EUROPA I VERDEN.

Transkript

1 EUROPA I VERDEN

2 Europa i verden Europa er et politisk projekt i stadig forandring; et projekt, der hele tiden søger at finde svar på de udfordringer, vores verdensdel står overfor. Derfor er EU også til stadighed præget af politiske byggepladser, områder hvor nationale politikker bliver suppleret af europæisk lovgivning. I disse år er byggepladserne blandt andet energi, migration, terrorbekæmpelse og håndteringen af stigende fødevarepriser. Hvad har disse politikområder til fælles? De vedrører globale problemer, og for at kunne håndtere dem må EU kunne optræde som en aktør på verdensscenen. Til det formål har EU gennem Lissabontraktaten etableret en stærkere intern koordinering, og ikke mindst den fælles udenrigspolitiske koordinator kan blive en central orkesterleder, når EU i meget højere grad træder ind på den globale scene. Vi har i nærværende optryk af en række artikler fra lagt vægten på de mangefacetterede udfordringer, som EU står over for og som kræver en fælles optræden fra EU s side. Der er tale om fælles problemer for alle eller mange af verdens lande; EU s bidrag er i mange tilfælde at pege på balancerede fælles løsninger, der tager udgangspunkt i, hvad vi opfatter som europæiske værdier. Du kan følge og selv bidrage til den løbende debat om Europa ved at abonnere på det er gratis. God læselyst! Michael Vedsø Pressechef og ansvarshavende redaktør 1 Europa i verden

3 Indhold Europas ubemærkede lederskab...side 3 Af Ole Ryborg Stigende fødevarepriser, klimaforandringer, energiforsyning og international finanskrise. De globale udfordringer lægger op til europæisk lederskab, og EU går tøvende foran for at håndtere de store udfordringer. Men et egentligt europæisk lederskab kræver, at EU står tæt sammen, når andre lande ser en interesse i at spille medlemslandene ud mod hinanden. Supernaboen?...side 6 Af Ole Nyeng Er EU s naboskabspolitik en succeshistorie eller en tudekiks, EU stikker nabolande, som ikke har udsigt til at blive medlem af fællesskabet i overskuelig fremtid? Europa-Kommissionen fremlagde i sidste uge de såkaldte fremskridtsrapporter for naboskabspolitikken, som viser pæne fremskridt i visse nabolande. Men kritikere sætter spørgsmålstegn ved, om det giver mening at tale om fælles værdier med så forskellige lande som fx Ukraine, Libyen, Jordan og Aserbajdsjan. Alarmklokkerne ringer...side 9 Af Louise Wendt Jensen Gyldne løfter mætter ingen sultne maver i udviklingslandene. I hvert fald ikke, når de ikke omsættes til handling og kroner og øre. EU-landenes samlede udviklingsbistand er for andet år i træk faldet, på trods af løfter om det modsatte. Der skal andre boller på suppen, hvis EU skal leve op til sit ansvar, tordnede Europa-Kommissionens formand, da han i sidste uge gav EU-landene en opsang. Et magtfuldt monster...side 12 Af Ole Ryborg Skulle jobbet som EU s udenrigsminister besættes på den traditionelle facon, ville der i denne sag være tale om et stillingsopslag, som ville vække betydelig opmærksomhed. For ud over normale udenrigsministerielle egenskaber som diplomatisk sans, globalt udsyn og politisk tæft, stilles der ekstraordinære krav til den kommende EU-udenrigsminister, som almindelige udenrigsministre ikke stilles over for. Europa i verden 2

