Kombiløsning. Yamaha S80. Ordforklaring. Tester: Jesper Christiansen

Transkript

1 Yamaha S80 Tester: Jesper Christiansen Kombiløsning De fleste keyboards og lydmoduler kan udvides med flere lyde, gerne i form af kort med samplede lyde. Yamaha tager dette koncept et skridt videre, idet en serie af deres instrumenter kan udvides med kort, som simpelthen er nye instrumenter i sig selv. Det gælder f.eks. keyboardet S80, som er på testbordet på de følgende sider. Ordforklaring Alle synth-fabrikanter har deres egne betegnelser, som man skal have fat i for at forstå maskinernes arkitektur. Her er et kort indblik i Yamaha-terminologien: En Voice er kort sagt en lyd. Det er det samme som f.eks Roland kalder en patch og andre et program. Når du er i Voice Mode, fungerer synthen som solo-instrument, og kan altså kun spille en lyd (Voice) ad gangen. En del andre fabrikanter kalder dette for single mode. En Performance er en konfiguration eller opsætning af synth en der kan bestå af flere voices der modtager på hver deres midikanal. Performance Mode bruges altså, når du vil bruge synth en, multitimbralt, dele keyboardet op i flere zoner med hver deres Voice, og også når man bruger dets masterkeyboard-funktioner. Dette er fra andre fabrikanter også kendt som multi mode. De enkelte lag i performance mode kaldes Parts. Et Element er en del af det, der udgør en Voice. Altså de enkelte samplinger, man bruger til at opbygge lyden med. I S80 s tilfælde kan en voice bestå af op til fire af disse byggesten. Nogle kalder disse for partials. Yamaha S80 er masterkeyboard og synthesizer i ét. Plus en hel del mere, som du vil erfare senere i denne test. Den har 88 vægtede tangenter, er 64 stemmers polyfonisk og i grundudgaven 16 parts multitimbral. Der er 256 interne preset Voices fra fabrikken plus et antal for hvert af de to plugin-boards, der kan installeres, samt plads til 128 af dine egne Voices i den interne brugerhukommelse. Skulle det ikke være nok, kan der gemmes lyde, Performances, SMF-filer etc. på SmartMedia kort af typen 3.3v, der fås med 2MB, 4MB, 8MB, 16MB eller 32MB hukommelse (64MB og 128MB er på trapperne). Hvad angår Performances er der 128 interne af slagsen, og som nævnt ovenfor, kan der gemmes yderligere på hukommelseskort. Der er otte trommesæt og plads til to i bruger-hukommelsen og yderligere to på SmartMedia. Interne effekter tæller to globale effektprocessorer og to insert effektprocessorer per Voice, som frit kan parallel- eller serielforbindes. Oven på S80 finder man, foruden de traditionelle pitch- og modulationshjul, fire control-slidere, syv potmetre, 52

2 en Shiftknap, to grupper med funktionsknapper samt sektionen med knapper for valg af hukommelse (Preset 1/2, Interne brugerlyde, Eksterne brugerlyde og Plug-in 1/2), bank og Voice. Der er i alt otte bankknapper, mærket A til H, hvor presetlydene er kategoriseret efter, om det er Piano, Synth, Other etc. Under dem er der 16 Voice-knapper, så man hurtigt kan vælge f.eks. Voice nummer 14 i Synth-banken. Af de syv potmetre fungerer det første (Page) og sidste (Data) som Alpha Dials, der kan drejes uendeligt, mens de andre fem (A, B, C, 1 og 2), der er programmérbare, har et defineret start- og slutpunkt. Og så er der selvfølgelig displayet, som i dette tilfælde er uhensigtsmæssigt lille (40 x 2 karaktererer). Bag på synthen finder man en gainknap, som bruges til at justere indgangssignalet på AD-inputet, der sidder lige ved siden af. Derefter de forskellige outputs som alle er 1/4 jack. Der er i alt fire pedalindgange og også indgang til Breath Controller. To