Om evangelisk-luthersk nadverforvaltning

Transkript

1 Om evangelisk-luthersk nadverforvaltning Om evangelisk-luthersk nadverforvaltning Af stud. theol. Hans-Ole Bækgaard Resumé:»Spørgsmålet om nadverforvaltningen har i de sidste tre årtier atter været genstand for debat, og nye ordninger har vundet indpas i kirkens sakramentforvaltning. Det har mest handlet om brugen af altervin med eller uden alkohol. Artiklen redegør ud fra et eksegetisk, kirkehistorisk, reformatorisk og sjælesørgerisk synspunkt, hvorfor det er ret evangelisk-luthersk lære at fastholde den konkrete forståelse af Jesu indstiftelse af nadveren på dette område. Derudover peges der også på den evangelisk-luthersk forståelse af og praksis vedrørende elevation og konsekration, så menigheden kan tro, at sakramentet er gyldigt, og der ikke skal rejse sig tvivl for troen på Jesu Kristi reale nærvær under brøds og vins skikkelse til syndernes forladelse.«denne artikel skal handle om nadveren: om forvaltningen af Herrens legeme i brød og Herrens blod i vin og om tryghed og tydelighed ved nadverpraksis i ord og handling. Artiklens formål er at understrege, at menigheden må vide, hvad der foregår ved nadverfejringen til trøst, trosstyrkelse, vished om syndernes forladelse osv. Der trænges til undervisning om nadverens bibelsk-lutherske indhold, men også om dens forvaltning. Artiklen har altså dybest set et sjælesørgerisk anliggende. Artiklen vil mange måske umiddelbart finde irrelevant. Eller man vil afværge en nærmere refleksion over indholdet ved at kategorisere det som højkirkeligt og uinteressant for ens folkekirkelige praksis. Eller man vil hævde, at tiderne har skiftet og særlige behov må gælde for en svag part. Eller man vil synes, at en artikel om dette blot er med til at skabe unødig debat og splittelse. Jeg har ingen intentioner om at skabe unødig debat eller splittelse; snarere ønsker jeg at skabe samtale og sætte fokus på noget væsentligt. Jeg vil belyse et område i menighedens liv, som for mig at se ofte tabuiseres eller overlades til tilfældigheder. Jeg mener ikke, mit ærinde er specielt højkirkeligt, men jeg forsøger at læse de bibelske tekster og forstå den kirkelige og lutherske tradition på bedste måde. Ja, jeg vil faktisk påstå, at dette emne trænger til at komme frem med henblik på en saglig drøftelse, så der bliver skabt større forståelse og klarhed om denne nadverforvaltning. Forskellige anskuelser I efteråret 2002 var debatten om brug af vin ved nadveren fremme i Kristeligt Dagblads (KD) spalter. Årsagen hertil var særligt en sag fra Kolding om brug af nadvervin med alkohol. Spørgsmålet om den svage part (her: alkoholikeren) blev aktuelt. Kirkeministeren blev citeret den 15. aug. i KD for at have sagt:»der bør vises hensyn til de mennesker, der har et alkoholproblem. Næstekærlighed er et af kirkens kernebudskaber.«. Halvanden måned senere (5. okt.) skrev provst Steen Skovsgaard i sin kronik i KD:»Hvad ministeren og andre med hende siger, er, at præster, som fastholder, at altervin skal være rigtig vin, åbenbart mangler den fornødne sans for næstekærlighed. De har ikke syn og sans ICQUS nr. 3,

2 Hans-Ole Bækgaard eller hjerte for de svageste i menigheden, hvis de ikke giver alkoholikere mulighed for at deltage på lige fod med alle andre. Og hvis man som præst foreslår, at alkoholikeren kan lade vinen stå og nøjes med brødet ud fra synspunktet, at det stadig er en fuldgyldig nadver, så får man at vide, at det slet ikke går. Det er ikke tilstrækkeligt. Dels kan man ikke være bekendt at spise alkoholikeren af med mindre end alle andre, dels ønsker alkoholikeren ikke at blive udstillet ved ikke at kunne drikke som de andre! Dette sidste siger man vel at mærke i en tid, hvor der aldrig har været større opmærksomhed og forståelse for, at alkoholisme er et problem, der kan ramme alle, og hvor man til de fleste fester vel efterhånden er vant til, at der er venner og bekendte, som ikke kan tåle alkohol.«. Skovsgaard anfører flere gode argumenter for, hvorfor han ikke bruger alkoholfri altervin og mener dermed at undgå beskyldninger om manglende næstekærlighed:»ganske enkelt fordi Jesus nok har haft en mening med at benytte vin, da han indstiftede nadveren. Der er for mig at se ingen tvivl om, at vinen i høj grad er med til at understrege nadverens indhold og betydning [vinen] rummer en forkyndelse af Jesu døds betydning. Vinen er nemlig, til forskel fra saften og den alkoholfrie vin, levende Druen, der vokser og bliver knust og derefter finder liv som vin, er det smukkeste udtryk for og forkyndelse af Kristi gerning vinen [giver] kort og godt mennesker glæde.«. Han udfolder også, at Jesus vidste, hvad han gjorde, da han forvandlede vand til vin ved brylluppet i Kana. Det var hverken ungdommelig kådhed eller 'en skævert'. Han er kommet for at bringe liv og glæde, frihed og frimodighed til mennesker. Ja, hans opgave er at gøre døde levende, at gøre vand til vin. Hertil siger Skovsgaard:» at indføre alkoholfri altervin vil derfor være det samme som at sige, at Jesus nok ikke vidste, hvad han gjorde. Han lavede med andre ord 'en skævert' både ved nadveren og ved brylluppet i Kana, som vi må rette op på, og det endda i næstekærlighedens navn.«. I sin kronik tager Skovsgaard kærligt hånd om alkoholikeren og vedgår, at der kan være et problem her, men at alkoholikeren ikke er alene om at være den svage part i menigheden. Hans grundlæggende synspunkt udtrykkes sådan:»jesus gjorde undere og tegn og gav os netop disse ydre tegn for troens skyld. Så hvis vi skærer de ydre tegn væk, laver dem om eller foragter dem, fordi vi mener, de er betydningsløse, så risikerer vi i virkeligheden, at det går ud over troen.«. I de efterfølgende dage var der reaktioner på dette syn i KD. Jeg vil nævne to. I et indlæg (9. okt.) hævder Niels Thure Krarup, at Skovsgaards begrundelser for at nægte alkoholikere og andre alkoholfri vin er bedrag. Han mener, at» provstens nadver er overhovedet ikke 'den originale', men blot vor tids bekvemme udgave af det måltid, som Kristus indstiftede, for at vi kan mindes hans død, til han kommer igen. Folkekirkens nadver er påvirket af kulturelt betinget æstetik under indflydelse af teologisk irrelevante faktorer som hygiejne og økonomi.«. Hermed hentyder Krarup til, at der ikke holdes fast ved f.eks. oldkirkens dybe symbolik i, at ét brød bliver brudt, og når man anvender små paplignende vafler. Han peger også på, at ritualet ikke bruger ordet»vin«, men»kalk«, og at den ikke længere går fra mund til mund. Om de ydre tegn ved dåb og nadver siger han:» Jesus [bruger] det, der er lige for: Vinen står på bordet ved afskedsmåltidet, og vand har alle mennesker.«. Synspunktet er, at Skovsgaards nadverpraksis og forståelse er tilpasset tidens krav og langt 110 ICQUS nr. 3, 2003

3 Om evangelisk-luthersk nadverforvaltning fra Jesu indstiftelse. Derfor kan der ikke udtales noget om en rigtig nadverfejring med hensyn til anvendelse af altervin med eller uden alkohol. I debatserien 'Kirkeligt set' havde Jens Ole Christensen nogle få dage senere (11. okt.) et indlæg om»alter og alkohol«. Han begynder artiklen med konklusionen:»denne klumme bliver en forsvarstale for nadverfejring med alkoholfri vin. Ikke nødvendigvis sådan, at alle kirker bør gå over til denne praksis; men i det mindste sådan, at der i alle lokalområder findes kirker, hvor kristne mennesker med misbrugsproblemer kan gå til alters.«. Christensen nævner flere gode grunde til at have alkohol i altervinen og medgiver også, at der historisk set ikke er tvivl om, at de druer, der blev serveret ved den første nadver, var gærede, og at der blev spist usyret brød,» men disse gode grunde må have vigepligt for andre hensyn.«. Hensynet drejer sig om mennesker, der har alkoholproblemer, og som derfor er afskåret fra at deltage i nadveren. Han argumenterer for, at problemet nok er blevet mere påtrængende de senere årtier, hvilket til dels har sin årsag i, at en række nyere behandlingsformer anvendes:»folk på antabus får hjertebanken, og mennesker på Minnesotakuren får slået et forløb i stykker af selv meget små doser.«. Derfor må en kirkelig tradition og den opbyggelige påmindelse om det gamle Israels påskefejring vige for hensynet til et virkeligt problem i dag: nogle mennesker med et synligt eller usynligt misbrugsproblem.» De er inviteret til Herrens bord ligesom jeg. Det er de, fordi de er højt elskede af Kristus, og ligesom jeg er syndere, der har brug for Herrens legeme og blod som modgift mod fortabelsen. De hensyn står mod hinanden, og længere burde den diskussion strengt taget ikke være. Vi kan så vægte argumenterne lidt forskelligt, finde lidt forskellige løsninger og i øvrigt lade hinanden i fred med hver sin praksis.«. Christensen opridser nogle grunde til, hvorfor der i bibeltro miljøer kan udvikle sig en forbitret strid om syn og praksis. Det store spørgsmål er, om løftet om Jesu nærvær er knyttet til usyret brød og gæret druesaft eller ej. Kristi inkarnation i nadveren er ikke bundet til noget bestemt ydre, og derfor skal samvittighederne heller ikke bindes, mener Christensen. Han siger:»allerede Paulus måtte forholde sig til det [red. forskellige samvittighedsreaktioner] bl.a. i relation til alkohol (f.eks. Rom 14,21). Hans model var overraskende blød: respekt for de skrøbelige samvittigheder, frihed og gensidig kærlighed.«. Christensen opfordrer til gensidig respekt mellem dem, der ikke vil gå til alters med alkoholfri vin, og dem, for hvem hensynet til de alkoholplagede medkristne vejer tungest. Et oprigtigt anliggende I de seneste årtier har den svage part i spørgsmålet om brug af nadvervin med eller uden alkohol per definition været alkoholikeren ofte under behandling eller den tørlagte. Men holder denne definition og dette udgangspunkt i drøftelsen af noget så centralt som den rette brug af elementerne og en ret evangelisk-luthersk forvaltning af nadveren, som sker i tryghed for troens skyld? Jeg havde nær sagt: Kendte hverken Jesus selv eller Luther til alkoholmisbrug på deres tid? Hvis de gjorde, hvorfor tager de så ikke dette hensyn, som mange i vor tid kræver? Hvorfor ændrede de ikke praksis i næstekærlighedens navn? Var der mon noget på spil her, som er glemt i den generelle folkekirkelige nadverpraksis i dag? ICQUS nr. 3,

