Sigbjørn Obstfelder: To novelletter

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Sigbjørn Obstfelder: To novelletter"

Transkript

1 bokselskap.no Sigbjørn Obstfelder: To novelletter Teksten er lastet ned fra bokselskap.no Sigbjørn Obstfelder To novelletter 1895 Liv Sletten Liv Der er i en stor by dunkle kroge, afsides gader med forunderlige navne, navne, som vækker anelser om et livets tusmørke, hvor mangt foregår, som ikke engang bøger kjender. Jeg bor for tiden i en sådan gade. Der er så stille i den. Det kan hænde, der kjører en melkekjærre forbi, eller en kulvogn, eller at en skjærsliber går fra hus til hus. Men efterpå blir her dobbelt stille. Ingen rige eller «fine» folk ser jeg, ingen af dem, som står i aviserne eller i statskalenderen. Og dog har de, jeg møder, så megen adel i øinene. Hvem ved? Måske har de deroppe i de store mørke murhuse en hemmelighed: et lyst hjørneværelse, en kanarifugl, en kat blandt vindusblomsterne, et arvet thestel af gammelt porcellain. Når jeg om kveldene kommer hjem og fra boulevarderne dreier ind i mit strøg, begiver mine tanker sig ind i en ny, en egen verden. Der er intet, som overdøver dem her. Ikke langt fra min bolig er der en kjelderkafé, som jeg ofte besøger, når det

2 skumrer. Der er da i almindelighed tomt. Jeg lir så godt at sidde der. Jeg kan bli siddende der så længe, så længe. Jeg ved neppe, hvorfor jeg lir det. Jeg tror som oftest tænker jeg ikke en gang, har blot en følelse af fred, af at det er tyst altsammen nu, at de store, svære spørsmålene og de forfærdelige tvilene og alt det der pathetiske, det er der ikke, af at jeg ånder stille, og mennesker går omkring mig og steller og lever så lydløst, uden klager, og uden at kræve, at jeg præcis skal være med. Så kan der også komme billeder og minder, noget langt borte fra ligesom, skovsus, havsus, barndom i sol. Det gjør ikke ondt. Det er ikke længer noget som river i mig. Nei det er som laterna magica-syner, der blødt vanker mig forbi dernede i kjelderen, mens jeg langsomt drikker kaffen. Det er vist noget af det samme, som man føler, når man en sommerdag sidder i en liden landsbykirke: Dørene står åbne. Høduft lister sig ind. Og bortover gulvet hen mod alteret flyder farvede solstriber. Dem sidder man og ser på, og alt andet blir som drøm. Ja alt andet blir drøm. Jeg kjender jo nogle få mennesker i denne by, men det er sjelden jeg besøger dem. Og det er med en egen rædhed. Det er, som var jeg bange for, at man skal røve noget fra mig. Jeg står længe nedenfor vinduerne, ser hoderne tegne sig på gardinerne, ved ikke, om jeg har mod til at komme derop i alt det lys. Er det en indbildning, når jeg synes, de ser så forunderlig på mig? Eller er der kommet noget i min gang, i mit blik, noget ja noget fra min afsides gade, min kjelder? Jeg har fået sådan trang til at gå stille og tale sagte. Det er mig pinligt, når nogen skråler eller skoggerler. Heller ikke kan jeg delta i samtaler. Men det morer mig at sidde og høre på. Ikke så, at jeg opfatter sammenhængen. Jeg forstår ikke længer det, der tales om. Jeg kan ikke fatte, at alt det der interesserer dem. Jeg synes, det har så lidet med det egentlige at bestille, det vi lever og dør for. For mig er det blot en koncert af menneskestemmer. Jeg ser, hvordan deres hjerner arbeider for at finde det rette ord, jeg hører deres røster hæve sig og sænke sig. Til tider blir de vrede. Da kan jeg ofte være meget nær ved at briste i latter.

3 Jeg sidder der og lytter, jeg ser deres ansigter bli glødende, hænderne hæve glassene, hører dem bande, le, slå i bordet. Det gjør mig tilslut så vemodig. Jeg skjønner ikke, hvad der går af mig. Jeg sidder om kveldene og lytter efter al slags lyd, som ikke er der. Jeg må dog ha hørt de trin før. Jeg har boet her en måned allerede, og såvidt jeg ved er der ingen nye flyttet ind. Men jeg har altså først i det sidste lagt mærke til dem. Forbi hushjørnet, i det sidste tar jeg aldrig feil af dem, forbi mine vinduer, ind gadedøren, op trapperne. Hvor de er lette! Hun må være ung. Jeg længes efter at høre dem også i kveld. Og kjolens raslen. Det ærgrer mig, men jeg kan ikke for det: Når jeg møder en eller anden ung kvinde, spørger jeg mig selv: Er det hende? Og jeg tror at vide sikkert, at det ikke er nogen af dem jeg har mødt. Er det ikke besynderligt? Jeg kunde jo simpelthen gå ud og ligesom tilfældig møde hende i gangen. Men det er, som om noget holder mig tilbage. Når hun er der udenfor på trappen, kan jeg ikke forhindre, at mit hjerte begynder at banke. Det ærgrer mig. Jeg har havt brev fra Albert. Det minder mig om sommerens dage. Ja de dage! Når det grønne vand lå og damped op ad fjeldbrysterne, klart, så vi så bundens skove, derude mellem holmerne, hendes blottede arm med snøret, jeg ser for mig den grå skygge af den på vandspeilet. Han siger, hun har snakket om mig. Snakket om mig Det er blit mig så fjernt. Hendes røde, muntre kind, hendes latterøie med sprudlende lyst til at hoppe midt udi livet, hvad det så var, enten det så bragte glæde eller sorg, de blonde nætter der hjemme, det er blit mig så forunderlig fremmed. Som et let barndomsminde. Magda. Magda. Nei, jeg vil ikke op i det igjen. Jeg vil ikke hjem igjen på

4 mange år. Den dybe ro her, den er alligevel ædlere og bringer mig mere. Mange øine er der inde i den, klare og brustne, som har lidt og ved. De ser på mig om nætterne, og jeg føler, at jeg er deres. Nei, Magda, du skal le i sol og fri luft, jeg jeg er i skole. Når hun hauked der op imod Rindalsnuten, hvor hendes røst var frisk! Naturen sang med, når hun sang. Sent om kvelden, ja så sent som klokken ét undertiden, hører jeg nøgne fødder trippe på gulvet over mig. Hun hopper op i sengen. Så slukker hun lyset eller lampen, tænker jeg mig, og lægger sig til at sove. Da lægger jeg mig også. For når hun har lagt sig, da blir jeg ligesom så umådelig alene, og så kan jeg ikke arbeide længer. Vi står også op på samme tid om morgenen. Og måske har vi på engang de samme tanker. Vilde hun le mig ud, hvis jeg gik op til hende og sa, at også jeg er et ensomt menneske, og at om jeg er mand og fremmed, så har jeg de samme glæder og sorger og længsler som hun? Men hvem siger, at hun er så ensom? Hun er da ude hele dagen, rimeligvis møder hun en eller anden. Og selv om hun var det, hvem siger, at hun er bleg? at hun har tænksomme øine og fine hænder? Klokken er allerede elleve. Hun er vel ude i fest da. Jeg er ikke til fest. Hvorfor skal så hun være det? Så kommer der nok nogen og følger hende hjem, en elsker, kanske en flot student. Skridt. Det er hende. Hun er alene. Esch! Hvad har jeg med at bli glad derover? Måske har hun i aften været trist, gået ude i veir og vind, gået derude og grædt og husket de gamle dage. Hun lægger sig straks. Jeg kan ikke tydelig høre det, men det er noget andet end ellers, som går for sig. Hun er ved sengen, det er jeg vis på, men hun har ikke lagt sig endnu. Stakkar! Jeg skjønner det nu:

5 Hun ligger på knæ, begraver hodet i sengklærne, spørger sig selv op igjen og op igjen: Hvorfor er jeg til? Jeg har været hos den halte maler idag. Et gammelt hus med skjæve, forfaldne trapper. Et par kvistkamre med skråtag. Som han blev forvirret, da jeg kom! Stod og stammed og rødmed og stammed og rødmed. Der gik en liden rynket mor omkring og pusled. Hun var så uskyldig, hun lo af alt, kyssed sønnen så nydelig på de sørgmodige øine. På bordet står der portræter af russiske digtere og tyske socialister. Rundt om på væggene hænger malerier med mørke himle, ørkener, sort hav ved nat, tungsindige, drømmende ansigter. Jeg blir så beklemt, når hans øine hviler sådan ængstelig på mig. Jeg kan jo ikke gi svar på hans spørsmål og syge håb. Sidde der de lange, grå dage, stirre ud af tagvinduet, glide hen i halvlyse billeder, som ikke hører det arheidende, dagens liv til! Sidde og spørge sig selv dag efter dag: Hvorfor lever jeg? Hvad kan det være? Hendes trin er ikke lette og raske længer. Og jeg selv blir så urolig, kan ikke arbeide. Her er blit så øde, ingen kjendte trin, ingen kjoles raslen! Det er, som om alle menneskene er gået bort og husene står tomme. Stundom tror jeg at høre jamren og halvkvalte skrig. Jeg har siddet formeget med mig selv, er blit nervøs. Hun havde store, tænksomme øine, og blegt ansigt, og fine, magre hænder. Hun heder Liv. Et eiendommeligt navn. Ægte norsk er det også. Jeg ser for mig endnu hendes øine, da hun nævnte det. Det var, som om hun så langt ud mod et land, der ligger i en skjult solverden, og som navnet var nøglen til. I fem døgn havde hun ligget syg ovenover mig uden nogen til at hjelpe eller pleie sig. Hun er fremmed her, forældreløs, og har vist ingen venner heller. Hvor nætterne må ha været lange og fulde af angst!

