1. Indledning (Fælles)

Transkript

1 Indholdsfortegnelse 1. Indledning (Fælles) Emneafgrænsning (Fælles) Læsevejledning (Fælles) Metodevalg Videnskabsteoretisk tilgang (Fælles) Socialkonstruktivistisk og fænomenologisk tilgang til identitet og livshistorie (Maria T) Litteratur og kildekritik (Maria T)... 6 (Maria B) Overvejelser i forbindelse med indsamling af empiri (Maria B) Interview (Fælles) (Maria T) Begrebsafklaring Voksne med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne (Fælles) Identitet (Fælles) Etik (Fælles) Historisk rids (Maria B) Livshistorie som et pædagogisk redskab (Maria B) Livshistoriemetoder (Maria B) Livshistorie en narrativ genre (Maria B) Livskvalitet (Maria T) Aaron Antonovskys teori i forhold til livskvalitet (Maria T) Relationernes betydning i arbejdet med livshistorier (Maria T) Sterns teori om relationer (Maria T) Den magtfordrejende relation (Maria T) Den parallelle relation (Maria T) Den komplementære relationsform (Maria T) Den anerkendende relations betydning i livshistoriearbejdet (Maria T) Livshistoriens betydning for identitetsdannelsen (Maria T) Individet i det senmoderne samfund (Maria T) Identitetsdannelsen ud fra Giddens teori (Maria T) Identitetsdannelse i forhold til Jerome Bruner (Maria B) Side 1 af 50

2 12.4. Selvfølelse og selvtillid som forudsætning for identitetsdannelsen for vores brugergruppe (Maria T) Identitet og etik (Maria T) Suveræne og selvkredsende handlinger (Maria T) Etiske overvejelser (Maria B) Pædagogens rolle i den narrative pædagogik (Maria B) Pædagogens overvejelser (Maria B) Kommunikation, kendskab og tillid i forhold til brugeren (Maria T) Pædagogen og brugerens kommunikation (Maria B) Udvikling af den narrative kompetence (Maria B) Nogle styrker og vanskeligheder ved at arbejde med livshistorier i praksis (Maria B) Styrker og fordele ved livshistoriearbejdet (Maria B) Vanskeligheder ved livshistoriearbejdet (Maria B) Konklusion (Fælles) Perspektivering (Fælles) Litteraturliste Bilag Bilag 1: Interviewguide til bostedet Stjernen og Månen Bilag 2: Bekræftelse Bilag 3: Ansvar og rettigheder Side 2 af 50

3 1. Indledning (Fælles) Vi lever i et senmoderne samfund. I dette samfund sker forandringerne hurtigere end nogensinde. Der er sket en kulturel frisættelse, hvilket betyder, at der er rig mulighed for at træffe individuelle og uafhængige valg. Vi har ikke tidligere i historien haft så mange muligheder for at realisere os selv ud fra det, vi selv ønsker. Denne frisættelse har givet os en frihed, som af nogle mennesker opleves positivt og befriende og af andre som negativt og belastende. Det faktum, at både sociale, økonomiske og kulturelle forandringer præger vores samfund, betyder således, at der er et øget behov for at skabe stabilitet, som en modvægt til disse forandringer. En sådan stabilitet kan findes i det narrative, hvor vi får mulighed for at fortælle om vores liv, vore relationer, vore handlinger, hvad vi kan lide, og hvad vi ikke bryder os om. Livshistorie giver mening og sammenhæng for det enkelte menneske (Clausen, 2004, s ). Den hastige forandring vi møder i det senmoderne samfund, har også indflydelse på vores identitetsdannelse. Tidligere var det slægten, familien, traditionerne og lokalsamfundet, som var fundamentet for vores identitet. I dag er børn, unge og voksnes handlefelt hele verden, som vi har kontakt med via medier og via mødet med mennesker fra andre kulturer. Dette påvirker vores identitet (Clausen P., 2004, s. 64). Når vi har konstateret, at vore livsvilkår har ændret sig væsentligt, betyder det, at vi bliver nødt til at forstå vores identitetsdannelse ud fra den kulturelle kontekst og de relationer vi lever i. Hvis vi ikke gør det, bliver vores syn og forståelse for identitetsdannelsen for snævert. (Clausen P., 2004, s ). Her får det narrative og det enkelte menneskes fortælling om sig selv en betydning. Personer med betydelig nedsat fysisk- eller psykisk funktionsevne har ofte været udsat for mange skift i deres tilværelse, og her kan livshistorier måske være medvirkende til at give disse personer en sammenhæng i deres selvforståelse/ identitet? Hvis dette er tilfældet, vil vi undersøge nærmere, hvordan de får skabt denne sammenhæng. Vi er optaget af at analysere, om det at fortælle om sit eget liv til nogen kan medvirke til at skabe identitet for denne målgruppe. Vi er også meget optaget af, hvordan der i praksis arbejdes med livshistorien? I hvilket omfang bliver der arbejdet med livshistorier? Hvilken betydning har relationen mellem bruger og pædagog i arbejdet med livshistorie? Er der tilstrækkelig fokus på det pædagogiske arbejde med livshistorie? Hvis der i det pædagogiske felt arbejdes med livshistorie, kan dette så medvirke til at kvalificere det pædagogiske arbejde og hvordan? Side 3 af 50

4 Hvordan kan brugerens selvværd og selvfølelse styrkes via arbejdet med livshistorie, og hvordan kan dette medvirke til identitetsdannelsen? Dette leder os over i vores problemformulering: Hvad er livshistorie? Hvordan kan det pædagogiske arbejde kvalificeres i arbejdet med livshistorie? Hvorfor er det relevant, at arbejde med brugerens livshistorie? Hvordan kan arbejdet med livshistorie være medvirkende til identitetsdannelsen for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykiske funktionsevne? Hvordan kan livshistoriearbejdet give brugerne større livskvalitet? 2. Emneafgrænsning (Fælles) Vi har valgt at beskæftige os med det pædagogiske arbejde med livshistorier blandt voksne med betydelig nedsat fysisk- eller psykisk funktionsevne. Vi har valgt denne målgruppe, fordi vi finder livshistoriearbejdet meget relevant for denne gruppe. Vi er opmærksomme på, at livshistoriearbejdet også er relevant indenfor andre målgrupper. Vi har valgt kort at redegøre for to metoder, som vi synes er relevante i dette arbejde, men har fravalgt dybdegående belysninger af samtlige metoder. Vi er opmærksomme på, at de pårørende kan have en stor betydning, når der arbejdes med livshistorie, men har valgt ikke at gå i dybden med dette. Vi har via interviews og læst litteratur valgt at gå i dybden med, hvordan livshistoriearbejdet påvirker identitetsdannelsen for vores målgruppe. Dernæst har vi valgt at belyse hvilken betydning relationerne mellem pædagog og bruger har i arbejdet med livshistorier, og hvordan relationsarbejdet har indvirkning på brugernes livskvalitet. Vi har valgt ikke at gå i dybden med livshistoriens betydning for brugernes indbyrdes relationer. Vi har også valgt at belyse, hvordan det pædagogiske arbejde kan kvalificeres gennem arbejdet med brugernes livshistorie. 3. Læsevejledning (Fælles) Vi har valgt at benævne voksne med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som brugere i vores projekt. Bostederne vi har besøgt, har vi valgt at anonymisere, så de benævnes som Stjernen og Månen. I brugen af vores interviews har vi valgt at kalde pædagogen/ informanten fra Stjernen for Y og pædagogen/ informanten fra Månen for X. Intervieweren bliver forkortet som I. I vore kildehenvisninger efter interviewet betegner vi pædagogen fra Stjernen som X og pædagogen fra Månen som Y. Vi benævner brugerne som han og pædagogen som hun. Når der er direkte citater fra litteraturen og fra interviews Side 4 af 50