4 Hans-Ole Bækgaard Der er intet at glorificere ved misbrugsproblemet. Alkohol kan være en djævel for et menneske og ødelægge et liv. Det er der alt for mange eksempler på. Jeg har selv oplevet det på egen hånd i familie og gennem et flerårigt vikararbejde på et omsorgshjem for alkoholikere og narkomaner. Så indholdet i denne artikel er ikke blot gold teori/teologi, men sammentænkt i kærlighed til både en bibelsk-kirkelig arv og medmennesket. Jeg vil vove den påstand, at der reelt findes flere 'svage-parter' i dette spørgsmål. I debatten fremføres det ofte, at alkoholikeren må udstille sig selv, hvis vedkommende springes over af præsten eller må tydeliggøre et nej tak eller ikke have et bæger ved alterskranken, når kalken går forbi. Men gælder det samme ikke for mange børn? Hvad med den ældre, som ikke kan knæle, men må stå med stokken eller gangstativet? Hvad med spastikeren i kørestolen i midtergangen? Hvad med personen uden arme, der ikke kan modtage brød og vin selv? Hvad med nadvergæsten, som bliver usikker på, om det er Jesu legeme og blod, fordi der gives franskbrød og saftevand? Hvem er den svage part? Og hvem skal afgøre det? Ud fra et indblik i bibelske, kirkehistoriske, dogmatiske, reformatoriske, sjælesørgeriske overvejelser og i lyset af et indblik i nadverdebatten i det 20. århundrede vil jeg angive et svar, sådan som jeg finder det forsvarligt at forvalte nadveren i tro mod Bibel og bekendelse. Et eksegetiske indblik Ved indstiftelsen af nadveren kan der ifølge evangelisterne ikke herske tvivl om, at Jesus efter jødernes traditionelle måde at fejre påsken på anvendte usyret brød og vin (2 Mos 12; Matt 26,26-29parr). I forbindelse med diskussionen om brugen af alkoholfri nadvervin er særligt to spørgsmål aktuelle: 1) hvordan kan man afgøre, hvad der med rette kan kaldes»vin«?; 2) hvad ligger der i formlen»vintræets frugt«? (redegørelsen baseres særligt på stof fra Aalens artikel, J. Jeremias, leksika m.v.; se litteraturlisten). En oprindelig forståelse af vin På Jesu tid fik man forskellige produkter fra vintræet: a) druer i fersk form, b) tørrede druer (rosiner), c) vin, inklusive 'ny vin' eller 'most', d) eddike, fremstillet af udpressede druer (skal, kerner, stilke), af mindre gode druer eller af dårlig vin. I denne sammenhæng er det fortrinsvis det semantiske indhold af termerne 'most' og 'vin, der må undersøges. Ordet 'most' findes ikke i NT, og 'most' og 'vin' er ikke synonyme i GT, sådan som nogle vil hævde. Det er vigtigt at have for øje, at der i nyere tid er sket en ændring i den semantiske forståelse af substantivet 'most'. Hvor det i dag ofte anvendes som betegnelse for alkoholfri frugtsaft (af forskellige frugter), forstod f.eks. Luther ordet som en gengivelse af det hebraiske varyti (tirosh), hvor det havde betydningen 'ny vin'. 'Most' kommer af det latinske ord mustus (= frisk, ny, og stammer, når det bruges om vin, fra udtrykket vinum mustus (= ny vin, nypresset vin). Det er den samme opfattelse, der ligger bag sprogbrugen i GT og videreføres i NT og i jødedommen på Jesu tid. På grund af den semantiske ændring er det derfor ikke sagsvarende at anvende ordet 'most' i dag som gengivelse af varyti. Og det betyder endvidere, at der ikke er et ligefrem sammenfald mellem GTs brug af 'most' (ny vin) og 'vin' (heb.!yiy:; jajin). 112 ICQUS nr. 3, 2003

5 Om evangelisk-luthersk nadverforvaltning GT kan anvende varyti til at betegne specielt den 'nye vin' eller druesaften sådan ifølge Ordsp 3,10; Joel 2,24, hvor det siges, at varyti er i persekarret. Ifølge Es 65,8 er varyti i selve druen/drueklaserne, og Mika 6,15 viser, at der skelnes mellem varyti og!yiy:, hvor det første er saften, som presses, det sidste det færdige produkt. Hos 4,11 (jf. den hebraiske tekst; fejloversat i DO92) nævner varyti og!yiy: sammen, da både 'ny vin' og 'vin'»tager forstanden«- dvs. begge kan være årsag til beruselse og understreger dermed, at der til varyti ikke er knyttet forestillingen om ugæret druesaft. Både Septuaginta og Targum gengiver varyti med»rusdrik«(ligeledes også Vulgata). At grænsen mellem de to hebraiske ord ikke er skarp, fremgår af, at!yiy: også kan betegne væsken i persekarret (Es 16,10; Jer 48,33). Hertil kommer den kendsgerning, at varyti i GT faktisk ofte betegner vinen som sådan, som en del af markens afgrøde almindeligvis sammen med korn og olie (f.eks. 1 Mos 27,28.37; 4 Mos 18,12; 5 Mos 11,14; 18,4; 2 Kong 18,32; Es 36,17; 62,8; Jer 31,12). Forståelse af vin i jødedommen og NTs tid Denne forståelse af varyti i GT blev fremherskende i jødedommen. Derfor gengiver Septuaginta så at sige konsekvent både 'most' og 'vin' med oi=noj (oinos) = vin således også i Targum, hvor begge hebraiske ord på aramæisk gengives med»chamra«). Når rabbinerne udtrykker sig på hebraisk, så anvender de blot!yiy: for 'vin', aldrig varyti. Allerede når druesaften er i persekarret, kalder de den for 'vin'. Samtidig ved de og siger direkte, at ordet varyti i GT betyder 'vin', da varyti havde fået en anden betydning (jf. kilder fra efterkristen tid), nemlig»frugtsaft, sød saft«, hvilket udtrykkeligt skilles fra vin«. Når det gælder Qumransamfundet bruges varyti nogle få gange i forbindelse med samfundets vanlige måltider i betydningen 'vin' eller 'frugtsaft'. I begge betydninger er der tale om en gæret druesaft, da man i den antikke tid ikke havde midler til at bevare druesaften ugæret, og gæringen satte ind nogle få timer efter, at saften var presset af druerne. I jødedommen på Jesu tid havde man altså blot ét ord for begrebet 'vin', som blev anvendt i processen fra den var i persekarret, til den kom på krukke eller i lædersæk, nemlig det hebraiske!yiy:, på aramaisk 'chamra' og på græsk oi=noj. Man kendte ikke længere til en distinktion, som svarede til de gammeltestamentlige udtryk 'most' og 'vin', hvor der i praksis ikke havde været den store forskel. Når der i NT er behov for en særskilt betegnelse for den nypressede vin, benævnes den 'ny/ung vin' (f.eks. Matt 9,17; Luk 5,37ff). Udtrykkene 'gammel vin' og ny/ung vin' findes også i de rabbinske kilder, hvor den gamle vin vurderes højst. Et sted siges det, at 'ny/ung vin' betegner vin, så længe den befinder sig i sit første stadium af gæringen, hvilket hentyder til de tre første dage, hvorimod vin, som er indtil fyrre dage gammel, kaldes for 'vin fra persekarret'. Det antydes, at vin i dette stadium endnu ikke er tiltrækkende. Om aftenen før fastedagen til minde om templets ødelæggelse er det ikke tilladt at drikke vin; dog gælder dette ifølge en af autoriteterne ikke 'ny/ung vin'. En sådan vin er uskyldig og forenelig med faste. Den 'ny vin fra persekarret' er dog ikke altid uskyldig, for drikker man for meget af den, kan man blive beruset af den og snakke over sig. Derfor er der god grund til at antage, at begrebet 'ny/ung vin' ikke altid kun gjaldt den helt friskpressede vin, men at udtrykket lige så godt kan betegne vin af sidste års høst, da 'gammel vin' betegner ICQUS nr. 3,

