Aalborg Stiftsavis Aalborg Stiftsavis 19. årgang nr

Transkript

1 Tag avisen gratis Aalborg Stiftsavis Aalborg Stiftsavis 19. årgang nr Graver Ulla Toft Jensen, Vejby, ringer solen ned Foto: Niels Clemmensen

2 Årets gang på kirkegården Tekst og foto: Jørgen Christiansen, graver ved Nors Kirke Vinter Sidder lunt og godt inde på kontoret, radioen spiller stille i baggrunden mens regnen siler ned, sådan kan graverjobbet også være i Nors. For fem år siden bestod kontoret af graverens gamle aflagte skrivebord der stod i hjørnet af værkstedet, der i øvrigt også fungerede som omklædningsrum og tørrerum, der var ingen pc, it-skrivebord, GIAS, web baseret kirkegårdssystem og mails der skulle læses, alt foregik med kuglepen og papir og brevene blev sendt med postvæsenet, så med de stærkt forbedrede velfærdsfaciliteter, er der også stødt mange nye funktioner til jobbet. Vintermånederne bliver stadig brugt til hovedrengøring af kirken, klargøring til julen med pyntning af adventskrans, juletræ og kirke, med efterfølgende gudstjenester og julearrangementer for dagplejere, børnehave og skole. I vintertiden går der også meget tid på kontoret, i den travle tid har mange gule sedler hobet sig op med diverse aftaler og priser der skal ajourføres på pc en, og så har GIAS krævet en del tid her i opstartsfasen, og i vintertiden arbejdes der også en del på værkstedet med servicering af maskiner og udbedring af diverse materiel. Nyt sognehus og forår Sognehuset som blev bygget i 2010, er også blevet en del af Jørgen Christiansen på sit kontor. hverdagen, graverfaciliteterne ligger sydvendt i bygningen med udsigt over kirkegården, sognehuset udlejes til forskellige arrangementer, og her er det også os gravere der holder styr på udlejningen, det gælder også opsyn og rengøring af huset. Som vinteren skrider frem begynder jeg at tænke på foråret, hvornår skal gravermedhjælperen starte på jobbet, hvor mange forårsblomster skal der bestilles, og hvor mange hække skal vi have udskiftet, man gør sig mange overvejelser inden den travle sæson begynder. Så sker det jo at vinteren pludselig sætter ind, og så står den på snerydning og saltning, og foråret er med et langt ude i fremtiden. Når foråret så endelig kommer, følger hos os årets travleste tid, der er mange gøremål vi skal nå inden vi starter på sommerferien, granerne fjernes og forårsblomsterne kommer i jorden som noget af det første, herefter udskiftning af hække, anlæg og omlægning af gravsteder og en stor opgave som hækklipning bliver som regel også afsluttet inden sommerferien, og inden grundlovsdag bliver sommerblomsterne plantet, ca stk. Udover de mange opgaver skal de daglige gøremål jo også passes, f. eks. ukrudtsbekæmpelse, rengøring af kirke og sognehus og de begravelser og bisættelser der jo også kommer. Årets gang - sommer I sommertiden holder vi 3 ugers ferie hver, så der er kun en mand på kirkegården i en 6 ugers periode i juli august, vi er normalt færdige med de store opgaver så vi kan koncentrere os om pasning af gravsteder og gangarealer, græsslåning og vanding. Vi har efter den nye overenskomst for gravere gået fra 6 til 5 dages arbejdsuge, og for at få det til at gå op har vi hos os valgt at graver og medhjælper arbejder mandag til fredag, og dermed fri i weekends, kirkesangeren har overtaget det meste af kirketjenerfunktionen, bortset fra tjenester som begravelser, konfirmation og juleaften, hvor der mange gange er fyldt i kirken. I forbindelse med begravelser på lørdage flyttes fridagen til en hverdag.i sensommeren har vi som regel ikke de helt store opgaver, men har derimod tid til at få fulgt op på mange små der er blevet lagt til side i den mest travle tid, hovedopgaverne står stadig på pasning af gravsteder og græsslåning, men det er også tiden vi kalker kirke (- tårn), kapel, sakristi og indgangsportal, en opgave vi også har fået i løbet af de senere år. Efterår Når vi kommer til oktober måned og de nye gravsteder er anlagt, ukrudtet og græsset er ved at gå i dvale, begynder årets sidste store opgave, granpyntning. Vi starter altid op med årets grandækningskurs mandag efter efterårsferien, derefter går vi i gang, vi bruger ca. 5 uger på de omkring 240 gravsteder, og er vi heldige med vejret er det også en dejlig tid, hvor vi får brug for de kreative evner. Årets gang på kirkegården i Nors byder på mange forskellige opgaver både ude og inde, jobbet har været under stor forandring de senere år, vi har fået maskiner der har lettet vores arbejde, men vi har også fået tilføjet mange nye funktioner der fylder den tid ud vi har sparet, forandringerne har været med til at gøre jobbet udfordrende, og i fremtiden bliver der uden tvivl også mange udfordringer, som jeg håber at vi alle i fællesskab skal være med til at løse. NYT OM PRÆSTER I AALBORG STIFT Fratrådt : Maibritt Nygaard, Vester Vandet-Øster Vandet : Nels Hansen Jacobsen, Bjergby-Mygdal : Christian Bjørn Krüger, Vejgård : Jørgen Andreas Pedersen, Lødderup-Elsø-Ljørslev-Ørding : Niels Ulrik Grymer, Margrethe, Aalborg Nyansatte : Katrine Kjeller Petersen Mikaelsen, Bindslev-Sørig : Annelise Stenholdt S. Hejlskov, Farstrup-Lundby- St. Ajstrup : Marie Petersen, Als-Øster Hurup & Skelund-Visborg : Elisabeth Linde Førgaard Hildestad, Nørholm : Anne-Mette Grønborg Sørensen, Thisted-Skinnerup : Christian Bjørn Krüger, Skalborg og provst for Aalborg Østre provsti : Susanne Rytter Karampis, Godthåb : Peter Thøgersen, Elling : Lars Rasmussen Brinth, Bjergby-Mygdal 2 Aalborg Stiftsavis nr

