Efteruddannelsestur til International Documentary Festival Amsterdam (IDFA).

Transkript

1 Efteruddannelsestur til International Documentary Festival Amsterdam (IDFA). Sine Marianne Christensen Klipper DR Danmark Tidsperiode: november 2012 Formål: Hvert år i november omdannes Amsterdams centrum til et sandt paradis for fans af dokumentarfilm. I år ingen undtagelse. Jeg har gennem flere år hørt mange fra DR Dokumentar omtale IDFA som en helt særlig festival. Et sted hvor man kan hente tonsvis af inspiration til nye ideer. Få noget ny luft. Og en festival, hvor man kan "nørde" omkring dokumentarfilm i dagevis. Det vises i alt omkring 300 forskellige dokumentarfilm i løbet af den 10 dage lange festival. Så i år drog jeg af sted til Amsterdam. I selskab med to kolleger: klipper Christian Dalsgaard og komponist Mathias Nielsen. Til en dokumentarfilmsfestival som endda kunne fejre jubilæum. 25 år i træk har IDFA trukket dokumentarfilms elskere fra hele verden, til byen med de mange kanaler og endnu flere sporvogne. Hvordan gjorde vi? Hjemmefra have vi købt "turpas" til festivalen. Så kunne vi såmænd bare booke plads til de forskellige fremvisninger. Filmene bliver vist rundt om i byens biografer. Blandt andet i den centralt beliggende og yderst smukke biograf "Tuschinski Theater", som fremviste dokumentarfilm fra morgen til aften. I alle biografens sale. Hvilke film? ''

2 Man lærer jo rigtigt meget af at se gode velfortalte og vedkommende dokumentarfilm. Men man skal ikke undervurdere udbyttet af at se mindre heldige film. Det kan være meget givtigt bagefter at diskutere, hvorfor filmen ikke virkede - eller ikke ramte os. Og det sidste var tilfældet med første film i den lange række af film, som vi nåede at se de fire dage vi var der. "Here one day" Instruktør Kathy Leichter flytter tilbage i den lejlighed, som hun voksede op i. Og hvorfra hendes mor begik selvmord, ved at springe ud af et vindue. Hendes mor efterlader en bunke kassettebånd, hvor hun har talt i timevis om alle livets svære temaer - som om hun talte til en ven. Kathy Leicther beslutter sig for at grave sig ned i sin mors historie, som også omhandler svigt i ægteskab og psykisk sygdom. Umiddelbart kunne det lyde meget interessant. Men det er det sådan set ikke. Det er en navlepillende fortælling, som går i tomgang og derfor ikke rigtigt kommer nogle vegne. Jeg blev hverken rørt eller ramt, af Kathys Leichters historie - jeg blev bare irriteret over den. Og den er måske beviset for, at bare fordi man selv synes man har en super spændende familiehistorie, så skal der altså lidt mere til før den også er spændende for andre. Specielt når der ingen fremdrift eller spændingskurve er ned gennem dokumentaren. Og specielt hvis man skal se på det i stive 76 minutter! Anderledes nervepirrende blev det senere samme aften, da vi igen satte os til rette i biografmørket.

3 The Staircase 2. The Last Chance". Det er efterfølgeren til dokumentar-serien, som kørte på DR2 for nogle år siden. Den følger en retssag helt tæt på. Både i retssalen og udenfor. Michael Petersen bliver i den første del idømt livsvarigt fængsel for mordet på sin kone. Her i 2'eren møder vi ham igen, efter han har afsonet otte år af sin dom. Der bliver igen rejst tvivl om dommen. Hele sagen tages op igen og han får en sidste chance. Den evige tvivl er drivkraft i dokumentarfilmen. Ud over Michael Petersen og hans advokat, følger man også døtrenes hårde kamp for deres far. Rørende og meget voldsomt. Filmen har en helt fantastisk evne til at få seeren til at føle sig som beskuer, på lige fod med de andre tilhørende i retssalen - eller gæster til fødselsdagen! Mine to kolleger og jeg brugte stort set resten af turen til at diskutere, hvorvidt han havde gjort det eller ej. Vi ved det ikke. Og vi diskuterer stadig, mens vi spændt venter på en 3'er.

4 Jeg vil også fremhæve vinderen af IDFA's hovedkonkurrence for film over 60 minutter. "First cousin once removed" Et rørende portræt af poet Edwin Honig, som lever de sidste år af sit liv med Alzheimers. Det er en dokumentarfilm om at huske og om at glemme. Om at svære rundt i grænselandet mellem at være knivskarp og øjeblikket bagefter ikke kunne kende sin egen søn. Det er også historien om ikke at have mistet musikken og poesien i sit liv, selvom man knapt nok husker ordet musik. Andre film: Missing in the Land of Gods roadmovie møder Forsvundne danskere The Imposter - sjældent set bedre måde at løse rekonstruktion! Hvad kunne være bedre? Til nogle af filmene er der spørgerunde bagefter. Det er ofte en lidt ligegyldig omgang. Det virker som om man ikke rigtigt tør være kritisk overfor dokumentarerne. Og så kommer vi jo ikke nogen vegne. Så hvis det ikke bliver bedre, vil bedste råd være at sætte sig nær udgangen, så man kan komme ud inden snakken går i gang. IDFA har et uoverskueligt web-site, så det er svært at danne sig et overblik inden man nærmest står i byen. Vi valgte at være der de sidste dage af festivalen. Næste år vil jeg derned tidligere. Har fornemmelsen af at være gået glip af gode film-oplevelser.

5 Ud over det har det været en fantastisk oplevelse at deltage i IDFA's 25. festival. Tak for støtten!