Tema: Indvandrere, flygtninge, islam. Februar 2008 > 45. årg > nr. 1

Transkript

1 DIAKONbladet Tema: Indvandrere, flygtninge, islam > 45. årg > nr. 1

2 2 DiakonBladet Redaktionelt Kalenderen I dette nummer sætter vi fokus på flygtninge, indvandrere og islam. Disse emner er som enhver vil vide behandlet til hudløshed i medierne. Ikke desto mindre finder vi, at også Diakonbladet må være med i koret. Indre Missions tidligere flygtningekonsulent, Vagn Christensen fortæller om det arbejde, som betød lidt af en revolution på Israels Plads i København, hvor vi finder det københavnske IM-hovedkvarter. Den tidligere missionær i Den Persiske Golf og nuværende leder af Mødestedet på Vesterbro, Thyra Smidt og Elna Fredsgaard Larsen fortæller om det mangefacetterede arbejde, som Danmission udfører i samarbejde med Vesterbro Provsti i København. Vi stiller nogle spørgsmål til den kendte imam Abdul Wahid Pedersen. Og endelig forsøger undertegnede at give et par eksempler på, hvilken nytte man kan have af at sætte sig lidt ind i en anden tro og kultur, end lige netop ens egen. Men vi bringer naturligvis også læserindlæg, nyt fra skoler og forbund, boganmeldelse samt kalender og navnestof. red. februar april feb. Åbning af Videncenter for Diakoni og Pædagogik Diakonhøjskolen, Århus 26. feb. Diakoni på den kommunale arbejdsplads, Diakonissestiftelsen, Frederiksberg 28. feb. Besøg hos bedemand Jens Fisker i Års. Viborg diakonkreds 5. marts Generalforsamling og sangaften. Lemvig/Struer diakonkreds marts SOKSOI s årskursus kontakt: ses@blaakors.dk Diakonhøjskolen, Århus marts Kursus: Bibliolog-kursus 1. del Diakonhøjskolen, Århus marts Kursus: Samtalens kunst Instituttet, Filadelfia apr. Kursus: Bibliolog-kursus 2. del Diakonhøjskolen, Århus 24. april Biskop Karsten Nissen taler. Holstebro/Aulum diakonkreds april Årsmøde, generalforsamling og diakonindvielse, Filadelfia Yderligere oplysninger på hjemmesiden: eller pr. tlf. Kolonien Filadelfias Diakonforbund og Diakonhøjskolens Diakonforbund > Diakonbladets redaktionsgruppe Indlæg til Diakonbladet sendes til: Diakon Bjarne Jørgensen Herredsvejen 4, Holmstol, 8883 Gjern Tlf holmstol@mail.tele.dk Ansvarshavende redaktør: Diakon/soc.pæd. Preben Sondrup Andersen Jyllands Allé 100, 8270 Højbjerg Tlf Mobil: psondrup@stofanet.dk Diakon/institutleder Conny Pedersen Hjelm Institut for Diakoni og Sjælesorg, Kolonivej 19, Kolonien Filadelfia, 4293 Dianalund Tlf kfcohj@vestamt.dk Diakon/soc.pæd. John Skovhus Nielsen Ugletoften 7, Højby, 5260 Odense S Tlf jsn@fyens.dk Diakon Rita Lund Mathiasen Brunevang 86, 2., 2610 Rødovre Tlf frk.lund@privat.dk > Kolonien Filadelfias Diakonforbund Forbundet: Diakonsekretær Bjarne Jørgensen Herredsvejen 4 Holmstol, 8883 Gjern Tlf holmstol@mail.tele.dk Formand: Diakon Frede Follmann Miehesgade 43, 9510 Arden Tlf. p: / a: frf@blaakors.dk Kasserer: Diakon Joan Justesen Sæbyvej 10, 7870 Roslev Tlf > Diakonhøjskolens Diakonforbund Diakonsekretær: Lisbeth Andreassen Lyseng Allé 15, 8270 Højbjerg Tlf la@diakonhoejskolen.dk Formand: Diakon/soc.pæd. Johannes Lund Frederiksen Sønderskovvej 11, Nordenskov, 6800 Varde Tlf lundfr@ofir.dk Kasserer: Diakon/soc.pæd. Knud Friis Vinderslevholmvej 50, 8620 Kjellerup Tlf knud.friis@privat.dk > Adresseændring Indtastes på eller sendes til Diakon/kordegn Bent Christoffersen Mandolinvej 7, 8900 Randers Tlf bent-christoffersen@webspeed.dk > Deadline Redaktionelt stof: Sendes til redaktionen senest den 1. i den foregående måned, gerne via eller på diskette. Annoncer: Senest 7 dage før deadline på bladet til Werks Offset A/S, diakon@werk.dk Priser for stillings- og forretningsannoncer: Kr. 6,75 pr. mm. Kontakt gerne redaktionen for tilbud på særlige opgaver. Termin: I 2007 udkommer Diakonbladet i februar, april, juni, august, oktober og december. Artikler/indlæg i Diakonbladet udtrykker ikke nødvendigvis redaktionens holdning. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i indlæg. Fotos returneres efter brug med tak fra Diakonbladets redaktionsgruppe. Produktion: Werks Offset A/S, Højbjerg Tlf werk@werk.dk Næste blad udkommer i april. Deadline: 1. marts

3 DiakonBladet 3 Tørklædet et symptom Den ytringsfrihed, som omfatter retten til at tegne karikaturtegninger af profeten Muhammad, synes ikke lige så betingelsesløst at gælde den, som ønsker at bære det muslimske tørklæde. Både Mother Teresa og Asamaa Abdol-Hamid bruger som forsideillustrationen viser et hovedtørklæde til at dække håret. Den sædvane har disse to tilfælles med mange andre kvinder. Nonner og diakonisser dækker håret, når de bærer ordensdragt. Husmødre beskytter håret med et tørklæde i hvert fald, hvis man skal tro vittighedstegningerne. Brudesløret og damehatte med slør har ligeledes det formål at tildække hår og evt. ansigt. I antikkens Grækenland bar frie, selvstændige kvinder slør. Mens slaverne måtte gå barhovedet. Apostlen Paulus formaner kvinder til at tildække hovedet (1.Kor ). Og i middelalderen var det tildækkede ansigt adelskvindens privilegium. At tildække håret er altså ikke noget nyt. Det er også velkendt, at denne tildækning kan have mange former og være af mere eller mindre symbolsk art. Hvorfor vækker Asamaas tørklæde da så stor debat såvel i Folketinget, som i medierne? Det er jo ikke en eller to meter stof i Asamaas tilfælde måske 3 meter der vækker diskussion. Ej heller har vi at gøre med et modefænomen. Man skal til Mellemøsten for at se hovedtørklæder på modeshow. Det er naturligvis signalværdien, det drejer sig om. Og kodeordet er islam. At forbyde kvinder at gå med tørklæde i Folketinget, eller hvor som helst denne halvdel af menneskeheden ellers færdes, forekommer at være symptombehandling. Problemet er naturligvis, at mange mennesker ikke bryder sig om, at man i vore dage møder muslimske ytringsformer i hverdagen. Den ytringsfrihed, som omfatter retten til at tegne karikaturtegninger af profeten Muhammad, synes ikke lige så betingelsesløst at gælde den, som ønsker at bære det muslimske tørklæde. Bj.

