Dette materiale er dommerens private og må ikke offentliggøres på nogen måde.

Transkript

1 Pionus slægten 1

2 Udarbejdet i maj 1989, anvendt på dommerkursus sept Revideret på dommermødet i juni Færdigredigeret marts Nyrevideret Trykt i nuværende form i 2007 Dommerudvalget marts 2007 Hvor, der er anvendt billeder fra bl.a. T. Arndts leksikon, er det anført på billedet (Arndt). Desuden har såvel Benny Kløppel (BK) samt Bjarne Raabjerg Christensen () venligst givet tilladelse til at anvende billeder. Resten er fra arkiv Dette materiale er dommerens private og må ikke offentliggøres på nogen måde. 2

3 Pionus slægten Pionus menstruus (L.) 1766 E: Blue-headed Parrot T: Schwartzohrpapagei Underarter: rubrigularis, menstruus, reichenowi Pionus sordidus (L.) 1758 E: Red-billed Parrot T: Dunenkopf Underarter: ponsi, sordidus, saturatus, antelius, corallinus, mindoensis. Blåhovedet Pionus Rødnæbbet Pionus Side 5 Side 7 Blåstrubet Pionus Pionus maximiliani (Kuhl.,) 1820 E: Scaly-headed Parrot (Maximilian Pionus) T: Maximilianpapagei Underarter: maximiliani, melanoblepharus, siy, lacerus Side 11 Blommehovedet Pionus Pionus tumultuosus (Tschudi.) 1844 E: Plum-crowned Parrot (Rødkappet Pionus) T: Purpurstirnpapagei Side 14 Pionus seniloides (Massena & Souance) Rødisset pionus E: White-headed Parrot (Gråhovedet Pionus) T: Greisenkopf Anses i visse værker for en underart af tumultuosus. Pionus senilis (Spix) 1824 E: White-capped Parrot T: Weiskappenpapagei Hvidpandet Pionus Bronzevinget Pionus Pionus chalcopterus (Fras.) 1841 E: Bronze-winged Parrot T: Glanzflügelpapagei Underarter: chalcopterus, cyanescens (anerkendes ikke i visse værker) Side 15 Side 18 Side 20 Pionus fuscus (Müll.) 1776 E: Dusky Parrot T: Veichelpapagei Violvinget Pionus Side 22 3

4 4

5 Blåhovedet Pionus Pionus menstruus menstruus (L.) 1766 Engelsk: Blue-headed Parrot Tysk: Schwartzohr Papagei Længde: 28 cm. Ringstørrelse: 7,5 mm til 8,5 mm Farvebeskrivelse Fjerdragten er grøn. Hovedet, halsen og struben er mørkeblå, og enkelte strubefjer har violetrosa kanter. Øredækfjerene er sorte. Vingedækfjerene er olivengrønne. Undervingedækfjerene er røde med grønne spidser. Halen er grøn med rød basis på fjerene, yderfanerne på de ydre halefjer er blå. Øjenringen er nøgen og grå. Iris er mørkebrun. Næbbet er sort med et lille lyserødt område på overnæbbet. Benene er grå. Kønsforskel: Der er ingen ydre kønsforskel. Ungfugle: Hovedet, struben og brystet er lysegrønne, issefjerene er tæt kantet med blåt, basis af strubefjerene er svagt lyserød, underhaledækfjerene gulgrønne med rosa markeringer. Udbredelse: Fra Costa Rica i nord til det nordlige Bolivia og Brasilien i syd samt på øen Trinidad. Underarter: se næste side Biotop: Opholder sig mest i skovene, hvor den uden for yngletiden optræder i flokke, mens den i yngletiden hovedsagelig færdes parvis. Dog kan der i yngletiden optræde flokke af ikke ynglende fugle. Dommerbemærkning Fuglene skal være glansfulde og give et opmærksomt indtryk. 5