Host -porten, som sidder ved siden af midistikkene er en seriel-port, så man kan slutte S80 direkte til computeren uden brug af Midi-interface. Det er godt tænkt, at der sidder en lille switch, så man kan vælge om den skal tilsluttes PC eller Mac. Vil man koble sin computer op på traditionel vis med Midi, skubber man bare switchen hen på Midi. Endelig er der kortpladsen til SmartMedia, dækslet der skjuler Plug-in board-pladserne samt en powerknap og 220V netindgang. Control freak Masterkeyboarddelen i S80 er mere end bare 88 vægtede tangenter. Når man aktiverer masterkeyboardfunktionen, åbner der sig mange muligheder for ekstern såvel som intern kontrol. Alle midi-informationer man kan sende til eksterne enheder, kan nemlig også dirigeres ind i den interne tonegenerator. På den måde behøver man altså ikke at stå og rive sig i håret, fordi man skal bruge et masterkeyboard, men samtidig gerne vil bruge S80 som synthesizer. Der er tre masterkeyboard modes: Split, som splitter keyboardet op i to (Upper og Lower), 4 Zone som deler det op i fire zoner, og Layer hvor Upper og Lower-sektionerne helt eller delvist overlapper hinanden. Lad os prøve at dele keyboardet op i fire zoner, hvor den første, ved hjælp af synth ens arpeggiator (som kan sende arp-signalet ud af midi out!) skal spille en basgang på mit eksterne lydmodul, mens zone 2, 3 og 4 står for henholdsvis Piano, Strygere og Synth- Pad fra den interne tonegenerator: En ny maskine i maskinen Med Yamahas Modular Synthesis Plug-in System kan man tilføje helt nye muligheder til sit keyboard. Hvis du ikke tror, at Yamahas AWM2 opfylder dine krav til en rigtig synthesizer, eller hvis du synes, at Physical Modeling er federe til at genskabe de analoge klassikere end sample playback-syntese, ja så køber du simpelthen Physical Modeling til synth en! S80 understøtter nemlig Yamahas Modular Synthesis Plug-in System. Plug-in-systemet må ikke forveksles med de lydkort man kan få til de fleste synthesizere, som alene giver mere råmateriale til en eksisterende syntese. Det er simpelthen en ny synth med sin egen processor til at generere lyden. Ud over de nye lyde og den nye type syntese har plug-in-boardet også sin egen polyfoni. Det kører altså uafhængigt af synth en selv, men integreres alligevel fuldstændigt i den, som endnu en bank med lyde. Særdeles spektakulære lyde, vel at mærke, fordi det faktisk er en ny synthesizer, man har købt. I øjeblikket er der seks boards tilgængelige, og der kan sidde to på en gang i S80. Vi har kigget på tre af dem. PLG150-AN, som laver analog modeling, PLG150-PF som tilføjer flere lyde i AWM2-format samt PLG100-VH, som er et effekt-kort. Priserne er yderst rimelige. For eksempel koster analog-boardet kr ,- vejl. PLG150-AN Boardet bygger på Analog Physical Modeling syntese og har fem toners polyfoni og 256 preset-lyde samt effekter som guitar amp simulator og EQ s. Da der er tale om en helt ny motor, eller rettere tilføjelsen af endnu en, har hvert board sine egne unikke parametre. Som på AN boardet hvor man, når man bladrer hen til PLG Native parametergruppen, pludselig kan finde f.eks. ringmodulator og PWM (pulse width modulation). Foruden at fungere som en ægte analog synthesizer, lyder boardet også ganske overbevisende. Der er helt bestemt dømt analog fedme og tommelfingeren herfra ryger lige i vejret. Jeg har sammenlignet autenticiteten med en af mine Juno-106 ere og nogle gamle FM-moduler og boardet holder stadigvæk. Måske, og jeg siger måske, lyder enkelte af presetlydene en smule for skarpe til at kunne være analoge, mens andre