forskellige faktorer, der spiller ind er det i den sammenhæng også 18

19 muligt at påvise at der ikke er noget enkelt eller universelt svar på hvorfor denne krig ikke har haft større betydning i Danmark. Problemformulering Regeringen og oppositionens magtkamp Befolkning Medier Samlet diskussion og konklusion Perspektivering Ovenstående figur viser strukturen i rapporten. For at besvare problemformuleringen behandles magtkampen mellem regeringen og oppositionen. En kamp om offentligheden, bestående af befolkningen og af medierne. Vi har valgt disse emner, fordi vi ser dem som de mest centrale i forhold til hvorfor regeringen ikke bliver stillet til ansvar for de fejlkalkuleringer, der har været i forbindelse med invasionen af Irak. De tre hovedkapitler vil blive analyseret forholdsvis separat, med egen tilknyttet teori. De enkelte kapitler vil til sidst blive samlet i diskussionen og konklusionen. Der vil kæde de forskellige synsvinkler på projektets problem sammen til en enkelt tolkning af, hvorfor regeringen ikke er blevet væltet på baggrund af Irak-krigen. 19

20 Metode: Fremgangsmåde Vi har i vores projekt valgt 3 hovedområder, oppositionen/regeringen, medierne og befolkningen. Disse hovedområder bliver alle enkeltvis sat i forhold til Irak-krigens konsekvenser for den danske regering. Vi har valgt disse emner, fordi vi ser dem som de mest centrale i forhold til hvorfor regeringen ikke bliver stillet til ansvar for de fejlkalkuleringer og beviselige bedrag, der har været i forbindelse med invasionen af Irak. Vi har derfor valgt en specifik teori indenfor hvert enkelt af disse områder. Vi har en antagelse om, at Irak-krigen har været en fiasko for både den danske regering og de andre lande der har været indblandet. Det er denne præmis, der har affødt spørgsmålet om, hvorfor man ikke kan vælte VK regeringen på Irakkrigen. Empiri Vi har i projektet valgt at producere vores egen empiri i form af interviews. Derudover bruger vi forskellige videnskabelige rapporter og undersøgelser til at underbygge eller falsificere vores fordomme. Samt meningsmålinger fra Gallup til at finde ud af hvad befolkningen mente om Irak-krigen. Interview Vi har interviewet medieforsker på RUC Mark Ørsten, medforfatter til bogen Medierne om krigen, krigen om medierne, om mediedækningen af Irak-krigen. Og MF og tidligere finans-, skatte- og udenrigsminister Mogens Lykketoft. Vi valgte at interviewe Mark Ørsten fordi han er af de forskere der har beskæftiget sig mest om mediernes dækning af Irak-krigen, og vi valgte Mogens Lykketoft fordi han i starten af Irak-krigen var leder af det største oppositionsparti, samtidigt med at han var en stor modstander af selve invasionen. Vi har brugt interviewene til at få svar på nogle af de spørgsmål vi ikke har kunnet få direkte svar på i litteraturen og rapporterne. 20