En slags liv. Efter to kopper er teen blevet kold, og vi går hver til sit.

Transkript

1 En slags liv Det har efterhånden stået på i længere tid. Jeg vågner brat op midt om natten, liggende på ryggen med øjnene skarpt fokuseret på det hvide loft over mig. Gadelyset sniger sig ind ad vinduet, gennem de lyse gardiner og oplyser værelset ganske svagt. Der er ikke noget i det loft, ikke den mindste plet eller ujævnhed, det ved jeg med sikkerhed, for alt for mange timer har jeg ligget der i sengen med åbne øjne. Når jeg først er vågnet, kan jeg ikke falde i søvn igen. Nogle gange vender jeg mig om på siden og betragter Alma. Hun sover; trækker vejret langsomt og tungt. Lyset udefra rammer hendes ansigt og følger dets konturer. Panden, de lukkede øjne, høje kindben, smalle læber, lille, spidse hage. Alt er gråt i natten. Hun ser fredfyldt ud. Der går sjældent lang tid, før jeg vender mig igen, om på den anden side, så jeg har ansigtet vendt mod vinduet. Sådan ligger jeg bedst. Jeg tænker ofte på tiden; den, der ligger foran mig, og den, der er gået. Mest det sidste. Nærmest ubemærket har tiden passeret mig uden at efterlade sig andre spor en nogle fine rynker i huden og et par grå hår. Alt imens sekunder er blevet til minutter, timer, dage og år, har jeg forsøgt at følge med, men pludselig er det som om, jeg er blevet sat af, og tiden er fløjet fra mig. En enkelt nat. 26 år. Til sidst lader jeg lader tankerne svæve frit, de strejfer vidt omkring og ender som vildfarne drømme. Jeg genkender hendes skridt, længe før hun sætter nøglen i låsen. Jeg har lagt mærke, til at hun er en smule stakåndet efter sådan en tur op ad trapperne. Jeg har også lagt mærke til, at hun ikke løfter fødderne ordentligt, men altid slæber dem lidt efter sig. Måske er det årene, der har tynget hendes skridt. Eller måske har det altid været sådan. Jeg har bare først lagt mærke til det nu. Hun smækker døren bag sig, smiler udmattet i min retning og stiller de to tunge indkøbsposer fra sig. Kinderne blusser, og hun hiver nærmest desperat overtøjet af og hænger det på bøjlen. Stiller skoene for enden af den sirligt ordnede række. Retter lidt på mine i den modsatte ende. Nå Jens, er du allerede hjemme? Der findes ikke noget godt svar på sådan et spørgsmål, så jeg rejser mig blot, går hen over gulvet og hanker op i de to poser. I køkkenet går vi i ring om hinanden, mens varerne indtager deres rette pladser i skabe og skuffer. Hvordan gik mødet i dag? spørger jeg hende med hovedet halvvejs inde i køleskabet. Hun giver sig til at forklare, hvordan den nye samarbejdsaftale blev forhandlet på plads, og jeg spørger ind til det hele uden den store interesse. Da alt er ryddet væk, læner hun sig op ad køkkenbordet ved siden af mig. Skal jeg ikke lige lave noget te, så kan vi falde lidt til ro? Det har været en lang dag. Hun har allerede løftet armen og strakt den mod elkedlen. Okay så. Efter to kopper er teen blevet kold, og vi går hver til sit. Jeg ser mig i spejlet på badeværelset. Trætheden er malet i mit ansigt, randene under mine øjne er blågrå. Jeg vender mig væk fra mig selv og går ind i soveværelset. Alma sidder op i sengen med en bog. Hun ser op på mig, men siger ingenting. Lader lidt for hurtigt øjnene vende tilbage til bogstaverne på det hvide papir. 1

