hvordan jeg maste. Heller ikke med åben lynlås. Niksen, det gik ikke, jeg måtte finde på noget andet. Jeg fandt mine træningsbukser frem, som

Transkript

1

2 Lortedag Det havde været en lortedag fra morgenstunden af. Først var min cykel punkteret. Jeg blev nødt til at løbe, men kom alligevel for sent i skole. Jeg havde glemt mit gymnastiktøj, og min idrætslærer Poul tvang mig til at spille håndbold i underbukser. Det var kun sjovt for alle andre. I dansktimen ringede min mobil, og jeg måtte aflevere den. Da jeg ville hente den efter sidste time, var skolekontoret låst. På vej til fodbold om eftermiddagen havde jeg glemt mit rejsekort. Jeg rejste uden og blev selvfølgelig snuppet. Halvdelen af bøden kommer jeg til at betale af mine lommepenge, det er sådan en dum regel, vi har. Nu sad jeg i badekarret for at slappe af og starte på en frisk, så at sige. Jeg lå med lukkede øjne begravet i en halv meter badeskum og tænkte på Messis mål mod Leverkusen i Champions League. Jeg drømte om, at det var mig, der havde scoret dem, og at Lærke fra parallelklassen sad i første tilskuerrække og havde set mig skyde. Mine tanker blev hængende hos Lærke. De kredsede om hendes lange mørke hår, sorte øjne og brune ben Jeg tror, at jeg smilede, da jeg pludselig mærkede noget poppe op over skumoverfladen. Jeg fór op og så ned ad mig selv: Det her var en ståpik, der ville noget. Jeg blev faktisk flov over mig selv. Jeg skød skylden på mine dagdrømme og forsøgte at tænke på noget andet: på min havarerede cykel, på skolekontoret, og, da det heller ikke hjalp, på en iskold badesø. Men min diller blev ved med at vokse, også mens jeg tørrede mig af. Og vokse er ikke engang et rammende ord: Den skød i vejret som en ballon, der fyldes med gas, og i en fart, så jeg næsten blev svimmel. Da jeg hang badehåndklædet på plads, havde den nået længden af en undskyld, hvis I lige sidder og spiser men den havde altså nået længde og omfang af en pølse, og jeg mener ikke hotdogpølse, men medister - dem, der er rullet sammen og kan deles i portioner til en familie på fem. Jeg blev mildt sagt lidt panisk. Der var kun én ting at gøre: Jeg måtte prøve at ignorere det. Tage bukser på og lukke den væk og så håbe på, at den var tilbage til normal størrelse næste gang, der blev åbnet. Måske var jeg bare lidt forvirret. Varmen, balladen i skolen, hele denne lortedag. Rent logisk betragtet kunne det da heller ikke være andet end en hallucination. Men kan en hallucination forhindre én i at tage bukserne på? Der var ikke plads til min sjover i mine cowboybukser, lige meget