6 UNDERARTER (se også skema nederst) Pionus menstruus rubrigularis (Cabanis) Farvebeskrivelse: Den er mere mat end nominatformen. Brystfarven er også mere mørkeblå og ikke så udbredt som hos nominatformen. De røde fjer på brystet er ikke så iøjnefaldende som hos nominatformen. Den er lidt mindre end nominaten. Udbredelse: Costa Rica, Panama, Vestlige Colombia og Vestlige Ecuador. Den er ikke identificeret i fangenskab. Pionus menstruus reichenowi (Heine) Farvebeskrivelse: Hannen og hunnen er ens og mere matte i farverne end nominatformen. Den blå brystfarve er mere udbredt, og der findes intet rødt på struben og brystet. Lårene og bugen er mere lysegrøn med blå spidser på fjerene. Underhaledækfjerene er røde. Dækfjerenes spidser er blågrønne. Udbredelse: Nordøstlige Brasilien. Importeret i begrænset antal i de slutningen af 1990 erne. Er i fugleholdet i opdræt. P. menstruus menstruus P. menstruus rubrigularis P. menstruus reichenowi Grundfarve Grøn Mørkere grøn end menstruus Grøn med tydelige blå aftegninger Hoved Kraftig blå Mat blå Mere blå end menstruus Hals Rød til rosa farven og Mere intensiv end Den røde farve mangler størrelse varierer menstruus Næb Sort og ved basis rød Sort og ved basis rød Sort og ved basis hornfarve uden rød 6 Unge

7 Rødnæbbet Pionus Pionus sordius sordidus (L.) 1758 Engelsk: Red-billed Parrot Tysk: Dunenkopf Længde:28 cm. Ringstørrelse: 7,5 mm til 8,5 mm Farvebeskrivelse Oversiden er brunlig olivengrøn. Hovedets fjer er med mørkeblå kanter. Kindfjerene er oliven med blå spidser. Hagen og et bånd over struben, der er dannet af fjerenes kanter, er blåt. Brystet og bugen er olivenfarvet. Underhaledækfjerene er røde. Svingfjerene og hånddækfjerene er grønne. De første håndsvingfjer er med blålig kant på yderfanen. De store undervingedækfjer og inderfanen på svingfjerenes underside er grønlig. De centrale halefjer er grønne, de ydre halefjer er blå på yderfanen og røde mod basis af inderfanen. Halens underside er grøn, men rød ved de ydre halefjers basis. Iris er gul. Næbbet er rødt, næbryggen er mørk ved roden og har et gult skær ved basis nær næbkanten. Benene er mørke. Kønsforskel: Ingen ydre kønsforskel. Ungfugle: Hovedet, struben og brystet er lysegrønne, issefjerene er kantet med blåt. Underhaledækfjerene er gulgrønne med rødlige markeringer. Udbredelse: Nordlige Venezuela, vestlige Colombia, Ecuador, østlige Peru og nordlige Bolivia. Den er ikke importeret til Danmark i 1970 erne og 1980 erne. Arndt Koralnæbbet Pionus Pionus sordidus corallinus UNDERARTER Længde: 29 cm. Farvebeskrivelse Hannen og hunnen er mørkgrønne. Fjerene på hovedet er kantet med blåligt. Fjerene på skulderområdet har blålige mørke kanter samt et grønt skær. Hagen og et tværbånd over brystets øverste del er dannet af fjerenes blå kanter. Underhaledækfjerene er røde med mørke skafter. Store undervingedækfjer og undersiden af svingfjerenes inderfane er grønne. Halefjerene er grønne, ydrehalefjer er med blå yderfaner, mens inderfanen er rød ved basis. Iris er brun. Næbbet er koralrødt. Benene er grå. Arndt 7