3 Hospice Vendsyssel - et fantastisk sted Tekst og foto: Erik Colding Thaysen At være hospicepræst har for mig altid været et ønskejob. På grund af omrokeringer i Frederikshavn provsti blev stillingen som hospicepræst pludselig ledig og jeg var hurtig til at byde mig til. Jeg tiltrådte som hospicepræst ved Hospice Vendsyssel den 1. oktober Jeg har gennem 27 ½ år været sognepræst ved Åsted-, Skærum- og Kvissel kirker og har vist prøvet det meste. Og jeg har altid været glad for mit arbejde. Men hospiceverdenen har for mig åbnet helt nye arbejdsmæssige horisonter. For hospicefilosofien og hospiceånden er noget ganske specielt. Hospicefilosofien - går ud på at skabe rammer, der giver de bedst mulige forudsætninger for livskvalitet og selvværd og en værdig død. Den ønsker at yde en palliativ indsats som omsorg, pleje, smertelindring og sjælesorg for uhelbredeligt syge mennesker med en fremadskridende dødelig sygdom i allersidste fase. Hospicefilosofien vægter højt at yde omsorg og pleje som kan bidrage til at gøre menneskets sidste tid til en positiv del af livsforløbet. Men også at yde støtte, vejledning og sjælesorg til den døendes pårørende før og efter tabet. Hensigten er hverken at afkorte eller forlænge livet, men at hjælpe patienten og de pårørende til at leve så godt og symptomfrit som muligt, med visheden om at døden er nært forestående. Hospice Vendsyssel er et fantastisk dejligt sted at være både for patienter, pårørende, gæster til hospice og for alle personalegrupper. Her bygger man på værdier som: Ubetinget accept, dialog, dristighed, ansvarlighed, respekt, tillid, troværdighed, engagement, nærvær og omsorg. Hospice Vendsyssel ledes af to kvinder, en hospicechef og en souschef begge sygeplejersker. Derudover er der ansat 19 sygeplejersker, to kvindelige læger samt en mandlig læge en enkelt dag om ugen, to fysioterapeuter, en musikterapeut, en præst, en pedel, en kok og to køkkenassistenter, to rengøringsassistenter og så kan der trækkes på socialrådgiver og psykolog. Desuden er der over 50 frivillige som kærligt stiller sig til rådighed og er med til i dagligdagen at gøre en stor forskel. Åndelig omsorg Fra hospicepræstens ståsted drejer det sig om at yde åndelig omsorg ved at have tid og ved at skabe et rum, hvor vi kan være præcis dem vi er, sammen med hinanden og Gud. At skabe et evangelisk rum hvor diagnosen ikke står i centrum, men personen. Et rum hvor kærlighed og ligeværdighed er det centrale. Ånd har med åndelighed at gøre med den livsånd, Gud pustede ind i os, da vi blev til. Når der bliver åndet på vort hjerte, bærer det glimt fra paradisets kyst med sig. Tid er det smukkeste, vi kan give et andet menneske. Tid er en gave, vi har fået, og en gave vi kan give. Og glæden kan spire frem midt i lidelsen og afskeden, hvis vi får tid til at være der, hvor vi er, med alt, hvad vi er. Hospicepræstens spidskompetance - bør være at kunne samtale med alle om stort set alt - og det er altid patienten der sætter dagsordenen for samtalen. Selv om døden står for døren må jeg sige, at langt de fleste samtaler i bogstaveligste forstand er livgivende. Ikke to dage forløber ens. Man kan ikke forberede sig på anden måde end at forsøge at lytte, handle og tale ud fra rummelig medmenneskelighed. For: Åndelig omsorg er ikke noget helt særligt, noget højtravende, noget for de indviede, noget hvor man helst skal kunne sige de rigtige ord. Nej. Kropspleje, der agter livet, er åndelig omsorg. Det er således muligt at give lavement med ånd, at hilse på den anden med ånd, at servere morgenkaffe og senere frikadeller med ånd. Ja bare det at sidde hos et andet menneske kan være åndelig omsorg også selv om man ikke siger et eneste ord. For nærvær, respekt og tid er nøgleord. Tavsheden har sit eget sprog. Når vi ikke længere kan gøre så meget, kan der være brug for bare at være være til stede. At kunne være der uden at sige et ord, at kunne ånde på den andens hjerte i tillid til, at det gør en forskel for den anden, og i tillid til, at det er bedre end ingenting, alt dette er et udtryk for den dybeste sjælesorg, den stærkeste åndelige omsorg, vi kan give et andet menneske. Det kan have stor betydning at give bolden op, at invitere til at tale om det, der er svært. Det kan gøre ondt men det kan gøre mere ondt at lade være. For - det onde lidelsen forsvinder jo ikke, fordi vi undlader at tale om den. Det kan faktisk lindre at tale om det svære, om døden og adskillelsen, troen og tvivlen. Det Erik Colding Thaysen gælder både for patienter og pårørende. Det vi som professionelle kan, er at give bolden op til samtale, spørge om hvad den anden har brug for, lytte, holde om og holde af og ind imellem holde os for os selv. Hospice Vendsyssel - et hus, der emmer af engagement Varme og en ro slår en i møde når man går ind af døren. Der er selvfølgelig både tårer og triste tanker, men så sandelig også smil og glade stunder i skøn forening for her leves livet, til det sidste punktum sættes. Et hospice er et sted hvor man kan udskrive en recept på et knus efterfulgt af en snak flere gange dagligt eller når som helst. Godt at hospicefilosofien har fået grobund i Danmark. Dejligt at Hospice Vendsyssel findes for det er et fantastisk sted! Anvendt litteratur: Livet før døden og Tæt på døden-tæt på livet. Hospice Vendsyssel Aalborg Stiftsavis nr

