Musikalsk betydning. i dagbladenes popanmeldelser. Mads Krogh-Christensen ( )

Transkript

1 Musikalsk betydning i dagbladenes popanmeldelser Mads Krogh-Christensen ( ) Specialeafhandling Eksaminator: Steen K. Nielsen Musikvidenskabeligt Institut, Aarhus Universitet Februar 2002

2 Indhold 1. Indledning Teoretisk og metodisk afklaring Betydning Musikalsk betydning Diskursteori og analyse Diskursteori Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse Faircloughs analysemodel Begrebet pop Anmeldelser Anmeldelser som socialt praktisk fænomen Anmeldelser mellem musikindustri og -forbrugere Anmeldelser som del af den kommercielle presse Anmeldelser som diskursivt praktisk fænomen Genre sprogbrug Funktioner Populærmusikkritikkens diskurs Popanmeldelsens diskursive udgangspunkter Amusers, Bruisers & Cool-Headed Cruisers Præsentation af rapporten Legitimeringsprocesser, -strategier og rivaliserende diskurser En autenticitetsdiskurs En objektiv, historisk og håndværksmæssig diskurs Den postmoderne popsensibilitet En populistisk rockdiskurs Opsummering Analysemateriale Case-studier Aqua

3 6.3 Souvenirs Karakteristik af analysematerialet Aqua og Souvenirs som case De valgte anmeldelser Analyse (Analyse af kommunikative begivenheder) Analyse af anmeldelser af Aqua Værdisættende popdiskurs Definerende popdiskurs Foreløbig sammenfatning Analyse af anmeldelser af Souvenirs Værdisættende popdiskurs Definerende popdiskurs Foreløbig sammenfatning Sammenligning og sammenfatning Kommercialitet Komposition/produktion Attitude Udsagn Perspektivering (Analyse af diskursorden) Opsummering og afrunding Anvendt litteratur Bilag 1: Pressemeddelelser Aqua: Aquarius : Souvenirs: Villa Danmark : Souvenirs: Ude på landet : Bilag 2: Aquas diskografi Bilag 3: Souvenirs diskografi Bilag 4: De valgte anmeldelser

4 1. Indledning At musik har betydning er indlysende men overvejer man et øjeblik, hvad musik betyder, forekommer svarene mangfoldige. Der kan peges på semantiske eller strukturelle; personlige, psykologiske eller følelsesmæssige; funktionelle eller gestiske betydninger etc. Listen over potentielle musikalske betydninger er lang. Emnet for nærværende speciale er musikalsk betydning. Det er min opfattelse, at musikalsk betydning altid manifesteres i tale og ageren omkring musik hvad man samlet kan betegne musikdiskurs. Denne opfattelse indebærer, at man ved analyse af en given musikdiskurs må kunne afdække, hvilke forestillinger om musikalsk betydning, den givne diskurs indebærer. En undersøgelse af musikdiskurs vil imidlertid altid være en undersøgelse af en bestemt musikdiskurs i et bestemt materiale og med et bestemt fokus. Jeg har som materiale valgt at undersøge dagbladsanmeldelser af de danske popgrupper Aqua og Souvenirs, og mit fokus retter sig mod anmeldelsernes værdisættende popdiskurs omkring de to grupper. Formået med nærværende speciale er således at gennemføre en undersøgelse af og teoretisering omkring musikalsk betydning som manifesteret i den værdisættende popdiskurs i danske dagbladsanmeldelser af popgrupperne Aqua og Souvenirs. Jeg har valgt at fokusere på betydning i relation til populærmusik. Populærmusik er et relativt nyt forskningsområde, og jeg føler en personlig interesse i musikken. Min interesse er til dels begrundet i populærmusikkens store udbredelse, som jeg mener fordrer en vis akademisk opmærksomhed. Samme begrundelse kan gives for min indsnævring af populærmusik til pop. Fokuseringen på danske dagbladsanmeldelser er begrundet i forskellige forhold. Vigtigst er det, at anmeldelsen er en nedfældet sproglig formulering omkring musik. Det er denne egenskab som frosset musikdiskurs, der gør anmeldelsen ideel til mit forehavende fordi anmeldelsen udstiller musikdiskursen på en mere permanent måde, end det sker i f.eks. samtaler om musik. Samtidig kan anmeldelsen som skriftlig kortform betragtes som spidsformuleringer omkring den anmeldte musik. At der er tale om dagbladsanmeldelser skyldes, at de hidtidige studier af danske musikanmeldelser næsten udelukkende fokuserer på musikmagasiner studiet af dagbladene er altså tiltrængt. Samtidig indtager dagbladene en central plads indenfor det danske musikjournalistiske felt, dels i kraft af udbredelse, dels som følge af det (pt.) lave antal danske musikmagasiner. Specialets emne er musikalsk betydning. Et analytisk fokus på anmeldelsernes musikdiskurs generelt ville imidlertid være for bredt, og jeg har som løsning på dette problem valgt at fokusere på anmeldelsernes popdiskurs. Aqua og Souvenirs er ret forskellige 3

5 popgrupper, og de er valgt, fordi de sammen repræsenterer en spredning indefor popbegrebet. Denne spredning går igen indenfor anmeldelsernes popdiskurs omkring de to grupper, og Aqua og Souvenirs giver qua spredningen mulighed for at tematisere forskellige forestillinger om musikalsk betydning i relation til forskellige opfattelser af begrebet pop dvs. forskelle indenfor anmeldelsernes popdiskurs. Valget af Aqua og Souvenirs er ved siden af spredningen indenfor popbegrebet begrundet i to kriterier af pragmatisk karakter. Dels et dansk kriterium der er tale om anmeldelser af dansk musik: Jeg har valgt at beskæftige mig med danske dagbladsanmeldelser, og det forekommer mig i denne sammenhæng passende at se på anmeldelser af danske grupper. Dels et nyhedskriterium min undersøgelse er ikke historisk orienteret, og jeg har derfor fundet det hensigtsmæssigt at fokusere på anmeldelser af relativt nye album, dvs. album fra midt i 1990 erne og frem. Jeg betragter anmeldelsernes popdiskurs som den værdisættende diskurs, der udfolder sig i popanmeldelserne. Anmeldelserne er essentielt karakteriseret ved en værdisættende funktion, og det er i værdisættelsen, at anmeldelsernes popbegreb konstitueres. Mit analytiske fokus vil rette sig mod anmeldelsernes positive og negative popbegreber, men definitionen af den gode pop er ofte udgrænsningen af den dårlige, og jeg forventer ikke at nå frem til positive og negative popbegreber, men derimod nogle rivaliserende opfattelser af god pop eller simpelthen pop. Det må tilføjes, at kriterierne for de henholdsvis positive og negative bedømmelser ikke altid ligger i eksplicit ris eller ros. Der er nærmere tale om forskellig diskursiv praksis, der udmønter sig i rivaliserende popdiskurser. En gennemlæsning af mit analysemateriale afslører, at popbegreber i visse tilfælde udfoldes bevidst i direkte forsøg på fra anmelders side at definere et popbegreb. Jeg betragter denne eksplicit definerende popdiskurs som del af anmeldernes værdisættelse. Jeg vil med fokus på den værdisættende popdiskurs kun afdække en side af anmeldelsernes musikdiskurs, men det er en side, som indebærer interessante iagttagelser i forhold til det overordnede emne musikalsk betydning. Min opfattelse af betydning og specialets metode fordrer en vis opmærksomhed på anmeldelsernes sociale kontekst. Jeg efterkommer i beskedent omfang denne fordring ved en redegørelse for anmeldelsernes sociale kontekst (4. kapitel) samt en biografisk introduktion af Aqua og Souvenirs (6. kapitel). Når anmeldelsernes sociale kontekst i øvrigt spiller en mindre rolle skyldes det nogle pragmatiske forhold vedr. specialets rammer. Man kunne have inddraget karakteristikker af de involverede dagblade, læserundersøgelser, anmelderportrætter, interview med anmeldere, kunstnere og læsere etc. Jeg har udeladt disse områder og gennemført min undersøgelse med fokus på musikdiskursen som manifesteret i anmeldelserne, fordi jeg mener denne disponering er den bedste udnyttelse af de givne rammer. 4