4 4 DiakonBladet Islam og kristendom - kristne og muslimer Af Bjarne Jørgensen Som medarbejder i Danmission har Bjarne Jørgensen i en årrække haft sin daglige gang blandt herboende muslimer, ligesom han har rejst i Mellemøsten. I runde tal omfatter islam 1,5 mia. af jordens 6 mia. mennesker, mens 2 mia. er kristne. Vi er vant til at opfatte islam som blot én af de store verdensreligioner. En troende muslim vil ofte referere til islam som religionen. Argumentationen vil være at Allah den eneste og almægtige naturligvis har skabt os alle på den eneste rigtige måde, nemlig som muslimer. I princippet er vi altså alle muslimer, også os, som ikke selv er af den opfattelse. Muslimer er derfor forpligtet på at bringe folk (tilbage) til islam. Dette kan trods karakteristiske forskelle på mange måder ses som en parallel til kristnes missionsforpligtelse. Der er i det hele taget mange ligheder mellem kristendom og islam. Imidlertid skal man være opmærksom på, at de tilsyneladende ligheder ofte dækker over grundlæggende forskelle, som røbes for det lidt grundigere blik. For både kristne og muslimer gælder, at vi henvender os til Gud i bøn. Mens bønnens ydre form tydeligvis er forskellig, må det samme formodes at være tilfældet, hvad angår bønnens indre form og indhold alene af den grund, at muslimen henvender sig til den ene almægtige, mens den kristne henvender sig til den treenige. Bevidstheden om at være Guds skabninger har vi til fælles. Vi kan begge henvise til skriftsteder i henholdsvis Koranen og Bibelen, som på Hagia Sofia blev bygget som kirke

5 DiakonBladet 5 forbavsende ens måde underbygger dette (Sura og 1.Mos. 2. 7). Når det gælder syndefaldet taler Koranen også om Adam og hans kone, som blev fristet af Satan (Sura 2, 35 ff.), men bevidstheden om synd fremtræder mere synes jeg som menneskets fatalistiske vilkår. Mange muslimer vil erklære sig uenige, når vi kristne taler om islamisk fatalisme. Ikke desto mindre synes hverdagsmuslimen præget heraf. Det kommer bl.a. til udtryk i den meget hyppige brug af udtrykket om Gud vil (in sha` Allah). I virkeligheden må man vel sige, at det gælder for både kristne og muslimer, at vi på mange måder har et tvetydigt forhold til forudbestemmelsen, i hvert fald når det gælder vores mulighed for at udøve, det vi kalder, den frie vilje. Selv om lighederne mellem islam og kristendom fortoner sig, når man går i dybden, kan netop lighederne være et godt udgangspunkt for en samtale om troen. Fra dagligdagen ved vi jo godt, hvad der sker, hvis en samtale lægger ud med en konfrontation om en grundlæggende uenighed. Den samtale, som begynder med konstateringen af enighed på et eller flere punkter, har bedre vilkår. Det betyder ikke, at man skal springe uenigheden over. Blot en konstatering af, at man nemt kommer til at lukke samtalen, før den er begyndt, hvis man insisterer på straks at trække forskellene op. Det ved den missionær, som har prøvet at åbne med en henvisning til Markus 1,1. Danmark som multi-kulturel nation Danmark har tidligere været multi-kulturelt. Efter Napoleonskrigene afstod Danmark i 1814 Norge til Sverige. Derefter talte Det Danske Rige knapt 2 mill. mennesker, hvoraf en tredjedel havde tysk som modersmål! Foruden Færøerne, Grønland og Island omfattede Riget nemlig også hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Så stor en fremmedsproget befolkningsgruppe har Danmark ikke i dag. I vore dage udgør indvandrerne 6-7% og er af mange forskellige nationaliteter. Det nye er, at islam nu er repræsenteret med godt personer. Der har siden osmannernes tid levet 15 mill. muslimer eller flere i Europa. Og netop osmannernes (tyrkernes) erobringstogter i det middelalderlige Europa har lagt grunden til den afstandstagen, som i vore dage har fået ny næring gennem krige og terroraktioner. Tænk blot på at Luther i 1528 digtede om djævlene, som myldred frem på jord (Vor Gud han er så fast en borg, DS 336). Nogle har sat denne salme i forbindelse med, at en tyrkisk hær samme år måtte trække sig tilbage fra Wien. Som de fremstormende tyrkere dengang tegnede europæernes billede af islam, er vi i vore dage stærkt påvirket af den uro, som hersker i dele af den verden, som vi er vant til at kalde den muslimske. Hvis man spørger manden på gaden i Ankara eller Cairo, vil han ofte have nogle ganske tilsvarende bekymrede opfattelser af verdenssituationen blot med de kristne som de grimme. Han vil henvise til de to verdenskrige som værende forårsaget af de kristne for slet ikke at tale om korstogene, som synes at være børnelærdom i mange muslimske lande. Ja, men: Er krig da ikke en del af den muslimske tro. Taler de ikke netop om hellig krig, spørges der? Den hellige kig tolkes forskelligt. Mange vil sige, at den vigtigste jihad (hellig krig) består i kampen mod ens egen ondskab. Det er imidlertid en kendsgerning, at mange magthavere har brugt Koranen til at mobilisere folk for deres egen sag Sadam Hussein var blot èn af dem. Især efter World Trade Center har der været megen fokus på terroristiske gruppers brug af religion i egen udlægning. Og der er så vist mindst lige så mange voldsomme skriftsteder i Koranen, som der er i Det Gamle Testamente. Koranens opfordring til fred og barmhjertighed tales der mindre om i hvert fald her i Vesten. Mange muslimer vil med Koranen i hånden hævde, at islam foreskriver religionsfrihed. I sura 2,256 hedder det nemlig: Der må ikke være tvang i religionen Et andet sted tales der om, at invitere med visdom og blid argumentation til Herrens vej. Og diskuter med dem på den fredeligste måde. (Sura 16,125). Nu kan man jo bruge løsrevne skriftsteder til næsten hvad som helst. Vi skal blot huske, at dette gælder såvel for muslimer som for kristne. Vanskeligheden for den kristne er imidlertid, at muslimernes opfattelse af Koranen ikke kan sammenlignes med kristnes opfattelse af Bibelen. Og her kommer vi til kernen, hvad angår forskellen på islam og kristendom. For muslimen er Koranen ikke kun den hellige bog. Koranen er profeten Muhammads afskrift af Guds bog i himlen, som derved er åbenbaret for os mennesker. Det betyder, at Koranen helt og holdent er Guds fulde og sande åbenbaring i samme forstand, som Jesus Kristus er det for os kristne! Det er da en forskel, der er til at tage og føle på! Elsk værdighed Elskværdigheden kan forfalde, hvis du har underskud. Men værdigheden har alle som gave sendt af Gud.