5 fremstår det i teksten med kursiv skrift. Vi har opbygget opgaven således, at der under hvert emne først redegøres for teorien, dernæst empiri, analysen af denne og til sidst egne refleksioner og sammenfatninger. 4. Metodevalg 4.1. Videnskabsteoretisk tilgang (Fælles) I gennem projektet har vi haft den hermeneutiske tilgang. Hermeneutik betyder i al sin enkelhed fortolkning, og består af følgende tre dele, forståelse, fortolkning, og anvendelse (Højbjerg, 2009, s ). Igennem hele vores projekt har vi forstået og fortolket vores empiri og den læste litteratur og derefter anvendt dette i analysen. Under hermeneutikken hører den hermeneutiske cirkel som den tyske filosof Hans-Georg Gadamar beskæftiger sig med. Den hermeneutiske cirkel betegner vekselvirkningen mellem dele og helheden. Dette betyder, at for at kunne forstå delene skal helheden forstås og for at forstå helheden skal delene også forstås. Sammenhængen mellem delene og helheden bliver altså et væsentligt element, da dette er medvirkende til at skabe mening (Jørgensen, 2009, s. 74). Overfører vi dette til livshistorier, vil det sige, at brugeren må have en forståelse for delene i sin fortid for at kunne få en helhedsforståelse for sin nutid. Omvendt vil brugernes oplevelse af helheden og sammenhængen i sin nutid have stor betydning for, om han forstår dele af sin fortid altså en cirkulær proces. Gadamar opererer med et forforståelsesbegreb, hvor han forklarer, at vi forstår og fortolker verdenen ud fra den forståelse, vi har i forvejen. Denne forforståelse er afhængig af den historie vi har haft og er ligeledes kontekstafhængig. Gadamar siger ligeledes, at når vi fortolker, træder vi aldrig ud af den hermeneutiske cirkel. Alt er subjektivt, og det vil samtidig sige, at der ikke er nogle fortolkninger, der er rigtige eller forkerte. Der findes ingen objektive kriterier, som afgør om en tolkning er gyldig (Jørgensen, 2009, s. 77) (Højbjerg, 2009, s ). Hvis vi relaterer denne forståelse til vores problemformulering, er vi opmærksomme på, at vi her har haft en forforståelse, som gik ud på, at det at arbejde med livshistorie havde betydning for identitetsdannelsen og livskvaliteten for brugerne. Denne forforståelse arbejdede vi ud fra i vores interviews og i vores litteratursøgning for dermed at få en ny forforståelse Socialkonstruktivistisk og fænomenologisk tilgang til identitet og livshistorie (Maria T) Vi har gennem projektet haft den socialkonstuktivistiske og fænomenologiske tilgang. Socialkonstruktivismen påpeger, at virkeligheden præges af vores erkendelse af den og de Side 5 af 50

6 samfundsmæssige fænomener er dermed foranderlige, da de påvirkes af menneskelige handlinger (Rasborg, 2009, s. 349). Fænomenologi betyder, at vi interesserer os i at forstå sociale fænomener ud fra menneskets egne perspektiver og oplevelser. Det der bliver vigtigt, er menneskets oplevelse af virkeligheden (Bo Jacobsen, 2010, s ). Når vi overfører det til vores kvalitative forskningsmetode, hvor vi interviewede to pædagoger omkring deres oplevelse af, hvordan det er at arbejde med livshistorie, bliver indholdet af interviewet deres oplevelse af, hvad der er vigtigt. Indholdet bliver også, hvordan de oplever deres livsverden i forhold til livshistoriearbejdet. Idet det er den fænomenologiske tilgang, vil det altid være det enkelte menneskes oplevelse af virkeligheden. Ulempen ved dette kan være, at den videre analyse er afhængig af informantens oplevelse, hvilket betyder, at hvis vi havde interviewet en anden person, ville oplevelsen muligvis have været anderledes. Vores formål med interviewet var at undersøge, hvordan der kunne arbejdes med livshistorie og ikke at generalisere. Livshistoriemetoden i praksis handler om, at brugeren selv konstruerer sin fortælling af sit liv ud fra brugerens egne erkendelse og erfaringer (Lauritzen, 2011, s ). Denne konstruktivistiske teori bygger på, at brugeren via refleksion har sin egen opfattelse af sin livsverden. Giddens teori omkring identitetsdannelse hører under denne konstruktivistiske tænkning, da han mener at læring og tænkning foregår inden i det enkelte individ, og individet konstruerer og rekonstruerer sig selv ud fra de input et menneske får. Under den konstruktivistiske teori hører socialkonstruktivismen. Bruner er socialkonstruktivist og mener, at menneskets identitet skabes gennem såvel ydre som indre faktorer. Det vigtigste i socialkonstruktivisternes afsæt er, at de tager afsæt i relationerne og mener, at individet derved er bærer af mange selver, som bliver dannet i sociale samspil. Stern afviger lidt fra den socialkonstuktivistiske tankegang, idet han mener, at individet i de tidlige år har udviklet et kerneselv, som så udvikles gennem samspillet med andre (Lauritzen, 2011, s ). 4.3 Litteratur og kildekritik (Maria T) For at belyse undersøge og besvare vores problemformulering har vi læst både primær og sekundær litteratur. Vi har fået vores viden fra videnskabsteoretiske fagbøger, pædagog- faglige bøger, pædagogisk psykologisk ordbog, lærebøger fra uddannelsen og fra empiriske undersøgelser, som er vores to interviews. I starten af vores projekt søgte vi bredt på biblioteksbasen under emne ordet livshistorier. Dette gjorde vi for at finde ud af hvilke bøger, der fandtes om livshistorier samt hvilke, der kunne være relevante at bruge. Dernæst søgte vi mere specifikt efter litteratur, som kunne besvare vores problemformulering. I vores projekt Side 6 af 50