6 Specialet tager sit udgangspunkt i en teoretisk og metodisk afklaring (2. kapitel). Målet er her teoretisk at begrunde min opfattelse af musikalsk betydning som diskurs. Endvidere introducerer jeg specialets metode: diskursanalysen. Som diskursanalytiske tilgange introducerer jeg Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteori og Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse. Faircloughs kritiske diskursanalyse udgør specialets metodiske rygrad, hvilket skyldes, at kritisk diskursanalyse giver meget konkrete anvisninger på analyse af diskurs. Laclau og Mouffes diskursteori introduceres fordi kritisk diskursanalyse på visse punkter fattes begreber for diskursers interne konstituering. Som det næste vender jeg fokus mod begrebet pop (3. kapitel). Popbegrebet afklares indenfor en akademisk diskurs, idet jeg tager udgangspunkt i nogle overordnede definitioner af populærmusik. Dette sker som følge af et nødvendigt behov for en definition af pop som en forudsætning for analyse af popanmeldelser. Efter afklaringen af popbegrebet følger en generel redegørelse for anmeldelser betragtet som social og diskursiv praksis (4. kapitel). Redegørelsen fokuserer på anmeldelser som del af en bestemt social kontekst samt nogle af de genremæssige og funktionelle træk som denne kontekst afføder. Som forudsætning for diskursanalyse er det nødvendigt at orientere sig mht. den etablerede diskursive praksis indenfor det givne undersøgelsesområde. Jeg redegør derfor (5. kapitel) for tidligere studier af populærmusikkritikkens diskurs. Kapitlet redegør for dels popanmeldelsens diskursive udgangspunkter, dels udviklingen af rockkritikkens diskurs. Herefter beskrives analysematerialet (6. kapitel). Jeg uddyber opfattelsen af Aqua og Souvenirs som eksempel på en spredning indenfor popbegrebet, ligesom de to grupper introduceres biografisk. Endelig kommenteres de udvalgte anmeldelser kort. Med analysemateriale, teori, metode og baggrundsviden afklaret følger analysen af de udvalgte anmeldelser af Aqua og Souvenirs (7. kapitel). Anmeldelserne af de to grupper analyseres først gruppevis. Herefter flyttes fokus, idet jeg forsøger at sammenligne og sammenfatte de diskurser (og diskursive tendenser), som måtte have vist sig dominerede for analysematerialet samlet set. Efter analysen følger en perspektivering (8. kapitel). Jeg sammenligner her diskursordnen (systemet af dominerende diskurser) indenfor mit analysemateriale med den etablerede diskursorden indenfor det sociale domæne dvs. en sammenligning af redegørelsen fra 5. med resultaterne fra 7. kapitel. Herefter følger en opsummering og afrunding. 5

7 Bagerst i specialet findes en række bilag: Pressemeddelelser fra Aqua og Souvenirs (bilag 1); diskografier for de to grupper (bilag 2 og 3); en gengivelse af de konkrete anmeldelser, som danner basis for analysen (bilag 4). 6

8 2. Teoretisk og metodisk afklaring Som forudsætning for min undersøgelse, og før jeg introducerer specialets egentlige metode (diskursanalysen), vil jeg i det følgende redegøre for min opfattelse af betydning og i den forbindelse musikalsk betydning. Min opfattelse af betydning har et erkendelsesteoretisk (sprogfilosofisk) udgangspunkt, men betjener sig i øvrigt af en poststrukturalistisk sprogopfattelse kombineret med et praksisbaseret meningsbegreb. 2.1 Betydning Musikalsk betydning Jeg definerer grundlæggende betydning som meningsfuld oplevelse, og svaret på, hvorledes en oplevelse er meningsfuld, skal, mener jeg, findes i en karakteristik af erkendelsen dvs. i, hvad det overhovedet vil sige at opleve. Oplevelse kan filosofisk beskrives som forståelse, hvor forståelse indeholder en betoning af både for-ståelse (det at stå i et forhold til noget) og forståelse (det at fatte eller begribe noget). Hvad angår for-ståelsen, indeholder ordet reminiscenser af den klassiske empiriske erkendelsesfigur, hvor det erkendende subjekt står betragtende overfor det erkendte objekt. Figuren er nyttig, fordi den fokuserer på relationen mellem erkendelsen og det erkendte, men den indeholder en faldgrube, idet man indenfor den klassiske empiri typisk opfatter subjektets sansning som noget passivt i forhold til den virkelighed, der melder sig. Man har fra filosofisk hold siden Immanuel Kants kopernikanske vending af filosofien hævdet, at menneskelig erkendelse (oplevelse) må forstås som noget aktivt. 1 Virkeligheden melder sig ikke bare. Var dette tilfældet, måtte vi alle opleve det samme, når vi i øvrigt betragtede de samme objekter. Spørgsmålet er så selvfølgelig, hvorledes subjektets betragten kan forklares til dette sigter netop forståelse i betydningen fatte eller begribe. Subjektets betragten udgør et greb. Vi be-griber eller fatter virkeligheden og skaber herved erkendelse. Redskabet i denne skaben er vore begreber, der så at sige skydes ind som en optik mellem erkendelsen og dens objekt. 2 Jeg støtter mig her til den sprogfilosofiske tese, at det eneste, der kan præge erkendelsen a priori, er sproget (sproglige begreber, kategorier, strukturer, etc.), der således bestemmer vores oplevelse af virkeligheden. Der er ifølge denne opfattelse ingen oplevelse eller sansning udenfor sproget, idet sproget udgør det reservoir af begreber, kategorier etc. i kraft af hvilke den virkelighed, der melder sig, bliver til sansning til oplevelse overhovedet. At der skulle ligge 1 Kants kopernikanske vending af filosofien betegner netop det forhold at erkendelsens grund skulle søges i det erkendende subjekt (jf. hovedteksten) frem for i den erkendte virkelighed. Kant vendte så at sige udgangspunktet for erkendelsesteorien fra verden til mennesket selv. Copleston (1963) (Immanuel Kant (1781/1990): Kritik der reinen Vernunft, 1. og 2.udg., 3.opl, Meiner, Hamborg). 2 Det er klart, at denne tese, lige som resten af min redegørelse for erkendelse, har sit ophav hos Kant. Tesen ligger som forudsætning for hele det tyvende århundredes filosofiske optagethed af sprog. 7