4 konfirm.dk Aftenstemning i Markus Kirken. - undervisning for børn og unge Tekst: Dorte Haubro // Foto: Poul E. Jensen og Benny Vindelev Døbefonten - vores første møde med kirken. I Aalborg Budolfi provst har man gennem de seneste år skabt en tradition for årlige visionsmøder. Menighedsråd, præster og personale samles til stormøde for at diskutere idéer og visioner for kirkelivet og samarbejdet i provstiet. I 2012 førte et sådant stormøde til nedsættelse af en styregruppe bestående af to præster, to menighedsrådsmedlemmer samt domprovsten, som skulle arbejde for Udvikling af den kirkelige undervisning i sognene. Styregruppens opgave var at sætte rammerne for projektet, som provstiets budgetsamråd havde afsat midler til. Det resulterede i, at man pr. 1. juli 2013 ansatte Benny Vindelev, sognepræst ved Hans Egedes Kirke i Aalborg, i en et-årig halvtidsstilling, som koordinator og tovholder for projektet. Benny Vindelev har i alle sine år som sognepræst (siden 1990) haft stor interesse for undervisning af unge og er en ivrig fortaler for at udvikle nye arbejdsformer og bruge nye tilgange i mødet med konfirmanderne. En opprioritering af undervisningen Den overordnede målsætning for projektet er, fortæller Benny Vindelev, at man gerne ville nytænke konfirmandforberedelsen og også på længere sigt undervisningen af minikonfirmander. Det skal gøres gennem et udbygget samarbejde kirkerne imellem, samt ved at sætte fokus på, at kirken skal blive mere nærværende for de børn og unge, som provstiets præster kommer i kontakt med. Undervisning har igennem årene ikke altid været prioriteret lige højt i folkekirken og præsterne har stået meget alene FAKTA Aalborg Budolfi Provsti består af 10 sogne: Ansgars, Budolfi, Hans Egedes, Hasseris, Margrethe, Sankt Markus, Vejgaard, Vesterkær, Vor Frelsers og Vor Frue. med opgaven, siger Benny Vindelev, men kirkens identitet er dybt forbundet med dåbsundervisning. Folkekirkens betydning for sit folk er derfor afhængig af en opprioritering af opgaven, så den kristne arv kan gives videre til de kommende generationer. Man kan sige, at konfirmandundervisningen er en investering i kirkens fremtid. Forældrene har den primære opgave, når de lader deres børn døbe, men det er essentielt, at kirken følger op og bidrager til læring om det kristne liv i hverdagen og den religiøse dannelse. Det gør man ikke udelukkende ved fejring af kirkeårets mange højmesser. Det er lige så vigtigt, at konfirmanderne gennem undervisning møder kirken, som et sted, hvor de bliver set og hørt. Et læringsmiljø, hvor deres liv og tanker bliver taget alvorlige. Hvis ikke undervisningen rummer de unges erfaringer med tilværelsen, kan troen ikke blive nærværende for dem; det er denne kobling, der er den store fællesopgave for alle præster. Kreativitet. Fællesskab. 4 Aalborg Stiftsavis nr

5 Aktivitet på tværs af sognegrænser På tværs af sognene er der nedsat arbejdsgrupper, der udveksler konkrete ideer. Det er med til at knytte tråde mellem underviserne og udvikle nye tiltag. Det har udmøntet sig i en række forskellige begivenheder for alle konfirmander i provstiet deltaget - bl.a. en fælles filmaften i den gamle Symfonien, en teaterfortælling i Budolfi kirke og en interaktiv Hellig tre kongers gudstjeneste i Markuskirken. Et fjerde delprojekt inden sommer bliver en påskevandring, hvor konfirmanderne, fortæller Benny Vindelev, vil opleve det bibelske univers forskellige steder i deres egen by. Alt sammen skal det være med til at engagere de unge på en anden måde end den traditionelle klasseundervisning og medvirke til, at de selv er aktive deltagere i indholdet. Ny folkeskolelov En anden væsentlig grund til at nytænke konfirmandundervisningen er den nye folkeskolereform, der får præg af heldagsskole for alle klassetrin. 7. klasseelever skal fra august i år i gennemsnit have 35 timer om ugen på skemaet. Rigtig mange skoler har i årevis uden den helt store diskussion tildelt to ugentlige morgentimer til den lokale præst til konfirmationsforberedelse. Med den nye struktur i folkeskolen er det ikke længere nogen selvfølge. Kirken må derfor selv være aktiv i forhold til skolerne og kommunalforvaltningen med drøftelser og forhandling for at finde en god løsning på tidsplaceringen inden for skoletiden, som der er bestemmelse om i folkeskoleloven. Her er samarbejdet mellem sognene også af stor betydning. I projektet arbejdes der i disse uger på en fælles rammeaftale med Aalborg kommune, hvor man sikrer en kontinuitet i mødefrekvensen, bevarer samarbejdet på tværs af sognegrænser og åbner for udviklingsmuligheder i de pædagogiske arbejdsformer og tidsrammer. En kulturændring skal sættes i gang, så kirke og skole kan bruge hinanden på en anden måde, end man tidligere har gjort. FAKTA Ud over en række hold af minikonfirmander går mere en 600 unge til konfirmandundervisning i denne sæson i Aalborg Budolfi provsti. Samarbejde og erfaringsudveksling