6 Hjemme tror de nu, at jeg er på god vei til at bli en særling. Jeg skjønner det af brevene. De beklager, at jeg har mistet mig væk i usunde, ufrugtbare drømmerier og er blit tabt for det fornuftige, hyggelige liv. Godt. Så lad det være så. Det er jo slet ikke sikkert, at jeg duer til noget af det, menneskene finder stort. Jeg lir min tilbagetrukne tilværelse. Og der er et menneske jeg er noget for. Jeg sidder hos Liv om dagene. Hun er glad ved at ligge og holde min hånd i sin, hendes øine hænger opmerksomt ved mig, når jeg taler. La dem så more sig, la dem så synge fædrelandssange! Der er kommet noget rent og kysk om mig. Livs tanker. De folder sig om mig som et hvidt klædebond. Skal hun dø? Just nu, da blomsterne knoppes, og da også hendes egen knop modnes, og alt det, der bringer kvindebryst til at vugge, det skulde komme! Når jeg har været ude, har hun såmange spørsmål: Om svanerne er sluppet ud, om violerne blomstrer, om himmelen er klar eller overskyet, om de lyse dragter er begyndt, om jeg har hørt stæren? Og hun vil høre om alt det vakre, jeg kjender. I skumringen sidder jeg og fortæller om nordens lyse nætter, sølverskjæret over fjeldene, som står og venter på det første solkys. Hun har fortalt mig, hvor hun holdt af, når hun gik til og fra arbeidet, at gå og se på skyerne, se dem drive og splitte sig og fylde sig med mangfoldige skiftende kulører, og på bladhaugene, hvordan de voksed med hver dag, mens trækronerne blev barere, deres greneknipling finere og luften omkring hvidere. Om sommeren la hun ofte veien om parken forat ånde inn lidt luft fra blomsterbeddene og for at stanse et par minuter ved dammen og se på svanerne, hvordan de i stolt ynde gled henover. Jeg føler, hvordan hun blir større og større, og hendes sjæl reiser sig op i en mægtig renhed. Der er ofte noget over hende, som gjør mig så bange og

7 ynkværdig liden. Mit bryst snører sig sammen. Det tykkes mig, at heller ikke jeg kan være længer her i denne larmende verden, i al denne rammel af jernbaner og rigsdag og theater. Jeg synker ned og griber hendes hænder ydmygt. Hun lar mig ta dem, og ser langt ud, forbi mig. Liv er fra Island. Hun, den fine, hvide skikkelse, hvis hånd glider som en skygge hen over teppet, og i hvis øie der er en glans af det allerblødeste, har nogle skurrende, fremmede r'er, som trær så underlig tungt i hendes ellers veke mål. Langt der ude i nord, hvor en liden hvid fiksstjerne blafrer, siger hun, at hendes mors og fars sjæle venter på hende blandt de nordlys, vi her ikke kan se. Hun lå og så på mig med et af de smil man ofte ser hos de syge. Så begyndte det pludselig at sitre gjennem hende, kinderne blev lidt efter lidt blegere, oppe på panden under det blanke, sorte hår trådte årerne frem, armene og hodet faldt mat tilbage, og øinene lukked sig. Opløst i lange smertefulde skjælvninger un om i mine arme. Så kom det blodet. Derefter blev hun roligere. Hun lå uden at røre sig op til mig. Så begyndte hun at tale, først hviskende, snappende efter veir, så sterkere. Hun kunde ikke mere holde det tilbage, det hun havde været for stolt til nogensinde at nævne. Ud fra hendes bævrende bryst pressed sig brændende ord om, hvad hun har savnet: venner og veninder, kjærlighed, livsens jubel, hvordan hendes legeme har ventet på kyssets første regndråbe, hvordan hun i mørke kvelde har stået udenfor vinduer, hvor der var lys og musik, og længtet efter at være med, danse og favnes og elskes, elske. Forsigtig trykked jeg det sygdomstendre legeme op til mig. Der var så taust. Intet larmende lys. Jeg elsker hendes sjæl, den vemodige, som har savnet. Den blomstrer nu i hendes øine, og i hendes hånds krumninger, gjør hendes ord skjære. Jeg elsker de visnende arme og de svindende kinder, hvorfra den stråler sterkere, mens de blir hvidere. Måske bedst, at hun ikke lærte livet at kjende. Måske bedst, at hun dør, før

8 hun har fået se, at menneskenes glæde ikke er frisk, at deres jubel bag de lysende vinduer er fuld af fortvilelse og skam. Der er mere om os i det, som blomstrer og ånder, end vore øine ser og vore øren hører. Som der er lyd, vi ikke kan fornemme, er der lys og farver, vi ikke blir var. For en finere sjæl vil de farver, der synes os sarte, være grove, de lyd, der synes os bløde, være vilde og rå. Da jeg idag gik langs søen, følte jeg det, som om verden var blit ny. Der var indi luftdisen røster. De talte ikke mit sprog, heller ikke fuglenes eller vindenes. Også farverne havde røst og ord. De var større og rigere, og der var fler, trærnes grønt bar tusen tunger. Og som det synger, og jeg lytter, og sangen vokser, er der i fortissimo henover græs, henover sjø og bøgeløv et ord, som alle mit legemsvævs tråde klinger med i, og som klysser mig fra al luft og duft: Liv! Og alle de usynlige, flagrende, spirende, rindende sind, de møder mit i ét mægtigt, jublende verdenssind: Liv! Jeg ligger nu oppe på hendes værelse om natten for at være hende nær. Jeg sover ikke meget. Det er så underligt, når jeg sådan vågner op af halvdøs og ser mod det lille tagvindu: Himmelen synes mig nærmere. Og jeg ser anderledes på den end før. Det er, som er der noget jeg kjender der. Undertiden vækkes jeg af dunkle drømmerier, af sære, store anelser ved en stemme den lyder så uendelig mygt i nattetystheden: Sover du? Undertiden hvisker det: Fader vor, du som er Jeg får en trang til at gjemme mig bort da. Der er noget deri, som på engang drar mig til sig og støder mig fra sig, og det tynger mig. Jeg lå vågen. Jeg trode, hun sov. Men så sa hun neppe hørlig: Vilde du tro på Gud, hvis du kunde? Hvad skulde jeg svare? Hvem var Gud? Et begreb. En sygefantasi. En hallucination for de fromme jomfruer på gamle malerier. Ved du, hvorfor jeg tror?

9 Jeg hørte hende reise sig op i sengen og trække veiret tungt. Jo, kjære. Jeg tror, at Gud er til, fordi fordi det vilde være så bittert, om han ikke var til, fordi det vilde være så bittert, når jeg, som jo ikke har havt det så godt, og mange andre, som har havt det meget værre, når vi nu trode det, når jeg nu synes jeg ser ham, ser ham komme nærmere mig hver dag og nat, å nei, det vilde være så grænseløst bittert, om det bare var indbildning og løgn. Jeg kan ikke tro, at alt skulde være så forfærdelig meningsløst. Jeg må få sandheden at vide, der må være noget mere end dette her på jorden, og nogen må vide det og kjende det. Altid så har jeg håbet, at jeg skulde få se og vide mer og ikke være så uvidende og enfoldig som nu, jeg har jo ingenting set og ved jo ingenting, og når jeg altid har været så vis, så vis på det, så skulde det være indbildning! så skulde det (jeg følte, at hun hæved hænderne) være så grusomt, så hånsk, at dette lille trælleliv var det hele. Jeg følte, jeg kunde ikke se, det var for mørkt, at hun faldt udmattet tilbage på puden. Jeg reiste mig og gik over til hende. Hun lå med øine, som har gjort mig til en fremmed blandt de levende. Tror du, at sneen er smeltet hjemme i dine fjelde nu? Hvis sneen er tøet i dit land, tør den nok også snart på Island. Drømmer du, Liv? Ja. Hvad drømmer du? Jeg drømmer, at Island flytter sig i havet en tomme hver nat. Og lidt efter lidt smelter sneen på nordsiden. Om et par tusen år er kysterne blit varme, som om det var i Sydhavet, de dykked sig. Istedetfor renblomster er der klynger af røde og violette klokker pa høie, stolte stængler, og det vrimler af fugle og insekter, der blinker som sølv og guld. Stenurene og isblokkene er borte, og der er tykke, uldne skove, som klær gårdene inde og holder vinden og frosten ude. Jeg er der også, og du. Men jeg er ikke længer syg, og spytter ikke blod, og behøver ikke arbeide for føden. Nei, jeg er stor og sterk, og behøver ikke skamme mig ved at kjærtegnes af dig. Og du sidder hos mig og fortæller mig om alt, hvad

10 du har tænkt og set, og ingen vogne forstyrrer os, men en fos vugger os i søvn, mens nordlysene danser. Det var inat omkring klokken to. Jeg hørte hende røre sig. Jeg kunde ikke tale, en ubestemt angst havde grebet mig. Hun vakled ud af sengen. Langsomt, skridt for skridt, famled hun frem mod vinduet. Hun la begge albuer på karmen og stod og så ud. Derpå kom hun hen, hvor jeg lå. Hun la sig ned ved siden af mig. Hendes hår streifed mit ansigt. Jeg holdt mine øine krampagtig lukket. Længe lå hun sådan. Så kunde jeg tilslut ikke holde det ud. Jeg hvisked: Liv! Hun svared ikke. Jeg la armene om hende og så hende ind i øinene. Jeg så i halvmørket, at de var brustne. Jeg lå med armen om hendes hals. Jorden gik sin gang. Menneskene sov videre. Jeg er atter alene, mere alene end før. Jeg går om som en søvngjænger. Der går folk om mig, men det er som skygger fra en anden verden. Jeg skulde reise væk. Men noget holder mig tilbage, disse gader, disse huse, disse lygter, jeg går bare op og ned mellem dem istedetfor at reise. Jeg stirrer på alt det der, som om det havde menneskeøine. Går der nogen bag mig? Jeg holder af broerne ude i udkanterne. Jeg kommer der uden at bli det var, før jeg står der, og jeg blir stående der i timevis. Det kan gå op for mig, at det er en båd som ligger dernede jeg ser på, eller et træ som luder sig mod vandet. Så hænder det, at jeg med engang blir var himmelhvælvet over mig: det er månen, som glider frem, eller et vindpust, som farer hen over mit hode. Så er der en eller anden, som ser mig så forunderligt ind i øinene: det er en tilfældig forbigående. Det er, som om jeg har hjemme derude i arbeiderkvartererne. De sænkede ansigter med dybtliggende øine og udstående kindben, som lever og dør lig de lyssky skorpetrold under stenene: jeg føler mig i slegt med dem. Boulevarderne gjør mig syg. De bugnende bryster, de hævede hoder, dragterne, som gynger på lækre, smidige hofter, smilene, alt dette, som