9 noget udenfor sproget ville være meningsløst vi ville ikke være i stand til at fatte dét, der i så tilfælde ville være et an sich. 3 Det må gøres klart, at sproget, ifølge den opfattelse, som jeg her har fremført, ikke begrænser sig til verbalsprog. Sproget betegner mentale strukturer, dvs. begreber, kategorier, sproglig struktur etc. i kraft af hvilke vi forstår. Selv om det er klart, at verbalsproget repræsenterer en prominent del af vore begreber, dvs. spiller en fremtrædende rolle i vores forståelse, er verbalsproget ikke nødvendigvis den eneste form for sprog vi behersker. Man kan argumentere for, at vi f.eks. behersker strukturer af emotionel eller gestisk art, som også kan forstås som sprog. Man har således gjort flere forsøg på at forklare musikalsk betydning som udtryk for et musikalsk sprog Eduard Hanslick (1854), Susanne Langer (1942) og Deryck Cooke (1959) tegner sig vel for de mest kendte. Jeg betragter i modsætning til Hanslick, Langer og Cooke ikke musik som en særlig sproglig form, og i hvert fald er det ikke spørgsmålet om musikkens status som så, der ligger mig på sinde her. Sprogfilosofien markerer en af de væsentligste filosofiske strømninger i det tyvende århundrede, og den store optagethed af sprog præger århundredets videnskabsteori i almindelighed humanistisk videnskabsteori måske i særdeleshed. På humanistisk grund findes synet på sprog som konstituerende for virkelighedsforståelsen repræsenteret ved først semiologi og strukturalisme siden poststrukturalisme, udsprunget som tressernes reaktion på det strukturalistiske paradigme. Hvis sprogfilosofien bereder en forståelse af sproget som konstituerende for erkendelsen, kan disse sprogteoretiske retninger hjælpe med en forståelse af sprogets måde at fungere, dets opbygning dets interne strukturering. Semiologien er læren om tegnsystemer. Udtrykket stammer fra den franske lingvist Ferdinand Saussures skrift Cours de Linguistique Générale (1915/1969), i hvilket også strukturalismen har sin rod. Semiologi var oprindelig et lingvistisk anliggende, og ideen var (og er), at forskellige menneskelige udtryksformer (sprog) kan betragtes som tegnsystemer. Tegnene fungerer indenfor en struktur, og ethvert tegn forstås på to måder: dels som udtryk (signifiant), dels som indhold (signifié). 4 Således er f.eks. udtrykket for ordet rød de tre bogstaver r-ø-d, eller lyden når jeg siger rød, og indholdet er mit mentale begreb om rød eller rosens farve, når jeg ser den. Forholdet mellem sprog og virkelighed er ifølge semiologisk og strukturalistisk sprogopfattelse arbitrær. Dvs. at relationen mellem tegnene, og det de betegner (mellem ind- 3 Jf. den Kantianske skelnen mellem den erfarede verden (für uns) vs. virkeligheden i sig selv (an sich). 4 Signifiant og signifié er Saussures oprindelige franske betegnelser, som af den danske semiolog Louis Hjelmslev er oversat til udtryk og indhold. 8

10 hold og udtryk) ikke er naturbestemt, men derimod kontingent. I stedet for at kende tegnenes betydning ved en relation til den erfarede virkelighed, som sproget altså er en forudsætning for, kender vi tegnenes betydning ved deres relationer til andre tegn. Vi kender således f.eks. betydningen af ordet vand ved relationerne til dets modsætninger: tørke, tørst, jord, luft; eller fra beslægtede ord: mælk, øl, kaffe; eller lignede ord: tand, land, and, mand etc. På denne måde holdes alle tegn fast i et netværk, hvor de hver karakteriseres ved relationer til andre tegn, der igen karakteriseres ved relationer til andre tegn. Man kan sammenligne sproget ifølge den strukturalistiske sprogopfattelse med et fiskenet, hvor ethvert tegn har sin plads som en knude i nettet, mens selve nettet er sprogets struktur. Tegnenes betydning ligger i deres placering i nettet, og når det hævdes, at sammenhængen mellem tegnenes udtryk og indhold er kontingent, er det i virkeligheden sprogets struktur man taler om. Strukturalismen er gennem tiden kritiseret for, ikke at være i stand til at forklare, hvordan betydningen af enkelte tegn ændrer sig. Grunden er, at strukturalismen forstår sprogets struktur som en fast uforanderlig størrelse, der ligger bag og manifesterer sig i enhver sproglig ytring. Saussure skelner i denne sammenhæng mellem langue og parole, hvor langue er sprogets faste, uforanderlige struktur, mens parole er sproget i brug, dvs. det talte eller skrevne ord. Lingvistikken har ifølge den saussurske tradition til opgave at afdække og belyse langue, mens parole traditionelt betragtes som uegnet for videnskabelig undersøgelse idet man formoder at sproget i konkret brug behæftes med alt for mange fejl, som følge af almindelige menneskers dårskab. Problemet med Langue er, at det som fast uforanderlig struktur kun meget vanskeligt kan rumme forandring. Man kan historisk konstatere, at bestemte ord med tiden ændrer betydning et klassisk eksempel er barn, der i dag benævner en selvstændig epoke i livet, hvor man før har betragtet børn som underudviklede voksne. Også det at nye ord opstår kan konstateres begrebet teenager dateres som regel til 50 erne. Hvis betydningen af et ord skifter, eller nye ord opstår, indebærer det, at den sproglige struktur ændres at relationerne mellem de enkelte ord skifter; og hvis dette ikke kan ske som følge af konkret sprogbrug, hvordan forklares ændringerne da hvorfra kommer strukturændringerne? Dette spørgsmål har man ikke fra strukturalistisk hold formået at besvare, og kritikken resulterede i 1960 erne i poststrukturalismen. Hvis den strukturalistiske sprogopfattelse kan beskrives som et fiskenet, er modellen for poststrukturalismens sprogopfattelse (med et lån fra Jørgensen og Phillips (1999)) nærmere internettet. 5 Poststrukturalismen holder fast i tanken om, at betydning eksisterer som relationer mellem tegn. Blot er disse ikke fastlåste, men kan bevæge sig frit, dvs. nye betydninger af enkelte ord kan opstå og gamle forsvinde som med internettet, 5 Jørgensen & Phillips (1999), s.20 9