6 Hans-Ole Bækgaard vin, som har ligget fra det forrige år. Den 'nye/unge vin' kan i og for sig godt være lagret en tid. Påskevinen og vintræets frugt For påskevinen var der specielle forskrifter. Landets vin var stærk og blev næsten altid blandet med vand; sådan som den som regel også blev til påsken. Men påskevinen måtte indeholde et vist mindstekvantum ren vin og ikke være for blandet med vand. For øvrigt kunne den være 'ny/ung vin' eller 'gammel vin', rå naturvin eller blandingsvin, krydret vin og kogt vin. Da der om foråret ikke fandtes noget andet end lagret vin (dvs. mindst et halvt år gammel), må vi antage, at 'ny/ung vin' i sammenhængen henviser til sidste års høst, altså årets lagrede vin. En praktisk regel er, at grænsen for iblanding af vand i vinen er, at»smag og duft«(af vin) stadig er i den. Nogle mener, at den ældste regel har været»smag og udseende«, hvor rødvin (jf. drueblod; Ordsp 23,31; sml. 1 Mos 49,11; 5 Mos 32,13; Åb 14,20) til påske har været bindende forskrift. J. Jeremias stiller sig tvivlende over for påstanden om rødt som den vanlige farve; den røde vin er nemlig sjældent nævnt i kilderne. Nu vil vi se nærmere på udtrykket vintræets frugt«, som Jesus anvender i forbindelse med nadverens indstiftelse (Matt 26,29; Mark 14,25; Luk 22,18). Udtrykket er hentet fra jødisk liturgisk sprogbrug, nærmere bestemt fra den takkebøn, der blev læst/bedt over et bæger vin, før det blev drukket:»lovet være du, Herre vor Gud, verdens konge, som skaber vintræets frugt.«. Denne formel kunne kun bruges i forbindelse med vin, ikke andre produkter af vinstokken. Der er god grund til at antage, at det er denne bøn, Jesus har anvendt ved påskemåtidet med disciplene og dermed ved indstiftelsen af nadveren. Bønnen har været brugt ved det første bæger, som omtales i Luk 22,17 (altså forud for indstiftelsen). Det fremgår af måden, Jesus bruger formelen på, at»frugt«her ikke går på selve træ-frugten (druerne), da denne ikke kan drikkes, og Jesus taler om at»drikke af vintræets frugt«. Det græske ord, som anvendes (ge,nhma), betyder strengt taget heller ikke»frugt«, men»produkt«. I takkebønnen for druer og andre træ-frugter blev formelen 'vintræets frugt' ikke brugt. Hertil var en anden formel foreskrevet, nemlig:» verdens konge, som skaber træets frugt!«. Foruden vinen var det kun brødet et anderledes brød end det daglige som havde sin egen takkebøn, og som var forbeholdt det færdige produkt; den lød:» konge, som lader brød gå frem af jorden!«. 1 Grunden til, at 'brød' og 'vin' havde specielle bønner skal findes i, at disse to elementer gjaldt for at være de mest grundlæggende og konstituerende fødemidler i et fuldt måltid. Denne tankegang findes mange steder i GT (f.eks. Ordsp 9,5) og ligeledes i NT; når evangelisten skal udtrykke, at Døberen hverken»spiser brød eller drikker vin«(luk 7,34), kan dette også udtrykkes ved, at han»hverken spiser eller drikker«(matt 11,18). Om Menneske- 1 For en nærmere studie af selve måltidet, rækkefølgen, bønnerne m.v. henvises til J. Jeremias (Die Abendmahlsworte Jesu: ) og O. Skarsaune (Kristendommens jødiske rødder II: ); se også fremstillingen hos B. Højbo, hvor de forskellige bønner findes i sin liturgiske sammenhæng.. Fremstillingerne understreger, at der blev anvendt usyret brød (jf. 2 Mos 12; det nye, friske af afgrøden, som ikke har været gæret) og vin. Den symbolske betydning, der kan ligge i 'brød' og 'vin', udfolder særligt Skausaune på (bl.a. 176ff); f.eks. de eskatologiske momenter, sådan som profetiske tekster i GT peger på. 114 ICQUS nr. 3, 2003

7 sønnen hedder det, at han»både spiser og drikker«. Det er overflødigt at anføre objekterne, for alle forstår, at når man virkelig spiser og drikker, så gælder det brød og vin. Rabbinerne henviste til Sl 104,15 som skriftgrundlag for, at brød og vin på denne måde var fremhævet ved selvstændige takkebønner, og de tilføjede i tilslutning til dette sted, at vinen både styrker og glæder menneskets hjerte. Endvidere anførte de, at naturfrugten (druen) i vinen er forandret til det bedre. Begge begrundelser viser tydeligt, at man ved udtrykket»vintræets frugt«, tænker på vinen som forædlet produkt. Dette er jo ganske naturligt, eftersom den 'nye/unge vin' (i dens ugærede tilstand) kun er tilgængelig under selve vinhøsten. Derfor angiver rabbinerne stort set kun få anledninger til tvivlstilfælde om man kan kalde vinen for vin ved brug af formelen»vintræets frugt«, når vinen er blevet tilsat for meget vand. Bønnen bedes ikke over druerne eller sur vin (= eddike), og formelen må kun anvendes, når der er tale om 'vin', dvs. smag og udseende/lugt er vin!. At der findes forskellige overvejelser og regler blandt rabbinerne om, hvornår der er tale om vin eller ej, skyldes højst sandsynligt, at formelen»vintræets frugt«ikke må bruges, når vinen er blevet så fortyndet eller så sur, at den ikke længere smager som vin og derfor heller ikke kan gå for at være vin i almindelig menneskelig samkvem eller ved de festlige anledninger, hvor vinen hører til (sml. Joh 2,1ff). Når det gælder påskevinen, er hverken den ferske vin eller druesaften en mulighed, da der som tidligere nævnt ikke fandtes andet end færdiggæret vin. Påsken var som de andre valfartsfester en glædesfest (jf. 5 Mos 16,14), og til glæden hørte almindeligvis vin. Ugæret druesaft ville vel ved denne anledning om muligheden havde foreligget have været en temmelig ligegyldig sag, på samme måde som det var ligegyldigt, at man drak 'ny/ung vin', når man skulle faste. Og det stod jo i Skriften, at»vin glæder menneskets hjerte«endvidere også et glædesmoment set i et eskatologisk lys (sml. Es 26,6ff m.fl.). Når man foreskriver, at påskevinen skal smage og lugte (evt. se ud som) vin, så er det en tydelig forudsætning, at det er gæret vin, der er tale om. At Jesus konkret tænker på påskevinen i sin bestemte historiske form ved indstiftelsen af nadveren, kommer også frem ved et ofte manglede led i oversættelsen af evk tou,tou tou/ genh,matoj th/j avmpe,lou (»af denne vintræets frugt«), hvor denne (demonstrativt pronomen) udelades eller angives at være overflødig (sml. versionen hos hhv. Markus og Lukas). Brugen af dette demonstrative pronomen er en sproglig ejendommelighed for Matthæus, hvor ordet»denne«er en konkretisering med hensyn til funktion og fremtræden til den sædvane, som vinen indgår som led i: vinen som den blev brugt ved (den jødiske) påske, muligvis ved alle de religiøse (og andre) fester. Derfor er det berettiget at hævde, at ordet»denne«i forbindelse med»vintræets frugt«forbinder denne formel tæt til den brug af vinen, som fandt sted ved påsken.»denne«betyder: sådan som (Jesus og hans disciple) bruger og opfatter og oplever vinen i denne konkrete sammenhæng. I en sammenfatning siger Aalen:»Formelen 'vintreets frukt' sikter til vin og kan ikke brukes i forbindelse med noe annet produkt av vintreet. Assosiasjonene som knytter seg til begrepet»vin«, refererer seg blant jøderne som i et hvert annet folk i oldtiden til den gjærede vin og dens virkninger. De samme assosiasjoner knytter seg til uttrykket 'vintreets frukt', kun at dette uttrykk særlig understreker vinen som en gave fra Skaperens hånd. Avgjørende for hva

8 Hans-Ole Bækgaard som er og kan kalles vin, er smaken (og lukten) det dreier seg ikke om noen kjemisk analyse. Vin er ikke et kjemisk begrep, men et praktisk, et begrep fra det menneskelige liv. Også om den friske druesaft kan formelen 'vintreets frukt' brukes, men det dreier seg her om et grensetilfelle; druesaften er jo vin i potensiell forstand. Om vin som er gått over til å være noe annet enn vin (sur vin, eddikk, foruttynnet vin) kan ikke formelen 'vintreets frukt' brukes, fordi disse vesker ikke lenger med rette kan kalles vin eller gå for å være vin. For meg er det ikke tvilsomt at den moderne, såkalte 'alkoholfrie vin' faller inn i rekken av sistnevnte tilfelle. Det dreier seg her ikke om vin. Uttrykket 'vintreets frukt' er derfor her ikke lenger på sin plass«. Udvalgte glimt fra kirkehistorien Traditionen fra Jesu indstiftelse af nadveren fortsatte i den tidlige kristne kirke. Dette afspejles i de bønner (sproget), der er anvendt i liturgien, sådan som de er overleveret fra de apostolske fædre (f.eks. fra Didaké; Justin Martyr o.a.), og bl.a. fra de forskellige foreskrifter omkring brugen af elementerne, f.eks. forholdet mellem vand og vin. Den tidlige kirke og middelalderen I en kronik i Flensborg Avis 28. okt skriver lektor i kirkehistorie Knud Ottesen:»I den tidligste kirke var det ikke ualmindeligt, at man fejrede nadveren uden vin overhovedet. Dette korresponderede med almindelig palæstinensisk måltidstradition, hvor man ikke nød vin ved de sædvanlige måltider, men kun ved særlige lejligheder. Om der blev nydt vin eller ej, også selvom måtidet fejredes som nadvermåltid, var ikke afgørende, hovedvægten lå på brødets brydelse (jf. Ap. Gern. 2,42). Uden for denne palæstinensiske tradition var det anderledes, der hørte vinen med, sådan som vi ser det hos Paulus, og det var den tradition, der vandt.«. Der fandtes dog asketiske samfund (enkratitter, dvs. 'de afholdende') allerede på Jesu tid og i de følgende århundreder, hvor man forkastede nydelsen af kød og vin samt ægteskabet. Omkring år 200 findes disse samfund flere steder i Lilleasien, og kirkefædrene Irenæus, Klement af Alexandria og Hippolyt anser dem for at være under gnostisk indflydelse eller et direkte udtryk for gnosticisme. Enkratitternes begrundelse for at erstatte nadvervin med vand har antageligt været, at vin (som ægteskab) var en hindring for den sande forløsning (jf. deres forestilling om, at ægteskabet kom ind i verden ved syndefaldet og skyldtes djævelen; derefter var Adam udelukket fra forløsningen). I det 3. og 4. årh. var disse tanker en trussel for kirken, men blev tilbagevist. Kampen mod de forskellige gnostiske systemer blev en anledning for kirken til at besinde sig på sit fundament i lære og praksis. Selvom enkratitterne blev tilbagevist, levede deres ideer videre i det 4. årh., og senere dukkede tilsvarende tanker op, men de afvistes hver gang som kætterske. Også efter reformationen dukker problematiseringen af altervinen op, men blev afvist, og det er først i 1970'erne, at man i en dansk luthersk kirketradition fraviger princippet om, at nadvervin er vin (se nedenfor i afsnittet om debatten i det 20. årh.). Ottesen udtaler sig i kronikken således om de kræfter, der ligger bag alle de bestræbelser for, at vin ved nadveren ikke må være vin (jf. biskoppers udtalelser midt i 70'erne):»De er svære at få hold på, for de skjuler sig under godhedens navn og bag pænhedens måske. Idealet er at være en kristen, men det er 116 ICQUS nr. 3, 2003