7 har vi valgt at bruge primærlitteratur af den britiske sociolog Anthony Giddens. Han er relevant, da han beskriver det senmoderne samfunds indflydelse på individet og dets identitetsdannelse (Giddens, 1996). Giddens er en autoritet på området, idet andre sociologer og forfattere tager udgangspunkt i hans teorier. Vi synes Giddens teori om det refleksives betydning i forhold til identitetsdannelse giver god mening. Dog kan hans refleksivitetsbegreb være uklart hos ham, idet han ikke konkretiserer, hvem der er refleksive, om det både er individet og organisationer. For at belyse hvilken betydning og hvad der skal til for at vore brugere får skabt sammenhæng og mening i deres liv, har vi valgt primærlitteratur af den israelske sociolog og professor Aaron Antonovsky. Hans teori om OAS giver god mening i forhold til livshistorie arbejdet, da han lægger vægt på individets historie og fokuserer på individets mestringsressourcer (Antonvsky, 2000). Aaron Antonovsky er en international kendt og respekteret sociolog. Det, der gør hans teori troværdig er, at han har foretaget en lang række empiriske undersøgelser og heraf udledt sin teori. Til at belyse det psykologiske perspektiv i livshistorie- arbejdet har vi valgt at tage udgangspunkt i Daniel Stern. Han var en af de mest betydningsfulde udviklingspsykologer. Hans teori er blevet meget udbredt i form af oversatte bøger og egne foredrag i mange lande. Det han især er blevet kendt for er hans empiriske forskning om spædbarnets selvoplevelse (Kragh-Múller, 2007). Han beskæftigede sig med tre mentale tilstande, som har stor betydning for relationen og om en person forbliver sig selv i relationen. Idet Sterns primære forskning har handlet om spædbørn, har vi overvejet, hvorvidt vi kan overføre hans teori til vores målgruppe. Vi mener imidlertid, at hans relationstænkning er relevant i forhold til alle mennesker og dermed også til voksne med nedsat funktionsevne, som er vores målgruppe. Grunden til dette er, at hans tænkning handler om, hvordan menneskers mentale tilstande påvirker deres indbyrdes relationer, og det er netop disse tilstande, der er vigtige, når vi arbejder med livshistorier. Til at få en bredere viden om det senmoderne samfund og en forståelse for samfundets indflydelse på identitetsdannelsen, har vi læst og brugt sekundærlitteratur fra bogen: Anvendelse af nyere Psykologi af Peder Clausen. Han er lektor i pædagogik og psykologi ved Jysk Pædagogseminarium (Clausen P., 2004). Bogen har vi fundet relevant, da den giver et nuanceret indblik i, hvordan samfundet gennem årerne har udviklet sig og giver en forståelse for, hvordan individet påvirkes af den kultur mennesket lever i. Desuden drages der sammenligninger mellem de forskellige forskeres teorier. Vi finder hans redegørelser objektive, hvilket gør ham meget troværdig. Når vi arbejder med livshistorier, er det væsentligt at både pædagoger og brugere er i stand til at reflektere. For at få belyst betydningen af dette har vi brugt primærlitteratur af den norske forfatter og forsker Berit Bae. Berit Bae har en doktorgrad i relationer mellem børn og voksne Side 7 af 50

8 i børnehaven. Vi har imidlertid fundet hende relevant, idet hun også beskriver betydningen af kommunikationen og den anerkendende relation. Dette har vi uden problemer kunnet overføre til vores målgruppe, da det er den anerkendende grundholdning, som der er fokus på. Desuden redegør hun for brug/ misbrug af definitionsmagten, og denne problematik er yderst relevant at være opmærksom på, når vi arbejder med voksne med betydelig nedsat fysiske- eller psykiske funktionsevner og deres livshistorier. For at få belyst de forskellige relationsformer der eksisterer i det pædagogiske arbejde og få relateret disse til livshistoriearbejdet, har vi brugt litteratur af Birthe Juhl Clausen og Jørgen Lauritzen, som beskriver Flemming Andersens forskellige relationsformer. Flemming Andersen er psykolog og har blandt andet beskæftiget sig med menneskers indbyrdes relationer. For at få en psykologisk og differentieret viden af begreberne selvtillid og selvfølelse, har vi fundet sekundærlitteratur af Birthe Juhl Clausen og Jørgen Lauridsen relevant. I bogen: Livshistorier i det pædagogiske arbejde, gennemgår de Jesper Juuls forklaringer på selvtillid og selvfølelse, hvilket giver god mening, når vi beskæftiger os med identitetsdannelse gennem livshistorier. Jesper Juul er en anerkendt familieterapeut, forfatter og foredragsholder. Han er desuden en aktiv vejleder og terapeut i store dele af Europa. Jesper Juul har skrevet adskillige bøger for forældre og fagfolk, hvor den mest kendte er Dit kompetente barn. Vi finder Jesper Juul troværdig, kompetent og brugbar. (Maria B) Som primærlitteratur har vi valgt at bruge den amerikanske psykolog, Jerome Bruner. Bruner har vi brugt i vores bachelorprojekt, da vi finder hans teori i forhold til identitetsdannelse relevant i forbindelse med livshistorier (Bruner, 2004). Vi finder Bruners teori og læst litteratur som valid stof til vores bachelorprojekt, i det andre forfattere relaterer til hans teorier, men også med den baggrund han har af profession. Yderligere har vi brugt primærlitteratur af den amerikanske psykologiprofessor Kenneth J. Gergen, som hører ind under socialkonstruktionisme (Gergen, 2005). Vi har brugt ham i afsnittet under identitetsdannelse og sammenlignet hans teori med Bruner, da det er to teoretiker, der hævder noget forskelligt i forhold til identitetsdannelsen. I forhold til arbejdet med livshistorier finder vi Gergen som en troværdig kilde. Dette gør vi i forbindelse med hans viden indenfor området, som angår identitetsudvikling. I vores bachelorprojekt har vi også brugt primærlitteratur af Marianne Horsdal, der er forskningslektor. Horsdal har arbejdet med livshistorier i en årrække, og derfor har vi fundet det som væsentlig litteratur for vores bachelorprojekt. Specielt har vi benyttet os af hendes Side 8 af 50