8 Udbredelse: Tropiske zoner af Andesbjergene i Colombia, østlige Ecuador, det nordlige Peru og Bolivia. Den er antagelig vanskelig at identificere som underart. Ecuador Pionus Pionus sordidus mindoensis Længde: 28 cm Farvebeskrivelse Den ligner P. s. corallinus, men har en mere gulliggrøn farve. De blå kanter på issen og hovedsiderne er generelt mere matte i farverne. Oversiden er uden grønt glinsende skær. Vingedækfjerene er uden udprægede mørke kanter. Udbredelse: Subtropisk zone i det vestlige Ecuador. Den er formentlig vanskelig at identificere som underart. Rødnæbbet Colombia Pionus Pionus sordidus saturatus Længde: 28 cm. Farvebeskrivelse: Den ligner P. s. sordidus, men den afviger tydeligt ved sine meget mørke farver, der er mere grønne både på kroppens over- og underside. Fjerene på oversiden er uden tydelige olivenbrune eller olivengrå kanter. Undersiden af kroppen er meget mørkere og mere ensartet grøn, måske med en smule eller slet intet brunligt og rødligt skær. Udbredelse: Tropiske zoner i Santa Martabjergene i Colombia. Den er ukendt i fugleholdet. Pionus sordidus antelius Farvebeskrivelse: Den er mindre end nominatformen, og ligeledes mere bleg i den grønne farve og med mindre blå og ingen lyserøde aftegninger. Udbredelse: Nordøstlige Venezuela i Anzoategui, Sucre og Monagas. 8

9 Pionus sordidus ponsi Farvebeskrivelse: Fjerdragten er mørkere grøn og uden lyserød farve. Udbredelse: Sierra de Perija, Zulia, nordvestlige Venezuela, Magdalena, nordlige Colombia ved foden af Sierra Nevada. Grundfarve Hoved Smallere sømmangler delvis Uden nævneværdig brystbånd Brystbånd sordidus antelius saturtus ponsi corallinus mindoensis Olivengrøn Grøn uden mørkeblå sømme Blåfarvet, udbredelse variabel Lys olivengrøn Grøn uden mørkeblå sømme Uden nævneværdig brystbånd Mørk olivengrøn Grøn uden mørkeblå sømme Uden nævneværdig brystbånd Lys olivengrøn Grøn uden mørkeblå sømme Uden nævneværdig brystbånd Mørk olivengrøn uden lyse sømme Blå sømme Omfattende intensiv violetblå Lys gullig grøn Bug Ryggen Overvinge Matoliven med blåligrosa sømme Matoliven med olivenbrun anstrøg Matoliven med olivenbrun anstrøg Guloliven, lysegule sømme Matoliven med olivenbrun anstrøg Matoliven med olivenbrun anstrøg Grøn, uden blå sømme Matoliven uden brunlig anstrøg Matoliven uden brunlig anstrøg Grøn, uden blå sømme Matoliven uden brunlig anstrøg Matoliven uden brunlig anstrøg Grøn, uden blå sømme Gråblå anstrøg, Spidser smudsig blå Olivengrøn med mørke sømme Grøn, uden blå sømme Lysoliven, uden grålig anstrøg Olivengrøn uden sømme Størrelse 28 cm 26 cm 28 cm 28 cm 30 cm 30 cm 9

10 10

11 Engelsk: Scaly-headed Parrot Tysk: Maximilianpapagei Tidligere dansk navn: Maximilian Pionus Længde: 29 cm. Ringstørrelse: 7,5 mm til 8,5 mm Blåstrubet Pionus Pionus maximiliani maximiliani (Kuhl) 1820 Farvebeskrivelse Fjerdragten er olivengrøn. Panden og tøjlerne er matsorte, struben blåviolet. Underhaledækfjerene er røde, mens undersiden af halen er grøn med blå yderfaner. Øjenringen er nøgen, den er hvid med blåviolette islæt. Iris er brun. Næbbet er mørkt med hornfarvede spidser på over- og undernæb. Benene er gråbrune. Kønsforskel: Der er ingen ydre kønsforskel Ungfugle: Hovedet er lysere grønt end hos forældrefuglene med en mindre mørk kantning af fjerene. Panden er rødlig. Udbredelse: Østlige del af Sydamerika fra det østlige og sydvestlige Brasilien i nord og til det nordlige Argentina i syd. Arndt Biotop: Den lever i lavlandet i åben skovområder. Den er importeret flere gange. Gulnæbbet Pionus Pionus maximilian siy UNDERARTER Længde: 28 cm. Farvebeskrivelse: Hovedets fjer er grønne med mørke violette til gråblå kanter. Pandefjerene har næsten sortagtige sømme, men på den bagerste del af issen og baghovedet er de askegrå med særligt iøjnefaldende fjerbaser. De små fjer på hovedets sider har smalle blå sømme, hvilket giver disse partier et skællet udseende. Tøjlerne er sorte. Ryggen, vingerne og kroppens underside skinner i visse belysninger olivent til gyldengult. På struben og forhalsen er fjerenes kanter bredere og purpurfarvede. Underhaledækfjerene er lyserøde. 11

