Sigbjørn Obstfelder: To novelletter

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Sigbjørn Obstfelder: To novelletter"

Transkript

1 bokselskap.no Sigbjørn Obstfelder: To novelletter Teksten er lastet ned fra bokselskap.no Sigbjørn Obstfelder To novelletter 1895 Liv Sletten Liv Der er i en stor by dunkle kroge, afsides gader med forunderlige navne, navne, som vækker anelser om et livets tusmørke, hvor mangt foregår, som ikke engang bøger kjender. Jeg bor for tiden i en sådan gade. Der er så stille i den. Det kan hænde, der kjører en melkekjærre forbi, eller en kulvogn, eller at en skjærsliber går fra hus til hus. Men efterpå blir her dobbelt stille. Ingen rige eller «fine» folk ser jeg, ingen af dem, som står i aviserne eller i statskalenderen. Og dog har de, jeg møder, så megen adel i øinene. Hvem ved? Måske har de deroppe i de store mørke murhuse en hemmelighed: et lyst hjørneværelse, en kanarifugl, en kat blandt vindusblomsterne, et arvet thestel af gammelt porcellain. Når jeg om kveldene kommer hjem og fra boulevarderne dreier ind i mit strøg, begiver mine tanker sig ind i en ny, en egen verden. Der er intet, som overdøver dem her. Ikke langt fra min bolig er der en kjelderkafé, som jeg ofte besøger, når det

2 skumrer. Der er da i almindelighed tomt. Jeg lir så godt at sidde der. Jeg kan bli siddende der så længe, så længe. Jeg ved neppe, hvorfor jeg lir det. Jeg tror som oftest tænker jeg ikke en gang, har blot en følelse af fred, af at det er tyst altsammen nu, at de store, svære spørsmålene og de forfærdelige tvilene og alt det der pathetiske, det er der ikke, af at jeg ånder stille, og mennesker går omkring mig og steller og lever så lydløst, uden klager, og uden at kræve, at jeg præcis skal være med. Så kan der også komme billeder og minder, noget langt borte fra ligesom, skovsus, havsus, barndom i sol. Det gjør ikke ondt. Det er ikke længer noget som river i mig. Nei det er som laterna magica-syner, der blødt vanker mig forbi dernede i kjelderen, mens jeg langsomt drikker kaffen. Det er vist noget af det samme, som man føler, når man en sommerdag sidder i en liden landsbykirke: Dørene står åbne. Høduft lister sig ind. Og bortover gulvet hen mod alteret flyder farvede solstriber. Dem sidder man og ser på, og alt andet blir som drøm. Ja alt andet blir drøm. Jeg kjender jo nogle få mennesker i denne by, men det er sjelden jeg besøger dem. Og det er med en egen rædhed. Det er, som var jeg bange for, at man skal røve noget fra mig. Jeg står længe nedenfor vinduerne, ser hoderne tegne sig på gardinerne, ved ikke, om jeg har mod til at komme derop i alt det lys. Er det en indbildning, når jeg synes, de ser så forunderlig på mig? Eller er der kommet noget i min gang, i mit blik, noget ja noget fra min afsides gade, min kjelder? Jeg har fået sådan trang til at gå stille og tale sagte. Det er mig pinligt, når nogen skråler eller skoggerler. Heller ikke kan jeg delta i samtaler. Men det morer mig at sidde og høre på. Ikke så, at jeg opfatter sammenhængen. Jeg forstår ikke længer det, der tales om. Jeg kan ikke fatte, at alt det der interesserer dem. Jeg synes, det har så lidet med det egentlige at bestille, det vi lever og dør for. For mig er det blot en koncert af menneskestemmer. Jeg ser, hvordan deres hjerner arbeider for at finde det rette ord, jeg hører deres røster hæve sig og sænke sig. Til tider blir de vrede. Da kan jeg ofte være meget nær ved at briste i latter.

3 Jeg sidder der og lytter, jeg ser deres ansigter bli glødende, hænderne hæve glassene, hører dem bande, le, slå i bordet. Det gjør mig tilslut så vemodig. Jeg skjønner ikke, hvad der går af mig. Jeg sidder om kveldene og lytter efter al slags lyd, som ikke er der. Jeg må dog ha hørt de trin før. Jeg har boet her en måned allerede, og såvidt jeg ved er der ingen nye flyttet ind. Men jeg har altså først i det sidste lagt mærke til dem. Forbi hushjørnet, i det sidste tar jeg aldrig feil af dem, forbi mine vinduer, ind gadedøren, op trapperne. Hvor de er lette! Hun må være ung. Jeg længes efter at høre dem også i kveld. Og kjolens raslen. Det ærgrer mig, men jeg kan ikke for det: Når jeg møder en eller anden ung kvinde, spørger jeg mig selv: Er det hende? Og jeg tror at vide sikkert, at det ikke er nogen af dem jeg har mødt. Er det ikke besynderligt? Jeg kunde jo simpelthen gå ud og ligesom tilfældig møde hende i gangen. Men det er, som om noget holder mig tilbage. Når hun er der udenfor på trappen, kan jeg ikke forhindre, at mit hjerte begynder at banke. Det ærgrer mig. Jeg har havt brev fra Albert. Det minder mig om sommerens dage. Ja de dage! Når det grønne vand lå og damped op ad fjeldbrysterne, klart, så vi så bundens skove, derude mellem holmerne, hendes blottede arm med snøret, jeg ser for mig den grå skygge af den på vandspeilet. Han siger, hun har snakket om mig. Snakket om mig Det er blit mig så fjernt. Hendes røde, muntre kind, hendes latterøie med sprudlende lyst til at hoppe midt udi livet, hvad det så var, enten det så bragte glæde eller sorg, de blonde nætter der hjemme, det er blit mig så forunderlig fremmed. Som et let barndomsminde. Magda. Magda. Nei, jeg vil ikke op i det igjen. Jeg vil ikke hjem igjen på

4 mange år. Den dybe ro her, den er alligevel ædlere og bringer mig mere. Mange øine er der inde i den, klare og brustne, som har lidt og ved. De ser på mig om nætterne, og jeg føler, at jeg er deres. Nei, Magda, du skal le i sol og fri luft, jeg jeg er i skole. Når hun hauked der op imod Rindalsnuten, hvor hendes røst var frisk! Naturen sang med, når hun sang. Sent om kvelden, ja så sent som klokken ét undertiden, hører jeg nøgne fødder trippe på gulvet over mig. Hun hopper op i sengen. Så slukker hun lyset eller lampen, tænker jeg mig, og lægger sig til at sove. Da lægger jeg mig også. For når hun har lagt sig, da blir jeg ligesom så umådelig alene, og så kan jeg ikke arbeide længer. Vi står også op på samme tid om morgenen. Og måske har vi på engang de samme tanker. Vilde hun le mig ud, hvis jeg gik op til hende og sa, at også jeg er et ensomt menneske, og at om jeg er mand og fremmed, så har jeg de samme glæder og sorger og længsler som hun? Men hvem siger, at hun er så ensom? Hun er da ude hele dagen, rimeligvis møder hun en eller anden. Og selv om hun var det, hvem siger, at hun er bleg? at hun har tænksomme øine og fine hænder? Klokken er allerede elleve. Hun er vel ude i fest da. Jeg er ikke til fest. Hvorfor skal så hun være det? Så kommer der nok nogen og følger hende hjem, en elsker, kanske en flot student. Skridt. Det er hende. Hun er alene. Esch! Hvad har jeg med at bli glad derover? Måske har hun i aften været trist, gået ude i veir og vind, gået derude og grædt og husket de gamle dage. Hun lægger sig straks. Jeg kan ikke tydelig høre det, men det er noget andet end ellers, som går for sig. Hun er ved sengen, det er jeg vis på, men hun har ikke lagt sig endnu. Stakkar! Jeg skjønner det nu:

5 Hun ligger på knæ, begraver hodet i sengklærne, spørger sig selv op igjen og op igjen: Hvorfor er jeg til? Jeg har været hos den halte maler idag. Et gammelt hus med skjæve, forfaldne trapper. Et par kvistkamre med skråtag. Som han blev forvirret, da jeg kom! Stod og stammed og rødmed og stammed og rødmed. Der gik en liden rynket mor omkring og pusled. Hun var så uskyldig, hun lo af alt, kyssed sønnen så nydelig på de sørgmodige øine. På bordet står der portræter af russiske digtere og tyske socialister. Rundt om på væggene hænger malerier med mørke himle, ørkener, sort hav ved nat, tungsindige, drømmende ansigter. Jeg blir så beklemt, når hans øine hviler sådan ængstelig på mig. Jeg kan jo ikke gi svar på hans spørsmål og syge håb. Sidde der de lange, grå dage, stirre ud af tagvinduet, glide hen i halvlyse billeder, som ikke hører det arheidende, dagens liv til! Sidde og spørge sig selv dag efter dag: Hvorfor lever jeg? Hvad kan det være? Hendes trin er ikke lette og raske længer. Og jeg selv blir så urolig, kan ikke arbeide. Her er blit så øde, ingen kjendte trin, ingen kjoles raslen! Det er, som om alle menneskene er gået bort og husene står tomme. Stundom tror jeg at høre jamren og halvkvalte skrig. Jeg har siddet formeget med mig selv, er blit nervøs. Hun havde store, tænksomme øine, og blegt ansigt, og fine, magre hænder. Hun heder Liv. Et eiendommeligt navn. Ægte norsk er det også. Jeg ser for mig endnu hendes øine, da hun nævnte det. Det var, som om hun så langt ud mod et land, der ligger i en skjult solverden, og som navnet var nøglen til. I fem døgn havde hun ligget syg ovenover mig uden nogen til at hjelpe eller pleie sig. Hun er fremmed her, forældreløs, og har vist ingen venner heller. Hvor nætterne må ha været lange og fulde af angst!