Som man kan se, er samarbejde et nøgleord i hele projektet. Samarbejde med skolerne og mellem præster om konkrete begivenheder og undervisningsprojekter. Der er også lavet en netværksgruppe for præster, som underviser børn og unge med særlige behov, det kan være autister, børn med ADHD, udviklingshæmmede eller andre. Også her er der brug for samarbejde og erfaringsudvekslining.alle med interesse for projektet kan følge det på Facebook og løbende modtage nyheder ( KonfirmAalborg), ligesom man kan besøge hjemmesiden www. konfirm.dk, hvor man kan læse mere om baggrunden for projektet. Samarbejdsprojektet skulle gerne være til inspiration for alle, der arbejder med børn og unge i folkekirken. Stjernen over Bethlehem. Der males, tegnes og klistres. Drengesammenhold. Aalborg Stiftsavis nr

6 Foto: Bjarne Hougaard Julen set gennem li I december måned er der et væld af aktiviteter i kirkerne båret af fine gamle traditioner. Der er juleafslutninger i mange forskellige sammenhænge. Der er Luciaoptog. Der er musikarrangementer. Og præsterne bestræber sig på at forkynde juleevangeliet på kreative måder. Redaktionen har bedt en række fotografer fange stemningen i netop deres kirke. Foto: Jette Erbs Foto: Ole Steen Hansen Foto: Jette Erbs Foto: Inger Hansen Foto: Inger Hansen

7 Foto: Christian Paulsen nsen Foto: Jette Erbs Foto: Bjarne Hougaard Foto: Bjarne Hougaard Foto: Jette Erbs Foto: Christian Paulsen

8 Børglum Kloster. Klokke fra o Klokker i fare Tekst: Per Rasmus Møller, Kirkeministeriet klokkekonsulent // Foto: Per Rasmus Møller og Niels Clemmensen Når vi tænker på, at Tycho Brahe i 1579 opgav det samlede antal kirker i det nuværende Danmark til 1635 og at landsbykirkerne i middelalderen mindst havde to klokker, nogle endda både 4, 5 og 6, kan det synes ejendommeligt, at vi i dag kun har små 500 klokker, der er ældre end reformationen. Naturligvis er der gået mange til i tidens løb, men det største indhug i den hjemlige klokkebestand skete ved en omfattende klokkekonfiskation, der blev ført ud i livet i Klokkeskatten krævede 2/3 af landets bestand = omkring 375 tons klokker, der skulle støbes om til kanoner. Efter en mindre konfiskation i 1601 havde alle landkirker i Jylland kun 1 klokke. Automatisering og gamle klokker - et umage par Nu er der bud efter de gamle klokker igen, selvom der hverken er krig eller ufred. Denne gang er det den omsiggribende automatisering, der udgør en trussel mod vore allerældste klokker. Ganske vist udgør et godt konstrueret ringeanlæg i sig selv ingen fare. Det kan tværtimod være en fordel, at en klokke bliver ringet fuldstændig ens fra gang til gang. Problemet er imidlertid, at den automatiske ringemaskine ikke kan tænke, men vil fortsætte dag ud og dag ind indtil en evt. invaliderende fejl kan ødelægge klokken. Det er et nok så vigtigt argument i en tid, hvor den nuværende arbejdsstruktur betyder, at kirkegårdens personale mange steder ikke længere har deres daglige gang på stedet. Betjenes klokken derimod med håndkraft, vil den ansvarsfulde ringer kunne gribe ind og standse ringningen, indtil fejlen er udbedret. Manuel betjening er dog ingen garanti for, at en klokke ikke kan lide overlast, men her må man kunne gå ud fra, at ringningen udføres med samme faglighed og respekt, der omfatter værktøj og øvrig maskinpark, som kirkens personale betjener sig af. Hvorom alting er, har de seneste års erfaringer vist, at der ødelægges langt flere klokker ved automatisk ringning, end når klokkerne betjenes manuelt. Faktisk viser en sammentælling, at ud af de i alt 11 klokker, der er gået til siden 2002, har langt størsteparten været ringet automatisk typisk siden 1970-erne. Alene indenfor det seneste år er der revnet 3 automatiserede klokker: to fra hhv tallet og 1400-tallet, og en tredje, der har 100 år på bagen. Naturligvis kan man ikke vide, om klokkerne ville være revnet alligevel, men når det drejer sig om unikke og helt uerstattelige klokker, finder jeg det uansvarligt alene at tage chancen. FAKTA Der findes 94 middelalderklokker i Aalborg stift. Vidstrup, Råbjerg, Aalborg Vor Frue, Ellidshøj, Harritslev, Gærum, Serritslev, Fræer og Solbjerg (Himmerland) er alle fra 1100-tallet. Disse klokker udgør næsten halvdelen af alle danske klokker fra 1100-tallet. Uerstattelig kulturhistorie Som lovgivningen er nu, kan et menighedsråd selv træffe afgørelse om etablering af et automatisk ringeanlæg, uanset om det drejer sig om en ny eller en gammel klokke. Heldigvis er de fleste menighedsråd opmærksomme på det store ansvar, der følger med at forvalte uerstattelige kulturhistoriske værdier. Desværre er der også eksempler på det modsatte, hvor menighedsråd har tilsidesat al rådgivning og automatiseret nogle af vore ældste klokker. Sidste efterår skete det i Viborg stift, hvor en 800 år gammel klokke nu ringes med maskine. Til sammenligning kunne ingen vel forestille sig, at man selv kunne beslutte at lægge rindende vand ind i en middelalderlig døbefont for nu at gøre det lidt nemmere for kirketjeneren. Forslag til lovændring I et forsøg på at vende udviklingen har Nationalmuseet og undertegnede rettet henvendelse til Kirkeministeriet vedr. en lovændring på området. Forslaget indebærer, at automatiske ringeanlæg ved klokker