Barnet i retssystemet før og nu

Transkript

1 Barnet i retssystemet før og nu Af Beth Grothe Nielsen, cand.jur. og ekstern lektor på Aalborg Universitet Indledning Det følgende handler primært seksuelle overgreb (incest) mod børn, begået af fædre eller stedfædre. Denne afgrænsning er valgt, dels fordi det er den mest ødelæggende form for overgreb, et barn kan blive udsat for, dels fordi det, så vidt vi ved, er i familien, de fleste alvorlige og langvarige overgreb forgår, og dels fordi det er vigtigt ikke at miste fokus på denne type overgreb i en tid, hvor pædofili og børneporno dominerer debatten. Når der tales om fædre og stedfædre, er det ikke fordi det skal overses, at også mødre og stedmødre kan begå overgreb. Men det forekommer langt sjældnere og sker som regel i samarbejde med den mandlige part, ofte i et afhængighedsforhold til ham. Af denne grund findes det ikke hensigtsmæssig at bruge de kønsneutrale udtryk forældre og stedforældre. Med seksuelle overgreb (incest) forstås i denne sammenhæng alle former for overgreb, som er omfattet af straffelovens bestemmelser, dvs. samleje, anden kønslig omgængelse end samleje og blufærdighedskrænkelse over for stedbørn under 18 år og biologiske børn uanset alder. For en nærmere definition af, hvad der ligger i de enkelte begreber henvises til gængse strafferetlige lærebøger 1. Et godt udgangspunkt for forståelse og behandling af situationer, hvor der er mistanke eller viden om seksuelle overgreb mod et barn inden for familiens rammer, er FN s Konvention om Barnets Rettigheder 2. Danmark ratificerede konventionen i Den første sætning i artikel 34 lyder således: Deltagerstaterne påtager sig at beskytte barnet mod alle former for seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug. Generelt hedder det i artikel 3.1: I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række. Danmark er flere gange blevet kritiseret af den komite, der skal overvåge, om staterne overholder konventionen. Ifølge komiteen gør Danmark ikke nok for at beskytte børn mod seksuelle overgreb. I den seneste rapport fra september anbefaler komiteen endnu engang, at Danmark styrker indsatsen. Det drejer sig bl.a. om at gøre mere i retning af tidlig opdagelse og behandling af sager, der involverer 1 Fx Greve mfl.: Kommenteret Straffelov (2001) 2 Bekendtgørelse af FN-konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder 3 Committee on the Rights of the Child,. Considerations of Reports Submitted by States Parties under Article 44 of the Convention. CRC/C/15/Add.273.

2 overgreb og mishandling; at starte kampagner, der skal gøre offentligheden opmærksom på problemet, så det kan forhindres og bekæmpes; at yde en særlig indsat for familier, hvor der er risiko for overgreb; at sikre, at alle ofre for overgreb har adgang til rådgivning og hjælp; og at sikre tilstrækkelig beskyttelse af børn, der udsættes for overgreb i deres eget hjem. Historien om seksuelle overgreb mod børn 4. Den er præget af perioder, hvor der især har været fokus på incest, hvorefter denne interesse er blevet fortrængt af andre emner, i nyere tid pædofile pædagoger og børneporno. Nedenfor vil den seneste udvikling her i Danmark bliver nærmere omtalt. Men tendensen er ikke kun dansk, og den handler også om, at offentlig og politisk bekymring efter nogen tid mødes med generel bagatellisering eller benægtelse af, at der foregår seksuelle overgreb mod børn i det hele taget 5. Nogle nedslag i historien skal sætte den aktuelle situation i relief. At tale om barnet i retssystemet er misvisende. Når der er mistanke eller viden om seksuelle overgreb inden for familien, er der som regel flere systemer involveret, og de har ikke alle direkte noget med ret at gøre. De egentlige retssystemer (socialforvaltning, statsamt, politi, anklagemyndighed og domstol), arbejder ikke altid konstruktivt sammen, men tager sig hver især af delaspekter af barnets situation. De har alle i større eller mindre grad til formål at varetage barnets tarv/interesser; men fordi systemerne også handler om ret, kommer de voksnes rettigheder let til at spille hovedrollen. Der er intet system, som i praksis udelukkende er til for barnets skyld. Et barns ret til ikke at blive udsat for seksuelle overgreb bliver til et spørgsmål om den voksnes retssikkerhed i det strafferetlige system (politi, anklagemyndighed, domstol). I forhold til statsamtet bliver barnets ret til et spørgsmål om, hvem af forældrene, der skal have forældremyndighed og ret til samvær med barnet. Og de sociale myndigheder delegerer ofte barnets ret til beskyttelse mod yderligere overgreb videre til politiet i form af en formel anmeldelse. Hvis så anklagemyndigheden henlægger sagen på bevisets stilling, har de andre systemer en tendens til at handle, som om overgreb ikke har fundet sted eller ikke længere vil finde sted. Vi må i øvrigt huske, at det ikke er systemerne, der handler. Det er mennesker med mere eller mindre faglig ballast og en personlig historie med deraf følgende fordomme og forudfattede meninger om et område, som mange har det svært med. At sagerne er svære, understreges igen og igen på kurser og konferencer, hvor eksperter giver oplæg. Dialogvejledningen fra Socialministeriet handler i kapitel 9 om seksuelt misbrug af børn. I afsnit 9.3 siges det: Det kan være svært at vide, hvordan man som fagperson tackler en mistanke.... Det er både den meget svære afvejning af mistanken der må sikres en fælles forståelse af disse sagers ofte vanskelige karakter... [mine udhævninger]. I afsnit 9.6 hedder det som afslutning: Det er en vanskelig, men ikke uløselig opgave. 4 Beth Grothe Nielsen: Incest: Historien om et tabu. I Dam mfl. (red.): Jura og Historie. Festskrift til Inger Dübeck (2003). 5 Se fx John E.B. Myers (ed.): The Backlash. Child Protection under Fire (1994). 2

