Re/aktion INDHOLD: og ytringsfrihed. Avisen er gratis og dermed et tilbud man ikke kan afslå!

Transkript

1 Summer 2003 FREE Re/aktion INDHOLD: 02 Bidragydere Kunst, aktivisme og kommunikation; Kristina Ask 03 Is Mecca Cola post-modern, post-colonial or post 9-11?; Khaled D. Ramadan There is a war this is a weapon; citater Cirkulationer; Judith Schwartzbart 04 Boykot Danmark/ Boykot Danmark - Sencored; Boykot Danmark INFORMATION; V3TO 05 Waiting for the demonstration at the wrong time; Johan Tirén & Runo Lagomarsino 06 Demokrati er en god idé; Jesper Goll & Morten Goll 07 Freaksgallery; Freaksgallery 08 Kunstens virkelighed; Kristina Ask 09 Sandwiched/Rent-A-Bench; Jacob Fabricius 10 Flag Waving a.k.a. the Sliding of the Signifier; Tone O. Nielsen 11 Entry into the Imaginary; Tone O. Nielsen Suicide-bombers/martyrs video and site specific; Khaled D. Ramadan 14 Fortification; Kristina Ask 15 This is what democracy looks like; V3TO Café Lunden; Tarje Gullaksen Det var alt hvad hun kunne gøre; mia Follow the Germans do apologize; Spacecampaign 16 Spredt (krigs)modstand; Kunstarbejdere Imod Krigen 17 El haber No (Det vil vi ikke); Kirsten Dufour & Finn Thybo Andersen Den permanente globale krig; nogle Globale R dder i bevægelse 18 ABZ fra Det Fri Universitet i København; Det Fri Universitet i København 19 L.A. 2003; Maria Karlsson 20 Ophidselsesskrift til kampen om sproget (for det man siger er man selv); Katya Sander Re/aktion er henvendt til alle samfunds- og kulturinteresserede og engagerede borgere. Avisen indgår i og fordre en fri kommunikation i og om det omgivende samfund. Re/aktion er et udadvendt bud på hvad kunst ogs kan være. Målet er at formidle en kunstopfattelse, der ikke repr senteres i massemedierne, men som ikke det stod mindre er udtryk for et ønske om at bidrage til udviklingen af samfundet, af demokratiet og af måden hvorpå vi kommunikere. Nøgleord er kritisk samfundsengagement, mangfoldighed og ytringsfrihed. Avisen er gratis og dermed et tilbud man ikke kan afslå! Christiansborg, december 2002 Det er kunstens, kunstnerens opgave, at opløse nationalstaten og åbne landskaberne. = Jeg er dansker, men ikke Danmark = jeg er amerikaner, men ikke USA = jeg er tysker, men ikke Tyskland = jeg er franskmand, men ikke Frankrig = jeg er jøde, men ikke Israel = jeg er iraker, men ikke Irak = jeg er nordmand, men ikke Norge = jeg er engl nder, men ikke England = jeg er russer, men ikke Rusland = jeg er kineser, men ikke Kina = jeg er australier, men ikke Australien = jeg er iraner, men ikke Iran = jeg er sydafrikaner, men ikke Sydafrika = o.s.v. Demokrati: no nation = no war Freedom is social Henning Christiansen, maj 2003

2 Bidragydere: Kristina Boykot Danmark/ Henning Kirsten Det Fri Universitet i København/ Freaksgallery Jackob Fabricius/jacobfabricius@wanadoo.dk Jesper Goll/jgoll@postman.dk Morten Goll/morten.goll@mail.dk Tarje Gullaksen Christian Hillesø/hillesoe@hotmail.com Maria Karlsson/mariakarlsson50@hotmail.com Kunstarbejdere Imod Krigen Runo Lagomarsino/runo_l@hotmail.com mia/miarosa@webmail.dk Tone O. Nielsen/toneonielsen@mail.dk nogle Globale Rødder i bevægelse Khaled D. Ramadan/khaledramadan@get2net.dk Katja Sander/oe@cultur.com Spacecampaign/alem@spacecampaign.org Judith Schwartzbart/sbart@gmx.net Finn Thybo Andersen/fthybo@hotmail.com Johan Tirén/johantiren@hotmail.com V3TO/contact@v3to.org, Projektansvarlig/Editor: Kristina Ask/kristinask@gmx.net 02 FORUM Nifca (Nordic Institute for Contemporary Art) will be hosting a continuous debate on the world wide web based on the content of this paper. The FORUM will include the readers in discussions about the articles and projects presented in Re/aktion. The aim is to develop and exchange reactions to issues such as the current state of democracy, communication, identities, and the potential of activism and critical culture and art production in a globalized and complex reality. go to FORUM Hvilken rolle kan kunst udfylde som opinion i en krystallinsk offentlighed og som kritisk faktor i en global kontekst, uden at få en bekræftende funktion i en given struktur. Skal kunsten bryde sine egne grænser for at have gennemslagskraft ud over en kunstkontekst. Er kunstens verden et muligt afsæt for et handlingsorienteret, kritisk og måske subversivt udtryk. Omkring ovenstående spørgsmål er fundamentale begreber som demokrati, offentlighed, identitet og fællesskab, frihed og magt centrale faktorer. Gennem begrebet mangfoldighed - som er et vigtigt aspekt af en uundgåelig udvikling i det 21. århundrede - stilles spørgsmålstegn ved samtlige af de overnævnte begreber. Formålet med avisen Re/aktion er blandt andet at diskutere og undersøge beskaffenheden af den absolut samtidige kritiske kunst, hvis potentiale endnu ikke er udfoldet i sin konsekvens og hvis definition endnu ikke er begrebsliggjort. Fokus vil være på det latente, det potentielle og det virtuelle som synliggøres og kommer til udfoldelse i eksperimenter og i forgængelige, men afgørende øjeblikke. Aktivisme er yderste konsekvens af oppositionelle manifestationer, dels på det demokratiske samfunds vilkår og dels i en revolutionær overskridelse. I forhold til Kunst, aktivisme & kommunikation motivation, handling, sprog, formidling og etik er vilkårene for kunst og aktivisme både sammenfaldne og kontrastfyldte. Gennem forskelle og ligheder kan et kunstbegreb, der rækker ind i samfundet og er i stand til at påvirke eksisterende strukturer, undersøges. Kunstneriske såvel som aktivistiske indgrebs afprøvende og umiddelbare karakter, danner grundlag for mulige vertikale nedslag, centralt i en samtidig samfundssituation. Aflæsningen af samtidige indgreb i specifikke lokale omstændigheder vil se det latente, det potentielle og det virtuelle, og kan kun danne hypoteser om mulige indvirkninger i et langsigtet perspektiv. Kritisk samtidskunst kan siges at eksistere i et mellemrum for idéer, intentioner og produktionsformer, som ikke falder indenfor eksisterende kategorier og som derfor ikke har en given ramme at handle indenfor. Mellem politisk offentlighed og kunstens kontekst findes en gråzone for en samtidskritik, der ikke placerer sig lineært i et kontinuerligt forløb, men som kan siges at sigte vertikalt i eksisterende strukturer. Vertikale nedslag eller vridninger kan have en autenticitet og en samtidighed, som gør at effekten og udsagnet er umiddelbart aflæseligt, og som på trods sin dynamiske opståen og forsvinden, har potentiale for at lagres i en lokal bevidsthed. Vertikale nedslag skal forstås som brud på en kontinuitet. Er kritisk kunst en genrer, der bruges som intellektuel, kritisk samfundsfaktor i en samtid, hvor et rent æstetisk fokus er udtryk for kulturens stiltiende accept og afspejling af den vestlige kulturs iboende undertrykkende karakter. Er kritisk kunst udtryk for et påtrængende samfundsengagement, kunstnerens personlige anfægtelse af tilstande i det omgivende samfund; eller er det en indrømmelse af det ansvar, der følger med det at ytre sig, at kommunikere og at danne alliancer i en global tid. Disse spørgsmåls forskellige perspektiver afspejler et paradoks mellem populærkultur på den ene side og kritisk samfundsengagement på den anden side. Attraktive kommunikatoriske virkemidler jongleres mellem forhold som objekt/subjekt, positiv/negativ, singulær/fælles og mellem fokus på henholdsvis form og essens. Dette paradoks ses ligeledes i en politisk kontekst mellem højre- og venstrefløje, hvor de samme budskaber eller den samme retorik ofte bruges med modsatrettet fortegn. Økonomiske kræfters indvirkning på kunstens og kulturens udfoldelse, påvirker et kapitalistisk samfunds parametre for identifikation. Markedskræfternes dominans og ekspansionskraftens fylde i tid og rum, påvirker udvekslinger på alle samfundsniveauer. Den enkeltes tilhørsforhold, bevidsthed og identifikation er et udslag af den primære status som forbruger og ikke som borger. Man kan argumentere for, at der i mellemrum - hvor man kan operere vertikalt, løsrevet fra et kontinuum - er potentiale for kritiske tankers og handlingers udfoldelse. I et mellemrum kan en løsrevet bevidsthed eksistere, der ikke vedhæfter handlinger en velkendthed eller en reference, og hvor handlinger derfor ikke opleves som affirmative i forhold til givne normer og konventioner. Det er til alle tider nødvendigt at forholde sig kritisk og reflektorisk til alle aspekter af samfundet, til tendenser såvel som til grundliggende forhold. Et reflektorisk mellemrum er en position, placeret på tværs af orden og kontinuitet og dermed en potentiel grobund for redefinitioner og dannelse af nye bevidstheder, opinioner og strukturer. I en kaotisk kontekst må det tværgående insistere på linearitet, altså gå imod ved at rette ud. Re/aktion tager udgangspunkt i at den herskende orden er præget af symmetri og af hierarkiske strukturer. Den tværgående kritik må således operere ud fra flade, decentrale strukturer og med et kaotiske, mangfoldigt udtryk. Kristina Ask

3 Is Mecca Cola post-modern, post-colonial or post 9-11? There is a war... "...Og så har du klistermærkerne, som inden for de sidste 3-5 år virkelig er begyndt at tage overhånd. Det er dem der "There is a war and this is a weapon" - det er ud over det hele - og "Anti social behaviour" og hvad der ellers er, det er jo meget sjovt; de siger selv hvad det er de laver, men der er ikke nogen forskel, det er for så vidt lige ulovligt..." - Søren Pind, Bygge- og teknikborgmester i København (V). Fra radioprogrammet En Pind i Hjulet, produceret af Kasper Opstrup, Liselotte Urfe og Andreas Holst-Olesen. (Programmet har endnu ikke været sendt). In the year 2002, a new product challenging the design, ideology and symbolism of Coca Cola appeared on the European marked. This new product is the Mecca Cola. This multicultural product can be seen as the outcome of dynamic changes, and as an example of cultural expansion and the introduction of new norms. The founder of Mecca Cola, the French-Tunisian radio journalist Tawfik Mathlouthi, is reacting against the American domination. He says, Coca Cola has become a symbol of American politics, and I can imagine there are a lot of people out there who would like to try some-thing else. People who buy this drink (the Mecca Cola) are making a political statement. In France, Mecca Cola has become a cult object, especially in small Muslim-run stores, where most bottles are sold. Since introducing Mecca Cola in November 2002, Tawfik Mathlouthi claims to have sold more than 3.5 million bottles. The drink s red and white label, which appears to be a direct play off of Coca Cola, calls on the consumer not to drink like an idiot but to drink with commitment. Mathlouthi has politicized the product by donating 20% of all profits to charity and political causes. 10% goes to the Palestinian intifada and another 10% goes to European NGOs. It is interesting how the cultural war has been fought via commodity and commercial objects. While Coca Cola has always been associated with imperialism, soon the Mecca Cola will be branded as a terrorist object. Mathlouthi says: I had the idea to launch this new engaged beverage; it s a new concept, its economics serving ideology and politics, a little gesture against US imperialism and foreign policy. Coca Cola has dismissed Mathlouthi s move, saying he has identified a commercial opportunity which involves the exploitation in Europe of the difficult and complex situation in the Middle East. That is exactly Mathlouthi s intentions, and he is making progress. If his product will generate more anti-americanism sentiments Tawfik Mathlouthi said: It is not my problem, it is the problem of the US administration. If they want to change anti-us sentiment they must change their policies and their double standards on human rights and politics. Tawfik Mathlouthi is a second generation Tunisian immigrant to France. In a way, his product is a copy aiming at beating the original. Rather than calling it a copy one could characterize his product as a paraphrase, or as a design expansion of a multi-cultural nature. Mecca Cola has become the Arab world s answer or more likely the European immigrants answer to the American Coca Cola, and in very short time, it has become a cult object in France, Germany, Holland and Belgium. Mecca Cola has become a design object of communication, which also is for members only, and only for those who know the ciphers of the game. Coca Cola is being sold as a universal and multicultural product. Mecca Cola, on the other hand, is much more than a commercial product, as it has been made explicitly to serve a political agenda. Muslim activists around the world, in particularly after the 9-11 events, are circulating different information in order to influence young Muslims to boycott American goods. To Tawfik Mathlouthi, Mecca Cola answers the need of the world s citizens by contributing to the fight against American imperialism. Mecca Cola is a multi-postism ; it arrived as a reaction to the monopoly of cultural objects and political domination. Born and sold in the French ghettoes, this political commercial cult object is gaining identity and one can not analyze it without including the post-colonial and post 9-11 loop. Khaled D. Ramadan Foto: Kristina Ask Cirkulationer En fransk filmmager foreslog engang, at man ikke skulle lave politisk film men der imod gøre filmen politisk. Hvad er det for en forskel han fremhæver med dette udsagn? Og har det nogen relevans for kunst eller anden kreativ praksis? Hvad er forskellen på at lave politisk kunst og at gøre kunsten politisk? Det første kan vi læse som det, der sker når kunsten kan ses som et direkte indlæg i den politiske debat, dvs. på betingelser og i et sprog defineret at den aktuelle politiske diskurs. At gøre kunsten politisk handler der imod om en transformation af kunsten selv med henblik på samfundet og det sociale. Dette handler om at rette den kreative aktivitet og forestillingsevnen mod det mulige i det sociale. Dette var avantgardes målsætning, hvordan har den relevans i dag? I en tid hvor politik gradvis erstattes af social administration (en post-politisk tidsalder), hvor et monoværdisystem lader andre værdier i stikken og etik bliver reduceret til Emirens ord for Godt og Ondt, i en sådan tid har vi brug for at forbedre tænkningens og handlingens infrastrukturer. Som kulturelle producenter kan vi give form til andre økonomier, og med andre økonomier også andre cirkulationer. Hvordan kan vi forestille os andre økonomier i den menneskelige udveksling? For nogle få år tilbage fandt en række projekter sted i London, der på forskellig vis søgte at organisere, hvad de kaldte skill exchange udveksling af kunnen, som regel knyttet til helt almindelige dagligdags opgaver, der ikke desto mindre volder problemer, hvis man ikke kan løse dem. Få lappet din cykel mod skulder-nakkemassage, eller få hemmeligheden bag en indisk curry mod "...Gerningsmændene bag det klistrede hærværk køber typisk mærker på internettet, eller gennem danske og udenlanske graffiti magaziner. Det gør det let at tæppebombe storbyerne med et budskab... Det er klistermærker hvor der står, "Der er en krig og dette er et våben", hvilket vel kun kan tolkes på en måde..." - Lennarth Faust, Graffiti konsulent i Københavns Kommune. Fra Jyllandsposten, JPKøbenhavn, beskæring af et frugttræ. Skønt kunstprojekterne er ovre, eksisterer et par af projekterne endnu som ekspanderende netværker med stadig flere færdigheder. Kunne man forestille sig kunsten som en cirkulation, ikke kun af æstetiske objekter, ikke kun af holdninger, men også af insisteren på det mulige, af grænseløs finpåsomhed, af sensibiliteter, der binder ét menneske til et andet, til flere? Kan vi se kunsten som kanalgraver, der forbinder isolerede punkter, by-passer bureaukratisk ulogik eller tillader intuitionen at strejfe om i landskabet? Det kan ikke være tilfældigt at REAKTION og KREATION er gjort af det samme materiale! Judith Schwarzbart 03