9 Om evangelisk-luthersk nadverforvaltning bedst at være en ædruelig kristen. Det er ikke godt at støde mennesker fra sig, og god skal man være. Ingen skal bestride rigtigheden af den slags, det er bare ikke kristendom.«. Udover indflydelsen fra de gnostiske strømninger i de første århundreder af kirkens historie og disse ideers senere fremkomst i forskellige former spiller også det katolske sakramentsyn en vigtig rolle i spørgsmålet om brug af vin eller ej (pladsen er ikke til en større udfoldelse, men se f.eks. Hägglund: ff; Valen-Sendstad: ). Nadveren blev opfattet som et messeoffer (en gentagelse af Jesu Kristi offer, frem for et takkeoffer), som blev båret frem for Gud med henblik på soning af synder. Man hævdede, at der ved konsekrationen skete en substantiel forandring af elementerne brød og vin, så de blev Jesu Kristi virkelige legeme og blod, selvom de i det ydre ligner hhv. brød og vin. Denne lære blev fremsat i år 832 af munken Radbertus, og på trods af flere protester i de følgende århundreder blev den vedtaget i 1215 på 4. Laterankoncil. De skolastiske teologer (særligt Thomas Aquinas) forsvarede læren og befæstede den yderligere; den (trans)substantielle forvandling skete ved indvielsen og blev udtrykt i metafysiske begrundelser ved en distinktion mellem 'substans' og 'accidens'. Fra 1200-tallet var det blevet almindeligt, at præsterne kun uddelte brødet og selv drak vinen/kalken på menighedens vegne, så at intet af Kristi dyrebare blod blev tabt eller gik til spilde. Der blev i højmiddelalderen skelnet imellem, hvem der var særligt indviet/ordineret til at modtage nadverens sakramente Denne praksis ændrede sig dog efterhånden lidt, og ved reformationstiden var det nogle steder et krav, at nadveren skulle modtages under begge skikkelser (brød og vin). Den katolske kirke, sværmerne/reformerte og Luther Nadverspørgsmålet er et afgørende punkt i Luthers opgør med den katolske kirke og senere i opgøret med sværmerne, særligt nadverstriden med Zwingli (i denne artikel vil jeg blot anføre nogle af de vigtige områder, som har betydningen for mit anliggende; i øvrigt henviser jeg til de kirke- og dogmehistoriske fremstillinger, se litteraturlisten). I opgøret med den katolske lære om nadverens sakramente fastholder Luther, at der sker noget med brød og vin under indvielsen. Brød og vin bliver forvandlet til Jesu Kristi legeme og blod, men brød og vin er fortsat og samtidig brød og vin. Ved nadveren modtager man brød/legeme og vin/blod. Kristus har knyttet sit legemlige nærvær til brødet og vinen. Hans legeme og blod er virkelig og sandt til stede i, med og under brødet og vinen (vere et substantialiter adsint). Som Valen-Sendstad nævner det (s492)» er der her tale om en sakramental enhet ved Guds ord (unio sacramentalis). Men han [Luther] avviser transsubstansiasjonslæren som subtilt sofisteri og i strid med Skriften.«. Kristus er realt til stede i, med og under brød/vin ved sit ord (jf. begrebet 'realpræsens' om det lutherske nadversyn). Det grundlæggende for dette syn på og forvaltningen af nadveren er at fastholde læren om Kristi to naturer (100% guddommelig, 100% menneskelig på samme tid), læren om Kristi suveræne tilstedeværelse overalt efter sin himmelfart, læren om retfærdiggørelse af tro m.v.. Elementerne er samtidig Kristus selv og en jordisk skikkelse, men skal ikke tilbedes, sådan som det var sædvane i den katolske kirke, eller anses blot for at være symboler for Kristi gerning, sådan som sværmerne med særligt Zwingli i spidsen påstod eller med Calvin hævdede en spirituel nadveropfattelse. Kristus er real til stede! Ved indvielsen sker der en real ICQUS nr. 3,

10 Hans-Ole Bækgaard forvandling, så både den troende og ikke-troende modtager Kristi legeme og blod til liv eller dom (se videre Luthers gennemgang af dette i sit store skrift Om Kristi nadver samt Bennetzens behandling af spørgsmålet, jf. litteraturlisten). Ud fra nadverindstiftelsen i evangelierne og hos Paulus i 1 Korinterbrev 11 slår Luther fast, at Kristus gav alle disciplene hele sakramentet; ja netop at ordet 'alle' er knyttet til kalken og ikke til brødet. Hermed vil Luther understrege, at det har Skriften imod sig at forbyde uddelingen af den vin, som Kristus har ønsket, alle skal have. Det er ikke præsten alene som i kraft af sin ordination har denne ret, men enhver kristen er ved dåben ordineret til at have del i nadverens fællesskab. I skriftet Om kirkens babylonske fangenskab, hvor Luther bl.a. behandler spørgsmålet»om brødets sakramente«, påviser han, at menigheden både kan og bør modtage nadveren under begge skikkelser. Han siger:»hvis sakramenter også er givet til lægfolket, så følger uundgåeligt heraf, at nadveren i begge dens skikkelser ikke bør nægtes lægfolk. Hvis den nægtes dem, når de beder om den, handler man dermed gudløst og mod Kristi gerning, hans eksempel og indstiftelse.«. Det er ikke op til romerkirkens 'spytslikkere' at afgøre, hvem der kan eller bør modtage begge skikkelser. Derfor har nadvergæsten adgang til at modtage begge skikkelser, men nadveren er dog også gyldig, hvis en nadvergæst afstår fra at modtage den ene skikkelse, f.eks. vinen. Kristi reale nærvær er knyttet til ordet, som gives i, med og under brød og vin, men Kristi reale nærvær er fuldt tilstede ved såvel brød som vin (se Confessio Augustana artikel 22). Den ene skikkelse har ikke forrang frem for den anden. Han udtrykker sig bl.a. således:»de, der kun bruger nadverens ene skikkelse, synder ikke dermed mod Kristus, som jo ikke har befalet os at bruge nogen af dem, men overlader det til hver enkelts skøn, når han siger: "Gør dette, så ofte som I gør det, til ihukommelse af mig" (1 Kor 11,25). De, der synder, er dem, der afviser at give begge skikkelse, når nogen ønsker at udøve dette skøn. Skylden ligger ikke hos lægfolkene, men hos præsterne. Sakramentet tilhører ikke præsterne alene, men alle, og præsterne er ikke herrer, men tjenere, der har pligt til at give begge sakramentets skikkelser til alle, når som helst de beder om det. Hvis de fratager lægfolk denne ret og med vold og magt afviser dem, er de tyranner, medens lægfolkene, hvad enten de kun får sakramentet i den ene skikkelse eller overhovedet ikke, ingen skyld har, men vil blive frelst ved troen og deres længsel efter sakramentet i dets fulde skikkelse.«. Lægfolket har altså denne ret til hele sakramentet, men Luther taler i denne sammenhæng ikke om pligt til at modtage begge skikkelser for, at den hele nadver er modtaget. Kristus er realt nærværende i både brød og vin. Det må være en evangelisk frihed for et kristenmenneske (og ret) ikke blot at sige nej til det uægte ved nadveren, men også til det, man menneskeligt ikke kan klare af forskellige grunde (også på Luthers tid var alkoholisme et problem!). Guds ord og løfter er knyttet til begge skikkelser (tegn), som den døbte modtager i tro og uden tvang. I Den Store Katekismus udfolder Luther yderligere, hvad alterets sakramenter er og han formaner til, man modtager det i evangelisk frihed. Det er også vigtigt for Luther at imødegå den katolske opfattelse af selve fejringen af nadveren. Der kan ikke være tale om et 'messeoffer', hvor præsten i Kristi sted gentager offeret på korset til soning for synden og som en anden god gerning frembærer dette offer for Gud. 118 ICQUS nr. 3, 2003