9 litteratur omring de narrative kompetencer (Horsdal, 2000). Undervejs i Horsdals litteratur refererer og konkluderer hun til andre teoretiker. Dette gør, at vi som læser kan få en bredere viden og forståelse indenfor stoffet. Det kan dog i nogle tilfælde også komme til at virke en smule uoverskueligt, idet vi kan blive påvirket i vores forståelse af helheden. Som sekundærlitteratur har vi brugt bogen: Livshistorier i pædagogisk arbejde af Birthe Juhl Clausen og Jørgen Lauritzen. Denne bog har vi brugt meget til bachelorprojektet, da der i denne findes meget brugbar teori om livshistorie. Gennem bogens litteratur relateres der til eksempler fra praksis. Dette er med til at give en større forståelse for litteraturen. Endvidere relateres der også til forskellige teoretiker, som er behjælpelig til, at vi kan få en bredere viden indenfor området. Af sekundærlitteratur har vi også brugt bogen: Narrativ pædagogik, livshistorien som et pædagogisk redskab af samme forfattere som ovenfor: Birthe Juhl og Jørgen Lauritzen. I denne bog bliver det narrative belyst og gjort rede for. Bogen er delt op i 4 forskellige dele, så litteraturen er lettilgængelig. Gennem bogen bliver vi præsenteret for teoretiske, metodiske og praktiske eksempler. Dette giver læseren en god forståelse for den anvendte litteratur. Endvidere har vi brugt internettet som søgebase til begrebsafklaring og det historiske rids Overvejelser i forbindelse med indsamling af empiri (Maria B) I projektets opstart overvejede vi, hvordan vi ville arbejde med livshistorier. Vi kontaktede adskillige bosteder, men en stor del af stederne arbejdede ikke med livshistorier. Vores første intentioner var, at vi gerne selv ville lave et livshistorie forløb med nogle brugere. Dette kunne ikke lade sig gøre, da vi ikke havde nogen relationer til de enkelte brugere på nogen bosteder. Dernæst undersøgte vi, om det var muligt at foretage et interview med en bruger om, hvordan han oplevede at arbejde med sin livshistorie. Pædagogen på et af bostederne fortalte os, at dette ikke kunne lade sig gøre, fordi brugerne ikke havde et verbalt sprog og dermed ikke kunne udtrykke sig verbalt. Vores næste overvejelser var, at vi gerne ville observere, hvordan en pædagog og en bruger arbejdede med livshistorie. Pædagogen fortalte os, at dette ikke var muligt, da arbejdet med livshistorier var en integreret del i hele dagligdagen, forstået på den måde at pædagog og bruger gennem den daglige kommunikation talte om brugernes historier og tidligere oplevelser. Disse forhindringer gjorde, at vi desværre ikke selv fik mulighed for at få egne oplevelser med brugernes livshistorier. Efterfølgende fik vi heldigvis etableret to aftaler med to bosteder om at få lavet interviews og dette er projektets empiri. Hvis det var lykkedes os at få egne erfaringer med livshistoriearbejdet, havde vores empiri været mere fyldestgørende. Side 9 af 50

10 4.5. Interview (Fælles) I vores undersøgelse har vi brugt interviews, som hører ind under den kvalitative metode (Tanggard, 2010, s ). Et kvalitativt interview er kendetegnet ved, at der stilles åbne spørgsmål, hvor informanten har mulighed for at uddybe sine svar (Riis, 2005, s ). Når vi interviewer en person, er det for at høre om personens oplevelse af forskellige fænomener i personens livsverden. Analysen af informantens udsagn er afhængige af den samtaleinteraktion, som der er mellem intervieweren og informanten. Målet er at komme så tæt på informantens oplevelser som muligt og derud fra lave vores analyse (Tanggard, 2010, s ). Vi valgte nemlig at besøge to forskellige bosteder for voksne med betydelige nedsat fysisk- eller psykisk funktionsevne, hvor vi interviewede en pædagog, som også er leder af en boenhed på Stjernen og en pædagog på Månen. Grunden til vi har valgt at besøge Stjernen og Månen er, at de arbejder med livshistorie i deres pædagogiske praksis. Pædagogen på Stjernen står også for udannelse af livshistorier, hvor hun både underviser personalet på stedet og har kurser ud af huset. Vores to interviews er forskningsinterview, da vores formål er at forstå, hvordan informanten forstår og oplever arbejdet med livshistorie i praksis (Brinkmann, 2009, s ). (Maria T) Det er ligeledes semi-strukturerede interviews, hvor vi nedskrev spørgsmålene i en interviewguide. Der kan yderligere stilles uddybende spørgsmål undervejs i interviewet, da det samtidig er en interaktion mellem informanten og intervieweren. Inden vi udfærdigede vores interviewguide, havde vi gjort os klart, hvad vi ønskede at få en viden om. Vi tematiserede spørgsmålene i vores interviewguide for at gøre det mere overskueligt for os selv, hvad vi ønskede at få en viden om (Tanggard, 2010, s )Vi er opmærksomme på, at vores interviewguide har visse mangler, da vores viden om emnet på det tidspunkt vi interviewede, ikke var dybdegående. Havde vi haft den viden vi besidder i dag, havde vi kunne stille skarpere, mere specifikke og konkrete spørgsmål. Ifølge Gadamar forstår vi nemlig verdenen på baggrund af den forståelse, vi har. Erfaringer viser, at de bedste interviews laves af de personer, der har en relativ stor viden om emnet (Ibid.). Under interviewet var vi opmærksomme på ikke at stille ledende spørgsmål, dog kunne disse forekomme, da vi ikke er vant til at interviewe. Efter gennemførelsen af vores interviews, som vi optog på en diktafon, klargjorde vi materialet til videre analyse. Vi valgte at transskribere materialet så ordret som muligt, og efterfølgende brugte vi relevante uddrag af transskriptionen som direkte citater i vores projekt. Dette mener vi, gør materialet mest valid. Vi har gennem hele opgaven brugt de forskellige uddrag fra vores interviews i en analyse med Side 10 af 50