6 Hjemme tror de nu, at jeg er på god vei til at bli en særling. Jeg skjønner det af brevene. De beklager, at jeg har mistet mig væk i usunde, ufrugtbare drømmerier og er blit tabt for det fornuftige, hyggelige liv. Godt. Så lad det være så. Det er jo slet ikke sikkert, at jeg duer til noget af det, menneskene finder stort. Jeg lir min tilbagetrukne tilværelse. Og der er et menneske jeg er noget for. Jeg sidder hos Liv om dagene. Hun er glad ved at ligge og holde min hånd i sin, hendes øine hænger opmerksomt ved mig, når jeg taler. La dem så more sig, la dem så synge fædrelandssange! Der er kommet noget rent og kysk om mig. Livs tanker. De folder sig om mig som et hvidt klædebond. Skal hun dø? Just nu, da blomsterne knoppes, og da også hendes egen knop modnes, og alt det, der bringer kvindebryst til at vugge, det skulde komme! Når jeg har været ude, har hun såmange spørsmål: Om svanerne er sluppet ud, om violerne blomstrer, om himmelen er klar eller overskyet, om de lyse dragter er begyndt, om jeg har hørt stæren? Og hun vil høre om alt det vakre, jeg kjender. I skumringen sidder jeg og fortæller om nordens lyse nætter, sølverskjæret over fjeldene, som står og venter på det første solkys. Hun har fortalt mig, hvor hun holdt af, når hun gik til og fra arbeidet, at gå og se på skyerne, se dem drive og splitte sig og fylde sig med mangfoldige skiftende kulører, og på bladhaugene, hvordan de voksed med hver dag, mens trækronerne blev barere, deres greneknipling finere og luften omkring hvidere. Om sommeren la hun ofte veien om parken forat ånde inn lidt luft fra blomsterbeddene og for at stanse et par minuter ved dammen og se på svanerne, hvordan de i stolt ynde gled henover. Jeg føler, hvordan hun blir større og større, og hendes sjæl reiser sig op i en mægtig renhed. Der er ofte noget over hende, som gjør mig så bange og

7 ynkværdig liden. Mit bryst snører sig sammen. Det tykkes mig, at heller ikke jeg kan være længer her i denne larmende verden, i al denne rammel af jernbaner og rigsdag og theater. Jeg synker ned og griber hendes hænder ydmygt. Hun lar mig ta dem, og ser langt ud, forbi mig. Liv er fra Island. Hun, den fine, hvide skikkelse, hvis hånd glider som en skygge hen over teppet, og i hvis øie der er en glans af det allerblødeste, har nogle skurrende, fremmede r'er, som trær så underlig tungt i hendes ellers veke mål. Langt der ude i nord, hvor en liden hvid fiksstjerne blafrer, siger hun, at hendes mors og fars sjæle venter på hende blandt de nordlys, vi her ikke kan se. Hun lå og så på mig med et af de smil man ofte ser hos de syge. Så begyndte det pludselig at sitre gjennem hende, kinderne blev lidt efter lidt blegere, oppe på panden under det blanke, sorte hår trådte årerne frem, armene og hodet faldt mat tilbage, og øinene lukked sig. Opløst i lange smertefulde skjælvninger un om i mine arme. Så kom det blodet. Derefter blev hun roligere. Hun lå uden at røre sig op til mig. Så begyndte hun at tale, først hviskende, snappende efter veir, så sterkere. Hun kunde ikke mere holde det tilbage, det hun havde været for stolt til nogensinde at nævne. Ud fra hendes bævrende bryst pressed sig brændende ord om, hvad hun har savnet: venner og veninder, kjærlighed, livsens jubel, hvordan hendes legeme har ventet på kyssets første regndråbe, hvordan hun i mørke kvelde har stået udenfor vinduer, hvor der var lys og musik, og længtet efter at være med, danse og favnes og elskes, elske. Forsigtig trykked jeg det sygdomstendre legeme op til mig. Der var så taust. Intet larmende lys. Jeg elsker hendes sjæl, den vemodige, som har savnet. Den blomstrer nu i hendes øine, og i hendes hånds krumninger, gjør hendes ord skjære. Jeg elsker de visnende arme og de svindende kinder, hvorfra den stråler sterkere, mens de blir hvidere. Måske bedst, at hun ikke lærte livet at kjende. Måske bedst, at hun dør, før

8 hun har fået se, at menneskenes glæde ikke er frisk, at deres jubel bag de lysende vinduer er fuld af fortvilelse og skam. Der er mere om os i det, som blomstrer og ånder, end vore øine ser og vore øren hører. Som der er lyd, vi ikke kan fornemme, er der lys og farver, vi ikke blir var. For en finere sjæl vil de farver, der synes os sarte, være grove, de lyd, der synes os bløde, være vilde og rå. Da jeg idag gik langs søen, følte jeg det, som om verden var blit ny. Der var indi luftdisen røster. De talte ikke mit sprog, heller ikke fuglenes eller vindenes. Også farverne havde røst og ord. De var større og rigere, og der var fler, trærnes grønt bar tusen tunger. Og som det synger, og jeg lytter, og sangen vokser, er der i fortissimo henover græs, henover sjø og bøgeløv et ord, som alle mit legemsvævs tråde klinger med i, og som klysser mig fra al luft og duft: Liv! Og alle de usynlige, flagrende, spirende, rindende sind, de møder mit i ét mægtigt, jublende verdenssind: Liv! Jeg ligger nu oppe på hendes værelse om natten for at være hende nær. Jeg sover ikke meget. Det er så underligt, når jeg sådan vågner op af halvdøs og ser mod det lille tagvindu: Himmelen synes mig nærmere. Og jeg ser anderledes på den end før. Det er, som er der noget jeg kjender der. Undertiden vækkes jeg af dunkle drømmerier, af sære, store anelser ved en stemme den lyder så uendelig mygt i nattetystheden: Sover du? Undertiden hvisker det: Fader vor, du som er Jeg får en trang til at gjemme mig bort da. Der er noget deri, som på engang drar mig til sig og støder mig fra sig, og det tynger mig. Jeg lå vågen. Jeg trode, hun sov. Men så sa hun neppe hørlig: Vilde du tro på Gud, hvis du kunde? Hvad skulde jeg svare? Hvem var Gud? Et begreb. En sygefantasi. En hallucination for de fromme jomfruer på gamle malerier. Ved du, hvorfor jeg tror?

9 Jeg hørte hende reise sig op i sengen og trække veiret tungt. Jo, kjære. Jeg tror, at Gud er til, fordi fordi det vilde være så bittert, om han ikke var til, fordi det vilde være så bittert, når jeg, som jo ikke har havt det så godt, og mange andre, som har havt det meget værre, når vi nu trode det, når jeg nu synes jeg ser ham, ser ham komme nærmere mig hver dag og nat, å nei, det vilde være så grænseløst bittert, om det bare var indbildning og løgn. Jeg kan ikke tro, at alt skulde være så forfærdelig meningsløst. Jeg må få sandheden at vide, der må være noget mere end dette her på jorden, og nogen må vide det og kjende det. Altid så har jeg håbet, at jeg skulde få se og vide mer og ikke være så uvidende og enfoldig som nu, jeg har jo ingenting set og ved jo ingenting, og når jeg altid har været så vis, så vis på det, så skulde det være indbildning! så skulde det (jeg følte, at hun hæved hænderne) være så grusomt, så hånsk, at dette lille trælleliv var det hele. Jeg følte, jeg kunde ikke se, det var for mørkt, at hun faldt udmattet tilbage på puden. Jeg reiste mig og gik over til hende. Hun lå med øine, som har gjort mig til en fremmed blandt de levende. Tror du, at sneen er smeltet hjemme i dine fjelde nu? Hvis sneen er tøet i dit land, tør den nok også snart på Island. Drømmer du, Liv? Ja. Hvad drømmer du? Jeg drømmer, at Island flytter sig i havet en tomme hver nat. Og lidt efter lidt smelter sneen på nordsiden. Om et par tusen år er kysterne blit varme, som om det var i Sydhavet, de dykked sig. Istedetfor renblomster er der klynger af røde og violette klokker pa høie, stolte stængler, og det vrimler af fugle og insekter, der blinker som sølv og guld. Stenurene og isblokkene er borte, og der er tykke, uldne skove, som klær gårdene inde og holder vinden og frosten ude. Jeg er der også, og du. Men jeg er ikke længer syg, og spytter ikke blod, og behøver ikke arbeide for føden. Nei, jeg er stor og sterk, og behøver ikke skamme mig ved at kjærtegnes af dig. Og du sidder hos mig og fortæller mig om alt, hvad

10 du har tænkt og set, og ingen vogne forstyrrer os, men en fos vugger os i søvn, mens nordlysene danser. Det var inat omkring klokken to. Jeg hørte hende røre sig. Jeg kunde ikke tale, en ubestemt angst havde grebet mig. Hun vakled ud af sengen. Langsomt, skridt for skridt, famled hun frem mod vinduet. Hun la begge albuer på karmen og stod og så ud. Derpå kom hun hen, hvor jeg lå. Hun la sig ned ved siden af mig. Hendes hår streifed mit ansigt. Jeg holdt mine øine krampagtig lukket. Længe lå hun sådan. Så kunde jeg tilslut ikke holde det ud. Jeg hvisked: Liv! Hun svared ikke. Jeg la armene om hende og så hende ind i øinene. Jeg så i halvmørket, at de var brustne. Jeg lå med armen om hendes hals. Jorden gik sin gang. Menneskene sov videre. Jeg er atter alene, mere alene end før. Jeg går om som en søvngjænger. Der går folk om mig, men det er som skygger fra en anden verden. Jeg skulde reise væk. Men noget holder mig tilbage, disse gader, disse huse, disse lygter, jeg går bare op og ned mellem dem istedetfor at reise. Jeg stirrer på alt det der, som om det havde menneskeøine. Går der nogen bag mig? Jeg holder af broerne ude i udkanterne. Jeg kommer der uden at bli det var, før jeg står der, og jeg blir stående der i timevis. Det kan gå op for mig, at det er en båd som ligger dernede jeg ser på, eller et træ som luder sig mod vandet. Så hænder det, at jeg med engang blir var himmelhvælvet over mig: det er månen, som glider frem, eller et vindpust, som farer hen over mit hode. Så er der en eller anden, som ser mig så forunderligt ind i øinene: det er en tilfældig forbigående. Det er, som om jeg har hjemme derude i arbeiderkvartererne. De sænkede ansigter med dybtliggende øine og udstående kindben, som lever og dør lig de lyssky skorpetrold under stenene: jeg føler mig i slegt med dem. Boulevarderne gjør mig syg. De bugnende bryster, de hævede hoder, dragterne, som gynger på lækre, smidige hofter, smilene, alt dette, som