11 Om evangelisk-luthersk nadverforvaltning Nadveren er et taknemmelighedsoffer og ikke blot et 'mindemåltid' om Kristi lidelse og død for verdens synd og hans opstandelse til retfærdighed for enhver, som tror. Derfor er nadveren et måltid til tak, lovprisning og ihukommelse. Dette takkeoffer bærer menigheden frem for Guds ansigt (jf. elevationen) i en samtidighed, hvor Kristus i sin allestedsnærværelse realt ved ordet knytter sig til brødet og vinen (jf. udsagnet:»smag og se, at Herren er god «). I flere sammenhænge retter Luther skarp kritik mod det katolske messeoffer og mener, at det er resultatet af sofistiske spekulationer, og at det modsiger Skriften (se f.eks. Confessio Augustana artikel 24). Derfor peger han på, at hvad der må gælde for nadveren, er at vende tilbage til Kristi egen indstiftelse og i ord og forvaltning holde sig til den måde og form, hvormed Kristus indstiftede nadveren det gælder også elementerne usyret brød og ægte vin. Han siger det f.eks. sådan i skriftet Om kirkens babylonske fangenskab, hvor han retter sin kritik mod forestillingen om et 'messeoffer':»allerførst må vi, for at nå sikkert og lykkeligt frem til den rigtige og frie viden om dette sakramente, frem for alt lægge det bort, som mennesker i deres brændende iver har føjet til den oprindelige enkle indstiftelse Det, vi skal rette vore øjne mod, er Kristi indstiftelse og den alene; vi skal ikke have andet for øje end Kristi eget ord, hvormed han indstiftede, fuldbyrdede og overdrog sakramentet til os. Det er i det ord og ikke i spor andet, messens kraft, natur og væsen ligger. Alt andet er et resultat af menneskers tanker, som er tilføjet Kristi ord, og som messen sagtens kan undvære.«i fortsættelsen i dette skrift henviser Luther til Jesu indstiftelse af nadveren og udlægger den. Der gives en mere udførlig tekstgennemgang, som særligt vedrører brødet og vinen han fastholder altså brugen af de oprindelige elementer (jf. Om Kristi nadver: ss , særligt s273ff.312f). Hvad der derfor gælder for den rette forvaltning af nadveren, er dels en ret teologisk forståelse af Jesu indstiftelse af nadveren ifølge evangelierne og 1 Kor 11 (realpræsensen), dels en ret forvaltning af nadveren ved konsekrationen og uddelingen, som understreger realpræsensen. Lidt reformatorisk teologi og praksis Når det var så afgørende for Luther at understege realpræsensen og dermed afvise både katolsk og reformert nadverlære, skyldes det, at noget helt fundamentalt i læren om Kristus og retfærdiggørelsen af tro er på spil. Derfor hedder det i Confessio Augustana artikel 10:»Om Herrens nadver lærer de, at Kristi legeme og blod er virkeligt til stede og uddeles til dem, der nyder nadveren; og de misbilliger dem, der lærer anderledes.«. Denne stærke betoning af realpræsensen får indflydelse på forvaltningen af nadveren. Nadveren er ikke blot en åndelig handling, så forvaltningen i praksis ingen betydning har (mod sværmerne/den reformerte symboltænkning); nadveren er en sakramental handling i naturlig brød/vin og spises/drikkes med munden, hvor Kristus er realt til stede knyttet til Ordet i brød/vin (mod katolikkerne). For Luther handler det om, at det ikke er tilfældigt, hvad der sker, eller hvad der anvendes. Den rette forvaltning må være tydelig i og for menigheden, så de trygt kan vide, at Kristus er nærværende og skænker syndernes forladelse. For troens skyld. ICQUS nr. 3,

12 Hans-Ole Bækgaard Forblev Luther katolsk i sin nadverlære? Nogle mener, at Luther bibeholder en katolsk rest i sin tænkning, selvom han forkaster messeofferet og misbilliger tilbedelsen af hostien i monstransen (efter den gudstjenestelig nadverfejring). Luther lægger vægt på, at de ydre synlige skikkelser er brød og vin og ikke noget andet. Det er disse, Kristus ved indstiftelsen har knyttet sit ord til, ligesom Han har knyttet sit ord til vand og ikke noget som helst andet ved dåben. Dette skal vi ikke ændre på, selvom Gud i sin almægtighed kan virke hvor og når, Han vil. En ret forvaltning af nadveren holder sig til Kristi indstiftelse. Sådan udfolder Luther tankegangen i f.eks. Apologien til Confessio Augustana artikel 10, i Schwabacherartiklerne, i Marburgerartiklerne o.a. (se Konkordieboken, ss ). Brødet og vinen symboliserer ikke blot Kristi fraværende legeme og blod, men er netop udtryk for den stærke og tætte forening af brød/vin og Kristus selv ved ordet, som sker ved konsekrationen. Nogle steder siger Luther, at han i sin eftertid sandsynligvis vil blive anklaget for blot at have talt som et barn af tiden og med katolske levn i sit syn. Derfor siger han bl.a. (Konkordieboken, s380):»fordi jeg ser at det bliver stadig flere sekter og villfarelser, og Satans raseri ikke holder opp, og for at ikke noen mens jeg lever, eller etter min død, skal bruke meg og mine skrifter til å knesette sine villfarelser og misbruke mine skrifter slik som sakramentérerne er begynt at gjøre, så vil jeg med dette skrift overfor Gud og hele verden punkt for punkt bekjenne min tro. Og den akter jeg å fastholde til min død da jeg ved Guds hjelp skal ta avskjed med denne verden og stilles fram for vår Herre Jesu Kristi domstol. Og dersom noen etter min død ville si: Hvis dr. Luther hadde levet nå, ville han ha lært og ment annerledes om denne eller hin artikkel; for han har ikke tenkt nok over den osv., så sier jeg imot det nå som før og før som nå, at ved Guds nåde har jeg på det omhyggeligste ettertenkt alle disse artikler i Skriften, og har ofte på ny gjennomgått dem og har villet forsvare dem med samme visshet som jeg nå har forsvart alterets sakrament. Jeg er ikke drukken eller uskjønnsom. Jeg vet hva jeg sier og er klar over det som angår meg ved Herren Jesu Kristi gjenkomst til den siste dom. Derfor skal ingen lage spøk eller løs tale av dette. Det er mitt alvor. For ved Guds nåde kjenner jeg en god del til Satan. Kan han fordreie og forvirre Guds ord, hva kan han da ikke gjøre med mine og en annens ord?«. Denne selvbesindelse hos Luther må medtages, når han f.eks. udtaler (Konkordieboken s382f):»så er vi da skyldige til ikke å tolke og utlegge disse ord av den evige, sannferdige og allmektige Guds Sønn, vår Herre Jesus Kristus, vår skaper og forløser, som om det var forblommede, billedlige og uegentlige talemåter slik som det måtte synes for vår fornuft. Men vi er skyldige til å ta ordene slik som de lyder i deres egentlige, klare betydning med enfoldig tro, den lydighet vi skylder og ikke la oss føre bort ved noen innvending eller menneskelig motsigelse som er utsprunget av den menneskelige fornuft, hvor yndig innvendingen også tager seg ut for fornuften Nå vitner alle omstendigheter ved denne nattverds innstiftelse at disse ord av vår Herre og Frelser Jesus Kristus ikke kan eller skal forstås annerledes enn etter sin vanlige, egentlige og alminnelige betydning. For de er i seg selv enkle, tydelige, klare, faste og hevet over tvil. For ettersom Kristus gir sin befaling om å spise hans legeme osv. over bordet og under måltidet, er det jo ingen tvil om at han taler om rik- 120 ICQUS nr. 3, 2003

13 Om evangelisk-luthersk nadverforvaltning tig naturlig brød og om naturlig vin, og likeså om å spise og drikke med munnen. Dette er ingen billedtale «. Ved siden af Ordets prædiken er for Luther nadveren gudstjenestens højdepunkt modsat liturgien ved reformerte gudstjenester, hvor de hævder at gå videre end Luther i det reformatorisk arbejde. De mener, at det er nødvendigt, at sakramenterne bliver skubbet til side. Også Luthers tidligere medarbejder i 1520'erne, Karlstadt, fulgte denne linje. Han hævder bl.a., at nadveren ikke er andet end et mindemåltid, at brød og vin kun er symboler, at Jesu legeme og blod derfor ikke er virkelig til stede og fortæres af de troende under brød og vin. Luther vender sig heftigt mod ham, dels mod hans nadverteologi, dels mod hans forvaltning. Og uenigheden på dette område samt i andre vigtige spørgsmål fører til brud imellem dem. Luther var ganske omhyggelig med, at nadverforvaltningen (de ydre ting) blev udført ret i overensstemmelse med læren om realpræsensen, og denne forvaltning var ikke udtrykt for et katolsk levn, når han meget bevidst skelnede mellem indviede og uindviede brød, eller var varsom med vinen/jesu dyrebare blod, at intet gik til spilde, blev smidt ud eller blev hældt tilbage på flaske med uindviet vin. I praksis havde det altså konsekvenser, at der var tale om Kristi legemes og blods bogstavelige nærvær i elementerne; Luther tog dette så alvorligt, at han ikke i gudstjenesten ville tåle nogen letfærdig omgang med det indviede brød eller vin. Nogle eksempler skal angives (følgende er fra Prenter 1980:43f samt kronik fra 1981). Eksempler på Luthers nadversyn Kort før Luthers død havde en præst, Adam Besserer, rakt en altergæst et nadverbrød, der ikke var indviet, fordi det indviede brød på patenen var faldet på jorden. Siden, da den manglende oblat blev fundet, lagde han denne (der var 'indviet') tilbage i oblatæsken til de uindviede brød. Dette bemærkede kirketjeneren, som indberettede sagen til sognepræsten, hvorfra den gik videre, til den endte hos den evangeliske biskop i Naumburg: Luthers ven, Nikolaus Amsdorf. Da han havde fået Besserer sat i fængsel for forseelsen, skriver Luther i den anledning 11. januar 1546, en god måned før sin død, til Amsdorf, følgende:»for det første er det ikke ligegyldighed, men slethed, og det en meget tydelig slethed hos denne præst. Han har jo i foragt overfor Gud og mennesker offentligt fordristet sig til at udgive indviede og uindviede oblater for det samme. Derfor må han ligefrem udelukkes af vore menigheder. Lad ham gå til sine zwinglianere. Det er ikke nødvendigt, at vi holder en fremmed mand i fængsel, til hvem man ikke skal have tillid, selv om han aflagde ed. For det andet har den, som modtog den uindviede oblat, ikke syndet. Hans tro har frelst ham, fordi han troede, at han modtog det sande sakrament, og han forlod sig på Guds ord og er ikke falsk, ligesom det menneske er døbt, som tror, selv om den, der døbte ham, legede dermed eller døbte med andet end vand. Dog er det ikke nødvendigt at drøfte dette nærmere på dette sted, for at de uerfarne samvittigheder ikke skal blive forvirrede eller urolige. Det er tilstrækkeligt, at for den, som tror, er alle ting mulige. Hvad de blandede oblater angår, er det rigtigt gjort, at de er blevet brændt, skønt det i virkeligheden ikke havde været nødvendigt at opbrænde dem, da jo sakramentet intet er, når det ikke bruges, ligesom dåbsvandet ikke er ICQUS nr. 3,