11 hvor hjemmesider kan knyttes vilkårligt sammen, nye links opstå, gamle forsvinde. Sprogets struktur er stadig manifesteret i den konkrete brug, men strukturen er nu dynamisk og dynamikken skabes i sprogbrugen. Således tildeles studiet af sproglig praksis (parole) en meget væsentlig rolle i poststrukturalismen. Jeg beskrev i forbindelse med sprogfilosofien sproget som bestående af mentale strukturer: sproglige begreber, kategorier og strukturer, mens jeg i karakteristikken af semiologi, strukturalisme og poststrukturalisme er nået til en beskrivelse af sproget som tegn fungerende indenfor en dynamisk struktur. De to opfattelser er terminologien til trods ikke modstridende. Sproget opfattes i begge sammenhænge som struktureret en struktur indenfor hvilken sproglige elementer har deres betydning, og man kan sige, at begreber erkendelsesteoretisk udgør tegnenes indholdsside. 6 Sprogfilosofien forklarer, hvordan sproget er konstituerende for vores forståelse af virkeligheden, og sprogteorien beskriver, hvordan sproget internt er konstitueret ved referencer indenfor en dynamisk sproglig struktur. Det ligger nu tilbage at belyse, hvordan oplevelsen af virkeligheden på trods af sprogets konstituerende rolle alligevel ligger fast. Jeg støtter mig i denne sammenhæng til et praksisbaseret meningsbegreb for sprog. Jeg skelnede ovenstående mellem virkeligheden für uns og virkeligheden an sich, dvs. mellem den erfarede og den selvstændige eller eksterne virkelighed. Vi kan logisk ikke forestille os virkeligheden i sig selv, men det betyder ikke, at den ikke eksisterer. Faktisk kan man konstatere, at vi ustandselig påvirkes af virkeligheden (i sig selv), det er blot erfaringen, forståelsen og fortolkningen af disse påvirkninger, der udelukkende findes som funktion af sproget. 7 Som en vigtig del af virkeligheden er det sociale. Erfaringen af det sociale konstitueres selvfølgelig også i sproget, men samtidig eksisterer de andre som del af virkeligheden, og dette er vigtigt, fordi vi tester vore egne forståelser i forholdet til de andre. Når vi f.eks. taler sammen, indgår vi i en social praksis, og så vil en forventet respons fra de andre indikere, at jeg er blevet forstået dvs. at det jeg sagde/gjorde gav mening. Man kan sige, at grænserne for, hvad der accepteres som meningsfuldt, skabes i en social proces. 8 Den mening, som konstitueres i sproget, holdes fast i en social praksis, hvilket 6 Tegnets indhold kunne som anført karakteriseres som min mentale ide om eller oplevelse af det, tegnet henfører til, hvilket svarer til min beskrivelse af begreber ovenfor. 7 Jørgensen og Phillips bruger et eksempel med en flod, der går over sine bredder. Menneskene, der bor omkring floden kan opleve oversvømmelsen forskelligt (som guds straf, som resultaterne af klimatiske forhold, som livets og lykkens skiften etc.). Fælles for dem alle er det imidlertid, at de risikerer at drukne, og at de bliver sultne, hvis vandet ødelægger afgrøderne langs floden. Jørgensen & Phillips (1999), s Formuleringen af et praksisbaseret meningsbegreb for sprog findes formentlig mest kendt hos filosoffen Ludwig Wittgenstein (Philosophische Untersuchungen (1953)). Især skal her fremhæves det såkaldte privatsprogs-argument. Wittgenstein argumenterer for, at et privat sprog (dvs. privat mening) måtte indebære et privat sandhedskriterium, 10

12 indebærer, at sproget og vores oplevelse af virkeligheden på trods af poststrukturalismens principielle betydningsmæssige frisættelse, er relativt konstant. 9 Hvis social praksis fungerer som mål for, hvad der accepteres som meningsfuldt (måder at tænke, tale, opføre sig), giver det forandringen af sproget en vis inerti det er ikke forventeligt, at social praksis ændres fra det ene øjeblik til det næste. Selv om dette tager lidt af det radikale ud af den poststrukturelle sprogopfattelse, er det på den anden side klart, at sprogets betydningsmæssige afhængighed af praksis netop udgør et væsentligt argument for poststrukturalismens optagethed af sproglig praksis. Forholdet mellem den sociale praksis og sproget er gensidigt konstituerende. Sproget konstituerer oplevelsen af virkeligheden inkl. den sociale praksis, men sprogets strukturering bestemmes og testes konstant af vores indgåen i sociale praksissituationer. Jeg mener således ikke, som jeg senere skal vende tilbage til, at spørgsmålet om sproget eller praksis principielle prioritet kan afklares. Det man kan hævde er, at sproget giver mening i kraft af et praksisbaseret meningsbegreb. For nu at vende tilbage til min definition af betydning i indledningen til nærværende kapitel, så definerede jeg der betydning som meningsfuld oplevelse. Jeg har redegjort for denne definition ved at introducere den sprogfilosofiske tese, at vore oplevelser (erkendelsen) konstitueres i sproget. Sproget betegner mentale strukturer, i hvilke vi tænker og erfarer. Sproget besidder sin mening ved interne referencer, der til stadighed testes i forhold til social praksis. Skulle man nu prøve at specificere denne definition i forhold til musikalsk betydning, må betydning også her være bestemt af sproget, ligesom den musikalske forståelse må stå i forhold til social praksis. Mere konkret peger teorien på, at det, en given musik opleves at betyde, afhænger af de begreber, kategorier etc., som musikken forstås ved samt den sociale sammenhæng, i hvilken forståelsen finder sted. Endnu mere konkret kan man sige, at den musikalske betydning må afhænge af de måder at tale og agere om og i forhold til musik, som præger en given social sammenhæng. Dvs. at dans på diskotekerne, hujen og heppen på et spillested, brugen af musik i radioen, på tv og på internettet, lytterne og seernes brug af radio, tv, cd er, hvilket forekommer umuligt. Sandhedskriteriet er vigtigt, fordi det afgør identitetsspørgsmål (er dette a eller ikke-a?) og dermed meningen af en given situation. Oplevelser sker over tid, og vi kan ved oplevelsen af en given følelse f.eks. spørge os selv, om det er den samme følelse, som vi har oplevet før. Problemet er, at det kan vi ikke vide, hvis vi ikke har et sandhedskriterium udenfor os selv. Vi kunne selvfølgelig nedfælde tegnet F, for hver gang den givne følelse indtræder. F ville nu stå som begreb for følelsen, men næste gang den givne følelse indtræder, vil jeg kigge på papiret, og spørge mig selv, om det er F, jeg oplever. Problemet er, at det kan jeg ikke afgøre, og således er spørgsmålet, om jeg overhovedet forstår min privatsproglige ytring F. Wittgenstein hævder på denne baggrund, at sprog må være offentlige, de må så at sige være meningsmæssigt forankrede i en sproglig praksis mening må således konstitueres i en social proces. Jeg støtter mig her til: Jan Lübcke (red.) (1982). 9 Vi er her inde på en hovedpræmis for socialkonstruktivismen, indenfor hvilken man finder den diskursteori/ analyse, som jeg præsenterer nedenfor. Jørgensen & Phillips (1999), s.14 11