11 skriger: kys, lev, nyd, damer, løftet på kjælne herrehænder ind i lokkende mørke vogne, lyd af kys bag portirer, lyd af dusdrikken i dårlig vin, saftige håndtryk af logrende venner å det blir så kvalmt! En taus, forstenet gråt snører mig struben, over at menneskeglæden er en skjøge, som fylder hele atmosfæren med sin billige parfumes stank. Ja jeg må bort, langt bort til et sted, hvor kun jordens og havets ånde stiger mod himmelen. Ja, jeg må bort. Jeg må ha det meget stille. Jeg må så langt bort fra sporvogne og asfaltgader og theatre, som jeg kan komme. Thi der er noget, jeg må ha greie på. I nætterne ved det store hav, vil ikke da gådens ord komme og sænke sig hviskende ned i min ånd vel svagt og usikkert fra først af, som svingning der ei er blit tone, men så sterkere, eftersom alt blir tausere og tausere. Når alle de skurrende lyd er forstummet, når man har glemt mig, og jeg selv har glemt, vil det da komme, og alt bli klart, og min sjæl vågne? Sletten Mere og mere elsker jeg slettelandet. Dette at øiet kan vandre, vandre i milevis og aldrig møde noget der stænger, men stadig lys. Der er ved dette lys og ved slettens dæmpede lyd noget som smelter sammen med ens drømmerier. Der er i åens flyden hen mellem det myge grønsvær som en menneskelig dirren, og det samme er der i kirkeklokkens sang, som bæres hen på lange luftbølger der intet støder mod, men først længst ude dør hen. Og dog er det ikke sig selv man finder igjen. Har man boet sammen med elven og lierne i en dal, da møder man så snart sine minder på hver gren og hver sten, og de kan være lyse og vakre, men de kan også være tunge og såre. Det er anderledes her. Det er som der ude fra de vide synsrande kommer nye håb, og ikke håb alene og gyldne drømme, men frugtbare tanker, en ser sit liv i nye lys, en forstår meget en ikke har forstået før. Det er ikke bare dagen som er vakker. Når ud fra tusmørket den første stjerne springer frem som den første hvidveis fra vårens muld, da er det så nær, at man

12 synes man måtte kunne gå til det, hvis man gik i mange dage. Men når så alle de andre stjernerne også kommer, da er det netop så vidt, så høit her som intet sted, og dog ser man, hvordan himlen støtter sig på jorden i nord og syd og øst og vest. Alligevel drages jeg i denne tid mest mod selve mørket. Det er så stort og uden grænser. Et hav er det, hvori man altid går og tænker sig der sker noget, der kryber rødder og kravler liv og slynger sig skjæbner, udover, ikke indestængt, nei udover mod næste morgen. Et ensligt træ blir i dette mørke til et eventyr. Går man forbi det på lyse dagen, da opdager man det ikke, ikke det mer end de andre som står spredt her og der. Men nu løfter det sig mægtigt, sælsomt høit op over jorden. Man må forlænge sin tur, man må gå nær til det, la dets blade kjøle ens pande og kind. Når jeg går ud over disse veie, hvor alt er uendeligt og taust, føler jeg det somom jeg har ligget i dvale. Ja netop i al den hvirvel, blandt alle de mennesker, der er det man ligger i dvale. Der er såmeget i en som ikke er med. Alt er så stykkevis, så småt. Å, når en ser tilbage på sit liv, hvor er det så ikke lidet det det blev til! En søgte og søgte, reiste og flakked, en trode en skulde finde livets deilighed! Livets deilighed! Det er kanske langt inde i en selv den ligger skjult, og man reiser fra den istedetfor til den. Og det var kanhænde bedre, om man som træet stod på samme sted både vår og høst, lod sol og regn komme med nye blade, lod vinden blæse dem bort når de blev gamle. Skulde det være muligt? Skulde det være muligt at endnu dette store hele med den vide lykkens blå himmel kom? Jeg trode såmeget i mig selv måtte være dræbt og dødt. Og nu er det som noget vil til at vågne og stikke hodet frem. Hvert øieblik kan jeg udbryde: Jeg har det endnu! Det som jeg havde dengang, det ligger der, det har bare ligget og ventet! Hjernespinderier! Denne høie rene luft gjør mig sværmerisk. Jeg er fire og tredive. Hvordan skulde det endnu være muligt? Sommeren udånder nu. Ofte kommer der et bredt, varmt pust henover, der

13 bringer alt levende til at bævre. Også mig. Drømme, som jeg trode glemte og overvundne, iler mig gjennem brystet. Jeg ser langt derude et par friske arme, en rødme af blod der vil ud mod sol. Er det noget der var en gang? Er det noget der skal komme? Jeg kan ikke si det. Blikket flakker så gådefuldt, undertiden er det som en gammel skjult sorg dirrer ud deraf, undertiden en ny sælsom glæde. Og det rinder mig ihu, hvad jeg engang for længe siden tænkte det skulde være det: Kvinde. Man møder det en nat, når lyset hilser mørket, når alt som blomstrer ånder sterkere, når fjeldet elsker fjorden og fjorden månen og dråben strået. Man går med angst for livet og angst for døden, man tør ikke træde tungt for ikke at dræbe knopper, man tør ikke nynne for ikke at skræmme sovende sommerfugle, man går med dødens angst i sig, så ligger med ét en hånd på ens skulder, og en sjæl ser ud af øine, og man ved ikke hvorfra man kjender den, men man fyldes af en deilig styrke, thi nu ved man, og man gribes af en herlig kamplyst, thi nu kan man. Skal jeg endnu møde det? Jeg har mødt en ny kvinde. Jeg husker alting fra den kvelden. Jeg husker hvordan jeg stod og så på et rosetræ, mens hun sa farvel til de andre. Jeg husker, hvordan alslags tanker fløi mig gjennem hodet, mens jeg hørte på stemmerne og latteren: At to roser hang fulde der på træet og en tredje bleg og vissen, at jeg måtte skynde mig og se alt og ånde ind alt, før jordens bryllupstid var forbi, at der hvert øieblik kunde komme noget der røved mig min fred. Så kom hun, og vi fulgtes nedad den lange tyste lønneallé. Lygterne stred en dæmpet strid med den døende solrødme, som derude i vest gav jordranden sit sidste kys før natten. Over os hvælved sig sensommernattens dunstblå, hvori sommerens vellugt samler sig, mens den selv går. Inde i havernes grønne mørke la lygterne ofte glorie over noget der endnu leved, en ribsklase, asters, sene vildblomster. Her og der så vi bag en lampe en mors grublende ansigt, børns lokkede hoder. Vi sa næsten ingenting, hun og jeg. Og dog var det som der foregik noget hele tiden. Pludselig forekom det mig at der for en skjælven hen over hendes legeme. Jeg så på hende. Hun var ligbleg.

14 «Jeg kunde ikke ved ikke hvad det er,» hvisked hun. Jeg mindes hvor det var stille, da hun sa det. Den lød som et skrig, hendes hvisken. Vi var kommet til hendes dør. Hun så op på mig. Hendes stemme var blevet så vek. «Jeg ved ikke hvad det er der er noget hos Dem, som som». Og som et lyn var hun forsvundet. Hvad var det? Der var sommer om os, endnu var dagens glød ikke blegnet, engene damped, alt stod og nynned og hun var ligbleg, skjalv. Derinde var netop hun den livligste. Hver stund, hvert minut af sit liv vilde hun le, le, le, sa hun. Og da vi så kom ud ud der hvor alt stod og smilte med ét var det borte, døet væk, rødmen på kinden, ilden i øiet, ansigtslinjerne. Hvem var hun? Det var som gik hun i en anden verden, hun, end den som var om os. Og det var som om aldrig noget andet væsen måtte komme derind i den verden som hun gik i. Hvorfor har jeg glemt, hvordan hun så ud? Når jeg tænker efter så så jeg vist igrunden aldrig på hende. Ansigtet, håret, armene, livet, jeg har ikke set det, kan ikke sige, hvordan det er. Og dog synes jeg jeg ved, hvordan det er. Røsten er det eneste, jeg husker tydelig. Stadig klinger den igjen i ørene mine. «Der er noget hos Dem som... som...» Hvad mente hun? Jeg er blit rent tosset. Jeg har skrevet til hende, stevnet hende. Jeg har skrevet et langt brev. Hvad vil hun tro? Jeg ser hende for mig, når hun læser det: smiler let, lægger det tilside, brister så i latter: «Gud hvor mændene er lette at dupere. Og så løber hun til en af sine veninder. Så læses det påny, som crme til chokoladen. Jeg skulde dog være for gammel til sligt. Hun kom ikke. Det var også det bedste. Det vilde naturligvis bare blit en skuffelse, om jeg havde set hende igjen. Det var kvelden, som gjorde mig yr.

15 Der er megen vemod ved disse dage. Sommeren og høsten holder på at hviske til hinanden både morgen og aften. Der er pustet af det, som udånder, og duften af det, som er i blomst, blander sig med dunsten af det, som er under opløsning. Jeg har fundet mig et sted hvor endnu sommeren dvæler. På afstand ser det ud som alt andet, men når man kommer nær, så er det et tempel. Pillerne er orretrær, og fra hvælvets små vinduer falder der grønlige stråler. Det ligger netop der, hvor en bæk falder ud i åen, mit tempel. Susen af faldet er som en stille messe over alt som svinder, farver, duft, sommer, tid, susen er evig, evig lyder dens kirkemusik. Længer nede sammenslynger strømningerne alleslags hemmelighedsfulde ringe. Om jeg vidste verdensbevægelsens dybeste love, kunde jeg da tyde dem? Og kunde jeg da gjætte, hvor de døde blade, som nu og da kommer seilende, skulde finde sin grav. Jeg gjætter altid feil. De gjør de sælsomste buk mod strømmen, i den vik, jeg mindst havde tænkt på. Jeg ved ikke hvad der er iveien med mig. Ret som det er farer jeg op. Det bobler i vandet, det skjælver i græsset: «Ved ikke ved ikke hvad det er.» Jeg havde været ude og gået. Da jeg kom op foran min dør, så jeg et par galoscher stå der, ganske små galoscher. Det for igjennem mig: Det er hendes. Hun sidder derinde. Derinde hvor luften er tung af, hvad jeg har gået og tænkt, der sidder hun, der har hun siddet alene, før jeg kom. Hvorfor var hun kommet? Hvorfor lod hun mig ikke i fred? Jeg havde gjort, som jeg trode hun vilde, jeg havde opgit tanken på at lære hende at kjende. Hvorfor kom hun så nu? Hun drog sløret op. Det var hende. Sådan var det altså hun var! Nu lå det der hvidt foran mig hendes ansigt, øinene så på mig et sekund, store jeg havde blot følelsen af noget stort, mørkt, af noget jeg engang for længe siden havde set i en drøm, et sekund, så slog hun dem ned. Hendes hode og hendes øiehår sænked sig, som når solen skjærer i ens øine, som var der noget, hun var bange for at dagen skulde se. Hun satte sig. Jeg stod bag hende. Hun tog den ene hanske af. Jeg så på