4 Europas ubemærkede lederskab Af Ole Ryborg Stigende fødevarepriser, klimaforandringer, energiforsyning og international finanskrise. De globale udfordringer lægger op til europæisk lederskab, og EU går tøvende foran for at håndtere de store udfordringer. Men et egentligt europæisk lederskab kræver, at EU står tæt sammen, når andre lande ser en interesse i at spille medlemslandene ud mod hinanden. Verdens fattigste borgere er i alvorlige vanskelig-heder. Fødevarepriserne er de seneste 18 måneder steget så meget, at de truer med at udslette alle de resultater, som er opnået gennem de seneste to årtiers globale indsats for fattigdomsbekæmpelse. Prisstigningen risikerer at forøge antallet af verdens sultende med yderligere 100 millioner mennesker. Klodens klima er i krise. Oversvømmelser, tørke og naturkatastrofer venter forude. Klimaforandringerne er så alvorlige, at både Pentagon og det britiske forsvarsministerium i rapporter har konkluderet, at ændringerne i klodens klima er en større trussel mod borgernes sikkerhed end terrorisme. Energi er på vej til at blive en mangelvare. Olieprisen har passeret 120 dollars pr. tønde, og det bliver stadig mere tvivlsomt, om verdens ledende leveran-dører af olie og gas kan fortsætte med at mætte det hastigt voksende globale behov. Udviklingen har ført til et globalt kapløb om adgangen til verdens energiressourcer. Et kapløb, hvor der kun tages begrænsede hensyn til miljø og menneskerettigheder i de lande, hvor ressourcerne findes. Det globale finansmarked er i krise. I kølvandet på den amerikanske sub-prime-krise er verden på vej mod økonomisk afmatning måske endda en egentlig recession. Euroen har nået nye rekordhøjder over for den amerikanske dollar. Verden befinder sig i fire kriser på en gang. Fire kriser, som har flere fælles træk. Kriserne påvirker alle fra borger til nationalstat. Der er tale om globale kriser, som påvirker overalt fra Europa over Nord-amerika til det afrikanske kontinent. Og endelig er alle fire kriser kendetegnet ved, at det globale lederskab og initiativerne til at løse de fire kriser kommer helt eller delvist fra Bruxelles. I verden anno 2008 er Den Europæiske Union blevet en global aktør i hidtil ukendt omfang. EU i førertrøjen EU har iført sig den globale førertrøje i klimakamp-en med forslag om at reducere CO2-udslippene i Europa med 20 % og med initiativer til at øge andelen af vedvarende energi. EU s omfattende klimapakke skal vedtages inden årets udgang, og den kommer til at sikre Europa lederskabet ved FN s klima-topmøde i København næste år. Europas svar på energikrisen og de stigende energipriser er en omfattende energipakke med lovgiv-ningsinitiativer, som indeholder alt fra bedre energisamarbejde over grænserne til en omfattende indsats for energibesparelser. Den pakke skal forhandles færdig allerede i næste måned. Da fødevarepriserne begyndte at stige kraftigt sidste år, reagerede Kommissionen bl.a. ved at ophæve den obligatoriske braklægning og øge mælkekvoterne. 3 Europa i verden

5 Håndteringen af fødevarepriserne bliver nu en del af forhandlingerne om det sundhedstjek af den europæiske landbrugspolitik, som Mariann Fischer Boel har sat i gang. Udviklingskommissær Louis Michel har samtidig omlagt en del af den europæiske udviklingshjælp for at benytte de høje priser til at få skabt en økonomisk bæredygtig landbrugsproduktion bl.a. i Afrika. Og som en udløber af den amerikanske finanskrise og det faktum, at euroen er blevet en international succes, har Europa- Kommissionen spillet ud med et initiativ til, hvordan der kan sikres en samlet og handlekraftig politisk repræsentation af euroen i globale fora som IMF og G7. Nye kriser nye aktører I slutningen af firserne var det den kolde krig og den militære magtbalance mellem øst og vest, som var den største trussel mod borgernes sikkerhed. Men efter murens fald har de globale udfordringer skiftet karakter. Truslerne mod sikkerhed og velstand kommer ikke længere fra opmarcherede soldater, mellemdistanceraketter og atomparaplyer. I stedet er det fænomener som globale kapitalbevægelser og klimaforandringer, som truer med at vende op og ned på hverdagen for borgerne. Samtidig med at de globale kriser og udfordringer har ændret karakter, er aktørerne på den globale politiske scene også forandret dramatisk. Inden mur-ens fald levede kun godt halvdelen af verdens befolkning i lande, som havde en fungerende markedsøkonomi. I dag lever ni ud af ti verdensborgere i markedsøkonomier. Den demokratiske udvikling er dog langt fra fulgt med den økonomiske. Fire ud af ti verdensborgere lever under regimer, som direkte kan betegnes som undertrykkende og udemokratiske, og disse lande kontrollerer 90 % af verdens olieressourcer. Militær magt er stadig både vigtig og nødvendig. Men andre værktøjer er i dag de mest centrale elementer i håndteringen af dagens globale udfordringer. Og her har EU gode forudsætninger for at udøve globalt lederskab. Let at splitte Fødevarekrisen er et eksempel. EU har værktøjerne til at yde nødhjælp til de fattige, som er havnet i umiddelbar nød. Unionen kan ændre landbrugspolitik og bidrage til øget produktion. EU kan bidrage til en forbedret fødevareproduktion i Afrika gennem omlægningen af dele af den europæiske bistandspolitik. Og gennem det europæiske forskningsprogram kan EU prioritere forskning i nye holdbare plantesorter og nye teknologier, som kan forbedre landbrugets effektivitet. Mens de globale udfordringer i dag har en sådan karakter, at EU de facto er en stormagt, når det gælder om at udøve lederskab og finde globale løsninger, så kæmper Unionen stadig med at indrette sig på en sådan måde, at den også er i stand til at udøve et sådant lederskab. EU-politikkerne og svarene på de globale udfordringer skal konstant findes i et politisk med- og modspil blandt EU-institutioner og medlemslandene. Europa i verden 4