igen er så analoge, at min 106 er står med tårer i øjnene. Men jeg synes, som man sikkert fornemmer, at dette board er for vildt. Det skal dog for god ordens skyld siges, at jeg ikke har kunnet teste det helt ned i mindste detalje, fordi Yamaha ikke kunne fremskaffe manualen, samt den medfølgende editerings-software i tide. PLG150-PF PF-boardet indeholder piano, elec. piano og klaverlyde etc. i lange baner. Syntesen er AWM2, ligesom S80 selv, og man får 136 presets og 64 toners polyfoni. Der er ikke så meget at sige om boardet ud over at det lyder flot. Fik man ikke piano nok i første omgang, kan man altså købe dette board, og så er det lige før, jeg tør garantere, at man ikke behøver flere pianolyde de næste år. Som nævnt tidligere, har jeg lidt svært ved at ryge på halen over pianolyde, og desuden er boardet ikke så interessant, fordi det bruger samme syntese som S80, men det betyder ikke, at boardet ikke er pengene værd. Er man til det store pianoshow, og synes man måske ligefrem, at Richard Clayderman er cool, bør man bestemt checke PF-boardet ud. PLG100-VH VH-boardet er til gengæld mægtig interessant. Her får du ingen lyde eller polyfoni. VH-boardet tilføjer simpelthen en effektkategori i S80. Med disse 53

3 Yamaha S80 Masterkeyboard-funktionen aktiveres i Performance Mode, eftersom der benyttes flere midikanaler simultant (se ordforklaring). Performance Mode arbejder med 19 Parts. 16 sædvanlige multitimbrale Parts med en Voice i hver, to fra eventuelle plug-in-boards og et som hører til AD-inputtet bagpå maskinen. Der er 11 parameter-kategorier i Performance Mode, som hver har en side i displayet. Seks sider med common-parametre, der har at gøre med generelle indstillinger for det valgte Performance, mens fem sider med Part-parametrene, påvirker hver enkelt af de i alt 19 Parts. I den første common-menu finder man Keyboard Mode-funktionen, hvor man kan vælge mellem de tre føromtalte modes, og her vælger jeg 4 Zone. Hver zone dækker et interval af tangenter som hedder key range. Den kan plottes ind ved at holde Shift nede og trykke på tangenten for henholdsvis højeste og laveste tone i den valgte zone. Når det er gjort mangler jeg kun at assigne de forskellige lyde til hver enkel zone. Hver zone tildeles sin egen udgående midikanal. I dette tilfælde skal zone 1 sende på kanal 16, som mit eksterne lydmodul er indstillet til at modtage på, mens zone 2, 3 og 4 får kanal 1, 2 og 3. Så er der kun tilbage at indstille piano-, stryger- og SynthPad-parterne til at modtage på midikanal 1, 2 og 3. Jeg mangler kun tricket med ekstern arpeggio. I Midi-menuen indstilles Arp Out på On og den udgående kanal stiller jeg på 16, så lydmodulet modtager arpeggiatorsignalet. Man kan vælge mellem 128 forskellige arpegnye effekter kan man nu, via AD-inputtet, lave vocoder og harmonieffekter på sin stemme, støvsuger eller hvad man vælger at køre ind i synthen. Boardet kan producere tre stemmer, så inklusiv ens egen stemme, har man mulighed for at lave firestemmige harmonier. Følgende fire effekter er tilgængelige: Vocoder Harmony, Chordal Harmony, Detune Harmony og Chromatic Harmony. En hurtig forklaring på de fire effekter: Vocoder Harmony: Er sikkert kendt af de fleste. Med denne effekt kan man synge eller tale med synth ens lyd. Ens stemme, eller hvad man vælger at køre ind i AD-inputtet, styres af det du spiller på keyboardet eller et indkommende midisignal fra f.eks. en sequencer. Chordal: Virker næsten på samme måde som Vocoderen, men hvor Vocoderen accepterer en hvilken som helst kombination af op til tre toner, accepterer