ældre end år 1500 fremover skal forhåndsgodkendes af stiftsøvrighederne. Forholder det sig sådan, at det er af de gamle klokker, der hænger i kirketårnet eller i klokkestabelen, behøver det ikke at betyde et nej til automatikken. Løsningen er da ofte, at menighedsrådet anskaffer en aflastningsklokke, der automatisk klarer de daglige ringninger. Den nye aflastningsklokke afpasses i sin tone efter den gamle, så begge klokker efter landets skik kan lyde ved den sidste ringning inden gudstjenesten. Gamle kirker i Aalborg Stift Tre flunkende nye aflastningsklokker hænger nu i hhv. Astrup kirke ved Hjørring og i de to søndenfjordske kirker Storvorde og Store Brøndum, men overordnet set har jeg været med til at projektere godt og vel en snes aflastningsklokker fortrinsvist i Jylland. Der er flere på vej, og tilmed er klokkerne langt hen ad vejen doneret af en stor dansk fond, der har en særlig bevågenhed for vore gamle klokker. Ålborg stift er ikke alene det stift, der har flest bevarede klokker fra middelalderen. Det er også et af de stifter, der gør en særlig indsats for at passe godt på de gamle klokker, men med den nuværende lovgivning er det stifterne, der har fat i den korte ende. Det er derfor et håb, at lovgiverne vil gøre deres til, at vi ikke hos vore efterkommere skal komme til at stå som den generation, der lod stå til og ringede de gamle klokker i smadder. Vejby kirke. Klokke fra 1400-tallet. Vidstrup kirke. Klokke fra 1100-tallet. En af Danmarks ældste kirkeklokker. Storvorde kirke. En ny aflastningsklokke i en helt ny klokkestol side om side med den gamle klokke støbt 1501 af Peter Hanssen. Graver Elisabeth Iversen, Vidstrup, i arbejde med klokkerebet. 8 Aalborg Stiftsavis nr

9 Globale kirkedage I dagene 30. oktober 8. november sidste år mødtes omkring deltagere fra hele verden under temaet Livets Gud, led os til retfærdighed og fred! til Kirkernes Verdensråds 10. generalforsamling i Busan, Sydkorea Tekst og billeder: Studenterpræst Christen Staghøj Sinding, Aalborg Kirsten Auken og Sofie Petersen valgt til centralkomitéen. Deltagerne fra Danmark. Fra Danmark havde en snes deltagere taget turen til Sydkorea, heriblandt to fra Aalborg stift: Anne Engelund fra Lindholm sogn i Nørresundby, der deltog som én af de 150 unge stewards, der stod med en meget stor del af ansvaret for, at alle de praktiske ting under generalforsamlingen fungerede og undertegnede, der på vegne af Det mellemkirkelige Stiftsudvalg var med som almindelig deltager. Generalforsamlingen, som holdes hvert syvende år, er Kirkernes Verdensråds øverste myndighed. Her vælger de op mod delegerede fra de ca. 350 medlemskirker ny centralkomité, vedtager udtalelser om en række emner fra situationen i Mellemøsten over klima til missionsforståelse, forståelsen af kirkelig enhed og kirkernes diakonale forpligtelser og fastlægger de overordnede retningsliner for organisationens virke i den kommende syv-års periode frem til næste generalforsamling. De danske medlemskirker er folkekirken, baptistkirken og metodistkirken. Siden Kirkernes Verdensråd (KV) blev etableret ovenpå 2. verdenskrig, har det været en særlig opgave for det økumeniske samarbejde at finde veje til fred og forsoning i verdens mest konfliktfyldte områder. Kirkernes Verdensråd er for kirkerne, hvad FN er for nationerne: Den platform, hvor kirkerne kan mødes og drøfte hinandens største udfordringer og overveje, hvordan man bedst kan hjælpe og støtte hinanden. To danskere valgt ind i KV s ledelse På generalforsamlingen blev konsulent i Folkekirkens Nødhjælp Kirsten Auken og Grønlands biskop Sofie Petersen valgt ind i centralkomitéen, som mellem generalforsamlingerne er Kirkernes Verdensråds øverste myndighed. Kirsten Auken afløser domprovst Anders Gadegaard, som i to perioder har siddet i central- og eksekutivkomitéen (med ansvar for Kirkernes Verdensråds økonomi) mens Sofie Petersen blev genvalgt som repræsentant for indigenous peoples. Som ny moderator (formand) valgtes udviklingskonsulent, dr. Agnes Aboum fra den anglikanske kirke i Kenya. Valget var historisk, idet Agnes Aboum både er den første kvinde og den første afrikaner på posten i Kirkernes Verdensråds 65-årige historie. Som læg, afrikansk kvinde er hun også et meget godt udtryk for en væsentlig udvikling i det globale kirkeliv: kristendommens tyngdepunkt befinder sig Den omtalte mødeplads midt i bygningen. ikke længere i Vesten og kirkernes kvindelige medlemmer insisterer (ofte mod vanskelige odds) på deres naturlige ret til at være ligeværdige medspillere i udviklingen af kirkerne, ligesom lægindflydelsen i kirkerne i en række sammenhænge er voksende. Mulighedernes Marked på koreansk Som på enhver anden generalforsamling var der masser af forhandlinger, afstemninger og drøftelser af udkast til dokumenter, men der var gjort meget ud af, at deltagerne også skulle møde hinanden på andre måder end foran mikrofonen i mødesalen eller med en stemmeseddel i hånden. De daglige morgen- og aftenandagter, bibelstudiegrupperne med deltagere fra andre kirker og andre dele af verden og de gennemgående seminargrupper om centrale temaer bidrog alt sammen til et utal af spændende og udfordrende møder med andre kirkelige traditioner og med andre og meget vanskeligere vilkår at være kirke under, end vi kender fra vores egne hjemlige sammenhænge. Og så var der Madang, som i Sydkorea er betegnelsen for den centrale mødeplads midt i enhver traditionel sydkoreansk bygning. På generalforsamlingen var Madang stedet, hvor deltagerne kunne møde en fantastisk farverig buket af den globale kirkelige virkelighed fra Folkekirkens Nødhjælps minerydningsprojekt i Myanmar over sydkoreanske studenterpræster til det mellemøstlige Kirkeråds stand med præsentation af den vanskelige virkelighed i Palæstina. Læs meget mere om generalforsamlingen på Aalborg Stiftsavis nr