3 Frem for alt bør man så vidt muligt bruge sin faglige kunnen og ikke mindst sin sunde fornuft ved løsningen af de ofte meget følsomme og følelsesprægede problemer og situationer, der kan opstå i sådanne sager. Ved hele tiden at fremhæve, hvor svære, vanskelige, følsomme etc. sager om seksuelle overgreb mod børn er, kan man uforvarende komme til at legitimere, at fagfolk lukker øjnene, afviser mistanker eller mobiliserer andre afværgemekanismer i værste fald handler overilet i panik. Der mangler vejledning i, hvordan den enkelte medarbejder i systemerne erkender sin modstand mod at beskæftige sig med disse sager og får gjort noget ved det eller i sidste instans beder sig fritaget for at have noget med sagerne at gøre 6. I Nyt fra Børns Vilkår nr. 2/2006 tages den såkaldte Tønder-sag op. Det hedder herom: Børnehaven havde sagt det, det samme havde børnenes lærere i skolen. Socialforvaltningen var godt og grundigt informeret om, at pigebørnene fra familien i Tønder ikke havde det godt derhjemme, og man havde skam også været i dialog med forældrene. Men ingen greb ind, før skandalen rullede, og det gik op for det ganske land, at en far fra Tønder systematisk solgte sin lille datter til sex med fremmede mænd. Det har efterfølgende ikke været nemt for lederen af Tønder Kommunes socialforvaltning at forklare sig.... [V]i vil meget nødig, at efterdønningerne på Tønder-sagen bare bliver, at der var tale om uduelig sagsbehandling i en enkelt sag. Vi vil meget hellere, at sagen bliver brugt som en test på, hvor det er, systemet ikke virker. Børns Vilkår foreslår en lovændring. Grundlaget i serviceloven om, at barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken, foreslås ændret i overensstemmelse med en formulering i den tilsvarende norske lovgivning. Den norske barnevernslov siger, at der ved anvendelse af lovens bestemmelser skal lægges afgørende vægt på at finde tiltag, som er til bedste for barnet, herunder at give barnet stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i omsorgen. Børns Vilkår mener, at der i Danmark er en lang tradition for, at hensynet til familiens integritet vejer tungere end hensynet til barnet. De sociale myndigheder er ikke dumme, hedder det. Men de danske regler gør, at de er forpligtede til at tage meget udvidede hensyn til forældrene, og at de risikerer ankesager og underkendelse, hvis de handler udelukkende ud fra et hensyn til barnet. Derfor forslår Børns Vilkår loven ændret. Dertil er at sige, at dansk lovgivning bygger på de samme hensyn til barnet som norsk lovgivning. En lovgivningsmæssig understregning af principperne i den nævnte retning kan såmænd være fornuftig nok. Man skal blot ikke tro, at problemet løses ved hjælp af lovændringer. Ingen lov og intet system er bedre, end de involverede fagpersoner gør dem til. Børns ret er intet værd uden voksne til at sørge for, at retssystemer og autoriteter sættes i gang, eller uden voksne til med personligt mod og faglig integritet at udfylde deres roller i disse systemer. 6 Se om forudsætningerne for at være en god modtager af børns symptomer, signaler og udtalelser Beth Grothe Nielsen: Så græd jeg lidt for mig selv. Hvad børn kan berette om overgreb en udfordring til systemerne, s Aarhus Universitetsforlag

4 De sociale myndigheders reaktioner Der er i de senere år gjort en del for at styrke indsatsen mod seksuelle overgreb mod børn i hvert fald på papiret. I 2000 udsendte Socialministeriet fx Redegørelse om en forstærket indsats mod seksuelt misbrug af børn, og i 2003 kom Regeringens handlingsplan om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn. Socialministeriets Dialogvejledning fra 2003 har et særligt kapitel om seksuelt misbrug af børn, hvori det anbefales, at kommunerne udarbejder retningslinjer for, hvordan sagerne håndteres. Senere har ministeriet udsendt en bekendtgørelse af standarder for sagsbehandlingen i sager om særlig støtte til børn og unge (nr af 14. december 2005) og en vejledning om samme emne af 3. februar Alligevel er det ikke alle kommuner, der har udarbejdet generelle retningslinjer for behandlingen af mistanke eller viden om seksuelle overgreb mod børn. En henvendelse om at få tilsendt relevant materiale fra en kommune resulterede fx i et brev, hvori lederen af børneforvaltningen konstaterer, at de decentrale institutioner (dvs. børnehaver, skoler etc.) er løbende informeret om underretningspligt mv. iflg. lov om social service, og at disse institutioner godt ved, hvor de skal henvende sig, hvis der opstår situationer med seksuelle overgreb. Desuden ved den relevante afdeling i kommune godt, hvordan den skal forholde sig, herunder anmeldepligt til kriminalpolitiet samt den støtte der skal gives til den familie, som kommer ud for en sådan episode. Det oplyses også, at afdelingen overvejer at lave en formaliseret handleguide til lærere, pædagoger og andre, der arbejder med børn og unge, men nok vil afvente kommunesammenlægningen. Der synes ikke at foreligge tanker om at udarbejde en handleplan for den kommunale børneforvaltnings egen procedure, når der modtages sådanne indberetninger. En tilsvarende henvendelse til en nabokommune, som den pågældende kommune skal sammenlægges med, viser et helt andet billede. Denne kommune kan fremsende en manual vedrørende det organiserede tværfaglige samarbejde, en manual om fysisk og psykisk omsorgssvigt, herunder seksuelle overgreb mod børn, en informationspjece vedrørende fysisk og psykisk omsorgssvigt, herunder seksuelle overgreb mod børn, og en folder til forældre med orientering om det tværfaglige samarbejde i X kommune. Da denne kommunes børne- og familieafdeling har gennemtænkt og formuleret en eksemplarisk handleplan, skal nogle punkter beskrives nærmere i det følgende. Manualen om omsorgssvigt indeholder en detaljeret handleplan ved mistanke om seksuelt overgreb mod børn. Proceduren er forskellig alt efter, om der er tale om overgreb uden for familien eller inden for familien. Der er beskrevet en kortsigtet handleplan ved fortsat mistanke og en langsigtet handleplan ved erkendt seksuelt overgreb. Kommunen har etableret en permanent omsorgsgruppe, der straks efter indberetning om mistanke mødes med den socialrådgiver, som har modtaget indberetningen, sammen andre relevante fagpersoner. Formålet er først at skaffe overblik over de oplysninger og observationer, som man allerede har om den pågældende familie. Barnets primære omsorgsperson (pædagog, lærer etc.) kan eventuelt få til opgave at få uddybet (fx gennem samtaler med barnet), om der er hold i mistanken. Det betones endvidere, at en undersøgelse foretaget af psykolog vil være et nødvendigt 4

5 redskab til at skaffe sig overblik over sagen, vurdere barnet og analysere familien med henblik på at kunne tilrettelægge en handlingsplan, som tager hensyn til barn, familie og behandler. Hvis mistanken ikke er konkret nok til at tale om seksuelle overgreb med forældrene, er proceduren ifølge den kortsigtede handleplan, at sagen omdefineres til en sag vedrørende barnets tarv, og at en fagperson deler sin bekymring for barnets symptomer med familien. Denne fremgangsmåde må siges i høj grad at være hensigtsmæssig. Derved undgår man nemlig den stillingskrig mellem børneforvaltning og forældre, der ofte opstår, hvis forvaltningen fokuserer ensidigt på mistanken om seksuelle overgreb og bruger en masse krudt på at forsøge at skaffe beviser. I sådanne tilfælde vil der også let ske det, at forvaltningen henlægger sagen, hvis anklagemyndigheden ikke rejser tiltale, eller en tiltale ender med frifindelse i retten. Den her omtalte handleplan tager anderledes højde for denne situation. Det pointeres nemlig som nødvendigt, at sagsbehandleren i samarbejde med omsorgsgruppen lægger en plan for det videre arbejde med barn og familie. Igen har denne forvaltning set et vigtigt, men ofte overset aspekt. De symptomer, der i første omgang gav anledning til mistanken om overgreb, er jo ikke nødvendigvis forsvundet, blot fordi overgreb ikke har kunnet bevises med tilstrækkelig styrke til en straffesag eller eventuelt slet ikke har fundet sted. Hvis de forskellige oplysninger og undersøgelser sandsynliggør, at der er tale om seksuelle overgreb, fx fordi barnet selv eller et troværdigt vidne fortæller om overgreb, eller krænkeren selv har erkendt, skal omsorgsgruppen og de relevante fagpersoner mødes så hurtigt som muligt for at få et overblik over situationen. Før eventuel politianmeldelse kan omsorgsgruppen tage uformel kontakt til politiet for at få afklaret, om sagen kan bære en retssag, som det udtrykkes. I bekræftende fald aftales fremgangsmåden med politiet, idet der tages hensyn såvel til den nødvendige behandling af barn og familie som til den politimæssige efterforskning. Det aftales, hvordan og hvornår afhøring og eventuel lægeundersøgelse af barnet skal foregå. Det skal nøje overvejes, om barnet bør udsættes for en gynækologisk undersøgelse. Den kan ifølge handleplanen være nødvendig af flere grunde, fx for at identificere fysisk skade, som kræver lægehjælp, for at skaffe bevis for overgreb, eller for at kunne forsikre barn og forældre om, at barnet er fysisk uskadt. I handleplanen understreges det som vigtigt, at barnet og eventuelle andre familiemedlemmer i denne fase beskyttes mod yderligere overgreb. Det kan fx ske ved, at krænker flytter hjemmefra, at barnet og den anden forælder flytter, eller at barnet anbringes på institution eller i akut familiepleje. Og som det hedder: Ingen må være alene med den krise, der følger efter afsløringen. Der skal lægges en plan for hvert enkelt familiemedlem, og det understreges, at behandling af børn og deres familie aldrig må overlades til en enkelt behandler, men bør foregå i et team. Det pointeres i handleplanen, at psykologisk behandling af børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, er nødvendig for at lindre deres smerte og give mulighed for at leve et helt liv. Men sådan behandling er også nødvendig for at forebygge, at disse børn ender som ofre, hvis egne børn senere udsættes for overgreb. At forvaltningen peger på dette sidste aspekt af psykologbehandlingen er ret usædvanligt, men utvivlsomt relevant. 5

6 Et andet aspekt, som påpeges, er vigtigheden af, at der foregår et behandlingsarbejde med resten af familiens medlemmer, og at eventuelle søskende, der måske ikke har været udsat for overgreb, informeres om, hvad der er sket. I handleplanen understreges det som en central del af behandlingen, at også krænkeren inddrages, når dette er muligt. Det skal ske dels af hensyn til barnet, fordi det er vigtigt, at krænkeren indrømmer og påtager sig ansvaret for overgrebene, dels for så vidt muligt at forebygge fremtidige krænkelser. Også dette synspunkt er yderst relevant. Krænkeren (far, stedfar, eventuelt mor, stedmor) er stadig en del af familien, uanset hvad der sker med en eventuel politianmeldelse. Og barnets behov for krænkerens indrømmelse (og undskyldning) har længe været kendt blandt behandlere 7. En spændende udfordring for det socialretlige system ligger i at formulere et samarbejde med det andet vigtige system, nemlig straffesystemet, herunder Kriminalforsorgens behandlingsprogrammer for seksualforbrydere 8. Visse steder i udlandet er man gået langt i retning af at etablere systemer, hvor barnets og dermed familiens tarv sættes foran kravet om straf og andre sanktioner 9. Hvis den ovenfor refererede handleplan følges i praksis, har vi her en kommune, som lever op til sine forpligtelser over for børn, der udsættes for seksuelle overgreb i deres egen familie. I en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet 10, baseret på besvarelser fra 84% af samtlige kommuner, amter og visse distrikter i de større byer, fremgår det, at 22% af dem ikke altid iværksætter en nærmere undersøgelse af en henvendelse om overgreb eller vanrøgt på børn eller unge, og at 4% aldrig gør det. Hvordan de 16%, der ikke har svaret, forholder sig, kan vi ikke vide. Rapporten viser også, at det først og fremmest er de mindre landkommuner, der indrømmer ikke at foretage sig ret meget. Undersøgelsen giver ikke svar på, hvordan de pågældende kommuner begrunder deres undladelser. Børns troværdighed Et led i de sociale myndigheders håndtering af en underretning om formodede seksuelle overgreb mod et barn vil ofte være en anmeldelse til politiet. Her bliver spørgsmålet om beviser aktuelt på en mere direkte måde. En forudsætning for at kunne straffe en person for seksuelle overgreb mod et barn (eller for en hvilken som helst anden forbrydelse) er, at hans skyld kan bevises uden al rimelig tvivl. Holdningen er den, at mistænktes retssikkerhed skal veje meget tungt. Justitsmord må undgås, så vidt det overhovedet er muligt. Slagordsagtigt kan det formuleres sådan her: Det er bedre, at ti skyldige går fri, end at én uskyldig bliver dømt. Samfundet har valgt at leve med, at ofrene for de ti skyldige ikke oplever retfærdighed og retsbeskyttelse, i værste fald, at overgrebene fortsætter. I et 7 Se fx artikel af to psykologer fra Sct. Stefans Rådgivningen i København. Psykolog Nyt nr. 22/ Se fx Beth Grothe Nielsen: Straffesystemet i børneperspektiv seksuelle overgreb mod børn i familien (2001), s. 288 ff. 9 Se samme, s. 386 ff. 10 Else Christensen og Tine Egelund: Børnesager. Evaluering af den forebyggende indsats. Socialforskningsinstituttet 02/10. 6