6 6 DiakonBladet Hvad hjertet er fuldt af En ildsjæl fortæller Vagn Christensen tog som medarbejder i Indre Mission initiativet til det arbejde for og med flygtninge, som siden har været en karakteristisk del af Indre Missions profil i København. Etableringen af det succesrige Tværkulturelt Center, som er en landsdækkende paraplyorganisation for 150 organisationer, sogne- og indvandrermenigheder kan Vagn også tage æren for. Flygtningemissionær Et stort antal iranske flygtninge kom i 80-erne til Danmark og der er siden nærmest konstant ankommet forskellige grupper af flygtninge. Disse nye fremmede har for mange kristne i Danmark været en udfordring, som man måtte forholde sig til. Jeg var selv med til sidst i 80 erne at starte flere engelsksprogede bibelstudiegrupper i forbindelse med nogle asylcentre i Nordsjælland og København. Da jeg 1989 blev ansat af Indre Mission som flygtningemedarbejder, begyndte Indre Mission at bruge missionshuset Bethesda i København som center for et arbejde for asylsøgere og andre flygtninge. I de første år var her en cafe, hvorfra der foregik en del rådgivning og praktisk hjælp især overfor asylsøgere og nye flygtninge. Arbejdet i Køben- havn, som kom til at hedde Internationalt Kristent Center, har i dag fortsat kontakt med et stort antal asylsøgere samt bl.a. udlændinge, der er blevet familiesammenført med danskere. Der er fire ansatte medarbejdere i centeret. Dansk for udlændinge, som tilbydes her, er meget populær blandt de mange afviste asylsøgere. Myndighederne ønsker ikke længere at aktivere eller undervise disse mennesker. Indre Mission er også i gang med at oprette et internationalt kristent center i Århus, hvor man er begyndt på et arbejde blandt indvandrere, bl.a. også med danskundervisning for udlændinge. Flygtninge blev en lokal udfordring I takt med at danske myndigheder i 90erne bevidst spredte de flygtninge, som skulle blive i Danmark, rundt i alle kommuner, blev der i Indre Mission og andet kirkeligt arbejde større bevidsthed om at gøre noget for flygtninge lokalt. Mange missionshuse og kirker har haft besøg af både kristne og andre flygtninge. I længden er det dog kun ganske få af disse der er blevet integrerede i de kristne fællesskaber. Det har vist sig at dansk menighedsliv i almindelighed ikke har været i stand til at optage personer fra andre kulturer. Nogle få af de kristne udlændinge har dannet deres egne etniske menigheder, mens de fleste kristne udlændinge nok må vurderes til ikke at have fået et fast tilhørsforhold til en menighed. Dog er der i en række større byer oprettet sociale fællesskaber i kirker og missionshus ofte kaldet Middag på tværs. Det er spisefællesskaber, som afholdes en gang om måneden og indeholder en andagt. Paraplyorganisationen, Tværkulturelt Center spiller en vigtig rolle i udbredelsen af denne model. Middag på Tværs i missionshuset Bethesda i København. Julefest i dec

7 DiakonBladet 7 Tværkulturelt Center spiller også en vigtig rolle i at skabe kontakt mellem de etniske menigheder og dansk menighedsliv. Men der er dog ikke tale om, at der er opstået et dagligt samarbejde mellem danske menigheder og etniske udenlandske menigheder. Etniske menigheder Det er et stort og tilsyneladende uovervindeligt problem, at kristne udlændinge søger sammen i etniske kirker. Det betyder nemlig, at disse førstegenerations kristne indvandreres børn, som sædvanligvis integreres meget hurtigere end deres forældre, ofte mister al kontakt med kirke og kristendom. Gudstjenester på forældrenes modersmål virker ikke relevante for børnene, og de har ofte ingen kontakt til dansk menighedsliv. Personer med psykiske problemer I fællesskaber, som arbejder med flygtninge og indvandrere som f.eks. Middag på Tværs får man ofte personer med store personlige problemer tæt ind på livet. Det kan være en voldsom udfordring. Særligt krævende er kontakten med de mange flygtninge, som har psykiske problemer. Dette er også en væsentlig grund til, at lokale menigheder, som engagerer sig i tværkulturelt arbejde, har behov for støtte udefra, ligesom enkeltpersoner ikke på egen hånd bør gå i gang med den slags opgaver. Middag på Tværs i Silkeborg Kirke er taget på udflugt til Slåen Sø ved Silkeborg og alle har taget madkurven med. I Silkeborg var det en arabisk kommunal integrationsmedarbejder, som tog initiativ til at få os til kaffe hos vores irakiske muslimske familie. Her er begge familier. Integrationsmedarbejderen er til venstre. Vores børn og et af naboens børn er ikke med på billedet. Katastrofen: Bliver de aldrig en del af kirken i Danmark? Men det faktum at størstedelen af de kristne udlændinge og en stor del af de udlændinge, som bliver kristne i Danmark, aldrig bliver en del af et menighedsfællesskab og dermed sandsynligvis mister deres åndelige fællesskab med Jesus, mener jeg er noget nær en falliterklæring for kirken i Danmark. Kirkens forhold til de fremmede og særlig til de troende af dem er for Jesus en hjertesag (se henvisninger nedenfor)¹ og en afvisning af kristne brødre fra andre lande burde være noget nær en umulighed!!! Perspektiverne Da det blev aftalt at jeg skulle skrive denne artikel, blev jeg bl.a. bedt om at svare på, hvad perspektiverne er i det fremover. Umiddelbart ser det meget sort ud. Men som med åndeligt liv i øvrigt afhænger fremtiden i Danmark af, om vi besinder os på evangeliet og på ny både menighed og som enkelt kristen handler efter de bibelske formaninger læs Romerbrevet 12,13: Hvis jeres kristne venner er i nød, skal I hjælpe dem. Tag folk med hjem til et måltid mad og giv dem en seng for natten, hvis de trænger til det. ² Al mission og diakoni afhænger af, om der er åndeligt liv. Er der det? Med ønske om Guds ledelse i dit forhold til den fremmede. Mvh. Vagn Christensen tidl. flygningemedarbejder i Indre Mission, Silkeborg ¹ Bibelhenvisninger: 3.Mos 19,33-34, Rom. 12,13, Luk. 11,37, Hebr. 13,1-3, Matt.25,40+45 ² Fra Biblen på Hverdagsdansk

