Prædiken til Skærtorsdag. 1. tekstrække

Transkript

1 1 Urup Kirke. Skærtorsdag d. 2. april 2015 kl Bodil Raakjær Jensen Prædiken til Skærtorsdag. 1. tekstrække Salmer. DDS 403 Denne er dagen DDS 179 Herren god, som uden grænser DDS 68 Se, hvilket menneske DDS 321 O kristelighed Altergang: DDS 473 Dit minde skal DDS 217 Min Jesus, lad mit hjerte få Tekstlæsninger. 2. Mos.12,1-11; 1. Kor.10,15-17; Matt. 26,17-30

2 2 Prædiken. I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus På et tidspunkt skulle jeg rydde op på min forgængers præstekontor, fordi præstegården skulle renoveres. Jeg fandt mange rigtig sjove ting i gemmerne. Bl.a. fandt jeg en tyk, aflang protokol fra 1900 en fortegnelse over gæster ved Herrens bord. Med andre ord en optælling af altergæsterne i den pågældende kirke. I de første mange år, blev de nævnt ved navn: Man kan se, at den og den bestemte søndag har Hans Hansen og hustru været til alters. Ligeså Peter Petersen og hustru, samt Lars Larsens enke. Senere går man over til kun at skrive antal. Der var nadver ca. en gang om måneden man skal jo ikke overdrive. Og så selvfølgelig Skærtorsdag og ser man årene igennem, så er der altid langt den største søgning netop denne dag. Skærtorsdag er nadverdag. Det var skærtorsdag aften, at Jesus indstiftede nadveren, sådan som vi hørte det lige før. Aftenen lige før tilfangetagelsen og han vidste, hvad der skulle ske med ham - da delte han brødet og vinen med sine disciple, og han tolkede brødet og vinen som tegn på sit eget legeme og blod. Han gik i døden for dem. Det skulle de mindes, hver gang de siden delte brødet og vinen. Og sådan har den kristne kirke fulgt Jesu opfordring i 2000 år. Også vi så langt væk og så længe efter holder nadver efter Jesu indstiftelse. Nadveren er det, der skal samle kirken til en enhed omkring den korsfæstede og opstandne frelser. Men hvordan står det så til med den enhed? Ja, ikke bare lyder det jævnligt fra den katolske kirke, at der ikke på nuværende tidspunkt kan blive tale om nadverfællesskab mellem katolikker og protestanter. Også i vores egne folkekirkemenigheder oplever vi et skel, når vi når til altergangen. Ikke mindst ved gudstjenester med store barnedåbsselskaber. Mange er forlegne ved at følge opfordringen. Det skyldes nok, at nadveren i det almindelige omdømme er blevet sådan en svævende, åndelig ting, der ikke har noget med vores hverdagsliv at gøre. En af grundene er, at nadveren enten betragtes som en ting bare for de virkeligt fromme og hellige, eller også som en ting for de virkelig store syndere. Misforstået på den måde er nadveren jo så ikke noget for den almindelige gennemsnitsdansker, som vel

3 3 hverken betragter sig som særlig hellig eller særlig syndig men som sådan et eller andet midt i mellem. Men det er kun en af grundene. En anden grund er, at vores forståelse af måltidet har ændret sig totalt, siden Jesus og hans disciple spiste aftensmad nadver - sammen for sidste gang. Dengang havde det helt almindelige måltid en åndelig funktion. Der var religiøse ritualer knyttet til måltidet delvis blev de begrundet ud fra taknemmelighed. Det var ikke nogen selvfølge at have mad på bordet. Det krævede slid at skaffe sig det daglige brød, men det krævede mere end det. Nogle ville kalde det held. De fleste kaldte det for Guds hjælp, når det lykkedes. I ritualerne omkring måltidet lå der en tak til Gud en tak for det daglige brød, men også en tak for det fællesskab, man havde omkring måltidet. Dvs. at man havde nogen at holde af, at man kunne dele brødet og livet med hinanden. Sådan havde måltidet en vigtig åndelig funktion. Og man var derfor ikke uvant med at blande det almindelige hverdagsagtige med det særlige eller hellige. Nu om dage forstås måltidet helt anderledes. I hverdagen er det måske nærmest en belastning tilberedt og spist i hast mellem familiemedlemmernes forskellige aftaler. Sådan forstået er måltidet vanskeligt at få et fællesskab omkring. Derfor er måltidet heller ikke længere den fællesskabs handling, som det var dengang, hvor fællesskabet omkring bordet betød mindst lige så meget, som det, at man fik noget at spise. Måltidet er typisk heller ikke længere livsopretholdende. Det er nærmere blevet livsnedbrydende, hvis vi skal tro på, hvad vi får fortalt om fedme blandt børn og voksne. Eller når vi tænker på alle de spiseforstyrrelser, man kan komme til at lide af, fordi man vil leve op til et eller andet idealbillede, som er fuldstændig urealistisk og livsfjendsk. Desuden kan man ærlig talt komme i tvivl om måltidets nødvendighed, når man kan snakke om at være sulten for sjov. Vi er milevidt fra måltidet forstået som nødvendighed for livets og for fællesskabets opretholdelse. Og fordi måltidet har mistet sin betydning, så har også nadveren skiftet betydning. Fra at være den mest konkrete og forståelige del af gudstjenesten, er den blevet til noget underligt noget, som vi ikke kan forstå.