12 Halens underside er grøn med blåligt skær. De yderste halefjer er lys rødlige ved basis af inderfanen. Yderfanen er blå. Øjet er mørkebrunt. Næbbet er på trods af navnet ikke mere gult end lysere hornfarvet end hos nominatformen. Benene er sortagtige. Udbredelse: Nordlige Argentina, Paraguay, Central og østlige Bolivia op til Mato Grosso og Brasilien. Den er meget vanskelig at identificere korrekt. Tucuman Pionus Pionus maximiliani lacerus Længde: 33 cm. Farvebeskrivelse: Den ligner nominatformen, men er større og kraftigere. Oversiden er lysere grøn. Issefjerene ergrønne med blå kanter. Skulderområdet, ryggen og vingedækfjerene er grønne. Kroppens underside er olivengrøn. Fjerene på struben og brystet er med smalle blå kanter. Underhaledækfjerene er røde, men grønne langs deres midte. Undernæbbet er brunt med gul spids, overnæbbet gulligt, men mørkt ved roden. Udbredelse: Den lever i det nordlige og vestlige Argentina i provinserne Salta og Tucuman. Den er ikke identificeret i fangenskab. Pionus maximiliani melanoblepharus Ribeiro 1920 Størrelse 31 cm. Farvebeskrivelse Udfarvede fugle adskiller sig fra P. m. maximiliani ved, at hoved og strube er mere blå. Grundfarven er mørkere. Ungfugle adskiller sig fra nominatformen ved en mørkere grøn nuance. Udbredelse Fra øst til sydøst Brasilien, i den nordlige del af Espirito Santo og Goías, sydlig til Parana, vestlig til sydøst Mato Grosso, nordøst Argentina i området af Misiones, sydøst Paraguay. I fangenskab Normalt yngler blåstrubet Pionus villigt i fangenskab og får som regel 3-4 æg, men der er også nogle opdrættere (bl.a. Verner Jespersen, Them) der har opnået, at få 6 unger i et kuld. Rugetiden er 26 dage og efter ca. 60 dage forlader ungerne reden. 12

13 maximiliani melanoblepharus siy lacerus Grundfarve Grøn Mørkgrøn Olivengrøn Olivengrøn Baghoved Brede mørkegrå kanter Let blålig anstrøg Mørkegrå til olivengrøn Mørkegrå til olivengrøn Hage, strube Grøn Intensiv blå Blå sømme Blå sømme Brystbånd Underbryst, bug Overvingedækfjer Violetblå, delvis med violetrosa anstrøg. Mørk violetblå Lyst rødviolet anstrøg Lyst rødviolet anstrøg med større udbredelse Let bronzefarvet anstrøg Lysegrøn Mørkegrøn Bronzefarvet anstrøg Mat oliven til Mørk olivengrøn Bronzefarvet Let bronzefarvet brunlig Øjenring Gråhvid til grå Mørkere og smallere Gråhvid til grå Gråhvid til grå P. maximiliani siy 13

14 Engelsk: Plum-crowned Parrot Tysk: Purpurstirnpapagei Tidligere dansk navn: Rødkappet Pionus Blommehovedet Pionus Pionus tumultuosus (Tschudi) 1844 Pionus seniloides anses af visse systematikere i dag for en underart af tumultuosus. Her i materialet behandlet som egen art. Længde: 28 cm. