Billedkunstnernes arbejdsmarked

Transkript

1 NR.4 DECEMBER 2007 Tema: Billedkunstnernes arbejdsmarked Kulturlivet sendes til tælling, når billedkunstnere tvinges ud af deres fag Læs også om: Bkf sikrer kunstnere 8 millioner kroner Fanø-huset fejrer 200 års fødselsdag og ønsker sig en renovering Dansk maler vinder principsag om ophavsret i Belgien FAGBLAD FOR BILLEDKUNSTNERNES FORBUND

2 Foto: Ty Stange Kafka på dagpenge AF NANNA GRO HENNINGSEN, FORMAND, BILLEDKUNSTNERNES FORBUND (BKF) Danskerne har aldrig haft flere penge mellem hænderne. Vi har fuld beskæftigelse, kunstmarkedet toppede sammen med boligmarkedet, og fra Kulturministeriet har det lydt, at Danmark skal være det bedste land i verden at være kunstner i. Alligevel er status, at årsindkomsten for mange kunstnere ligger omkring eller under mindstelønsniveauet. Med de nye stramninger af dagpengereglerne er det for alvor synligt, at mange kunstnere i alle fag er afhængige af deltidsjobs og korte ansættelser. Film- og teaterbranchen er ramt i hjertet af deres ansættelsesforhold, og selv anerkendte skuespillere tvinges ud af faget. For billedkunstnere er a-kasse tilknytningen mere kompliceret, fordi vi aldrig kun er lønmodtagere. For de billedkunstnere, der har suppleret deres indtægter med freelance arbejde, deltidsjob og korte kontraktansættelser, ser det sort ud. Vi anslår, at godt en fjerdedel af Bkfs medlemmer hidtil, fuldstændig lovligt, har modtaget dagpenge ind i mellem skiftende ansættelser og deres kunstneriske arbejde. Med de nye regler er billedkunstnere i praksis retsløse i dagpengesystemet. Muligheden for at være registreret med selvstændigt bierhverv som billedkunstner eksisterer stadig på papiret, men i praksis vil man miste sin dagpengeret det øjeblik, man aftaler et møde med et galleri eller en kurator i dagtimerne. For så er man iflg. reglerne ikke længere til rådighed for arbejdsmarkedet med dags varsel. Kultursektoren er baseret på det, der i arbejdsmarkeds-terminologi hedder atypiske ansættelsesforhold. Det, der er blevet synligt nu, er, at kultursektoren ikke har råd til at honorere kunstnerne, så de kan leve af deres fag. Oplevelsesøkonomien er fra politisk hold blevet erklæret central for dansk økonomis udvikling, men kunst produceres fortsat på meget ringe vilkår. Den internationale kunstscene omfatter i dag videoproduktioner, installationer og andre skiftende projekttyper, som ikke kan realiseres på markedsvilkår. Kunstformer, der har stor international opmærksomhed, men som er afhængige af institutionel finansiering. Vores kunststøttesystem bærer da også en stor del af økonomien for dansk kunst, og kan i kraft af sin fundering i faglighed rumme de fleste former for kunstpraksis. Men vi må også konstatere, at der mangler penge. Billedkunsten er langt det mindste støtteområde under Kulturministeriet. De danske kunstinstitutioner er vigtige samarbejdspartnere for os. Paradoksalt nok er det ofte kunstnerne, der finansierer selve udstillingerne gennem ansøgninger om produktionsstøtte og honorar fra Kunstrådet. Kunstinstitutionerne har ikke noget fast regelsæt for honorering af kunstnere i forbindelse med udstillingsprojekter og betingelserne er meget skiftende. I betragtning af at de ikke er en del af det kommercielle marked, burde det være indlysende, at kunstnerne altid skal honoreres professionelt for det arbejde, de leverer her. Det på tide, at vi får en kulturpolitik, der anerkender forudsætningerne for kunstproduktion. Det, vi har brug for, er professionel betaling for professionelt arbejde. Og en realistisk finansiering af vores kunstinstitutioner, så de har råd til at betale for den kunst, de formidler til den danske befolkning. Det er vores opgave at få kulturpolitikerne til at forstå dobbeltheden i kulturøkonomien. Det danske kunstmarked er ikke stort nok til at understøtte den nødvendige talentmasse i dansk kunst. Der er desuden en stor del af den nutidige kunstproduktion, som ikke i sit udgangspunkt er markedsrettet. 2 BILLEDKUNSTNEREN 4/2007

3 Billedkunstneren udgives af: Billedkunstnernes Forbund (Bkf) Vingårdstræde 21, 1070 Kbh. K Tlf bkf@bkf.dk Redaktør: Miriam Katz (DJ) Vingårdstræde 21, 1070 Kbh. K Tlf mk@bkf.dk Ansvarshavende: Nanna Gro Henningsen, formand Design og layout: Bo Sørensen, grafisk designer Tryk: Centertryk, Holbæk Deadlines: Billedkunstneren#1, marts 2008: 4. februar 2008 Artikelforslag, debatindlæg og lign. kan sendes til redaktøren på ovenstående adresse. Redaktionen påtager sig ikke ansvar for materiale, der er sendt uopfordret, og forbeholder sig ret til at redigere i indsendte tekster. Kupon til gratis medlemsrubrikker bagerst i bladet. Annoncer: Annoncer i Billedkunstneren tegnes gennem MediaSpace, hos: Allan Wiberg, tlf info@mediaspace.dk Abonnement: Abonnement på Billedkunstneren tegnes hos Bkfs sekretariat på ovenstående adresse. Pris: 300 kr. for fire årlige udgivelser. ISSN: ISSN, elektronisk publikation: Billedkunstneren er støttet af Kunstrådets Billedkunstudvalg Indhold Tema: Billedkunstnernes arbejdsmarked 2 LEDER Af Nanna Gro Henningsen, formand, Billedkunstnernes Forbund. 4 NYE DAGPENGEREGLER RAMMER KUNSTNERE OG KULTURLIV Når kunstnere tvinges ud af deres fag, sendes kulturlivet til tælling. Af Malene Wichmann 6 KUNSTNER PÅ JOBJAGT: JEG SKAL SØGE ALT Det er surt at blive tvunget til at tage et andet arbejde, lige når man er ved at få fodfæste på udstillingsstederne. Så når man aldrig nogen vegne. Interview med Jonni Gejl Knudsen. Af Malene Wichmann. 7 SE TIL VENSTRE, DER ER EN SVENSKER Sverige har succes med statslig arbejdsformidling for kunstnere. Af Miriam Katz 8 SYNLIGHED ER VEL LØN NOK? Københavns Kommune glemte lønnen til billedkunstnere i millionkampagne. Af Jeppe Villadsen 10 VELFÆRDSPOLITIK ER OGSÅ FOR KUNSTNERE Selvom kunst og kultur ikke spillede nogen større rolle i efterårets valgkamp, lover flere partier forbedrede forhold for kunstnere på arbejdsmarkedet. Af Ulrikke Moustgaard PLUS 12 BKF SIKRER KUNSTNERE KNAP 8 MILLIONER KRONER Tre års økonomisk detektivarbejde har båret frugt. Af Miriam Katz 13 BKFS GENERALFORSAMLING 2007 Af Miriam Katz 14 KUNST, ADOPTION OG BANANMAGT Et hurtigt voksende felt af politisk adoptionskunst er i disse år ved at vinde internationalt fodfæste. Af Lene Myong Petersen 16 VERDEN KOMMER TIL OS Udsyn fra Fanø. Billedkunstneren tager pulsen på Sønderho, som måske mere end nogensinde kandiderer til titlen kunstnerkoloni. Af Trine Vendelboe Juul 18 ELSKET HUS FYLDER 200 ÅR Bkfs kunstnerbolig i Sønderho på Fanø har fødselsdag og trænger til en kærlig hånd. Af Miriam Katz 20 GRØNT LYS FOR TINTINS NYE EVENTYR Retten i Bruxelles har givet dansk maler lov til at afbilde Tintin i seksuelle situationer. Dommen sætter nye rammer for forståelsen af ophavsret, forklarer to jurister. Af Dirk Voorhoof og Inger Høedt- Rasmussen 22 DANSK KULTURHUS I STØBESKEEN I VENEDIG Stemningsrapport fra Casa Danese på øen San Michele i Venedig. Af Maria Øster 23 MINDEORD FOR GITTE HOLST Et engageret og trofast menneske Af Morten Skriver og Cai Ulrich v. Platen 23 DEBAT Er Bkfs optagelsesudvalg et ekspeditionskontor? Af Josef Salomon Størst mulig objektivitet Af Cai Ulrich v. Platen, Bkfs optagelsesudvalg KORT NYT I efteråret lyste værker af flere af Bkfs medlemmer op på Københavns Kommunes skraldespande. Problemet var bare, at kommunen havde glemt at betale kunstnerne. Og sagen er desværre ikke atypisk, fortæller Bkfs jurist, der fik forhandlet et honorar hjem til kunstnerne. Læs mere på s. 8. Fra kommunens Ren By-kampagne ses her værker af (fra venstre) Lillian Pollack, Hanne Gårde Salamon og Poul Agger. Hanne Gårde Salamons maleri ses ligeledes på forsiden af denne udgave af Billedkunstneren. Alle kunstværkerne i kampagnen kan ses på 24 NYT FRA SEKRETARIATET Læs om nye medlemmer, aktuelle ansøgningsfrister mm. 25 NYT FRA Bl.a. klip om kunst- og kulturpolitik og aktuelle opslag på opslagstavlen 28 GRATIS MEDLEMSRUBRIKKER Aktuelt på Kunstscenen, Nyt om Navne, Fra Medlem til Medlem BILLEDKUNSTNEREN 4/2007 3

4 TEMA: BILLEDKUNSTNERNES ARBEJDSMARKED AF MALENE WICHMANN Nye dagpengeregler rammer kunstnere og kulturliv De nye regler for dagpenge skal sende flere i arbejde. Men når kunstnere tvinges ud af deres fag, bliver kulturlivet sendt til tælling. Rengøringsassistent. IT-supporter. Pædagogmedhjælper. Abonnements-sælger. Det er nogle af de jobs, a-kasserne opfordrer billedkunstnere til at søge. I 2007 er der kommet nye dagpengeregler. Arbejdsløsheden i Danmark er lav, der mangler hænder lyder mantraet, og de nye regler skal få flere i arbejde. I løbet af året er der indført samtaler, der skal hjælpe arbejdsløse i gang, og flere a-kasser kræver nu, at de ledige søger to til tre fuldtidsjobs om ugen. Også selvom de har et deltidsjob, og er på supplerende dagpenge. Nanna Gro Henningsen, formand for Billedkunstnernes Forbund, er bekymret: Reglerne driver folk ud af kunstfaget, siger hun. FÅ DIG ET FULDTIDSJOB Fra Magistrenes Arbejdsløshedskasse lyder rådet: Få dig en fuldtidsstilling. Helt generelt råder vi folk til at finde et fast arbejde, og så være billedkunstnere i deres fritid, hvis de ikke kan leve af det, forklarer informationskonsulent Hilde van Arkens, og tilføjer, at det også er muligt at have kunsten som selvstændigt bierhverv i en periode. Som ledig skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og det betyder i dag, er man skal søge alle jobs, man er i stand til at varetage. Hos Magistrene opfordrer de deres medlemmer til først at søge arbejde indenfor eget fagområde. Men hvis man som billedkunstner ikke kan finde sine 37 timer i kunstens verden, må man poste sine ansøgninger med kurs mod andre brancher. Har man et deltidsjob, nytter det ikke at søge endnu ét af samme slags. Det er kun fuldtidsstillinger, der tæller i regnskabet hos a-kasserne. En billedkunstner med en 20-timers-tjans på en kunstskole, skal derfor søge fuldtidsjobs, for at kunne få supplerende dagpenge. Systemet er lagt an på lønmodtagere, der arbejder på fuld tid. Men der er ingen fuldtidsjobs i vores fag, siger Nanna Gro Henningsen. Det er ikke længere legitimt at arbejde på deltid, eller at arbejde intensivt på eget værksted i perioder op til en udstilling. Den løse tilknytning til arbejdsmarkedet, der er et vilkår for mange kunstnere, bliver gjort umulig og mistænkelig. GÅR UD OVER KULTURLIVET At kunstnere bliver presset til at finde arbejde i en helt anden boldgade end de er uddannet til, rammer kulturlivet, mener Jørn Langsted, professor og leder af Kulturpolitisk Forskningscenter ved Aarhus Universitet. Det udhuler branchen, hvis kunstnerne bliver sendt ud at lave ufaglært arbejde, og ikke længere står til rådighed for kulturarbejdsmarkedet, siger han. Vi kommer til at mangle dem, både til at lave kunstnerisk arbejde, og til at undervise. At situationen kan give problemer for kunstundervisning og vækstlag, kan man snakke med om i Århus. Her ligger Århus Kunstakademi, hvis kunstskole og kursuscenter både sender sine studerende ud i det danske kunstmiljø, og videre på de statslige uddannelser. Alle vores lærere er deltidsansatte. Jeg har set med skræk på det scenarium, der oprulles, siger skoleleder Palle Vinther. Vi kan ikke oprette faste fuldtidsstillinger. Hvis udviklingen fortsætter, må vi i værste fald lukke, og i bedste fald fortsætte på lavere niveau. At skolens 45 tilknyttede lærere alle er deltidsansatte, har både en principiel og en økonomisk begrundelse. Det er grundlæggende for skolen, at lærerne ikke kun er billedkunst-undervisere men aktive kunstnere, der selv udstiller og udfører udsmyknings-opgaver ved siden af timerne på skolen. Vi vil have kunstnere, der underviser, og ikke kunstundervisere der ikke selv har fingrene i faget, siger skolelederen. KAN BRINGE VÆKSTLAG I KNIBE Selv om Palle Vinther ønskede at ansætte sine lærere på fuld tid, kunne det ikke lade sig gøre. Som de fleste andre billedkunstskoler er den århusianske kunstskole organiseret under folkeoplysningsloven, og får kommunal støtte til netop timelærere. I øvrigt mener skolelederen, at det ville gå ud over stedets alsidige profil at nøjes med fuldtidslærere. Bliver vi en dag tvunget til at oprette fuldtidsstillinger, vil det gå ud over både bredde og niveau. Jeg kan forestille mig, at vi ville ansætte to malere, og nedlægge skulpturlinjen. Så måtte malerne undervise lidt i skulptur, selv de måske ikke er kvalificerede. Palle Vinther ved godt, at muligheden for at få supplerende dagpenge, længe har hjulpet Århus Kunstakademi til at skaffe dygtige timelærere, der tør satse på de tidsafgrænsede deltidsjobs, som kunstskolen kan tilbyde. Hvis lærerne bliver presset til fuldtidsjobs i andre brancher, mener han, at det vil gå stærkt ud over det vækstlagsmiljø som Århus Kunstakademi og andre kunstskoler repræsenterer. Og selv om Aros er en succes, så kan man ikke nøjes med kunstfyrtårne i en by som Århus, siger han. BRED KUNSTSCENE TRUET Jørn Langsted peger på, at det ikke kun er undervisningsområdet der vil lide afsavn, hvis kunstnere bliver presset til at finde arbejde i andre brancher. Det er grundlæggende for kunstscenen, at den ikke kan nøjes med de få, der har fuldtidsarbejde. Det er nødvendigt at have en større flok af kunstnere, så der er nogen at vælge imellem, når der skal udføres en opgave. Uden en stor basis af kunstnere bliver kulturlivet fattigere, mener han. 4 BILLEDKUNSTNEREN 4/2007

5 Regler for dagpenge 2007: alle ledige bliver nu indkaldt til samtaler hos både a-kasse og jobcenter hver tredje måned. mange a-kasser kræver, at den arbejdsløse søger to til tre fuldtidsjobs om ugen. som arbejdsløs skal man søge alle jobs man er i stand til at varetage. har man erfaring eller uddannelse indenfor et fag med mangel på arbejdskraft, f.eks. som sygeplejerske eller skolelærer, er man tvunget til at søge jobs i den retning. Det er bredden af kunstscenen der er truet nu, siger Nanna Gro Henningsen. Hvis det kun er den kunstproduktion, der giver et økonomisk overskud, der kan overleve, kommer vi til at miste store dele af den eksperimenterende kunst. Og derved også den bredde som danner grundlag for eliten. Jørn Langsted mener, at problemet er, at a- kassesystemet ikke er gearet til kunstnere. Han forklarer, at det er typisk for kulturarbejdsmarkedet, at de udøvende i perioder arbejder mere end fuldtids med kunstnerisk arbejde. I andre perioder har de kun undervisningen på den lokale billedkunstskole eller musikskole, og så søger de supplerende dagpenge. Arbejdsdirektoratet undersøger Kunstnernes Kooperativ Arbejdsdirektoratet har i år sat spørgsmålstegn ved, om kunstnere tilknyttet Kunstnernes Kooperativ kan betegnes som lønmodtagere. 40 sager er udtaget til stikprøvekontrol. Siden sagerne blev sat i gang i februar, har de berørte kunstnere ikke modtaget dagpenge. Er du som medlem af Kunstnernes Kooperativ kommet i klemme i forhold til dagpengereglerne, kan du kontakte Bkfs jurist Klaus Pedersen for individuel rådgivning på tlf / kp@bkf.dk DAGPENGE ER IKKE KUNSTSTØTTE Per Kongshøj Madsen, professor på Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, mener, at kunstnere må finde deres plads i systemet på lige fod med andre. Kunstnere er meget forskellige fra almindelige lønmodtagere. Men set fra et arbejdsmarkedssynspunkt er de ikke anderledes end så mange andre faggrupper. Man kan ikke lave særregler, mener han. Det har aldrig været meningen, at dagpengesystemet skulle være designet til kunstnere. Per Kongshøj Madsen forklarer, at det i takt med at ledigheden er faldet, er blevet legitimt at stille krav til de ledige. Manglen på arbejdskraft har gjort det legitimt for politikerne at skrue bissen på. Og derfor er de supplerende dagpenge kommet under beskydning, siger han. Jørn Langsted mener, at skærpelsen rammer kulturlivet. De supplerende dagpenge er et redskab, der kan sikre, at kunstnere bliver på det kunstarbejdsmarked, hvor der er brug for dem, selvom de i perioder ikke har en fuld indtægt ud af kunsten, siger han. Per Kongshøj Madsen mener derimod, at kunstnere bør søge fuldtidsarbejde ligesom alle andre. Ordningen supplerende dagpenge er ikke tænkt som støtte til folk, der helst vil have deltidsarbejde. Hvis der findes et fuldtidsjob derude, skal man gå efter det, siger han. Selv om at der i perioder med høj arbejdsløshed er blevet skabt kunst på dagpenge, understreger arbejdsmarkedsforskeren, at dagpengesystemet ikke er skabt som kunststøtteordning. REGLERNE ER FOR FIRKANTEDE Nanna Gro Henningsen ønsker ikke, at sociale ordninger skal blandes med kulturstøtte, men savner regler, der tager hensyn til vilkårene på arbejdsmarkedet for kunstnere. Hos Magistrenes A-kasse råder de billedkunstnere til at søge et hvilken som helst job, og bruge det som et springbræt til drømmejobbet: Når først man er kommet i arbejde, kan man altid søge videre efter fyraften. Det er bare ikke en model, der fungerer for kunstnere, mener Bkf-formanden. Det er svært at komme tilbage til kunstscenen efter fire år udenfor faget, hvor man har mistet sine udstillingsmuligheder og sit netværk. Jørn Langsted supplerer: At folk bliver kastet rundt på arbejdsmarkedet, kan medføre, at deres kunstneriske kvalifikationer går tabt. At kreativiteten sygner hen. Kulturforskeren mener, at situationen bunder i forståelsen af kunstfag og freelancearbejde. I dag ser man freelancearbejde som et onde. Men måske er fremtidens arbejdsmarked et arbejdsmarked hvor flere og flere går fra job til job, spår han. Hvis ikke det skal gå ud over kulturlivet, mener Jørn Langsted, at der må overvejes en særordning for kvalificerede kunstnere folk med uddannelse indenfor faget eller kunstnerisk arbejde. Det kan være svært at give enkelte grupper særbehandling, men de firkantede regler vi har i dag, har konsekvenser for kulturen, siger han. Det er både et ressourcespild for samfundet og et menneskeligt spild, at lade kreative kompetencer gå tabt på lagerarbejde. BILLEDKUNSTNEREN 4/2007 5