6 Og når andre globale aktører ikke ønsker europæisk lederskab, har det vist sig at være næsten ufatteligt nemt at splitte det europæiske sammenhold. USA splittede det europæiske sammenhold i sagen om oplysninger om flypassagerer ved at lave særlige visumaftaler med nogle af Unionens nye medlemslande. Rusland splittede den europæiske energisolidaritet med bilaterale aftaler bl.a. med Tyskland, Italien og Grækenland. Og når fx Angela Merkel viste europæisk lederskab og tog imod Dalai Lama og kritiserede menneskerettig-hederne i Kina, ja så svarede kineserne igen ved at lade potentielle tyske ordrer gå til andre europæiske virksomheder. Europas største udfordringer er i dag globale og af et sådant omfang, at ingen af Unionens medlemslande er tilstrækkeligt store til at håndtere dem selv. Det er EU-samarbejdet, som har værktøjerne til at håndtere udfordringerne. Men den åbenlyse rolle som verdens globale leder har Unionen endnu ikke påtaget sig. Lissabontraktaten kan med etableringen af posten som permanent formand for Det Europæiske Råd og en egentlig post som EU-udenrigsminister vise sig at være det næste store skridt i retning af et globalt europæisk lederskab. Men følger EU de seneste 50 års mønster vil udviklingen næppe ske med stormskridt. Barroso? Er det ikke ham fra de tre tenorer? Hold dig orienteret. Nyheder, analyse og baggrund fra de bedste EU-skribenter på 5 Europa i verden

7 Supernaboen? Af Ole Nyeng Er EU s naboskabspolitik en succeshistorie eller en tudekiks, EU stikker nabolande, som ikke har udsigt til at blive medlem af fællesskabet i overskuelig fremtid? Europa-Kommissionen fremlagde i sidste uge de såkaldte fremskridtsrapporter for naboskabspolitikken, som viser pæne fremskridt i visse nabolande. Men kritikere sætter spørgsmålstegn ved, om det giver mening at tale om fælles værdier med så forskellige lande som fx Ukraine, Libyen, Jordan og Aserbajdsjan. Da EU s naboskabspolitik, European Neighbourhood Policy (ENP), blev udviklet i 2004, var formålet at hindre nye skillelinjer mellem EU-landene og deres nærmeste naboer. ENP blev til af to hovedårsager: Dels var en vis udvidelsestræthed sat ind efter den store udvidelse med 10 kandidatlande netop i 2004 og udsigten til endnu to nye medlemslande, Bulgarien og Rumænien. Der var brug for et rum, hvor EU kunne vise sit engagement over for lande som fx Ukraine, når man nu ikke var i stand til at tilbyde dem medlemskab i overskuelig fremtid. Dels var der behov for at skabe en fælles ramme for relationerne til nabolandene, hvad enten disse var østeuropæiske lande med tydelige medlemsambitioner eller nordafrikanske lande uden noget EU-medlemsperspektiv. ENP kom således til at omfatte i princippet tre østeuropæiske lande: Hviderusland, Ukraine og Moldova, tre Kaukasuslande: Armenien, Georgien og Aserbajdsjan, fem mellemøstlande: Libanon, Syrien, Jordan, Israel og De Palæstinensiske Selvstyreområder samt fem nordafrikanske lande: Algeriet, Egypten, Libyen, Marokko og Tunesien. Geografisk dækker de EU s sydlige og østlige grænser. En succeshistorie? Hvordan er det så gået i de fire år siden starten? Skal man tro Europa-Kommissionens egen evalueringsrapport, der kom i begyndelsen af april, er der tale om en succeshistorie. Blandt de fremskridt, der nævnes, er: at der er begyndt forhandlinger med Ukraine om en Ny Forbedret Aftale (New Enhanced Agreement), som bl.a. indeholder en vidtgående frihandelsaftale med EU. at Egypten, Marokko og Tunesien har startet bilaterale forhandlinger med EU om liberalisering af tjenesteydelser. at undersøgelser, der skal udforske muligheden for at etablere frihandelsaftaler med Georgien og Armenien, snart er færdige. at der er indgået særligt gunstige visumaftaler med Ukraine og Moldova. at over 1000 dommere, anklagere, advokater og ledende politiembedsmænd fra ENP-partnerlande allerede har gennemgået træningsprogrammer iværksat af EU. at Ukraine efter rådgivning fra EU har begyndt et dybtgående lovreformarbejde, bl.a. inden for selskabsretten, med det formål at skabe et mere forudsigeligt og gennemsigtigt investeringsklima. at antallet af studerende fra ENP-partnerlandene, der har deltaget i EU s Erasmus Mundus-program, i 2007 voksede med 40 procent. Europa i verden 6