denne kun akkorder den kender. Den kan genkende 34 forskellige akkorder. Detune: Producerer en stemme til det indkomne audiosignal, der er forstemt med plus/minus 7, 11, 15 eller 20 cents. Indkommende midi-informationer har ingen effekt på resultatet. Chromatic: Producerer en stemme til det indkomne audiosignal, der er fastlagt f.eks. en oktav over eller under. Indkomne midiinformationer har ingen effekt på resultatet. Med VH-boardet kan man lave de klassiske vocoder tricks og mange sjove effekter på stemmer, breakbeats etc. Men det er ikke den fedeste vocoder jeg har hørt. Faktisk synes jeg, at Prosoniqs software plug-in Orange Vocoder lyder federe. Med hensyn til de mere harmoni-agtige effekter som Chromatic og Detune lyder de okay, men er bedre egnet til effektagtige lyde og stemmer, end som seriøst akkompagnement til en vokal. Men igen, boardet koster kr ,- og jeg vil bestemt ikke sige at pengene ville være spildte. Til dette board havde Yamaha medsendt manual og editeringssoftware. Men, men, men Selvom der på CD-Rom en står, at den er både til Windows og Mac, var det eneste, der kom frem på min Mac en ordentlig stak midifiler samt nogle PDF filer. Det Modular Synthesis Plug-in System Der findes følgende Plug-in boards i serien. Flere skulle være på vej. PLG150-AN kr ,- Analog physical modeling syntese med fem stemmers polyfoni. Se testen. 256 Preset lyde, 128 User. PLG150-DX kr ,- FM-syntese. Ganske som DX-7, med 6 operatorer og 16 stemmers polyfoni. 912 Preset lyde, 64 User. PLG150-VL kr ,- Yamahas Virtual Acoustic syntese, som blev de pionerede med VL-1. Meget naturtro strygere og blæsere. Monofonisk 256 Preset lyde. 70 User 54

4 gio-typer, så der skulle være chance for at finde en, man kan bruge. Jeg vælger en sekvens-agtig arpeggio, så min basgang ikke farer rundt over flere oktaver, justerer tempoet (der også kan synce til midi clock) til jeg synes det er passende og sætter Hold-knappen på On. På den måde slipper jeg for at holde tangenterne nede og kan nøjes med at give dem et dask, når jeg synes der skal transponeres. Hvis jeg havde haft en fodpedal, kunne jeg starte og stoppe arpeggioen med den. Nu kan jeg altså have en basgang kørende, samtidig med at jeg spiller piano og strygere med Synthpad oven i. Jeg har ladet zone 3 og 4 overlappe og på den måde lavet et layer med strygere og pad. De fire control slidere på betjeningspanelet er programmeret til at styre volumen på hver af de fire zoner, så jeg kan afstemme niveauerne og mikse mit Stryger/Padlayer. De kunne også have været programmeret til noget andet, ligesom de fem potmetre under displayet kan have talrige funktioner. Ud over sliderne og potmetrene er der selvfølgelig også Pitch- og Modulationshjulene at rive i. Man kan også vælge, om Bank Select og Program Change skal sendes ud, når man skifter Performance. På den måde kan man konfigurere Performances, så eksterne lydmoduler, effektmaskiner etc. automatisk skifter til de rigtige lyde/programmer, når et givet Performance vælges. Hvis man skal ud at spille live, kan man altså på den måde have forberedt hele settet hjemmefra, så man slipper for at spæne rundt og dreje og trykke på alt det andet gear. Ovenstående testkonfiguration virker måske ikke anvendelig, men den giver et udmærket indblik i de mange muligheder, som Master Keyboard-funktionen tilbyder. Der er ingen direkte revolutionerende funktioner, men der er, hvad der forventes af et masterkeyboard, og det kan nemt måle sig med de deciderede masterkeyboards, der findes på markedet. Den indre svinehund Selv om S80 ser pæn og nydelig