6 TEMA: BILLEDKUNSTNERNES ARBEJDSMARKED AF MALENE WICHMANN Kunstner på jobjagt: Jeg skal søge alt Jonni Gejl Knudsen er arbejdsløs kunstner og tvunget til at søge jobs af alle slags. Flere af mine kolleger fra den midtjyske kunstscene er blevet presset ud af faget i år, siger hun. I den første weekend i oktober holdt Århuskunstneren Jonni Gejl Knudsen åbent værksted, som en del af den censurerede udstilling Midt i Kunsten, arrangeret af Region Midtjylland. Et par uger efter udstillingen er Jonni Gejl Knudsens liv præget af lukkede døre. Hun er arbejdsløs, og situationen føles fastlåst: A-kassen kræver at hun søger to fuldtidsstillinger om ugen. Men der er meget få jobs indenfor kunstfaget, og drømmejobbet som billedkunstunderviser findes kun i deltidsversion. Det er hårdt at være arbejdsløs kunstner i 2007, siger Jonni Gejl Knudsen. Jeg skal til samtale hver tredje måned både i a-kassen og på jobcentret. Det bliver krævet, at jeg søger to fuldtidsstillinger hver uge, og at jeg søger alt hvad der er af jobs. Alt. Jonni Gejl Knudsen er ikke den eneste af deltagerne i Midt i Kunsten, der mærker til den skærpede kurs overfor dagpengemodtagere. Der er mange professionelle kunstnere, der kan mærke de nye regler, og jeg kan se, at flere af mine kolleger er blevet tvunget ud af kunstfaget i år, fortæller hun. SVÆRT AT KOMME TILBAGE TIL KUNSTEN Jonni Gejl Knudsen erkendte tidligt, at hun ikke kunne leve af sine malerier alene. Derfor tog hun en uddannelse som voksenunderviser, som hun blandt andet har gjort brug af som billedkunstlærer på Århus Daghøjskole. I dag er kunstholdene lukkede. De bløde fag på daghøjskolerne er sparet væk. Det er ærgerligt for os lærere, men især for eleverne. Det betyder, at færre mennesker i samfundet oplever kunst, siger Jonni Gejl Knudsen. Århus-maleren har været ledig i flere perioder, og har tidligere haft fuldtidsstillinger udenfor kunstfaget. Det er svært at lave kunst ved siden af et andet fuldtidsjob, synes hun. Kunsten kræver, at man holder fast i den. Man skal være inde i processen uden at blive afbrudt, for at det skal lykkes. Efter perioderne med andre jobs har det også krævet kræfter for Jonni Gejl Knudsen at genoptage arbejdet som kunstner. Jeg skal bruge meget energi på at få kontakt med min kunst igen, siger hun. Man mister også kontakt til udstillingsstederne, og det kræver benarbejde at få det i gang. Kunstneren mener, at de skærpede rådighedskrav vil kaste mange af hendes kolleger ud af kunsten. Det er rigtig surt at blive tvunget til at tage et andet arbejde, lige når man er ved at få fodfæste på udstillingsstederne. Så når man aldrig nogen vegne, siger hun. Jonni Gejl Knudsen har flere udstillinger på plakaten indenfor det kommende år, men lige nu ved hun ikke, om hun gennemfører dem. Hvis jeg må tage et fuldtidsjob i en anden branche, er det ikke sikkert, at jeg afleverer værker til udstillingerne. Man skal have det godt med det, man laver. Det kræver tid og overskud at lave kunst. Det kan umuligt være det smarteste for samfundet at presse etablerede kunstnere ud af deres fag. Det går ud over kunstmiljøet, når kunstnere tvinges til rengøringsjobs, siger Jonni Gejl Knudsen. Foto: Privat. SÆRREGLER SAVNET Jonni Gejl Knudsen mener, at kunsten i Danmark står i en svær situation. Det kan umuligt være det smarteste for samfundet at presse etablerede kunstnere ud af deres fag. Det går ud over kunstmiljøet, når kunstnere tvinges til rengøringsjobs, siger hun. Omvendt synes hun også, at det er svært at lave særregler for kunstnere. Der er sikkert mange andre grupper i samfundet, der også gerne vil gå ledige i en periode. Så hvorfor skulle man lige give kunstnerne lov til det? Og i øvrigt hvem skulle vurdere, om jeg er mere kunstner end min nabo, overvejer hun. Jonni Gejl Knudsen går dog ind for at indføre særregler for de kunstneriske fag, hvor dagligdagen er præget af deltidsjobs og projektansættelser. Det er ikke enkelt at indføre sådan et system, men det er nødvendigt, at der sker noget. Et udgangspunkt kunne være, at når man opfylder Bkfs optagelseskriterier, så kan man kalde sig kunstner og få lov til at høre ind under en særregel. PRES FRA OMGIVELSERNE For tiden knokler Jonni Gejl Knudsen med ansøgningerne. Hun synes ikke, der er mange jobs at komme efter. Jeg kan læse i aviserne, at der er masser af ledige stillinger. Men de glemmer at fortælle, at det tit er deltid eller vikar-jobs. Som arbejdsløs mærker hun både pres fra jobcentret, a-kassen og omgivelserne. Når man hører, at arbejdsløsheden er så lav som aldrig før, undrer mine omgivelser sig over, at jeg ikke bare kan finde et job, forklarer hun. For tiden er jeg arbejdsløs og har god tid til at skabe kunst. Og det er selvfølgelig skønt. Men jeg føler mig presset. Der kører nærmest en hetz mod arbejdsløse for tiden. 6 BILLEDKUNSTNEREN 4/2007

7 TEMA: BILLEDKUNSTNERNES ARBEJDSMARKED AF MIRIAM KATZ Se til venstre der er en svensker! Sverige har siden begyndelsen af 1990erne haft en statslig arbejdsformidling for kunstnere og kulturarbejdere. Svenskernes AF Kultur tager højde for de særlige vilkår, der gælder på det kunstneriske arbejdsmarked, hvilket er en fordel for både kunstnere og det omgivende samfund, fortæller det svenske billedkunstnerforbund. AF Kultur findes i dag i flere større svenske byer, bl.a. Stockholm, Göteborg og Malmö., Her fra formidles relevante job til kunstnere og andre kulturarbejdere inden for deres fagområder, samtidig med at kunstneres kompetencer formidles ud i samfundet på en professionel og kompetent måde. Det fortæller Jan Nordwall, sekretariatsleder i Konstnärernas Riksorganisation (KRO), som organiserer de professionelle, svenske billedkunstnere. Kunstnere har fået langt bedre kontakt til arbejdsmarkedet, efter at arbejdsformidlingen har oprettet en særskilt afdeling for kulturarbejdere, siger han. Sagsbehandlerne på AF Kultur har et særligt kendskab til de vilkår, der gælder på det kunstneriske arbejdsmarked f.eks. at mange ansættelser er midlertidige eller har freelancekarakter. Sagsbehandlernes særlige faglige viden på området betyder, at kunstneres individuelle kompetencer bliver udnyttet bedre. Meget afhænger selvfølgelig af konjunkturerne på arbejdsmarkedet, men som det er i dag, presses svenske kunstnere i modsætning til deres danske kolleger ikke på deres dagpengeret til at søge fuldtidsjobs udenfor deres eget fagområde, fortæller Jan Nordwall. Men selvfølgelig: Jo længere tid der går, uden at kunstneren får job, jo højere krav stilles der til, at han eller hun søger job uden for sit fag. Via AF Kultur tilbydes svenske kunstnere forskellige former for relevant efteruddannelse, der styrker deres faglighed og forbedrer deres stilling på arbejdsmarkedet. Og mange af KROs medlemmer finder job via AF Kultur dog er der fortrinsvist tale om midlertidige projekter og freelanceopgaver, oplyser KROs sekretariatsleder. Men det er ikke nok bare at sige jeg er kunstner for at blive tilmeldt AF Kultur. Det stilles krav om, at man skal dokumentere relevant kunstnerisk uddannelse, meritter, kunstnerisk aktivitet og salg forklarer Jan Nordwall. KRO er ligesom en række andre svenske kunstnerorganisationer repræsenteret i den såkaldte Delegation for AF Kultur, et slags samråd tilknyttet arbejdsformidlingen, der løbende diskuterer specifikke arbejdsmarkedspolitiske problemstillinger for kunstnere og kulturarbejdere. På den måde kan vi påvirke AF Kulturs praksis i forhold til kunstnerne, f.eks. når det gælder freelancearbejde og retten til at modtage arbejdsløshedsdagpenge. Her kan vi også råbe vagt i gevær, hvis vi ser svagheder i systemet, siger Jan Nordwall, der samlet set betegner den svenske model som klart en fordel for både kunstnerne og det omgivende samfund. A-kasse indfører kunstnerteams Som den første a-kasse herhjemme har FTF- A oprettet særlige kunstnerteams, der skal sikre, at kunstnere får rådgivning af sagsbehandlere med særlig indsigt i kunstnernes arbejdsmarked FTF-As kunstnerteams er oprettet i Århus og København 1. oktober i år ud fra en erkendelse af, at arbejdsmarkedet for kunstnere er anderledes end andre brancher. Det kræver særlige kundskaber hos FTF-As sagsbehandlere, når de skal udbetale ydelser og rådgive kunstnere om jobsøgning, skriver FTF-As medlemsblad. FTF-As brancheorganisation for Kunst har medlemmer, der arbejder indenfor sang, skuespil og radio og tv. Billedkunstnere kan optages i FTF-A, hvis de er berettigede til optagelse i en af FTFs mere end 100 medlemsorganisationer. FTF-A er tilknyttet FTF, som er hovedorganisation for lønmodtagere, og bl.a. har Dansk Musikerforbund og Dansk Skuespillerforbund som medlemsorganisationer. FTF har derfor god føling med de problemer, kunstnere støder ind i, når arbejdsløsheden er rekordlav samtidig med, at kunstneres jobmuligheder indenfor eget fag hovedsageligt består af deltidsjobs eller ansættelser af midlertidig karakter. I et notat skriver FTF således at såfremt kunstnergrupperne konsekvent formidles til job uden for eget fagområde fra første ledighedsdag, undermineres kunstnergruppernes mulighed for at bevare tilknytningen til faget. Notatet beskriver bl.a., hvordan kunstnergruppernes hyppige skift mellem beskæftigelse og ledighed er i konflikt med a-kassernes og jobcentrenes aktuelle målsætning om hurtigst muligt at komme i job i form af varig fuldtidsbeskæftigelse. Derfor vil FTF arbejde for, at der i samarbejde med kunstnerorganisationerne, FTF-A og beskæftigelsessystemet findes praktiske løsninger, hvor de kunstnere, der har en mere fast tilknytning til deres arbejdsmarked kan bevare deres beskæftigelsesmuligheder på området. BILLEDKUNSTNEREN 3/2007 7