7 retssamfund kan det ikke være anderledes, når straffesystemet ønskes involveret i sagerne. I de fleste tilfælde, hvor der er mistanke om seksuelle overgreb inden for familien (incest), er det mere reglen end undtagelsen, at den mistænkte voksne nægter at have begået noget strafbart. Der er som oftest ikke andre beviser end børnenes forklaring. Derfor kan et barns udsagn blive afgørende for, om der rejses tiltale eller ej, og om en tiltale ender med domfældelse eller frifindelse. Indtil for nylig har det været dybt rodfæstet i voksnes forestillinger, at børn er dårlige vidner 11. Ifølge Danske Lov fra 1693 kunne vidneudsagn fra børn under 15 år slet ikke tillægges nogen gyldighed overhovedet. Langt senere i begyndelsen af 1900-tallet begyndte den psykologiske forskning at interessere sig for vidners troværdighed. Den tids undersøgelser viste entydigt, at børn i høj grad var påvirkelige (suggestible), at de var ude af stand til at skelne fantasi fra virkelighed, og at de var tilbøjelige til at opdigte seksuelle overgreb. At børn let lader sig suggerere (eller manipulere), sluttede en belgisk psykolog i 1911 ud fra en undersøgelse af følgende type: En gruppe 7-årige skolebørn blev spurgt, hvilken farve deres lærers skæg havde. Til trods for, at læreren var skægløs, angav 84 % af børnene en eller anden farve. Der blev ikke brugt voksne kontrolpersoner. Udfaldet af dette og lignende eksperimenter blev brugt som begrundelse for frifindelse i en sag, hvor to små piger havde afgivet forklaring i retten i en sag om en mand, der var sigtet for seksuelle overgreb mod en tredje pige. Psykologen blev citeret for at sige: Hvornår vil vi i civiliserede samfunds retssale opgive at lytte til børns forklaringer?. I Danmark har vi set tilsvarende holdninger blandt psykologer, psykiatere og jurister op gennem 1900-tallet. Et ofte citeret eksempel er fra I tidsskriftet Juristen skriver overlæge i børnepsykiatri Kai Tolstrup bl.a.: Om barnet taler sandt, lyver eller fantaserer om uterlighed er en karakteristisk problematik for adskillige tilfælde, som kommer til børnepsykiatrisk vurdering. Direkte løgnagtig angivelse kan have karakter af hævnhandling og være overordentlig vanskelig at modbevise til stor gene for den mand, pigen sigter. I så fald er der dog tale om noget meget mere håndgribeligt, end når det drejer sig om barnets fantasier, hvor der slet ikke i barnets omtale af en påstået uterlighed ligger noget bevidst ønske om at sætte sig selv i centrum eller skade andre. I det undervisningsmateriale, som Politiskolen havde udarbejdet i 1985, stod der bl.a.: I almindelighed skal politimanden møde barnets vidneudsagn med større skepsis, end den voksnes, jo større des mindre barnet er. Barnet mangler den voksnes modenhed og erfaring, er lettere at påvirke og er mere fantasifuld end den voksne.... Pigers fantasi i pubertetsalderen er ofte stærkt præget af deres erotiske forestillinger og kan give sig udslag i stærke overdrivelser eller direkte usandheder i deres forklaring om emner, der har med kønslivet at gøre. Ved afhøring af piger i denne alder i sædelighedssager må politimanden have dette i erindring og være yderst skeptisk over for en fantasifuld beretning. 11 Se til det følgende Beth Grothe Nielsen: Straffesystemet i børneperspektiv seksuelle overgreb mod børn i familien. (2001), s. 81 ff. 7

8 I materiale om sædelighedsforbrydelser fra Politiskolen i 1995 nøjes man med at konstatere: Børns ofte livlige fantasi kan også bevirke, at barnet digter videre på hændelsen, hvilket kan være næsten umuligt at skelne fra den korrekte forklaring. Forældrene vil almindeligvis bedst være i stand til at vurdere dette. Den (vidne)psykologiske forskning er i dag langt mere sofistikeret end i begyndelsen af 1900-tallet. En sammenfatning, udfærdiget af psykolog Kirsten L. Moesgaard, findes i bilag 6 til Betænkning om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn nr. 1420/2002. Noget entydigt billede af, hvilken grad af troværdighed man kan tillægge børns forklaringer om forskellige emner og i forskellige situationer, kan forskningen ikke fremvise. Men i dag er det de færreste, der hævder, at børn direkte lyver om seksuelle overgreb. Der er derimod to forskellige opfattelser af, i hvilken udstrækning voksne kan påvirke og indpode falske erindringer børn på en sådan måde, at deres beskrivelse af oplevelserne opfattes som troværdige under en afhøring. Et gennemgående resultat er dog, at jo yngre børn er, og jo kraftigere de bliver manipuleret (fx med ledende spørgsmål og gentagne afhøringer), jo større er risikoen for svar, der ikke er i overensstemmelse med det, de har oplevet i virkeligheden. Men forskningen viser også, at det altid er en mindre gruppe børn, der lader sig suggerere. Når resultaterne bringes frem, fx i medierne, er det ofte denne mindre gruppe, der fokuseres på. Det indtryk, der herefter står tilbage, er, at det er farligt at stole på (små) børns forklaringer. Man glemmer at fremhæve, at flertallet af børnene har vist endog stor modstandsdygtighed mod suggestion. Et eksempel på denne virkning så vi i en DR-dokumentar 12 om et eksperiment i en børnehave i Århus, udført at psykologen Yvonne Thomsen, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet. Et af resultaterne af denne forståelse er, at mange anmeldelser om seksuelle overgreb mod børn under skolealderen bliver henlagt på bevisets stilling af anklagemyndigheden, hvis der ikke findes andre beviser end barnets og eventuelt en mors påstande om overgreb. I mange tilfælde forsøger politiet end ikke at afhøre små børn. Når det er sagt, bør det tilføjes, at der de senere år er sket en række forbedringer både i politiets uddannelse og i de tekniske muligheder ved afhøring af børn, bl.a. baseret på betænkning 1420/2002 om Gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn. Politiet kan fx optage afhøringen på video, og under visse forudsætninger kan videoen afløse en egentlig afhøring af barnet senere i retten. Der er indrettet børnevenlige lokaler i de fleste politikredse, og i Århus er der nu et samarbejde mellem politiet og Skejby sygehus om oprettelsen af et særligt børnehus, hvor afhøring og undersøgelse kan foregå. På Politiskolen afholdes der 2-ugers internatkurser om videoafhøring af børn i sædelighedssager. En kursusplan indgår som bilag 5 i ovennævnte betænkning fra Den indeholder emner som Børns udvikling, Perception og påvirkelighed og 12 DR Dokumentar Farlige forklaringer, sendt første gang Tilrettelæggelse Kay Bæckmann, DR. 8