11 skriger: kys, lev, nyd, damer, løftet på kjælne herrehænder ind i lokkende mørke vogne, lyd af kys bag portirer, lyd af dusdrikken i dårlig vin, saftige håndtryk af logrende venner å det blir så kvalmt! En taus, forstenet gråt snører mig struben, over at menneskeglæden er en skjøge, som fylder hele atmosfæren med sin billige parfumes stank. Ja jeg må bort, langt bort til et sted, hvor kun jordens og havets ånde stiger mod himmelen. Ja, jeg må bort. Jeg må ha det meget stille. Jeg må så langt bort fra sporvogne og asfaltgader og theatre, som jeg kan komme. Thi der er noget, jeg må ha greie på. I nætterne ved det store hav, vil ikke da gådens ord komme og sænke sig hviskende ned i min ånd vel svagt og usikkert fra først af, som svingning der ei er blit tone, men så sterkere, eftersom alt blir tausere og tausere. Når alle de skurrende lyd er forstummet, når man har glemt mig, og jeg selv har glemt, vil det da komme, og alt bli klart, og min sjæl vågne? Sletten Mere og mere elsker jeg slettelandet. Dette at øiet kan vandre, vandre i milevis og aldrig møde noget der stænger, men stadig lys. Der er ved dette lys og ved slettens dæmpede lyd noget som smelter sammen med ens drømmerier. Der er i åens flyden hen mellem det myge grønsvær som en menneskelig dirren, og det samme er der i kirkeklokkens sang, som bæres hen på lange luftbølger der intet støder mod, men først længst ude dør hen. Og dog er det ikke sig selv man finder igjen. Har man boet sammen med elven og lierne i en dal, da møder man så snart sine minder på hver gren og hver sten, og de kan være lyse og vakre, men de kan også være tunge og såre. Det er anderledes her. Det er som der ude fra de vide synsrande kommer nye håb, og ikke håb alene og gyldne drømme, men frugtbare tanker, en ser sit liv i nye lys, en forstår meget en ikke har forstået før. Det er ikke bare dagen som er vakker. Når ud fra tusmørket den første stjerne springer frem som den første hvidveis fra vårens muld, da er det så nær, at man

12 synes man måtte kunne gå til det, hvis man gik i mange dage. Men når så alle de andre stjernerne også kommer, da er det netop så vidt, så høit her som intet sted, og dog ser man, hvordan himlen støtter sig på jorden i nord og syd og øst og vest. Alligevel drages jeg i denne tid mest mod selve mørket. Det er så stort og uden grænser. Et hav er det, hvori man altid går og tænker sig der sker noget, der kryber rødder og kravler liv og slynger sig skjæbner, udover, ikke indestængt, nei udover mod næste morgen. Et ensligt træ blir i dette mørke til et eventyr. Går man forbi det på lyse dagen, da opdager man det ikke, ikke det mer end de andre som står spredt her og der. Men nu løfter det sig mægtigt, sælsomt høit op over jorden. Man må forlænge sin tur, man må gå nær til det, la dets blade kjøle ens pande og kind. Når jeg går ud over disse veie, hvor alt er uendeligt og taust, føler jeg det somom jeg har ligget i dvale. Ja netop i al den hvirvel, blandt alle de mennesker, der er det man ligger i dvale. Der er såmeget i en som ikke er med. Alt er så stykkevis, så småt. Å, når en ser tilbage på sit liv, hvor er det så ikke lidet det det blev til! En søgte og søgte, reiste og flakked, en trode en skulde finde livets deilighed! Livets deilighed! Det er kanske langt inde i en selv den ligger skjult, og man reiser fra den istedetfor til den. Og det var kanhænde bedre, om man som træet stod på samme sted både vår og høst, lod sol og regn komme med nye blade, lod vinden blæse dem bort når de blev gamle. Skulde det være muligt? Skulde det være muligt at endnu dette store hele med den vide lykkens blå himmel kom? Jeg trode såmeget i mig selv måtte være dræbt og dødt. Og nu er det som noget vil til at vågne og stikke hodet frem. Hvert øieblik kan jeg udbryde: Jeg har det endnu! Det som jeg havde dengang, det ligger der, det har bare ligget og ventet! Hjernespinderier! Denne høie rene luft gjør mig sværmerisk. Jeg er fire og tredive. Hvordan skulde det endnu være muligt? Sommeren udånder nu. Ofte kommer der et bredt, varmt pust henover, der

13 bringer alt levende til at bævre. Også mig. Drømme, som jeg trode glemte og overvundne, iler mig gjennem brystet. Jeg ser langt derude et par friske arme, en rødme af blod der vil ud mod sol. Er det noget der var en gang? Er det noget der skal komme? Jeg kan ikke si det. Blikket flakker så gådefuldt, undertiden er det som en gammel skjult sorg dirrer ud deraf, undertiden en ny sælsom glæde. Og det rinder mig ihu, hvad jeg engang for længe siden tænkte det skulde være det: Kvinde. Man møder det en nat, når lyset hilser mørket, når alt som blomstrer ånder sterkere, når fjeldet elsker fjorden og fjorden månen og dråben strået. Man går med angst for livet og angst for døden, man tør ikke træde tungt for ikke at dræbe knopper, man tør ikke nynne for ikke at skræmme sovende sommerfugle, man går med dødens angst i sig, så ligger med ét en hånd på ens skulder, og en sjæl ser ud af øine, og man ved ikke hvorfra man kjender den, men man fyldes af en deilig styrke, thi nu ved man, og man gribes af en herlig kamplyst, thi nu kan man. Skal jeg endnu møde det? Jeg har mødt en ny kvinde. Jeg husker alting fra den kvelden. Jeg husker hvordan jeg stod og så på et rosetræ, mens hun sa farvel til de andre. Jeg husker, hvordan alslags tanker fløi mig gjennem hodet, mens jeg hørte på stemmerne og latteren: At to roser hang fulde der på træet og en tredje bleg og vissen, at jeg måtte skynde mig og se alt og ånde ind alt, før jordens bryllupstid var forbi, at der hvert øieblik kunde komme noget der røved mig min fred. Så kom hun, og vi fulgtes nedad den lange tyste lønneallé. Lygterne stred en dæmpet strid med den døende solrødme, som derude i vest gav jordranden sit sidste kys før natten. Over os hvælved sig sensommernattens dunstblå, hvori sommerens vellugt samler sig, mens den selv går. Inde i havernes grønne mørke la lygterne ofte glorie over noget der endnu leved, en ribsklase, asters, sene vildblomster. Her og der så vi bag en lampe en mors grublende ansigt, børns lokkede hoder. Vi sa næsten ingenting, hun og jeg. Og dog var det som der foregik noget hele tiden. Pludselig forekom det mig at der for en skjælven hen over hendes legeme. Jeg så på hende. Hun var ligbleg.

14 «Jeg kunde ikke ved ikke hvad det er,» hvisked hun. Jeg mindes hvor det var stille, da hun sa det. Den lød som et skrig, hendes hvisken. Vi var kommet til hendes dør. Hun så op på mig. Hendes stemme var blevet så vek. «Jeg ved ikke hvad det er der er noget hos Dem, som som». Og som et lyn var hun forsvundet. Hvad var det? Der var sommer om os, endnu var dagens glød ikke blegnet, engene damped, alt stod og nynned og hun var ligbleg, skjalv. Derinde var netop hun den livligste. Hver stund, hvert minut af sit liv vilde hun le, le, le, sa hun. Og da vi så kom ud ud der hvor alt stod og smilte med ét var det borte, døet væk, rødmen på kinden, ilden i øiet, ansigtslinjerne. Hvem var hun? Det var som gik hun i en anden verden, hun, end den som var om os. Og det var som om aldrig noget andet væsen måtte komme derind i den verden som hun gik i. Hvorfor har jeg glemt, hvordan hun så ud? Når jeg tænker efter så så jeg vist igrunden aldrig på hende. Ansigtet, håret, armene, livet, jeg har ikke set det, kan ikke sige, hvordan det er. Og dog synes jeg jeg ved, hvordan det er. Røsten er det eneste, jeg husker tydelig. Stadig klinger den igjen i ørene mine. «Der er noget hos Dem som... som...» Hvad mente hun? Jeg er blit rent tosset. Jeg har skrevet til hende, stevnet hende. Jeg har skrevet et langt brev. Hvad vil hun tro? Jeg ser hende for mig, når hun læser det: smiler let, lægger det tilside, brister så i latter: «Gud hvor mændene er lette at dupere. Og så løber hun til en af sine veninder. Så læses det påny, som crme til chokoladen. Jeg skulde dog være for gammel til sligt. Hun kom ikke. Det var også det bedste. Det vilde naturligvis bare blit en skuffelse, om jeg havde set hende igjen. Det var kvelden, som gjorde mig yr.

15 Der er megen vemod ved disse dage. Sommeren og høsten holder på at hviske til hinanden både morgen og aften. Der er pustet af det, som udånder, og duften af det, som er i blomst, blander sig med dunsten af det, som er under opløsning. Jeg har fundet mig et sted hvor endnu sommeren dvæler. På afstand ser det ud som alt andet, men når man kommer nær, så er det et tempel. Pillerne er orretrær, og fra hvælvets små vinduer falder der grønlige stråler. Det ligger netop der, hvor en bæk falder ud i åen, mit tempel. Susen af faldet er som en stille messe over alt som svinder, farver, duft, sommer, tid, susen er evig, evig lyder dens kirkemusik. Længer nede sammenslynger strømningerne alleslags hemmelighedsfulde ringe. Om jeg vidste verdensbevægelsens dybeste love, kunde jeg da tyde dem? Og kunde jeg da gjætte, hvor de døde blade, som nu og da kommer seilende, skulde finde sin grav. Jeg gjætter altid feil. De gjør de sælsomste buk mod strømmen, i den vik, jeg mindst havde tænkt på. Jeg ved ikke hvad der er iveien med mig. Ret som det er farer jeg op. Det bobler i vandet, det skjælver i græsset: «Ved ikke ved ikke hvad det er.» Jeg havde været ude og gået. Da jeg kom op foran min dør, så jeg et par galoscher stå der, ganske små galoscher. Det for igjennem mig: Det er hendes. Hun sidder derinde. Derinde hvor luften er tung af, hvad jeg har gået og tænkt, der sidder hun, der har hun siddet alene, før jeg kom. Hvorfor var hun kommet? Hvorfor lod hun mig ikke i fred? Jeg havde gjort, som jeg trode hun vilde, jeg havde opgit tanken på at lære hende at kjende. Hvorfor kom hun så nu? Hun drog sløret op. Det var hende. Sådan var det altså hun var! Nu lå det der hvidt foran mig hendes ansigt, øinene så på mig et sekund, store jeg havde blot følelsen af noget stort, mørkt, af noget jeg engang for længe siden havde set i en drøm, et sekund, så slog hun dem ned. Hendes hode og hendes øiehår sænked sig, som når solen skjærer i ens øine, som var der noget, hun var bange for at dagen skulde se. Hun satte sig. Jeg stod bag hende. Hun tog den ene hanske af. Jeg så på