4 Boykot Danmark MAKE YOUR OWN BOYKOT 1. Use the stickers. Make a statement in a the public space. 2. Take a photo. 3. Send it to: info@boykotdanmark.dk and have it posted on the website. BOYKOT DANMARK is an activist project addressing tolerance in the public spaces. It is a campaign, which encourages to reconsider and question the Danishness and the national patriotism. The campaign was first introduced with the radical shift on the Danish Political agenda after the election in November 2001, and seems today more relevant with the rightwing warfare rhetoric and political aggressive actions taken towards refugees of Iraq. BOYKOT DANMARK encourages the boycott of a Danish mentality witnessed in the public spaces. Boycotting the discrimination that manifests itself in subtle daily attacks on people with un- Danish habits and expressions. BOYKOT DANMARK boycotts the silent exclusion of people according to their cultural background, ethnicity or religion. National symbols, especially in Denmark, are used to signify a certain standard of quality. All kinds of products become the ambassadors of a certain Danishness, advocating being Danish as something of exceptional high standard. Everything with a Danish origin has become a product selling a Danish outlook on life. It is common to use the national flag for a wide range of occasions, from family birthdays to public holidays and national achievements. Another of these National symbols is a red and white chequered tablecloth used for family picnics and in traditional Danish restaurants. The tablecloth represents to an even larger degree the Danish way of life invoking a sense of solidarity among a cliquishness community. With the latest political development, these symbols have taken on a new meaning. Red and white now personifies intolerance, ignorance, and disrespect. It chastises the dissimilar instead of advocating for an open democracy, dialogue and respect. The latest tightening of the political asylum regulations has already caused serious attention and concern from abroad. The image of Denmark as a strong protector of human rights has cracked. With the turnover of the EU leadership to Denmark on the 1. of July 2002, the paradox of addressing an open expanding European Union with closed borders is staggering. BOYKOT DANMARK is in its primary phase a poster project arguing for a new standard, for a new code of conduct in the public spaces. BOYKOT DANMARK uses the current political situation in Denmark as the catalyst for a new awareness of public behaviour. The poster campaign is accompanied by a series of stickers, targeting the specific spaces where silent discrimination occurs. The stickers trigger a subconscious response in the person s memory reverting back to childhood memories of being reprimanded for wrongful behaviour. The stickers are printed in Danish, English, and Arabic with alternating statements and tone of voice. The sticker, as an interactive part of the project, can be used to make comments in specific urban situations. BOYKOT DANMARK - CENSORED August A part of the BOYKOT DAN- MARK campaign was a poster with a pixilated image of the Little Mermaid, taken by the initiator of the campaign, on a red and white checkered background. In late August last year BOYKOT DANMARK was contacted by the layer firm Norsker & Jacoby on behalf of Edvard Eriksen arvinger I/S for violating the copyrights of the sculptor of the Little Mermaid, which belongs to the inheritors of Edvard Eriksen ( ). At the time it was not to our knowledge that the Little Mermaid was protected by copyrights, some 40 years after the death of the sculptor. Since the sculpture is a national property and a worldwide known symbol of Denmark, it did not occur to us that taking a photo and using it would violate any copyrights. But the inheritors of Edvard Eriksen posses the artistic rights to all imagery of the Little Mermaid, and seems to be able to censor the freedom of expression of other individual. The copyrights owners demanded Dk.kr ,- for violating the artistic property. A polite apology and explanation about the nonprofit campaign did not change this demand. After several correspondences between layers, an agreement to pay a penalty of Dk.kr ,- was finally settled, after documenting the economy of the initiator of the campaign. Since August the campaign has been sleeping but does not seem less relevant today than it did back then...

5 Waiting for the demonstration at the wrong time (Copenhagen, December 2002) 05

6 emokrati er en god idé m politisk kunst og aktivisme, m idealisme og pragmatik Pragma tik ken [pray-] (af gr. Pragmati kos dygtig, erfaren, virksom, politisk, af pragma det gjorte, virksom, statsanliggende) sagkundskab; indenfor semiologien et område der udforsker de kommunikative midler, tegnsystemerne i deres relation til mennesket, og som betragter sproghandlingen i dens konkrete kontekst i bredeste forstand (den konkrete situation, de talendes specielle forhold, deres hensigt, deres sociale oprindelse, deres indbyrdes relationer osv.); om politiske forhold: en saglig, praktisk og realistisk betonet politik. Citat fra Gyldendals Fremmedordbog, 11. udgave, 3. oplag, Nordisk Forlag, København, Hvordan ved vi hvordan samtidens kunst ser ud? Det ved vi ikke. Vi ved at den er kulturkritik, at den forsøger at sprænge rammerne for både sig selv og for den herskende forklaringsmodel. Med forklaringsmodel menes her den filosofiske diskurs og de identitetsmodeller som vi bruger til at beskrive verden og os selv. Såvel på globalt og lokalt politisk, som individuelt plan. I mangel af bedre forlader vi os på erfaringen, når vi skal afgøre om der er tale om kunst, kritik eller kunstfærdigt håndværk. Det vil sige at vi sammenligner kunstværket med historiske modeller for hvordan kunst har set ud tidligere. Men det som var kunst for 50 år siden er ikke nødvendigvis kunst idag, fordi dets form og indhold ikke længere udgør et kritisk alternativ til den herskende forklaringsmodel. Ribbet for sin kritiske dimension er kunsten reduceret til kunstfærdigt håndværk. Når vi definerer samtidens kunst ved at sammenligne den med fortidens, bliver meget kunstfærdigt håndværk misforstået som kunst og kulturkritik. Hvordan ved vi hvordan kritik ser ud? Det ved vi ikke. Vi kan rent logisk slutte os til at kritikens form og budskab bør være en funktion af det der kritiseres. Kritikens form kan i heldigste fald udgøre en konstruktiv demonstration af et alternativ til det kritiserede. Men oftest er kritikens form et genbrug af tidligere tiders succesfulde metoder. Politiske aktivister og progressive kunstnere lever i parallelle universer. Når aktivisten beslutter sig for at yde modstand mod en udemokratisk, følgagtig og asocial regering, så gør hun nøjagtig det samme som kunstneren der vil skabe et kunstværk: Kigger tilbage på hvordan tidligere tiders modstand så ud, og kopierer metoden. Men hvordan ved vi hvordan modstand ser ud idag? Hvorfra ved vi hvordan en demonstrant opfører sig? Det, vi leder efter i fortiden, er en identitetsmodel. En model der definerer handlingsmønstre, som er en funktion af det verdensbillede vi deler. Modernismen var sådan et verdensbillede. Det modernistiske utopia var en fantastisk drøm om en ideel verden. Det moderne ideal: At mennesket via videnskaben kan etablere et objektivt blik på verden. Et blik som fordrer at den der betragter sidder et sted udenfor verden som betragter, uden at denne handling har nogen indflydelse på det der betragtes. Denne dualistiske opdeling af verden gennemsyrer alt i den vestlige verden. Det er en måde at fastfryse personlig identitet i et jeg og et du, og gruppeidentitet i et dem og et os. Dualismen går også igen i vestens idealistiske tro på fremskridtet, som orkestreres gennem teknologiske og politiske revolutioner, der altid fører os nærmere det moderne utopia. Disse revolutioner føres an af vestlige videnskabsmænd og af den revolutionære avantgarde. Begge er i kraft af deres position i laboratoriet og i den politiske elite immune overfor indtryk fra de vilde som de hersker over. Myten om den geniale kunstner er også en arv fra den moderne identitetsmodel. Det maskuline kunstnerego som sidder isoleret i sit atelier, mens han af sit unikke indre uddrager sandheden om verden. Den moderne idealists værste mareridt er politiske pragmatikere. Pragmatikerens verdensbillede er bygget op omkring en søgen mod koncensus. I stedet for at dyrke splittelsen mellem dem og os, utopia og realiteterne, forsøger pragmatikere at bygge bro mellem forskellene i den hensigt at nå frem til realpolitiske løsninger. Pragmatisk magtpolitik har givet nogle af de mest absurde udfald i nyere verdenshistorie. For eksempel USA s skiftende relationer til Osama Bin Laden. Men modernismens politiske idealisme, anarkismen, socialismen og kommunismen, som var alternativet til kapitalismen, har lidt det ene sviende nederlag efter det andet i de sidste 20 år. Modernismen som forklaringsmodel for kunstnere har også vist sig utilstrækkelig. Kunstnerne har talt meget om post modernisme som en ny forklaringsmodel, men de færreste har formået at etablere identitetsmodeller som ikke blot er kalkeret fra modernismens historie. Det kan næsten få een til at tro at det eneste nye, postmodernismen kunne mønstre, var tabet af det modernistiske utopia. Således berøvet ideal og formål fortsætter vi som hovedløse kyllinger: i samme retning som hidtil. På samme vis fortsætter demonstranter med at klæde sig ud som demonstranter og stille sig op foran politiet dér hvor de har fået tildelt en antiparlamentarisk rolle af de egentlige magthavere. Imidlertid: Hvis kunst stadig er kulturkritik, og hvis den politiske aktivisme er eller bør være det samme, bliver det afgørende at besvare spørgsmålet om hvor det kritiske potentiale findes i dag. Svaret på det spørgsmål kan f.eks. søges i en nærmere afgrænsning af, på hvilken måde modernismen konkret har spillet sig selv til ende for i anatomien af modernismens sammenbrud ligger for det første forståelsen af hvad der brød sammen og hvorfor, for det andet det udgangspunkt hvorfra det eventuelt vil være muligt at komme videre. Den modernistiske tænkning er i allerhøjeste grad kritisk, og kulturkritisk; men den har et træk som synes snævert forbundet med dens aktuelle fald: Dens kritik bunder ofte og, efterhånden som det 20. århundrede skrider frem, i stadig højere grad i en abstrakt negativitet. Det vil sige at interessen i den kritiske aktivitet gradvist skifter fra et fokus på hvad der kritiseres, og hvad denne kritik konkret har at sige os, til et fokus på at der kritiseres. Det interessante bliver negationsprocessen som sådan, snarere end dens eventuelle erkendelsesindhold. Modernismens formål med denne negative bevægelse er at kritisere enhver form for fundamentalisme. Ligesom Derrida vil modernismen ikke vide af noget priviligeret begreb undtagen selve den kritiske position og midlet til at afskaffe privilegierne er at kritisere ethvert tilløb til noget der kunne ligne en fastlåst position. Men eftersom ethvert positivt udsagn ifølge sagens (dvs. sprogets) natur ligner en fastlåst position, ender modernismen med at miste evnen til at sige noget som helst andet end nej. Når dette kritiske projekt er brudt sammen, synes der at være to mulige veje at gå. Den ene vej består i at anvende den abstrakt-negative kritik på modernismen selv, hvorved vi lander i enten post-modernismens nihilisme hvor også den kritiske position selv negeres og alt bliver lige gyldigt eller i et ja der er lige så abstrakt som modernismens nej, dvs. i et tilbagefald til en fundamentalisme der ellers skulle have hørt fortiden til. Disse to positioner, fundamentalismen og postmodernismen, er i virkeligheden hinandens spejlbilleder. Den anden vej består i (med et klassisk træk lånt fra Hegels værktøjskasse) at gøre kritikken konkret ved at lade den tage udgangspunkt i modernismens historie som en gjort erfaring der skal bearbejdes og bruges, snarere end som et springbræt for fornyede øvelser i abstrakt afstandtagen. Den modernistiske erfaring er i fuld gang med at selvdestruere kulturelt i nihilisme, politisk i fundamentalisme og det nødvendige modtræk er en antikritik, der kritiserer kritikkens manglende sans for pluralistiske værdier og sammenhænge, dens altid eskalerende abtraktionsniveau og dens generelt uvenlige forhold til sin genstand. Hvor den modernistiske kritik fungerer i kraft af hele tiden at "få skovlen under" et eller andet og dermed ender med at udvande kritikbegrebet til et ritual er antikritikken kritisk i ordets oprindelige betydning, dvs. ved at gå ind i et område og åbne det, stille nye spørgsmål og efterforske usete sammenhænge. Sådan var modernismens kritik (også) i udgangspunktet; men 100 års ritualisering har gjort formen ubrugelig indtil videre. Antikritikken vender forholdet om ved som udgangspunkt at hævde alle synpunkters ret og dermed gøre fordring på konsensus, kompromis, dialog. Dette er en nødvendig følge af det konkrete udgangspunkt: Hvis opgaven er at forstå og uddybe det kritiserede, må man løbe den risiko at lære noget af det. Man må bringe sin egen position i fare i lige så høj grad som modstanderens. Antikritikken repræsenterer derfor et brat fald fra modernismens tynde, forfinede luft ned i det mere rodede, men forhåbentlig også mere frugtbare morads af modsatte interesser og synspunkter. På grund af den ekstreme situation, modernismen har efterladt os i, er en sådan venlighed i sig selv et kritisk træk som påny åbner en række slidte begreber demokrati, dialog, kompromis for tænkningen. Hvilket hos f.eks. Heidegger er selve kunstens formål: At bevare tænkningens redskaber i sproget ved at forny og uddybe deres betydning. Han så digtningen som paradigmatisk for denne bevægelse: Digtning hedder på tysk Dichtung, "fortætning". Heller ikke forholdet mellem kritik og antikritik kan imidlertid rummes i et entydigt valg af det ene frem for det andet; tværtimod mister begge kritikbegreber deres indhold (som i modernismen) hvis de ikke tænkes sammen. En kulturog samfundskritik der fortjener at kaldes radikal må være fjende af enhver ritualisering af tænkningen af modernismens abstrakte negativitet, ja, men også af den ritualisering der vil ophøje kompromis og konsensus til det nye ritual. En sådan kritik er nødt til at sky programerklæringer som pesten, samtidig med at den naturligvis må blive ved med at fremsætte dem. Den er pragmatisk, paradoksal, uregerlig, af natur buddhistisk. Modernismens rituelle insisteren på kritik som ren abstrakt negativitet har fuldendt et langt, sejt træk i vestens kulturhistorie. Fordi dette træk nu er ført til ende, er det tid til en ny digtning, en ny fortætning og da alle de gamle afguder er væltet (også derfor!) befinder vi os med nødvendighed på pragmatismens grund. Opgaven er at formulere en fælde, et baghold som kan åbne sindet for pragmatismens mulighed for det eneste alternativ synes i dag at være et tilbagefald enten til nihilismen eller til en middelalderlig fundamentalisme af arabisk eller amerikansk aftapning. 06