8 at EU har underskrevet et Memorandum of Understanding om energisamarbejde med det gas- og olierige Aserbajdsjan og med energitransitlandet Ukraine. Lignende aftaler er på vej med energiproducenter som Algeriet og Egypten. at EU s økonomiske støtte til ENP-partnerne er øget og i 2007 udgjorde 1,65 milliarder euro eller lige godt tre euro pr. EUborger. Ud over disse fremskridt i EU s relationer til partnerlandene har ENP-samarbejdet været med til at fremme en del politiske reformer i partnerlandene. Armenien, Moldova og Marokko har givet mere magt til parlamentet og til det lokale selvstyre, Egypten har taget skridt til at afslutte undtagelsestilstanden (ventes at ske i juli i år), og der har været gennemført nogenlunde fair præsident- og parlamentsvalg i lande som Moldova, Marokko og Ukraine og med lige så betydelige mangler i Jordan, Georgien og Armenien. Lande som Armenien, Georgien, Moldova og Marokko har gennemført retsreformer, der har styrket domstolenes uafhængighed og gennemsigtighed. Ukraine har afskaffet dødsstraffen, skamfering af kvinders kønsorganer er blevet forbudt i Egypten, og lande som Georgien, Moldova og Ukraine har gjort store fremskridt, hvad angår bekæmpelse af tortur og mishandling af fanger. Skildpadder og harer EU s kommissær for eksterne relationer, Benita Ferrero- Waldner, kunne ved fremlæggelsen konkludere, at en førergruppe på fire lande Ukraine, Moldova, Marokko og Israel havde vist særlige fremskridt og ambitioner, hvad angår demokratiske reformer, økonomisk integration og bekæmpelse af korruption og kriminalitet. Samarbejdet med disse lande vil derfor blive styrket i de kommende år. Omvendt har samarbejdet med Hviderusland, Libyen og Syrien været sporadisk, fordi disse landes regeringer ikke har vist den mindste vilje til at gennemføre politiske og retslige reformer. Algeriet har heller ikke endnu underskrevet den handlingsplan, som udmønter det konkrete samarbejde selv om aftaler er indgået inden for en række områder, fra energi til migration. I Libanon og De Palæstinensiske Selvstyreområder har interne forhold, bl.a. krig, gjort det umuligt at følge de lagte handlingsplaner. Som pærer og æbler Det er netop den meget store forskel fra land til land i implementeringen af ENP-samarbejdet, som ifølge kritikere gør det nærmest meningsløst at tale om en fælles naboskabspolitik. De arabiske Middelhavsstater har meget lidt tilfælles med de tidligere sovjetstater, hvad angår geografi, historie, religion og kultur. Der er brug for en meget større differentiering i naboskabspolitikken, siger blandt andre Michael Emerson, forskningschef ved Centre for European Policy Studies i Bruxelles. I en vurdering af ENP fra juni 2007, lavet af Rosa Balfour og Antonio Missirolli fra European Policy Centre i Bruxelles, hedder det bl.a., at det er meget svært at vurdere, hvor succesrig og effektiv ENP har været, for i bedste fald har ENP understøttet allerede igangværende reformprocesser, mens ENP nærmest ikke har haft nogen virkning de steder, hvor reformerne 7 Europa i verden