ud med sin matsorte front, pianotangenterne og de mørke træendestykker, skal man ikke lade sig narre. Inden i findes en rigtig synthesizer. Teknologien bag S80 s tonegenerator kalder Yamaha AWM2 (advanced wave memory2). Som navnet antyder, er der tale om sample playback. I disse tider med Physical Modeling og Virtual-hvadved-jeg, tænker du måske, om det nu også er helt holdbart. Til det kan jeg kun sige: JA! Og begrundelserne er mange. For det første er de 553 grundsamplinger, der danner grundlaget for synth ens lyd, nogle af de flotteste jeg længe har hørt. Pålidelige kilder vil vide, at Yamaha har lavet over 17 GB samplinger af deres dollars dyre S700 Grand Piano, for at skabe den første preset-lyd: StereoGrand. Og den lyder også fantastisk flot. Men når sandheden skal frem, går jeg ikke fandens meget op i flygellyde i stereo, hvilket bringer mig videre til næste begrundelse for, at synth ens AWM2 syntese hol- synes jeg selvfølgelig var lidt sært og stak derfor cd en i lommen og gik over til en bekendt med en pc. Og lur mig, om ikke alt var som det skulle være. Derfor vil jeg gerne have lov at iføre mig mine sikkerhedssko, og give folkene fra Yamahas softwareafdeling et ordentligt høvl over skinnebenene. Hvad fanden er meningen? Jeg ved, jeg bliver upopulær med følgende udtalelse, men det hænger nu engang sådan sammen, at langt de fleste professionelle i musikbranchen kører Mac. Desuden er det heller ikke supersmart at skrive på cd en, at den kan køre på Mac, når det essentielle, nemlig editeringssoftwaren, kun er skrevet til pc. Manualen er baseret på, at boardet er installeret i Yamahas MU128 modul eller SW1000XG, så den er heller ikke til megen hjælp, i øvrigt læner den sig også kraftigt op ad editeringssoftwaren, så jeg uddeler lige endnu et skinnebensspark. Derfor har jeg igen ikke kunnet lave testen helt til bunds, og mine konklusioner bør tages med et gran salt. Af samme grund tildeles boardene ikke karakterer. Konklusion På baggrund af de tre boards jeg har haft fingrene i, samt ivrige studier på de andre og systemet som helhed, synes jeg at plug-in-systemet er max vildt. I begyndelsen var jeg lidt skeptisk og spekulerede på, om der ikke bare var tale om en slags camoufleret lydkort. Men systemet er lige så vildt som man kunne tænke sig. Hvis man f.eks. har PLG150- DX boardet installeret, kan man via midi, bulkdumpe lyde fra en DX-7 er direkte over på boardet. Så er det ligesom slået fast, at pågældende board opfører sig som en rigtig DX-7! Modular Synthesis Plug-in systemet kunne, om muligt, blive endnu vildere hvis Yamaha frigav teknologien til tredjepart-producenter. Sådan at f.eks. Waldorf, Clavia etc. kunne lave boards til systemet. Et sådant samarbejde på tværs af fabrikanter er nok næppe realistisk, men en interessant tanke, synes jeg. Se bare, hvad det har gjort for Steinbergs VST-teknologi. Indtil jeg bliver universel diktator, må vi nok nøjes med PLG-boards fra Yamaha selv, men det klarer de jo også ganske fortrinligt. PLG150-PF kr ,- Piano-lyde i AWM2- syntese (se test). 64 stemmers polyfoni. 136 Preset lyde. PLG100-XG kr ,- XG/GM lydgenerator i AWM2-syntese (sample-afspilning) med 32 stemmers polyfoni. Til afspilning af XG- og midi-filer. 480 Preset lyde + 12 trommesæt. PLG100-VH kr ,- 3 Voice effektprocessor (se test). 55