8 TEMA: BILLEDKUNSTNERNES ARBEJDSMARKED AF JEPPE VILLADSEN Hanne Sejerbo Nielsen: Himmel og Hav. Københavns Kommunes Hold Byen Ren-kampagne. Synlighed er vel løn nok? Billedkunstnerne skal bare være glade for at få vist deres værker. Det mente Københavns Kommune, da den inviterede kunstnere til at udsmykke byens skraldespande uden at få en krone for det. Måske var det bare en forglemmelse. Måske en fejl. Måske tænkte kommunen, at går den, så går den. I hvert fald var løn til kunstnerne ikke med i planerne, da Københavns Kommune inden sommerferien bad en stribe billedkunstnere om lov til at pryde byens skraldespande med deres værker. Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam (R) havde sat gang i den ambitiøse kampagne Ren By, der med ekstra 30 mio. kr. om året til renholdelse over de næste tre år skal gøre København til Europas reneste hovedstad. Der var bare et problem: Der var ikke meningen, at de medvirkende billedkunstnere skulle have løn for deres arbejde. En halv snes af de adspurgte kunstnere takkede derfor nej tak til opgaven. Først efter at Bkf gik ind i sagen, besluttede kommunen sig for, at billedkunstnerne alligevel skulle have løn: Bkf fik i september forhandlet et honorar på kr. på plads til hver af de medvirkende billedkunstnere. SKRALDESPANDE SÆLGER IKKE Nina Kleivan var blandt de 32 billedkunstnere, der sagde ja til gratis at bidrage med et kunstværk til skraldekampagnen. Men først efter en del skrupler og med en dårlig smag i munden. Jeg blev irriteret og gal, da jeg fandt ud af, at kommunen forventede, at vi skulle arbejde ulønnet, og derfor overvejede jeg det også længe, inden jeg sagde ja, siger Nina Kleivan. Når hun alligevel sagde ja, var det fordi, hun syntes projektet lød spændende. Det lød sjovt skraldespande man kører forbi hver dag, og kunsten ud til folket. Det var en anden måde at få kunsten ud på, end de traditionelle galleri- og udstillingssammenhænge jeg normalt opererer i. Kommunen argumenterede med, at det gav eksponering, men jeg svarede, at de ikke skal bilde mig ind, at jeg sælger et eneste billede på, at jeg hænger på en skraldespand sådan fungerer tingene jo ikke. Hun mailede samtidig til kommunen og gjorde opmærksom på det urimelige i, at billedkunstnerne arbejder gratis. BETAL BILLEDKUNSTNERE! Samme tanker havde flere af Nina Kleivans kolleger gjort sig, skulle det vise sig. For samtidig henvendte flere af de kunstnere, som Københavns Kommune havde kontaktet i forbindelse med Ren By-kampagnen, sig til Billedkunstnernes Forbund for at gøre opmærksom på det uacceptable i, at en stor offentlig myndighed som Københavns Kommune forventer, at billedkunstnere arbejder gratis i den gode sags tjeneste. Det fik Bkf til straks at gå ind i sagen og indlede forhandlinger med kommunen om at sikre kunstnerne honorar. Men desværre er sagen - som forbundets forretningsfører Klaus Pedersen gør opmærksom på - langt fra ualmindelig: Det er en udbredt holdning blandt både offentlige institutioner og private virksomheder, at promovering kan gøre det ud for aflønning men det kan man jo som bekendt ikke leve af, siger Klaus Pedersen. Det er særlig galt, når det sker inden for det offentlige. Her burde der gælde en anden moral, hvor man honorerer alle medarbejdere, man beder om at udføre et stykke arbejde. På vegne af Bkf sendte Klaus Pedersen et brev til kommunen med krav om en honorering af kunstnerne. Og så kom der fart i sagen. De kr., som forbundet krævede i honorar ud fra standardsatserne for reproduktion af værker, blev accepteret uden sværdslag. BONDAM: EN TANKETORSK Københavns Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam (R) beklager forløbet og placerer ansvaret i forvaltningen: Når jeg som borgmester kommer ind i sådan noget, er det relativt sent inde i et forløb. Det er helt korrekt, at der fra forvaltningens side var en forventning om, at kunstnerne ville stille deres værker til rådighed for til gengæld at blive eksponeret, men da jeg blev præsenteret for det, kunne jeg med det samme se, at det måske var lige lovligt meget at forlange også fordi jeg jo kender problematikken fra min egen baggrund som skuespiller og som næstformand i Dansk Skuespillerforbund. Det er klart, at der skal være helt klare aftaler, som anerkender det arbejde, som kunstnere lægger i deres værker. Derfor er jeg også glad for, at umiddelbart efter, at jeg havde råbt vagt i gevær, kunne vi lave en aftale, der, så vidt jeg er orienteret, er tilfredsstillende for alle parter. Nej til gratis arbejde Billedkunstnere bør råbe op, når de bliver bedt om at arbejde gratis, sådan som vi har set med Københavns Kommunes Hold Byen Ren-kampagne, siger Bkfs forretningsfører, jurist Klaus Pedersen. Heldigvis kontaktede flere af de involverede medlemmer da også Bkf i dette tilfælde, og vi gik straks ind i sagen. Vi ser meget gerne, at vores medlemmer kommer til os, så vi kan starte sager op. Generelt opfordrer Billedkunstnernes Forbund medlemmer til altid at indgå skriftlige kontrakter om aflønning af billedkunstneriske opgaver. I Bkf Håndbogen og på kan man finde oversigten over Bkfs vejledende mindstepriser, hvis man er i tvivl om, hvad der er rimeligt at forlange for en given opgave. 8 BILLEDKUNSTNEREN 4/2007

9 - Vil det sige, at det, som er gået forud fra forvaltningens side, har været en fejl? Fejl og fejl, nu skal jeg jo ikke kritisere mine egne, men man må forstå, at det her ikke er noget, de er vant til at have med at gøre. Man skal kunne indrømme, når man er kommet til at gå et forkert skridt. Så skal man sørge for at rette op og komme ind på rette bane igen, og det, synes jeg, vi kom med det samme. - Men mange billedkunstnere havde takket nej til at medvirke og begrundet det over for kommunen med, at de ikke fik løn. Kommunen ændrede først kurs, da Bkf gik ind i sagen? Nej, de to ting sker nogenlunde sideløbende, for som borgmester hører jeg ikke om det, før brevet fra forbundet kommer til mig. Det her er jo en stor maskine med næsten ansatte, og tingene tager nogle gange lidt tid, inden de når borgmesterens bord, men i det sekund jeg får brevet fra Billedkunstnernes Forbund, må jeg med det samme sige, at det her bliver vi nødt til at finde en ordning på. Lad os sige, at forvaltningens forventning om, at man stillede værkerne gratis til rådighed, nok var lidt en tanketorsk fra deres side. 6 GANGE GRATIS Som nævnt sagde flere af de kunstnere, som Københavns Kommune oprindeligt kontaktede, nej til at levere gratis arbejdskraft. Og selvom Nina Kleivan endte med at deltage, var hun parat til at trække sig, da hun efter at have afleveret sit værk til kampagnen, fik en mail, hvoraf det fremgik, at Ren By-kampagnen havde et tocifret millionbudget. Så blev jeg simpelthen så arrig, at jeg skrev til kommunen, at jeg trak mig. Jeg ville ikke stå tilbage som den eneste i hele projektet, der ikke fik løn og som sædvanlig være den dumme kunstner. Desværre er Københavns Kommune langt fra ene om at forvente frivilligt arbejde fra billedkunstnerne. For Nina Kleivan var det femte gang bare i år, hun var blevet bedt om at donere et kunstværk til mere eller mindre godgørende formål. De fleste gange er der tale om velgørenhed, hvor nogle spørger, om ikke jeg vil donere et billede. Og jeg er led og ked af, at det altid er den fattige kunstner, som må holde for, siger Nina Kleivan. Kort tid efter samarbejdet med Københavns Kommune blev hun ringet op af endnu en organisation, som ville have hende til at donere et værk. Denne gang var hun ikke i tvivl om svaret. Jeg sendte dem en venlig mail, hvor jeg forklarede, at nu var det sjette gang i år, og at jeg ikke kan leve af at donere mine ting væk hele tiden. Det er jo ikke noget, folk i andre samfundslag bliver bedt om. Det er som om, folk forventer, at man som billedkunstner lever på en sten og er lykkelig, så længe man får lov til at vise sine værker. Men jeg har jo børn og husleje som alle andre. BILLEDKUNSTNEREN 4/2007 9

10 TEMA: BILLEDKUNSTNERNES ARBEJDSMARKED AF ULRIKKE MOUSTGAARD Velfærdspolitik er også for kunstnere Selvom kunst og kultur ikke spillede nogen større rolle i efterårets valgkamp, lover flere partier forbedrede forhold for kunstnere på arbejdsmarkedet: Anstændig løn, mere frihed og mindre dagpengebureaukrati, lød nogle af valgløfterne. Om løfterne holder stik, vil den kommende tid vise. Danske billedkunstnere skal have en ordentlig løn for at udstille deres værker på de statslige museer, og de skal have lov til at lave kunst, når de er på dagpenge - uden at blive tvunget ud i diverse job. Sådan lød nogle af de politiske løfter i efterårets valgkamp, når det gælder kunstneres forhold på arbejdsmarkedet. Jeg har hørt nogle fuldstændigt rystende eksempler på, hvordan kunstnere kommer i klemme i vores meget bureaukratiserede dagpengesystem. Det gælder stort set alle kunstnere lige fra skuespillere til billedkunstnere, så det er et område, vi prioriterer meget højt. Vi mener, at man må tage en kulturpolitisk tilgang til det her område, for hvis dansk kunst skal bestå, så skal kunstnerne selvfølgelig have lov til at lave kunst, siger Holger K. Nielsen, kulturpolitisk ordfører for Socialistisk Folkeparti (SF). Opskriften ifølge SF er at lempe dagpengereglerne for kunstnere. Kunstneres vilkår på arbejdsmarkedet har i den forgange regeringsperiode i forvejen tiltrukket sig politisk interesse. I 2006 relancerede Det Radikale Venstre Dansk Kunstnerråds gamle ide om at indføre et slags klippekort til kunstnere. Baggrunden var netop de stramme a-kasse og dagpengeregler, som kunstnere løber panden imod. Forslaget gik derfor ud på at give danske kunstnere automatisk ret til ti års dagpenge efter endt uddannelse, og hvis kunstnerne i denne periode fik legater, løn eller andet, ville dagpengene blive sat midlertidigt i bero. Partiet foreslog også flere frie midler i støttesystemerne til kunstnerne, herunder 300 nye arbejdslegater til kunstnere. Socialdemokraterne og SF var også ude med forslag til forbedring af kunstneres vilkår. De to partier støttede et forslag om kunstnerpension, som Kunststyrelsen lancerede i august måned. Forslaget blev dog afvist af VK-regeringen, selvom det faktisk var regeringen selv, der i sin tid havde bedt Kunststyrelsen om at undersøge mulighederne for at etablere en statsstøttet kunstnerpension. ORDENTLIG LØN Kunstneres vilkår på arbejdsmarkedet fik ikke en særligt fremtrædende plads i buffeten af valgflæsk, som partierne udbød under valgkampen. Og selvom flere partier har talt varmt for flere kunstnerlegater eller en særlig kunstnerpension, der kan sikre kunstnere en indtægt i alderdommen, er et ubesvaret kulturpolitisk spørgsmål stadig, hvorfor politikerne ikke bare sørger for, at kunstnere får en ordentlig løn, når de leverer et stykke arbejde gennem eksempelvis en udstilling på et statsstøttet museum. Her får de udstillende kunstnerne nemlig ikke egentlige honorarer for deres arbejde, sådan som de fastansatte på museet jo gør. I stedet får billedkunstnere som oftest højest et beskedent vederlag for lån af værker på max kr. om måneden, et beløb som senere refunderes til museerne af Kulturministeriet. Jeg er fuldstændig klar på, at en årlig indkomst på omkring kroner, som nogle billedkunstnere har, er umulig at leve for. Det kan ingen jo leve af. Derfor vil vi gerne arbejde for at sikre, at når det offentlige hyrer en kunstner til at arbejde for sig som konsulent, til at gennemføre udstillinger eller lave værker, så skal det offentlige selvfølgelig også betale den takst, der skal betales, siger Mogens Jensen, kulturpolitisk ordfører for Socialdemokraterne. Man skal selvfølgelig have løn for det arbejde, man udfører inden for alle de statslige arbejdspladser. Det skal sikres ved at indarbejde nogle ordentlige lønninger i de offentlige budgetter. Mogens Jensen mener også, at billedkunstnere, der arbejder for det offentlige, skal have et pensionsbidrag oven i lønnen. Hos Det Radikale Venstre foreslår kulturpolitisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll at sætte en undersøgelse i gang, der sammenligner honorarforholdene for billedkunstnere, der udstiller på statslige museer, i en række europæiske lande. I Sverige har man for eksempel en honorarlovgivning, der sikrer, at billedkunstnerne får betaling for at udstille værker. Det kunne være interessant at dykke ned i forskellene mellem de europæiske lande og måske især se på, hvordan de gør i de lande, vi normalt sammenligner os med. Hvis vi så finder ud af, at honorarniveauet i Danmark er urimeligt lavt, må vi gøre noget ved det, siger Simon Emil Ammitzbøll. Holger K. Nielsen er enig. Problemet er jo bevillingerne til museerne, og det er et område, som er blevet nedprioriteret voldsomt som helhed af VK-regeringen. Det, synes jeg, er en fejl. For så bliver kunstlivet afhængigt af sponsorer og det private erhvervsliv. Det er en falliterklæring for det statslige kulturliv, hvis man skal være afhængig af private mæcener, siger han. KULTUR ER VÆRDIER OG VELFÆRD Kulturpolitik var ikke et emne, der blev taget særligt meget op i valgkampen. Det til trods for, at kulturpolitikken har været VK-regeringens spydspids i værdidebatten, som i sin tid blev skudt i gang med VK-regeringens op- 10 BILLEDKUNSTNEREN 4/2007