9 Psykologisk forståelse af seksuelle overgreb mod børn med en detaljeret liste af underemner, foruden de processuelle aspekter af sagerne. Blandt underviserne er flere psykologer. Politiet har efterhånden en veluddannet gruppe af efterforskere til rådighed, og der er indført supervision i erkendelse af, at sagerne kan være belastende at arbejde med. Gruppen indkaldes ni gange årligt, hvor praksis evalueres blandt andet ved gennemgang sammen med en psykolog af videooptagelser af afhøringer. Børns egen skyld En ting er, om man tør tro på børn, der fortæller, at de har været udsat for seksuelle overgreb. Noget andet er, at børn i tidligere tider fik og til en vis grad stadig får tillagt (en del af) skylden for overgrebene. En dag i 1693 stod en 16-årig pige foran at skulle halshugges og derefter brændes på bålet. Hendes forbrydelse bestod i at have avlet et barn med sin moders afdøde halvsøsters mand. Ifølge Danske Lov af 1683 var sådan et forhold at betragte som blodskam. Pigen befandt sig allerede på retterstedet og var sikkert blevet grundigt forberedt på døden af en præst, sådan som det var påbudt. Men netop som bøddelen skulle til at svinge øksen, kom der besked om, at pigen var blevet benådet af kongen. Det teologiske Fakultet ved Københavns Universitet havde rådet kongen til denne mildhed, fordi pigen var så ung og havde været uvidende om, at forholdet til manden hørte til de forbudte led i ægteskabsmæssig henseende. Det var en planlagt del af forløbet, at pigen skulle have besked i sidste øjeblik. Skuespillet skulle sættes i gang også af hensyn til den formodede præventive effekt på tilskuerne. Pigen slap med livsvarig indespærring i Spindehuset. Der har aldrig været den store uenighed her i landet om, at børn skal kunne straffes. Først eksisterede der ingen nedre aldersgrænse, så blev den kriminelle lavalder sat til 10 år. Senere blev den hævet et par gange og er i dag endt ved 15 år. Børn har som regel kunnet blive straffet for den samme slags handlinger, som ville være strafbare for voksne. Det gjaldt fx for blodskam eller med det moderne udtryk: incest sådan som det fremgår af ovennævnte sag fra Der er eksempler fra praksis på, at børn helt ned til 10 år blev straffet for denne forbrydelse. Lovændringer skete først med straffeloven af Ifølge et udkast til denne lov var begrundelsen for et mildere syn, at børnene befinder sig i et afhængighedsforhold til forældrene, har en naturlig hengivenhed og respekt for dem, og er unge, uerfarne og umodne, når de ofte med tvang bliver involveret i blodskam. 161 i loven af 1866 kom til at lyde således: Finder legemlig Omgang Sted mellem Slægtninge i op- eller nedstigende Linie, straffes Forældrene med Strafarbejde fra 4 indtil 10 Aar, og Børnene med Forbedringshusarbejde eller under formildende Omstændigheder med Fængsel paa Vand og Brød, ikke under 4 Gange 5 Dage. Børnene slap altså stadig ikke for straf ifølge loven. Men igen udviklede der sig en praksis, som var lempeligere end paragrafferne. Et eksempel er en sag fra 1882, hvor en 14-årig pige blev frifundet. Hun havde forklaret, at det samleje, som hun havde haft med sin far, var sket imod hendes vilje. Hun havde gjort modstand. Det var kun skamfuldhed over, at det var hendes egen far, som forgreb sig på hende, der havde 9

10 fået hende til at undlade at skrige. Frifindelsen blev begrundet med, at pigen ikke forsætligt havde overtrådt bestemmelsen om blodskam. At der overhovedet kunne blive tale om at straffe en 14-årig, hænger sammen med, at den kriminelle lavalder stadig var 10 år. Efter 1919 skulle lægfolk (nævninger) medvirke i alvorligere straffesager. Det kom til at betyde enden på straf for børn (også selv om de var over 18 år) i sager om blodskam. Der skete simpelthen en række frifindelser i sager, hvor det ellers var oplagt, at lovens betingelser for straf var opfyldt. Det gælder fx en 26-årig kvinde, der siden sit 10. år jævnligt havde haft samleje med sin far. Det første forslag til nye regler bestod i, at blodskam skulle være straffrit for børn under 18 år, hvis de var forledt til samleje, hvilket de ifølge bemærkningerne til forslaget som regel var. Det blev resultatet. Børn over 18 år kunne altså stadig straffes, og denne regel blev først ophævet i I dag har vi svært ved at forstå, at børn så sent som indtil 1933 i hvert fald ifølge loven - har skullet bære en del af det strafferetlige ansvar for seksuelle overgreb begået af forældre, stedforældre og andre voksne medlemmer af det, man kan kalde den udvidede familie. Børn kan stadig komme i fængsel for mange ting, men de kan ikke længere straffes for incest, lige meget om de så er gamle nok til at vide, hvad de gør, og eventuelt selv har lagt op til det. Hvis et barn efter rettens mening har udvist forførende adfærd etc., ses det derimod af og til som begrundelse for en mildere straf til den voksne 13. Forestillingen om de forførende småpiger, som mænd (fædre) ikke kan modstå, har rod i Sigmund Freuds (misforståede) teorier om børns seksualitet. Pigerne fik et navn i 1955, da Vladimir Nabokovs berømte og berygtede bog Lolita udkom første gang på et fransk forlag. Bogen handler om en 11-årig pige, der gang på gang bliver voldtaget og misbrugt af en afdanket akademiker, som det er lykkedes at blive gift med hendes mor, og som efter moderens død turer rundt i USA med den afhængige lille pige i sin bil. Lolita er blevet synonym for den skyldige sexkilling. Den danske retsmediciner Jørgen Voigt var i 1972 efter eget udsagn ikke i stand til at fastslå, whether there was a preponderance of Lolita types among the very young girls (om der var en overvægt af Lolita-typer blandt de helt unge piger), som indgik i en undersøgelse af ofre for seksualforbrydelser over en 10-års periode i København. Men Voigt kunne konstatere, at 4% af de ganske unge pigebørn og 54% af de lidt ældre (alder oplyses ikke), som før deres 15. år (den seksuelle lavalder) havde været udsat for seksuelle overgreb, var fysisk meget veludviklede for deres alder 14. Her bliver Lolita gjort til et videnskabeligt begreb. I 1989 skriver daværende overlæge i psykiatri Thorkil Vanggaard som svar på en artikel af tre terapeuter om forekomsten af incest blandt deres patienter bl.a.:... at småpiger gerne vil kæles for og kan være ret så forførende. Jeg tænker ikke på et groft eksempel, jeg har refereret i dagspressen, om en 12 års pige, der kravlede op mellem sin 13 Se eksempler i Beth Grothe Nielsen: Straffesystemet i børneperspektiv seksuelle overgreb mod børn i familien (2001), s. 282 f. 14 Jørgen Voigt: Sexual Offences in Copenhagen. A Medico-Legal Study. I Forensic Science No.1 (1972, s. 74 ff. 10