11 det formål at få koblet teori og praksis sammen. Vores empiri har vist os det specifikke og det konkrete, og ud fra det givet os en ny og bedre forståelse for den valgte teori. I analysen af empiri og teori, har vi ikke valgt systematiske metoder eller teknikker. Derimod har vi via den læste litteratur fået større forståelse og viden om livshistoriearbejdet. Denne viden, har vi brugt til at give sammenhæng mellem teori og praksis. I starten af vores projekt overvejede vi hvor mange interviews, det var nødvendigt at foretage for at gøre undersøgelsen valid. Vi læste Kvale og Brinkmanns bog: Interview. På spørgsmålet om hvor mange interviewpersoner, der bør interviewes, svares der, at du skal interviewe så mange personer, som det kræver for at finde ud af det, du har brug for at vide. Vi var bevidste om, at hvis antallet af interviews var for lille, kunne det være problematisk at generalisere og modsat, hvis antallet af interviews var for stor, kunne det vanskeliggøre en dybdegående analyse af interviewene (Brinkmann, 2009, s ). Vi valgte, at lave to interviews på to forskellige bosteder. Det vi havde brug for at vide var, hvilken betydning livshistoriearbejdet kan have for brugerne, og hvordan det pædagogiske arbejde kan kvalificeres. Vi valgte to interviews for at gøre undersøgelsen mere valid. Vi er opmærksomme på, at vi ikke kan generalisere ud fra de to interviews, da der kan være andre måder at arbejde med livshistorie på. Transskriptionen og lydbåndet kan eksaminator og censor få ved forespørgsel. Vore interviews valgte vi at udføre sammen med en anden bachelorgruppe, som også arbejder med livshistorier. Grunden til dette var, at det ville være ressourcekrævende for de to bosteder, hvis der skulle laves aftaler med begge grupper. Interviewsvarene har vi brugt individuelt i vores analyse af projektet. 5. Begrebsafklaring 5.1. Voksne med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne (Fælles) Det at have en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne betyder, at ens personlige udvikling går langsomt. I næsten alle tilfælde betyder det, at man på nogle områder ikke når så langt i udviklingen som flertallet gør. Årsagen til nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kendes langt fra i alle tilfælde, men nedsat funktionsevne kan være en følge af: Arvelige faktorer, kromosomfejl, skader der opstår i fostertilstanden, iltmangel under fødslen, lav fødselsvægt eller hjerneskade opstået efter fødslen pga. ulykke eller sygdom (Lev: Udvikling for udviklingshæmmede, 2009). Ifølge Serviceloven 104 betegnes udviklingshæmmede som personer med betydelig nedsat fysiks eller psykisk funktionsevne (Social-og Integrationsministeriet, 2011). Side 11 af 50

12 5.2 Identitet (Fælles) Identitet kommer af det latinske navn idem som betyder den samme. Identitet handler om følelsen af at være den samme og at være genkendelig både for sig selv og andre i forskellige situationer og roller (Lauritzen, 2011, s ) Etik (Fælles) Etik er læren om principperne for en vurdering af, hvad der er godt og ondt og dets betydning for den rigtige og ansvarlige handling overfor andre mennesker (Mogens Hansen, 2003, s. 117). 6. Historisk rids (Maria B) Menneskets funktionsvene er den evne vi har til at udføre fysiske og psykiske aktiviteter. I vores samfund har vi mennesker med funktionsnedsættelse, hvilket betyder, at deres evne til at udføre fysiske og psykiske aktiviteter er nedsat i forhold til flertallets. Dette kan være på grund af psykiske sygdomme eller følgerne af fysiologisk eller mental aldring (Funktionsevne, 2009). Gennem årene er der sket en udvikling i positiv retning, hvad angår mennesker med funktionsnedsættelse og deres rettigheder på deres bosteder. I det følgende afsnit vil vi komme ind på, hvordan udviklingen gennem årene har været. Betegnelserne for, hvad mennesker med betydelig funktionsnedsættelse er blevet kaldt, er adskillige. Det kunne være betegnelser som: De åndssvage, de gale, de unormale, vanskabningerne, idioterne, tosserne og undermålerne. Allerede som spæde kom de på institutioner, som dengang blev kaldt for eksempelvis: Åndssvageanstalten. Dog skal det hertil siges, at ikke alle havde lige store problemer nogle kom på Åndssvageanstalten, fordi de var blinde, døve, ordblinde eller på anden måde var arveligt belastet (Duedahl, 1999, s. 7) Årene omkring det 16. og 17. århundrede har fået betegnelsen: Den store indespærring, da det var i de år, at man begyndte at anbringe mennesker med nedsat funktionsevne på forskellige anstalter. Disse anstalter blev bygget som store tugthuse, forbedringshuse og arbejdshuse her blev de placeret alt efter, hvad deres svagheder var. Anstalterne kunne karakteriseres ved deres lukkethed og afsondrethed og som oftest var de bygget langt væk fra lokalsamfundet og i rekreative områder. Man mente dengang, at den behandling, der skulle til for at hjælpe mennesker med nedsat funktionsevne var, at fjerne ham/hende fra det almindelige samfund til mindre belastede omgivelser. Dette mentes, at være gavnlig for personen, i og med, at han kom væk fra de vante omgivelser/miljø. Side 12 af 50

13 I årene omkring begyndte man at udbygge området, og blive mere bevidst om borgerens rettigheder. Der kom i stigende grad mere fokus på regler om social sikringsordning uden tab af rettigheder for borgeren. Op gennem årene begyndte kritikken af anstalterne at vokse, hvorpå der i 1964 blev nedsat en Socialreformkommission, der blandt andet skulle forberede nedlæggelsen af anstalterne og videregive de sociale opgaver fra staten til amter og kommuner. I 1980 blev det så amts- og primærkommunerne, der kunne overtage statens rolle med at stille pladser til rådighed for mennesker med nedsat funktionsevne. Dette var med til at give borgerne større rettigheder, og de udviklingshæmmede blev set på med mindre skæve øjne end før (Krogstrup, 1999, s ). I dag har vi serviceloven som en hjælp til mennesker med nedsat funktionsevne. Formålet med serviceloven er, at vi som pædagoger skal kunne tilbyde vores brugere rådgivning, støtte og tilgodese deres individuelle behov og på den måde styrke deres udviklingsmuligheder (Social-og integrationsministeriet, 2011) Med serviceloven i mente mener vi, at når man ser tilbage på den tid, hvor bosteder blev kaldt anstalter, kan man nærmest komme til at gyse. Borgerne havde dengang ingen rettigheder og blev ikke altid behandlet lige godt. Mange af borgerne blev betragtet som ligegyldige, og andre mennesker omkring dem mente ikke, at de havde nogen færdigheder til at kunne bidrage med noget til samfundet. I dagens Danmark har udviklingen været således, at de borgere, der menes at have evnen til at gå på arbejde, gør det. Måske ikke et så krævende arbejde, men for brugeren er det vigtigt at kunne sige: Jeg skal på arbejde, og på den måde få følelsen af at være noget værd. Der er altså ingen tvivl om, at serviceloven har haft positiv indvirkning på mennesker med nedsat funktionsevnes levevilkår og rettigheder gennem årene. 7. Livshistorie som et pædagogisk redskab (Maria B) I den pædagogiske praksis anvendes livshistorier som en hjælp til brugerens selvudvikling. Ydermere kan livshistorien være med til at hjælpe brugeren med at øge erkendelsen af, hvad der sker i nutiden, men også hvad der skete i fortiden (Horsdal, 2000, s. 148). En livshistorie karakteriseres ved, at være en fortælling om vores liv. Gennem livet oplever man en masse ting, og der vil derfor blive skabt mange forskellige fortællinger. Derfor er livshistorier også en narrativ konstruktion i og med, at den omhandler fortællinger, der sammenhængende bliver til et handlingsforløb (Sørensen, 2011, s ). Side 13 af 50