13 dvd er etc., kollegial, venskabelig eller professionel tale om musik alt sammen udgør eksempler på brug af sprog i sociale musikalske sammenhænge, dvs. eksempler på sammenhænge, i hvilke musikalsk betydning konstitueres. Jeg mener, at det ud fra denne forståelse er oplagt, at en undersøgelse af musikalsk betydning kan tage sit afsæt i nogle af de måder at tale og agere om musik som allerede finder sted. Det må være muligt ud fra en undersøgelse af den pågældende sprogbrug, at afklare hvilke forestillinger om musikalsk betydning den givne sprogbrug indeholder. Diskursanalysen, som jeg har valgt som metodisk fundament for denne undersøgelse, retter sig netop mod analyse af sproglig praksis, og popanmeldelserne, der udgør undersøgelsens materiale, er netop eksempler på tale om musik (musikdiskurs). 2.2 Diskursteori og analyse Diskursteori og analyse udgør et af de nyeste skud indenfor feltet af socialkonstruktivistiske teorier. Socialkonstruktivismen (og følgelig diskursteori/-analyse) hævder en opfattelse af betydning, der svarer til den, jeg har fremført ovenfor nemlig, at virkeligheden er resultatet af menneskelig fortolkning foretaget på baggrund af mentale strukturer, der tænkes skabt og vedligeholdt i sociale sammenhænge. 10 Dette ontologiske og epistemologiske udgangspunkt skyldes feltets rod i strukturalistisk og poststrukturalistisk sprogopfattelse. Diskursteori og analyse har imidlertid fra starten (med applikationen af Michel Foucaults arkæologi 11 ) været baseret i en socialvidenskabelig kontekst, hvilket har medført, at spørgsmålet om betydnings afhængighed af social praksis er til stadig debat. Den radikale relativistiske poststrukturalisme (hvor alt er sprog) fortrænges typisk til fordel for et synspunkt, hvor sproget blot konstituerer dele af det sociale, eller hvor sproget udgør én form for socialitet. De fleste former for diskursteori/-analyse anerkender sproget som konstituerende for den menneskelige erkendelse, men man kan sige, at hvor jeg ovenstående tog udgangspunkt i sproget, vil de fleste diskursanalytiske teorier tage udgangspunkt i det sociale. Ordet diskurs er mangetydigt og oversættes ved opslag i de fleste ordbøger med tale eller samtale. Sprogteoretisk/-filosofisk betegner ordet en fremstilling ved en kæde af udtryk (tegn), og ved indoptagelse i samfundsteorien har ordet fået en betydning i ret- 10 Karin Hjort skelner i forordet til Diskurs analyser af tekst og kontekst (1997) mellem forskellige former for konstruktivisme: socialkonstruktivisme, empirisk konstruktivisme, systematisk eller kognitiv inspireret konstruktivisme og dekonstruktivisme. Socialkonstruktivismen er ikke helt så nemt forklaret, som jeg gør det her. Jørgensen og Phillips afgrænser traditionen ved fire punkter, i hvilke bl.a. en kritisk dimension fremhæves. Det kritiske er imidlertid ikke specielt for socialkonstruktivismen, det kendes fra f.eks. Frankfurterskolen eller 70 ernes marxisme og ideologikritik, og jeg vover således at hævde det socialkonstruktivistiske karakteristika som sammenkædningen af viden (sprog) og socialitet. 11 Fremsat bl.a. i Michel Foucault: Les Mots et les Choses: Une Archéologie des Sciences Humaines, Paris 1966; på dansk: Ordene og tingene en arkeologisk undersøgelse af videnskaberne om mennesket, Spektrum

14 ning af videnssystem eller virkelighedsopfattelse. 12 Som det fremgår, ligger diskursbegrebet tæt op af det begreb om sproget, som jeg introducerede ovenfor: Det har betydningen af på den ene side at være konkret tale og samtale, på den anden side betegner det en struktur, og samtidig indebærer det en virkelighedsopfattelse. Den sprogteoretisk/-filosofiske betydning af begrebet åbner endvidere for andre betydninger end den udelukkende verbalsproglige struktur. Hvis musikalsk betydning eksisterer som forskellige konkrete udtryk for sproglig ageren (forskellige musikalske diskurser), synes det oplagt, at diskursteorien og -analysen må kunne hjælpe til at afdække de forestillinger om musikalsk betydning, som gemmer sig i popanmeldelsernes diskurs Diskursteori Diskursteori og -analyse henfører selvfølgelig til henholdsvis teori om og analyse af diskurs(er). Imidlertid sigter de to ord også til forskellige traditioner indenfor det diskursanalytiske felt. Jørgensen og Phillips skelner i Diskursanalyse som teori og metode (1999) mellem diskursteori den teori, der hævdes af de politiske teoretikere Ernesto Laclau og Chantal Mouffe i Hegemony and Socialist Strategy (1985), og kritisk diskursanalyse, der hævdes af bl.a. den engelske lingvist Norman Fairclough. Jeg vil i dette afsnit præsentere nogle termer hentet i diskursteorien dette som optakt til præsentationen af Faircloughs kritiske diskursanalyse, der udgør den metodiske rygrad i min undersøgelse. Jeg har allerede præsenteret diskursbegrebet som nogenlunde synonymt med det poststrukturelle begreb om sproget. Denne redegørelse for begrebet er imidlertid ikke fyldestgørende, idet diskurs i såfald måtte ses som konstituerende for vores erkendelse i alle sammenhænge, og sådan bruges begrebet til tider men ikke altid. Ifølge Laclau og Mouffe forstås diskurs som fastlæggelsen af betydning indenfor et bestemt socialt domæne. 13 Diskursens enkelte tegn kaldes momenter, og de har på strukturalistisk vis deres betydning i relation til andre tegn. Den praksis, i hvilken diskursen kommer til udtryk, kaldes for artikulation, og fordi diskursen, qua den poststrukturelle sprogopfattelse, ikke kan betragtes som noget givet, er artikulationen den proces, i hvilken diskursen konstitueres i hvilken momenterne får deres betydning. En diskurs konstituerer bestemte betydninger for momenterne, dvs. at bestemte relationer mellem tegn vælges, mens andre vælges fra. Laclau og Mouffe kalder summen af mulige betydninger for det diskursive felt indenfor hvilket diskursen forsøger at lukke sig dvs. diskursen forsøger at fastlægge ethvert tegns betydning. De tegn, hvis betyd- 12 Lübcke (red.) (1983): Diskurs ; Petersen (1997), s Jørgensen & Phillips (1999), s.36 13