7 Det er på tide at udvikle en ny identitetsmodel som kan give både kunst og aktivisme ny mening og bedre gennemslagskraft. Modernismens dualisme som muliggør det fastlåste ego er i en social sammenhæng tættere på fascisme end på demokrati: At tale, at nægte at lytte, at dominere. Opgaven for denne nye identitetsmodel er intet ringere end at forsvare et af modernismens allermest umulige idealer, nemlig demokratiet. Det er kunstens og den politiske aktivismes ansvar at skabe en identitetsmodel der både i metode og budskab demonstrerer et demokratisk alternativ til den løgn som en neoliberalistisk forblændet regering præsenterer med massemediernes hjælp. Demokratiet er en skrøbelig drøm der har overvintret i 2500 år. Demokratiets ideal er konstant truet af økonomiske, politiske og miltære magter. Demokrati er umuligt i en kapitalistisk økonomi som sætter frihed for penge højere end personlig frihed. Demokrati er umuligt der hvor pragmatisk magtpolitik ofrer menneskerettigheder for billig olie. Demokrati er umuligt uden demokratiske massemedier. Demokrati har aldrig eksisteret. Men det er en god ide. Demokratiets metode er social interaktion, kommunikation, debat, respekt for anderledes tænkende, koncensus, pragmatik. Kampen for demokratiet bør føres med de samme midler. Men det betyder ikke at vi skal overtage de gængse definitioner af f.eks. ordet pragmatik. Vi må tværtimod udforske og udvikle pragmatikkens kritiske potentiale, som en etisk forsvarlig kunstnerisk og politisk metode. Vi må udforske spændingfeltet mellem kritik og anti-kritik. En pragmatisk identitetsmodel må bygge på begreber som kollaboration, samtale, flydende identitet og frem for alt fokus på mødet i det sociale rum hvor demokratiske processer foregår. Al kommunikation fordrer en afsender, en modtager og et medie til at formidle information. Meningsfuld kommunikation fordrer at de involverede parter udveksler ikke blot information, men også identiteter. At være en lytter såvel som en taler. En pragmatisk kulturkritik må fokusere på kunsten at formidle information, på massemediernes rolle, på en generobring og opgradering af demokratiets navn. Vi må finde måder der demonstrerer at demokratiet er en god ide. Metoder der afslører hvordan demokratiets navn bliver misbrugt. At være medborger er ikke en profession. Det er et ansvar for amatører. Jesper Goll, filosof Morten Goll, kunstner 07

8 Den kunstneriske gestus er en vridning (ikke en fordrejning) af noget velkendt, og således et redskab til at føje sandheder til virkeligheden. Kunstens vridninger kan afsløre indkapslede og tilslørede sandheder om virkeligheden såvel som om sandheden selv. Virkeligheden kan siges at være kunsten for nær, mens sandheden rummer den uendelighed, som også ligger i kunstens definition. Sandheden er kunstens virkelighed, som defineres og forudsættes af blandt andet etiske fordringer. Etik og æstetik er begge begreber, der rører ved sandheden. De er transcendente fænomener i det at de er i verden, som overskridelser af deres egen tilstedeværelse. Etik transcenderer virkelighedens iboende tendens til at fastholde, måle og konkretisere; æstetik er et sanseligt modstykke til etikkens forstandige dimension. I den kunstneriske vridning føjes sanselighed til den rationelle virkelighed, ved at udpege, dyrke og insistere på universelle og uhensigtsmæssige værdier. Det virkeligheden relaterer og konkretiserer på trods og som for kunsten derfor ikke er lig med sandhed er rationelle faktorer, hvis forbindelse ikke knyttes via sansning eller refleksion, men via formelle relationer, bundet til regler og konventioner. Kunstens definition er dens relation til virkeligheden, hvor spejlet vendes udad mod verden. Kunstværker er genstande, billeder, tanker og ideer, der får verden til at kigge på sig selv. Således afhænger kunstens eksistens af den virkelighed, som den i samme bevægelse tvinger sig selv på afstand af. Kunsten er således en artificiel konstruktion, ved ikke at være til på virkelighedens præmis. Eftersom kunsten er afhængig af virkeligheden at kunstens sfære får liv i afspejlingen af omgivelserne skal tiden have det åndelige rum, hvorfra kunsten transcenderer verden. Kunst synes uinteressant og irrelevant i perioder med udtømte værdinormer, domineret af rationalitet. I åndeligt fattige perioder er der ikke kapacitet til hverken det æstetiske eller det etiske perspektivs gennemslag. Uendeligheden forsvinder af syne i en selvforstærkende proces, der til stadighed forkorter både tid og rum, indtil virkeligheden åndeligt imploderer af manglende modtagelighed. I perioder hvor værdier enten udtømmes, bliver vilkårlige eller fastslås som fundamentale, undermineres æstetikken af skønhedens umiddelbarhed og glans, og moralske domme udfylder etikkens rum. Æstetik og etik kan fylde et passiviseret rum med mening; men selv det, der latent er til stede, skal udpeges og iværksættes for at opfylde sit potentiale. Kunstens potentiale og centrale funktion i et samfund er, at kunne mobilisere æstetiske og etiske fordringer og i en dialektisk spejling vende apati til anfægtelse. 08 Kunstens væsen kan afprøves i skellet mellem virkelighed og sandhed. Fra et æstetisk perspektiv kan en løgn rumme mere sandhed end virkeligheden. For kunst er virkeligheden et uinteressant fænomen, hvori alting relateres og konkretiseres på trods. Kunsten kan siges at eksistere i sandhedens sfære, på trods af virkeligheden. Virkeligheden er et fragmenteret fænomen, der får mening og sammenhæng gennem etiske eller æstetiske perspektiver. Grænser, og grænsen for deres overskridelse De vridninger af virkeligheden, som kunsten udfordrer verden med, er udtryk for at kunsten afsøger og definerer grænser. For at definere grænser må også kunstens eget begreb presses til kanten af opløsning. Hermed afspejler kunsten det minimum af andethed, som virkeligheden kan rumme eller lader plads til. Kunsten spejler og afsøger til stadighed enhver tids virkeligheds grænser. Et værks autonomi og autenticitet er dets selvstændige væren, det rum og den tid, som værket i sig selv genererer. Ved at afprøve virkelighedens grænser afdækkes et rum for kunstens tilstedeværelse og udfoldelsesmuligheder i verden. Som grænsesøgende og afdækkende faktor er kunsten et instrument, der med sig selv som medium kan påvise en tids rummelighed, dens elasticitet og tolerance. Rummelighed og modtagelighed afspejler hinanden; derfor er kunstens påvisning kun potentiel og kan kun fremstå og modtages i den grad der er rummelighed i tiden. Kunsten kan i sin transcendens påvise og overskride grænser i virkeligheden, men kun i spejlinger. Samtidskunst er underlagt tidens vilkår og kan kun overskride dette indenfor sin egen sfære. Overskridelsens egen tid og rummelighed kan kun synkroniseres med en samtidighed i den grad denne har elasticitet til at kunne og ville vrides af kunsten. Politisk kunst er et løst defineret begreb om kunst, der tilstræber en synkroniseret tilstedeværelse i tiden, for derved at kunne indgå som part i virkelighedens definition. Politisk kunst har desuden en mere eller mindre opbyggelig karakter. Ved i sin tilstedeværelse, at påpege (andre) grænsers mulige overskridelse, kan værk eller handling være en subversiv faktor, som gennem opløsning søger (gen-)opbygning. Intentionen med politisk kunst er at skabe det rum, der kan føre til virkelighedens overskridelse af sine egne grænser. På den ene side er politiske værker motiveret af kunstens potentiale i forhold til muligheden af grænseoverskridelser. På den anden side er politiske værker motiveret af intentioner, der ligger udenfor kunstens sfære, hvor kunsten synes at kunne være i stand til, at ramme en uklar og potentielt foranderlig grænse. Man kan sige at politisk kunst har ambitioner ud over sig selv. Denne fordring stiller kunsten i et dilemma der enten kan være underminerende ved at kunsten går ud af sit spejlbillede og dermed overskrider sin egen tilstedeværelse og sfære i placeringen af fokus i det andet eller det kan være en styrkende fordring ved at ramme det punkt, hvor kunsten spejler virkelighed i et sandhedsbillede. Enhver formidlingen af udsagn må udover de lokale retoriske kodeks, tage højde for de kodeks kommunikation generelt er underlagt i tiden. I et moderne samfund præget af globalisering og flere parallelle og interagerende virkeligheder, må et udsagn perspektiveres gennem blandt andet internationale/nationale, kulturelle, religiøse, sociale, politiske, økonomiske og historiske faktorer. Kommunikationens hensigt skal således både formidles af afsenderen og gennemskues af modtageren gennem lag af kontekstuelle værdier. Kommunikation i samtiden i det offentlige rum, i den politiske sfære, i institutionelt og privat regi indskriver budskaber i sammenhænge, der afleder, men også værdilader kommunikationen og dermed udsagnet. Især i en politiseret tid, som samtiden kan påstås at være, skal der i formidlingen af udsagn tages højde for historiske såvel som økonomiske, sociale og kulturelle faktorer. Disse faktorer er ikke bare afgørende for om udsagnet kommer helt igennem til et publikum, men også for om det får en be- eller afkræftende rolle i forhold til sekundære ydre faktorer, som kan være i konflikt med budskabets hensigt og etiske kodeks. Kunstens virkelighed Politisk engagement Den til enhver tid herskende struktur i kunstverdenen kan skabe splid mellem kunstnere som gruppe i samfundet, ved i sin struktur at være styret af politiske og økonomiske valg og af subjektive æstetiske domme. Denne struktur kan kunstneren enten være imod, på bekostning af et tilhørsforhold, eller vælge at repræsentere, på bekostning af et kvantitativt slægtskab med andre kunstnere. Den forsøgsvise organisering af kunstnere i 1970 erne afledte tanker og ideer som har inspireret eftertiden. Kunstnernes motivation lå ikke bare i et samfundsengagement (bl.a. modstanden mod Vietnam-krigen), men også i et behov for at bryde med den modernistiske kunstforståelse og dens institutioner. At kunstnere overhovedet er imødekommende overfor, at manifestere sig som gruppe i samfundet, er i sig selv udtryk for en vilje til, ikke bare at eksistere perifert, men at have (direkte) indflydelse på samfundets flere niveauer etisk, æstetisk og politisk både gennem praksis og teori. Et vigtigt aspekt af politisk kunst er, at det er en udtryksform der har et andet forhold til det at være kunst end andre genrer. Det kommunikatoriske værks kontekstuelle relation til omverden afstemningen af værkets identitet i forhold til omgivelserne løsriver udsagnet fra faste værkkodeks og forståelsesparametre. Et kunstværk i mere traditionel forstand udstråler den afstand, der vilkårligt er mellem værk og verden. Et modernistisk værks objektkarakter er rundet af det museale, der servicerer værket ved at tilvejebringe en slags formel og forbeholden modtagelighed mellem værk og beskuer. Det kommunikatoriske værk er afhængigt af kontekstens engagerede deltagelse, og må derfor udstråle en imødekommenhed, der tilsvarer og påkalder sig tidens potentielle rummelighed. I perioder med lav grad af modtagelighed, eller hvor modtagelighed og tolerance er fokuseret på den konkrete virkelighed, er det en ulempe for det politiske, kunstneriske udsagn at udstråle værkkarakter. Værket må vise imødekommenhed ved selv at rumme et aspekt af den virkelighed, det vil i dialog med, have indlejret et niveau af tilstedeværelse, der ikke er transcendent, men nærværende i samtidens rum. Hér findes slægtskabet mellem kunst og aktivisme, og motivationen til de aktivistiske elementer, som den kritiske samtidskunst kan siges at benytte sig af. Værk eller handling Politisk og socialt engageret kunst er ofte motiveret af en anfægtelse, der påkalder sig handling. Handling kan være udgangspunkt for dialog, udveksling og refleksion. Modsat værker der i en spejling af omgivelserne søger at udpege universaliteter i æstetiske fragmenter, trækker den samfundsengagerede kunst det at handle ind i kunstbegrebet. Politisk, kommunikatorisk og intervenerende kunst kan siges parallelt at inddrager niveauerne handling, tanke og refleksion i en procesorienterede udvikling af det egentlige værk. Det procesorienterede forløb har en flad struktur, hvori de enkelte niveauer ikke på forhånd værdilades og hierarkiseres, men er integrerede og interagerende midler, som tilpasses målet. Denne form for kunstnerisk praksis kan siges at have processen som mål; det parallelle forløb af handling og refleksion rummer delresultater, som samlet afkaster en helhed eller et udsagn, hvis sum er større end de enkelte dele tilsammen. Således kan processen siges at afspejle samtiden som kompleks kontekst. Den flade og processuelle struktur, som ovennævnte kunstneriske eller aktivistiske handlingers parallelt reflekterende, afprøvende og umiddelbare karakter udspringer af, danner grundlaget for mulige vertikale nedslag centralt i en samtidig (samfunds-)situation. Aflæsningen af umiddelbare indgreb i specifikke lokale omstændigheder vil via værk og handlings spejling af konteksten som vilkår fremhæve det latente, det potentielle og det virtuelle. De idéer, intentioner og produktionsformer, der eksisterer i mellemrummet mellem kunst og aktivisme, spejler samtidens foranderlighed og betyder at den kommunikatoriske, kritiske og kontekstorienterede samtidskunst i sin definition er fokuseret på forløbet (mellem handling og refleksion) i forandringers proces. Det samtidige foranderlige vilkår fordre at fokus er på de mellemrum, som kunst og aktivisme dels kan placere sig i og dels kan udpege som de rum, hvorfra forandringer har deres mulige udspring. Kristina Ask