16 hånden. Jeg så de fine, blå årer på håndledet. Jeg så de små neglene, jeg skimted det lyse blodet derindenfor. Mit vindu stod åbent. Som i drømme så jeg det vifte svagt i de to høie aspe, og langt ude i synsranden så jeg en flok grågjæs flyve mod syd. Og som man hører en stemme i drømme, hørte jeg hendes, så sagte, så smertefuld. «Jeg turde ikke... turde ikke... komme.» Så reiste hun sig. Jeg fulgte hende ud. Der stod de små galoscher, så små, så små. Jeg går og tænker på hende. Er jeg da blit overspændt. Jeg er begyndt at lægge betydning i alt muligt. Jeg går og grunder: Det gjorde hun. Sådan bøied hun hånden. Det billede så hun på. Hvad betyder det? Hvorfor skulde det hænde? Når jeg er sammen med hende, så blir det dobbelt stille, når det er stille, og når hun så taler, så ser jeg for mig hele sletten, alle stråene, bækkene og henover det alt går hendes ord, og tilslut er det mig som det er derfra, dybest, dybest derindefra, at de kommer. Med ét kan der så stige frem for mig en dag langt tilbage, for mange år siden, en dag som aldrig mer kommer igjen. Jeg ser hende, som jeg blot har set som hun nu er, i sol gå bort over sletten, yngre end nu, med håret hængende ned, i en lys kjole. En uro kommer over mig: Hvor var jeg da? På et andet sted, sammen med andre kvinder. Da drømte hun drømme, jeg selv aldrig har drømt. Hvorfor kjender jeg ikke de drømme, hvorfor ved jeg ikke alt, hvad der gik gjennem hendes bryst dengang? Jeg tror aldrig, jeg glemmer det øieblik, hun var her. Der blev en sådan vidunderlig stilhed. Det syntes mig, at de sov rundt på gårdene, og der var ikke et menneske, som gik på veiene, kjørene og hundene sov også, og duerne i dueslagene. Kun vi to var til i verden. Jeg havde ikke turdet røre et eneste hår i hendes lokker, det vilde ha gjort formegen støi. Jeg turde ikke røre ved hendes hanske, som lå på bordet. Jeg stod og så på den. Der var noget af dette, der er hos hende selv ved den. Jeg turde ikke røre den. Der er noget hos hende, som aldrig har mødt mig fra nogen anden kvinde. Jeg ved ikke, hvad det er. Men mangengang, når jeg ser det skjælve i aspene derude og føler et suk gå hen gjennem luften før regn, står hun med engang

17 tydelig foran mig igjen. Endelig er det grønne begyndt at briste, i utallige funker, som rødmer mod døden. Det er somom bladene synger sig ind i døden, og hver af dem har sin livssang at synge. Der er ikke to løvs farve som er ens, lønnens og lindens, aspens og askens, de er forskjellige som slegterne. Men også hvert blad har sin tone: guldets, blodets, de sovende skyers og den vågnende sols, purpur, viol og lila, alt er der. Og side om side, hånd i hånd går det friske, det lyse med det gamle og gule, som blandt menneskene det går side om side, hånd i hånd, det som endnu er ungt og tror, og det som er træt og drages mod jorden. Hver nat brister nye skyer af løv, og når dagene kommer, står de der og smiler og gråter. Og mer og mer er det som om det er våren, det er våren som er indi alt det smil og al den gråt. Det er somom verden er i en stille forvandling, somom nyt skal stå op, og noget skal vågne, som en aldrig skulde tro der var spirer til, eller som en altid havde troet spirerne til var ihjelfrosne. Og dog har jeg de sidste par nætter havt den forfærdelige angst fra gamle dage, angsten for livet. Jeg har havt den sterkere end nogensinde. Det er som ude fra verdensrummet en lang arm strækkes ind ad vinduet, og en tung, sort hånd lægger sig over ens bryst: Ved du hvem du er? Ved du hvor du er? Man ser sig om i værelset efter et venligt øie, et menneskeøie. Der er intet. Man tør ikke se ud. Thi derude står de talløse stjerner og stirrer og stirrer: Jeg ved, hvad du ikke ved. Hvad ved du, kryb? Hun? Jeg kjender hende ikke. Det er som også hun hører til derude, langt, langt derude. Kun engang har jeg set hendes øine. Når jeg tænker på det, er jeg ikke rolig, mine nerver skjælver. Der er noget, jeg ikke kan få fat på. Jeg søger og søger, jeg leder efter langt tilbage i mit liv, jeg leder overalt, hvor jeg ved at lede, jeg kan ikke finde det. Sletten er så grænseløs. Der er så meget ukjendt, som bor derindeover de endeløse synsvidder. Øiet finder aldrig hvile. Det løber og løber over strå og sten, det kommer ingen vei, det finder blot det uudgrundelige mørke og høit oppe de

18 truende stjerner og bag der igjen det blå dyb, det skrækkeligste af alt. Jeg har set hende igjen. For første gang så jeg hende sammen med andre mænd. Hun strålede. Hun var som en Christi blodsdråbe rød. Alle var i hvidt og lyst, kun hun i sort. Jeg følte stadig, hvor hun var i salen, som hun tegned sig af mod de andre. Jeg stod og tænkte på, at hun, hun havde været på mit kammer. Der var en fryd ved at stå gjemt og se hende danse, le og stråle. Hendes hals var blottet. Når hun strøg forbi, kunde jeg se de hvide dun. En kam med fire stene sad i håret, lokkerne trængte sig omkring den, som et frodigt buskads om et jerngjærde. Hun havde stukket ind i det to efeublade og en grønlighvid blomst, hvis navn jeg ikke ved. Det slynged sig og gynged sig, valsed og vugged, der var alle blomster og alle prismer, og igjen kom den sorte silke, og igjen kom de fire stene. Og med dansen gynged der sig ind mod mig en smerte, jeg ikke kan forklare. Jeg så hvordan hun strøed en regn af smil om sig. Til mig havde hun aldrig smilet. Jeg så hvordan hendes hode lå ømt til en skulder. Hun retted sine øine mod mig, andre øine end de, jeg havde set, fulde af en myg glæde, som ikke gjaldt mig. Der var intet i dem, som nævnte mit navn. Jeg gik ud. Jeg så intet, hørte intet længer derinde. Hvorfor var jeg kommet der? Jeg hørte jo ikke hjemme der. Derude var himlen så dyb. Evige brillanter glimted deroppe. Jeg havde været fange. Jeg havde ikke været mig selv. Hvad var det, hvad var det, der havde havt magt over mig? Endnu summed der i mig et navn, stod der for mig et ansigt. Som et barns, når det drømmer, havde det været, når et smil døde hen på det. Sådan var det da, hun var, glad, jublende. Det var kun mig, som gjorde det mørkt hendes ansigt. Jeg vilde glemme det. Jeg vilde aldrig se det igjen mere. Da lød der trin derborte, lette, urolige, et par gange stansed de, jeg syntes jeg følte hvordan et hode bøied sig og speided ind i løvet. De listed sig videre, de blev hurtigere. Tilslut var de ganske nær, jeg hørte silke rasle. Så var hun der, hun.

19 Hun satte sig ligeoverfor mig. Hun sa intet. Hvad vilde hun? Hvorfor kom hun atter og forstyrred min ro? Der gjæred en vrede i mig. Og dog hørte jeg mig selv sige sagte det navn, jeg aldrig havde nævnt for hende. Naomi. Naomi, hvorfor kom du? Jeg blev så alene deroppe med engang. Jeg var så glad, jeg dansed og lo, og alle mennesker lo. Med engang blev det så underligt for brystet. Jeg syntes alting rulled og hvirvled, hvirvled om hinanden uden mål og med, jeg syntes alle ansigterne var fortrukne, og alle ordene var skrig og hyl. Musiken begyndte at ringe for ørene mine: Engang skal du være død, engang skal du være død, engang skal du være død. Jeg måtte holde op at danse. Men det var blit så underligt i salen. Jeg syntes de var fremmede allesammen. Jeg syntes ikke der var én, jeg turde snakke til. Da fik jeg en vanvittig lyst til at danse mig død, danse til alt der var i mig brast, til jeg intet kunde huske mer. Hun så på mig med store, dunkle øine, de var næsten blit sorte, de skifted ikke, det var et eneste blik alt. Jeg følte hendes hede ånde, duften af hendes myge hals. Hun var som et ræd barn. Hun skjalv og la sig ind til mig, og mine læber rørte ved hendes mund. Men hendes kys var koldt som mørkets. Siden har jeg ikke set hende. Jeg bad hende møde mig, men hun kom ikke. Stormene er begyndt. De hyler henover vidderne, pisker alt det som engang blomstred. Hvorfor sad hun hos mig under den uendelige himmel og rørte mig med sit hår og sit kind? Hvorfor vækked hun tillive i mig alt det, som lå skjult inde i mig, og som jeg trode dødt? Hvordan kan jeg glemme nu? Nu ved jeg, hvad det var, jeg så i hendes øine. En nat, da jeg var tyve år, har jeg set det hos mig selv. Jeg ligger vågen om nætterne. Jeg ser for mig der midt ude på sletten et hus