16 hånden. Jeg så de fine, blå årer på håndledet. Jeg så de små neglene, jeg skimted det lyse blodet derindenfor. Mit vindu stod åbent. Som i drømme så jeg det vifte svagt i de to høie aspe, og langt ude i synsranden så jeg en flok grågjæs flyve mod syd. Og som man hører en stemme i drømme, hørte jeg hendes, så sagte, så smertefuld. «Jeg turde ikke... turde ikke... komme.» Så reiste hun sig. Jeg fulgte hende ud. Der stod de små galoscher, så små, så små. Jeg går og tænker på hende. Er jeg da blit overspændt. Jeg er begyndt at lægge betydning i alt muligt. Jeg går og grunder: Det gjorde hun. Sådan bøied hun hånden. Det billede så hun på. Hvad betyder det? Hvorfor skulde det hænde? Når jeg er sammen med hende, så blir det dobbelt stille, når det er stille, og når hun så taler, så ser jeg for mig hele sletten, alle stråene, bækkene og henover det alt går hendes ord, og tilslut er det mig som det er derfra, dybest, dybest derindefra, at de kommer. Med ét kan der så stige frem for mig en dag langt tilbage, for mange år siden, en dag som aldrig mer kommer igjen. Jeg ser hende, som jeg blot har set som hun nu er, i sol gå bort over sletten, yngre end nu, med håret hængende ned, i en lys kjole. En uro kommer over mig: Hvor var jeg da? På et andet sted, sammen med andre kvinder. Da drømte hun drømme, jeg selv aldrig har drømt. Hvorfor kjender jeg ikke de drømme, hvorfor ved jeg ikke alt, hvad der gik gjennem hendes bryst dengang? Jeg tror aldrig, jeg glemmer det øieblik, hun var her. Der blev en sådan vidunderlig stilhed. Det syntes mig, at de sov rundt på gårdene, og der var ikke et menneske, som gik på veiene, kjørene og hundene sov også, og duerne i dueslagene. Kun vi to var til i verden. Jeg havde ikke turdet røre et eneste hår i hendes lokker, det vilde ha gjort formegen støi. Jeg turde ikke røre ved hendes hanske, som lå på bordet. Jeg stod og så på den. Der var noget af dette, der er hos hende selv ved den. Jeg turde ikke røre den. Der er noget hos hende, som aldrig har mødt mig fra nogen anden kvinde. Jeg ved ikke, hvad det er. Men mangengang, når jeg ser det skjælve i aspene derude og føler et suk gå hen gjennem luften før regn, står hun med engang

17 tydelig foran mig igjen. Endelig er det grønne begyndt at briste, i utallige funker, som rødmer mod døden. Det er somom bladene synger sig ind i døden, og hver af dem har sin livssang at synge. Der er ikke to løvs farve som er ens, lønnens og lindens, aspens og askens, de er forskjellige som slegterne. Men også hvert blad har sin tone: guldets, blodets, de sovende skyers og den vågnende sols, purpur, viol og lila, alt er der. Og side om side, hånd i hånd går det friske, det lyse med det gamle og gule, som blandt menneskene det går side om side, hånd i hånd, det som endnu er ungt og tror, og det som er træt og drages mod jorden. Hver nat brister nye skyer af løv, og når dagene kommer, står de der og smiler og gråter. Og mer og mer er det som om det er våren, det er våren som er indi alt det smil og al den gråt. Det er somom verden er i en stille forvandling, somom nyt skal stå op, og noget skal vågne, som en aldrig skulde tro der var spirer til, eller som en altid havde troet spirerne til var ihjelfrosne. Og dog har jeg de sidste par nætter havt den forfærdelige angst fra gamle dage, angsten for livet. Jeg har havt den sterkere end nogensinde. Det er som ude fra verdensrummet en lang arm strækkes ind ad vinduet, og en tung, sort hånd lægger sig over ens bryst: Ved du hvem du er? Ved du hvor du er? Man ser sig om i værelset efter et venligt øie, et menneskeøie. Der er intet. Man tør ikke se ud. Thi derude står de talløse stjerner og stirrer og stirrer: Jeg ved, hvad du ikke ved. Hvad ved du, kryb? Hun? Jeg kjender hende ikke. Det er som også hun hører til derude, langt, langt derude. Kun engang har jeg set hendes øine. Når jeg tænker på det, er jeg ikke rolig, mine nerver skjælver. Der er noget, jeg ikke kan få fat på. Jeg søger og søger, jeg leder efter langt tilbage i mit liv, jeg leder overalt, hvor jeg ved at lede, jeg kan ikke finde det. Sletten er så grænseløs. Der er så meget ukjendt, som bor derindeover de endeløse synsvidder. Øiet finder aldrig hvile. Det løber og løber over strå og sten, det kommer ingen vei, det finder blot det uudgrundelige mørke og høit oppe de

18 truende stjerner og bag der igjen det blå dyb, det skrækkeligste af alt. Jeg har set hende igjen. For første gang så jeg hende sammen med andre mænd. Hun strålede. Hun var som en Christi blodsdråbe rød. Alle var i hvidt og lyst, kun hun i sort. Jeg følte stadig, hvor hun var i salen, som hun tegned sig af mod de andre. Jeg stod og tænkte på, at hun, hun havde været på mit kammer. Der var en fryd ved at stå gjemt og se hende danse, le og stråle. Hendes hals var blottet. Når hun strøg forbi, kunde jeg se de hvide dun. En kam med fire stene sad i håret, lokkerne trængte sig omkring den, som et frodigt buskads om et jerngjærde. Hun havde stukket ind i det to efeublade og en grønlighvid blomst, hvis navn jeg ikke ved. Det slynged sig og gynged sig, valsed og vugged, der var alle blomster og alle prismer, og igjen kom den sorte silke, og igjen kom de fire stene. Og med dansen gynged der sig ind mod mig en smerte, jeg ikke kan forklare. Jeg så hvordan hun strøed en regn af smil om sig. Til mig havde hun aldrig smilet. Jeg så hvordan hendes hode lå ømt til en skulder. Hun retted sine øine mod mig, andre øine end de, jeg havde set, fulde af en myg glæde, som ikke gjaldt mig. Der var intet i dem, som nævnte mit navn. Jeg gik ud. Jeg så intet, hørte intet længer derinde. Hvorfor var jeg kommet der? Jeg hørte jo ikke hjemme der. Derude var himlen så dyb. Evige brillanter glimted deroppe. Jeg havde været fange. Jeg havde ikke været mig selv. Hvad var det, hvad var det, der havde havt magt over mig? Endnu summed der i mig et navn, stod der for mig et ansigt. Som et barns, når det drømmer, havde det været, når et smil døde hen på det. Sådan var det da, hun var, glad, jublende. Det var kun mig, som gjorde det mørkt hendes ansigt. Jeg vilde glemme det. Jeg vilde aldrig se det igjen mere. Da lød der trin derborte, lette, urolige, et par gange stansed de, jeg syntes jeg følte hvordan et hode bøied sig og speided ind i løvet. De listed sig videre, de blev hurtigere. Tilslut var de ganske nær, jeg hørte silke rasle. Så var hun der, hun.

19 Hun satte sig ligeoverfor mig. Hun sa intet. Hvad vilde hun? Hvorfor kom hun atter og forstyrred min ro? Der gjæred en vrede i mig. Og dog hørte jeg mig selv sige sagte det navn, jeg aldrig havde nævnt for hende. Naomi. Naomi, hvorfor kom du? Jeg blev så alene deroppe med engang. Jeg var så glad, jeg dansed og lo, og alle mennesker lo. Med engang blev det så underligt for brystet. Jeg syntes alting rulled og hvirvled, hvirvled om hinanden uden mål og med, jeg syntes alle ansigterne var fortrukne, og alle ordene var skrig og hyl. Musiken begyndte at ringe for ørene mine: Engang skal du være død, engang skal du være død, engang skal du være død. Jeg måtte holde op at danse. Men det var blit så underligt i salen. Jeg syntes de var fremmede allesammen. Jeg syntes ikke der var én, jeg turde snakke til. Da fik jeg en vanvittig lyst til at danse mig død, danse til alt der var i mig brast, til jeg intet kunde huske mer. Hun så på mig med store, dunkle øine, de var næsten blit sorte, de skifted ikke, det var et eneste blik alt. Jeg følte hendes hede ånde, duften af hendes myge hals. Hun var som et ræd barn. Hun skjalv og la sig ind til mig, og mine læber rørte ved hendes mund. Men hendes kys var koldt som mørkets. Siden har jeg ikke set hende. Jeg bad hende møde mig, men hun kom ikke. Stormene er begyndt. De hyler henover vidderne, pisker alt det som engang blomstred. Hvorfor sad hun hos mig under den uendelige himmel og rørte mig med sit hår og sit kind? Hvorfor vækked hun tillive i mig alt det, som lå skjult inde i mig, og som jeg trode dødt? Hvordan kan jeg glemme nu? Nu ved jeg, hvad det var, jeg så i hendes øine. En nat, da jeg var tyve år, har jeg set det hos mig selv. Jeg ligger vågen om nætterne. Jeg ser for mig der midt ude på sletten et hus

20 med lysende øine. En vals suser inde i stormen, skygger farer forbi vinduerne. Der er et levende menneske blandt dem, halsens hvide dun glimter i mørket, den sorte silke flammer, en myrtekrans slynger sig om tindingen, men øinene er gjenlukkede som på den der ligger lig. Det suser i mig, at jeg må, må redde hende ud af dødningedansen, der er ingen anden, som ser det, som ved det, ingen anden som kan, jeg, jeg er den som må redde hende. Alt må hjælpe mig, jeg vil be hvert blad, falde på knæ for hver vanddråbe, hvert luftstøv. Og det suser, suser derude. Intet kan hjælpe mig. Alt lider selv, blir selv pisket tildøde, bladene fyger i rædsel mod ruden, trærne vrider sig i feber. Jeg lukker mine øine i skræk. Det kommer nærmere og nærmere. Et isende åndedrag stryger henover mit kind, læber rører ved min mund, kolde, kolde som det yderste mørke. Jeg tør ikke skrive, tør ikke gå forbi hendes hus. Jeg ser hende ligge udstrakt, øinene er lukkede, blodet risler ikke længer i de fine årer. Uveiret havde lagt sig. Endnu dirred der nogle perler på spidserne af de nøgne kviste. Skyerne var veget langt bort mod himmelkuplens rande, der lå de i hvilende venten. Tusmørket begyndte at komme. Jeg var langt udover der, hvor engene er sluttet og selve lyngen holder til. Jeg så nogen komme langt ude. Det er en egen fornemmelse, den man har ved at se noget komme mod sig på sletten. Den blir anderledes. Man er ikke ene med den mere. Med spænding følger man det som rører sig. Først er det blot en sort linje, som reiser sig fra synsranden, så ser man det gå, komme nærmere hvem kan det være? endelig hører man skridtene. Og når det så er der, så synes man, man kjender det, og uden at vide af det gjør hodet et venligt nik. Bagefter blir man næsten forundret. Det er gået, og man ser det kanske ikke mer igjen i livet. Det var Naomi. Hun var forandret. Hun var blit så bleg. Vi stod stille. Jeg så hendes bryst bølge. Så begyndte hun at tale, åndeløst, uden at se på mig.

Hver morgen og hver aften - salmer til ugen og livet. Søndag. Mel: Flemming H. Meng 2013. Mel: Flemming H. Meng 2004

Hver morgen og hver aften - salmer til ugen og livet. Søndag. Mel: Flemming H. Meng 2013. Mel: Flemming H. Meng 2004 Hver morgen og hver aften - salmer til ugen og livet Søndag 1 O skabelsens morgen, det helt nye liv nu vælder med kraft i os ind. Det styrker og nærer, beriger vor tro og virker helt ind i vort sind. 2

Læs mere

Isa i medvind og modvind

Isa i medvind og modvind Richart Andersson. Isa i med- og modvind. Digtsamling 2013. Alle rettigheder tilhører forfatteren. Forside: Karina Andersen. Korrektur: Anja Adjoh. Isa i medvind og modvind 1 Isa er et synonym, men det

Læs mere

DODO & THE DODOS UPGRADE

DODO & THE DODOS UPGRADE DODO & THE DODOS UPGRADE Dodo Gad: Vokal, kor Jens Rud: Vokal, kor, percussion Steen Christiansen; Keyboard, bas, kor Lars Thorup: Trommer, percussion Anders Valbro: Guitar DODO & THE DODOS UPGRADE Produceret

Læs mere

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne.

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne. Rosen Lilly ved ikke hvor hun er. Hun har lukkede øjne det er helt mørkt. Hun kan dufte noget, noget sødt hvad er det tænker hun. Hun åbner sine øjne hun er helt ude af den. Det er roser det var hendes

Læs mere

Pigen der fandt det vigtigste

Pigen der fandt det vigtigste Pigen der fandt det vigtigste Der var engang den dejligste lille pige. Hun blev kaldt MO. Hun boede i et hus i en lille landsby. Omkranset at skove, søer, enge og marker. Hun var glad og tilfreds, og legede

Læs mere

[Bl. 23r] Vi sad i kupeen jeg Horneman og Dansken Vi skulde[?]... Rivieraen Vi for forbi landskaber fremmed for os skjønne underlige som i eventyrerne Et feland fra tusind og en nat Blændende hvide villaer

Læs mere

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin Alex Og den hemmelige skat Ordklasser 3. klassetrin Navn: Klasse: 1. Skattekortet Her er Alex. Han er en meget glad dreng, for han har lige fået en ny Nintendo. Eller han har ikke fået den, faktisk er

Læs mere

SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER

SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER Velkommen til babyrytmik! I mappen her finder du de sange, vi synger til babyrytmik i kirken. Du er velkommen til at låne en mappe med hjem, hvis I har lyst

Læs mere

SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER

SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER Velkommen til babyrytmik! I mappen her finder du de sange, vi synger til babyrytmik i kirken. Du er velkommen til at låne en mappe med hjem, hvis I har lyst

Læs mere

Mie Sidenius Brøner. Roskilde den 3. marts, 2015

Mie Sidenius Brøner. Roskilde den 3. marts, 2015 FAR- VEL! Roskilde den 3. marts, 2015 Kære dig. Når du læser dette, så forestiller jeg mig, at du enten har været eller er tæt på en døende eller på anden måde har tanker om, at livet ikke varer evigt.

Læs mere

BENF_DA.qxd 8/07/04 15:09 Page cov4 KH-57-03-297-DA-C

BENF_DA.qxd 8/07/04 15:09 Page cov4 KH-57-03-297-DA-C BENF_DA.qxd 8/07/04 15:09 Page cov4 14 16 KH-57-03-297-DA-C BENF_DA.qxd 8/07/04 15:09 Page cov1 Flyv, smukke svaler, flyv! Europa-Kommissionen BENF_DA.qxd 8/07/04 15:09 Page cov2 Denne publikation udgives

Læs mere

Læsning. Prædikeren kap 3.

Læsning. Prædikeren kap 3. 02-01-2015 side 1 Prædiken til midnatsgudstjeneste 2014. Christianshede Læsning. Prædikeren kap 3. Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid

Læs mere

Materialer. Vis, hvad du kan. Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse

Materialer. Vis, hvad du kan. Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse Materialer Vis, hvad du kan Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse INDHOLD Aktivitet 1, 2 og 3 Samtalebillede: Idrætslektion Aktivitet 4. Skønlitterær tekst 3.-4. klasse: Fablen Løven og musen (version

Læs mere

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen Det som ingen ser Af Maria Gudiksen Knudsen Da Jonas havde hørt nogen af de rygter der gik om mig, slog han mig med en knytnæve i hovedet. Jeg kunne ikke fatte at det skete, at han slog mig for første

Læs mere

Se, nu stiger solen af havets skød Tekst: Jakob Knudsen, 1891 Melodi: Lars Nielsen

Se, nu stiger solen af havets skød Tekst: Jakob Knudsen, 1891 Melodi: Lars Nielsen Se, nu stiger solen af havets skød Tekst: Jakob Knudsen, 1891 Melodi: Lars Nielsen Se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand, i glød, hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens

Læs mere

Side 1. Den rige søn. historien om frans af assisi.

Side 1. Den rige søn. historien om frans af assisi. Side 1 Den rige søn historien om frans af assisi Side 2 Personer: Frans Frans far Side 3 Den rige søn historien om frans af assisi 1 Æggene 4 2 Frans driller 6 3 Om natten 8 4 Penge 10 5 En tigger 12 6

Læs mere

"Hør I, stolten Adelus, Ebbe Skammelsøn. hvorlænge vil I mig bie, imedens jeg rider op på land. Skammel han boede nør i Ty;

Hør I, stolten Adelus, Ebbe Skammelsøn. hvorlænge vil I mig bie, imedens jeg rider op på land. Skammel han boede nør i Ty; Ebbe Skammelsøn 1. Skammel han boede nør i Ty; han var både rig og god; så høviske haver han sønner fem, de to går verden imod. Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vilde. 2. De tre, de ere for lang

Læs mere

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far.

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far. Kapitel 1 Der var engang en dreng, der gemte sig. Bjergene rejste sig høje og tavse omkring ham. En lille busks lysegrønne blade glitrede i solen. To store stenblokke skjulte stien, der slyngede sig ned

Læs mere

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.«

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.« FEST Maja skal til fest. Det er på skolen. Hun ser sig i spejlet. Er hun ikke lidt for tyk? Maja drejer sig. Skal hun tage en skjorte på? Den skjuler maven. Maja tager en skjorte på. Så ser hun i spejlet

Læs mere

PROLOG. Stemme: Søndag morgen klokken 7.28 forlod Djævelen

PROLOG. Stemme: Søndag morgen klokken 7.28 forlod Djævelen 5 PROLOG Stemme: Søndag morgen klokken 7.28 forlod Djævelen sit pensionatsværelse og gik ned til torvet. Her stillede han sig op og så på menneskene. Han så straks at det er kærligheden der er vidunderet.

Læs mere

Tekster. 1. Jeg vil bare se dig sidde i min sofa Tekst og musik: Helena Ljunggren. 2. Et spor i den nyfaldne sne Tekst og musik: Helena Ljunggren

Tekster. 1. Jeg vil bare se dig sidde i min sofa Tekst og musik: Helena Ljunggren. 2. Et spor i den nyfaldne sne Tekst og musik: Helena Ljunggren Tekster 1. Jeg vil bare se dig sidde i min sofa Jeg kan godt blive imponeret over alt det, du kan og vil, og i kunsten at kurtisere der ved du os lig, hvad der skal til. Men jeg vil bare se dig sidde i

Læs mere

Odontofobi. En kortfilm af Robin Holtz og Adrian Ejsing. 7 minutter. 28. Oktober 2014

Odontofobi. En kortfilm af Robin Holtz og Adrian Ejsing. 7 minutter. 28. Oktober 2014 Odontofobi. En kortfilm af Robin Holtz og Adrian Ejsing 7 minutter 28. Oktober 2014 Idé: (C) 2014 Robin Holtz Robin Holtz robin@copenhagenpro.com 40 50 12 99 1 INT. - TANDLÆGEKLINIK, VENTEVÆRELSE - DAG

Læs mere

Kasse Brand (arbejdstitel) Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010. 9. Gennemskrivning

Kasse Brand (arbejdstitel) Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010. 9. Gennemskrivning Kasse Brand (arbejdstitel) Af Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010 9. Gennemskrivning 1 EXT. HAVEN/HULLET. DAG 1 August 8 år står nede i et dybt hul og graver. Han gider tydeligvis

Læs mere

Nadververs 294 v. 3 Af Talsmand som på jorderige

Nadververs 294 v. 3 Af Talsmand som på jorderige 1 Prædiken i Engesvang 5. s. e. påske 402 Den signede dag 674 v. 1-3 Sov sødt barnlille 674 v. 4-7 Sov sødt barnlille 292 Kærligheds og sandheds Ånd 325 Jeg ved et lille Himmerig Nadververs 294 v. 3 Af

Læs mere

Præstens hemmelighed

Præstens hemmelighed Den lå på bordet. Pia vidste, hun ikke måtte røre den, men det trak i hver en fiber i hendes krop for at kigge i den. Den var hendes fars og han havde udtrykkeligt fortalt, at ingen måtte åbne den, for

Læs mere

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men Kapitel 1 Min mor bor ikke hos min far. Julie tænkte det, allerede før hun slog øjnene op. Det var det første, hun huskede, det første hun kom i tanker om. Alt andet hang sammen med dette ene hendes mor

Læs mere

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn 1 De tre prinsesser i bjerget det blå Der var engang en konge og en dronning, som ikke kunne få børn. De havde alt, hvad de ellers ønskede sig, men

Læs mere

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Pigen, der havde blinket til mig, stod og ventede på mig ved døren. Jeg ved, at vi tilhører den samme tradition, sagde hun. Jeg hedder Brida. Jeg er ikke

Læs mere

Blå pudder. Et manuskript af. 8.A, Lundebjergskolen

Blå pudder. Et manuskript af. 8.A, Lundebjergskolen Blå pudder Et manuskript af 8.A, Lundebjergskolen Endelig gennemskrivning, 16. Sept. 2010 SC 1. INT. I KØKKENET HOS DAG (14) sidder på en stol ved et to mands bord i køkkenet. Hun tager langsomt skeen

Læs mere

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847.

