1) Kristendommen ven eller fjende af velfærden?

Transkript

1 1) Kristendommen ven eller fjende af velfærden? Vi lever i et velfærdssamfund med gratis hospitaler og lægehjælp. Enhver kan få folkepension, uanset hvor længe han været på arbejdsmarkedet, og uafhængigt af om han er forsikret gennem private ordninger eller ej. Vi har arbejdsløshedsunderstøttelse, mulighed for kontanthjælp og førtidspension. Derfor betaler vi høje skatter, fordi samfundet bygger på, at de stærkeste skuldre bærer de tungeste byrder. Vores retsvæsen bygger på den opfattelse, at loven er til for at beskytte den svage mod den stærke. Den må den ikke begunstige særlige grupper i samfundet, for alle er lige for loven. Når man begår en forbrydelse, hæfter man selv fordi man har et personligt ansvar for det man gør. I middelalderen hæftede hele familien for forbrydelsen, fordi man opererede med kollektiv straf. Skyldes den måde, vi har indrettet samfundet på i virkeligheden kristendommen? Har hospitalsvæsenet rod i historien om den barmhjertige samaritan, og i videre forstand det klostervæsen, der blev udviklet i middelalderen? Skyldes den måde, vi behandler folk på samfundets bund på og tager hånd om de svageste, det kristne bud om næstekærlighed? Eller skyldes det moderne velfærdssamfund først og fremmest socialreformen i 30erne, og den politiske kamp for de små folks vilkår, som først og fremmest socialdemokratiet har stået for? 2) Skal kirken blande sig i samfundet? Siden 11. september 2001 har forholdet mellem religion og politik været til diskussion. Det at nogle islamiske terrorister kunne lade deres (terror) handlinger udspringe af deres religion, har også rejst spørgsmålet om, hvorvidt kristendommen er politisk, og har nogle konkrete bud på, hvordan vi skal indrette samfundet. Hidtil har vi i dansk sammenhæng ellers altid fastholdt, at religion og politik skal holdes adskilt. Helt på linje hermed argumenterede tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen for, at der ikke skal være religionen i det offentlige rum. Men kan man holde tingene fuldstædig adskilt? Er der ikke tilfælde, hvor kirken må tale samfundet imod, hvis det mister sin menneskelighed og ikke behandler de svage ordentligt? Hvis staten bliver totalitær og gør sig selv til gud over sine borgere? Det vakte opsigt, da nogle præster en juleaften for et par år siden prædikede mod regeringens flygtningepolitik. Ligeledes var det genstand for stor medieopmærksomhed, da en gruppe afviste asylsøgere søgte tilflugt i Brorsonskirken i København og blev støttet af flere præster, der mente, at kirken er et helle for udstødte og forfulgte. Var det rigtigt eller forkert? Hvor går grænsen for, hvor politisk kirken kan blive? 3) Skal stat og kirke skilles? I Grundloven står, at den evangelisk- lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Det skyldes, at Folkekirken historisk set står i et privilegeret forhold til staten, hvor den gennem over 1000 år har haft indflydelse på den måde, samfundet har udviklet sig på. Men den ordning er i øjeblikket til debat. Et stigende antal indvandrede med anden baggrund er kommet til landet gennem de senere år, så flere nu taler om, at vi lever i et multikulturelt- og religiøst samfund. Den kristne enhedskultur eksisterer ikke længere, og for nylig viste en undersøgelse at de fleste politiske partiers ungdomsorganisationer er for en adskillelse af stat og kirke, således Folkekirken ligestilles med andre trossamfund. Hertil kommer, at nogle religiøse minoriteter den sidste tid har anlagt sag mod den stat ved menneskerettighedsdomstolen for diskriminering.