5 Yamaha S80 der. For med de mange typer filtre, LFO er, effekter, parametriske EQ s etc., etc. har du alle muligheder for at skabe dine egne unikke lyde. Den tredje begrundelse er kompatibiliteten med Yamahas Modular Synthesis Plug-in System, som du kan læse om i boksene. Men lad os i første omgang tage fat i selve den interne synth. De interne preset lyde er alle flotte og af høj kvalitet. Der er et bredt udvalg af pianoer, orgler og rigtige synthlyde. Hvis jeg skal fremhæve enkelte lyde, må det især være Rhodes-pianolydene som simpelthen er så halvfjerdser-funky, at man har svært ved ikke at spille med dem. Også mange af orgellydene er for lækre og trækker uvægerligt lidt i en gammel deep house hund. Synthlydene er også gode, især padlydene som er store og brede, men uden mudder. Trommesættene er som man forventer, men ikke overdrevet fede. Der er masser af 808 og 909 og naturligvis også almindelige trommelyde. Man finder måske ikke så meget, man ikke havde i forvejen fra forskellige sample-cd er. Men nu er det jo heller ikke preset lydene det kommer an på, men nærmere hvad vi kan også... Flg. Yamaha-maskiner udover S80 kan bruge plug-in board ene: S30 kr ,- Er S80s lillebror og et udmærket alternativ, hvis man ikke har brug for et master-keyboard med 88 vægtede tangenter især til en pris på kun kr ,- S30 har samme specifikationer som S80 bortset fra at den har 61 uvægtede tangenter og kun plads til ét plug-in-board. CS 6R kr ,- CS 6X kr ,- Bygger som S80 og S30 på AWM2-syntese og har, i keyboardversionen (CS6X), 61 tangenter. Der er 64 stemmers polyfoni og 16 parts plus 1 AD, 1 Phra se Clip og 2 plug-in parts. Endvidere er der plads til to plug-in boards, og der er også AD-input til eksterne lydkilder. CS 6X/CS 6R har 4MB samplings-ram, så man kan sample sine egne lyde og bruge dem sammen med synthíens Phrase Clip funktion til at lave beats, basgange etc. Som på S80 og S30 er der også SMF-playback sequencer til afspilning af standard midifiler. MU 128 kr ,- Dette lydmodul er udgået på det danske marked, men man skulle efter sigende stadig kunne overtale Yamaha til at bestille det hjem. Man kan sikkert også falde over det brugt. Modulet har 128 stemmers polyfoni og er 64 parts multitimbral. Der er ikke mindre end 1342 interne preset voices og 47 trommesæt (AWM2) samt plads til hele tre plug-in boards. SW 1000XG kr ,- Et PCI-kort til Mac og pc. Det bygger på AWM2 syntese, har 64 toners polyfoni og er 48 parts multitimbralt (kan håndtere 64 parts, så du kan bruge 16 eksterne). Der er to AD-inputs til ekstern effekt processering og harddiskrecording samt plads til et plug-in board. Desuden er det muligt at forbinde kortet direkte med DSP Factory. Kortet rummer 1267 preset voices og 45 trommesæt. 56

6 man kan klemme ud af svinet, når man selv får lov at skrue i knapperne. Og det er der god grund til, for der er masser af programmeringsmuligheder. Fleksibel LFO Hver lyd, eller Voice som Yamaha har valgt at kalde dem, kan opbygges af op til fire elementer (undtagen lyde fra plug-in-kortene, der kun har én). Disse elementer kan redigeres individuelt og routes enkeltvis igennem eller uden om én eller begge af de to tilgængelige insert effektprocessorer (der er kun to. Man får desværre ikke 32 i Performance Mode!) Alle indstillinger for disse to processorer lagres sammen med den Voice, de tilhører. Der er tillige to system-effektprocessor, som sørger for reverb og chorus på hele lyden. Der er i alt 12 forskellige filtertyper at lege med, med resonans-kontrol selvfølgelig. Udover almindelige high- og lowpass filtre er der også mere interessante typer som et 24dB/4-pols highpass filter i både analog og digital udgave og bandpass filtret BPF12D, der er en kombination af et 12 db high- og lowpass filter. LFO-delen er lige så omfangsrig som filterdelen. Her er der også 12 typer at vælge