2 Jeg lægger mig ved siden af hende og kigger op i loftet. Fornemmer, at hun jævnligt ser på mig over kanten af sin bog. Jeg vender mig i sengen. Hun lukker bogen og lægger den fra sig. Har du det godt Jens? Stemmen er fyldt med bekymring. Selvom jeg ved, at hun forsøger, kan hun ikke skjule det. Jeg ser ikke på hende, mens jeg svarer, at jeg bare er træt. Hvordan kan det være? Det har da stået på længe nu, bliver hun ved. Det ved jeg ikke, siger jeg fladt. Det er næsten sandt. Et par dage efter bliver jeg syg. Jeg ligger i sengen fem dage i træk uden at spise noget som helst. Alma forsøger ellers det bedste, hun har lært. Havregrød og revne æbler. Jeg kan bare ikke få det ned. På andendagen køber hun blomster, som hun sætter på sengebordet foran mig. Duften er tung, næsten kvalmende. Hun siger, at jeg skal have noget smukt at se på, mens jeg kommer mig. Jeg når nærmest at se dem visne helt væk, før jeg igen er i stand til at forlade sengen. Hun sidder i sofaen og betragter mig, mens jeg slæber mig gennem stuen og ind i arbejdsværelset. Lukker døren bag mig. Sætter mig ved skrivebordet, åbner skuffen, løfter en stak gamle papirer og trækker billedet frem. Det er længe siden, jeg løftede min fars gamle kamera og forevigede hende i netop det øjeblik. Hun ler, og der er noget i hendes blik, som altid vil drage mig. Noget mystisk og drillende, som jeg aldrig rigtig vil forstå, og som derfor får mig til at længes efter at vide, hvad hun mon tænker i det ene sekund. Et sekund, som takket være et tilfældigt tryk på udløseren, vil vare for evigt. Tiden er sat i stå på det billede. Hendes øjne stråler, og kinderne er let rødmende af varme og følelser. Hvis man kunne sætte livet i stå på samme måde, ville jeg nok have standset det dér. Næste dag betragter jeg Alma, mens vi spiser aftensmad. Hun sidder over for mig og tygger sin mad grundigt, inden hun synker den med en velkendt lyd. Hendes øjne er fæstnet på tallerkenen, men hun må have mærket mine på sig, for hun ser op og smiler. Det er det samme smil som altid: To mundvige, der vender opad, et lille hul i hver kind. Det er det. Det går op for mig, at hvad det end er, jeg søger, så er det ikke der. Ikke længere. Jeg drømmer, at jeg befinder mig i et virvar af farver, musik der spiller, og mennesker, der hvirvler rund omkring mig i mærkværdige kostumer. Jeg ser solen, der bliver orange i horisonten. Ser, hvordan den spejler sig i mørke øjne. Gløder i gylden hud. Hun danser for mig med solen i baggrunden. Bløde bevægelser; vuggende. Hun går i ét med solen, nej, hun er solen. Det er hende, der lyser. Hende, der varmer. Hende, der sætter himlen i flammer. Alt for hurtigt forsvinder hun i horisonten. Jeg kender hende ikke. Alligevel vågner jeg med en uforklarlig længsel. Og en fornemmelse af at jeg har taget de forkerte valg i livet. Jeg begynder at se på billedet hver dag. Uden helt at vide hvorfor lukker jeg mig inde i arbejdsværelset og sidder med det i hænderne, indtil jeg føler, jeg bliver nødt til at foretage mig noget rationelt. Med en knugende fornemmelse lægger jeg billedet på plads, ned under bunken af gullige papirer. Jeg ved ikke, 2

3 hvad det er, min krop prøver at fortælle mig. Ved kun, at jo mere jeg ser på billedet, jo mere vokser knuden i min mave. Og klumpen i min hals. Jeg siger ikke noget til Alma. Hvad skal jeg sige? Jeg cykler af sted tidligt om morgenen, stiller cyklen på hovedbanegården, tager et tog mod lufthavnen og går om bord på flyet med billedet i lommen. Jeg sover bedre i flyet, end jeg har gjort længe. Da jeg vågner, er jeg fremme. Varmen rammer mig idet jeg træder ud af lufthavnsbygningen. Det samme gør følelsen af, at det