8 8 DiakonBladet Mødestedet - Kirkens indvandrerarbejde på Vesterbro Fra en tidligere fabrikskantine 10 minutters gang fra Københavns Hovedbanegård skriver medarbejder Elna Fredsgaard Larsen og leder Thyra Smidt, som i en årrække har haft deres dagligdag blandt mennesker af forskellig nationalitet, kultur og religion. Mødestedet drives af Danmission i samarbejde med Vesterbro provsti. En dag i december Midt i vores medarbejdermøde ringer en tyrkisk kvinde og beder os med angst i stemmen om at ringe efter en ambulance. Efter lidt snak i telefonen bliver vi enige om at bestille tid hos lægen. Allerede før skiltet sættes ud på gaden som tegn på, at nu er der lukket op, ringer en ældre kurdisk kvinde på døren. Hun har det heller ikke for godt. Hun bor sammen med en søn og svigerdatter og deler værelse med et barnebarn. Hun kan næsten ikke vente, til vi lukker op. Hun har sit faste hjørne i sofaen. Hun hører til bedstemorgruppen, som består af ældre kvinder med et meget dårligt dansk. De fleste af dem har haft arbejde, men er udslidte med gigt- og rygproblemer. Flere iranske kvinder kommer også forbi. De har mange både fysiske og psykiske sår fra deres flugt. Et par af dem kan slet ikke få livet til at fungere i Danmark, men flere har ved vores frivilliges mentorarbejde og lektiehjælp arbejdet sig langsomt ind i skole- og uddannelseslivet i Danmark. Vi forbereder julefest sammen, og flere af de sølle damer får pludselig en helt rank ryg, for de skræller kartofler hurtigere end os danskere. Der er dog ikke så mange gæster i dag, da en af vores unge, trofaste kvinder lige har mistet sin mand. Han har været syg længe, og nu er kvinderne hos hende, indtil hun skal følge sin mand på hans sidste rejse til Tyrkiet. Mange har allerede meldt, at de kommer til vores julefest. En somalisk kvinde kom for at fortælle, at hun vil bage kage til festen, da vores julefest falder sammen med deres pilgrimsfest. Mange enlige med muslimsk baggrund synes det er rigtig dejligt, at vi kan feste sammen. Om eftermiddagen er vi lidt tyngede. En af vores bekendte, som er en afvist asylansøger, uden mulighed for at rejse tilbage til sit hjemland, er forsvundet, og vi ved ikke hvor han er. Samme dag taler vi også med en yngre iransk kvinde, som næsten ikke har tid til at besøge os, fordi hun har så travlt med sin uddannelse. Hun ringer dog ofte for lige at spørge om vi husker at bede for hende. Hun er med muslimsk baggrund. Hun tager sin gamle mor og naboer med til julefest. Her i december og hele året er det rart at minde hinanden om det ord, som er valgt som overskrift for Danmissions arbejde: Men englen sagde til dem: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Mødestedet Mødestedet, der er beliggende på 3. sal i en tidligere fabriksbygning, består af et stort åbent rum, der rummer cafe/dagligstuemiljø, pool-bord, køkken, legestue for børn, bederum samt kontorer og mødelokale. Mødestedet drives af Danmission i samarbejde med Vesterbro Provsti, ( Mødestedet er en del af Danmissions Dialogarbejde og bygger på en forståelse af, at mission er at møde mennesker af anden tro med evangeliet om Jesus Kristus. Det sker gennem kristent nærvær, vidnesbyrd og diakonalt arbejde i tjeneste for næsten herunder fortalervirksomhed. Mødestedet blev startet i 1984, hvor fremmedarbejdere blev synlige i gadebilledet. På det tidspunkt havde ikke mange, heller ikke kirken, øje for, at der var brug for samtale, anerkendelse og omsorg for den lille gruppe muslimer, som var kommet til Danmark. Meget er sket i de næsten 25 år Mødestedet har eksisteret. Fra fremmedarbejdere over gæstearbejdere taler vi nu om indvandrere/nydanskere og deres efterkommere, men med i billedet hører også gruppen af flygtninge og asylansøgere, som Mødestedet har stor kontakt med.

9 DiakonBladet 9 > I 2006 havde vi 7679 besøg. Gæsterne repræsenterede i alt 58 forskellige nationaliteter. De fleste havde enten tyrkisk, kurdisk, kinesisk, marokkansk, iransk eller pakistansk baggrund. Aktiviteter Aktiviteterne på Mødestedet er meget omfattende og varierede. I udgangspunktet er der tale om et åbent mødested af café-lignede karakter, hvor det centrale er selve mødet og samværet på tværs af kulturer, religion og social status. Fællesskabet udmønter sig først og fremmest i samtaler omkring kaffe/te, måltider, spil og særlige aktiviteter. Fra kl. 11 til er det indvandrerkvinder (med børn), som bruger Mødestedet. Sidst på eftermiddagen er det især mænd, mange med flygtningebaggrund, som kommer for fællesskabets skyld og for at få rådgivning og hjælp med forskellige problemer. Torsdag aften kommer den bredeste gruppe til højskoleaften, som starter med fællesspisning. Her deltager både børn, unge og ældre, etniske danskere og folk fra mange andre etniske baggrunde, ofte også både studerende, kunstnere, akademikere og folk med almindelige job. Koinonia mandag aften er et fællesskab omkring mad, bibelstudier, bøn og lovsang. Her er der bl.a. rum for folk, som ønsker at vide noget om den kristne tro, og folk som har taget det store skridt at blive døbt. Mødestedet er en betydningsfuld medspiller i integrationsprocessen i forhold til de mennesker, der ikke umiddelbart kan klare de krav, der stilles i eksisterende integrations- og aktiveringstiltag. Mange indvandrere og flygtninge kommer med sår på sjælen og traumatiske oplevelser i bagagen. Dette lægger ofte hindringer i vejen for indlæring af sprog m.m. og kan bevirke, at små praktiske problemer kan vokse sig så store, at den enkelte opgiver på halvvejen. Mødestedet er for nogle blevet deres andet hjem. Både forældre, bedsteforældre og børnebørn kommer forbi, når noget skal fortælles, eller der er behov for et skub for at komme videre. For andre er det endvidere blevet deres familie, en erstatning for den familie, som de har mistet eller som er langt borte. Mange har kun kontakt med etniske danskere i forbindelse med lægebesøg, skole eller diverse offentlige institutioner. Mødestedet er kendetegnet ved sin evne til at skabe netværk og fællesskab på tværs af alder, uddannelse, religion, nationalitet og kulturel baggrund. Mødestedet ønsker > At vise Kristi forsonende kærlighed gennem kristent nærvær. > At skabe rum for alle former for religionsmøde, dialog og diapraksis. > At skabe rammer for et møde mellem herboende flygtninge, indvandrere og etniske danskere. Vi ønsker herigennem at bibringe forståelse for såvel det danske samfunds værdier som for de udfordringer flygtninge og indvandrere står overfor. > At fremme integrationsprocessen for socialt udsatte indvandrere ved, at de opnår en forbedret trivsel og ved etablering af sociale netværk. > At fungere som brobygger i forhold til det danske samfund: skole, arbejdsmarked, sundhedssektor, plejesektor etc. At være kompetencecenter, som tilbyder vejledning, foredrag og undervisning til sogne, skoler, seminarier og enkeltpersoner omkring dialog og interkulturel diakoni.