3 hvordan jeg maste. Heller ikke med åben lynlås. Niksen, det gik ikke, jeg måtte finde på noget andet. Jeg fandt mine træningsbukser frem, som heldigvis var store nok, i hvert fald foreløbig. Det var selvfølgelig ikke noget kønt syn. Tingesten jeg havde efterhånden svært ved at kalde den for min diller blev ved med at vokse også i bukserne, og der gik ikke mange minutter, før mine træningsbukser lignede et telt, der var blevet rejst den forkerte vej. Jeg så ingen anden løsning end at råbe efter min storebror Diderik, Dick, som vi kaldte ham. Han lignede en, der lige havde sovet, da han kom ud for at stikke mig én, fordi jeg havde forstyrret ham i hans eftermiddagslur. Men al søvnighed forsvandt fra hans ansigt, da han så mig med en rejst flagstang. Wow, sagde han og så ned i mine bukser. Han troede selvfølgelig, at jeg snød, og at jeg bare havde puttet noget i dem. Det ville jeg selv have troet. Men nu lå der for en gangs skyld anerkendelse i hans stemme, da han spurgte: Hvordan gjorde du lige dét? Det ved jeg jo ikke, jamrede jeg. Sig mig hellere, hvordan jeg kommer af med den igen. Han grinede. Du må hjælpe mig, Dick, bad jeg, og det sker ikke særlig tit, at jeg beder min storebror om hjælp. Vi skal opføre vores skoleteaterstykke i aften. Jeg har hovedrollen, så jeg kan ikke droppe ud. Men sådan her kan jeg jo ikke spille... Nej. Dick gav mig ret, hvilket heller ikke sker så tit. Medmindre I spiller Skønheden og udyret, og du er udyret. Jeg var i tvivl, om jeg skulle græde eller slå ham, men det sidste var uklogt, for jeg trængte til hjælp. Tingesten voksede nærmest fra det ene øjeblik til det andet. Jeg begyndte allerede at få problemer med at holde balancen. Jeg spiller Romeo, sagde jeg, og det værste var, at Lærke var Julia. Min storebror piftede. Du ender på forsiderne: Lidenskabelig Romeo i skolestykke i Nordvest. Det er ikke morsomt! hvæsede jeg. Kan du ikke hjælpe i stedet for at drille mig? Han fattede langt om længe alvoren i situationen, da jeg havde vanskeligheder med at komme gennem døren ind i køkkenet, hvor jeg ville se, om det hjalp at køle den ned med koldt vand. Viskestykkerne viste sig at være for små. Jeg skulle bruge en dug, som min

4 bror var så venlig at hente. Vi holdt den under vandhanen og bandt den om, men heller ikke dét fik tingesten til at skrumpe. Is? foreslog min bror. Jeg bed tænderne sammen, mens jeg gned en pakke isterninger hen over min pik. Lige meget hjalp det. Tingesten voksede bare. Jeg følte mig som Pinocchio, hvis næse voksede, bare at det ikke var min næse. Vi diskuterede mulighederne. At ringe til mor var udelukket: Hvem har lyst til at vise sådan en ting til sin mor? At vente og se hvad der skete, duede heller ikke på grund af teaterforestillingen. Desuden var jeg bange for, at jeg aldrig kunne forlade huset mere med den hastighed, sjoveren voksede. Der skulle handles. Nu. Vi kunne lægge den ud på nettet og spørge et eller anden community om råd, foreslog min bror. Men jeg brød mig ikke om at vise billeder af den. Det ville ganske vist sende mig direkte ind på en førsteplads på Youtube-hitlisten, men først og fremmest ville det afføde en masse sjofle og sårende bemærkninger, som jeg absolut ikke var i den rette stemning til. Den slags ting er kun morsomme, hvis de sker for andre end én selv. Det kunne jeg jo se på min bror, som stadigvæk grinede med jævne mellemrum. Til sidst blev vi enige om at tage på skadestuen. Min bror tilbød at tage med, det vil sige at gå tyve meter bag mig. Han brød sig ikke om, at folk kunne tro, at vi to hørte sammen, sagde han. I mellemtiden var det så galt, at jeg måtte beslutte mig: Jeg blev nødt til enten at gå helt uden bukser eller til at klippe et hul i dem. Jeg valgte det sidste. Vi viklede dilleren rundt om min mave, så jeg kunne vise mig i offentligheden. Det gjorde lidt ondt at bøje den, men jeg bed tænderne sammen. Hvad skulle jeg ellers gøre? Både mine og Dicks bælter var for korte til at holde den på plads, så vi brugte grønt gavebånd. Til sidst hængte Dick for et sikkerheds skyld et ternet tæppe over skuldrene på mig, som jeg holdt lukket foran med hænderne. Jeg lignede en skotte, da vi gik ned. Det var sommer, og foran iskiosken på den anden side af vejen, direkte overfor vores hus, havde der dannet sig en kø. Først og fremmest af piger. De gloede med øjne så store som iskugler, da de fik øje på mig. Da jeg opdagede Lærke i køen, var jeg tæt på at tabe tæppet af skræk. Hvad er der i vejen med dig? Hvorfor ser du sådan ud? råbte hun og kom løbende over til mig. Hun var aldrig før kommet hen til mig i frikvartererne eller efter skole, så et øjeblik glemte jeg at passe på. Jeg gjorde et glædeshop, som fik gavebåndet til at briste.

