Om Gustav Meyrink - forfatter af romanen Golem

Transkript

1 Om Gustav Meyrink - forfatter af romanen Golem Golem er en af vores absolutte yndlingsromaner. Vi har begge to læst bogen flere gange og kommer med sikkerhed til at læse den igen. Golem er en spændende, begavet og veldrejet beretning, der blot i kraft af sin underholdningsværdi er værd at give sig i kast med. Men ud over denne, skal vi ikke læse mange sider af historien, før vi drages ind i et underliggende univers, der rummer dybder og afslører døre, der på magisk vis åbner sig ud ad og ind ad på samme tid. Vi er ikke i tvivl om, at dette sker som følge af tilsigtede og bevidste mekanismer skabt og indlagt af forfatteren selv, Gustav Meyrink, der som person er mindst lige så spændende som hans bøger. Gustav Meyrink ( ) var oprindelig bankmand og debuterede 1902 som 34-årige med satiriske noveller, men blev først fra 1915 berømt med romanen Golem, der kom i et kæmpeoplag. (Den udkom på dansk hos Levin og Munksgaards Forlag i 1919.) Siden fulgte bl.a. Det grønne ansigt, Valborgnat, Den hvide dominikaner, Englen fra det vestlige vindue og Ved det hinsidiges grænser. Disse venter endnu at blive oversat til dansk. Meyrink konverterede i 1927 fra protestant til buddhist. Han kendte den ældgamle visdom i Vedaerne og Upanishaderne, Kabbala og Chasidismen, var fortrolig med både vestlige og østlige religioner. Han var teosof og rosenkreuzer og forkyndte i sine bøger, at den hvide magi eller mystik til sidst vil sejre over den sorte magi. Han kendte af indre erfaring den oversanselige verden, og mange af de visdomme, der er nedfældet i hans romaner, var inspirationer fra de højere sfærer. De kredser alle om De vises Sten eller kunsten bevidst at forme og fuldende sit liv. Det vil tydeligt fremgå af nogle udvalgte citater fra Meyrinks bøger og breve som følger her: Lev bevidst! Alt ånder den samme luft og dog: hvor megen livskraft det enkelte menneske henter fra den, er betinget af graden af hans indre vågentilstand og hans tænknings bevidsthed. Men hvor få lever bevidst! Hvem vi er, vi mennesker, ved vi som regel ikke selv. Vi er os kun selv nærværende, genstand for vor erfaring i den særlige indpakning, som vi ser imod os fra spejlet, og som vi plejer at kalder vor personlighed. Ak ja, hvor vi dog føler os beroliget, når vi kender pakken med påskrift. Afsender: forældrene; modtager: graven: sendt fra ukendt til ukendt adresse med forskellige påtegninger, deklareret snart som værdipakke og snart som prøve uden værdi alt efter vor forfængelighed, men hvad ved vi, pakken, om forsendelsens indhold. Ligesom et menneske ikke kan fatte hensigten med en bog bare ved at betragte den ude fra eller blade lidt i den, har dets skæbneforløb kun liden værdi, hvis det ikke kender meningen. Hændelserne følger efter hverandre som bladene i den bog, døden vender. De kommer og forsvinder og på det sidste blad er bogen til ende. Mennesket ved end ikke, at bogen dets Livets Bog bliver slået op på ny, gang efter gang, til det endelig lærer at læse den. Og så længe han ikke kan det, er livet kun en værdiløs leg blandet med glæde og sorg. Men

2 når han omsider begynder at fatte dens levende sprog, da slår hans sjæl øjnene op og begynder at ånde og læse med. Jeg har ofte mødt mennesker, som havnet i elendighed og nød bittert klagede over skæbnens uretfærdighed. I sådanne mennesker har jeg tændt et lys, idet jeg stillede dem spørgsmålet: - Ville du tage det kors på dig i nat at drømme så livagtigt, som var det virkelighed, at du gennemlever hundred års frygtelig fattigdom hvis jeg nu gav dig vished for, at du som belønning næste morgen, når du vågnede, fandt en umådelig skat? - Ja, naturligvis, lød svaret hver gang. - Så beklag