20 med lysende øine. En vals suser inde i stormen, skygger farer forbi vinduerne. Der er et levende menneske blandt dem, halsens hvide dun glimter i mørket, den sorte silke flammer, en myrtekrans slynger sig om tindingen, men øinene er gjenlukkede som på den der ligger lig. Det suser i mig, at jeg må, må redde hende ud af dødningedansen, der er ingen anden, som ser det, som ved det, ingen anden som kan, jeg, jeg er den som må redde hende. Alt må hjælpe mig, jeg vil be hvert blad, falde på knæ for hver vanddråbe, hvert luftstøv. Og det suser, suser derude. Intet kan hjælpe mig. Alt lider selv, blir selv pisket tildøde, bladene fyger i rædsel mod ruden, trærne vrider sig i feber. Jeg lukker mine øine i skræk. Det kommer nærmere og nærmere. Et isende åndedrag stryger henover mit kind, læber rører ved min mund, kolde, kolde som det yderste mørke. Jeg tør ikke skrive, tør ikke gå forbi hendes hus. Jeg ser hende ligge udstrakt, øinene er lukkede, blodet risler ikke længer i de fine årer. Uveiret havde lagt sig. Endnu dirred der nogle perler på spidserne af de nøgne kviste. Skyerne var veget langt bort mod himmelkuplens rande, der lå de i hvilende venten. Tusmørket begyndte at komme. Jeg var langt udover der, hvor engene er sluttet og selve lyngen holder til. Jeg så nogen komme langt ude. Det er en egen fornemmelse, den man har ved at se noget komme mod sig på sletten. Den blir anderledes. Man er ikke ene med den mere. Med spænding følger man det som rører sig. Først er det blot en sort linje, som reiser sig fra synsranden, så ser man det gå, komme nærmere hvem kan det være? endelig hører man skridtene. Og når det så er der, så synes man, man kjender det, og uden at vide af det gjør hodet et venligt nik. Bagefter blir man næsten forundret. Det er gået, og man ser det kanske ikke mer igjen i livet. Det var Naomi. Hun var forandret. Hun var blit så bleg. Vi stod stille. Jeg så hendes bryst bølge. Så begyndte hun at tale, åndeløst, uden at se på mig.

er er i en stor by dunkle kroge, afsides gader med

er er i en stor by dunkle kroge, afsides gader med Liv er er i en stor by dunkle kroge, afsides gader med D forunderlige navne, navne, som vækker anelser om et livets tusmørke, hvor mangt foregår, som ikke engang bøger kjender. Jeg bor for tiden i en sådan

Læs mere

Isa i medvind og modvind

Isa i medvind og modvind Richart Andersson. Isa i med- og modvind. Digtsamling 2013. Alle rettigheder tilhører forfatteren. Forside: Karina Andersen. Korrektur: Anja Adjoh. Isa i medvind og modvind 1 Isa er et synonym, men det

Læs mere

Der kan findes mere om disse salmer og andre af Karstens salmer på http://karstensalmer.blogspot.dk

Der kan findes mere om disse salmer og andre af Karstens salmer på http://karstensalmer.blogspot.dk Der kan findes mere om disse salmer og andre af Karstens salmer på http://karstensalmer.blogspot.dk Mel.: Barn Jesus 1 Den første julenat på jord, da kongesønnen fødtes. En stjerne klar på himlen stor

Læs mere

1. Ta mig tilbage. Du er gået din vej Jeg kan ik leve uden dig men du har sat mig fri igen

1. Ta mig tilbage. Du er gået din vej Jeg kan ik leve uden dig men du har sat mig fri igen Steffan Lykke 1. Ta mig tilbage Du er gået din vej Jeg kan ik leve uden dig men du har sat mig fri igen Her er masser af plads I mit lille ydmyg palads men Her er koldt og trist uden dig Men hvor er du

Læs mere

Hver morgen og hver aften - salmer til ugen og livet. Søndag. Mel: Flemming H. Meng 2013. Mel: Flemming H. Meng 2004

Hver morgen og hver aften - salmer til ugen og livet. Søndag. Mel: Flemming H. Meng 2013. Mel: Flemming H. Meng 2004 Hver morgen og hver aften - salmer til ugen og livet Søndag 1 O skabelsens morgen, det helt nye liv nu vælder med kraft i os ind. Det styrker og nærer, beriger vor tro og virker helt ind i vort sind. 2

Læs mere

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne.

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne. Rosen Lilly ved ikke hvor hun er. Hun har lukkede øjne det er helt mørkt. Hun kan dufte noget, noget sødt hvad er det tænker hun. Hun åbner sine øjne hun er helt ude af den. Det er roser det var hendes

Læs mere

ELLIOT. Et manuskript af. 8.B, Henriette Hørlücks skole

ELLIOT. Et manuskript af. 8.B, Henriette Hørlücks skole ELLIOT Et manuskript af 8.B, Henriette Hørlücks skole 5. Gennemskrivning, april 2008 1 SC 1. EXT. SKOLEGÅRDEN DAG LEA(15) har kun sort tøj på, og mørk make-up. Hun sidder alene i skolegården og kigger

Læs mere

Brorlil og søsterlil. Fra Grimms Eventyr

Brorlil og søsterlil. Fra Grimms Eventyr Brorlil og søsterlil Fra Grimms Eventyr Brorlil tog søsterlil i hånden og sagde:»siden mor er død, har vi ikke en lykkelig time mere. Vores stedmor slår os hver dag og sparker til os, når vi kommer hen

Læs mere

broch-lips@mail.dk / 53 58 09 88

broch-lips@mail.dk / 53 58 09 88 historier LOGO historier www.broch-lips.dk broch-lips@mail.dk 53 58 09 88 IDAS ENGEL 1 IDAS ENGEL historier www.broch-lips.dk broch-lips@mail.dk 53 58 09 88 2 3 Ida skulle i skole. For første gang. Det

Læs mere

Morten Dürr SKADERNE. Skrevet af Morten Dürr Illustreret af Peter Bay Alexandersen

Morten Dürr SKADERNE. Skrevet af Morten Dürr Illustreret af Peter Bay Alexandersen Morten Dürr SKADERNE Skrevet af Morten Dürr Illustreret af Peter Bay Alexandersen Hvidt, sort og grønt Efter mor døde, ville far jage skaderne væk. Men sådan gik det ikke. Skaderne blev. Det var godt.

Læs mere

Enøje, Toøje og Treøje

Enøje, Toøje og Treøje Enøje, Toøje og Treøje Fra Grimms Eventyr Der var engang en kone, som havde tre døtre. Den ældste hed Enøje, fordi hun kun havde et øje midt i panden, den anden havde to øjne som andre mennesker og hed

Læs mere

Men det var altså en sommerdag, som mange andre sommerdage med højt til himlen og en let brise. Aksene stod skulder ved skulder og luftes tørhed fik

Men det var altså en sommerdag, som mange andre sommerdage med højt til himlen og en let brise. Aksene stod skulder ved skulder og luftes tørhed fik 16. søndag efter trinitatis I Høstgudstjeneste i Jægersborg med Juniorkoret Salmer: Syng for Gud, 729, vinter er nær, 15, 730, 752 4-5, velsignelsen, 730, sensommervisen. I dag fejrer vi høstgudstjeneste

Læs mere

DODO & THE DODOS UPGRADE

DODO & THE DODOS UPGRADE DODO & THE DODOS UPGRADE Dodo Gad: Vokal, kor Jens Rud: Vokal, kor, percussion Steen Christiansen; Keyboard, bas, kor Lars Thorup: Trommer, percussion Anders Valbro: Guitar DODO & THE DODOS UPGRADE Produceret

Læs mere

De gamle havde ret når de sagde at kjærligheden var en lue thi den efterlader jo som luen blot en askehob

De gamle havde ret når de sagde at kjærligheden var en lue thi den efterlader jo som luen blot en askehob [Bl. 55v] De gamle havde ret når de sagde at kjærligheden var en lue thi den efterlader jo som luen blot en askehob Nizza 14/1 92 Han Du skal gjøre store værker udødelige mesterværker skal falde som gå

Læs mere

Side 3.. Håret. historien om Samson.

Side 3.. Håret. historien om Samson. Side 3 Håret historien om Samson 1 Englen 4 2 En stærk dreng 6 3 Løven 8 4 Hæren 12 5 Porten 14 6 Samsons styrke 16 7 Dalila 18 8 Et nyt reb 20 9 Flet håret 22 10 Skær håret af 24 11 Samson bliver slave

Læs mere

Mie Sidenius Brøner. Roskilde den 3. marts, 2015

Mie Sidenius Brøner. Roskilde den 3. marts, 2015 FAR- VEL! Roskilde den 3. marts, 2015 Kære dig. Når du læser dette, så forestiller jeg mig, at du enten har været eller er tæt på en døende eller på anden måde har tanker om, at livet ikke varer evigt.

Læs mere

Barndommens Gade. Så råbte vi op - cigaretternes glød brændte røde huller i tågen, og det blev sent i den mørke port, men gaden var altid vågen.

Barndommens Gade. Så råbte vi op - cigaretternes glød brændte røde huller i tågen, og det blev sent i den mørke port, men gaden var altid vågen. Barndommens Gade Skrevet af Tove Ditlevsen I Det stormer derude - far hen, far hen, lad faldne de visnede blade, det stemmer så godt med mit sind i dag så længes mod barndommens gade. Når regnen siled,

Læs mere

De var hjemme. De blev ved at sidde på stenene, hvad skulle de ellers gøre. De så den ene solnedgang efter den anden og var glade ved det.

De var hjemme. De blev ved at sidde på stenene, hvad skulle de ellers gøre. De så den ene solnedgang efter den anden og var glade ved det. De 2 sten. Engang for længe siden helt ude, hvor jorden ender, ved havet lå 2 store sten. De var så smukke, helt glatte af bølgerne, vindens og sandets slid. Runde og lækre. Når de var våde skinnede de,

Læs mere

Onsdag, den 17 oktober 2012

Onsdag, den 17 oktober 2012 Ved bisættelse Onsdag, den 7 oktober 0 754 Se, nu stiger solen af havets skød Mel.: Lars Nielsen 89 Oluf Ring omkring 95 Se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand, i glød; hvilken

Læs mere

Sebastian og Skytsånden

Sebastian og Skytsånden 1 Sebastian og Skytsånden af Jan Erhardt Jensen Sebastian lå i sin seng - for han var ikke rask og havde slet ikke lyst til at lege. Mor var blevet hjemme fra arbejde, og hun havde siddet længe hos ham,

Læs mere

Sommersange for guitar. Mogens Sørensen

Sommersange for guitar. Mogens Sørensen Sommersange for guitar Mogens Sørensen 1 Se, det summer af sol over engen...3 Det var en skærsommerdag...4 En yndig og frydefuld sommertid...5 Se dig ud en sommerdag...6 Jeg er Havren...7 2 Se, det summer

Læs mere

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.«

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.« FEST Maja skal til fest. Det er på skolen. Hun ser sig i spejlet. Er hun ikke lidt for tyk? Maja drejer sig. Skal hun tage en skjorte på? Den skjuler maven. Maja tager en skjorte på. Så ser hun i spejlet

Læs mere

1 Historien begynder

1 Historien begynder LÆS STARTEN AF 1 Historien begynder Rikka galoperede gennem skoven. Hendes hjerte hamrede i brystet, og hun var træt. Alle fire ben gjorde ondt, men hun kunne ikke stoppe nu. Klahons Drømmejæger havde

Læs mere

Alle. Vores hjerter på et guldfad. Vilkårene blev for ringe. Vil du med ud at gå en tur. Vil du med ned til stranden.