her er det dummeste, jeg nogensinde har gjort. Håbløst og naivt. Jeg er et øjeblik helt lammet, men så tager viljen over, og får mine ben til at flytte sig. For hvert skridt jeg tager, bliver jeg mere overbevist om, at jeg alligevel gør det rigtige. Jeg tager en overfyldt bus fra lufthavnen og ind til centrum. Får en vinduesplads ved siden af en stor brasilianer, som puster højlydt. Jeg ser ud gennem vinduet, og overalt ses overdådige kostumer og bar, udsmykket hud. Turisterne maser sig svedende gennem menneskemængden. Solen brænder ned fra en blå himmel. Der er ulideligt varmt i bussen. Endelig er jeg fremme, står af og finder efter nogen tid det faldefærdige hotel. Møblerne er de samme. Jeg kan huske det blomstrede sengetæppe. Jeg forlader hotellet få minutter efter, jeg er ankommet. Lader den sidste smule fornuft blive tilbage sammen med min uåbnede kuffert. Jeg holder mig til de store pladser, hvor karavaner og optog jævnligt kommer forbi under stor jubel. Jeg står mellem turister fra hele verden. Spejder instinktivt ud over menneskemængden. Kameraer lyner og reflekteres i glimmeret på de imponerende udklædninger. En karavane bestående af en række vogne passerer tæt forbi. Vi må træde et skridt tilbage. De første vogne består af mænd i bar overkrop. De kravler op på skuldrene af hinanden og slår saltomortaler ned igen. Dernæst følger en vogn med et orkester. Trommerne slår taktfast. Kvinderne i den næste vogn danser til musikken. De har smukke gule og grønne dragter på, fjer i håret og maling i ansigterne. Deres bevægelser er bløde og dog faste til trommernes slag. Mit hjerte banker i takt, hurtigere og kraftigere, da-dum, da-dum, da-dum, og går brat i stå, da jeg ser kvinden lige foran mig. Hun er ung og smuk, og der er et eller andet over hende, der sender mig tilbage i tiden. Et øjeblik føler jeg mig så svimmel, at jeg frygter, jeg er ved at besvime. En enkelt nat. Så kommer jeg til fornuft, skyder tanken fra mig. De sidste vogne passerer mig uden at gøre indtryk. Jeg går mine egne veje væk fra menneskemængden. Følger ikke nogen bestemt gade, slentrer bare rundt på må og få, mens der bliver færre mennesker omkring mig. Til sidst ser jeg kun få turister. Og slet ingen farvestrålende kostumer. I stedet ser jeg de mennesker, der bor her, også når alle farverne forsvinder og alle andre tager af sted. Ganske uberørte af byens hurlumhej er de i gang med hverdagslivets aktiviteter. En kvinde sidder på trappen uden for sit hus og er ved at vaske et eller andet. Malingen skaller. Man kan se, hvilken farve husets vægge engang har haft. Længere fremme spiller et par drenge med en fodbold. De skyder den ind mod en husmur, hårdt og larmende, igen og igen. En ældre mand stikker hovedet ud af et vindue over dem og råber ad dem. Et lille barn hyler et sted. Drengene bliver ufortrødent ved. Jeg passerer 3

4 dem og svinger ned af en sidegade. Her ligger husene tættere, de er højere og lukker sig nærmest over mig. Jeg ser mig omkring, mens jeg går. Portene er lukket forsvarligt med hængelåse. Op ad en af dem står nogle tomme papkasser. En bunke klude ligger ved siden af. En skjoldet pude og et tæppe. Jeg fortsætter ned af gaden. Hører en høj lyd, og rundt om hjørnet kommer en motorcykel med en mand og en kvinde. Han har hjelm på, hendes sorte hår flagrer bag hende. Jeg følger den vej, hvor jeg ser dem forsvinde. Ser op på altanerne med blomster og vasketøj. De tillukkede skodder og åbne vinduer. Der kommer lyde