14 Hans-Ole Bækgaard nogen dåb, når det ikke bruges. For dem, som æder og tror, virker Kristus i sakramentet. Men for forargelsens skyld har præsten gjort vel i at brænde oblaterne«. Da det senere kom Luther for øre, at Besserer havde handlet i forvirring og ikke i ondskab, skiftede han holdning over for den unge hjælpepræst og omkring straffen, men ikke anskuelse i selve sagen. Han lader Melanchton give besked til kurfysten om, at Besserer bør straffes med to ugers fængsel, og at han, da man kan håbe på forbedring hos ham, skal have lov at blive i sit embede. Uden straf kan det ikke gå. For fejlen er en alvorlig fejl, som ikke må tolereres og ikke danne skole. Men når den ikke er begået med forsæt, skal den ikke straffes for strengt, og præsten ikke miste sit embede. Et andet eksempel: I Luthers fødeby Eisleben var de lutherske præster blevet uenige om, hvad man skulle gøre, hvis man fik brød eller vin til overs ved altergangen. Præsten Wolferinus hævdede den tankegang, at brød og vin, som bliver til overs, er blotte elementer, at sakramentet ikke er til uden for selve altergangens handling. Luther vendte sig markant mod denne tankegang og påpegede, at man burde følge den praksis, som man havde i Wittenberg, nemlig at der ikke bliver noget til overs. Ellers indvikler man sig i det forargelige og farlige spørgsmål om, hvornår den sakramentale handling ophører. Wolferinus bøjede sig ikke straks for Luthers autoritet, men påberåbte sig Melanchton, så Luther på ny måtte gribe til pennen. Denne gang var han nødt til at gå nærmere ind på sagen og præciserede, at 'den sakramentale handling', hvorunder Jesu legeme og blod er virkelig til stede under brød og vin, ikke blot er det øjeblik, da brødet fortæres og vinen drikkes, men den begynder med Fadervor (lige før indstiftelsesordene) og varer, til alle har været til alters, kalken er drukket ud og oblaterne er fortæret, folket er sendt bort, og man har forladt alterrummet. Derfor beordrede Luther endnu engang Wolferinus at følge skikken fra Wittenberg:»Derfor sørg for, når der bliver noget af sakramentet til overs, at dette enten modtages af nogle af altergæsterne eller af præsten selv og hans medhjælper «. Luther regnede altså bestemt med, at Jesu legeme og blod er til stede under altergangen både før og efter, at det fortæres. Af den grund kunne Luther tillade, at sakramentet blev tilbedt under (ikke efter!) altergangen, selvom han ikke ville tvinge nogen til at tilbede det. Ikke blot modtages sakramentet knælende, hvilket i sig selv er en tilbedelse (NB: derfor modtager de reformerte sakramentet stående eller siddende!), men før og efter modtagelsen tilbedes det, f.eks. under 'elevationen' (dvs. at præsten, når indstiftelsesordene har lydt, opløfter disken med brødet og kalken med vinen). I en bordsamtale, hvori Luther kommer ind på elevationens afskaffelse i Wittenberg 1542, gives der oplysninger om, hvordan Luther selv forvaltede dette. Anledningen til samtalen var et spørgsmål til ham fra de tre fyrstebrødre af Anhalt, som havde spurgt, om de burde afskaffe sakramentets elevation. Luther svarede:»aldrig! For jeg har opdaget, at elevationens afskaffelse nedsætter sakramentets autoritet og gør det ringeagtet. Derfor billiger jeg ikke, at doktor Pommer (dvs. Bugenhagen) afskaffede elevationen i min fraværelse, og jeg overvejer at genindføre den. Thi der er en forskel på, om sakramentet opløftes, når det bæres omkring i procession, og om det opløftes i messen under altergangsgudstjenesten. Desuden: når Kristus virkelig er til stede i brødet (red: og vinen), hvorfor skal denne spise (red: 122 ICQUS nr. 3, 2003

15 Om evangelisk-luthersk nadverforvaltning og drik) så ikke behandles med største ærefrygt og tilbedes?«. Derfor sagde Luther til dem: Afskaf ikke elevationen i jeres fyrstedømmer. Og fyrst Joakim skulle have tilføjet: Vi har selv set Luther med alvor falde på knæ og med ærefrygt tilbede Kristus, da sakramentet blev opløftet. Derfor understregede Luther, at der skal være et tydeligt skel mellem indviede og uindviede nadverelementer. Superintendenten Vigelius, som har udfærdiget beretningen om striden i Eisleben, omtaler i den sammenhæng også, at man i Kursachsen, hvor Luther hørte hjemme, brugte at tømme kalken ved altergangens slutning. Han nævner selv:»jeg har under alle brødrenes tilslutning anordnet, at det, der bliver til overs i kalken, uddeles til den sidste eller de sidste af altergæsterne sammen med skylningen af kalken, dvs. den vin, hvormed kalken på det omhyggeligste plejer at blive skyllet efter.«. Et sidste eksempel: da der ved en altergang i Wittenberg i 1542 blev spildt noget af den indviede vin, fik Luther tårer i øjnene, løb til og slikkede vinen op så vidt muligt, og lod siden gulvet, hvor vinen var spildt, høvle af og spånerne brænde. Wisløff (s153f) udtrykker sig således i forhold til nogle af disse eksempler:»det er vanskelig å fri seg for det inntrykk at det her dreier seg om levninger av katolske tanker hos Luther. Hans prinsipielle syn, at alt skal fortåes ut fra Ordet, har ikke rom for 'konsekvenser' av denne art. Vi er ikke forpliktet på Luthers syn og meninger. Det har ingen understreket sterkere enn han selv. Det hender i våre dager at enkelte prester vil ta opp igjen skikker av den type som her er nevnt, og de viser da gjerne til utsagn av Luther. I slike tilfelle bør vi først av alt spørre om det er noe i Bibelen som tilsier oss å gjenninnføre gamle skikker som ikke følges lenger. Og når det så gjelder Luthers uttalelser, så må vi spørre om slike spredte utsagn i brev og Tischreden virkelig svarer til Luthers eget grunnsyn. I de tilfelle vi her har nevnt, kan vi trygt svare: De kan neppe sies å stemme med Luthers egne grunntanker, slik vi finner dem i hans hovedskrifter.«. Prenter (kronik fra 1981) deler langt fra dette synspunkt og henholder sig til, at Luther i skrift og tale (bordsamtaler) tydeligt understreger, at den rette forvaltning af nadveren er afgørende for ham med henblik på fastholdelsen af læren om realpræsensen og for sakramentets betydning og autoritet i menigheden. Han siger f.eks. i forbindelse med disse eksempler:»hvis dette er 'katolicisme', var Luther hele sit liv 'katolsk'. Men ikke desto mindre er det klart, hvor grænsen går mod pavekirkens vildfarelse. Luther vil ikke gå med til, at sakramentet tilbedes uden for altergangsgudstjenesten, f.eks. i processioner Luthers altergangspraksis er, som den er, og anderledes end flertallet hos os i dag! simpelthen, fordi han tager Kristus på ordet bogstaveligt, ikke vover at rokke ved Kristi ord og indstiftelse. Kristus tog brødet og sagde over det: Dette er mit legeme! Ved dette ord blev og bliver brødet (og på tilsvarende måde kalken) bærer af Jesu legeme (eller for kalkens vedkommende af Jesu blod). Altså: det gælder det brød og den kalk, ordet lyder over. Derfor gør Luther forskel på 'indviet' og 'uindviet' brød og vin. Er det betydningsløst, at den 'lutherske' kirke i Danmark ikke længer følger ham på dette punkt? [Har] man denne nadverlære (dvs. den reformerte/symbolske), som ikke var Luthers, da er det ikke underligt, at man finder Luthers praksis ved nadverbordet noget 'katolsk' og anser sig selv for en 'renere' lutheraner end Luther selv. Deri tager man dog fejl.«. ICQUS nr. 3,