15 ning ikke er fastlagt, dvs. tegn som er del af det diskursive felt, men ikke af diskursen, kaldes elementer. Man kan sige, at diskursen forsøger at lukke sig ved at gøre alle elementer til momenter ved at reducere tegnenes flertydighed til entydighed. Diskursens lukning er altid midlertidig, idet tegnene hele tiden kan forskydes i forhold til hinanden, så nye betydninger opstår. Diskursen artikuleres, og man kan sige, at i en given artikulation er de bestemte tegn momenter af betydning. Jeg bruger i afsnittet her begreberne diskurs og diskursen i flæng. Denne brug er delvist problematisk, idet man (med en foregribelse af Fairclough 14 ) kan skelne mellem to anvendelser af diskursbegrebet (diskurs og diskursen, diskurserne etc.) hvor diskurs betegner sproget, dvs. sprogbrug i almindelighed (inkl. brugen af nonverbale mentale strukturer), mens den bestemte og flertalsbrugen af ordet (diskursen, diskurser, diskurserne) kan betegne sprogbrug indenfor bestemte sociale domæner. Der kan således tales om en hospitalsdiskurs, den nationale diskurs eller skolediskurserne. Det er klart at diskursen kan bruges både generelt som synonym for sproget og partikulært som i skolediskursen. Faircloughs ord for en sammenhæng, der involverer flere diskurser er diskursorden. Laclau og Mouffe teoretiserer i forhold til diskurs (generelt), men de forsøger også at redegøre for konstitueringen af de enkelte diskurser: Diskurser etableres typisk omkring bestemte nøglebegreber, som kaldes nodalpunkter. I eksemplet med skolediskursen vil nodalpunkter foruden skole f.eks. være elev, læring, fag etc. Nodalpunkter er priviligerede momenter, som resten af diskursens momenter er organiseret i forhold til. Således vil begreber som klasselokale, undervisning, time etc. alle være domineret af eksempelvis begreberne læring og elev. En kritik af Laclau og Mouffe retter sig mod begrebet diskursivt felt. Problemet er, at det diskursive felt i princippet åbner de enkelte elementer for alle mulige betydninger. Således burde skolediskursen principielt forsøge at konstituere sig i forhold til begreber om f.eks. international handelspolitik eller fluefiskeri hvilket virker noget usandsynligt. Ideen med Faircloughs begreb om diskursorden er at påpege, at enkelte diskurser ofte vil forholde sig til beslægtede diskurser, dvs. (med Laclau og Mouffe) diskurser, der deler nodalpunkter. Laclau og Mouffe bruger ikke diskursordenbegrebet, men en forholden sig til relationen mellem forskellige diskurser ligger implicit i begrebet om nodalpunkter. Et sidste begreb vedrørende diskursers strukturering er flydende betegnere. Med denne term benævner diskursteorien de elementer, der er særligt åbne for betydningsforskydninger. Nodalpunkter er faktisk flydende betegnere, idet en forskydning i diskursen netop vil afsløre sig som en ændring i nodalpunkternes betydning, samtidig med at rivaliserende diskurser indenfor et område typisk netop strides om betydningen af nodalpunk- 14 Jørgensen & Phillips (1999), s.79 14

16 terne. Nodalpunkter og flydende betegnere kan ses som betegnelser for samme tegn, hvor nodalpunkter fokuserer på diskursens konstituering, mens flydende betegnere hentyder til ændringer i diskursen. Jeg har allerede berørt muligheden for ændring i diskursen og mellem forskellige diskurser. Muligheden følger af, at diskurs altid kun eksisterer som artikulationer at diskursen så at sige hele tiden skabes på ny. Muligheden for forandring åbner for kamp om diskursens indhold, dvs. hvad diskursens tegn skal betyde, hvilke der skal være centrale, hvilke der skal skydes i baggrunden etc. Det må erindres, at fordi diskurs (sammen med det sociale) betegner vores adgang til virkeligheden, er kampen om indholdet i en given diskurs en kamp om virkelighedsforståelse en kamp om verdensbilleder Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse Jeg vender nu blikket mod den engelske lingvist Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse. Fairclough har udviklet sin teori i en række bøger primært op gennem 1990 erne 15, og kritisk diskursanalyse er navnet på den diskursanalytiske retning, som Fairclough selv repræsenterer, samtidig med at det er en ret løs samlebetegnelse for en række forfattere. 16 Jeg vil udelukkende koncentrere mig om Faircloughs teori. Kritisk diskursanalyse har som udgangspunkt et ønske om at sammenføje lingvistisk orienteret tekstanalyse med moderne social- og kulturteori ud fra et ønske om at forklare diskursive forudsætninger for sociale og kulturelle tilstande samt disses forandring. 17 Teorien har i kraft af dette ønske én væsentlig fordel sammenlignet med diskursteorien i forhold til mit projekt: Den kritiske diskursanalyse er relativ konkret. Diskursteorien arbejder på et meget overordnet og abstrakt plan, og man får kun sjældent konkrete anvisninger på teoriens applikation i praksis. Man kan selvfølgelig hævde, at problemet med at omsætte teorien i praksis er op til den enkelte analytiker at løse. Imidlertid peger kritikken mere fundamentalt på, at forholdet mellem teorierne om diskurs og den praktiske sociale virkelighed ofte fortaber sig i abstraktioner, og diskursteorien kan med en vis ret beskyldes for at hævde en form for diskurs-idealisme. 18 Den kritiske diskursanalyse har som del af sit grundlag ønsket om at forklare forholdet mellem diskurs og konkrete eksempler på social praksis, og dette ønske udmynter sig i en ret detaljeret analysemodel. 15 Jeg støtter mig i det følgende til: Fairclough (1992), (1995) og Chouliaraki & Fairclough (1999) 16 Se Jørgensen & Phillips (1999), s.72,1 for en oversigt. 17 Fairclough (1992), s.3 og 62; Fairclough (1995), s.18; Chouliaraki & Fairclough (1999), s.59ff Dyrberg et al. skelner i Diskursteorien på arbejde mellem dekonstruktive- og hegemoniske analyser, der modsvarer afdækningen af tilstande vs. forandring. Dyrberg et al. (2000), s En kritik som Fairclough og Chouliaraki fremsætter i Discourse in Late Modernity (1999), s.28 15