9 This page is intentionally left blank 09

10 Flag Waving a.k.a. the Sliding of the Signifier Denne tekst er en redigeret version af en opgave, Tone O. Nielsen skrev som studerende på UCLA, Los Angelses, december This paper attemps to read the current waving of flags in the U.S. from a Lacanian perspective. It is to be regarded as my attempt to come to terms with psychoanalysis as an approach that, similarly to a cultural materialist one, excludes metaphysical explanations of the mind and the world, but seems to allow you to pose the question to your subject matter in a somewhat different manner. In this paper, I will thus thus refrain from viewing the current waving of flags as given texts in a broader cultural-political history and zoom in how the flags mean and what aim their wavers take in this act. Scene 1 I am in Denmark, my native country, for the summer. I have been gone for a whole year, studying in the U.S. It is my nephew s birthday. Friends and family are gathered around the dinning table, which is beautifully decorated with small paper Danish flags mounted on wooden sticks. You can buy these in every Danish grocery store. They come in plastic bags and are usually found in the aisle with birthday cake candles and gift wrapping paper. I can t remember a single birthday party without these flags. The Danish flag reappears at the end of my stay, more specifically in Copenhagen Airport, where I am waiting for my flight back to Los Angeles. The Departure Terminal is quiet, almost empty. Not many people are traveling after the September 11 attacks. But in the Arrivals Terminal, excited parents, lovers, and friends are gathering around the sliding doors of the Customs Zone. Some of them are carrying Danish flags, which you can buy in the kiosk located in the far end of the Arrivals Terminal in case you forgot to bring some. Others are not. But the ones who are all start waving their flags frantically 10 as their loved one walks through the sliding doors. To me this is customary I have in fact waved such a flag in the airport myself on a number of occasions but I cannot help noticing the surprised and wondering look on the faces of the people who are just setting foot in Denmark for the first time. Scene 2 I have just arrived at LAX (Los Angeles International Airport). The airport is even more quiet than the Copenhagen one. I get into a shuttle. Someone has attached an American flag to its antenna. On the freeway back to my house in Silverlake, I notice hundreds of cars with similar flags attached to them. In the morning, my jet lag gets me up way to early and I notice that my neighbors have hung an American flag out their window. This surprises me, as I believed them to be progressive liberals. Driving around Los Angeles during the next couple of days, I see flags everywhere, hanging from wealthy mansions as well as run-down apartment buildings. And the flags on every tenth car or so that I pass keep astonishing me. I speak to friends and colleagues about it: The flag on the brand new SUV driven by a Chicana UCLA student or the United We Stand window sticker on the Mercedes of a white female executive director can t possibly mean the same as the flag on the pick-up truck of a Mexican gardener or the bumper sticker on the Cadillac of a gay couple, I say. Or rather, the flag cannot signify the same for these diversified drivers. When did the flag ever do anything for the rights of gays or illegal immigrants? Scene 3 The U.S. has just bombed strategic targets in Afghanistan for the first time. The state of mourning in the country has been replaced by a state of warfare and with that the waving of the Stars and Stripes seems to take on new meaning. I am getting truly frustrated and want to voice my protest in a direct fashion. I contemplate hanging a white handkerchief from the antenna of my Datsun, wanting to articulate my disbelief in the significance of the nation-state flag as well as well as the military solution to the terrorist problem (which has become the official excuse for the capitalist war aggression against the Middle East to once and for all consolidate neo-liberalism), but am scared of the reactions I might get. I end up buying a prefabricated blue peace flag with a white dove on it at an antiwar demonstration downtown. During the next couple of days while driving around, I have people giving me the finger or pulling up to me, wanting to know where I got the flag. But what really surprises me is how my own emotions toward the flag change on a daily basis, ranging from pride, to insecurity, to inadequacy, depending on which neighborhood I move through. After a while, the peace flag doesn t do it for me anymore. I still drive around with it, but am presently thinking of adding to it the white handkerchief and the Stars and Stripes. Three flags waving side by side from my elastic antenna. I wonder how they will contaminate each other. The sign as the thing-not-itself The three scenes described above should not be considered a return to empiricism despite their observatory nature. Rather, they reveal a number of operations, which Jacques Lacan has theorized in his work. Common to all the scenes are that they have been constructed retroactively. My looking back at each incident and articulating them in retrospect corresponds to Lacan s notion of reality being constructed after the fact of language, which is to say that there is no reality outside of or prior to language. I cannot perceive of the world outside of language, in fact, language structures my relation to the world. In contrast to the classical philosophical notion of an originary moment which is followed by language, Lacan thus argues that the Symbolic order, that is, language and the entire realm of culture, is the primary structure and that nothing in fact exists until it is named. For Lacan, this means that the sign can never be the thing-in-itself; it is an illusion to think that the signifier corresponds or answers to the function of representing the signified, or better, that the signifier has to answer for its existence in the name of any signification whatever. (1) To illustrate his point, Lacan introduces 0 as the signifier for this originary moment of nothingness. 0 being the concept under which no object falls, (2) it is a signifier without a signified. But in the same moment that the idea of the originary moment of nothingness is rendered visible by the signifier 0, it becomes something - it becomes the first unit in the world and thus has to be represented as 1. In other words, the signifier 0 slides under the bar and becomes signified for 1, 1 now being the signifier for the signified nothing. The sign for the first originary moment is therefore not 1 1 as the Sausurian sign model would claim(3) (in which the sign means what it says and thus represents 1 the thing-in-itself), but 0 (in which the sign does not mean what it says and is thus the thing-not-identicalto-itself). This sliding of the 0 under the bar creates an incessant sliding in the sense There are no symbolic representations right now for the things the world really needs equality and justice and humanity and solidarity and intelligence. The red flag is too blooded by history; the peace sign is a retro fashion accessory. Katha Pollitt, Put Out No Flags, in The Nation, October 8, that when 0 becomes the signified for the signifier 1, 1 becomes the signified for 2, 2 for 3 and so forth. Unlike Ferdinand de Saussure, who saw the linguistic sign as a fixed unity of, not a thing and a name, but a concept and a sound-image (4) and asserted that meaning is produced from the differences between these positive sign units, Lacan thus states that it is the signifier itself that precedes and generates the signified. Hence, he reverses Saus- s sure s sign model from S (signified over signifier) to S s placing the signifier over the signified. What is crucial in this algorithm of Lacan s is that the bar separating signifier and signified becomes a barrier resisting [stable] signification (5) and not, as in Saussure, the link between thought and sound. (6) As Lacan writes: Only the relationship of one signifier to another signifier engenders the relationship of signifier to signified (7) and no signification can be sustained except in its reference to another signification. (8) Building upon Lacan and Saussure, Jacques Derrida refers to this sliding in the signifying chain of language as différance; a term that welds together difference [différence] and deferral [différer] and thus refers to a configuration of spatial and temporal difference together. (9) The term accounts for the playing movement of language by which differences are produced through the opposition of signifiers in the signifying chain. The meanings of these signifiers, however, are always deferred, since these signifiers are only defined by other signifiers, which again need definitions by other signifiers, ad infinitum(10). Différance thus also refers to the sign s deferral of presence, meaning that the sign represents the presence of univocal meaning, truth, or origin only in their absence. Derrida thus breaks with the classical notion of the sign supplanting presence and talks of it instead as a trace, (11) arguing that the operation of supplementation is not a continuation of the presence of meaning, truth, or origin in the representation, but a break(12). All we ever have of meaning or truth are traces, which suggest all the non-present meanings of the signifiers, all the possible différance of the signifier. What this structure of the signifying chain discloses is the possibility I have, precisely in so far as I have this language in common with other subjects, that is to say, in so far as it exists as a language, to use it in order to signify something quite other than what it says. This function of speech is more worth pointing out than that of disguising the thought (more often than not indefinable) of the subject; it is no less than the function of indicating the place of the subject in the search for the true. Jacques Lacan, The Agency of the Letter in the Unconscious or Reason Since Freud, in Écrits: A Selection, New York: W.W. Norton & Company, 1977, p The essay was written in Lacan s bar or Derrida s différance are clearly operating in scene 1, although I am unable to see it at the time. Despite my observation of the wondering looks of the faces of people setting foot in Denmark for the first time, I am caught up in the fantasy of believing that the Danish flag is a stable sign of Danish coziness and joviality with no nationalistic connotations, whose meaning I am able to arrest and stop from disseminating further because of my Danish extraction. Hence, I am supposing that the signifier is somehow present in me, given to me at birth and that it has a transcendental meaning, which I can decode because of my familiarity with Danish culture. It is only when I reenter the U.S. that this fantasy becomes apparent to me. All of a sudden I find myself in the place of the people in Copenhagen Airport, whose faces spelt surprise when confronted with the waving of the Danish flag. Seeing the American flag appearing in a number of different contexts and in the hands of a diversified set of wavers, it becomes impossible for me to grasp its meaning. Is the waving of the flag by my progressive liberal neighbors a sign of their belief in retribution or have they just turned Republican in their older age? Does the illegal Mexican gardener hope to become a legal part of the American community when sticking the Stars and Stripes to the rooftop of his truck or does he think he already is? Has the gay couple forgotten that they are not politically represented and that some officials said their kind was to blame for the tragedy of September 11? I realize that the flag no longer mean what it says and that context does not stop its différance. Context, then, is also indeterminable in the sense that context is but another signifier. And if my reading of the American flag as patriotic, Republican, and interventionist can no