dig ikke over din skæbne, denne midlertidige, ofte smertefulde drøm kaldt jordelivet, og forstå at når du før eller siden slår øjnene op, da er det med udsigt til eller vished om, at du vil finde noget langt herligere end en materiel skat. Mennesket er sin egen fangevogter. Men jerndøren der synes at lukke ham ude fra et liv i lys og lykke, og som han tror er låst, den er lukket op og åbner sig for ham i samme grad som hans selvbesindelse. Det sjælelige åndedræt For at udvide vort livs periferi må vi åndeliggøre os. Det begynder allerede med åndedrættet. Kroppen er kun lidt, sjælen alt. Kast alt det kropslige bort, og dit Jeg vil, når det er helt nøgent, begynd at ånde som ren Ånd. Den ene gør det på èn måde, den anden på hin alt efter den tro, hvori han blev født. Den ene med brændende længsel efter Ånden, den anden med stædig fastholden ved følelsen af vished: Jeg stammer fra Ånden og kun min krop fra jorden! Den, som ikke har nogen religion, han ledsager sine hænders værk, også den ringeste, med den uophørlige tanke: Jeg gør det i en eneste hensigt, at det åndelige i mig bevidst begynder at ånde. Ligesom kroppen, uden at du kender dens arbejdes hemmelige værksted, forvandler den indåndede jordiske luft, således væver Ånden dig på ubegribelig måde med sit åndedræt et kongelig gevandt fuldendelsens klædebon. Det vil efterhånden trænge gennem hele din krop i en dybere betydning end hos menneskedyrene: hvor dens ånde end rammer, bliver alle lemmer ny. Stilheden kan hjælpe dig til det sjælelige åndedræt. I den fornemmer man livets akkorder og lærer bevidst at stemme med i skabningens harmoni og blive ét med tilværelsens dybere mening. Livets mening Der findes ingen De saliges ø undtagen i det indre livs Stillehav. En indre føring leder den vise, lidelsen den ukloge derhen. Det er ikke sørgeligt, at så mange mennesker lider, men sørgeligt, at deres lidelse er nytte- og frugtesløse i højere betydning. Derved bliver lidelserne til bod for engang begåede hadets ugerninger, måske i en tidligere tilværelse. Denne lov for årsag og virkning, løn og straf, kan vi kun frigøre os fra, hvis vi modtager alt, hvad sker, med tanken: det sker i den hensigt at vække mit åndelige liv. Alt, hvad vi gør, må vi foretage os ud fra denne synsvinkel. Gerningen alene er intet, den åndelige indstilling alt. En lidelse bliver meningsfyldt og frugtbringende, når du ser den med dette blik. Tro mig: du vil herefter ikke blot kunne bære den, den vil også hurtigere gå over og kan forvandle sig til det modsatte. Det grænser til mirakler, hvad der undertiden sker i sådanne tilfælde, og der sker ikke kun indre forvandlinger, også udad til ændres skæbnen på sælsom vis. Men så længe man søger sandheden og friheden uden for sig selv, vil det være forgæves. Først når man har fundet sig selv, har man fundet de vises sten og vågner til sandheden. Det er absolut ikke forbeholdt

3 mystikerne at kunne se Guds rige. Den, der modigt går vejen indad, vil før eller siden overskride grænserne til gudsriget. Man må søge åndelige undervisninger, men aldrig hos andre, kun hos sig selv. Kun de belæringer, som vort eget Jeg sender os, kommer til rette tid, og for dem er vi modne. Alt, som ikke kommer fra Ånden, er død jord, og vi vil ikke bede til nogen anden Gud end den, der åbenbarer sig i vor egen sjæl. Den indre føring Gå langt uden om ham, der foregiver at være en åndelig lærer uden fejl, og som lader sig tilbede af andre; thi der findes intet farligere end storhedsvanvid. En dyd, der udstiller sig som sådan, er ingen dyd, kun selvforherligelse. De ægte præster og sandhedsforkyndere går ikke rundt i embedsdragt og søger ikke tilbedere og elever, men vandrer stille og ubemærket, og kun de, som indvortes