9 er gået i stå eller er ikke-eksisterende. Mange af målsætningerne artikuleres kun i vage, upræcise formuleringer som at sikre pressefrihed og at styrke udviklingen af det civile samfund uden at tydeliggøre, hvilke konkrete forholdsregler der er nødvendige for at nå disse mål. Og Lukas Tsoukalis, Jean Monnet-professor ved Athens universitet og kommissionsformand Barrosos særlige rådgiver, stiller i seneste udgave af tidsskriftet Europe s World det retoriske spørgsmål: Kan Europa eksportere demokrati, stabilitet og velstand til lande, der ikke har nogen udsigt til at blive medlemmer i forudsigelig fremtid, ja, måske, aldrig nogensinde? Er der nogen mening i at tale om værdifællesskab med autokratiske regimer, der ikke har nogen som helst intention om at bøje sig for politiske betingelser stillet af Bruxelles? Nej, svarer Tsoukalis selv. De gulerødder, vi tilbyder, er ikke lokkende nok, og de kæppe, vi bærer, er ikke store nok. Adgang til det europæiske indre marked kræver fortsat for meget af vores naboer, hvad angår regelharmonisering, vores fælles landbrugspolitik er stadig for restriktiv, og en stor del af den økonomiske bistand, vi giver, går til spilde. Udvidelsen det mest effektive redskab Samme kritik lyder fra en ekspert fra det vel nok mest fremskredne partnerland, Ukraine. Ja, EU har givet teknisk assistance til nogle af vores reformer, især af retssystemet, EU har bidraget markant, hvad angår forbedring af grænsekontrollen, og har lettet adgangen til EU-nabolande for ukrainere i grænsezonen, vi forhandler for øjeblikket om en stor frihandelszone med EU - og det er vi alt sammen glade for, siger Ivan Presnjakov, politisk analytiker på International Centre for Policy Studies i Kiev. Men EU s mest effektive redskab er nu engang udvidelsen. Først når vi står og skal opfylde kravene i EU s samlede lovgrundlag, Acquis Communautaire, er vores politikere tvunget til at gennemføre ubehagelige, men nødvendige reformer, siger Presnjakov. Han tilføjer, at det føles lidt besynderligt som ukrainer at blive sat i bås med tunesere og syrere i ENP. Vi opfatter os selv som kerneeuropæere, ikke som naboer, som han udtrykker det. Er der overhovedet løsninger på de problemer, Tsoukalis og andre rejser? Kan ENP gøres bedre? Tsoukalis foreslår større generøsitet og større effektivitet i EU s støtte, men kombineret med større krav om, at bistand lænkes direkte til gennemførelsen af reformer i det enkelte partnerland. Og Balfour og Missirolli slår til lyd for, at EU går tilbage til en mere bilateral tilgang, at de mest fremgangsrige nabolande får tilbudt et privilegeret partnerskab, bl.a. med observatørstatus i EU s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og med mulighed for at deltage direkte i særlige EU-agenturer, som fx det europæiske grænseagentur Frontex. Det vil kunne stille noget af utilfredsheden hos mere succesrige naboskabslande som fx Ukraine, der kun modvilligt og i mangel af bedre har tilsluttet sig ENP. Europa i verden 8

10 Alarmklokkerne ringer Af Louise Wendt Jensen Gyldne løfter mætter ingen sultne maver i udviklingslandene. I hvert fald ikke, når de ikke omsættes til handling og kroner og øre. EU-landenes samlede udviklingsbistand er for andet år i træk faldet, på trods af løfter om det modsatte. Der skal andre boller på suppen, hvis EU skal leve op til sit ansvar, tordnede Europa-Kommissionens formand, da han i midten af april gav EU-landene en opsang i forbindelse med offentliggørelsen af Kommissionens midtvejsstatus over EU s fremskridt frem mod opfyldelsen af FN s Millenium-mål. En opgørelse fra OECD viser, at den internationale udviklingsbistand for andet år i træk falder, på trods af gyldne løfter fra donorlandene om det modsatte. Og selvom EU-landene stadig er den absolut største donor på verdensplan, går det også den forkerte vej for Unionens bidrag. Det fik i sidste uge Kommissionens formand, José Manuel Barroso, til at tale med store bogstaver: Hvis vi vil forblive troværdige, er vi nødt til at indfri vores løfter. Vi gør det godt, når det gælder effektiviteten af vores hjælp, men vi er nødt til at være ærlige og erkende, at når det kommer til omfanget af økonomiske midler til udviklings- og bistandsarbejde, så er niveauet for 2007 simpelthen ikke godt nok. En alvorlig fiasko I 2005 besluttede EU-landene, at Unionens udviklingsbistand gradvist skal stige til 0,7 % af landenes BNI inden Beslutningen var en del af EU-landenes indsats for at indfri FN s millennium-udviklingsmål, som foreskriver, at verdens fattigdom og sult skal halveres inden Men endnu en gang må verdens fattige indse, at én ting er løfter, noget andet er realpolitik. Tal fra OECD viser, at alle 27 EU-lande tilsammen kun gav 0,38 % af BNI i Det er et fald i forhold til 2006, hvor 0,41 % af EU s BNI var øremærket til bistand. Det betyder, at udviklingslandene fik 1,7 milliarder euro mindre i hjælp et fald på 12,5 milliarder kroner. Det gør med udviklingskommissær Louis Michels ord 2007 til en alvorlig fiasko. Kommissionen efterlyser plan Kun Danmark, Luxembourg, Holland og Sverige bidrager på nuværende tidspunkt med mere end 0,7 % af deres BNI. Store donorlande som Storbritannien, Frankrig og Tyskland ligger nu under 0,4 % af BNI, og Italien er helt nede på 0,19 %. De nye medlemslande Letland og Litauen kommer ikke over 0,1 %. De alarmerende tal får Kommissionen til at efterlyse en plan fra hvert enkelt medlemsland for, hvordan landet har tænkt sig at nå op på de aftalte 0,7 % i løbet af de kommende syv år. Samtidig har Kommissionen udarbejdet en meddel-else som optakt til det tredje High Level-møde, der afholdes i september i OECD-regi i Ghanas hovedstad, Accra. På mødet skal man diskutere, hvordan man kan øge effektiviteten af udviklingsbistanden. I meddelelsen, som Kommissionen har kaldt EU en global partner for udvikling, er der udover behovet for flere penge fokus på mere effektiv bistand, bedre sammenhæng mellem forskellige politiske områder i forhold til udviklingslandene samt bedre handelsmuligheder. 9 Europa i verden