10 10 DiakonBladet Er diakonien blevet væk i Diakonforbundets bestyrelse? Kommentarer til artiklen om afvikling af handicaplejre i DiakonBladet2007, nr. 6. Lukning I begyndelsen af oktober 2006 troede vi lejrledere, at vi igen skulle mødes med lejrkoordinatorerne til en hyggelig evaluering af vore sommerlejre, men desværre fik vi meddelelsen om, at bestyrelsen havde besluttet at nedlægge vores dejlige lejre. Begrundelsen var dengang, at behovet ikke var der mere. Samtidig meddelte de, at de ville starte noget nyt op, dog uden at have fundet dette. Jeg ved, at de allerede på bestyrelsesmødet sidst i januar 2006 havde bestemt dette (kilde: et bestyrelsesmedlem, som ikke var med til mødet), altså på et tidspunkt, hvor der var kr. på kontoen. Før evalueringsmødet 2006 havde Lars og jeg lovet deltagerne en lejr igen i 2007, og vi havde både lejren og medarbejdere, da vi fik den meget triste meddelelse. Forældre og bofællesskaberne fortæller os, at sommerlejren er årets højdepunkt for vore deltagere, og at de er meget glade for, at vi afholder disse lejre, da de pga. nedskæringer ikke selv kan gøre det. Onsdag den 13. februar åbner Diakonhøjskolen sit nye Videncenter for Diakoni og Pædagogik med et spændende diakoniseminar Foredrag v. Heinz Schmidt, Prof. Dr. Heidelberg Universitet, generalsekretær Lars Rahbek, KFUM s Sociale Arbejde, diakon Finn Beyer, cand. scient. soc. og lektor, cand. teol. Johs. Nissen Onsdag den 13. februar kl på Diakonhøjskolen Lyseng Allé 15, 8270 Højbjerg. (Seminaret er åbent for alle interesserede) Vi ved alle, at man ikke må indoktrinere beboere på offentlige institutioner, og derfor er det så vigtigt for os, at vi kan forkynde vores kristne budskab for dem på lejrene. Deltagerne giver tydeligt udtryk for, at de er glade for vores bibeltimer, andagter og gudstjeneste. På trods af, at forbundet stoppede handicaplejrene, gav vi ikke op, da vi tror på konceptet. Det lykkedes heldigvis også at gennemføre lejren i 2007 med forståelse fra alle dem, som vi henvendte os til. På nær en ny deltager i sommer har alle deltagere været med i mere end 22 år 2 har været med i 29 år. Flere af deltagerne har af gode grunde ikke deres forældre mere. Situationen nu Det glædelige er nu, at Kristelig Handicapforening har overtaget lejrene med Kirkens Korshær som anbefaler. Den oktober 2007 mødtes Lars (kordegn i Viby Kirke) og jeg med Kristelig Handicaps konsulent Ellen Hessellund, Kirkens Korshærs konsulent Leif Bønning (stifter af lejrene), repræsentanter for søndagsskolerne og IM s familieudvalg. Resultatet af mødet blev, at lejrene fortsætter som hidtil, og samtidig er der idéer til andre former for lejre. Økonomi fonde Som John skriver, har der heldigvis aldrig manglet penge til handicaplejrene (kassereren har fået penge for sit arbejde). Dette var heller ikke tilfældet til vores lejr i Helligsø Thy 2007, selv om vi først efter endelig afslag fra Diakonforbundets bestyrelse den 1. februar 2007 begyndte at søge fonde, Y s Men og LEV om penge. Kristelig Handicapforening og Kirkens Korshær anbefalede vores lejr stor tak til dem. Med hensyn til kritikken omkring fonde, har jeg i lighed med John intet kendskab til, at der skulle være sket fejl. Skulle det alligevel være tilfældet, kan det vel også henregnes under menneskelige fejl, lige så vel som de kr. forbundet ikke fik i 2006 pga. en for sent indsendt ansøgning om tilskud fra tipsmidlerne. Diakon/lejrleder Inger Jensen, Stentofterne 22, 7600 Struer

11 DiakonBladet 11 Handicaplejrene endnu engang Årsmøde, generalforsamling og diakonindvielse Leif Bønning har en kommentar til bestyrelsen for Diakonhøjskolens Diakonforbund. Kære forbundsbestyrelse I Diakonbladet december 07 redegør formanden Lund Frederiksen på bestyrelsens vegne for afviklingen af Handicaplejrene. Bl.a. skriver I, at såfremt lejrene havde kørt udgiftsneutralt, er der ingen, der havde ønsket at nedlægge lejrene. Er det ikke lige det de har gjort! Der henvises til det faldende indestående på kontoen men, faldet skyldes vel netop, at man ikke havde brug for så mange penge (og vist nok endda havde returneret penge til fonde, fordi man ikke kunne anvende dem). Ved generalforsamlingen bekræftede Forbundets kasserer, at lejrene ikke havde belastet Forbundets økonomi på nogen måde. Så er der den skjulte hentydning til et eller andet hvor et fond har kontaktet Forbundet og givet udtryk for, at man ikke ønsker at støtte mere og endda har udtalt kritik. Det drejer sig om ET enkelt fond. Set over en periode på 30 år synes jeg, det er utrolig flot, at man har kunnet køre lejrene i 30 år og været i samspil med et utal af fonde og så kun et fond, har udtalt sig kritisk. Nu er der så gået 30 år og som der skrives, så har meget ændret sig i samfundet, herunder også behovet for handicaplejrene. Der er så en lille gruppe voksne handicappede, der har været med i rigtig mange år og for hvem lejrene betyder meget også på det holdningsmæssige område og der er samtidig nogle få diakoner, der stadig gerne vil løfte opgaven. Kunne man fra bestyrelsens side så ikke have vist lidt større smidighed bl.a. gennem dialog. Ved generalforsamlingen kom det jo frem, at dialogen ikke havde været det, der just havde kendetegnet forløbet. I har håndteret forløbet dårligt kære bestyrelse og selv om I slutter med en tak til medarbejderne, tror jeg, vi er mange, der synes det kunne have været gjort bedre fra jeres side. 30 år hvor utroligt mange børn, unge og deres forældre har fået et ferieophold og en aflastning, der har givet fornyede kræfter til en ofte vanskelig hverdag vi kan så glæde os over, at Kristelig Handicapforening arbejder videre med handicaplejrene i deres regi. Diakonforbundets bestyrelse indkalder til ordinær generalforsamling lørdag d. 26. april kl. 15 i Instituttets dagligstue. Dagsorden i henhold til lovene. Forslag, som ønskes behandlet, skal være formanden i hænde senest 6 uger før generalforsamlingen (dvs. d. 15. marts adresse: se kolofonen side 2). Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være underskrevet af mindst tre medlemmer. Der skal vælges tre bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter. På valg er: Merete Henriksen, Joan Justesen og Karen Vintersbølle. Velkommen og på gensyn ønsker bestyrelsen for Kolonien Filadelfias Diakonforbund. Årsmødet indledes med en mini-pilgrimsvandring fredag d. 25. april kl. 15. Pilgrimspræsten, Elisabeth Lidell vil lede os ud i det indre, når hun hjælper os til at bede med fødderne. Måske er man nødt til at bevæge sig fysisk for at kunne flytte sig mentalt, siger Elisabeth Lidell. Fredag aften kl kan vi glæde os til at høre Anders Laugesen, fortælle om Pilgrimsspor. Hvis man har lyttet til Anders Laugesens udsendelser i rækken Mennesker og tro, vil man vide, at han har sat sine pilgrimsspor både i Athos-klostrene i Grækenland og på pilgrims-ruten til Santiago de Compostela i Spanien. Anders Laugesen er cand. phil. i religion og har i en årrække fra sin skurvogn produceret Mennesker og tro for Danmarks Radio. Indenfor de seneste år har Anders Laugesens programmer indbragt ham tre internationale- og en dansk hæderspris. Læs evt. den nye bog Pilgrimsspor, som sætter fokus på årsagen til, at pilgrimstraditionerne i vore dage har fået en renæssance. Bidrag af Anders Laugesen (redigeret af Elisabeth Knox-Seith og udgivet på forlaget Univers kr. 249,-). Leif Bønning