2 Er det i orden, at staten særligt understøtter Folkekirken i et moderne, pluralistisk samfund? Eller er det på tide, at stat og kirke skilles og går hver til sit? 4) Skal Fadervor forbydes? Ateistisk Selskab og Humanistisk Samfund har blæst til kamp mod Folkekirken og kristendommen med det formål at rense det offentlige rum for religion. Sidste år startede de en debat ved at kræve, at Fadervor og salmesang fjernes fra folkeskolen. Og i øjeblikket arbejder de på at lave rene humanistiske ritualer i livets overgangssituationer som alternativ til Folkekirkens kristne ritualer ved dåb, konfirmation og begravelse. Flere steder i verden har ateisterne indledt en offensiv mod religionen. F.eks. har busser i England kørt rundt med slogans som There s probably no God. Now stop worrying and enjoy your life. I USA er der dannet en hel bevægelse, The Bright Movement, der har som sin erklærede mission at befri de stakkels åndformørkede troende for deres religion. Og en undersøgelse, som bl.a. en dansk professor står bag, mener at kunne påvise, at befolkningen i meget religiøse lande er dummere end folk i mindre religiøse lande. Hvad siger Folkekirken til den kampagne? Skal den bare ignoreres, eller skal kampen tages op og argumenterne modsiges? 5) Må man gøre grin med Jesus? Karikaturtegninger af profeten Muhammed kan sætte en verdensdel i brand og føre til mordtrusler, krav om undskyldninger og udvikle sig til en diplomatisk krise. I Islam reagerer man tilsyneladende meget skarpt over for enhver satire, latterliggørelse og kritik af det hellige. Historisk set har kristendommen stået model til meget satire, hån og spot. Én af de tidligste karikaturtegninger stammer fra Rom tilbage i det 3. århundrede, hvor Jesus ses afbilledet som et korsfæstet æsel. At Gud kunne stige ned fra himlen og leve som et almindeligt menneske, der kunne lide og dø, blev nemlig opfattet som en uhørt provokation, som fremkaldte vrede og forargelse. I Danmark provokerede kunstneren Jens Jørgen Thorsen for nogle år siden en hel del mennesker ved at udsmykke en banegårdperron med et billede af Jesus, hvor kønsdelene var stærkt fremhævede. Samme Thorsen lavede senere en stærk erotisk film om Jesus med fokus på hans sexliv. Selvom det også vakte forargelse, fik det ikke samme fatale konsekvenser som det, muhammedtegnerne oplever i dag. Skyldes det at kristne har mere humor end muslimer, eller tager vi bare ikke religion særlig alvorligt i vores del af verden? 6) Grundtvig, Kierkegaard og mig Vi har hørt om dem. Måske kender vi et enkelt citat fra deres hånd eller kender nogen, der har været på højskole. Men hvem var de egentlig, de to store kæmper, der har præget dansk kultur og filosofi i over 150 år? Og hvad har de med mig og min virkelighed at gøre? Har Kierkegaards filosofi og tanker om den enkelte stadig noget at sige i et moderne, højteknologisk samfund? Og er der stadig liv i Grundtvigs idé om undervisning og livsoplysning? Kan vi forstå hans salmer og sange i dag, og giver hans tanker om danskhed nogen mening i et multikulturelt samfund?

3 7) Luther som forløber for det moderne Han gjorde oprør mod afladshandlen og pavekirken i middelalderen, og blev fader til en ny kirke. Det han sagde og gjorde, fik følger langt ud over hans egen tid, også selvom han måske ikke selv tilsigtede det alt sammen. Ved at gøre op med kirkens lære og oversætte Biblen til modersmålet, så almindelige mennesker selv kunne læse den og finde ud af, hvad kristendommen handlede om, gav han stødet til senere tiders skepsis og mistro overfor autoriteter. Ved at holde sig til sin egen samvittighed og ikke det, kirken dikterede, banede han vej for at mennesket i stigende grad blev opfattet som centrum for al erkendelse, og selv afgør hvad det tror og tænker. Med sin betoning af troen alene, gav han liv til den opfattelse, der for alvor slog igennem nogle århundreder senere, nemlig at tro er det enkeltes menneskes egen sag, og derfor ikke behøver at udfolde sig inden for rammerne af en institution. En tankegang, som også ligger bag religionsfriheden. Da reformationen blev indført i Danmark, overtog staten mange af de ejendomme, kirken havde ejet, og flere af de opgaver, kirker og klostre havde stået for, bl.a. hospitalsvæsen, undervisning og skatteopkrævning. Grunden for det, der senere blev til velfærdsstaten, blev måske allerede lagt her, for reformationen forandrede ikke blot kirken, den skabte også forudsætningen for den måde, vi tænker samfund på i dag. 8) De kirkelige højtider Vi er alle sammen påvirkede af dem, hvad enten vi går i kirke eller ej. Samfundet retter sig ind efter dem, og sørger med helligdagslovgivningen for, at der er slukket og lukket de fleste steder, når det er jul, påske og pinse. Men hvad handler de tre højtider egentlig om, og hvorfor har vi dem? De fleste ved nok, at julen er en fejring af Jesu fødsel, selvom Vorherre efterhånden har fået hård konkurrence af julemanden og alle hans nisser. En del er måske også klar over, at påsken handler om Jesu død og opstandelse. Men hvor kommer påskeharen og påskeæggene ind? De færreste ved vel derimod, at også pinsen har en kirkelig baggrund. Når vi holder fri til pinse, og nyder sommerens første varme, er der nok ikke så mange, der tænker på Helligånden og kirkens fødsel? 9) Sammenhængskraft? Hvad får et samfund til at hænge sammen og være noget, vi alle kan være fælles om? Nogle mener, det er demokratiet og grundloven. Andre siger kongehuset og store fælles begivenheder som f. eks. VM i fodbold og håndbold. 9. april og 5. maj, hvor alle offentlige bygninger flager, markerer at samfund også betyder, at man har fælles historie, og derfor mindes nogle begivenheder, der har haft indflydelse på os alle. Lukkeloven, som er til debat i øjeblikket, har indtil nu været med til at værne om samfundet, fordi den har sørget for at fleste holder fri på samme tid, og får mulighed for at være sammen, i stedet for at lave noget hver for sig. Og hvad med kirken? Kan den stadig siges at være stedet, hvor alle kan samles, trods indbyrdes forskelle som uddannelse, social status og alder?