16 Hans-Ole Bækgaard Luthersk nadverlære i dansk tradition I lyset af dansk ritualhistorie kan det tilføjes, at det i kirkeritualet af 1685, som ikke er taget tilbage og altså stadig officielt er gældende, siges, at»præsten flittig skal lægge vind på, at han ved tallet på dem, som skal berettes, så han ikke nødes til at gentage de foreskrevne velsignelsens ord (dvs. indstiftelsesordene). Thi hverken brødet eller vinen bør uddeles førend de ved ordet er helligede.«. Når biskopper og mange præster i dag mener, at det ikke gør så meget, om ordene læses 'over' det brød og den vin, som uddeles (konsekration/rekonsekration under uddelingen), når blot ordene har lydt, så altergæsterne hørte dem ved handlingens begyndelse, må det konstateres, at en af følgende betragtninger kan ligge bagved: At det ikke skal virke for katolsk eller højkirkeligt, eller det er under indflydelse af reformert nadversyn (jf. Leuenbergkonkordiens plads i dagens Folkekirke!) eller anden ubevidst grund. Den af mange forargelige 'højkirkelige praksis' handler for mig at se mere om, at man følger en bibelsk og luthersk begrundet nadverpraksis/-forvaltning og udfører det i tro mod kirkeritualet. I salmebogens nadversalmer kommer dette syn på nadveren og sjælesorgen ved en ret forvaltning til udtryk på flere måder: Fra Jesus Kristus er her til stede (420,2 DDS 1953: Johan Hus omkr. 1400; Martin Luther 1524)»At det os i hu skal blive, / vil sit legem han os give / skjult i disse brød så små, / og i vin hans blod vi få.«. Fra Mæt min sjæl (422 DDS 1953: P. Jensen omkr. 1610; Grundtvig 1832)»Mæt min sjæl, o Jesus sød, / med dit legem, livets brød, / vederkvæg mig, frelser min, / med dit blods den dyre vin! / Tag dit herberg så i mig, / at for evigt jeg hos dig / leve må i Himmerig!«. Fra O Jesus, på din alterfod (427,4-6 DDS 1953: Kingo 1681)»(v4) Her rækker han mig under brød / sit legem, som led korsets død, / og under vin sit dyre blod, / den rige nådes purpurflod. /(v5) Jeg tror og ved, hvad her jeg får, / enddog min sans det overgår: / jeg får min Jesus sandt og ret, / og af ham selv jeg bliver mæt. / (v6) Hvordan det sker, det ved jeg ej, / her har han ikke vist mig vej, / min sans så højt sig ej bør sno, / det er mig nok hans ord at tro.«. Og fra Så går nu sjælens højtid an (428,1.6-7 DDS 1953: Brorson 1739)»(v1) Så gå nu sjælens højtid an, / vor Jesus dækker bord, og han / dig mætter med sit legems brød / og druesaft, med liv af død. / (v6) Tag denne spise, den er sød, / mit legeme i dette brød, / der kan dit hjerte smage, at / din synd er ganske dig forladt. / (v7) Kom, drik mit blod i denne vin, / thi jeg er din, og du er min, / det er for dig et sikkert pant, / at du er min, og det er sandt.«lidt fra debatten om nadverforvaltning i det 20. århundrede For at få en grundigere forståelse for debatten i det 20. årh. kunne det have været på sin plads med et historisk rids vedrørende nadverens forvaltning i Danmark fra 1685 og frem. Det vil være for omfattende her, men det er vigtigt at have de praktiske forhold fra denne periode in mente: nadverfejringens hyppighed, værdighedsspørgsmålet, skriftemålsordningen, optegnelsen forud for modtagelsen af nadveren m.v. Disse forhold medførte i flere tilfælde et anstrengt syn på nadveren i menigheden og gav sjældent plads for en dybere forståelse af, hvad nadverfejringen rummede udover forklaringen i Luthers lille Katekismus o.a. 124 ICQUS nr. 3, 2003

17 Om evangelisk-luthersk nadverforvaltning Anliggendet hos den højkirkelige bevægelse Den kirkelige retning, der i det 20. årh. har været mest optaget af nadverspørgsmålet og gjort sig gældende i den offentlige debat, har været den højkirkelige bevægelse, og derfor kan man i dag let forledes til at tænke, at et anliggende, hvor nadverteologien og nadverforvaltningen tages frem, er inspireret herfra eller har et højkirkeligt sigte. For mit eget vedkommende er det ikke tilfældet, men jeg finder det vigtigt at undersøge, hvad der står på spil for den højkirkelige bevægelse i dens nadverteologi, da den har haft til hensigt at fastholde en luthersk lære om realpræsensen. Den højkirkelige bevægelse har nok ikke altid haft held til at tydeliggøre og forklare over for menigheden/lægfolket, hvorfor en præst har forvaltet nadveren på den valgte måde, og dette har været anledning til mange misforståelser, mistænkeliggørelse og forargelse (f.eks. sagen om Børge Barsøe i 1953; jf. Andersen 1982). Man kunne også have ønsket, at de højkirkelige til tider havde forklaret bedre, hvorledes man opfattede offertanken i forbindelse med nadveren som en eller anden form for messeoffer eller udelukkende et takkeoffer. Jeg finder det berettiget, når Leif Andersen (1982: 46-53) påpeger, at Regin Prenter, som en af profilerne blandt de højkirkelige, der vitterligt ønsker at stå på luthersk grund, alligevel går længere end Luther i spørgsmålet om selve nadverofferet. Andersen konkluderer (s53):»prenters nadverteologi frembyder både uklarhed, selvmodsigelse og inkonsekvens (hvilket virker uforståeligt i betragtning af udviklingen af så markant og selvstændigt et syn). Alligevel fremtræder konturerne af en nadverteologi, hvis intention klart er evangelisk, båret af viljen til at undgå al meritorisk og propitiatorisk lære. Imidlertid ligger den, hvad systematiske, terminologiske og praktiske konsekvenser angår, betydeligt fra Luther selv «. I Andersens præsentation af Dansk Nadverteologi i det 20. århundrede med særligt henblik på den højkirkelige bevægelse findes en udførlig indføring i debatten, som vi nu vil se lidt nærmere på, samt en udfoldelse af den højkirkelige bevægelses nadversyn. Udviklingen af synet på nadveren og nadverpraksis Ved begyndelsen af 1900-tallet var den lutherske lære om realpræsens stadig det teologiske og bekendelsesmæssige grundlag for nadverfejringen i Folkekirken, og ved ministeriel vedtagelse (jf. et cirkulære fra 18. jan.1899) var det besluttet, at nadverens elementer var usyret brød og vin med alkohol eller rettere:»uforfalsket ren vin«. Spørgsmålet ved århundredeskiftet handlede mere om nadverens forvaltning i forhold til hygiejne, brug af kalken og brødsbrydelse. Ønsket var fortrinsvis, at man burde følge den oprindelige nadverskik, dvs. brugen af én kalk, hvor man drikker af den samme eller uddeler i mindre bægere, som stadig understreger fællesskabet omkring samme kalk, jf. indstiftelsen, og at man burde få brødsbrydelsen tilbage ved nadverfejringen, som kan ske ved f.eks. brydelse af et større brød/oblat end de mindre, der så uddeles. Der er hermed stadig tale om fællesskab omkring det ene brød, jf. indstiftelsen). Når det gælder spørgsmålet om altervinen, kan man som udtryk for en generel opfattelse f.eks. læse i en indstilling (Nadverskikken, 2den Behandling) af provst Zeuthen fra 1904:»For øvrigt maa man jo være meget forsigtigt med Indrømmelser til de Ønsker, der maatte være oppe i Tiden. Sæt nu, at Afholdsbevægelsen rigtig skulde faa Vind i Sejlene, saadan ICQUS nr. 3,

18 Hans-Ole Bækgaard som det lader til, at den skal faa, og Lægerne erklærer, at Vin er Gift, og at hver Draabe Vin, vi drikker, forkorter vort Liv med et Minut eller et Sekund, og man altsaa kan komme og beraabe sig paa de sagkyndige, skulde vi saa ogsaa sige: Vi vil ikke længer bruge Vin, men f. Eks. Himbærsaft i Sodavand eller noget andet af den Slags?«. Afholdsbevægelsen fik langt hen ad vejen den omtalte vind i sejlene. Denne indflydelse samt en ændret opfattelse af nadverens sakramente skyldtes dels en liberalteologisk strømning i den teologiske lejr, dels en påvirkning fra et reformert hold i synet på nadveren i vækkelsesbevægelserne. Her blev grunden lagt i den første halvdel af det 20. årh. for, at nadveren som sakramente i den bredde folkekirkelighed ikke havde et solidt, luthersk rodfæste. Derfor kunne man høre udtalelser fra fremtrædende kirkeskikkelser som P.G. Lindhardt (Demokraten, 7. juni 1942) hvor hans anliggende var at pege på nadveren som et livgivende måltid for den kristne at nadveren er et mindemåltid og en bekendelseshandling:»naar Jesus den sidste Aften tager Brød og Vin, Maaltidets Hovedbestanddele, deler ud og siger: Dette er mit Legeme og mit Blod, saa kan dette jo i det Øjeblik kun være symbolsk at forstaa. Brød og Vin bliver derfor ogsaa for os et ydre Tegn paa en indre Realitet: Naar den enkelte Altergæst i vore Kirker modtager Brød og Vin med Ordene: Dette er Jesu Kristi Legeme og Blod, saa tror vi ikke, at der er foregaaet en mystisk Forandring med Brød og Vin, men vi tror, at de Ord har samme billedlige Betydning, som da han sagde dem selv, og at Brød og Vin for den Modtagende bliver et ydre Tegn paa, at han modtager hele den Virkelighed, som Jesu Liv, Død og Opstandelse har bragt til Veje.«. Hermed tages tydeligt afstand fra realpræsensen i en sammenblanding med reformert sakramentsyn. Flere eksempler kunne tages frem (f.eks. spørgsmålet om et nyt nadverritual, se Thodberg 1963), som viser denne tydelige tendens i dansk teologi, der banede vej for Folkekirkens tilslutning til Leuenbergkonkordien (fra 1973) i maj 2001, hvor der nu er givet tilladelse til, at en reformert nadverforvaltning kan foregå i Folkekirken, som ifølge bekendelsesgrundlaget ellers er evangelisk-luthersk. Man kan kun undre sig over, at der ikke fra kirkens såkaldte højrefløj (f.eks. samlingen 'De Otte') har været større fokus på dette blandt teologer og præster, i vækkelsesbevægelserne og blandt det myndige lægfolk, og at der ikke har lydt langt tydeligere protester og modsigelser. Det folkelige syn på nadveren og problemet: Alkoholikere og nadver Frem til 1970'erne var det fortsat forordnet, at der skulle anvendes altervin af ren druesaft, som indeholder alkohol, om end i små mængder. Man havde kun fraveget fra denne bestemmelse under Anden Verdenskrig, da man i en periode ikke kunne skaffe vinen. Den store debat om brugen af alkoholfri nadvervin, som har sat sine spor helt frem til vor tids nadverpraksis, begyndte med Esbjerg-sagen i 1968 og diskussionen op igennem 1970'erne, hvor man siden 1976/77 fra biskoppelig side har tilladt anvendelse af alkoholfri vin ved nadveren kraftigt støttet af f.eks. Blå Kors og dermed mange fra vækkelsesbevægelserne. At spørgsmålet blev aktuelt og drøftedes i det offentlige rum, skyldtes ikke mindst den samfundsmæssige opmærksomhed på misbrugsproblemet (alkoholismen), og alkoholikeres brug af antabus og disses problemer ved indtagelse af alkoholiseret vin ved nadverfejringen. Den daværende biskop i Ribe, H. Dons Christensen, skrev i Aktuelt-Vestjylland 10. jan. 1969, at det er»udenomsværk«, man diskuterer. Det væsentlige er ordene ikke vinen i alterglassene. 126 ICQUS nr. 3, 2003