11 Poul Agger: Udsnit af værk. Københavns Kommunes Hold Byen Ren-kampagne. gør med smagsdommere - og som siden fortsatte med skabelsen af diverse kulturkanoner. Også i den forrige valgkamp i februar 2005 stak kulturpolitikken sit hoved frem, da et forslag om gratis adgang til statens museer pludselig blev et hot emne i valgkampen, hvor Det Konservative Folkeparti og Socialdemokraterne kæmpede om retten til forslaget. Men i 2007 var kunst og kultur anderledes fraværende, hvilket fik flere kulturpolitiske kommentatorer til at efterlyse både emnerne og visionerne i valgkampen. Man kunne tale om, hvad det betyder for et samfund, at nogle kunstnere foretager sig noget, der rationelt set ikke kan betale sig, som digteren Mette Moestrup sagde i Weekendavisen. Kultur skaber og tiltrækker kvalificeret arbejdskraft. Den har måske mere betydning for os end nogensinde før, men det kan man ikke se i valgkampen. Det er heller ikke sådan, at Brian Mikkelsen trækker kulturkaniner op af hatten og kommer med visionære forslag, som man ser det på andre områder, sagde teaterdirektør for Gasværket, Jon Stephensen i Berlingske Tidende. Selv politikerne, der jo spiller hovedrollen i den kunst- og kulturløse valgkamp, undrer sig over, hvor kulturpolitikken blev af. Det er uforståeligt fordi, den mentale velfærd, som kulturpolitikken er udtryk for, faktisk betyder meget i danskernes dagligdag. Vi hører musik, ser film, læser bøger og ser tv, og det betyder jo lige så meget for vores velfærd som det, at vi har ordentlige uddannelsesinstitutioner og en god ældrepleje, siger Mogens Jensen. Jeg er også lidt overrasket over det, for i min verden hænger kulturpolitik tæt sammen med de værdier, vi bygger samfundet på. Og kulturpolitik hænger også sammen med økonomi, fordi den spiller ind på den kreative del af økonomien, som alle gerne vil udvikle, siger Simon Emil Ammitzbøll. Både han og de øvrige kulturpolitiske ordførere, Billedkunstneren har talt med, mener, at mediernes manglende interesse for kulturpolitikken er med til at sætte politikernes dagsorden. Hvis der var interesse i medierne, ville partierne jo tage det op! Men kulturpolitik lever et nicheliv i medierne, hvor den politiske journalistik dominerer, siger Holger K. Nielsen. Socialdemokratiets kulturoplæg Kunstnere, kunstnerorganisationer og kulturfolk herunder Billedkunstnernes Forbund - blev i begyndelsen af året inviteret til at komme med input til Socialdemokraternes nye kulturudspil. Det endelige kulturoplæg blev offentliggjort midt i valgkampen. Heraf fremgik det bl.a., at Socialdemokratiet vil øge investeringerne i kunstnerisk produktion og kulturel udvikling med 500 mio. kr. over to valgperioder. På billedkunstens område vil Socialdemokraterne i følge oplægget bl.a. arbejde for: At formidling af samtidskunst opprioriteres i uddannelsessystemet. At forskning i samtidskunst styrkes. At Kunstrådets midler til billedkunstnerisk produktion udvides med en selvstændig pulje til formidling. At kommunerne motiveres til at oprette lokale billedkunstråd. At kulturskoler, der bl.a. tilbyder undervisning i billedkunst, udbredes til alle landets kommuner. At billedkunstnere tages med på råd om udsmykning og byudvikling. En større ligestilling mellem de tre kunstakademier gennem ens status som højere uddannelsesinstitutioner. At Det Jyske Kunstakademi og Det Fynske Kunstakademi som følge af en ligestilling bliver omfattet af loven for videregående kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet. Desuden vil socialdemokraterne forbedre kunstneres levevilkår ved at: Arbejde for, at alle danske offentlige institutioner følger kunstnerorganisationernes fastsatte takster for honorering af arbejde. Undersøge muligheden for en særlig understøttelsesordning for skabende kunstnere. Sikre et skattesystem med lighed for loven, således at selvstændige kunstnere behandles på lige fod med andre selvstændige. Arbejde for, at staten bidrager til at oprette og drive en pensionsordning for skabende kunstnere. Ordningen kan være organiseret under Dansk Kunstnerråd. Indføre pensionstillæg på 15 % på alle offentligt udbetalte honorarer til kunstnere. Arbejde for fleksibilitet hos a-kasserne så f.eks. arbejdslegater fra Statens Kunstfond ikke bliver en ulempe, men omformes til arbejdstimer. Arbejde for fleksibilitet hos jobcentrene, så den enkeltes arbejdsform og arbejdsmarked tages i betragtning. Arbejde for bedre samarbejde mellem kunstneres a-kasser og landets jobcentre, så man sikrer så relevant aktivering som muligt. BILLEDKUNSTNEREN 3/

12 Bkfs bestyrelsesmedlem Ole Sporring opdagede i 2003, at der var noget galt i beregningen af Statens Kunstfonds livsvarige kunstnerydelser. Han satte Billedkunstnernes Forbunds jurist på sporet af sagen, og i dag, tre års tovtrækkeri senere, har det økonomiske detektivarbejde båret frugt: Kunstfonden har udbetalt ca. 8 mio. kr. til kunstnere, som havde penge til gode. AF MIRIAM KATZ Bkf sikrer kunstnere knap 8 millioner kroner Ole Sporring, Klaus Pedersen og hovedpersonen i sagen om de forsvundne millioner: lommeregneren. Foto: Jacob Holdt. Ole Sporring har et skarpt øje. Ikke bare for billedkunst, men også for tørre tal. Takket være hans årvågenhed har 90 kunstnere heraf 31 billedkunstnere i år fået næsten 8 mio. kr. udbetalt, som de ellers var blevet snydt for pga. en regnefejl i Økonomistyrelsen. Men først den korte version af en længere forhistorie: Tilbage i december 2003 dumpede den årlige beregning af Kunstfondens livsvarige ydelse ind ad brevsprækken hos billedkunstner Ole Sporring. Ole Sporring er som alle andre kunstnere, der er udpegede som modtagere af Statens Kunstfonds livsvarige kunstnerydelse, stolt og glad for den ærefulde tildeling. Men han syntes ikke, at tallene i brevet stemte. I brevet fra Kunststyrelsen stod bl.a., at den livsvarige kunstnerydelse procentreguleres efter gældende satser for statens tjenestemandspensioner. Han satte sig ned med regler, lommeregner og kuglepen, og snart stod det klart, at der manglede nogle penge. Mange penge. Ydelsen var ganske enkelt ikke blevet korrekt pristalsreguleret i årevis. Ole Sporring gjorde derefter Bkfs jurist Klaus Pedersen opmærksom på sagen, og siden fulgte en længere korrespondance mellem Bkf, Statens Kunstfond, Økonomistyrelsen og Kulturministeriet. Og i november 2004 indrømmede Kulturministeriet, at Ole Sporring og Bkf havde ret: Der var sket en fejl: Den livsvarige kunstnerydelse var ikke reguleret korrekt, og Kulturministeriet meddelte, at ydelsen nu skulle efterreguleres med tilbagevirkende kraft, så kunstnerne kunne få de penge, de havde ret til. Men derpå skete ingenting. Pengene måtte kunstnerne foreløbig se langt efter. Til gengæld føg det igennem luften med byger af tal, beregninger og tekniske termer som minimumsydelse, mellemgrænsebeløb og morarenter i den løbende skriftlige korrespondance mellem Bkf og de involverede statslige instanser. Hele tre år skulle der gå, før Økonomistyrelsen og Kulturministeriet fik regnet sig frem til, præcist hvor mange penge, kunstnerne var blevet snydt for. Og i år bar Bkfs og Ole Sporrings stædige økonomiske gravearbejde endelig frugt: 90 modtagere af Kunstfondens livsvarige kunstnerydelse fik udbetalt de beløb, de havde til gode. Plus renter. I alt drejer det sig om , 13 kr., som nu er udbetalt til 90 kunstnere, heraf 31 billedkunstnere, oplyste Kunststyrelsen i et brev til Bkf 18. oktober i år. Flere af Bkfs medlemmer har da også i de forløbne måneder modtaget glædelige overraskelser med posten i form af checks i nogle tilfælde på adskillige hundredetusinde kroner. Men trods det tilfredsstillende resultat, er sagen endnu ikke slut. Ole Sporring og Klaus Pedersen, jurist i Billedkunstnernes Forbund, har yderligere et par væsentlige anker i forhold til beregningen af efterreguleringen. Bkf har derfor i et brev Økonomistyrelsen påpeget at: Den lange sagsbehandling har betydet, at den livsvarige ydelse kun er blevet efterreguleret med virkning fra marts Men reguleringen bør ske med virkning fra 1. marts Dvs. fem år regnet tilbage fra det tidspunkt, hvor der blev klaget over, at regnefejlen opstod. (selve fejlen opstod dog sandsynligvis helt tilbage i 1998, men kan kun efterreguleres fra 1999 pga. den almindelige forældelsesfrist, red.) Desuden har den fejlagtige regulering af det såkaldte topgrænsebeløb og den manglende information fra Kunstfonden medført, at kunstnere, som ellers havde været berettiget til at modtage en indtægtsreguleret kunstnerydelse, med stor sandsynlighed ikke har ansøgt om det. Så regnedrengene i Økonomistyrelsen og Kulturministeriet kan endnu ikke læne sig tilbage i kontorstolene og slappe af. Bkf slipper ikke sagen, før kunstnerne får, hvad de har ret til. Hverken mere eller mindre. 12 BILLEDKUNSTNEREN 4/2007