11 longer be arrested, how sure can I be of my reading of the Danish flag, not to mention its Danish context? The signifier is removed from within me, slips away, and I am left with the thing-not-itself. The barred subject aiming for the Real Still, I go out and buy my own flag, seeming to believe Although the human being is subjected to all these three orders from before birth, its insertion into them happens at different stages and constitutes the gradual formation of subjectivity. Lacan seems to say that until the age of six months, the child resides in the Real in the sense that it is without language and unable to distinguish itself from the mother and its surroundings, thus being one with the world. Although the child therefore has no sense of difference, it is not outside of language (which would constitute an originary moment), since language predates it and has already constituted it as an object before its birth. At the age of six months, however, the child becomes aware that it is separate from its mother and the world by recognizing its own image in the mirror for the first time. Lacan describes this moment in his famous essay The Mirror Stage as Formative of the Function of the I as Revealed in Psychoanalytic Experience (1949) as the child s entry into the Imaginary(15). What is crucial about this moment is that it introduces a duality or split in the child, which forms the structure for the child s future identifications. For there is a discrepancy between the corporeal unity and mastery of the Gestalt that the child sees in the mirror and the child s own experience of bodily incapability. This discrepancy produces a that, unlike the American flag, my peace flag will not only represent my opinions adequately, but remain stable and thus read clearly to others. In light of my inability to decode the American flag, even disapproving of the waving of it, what drives me to do this? Lacan would answer that I, like all the other flag wavers in the U.S., Entry into the Imaginary simultaneous state of attraction and repulsion, identification and alienation in the child. By identifying with the Gestalt, the child anticipates its maturing to a future point of corporeal unity, (16) but at the same time, this Gestalt is located outside of the child, which alienates the child from its own body. The central concept in Lacan s account of the mirror stage is thus that the child produces a sense of self during this phase, but that this self is an imaginary construct, another self, an alienated moi. In that sense, Lacan s moi corresponds to the internalization of the other through identification, (17) which becomes the source of all its future identifications. The dialectic between me here in front of the mirror and me there in the mirror is internalized and creates a desire for unification. This wish to go there to oneself in the mirror is projected onto others by the child, who searches for this other self in them. During the mirror stage, Lacan s self is thus activated from the outside and the child realizes that it is being seen by the world, thus being given a position in it. am aiming for the Real(13). For Lacan, the Real is one of three cognitive dimensions or orders, which co-exist and intersect in the mature human being to constitute consciousness. The other two orders are the Symbolic, which I have previously mentioned, and the Imaginary, which refers to the dimension of images. The Apart from breaking with the classical notion of the subject as unified, Lacan s account of the self-alienation occurring in the mirror stage also explains how the child can appropriate language from the other and enter the Symbolic order, where it gains subjectivity. This entry is marked by the child s organization of reality through words and the appropriation of personal pronouns for itself and others(18). What happens when the child is named through the signifier I is that the sense of alienation and lack-of-beingthere-in-the-mirror is intensified. The signifier I comes to stand-in and substitute for the child, who is barred from being there by it and thus alienated from the Real. To illustrate this process, Lacan applies his algorithm S s as a metaphor for the subject, the signifier representing the conscious and the signified representing the unconscious. The sliding of the signifier results in the subject becoming absent as the subject-not-itself and forever barred from signification and the unconscious. This leads Lacan to replace Descartes famous words I think, therefore I am with I think where I am not, therefore I am where I do not think. (19) Real should not be confused with external reality, but is to be understood rather as that which is real for the subject(14). It is a kind of residue; all that which is outside the dimensions of images and language. Hence, it is unrepresentable. Present in the unconscious, however, the real makes itself felt in dreams, symptoms, and hallucinations. From this process of being represented by a signifier, a drive is produced to return to a lost moment of selfpresence, which the signifier has barred the subject from. Marie-Hélène Brousse defines Lacan s notion of the drive as the result of the functioning of the signifier, that is, of demand: the Other s demand (20) on need, which is barred by the other s demand through language. From the beginning, the child has nothing but need. The mother will attempt to fulfill this need with objects, but she will be speaking at the same time, just as she will be giving the child these objects in a specific way. Her use of language thus has consequences for the feeding of need; it constitutes a demand on the child, which becomes the object of this demand. Hence, in order to get satisfied, the child will have to take into account the demand of the mother: its satisfaction depends on the use it makes of the other s demand, which it will have to construct in order to become satisfied(21). It is this conjunction between the other s demand in speech and need that produces the drive. As Brousse explains, need and demand, however, will never completely correspond: Something escapes the correlation between need and demand which is central for understanding the drive. It is desire, as she continues(22). Since no object can lower the impetus of the drive because it is not the food that satisfies [the mouth], it is, as one says, the pleasure of the mouth, (23) Lacan states that the drive is constant and impossible to satisfy. Thus, any object can be adopted as the drive object, but it will never be able to satisfy the aim of the drive. The drive will move around the object and trick the object, making the subject think that it is that object, but the object can never be retrieved, it is lost in representation(24). 1) Lacan, op. cit., p ) Anthony Wilden, Lacan and the Discourse of the Other, in Anthony Wilden, The Language of the Self: The Function of Language in Psychoanalysis, Baltimore, Maryland: Johns Hopkins University Press, 1968, p ) This is not to say that Ferdinand de Saussure claimed that reality precedes language. Since he was only interested in the synchronic approach to language, that is, the state of language at any one moment, he does not deal with the diachrony of language, that is, its historical evolution and the moment of the subject s insertion into it. He is, however, very specific about language not being a function of the subject. Rather, it is the subject, who is inscribed in language and thus a function of it. See Ferdinand de Saussure, Course in General Linguistics, (extract) in Mark Taylor (ed.), Deconstruction in Context, Chicago: University of Chicago Press, ) Saussure, op. cit., p ) Lacan, op. cit., p ) Saussure, op. cit., p ) Quoted from Wilden, op. cit., p ) Lacan, op. cit., p ) See foreword to Jacques Derrida s Différance, (extract) published in Peggy Kamuf (ed.), A Derrida Reader: Between the Blinds, New York: Columbia University Press, 1991, p ) Ibid., pp ) Ibid., p. 64 & Jacques Derrida, Of Grammatology, (extract) published in Peggy Kamuf (ed.), A Derrida Reader: Between the Blinds, New York: Columbia University Press, 1991, pp ) Jacques Derrida, Signature, Event, Context, in Peggy Kamuf (ed.), A Derrida Reader: Between the Blinds, New York: Columbia University Press, 1991, pp ) I owe thanks to Juli Carson for pointing this out to me when researching this paper. 14) Wilden, op. cit., p ) Jacques Lacan, The Mirror Stage as Formative of the Function of the I as Revealed in Psychoanalytic Experience, in Écrits: A Selection, New York: W.W. Norton & Company, The essay is based on a paper delivered at the 16th International Congress of Psychoanalysis in Zürich, ) Wilden, op. cit., p ) Ibid. 18) Wilden, op. cit., p ) Lacan, The Agency of the Letter, p ) Marie Hélène Brousse, The Drive (I), in Richard Feldstein, Bruce Fink & Maire Jaanus (ed.), Reading Seminar XI: Lacan s Four Fundamental Concepts of Psychoanalysis, Albany: State University of New York Press, 1995, p. 106 & Marie Hélène Brousse, The Drive (II), in Richard Feldstein, Bruce Fink & Maire Jaanus (ed.), Reading Seminar XI: Lacan s Four Fundamental Concepts of Psychoanalysis, Albany: State University of New York Press, 1995, p ) Brousse, The Drive (II), p ) Brousse, The Drive (I), p ) Jacques Lacan, The Deconstruction of the Drive, published in Jacques-Alain Miller (ed.), The Seminar of Jacques Lacan. Book XI: The Four Fundamental Concepts of Psychoanalysis, New York: W.W. Norton & Company, 1981, p ) Ibid., p In relation to the subject-notitself, the drive to return to a lost moment of self-presence that the signifier bars the subject from could thus be said to be an aiming for the Real as the residue outside language, the lost world of wholeness. The drive is thus operating in the gap between the me lost and the me replaced by the signifier, that is, between the me here and the mebarred from being there. The prospect of this return to a lost moment of union creates a certain jouissance. If we go back, then, to the three scenes, what kind of selfpresence are the wavers of the Danish and American flags respectively aiming for? One answer could be a fantasmatic notion of national unity or unity as a nation, a moment before difference, absence, and sliding. My peace flag waving is no different. I too aim for the Real in my attempt to represent my dissent as presence in the flag. But this, of course, only creates a short moment of pleasure because I am still barred and my drive can never be satisfied. Hence, my desire to put two more flags on my car. Now, I only wonder how far my antenna pulls out... Tone O. Nielsen 11

12 Suicide-bombers/ martyrs video and site specific omber's mission dedicated to Iraqi people'... lectronic Telegraph reg. on Mar 31 02:39:00 TC ost of the spectacle attacks, hich are called terroristic n one part of the world (the estern world, example NN) and heroic in the other the Arab world, example Alazeera) have always been ccompanied by pre-attack ideo tapes sent to the visual edia. Usually tapes of this ature show those who carrid out the attacks speaking, xplaining, justifying, inforing, but also embracing nd inspiring. he staged audio-visual stateent consists of different ayers. Firstly, it is meant to eveal the identity of the ttacker. Secondly, it is meant o give him/her a final posibility to communicate pubicly. In other words, the preission video is the bomber's peaking corner. It is his/her ecret arena as well as a pubic arena. It is his/her last ddress to the masses. ll the pre-suicide/martyr ission videos are shut in lean and clear staged aesthtical backgrounds: in most ases an unknown and undentified Middle Eastern pace. Usually, the classical hooting location is private omes with very rare outdor shootings. The most cruial point here is the secrecy f the location and its wherebouts, the private space is he bomber's last place. n contrast to the private pace [the pre-mission stage], he place where missions are ormally executed are public paces and spheres. he entire concept of such issions is a play between HE private place and THE ublic space. n the Middle East, the visual ackgrounds of the pre-suicie/martyr mission videos are ither carpet or fabric. estern suicide missions, on he other hand, have almost lways different purposes, nd in the west the backgrond is either a mirror or a simple interior design. The manifestation is in the statement itself and in the ideological visual elements which are usually exhibited behind the suicide bomber/martyr. On the wall behind the suicide bomber/martyr's head one can see images of spiritual leaders, or a phrase embracing the action he/she is about to carry out. Next to him/her lies a machine gun, a symbol for fight and struggle. The instrument which bombers usually use in their actions, the explosive belt, is never at sight. The belt is the element of surprise, therefore its look and visual identity should always stay in the dark. Knowing well the visual impact on the masses, presuicide/martyr mission videos function as a political statement, an audio-visual manifesto. An address of justification lies between his/ her hands, a paper written in advance for the attacker to read before he/she executes a mission, which is supposed to take place in a sphere where unknown secret individuals are taking part in public debates, using their own method of doing private business in public. For Al Misskawi and Nidal Neb. Amaso (the first two suicide bombers in south Lebanon) self-destruction was to reach for the real thing, real production and improvement. For both, exchange of pain and suffering became a universal cultural and moral value of co-existence, "the value of violence". The complete and right-away destruction of civilization, as long as they were not part of it or related to it. Bombers/martyrs are nomads, mobiles looking for departure in order to make the news. More points are made by his/her death than by his/her life. He came from nowhere, had no address, and his social security number was what his/her sub-cultural organization had issued him/her: suicide bomber/ martyr number??? Putting theory in practice What all pre-suicide mission videos have in common, whether they are group suicides or individual suicides and whether they are carried out for political reasons or private reasons, is the phenomenon of public manifesto. This particular pattern of communication, the public statement, is the relative point of impact, which is always meant to play a more crucial role than the action itself. Playing these visual statements by attackers on global media networks has become a media trend, a new wave of visual experience. Some networks dismiss them for political reasons, such as CNN, while a network like Al-Jazeera decided to play them all the way through despite criticism. Unlike all other pre-suicide/martyr mission videos, Al- Jazeera showed the video of one of the attackers on the WTC (Ahmad Al-Heeznawi), addressing the masses with the image of the plane hitting one of the towers as background. This unique manipulated video footage was received by Al-Jazeera 6 month after the events in NY occurred. The speaker/attacker did not mention that he carried out the mission, but the poster of the plane hitting the WTC was THE visual message and it was easily received in a special effect Hollywood style. Entering the "Kingdom" Pre-mission video staging as a global pattern Indeed the question of suicide is quite controversial both morally and philosophically. All three monotheistic religions usually forbid suicide actions. Nowadays, however, almost all liberal people around the world would easily agree that suicide in general is not a crime, although some legal systems still formally forbid it. "I have never heard of someone punished for a suicide attempt." (RanHaCohen) [1]. Ran HaCohen wrote in his letter Suicidal Truths "In fact, a burning issue in modern legislation is euthanasia for terminally ill people, where the question is not their right to commit suicide (which is usually acknowledged), but rather the right to be assisted in it by medical staff". [2] So what is the difference between committing suicide and being assisted to do so? In terms of health problems, suicide is morally justified, but in political terms it is not. What about other forms and functions of other types of suicides like that of the Heaven's Gate cult? To enter the "Kingdom" or the "next level", Heaven's Gate reached the so called method to the madness. In March 1997 the cult members took their lives in a mass suicide by condemning the human body for being just a vehicle. The common point here is not the action, nor the method, nor the purpose or the ideology behind such an action. What counts is something essentially fundamental. What counts is the virtual publicity and the attention gained from the action, which is usually aired right after the action and never before. Attracting the attention of the virtual public is the primary aim of the pre-mission video footage. It is made to visually distribute the news of the action to the largest audience possible via global TV networks and other media apparatuses.[3] In many cases the staged statement is much more significant than the action itself because its aim is to reach the transnational masses and to clarify the force behind the action. The attack will only fulfil its spectacular climax when it reaches the transnational public media sphere. Ricardo Lopez's aim was successfully implemented with remarkable impact. A dead man managed to get his wish while in the grave: a young American who shut himself in front of his remote controlled video camera and dedicated his act to the singer Björk. He sent a letter bomb in advance to Björk's London home before filming his own suicide. [4] His aim was double media spectacularism. Lopez did not want to go alone to the NEXT LEVEL, but wanted to take his beloved singer with him. He wanted his legacy to be permanently cemented to a legendary figure. His pre-mission suicidal video was shown on all global TV networks. Within the electronic media his name and Björk's will always be connected. Knowing the power and danger of the media Lopez 12