10 Kommunikation skal åbne kirkedøre Det betyder også, at hvis virkeligheden ændrer sig, så skal planen rettes til. Aalborg Stift har sammen med den tidligere spindoktor Søs Marie Serup udviklet en detaljeret kommunikationsplan. Et af budskaberne i planen er, at kirken skal gå folk i møde Tekst Helene Overgaard Krüger // Foto: Pressefoto Man siger jo, at kirkens dør er tung at åbne, fortæller Søs Marie Serup. Derfor skal man heller ikke forsøge at trække folk hen i kirken, men i stedet gå dem i møde, mener hun. Efter en karriere som særlig rådgiver eller spindoktor for blandt andet to statsministre, er Søs Marie Serup nu indehaver af kommunikationsbureauet By Serup. På baggrund af research og analyser har hun sammen med Aalborg Stift har udarbejdet en kommunikationsplan for Stiftet. Styrke i troværdighed Ifølge Søs Marie Serup har kirken mange kommunikative styrker, blandt andet fordi den gennem flere århundreder har stået som en troværdig afsender af stærke budskaber. Derudover kender alle kirken, uanset om de bruger den eller ej. Det er en kæmpe fordel i kommunikationsarbejdet, at kirken ikke skal ud at gøre opmærksom på, at den overhovedet findes, mener Søs Marie Serup. Søs Marie Serup. Moderne udfordringer Men som mange andre institutioner i en foranderlig tid har kirken også nogle udfordringer. På spørgsmålet om, hvordan en kommunikationsplan kan ændre på det, svarer Søs Marie Serup: Bare det at være bevidst om den måde, man kommunikerer på, kan ændre noget. Så bliver man mere bevidst om agere og formulere sig mere imødekommende, forklarer Søs Marie Serup og nævner som eksempel, at Folkekirken af mange bliver opfattet som en hemmelig klub med sit eget sprog. Allerede dér skal man sætte ind, for folks opfattelse er deres virkelighed. Så hvis man vil ændre på deres virkelighed, må man ændre på deres opfattelse, forklarer hun. Hvert sogn skal med For at det kan lade sig gøre, skal hvert enkelt sogn spiller med, mener Søs Marie Serup: Det enkelte menighedsråd skal kigge indad og spørge sig selv: Hvordan kan vi bidrage? Gør vi noget, som hele Stiftet kan bruge? Derudover kan menighedsrådene lave deres egne versioner af de tre udvalgte målgrupper og møde dem, hvor de er, blandt andet ved at blande sig i det offentlige liv og debatten. De, der ikke kommer i kirken, skal vide, hvad de kan bruge kirken til, forklarer Søs Marie Serup. Hun understreger, at kirkens kommunikation skal fokuseres udad frem for indad. For som hun siger: Lige nu bruges der rent kommunikativt flest ressourcer på dem, der allerede er der. Et praktisk redskab Søs Marie Serup forklarer, at kommunikationsplanen skal bruges som et arbejdsredskab: Kommunikationsplanen er et levende dokument, der skal bruges til at se på, hvad man gør og hvorfor. Det er ikke bare en fin plan, der skal sættes ind i en mappe i reolen, fortæller hun og uddyber: Planen er skrevet ud fra den virkelighed, den skal bruges i. FAKTA Fokus på målet Rent praktisk handler kommunikationsplanen om, at man skal se på målene først, og derefter på, hvordan man kommer derhen. Søs Marie Serup forklarer: Vi skal rette ressourcer og personer ind efter nogle konkrete mål, i stedet for at arbejde ud fra fornemmelser. Det tager tid at vænne sig til at tænke på denne måde, men det er en mere logisk måde at arbejde på, mener Søs Marie Serup. Som en vigtig del af kommunikationsplanen skal hele indsatsen evalueres om to år. Til den tid skal Stiftet ikke kun se på, om de enkelte mål er blevet opfyldt, men også vurdere, hvordan processen har forløbet, og om det er sådan, man fremover skal arbejde i Aalborg Stift. Målgruppe 1: Forældre til børn op til 11 år Målgruppe 2: Mennesker i livskrise/overgangsfaser - skilsmisse og sorg Målgruppe 3: Medlemmer af menighedsrådene Særligt fokusområde: Singler mellem 35 og 45 år Kulturkristen muslim sætter spot på Mellemøsten Naser Khader sætter kristnes forhold i Mellemøsten i perspektiv til Nordjysk Kirkedag Tekst Helene Overgaard Krüger // Foto: Sofie Amalie Klougart, Scanpix Naser Khader. Naser Khader er mest kendt som forfatter, foredragsholder og tidligere politiker. Derudover er han forsker, og som om det ikke var nok, studerer han også teologi. Faktisk mangler han kun hovedopgaven i at have en master i teologi i hus. Kombinerer man det med hans mellemøstlige baggrund og store interesse for området, har man en mand, der i dén grad er i stand til at sætte ord på de kristnes forhold i Mellemøsten. Og det er lige præcis det, han gør til Nordjysk Kirkedag. Historisk perspektiv Vi skal huske på, at der var kristne i Mellemøsten længe før, der var muslimer. Kristendommen opstod jo i Mellemøsten, indleder Naser