13 Bkfs generalforsamling 2007 Foto: Bkf Generalforsamlingen i Billedkunstnernes Forbund trak i begyndelsen af november omkring 80 medlemmer til debat og afstemning i Statens Værksteder, København. Stor interesse for arbejdet i Bkfs optagelsesudvalg bred opbakning til Bkfs linje i sagen om Charlottenborg. Den dårlige og manglende honorering af billedkunstnere var sammen med situationen på Charlottenborg et af hovedemnerne i debatten på årets generalforsamling i Bkf. Der mangler grundlæggende penge i kultursektoren. Når så mange medlemmer ikke kan leve af deres arbejde på museer, udstillingssteder etc., viser det tydeligt, at billedkunstnere stadig ikke aflønnes ordentligt for det arbejde, vi leverer. Derfor vil Bkf fastholde og styrke kravet om, at billedkunstnere honoreres ordentligt ligesom alle andre faggrupper, sagde Bkfs formand Nanna Gro Henningsen. Sagen om Charlottenborg fyldte en del i drøftelserne. Gorm Eriksen, medlem af Den Gyldne og talsmand for kunstnersammenslutningerne på Charlottenborg, fremsatte et forslag om en fælles udtalelse, der havde til hensigt at få ændret Charlottenborgs nye bekendtgørelse. Vi havde en udstillingsbygning, og det har vi ikke mere. Charlottenborg har været kunstnerstyret i den forstand, at kunstnere bestemte, hvilke udstillinger, der skulle afholdes. Men tremandsudvalgets rapport er blevet misbrugt til at lave en bekendtgørelse, som siger, at én person skal bestemme det hele, nemlig direktøren. Bestyrelsen bestemmer ikke noget mere, og Charlottenborg har ikke længere en intention om, at kunstnere selv kan lave udstillinger, sagde Gorm Eriksen bl.a. ROS TIL BKF Den udlægning af situationen på Charlottenborg blev dog modsagt, både fra salen, af Bkfs bestyrelse og af Bkfs repræsentant i Charlottenborgs bestyrelse, Bodil Sohn: Det er rigtigt, at Bo Nilsson har ansvar for husets udstillingsprofil, men det er Charlottenborgs bestyrelse, der udstikker rammerne og har det overordnede ansvar, sagde Bodil Sohn og fortsatte: Jeg kan godt forstå misfornøjelsen fra de kunstnere, som har været vant til at udstille på Charlottenborg, men i den resultatkontrakt Charlottenborgs bestyrelse er ved at indgå med Kulturministeriet, understreges det, at Charlottenborg stadig skal være kunstnernes sted i den forstand, at huset skal vise det bedste inden for dansk kunstliv med internationalt omdrejningspunkt, sagde Bodil Sohn og tilføjede, at kontrakten opstiller fire former for udstillinger i huset: Samarbejder med internationale institutioner/kurator, egenproducerede udstillinger, samarbejder med ansøgere, samt samarbejde med Charlottenborg Fonden. Nanna Gro Henningsen, Bkfs formand, ville heller ikke bakke op om udtalelsen: Jeg forstår ånden i forslaget, men jeg mener, der er et internt problem, hvor Charlottenborgs bestyrelse må tage affære og træde i karakter over for det skred, der er sket. Jeg tror, det kan ændres inden for bekendtgørelsens rammer, sagde hun og gjorde bl.a. grundigt rede for Bkfs rolle i hele det turbulente forløb omkring Charlottenborgs fornyelse. (se alle dokumenter i sagen på red.) Derpå trak Gorm Eriksen resolutionsforslaget tilbage: Hvis stemningen ikke er til det, trækker jeg med glæde forslaget tilbage. Jeg vil godt rose Bkf for at have spillet en konstruktiv rolle undervejs i forløbet. Og her på generalforsamlingen har vi fået en god og nødvendig diskussion. Men jeg mener stadig, vi har mistet noget, og det skal vi slås for at få tilbage. MASSER AF KANDIDATER Opstillingen af kandidater på årets generalforsamling viste i øvrigt, at der var stor interesse for at deltage i arbejdet med at optage nye medlemmer af Bkf - fire Bkf ere stillede op til den post, der er på valg i Bkfs optagelsesudvalg. I optagelsesudvalget sidder pt. Cai Ulrich v. Platen, Jo Møller, Lisbeth Hermansen og Henrik M. Andersen. To poster i Bkfs bestyrelse var på valg. Her genopstillede Ole Sporring og Lotte Tauber Lassen. Desuden opstillede Kit Kjærbye. Samtlige poster skal til urafstemning blandt alle Bkfs medlemmer, og valgmaterialet er sammen med referatet fra generalforsamlingen sendt ud med posten i uge 46 til Bkf ere i hele landet. Valgresultaterne vil kunne læses på www. bkf.dk og i næste nummer af Billedkunstneren. /mir BILLEDKUNSTNEREN 4/

14 UFOlabs Banana Power Performance, der bl.a. er opført ved den sjette Gwanju Biennale i Korea, henviser til den såkaldte bananteori: Et udtryk nogle koreansk adopterede bruger om deres følelse af at være gule udenpå og hvide indeni. Foto: UFOlab. AF LENE MYONG PETERSEN Kunst, adoption og bananmagt I en hvid, dansk kunst verden giver det ikke nødvendigvis kunstnerisk legitimitet at destabilisere grænserne mellem kunst, forskning og politik Et spændende og hurtigt voksende felt af politisk adoptionskunst er i disse år ved at vinde internationalt fodfæste. Billedkunstneren sætter her fokus på tendensen. På Kyung Hee University i Seoul, Korea, har man denne sommer kunnet se udstillingen Adoptee & Alien: Visions from the Periphery. Udstillingen bød på værker af 25 koreansk adopterede kunstnere og syv ikke-adopterede kunstnere. De 25 koreansk adopterede kunstnere, hvis værker blev udstillet, er opvokset i forskellige vestlige lande, og de forbindes i mindre grad af en fælles identitet som adopterede end af det faktum, at de alle igennem deres kunstneriske praksisser på kritisk vis udforsker spørgsmål om adoption, racisme, slægtskab og nationalitet. Kunstnere fra Danmark og de øvrige Skandinaviske lande lyser godt op i dette landskab. Fire kunstnere fra den dansk-svenske kunstnergruppe UFOlab var repræsenteret med individuelle værker på Kyung Hee, ligesom Maja Lee Langvad var inkluderet som eneste forfatter. Ved udstillingens åbningsceremoni læste hun op fra sin roste digtsamling Find Holger Danske (Borgen 2005). ADOPTIONSKUNST Størstedelen af de kunstnere, som fik deres værker udstillet i Korea denne sommer, er bosat eller opvokset i Europa, hvilket er interessant, fordi majoriteten af koreansk adopterede bor og lever i USA. Mens dette har medført en stærk amerikansk dominans inden for adoptionsforskning, er billedet noget mere sammensat, når det handler om kunst. UFOlab står for Unidentified Foreign Object Laboratory, og ved etableringen i 2004 blev det oprindelig tænkt som et organisk netværk for koreansk adopterede kunstnere i Skandinavien. Netværket udviklede sig dog hurtigt til en mere sammentømret kunstnergruppe, som i dag tæller fem kvindelige kunstnere: Jane Jin Kaisen, Charlotte Kim Boed, Jette Hye Jin Mortensen, Trine Mee Sook Gleerup og Anna Jin Hwa Borstam. De arbejder både på individuelle og fælles projekter. Spørger man kunstnerne fra UFOlab er det dog ikke altid helt uproblematisk at vedkende sig et tilhørsforhold til adoptionskunst i Danmark, bl.a. fordi man risikerer at få sin kunst reduceret til et spørgsmål om personlig identitet. Det er den fare, som alle står overfor, hvis 14 BILLEDKUNSTNEREN 4/2007

15 At kritisere transnational adoption i Danmark er forbundet med en række udfordringer, fordi det er en slægtskabspraksis, der forbindes med megen romantik de laver noget, som står i modsætning til et mere fastforankret felt. Man kan altid blive mere stigmatiseret. Men man kan også arbejde sig ud af det. Den kunst, som adopterede frembringer, har også ændret sig. Før handlede det meget om individet, identitet og følelserne omkring det. Kunsten afspejlede den måde, samfundet populært så adoption på. Men i takt med udviklingen af f.eks. kritisk adoptionsforskning, er udsynet blevet bredere inden for kunsten. Det gælder også de spørgsmål, som kunstnerne interesserer sig for og beskæftiger sig med, fortæller Jette Hye Jin Mortensen. KUNST, FORSKNING, AKTIVISME Som kunstnergruppe udmærker UFOlab sig ved en stadig udfordring af fastsatte grænser mellem kunst, forskning og aktivisme. De møder eksempelvis op til akademiske konferencer for at præsentere deres kunst og tale om transnational adoption fra Korea. Inspirationen fra postkolonial og feministisk teori er vigtig i de kunstneriske praksisser, som UFOlab benytter sig af, om end det ikke handler om at illustrere en abstrakt teori igennem kunsten, som Jette Hye Jin Mortensen fortæller. Det handler nærmere om at stimulere især postkoloniale og feministiske forskere til at medtænke transnational adoption som en akademisk problemstilling. Trine Mee Sook Gleerup tilføjer, at i mange sammenhænge, også blandt danske kunstnerkollegaer, kategoriseres UFOlabs aktiviteter ofte som meget private og personlige projekter, der ikke har relevans uden for en snæver kreds af adopterede. Måske føler de, at det er en terapikunst. De kan ikke forholde sig til det. Og de føler ikke, at problemstillingerne berører dem, fortæller hun. Omdrejningspunktet for UFOlab er dog ikke først og fremmest den personlige historie, men nærmere en undersøgende og mere vidtrækkende kritik af de komplekse sociale forhold og ulige magtrelationer, som betinger transnational adoption. Hvilke interesser tilgodeses via transnational adoption? Og hvilke eksistensvilkår tilbydes etniske og raciale minoriteter i det danske samfund? UFOlab udfordrer og stiller spørgsmålstegn ved dominerende forestillinger om transnational adoption, f.eks. at det er en form for progressiv ulandshjælp, hvor et lykkeligt resultat kan tages for givet. GRÆNSEOVERSKRIDELSER At kritisere transnational adoption i Danmark er dog forbundet med en række udfordringer, dels fordi det er en slægtskabspraksis, der forbindes med megen romantik lidt efter devisen i kærlighedens navn overvindes alle problemer og dels fordi kritikken risikerer at rokke ved den behagelige forestilling om Danmark som et grundlæggende tolerant og inkluderende samfund. I en hvid, dansk kunstverden giver det ikke nødvendigvis kunstnerisk legitimitet at destabilisere grænserne mellem kunst, forskning og politik. Jette Hye Jin Mortensen: Jeg havde f.eks. en gennemgang med en professor ved Kunstakademiet, som slet ikke syntes, det var kunst at behandle de her ting. Han syntes, det tangerede noget, man skulle skrive om inden for psykologi og antropologi. I en dansk offentlighed anses transnationalt adopterede sjældent som en rigtig minoritet. De tænkes ikke som indvandrere eller flygtninge, netop fordi de vokser op i etnisk danske familier, hvilket giver relative, men ikke entydige privilegier i det danske samfund. Trine Mee Sook Gleerup: Man har en anden status end andre minoriteter. Og det er måske også derfor, at folk får ekstra svært ved at forstå, at vi problematiserer de her ting. GENEROBRING AF (BANAN)MAGT Jette Hye Jin Mortensen understreger, at hun ikke anser UFOlab som et informationsorgan, hvis formål er at oplyse den hvide, danske majoritetsbefolkning. Som kunstnergruppe bestræber UFOlab sig på ikke at gro fast i specifikke medier, praksisser og budskaber. Derimod sigtes der mod at stimulere dialog og kritik på forskellige niveauer. Et eksempel er UFOlab Banana Power Perfomance, som er blevet opført ved forskellige lejligheder i både Danmark og Korea. Ved Dy- BILLEDKUNSTNEREN 4/