17 Det største problem i applikationen af Faircloughs teori ligger for mit vedkommende i Faircloughs syn på forholdet mellem diskurs og det sociale. Før jeg fremlægger Faircloughs analysemodel må således dette forhold uddybes. Jeg har berørt, hvordan erkendelse konstitueres i et samspil mellem sprog og socialitet, men hvordan de fleste diskursanalytiske teorier grundet deres socialteoretiske ophav vil tage udgangspunkt i det sociale. Dette gælder også den kritiske diskursanalyse, hvor diskurs ifølge Fairclough grundlæggende defineres som social praksis: We shall use the term discourse to refer to semiotic elements of social practises. Discourse therefore includes language (written and spoken and in combination with other semiotics, for example, with music in singing), nonverbal communication (facial expressions, body movements, gestures, etc.) and visual images (for instance photographs, film). The concept of discourse can be understood as a particular perspective on these various forms of semiosis it sees them as moments of social practices in their articulation with other non-discursive moments. 19 Diskurs betegner altså kun en side af social praksis, hvor tanken er at social praksis består af både diskursive og ikke-diskursive momenter, og hvor diskursanalysen kun tager sig af den del af den sociale praksis, der er diskursiv. Jeg behandlede ovenstående forholdet mellem sproget og social praksis, hvor sproget ses som på den ene side konstituerende for på den anden side konstitueret af social praksis. Som det fremgår har Fairclough vendt denne model om, idet virkeligheden i kritisk diskursanalyse ses som grundlæggende social, hvor diskurs (sproget) kun udgør en side af det sociale. Det gensidige i forholdet er imidlertid bevaret, idet det sociale ses som på den ene side konstituerende for på den anden side konstitueret af diskursen. Forholdet mellem social praksis og diskursen er ifølge Fairclough dialektisk. 20 Det sociale og det diskursive kan ikke skilles ad, og selvom Fairclough tager udgangspunkt i det sociale, synes hans diskursbegreb (jf. ovenstående citat) at rumme næsten enhver tænkelig mental struktur (verbale (auditive), nonverbale, visuelle), hvilket indikerer, at selv om diskurs kun er en side af det sociale, konstitueres den menneskelige erfaring af virkeligheden stadig i væsentlig grad diskursivt. Herved nærmer Faircloughs opfattelse af forholdet mellem sprog og socialitet sig den poststrukturalistiske, som er mit udgangspunkt, og forskellen bliver mest et spørgsmål om udgangspunkter og definitioner: Defineres sprog som praksis, eller defineres praksis som sprog. Jeg mener således ikke, at mit sprogfilosofiske og poststrukturalistiske udgangspunkt kolliderer med Faircloughs sociale ditto i en sådan grad, at det umuliggør min brug af Faircloughs teori. 19 Chouliaraki & Fairclough (1999), s Fairclough (1992), s.64 Faircloughs system afslører her klare poststrukturalistiske træk, idet sproget qua den dialektiske konstituering i forholdet til det sociale opfattes som noget dynamisk. Det dialektiske i forholdet uddybes i det følgende. 16

18 Det sprogfilosofiske og poststrukturalistiske udgangspunkt er for mig vigtigt, fordi det pointerer, at diskursanalysen beskæftiger sig med tænkning og forståelse. Dette indebærer på ingen måde en fornægtelse af betydningen af social praksis, og jeg ser det netop som en kvalitet ved Faircloughs teori, at diskurs formuleres som noget, der foregår som noget, der har konsekvenser og eksisterer i praksis. Denne opfattelse har endvidere den konsekvens, at kritisk diskursanalyse er forholdsvis konkret i sine anvisninger af, hvordan en diskursiv analyse kan foretages Faircloughs analysemodel Jeg vil i det følgende gøre rede for Faircloughs model for kritisk diskursanalyse. Fairclough opstiller sin model flere gange i forskellige udgivelser og ikke altid på helt samme måde. Jeg fremlægger her den version, som findes i Media Discourse (1995), idet jeg som led i redegørelsen knytter nogle kommentarer til den senere anvendelse. Faircloughs kritiske diskursanalyse retter sig mod analyse af diskurs manifesteret som konkret social praksis. I analysen skelner Fairclough mellem analyse af kommunikative begivenheder og analyse af diskursorden. Ideen er, at analyseobjektet kan betragtes dels som udtryk for konkret social praksis et tilfælde af sprogbrug, dvs. en kommunikativ begivenhed; dels som en diskursiv artikulation artikulationen af bestemte diskurser, eller en bestemt diskursiv orden (diskursorden) indenfor det givne sociale domæne. Analysemodellen kan præsenteres som følger: Analyse af kommunikative begivenheder (tekst, diskursiv praksis, social praksis) Analyse af diskursorden Analyse af kommunikative begivenheder: Ethvert tilfælde af sprogbrug (tale, skrift, ageren) udgør en kommunikativ begivenhed, som kan undersøges ud fra tre dimensioner: 1. Tekst: Den kommunikative begivenhed optræder som tekst. Med tekst menes skriftlige, visuelle eller lydlige eksempler på tale, billeder, ageren, musik etc. Den tekstuelle analyse beskæftiger sig med teksternes indhold og form. Det er synspunktet at både form og indhold bidrager til tekstens betydninger, som forstås i henhold til tre funktioner: 21 En repræsentativ: Teksten fremstiller en bestemt version af virkeligheden. En identitetsskabende: Teksten fremstiller en version af afsender og modtager, dvs. teksten er betydende for forskellige opfattelser af identitet. 21 Fairclough (1995), s.58 17

19 En relationel: Teksten fremstiller et bestemt forhold mellem afsender og modtager intimt, personligt, fjernt, nært, fjendtligt etc. Den tekstuelle analyse forsøger at afdække tekstuelle facts (sætningsopbygninger, ordforråd etc.), dvs. den er intenderet deskriptiv. I forbindelse med min undersøgelse er det særligt den repræsentative funktion, der har interesse, fordi anmeldernes forestillinger om musikalsk betydning typisk vil manifestere sig som en bestemt fremstilling af den anmeldte musik. Den identitetsskabende og relationelle funktion vedrører i højere grad relationen mellem anmeldere og læsere. Tekstanalysen betjener sig konkret af forskellige analytiske fokuspunkter: 22 Kohæsion: Tekstens sammenhæng hvordan er sætninger og afsnit bundet sammen? Er der logisk sammenhæng som i et matematisk bevis, eller er der tale om fortælling (narrativt forløb), kontrasterende sammenhæng etc. En logisk form vil typisk virke overbevisende i sig selv, mens f.eks. kontrastering i sig selv giver indtryk af modsætninger. Fokusering, betoning: Opbygningen af en sætning eller et længere tekstforløb kan afsløre indforståede opfattelser. Helt basalt vil hyppigheden af bestemte ord afsløre en given fokusering, men også placeringen af ord indenfor teksten eller sætningen vil afsløre en prioritering. Hvis f.eks. et bestemt aspekt placeres i sætningens forfelt, kunne det tyde på, at dette aspekt regnes som vigtigere end sætningens øvrige indhold (læg mærke til, hvordan fokus flytter sig i følgende eksempler: Olieplatform eksploderet nu i nat ; Nu i nat eksploderede den, olieplatformen ; Eksploderet er olieplatformen nu i nat ). Som en oplagt betoning kan også nævnes placeringen af bestemte ord i overskrifter, manchetter osv. Ords betydning: Indeholder de anvendte ord særlige betydninger f.eks. sammenlignet med brugen af de samme ord i andre tekster? Denne kategori knytter an til diskursteoriens begreb om flydende betegnere, idet forskellig betydning af bestemte ord i forskellige sammenhænge ofte indikerer tilstedeværelsen af forskellige diskurser. Ordvalg og Metaforer: Valget af bestemte ord og metaforer indikerer altid implicitte eller eksplicitte forestillinger om tekstens emne. De fire punkter er eksempler på diskursive greb eller strategier, som kan påpeges mere eller mindre faktuelt i teksterne, og som kan indikere tilstedeværelsen af bestemte diskurser. Ved siden af disse greb vil tekstanalysen selvfølgelig fokusere på tekstens eksplicitte udsagn, ligesom påfaldende udeladelser bemærkes. 22 Listen er et udpluk af Faircloughs liste i Discourse and Social Change. Fravalgt er de analytiske redskaber som vedrører den identitetsskabende og den relationelle funktion se Fairclough (1992), s.234ff 18