14 Arbejdet med livshistorier kan være med til at give indsigt i en række spørgsmål om sig selv og sit liv, dette er også nært forbundet med ens identitet. Livshistoriearbejdet kan derfor også ses som et vigtigt element til forståelsen af ens identitet (Lauritzen B. J., 2000, s. 12). Ydermere må vi som pædagoger være bevidste om, at arbejdet med livshistorie ikke altid er lige let. Derfor skal vi som pædagoger være professionelle og bevidste om vores arbejde med livshistorier. Man skal have en god relation til brugeren, eller de brugere man laver livshistorie med, da man kan komme ind på punkter og områder, som kan være svære for brugeren at fortælle om (Lauritzen B. J., 2000, s ). Endvidere skal vi i arbejdet med livshistorier være bevidste om ikke at komme til at grave efter traumer, der kan få brugeren til at gennemleve følelser fra tidligere, der kan være krænkende. I stedet skal fokuseres på, at få snakket om de følelser brugeren har, og de oplevelser brugeren har haft gennem årene (Lauritzen B. J., 2000, s. 17). At arbejde med livshistorier har mange facetter. Det kan både ses som en hjælp til brugerens selvudvikling, men også til brugerens identitetsdannelse. I dette arbejde er det vigtigt, at pædagogen hjælper brugeren på vej, og at brugeren ikke presses ud i noget, så det kommer til at virke krænkende. Brugerne vil i dette arbejde få mulighed for at fortælle om sig selv, og derved opnå følelsen af, at der er nogen, der gider lytte til, hvad man har på hjerte og hvad man har oplevet gennem årene. Inden man går i gang med udarbejdelsen må man også overveje, hvilken form livshistorien skal have og hvad den skal indeholde. Dette vil vi komme ind på i det følgende afsnit. 7.1 Livshistoriemetoder (Maria B) I arbejdet med livshistorier er der mange forskellige udformninger af en livshistorie. Vi har valgt at redegøre for, hvad et stamtræ og en livshistoriebog er. Der findes selvfølgelige flere metoder, end disse, men da begge vores informanter fortalte om deres erfaringer med dem i praksis, og vi også selv finder disse mest relevante, er det dem, vi har valgt at uddybe. At fortælle om os selv, som man gør i en livshistorie, er et grundlæggende behov vi har som menneske. Derfor kan livshistorier udarbejdes med alle målgrupper (Sørensen, 2011, s. 37). Endvidere er der ingen grænser for, hvad en livshistoriebog kan indeholde de forskellige metoder kunne være: Netværkstegning over en brugers netværk og en tidslinje over, hvad der er sket gennem borgerens liv (Strøm, 2000, s ). Stamtræ: Ved hjælp af billeder fra borgerens familie kan man lave et stamtræ. Et stamtræ kan bruges i forbindelse med, at brugeren kan tilnærme sig en forståelse af, Side 14 af 50

15 hvem man er i familie med og for at danne et billede over sin generation. I denne metode er der rig mulighed for at skabe en god samtale med brugeren, idet man kan snakke om stamtræets personer (Strøm, 2000, s. 24). Livshistoriebog: Ved hjælp af forskellige billeder af borgerens familie, venner, ferier og tidligere bopæle, kan der laves en bog om dette. Endvidere kunne det være en god ide, at besøge betydningsfulde steder, så man også har billeder af det til bogen (Lauritzen B. J., 2011, s. 134). At have en livshistoriebog, hvor brugerens historie og billeder fra livet bliver organiseret i en kronologisk orden, kan give brugeren en historisk sammenhæng af sit liv og derved støtte oplevelsen af sin egen identitet. Man må ligeledes også overveje, hvilket udseende livshistoriebogen skal have - dette kunne eventuelt være et ringbind, hvor det er nemt at sætte plastiklommer ind med brugerens oplysninger. Det første, der ville være aktuelt at få med i en livshistoriebog, ville være de helt basale oplysninger om brugeren, såsom: Hvad er dit navn, hvor gammel er du, hvor høj er du og hvilken øjenfarve har du? Disse oplysninger vil være behjælpelige til at brugeren vil føle sig som noget særligt og unikt, da det kun drejer sig om ham/hende (Strøm, 2000, s ). Det er en god ide, at benytte billeder i livshistoriebogen, da det kan være med til at give brugeren minder om svundne tider (Strøm, 2000, s ). I det kommende eksempel fortæller vores informant fra Stjernen, hvilken metode de har valgt at bruge: I: Hvilke metoder finder I mest brugbare hos jer? Hvorfor? Y: Altså i forhold til beboernes private livshistorie, så er det så smart i dag, at man kan gå ind og lave sådan nogle bøger på nettet og få dem pænt bundet ind og sådan en rigtig god ide og så får man sådan en lækker bog om sit eget liv. Det er på den måde noget, som gerne må være noget, som er lækkert ikke. Og det er noget man kan med de redskaber, man har i dag med IT. Det gør tingene meget nemmere end førhen, førhen var det meget sådan nogle mapper man sad og klippede og klistrede i og sådan noget, det var jo også en proces at være i med beboerne ( ) (Y, 2012). I dette eksempel fortæller vores informant os om, hvilken metode de bruger hos dem, ikke bare af praktiske grunde, men også fordi brugeren faktisk får et godt produkt ud af det. Dog mener vi, at det er en god proces at sidde og klippe og klistre i samarbejde med brugeren. Men vi er også bevidste om, at koncentrationsevnen er forskelligt fra bruger til bruger, så derfor kan det være en mulighed, at arbejde med det i kortere tid. Vi mener indholdet af denne livshistoriebog kan variere meget fra bruger til bruger, da det er meget individuelt, hvad Side 15 af 50