16 namo, en performancefestival i København (2006), tog UFOlab opstilling bag et bord tapet sammen af banankasser. Iført t-shirts med et Banana Power logo skrællede de bananer, som de blendede med vaniljeis. Resultatet blev generøst serveret som banan-milkshakes til forbipasserende og andre interesserede, som faldt i snak med kunstnerne om mange forskellige emner, herunder adoption og racisme. Banana Power blev også opført ved The 6th Gwanju Biennale i Korea (2006), og her affødtes helt andre betydninger. Ikke så meget fordi milkshakes blev udskiftet med sukkerstegte bananer, men mere på grund af sprogbarrieren til de koreanere, som gik forbi og fik uddelt bananer. Nok var der en tolk tilknyttet, og der var trykt flyers på koreansk, men kommunikationen antog andre former og blev mere sparsom. En situation, som på flere niveauer afspejler forholdet mellem det adopterede subjekt og den kontekst, som dette subjekt forlader, men måske også vender tilbage til. Trine Mee Sook Gleerup forklarer, at Banana Power Performance er affødt af den såkaldte bananteori. Et udtryk nogle koreansk adopterede sommetider anvender, som et billede på deres følelse af at være gule uden på og hvide inden i. Men i modsætning til en amerikansk kontekst, hvor banan-ordet anvendes nedladende, er der et mere humoristisk twist til ordet i en europæisk kontekst, forklarer hun. Det er på den baggrund, at det bliver oplagt at generobre, lege og rode rundt med ordet så nye politiske dialoger, associationer og betydninger opstår. For som der stod på det skilt, som hang på banankassebordet i 2006: Banana Power. Milkshake. Free bananas. Yellow on the outside, white on the inside. Now mixed! For free. Lene Myong Petersen er ph.d. studerende ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, hvor hun forsker i transnational adoption. Hun skriver desuden for bl.a. KVINFOs webmagasin Forum. Verden kommer til os Marie Louise Exners tipoldefar var en af de første, der hver sommer i 30 år tog turen helt fra København og stillede sig op med sit staffeli og malede det han så. Landskabet, kulturen, menneskene. Til forskel fra de lokale så han andet og mere end skibene på havet, og det i sig selv førte til en skelsættende udvikling inden for billedkunsten. Hans billeder indgår i dag i Fanø Kunstmuseums permanente samling, og flere af dem kan ses på museets stueetage. Ovenover på 1. sal har museet sine skiftende udstillinger af samtidens billedkunstnere. Og på denne lørdag i slutningen af oktober finder man blandt andet en række grafiske værker af Marie Louise Exner. Hun har danset Sønderhoning i forsamlingshuset det meste af natten, så tipoldebarnet er lidt træt. Vi står foran hendes bidrag til Septemberudstillingen, der har afsæt i øens 11 år gamle kunstnersammenslutning Septembergruppen. Sammenslutningen tæller 11 medlemmer og betragtes som Fanø Kunstmuseums vindue til den moderne billedkunstverden. Men forbindelsen til fortiden er ikke svær at få øje på. Landskabsmotivet dominerer klart, og Hans- Peter Stubbe Teglbjergs lydværk, der kan høres i hele rummet, består af redigerede landskabslyde fra blandt andet fugle, frøer og græs i bevægelse. Marie Louise Exner foran rækken af sine grafiske værker, der indgår i Septemberudstillingen på Fanø Kunstmuseum. Foto: Trine Vendelboe Juul. Der er ikke langt mellem Julius Exners portrætter af spilleglade Sønderhoninger og Søren Loses fotografier af forladte huse på Lolland. Kun et par skæve stenkast. Men hvad er der ellers at sige om byens to vigtigste udstillingssteder Fanø Kunstmuseum og Galleri Kant? Billedkunstneren tager pulsen på Sønderho, som måske mere end nogensinde kandiderer til titlen kunstnerkoloni. AF TRINE VENDELBOE JUUL Også Marie Louise Exners grafiske værker tager udgangspunkt i landskabet - både i naturens og kulturens. Min tipoldefar var en af de første, der overhovedet tog landskabet ind som gyldige motiver i maleriet, fortæller hun. Så på den måde er mine rødder intakte. Men det udprægede fokus på landskabet, der viser sig her i dag, er egentlig noget nyt. De mest gængse motiver historisk set er hentet fra øens daglige liv. Fra kulturen. Den er også til stede i mine værker, hvor husene, som udtryk for hvordan vi lever, ofte indgår i motivet. MODIGE SOM DE GAMLE SØMÆND Marie Louise Exner har tydeligvis været på vandring i Sønderho og omegn. Hun er gået tæt på og har gengivet hvide stakitter og stråtækte tage. Andre steder har hun hurtigt nedkradset det høje græs og andet buskads omkring husene. En kraftig optegnet cirkel zoomer flere gange ind på landskabet som en kameralinse eller som et kompas, der skal forhindre vandreren i at fare vild. Sort tape er blevet brugt til at lokalisere mønstre i landskabet set fra helikopterperspektiv. Vandringen er et centralt tema. Hvad sker der, når man bevæger sig? Både i kunsten og i virkeligheden. Man bliver nødt til at flytte sig, hvis man skal opleve verden, og hvis man 16 BILLEDKUNSTNEREN 4/2007

17 Galleri KANT Galleri KANT er grundlagt i 2004 med det formål at skabe et forum for samtidskunst og design af de højeste standarder. Publikum kommer primært fra Danmark og Tyskland, dog med et stigende antal besøgende fra de øvrige nordiske lande og Holland. Galleriet formidler og udstiller malerier, skulpturer, keramisk kunst og papirarbejder, fortrinsvis af danske kunstnere. Der bliver afholdt 6-7 særudstillinger om året. Fanø Kunstmuseum Fanø Kunstmuseums samling blev anskaffet af Ruth Heinemann - hustruen til maleren Reinhard Heinemann. Samlingen åbnedes for publikum i 1969, og blev udstillet skiftende steder, blandt andet i forsamlingshuset i Sønderho. I juli 1992 fik samlingen sit permanente udstillingssted med åbningen af Fanø Kunstmuseum i Kromanns Hus - en tidligere fabrik og købmandsgård. Septembergruppen, der består af nuværende lokale billedkunstnere, har udstillet på museet de sidste 11 år. Kilde: Fanø Kunstmuseum skal forstå sig selv. Fanø er interessant i den sammenhæng på grund af øens tidligere status som søfartssamfund, der betød masser af udveksling med verden uden for. Og gennemstrømningen af folk fra nær og fjern er forblevet stor, hvilket gør, at der er højere til loftet her end så mange andre steder, siger Marie Louise Exner. Højt til loftet kan man ellers ikke påstå, der er i de mange gamle huse i Sønderho. Heller ikke på Fanø Kunstmuseum, der er en tidligere fabrik og købmandsgård fra Og efter Marie Louise Exners mening kunne museet godt strække sig noget mere for at give plads til den verden, der i dag eksisterer i byen og på øen i det hele taget. Museet skal passe på med ikke at blive et egnsmuseum, hvor kulturen bliver reduceret til det, der var engang. Fanøkonen eksisterer jo stadigvæk, men selvfølgelig i en anden forklædning end for 100 år siden. Vi skal være åbne for verden ligesom de gamle sømænd, og arbejde med en mere levende samling. Der af jo masser af liv og kunst bare her i Sønderho, siger hun. Noget af kunsten finder man blandt andet et par skæve stenkast væk. På Landevejen lige uden for centrum af byen ligger Danmarks vestligste galleri for samtidskunst. Her er det måske nemmere at have højt til loftet, fordi det langt fra kun er Fanø-folkets verden, men først og fremmest vores alle sammens samtid, der er galleriets horisont. DRØMMEN OM ET HJEM Forestillingen om Sønderho som en rigtig kunstnerkoloni på lige fod med steder som Skagen og Bornholm lever stadig - blandt andet i Fanø Kunstmuseums publikationer. Og myten afspejler en tiltrækningskraft ved stedet, som har forført mange kunstnere og kunstinteresserede gennem tiden. New Zealandske Kerry Harm Nielsen er rejst det halve af jorden rundt for at slå sig ned i Sønderho sammen med hustruen Anna Gram Sørensen. Det er her i udkanten af Danmark, Anna Gram Sørensen og Kerry Harm Nielsen foran et af Søren Lose fotografier af Lolland. Værket indgår i udstillingen Home med bidrag fra Lose, Lise Harlev og Johanna Domke. Foto: Trine Vendelboe Juul. i en by med ca. 300 indbyggere, at de for tre år siden valgte at etablere et galleri for primært yngre, nordisk samtidskunst kombineret med en butik med moderne design- og kunsthåndværk. Galleriet KANT er en del af en drøm, vi bygger på. Drømmen om det gode sted at bo, leve og se vores børn vokse op. Drømmen om et hjem, fortæller Kerry Harm Nielsen. Hjem er også temaet for galleriets sidste særudstilling i 2007, før den årlige Hybrid-udstilling tager over i december. Home er med bidrag fra de unge kunstnere Johanna Domke, Lise Harlev og Søren Lose en udstilling om blandt andet rejsens betydning for ens identitet, kulturelle selvforståelse og tilhørsforhold. Der er tale om rejser i både tid og rum, hvor hjemmet viser sig at være mindst lige så meget en mental som en fysisk størrelse. Det mest konkrete og lokale bud på hjemmet finder man i Loses fotografier af forladte, lollandske huse. Lolland er et sted, han har boet, men nu selv har forladt til fordel for Berlin, hvor han deler atelier med Lise Harlev. Et kosmopolitisk aspekt ved udstillingen, der passer fint ind i Galleri KANT s egen selvforståelse. Det er det almene, der optager os. Over 90 BILLEDKUNSTNEREN 4/