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847. Analyse af Skyggen Man kan vel godt sige, at jeg har snydt lidt, men jeg har søgt på det, og der står, at Skyggen er et eventyr. Jeg har tænkt meget over det, og jeg er blevet lidt enig, men jeg er stadig

Læs mere

Helle Helle: Fra novellesamlingen Rester, 1996

Helle Helle: Fra novellesamlingen Rester, 1996 Helle Helle: Fra novellesamlingen Rester, 1996 Rester Min gamle klassekammerat Thomas ringer og fortæller mig, at hans kone er død. Det er sket pludseligt og uden sygdom; han vågnede en morgen for ni uger

Læs mere

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 21. april 2013 kl. 19.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække Salmer DDS 787: Du, som har tændt millioner af stjerner DDS 654:

Læs mere

Den lille dreng og den kloge minister.

Den lille dreng og den kloge minister. Den lille dreng og den kloge minister. Der var engang en minister som var så klog at han kunne undvære hovedet. Han beholdt det dog alligevel, men det havde gjort ingen forskel om han havde mistet det,

Læs mere

Juledag d.25.12.10. Luk.2,1-14.

Juledag d.25.12.10. Luk.2,1-14. Juledag d.25.12.10. Luk.2,1-14. 1 Julen var noget, der skete engang. Et barn blev født I Betlehem et menneske, der blev til fryd og fred for alle, selv for os, der lever i dag. Julen er en drøm. En drøm

Læs mere

Pinsedag, Thurø. Salmer: 290 674 291 294-284

Pinsedag, Thurø. Salmer: 290 674 291 294-284 1 Pinsedag, Thurø Salmer: 290 674 291 294-284 Vi forstår kun sandheden i glimt. Også om vort eget liv. gaverne vi har fået rakt, truslen omkring os, livet og døden, dybden går kun kort op for os, som når

Læs mere

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 31. Søndag den 5. december

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 31. Søndag den 5. december Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 31 Søndag den 5. december Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 32 Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 33 Vi standsede for at tage os

Læs mere

MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG

MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG ØEN 2 E N AF DE FØRSTE DAGE SER jeg hende med en nøgen dreng i hotelhavens indgang. De går gennem skyggen fra de høje daddelpalmer og standser nogle meter fra trappen til

Læs mere

Engle synger for hyrderne

Engle synger for hyrderne LUK 2,1; 1 THESS 4,16-17; ÅB 1,7; 14,1-3; 21; 22; ; DEN STORE MESTER, S. 25-28; VIDNESBYRD FOR MENIGHEDEN, BIND 1, S. 60-61, 67-70 Engle synger for hyrderne Huskevers: Med evig kærlighed har jeg elsket

Læs mere

3. s. e. Hellig Tre Konger 2012 747 302-10 // 28 salmepræd. // 379 319 31. Giv os større tro

3. s. e. Hellig Tre Konger 2012 747 302-10 // 28 salmepræd. // 379 319 31. Giv os større tro 1 3. s. e. Hellig Tre Konger 2012 747 302-10 // 28 salmepræd. // 379 319 31 Giv os større tro Giv os en større tro! Siger apostlene til Jesus. Det virker som om de er på power shopping i tro. Hvor Jesus

Læs mere

Tro og ritualer i Folkekirken

Tro og ritualer i Folkekirken Tro og ritualer i Folkekirken 1) Kristendommen har været den største religion i Danmark i mere end tusind år. I løbet af de sidste 30 år er der sket en forandring med religion i det danske samfund, fordi

Læs mere

Butikken hvor du kan leje et andet liv

Butikken hvor du kan leje et andet liv Butikken hvor du kan leje et andet liv I meget gamle dage ovre i London var der en lille butik i en kælder. London var langt,langt væk. Butikken lå i en sidegade, så der var mørkt og dystert i gaden. Den

Læs mere

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Søren satte sig op i sengen med et sæt. Den havde været der igen. Drømmen. Den drøm, han kendte så godt,

Læs mere

Du og jeg, Gud. 1.søndag efter påske 2015. Konfirmation.

Du og jeg, Gud. 1.søndag efter påske 2015. Konfirmation. Du og jeg, Gud 1.søndag efter påske 2015. Konfirmation. Den grund, du har i dåben lagt, dit stærke ja til svage, bekræfter du, skal stå ved magt i dag og alle dage. Evangelieteksten til 1.søndag efter

Læs mere

SKADEN PIA JUUL. roman TIDERNE SKIFTER

SKADEN PIA JUUL. roman TIDERNE SKIFTER JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 3 SESS: 15 OUTPUT: Mon Mar 1 14:15:19 2010 PIA JUUL SKADEN roman TIDERNE SKIFTER JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 4 SESS: 14 OUTPUT: Mon Mar 1 14:15:19 2010 Skaden Pia Juul/Tiderne

Læs mere

Lyset og smerten. Glasskår er helhed, der er gået i stykker. I min kælder står også et gammelt, smukt glasfad, der har fået et skår.

Lyset og smerten. Glasskår er helhed, der er gået i stykker. I min kælder står også et gammelt, smukt glasfad, der har fået et skår. PRÆDIKEN ALLEHELGENS SØNDAG 2.NOVEMBER 2014 AASTRUP KL. 15 VESTER AABY KL. 17 Tekster: Es. 49,8-11; Åb.21,1-7; Matth. 5,13-16 Salmer: 573,571,552,549,787 Gud, lær os før din vinters gru Som æblerne, der

Læs mere

Hvad er det egentlige i livet, i kærligheden, i troen, i bønnen?

Hvad er det egentlige i livet, i kærligheden, i troen, i bønnen? Julesøndag 2013 Hvad er det egentlige i livet, i kærligheden, i troen, i bønnen? Dette hellige evangelium skrives af evangelisten Matthæus: Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en

Læs mere

Den gamle kone, der ville have en nisse

Den gamle kone, der ville have en nisse 1 Den gamle kone, der ville have en nisse Der var engang en gammel kone, der gerne ville have en nisse. Hun havde slidt og slæbt alle sine dage, og nu havde hun sparet sammen til at få sit eget hus. Det

Læs mere

nu titte til hinanden

nu titte til hinanden nu titte til hinanden Taget fra Børnetekstrækken, Bog 10 Udvalgt salme Nu titte til hinanden. ( Syng med, Lohse nr. 79 el. DDS nr. 750). Tekst Se Udvalgt salme Mark 10,14b. Huskeord (Vælg et af følgende

Læs mere

Kun en dråbe... 3 historier i én: Spildevandet på landet Spildevandet i byen Vandets kredsløb

Kun en dråbe... 3 historier i én: Spildevandet på landet Spildevandet i byen Vandets kredsløb Kun en dråbe... 3 historier i én: Spildevandet på landet Spildevandet i byen Vandets kredsløb Følg en vanddråbes rejse fra vandhanen, gennem kloakken, renseanlægget og naturens eget renseproces. DANSKE

Læs mere

Solen faldt i tynde striber hen over rækkerne af hvide

Solen faldt i tynde striber hen over rækkerne af hvide D u kan virkelig godt lide pindsvin, ikke? sagde Dalia. Jo, sagde jeg og børstede videre Vilhelmina elsker at få børstet de bløde hår på maven, og de halvstore unger havde også fået smag for det, så der

Læs mere

Tale til sommerafslutning 2013

Tale til sommerafslutning 2013 Tale til sommerafslutning 2013 Velkommen først og fremmest til 9. årgang, der er æresgæster i dag. Men selvfølgelig også til alle andre elever, til forældre og pårørende og til alle medarbejdere. 10. klasserne

Læs mere

Prædiken til 1.s.e.påske 2015.docx Side 1 af 6 12-04-2015. Prædiken til 1. s. e. påske 2015 Tekst. Johs. 20,19-31.

Prædiken til 1.s.e.påske 2015.docx Side 1 af 6 12-04-2015. Prædiken til 1. s. e. påske 2015 Tekst. Johs. 20,19-31. Prædiken til 1.s.e.påske 2015.docx Side 1 af 6 Prædiken til 1. s. e. påske 2015 Tekst. Johs. 20,19-31. Påskens historie omfavner os, og bredes ud omkring os her efter påske. En vandring er begyndt gennem

Læs mere

Ingvild Sandnes. Hjerterystelse. 24 refleksioner

Ingvild Sandnes. Hjerterystelse. 24 refleksioner Ingvild Sandnes Hjerterystelse 24 refleksioner Indhold Hej og velkommen!... 7 Mellem steder... 11 Livet i limbo... 15 Uro... 19 But I still haven t found what I m looking for... 23 Du må bare satse...

Læs mere

Musik og Spræl. Klapstart. D A D G :Nu skal vi spille musik D A G A hoppe og danse og lave rytmik:

Musik og Spræl. Klapstart. D A D G :Nu skal vi spille musik D A G A hoppe og danse og lave rytmik: Musik og Spræl Klapstart D A D G :Nu skal vi spille musik D A G A hoppe og danse og lave rytmik: (klap skiftevis på lår og i hænder) G D A D :Goddaw sir vi til fødderne, knæene og mawsen: (klap det omtalte

Læs mere

Den er et fremragende eksempel på, at 1+1+1 giver langt mere end 3. N. Kochs Skole, Skt. Johannes Allé 4, 8000 Århus C

Den er et fremragende eksempel på, at 1+1+1 giver langt mere end 3. N. Kochs Skole, Skt. Johannes Allé 4, 8000 Århus C Trøjborg 29. juni 2009 Kære 9. årgang. En tøjklemme. Ja, sådan ser den ud den er blevet lidt gammel og grå lidt angrebet af vejr og vind den er blevet brugt meget. I kender alle sammen tøjklemmer, nogle

Læs mere

Naturen i byen Overlade Skole. Et tværfagligt projekt for 5. + 6. klasse. For fagene: Dansk, Matematik, Billedkunst, Sløjd, Musik & Natur/Teknik.