Alle. Vores hjerter på et guldfad. Vilkårene blev for ringe. Vil du med ud at gå en tur. Vil du med ned til stranden. Alle Vores hjerter på et guldfad Vilkårene blev for ringe Vil du med ud at gå en tur Vil du med ned til stranden Vi var kun os to Vi var kun os ti tilbage Vi var kun os tre til ceremonien Vi var en familie

Læs mere

Indtil videre (samlede digte)

Indtil videre (samlede digte) pia juul Indtil videre (samlede digte) TIDERNE SKIFTER Tiderne_Pia Juul_digte_50.indd 3 23/04/12 16.43 Indtil videre Copyright 2012 Pia Juul/Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Palatino

Læs mere

(1) Den signede dag med fryd vi ser af havet til os opkomme; den lyse på himlen mer og mer, os alle til lyst og fromme! Det kendes på os som lysets bø

(1) Den signede dag med fryd vi ser af havet til os opkomme; den lyse på himlen mer og mer, os alle til lyst og fromme! Det kendes på os som lysets bø Gudstjeneste (1) Den signede dag med fryd vi ser af havet til os opkomme; den lyse på himlen mer og mer, os alle til lyst og fromme! Det kendes på os som lysets børn, at natten hun er nu omme! (2) Den

Læs mere

RØNTGEN. digte Daniel Boysen

RØNTGEN. digte Daniel Boysen RØNTGEN digte Daniel Boysen RØNTGEN Daniel Boysen og, 2015 Grafisk tilrettelæggelse Omslagsmaleri: Susser Vincentz Bogen er sat med Garamond Trykt hos ISBN: Til min far I MIN verden, som blomstrer, bærer

Læs mere

Klovnen. Manuskript af 8.b, Lille Næstved skole

Klovnen. Manuskript af 8.b, Lille Næstved skole Klovnen Manuskript af 8.b, Lille Næstved skole 8. gennemskrivning, 20. september 2010 SC 1. INT. S VÆRELSE DAG (17) ligger på sin seng på ryggen og kigger op i loftet. Det banker på døren, men døren er

Læs mere

Den grønne have. Wivi Leth, 1998 (4,8 ns)

Den grønne have. Wivi Leth, 1998 (4,8 ns) Den grønne have Wivi Leth, 1998 (4,8 ns) Dette skete for ikke så lang tid siden, i landet med det rødhvide flag. Det var efterår, og tre børn havde vovet sig 5 ind i den have, hvor der engang havde været

Læs mere

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men Kapitel 1 Min mor bor ikke hos min far. Julie tænkte det, allerede før hun slog øjnene op. Det var det første, hun huskede, det første hun kom i tanker om. Alt andet hang sammen med dette ene hendes mor

Læs mere

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Morgengry kommer fra skypaladset i himlen. Hendes opgave er at bevogte den gyldne skål. Da hun mistede den, blev hun forvist til jorden.

Læs mere

Prædiken til Alle Helgen, d. 2. november 2014 Stine Munch

Prædiken til Alle Helgen, d. 2. november 2014 Stine Munch Prædiken til Alle Helgen, d. 2. november 2014 Stine Munch Bøn før prædiken: Du griber os i mørket og blidt mod lyset vender. For selv om vi er adskilt, er vi i dine hænder. Og du var selv i mørket den

Læs mere

Fra Den strandede mand tolv fortællinger om havet og hjertet

Fra Den strandede mand tolv fortællinger om havet og hjertet Klaveret Fra Den strandede mand tolv fortællinger om havet og hjertet Skrevet af Louis Jensen For lang tid siden faldt et klaver i havnen. Dengang var min bedstemor en lille pige med en stor, rød sløjfe

Læs mere

Jørgen Moe. I Brønden og i. bokselskap.no 2011

Jørgen Moe. I Brønden og i. bokselskap.no 2011 Jørgen Moe I Brønden og i Tjernet bokselskap.no 2011 ISBN: 978-82-8319-099-1 (digital, bokselskap.no), 978-82-8319-100-4 (epub), 978-82-8319-101-1 (mobi) Dukken under Tjørnerosen. Der var en liden Pige,

Læs mere

Røvergården. Evald Tang Kristensen

Røvergården. Evald Tang Kristensen Røvergården Evald Tang Kristensen Der var engang en pige, der ville giftes, men hun ville lige godt kun have en mand med rødt hår og rødt skæg. Omsider kom der også sådan en frier, og hun sagde ja. Han

Læs mere

Krigen var raset hen over byen som en vred og grusom drage, der spyr ild og slår husene i stykker og bagefter forsvinder ud i ørkenen, ondskabsfuldt

Krigen var raset hen over byen som en vred og grusom drage, der spyr ild og slår husene i stykker og bagefter forsvinder ud i ørkenen, ondskabsfuldt Krigen var raset hen over byen som en vred og grusom drage, der spyr ild og slår husene i stykker og bagefter forsvinder ud i ørkenen, ondskabsfuldt brummende, på vej et andet sted hen. Luften smagte stadigvæk

Læs mere

NUMMER 111. Et manuskript af. 8.c, Maribo Borgerskole

NUMMER 111. Et manuskript af. 8.c, Maribo Borgerskole NUMMER 111 Et manuskript af 8.c, Maribo Borgerskole 5. Gennemskrivning maj 2009 1 SC 1. EXT. VED HUS OG PARKERINGSPLADS (BOLGIBLOK OG P-PLADS) SOMMER DAG Man ser Victor (SUNE) sidde og sove op af en stor,

Læs mere

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin Alex Og den hemmelige skat Ordklasser 3. klassetrin Navn: Klasse: 1. Skattekortet Her er Alex. Han er en meget glad dreng, for han har lige fået en ny Nintendo. Eller han har ikke fået den, faktisk er

Læs mere

5 Analyse, fortolkning og vurdering

5 Analyse, fortolkning og vurdering 5.3. Litterær vurdering Præsentation Herunder er optrykt 8 digte fra forskellige perioder. Alle digtene har kærligheden som overordnet tema, men bortset herfra er de meget forskellige både hvad angår genre

Læs mere

1. AKT. Prolog. ISMENE - Hver eneste nat i tusind år har jeg haft den

1. AKT. Prolog. ISMENE - Hver eneste nat i tusind år har jeg haft den 1. AKT Prolog ISMENE - Hver eneste nat i tusind år har jeg haft den samme drøm. En drøm om en mand med gule krøller, stjerner i øjnene og en blå kappe. Han kommer gående over en grøn eng. Det vil sige,

Læs mere

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847.

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847. Analyse af Skyggen Man kan vel godt sige, at jeg har snydt lidt, men jeg har søgt på det, og der står, at Skyggen er et eventyr. Jeg har tænkt meget over det, og jeg er blevet lidt enig, men jeg er stadig

Læs mere

Side 1. Den rige søn. historien om frans af assisi.

Side 1. Den rige søn. historien om frans af assisi. Side 1 Den rige søn historien om frans af assisi Side 2 Personer: Frans Frans far Side 3 Den rige søn historien om frans af assisi 1 Æggene 4 2 Frans driller 6 3 Om natten 8 4 Penge 10 5 En tigger 12 6

Læs mere

Side 1. En farlig leg. historien om tristan og isolde.

Side 1. En farlig leg. historien om tristan og isolde. Side 1 En farlig leg historien om tristan og isolde Side 2 Personer: Tristan Isolde Isolde Kong Mark Side 3 En farlig leg historien om Tristan og isolde 1 En kamp på liv og død 4 2 Isolde den skønne 6

Læs mere

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn 1 De tre prinsesser i bjerget det blå Der var engang en konge og en dronning, som ikke kunne få børn. De havde alt, hvad de ellers ønskede sig, men

Læs mere

Prædiken Frederiksborg Slotskirke Ida Secher 19. juni 2011 kl. 10 Trinitatis søndag Joh. 3,1-15 Salmer:

Prædiken Frederiksborg Slotskirke Ida Secher 19. juni 2011 kl. 10 Trinitatis søndag Joh. 3,1-15 Salmer: Prædiken Frederiksborg Slotskirke Ida Secher 19. juni 2011 kl. 10 Trinitatis søndag Joh. 3,1-15 Salmer: 15 292 448 403 352-353 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Der var et menneske,

Læs mere

Tekster om døden i kristendommen

Tekster om døden i kristendommen Tekster om døden i Det Gamle Testamente De døde lovpriser ikke Herren, de som gik ned i stilheden (Salmernes bog 115,17) Nyd livet med den kvinde, du elsker, i det tomme liv, Gud har givet dig under solen,

Læs mere

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN VESTER AABY 2012 SØNDAG DEN 15.APRIL KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN VESTER AABY 2012 SØNDAG DEN 15.APRIL KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2 KONFIRMATIONSPRÆDIKEN VESTER AABY 2012 SØNDAG DEN 15.APRIL KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2 Det måtte ikke være for let. For så lignede det ikke virkeligheden.

Læs mere

Teksten til Niels W. Gades ballade... Elverskud

Teksten til Niels W. Gades ballade... Elverskud Teksten til Niels W. Gades ballade... Elverskud Teksten er inspireret af folkevisen af samme navn og dens endelige udformning er i følge Inger Sørensens biografi fra 2002, Niels W. Gade, et dansk verdensnavn,

Læs mere

Prædiken til kantategudstjeneste, sidste søndag i kirkeåret, Jægersborg kirke 2012. Opførelse af J. S. Bach: Wachet auf, ruft uns die Stimme.

Prædiken til kantategudstjeneste, sidste søndag i kirkeåret, Jægersborg kirke 2012. Opførelse af J. S. Bach: Wachet auf, ruft uns die Stimme. Evighedssøndag Prædiken til kantategudstjeneste, sidste søndag i kirkeåret, Jægersborg kirke 2012. Opførelse af J. S. Bach: Wachet auf, ruft uns die Stimme. Salmer: 86-362 // 268 269 v.3-5 431 Læsninger:

Læs mere

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Søren satte sig op i sengen med et sæt. Den havde været der igen. Drømmen. Den drøm, han kendte så godt,

Læs mere

Snehvide. Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her? svarede spejlet: Ingen i verden er dejlig som du.