18 procent af vores gæster er besøgende på øen, og det er vigtigt for os, at den kunst, de møder her, afspejler nogle universelle oplevelser og erfaringer, som giver mening for dem, siger Anna Gram Sørensen. HVOR SKARP SKAL KANTEN VÆRE? Hvor udfordringen for Fanø Kunstmuseum er at ikke at gå i stå og blive et egnsmuseum, er udfordringen for Galleri KANT - som hos ethvert andet samtidskunstgalleri med fingeren på pulsen - at undgå at rejsen ud i det almene fører ad for mange stier. Men at satse på det almene og det kosmopolitiske frem for det særegne og lokale giver omvendt måske netop mening i et gammelt søfartssamfund som Sønderho, der har tradition for at holde en dør åben ud til den store verden. Men hvad med kombinationen af galleri og butik, kunst og design? Bliver det ikke for bredt? Jeg kunne godt have tænkt mig et rent samtidskunstgalleri, men det er alligevel for vovet for Sønderho, siger Anna Gram Sørensen. Flere kunstnere rådede os til at kombinere galleriet med en designbutik, og her efter tre år ser det ud til at have været en god idé. Projektet som helhed er båret af nogle kvalitetskriterier som blandt andet rummer et ønske om en langtidsholdbarhed. En af forskellene er, at der i butikken er mere fokus på brugsværdi og funktionalitet frem for det konceptuelle og værkbetonede, mens verden bliver anderledes udfordret i galleriet, siger hun. Som tipoldebarnet til en af øens første sommerkolonister siger, så bliver man nødt til at rejse ud for at finde sig selv. Kunsten må være at finde balancen, så man farer vild uden at blive hjemløs. Men hvor går grænserne så? Hvor er kanten med andre ord? Galleristerne forsøger sig med et svar: Det er svært at sætte en finger på, lige præcis hvor kanten er. Men vi ønsker en vekselvirkning mellem de såkaldt smalle udstillinger og de mere kommercielle udstillinger. Den dynamik kan vi godt lide. Det er den store verden, der kommer til lille Sønderho, og vi vil gerne være et spejl, hvor vores gæster og kunder kan se sig selv på ny - på både godt og ondt. De må gerne gå en smule rystede eller tankefulde ud fra galleriet. Roen og skønheden har de jo udenfor. I husets nordlige del er der indrettet et atelier med fine muligheder for de kunstnere, der har lejet huset med henblik på at arbejde. Mange kunstnere har her fundet ro til fordybelse og arbejde med maleri og andre kunstneriske projekter. Foto: Tove Dehn Elsket hus fylder 200 år Fanø-huset, som i 50 år er blevet flittigt brugt af Bkfs medlemmer, får nu en informationsfolder i fødselsdagsgave. Folderen skal bl.a. bruges i de fondsansøgninger, som Bkfs Fanø-udvalg skriver på for tiden, om tilskud til en omfattende renovering af det stemningsfulde gamle hus. AF MIRIAM KATZ Malerhuset også kaldet Forsbergs hus i Sønderho er en perle. Det er Bkfs medlemmer ikke i tvivl om, og derfor er der da også rift om at leje sig ind i forbundets charmerende stråtækte hus i Sønderho på Fanøs sydspids. Interessen for huset er helt enorm, fortæller Vibeke Rostrup Bøyesen, koordinator i Billedkunstnernes Forbund. Allerede nu er stort set hele 2008 fuldt booket. At huset er populært fremgår også tydeligt, når Bkfs såkaldte Fanø-udvalg mødes. Udvalget består af en kreds af engagerede brugere blandt forbundets medlemmer, der løbende drøfter husets aktuelle stand og behov for forbedringer med Bkfs koordinator. Senest har udvalget bl.a. vedtaget nye regler for leje af huset (se ligesom det har sørget for at indkøbe nye, gode senge og andet nødvendigt inventar. Det fredede hus har dog brug for en helt grundlæggende renovering, hvis det fortsat skal ældes med ynde, fortæller Vibeke Rostrup Bøyesen. Det, der står øverst på ønskesedlen, er nye forsatsvinduer og et nyt badeværelse, så atelieret kan re-etableres i sin oprindelige form. Men huset trænger også generelt til en kærlig hånd, siger hun. Men det er en bekostelig affære, og derfor søger Bkf pt. om tilskud i forskellige fonde. Selve renoveringsplanen tegnes af arkitekt Steffen M. Søndergaard, der i en årrække har udført forbedringer i huset og kender det indgående. Både for kunstnerne i Fanø-udvalget og for arkitekten er det helt afgørende, at husets originale detaljer og særlige karakteristika respekteres, når renoveringen forhåbentlig i løbet af 2008 sættes i gang. I forbindelse med fondsansøgningerne er Fanø-udvalget desuden ved at udarbejde en informationsfolder om huset, der både henvender sig til husets brugere, og til de fonde, som Bkf ansøger om tilskud i. FANØ OG KUNSTNERNE René Tancula er, i samarbejde med Annette Graae og Jørgen Tang Holbek, dykket ned i Malerhusets historie og har skrevet en tekst til folderen. Her kan man bl.a. få et interessant tilbageblik på husets 200årige liv: Malerhusets historie går tilbage til 1797, 18 BILLEDKUNSTNEREN 4/2007

19 men dets nuværende form fik det i Indtil 1915 var det bolig for slægter af skipperfamilier, hvilket har sat et umiskendeligt præg på huset. I 1915 købte maleren Carl Forsberg huset og boede her indtil Han ombyggede og indrettede den tidligere stald og lo til et stort atelier, som stadig er i brug i dag. Huset er derfor ofte blevet kaldt Forsbergs Hus, men Malerhuset er nu det mest brugte navn lokalt. Forsberg var ikke den eneste maler, der blev tiltrukket af Sønderhos klare lys, Vadehavet, det åbne landskab og folkelivet i byen. Mange kunstnere, såvel danske som tyske Malerhuset i Sønderho er opført i den traditionelle byggestil og med tids- og stedstypiske dekorationer og farvesætninger udvendigt som indvendigt. Helt særlig er brugen af de gamle hollandske fliser, der af skipperne blev hjembragt som ballast i skibene, da Sønderho endnu fungerede som søfartsby. Disse fliser blev i stor udstrækning brugt som interiørdekoration, især som vægbeklædning. Flere af stuernes vægge samt stuens ovnplads er beklædt med sådanne fliser, hvilket er med til at give huset et helt unikt præg og en egen atmosfære. Foto: Tove Dehn og svenske, har fra sidste halvdel af 1800-tallet enten slået sig ned på eller ofte besøgt Fanø, og i særdeleshed Sønderho. Her skabte de talrige malerier, hvoraf en stor samling kan ses på Fanø Kunstmuseum, som har til huse i en tidligere fabrik og købmandsgård i byen. Der opstod efterhånden et frugtbart miljø af Sønderho kunstnere, og det blev et mindre kendt sidestykke til Skagens kunstnermiljø. I dag bor ca. syv kunstnere fast i Sønderho. Fanø-udvalget håber, at informationsfolderen kan ligge klar i begyndelsen af det nye år. Bkf og Fanø-huset I 1956 overtog Malende Kunstneres Sammenslutning og siden Billedkunstnernes Forbund Fanø-huset. Siden da er det fortrinsvis blevet brugt som refugium til inspiration og til arbejde med kunstneriske projekter men også som feriehus, som et utal af Bkfs medlemmer og deres familier har haft glæde af. Huset udlejes hele året i en- eller tougers perioder og er meget efterspurgt blandt medlemmerne af forbundet. Se Bkf Håndbogen eller for regler om leje af huset. BILLEDKUNSTNEREN 4/

20 Grønt lys for Tintins nye eventyr AF DIRK VOORHOOF OG INGER HØEDT-RASMUSSEN, LEGAL HUMAN ACADEMY Ole Ahlberg bruger velkendte figurer, som f.eks. Tintin, i nye sammenhænge. Og det må kunstnere gerne, fastslår ny principiel dom om ophavsret i Bruxelles. Ole Ahlberg: Nødlanding, 43x37, olie. Må Tintin se på damer? Ja, mener retten i Bruxelles, der har givet dansk maler lov til at afbilde Tintin i seksuelle situationer. Dommen sætter nye rammer for forståelsen af ophavsret, forklarer to jurister med speciale i ytringsfrihed, medier og censur her. Maleren (og Bkf eren, red.) Ole Ahlberg vandt for nylig en sag ved appelretten i Bruxelles om retten til at parodiere værker af Hergé og Magritte. Vi er i et område, hvor kunsten eller kunstneren er i et spændingsfelt mellem kommercielle interesser, andre ophavsretlige interesser og ytringsfrihedens grænser. Skal parodi have en snæver undtagelse i forhold til ophavsretsreglerne, eller er parodi en væsentlig del af beskyttelsen af en grundlæggende ret til ytringsfrihed og kunstnerisk udfoldelse? I 1998 og 2002 udstillede Ole Ahlberg på gallerier i Bruxelles bl.a. to billeder, hvor tegneseriefiguren Tintin optræder i erotiske situationer. Udstillingen i 2002 skete i samarbejde med den danske ambassade. Ved begge udstillinger nedlagde Moulinsart og Hergés enke, der har rettighederne til Tintin, fogedforbud mod udstilling og reproduktion af billederne og forlangte herudover, at billederne blev destrueret. Billederne havde begge seksuelle aspekter, og det var derfor et selvstændigt klagepunkt, at Tintin og kaptajn Haddock var involveret i erotiske situationer. Yderligere et billede, hvor Ole Ahlberg kombinerede figurerne Dupont og Dupond fra Tintin med Magrittes surrealistiske omgivelser, blev inddraget i sagen, hvor også Magrittes rettighedshaver, Charly Herscovici, gjorde krav gældende pga. krænkelse af maleriet Golconde fra Rent retsligt skete der følgende: Efter rettighedshaverne til Tintin i to omgange havde nedlagt fogedforbud mod udstilling og reproduktion af Ole Ahlbergs billeder, anlagde Ole Ahlberg sag mod Moulinsart og Herscovici for at stoppe dem med at hindre hans udstillinger og for at få en retlig anerkendelse af hans ret til at præsentere sine arbejder for offentligheden. Denne sag tabte han den 19.september 2003 ved retten i Bruxelles. Da sagen var principiel, ankede Ole Ahlberg sagen. Og i efteråret 2007, fire år senere, vandt han altså sagen ved appelretten. Det betyder, at Ole Ahlbergs billeder nu igen kan udstilles i Belgien. Billederne kunne også ses i Forum i København på Art Forum fra september 2007, og de er stadig på kunstnerens hjemmeside Appelrettens standpunkt var, at Ole Ahlberg har en selvstændig ret til beskyttelse af sit værk, selvom værket er en parodi eller transformering af et andet kendt værk. KUNST OG JURA I PARADIGMESKIFT Copyright har inden for de sidste århundrede været beskyttet med fokus på individet og på kontrol. Dette begrænser andres muligheder for udfoldelse og udvikling. Hvad er det for rammer, vi vil have om kunstnerisk udfoldelse i forhold til ophavsret og ytringsfrihed? I den traditionelle juridiske verden kunne Ole Ahlberg have fremstillet en lille dreng med strithår måske også en hund og en raket - og have været på den rigtige side af ophavsretsreglerne, idet beskueren selv skulle gætte, hvem der refereredes til. Men dommen fra appelretten i Bruxelles har brudt med dette. Nu accepteres det, at fuldt færdige og let genkendelige figurer som Tintin, Kaptajn Haddock, Dupont og Dupond optræder i helt nye sammenhænge. Hergé kreerede i sin tid en fantasiverden til Tintin. Tintin på månen og Tintin med sin raket er elementer af et univers, som Ole Ahlberg nu blot udvider. Skal det være forbudt at udstyre Tintin med mobiltelefon, internetopkobling og Ipod? Og er det ærekrænkende at lade Tintin og Kaptajn Haddock kigge på damer? Nej, ikke ifølge domstolen i Bruxelles, der udtalte, at det er velkendt, at erotik og pornografi ikke er Hergés inspirationskilde og at Ahlbergs billeder derfor ikke kan ødelægge Hergés omdømme eller ære. DOMMER SOM KUNSTANMELDER? Skal et samfund kræve, at billeder der gør verden større og udvikler kunsten, skal destrueres 20 BILLEDKUNSTNEREN 4/2007