11 avislæsende fars knæ, knappede han bukser op og gik til arbejde på ham, hvad han ikke modstod. Det drejede sig om en ubehageligt aggressiv, psykopatisk kvinde (hvem blev i øvrigt misbrugt?). Nej, det er helt normale småpiger på 3-6 år, jeg har i tankerne. De kan være inviterende, og ikke blot til almindeligt kæleri, men til genital berøring af dem selv eller omvendt fra deres side over for deres far 15. Her nævnes Lolita ikke, men ideen om de forførende småpiger og de uskyldige fædre lanceres stadig som videnskabelige facts. Siden da er holdningen i fagkredse nok ændret i retning af, at selv om småpiger kan virke forførende, så er det altid de voksnes ansvar at tolke det som det, det er, invitation til beundring og omsorg, ikke til sex. Til gengæld florerer Lolita i børnepornoens verden, hvor begreberne lolita, loli, lo og sammensætninger som loli-gagger, lolvids, loliluvr etc. er gængse i kommunikationen på Internettets chat-sider 16. Fra incest til IT-kriminalitet Ovenfor er nævnt et citat fra Politiskolens undervisningsmateriale fra 1995, der lød således: Børns ofte livlige fantasi kan også bevirke, at barnet digter videre på hændelsen, hvilket kan være næsten umuligt at skelne fra den korrekte forklaring. Forældre vil almindeligvis bedst være i stand til at vurdere dette. Citatet viser, at det primært drejer sig om børn, der beretter om overgreb begået af andre end forældrene. Det giver ikke efterforskningsmæssig mening at bede en mistænkt far vurdere, om det barn, der beskylder ham for overgreb, har en livlig fantasi, for derefter at lægge vægt på en vurdering, som går ud på, at dette barn er yderst fantasifuldt. Det har været et gennemgående træk op igennem 1900-tallet, at forestillinger om seksuelle overgreb mod børn handlede om den fremmede mand i parken. Det var ham, børn blev advaret imod. Men det er ikke længere muligt at komme uden om det: Der findes et antal fædre og stedfædre, som bruger deres børn som genstande for seksuelle udskejelser. Vi kan selv se det på Internettet. Seksuelle overgreb mod børn i familien (incest) forsvandt imidlertid stort set fra den offentlige debat midt i 1990 erne. I dag taler vi om pædofile netværk og børneporno, også selv om det er familiefædre, der er impliceret. Forhistorien 17 er, at der fra midt i 1980 erne og ti år frem skete en polarisering mellem på den ene side folk, der mente at vide, at incest stort set kun forekommer i børns (og voksnes) fantasi, og på den anden side folk, der mente at vide, at incest er et udbredt fænomen, og at børn (og voksne) altid beretter om virkelige hændelser, når de hævder at have været udsat for seksuelle overgreb. De to yderfløje i debatten var udtryk for henholdsvis benægtelse eller bagatellisering og overdrivelse eller fejltolkning. Benægterne, der var at finde blandt (især mandlige) psykiatere, 15 Thorkil Vanggaard: Incestvanvid. I Ugeskrift for Læger nr. 26/ Philip Jenkins: Beyond Tolerance. Child Pornography on the Internet (2001). 17 Beth Grothe Nielsen: Straffesystemet i børneperspektiv seksuelle overgreb mod børn i familien (2001), s. 369 ff. 11

12 forsvarsadvokater og journalister, rettede en række angreb mod de (ofte kvindelige) psykologer, socialrådgivere og andre praktikere, som arbejdede direkte med børnene. Polariseringen kom klart frem i medierne. På et tidspunkt viderebragte BT og Politiken næsten kun benægternes indlæg, mens Ekstra Bladet stod på det modsatte hold. Det var særlig tilfældet omkring Roum-sagen, som i debatten blev omtalt som en incestsag, selv om den kun var det for en enkelt af de tiltaltes vedkommende. Der var dengang en tilbøjelighed til at omtale alle typer af overgreb som incest. Da brugen af begrebet incest (og dermed interessen for overgreb inden for familien) forsvandt, kom pædofile pædagogers formodede overgreb mod små børn i børnehaver på dagsorden. Igen var benægterne på banen, og igen forekom der formentlig overdrivelser og fejltolkninger i den anden lejr. Vadstrupgård-sagen blev Roumsagens afløser. Roum-sagen blev genoptaget af Den særlige Klageret, og alle andre end ham, der havde tilstået, blev derefter frifundet. Vadstrupgård-sagen blev forsøgt genoptaget, men det skete ikke. Dommen over en pædagog stod ved magt. I Politikens kronik den 5. juni 2002 undrer en forhenværende leder af børnehaven sig over Klagerettens afgørelse. Hun udtaler bl.a.: Man ved i dag meget mere, end man gjorde, da den sag opstod. Der forekommer så mange usandsynlige hændelsesforløb, og halvdelen af sagen, nemlig udløberen, Vadstrupgårdsag nr. 2, er så grotesk, at politiet må opgive sagen, og man alene ved brug af almindelig sund fornuft må sige: Det kan ikke passe. Debatten om børnehave-sagerne er imidlertid også forstummet. Nu er det børneporno på Internettet, der optager sindene. I sagens natur er påstande om, at man ikke kan tro på børn, her uden mening. Overdrivelser og fejltolkninger er ikke mulige. Vi får den groteske virkelighed kastet lige i hovedet, og den sunde fornuft har trange kår. De fleste er enige om at fordømme børneporno, og politikerne reagerer med krav om (strengere) straf og mere udstyr til overvågning af nettet. De paragraffer i straffeloven, der handler om seksuelle overgreb mod børn inden for familien og udenfor har som regel ikke været pensum på jurastudierne. Det er måske en af forklaringerne på, at en ung politifuldmægtig fra Ringkøbing i TV2 s kriminalmagasin Station 2 den 27. maj 2002 måtte indrømme, at han ikke havde haft fantasi til at forestille sig, hvad børn kan blive udsat for. Det, han talte om, var en sag fra Tarm, hvor en far - som led i et internationalt netværk af såkaldt pædofile via Internettet havde udvekslet optagelser af sine seksuelle overgreb mod en datter med andre fædres tilsvarende optagelser. Han blev afsløret, fordi et af billederne viste et dansk firmalogo på hans T-shirt. I TV2 s udsendelse fik vi præsenteret en anden af fædrene: En nydelig mand fra San Diego, USA, som for øvrigt i årevis havde været betroet medarbejder i en institution for handicappede børn. Vi så en pæn nabokone udtale sin overraskelse og forfærdelse over, at det kunne ske i dette pæne boligkvarter. Vi hørte om det store efterforskningsarbejde, der hele tiden afslører nye forgreninger af netværket. Det er som et edderkoppespind, sagde en amerikansk politikvinde. Vi så diagrammer over netværket, vi hørte dansk politis IT-eksperter fortælle, hvor belastende det er at sidde og se på alle disse børnepornografiske billeder, og vi så tre af dem komme hjem fra en rejse til USA. Vi hørte om sex-redskaber og reb til binding af børnene. Vi hørte om mænds bestilling af bestemte sex-scener og andre mænds løfter om senere levering efter bearbejdelse af børn, der endnu ikke var parate til at deltage i netop 12