Snehvide. Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her? svarede spejlet: Ingen i verden er dejlig som du. Snehvide De brødrene Grimm - KHM 053 tid: 20' Det var midt om vinteren, og sneflokkene faldt som dun ned fra himlen. Dronningen sad ved vinduet og syede i en ramme af sort ibentræ, og mens hun syede og

Læs mere

Milton drømmer. Han ved, at han drømmer. Det er det værste, han ved. For det er, som om han aldrig kan slippe ud af drømmen. Han drømmer, at han står

Milton drømmer. Han ved, at han drømmer. Det er det værste, han ved. For det er, som om han aldrig kan slippe ud af drømmen. Han drømmer, at han står 1 Milton drømmer. Han ved, at han drømmer. Det er det værste, han ved. For det er, som om han aldrig kan slippe ud af drømmen. Han drømmer, at han står på en gade midt i bilosen. Han er meget lille slet

Læs mere

DUSØR FOR ORANGUTANG

DUSØR FOR ORANGUTANG Biffer Alle kaldte ham Biffer, men hans rigtige navn var Birger. Det er et vildt gammeldags navn. Der er stort set ingen drenge, der hedder Birger i dag. Men Biffers forældre var ret gamle, og de var også

Læs mere

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 21. april 2013 kl. 19.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække Salmer DDS 787: Du, som har tændt millioner af stjerner DDS 654:

Læs mere

Når du løb bort trak du vores nerver med dig selvom du måske troede at du skabte et tomrum hvor intet kunne følge dig

Når du løb bort trak du vores nerver med dig selvom du måske troede at du skabte et tomrum hvor intet kunne følge dig Når du løb bort trak du vores nerver med dig selvom du måske troede at du skabte et tomrum hvor intet kunne følge dig at et sort hul kan være til at overse et solsystem er først ude af balance når solen

Læs mere

Læsning. Prædikeren kap 3.

Læsning. Prædikeren kap 3. 02-01-2015 side 1 Prædiken til midnatsgudstjeneste 2014. Christianshede Læsning. Prædikeren kap 3. Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid

Læs mere

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem:»fred være med jer!«da han havde

Læs mere

Prædiken til 19. s. e. trin. Kl. 10.00 i Engesvang

Prædiken til 19. s. e. trin. Kl. 10.00 i Engesvang 1 Prædiken til 19. s. e. trin. Kl. 10.00 i Engesvang 402 Den signede dag 448 fyldt af glæde 28 De dybeste lag i mit hjerte 414 Den mægtige finder vi ikke 412 v.4-5 Af som vintræs grene 266 Mægtigste Kriste

Læs mere

16.s.e.trin. II 2016 Cykelgudstjeneste 11. september 2016

16.s.e.trin. II 2016 Cykelgudstjeneste 11. september 2016 Gyserforfatteren Stephen King fortæller, at han i sin skoletid blev tvunget til at lære et bibelvers uden ad. Han var måske en smule dovent anlagt og valgte et af dem, vi har hørt i dag: Jesus græd. Det

Læs mere

Prædiken til 1.s.e.påske 2015.docx Side 1 af 6 12-04-2015. Prædiken til 1. s. e. påske 2015 Tekst. Johs. 20,19-31.

Prædiken til 1.s.e.påske 2015.docx Side 1 af 6 12-04-2015. Prædiken til 1. s. e. påske 2015 Tekst. Johs. 20,19-31. Prædiken til 1.s.e.påske 2015.docx Side 1 af 6 Prædiken til 1. s. e. påske 2015 Tekst. Johs. 20,19-31. Påskens historie omfavner os, og bredes ud omkring os her efter påske. En vandring er begyndt gennem

Læs mere

2. Det første anfald. 34274_kom_stærk_ud_af_din_angst.indd 25 30-05-2012 16:18:45

2. Det første anfald. 34274_kom_stærk_ud_af_din_angst.indd 25 30-05-2012 16:18:45 2. Det første anfald»hvor er det ubehageligt at føle, at jeg har en gift indeni. Pludselig begynder min krop at sitre, jeg bliver bange, og tankerne kværner og kører derudad. Pludselig kan jeg ikke kontrollere

Læs mere

Nanna og hendes mor er lige kommet hjem. Nannas mor lægger sin jakke og nøgler på bordet. Nanna stirre lidt ned i gulvet.

Nanna og hendes mor er lige kommet hjem. Nannas mor lægger sin jakke og nøgler på bordet. Nanna stirre lidt ned i gulvet. Screenplay SC. 1. INT. KØKKEN. DAG Nanna og hendes mor er lige kommet hjem. Nannas mor lægger sin jakke og nøgler på bordet. Nanna stirre lidt ned i gulvet. jeg kan bare ikke gå igennem det igen. Nannas

Læs mere

Kasse Brand (arbejdstitel) Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010. 9. Gennemskrivning

Kasse Brand (arbejdstitel) Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010. 9. Gennemskrivning Kasse Brand (arbejdstitel) Af Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010 9. Gennemskrivning 1 EXT. HAVEN/HULLET. DAG 1 August 8 år står nede i et dybt hul og graver. Han gider tydeligvis

Læs mere

Alle Helgen B Matt 5,13-16 Salmer: Alle Helgen er en svær dag. Det er en stærk dag. Alle Helgen er en hård dag.

Alle Helgen B Matt 5,13-16 Salmer: Alle Helgen er en svær dag. Det er en stærk dag. Alle Helgen er en hård dag. Alle Helgen 2016. B Matt 5,13-16 Salmer: 754-571-552 321-551-574 Alle Helgen er en svær dag. Det er en stærk dag. Alle Helgen er en hård dag. Ja, Alle Helgen opleves forskelligt. Det er en stor mærkedag,

Læs mere

Pigen der fandt det vigtigste

Pigen der fandt det vigtigste Pigen der fandt det vigtigste Der var engang den dejligste lille pige. Hun blev kaldt MO. Hun boede i et hus i en lille landsby. Omkranset at skove, søer, enge og marker. Hun var glad og tilfreds, og legede

Læs mere

På Vær-lø-se-gård sker der mær-ke-li-ge ting. Det spø-ger. Der er gen-færd.

På Vær-lø-se-gård sker der mær-ke-li-ge ting. Det spø-ger. Der er gen-færd. 1 På Vær-lø-se-gård sker der mær-ke-li-ge ting. Det spø-ger. Der er gen-færd. På går-den bor Al-ma, Ha-rald og Eb-ba. Al-ma tror ik-ke på gen-færd, men det gør Ha-rald og Eb-ba. Så en dag sker der no-get,

Læs mere

Højsangssommer. et slags uddrag fra digtsamlingen

Højsangssommer. et slags uddrag fra digtsamlingen Højsangssommer et slags uddrag fra digtsamlingen Et digt: jeg forbinder ordet stilling med et job det jeg gør lige nu er ikke et job jeg ligger på gulvet om lidt ligger jeg i min seng jeg er interesseret

Læs mere

BENF_DA.qxd 8/07/04 15:09 Page cov4 KH-57-03-297-DA-C

BENF_DA.qxd 8/07/04 15:09 Page cov4 KH-57-03-297-DA-C BENF_DA.qxd 8/07/04 15:09 Page cov4 14 16 KH-57-03-297-DA-C BENF_DA.qxd 8/07/04 15:09 Page cov1 Flyv, smukke svaler, flyv! Europa-Kommissionen BENF_DA.qxd 8/07/04 15:09 Page cov2 Denne publikation udgives

Læs mere

ANOREKTIKER AF MARCUS AGGERSBJERG ARIANNES

ANOREKTIKER AF MARCUS AGGERSBJERG ARIANNES ANOREKTIKER AF MARCUS AGGERSBJERG ARIANNES 20 PSYKOLOG NYT Nr. 20. 2004 HISTORIE Marianne er kronisk anorektiker. I snart 30 år har hun kæmpet forgæves for at slippe fri af sin sygdom. Fire gange har hun

Læs mere

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far.

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far. Kapitel 1 Der var engang en dreng, der gemte sig. Bjergene rejste sig høje og tavse omkring ham. En lille busks lysegrønne blade glitrede i solen. To store stenblokke skjulte stien, der slyngede sig ned

Læs mere

MORDET. EMIL (22) Hva gutter, skal vi ikke lige snuppe en øl oppe hos mig? Asger kigger grinende på Emil og svarer ham med et blink i øjet.

MORDET. EMIL (22) Hva gutter, skal vi ikke lige snuppe en øl oppe hos mig? Asger kigger grinende på Emil og svarer ham med et blink i øjet. EXT. VED DØR PÅ GADE. NAT MORDET Tre unge mænd ude foran en trappeopgang til en lejlighed i et mørkt København efter en bytur. Berusede folk og andre skøre skæbner råber og griner på gaden. Den ene af

Læs mere

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Morgengry kommer fra skypaladset i himlen. Men hun vil hellere tage på eventyr med sine to venner nede på jorden. Aben Kókoro kan godt lide

Læs mere

Lindvig Osmundsen. Prædiken til Alle Helgens søndag 2015 11-11-2015 side 1. Prædiken til Alle Helgens søndag 2015. Tekst. Matt.