4 4 Men nadveren er altså stadig at sammenligne med et helt almindeligt måltidet. Her bryder det konkrete netop igennem gudstjenestens åndelighed og ordrighed. Her forbindes det uhåndgribelige med noget håndgribeligt med brød og vin, som vi kan lugte og smage. Og det bedste er, at det ikke er os, det er ikke vores tro, der skal skabe denne forbindelse. Så kom vi vel heller aldrig af sted. Vi skal bare rejse os fra vore pladser og bevæge os op til alteret og rette os efter Jesu ord: Tag det og spis det drik alle heraf. Vi skal bare gøre det uden at tænke så meget på, hvorfor og hvordan vi skal tage imod brødet og vinen vi skal spise og drikke sammen. Gør vi det, så ender det med, at det bliver til tro for os, for så er vi allerede gået vores del af vejen. Så har vi overgivet os til det, som vi ikke selv kan forstå og gøre rede for. Så har vi indrømmet, at vi ikke kan gennemskue alting. At vi heller ikke kan præstere alting. Det er ikke os, der kan skabe forbindelsen mellem det konkrete og det åndelige, men det kan Gud. Vi skal bare gøre det handle efter Jesu ord så kommer alt det andet til os som gave. Det eneste, der kræves, er altså, at vi rejser os fra vore pladser og går med til det fælles måltid i kirken. Det eneste, siger jeg. Det er nu da vanskeligt nok, når man ikke kan se noget formål med det. Og når alt det der åndelige nu engang er blevet så fremmed for os og vores konkrete hverdag. Men der er i hvert fald én indlysende grund til at gå med til alters. Den grund hedder fællesskab. I altergangen bekræfter vi det fællesskab, som vi har med hinanden. Ikke kun det fællesskab, vi også normalt kan se, sådan noget som fællesskabet mellem børn og forældre, mellem kammerater og venner, mellem naboer, mellem ægtefæller, mellem gudstjenestedeltagere. Udover alle disse fællesskaber, som bliver helt synlige under altergangen, hvor vi deler den samme mad, lige lidt til hver, så er der andre usynlige fællesskaber, der bliver helt konkrete. Fællesskabet i nadveren går på tværs af tid og rum. Man vil på kirkernes altertavler hvis man har sådan en - ofte se et billede af den sidste nadver. For det meste er den ikke vist som et lukket selskab omkring bordet. Billedet åbner sig ned mod menigheden ned mod nadverfællesskabet. Der er også plads til os ved det bord. Tid og rum bliver udvisket. Dimensionerne bliver nogle helt andre. Det er som en tidsmaskine. Vi sidder til bords sammen med Jesus og hans disciple. Jesus er der selv han sidder ved bordenden. Det er da en fantastisk tanke.

5 5 Og alterskranken i kirken er meget sjældent en lukket kreds. Den forsætter usynligt omme på den ukendte side af alteret den fortsætter ind i evigheden. Tid og rum er ophævet i nadveren tænkes der også på de mange generationer, der engang har knælet ved dette nadverbord, men som nu er døde, gået forud for os, også de er med ved bordet. Ligesom alle kristne i alle lande er tænkt med, når der indbydes til nadver. I nadveren er vi alle lige her er ingen bedre end andre, for vi er alle lige elsket af Gud. Det kan måske bedst illustreres med en erfaring, som en af mine kollegaer gjorde i sin studietid i Århus. Her plejede han at gå til gudstjeneste hos den navnkundige P. G. Lindhardt i Vor Frue Kirke. Her deltog han selvfølgelig også i altergangen. Den ene dag var han gået derop - helt i sine egne tanker - da en lugt af sprit og gammelt snavs vækkede ham, og han kiggede til den ene side. Her knælede byens mest kendte bums klædt i laser og pjalter tydeligvis beruset. Plastikposerne med hele hans ejendom, havde han stillet ved siden af sig. På den anden side en decent duft af dyr parfume. Her knælede en dame i en elegant frakke. Det var Danmarks dronning. Der sad den unge teologistuderende så mellem bumsen og dronningen, og vidste pludselig helt konkret, hvad nadver går ud på. Et kæmpestort globalt fællesskab uden grænser i tid og rum, men også uden sociale skel, det er, hvad nadveren vil fortælle om. Det vil den indbyde os til som en forsmag på Guds rige. Hvad det så ellers har på sig med Jesu liv hans kød og blod hans liv givet for os til syndernes forladelse, det kan vi med sindsro overlade til Gud at styre. Det forstår vi ikke alligevel. Men vil vi gå det første lille stykke af vejen, vil vi gå op til alteret sammen med alle de andre og dele brød og vin med hinanden, og tænke på ham, som sagde: Gør dette, så har vi allerede gjort det hele alt, hvad vi kan gøre så er resten op til Vorherre selv. Amen