Khader vores samtale. Der har været flere perioder i historien, hvor kristne og muslimer og også jøder har levet i fred og fordragelighed. Problemerne er opstået, når Vesten er kommet og har blandet sig. Så er de kristne kommet i klemme, fortæller Naser Khader og nævner middelalderens korstog som eksempel. Politisk islam Også skiftende fundamentalistiske ledere har presset de kristne mindretal, der som konsekvens begyndte at udvandre fra Mellemøsten. Ifølge Naser Khader begyndte den tendens i 1800-tallet og blev forstærket, da et fundamentalistisk præstestyre overtog magten i Iran og den politiske islam opstod. Vigtigt med nuancer Der er store forskelle mellem landene i Mellemøsten, og derfor er der selvfølgelig også stor forskel på de kristnes forhold fra land til land. Og på grund af de voldsomme politiske forandringer i flere af de mellemøstlige lande forandrer vilkårene for de kristne sig også. Det er meget afhængigt af, hvor de langskæggede tosser er, forklarer Naser Khader med henvisning til det lange skæg, de fundamentalistiske muslimers ledere bærer. Ikke kun pest eller kolera Når det kommer til Naser Khaders fødeland, Syrien, pointerer han, at det ikke kun er et spørgsmål om pest eller kolera Assad eller islamisterne. Naser Khader nævner en tredje mulighed, nemlig det syriske civilsamfund: Det var her, vi så de første demonstrationer for reformer og frihed. Vesten kan hjælpe demokratiet Ifølge Naser Khader kan vi her i Vesten hjælpe demokratiet i Mellemøsten på vej ved at støtte de grupper, der har de samme frihedsbegreber som os, og at holde fast i den kritiske dialog: Det handler ikke om at presse vores egen kultur ned over hovedet på Mellemøsten det handler om Mellemøstens ledere skal respektere de grundlæggende menneskerettigheder, mener Naser Khader. Indsigt og udsyn Det er ikke kun i Aalborg Stift, der er fokus på forfølgelse af kristne i Mellemøsten. Folkekirkens Mellemkirkelige Råd har trosfrihed og forfulgte kristne som særligt arbejdsområde, og det er på den baggrund, at Aalborg Stift har valgt, at Nordjysk Kirkedag skal handle om vilkårene for Mellemøstens kristne befolkningsgrupper. I den sammenhæng er Naser Khader en af de mest kompetente analytikere, og deltagerne til Nordjysk Kirkedag kan roligt regne med at blive klogere på de komplekse problematikker, Mellemøsten rummer både for kristne og for andre minoriteter. 10 Aalborg Stiftsavis nr

11 En stor tak -v/redaktør Lone Olsen Aalborg Stiftsavis er gået ind i sin 19. årgang - og i alle årene er avisen blevet pakket og sendt af provstisekretær Lene Immersen og provst Jens Munksgaard fra Hurup. De har lavet labels til kuverter, sat frimærker på, vejet og talt. Det har været et kæmpearbejde - frivilligt og ulønnet - fire gange om året i samtlige 18 år. Det fordrer en stor, stor tak fra såvel de trofaste læsere og abonnenter som fra de skiftende redaktioner. Ofte er det nemlig sådan, at når noget vigtigt skal sættes i søen, ja så er det frivillige ildsjæle, der gør det og smitter andre med deres ideer og iver. Det gælder i høj grad også for Stiftsavisens fødsel, arbejdet med at få den redigeret og ikke mindst fordelt til stiftets menighedsråd og sogne. Så STOR TAK til Lene Immersen og Jens F. Munksgaard. Forsendelsen varetages fra og med dette nummer af Domprovstens sekretær, Lone Djerni i Aalborg. Vi glæder os til samarbejdet. STENENE FORTÆLLER STENENE FORTÆLLER STENENE FORTÆLLER STENENE FORTÆLLER STENENE FORTÆLLER STENENE FORTÆLLER STENENE FORTÆLLER Midgårdsormen i Hørdum Tekst og foto: Niels Clemmensen, Børglum Tor havde taget skikkelse af en ung mand og var på besøg hos jætten Ymer, der tog ham med på fisketur. Tor måtte selv sørge for madding og valgte hovedet på Ymers største okse. Tor ville længere ud på havet, end Ymer brød sig om. De kom helt ud til det sted, hvor midgårdsormen er et frygteligt uhyre, der ligger rundt om midgård, menneskers verden. Tor kastede snøren ud med maddingen, og midgårdsormen bed på. Den gjorde voldsom modstand, men Tor stemmede fødderne så kraftigt mod bådens bund, at de gik igennem, så han stod på havets bund. Da han fik ormens hoved op over vandet, spyede den edder. Tor ville nu tage sin hammer for at gøre en ende på den, men i samme øjeblik skar Ymer linen over, så ormen sank i havet. Tor smed nu hammeren efter den, men forgæves. I vrede huggede han Ymer på øret, så han faldt i vandet med benene i vejret, og Tor vadede i land. Et billede, der viser det dramatiske højdepunkt, hvor Tor trækker i linen, fødderne går gennem bådens bund, og Ymer skal lige til at hugge linen over, findes på en sten i Hørdum kirke. Stenen blev fundet i 1954 med billedsiden nedad og lå som det nederste trappetrin til det sengotiske tårn, der blev nedrevet i I 1955 fik kirken sit nuværende tårn. Hvor har den stået fra kirkens opførelse i 1100-tallet til man byggede det første tårn o. år 1500? Har den stået synligt fremme? Hvad har man tænkt om det hedenske motiv i lyset af evangeliet? Vi ved det ikke. Derimod ved vi, at hedenske forestillinger levede videre længe efter kristendommens indførelse. På soklen i Vindblæs kirke findes der en slange, der går hele vejen rundt om kirken. Denne slange er tolket som midgårdsormen. En verdensslange eller drage kendes fra mange religioner som udtryk for det element, der ikke kan beherskes. Også i den kristne tradition forekommer det. I Det gamle Testamente hedder det (Es. 27,1), at Herren dræber dragen i havet. Og i Johs.