blev vågne, lægger mærke til dem og lader sig lede mod lyset. Mennesker, som overlod deres skæbne til Ånden og lader sig lede af den indre føring, står under en åndelig lov. De er af Jordens formynderskab erklæret for myndige over den jord, hvis herrer de engang skal blive. Hvad der end tilstøder dem i det ydre, får en fremadrettet mening; alt hvad der sker med dem, sker på en sådan måde, at det intet øjeblik kunne ske bedre. Menneskene vogter sig for hvepsesværme på grund af giftbrodden, men åbner uden at betænke sig deres hjerte og hjem for sværme af giftige tanker. Og bagefter anklager de Gud eller skæbnen. Jeg var herre over min skæbne og vidste det ikke. Jeg tænkte, at når jeg med gerninger ikke evnede at ændre noget, var jeg værgeløst udleveret dens for godt befindende. Hvor ofte er ikke faret gennem mit intellekt, at det at være herre over sine tanker også må betyde at være leder af sin skæbne. Men lige så ofte forkastede jeg det, fordi følgerne af sådanne halve forsøg ikke straks indfandt sig. Jeg undervurderede tankernes magt og faldt gang på gang for menneskehedens arvefejl: at regne gerninger for en kæmpe og tanker for hjernespind. Men nu kender jeg tankernes skæbneformende magt. Kun den, der lærer at bevæge lyset, kan befale over skyggerne og med dem skæbnen. En som forsøger at gøre det alene med sine handlinger, er selv en skygge, der forgæves kæmper mod skyggerne. Men ofte synes det, som må livets pine os næsten til døde før vi endelig erkender nøglen og lærer at tænke rigtigt. Om at bede Jeg talte med en rabbi, en jødisk lærd, om de uvidende menneskers møje og besvær, tankernes magt og Guds hemmeligheder. Man må åbne himlen med vold, sagde jeg og henviste til Jakobs kamp med englene. Rabbien svarede: -Du har ret; Gud betvinges gennem bønnen. - Jeg er kristen, jeg beder med hjertet og med al min sjælekraft. Rabbien rystede langsomt, melankolsk, på hovedet: - Det at bede er noget, der må læres. Du beder om de vises sten. Det er en god ting. Det kommer kun an på, om din bøn også rammer Guds øre. Han blev vred: - I kan skyde, med armbrøst og gevær. Det er fantastisk, som I kan sigte og ramme. Men kan I også bede? Det er fantastisk, så forkert I sigter og sjældent rammer! - En bøn er da ingen kugle. - Hvorfor ikke? En bøn er en pil mod Guds øre. Rammer pilen, er bønnen hørt. Alle bønner høres, thi bønnen er uimodståelig. Hvis den rammer.

4 Kabbala rummer den hemmelige viden og de dybere sammenhænge mellem oppe og nede, univers og menneske, inde og ude. Men den deri skjulte kosmiske visdom kan kun de åndeligt vågne få del i. For alle andre vil den altid være uforståelig. Fattig og blinde er de, som uafbrudt søger efter Gud og tror, de i øst og vest må holde udkig efter stadig nye veje til Gud. De ser ikke, at Gud er i dem og allerede var det, før de blev født. Menneskets ånd er Guds statholder her på jorden. Men hans guddommelige fuldmagter, bliver os først bevidst, hvis vi når til selverkendelse og er blevet seende. I vil, at Gud skal tale til jer? Ethvert menneskes mund bliver Guds mund, når I tror, det er guds mund. Troen alene gør, at menneskets mund forvandler sig til Guds mund. Enhver ting bliver Gud, så snart I tror, den er Gud. Og hvis Guds mund nogetsteds talte til jer, og I troede, det er menneskemund da er Guds mund allerede nedværdiget til menneskemund. Hvorfor tør I ikke sige: Gud er i mig. I mit inderste væren er jeg Gud. Hvorledes skal Gud kunne åbenbare sig for jer, når I ikke tror på ham og erkender, han findes over alt? Mange tror, Gud tilskikker os skæbnen. Samtidig mener de, at de kan blive herre over deres skæbne. Ja, I kan det, men kun, når I ved, at I er af et guddommeligt væsen; thi alene Gud kan være herre over skæbnen. Så