Naturen i byen Overlade Skole. Et tværfagligt projekt for 5. + 6. klasse. For fagene: Dansk, Matematik, Billedkunst, Sløjd, Musik & Natur/Teknik. Et tværfagligt projekt for 5. + 6. klasse For fagene: Dansk, Matematik, Billedkunst, Sløjd, Musik & Natur/Teknik. Et MEGA godt emne det har været sjovt! Patrick Stistrup 6. klasse Indhold - Hvad har vi

Læs mere

DEN SYVFOLDIGE FRED libretto til koncert 2001

DEN SYVFOLDIGE FRED libretto til koncert 2001 DEN SYVFOLDIGE FRED libretto til koncert 2001 Fred bringer jeg til Jer, mine børn, Den Syvfoldige Fred fra den Jordiske Moder og den Himmelske Fader. Fred bringer jeg til Jeres legeme, ledt på vej af Kraftens

Læs mere

Prædiken tl 3. søndag efer trinitats, Jægersborg kirke 2013. Salmer: 736 678 302 // 507 492 v.1 & 6 498 v.4-6

Prædiken tl 3. søndag efer trinitats, Jægersborg kirke 2013. Salmer: 736 678 302 // 507 492 v.1 & 6 498 v.4-6 Prædiken tl 3. søndag efer trinitats, Jægersborg kirke 2013 Salmer: 736 678 302 // 507 492 v.1 & 6 498 v.4-6 Jeg beder for dem, der ikke er lys i mere, dem uden længselserindring og kraf. Jeg beder for

Læs mere

HVIS JEG KUNNE VILLE JEG SKRIVE DIG UD AF HISTORIEN

HVIS JEG KUNNE VILLE JEG SKRIVE DIG UD AF HISTORIEN Linda Nørgaard Framke HVIS JEG KUNNE VILLE JEG SKRIVE DIG UD AF HISTORIEN Digte Linda Nørgaard Framke HVIS JEG KUNNE VILLE JEG SKRIVE DIG UD AF HISTORIEN Digte hvis jeg kunne ville jeg skrive dig ud af

Læs mere

LS2 Glimt af lys Lene Skovsende og Tue Omø. Omslag og design: LS2

LS2 Glimt af lys Lene Skovsende og Tue Omø. Omslag og design: LS2 LS2 Glimt af lys Lene Skovsende og Tue Omø Omslag og design: LS2 Smertefri /LS Når solen varmer, så man bliver helt afslappet Når man dufter blomsterne i haven Og smager det nyplukkede frugt Imens fuglene

Læs mere

Ulvevinter. ildbrande raser mod arnens bål høj hede spiller mod himlen s. Ulvevinter. Ulvevinter. Ulvevinter. Ulvevinter

Ulvevinter. ildbrande raser mod arnens bål høj hede spiller mod himlen s. Ulvevinter. Ulvevinter. Ulvevinter. Ulvevinter Vagn af edevold Du er født og opvokset på gården edevold. Der var meget arbejde, men I manglede ikke noget. De glade dage sluttede, da det viste sig at din fader havde spillet sig til en stor gæld. I måtte

Læs mere

Gatta-fisken var enorm. Meget større end nogen anden flyvefisk Sirius nogensinde havde set.

Gatta-fisken var enorm. Meget større end nogen anden flyvefisk Sirius nogensinde havde set. LÆS STARTEN AF 1 Dræberfisken Sirius holdt godt fast i sit svævebræt mens han spejdede nervøst gennem skyerne. Han frøs, for han havde holdt udkig i mange timer. Skyerne var tætte. Hver gang han drev gennem

Læs mere

Gid han var død af noget andet

Gid han var død af noget andet Gid han var død af noget andet Gid han var død af noget andet. Sådan havde jeg det. Som om jeg ikke havde ret til at sørge og græde, fordi min stedfar havde drukket sig selv ihjel, og ikke var død af en

Læs mere

Hjalmar og Hulda. 4. "Min Hjalmar, ret aldrig jeg bryder min ed, og ej skal jeg glemme dit navn; På blomsterklædt bakke sad Hjalmar så tavs,

Hjalmar og Hulda. 4. Min Hjalmar, ret aldrig jeg bryder min ed, og ej skal jeg glemme dit navn; På blomsterklædt bakke sad Hjalmar så tavs, Hjalmar og Hulda 4. "Min Hjalmar, ret aldrig jeg bryder min ed, og ej skal jeg glemme dit navn; På blomsterklædt bakke sad Hjalmar så tavs, thi afskedens time var nær, han skulde snart drage til fremmede

Læs mere

Kristuskransen forklaring på perlerne

Kristuskransen forklaring på perlerne Kristuskransen forklaring på perlerne Gudsperlen Guds perlen, er Kristuskransens start. Guds perlen er den store guldfarvede perle. Guds perlen er Kristuskransens start og slutning. Du har måske allerede

Læs mere

MENNESKER MØDES 10 21 MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED

MENNESKER MØDES 10 21 MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED 21 MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED I sidste uge var jeg ti dage i London for at besøge min datter. Hun har et rigtig godt job i et internationalt firma og et godt sted at bo. Hun har også en kæreste,

Læs mere

Fem hovedbegreber skyld, frihed, angst, tro og kærlighed hos Kierkegaard og guldaldermaleren Lundbye:

Fem hovedbegreber skyld, frihed, angst, tro og kærlighed hos Kierkegaard og guldaldermaleren Lundbye: Fem hovedbegreber skyld, frihed, angst, tro og kærlighed hos Kierkegaard og guldaldermaleren Lundbye: SKYLD Begrebet skyld hos Kierkegaard. Uddrag fra undervisningsmaterialet: På kant med Kierkegaard I

Læs mere

HENRIK - I kan slet ikke gøre noget, uden at holde jer inde, indtil videre.

HENRIK - I kan slet ikke gøre noget, uden at holde jer inde, indtil videre. (Henrik - Leander, Octavius, begge drukne, især Octavius). HENRIK - Herre! LEANDER - Hvad vil du? HENRIK - Jeg, og I... LEANDER - Hvad Jeg og I? Hvad skal det sige? HENRIK - Nu er det altså sket. LEANDER

Læs mere

Ungdom og skoleliv I Seoul

Ungdom og skoleliv I Seoul Uddannelsesfeber Ungdom og skoleliv I Seoul Testokrati Børns kundskaber Velfærdssamfundets overlevelse Vesten Jeg har hørt, at I Vesten der kan unge mennesker rejse. Rejse verden rundt, hvis de vil. Det

Læs mere

S K O L E N Y T. Det er bedre at tænde et stearinlys end at bande over mørket. Kinesisk ordsprog

S K O L E N Y T. Det er bedre at tænde et stearinlys end at bande over mørket. Kinesisk ordsprog S K O L E N Y T Det er bedre at tænde et stearinlys end at bande over mørket Kinesisk ordsprog Vildbjerg Skole Januar 2012 Januar 2012 1. 2. 3. 17. Skolebestyrelsesmøde 18. Pædagogisk råds møde 19. 4.

Læs mere

og jeg tænker tit på det, moren svarer sin søn, for hun siger helt åbenhjertigt: Pinse ja det ved jeg virkelig ikke hvad handler om.

og jeg tænker tit på det, moren svarer sin søn, for hun siger helt åbenhjertigt: Pinse ja det ved jeg virkelig ikke hvad handler om. Prædiken Pinse på Herrens Mark 2. pinsedag. og jeg tænker tit på det, moren svarer sin søn, for hun siger helt åbenhjertigt: Pinse ja det ved jeg virkelig ikke hvad handler om. Rikke: Sådan tror jeg egentlig,

Læs mere

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen Skibsdrengen Evald Tang Kristensen Der var engang en rig mand og en fattig mand, og ingen af dem havde nogen børn. Den rige var ked af det, for så havde han ingen til at arve sin rigdom, og den fattige

Læs mere

Min Fars Elsker. [2. draft]

Min Fars Elsker. [2. draft] 1. SCENE INT.-MORGEN-KØKKEN Min Fars Elsker [2. draft] (15) går rundt i køkkenet, og stiller morgenmad på køkkenbordet. Hun har lavet kaffe. (45) træder ind i køkkenet, fuldt påklædt i jakkesæt og med

Læs mere

Konfirmandord. Fra det Gamle Testamente. Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet. (1 Sam 16,7)

Konfirmandord. Fra det Gamle Testamente. Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet. (1 Sam 16,7) Konfirmandord Fra det Gamle Testamente Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet. (1 Sam 16,7) Vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din

Læs mere

Prædiken til Fastelavnssøndag 15. februar kl. 10.00 i Engesvang

Prædiken til Fastelavnssøndag 15. februar kl. 10.00 i Engesvang 1 Prædiken til Fastelavnssøndag 15. februar kl. 10.00 i Engesvang 29 - Spænd over os 448 - Fyldt af glæde 674 - Sov sødt, barnelille 441 - Alle mine kilder skal være hos dig Nadver: 192 v. 3: Kærligheden,

Læs mere

Stil ind på et foto af en afdød

Stil ind på et foto af en afdød Kapitel Stil ind på et foto af en afdød Du er på besøg hjemme hos en af dine venner, og går forbi et billede, der hænger i entréen. På billedet ses en nydelig dame og lige da du passerer billedet, tænker

Læs mere

Navneord. Spørgsmål Pigerne løb hen over vejen. Spørgsmål

Navneord. Spørgsmål Pigerne løb hen over vejen. Spørgsmål Navneord Pigerne løb hen over vejen. Hvilket ord er navneord, og hvilken tid står de i? Pigerne, bestemt flertal. Vejen, ubestemt ental. Der var engang en dreng, som godt kunne lide at spise æbler. Der

Læs mere

indhold Børn i Laos 4 Martin kommer til Laos 6

indhold Børn i Laos 4 Martin kommer til Laos 6 Martin i Laos indhold Børn i Laos 4 Martin kommer til Laos 6 Indhold Børnene ved Mekong 10 Dyrene i landsbyen 14 Hvad spiser man i Laos 16 Martin i rismarken 18 Børnene vaccineres 20 Nee og Noo står op