Lindvig Osmundsen. Prædiken til Alle Helgens søndag 2015 11-11-2015 side 1. Prædiken til Alle Helgens søndag 2015. Tekst. Matt. 11-11-2015 side 1 Prædiken til Alle Helgens søndag 2015. Tekst. Matt. 5,1-12 Det er som om at vi kender hinanden så godt når vi samles til Alle helgens dagens gudstjenester. Vi er alle kommet med en sindets

Læs mere

Hafburd konge og Sivard konge

Hafburd konge og Sivard konge Hafburd konge og Sivard konge Hafburd konge og Sivard konge de yppede dennem en kiv alt om hin stolte Signelille, hun var så væn en viv. Hvad heller om I vinder mig eller en så væn en mø. 2. Hafburd vågner

Læs mere

D er var engang en rig mand, hvis kone blev syg, og da hun følte, at døden

D er var engang en rig mand, hvis kone blev syg, og da hun følte, at døden Askepot De brødrene Grimm - KHM 021 D er var engang en rig mand, hvis kone blev syg, og da hun følte, at døden nærmede sig, kaldte hun på sin eneste datter og sagde: Bliv ved at være from og god, min lille

Læs mere

DE UNDERJORDISKE LYRIK ALBUM: IND I FLAMMERNE

DE UNDERJORDISKE LYRIK ALBUM: IND I FLAMMERNE DE UNDERJORDISKE LYRIK ALBUM: IND I FLAMMERNE 1. Ind I Flammerne Selvom jeg ved at der kun er mørke for enden af tunnelen kaster jeg mig hovedløst ind i flammerne der omgiver dig Du efterlader mig i et

Læs mere

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Pigen, der havde blinket til mig, stod og ventede på mig ved døren. Jeg ved, at vi tilhører den samme tradition, sagde hun. Jeg hedder Brida. Jeg er ikke

Læs mere

Min haves muld. Hun fortæller mig at jeg har en smuk have i mig i min krop at jeg ER en smuk have

Min haves muld. Hun fortæller mig at jeg har en smuk have i mig i min krop at jeg ER en smuk have Min haves muld Hendes dejlige stemme guider mig ind i mig Ligger på sofaen alene hjemme trygt og rart Med tæppet over mig Min egen fred og ro Kun for mig indeni mig Hun fortæller mig at jeg har en smuk

Læs mere

Jordbær [ Smagen af Kærlighed ] Digte af Steffen Weiss

Jordbær [ Smagen af Kærlighed ] Digte af Steffen Weiss Jordbær [ Smagen af Kærlighed ] Digte af Steffen Weiss Var det sidste gang, den første... Var det sidste gang den første gang du lagde dig ind under mig fik hvisket ord der binder i dine ører var det sidste

Læs mere

Bibelen er en gammel bog... 149 Blomstre som en rosengård... 74 Bogen om Jesus... 148

Bibelen er en gammel bog... 149 Blomstre som en rosengård... 74 Bogen om Jesus... 148 Alfabetisk register A Adventskransen nu vi tænder................................ 65 All night, all day.......................................... 226 Alle, både høj og lav......................................

Læs mere

Frederik Knudsen til sin Kone Taarup, 18. Maj 1849.

Frederik Knudsen til sin Kone Taarup, 18. Maj 1849. Taarup, 18. Maj 1849. Kære elskede Kone! Dit Brev fra den 11. modtog jeg den 16., og det glæder mig at se, at I er ved Helsen. Jeg er Gud ske Lov også ved en god Helsen, og har det for tiden meget godt,

Læs mere

SCENE 6 ET STED I ARNES INDRE (Tre kinesere står med lænker om fødderne i en mine og graver. To flodheste holde vagt.)

SCENE 6 ET STED I ARNES INDRE (Tre kinesere står med lænker om fødderne i en mine og graver. To flodheste holde vagt.) SCENE 6 ET STED I S INDRE (Tre kinesere står med lænker om fødderne i en mine og graver. To flodheste holde vagt.) FLODHEST 1 Jeg keder mig FLODHEST 2 Det er snart overstået. Han gør det i nat. FLODHEST

Læs mere

Gudstjenestens forløb

Gudstjenestens forløb Gudstjenestens forløb Klokkeringning fra Funder, Balle, Alderslyst, Dybkjær kirker Præludium og fane-indmarch alle rejser sig Indgangsbøn siddende Salme: Det dufter lysegrønt af græs Præst: Hilsen kollekt

Læs mere

Nadververs 294 v. 3 Af Talsmand som på jorderige

Nadververs 294 v. 3 Af Talsmand som på jorderige 1 Prædiken i Engesvang 5. s. e. påske 402 Den signede dag 674 v. 1-3 Sov sødt barnlille 674 v. 4-7 Sov sødt barnlille 292 Kærligheds og sandheds Ånd 325 Jeg ved et lille Himmerig Nadververs 294 v. 3 Af

Læs mere

Professoren. - flytter ind! Baseret på virkelige hændelser. FORKORTET LÆSEPRØVE! Særlig tak til:

Professoren. - flytter ind! Baseret på virkelige hændelser. FORKORTET LÆSEPRØVE! Særlig tak til: 1 Professoren - flytter ind! 2015 af Kim Christensen Baseret på virkelige hændelser. FORKORTET LÆSEPRØVE! Særlig tak til: Shelley - for at bringe ideen på bane Professor - opdrætter - D. Materzok-Köppen

Læs mere

ROBERT Må Sally godt lege? MOREN Ikke lige nu Robert. Gå ud og leg med dine venner. Moren kigger på Sally, som smiler til hende og sukker.

ROBERT Må Sally godt lege? MOREN Ikke lige nu Robert. Gå ud og leg med dine venner. Moren kigger på Sally, som smiler til hende og sukker. 1 SC. 1. EXT. KALKBRUDDET - FORÅR - DAG står ved kalkbruddet og flyver med sin drage. Dragen flager i vinden. I baggrunden spiller tre DRENGE på Roberts alder fodbold og råber til hinanden. Roberts drage

Læs mere

Sancthansnatten. TarkUiB NT872r (rollehefte, Berg)

Sancthansnatten. TarkUiB NT872r (rollehefte, Berg) TarkUiB NT872r (rollehefte, ) Sancthansnatten TarkUiB NT872r (rollehefte, ) 1852 Henrik Ibsens skrifter Diplomatarisk tekstarkiv Kollasjonering og koding Hilde Bøe, Karl Johan Sæth 1 TarkUiB NT872r (rollehefte,

Læs mere

Odontofobi. En kortfilm af Robin Holtz og Adrian Ejsing. 7 minutter. 28. Oktober 2014

Odontofobi. En kortfilm af Robin Holtz og Adrian Ejsing. 7 minutter. 28. Oktober 2014 Odontofobi. En kortfilm af Robin Holtz og Adrian Ejsing 7 minutter 28. Oktober 2014 Idé: (C) 2014 Robin Holtz Robin Holtz robin@copenhagenpro.com 40 50 12 99 1 INT. - TANDLÆGEKLINIK, VENTEVÆRELSE - DAG

Læs mere

MANUSKRIPT ANNA. Hvad er det du laver, Simon? (forvirret) SIMON. øøh..

MANUSKRIPT ANNA. Hvad er det du laver, Simon? (forvirret) SIMON. øøh.. MANUSKRIPT Scene 1: Gang + farens soveværelse om aftenen. Anna står i Hallen og tørrer hår foran spejlet. Hun opdager en flimren ved døren til farens soveværelse og går hen og ser ind. Hun får øje på sin

Læs mere

Det blev vinter det blev vår mange gange.

Det blev vinter det blev vår mange gange. 1 Hortensia Der var engang den yndigste lille pige. De første mange måneder af hendes liv, levede hun i en blomst. Den skærmede hende og varmede hende. Hun blev født en solrig majdag, hvor anemonerne lige

Læs mere

JESUS 2.0 GUDSTJENESTE SABBAT

JESUS 2.0 GUDSTJENESTE SABBAT JESUS 2.0 GUDSTJENESTE SABBAT V37 JERUSALEM, JERUSALEM! DU, SOM SLÅR PROFETERNE IHJEL OG STENER DEM, DER ER SENDT TIL DIG. HVOR OFTE VILLE JEG IKKE SAMLE DINE BØRN, SOM EN HØNE SAMLER SINE KYLLINGER UNDER

Læs mere

Prædiken til 22. s. e. trin. Kl i Engesvang

Prædiken til 22. s. e. trin. Kl i Engesvang Prædiken til 22. s. e. trin. Kl. 10.00 i Engesvang 478 Vi kommer til din kirke, Gud op al den ting 675 Gud vi er i gode hænder Willy Egemose 418 - Herre Jesus kom at røre 613 Herre, du vandrer forsoningens

Læs mere

Opgave 1: prædiken over 16. søndag efter trinitatis

Opgave 1: prædiken over 16. søndag efter trinitatis Opgave 1: prædiken over 16. søndag efter trinitatis For ikke meget mere end et år siden stod jeg på en intensiv afdeling på Kolding sygehus sammen med min familie, vi stod omkring min bedstefar, vi havde

Læs mere

Tekster: Ez 37,1-14, Kol 1,9b-14, Matt 9,18-26. Salmer. Rødding 10.30: 4, 66, 367, 68, 438, 236 v. 5, 406. Lihme 14.00: 4, 367, 66, 406

Tekster: Ez 37,1-14, Kol 1,9b-14, Matt 9,18-26. Salmer. Rødding 10.30: 4, 66, 367, 68, 438, 236 v. 5, 406. Lihme 14.00: 4, 367, 66, 406 Tekster: Ez 37,1-14, Kol 1,9b-14, Matt 9,18-26 Salmer Rødding 10.30: 4, 66, 367, 68, 438, 236 v. 5, 406 Lihme 14.00: 4, 367, 66, 406 Han mærkede klumpen i maven vokse sig stor og fylde hele bughulen ud.

Læs mere

SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER

SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER Velkommen til babyrytmik! I mappen her finder du de sange, vi synger til babyrytmik i kirken. Du er velkommen til at låne en mappe med hjem, hvis I har lyst

Læs mere

Steen Dorumlu Christensen. Noget i Klemme. Børnekrimi

Steen Dorumlu Christensen. Noget i Klemme. Børnekrimi Steen Dorumlu Christensen Noget i Klemme Børnekrimi Kapitel 1 onsdag aften BUMP! Klemme er alene hjemme. Med husets egne lyde og sms erne fra mor. Hej Klemme-mus. Mødet er snart slut. Jeg skriver når vi

Læs mere

I menneskets sidste stund vil det vende sig mod Gud. Eller forbande hans navn

I menneskets sidste stund vil det vende sig mod Gud. Eller forbande hans navn La Suprema I menneskets sidste stund vil det vende sig mod Gud Eller forbande hans navn 1 Fader Prometeus pustede lyset ud og henlagde alteret i tiltagende mørke. Den gamle mand bukkede hovedet i respekt

Læs mere

Allehelgens dag,

Allehelgens dag, Allehelgens dag, 3.11.2013. Domkirken: 732 Dybt hælder året, 571 Den store hvide (prædiken, navneoplæsning, motet), 549 Vi takker dig, 754 Se nu stiger. Nadver: 573 Helgen her Gråbrødre: 732, 571, 549,

Læs mere

2. scene. og jeg kommer tilbage. Dig og mig. Et nyt fantastisk rige. Jeg lover det. ORESTES - Hvor fanden er de henne?! ELEKTRA - Hvad?

2. scene. og jeg kommer tilbage. Dig og mig. Et nyt fantastisk rige. Jeg lover det. ORESTES - Hvor fanden er de henne?! ELEKTRA - Hvad? 2. scene Elektra og Orestes. Orestes pakker, leder efter noget. Rasende. Elektra stirrer på ham, mens han brøler og smider med tingene. Hun er fjern i blikket, ryster. ORESTES - Hvor fanden er de henne?!

Læs mere