11 Mindre paternalistisk tilgang Og Kommissionen får ros for sin advarsel til medlemslandene og sin meddelelse. EU s troværdighed lider alvorlig skade, hvis vi kommer til det næste EU-Afrika topmøde om tre år uden at have taget fat i de her ting. Ikke at leve op til målene er værre end slet ikke at have noget mål, siger Per Bo, sekretariatschef for Den danske EU-NGO platform, som består af 13 danske udviklings- og nødhjælpsorganisationer, der samarbejder om spørgsmål i relation til EU s udviklingspolitik. Han er glad for Kommissionens advarsel og peger på, at fokusområderne i Kommissionens meddelelse er vigtige for en sund udviklingspolitik. Ifølge Per Bo viser prioriteringerne i Kommissionens meddelelse udviklingen i måden, EU yder bistand på. Fra overvejende at have været orienteret mod projektstøtte er udviklingsbistanden nu i stort omfang kanaliseret over til at være budgetstøtte, så udviklingslandene i højere grad selv har indflydelse på, hvordan pengene anvendes. Samtidig kobles bistandspolitikken nu i langt højere grad end tidligere sammen med udenrigspolitik og handelspolitik. Tildelingen af bistand hænger i dag mere sammen med landenes evne til fremme af demokrati, menneskerettigheder og god regeringsførelse. EU-Afrika topmødet i december, hvor der blev indgået en omfattende partnerskabsaftale mellem EU og de afrikanske lande, er et godt eksempel på, at udviklings- og bistandspolitikken har bevæget sig i en mindre paternalistisk retning, siger Per Bo. Simplere struktur Sammenkædningen af bistandspolitikken med andre politikområder udgør dog også en af de helt store udfordringer for EU s udviklingspolitik. For i og med at bistand ikke længere kan tænkes separat, men skal forankres i andre politikområder, stiger bureaukratiet. Samtidig betyder det stigende antal donorer, at bistanden bliver mere og mere kompleks at koordinere. Håbet er, at Lissabontraktaten kan være med til at løse nogle af disse udfordringer, så udviklings- og bistandspolitikken koncentreres på færre instanser. I dag varetages EU s bistand nemlig både i Generaldirektoratet for Eksterne Forbindelser, Generaldirektoratet for Udvikling, samarbejdskontoret Europe- Aid og kontoret for Humanitær bistand, ECHO. I et interview for nylig nævnte den britiske udviklingsminister, Gareth Thomas, at det ville være bedre, hvis én kommissær var ansvarlig for hele udviklingsbistanden til alle lande, frem for at forskellige regioner er delt ud på forskellige kommissærer. Der er historiske og politiske grunde til, at tingene ser ud, som de gør i dag, men Lissabontraktaten giver en chance for at effektivisere udviklingsarbejdet, siger Niels Keijzer, ansat i European Centre for Development Policy Management (ECDPM), en uafhængig institution i Holland, der arbejder for at bygge effektive partnerskaber mellem EU og udviklingslandene. Signalværdi i at gå forrest Og den chance bør gribes, mener Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. EU er faktisk på mange måder utroligt dygtig til arbejdet med udviklingsbistand, fx inden for katastrofeområdet, hvor vi er Europa i verden 10