13 den slags scener. Den amerikanske professor i historie og religion Philip Jenkins har givet en skræmmende beskrivelse af, hvad der er på færde på Internettet 18. I slutningen af 1998 afsagde Østre Landsret dom i den såkaldte Guldlok-sag. Den handlede om en fars grove seksuelle overgreb mod sine to små piger, ligeledes distribueret på Internettet. Også den blev konsekvent omtalt i medierne som en sag om børneporno. I øvrigt kom mediedebatten mest til at dreje sig om forargelse over retsformanden, der lod de børnepornografiske optagelser vise i retssalen for åbne døre, så andre end nævningerne fik mulighed for (men jo ikke pligt til!) at danne sig et indtryk af, hvad denne far havde udsat sine døtre for. I virkeligheden handler Guldlok-sagen, sagen fra Tarm og senere sager af denne art om det samme som alle andre sager om seksuelle overgreb mod børn i familien, nemlig incest. Men uden videoerne ville retssystemet og andre systemer som fx kommunale børneforvaltninger næppe have troet pigernes forklaring hvis man overhovedet havde kunnet få dem til at fortælle noget, så unge de var. Historierne ville have virket for fantasifulde. I de konkrete tilfælde var der bare ikke noget at tage fejl af. Pigernes vidneforklaringer var overflødige, for fædrene havde selv leveret bevismaterialet. Der er intet nyt i, at nogle fædre og stedfædre bruger deres børn som sexlegetøj. Der er heller ikke noget nyt i, at de tager billeder af overgrebene og udveksler dem. Det nye består i andre ting. Internettets enorme kommunikationsmuligheder (og muligheden for anonymitet) kombineret med digitale kameraer gør optagelse og udveksling langt mere effektive og fristende end gammeldags postbesørgelse af fotos og offentliggørelse i pornoblade. I politiets virksomhedsregnskab for 2001 er der et afsnit om forstærket indsats mod IT-kriminalitet. Der skal ansættes 14 nye IT-efterforskere, som skal gennemføre en særlig videreuddannelse, Politiskolen har etableret nye EDB-kurser, Rigspolitiet har oprettet en særlig IT-støtteenhed, der løbende skal tilføres meget bekosteligt ITudstyr. Afsnittet slutter som følger: Det store ressourceforbrug, der er forbundet ved materielanskaffelser og uddannelse, er en nødvendig forudsætning for varetagelse af arbejdsopgaverne. Den eneste form for kriminalitet, der konkret nævnes er den stigende handel og udveksling af børneporno på Internettet, dog med tilføjelsen: og anden form for IT-kriminalitet. Efterforskningen er måske nok vanskelig, men også langt mere interessant end tidligere. Det er afhøring af små børn ikke i samme grad. Vi er ikke afhængige af børns forskræmte og tøvende forklaringer, der let kan afvises som utroværdige. Og vi kan undgå at snakke om incest! Næsten alle andre end producenterne og forbrugerne kan blive enige om at dæmonisere børnepornografi især på Internettet. Det er straks sværere at dæmonisere vor far derhjemme, som der jo er tale om i incestsager (og altså også ofte i børneporno-sager). Mange fagfolk kender til tilfælde, hvor børn ikke er blevet troet, når de har fortalt om overgreb af mere eller mindre grov beskaffenhed; når de har berettet om krænkernes brug af (børne)porno som lærebog ( se her, hvordan andre børn gør, det kan du da 18 Jf. Note 15 13

14 også gøre, ikke? ); når de har nævnt optagelse af billeder, som blev sendt med posten (hvem kan huske Roum-børnenes beretning herom?); når de har afsløret krænkernes metoder til at sikre sig børnenes tavshed ( hvis du siger noget, så kommer jeg i fængsel, og mor bliver ked af det, eller jeg slår din kanin ihjel, hvis du ikke holder mund ) etc. Vi har ikke fantasi til at forestille os, at voksne mænd kan gøre sådan noget mod deres egne børn, i hvert fald ikke i Roum, som en af forsvarerne i Roum-sagen udtrykte det. Men nu ved vi, at en mand i Tarm har kunnet gøre det. Kun virkeligheden overgår, hvad vi har fantasi til at forestille os. Det måtte den unge politifuldmægtig i Ringkøbing sande. Den sunde fornuft er ikke altid rummelig nok. I skrivende stund er den seneste sag den såkaldte Tønder-sag, hvor en far (og muligvis en mor) har inviteret adskillige mænd til at misbruge deres lille datter. Her foreligger dog så vidt vides ikke udlægning af billeder på Internettet. Og i øvrigt kom der kun hul på den sag, fordi en kriminalmand ikke afviste de første løse anmeldelser, men stædigt blev ved med i flere uger at lade familiens telefon aflytte, indtil den begyndte at give pote. På en absurd måde har de mænd, der bruger Internettet, gjort børnene en stor tjeneste. De har udvidet området for, hvad vi andre bliver nødt til at tro på. Generelt må vi slå fast, at der tilsyneladende ingen grænser er for, hvad voksne mænd (og enkelte kvinder) kan finde på at gøre mod deres egne og andres børn. Vi har lov til at håbe på en positiv effekt i retning af større vilje til at tro på børns beretninger også hvor der ikke foreligger hårde beviser i form af billeder på Internettet. Der kan imidlertid også ske det, at kun Internet-sagerne vil blive taget alvorligt i den offentlige debat og af retssystemet. Og at den synlige børneporno på Internettet vil komme til effektivt at skygge for den usynlige incest bag hjemmets trygge mure. Der synes under alle omstændigheder at eksistere et behov for at opretholde incesttabuet i form at tavshed om fænomenet. Historien viser, at hver gang incest er blevet bragt frem i lyset som samfundsproblem, er det efter kort tid atter forsvundet fra den offentlige debat 19. Afslutning Seksuelle overgreb mod børn forekommer og er altid forekommet i mange afskygninger. Virkeligheden eksisterer derude. Men hvad der på et givet tidspunkt i historien sættes fokus på og gøres til et socialt problem, er afhængig af flere faktorer. Teorien om social konstruktivisme (eller konstruktionisme?) kan bruges til at forklare, hvordan det går til. Den amerikanske sociolog Joel Best gør opmærksom på, at et socialt problem er det, som folk anser for at være et socialt problem. Der er altså tale om noget subjektivt 20. Dermed være ikke sagt, at der ikke eksisterer en eller anden konstaterbar (objektiv) tilstand eller adfærd. Men denne tilstand eller adfærd anses i sig selv ikke (endnu) at udgøre et socialt problem. Nogen ( claims-makers ), der af en eller anden grund er 19 Jf. note Joel Best. Images of Issues. Typifying Contemporary Social Problems. Aldine de Gruyter, New York 1995, p