13 managed to enter Hollywood from the backstage by making the footage of his pre-mission suicide video. It is a very nice day to die (Native American proverb) Having said this, one can conclude that the importance of such actions lie in the staged statements as such, while the actions themselves are secondary despite their magnitude. The actual power of all this is the audio-visual material itself and therefore the staging process for the pre-mission video must be carefully organized and well orchestrated. The staging process and the interior design of the premission video footage has become a norm, a cultural trend or a sub-cultural one to be more accurate. The actual staging process should reflect and carry the identity, the purpose, the ideology, and the philosophy of the action takers or attackers. It should look aesthetically unique and different; it should signal continuity and cultural or sub-cultural belonging. In short, the pre-mission interior staging should be done with STYLE. In Lopez's pre-mission video he painted his face with camouflage colour; during filming Lopez was in the end ultimately acting. The selection of vocabulary in his footage was rationally selected and meant to express his intellectual side. Though he planned to go alone and in PRIVATE, he made sure to take two elements with him as he departed: a public figure and a message turning his privacy into public news. By doing this, deep inside him, Lopez was certain of the outcome of his planning. His ultimate aim was the spectacularism of the media. He knew well the media's weak points, and acted according to that. His pre-mission video performance was offered to global TV networks and not to Björk. For viewers around the world, Lopez's video was transferred into the entrapment of TV in houses and salons. The story was told with a Hollywood flavour and for Lopez that was mission accomplished. Priv-blic sphere In the long pre-mission video made by the leader of Heaven's Gate, Marshall Herff Applewhite, he deliberately placed several mirrors which reflected his image while talking in an endless perspective, in order to dimensionalize his existence. Reflecting his image this way he wanted to take us into some sort of Manet's mirror. In his analogy of Richard Sennett, theorist Bulent Diken have this to say in relation to Manet's mirror: "Richard Sennett mentions Eduard Manet as an artist of "displacement", a concept that also summarizes the experience of the foreigner. Displacing the familiar frames of reference, Manet's paintings give unexpected twists to the established ways of seeing. In The Bar at the Folies Bergère, for instance, it is optically impossible to be facing the barmaid directly and seeing her reflection to the right of her at the same time. In the upper right corner of the painting, reflected in the mirror, we see a man the barmaid is looking at. This man cannot exist optically either; if he did, he would completely block out our direct view of the barmaid - the viewer is standing in front of the barmaid. The drama depicted in the painting is thus: "I look in the mirror and see someone who is not myself". [5] Heaven's Gate's leader Marshall Herff Applewhite wanted us to see him in full three dimension during his premission video recording. The message he wanted to send to the world is encapsulated inside the image of his pre-mission video staging. Technically like in Monet's painting, it would be difficult to film Applewhite without seeing the camera man, but now Applewhite did not need a camera man, he simply filmed himself placing the camera right in front of him so we wouldn't be able to see it. Ultimately, Applewhite wanted us to see ourselves alone with his image, a manipulative attempt by Applewhite to address each viewer single handed. Not a computer cult but a cult that happened to have a Web site. Applewhite's statement is still on the web. Heaven's Gate's homepage is still there and will stay for a long long time to come because the group paid their web provider lots of money in advance to keep their web site intact. Their is also functioning; I know because I sent them a mail and received an answer. Applewhite mentioned that we know that it is only while we are in these physical vehicles (bodies) that we can learn the lessons needed to complete our own individual transition, as well as complete our task of offering the Kingdom of Heaven to this civilization one last time. We take good care of our vehicles so they can function well for us in this task, and we try to protect them from any harm. We fully desire, expect, and look forward to boarding a spacecraft from the Next Level very soon (in our physical bodies). There is no doubt in our mind that our being "picked up" is inevitable in the very near future. But what happens between now and then is the big question. The answer to Applewhite's big question is not to be found in his desire to be picked up, nor his excitement of soon to be boarding the spacecraft from the Next Level. His ultimate aim as we have seen in other pre-mission videos is that his message reaches the global electronic media networks. Applewhite's Next Level has been reduced to a media spectacularism mission rather than individual transitions to another state of being. To make sure Haven's Gate still exists, at least in cyber space, the movement paid in advance for their internet provider, a move which cast lots of doubt on the total belief of the movement and all its ideology. If Applewhite was 100% sure that the world would end with or after the departure of his movement then why did they want to exist in cyberspace? Their aim was the actual space, right? No, wrong. The aim was the virtual space. So apparently for Heaven's Gate's leader the most significant of all existence here is not in the physical vehicles or in the Next Level or in the actual space. Rather, it is to exist in cyber space. TV temptation Global TV networks are a new visual information system through which millions of people around the globe can be exposed to a single piece of information simultaneously. The visual experience that people receive from TV and elsewhere enables them to make decisions but it also influences their ability to carry any decision on their own. Apparently, TV images can drag us into anything and out of anything. The power and influence of the global TV network has managed to attract millions of advertisers and investors, but the number of consumers will always be larger. The role of TV consumers is different from one region to another. Some individuals and groups found in TV a new means of power, a new arena for political manifestos. The access to global TV networks has been manipulated. The gate keepers are no longer the editorial teams, in many cases the power of broadcasting lies in the hands of strong statement makers, suicide-mission carriers and attacks of destructive nature. This new visual trend is overpowering and challenging the global TV news editors. In his famous book Breaking the News: How the Media Undermine American Democracy, James Fallows manifest how TV footages smother speech with an anecdote about a CBS journalist making a story on Ronald Reagan in the year Lesley Stahl, had documented the contradiction between what Reagan said and what he did, by showing him speaking at the Special Olympics and at a nursing home while reporting that Reagan had cut funding to children with disabilities and opposed funding for public health. After Stahl's piece was broadcast, she got a call from a White House official, who for a good reason praised her. Overwhelmed by the compliments, she asked the caller form the White House why he wasn't upset, underlining that her coverage story had nailed Reagan. The official replied: "You television people still don't get it. No one heard what you said. Don't you people realize that the picture is all that counts? A powerful picture drowns out the words." [6] Khaled D. Ramadan [1] h html [2] h html [3] misc/letter.htm [4] Music/08/24/france.bjork/ [5] Sennett, Richard (1996) "The Foreigner". In P. Heelas & S. Lash & P. Morris (eds), Detraditionalization, Cambridge: Blackwell, pp ; see pp. 173, 177 for quotations. [6] Steve Hoenisch "An Example of Postmodern Politics" cult1.html Chamber of Public Secrets The Chamber of Public Secrets is a project that reflects and debates socio-cultural and political events related to changes and challenges in our society. The Chamber of Public Secrets functions as a reflexive and critical observatory, its concept is based mainly on mobile, collective activities carried out by artists and thinkers. PioDiaz Minor/ityPolicy New methods for contemporary art Opening: Friday 16May/2003 from 18 to of May to 10 June/2003 Pio Diaz, new exhibition space Summer time 15 to 19 Gothersgade 105 KBH K 1123, Denmark Tel: , piod@pc.dk 13

14 Fortification System of defense structures for protection from enemy attacks. Fortification developed along two general lines: Permanent sites built in peacetime, and emplacements and obstacles hastily constructed in the field in time of war. 14

15 THIS IS WHAT DEMOCRACY LOOKS LIKE 'Amnesty International is left-wing trash' - Jasmine, Sandy said it well in a post a little bit higher up. An uneducated group of people forming a democracy can be a dangerous thing. People must be individuals, and as individuals must be set free from their brothers and sisters. The "collective entity" must be broken up whether it be the collective mind of a particular religion, race, sex, or class. B_Rabbit The US squandered a lot of good will it enjoyed after September 11. It is regarded as a dangerous country by many now. It seems that it does not enjoy a free press now, a requisite for a functioning democracy. Vanya Sorry to say, but most of you a systematically, stupidly anti-french. Most people here think being against the war means you are a terrorist or a coward. dear Muslim brothers,...the problem of today is that our religion is in great danger. all the non muslims r united against us. all muslims should think about this. the solution of this problem is "United States of Islam". dilkashahzada UNITED STATE OF ISLAM?? YA RYTE! LIKE THATS GONNA EVA HAPPEN!!! THESE PRESSES DOTN EVAN LESTEN TO WAT WE HAVE TO SAY... AND WHEN THEY PRETEND THATS THEY DO... THEY DONT REALLY EVAN CARE BOUT OUR STATEMENTS... WHEN A MUSLIM GETS ON TV AND IS TALKIN THE TRUTH THEY CUT THA DAMN CHANNEL OUT!! SO U BRO, U KNOW IF THER WOULD BE N E THING SUCH AS THA *UNITED STATE OF ISLAM*(WHICH NEVA PROB- ABLY IS) FOLKZ GOTTA KNOW THA TRUTH, AND TELL ME HOW U GONNA TELL EVRY ONE?!?!? *Propa Khan* Understand Muslims???? Are you stupid? These people aren't MUSLIMS!!!! They hide behind the Muslim religion; They try to use the name of god to justify innocent killings. MUSLIMS DON"T KILL!!! Why democrazy and free market works in America but not others. With a strong local economy, it is impossible if not extremely difficult for foreign companies to penetrate the American market, let alone manipulate. With the richest and most powerful mass media coporations all based in USA and owned locally, it is impossible for its media to be manipulated and influences by foreign sources. Freedom give room to abuses, having political freedom and freedom of speech can be easily abused by many people (drugs, proverties and prostitutions). But having a high proportion of Christians with moral values keep the system relatively moral and humane. XueRengui Hey... Iran had a DEMOCRAZY GOING IN THE 50S. But its deomcratic government wanted to nationalize Oil Production. So CIA and MI6 got together to fund terrorism to destroyed that DEMOCRAZY. The fact is America doesn't care whether a foreign country is democrazy or anything else as long as it is a puppet. If the democratic people in China win eventually and they decide not to be western puppets (sell off the country) I am sure that CIA will start funding the "communist dissidents"... give them money to set up web sites, demonize the democratic China.., trigger civil unrest and so forth. Just to mess up the country again so that they can get a pupper government... Tyskland har officielt sagt undskyld til de lande de har kolonialiseret. Ligesom Tyskland også har undskyldt overfor de lande de har bekriget. Desuden har de uopfodret betalt 80 milliarder DMark i erstatning til jøderne. I dag er Tyskland imod krig. Either way you will end up supporting somthing that is morally wrong. Super powers are never created or maintained by doing whats right. I don't care what anyone says. Of course people will raise the flag and believe the moral blad. But it doesn't matter if its the US, China, Russia, France, Japan etc. The best thing to do is figure why everyone is doing what. es A popular leader can kill millions, invade relatively peaceful neigbors, attack innocent countries with little provocation, and be loved for it. A less charismatic leader might do whatever neccessary to stop or postpone a global conflict and be ridiculed for it. A democracy (especially one as tenuous as America's) is all about popular opinion RIGHT NOW. FoverF It is my humple opinion, that Sodom Insane not only backs Al-Quaeda, but funded SOME if not MOST 11 Sept. 01 I wote for Check Mate this time around. Theresa Spacecampaign Follow the Germans do apologize står der trykt på SPACECAMPAIGNs afspærringbånd, der ligner det politiet bruger. Disse bånd placeres på historiske selvforherligende bygninger, buster og statuer (ja, alle mænd til hest) rundt omkring i Europa. Båndene skal omkredse symbolerne på de dele af historien vi af hensyn til vores egen selvforståelse har glemt at huske. Vil du ha bånd med på rejsen så kontakt: alem@spacecampaign.org Frihedsmuseet i København, 2002 Der var alt hvad hun kunne gøre; mia 15

16 større krig FOR udbredelsen og opretholdelsen af kapitalismen og dens umættelige ekspansionstrang hvad der med et pænt, eller måske snarere beskidt, udtryk i daglig tale går under betegnelsen nyliberalismen; det vil sige markedsgørelsen af alt fra produktion og produktivkræfter til følelser, seksualitet, ja, alle tænkelige og utænkelige (sociale) relationer. p til krigsudbrudet i marts kørte en debat på Unge Kunstere og Kunstformidleres website ( om foreninens mulige deltagelse i krigsmodstanden. Der var ikke nighed om hvorvidt UKK skulle deltage i protesterne, og om vorvidt en faglig organisation skal udtale sig om politiske mner uden for sit fagområde. Der var heller ikke enighed m hvorvidt man overhovedet bør være imod krigen, FN andat eller ej. Medlemmernes holdninger syntes at afspejle en danske befolknings i det hele taget: Både Og (både for og mod krigen). For at udbygge argumentationen blev der opsat to skilte med punkter som vi støttede (I VORES NAVN) og punkter vi tog afstand fra (IKKE I VORES NAVN). Forbipasserende kunne underskrive direkte på plakaterne hvis de støttede udsagnene, hvilket skete indtil plakaterne var fuldstændigt overtegnede. Løbesedler blev også spredt bla. på den sidste dag af Forårsudstillingen symbolet på kunsten som borgerlig offentlighed og dannelse. På løbesedlerne og skiltene stod den samme tekst, de ti punkter IKKE I VORES NAVN og de ti punkter I VORES NAVN. Der var i gruppen stor diskussion om disse punkter og om de politiske mål i det hele taget; punkterne repræsenterede således Banneret på Kunstakademiets facade fik kun lov til at blive hængende i 10 dage hvorefter det blev fjernet efter direkte ordre fra Kulturministeriet. Dette skete antageligt da Danmarks absolutte elite skulle til fest på Kunstakademiet nogle dage senere Prins Henrik, Brian Mikkelsen, og toppen af poppen i dansk kunstliv stod på invitationslisten. Og d herrer SPREDT (KRIGS)MODSTAND d af disse diskussioner opstod en anti-krigsplatform for kuntarbejdere: Kunstarbejdere Imod Krigen en paraply for en ække grupperinger og enkeltpersoner som ønskede at udrykke modstand. Men hvad vil det sige at en gruppe dannes, t en platform konstituerer sig selv? Om hvad opnås der nighed; hvilke politiske mål og strategier defineres? Og vilke interne organiseringsformer etableres? Hvad betyder ruppedannelsen overhovedet? Risikerer man at miste den ndividuelle subjektivitet, som ellers traditionelt er betinelsen for kunstnerrollen? Kan kunstarbejdere overhovedet rbejde kollektivt? et blev besluttet at tage udgangspunkt i vores baggrund som unstarbejdere og kulturproducenter: Vi ville arbejde med epræsentationspolitik. Hvilke visualiseringsformer af modtanden og aktivismen kan der (ny)formuleres? Vi besluttede t bruge den internationale parole 'IKKE I VORES NAVN', som n tilkendegivelse af at vi er en del af en global protest imod rigen i Irak. Hertil blev tilføjet dobbeltheden 'I VORES AVN' et forsøg på at komme med konstruktive alternativr til kapitalismen og dens krige. i rettede protesterne mod en dobbelt offentlighed: dels med n reaktualisering af demonstrationen som form og socialt um i den brede offentlighed, dels med en politisering af kuntscenen som en mere specifik offentlighed. Et kæmpe baner med teksten IKKE I VORES NAVN kom op på facaden af unstakademiet på Kgs. Nytorv. Det kunne ses af både demostranter og andre som færdedes på torvet, samt af gæster på ej til Charlottenborgs Forårsudstilling. 16 kun dét som der var enighed om og ikke gruppemedlemmernes politikker i deres mangfoldighed. Men det var vigtigt at formulere noget og være aktivt kommunikerende uden at fremstå som et politisk parti. Krigen pågik og vi diskuterede og diskuterede mens 68-generationen som ellers ville ændre verden sad i deres parcelhuse og så TV2. (De landsdækkende TV medier er ikke blot dannende af bestemte værdier i deres underholdningsprogrammer; også nyhedsudsendelser propaganderer direkte for Anders Fogh og co.) Den anden side af aktiviteterne omhandlede en reaktualisering af demonstrationsformen: at indsprøjte mere energi og udtryk i modstanden. Ved hjælp af lydbilleder, paroler og flag søgte vi at skabe en mere social situation, mere interaktiv og dermed ikke baseret på den velkendte form hvor en enkelt taler adresserer massen. Vores kommunikation baserede sig på såvel dialog som forstyrrelse af den almindelige ro og orden. Orden i gaderne fører til uorden i vores hoveder. I forbindelse med kæde-demonstrationen omkring den amerikanske, den spanske og den engelske ambassade stillede Initiativet Nej Til Krig en vogn med lydanlæg til vores rådighed. Det var vores hensigt at skabe en direkte intervention i det offentlige rum ved hjælp af lydbilleder blæst ud i kvarteret omkring ambassaderne. Der kom klager over lydniveauet fra både beboere og politiet, så uro skabte vi. Der var dog klar enighed om det ikke var en egentlig fredsbevægelse vi havde dannet og at humanistisk foragelse ikke var vores udgangspunkt. Derimod lagde vi vægten på en kapitalismekritik, og betragtede krigen MOD Irak som et led i en skulle åbenbart ikke udsættes for dette udsagn. Samtidig skrev Kulturministeren i Jyllands Posten en kommentar som ubetinget støtte til krigen. Med andre ord er det ikke noget problem for den øverste kunstarbejder at udtrykke sig om politiske emner uden for fagets grænser. Vi måtte endnu engang se os overhalet højreom. I det hele taget udmærkede Danmark sig internationalt, og her tænker vi ikke på sælhundens heroiske fart under havet i den Persiske golf, men derimod på at danskere støttede krigen i langt højere grad end resten af Europa og verden i det hele taget. Hvor tilslutningen op til krigsudbruddet overalt i Europa var på omkring % var den i Danmark omkring 50%. Måske skyldtes det at krigen ikke blot var for kapitalismen og liberalismen, men også mod muslimer (med vores immigrationspolitik in mente). Den manglende tilslutning til demonstrationerne afspejlede sig også blandt kunstnere og kulturproducenter. I forbindelse med den sidste demonstration (12. april) forsøgte vi at mobilisere kunstarbejderne i en fælles demonstration, men deltagelsen var minimal. Dette kan betyde flere ting, blandt andet at det ikke anses for relevant, cool eller meningsfuldt at gå til demonstration blandt vore kollegaer, og at de fleste føler sig mere individualiserede end kollektivistiske. Kampen handler derfor ikke kun om repræsentationsformer, men også om mentale processer. Om hvordan vi kan få nyliberalismen ud af vores hoveder. Kommentarer: Jakob Jakobsen og Simon Sheikh Foto: Andrea Geyer m.f.