19 Om evangelisk-luthersk nadverforvaltning Situationen var, at man i flere Esbjerg-kirker havde begyndt en ordning med at bruge alkoholfri vin eller druesaft ved altergangen af hensyn til eventuelle alkoholikere (med henblik på at undgå tilbagefald under en afvænningsperiode). Biskoppen hævdede, at ordene var afgørende, og derfor var den nye praksis ikke i strid med en evangelisk-luthersk nadverfejring:»folkekirken er så rummelig, at der på dette felt må herske frihed for det enkelte menighedsråd og præsterne til selv at vælge.«. Synspunktet blev imødegået fra flere sider, og man pegede på, at der bag denne forståelse lå en symbolsk nadverteologi, som ikke var forenelig med evangelisk-luthersk bekendelse Allerede i årene forud var der offentligt givet antydninger af, at folkereligiøsiteten i Folkekirken var ved at bane vej for, at selve forvaltningen af nadveren var overladt til tilfældigheder. Man kunne møde et forslag i Dansk Kirketidende (1964) af Agnete og Karl Rønne om forvaltning af nadver i hjemmet:»den kirkelige nadverhandling forekommer mange vanskelig at deltage i p. gr. af megen stiv højtidelighed: man skal under alles blikke op gennem kirken, så næsten ingen kan befri sig for en følelse af at bryde med noget inden i sig selv, præsten, som kan være en god bekendt, forekommer mærkelig fremmed, situationen på knæfaldet er uvant i vor kirkeafdeling, ja meget andet kan trods kirketilvænning forekomme fremmed [derfor foreslås en form] under hjemlige forhold, hvor mand og kone, en familie eller venner og bekendte ønsker at dele nadveren sammen i en situation, der kalder på det væsentlige i ens tilværelse Handlingen ledes af en præst eller af en anden person, der har forsamlingens tillid Til 'brød og vin' kan anvendes, hvad man har i huset, f. eks. småkager og frugtsaft eller ostesnitter og rødvin. Disse ting anrettes og skænkes op i forvejen, så alle selv kan nå. Lederen tilser, at alt er i orden, så handlingen kan få et værdigt forløb [Handlingen indledes med et fadervor, indstiftelsesordene læses] Lederen indbyder med ord som: Lad os da gøre, som han har sagt. Vær så god «. Eller som sognepræst Peter Arent nogle år senere slog til lyd for i Aarhuus Stiftstidende 15. okt. 1972, at» noget må der gøres for at få kirkens ritualer til at fungere efter hensigten og virke menneskenære. Selv foreslår han vinen og oblaten afløst af pindemadder og pilsnere.«. Der findes også eksempler på, at man mente og nogle steder anvendte juice eller sodavand ved nadverfejringen. Det var særligt på grund af dette anarki, at biskopperne tog hånd om spørgsmålet i 1976 og gav mulighed for ikke anbefalede anvendelse af alkoholfri vin. Men det afgørende forblev dog, at vin er vin og alternativet til nadvervinen gives ikke i skikkelse af noget andet eller i form af noget, der kaldes, smager eller efterligner rigtig, naturlig vin! Debatten om hjemmenadver rejste sig igen i 1977/78 i forbindelse med radio/tv-nadver. Nogle mente, at man kunne holde privat nadver hjemme i stuen, mens man fulgte en gudstjeneste transmitteret i hhv. radio eller TV og at man kunne anvende de elementer, man havde ved hånden. Imod dette anførte f.eks. Prenter, at nadveren er menighedens måltid for dem, som er til stede under en gudstjeneste. Nadveren har Jesus indstiftet som menighedens måltid, og det fejres derfor i menighedens offentlige gudstjeneste og, når syge og sengeliggende begærer det, i hjemmene som en forlængelse af menighedens gudstjeneste. Derfor kunne der ikke være tale om at foranstalte en privat uddeling eller opfordre lyttere til en form for nadversurrogat. ICQUS nr. 3,

20 Hans-Ole Bækgaard Også for nylig er spørgsmålet om hjemmealtergang for 'fjernkristne' dukket op. I Kristeligt Dagblad kunne man 10. okt læse om to designere, der har skabt en lille enmands nadverboks til individuel åndelighed.»nadveren er et sakramente, der er afgørende for kristne. Men kirken holder først og fremmest åbent søndag formiddag klokken 10, hvor moderne mennesker sover. Løsningen på det problem er 'takeaway nadverboxen'. Med den kan man alene, eller sammen med andre ejere af nadverbokse, pleje åndeligheden med et sakramente på et behageligt tidspunkt Jeg er nok en fjernkristen. Selvom jeg ikke er aktiv kirkegænger, kan jeg ikke undgå at opfatte mig selv som kristen. Måske er nadverboksen også et forsøg på at skabe noget kirkeligt, som måske kunne nå os selv.«designerne håber, at den lette udgave af nadverboksen kan blive masseproduceret, så man kan købe sit nadversæt i supermarkedet og indtage nadveren, når man alligevel har lidt tid. Om der vil komme en sådan boks på gaden til selvadministration af sakramentet, er vel uvist men i disse tider, hvem ved? Søndag den 15. maj 1977 kunne man i JyllandsPosten se overskriften»præster strides om forfalsket altervin«. Jørgen Glenthøj, daværende formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse, havde udsendt en erklæring, hvori han hævdede, at det var en utilgivelig krænkelse af Jesu egen befaling, når nogle præster udførte det hellige sakramente til syndernes forladelse med 'forfalsket vin'. Den daværende biskop over Århus Stift, H. Høirup, mente, at det var helt i orden med alkoholfri altervin og»tillægger ikke Kirkelig Samlings erklæring større betydning. Alle landets biskopper er for længst i princippet blevet enige om, at det er rimeligt og sikkert i Jesu ånd at gå med til at skænke alkoholfri vin.«. På dette tidspunkt havde nemlig en såkaldt nyordning fundet sted ved, at biskopperne havde udsendt meddelelse til præster og menighedsråd om, at de stilledes ganske frit med hensyn til, om de ville anvende rigtig vin eller alkoholfri druesaft og kirkeministeriet var indforstået med denne ordning. I praksis foregik det ofte ved, at menighedsråd/præst ansøgte biskoppen om dispensation, som blev bevilliget; samtidig var det dog en kendt sag, at forvaltningen med alkoholfri vin også fandt sted ved nadverfejringer, hvortil der ikke var ansøgt om dispensation (jf. udtalelser af biskop Johs. Johansen i Kristeligt Dagblad, 25. sept. 1986). Spørgsmålet medførte flere indlæg i Kristeligt Dagblad det år (1977). Der blev argumenteret for, at brugen af alkoholfri vin ikke var mod Jesu indstiftelse, at den burde indføres for børnenes skyld, at der skulle tages hensyn til alkoholikeren (særligt under afvænning), at løsningen kunne være at finde en vin, som svarede smagsmæssigt til en alkohol-holdig vin osv. Imod disse synspunkter indvendte f.eks. Glenthøj, at dybest set handlede debatten ikke om alkoholproblemet, men derimod, at man ikke mere ved, hvad et sakramente er at elementerne åbenbart kan udskiftes efter tid og lejlighed og at biskopperne ikke blot anretter kaos med hensyn til sakramentsforvaltningen, men ligeledes er i færd med at nedbryde deres tilsynsembede på sakramentsforvaltningens område. Man anførte også, at alkoholikeren ved at afstå fra vinen ikke er lukket ude af nadverens fællesskab, men på ærlig vis netop er inkluderet i det. For at skjule alkoholikerens problem ved indførelse af alkoholfri 'vin' er en alt for nem og uforpligtende måde for menigheden at 'hjælpe' alkoholikeren på, da han 128 ICQUS nr. 3, 2003