derindefra; snak, råb, radioer, musik. Jeg ser op på himlen, der kun kan ses som en smal stribe af blåt over mig. Da jeg lader mit blik søge mod jorden igen, giver det et ryk i mig, og jeg er nær standset helt op. Jeg har endnu ikke set en eneste butik i denne bydel, men pludselig står jeg foran et stort butiksvindue - og ser på en kvinde. Hun stirrer direkte på mig gennem glasset med sine store mørke øjne, blinker et par gange og drejer en halv omgang om sig selv, mens hun fastholder mig med sit blik. Jeg gør mig fri og ser ned i jorden, langt mere forlegen end hun. Da jeg kaster et hurtigt blik på hende, har hun løftet den ene af mundvigene op i halvt, lokkende smil. Hun er ikke ung, det lange mørke hår har grå stænk. Jeg prøver forgæves at standse tankerne i mit hoved. 26 år. Jeg er allerede langt forbi hende, men pludselig er der kvinder, hvor end jeg kigger hen, og de har alle sammen mørk hud og sorte øjne. De danser for mig i vinduer og dørkarme. Jeg næsten løber forbi dem. Følger den næste store gade, jeg støder på, haster af sted, finder hele tiden de bredeste gader og endelig, endelig, er jeg tilbage i menneskemyldret. Jeg lukker mig inde på mit hotelværelse. Sidder med billedet foran mig, mens det gradvist bliver mørkere. Ser ud gennem vinduet på den orange sol. Lukker øjnene. Jeg ser hende for mig, mens de sidste solstråler trænger ind gennem mine øjenlåg. Mit blod gør alting rødt. Hun eksisterer for mit indre syn, i mine drømme, i solen. Men ikke ude i den virkelige verden. Ikke som dengang. Jeg sidder med øjnene lukkede, til det sidste lys er borte, og alt er mørkt. Jeg tog et valg. Eller også gjorde jeg ikke. Men alting blev, som det er i dag, da forlod det her sted første gang. Jeg ved, hvad livet blev for mig. Hvad det blev for hende, ønsker jeg ikke længere at vide. Mine tanker holder mig vågen hele natten. Jeg forlader hotellet før daggry. Lader billedet ligge tilbage på natbordet. Næste gang jeg ser solen, vil den stå op på den anden side af jorden. Og hun vil være dér. Jeg sover i flyet, og da jeg vågner i Danmark, forekommer det sidste døgns tid mig sløret og uvirkeligt. Jeg tager det første tog, der ankommer. Det er endnu nat. Tiden er en underlig størrelse, så jeg ryster på hovedet og opgiver at forstå den. Der er ingen mennesker i toget. Jeg er alene. Tom inden i. Jeg ser på regndråberne på ruden. Sætter min hånd på det kolde glas. Da jeg flytter den igen, efterlader den et aftryk af dug, som forsvinder med det samme. På banegården finder jeg min cykel samme sted, som jeg parkerede den. Jeg får den bakset ud mellem de cykler, der er kommet til i mellemtiden. Svinger mig op på sadlen og begiver mig hjemad. Lægger alle kræfter i pedalerne. Kommer ud på hovedvejen. Her er der allerede mange biler. Folk er på vej på arbejde. En helt almindelig torsdag. Da jeg er godt oppe i fart, kommer der et kryds ved to små sideveje. Det bliver gult, og bilerne begynder at standse. Bremserne hviner omkring mig. Lysene reflekteres i den våde asfalt; 4

5 en hel masse rødt. Jeg tager farten af cyklen. Regnen slører mit syn og får farverne til at flyde sammen. Der bliver helt stille. Ingen biler skal af sidevejene. Det er som om, alt går i stå og ånder ud. Holder vejret et kort øjeblik. Så bliver det grønt, alting tager en dyb indånding og kommer i bevægelse. Suser fremad mod fastsatte destinationer. Selv cyklen kommer slingrende i gang. Hjemme er der også et liv. En slags liv i hvert fald. Katrine Ejlersen 5