17 "El Haber No" Den permanente globale krig (Det vil vi ikke) Fra Nicaragua sender Kirsten Dufour og Finn Thybo Andersen følgende: Morayma Sánchez Vega, en nicaraguransk kunsthistoriker og freelance kurator, arrangerede sammen med nicaraguranske kunstnere udstillingen El Haber No i Espacio Apócrifo, et lille eksperimenterende udstillingssted i Managua, hovedstaden i Nicaragua. Vi mødte Morayma Sánchez Vega den 26. april, som fortæller om baggrunden for udstillingen. Dollarsedlens historie: Jeg var i San Francisco med min familie og mødte den 21. marts en stor demonstration mod krigen i Irak. Der var masser af mennesker og mange bannere med påskrifter som bl.a.: No Blood for Oil og Not Kill Children. Ovenover fløj en helikopter mellem de store bygninger. Midt i opgøret mellem journalister, politi og protestanter, der gik mod the Market Street, fandt min søn på 11 år en dollarseddel på gaden. Han tog den op og sagde, Se mor, hvad jeg fandt, nu har jeg penge, og han kikkede på den igen og så at den ikke var ægte, men jeg sagde til ham, Denne dollarseddel er meget vigtig, det er ikke penge, men historie. På den kan man aflæse eksisterende website adresser, som man kan gå ind på og få oplysninger. Amerikanerne har deres egen kultur og de er ligeglade med krig. For mig var det godt at se mennesker i USA der var utilfredse med deres regering. Da jeg var lille oplevede jeg krigen og jeg ved hvordan det er, jeg har set mange døde mennesker. Ingen kan synes at krig er godt. Da jeg kom tilbage til mit land, Nicaragua, viste jeg dollarsedlen til mine kunstnervenner og vi diskuterede hvordan vi skulle protestere imod krigen mod Irak. Den manipulerede dollarseddel blev forstørret og brugt som omslag til en flyer til udstillingen og Morayma Sánchez Vega skrev en artikel, som blev trykt i La Prensa, det største Nicaraguranske dagblad. På flyeren blev der trykt et uddrag af artiklen. Den begynder således: Den civile og den kunsteriske protest har samme mål, men bruger forskellige midler. Den første bidrager med massive demonstrationer i gaderne, råbende slagord, mange bannere, forstyrrer trafikken for at tilkalde sig opmærksomhed og opnår at manifestere en folkelig aktion for menneskelig solidaritet og reel modstand. Kunstneren viser, som resultat af sin åbenbaring, et kreativt værk, originalt og unikt, der forvandles igennem tilskuerens øjne til noget magisk, som trænger direkte og effektivt igennem til vores følelser. Artiklen slutter: Udstillingen er karakteristisk ved at reflektere en stor bevidsthed om virkeligheden og ikke den ubeviste, indifferente og apatiske overfladiskhed til denne skamfulde episode i den ensidige globalisering. Den afbilleder på kunstnerisk måde det som følger krigens hændelser: Død, smerte, ødelæggelse, forstyrrelse, vold og terror. Den viser en kaotisk og forstyrret verden som man må sætte sig op imod. Kunsten provokerer således gennem fantasiens konstruktioner til refleksion over de katastrofale forhold vi lever under idag. Denne udstilling er, ligesom de protester der foregår over hele verden, en aktion for menneskelig solidaritet. Nicaragua, april 2003 Af nogle Globale Rødder i bevægelse Krigen er slut, lyder det triumferende budskab i denne tid. Og godt nok er det irakiske regime væltet af en overlegen militærmagt, men krig mod Irak var nærmere begyndelsen end enden på den Globale Permanente krig, som Bush erklærede efter terrorangrebene den 11. september. Den permanente globale krig er et produkt af den nyliberale globalisering forsøget på at indordne hele verden i et gigantisk og komplekst kapitalistisk produktionssystem, hvor producenterne uden forhindringer kan henlægge deres produktion til den region, hvor afkastet er størst. Tilhængerne af den nyliberale globalisering har i de sidste årtier først og fremmest brugt fredelige pressionsmidler, for at gennemtvinge deres økonomisk liberale program. Man har forsøgt at overbevise verdens befolkninger om, at det frie marked er vejen til udvikling. Befolkninger, der har forsøgt andre veje er blevet udelukket fra långivning og udviklingshjælp. Men i løbet af det sidste årti har den nyliberale globalisering også mødt voksende modstand, både fra globaliseringsbevægelsen og en række lande i syd. Såvel globaliseringsbevægelsens styrke som ulandenes voksende skepsis har sænket farten på den nyliberale globalisering. Forhandlingerne i WTO er ikke kommet langt siden Seattle, aftalen om frit marked for investeringer MAI er lagt i graven og det latinamerikanske venstresving truer det amerikanske frihandelsprojekt FTAA. Det er her, forklaringen på den aktuelle situation skal findes. Den permanente globale krig er globaliseringens væbnede magt, der griber ind over for uregerlige befolkninger eller stater, når andre pressionsmidler svigter. Tvangsliberalisering Invasionen af Irak er således først og fremmest en væbnet tvangsliberalisering. I kølvandet på militæret følger transnationale selskaber, der skal overtage kontrollen med det nye nyliberale Iraks olie, industri og infrastruktur. Samtidig er invasionen et klart signal til verdens befolkninger om, at afvigelser ikke accepteres. Men vil nogen sige der er jo også kapitalistiske lande og virksomhedsledere, som er imod krigen, ganske rigtigt, men uenigheden gælder kun midlerne, ikke målet: Den globale liberalisering. Hvad enten den nyliberale globalisering gennemføres med bomber og terrorlovgivning eller ved økonomisk at undertvinge landende i syd og bremse modstanden ved at omklamre NGOérne og de folkelige bevægelse, er resultatet det samme og det er ikke et resultat som vi kan acceptere. Krigen er forfærdelig, men konsekvenserne af de sidste tyve års nyliberale globalisering er ikke mindre forfærdelige. Vi må derfor ikke lade os lokke af sirenesangen om et stærkt EU som modvægt til USA, ligesom vi ulydigt må afvise at deltage i den mere civiliserede og fredelige nyliberale globalisering, der koloniserer alle sider af hverdagslivet i både rige og fattige samfund verden over. Det er kun en vej frem. Det er en vej som vi allerede er begyndt at gå ad, sammen med millioner af mennesker verden over, der ligesom os ved, at en anden verden er mulig. Det er vejen, der har krydset Seattle, Porto Alegre og Genova. Det er egentlig ikke én, men mange veje, der har det til fælles, at de alle har retning væk fra markedets diktatur og mod en verden med et værdigt liv for alle. Det er ad den vej vi skal gå i dag, og det er på den vej vi snart mødes igen. 17