12 rigtig gode til at få hjælpen hurtigt frem. Derfor er EU i forhold til at udvikle nye strukturer og veje for bistanden på verdensplan helt i front, og vi taler med en betydningsfuld røst over for andre donorlande som USA, Canada, Japan og Kina, siger Henrik Stubkjær, der derfor finder det meget frustrerende, at EU s bistand nu ikke bare stagnerer, men går tilbage. Vi har kunnet se, at det betyder noget, at der ligger en stærk top, som hele tiden presser de andre lande. Der er en utrolig vigtig signalværdi i, at nogen går forrest, og når EU sænker sin udviklingsbistand, tager det luften ud af vores argumenter om, at alle skal lægge sig i selen for at nå millennium-målene. Vi har muligheden for at sætte den internationale dagsorden. Det er meget bekymrende, at vi nu er ved at sætte den mulighed over styr, siger Henrik Stubkjær. Fakta Ifølge Kommissionen er der lang vej igen, før Millenniummålene er nået. 11 millioner børn dør hvert år af sygdomme, der godt kan behandles. De fleste er under 5 år gamle. Én person ud af fire har ikke adgang til rent drikkevand, 114 millioner børn får ikke en grundskoleuddannelse, mens 584 millioner kvinder stadig er analfabeter. Sarkozy? Er det ikke ham med hende der..? Hold dig orienteret. Nyheder, analyse og baggrund fra de bedste EU-skribenter på 11 Europa i verden

13 Et magtfuldt monster Af Ole Ryborg Skulle jobbet som EU s udenrigsminister besættes på den traditionelle facon, ville der i denne sag være tale om et stillingsopslag, som ville vække betydelig opmærksomhed. For ud over normale udenrigsministerielle egenskaber som diplomatisk sans, globalt udsyn og politisk tæft stilles der ekstraordinære krav til den kommende EU-udenrigsminister, som almindelige udenrigsministre ikke stilles over for. Posten som EU s høje udenrigspolitiske repræsentant, eller EUudenrigsministeren, som han eller hun allerede er døbt i det meste af den europæiske presse, er ikke et job, som besættes gennem en stillingsannonce på diverse europæiske job-portaler. Udenrigsministeren udpeges af EU-landenes stats- og regeringschefer inden årets udgang og tiltræder sit nye job, når Lissabontraktaten træder i kraft ved årsskiftet. Som repræsentant for hele to institutioner, hvor Ministerrådet repræsenterer holdningen hos 27 medlemslande, mens Europa-Kommissionen repræsenterer holdningen hos 27 kommissærer, som er uafhængige af deres medlemslande, vil udenrigsministeren skulle være i besiddelse af en betydelig evne til multitasking. Det kræver en betydelig indsats at sikre, at de politiske kolleger i begge institutioner anser udenrigsministeren for en loyal kollega, som de kan stole på. Som næstformand i Europa-Kommissionen, leder af alle diskussioner i ministerrådet om udenrigspolitik og ansvarlig for alle bilaterale udenrigspolitiske EU-møder er det også nødvendigt, at udenrigsministeren er i vældig god fysisk form. Diplomater har regnet på, hvor mange møder en udenrigsminister fra et formandsland normalt har under et formandskab. Alene på den konto ventes EU-udenrigsministeren at skulle deltage i 130 møder om året. Som medlem af Europa-Kommissionen kommer yderligere godt 40 møder oveni. Udenrigsministeren skal derudover koordinere udenrigspolitiske spørgsmål med de øvrige kommissærer med ansvar for udenrigspolitik. Det vil fx være udviklingskommissæren, udvidelseskommissæren og udenrigshandelskommissæren. Udenrigsministeren skal også mødes jævnligt med medlemmerne af Europa-Parlamentet. Samlet set løber det hurtigt op i 200 møder om året alene i Bruxelles, Luxembourg og Strasbourg. Og det er før, udenrigsministeren begynder at rejse verden rundt for at forsvare og forklare europæiske synspunkter, mægle i konflikter og i øvrigt sikre sig et godt internationalt netværk af en sådan karakter, at det gør udenrigsministeren i stand til virkelig at varetage Europas interesser. Et normalt arbejdsår er på omkring 220 arbejdsdage. Og selvom udenrigsministeren arbejder en del weekender og kun holder meget lidt ferie, så er det i Bruxelles ved at blive klart for enhver, at EU-landenes stats- og regeringschefer i Lissabontraktaten har skabt en post, som med en erfaren EU-diplomats ord er et monster. Global magtposition Den nye udenrigsministerpost har en række forudsætninger for at blive meget magtfuld, og den har potentialet til at skaffe EU en langt større udenrigspolitisk global magtposition, end Unionen har i dag. Europa i verden 12