i mellem, deriblandt Trapez, to forskellige triangel og to savtak og hele fem firkant-kurveformer. Hastigheden på LFO en defineres i en værdi fra 0-63, eller direkte som en nodeværdi f.eks. 16. dele eller 8. dele trioler og så videre. Det er sgu vildt! I Key Reset-parametret kan man bestemme, om LFO ens cyklus starter forfra ved hvert tangentanslag (each-on), om den hele tiden kører, uanset om man spiller på tangenterne eller ej (off), eller om cyklusen starter forfra ved anslag, men fortsætter, hvis de efterfølgende anslag overlapper hinanden (1st-on). I de to første tilfælde kan man tilmed definere, hvor i cyklusens forløb man begynder ved anslag. Dette defineres i grader, hvor 0 er starten (nul fase), 90 er toppen og 270 er bunden af kurven. Endeligt er der selvfølgelig forskellige muligheder for hvad LFO en modulerer (op til 2 destinationer), samt alle de gængse parametre til indstilling af LFO delay og fade in og out. Det er alt i alt en af de mest fleksible LFO sektioner jeg har haft fingrene i! Envelope-delen er mere ordinær med tre envelopes for henholdsvis filter, pitch og amp. Envelopen har fem niveau- og fem tidsparametre. Det er altså en lidt mere avanceret udgave end de gamle ADSR envelopes, som visse fabrikanter er gået tilbage til, og det er bestemt et plus. Desuden kan både filter, pitch og amp gøres velocity-sensitive og/eller reagere på Key follow, så filtret, pitchen eller lydstyrken påvirkes af, hvor højt oppe, eller langt nede, man spiller på keyboardet. Modulationsmatrix Nu hvor vi har fat i ting, der har effekt på hverandre, skal det nævnes, at man for hver Voice kan lave op til seks controller sets. Et controller set består af en source og en destination. Sourcen kunne f.eks. være et af potmetrene under displayet, og destinationen kunne være cut off frekvensen på filteret. Man kan også assigne flere destinationer til den samme source, så potmetret både modulerer filter og f.eks. LFO depth. Med seks af den slags ved hånden er der altså masser af muligheder for real time kontrol. Destinationerne kan endda være enkelte eller udvalgte elements, og det er smart, fordi man derved kan få fat i lige præcis den del af lyden, man ønsker. Alle modulationerne kan selvfølgelig sendes ud af midi out. Faktisk kan man sende en controller til den interne synth og en anden ud af midi out. For eksempel kan pitchbenderen kontrollere filteret på S80, mens den almindelig pitchbend controller sendes ud af midi out, til et eksternt lydmodul. Meget alsidigt og gennemtænkt lavet. Arpeggiatoren var jeg kort omkring i afsnittet om masterkeyboardet, og ud over de ting, jeg nævnte dér, har den også et par interessante features, som f.eks. Gate og Unit. Med Gate funktionen kan man i procent bestemme tonernes længde. 100% er normalt, mens 200% laver Legato, så hver tone slutter op til den næste. Sætter man den derimod på 0%, er lyden meget gatet og spiller hakkene. Med Unit parametret kan man ændre tempoet, ligeledes i procent. 100% er normal, 50% dobbelt og 200% halv hastighed. Denne funktion kan være praktisk, når arp en syncer til midi clock og man vil ændre tempoet på den uden at ændre tempoet på det materiale, den syncer til fra sequenceren. Der er selvfølgelig langt flere parametre og programmeringsmuligheder end de her nævnte, men det ville være for omstændeligt, og desuden kedeligt, at gennemgå dem alle. De ting jeg har taget frem her, er dem jeg synes, var interessante ved synth en. Konklusion S80 er en fed synthesizer og et glimrende masterkeyboard. Den interne synth har kraft nok til at dække de fleste