længe I tror, I kun er mennesker adskilt fra Gud, forbliver I uændrede, og skæbnen råder over jer. Men hvis I erkender jer selv jeres guddommelige Selv kan I gøre mirakler. Den magiske kraft Den magt, som ligger til grund for mange undere, er de troendes magiske kraft, men som de selv ofte ikke forstår bevidst at bruge og derfor overfører på en fetich: et menneske, dyr, en plante, gud eller en talisman, for at kraften som fra et brændpunkt skal stråle mirakuløst tilbage. Troens magiske kraft er de vises sten, den sande verdensherres tryllestav, vort allerinderste Selv. Gud og ånder, fortid og fremtid, skygger og dæmoner udånder deres tilsyneladende liv. Men bag dem står alene det guddommelige Selv som magten, der ikke kender nogen grænser, som altid er inde i os og aldrig uden for. Ingen anden tilskikker os skæbnen end vort eget guddommelige Selv, der spejler sig som talløse Jeg-billeder: store og små, klare og dunkle, onde og gode, glædelige og sørgelige og som alligevel ikke berøres af lidelse og lyst og forbliver bestående som stedsevarende nutid i fortid og fremtid. Den, der fandt tilbage til sig selv, til jeg er og dets kraft, han ved, at hans sande tilværelse er uforgængelig og uden form. Dyb tilfredshed beroliger hans hjerte, frygt og gru er udslettet. Fra nu af rummer skæbnen ingen skræk for ham, hverken i fortiden eller fremtiden. Tidens åsyn har nu kun ét eneste ansigt: nutiden som følelsen af aldrig ophørende ro vender sit evige åsyn mod ham. Det vigtigste spørgsmål, et menneske kan stille, lyder: Hvem er jeg? Men kun få kender det rigtige svar på dette spørgsmål. Kun når vi går ind i stilheden, tavse lytter indefter, kan det ske, at stilhedens stemme bliver hørlig for os og giver svar på vort spørgsmål. Jeg er! Jeg er den usynlige nattergal, som sidder i buret og synger. Hvor tit har jeg ikke istemt en sang, for at du skulle høre mig men du forblev døv hele dit liv Intet i hele verdensrummet var dig altid så nær og egen som jeg og nu spørger du mig, hvem jeg er?..." For mangt et menneske er hans egen sjæl blevet så fremmed, at han ville bryde sammen og dø, hvis det øjeblik kom, hvor han fik øje på den. Du kan høre min sang, når du synger med. Min sang er glædens evige melodi. Den, som ikke kender glæden den rene, glædelige vished: jeg er den, jeg er, jeg var og altid vil være! han synder mod den hellige Ånd.

5 Mørkets spøgelser, som ledsager mennesket er lig skygger af begåede og glemte gerninger i tidligere liv. De gør hans skæbnes tråde så spegede, viger for den glædens glans, der stråler i brystet som en sol på vor indre himmel. Hører man og synger med på denne glædens sang, tilintetgøres enhver fortidig synd og man dynger ikke længere mere skyld på ny skyld. Du spørger hvem jeg er? Glæden og Selvet er det samme. Det indre Selv er glædens kildevæld. Glæden behøver ingen grund, den gror af sig selv ligesom Gud. Glæden, der må have en anledning, er ingen glæde, kun fornøjelse. Hos den, hvor Selvets årsagsløse glæde engang er draget ind, han har fra nu af det evige liv, thi han er forenet med sit Selv, der ikke kender døden. Vejen til fuldendelse Vi lever kun for at fuldende vor sjæl. Den, som urokkeligt holder dette mål for øje og stedse tænker på det og føler det, så ofte han begynder eller beslutter noget, han vil meget snart blive en hidtil ukendt ro til del, og han skæbne vil ændre sig på ubegribelig måde. For den, der virker, som er han udødelig ikke for at opnå de ting, hans ønske stræber imod det er kun målet for de åndeligt blinde men for at bygge sin sjæls tempel, han vil skue dagen det være sig først om årtusinder, hvor han kan sige: Jeg er og jeg vil; hvad jeg befaler - det sker! - og behøver ikke længere tiden for at modne...