Læs mere

fra. Hjemme fra København. Hvor skal vi flytte hen? spurgte hun vagtsomt. Åh, far har fået nyt arbejde, vi skal tilbage til Sjælland, men ikke til

fra. Hjemme fra København. Hvor skal vi flytte hen? spurgte hun vagtsomt. Åh, far har fået nyt arbejde, vi skal tilbage til Sjælland, men ikke til Kapitel 1 Det var Julies fødselsdag, og hun havde spekuleret meget på, hvad hendes far og mor mon ville give hende. Hun havde skrevet en lang liste over småting, hun syntes hun manglede, og så havde hun

Læs mere

Tre eventyr inspireret af Els Cools univers. Skrevet til danseforestillingen Bagerst i Skuffen af sart DanseTeater. Af Anneline Köhler Juul

Tre eventyr inspireret af Els Cools univers. Skrevet til danseforestillingen Bagerst i Skuffen af sart DanseTeater. Af Anneline Köhler Juul Tre eventyr inspireret af Els Cools univers Skrevet til danseforestillingen Bagerst i Skuffen af sart DanseTeater Af Anneline Köhler Juul Svendborg d. 3.oktober 2013 Springe i skov Drengen spurgte elefanten,

Læs mere

Tekster: Sl 24, Rom 13,11-14, Matt 21,1-9. 84 Gør døren høj (76 Op thi dagen) 69 Du fødtes på jord (438 Hellig 86.5 Kom bange sjæl) 78 Blomstre

Tekster: Sl 24, Rom 13,11-14, Matt 21,1-9. 84 Gør døren høj (76 Op thi dagen) 69 Du fødtes på jord (438 Hellig 86.5 Kom bange sjæl) 78 Blomstre Tekster: Sl 24, Rom 13,11-14, Matt 21,1-9 Salmer: 74 Vær velkommen 84 Gør døren høj (76 Op thi dagen) 69 Du fødtes på jord (438 Hellig 86.5 Kom bange sjæl) 78 Blomstre Det er noget underligt noget med

Læs mere

15.s.e.trin. Matt. 6,24-34. Pengene eller livet

15.s.e.trin. Matt. 6,24-34. Pengene eller livet 15.s.e.trin. Matt. 6,24-34. Pengene eller livet Pengene eller livet det er det, det handler om i dag. Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene

Læs mere

Et hjerte. Skal vi være kærester? Emma kiggede spørgende op på Kasper, som hurtigt kiggede ned i vandet.

Et hjerte. Skal vi være kærester? Emma kiggede spørgende op på Kasper, som hurtigt kiggede ned i vandet. Et hjerte. Dag 1 En gang i fremtiden fandt en klog mand på, at man kunne erstatte adoptivbørn med robotter. Robotterne lignede og opførte sig som almindelige børn, men forskellen var, at robotterne ikke

Læs mere

CERES. Hvis Positive kvaliteter er Ret ydmyghed - Indre ro - Beskedenhed. Hvad aktiverer/stimulerer Ceres energien, når du kanaliserer

CERES. Hvis Positive kvaliteter er Ret ydmyghed - Indre ro - Beskedenhed. Hvad aktiverer/stimulerer Ceres energien, når du kanaliserer CERES Hvis Positive kvaliteter er Ret ydmyghed - Indre ro - Beskedenhed Hvad aktiverer/stimulerer Ceres energien, når du kanaliserer Denne energi rammer og vækker højere bevidsthedslag hos den mediterende,

Læs mere

Tarotkortenes bud på stjernerne April 2014.

Tarotkortenes bud på stjernerne April 2014. Tarotkortenes bud på stjernerne April 2014. Vædderen: På hovedet. Retvendt. på hovedet. Omgiv dig med et smaragdgrønt lys, og lad universet heale dig. Du er mere følsom end man umiddelbar tror ved første

Læs mere

Kursusmappe. HippHopp. Uge 2. Emne: Her bor jeg HIPPY. Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 2 Emne: Her bor jeg side 1

Kursusmappe. HippHopp. Uge 2. Emne: Her bor jeg HIPPY. Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 2 Emne: Her bor jeg side 1 Kursusmappe Uge 2 Emne: Her bor jeg Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 2 Emne: Her bor jeg side 1 HIPPY HippHopp Uge2_herborjeg.indd 1 06/07/10 11.20 Uge 2 l Her bor jeg Første gang, Hipp og Hopp

Læs mere

konfirmandord, som vi forsøgte at få på plads her i morges, og som gør at jeg om lidt er nødt til at Kære konfirmandforældre!

konfirmandord, som vi forsøgte at få på plads her i morges, og som gør at jeg om lidt er nødt til at Kære konfirmandforældre! Konfirmation 26.april 2015. Domkirken 10: 402 Den signede dag, 725 Det dufter, 331 Uberørt. Konfirmation, 29 Spænd over os, 754 Se, nu stiger Kære konfirmandforældre! konfirmandord, som vi forsøgte at

Læs mere

LEKTIE. Unge mand, rejs dig op! Parat til at undervise. Vi tjener Gud, når vi hjælper andre, som er kede af det.

LEKTIE. Unge mand, rejs dig op! Parat til at undervise. Vi tjener Gud, når vi hjælper andre, som er kede af det. LEKTIE År B 2. kvartal Lektie 5 Unge mand, rejs dig op! Ugens tekst og referencer: Luk 7,11-17. Den store Mester, kap. 32. Huskevers: Gud har besøgt sit folk. (Luk 7,16) Hovedformålet er, at børnene Ved,

Læs mere

Prædiken af Provst Hans-Henrik Nissen 18. søndag e. Trinitatis 29. september 2013

Prædiken af Provst Hans-Henrik Nissen 18. søndag e. Trinitatis 29. september 2013 Prædiken af Provst Hans-Henrik Nissen 18. søndag e. Trinitatis 29. september 2013 Højmesse i Rungsted kirke. 2 da b Salmer: 9; 422; 277; 54; 464; 729; 750; 727. Kollekt: Ordet og Israel Tekst: Matt.22,34-46

Læs mere

Et stoleformet seksualliv

Et stoleformet seksualliv Artikel fra Muskelkraft nr. 6, 2001 Et stoleformet seksualliv Jeg vil i hvert fald hellere beholde Claus end tænke, at vi gør det måske ikke fem gange om ugen. Af Jørgen Jeppesen Man får nemt øje på forskellene.

Læs mere

natur / teknik sjove forsøg med kroppen

natur / teknik sjove forsøg med kroppen Folde hånd og fod Papir, blyant og saks Prøv at folde hånd og fod Tag sko og strømper af Hold om fodsålen (undersiden af foden) og stik forsigtigt fingerspidserne ind mellem tæerne Prøv at slappe af i

Læs mere

Prædiken til konfirmation den 10. maj 2015. Over alt. Ned til os. Dig og mig! Salmer: 754 408 (motet) 260 // 192 Yoy raise me up(motet) 369 11

Prædiken til konfirmation den 10. maj 2015. Over alt. Ned til os. Dig og mig! Salmer: 754 408 (motet) 260 // 192 Yoy raise me up(motet) 369 11 Prædiken til konfirmation den 10. maj 2015 Over alt. Ned til os. Dig og mig! Salmer: 754 408 (motet) 260 // 192 Yoy raise me up(motet) 369 11 Kære konfirmander. Så er vi omsider nået frem til den store

Læs mere

I et brev til vennen Lorenz Frølich skriver J.Th. Lundbye om sine oplevelser i Vejby, hvor han og P.C. Skovgaard opholdt sig hele sommeren 1843:

I et brev til vennen Lorenz Frølich skriver J.Th. Lundbye om sine oplevelser i Vejby, hvor han og P.C. Skovgaard opholdt sig hele sommeren 1843: I et brev til vennen Lorenz Frølich skriver J.Th. Lundbye om sine oplevelser i Vejby, hvor han og P.C. Skovgaard opholdt sig hele sommeren 1843: 1. juli 1843 Dejlig er denne Natur, og dog har jeg ikke

Læs mere

"KØD" 4. Draft. Niels H. F. Jensby. Station Next Toppen. niels@falk.dk 27 64 46 43

KØD 4. Draft. Niels H. F. Jensby. Station Next Toppen. niels@falk.dk 27 64 46 43 "KØD" 4. Draft af Niels H. F. Jensby Station Next Toppen niels@falk.dk 27 64 46 43 2. EXT. S HUS - AFTEN En 70 er forstadsvilla. Gående ned af indkørselen kommer (30). Han er klædt i et par jeans og en

Læs mere

Alma 82 år. Dement jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må komme hjem og passe mine høns. Diagnose. Almas liv. Almas forvirrende Verden

Alma 82 år. Dement jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må komme hjem og passe mine høns. Diagnose. Almas liv. Almas forvirrende Verden Alma 82 år Dement jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må komme hjem og passe mine høns Alma er ikke så god til at huske længere og hendes sygdom gør, at hun har svært ved at passe dagligdagens gøremål.

Læs mere

Hun forsøgte at se glad ud, men denne kunstige glæde kunne ikke skjule, at hun var nervøs. Hedda blev så gal. - Og det siger I først nu!

Hun forsøgte at se glad ud, men denne kunstige glæde kunne ikke skjule, at hun var nervøs. Hedda blev så gal. - Og det siger I først nu! Kapitel 1 Allerede ved havelågen kunne Hedda mærke, at der var noget galt. Hun og Elin sagde farvel, under megen fnis som altid, men ud ad øjenkrogen så hun, at mor og far sad ret op og ned i hængesofaen

Læs mere

gen i radioen til middag. De lover mere frost og sne de næste par dage, så jeg tror, vi skal hente det store juletræ i dag. Det store juletræ er det

gen i radioen til middag. De lover mere frost og sne de næste par dage, så jeg tror, vi skal hente det store juletræ i dag. Det store juletræ er det Det store juletræ Det er begyndt at blive koldt for fingrene, og selv om vi trækker huen godt ned om ørerne, er de godt røde. Vi beslutter os for at gå hjem til Per, han mener også, at det er ved at være

Læs mere

For et par uger siden, havde min kollega og jeg alle vores konfirmander med i biografen og se Ridley Scotts nye storfilm Exodus om israelitternes

For et par uger siden, havde min kollega og jeg alle vores konfirmander med i biografen og se Ridley Scotts nye storfilm Exodus om israelitternes Påskedag Det er påskemorgen, det er glædens dag vi samles i kirken for at markere kristendommens fødsel. For det er hvad der sker i de tidlige morgentimer kristendommen fødes ud af gravens mørke og tomhed.

Læs mere