5 Gå væk! råbte jeg, men for sent. Min tingest svirpede ud og ramte hende i maven. Jeg var bare glad for, at Dick havde fået idéen med tæppet. Derfor så hun heldigvis ikke, hvad det var. Alligevel blev hun sur eller i det mindste forskrækket kan man bebrejde hende dét? Hun vendte om og stillede sig tilbage i iskøen. Lortedag, jeg sagde det jo. Det havde været min chance. Vi gik hele vejen til skadestuen, fordi jeg var sikker på, at jeg ikke ville komme gennem en busdør. Men hvorfor var der så langt? Prøv at gå to kilometer med en diller, der vejer ti kilo. Tingesten blev jo ved med at vokse, og det blev mere og mere vanskeligt at holde tæppet lukket foran maven. Jeg var glad, da vi nåede frem. Nu var der eksperthjælp indenfor rækkevidde, læger med narkose og skalpeller. Men først skulle vi op til tredje etage. Hvilket geni har fået den idé at lægge skadestuen på tredje sal? Mine knæ rystede for meget til, at jeg kunne transportere mig så langt op ad trapperne. Så det var ind i elevatoren. Den var heldigvis stor nok til mig, for det var en af den slags, der skal have plads til senge på hjul. Der var en seng på hjul i den, og nogen, der lå under tæppet. Tæt mørkt hår. Brun hud, stor næse. Øjnene var lukkede. Er det ikke Messi? hviskede min bror. Jeg vendte mig brat om for at se efter. Det burde jeg ikke have gjort. I det samme poppede min diller nemlig frem under tæppet, og det var lige, da dørene lukkedes. Det var for sent til at råbe Stop! Lamslået så jeg til, hvad der skete. Elevatordørene havde åbenbart ikke denne her indbyggede mekanisme, der får dem til at stoppe, når noget er i vejen - eller mekanikken registrerede ikke min pik. Måske var den bare ikke programmeret til at genkende en tre meter lang diller som noget, der kunne være sandt. Dørene var ubarmhjertige. De lukkede sig fra to sider som en stor saks - og det de klippede af, var min diller. Jeg skreg, mens elevatoren satte i gang. Opad. Langsomt, forbi første og anden sal. Der var andre folk i elevatoren, endda en sygeplejer. Men ud over min bror, som var blevet bleg, var der ingen, der tog notits. Det skete nok hele tiden, at folk på vej op til skadestuen havde så ondt, at de skreg. Kun Messi åbnede øjnene lidt, og jeg så, at det ikke var ham. Lortedag lige fra starten, lortedag helt frem til slut. Er der noget tilbage? spurgte min bror, da vi kom ud af elevatoren. Vi så ned i mine bukser. Lidt var der. Trods alt. Så lidt, som der havde været før. Og ikke engang særlig

6 blodigt, en lille smule måske. De havde skarpe døre, de her elevatorer. Måske var de allerede en del af skadestuens behandlingsforløb. Os slap de i hvert fald for at sætte på ventelisten for i dag. Vi løb ned til stueetagen for at se, hvad jeg lige havde tabt. Det måtte være til at få øje på. Nogle piger stod og ventede på elevatoren nede i stueetagen. Ingen af dem var mere syge, end at de kunne spille fodbold med min sjover. De morede sig pragtfuldt, mens de skød den frem og tilbage med deres pigesandaler. En af dem sagde: Hvor morsomt, den ligner en kæmpe diller. De andre skreg af grin, til elevatoren kom. De skød tingesten, MIN tingest, ind i den, fulgte efter og blev ved med at fnise, lige indtil dørene lukkede. Så forsvandt tingesten opad, jeg ved ikke til hvilken etage, og jeg var ikke særlig ked af det. Det ville have været forkert at kræve den tilbage, synes du ikke? spurgte jeg Dick. Jeg synes, det er ærgerligt, at vi ikke tog et billede, sagde han. Der er jo ingen, der vil tro på det her. Pyt med det, sagde jeg. Lad os komme hjem. Jeg trængte til at tage et bad efter alt det her. Til at slappe af og starte på en frisk. En halv meter badeskum, lidt Messi i tankerne og lidt Lærke ÅH NEJ, ikke igen!