14 For det første udstyres udenrigsministeren med en egen udenrigstjeneste. Tjenesten, som officielt får navnet European External Action Service, får status som såkaldt Sui Generis. Det betyder, at medarbejderne uanset om de sidder i Bruxelles eller er udstationerede på de op imod 120 ambassader, som Unionen kommer til at råde over hører under udenrigsministeren. De vil hverken være funktionærer i Kommissionen eller Rådet. Tanken er, at udenrigstjenesten skal sammensættes af medarbejdere fra Kommissionen, Rådet og medlemslandene. Cirka en tredjedel fra hver kategori. Udenrigstjenesten ventes at få visse beføjelser til at koordinere EU-landenes synspunkter rundt omkring i verden, og på sigt kan den funktion vise sig meget betydningsfuld. Som medlem af Europa-Kommis- sionen får udenrigsministeren også adgang til udenrigspolitiske værktøjer, som er meget nyttige, og som Javier Solana i dag ikke råder over. Som medlem af Kommissionen kan udenrigsministeren troværdigt tale med lande om perspektiverne for deres fremtidige EU-medlemskab. Et vigtigt værktøj i forhold til Balkan-landene og lande som Ukraine, Hviderusland og Georgien. Hele energipolitikken er et andet emne, som i høj grad er blevet udenrigspolitik, og også på dette punkt vil udenrigsministeren have stor nytte af at være næstformand i Kommissionen. Tilsvarende i forhold til fx løsningen af konflikter i Afrika, hvor europæisk diplomati her meget lettere kan kombineres med løfter om udviklingsbistand. Lang startfase EU s kommende udenrigsminister har potentialet til at blive en nøgleperson i det globale diplomati. Men en sådan position kommer ikke af sig selv. Startvanskelighederne er mange, og de ubesvarede spørgsmål endnu flere. De er faktisk så mange, at de praktiske spørgsmål omkring den kommende udenrigsministers rolle ventes at blive et tema, når EU-landene i næste måned holder topmøde for stats- og regeringscheferne i Bruxelles. Endelig har det franske EU-formandskab lagt op til en kraftig styrkelse af EU s militære kapacitet. En sådan forandring vil yderligere styrke udenrigsministerens position og troværdighed internationalt. For det første er det klart for alle, at det bliver afgørende, at den rigtige person udnævnes til jobbet. Derefter skal positionen udvikles, og det kommer til at tage tid. En udenrigstjeneste med flere tusinde ansatte og 120 repræsentationer rundt omkring i verden skabes ikke på kort tid, og selv når den er skabt, vil der gå år, før den fungerer optimalt. Nationale ambassader er ikke vant til at dele viden med EU, og omverdenen er ikke nødvendigvis interesseret i, at EU repræsenteres af én stærk udenrigsminister. Erfaringerne viser tværtimod, at både amerikanere, russere og kinesere ofte forsøger at drage fordel af et splittet EU. Amerikanerne splittede europæerne i forhold til Irak-krigen. Russerne har splittet Europa på energi-solidaritet og gasleverancer, mens kineserne fordeler erhvervskontrakter til de EU-lande, som glemmer menneskerettighederne i landet, og straffer de lande, som husker dem. 13 Europa i verden

15 Nationale udenrigsministre og kommissærkolleger skal også alle vænne sig til, at der er en ny og højerestående aktør på banen. Og endelig skal udenrigsministeren forsøge at finde sin plads i forhold til både formanden for Europa-Kommissionen og den nye formand for Det Europæiske Råd. Lissabon-traktaten har skabt en potentielt magtfuld udenrigspolitisk position. Men i dag ligner posten mere et monster, og det vil koste tid og betydelig politisk snilde, før den grimme ælling er vokset til at være en flot og flyvefærdig udenrigspolitisk svane. Forbehold? Hvorfor er det pludselig så vigtigt? Hold dig orienteret. Nyheder, analyse og baggrund fra de bedste EU-skribenter på Europa i verden 14

16 Kolofon Udgiver: Europa-Kommissionen, Repræsentationen i Danmark Europa-Huset Gothersgade København K Telefon: (45) Fax:(45) E-post: eu@europa-kommissionen.dk Hjemmeside: Ugebrevet EUROPA: Ansvarshavende redaktør: Michael Vedsø Produktion: Rostra Kommunikation A/S Tryk: Publikationskontoret. Publications.europa.eu Ophavsretlige oplysninger: Eftertryk i kommercielt øjemed ikke tilladt. Anden anvendelse tilladt mod behøring kildeangivelse. Ugebrevet EUROPA / 2008 Ugebrevet EUROPA udgives og finansieres af Europa-Kommissionen i Danmark. Ugebrevet er redaktionelt uafhængigt af Europa-Kommissionen og andre europæiske institutioner. Artikler i Ugebrevet EUROPA repræsenterer således ikke nødvendigvis Europa-Kommissionens synspunkter.