12 12 DiakonBladet Nyt fra Institut for Diakoni og Sjælesorg v. institutleder Conny Hjelm Søster Julies gave til Instituttet Søster Julie, som døde her i efteråret, har testamenteret et beløb til Instituttet. I skrivende stund kender vi ikke beløbets størrelse, men har besluttet, at gaven skal øremærkes til Diakoniuddannelsen. Vi tror, at det er helt i søster Julies ånd og er dybt taknemmelige for, at hun har betænkt os. Diakonerne Erna og Poul Pilemanns mindeord kan læses på dette link: ?highlight=diakoni:Mennesker--Mindeord Gruppen for skilsmisseramte børn I det forrige nummer af Venneinformation fortalte vi, at vi ikke havde kunnet samle børn nok til en ny gruppe for skilsmisseramte børn i efteråret. Vi var derfor nødt til at tilbagebetale de bevilligede fondsmidler. Siden da er der kommet så mange henvendelser fra familier med børn, som behøver støtte i forbindelse med en skilsmisse, at der nu er børn nok til at oprette en gruppe. Vi har derfor taget kontakt til fonden, som i denne uge har givet tilsagn om, at pengene kan overflyttes til næste år. Det er utrolig glædeligt, at Lenes ihærdige indsats på området nu bærer frugt. Et andet af Lenes områder, som også er i vækst, er støttende samtaler til børn og familier. Disse børn og deres familier bliver henvist af forskellige kommuner. Diakoniuddannelsen Diakoniuddannelsen er som altid vores hjerte og smertensbarn. Vi har igennem mange år opbygget et rigtig godt koncept, som både vi og vores studerende er glade for. Lige nu mangler vi stadig studerende til det nye hold, der starter i slutningen af januar Man kan finde yderligere information om uddannelsen på vores hjemmeside ligesom uddannelsesfolderen kan rekvireres hos os, såfremt du skulle kende nogen, som skal have et lille skub. I 2008 vil vi satse på en målrettet markedsføring af uddannelsen, da vi er opmærksomme på, at uddannelsen ikke er tilstrækkelig kendt ude omkring. Vi på Instituttet Susanne er færdig med sin uddannelse indenfor systemisk, anerkendende coaching. I sit eksamensprojekt har hun arbejdet med at undersøge, hvilke muligheder der ligger i at anvende denne form for coaching som samtaleredskab i forbindelse med sjælesorgssamtaler. Susanne er nu godt i gang med at udbyde coaching generelt og i relation til sjælesorg. Desuden afholdes der en workshop om coaching på Instituttet til foråret. Interesserede kan rette henvendelse for yderligere information. Lene bliver netop nu færdig med sin uddannelse som familieterapeut fra Kempler Instituttet. Hun vil fortsat bruge de kompetencer, hun har erhvervet gennem uddannelsen, i børne- og familiearbejdet. Conny er startet på en uddannelse inden for den terapeutiske metode, som kaldes familieopstilling. I nutidens fokusering på individet kan vi let glemme, hvor stor betydning vores forbindelse til familie og slægt har for vores liv. Vores skæbne er på godt og ondt forbundet med familien. Familieopstilling er en metode til at forsone sig med dette livsvilkår. Vi vil løbende afholde kurser også på dette område. De sidste 3 måneder har Ele Bonde været ansat i job med løntilskud på Instituttet. Hun har arbejdet med at videreudvikle kurser inden for bibliodrama, som er en metode til at fortolke Guds sjælesørgeriske nærvær gennem de bibelske fortællinger. Det er ikke teater, men et bibelsk rollespil, hvor man både er en af Bibelens personer og samtidig sig selv. Derved bliver de bibelske fortællinger nærværende i ens eget liv og ens egen tro. Vi afprøvede metoden fredag d. 18. januar ved gennemførelsen af Fordybelseskursus for diakoner og andre interesserede at erfare troens og omsorgens dynamik. Læs mere på vores hjemmeside eller kontakt Birthe, hvis du vil have materiale tilsendt. Vi ønsker os stadig flere venner Vores ønske om at få flere venner har båret frugt. Mange har tilmeldt sig, og det er vi rigtig glade for. Tak for det! Hvis du kender nogen, som kunne have interesse i at være medlem af Instituttets Vennekreds, må du meget gerne invitere dem til at være med. Vi vil også benytte lejligheden til at sige tak for gaver og støtte i året, der er gået. Vi brænder for det arbejde, som gøres ud fra Instituttet, og det betyder meget for os at vide, at vi ikke står alene.

13 DiakonBladet 13 Formanden for Diakonhøjskolens Diakonforbund, Johannes Lund Frederiksen anmelder Axel Johannesens nye bog: Fra kongsbondesøn til sygeplejerske. I sin lange række af tillids - hverv tæller bogens forfatter også posten som tidligere formand for samme diakonforbund. Fra Kongsbondesøn til sygeplejerske Axel Johannesen 2007 af Axel Johannesen V. Johannes Lund Frederiksen En livsskildring skrevet af en diakon der har oplevet utrolig meget og sat sit fingerpræg på endnu mere. Gennem et livsskildring oplever vi en person der har engageret sig 100% i det han har haft med at gøre. Så meget at man sidder tilbage og siger til sig selv at det kan en person da umuligt nå at udrette i er menneskeliv. Det viser sig også at der står en kvinde bag det, nemlig Gundhild der er ægtefællen som har støttet op om Axels udfordringer. Axel beskriver en flot levnedsbeskrivelse, der ikke altid har været let. Er opvokset på Færøerne. Han mistede sin far ved en drukneulykke som to årige og senere fik konstateret tuberkulose sammen med nogle af hans brødre, hvor de var afsondret fra den øvrige familie. Senere da han kom til Danmark fik han besked gennem radioen at hans bror var død. Han tog et valg der fik afgørende betydning for hele hans liv, nemlig da han besluttede at læse på Diakonhøjskolen. Her følger vi en person der ikke er bange for at gå foran, med et klart mål: At forbedre livsvilkårene for de svage, ældre og udsatte grupper. I bogen leverer Axel nogle dejlige beskrivelser der er følelsesbetonet så man kan mærke hans varme engagement i det han har foretaget sig. Der er også en del billedbeskrivelser, man som læser kan more sig over. Hvor langt er der til bunden i undergrundsbanen i England? Det kan der findes ud af med en sytråd! Bogen er samtidig et stykke Danmarkshistorie. Hvor vi følger udviklingen af plejehjem i hele Vestsjællands Amt med indretning, normering og budgetlægning. Et fremragende historisk indblik i den udvikling der har været indenfor ældresektoren i perioden 1960 til Axels ekspertviden rækker langt ud over Sjællands grænser, både plejehjemmene på Færøerne og Scleroseforeningen får hjælp af Axels viden og kunnen. Bogen er beskrevet på en varm og hjertelig måde krydret med humoristiske indslag der gør, at man som diakon kan glæde sig over, hvordan diakoner forud for os har ydet en kæmpe indsats for at forbedre livsvilkårene for ældre og handicappede. Axel Johannesen 1954 forrest til venstre En bog jeg varmt kan anbefale til andre diakoner.