4 10) Hvorfor er ritualer vigtige? Selvom kirkegangen om søndagen i gennemsnit kun ligger på omkring 2 %, kommer de fleste danskere i berøring med kirken ved barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Folk, der ellers aldrig bruger kirken, mener at kirken er helt selvfølgelig at ty til, når et barn skal døbes eller et nærtstående menneske skal begraves. Hvorfor det? Er det fordi vi i de situationer oplever noget, der er så stort og overvældende, at vi må have et ritual for at kunne håndtere det? Det er jo f. eks. tankevækkende, at ateistiske foreninger, der ellers går ind for at samfundet skal være uden religion, i øjeblikket arbejder på at lave ritualer for børns navngivning, overgangen fra barn til voksen, indgåelse af ægteskab og begravelse. Godt nok gudløse ritualer, men selve det, at også de mener at have brug for ritualer, bekræfter vel netop kun, at der er øjeblikke i livet, der ikke kan rummes i det almindelige, rationelle sprog, men kræver et særligt højtideligt udtryk, som kun ritualet er i stand til at give? Også i andre sammenhænge har vi ritualer. F.eks. 1. maj, hvor røde faner bæres gennem gaderne og kendte slagsange synges, ved fodboldkampe, hvor nationalmelodien afsynges med en sjælden kraft eller Skt. Hans aften, hvor vi brænder bål og har tradition for at samles. Men hvad er et ritual egentlig, og hvorfor er det så vigtigt at vi åbenbart ikke kan undvære det, hvad enten vi er religiøse eller ej? Er ritualer ligefrem nødvendige for at samfundet kan fungere? 11) Hvor kommer etikken fra? Siden oplysningstiden har det været almindeligt at tage udgangspunkt i mennesket, når man skal begrunde etikken. En berømt sætning lyder: Du skal handle således at maksimen for din handling kan ophøjes til almen lov. Det betyder, at det er mennesket, der er målestokken for al rigtig handling. Men som bekendt forstår mennesker tit noget forskelligt ved godt og ondt, og derfor er det ikke sikkert, at det, der er godt for den ene, også er godt for den anden. Etikken kan derfor nemt blive egocentreret, og komme til at dreje sig om, hvad der gavner mig, uden at hensynet til andre mennesker inddrages. Det kan derfor blive svært at argumentere for etikkens almengyldighed, når det er den enkelte, der selv bestemmer, hvad der er godt og ondt. Og kan man i det hele taget tale om etik, når sagen kun vedrører det enkelte individ? Udspringer etikken ikke netop af mødet mellem mennesker? I kristendommen er det altid næsten, der er centrum for etikken. Mine handlinger er bestemt af, hvad der gavner næsten og fremmer hans lykke. Jeg bliver holdt fast på, at jeg ikke er menneske for mig selv, men altid kun i sammenhæng med andre. Fællesskabet bliver den ramme, livet udfolder sig inden for, og ikke kun inde i mig selv og min egen lille verden. Men har den slags tanker sin gang på jorden i dag, hvor vi jo alle er individualister? Kan vi bruge kristendommens syn på etik til noget i et moderne samfund, hvor enhver er sig selv nærmest og tit kun har sig selv for øje, når man træffer etiske valg? 12) Kan vi undvære det hellige? I øjeblikket kører ateister verden over en kampagne, der skal rense samfundet for religion, og sørge for, at den holdes inde bag lås og slå i kirkerne og folks private hjem. Men kan et samfund fuldstændig undvære religion? Sker der ikke blot det, at hvis man forbyder eller undertrykker religion, så får det bare en anden form, fordi mennesker slet ikke kan holde op med at være

5 religiøse? I de tidligere kommunistiske lande, hvor man netop forbød religion og forsøgte at undertrykke kirken, skete der det, at noget andet indtog religionens plads, nemlig partiet og den kommunistiske ideologi, der blev ophøjet til en overordnet sandhed, der ikke tålte modsigelse og kritik. Selv i samfund som f. eks. det danske, der ikke forstår sig som en religiøs stat, er der en grad af civilreligion, som f. eks. kommer til udtryk i holdningen til kongehuset. På den ene side kan man godt lide, at de kongelige er almindelige og opfører sig som alle andre. På den anden side må de heller ikke være alt for almindelige, for så mister de deres ophøjethed eller hellighed. De skal være begge dele på én gang, ligesom kongen i gamle samfund fungerede som præst og konge på samme tid, og derfor både havde både gude- og menneskestatus. Når en stat beslutter sig for at gå i krig, og sender soldater ind i en krigszone, kan den vel heller ikke forholde sig fuldstændig neutral og undvære religion? Mange blev f. eks. forargede over, at den tidligere amerikanske præsident Bush tyede til religiøse termer under Irakkrigen. Men kunne han egentlig gøre andet i en situation, hvor liv og død pludselig blev en del af landets politik?