behov. Den er meget alsidig og jeg vil påstå at både den almindelige musiker samt folk, der arbejder med elektronisk musik, ville kunne få megen glæde af den. Ikke mindst på grund af udvidelsesmulighederne via Plug-in-systemet. Denne feature trækker S80 et stort skridt op, rent karaktermæssigt. Det samme gør prisen, som må siges at være yderst rimelig, de 88 vægtede tangenter og masterkeyboard funktionen taget i betragtning. Displayet trækker derimod ned. Synth ens fysiske størrelse og kompleksitet taget i betragtning, burde der være rigelig plads til at lave det seks-otte linier i højden. Det skal siges til Yamaha ingeniørernes ros, at de i softwaren har lavet en del tricks, der letter navigeringen og dermed øger brugervenligheden. Et større display havde dog været at foretrække, og det undrer mig, fordi de, på mange af deres andre produkter, nærmest indbygger hele LCD skærme. Efter nogen tids arbejde kender man dog efterhånden alle de mange forkortelser, så værre er det heller ikke. Selve editeringen kunne også godt være bedre. Det er for eksempel forvirrende at vælge mellem 128 arpeggio-typer med en meget lille drejeknap. Man skal ikke røre ret meget ved den, før den farer forbi arp-typer. Man kan også ændre værdier og vælge f.eks arptyper med DEC og INC knapperne. Men for at gøre det, skal man først flytte cursoren til det pågældende parameter, men da man ofte arbejder med fire-fem parametre på en gang, er det også ret besværligt. En Yamaha S80 Synth og masterkeyboard Kr ,- god løsning ville være simpelthen at lave potmetrene større, så de havde en større radius, hvilket ville forbedre kontrollen. Visse parametre løber mellem plus/minus 63 i stedet for de sædvanlige 0 til 127. De fem potmetre under displayet har derfor et klik i midten (klokken 12), hvor værdien på disse typer parametre er 0, eller burde være det. For det sker tit, at værdien er plus/minus en to-tre stykker, når man drejer potmetret hen i klikket, så man bliver nød til at vrikke lidt frem og tilbage med det, for at få det i 0. Det er irriterende at skulle bruge tid på. Generelt er det vigtigt med musikudstyr og maskiner man bruger til at udtrykke sig kreativt igennem i det hele taget at de fungerer intuitivt, og er så let tilgængelige som muligt. Men når man prøver at måle og veje brugervenlighed, må man huske at medregne sig selv som en væsentlig faktor. Hvis jeg havde haft denne synth i årevis, ville den selvfølgelig virke mere brugervenlig på mig, end den gør efter et par uger. Alligevel mener jeg, at man kunne have gjort sig mere umage ved designet af brugerinterfacet. Ovenstående regnestykke bliver i undertegnedes hoved til en karakter på fem Soundcheck-brikker. Dog med en lille pil nedad, som vi desværre ikke implementerer i vores layout Ovenpå: 88 vægtede tangenter, pitch og modulationshjul, fem slidere, to alpha dials, fem potmetre, 40x2 karakters display, 47 trykknapper. Bagpå: Gainknap, AD-input, hovedtelefon udgang, output L&R, individual output 1&2, indgang for foot volume, controller, sustain, switch, indgang for breath controller, To Host port, Host Select switch, Midi in, out, thru, udviddelsesplads til Plug-in boards, SmartMedia kortplads, powerknap, 220V netindgang. Indeni: 64 stemmers polyfoni, 16 parts multitimbral (+ 2 x Plugin parts, hvis installeret + AD part) 256 preset voices + otte trommesæt, 128 intern (user) voices + to trommesæt, 128 performances, playback sequencer (SMF), to insert-effekter pr. voice, to system-effekter. Fysisk: 1329 x 371 x 157 mm 3, 24,3 kg. Kontakt: Yamaha, tlf , se også eller www. yamaha.co.uk 57