14 14 DiakonBladet Debat Vi er bleven påfaldende tilbageholdende med at tilkendegive vores meninger, når det gælder kirke og kristendom, for vi kunne jo blive mistænkt for at være missionsk eller det, der er endnu værre, siger Kurt Johansson og formaner os med Grundtvigs Kirkeklokke v. 1 og 9 Kirkeklokke! mellem ædle malme mageløs er for mit hjerte du, vågnet er ved dig en højtidssalme, som genlyder daglig i min barm. Det fynske diakonkonvent har været samlet til konvent i Munkebjerg Kirke i Odense med både Forstander og Formand som talere. Det kunne der skrives meget om. Det sker dog ikke her, men det var en værdig eftermiddag, hvor jeg deltog i 3 timer, det var hvad kræfterne tillod, gammel som jeg er blevet. Jeg forlod konventet og bestilte en taxa, og lige som jeg var kommet udenfor faldt kirkens klokker i slag, det var aftenringningen og bedeslagene, der her så klart rungede, jeg stod jo lige ved klokkestabelen, melankolsk, som jeg måske er, eller er blevet, faldt jeg i dybe tanker, jeg havde jo kort forinden i konventet nævnt, at Margrethe Vestager, selv præstedatter og fhv. kirkeminister, havde på De radikales landsmøde på Nyborg Strand bragt i forslag, at kirkernes morgen og aftenringning skulle ophøre, og at en teologisk professor ved påsketid havde sat spørgsmål ved opstandelsen, han er siden også blevet hjælpepræst. Jeg funderede noget her i ventetiden, det var ved de fynske diakoners konvent, jeg havde nævnt det, der var ca. 30 deltagere i konventet, men ingen lettede sig for en kommentar. Selvfølgelig ingen var forpligtet på noget man ikke var kommet for, men alligevel det giver stof til eftertanke. Hvorfor er vi diakoner blevet så tavse kirkeligt set, vi som ellers udgik fra Diakonhøjskolen i vores unge år med kirkelig indvielse og uden kirke ingen diakoni. Sådan er det vel stadig, men vi er bleven påfaldende tilbageholdende med at tilkendegive vores meninger, når det gælder kirke og kristendom, for vi kunne jo blive mistænkt for at være missionsk eller det der er endnu værre, vi færdes jo i Det offentlige rum, men bliver man kirkelig passiv, er man ikke bare medlem af en rummelig folkekirke, men af en hensygnende folkekirke, og det er nok det vi er, og lever tilsyneladende godt med det, og har et godt forhold til vor syge nabo. Det er ganske ufarligt at være diakon, men det alvorlige er, at vi er Diakonhøjskolens bagland og burde vi ikke markere os mere på Kirkens Front, vi er jo kirkens frontsoldater, en passiv kirke findes ikke, for der er ingen livsånde, men gode gerninger kan altid gøres, kaldes det ikke velfærd, hvis vi skal være moderne. Diakoni tales der i rigt mål om ved vores konvent, hvor der synges gode fædrelandssange til en god stemning og vi kommer ingen for nær, alle er med. Her er ingen nervøsitet for dagen i morgen. Det gør måske ikke så meget at Diakonforbundet en dag ikke findes mere, er vi ikke ved at forberede os til dagen. Den kommer måske uden at vi er opmærksom på det. Det går jo godt. Alt så vel. Kære unge diakoner eders sag det er. Vi gamle diakoner levede i pionerernes skygge. Der var nogle vi så op til. Den tryghed gives ikke videre. Derfor nu, når aftenklokken melder: Solen sank, og fuglen slumred ind, da mit hoved jeg som blomsten hælder, nynner sagte mellem bedeslag: Grundtvig DS 783 Mindeord Orla Hermansen døde d. 15. december 2007, 70 år gammel på Slagelse Sygehus og blev begravet fra Kolonien Filadelfias Kirke d. 20. december. Vi begyndte på diakonskolen i Orla blev også uddannet sygeplejerske. Han arbejdede i alle årene på Filadelfias psyk. afd. Orla var ikke manden med de store armbevægelser. Han befandt sig godt i de hjemlige omgivelser sammen med ægtefællen Alice, som døde for 1½ år siden. Orla var en god far for de to døtre, som voksede op i ægteskabet. Han var i mange år organist og kirkesanger ved omegnens kirker, ligesom han i en lang periode var med i Sorøkoret. Æret være Orlas minde! Arne Hougaard, Haarby Som yngre elevkammerat til Orla mindes jeg hans krøllede uniform, stærkt underspillede humor og virtuose klaverspil. Bj.

15 DiakonBladet 15 Navnestof Diakonhøjskolens Diakonforbund Kolonien Filadelfias Diakonforbund Fødselsdage 85 år Arnold Gøgsig Tornsangervej Hundested 85 år Laurids Pedersen Østergaard Stengårds Allé Søborg 80 år Knud Mogensen Dyreborgvej Fåborg 80 år Anker Noer Anemonestien Birkerød 75 år Erik Johan Gerner Sophus st L.1 Claussensvej Charlottenlund 65 år Martinus Johansen Vejlevej Give 65 år Poul Holm Skovvejen 5, Ejstrup 6900 Skjern 60 år Jørgen Gang Jensen Nordskovhusvej 59, Kulhuse 3630 Jægerspris 60 år Gunnar Larsen Gilleleje Strandvej Gilleleje 60 år Inga Sørig Hesseløvej Frederikshavn 60 år Lydia Christensen Tøndervej Slagelse 60 år Svend Aage Hjelm 5. tv. Reventlowsgade København V. 50 år Knud Dyrslund Havrebakken Kolind 50 år Anni Schrøder Tranebærvej Grindsted 50 år Per Birger Wejse Kalmargade Århus N 50 år Solveig Steen Schultz Brugsbakken 1, V. Alling 8983 Auning 50 år Inger Therkildsen Visbjerg Hegn Mårslet Adresseændringer Bodil Tang Brynet Vejle Egon Olesen Hedemannsgade 10, Århus C Emil Tang Brynet Vejle Finn Hansen Park Allé Struer Grethe Riber Højagerparken 13, st Ballerup Kristine kjærgård Jensen Østboulevarden 11 C, Århus C Kåre Lichtenberg Egelykkeparken 22 A 2670 Greve Louise Bækgaard Vibe Lærkevænget Daugård Majbritt Thorø Toftdal Stensædevej 2, Sædding 6900 Skjern Marie Birgitta Dahlmann Solvænge 6 D 9310 Vodskov Martin Kühne 1. th. Vestergade 3, 8382 Hinnerup Morten Andreasen Egevej Dronninglund Poul Kofod Karlskovvej 35, Vejlbyskov 5500 Middelfart Thorkild Bækgaard Vibe Lærkevænget Daugård 65 år Christian Odgaard Vildrosen Arden 60 år Dorit Engedahl Pedersen Syrenparken Herning 50 år Krista Andersen Palnatokesvej Frederikssund 50 år Kirsten Fasmer Lundbyvej 92, Tåsinge 5700 Svendborg Irene Rasmussen Ewaldsvej 22 A 8600 Silkeborg Jan Brølling Thorø Kongevejen 31, Vorgod 6920 Videbæk Jan Lavdal-Pedersen Nørrevænget Vildbjerg Tina Freudendal Østergaard Ejner Nielsensvej Gjern Yvonne Thorø Iversen Ådraget Spjald