20 2. Diskursiv praksis: Den kommunikative begivenhed er nok tekst, men samtidig et eksempel på diskursiv praksis. Analysen af diskursiv praksis fokuserer på de diskursive processer, som kendetegner produktionen og konsumptionen af tekster, ud fra et ønske om at afdække, hvilke diskursive ressourcer afsender og modtager trækker på i tekstproduktion og -konsumption. 23 Faircloughs skelner i denne sammenhæng mellem institutionelle og diskursive processer, hvor de institutionelle processer forstås som en side af de diskursive processer Institutionelle processer er de diskursive processer, som præger tekstens produktion og konsumption qua tekstens institutionelle situering. Fairclough bruger som eksempel planlægningen af TV-udsendelser, hvor programfladen lægges, så den passer til en standardfamilies behov (børneprogrammer omkring spisetid, familieunderholdning fredag aften etc.). 25 Som et andet eksempel kunne man nævne ugebladenes petit-stof, hvis diskurs er tydeligt præget af kravet om hurtig og ukoncentreret læsning hos f.eks. frisøren Diskursive processer betegner en bredere kategori, idet man her forsøger at afdække, hvilke genrer 27 og diskurser tekstens afsendere og modtagere trækker på, samt hvilke forandringer teksten undergår i produktion og konsumption. Enhver udsigelse eller læsning vil på den ene side trække på etablerede genrer og diskurser (diskursordner) på den anden side personlige referencer (hvad Fairclough i Discourse and Social Change kalder members resources 28 ). Eks.: Et læserbrev om elevers indlæringsmæssige situation i den danske folkeskole vil trække på en etableret skolediskurs (elever, skole, klasser etc.), der i dag influeres mere og mere af en markedsdiskurs (undervisning er en vare, som skolerne udbyder), en servicediskurs (undervisning er institutionel anbringelse af børn i dagtimerne), en psykologisk diskurs (læring er personlig udvikling) etc. Læserbrevet vil imidlertid være markant forskelligt skrevet, alt efter om afsender er professer i pædagogik eller økonom, og læsningen vil være forskellig alt efter om man er lærer, forælder, politiker el. andet. Mht. de institutionelle processer vil læserbrevet formentlig variere alt efter, om det bringes i Folkeskolen, BT eller Information. 23 Fairclough inddrager i Discourse and Social Change (1992) også distribution som et aspekt af den diskursive praksis. Jeg har her valgt at udelade dette aspekt. 24 Fairclough (1995), s Op. cit., s I relation til anmeldelserne kan der også peges på en række institutionelle diskursive træk. Jeg kommer ind på disse nedenstående i afsnittet Anmeldelser. 27 En genre er en sproglig form f.eks. reportage-genren eller interview-genren. Bestemte genrer og diskurser udgør til sammen en diskursorden. Jeg uddyber dette nedenstående. 28 Fairclough (1992), s.72 19

21 De institutionelle og diskursive processer konstituerer tekstens diskursive praksis, og selvom analyse af diskursiv praksis må indrage en større eller mindre kontekst, er der stadig tale om tekstanalyse. I forhold til analysen af den kommunikative begivenhed som tekst er analyse af diskursiv praksis imidlertid fortolkende. Analysen forsøger udfra tekstanalysens facts at fastslå, hvilke genrer og diskurser produktion og konsumption af teksten trækker på. Fairclough taler i denne forbindelse om intertekstuel analyse. Ideen er, at tekster altid trækker på andre tekster ved citatbrug eller løsere ved referencer og sproglige vendinger af forskellig art. Man kan i denne forbindelse tale om intertekstuelle kæder, hvor en tekst omformes gennem produktions- og konsumptionsprocesser (f.eks. vejen fra pressemeddelelse til reportage til mundtligt referat overfor vennerne etc. 29 ). Intertekstualitet vil ofte indebære at forskellige diskurser trækkes ind i teksten, og intertekstualitet indikerer således som oftest interdiskursivitet. 30 Diskursiv praksis kan være kreativ eller konventionel. Konventionel er praksissen, hvis den opretholder etablerede diskursordner, mens den praksis, der (f.eks. ved nye former for interdiskursivitet) forandrer etablerede diskursordner, regnes som kreativ. 31 Diskursiv praksis fungerer som et mellemled mellem tekst og den bredere sociale praksis, dvs. at social praksis på den ene side er bestemmende for diskursiv praksis, mens diskursiv praksis manifesteret som tekster på den anden side kan ændre eller opretholde social praksis. Kreativitet og konventionallitet vil typisk vise sig som henholdsvis heterogene og homogene tekster, hvor teksterne opleves heterogene, fordi teksten så at sige strider mod vores forventede læsning. Et eksempel kunne være kogebøger, der på et tidspunkt gik fra at være rent informative (Frk. Jensen) til at være intenderet underholdende eller æstetiske (Boserup). Vores forventning til læsningen af Boserup ville i første omgang være det informative, og teksten ville følgelig opleves som usammenhængende med lav eller mærkelig informationsværdi. Efterhånden ville der måske manifestere sig en tilfredsstillende læsning af Boserup, og forventningerne til fremtidige kogebøger (fremtidig diskursiv praksis) ville hermed have ændret sig. 3. Social praksis: Den kommunikative begivenhed kan betragtes som tekst og diskursiv praksis, men forstås i begge tilfælde som sider af Faircloughs grundlæggende begreb om social praksis. Når social praksis alligevel optræder som selvstændigt punkt indenfor Faircloughs analysemodel, er det fordi analysen af den enkelte kommunikati- 29 Da intertekstualitet ofte fungerer ved referencer af temmelig løs art, kan de intertekstuelle kæder have karakter af en form for tekst-cirkulation, som man f.eks. ser det, når medierne cirkulerer de samme nyheder, citater, billeder etc. I et videre perspektiv kan man efter min mening betragte et samfunds fælles sociale og kulturelle referenceramme som en form for intertekstualitet. 30 Jørgensen & Phillips (1999), s Fairclough (1995), s