16 brugeren ønsker at have med i bogen. Ud fra dette eksempel i arbejdet med livshistorier, må man huske på ikke at presse brugeren til at fortælle om sit liv, men gøre det til et spændende forløb, hvor brugeren selv er med til at komme med forslag til, hvordan denne opgave gribes an. En livshistorie kan altså udforme sig på forskellige måder og vi mener her, at det er vigtigt at fokusere på forløbet frem for produktet. 8. Livshistorie en narrativ genre (Maria B) Termen Narrative har græsk oprindelse og betyder en fortælling. Handling i denne fortælling som fremadskrider i en historie er det narrative (Lauritzen B. J., 2011, s ). Det narrative findes i den handling man udfører, når man fortæller en historie, i dette tilfælde sin livshistorie. Det kan være små historier, vi fortæller andre for at skabe en klarere sammenhæng eller forståelse (Gústsafsson, 2003, s ). En livshistorie er en narrativ fortælling - det narrative kan kendetegnes ved at have en begyndelse, en midte og en slutning og vil som oftest indeholde handlinger, som vil bevæge sig hen mod en slutning. I opbygningen af en livshistorie har man en tidsramme mellem fortid og nutid og på den måde opstår der en fremtidig historie, da den konstrueres af nutiden på et grundlag af noget, der er oplevet i fortiden. Det narrative har det kendetegn, at det består af en række begivenheder og oplevelser, som man har haft gennem sit liv og en livshistorie vil altid have en række aktører. I en narrativ fortælling vil der være et plot, der er med til at holde historien i gang og er med til at give den en helhed. Ved hjælp af dette plot ændres elementerne i en opremsning til at få et mere sammenhængende mønster. Små som store historier vil altid indeholde et plot og dette er med til at skabe en større forståelse for, hvorfor brugeren agerer, som han gør (Lauritzen B. J., 2011, s ) Det at fortælle sin historie til en anden kan have stor betydning for brugerne. Hvordan det kan have betydning for brugernes oplevelse af livskvalitet, vil vi undersøge i det følgende afsnit. 9. Livskvalitet (Maria T) Efter de økonomiske opgangsår i 1960èrne, kom der fokus på trivsel og livskvalitet. Forskerne indså, at der var grænser for den økonomiske vækst og indså, at der var andet end de materielle goder, der havde betydning for et godt liv. Der er med andre ord sket et paradigme skifte (Clausen S. B., 2010, s ). Hvad forstår vi ved livskvalitet? Når vi arbejder med voksne med betydelig nedsat fysiks eller psykisk funktionsevne og deres livshistorie, tænker vi, at det er den indre glæde der fremmes, Side 16 af 50

17 og som dermed øger livskvaliteten (Clausen S. B., 2010, s ). I dag er livskvalitet også i højsædet på det individualistiske plan, hvor rigtig mange mennesker er fokuseret på at realisere sig selv. For at gå i dybden med hvad der skal til, for at et menneske oplever større sundhed og livskvalitet, har vi valgt at tage udgangspunkt i Antonovskys teori Aaron Antonovskys teori i forhold til livskvalitet (Maria T) Den israelske sociolog i medicin Aaron Antonovsky har forsket i, hvorfor nogle mennesker er i stand til at håndtere stress og belastninger i deres liv, mens andre bliver syge eller dør af lignende belastninger. Antonovskys har igennem sin forskning beskæftiget sig med og forsøgt at afdække, hvilke årsager der kan være til, at nogle personer kan forblive fysiske eller psykiske sunde trods store belastninger. Hans teori forsøger at give en forståelse for, hvordan mennesker kan leve et kvalitativt godt liv under de betingelser, de har. Antonovsky opererer med begrebet OAS, som betyder oplevelse af sammenhæng. Denne tanke går ud på, at det gode liv er afhængigt af, hvorvidt et menneske er i stand til at skabe mening og sammenhæng i sit liv (Ritchie, 2012, s ). OAS indeholder tre væsentlige faktorer, som har indflydelse på et menneskes liv: Begribelighed, håndgribelighed og meningsfuldhed. Aspektet begribelighed går ud på, at en person oplever påvirkninger fra indre og ydre miljø som forståelige og overskuelige. Personen skal opleve, at problemstillingerne er klare og forudsigelige og kan passes ind i en sammenhæng, som kan forklares. Hvis personen oplever dette, har han en forståelighed over for situationen og har lettere ved at forholde sig til det. Håndterbarheden skal forstås på den måde, at personen har tiltro til, at der står ressourcer til ens rådighed, så man kan klare de problemer, der opstår. Ressourcerne kan være ens egne, men kan være i personens omverden. F. eks ægtefælle, kollega, ven eller pædagog. Hvis man har en stærk håndterbarhed, føler personen sig ikke som offer for omstændighederne, men er tværtimod i stand til at håndtere dem (Antonvsky, 2000, s ). Hvis en person har for meget tiltro til sig selv eller til personer i sin omverden, kan der være risiko for, at han mister realitetssansen, som i yderste konsekvens kan føre til en personlig krise. Den sidste faktor er meningsfuldhed. Dette handler om, hvorvidt personen ser livet og dets problemer som en udfordring, der kan mestres. Antonovsky ser meningsfuldheden, som det vigtigste element og forklarer, at hvis områder i en persons liv skal give mening, skal det både være i følelsesmæssige og kognitiv forstand. Det vil sige, at de problemer og krav Side 17 af 50

18 tilværelsen fører med sig, er værd at engagere sig i, deltage i og som person at være aktiv i (Ibid.). Antonovsky kobler de tre faktorer sammen på følgende måde: Oplevelsen af sammenhæng er en global indstilling, der udtrykker den udstrækning, i hvilken man har en gennemgående, blivende men også dynamisk følelse af tillid til, at (1) de stimuli, der kommer fra ens indre og ydre miljø, er strukturerede, forudsigelige og forståelige;(2) der står tilstrækkelige ressourcer til rådighed for en til at klare de krav, disse stimuli stiller; og (3) disse krav er udfordringer, det er værd at investere i (Antonvsky, 2000, s. 37). Pædagogens opgave er at få brugerne til at se en sammenhæng i deres liv. Dette kan gøres ved, at pædagogen via livshistorier hjælper brugerne til at se deres liv som begribelig, håndterbar og sammenhængende, så de i mindre grad oplever deres liv i kasser. Dette kan illustreres ved følgende eksempel fra Stjernen: I: Hvordan ser du livshistorie og identitetsdannelse i forhold til hinanden? Y: Men man bliver jo ikke mindet om sin plejemor man måske har haft eller været i familiepleje, hvis der ikke er nogen der hjælper ens hukommelse til at blive mindet om det. Måske har det været en sådan person i ens liv, som har haft den allerstørste betydning i hele livet. Der tænker jeg sådan set helt konkret i dag, bare det der mellem dagtilbud og bosted at få formidlet, hvad der sker i løbet af dagen så man har mulighed for at snakke om det, når man kommer hjem på sit bosted. Hvis ikke der er nogen til at snakke med dem om det man laver, går man hen og glemmer det, så mange udviklingshæmmede lever i sådanne kasser, det der hører til der og det der hører til der.(...) Forbindelsen så når vi snakker det hele menneske kan forsvinde rigtig meget af det her og sådan er det med livshistorie. Det synes jeg ikke vi som professionelle har været dygtige nok til at hjælpe beboerne med. Men det er livshistorie et godt redskab til at gøre (Y, 2012). Det opleves af informanten, at brugerne på Stjernen sandsynligvis gennem deres fortælling om deres oplevelser de forskellige steder, får gjort deres liv begribelig, forståelig og sammenhængende, så de i mindre grad oplever deres liv i kasser. Ved at brugeren bliver mindet om deres fortid, får de den koblet sammen med nutiden. Når brugerne på denne måde får sat deres oplevelser på plads, kan de opnå en større begribelighed og får større mulighed for at kunne klare de problemer, der måtte opstå i fremtiden. Brugerne har, i eksemplet fra Stjernen, tiltro til pædagogens ressourcer, idet de fortæller deres historie til hende. Hvis brugerne engagerer sig følelsesmæssigt i det, der sker på bostedet og på dagtilbuddet, er det med til at give den enkelte mening i livet. Hvis brugerne modsat ikke var engagerede i de, der skete på bostedet, ville det være svært for dem at se meningen med deres liv og her ville pædagogen så have en udfordring i at medvirke til at skabe mening for dem. Side 18 af 50