18 ABZ FRA DET FRI UNIVERSITET I KØBENHAVN EVÆGELSER lack Mountain College, New Experimental College, Drakaygget, the Spontaneous University, New York Free Universiy, London Anti-University, Berlin Kriticher Universität, etroit Artists Workshops. TILPAS BEVIDSTHED n motor som kører i bagrunden. EGÆR e nævnte aldrig at dét at lære kunne dreje sig om et 'begær fter'. Nej. De lod det ligge så vi ikke indså hvad vores begær unne være før det var for sent, før vi begærede jobbet og lev følelsesmæssigt forbundet med det. UBJEKTIVITET liv til en, bliv til mange. Jeg og jeg. ASSE-INTELLEKTUALITET å Det Fri Universitet i København har vi indledt en diskusion af hvad og hvem der definerer viden i dag og af forholdt mellem viden og liv. I vores arbejde tager vi udgangspunkt den overbevisning at viden er social og at alle former for enneskelig aktivitet indeholder et niveau af viden. Som ntonio Gramsci skrev i sine fængsels-optegnelser i 1932: Alle er intellektuelle [...] men ikke alle mennesker fungerer om intellektuelle i samfundet." ROTEST rotestér og forsvind. EJSEFÆLLER et Fri Universitet i København er en interessesfære som dspringer af det materielle liv vi oplever. Vi er altid allerede olitiserede før ethvert borgerskab. Vores perspektiv er lokalt g globalt, og vi er på udkig efter rejsefæller rundt om hjøret og rundt på kloden. OD irsdag den 20. november 2001 fandt et folketingsvalg sted i anmark og det som materialiserede sig var en naturlig konekvens af et årti med almindelig accepteret xenofobi og acisme i det danske samfund: en regering baseret på støtte ra det yderste højre er nu en realitet. Denne misére stiller ndnu flere krav til udviklingen af uafhængige institutioner g nye former for politisk sprog i kulturen. ØKONOMISK ADFÆRD n bestræbelse efter at forbruge tid udenfor den kapitalistiske roduktion ved at løbe op af den nedadgående rulletrappe, ed at vandre formålsløst omkring i nabolaget, ved at sove ele dagen, ved dagdrømmeri, osv. osv. Dette er ikke fritid ritid er en del af den produktive adfærds kredsløb dette er trålende spild. ETVÆRKER And I will do er næsten et fuldt funktionsdygtigt distribuions-netværk for kvindelige filmskabere i Europa. Det er et orrespondance videoprojekt, ligesom en udsending fra en nden by. Hvis du er en kvindelig filmskaber, som gerne vil se ndre kvindelige filmskaberes arbejder, kan du nu. Hvis du ender mig en god kopi af din video vil jeg indspille den på et psamlingsbånd med 10 andre videoer. Alle medvirkende på åndet vil modtage en kopi. Url: ENGE l magt til duften af brændte penge. OVENSKAB rdet arbejde betyder stadig lidelse. På det Fri Universitet i øbenhavn holder vi fast i ideen om en adskillelse mellem rbejde og kunstnerisk/politisk aktion, selvom grænsen som ltid er sløret. KIBAKKE ad os åbne en skibakke mellem passion og logik. FØRE en afgørende kamp er kampen i uføret. Der findes ikke 18 nogen direkte rute; vejen viser sig når vi bevæger os igennem uføret af forvirrede morgener, neurotiske sociale forhold, uigennemtrængeligt bureaukrati, mental dødvægt, mangel på penge ved kassen i supermarkedet. Som Marx skrev: Revolutionen, som her ikke finder sin afslutning, men sin organisatoriske begyndelse, er ikke nogen kortvarig revolution. VÆRDI Vi besluttede at åbne et universitet da vi er interesseret i at blande os i de processer som gælder værdisætning af viden i samfundet. Et universitet fungerer lidt som en bank; det garanterer et værdisystem. Vi opstiller garantier for en lang række personlige, improviserede og politiserede former for viden som vi har kendskab til, og som vi gerne vil være med til at udvikle og gøre eksplicit sociale og skabe fællesskaber omkring. OVERSKUD Den kunstneriske udvikling har aldrig været resultater af kunstnerisk kritik og kvalitativ udvælgelse, men af kvantitativ overflod. Derfor er al kunstnerisk censur, ligegyldig hvor fin den end måtte være, hæmmende for kunstudviklingen. EXODUS (Lyt til et Bob Collins groove på: GENNEMSIGTIG BETON Al magt til gennemsigtig beton. SØVN Det Fri Universitet er et kunstnerdrevet initiativ engageret i at udvikle kritisk bevidsthed og poetisk sprog. Vi accepterer ikke den såkaldte ny vidensøkonomi som den formende forståelse af viden. Vi arbejder med vidensformer som er flygtige, flydende, skizofrene, forsvindende svage, kompromisløst subjektive, uøkonomiske, antikapitalistiske, fremstillet i køkkenet, fremstillet i søvne eller opstået under en fælles udflugt kollektivt. FORSKNING Vi sidder begge ved bordet med vores hænder under vores ben mens vi venter på at maden skal blive serveret. Jeg er ikke sikker på om jeg skal sige noget; hun begynder så at tale og pege på ting i reolen, men jeg ved ikke om det er et udtryk eller et ord. Jeg forsøger at kopiere det hun siger, men det er svært at følge med. Jeg siger et par ting, men indser senere at det var et spørgsmål, ikke et ord. Jeg tænker på hvordan det mon ville være at lære dansk af hende og så tænker jeg over hvilken skuffelse jeg må være for hende, da jeg som en voksen ikke kan svare på hendes spørgsmål. Jeg er ikke sikker på om hun ville være med på at undervise mig, hvis jeg end ikke er i stand til at have en ordveksling med hende nu da hun er indstillet på det. KUNST Kære det Fri Universitet i København, Så jeres udstilling i Wien og sympatiserede med det projekt som i skitserede på jeres flyveblade. Fortsæt det gode arbejde! Jeg skriver på en afhandling om Sartre og blandt andet argumenterer jeg for hans litterære arbejders potentielle radikalt frigørende natur. Det er vigtigt at den venstreorienterede æstetiske teori og produktion kommer ud over at betragte kunst som et udtryk for borgerlig ideologi (og således kapitalisme). Den må anses for at have væsentlige frigørende kvaliteter. Hvad synes sådan nogle som jer om moderne jazz? Venlig hilsen Sam DAGLIGLIV Vores arbejde er sædvanligvis tæt knyttet til det liv vi lever. Det Fri Universitet i København virker rent faktisk indenfor rammerne af vores lejlighed og husholdningsøkonomi. Det Fri Universitet har ingen marmorsøjler og ingen spektakulær arkitektur, men har alt det rod og de uregelmæssigheder som et sted hvor mennesker bor. SAMFUNDSBORGER Hvad nu hvis man ikke føler sig som en fornuftig borger? Hvad nu hvis ens sprog ikke giver mening i offentligheden? EXODUS Den aktive afvisning af kapitalismens sociale forhold; en evakuering af dens grundlag og opbygningen af et alternativ. Ikke en direkte opposition eller negering, men en omgående evakuering. SITCOMS SELV-INSTITUTION Modellen for det Fri Universitet er en vi har taget op og bearbejdet, og den bygger på direkte umedieret udveksling af viden mellem mennesker som middel for social forandring. Det er vores håb at du i stedet for at drømme om det Fri Universitet i København eller London Anti-Universitet eller det Fri Universitet i New York eller det Spontane Universitet tager hen hvor du bor og etablerer dit eget universitet som bygger på den viden som findes i dit netværk. VANVID Vanviddets sprog er ordenes evindelige gliden over i handlinger indtil det punkt, hvor ord er ren handling. FREMSKRIDT I en biografi om den svenske kunstner Karin Larsson ( ) bliver det, samtidig med en opremsning af hendes kunstværker i traditionel forstand, nævnt, at hun fandt på at sætte gryden med kartofler direkte på bordet! Forstået på den måde at hun altså ikke hældte kartoflerne over i en skål, men lod dem blive i gryden. Det var en af Larssons tjenestepiger, der fortalte det til forfatteren af biografien, og for tjenestepigen var det en tankevækkende handling. Hvor helt igennem praktisk dermed at reducere mængden af ting der skulle vaskes op. Ja, ikke nok med det, kartoflerne bevarede dermed deres temperatur, i modsætning til hvis de var blevet hældt over i en kold skål man kunne selvfølgelig vælge at varme skålen først, men det ville jo også være arbejdskrævende. Med et snuptag bliver gryden sat på bordet og med ét forenkles en arbejdsproces. Et lille snuptag for Larssons et stort snuptag for menneskeheden. Nå ja, det var vel set før, men åbenbart ikke i en sådan udstrækning at det ikke kunne vække forundring i en lille svensk by. ARKITEKTUR At bo på det Fri Universitet en beretning fra en gæst: Mit værelse er bygget på sådan en måde at der både er en dør som fører direkte ud på trappen og en anden skydedør som udgør entreen til boligen. Man kan være her, men føle sig temmelig adskilt fra resten af lejligheden. Man kan også komme og gå uden at nogen ville bemærke det (ikke fordi jeg gør det). Jeg foretrækker at holde skydedøren åben, så jeg kan høre hvad der foregår i resten af lejligheden og lugte madlavningen. Det er svært at sige hvor meget jeg slipper ud, men der er helt afgjort et sted hvor vi alle mødes, og jeg kan godt lide det når nogen stikker hovedet ind af døren. TALEHANDLING Det var en simpel social handling at sige Lad os åbne et universitet og da vi åbnede det Fri Universitet kom der umiddelbart en masse diskursive kræfter i bevægelse i og omkring denne selvinstitution. MANIFEST I dag bliver der fremstillet tonsvis af manifester som promoverer alle slags ready-made subjektiviteter der ønsker at regere. Vores intention er at skabe en magt som afviser at regere. Tak til Emma Hedditch, Anthony Davies, Howard Slater, Johnny Spencer, Ian Trowell, Asger Jorn and David Cooper. Henriette Heise og Jakob Jakobsen,

19 Maria Karlsson, L.A

20 phidselsesskrift til ampen om sproget for det man siger er man selv) proget er det parlamentariske emokratis redskab, arena, roces og form. Det er svært at eskrive, men umuligt ikke at edrive. Det er en taske af nstrumenter ved hjælp af vilke historie(r), moral, holdinger, enigheder og komproisser bliver til konsensus åvel som Lov (og ofte Sanded). Og sprog er samtidig en lok af raslende maskiner, der illader os at protestere, modige, og måske genforhanle Loven og alle dens midleridige Sandheder, både de skrene såvel som de uskrevne. åledes er det ikke lige meget vordan vi omgås sproget; ruger, belurer, beskylder og eskriver det. Alene betegelsen det er interessant, den år det (altså sproget) til til orveksling at ligne en uskylig bunke fedtede tingester, ærktøjer og maskindele, der den selv at have indflydelse å begivenhederne giver oven mulighed for at være til tede, kendt, lokaliseret, fastlået ( stadfæstet ) altså også det, der gør magten synlig, aflæselig, gennemskuelig og åske adlydt? Sådan omtales det ihvertfald ofte, sproget. år folketinget beder om magtdredninger for at få klarhed ver magten, dens tinder, deres efalingsveje og ålede egenskaer, eller når Danmarks Radio g Film Instituttet slår sig samen om at udskrive konkurrencer for programmer, der endeligt skal afsløre hvad magt egentligt er og hvem det er, der har den, eller når Ekstra Bladet hilser magten velkommen på forsiden (det har de nemlig magten til at gøre), foreslår de alle umiddelbart at sproget er én enhed, pragmatisk og gennemskuelig, med hvilken man kan slå en anden fast. Magt, f.eks. Som et ord, et stempel, et mærke, en mur. Billedet er tiltalende, for det lader til at give os overblik over magten, viden om den og forstand på den. Det er rart at tænke på at der holdes opsyn, så magten ikke løber løbsk, lige henover hovedet. For hvem vil være magtesløs? Magt over magten, med andre ord. Og er vi ikke taknemmelige for at sproget tilsyneladende tjener os så flinkt, og at der oven i købet er nogen der melder sig frivilligt til at holde magten i ave så vi kan tænke på andre ting? Det er et rart billede, men sammenlignes det med demokratiets idé om magt som diskussioner mellem modsætninger og sprog som deres arena, begynder de ellers så pænt beliggende og veladskilte dele at flyde ud. Billedet insisterer nemlig selv alt for ivrigt på at overse hvorledes det således faktisk også selv er sprog (billedet, altså), og endvidere hvorledes det jo netop er sprog der gør det mulig at formulere, dissekere, kritisere og således også påvirke og omformulere magt. De ellers så velpolerede ord som magt og sprog flyder ud for øjnene af os, undersøgelses-objekterne smelter sammen med instrumenterne og halen bider i sin egen mund: For sproget er ikke kun vejledende men også når man mindst venter det vildledende, og magt ligner et enkelt ord, men viser sig at være mange flere; både mekanismer og processer og udviklinger og indviklinger, forhold og forhandlinger hvis former alle netop bl.a. er sprog. Og ligesom magt er også ordet sprog blot et tyndt gardin foran en vældig hær af vedligeholdelses-mønstre, opretholdelses-teknikker, overlevelsesstrategier, privilegier og indflydelser, repræsentationer, taktikker og manøvrer. At tage del i sprog er at tage del i magt. Hverken sprog eller magt er processer som vi kan melde os ud af; i vores forskellige forhold udøver og navigerer vi i dem og med dem, langs dem og i kraft af dem. Magt og sprog. Og undervejs også kroppen, kødet, luftvejene, indsigten, udskillelserne, viden. Præciseringen, defineringen, betegnelsen; At lytte for at komme i tale, at overhøre for ikke at skulle tale, at tale hen over for at blive hørt, at tale uden at blive hørt, at høre uden at blive tiltalt, at blive tiltalt uden at kunne svare. At blive frakendt sit sprog og at blive dømt til at tillære sig et nyt. At blive lokaliseret i et sprog, man ikke hører hjemme i. Eller at udviske visse ord fra forrådet og insistere på at gentage andre. At repetere visse sætninger så ofte, at de bliver en lyd, en sandhed eller et mærkeligt koncentrat; en flydende salve der smører grammatikken omkring sig, en særlig saft, der flyder mellem ordene og os, og implicerer alt det usagte. At forbeholde sig privilegiet til at lade være med at sige det hele, og alligevel at blive hørt. Det er væsker som disse der pumpes ud i karsystemer mellem os, lommer og blærer der fyldes i vores ord og vores tale, når vi adresserer, elsker og hader. Og det er smørelser som disse der gør det muligt f.eks. at snakke om dem og os, uden at behøve at præcisere yderligere, men alligevel blive forstået. Eller at kunne gentage ordene kriminelle indvandrere som om noget var en selvfølge, impliceret og skyldig via sproget alene, gentagelsen, og således automatisk desto mere skyldig, jo mere det siges. Eller konsekvent at bruge ordet danske statsborgere om nogle mennesker, og danskere om andre, og blot tage for givet ikke at skulle beskrive eller præcisere denne sære skelnen (netop fordi dem, der ikke altid-allerede forstår og anerkender denne skelnen, netop er dem, der ikke må inviteres ind i sproget). Eller at erstatte defineringer som angrebskrig med forsvars-krig og besættelses-magt med befrielses-magt for således at undgå de love og overenskomster man ellers selv taler om at kæmpe for. Man kan blive dømt for det man siger; vold kan udøves med ord, og det man siger er man selv. Sproget er stort, og kun et fjols frygter ikke omgangen med det. Det pumper gennem os i hver eneste centimeter drøm og hver eneste skive ønske, og vi bor alle i det, også dem der ikke selv har valgt det og også dem, der er privilegerede nok til at tro de kan vælge det fra. I det demokrati vi hele tiden bekræfter os selv i at vi tror på og kæmper for, lever magten og dens økologier nødvendigvis i sproget, og viceversa. De betinger vores tale, vores tekst, vores lytten og vores læsning, vores viden, vores krop og de konsekvenser vi drager af disse. Og vi udøver og navigerer med og i dem når vi praktiserer demokratiet; når vi taler og lytter eller vælger at lade være. Det er derfor vigtigt at tage sprog alvorligt; at bruge det med vilje, med lyst og med ærefrygt, at lytte til når det bruges mod os, at prøve at forstå hvordan det fungerer i os, i vore nervesystemer og blodbaner, kirtler og kar, at kæmpe mod det og kæmpe for det, at ruste op; genfinde nye ord og opfinde gamle, glemte grammatikker, at sætte dem i omløb, at mumle om deres rislen gennem organer og fordøjelser, hornhinder og betændelser, ligesom det er nødvendigt hele tiden aktivt at terrorisere, infiltrere og fordærve de implicitte systemer der adresserer, indskriver og italesætter os under præmisser vi ikke er enige i. For disse artikulationer kan ikke ignoreres bort eller ties ihjel, de bliver kun stærkere ved ikke at blive talt imod, forvredet, misbrugt, udspurgt, dementeret og råbt ad. Sig fra, sig frem, sig til, sig imod, sig op. At yde modstand, sproglig modstand, til daglig og i drømmene, mellem linjerne, i telefonerne, over skiltene, langs utopierne, mellem talerne, reklamerne, beskederne, ordene og de fordrejninger af dem du ikke vil stå inde for. Vi må lytte efter, holde ørene stive og snakke i mod; italesætte korrektioner, vrisse tilbage mod ringeagtsytringer og inficere selvsikre udtalelser med utugtig omgang, dialekter, accenter og talefejl, opfundne, strategiske såvel som medfødte. Vi må tage hinanden på ordene, obskønt og ved højlys dag, og vi må skråle sammen men også synge lysteligt falsk i hver eneste kanon vi inviteres til, så snart vi hører de indforståede mellemrum mellem linierne der fratager andre muligheden for at svare. Vi må insistere på et demokrati hvor en stemme ikke blot er et kryds, men tale og sprog, mumlen, snakken og italesættelse, en lytten og en mulighed for at blive hørt. Adgangen til sproget er altafgørende, ligesom magten til at definere det. Giv ikke sproget væk, lad det ikke sive bort, efterladt til besiddende stemmer fordi de tror det er en selvfølge at de får lov at tale det og holde det ved lige, smøre det og gøre det. Giv lyd. Til kamp for sproget, mod det og med det. Katya Sander 20