16 Afsender: Kolonien Filadelfias Diakonforbund og Diakonhøjskolens Diakonforbund, Mandolinvej 7, 8900 Randers Imam Abdul Wahid Pedersen svarer på spørgsmål Abdul Wahid Pedersen er landsbydrengen fra Djursland, som efter nogle års religiøs søgen rundt omkring i verden vendte hjem og fandt ud af, at han var muslim. I dag er Abdul Wahid Pedersen imam på Nørrebro i København. Han er næstformand i Islamisk-Kristent Studiecenter og et kendt ansigt i medierne. Med mellemrum er han blevet citeret for stærkt kontroversielle udsagn om muslimske lære- og levespørgsmål. Følgende interview står som det fremgår i modsætning hertil. Interviewet er udarbejdet af Vejle mod racisme. Vi bringer det her efter aftale med Abdul Wahid Pedersen. (forkortet af red.) 1. Hvad fik dig til at konvertere til Islam? Som svar på dette spørgsmål henviser Abdul Wahid til en længere beretning herom, som man kan læse på nettet id=131 Essensen er, at Abdul Wahid efter nogle års søgen bl.a. som praktiserende hindu i Indien ved en slags åbenbaringsoplevelse fandt ud af, at han var monoteist (tror kun på én Gud). Og det gik op for ham, at han måtte søge tilbage til kilden. 2. Hvad er for dig den største lighed mellem Islam og Kristendom? Der er tale om vand fra samme kilde. For muslimer er der jo ingen tvivl om, at Jesus var vejen, sandheden og lyset. Desværre lykkedes det for folk efter ham - fred være med ham - at fordreje budskabet, og Skaberen fandt det nødvendigt at sende en sidste budbringer, som atter en gang skulle bringe Hans budskab til menneskene. 3. Hvilken værdi er den vigtigste for dig som muslim i Danmark? Det er nok den frihed, jeg i Danmark har til at være muslim. Desværre er det jo ikke sådan i alle de lande, hvor muslimer er flertallet. Mange steder i verden er respekten for den enkeltes frihed og integritet ringe. Det har naturligvis ikke noget med Islam at gøre; men med det faktum, at mange af de lande er meget unge de er nyligt blevet frie efter generationers kolonisering og er først ved at forme sig selv som egentlige nationer. I Danmark har vi, trods enkeltes indædte islamofobi, alligevel lov at være muslimer. 4. Hvordan kan man få mennesker til at forstå, at muslimer ikke er en trussel for det danske samfund? Jeg har i mere end 15 år forsøgt at afmystificere Islam og lade folk forstå, at vi blot er almindelige borgere med et andet religiøst ståsted. Men det lader til, at den - muligvis historisk betingede - store frygt for Islam er næsten umulig at komme til livs. Selv når folk præsenteres for helt konkrete fakta, som klart tilbageviser forudfattede meninger, vælger de fleste alligevel at holde fast ved fordommene. Der hvor jeg ser opblødning, er i det personlige møde. Så det er nok vejen frem. At vi forsøger at mødes noget mere menneske til menneske hen over grænserne. Det kan være ved at invitere naboen ind på en kop kaffe, tale med nogen af de andre på arbejdspladsen, deltage i tværkulturelle / tværreligiøse arrangementer o.l. Men det kunne også være ved at vi som muslimer eksempelvis en gang om måneden afholder et åbent-hus-arrangement i vores moskéer og samlingssteder, så folk kan komme helt uforpligtende, få en kop kaffe og stille spørgsmål. Bare det, at mennesker mødes, tror jeg er en af de vigtigste faktorer i hele den proces. 5. Hvad gør du på Nørrebro for at skabe kontakt imellem de forskellige befolkningsgrupper. På Nørrebro, hvor jeg selv bor, forsøger jeg at udvise det gode naboskab, som jeg er opvokset med i en landsby på Djursland, og som er en indgroet tradition i Islam. Som næstformand i Islamisk-Kristent Studiecenter er jeg med til at skabe dialog på præmisser, som vi selv bestemmer, så det ikke altid bliver på pressens præmisser, vi skal diskutere vore ligheder og forskelle. Islamisk-Kristent Studiecenter er et af de steder, hvor reelle venskaber opstår hen over de religiøse skel. Vi har ingen dagsorden om at skulle konvertere hinanden, men blot at mødes i respekt for den forskel, der gør, at vi bekender os til hver vort religiøse ståsted. Vores hjemmeside hedder hvis der er nogen, som skulle have lyst til at kigge indenfor. Og så arbejder jeg til stadighed med samarbejdet mellem de forskellige grupper af muslimer, men det er ikke så ligetil. Muslimerne er jo ikke er en stor homogen masse, men udgør et meget broget kludetæppe med folk fra en lang række lande med forskellige sprog, etnisk oprindelse, kultur, islamisk skoling og politisk overbevisning. Derfor har jeg ikke de store forventninger til, at det vil lykkes at få de oprindelige indvandrere til at finde sammen i en stor lykkelig forbrødring. Dertil er deres respektive organisationer og foreninger nok efterhånden for godt cementerede. Derimod har jeg store forhåbninger til de unge muslimer, som er vokset op i Danmark. De har fælles referencerammer, sprog og kultur, og jeg tror, at nogle af de ungdomsorganisationer, der i dag findes blandt muslimerne, vil kunne være med til at samle os hen over de gamle skel. 6. Hvad er din holdning til arrangerede ægteskaber? Tvungne ægteskaber er direkte i strid med Islam. Arrangerede ægteskaber kan være både gode og dårlige. Hvis der er andet end de unge menneskers lykkelige fremtid med i bagagen, når arrangementerne træffes, kan de i værste fald være katastrofale. Derimod synes jeg, det er alle ansvarsbevidste forældres pligt at rådgive og vejlede sine børn efter bedste evne, når et så væsentligt valg skal træffes, og så kan man vel i en eller anden forstand tale om et arrangement. Det er jo en hårfin grænse, som skal trækkes, og spørgsmålet er, hvor den skal trækkes. Hvornår er der tale om vejledning, og hvornår er der tale om arrangement? Jeg vil selv mene, at det kan være meget vanskeligt at afgøre, for der er tale om meget subtile spændingsfelter mellem forældre og børn, og ingen anden end de involverede vil være i stand til at sige, hvornår den ene grænse nås, og den næste overskrides. Alle forældre vil vel i sidste instans deres børns bedste, men skal det være på bekostning af børnenes ret til som frie mennesker at træffe deres egen afgørelse, vil jeg til enhver tid tage skarp afstand fra det. Bedste hilsener fra Abdul Wahid Pedersen