19 Vi kan ud fra Antonovskys teorier og vore egne interviews sammenfatte, at det er meget relevant at arbejde med livshistorier. Når pædagogen arbejder med livshistorier, giver hun brugerne mulighed for at sætte ord på oplevelser og følelser, hvilket giver brugerne en større begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed og dermed en større livskvalitet. Oplevelsen af livskvalitet hænger også sammen med de relationer, der opstår mellem pædagog og brugere. Dette leder os over i det følgende afsnit, hvor relationernes betydning analyseres. 10. Relationernes betydning i arbejdet med livshistorier (Maria T) At arbejde med livshistorier er en narrativ proces. Narrative processer finder sted i relationer til andre (Ritchie, 2010, s ). Begrebet narrativ er udtryk for den handling, hvor der fortælles en historie. Begrebet rummer en relation, da der altid er en, der fortæller en historie til en anden (Gústsafsson, 2003, s ). Det er vigtigt at være bevidst om, at et menneskets udvikling foregår på to niveauer. Den russiske psykolog Vygotsky konstaterer, at barnet udvikler sig først på det relationelle niveau og derefter på det individuelle niveau. Med andre ord: Vi indgår i relationer, før vi skaber vores identitet. Det er i relationen med andre, vi får vores erfaringer med at være den, vi vælger at være. Vores identitet formes af de historier, andre fortæller om os i relationen, sammenholdt med de historier, vi konstruerer om os selv (Andersen, 2010, s ). Da relationerne har betydning for livshistoriearbejdet, har vi valgt at tage udgangspunkt i Daniel Sterns relationstænkning Sterns teori om relationer (Maria T) Selvom relationer ikke specielt nævnes i Daniel Sterns teori, har han en betydelig relationstænkning, som belyser betydningen af relationerne mellem mennesker (Kragh- Múller, 2007, s. 9). Daniel Stern beskriver tre mentale ikke sproglige tilstande, som har stor betydning for om relationen støtter, at det enkelte menneske i relationen bliver sig selv: At dele fælles opmærksomhed At have fælles intentioner Fælles deltagelse i affektive tilstande (Kragh-Múller, 2007, s. 9-33). At have fælles opmærksomhed betyder, at parterne i relationen har fokus på det samme (Krog, 2009, s ). Overfører vi dette til livshistoriearbejdet med vores brugere, betyder det, at både pædagog og bruger har fokus på det narrative, altså at brugeren får mulighed for Side 19 af 50

20 at fortælle historien til pædagogen, pædagogen er lyttende, de har det rart sammen og begge er nærværende. Det at have fælles intentioner betyder, at parterne vil det samme, at de har den samme hensigt (Ibid.). I livshistoriearbejdet betyder det, at både bruger og pædagog er interesseret i at arbejde med brugerens livshistorie. Vores og brugerens hensigt med at arbejde med brugerens livshistorie kunne være, at der blev større sammenhæng i brugerens liv. Følgende eksempel fra interviewet på Stjernen viser, hvordan pædagog og bruger forsøger at få fælles opmærksomhed. I: Hvordan motiverer I brugerne til at arbejde med deres livshistorie? Y: Ja, det er meget individuelt, hvordan man gør det, det kan jo være man gør det, at man tager ud og kører en tur og så ved man fra deres familie, hvor de har boet og tager ud og besøger de steder og den skole de har gået på. Vi taler med dem: Nej, kan du se, det er der du har gået i skole. Nogle ganske få kan man tale med om det inden: Hvad siger du til vi tager ned og ser, hvor du har gået i skole? Så ville der være nogle, som synes, at det kunne være hyggeligt. Så er der måske også nogle der ikke synes det ku` være hyggeligt, og hvor man så ikke gør det. Det er helt klart dem som bestemmer. Hvis de ikke har et ønske om at se det eller være med i det, så er det ikke det (Y, 2012). Vi kan konstatere, at når pædagog og bruger tager ud og ser de steder, der har betydet noget for brugeren, har de fælles opmærksomhed på dette. Brugeren får mulighed for at fortælle sin historie ud fra de steder pædagogen og brugeren besøger, og pædagogen er den lyttende og nærværende. Hvis brugeren derimod ikke ønsker at besøge stederne, har pædagog og bruger ikke fælles intention og interesse. Det får en betydning for handlingen, da de så må vælge at få fælles intention på noget andet. Det at være affektiv afstemt betyder, at parterne kan aflæse hinandens følelsestilstand og handle derefter (Krog, 2009, s ). Når vi afstemmer affektivt, er det ikke ordene, der har betydning, men hvordan stemmen lyder, hvilket tonefald, og hvordan styrken i stemmen kan stige og falde. Dette formidler en følelse, som brugeren opfatter og oplever derfor, at pædagogen kender til følelsen. Gennem denne afstemning udvikles det indre liv, hvilket vil sige, at de følelser som afstemmes bliver virkelige, og det bliver muligt for brugeren at sætte ord på dem (Hylander, 1998, s ). I livshistoriearbejdet kunne dette være en situation, hvor pædagogen med sin stemme tilkendegiver, at hun også kender den følelse, brugeren giver udtryk for verbalt eller nonverbalt. Dette giver brugerne mulighed for at sætte ord på, og han får dermed mulighed for Side 20 af 50