15 specielt interesserede, skal gøre krav på og overbevise andre om, at den pågældende tilstand eller adfærd bør defineres som et socialt problem 21. I 1977 blev der offentliggjort en artikel om The Discovery of Child Abuse af en anden amerikansk sociolog, Stephen J. Pfohl 22 Han beskriver, hvordan the battered child syndrome blev opdaget af pædiatriske radiologer (børne-røntgenlæger), der begyndte at se en forbindelse mellem børns brækkede arme og ben og vold fra forældrenes side. Det beskrives, hvorfor netop denne faggruppe kom på banen, og hvordan det videre forløb var, indtil der blev almindelig samfundsmæssig anerkendelse af fænomenet som et socialt problem. Og det beskrives, hvordan det sociale system og straffesystemet derefter kom ind i billedet. Med samme udgangspunkt, teorien om social konstruktionisme, tager to svenske sociologer fat på emnet Child Sexual Abuse 23. De undersøger, hvordan fænomenet som de ikke betvivler eksistensen af - er blevet erkendt og introduceret som et socialt problem, hvem der især har været aktører i denne proces (psykologerne), og hvordan voldsomme kontroverser har udspillet sig i løbet af processen. Det sidstnævnte kontroverserne fører over i en anden analyse, nemlig af det såkaldte backlash (tilbageslag). I antologien The Backlash: Child Protection under Fire 24 påviser Myers, at der gennem historien altid er kommet modreaktioner mod de grupper, der har sat børnemishandling etc. på den sociale dagsorden. Men især har påstande om seksuelle overgreb mod børn vakt kritik og modstand. Der er ifølge Myers tre grunde hertil: 1) de følelser, som emnet vækker, 2) det blinde punkt, som samfundet har for seksuelle overgreb mod børn, og 3) svigt fra de myndigheders side, som skulle beskytte børn. Især det det første punkt, de følelser, der er forbundet med emnet, bringer ved til et bål af polarisering og kontrovers. For at belyse dette, beder Myers os foretage et eksperiment. For det første skal du glemme alt om seksuelt misbrug af børn, og derefter stille et enkelt spørgsmål: Hvad vækker stærke følelser i et voksent menneske? Svaret børn vil hurtigt dukke op. Normal, healthy non-abused children evoke strong emotions in adults (normale, sunde, ikke-misbrugte børn vækker stærke følelser hos voksne). For det andet skal du glemme børnene og stille samme spørgsmål: Hvad vækker stærke følelser i et voksent menneske? Svaret er viktimisering (det at være blevet offer for et eller andet). Vrede og hjælpeløshed i den forbindelse er stærke følelser. For det tredje skal du glemme børn og viktimisering og endnu engang spørge: Hvad vækker stærke følelser i et voksent menneske? Svaret er sex. Få emner vækker flere og stærkere følelser end sex og seksualitet. Hvis du nu sætter børn, viktimisering og sex sammen og får seksuelt misbrug af børn, er scenen sat for et følelsesmæssigt fyrværkeri. Vrede, medynk, forargelse og måske angst kan blive for overvældende og afvisning af problemets eksistens kan blive følgen. 21 Klassikeren er Malcolm Specter & John I. Kitsuse: Constructing Social Problems. Menlo Park, CA: Cummings Stephen J. Pfohl: The Discovery of Child Abuse. I Social Problems No. 24:3 1977, pp Margareta Hallberg & E.M. Rigne: Child Sexual Abuse a Study of Controversy and Construction. I Acta Sociologica No. 37, 1994, pp John E.B. Myers (ed.): The Backlash: Child Protection under Fire. Sage Publications. Thousand Oaks mm

16 Det kan tilføjes, at denne analyse måske især er dækkende, når der er tale om overgreb inden for familiens rammer. Incest er i særlig grad ubærlig. Og det må erkendes, at det ikke er første gang i historien, at incest er blevet opdaget og glemt igen 25. Litteraturliste Best, Joel: Images of Issues: Typifying Contemporary Social Problems. Aldine de Gruyter, New York Christensen, Else og Tine Egelund: Børnesager. Evaluering af den forebyggende indsats. Socialforskningsinstituttet nr. 10/2002. Committee on the Rights of the Child: Considerations of Reports Submitted by States Parties under Article 44 of the Convention. CRC/C/15/Add.273. DR Dokumentar Farlige forklaringer, sendt første gang Tilrettelæggelse Kay Bæckmann, DR. Greve, Vagn m.fl. (red.): Kommenteret Straffelov, Speciel Del, Jurist- og Økonomforbundets Forlag Hallberg, Margareta & E.M. Rigne: Child Abuse a Study of Controversy and Construction. I Acta Sociologica No Jenkins, Philip: Beyond Tolerance. Child Pornography on the Internet. New York University Press Mogensen, Martin & Steen Ulrik Mogensen: Offer møder krænker. I Psykolog Nyt nr Myers, John E.B. (ed.): The Backlash: Child Protection under Fire. Sage Publications, Thousand Oaks Nielsen, Beth Grothe: Så græd jeg lidt for mig selv. Hvad børn kan berette om overgreb en udfordring til systemerne. Aarhus Universitetsforlag Nielsen, Beth Grothe Nielsen: Straffesystemet i børneperspektiv seksuelle overgreb mod børn i familien. Jurist- og Økonomforbundets Forlag Nielsen, Beth Grothe Nielsen: Incest: Historien om et tabu. I Henrik Dam m.fl. (red.): Jura og Historie. Festskrift til Inger Dübeck. Jurist- og Økonomforbundets Forlag Pfohl, Stephen J.: The Discovery of Child Abuse. I Social Problems No. 24: Specter, M. & John I. Kitsuse: Constructing Social Problems. Cummings, Menlo Park CA Vanggaard, Thorkil: Incestvanvid. I Ugeskrift for Læger nr Voigt, Jørgen: Sexual Offences in Copenhagen. A Medico-Legal Study. I Forensic Science No Beth Grothe Nielsen: Incest: Historien om et tabu. I Henrik Dam m.fl. (red.): Jura og Historie. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København, ss