Åb. 12 fortælles der om Mikael dragedræber. I salmebogen kan man finde eksempler på orme som i Grundtvigs Han, som har hjulpet hindindtil: Din frelser vidner: Ej et hår / forkomme skal i ormegård / og fattes i Guds rige! Det er muligvis en henvisning til Regnar Lodbrog, der blev kastet i en ormegrav. Inden han døde, udbrød han: Grynte ville grisene, om de kendte galtens lod. Ormegården kan også være et udtryk for helvede: Lad hvisle kun i ormegård, / at riget er lagt øde. (Vidunderligst af alt på jord). Oftest er ormene dog et billede på forgængeligheden. Sådan kan Kingo kalde kroppen for en ormesæk i Den klare sol går ned. Forestillingerne om en verdensslange, en drage eller orm synes således at afspejle det almene forhold ved den menneskelige eksistens, at ubeherskelige kræfter er på færde. Stenen med billedet af Tors fiskefangst har fået en prominent plads i Hørdum kirke i våbenhuset ved indgangen til kirken. STENENE FORTÆLLER STENENE FORTÆLLER STENENE FORTÆLLER STENENE FORTÆLLER STENENE FORTÆLLER STENENE FORTÆLLER STENENE FORTÆLLER Aalborg Stiftsavis nr

12 Ny skolekirketjeneste i Aalborg Stift Der var underholdning med børnekor og en farvestrålende kopi af Esbjergevangeliet, da præster, lærere og menighedsrådsmedlemmer med flere den 30. januar 2014 var mødt op på Klokkerholm Skole for at hilse den længe ventede skolekirketjeneste i Brønderslev Provsti velkommen. Tekst: Inger Røgild En flig af Esbjergevangeliet. Kopi af Esbjergevangeliet indkøbt af Aalborg Stift Menighedsrådsformand Torben Sanden og Pia Uth Menighedsrådsformand Torben Sanden, der også er formand for skolekirketjenestens bestyrelse, præsenterede Pia Uth som Brønderslev Provstis nye skolekonsulent. Pia Uth har en uddannelse i religionsvidenskab og dansk fra Aarhus Universitet og har erfaring med børne- og ungdomsarbejde fra sin tid som sognemedhjælper i Gistrup. I en tale til de fremmødte forklarede hun, at Skolekirketjenestens overordnede formål er at skabe, sikre og udvikle kontakten mellem skole og folkekirke i Brønderslev kommune. Skolekirketjenesten kan blandt andet tilbyde skolerne undervisningsmaterialer, fælles projekter omkring kirken, konsulentbistand m.v. alt i henhold til Lov om folkeskolen og fagformålet for faget kristendomskundskab, sagde hun. Med den nye skolekirketjeneste i Brønderslev er Aalborg Stift ved at være godt dækket ind med dette tilbud til skolerne. Tilbud, der kan få stor betydning i forbindelse med den nye skolereform. Tekst: Inger Røgild ESBJERGEVANGELIET er titlen på et kæmpe vægmaleri, som kunstneren Erik Hagens malede i perioden til uddannelsesinstitutionen University College Vest i Esbjerg. Kunstværket er malet på en rund væg i foyeren og dækker et areal på 135 kvadratmeter. I størrelse kun overgået af Joakim Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke. Det er en fotografisk kopi af dette værk, Aalborg Stift nu har købt med rettighed til at vise i stiftet først og fremmest til brug for skolekirketjenesternes undervisning. I de perioder, hvor skolekirketjenesterne ikke bruger billedtæppet, kan menighedsråd i Aalborg Stift låne det til udstilling i sognegårde og kirker. Billedtæppet kan betegnes både som en levende, nutidig, vedkommende bibelhistorie og et Danmarksbillede. Erik Hagens tager afstand fra kristendommen som tro, men at han er inspireret og provokeret af Bibelens tekster og fortællinger ses af, at han i kunstværket henviser til 150 bibelske tekststeder. ESBJERGEVANGELIET skal derfor fortolkes med en Bibel under armen. Erik Hagens nærer stor respekt for kristendommens etik og betegner den som både rustfri og langtidsholdbar. I anledning af præsentationen af den nye skolekirketjeneste i Brønderslev var billedtæppet opstillet på Klokkerholm Skole som også er starten på en turné rundt i Aalborg Stift. På tournéen vil lærere og elever få lejlighed til at se det imponerende store tæppe, studere dets mange detaljer, tolke og undre sig, når de enkelte skoletjenester slår dørene op og byder indenfor. Den nyindkøbte kopi af ESBJERGEVANGELIET introduceres i øvrigt af kunstneren Erik Hagens og sognepræst Egil Hvid-Olsen på en Nordjysk Religionsdag torsdag den 4. september 2014 kl i Aaby Sognehus. AALBORG STIFTSAVIS En del af folkekirken Redaktør: Lone Olsen Kragholmvej 8, 7742 Vesløs Tlf lo@km.dk I redaktionen: Jens F. Munksgaard Tlf jfm@km.dk Mariann Dahl Amby Tlf mda@km.dk Christian Roar Pedersen Tlf crpe@km.dk Niels Clemmensen Tlf ncl@km.dk Dorte Haubro Tlf doh@km.dk Inger Røgild Tlf inger.roegild@skt-frederikshavn.dk Priser 2013: Årsabonnement 1 (40 eks. pr. nr.) kr. Årsabonnement 2 (20 eks. pr. nr.) kr. Årsabonnement 3 (5 eks. pr. nr.) 505 kr. Årsabonnement 4 (1 eks. pr. nr.) 168 kr. Årsabonnement 5 (30 eks. pr. nr.) kr. Indlæg til næste nummer af Aalborg Stiftsavis skal være redaktøren i hænde senest den 1. maj Næste nummer af Aalborg Stiftsavis udkommer juni Ekspedition og abonnement: Domprovstens kontor Dronning Christines Vej 20, 9000 Aalborg Tlf lob@km.dk Sats og tryk: Dantryk A/S, Hurup Thy 12 Aalborg Stiftsavis nr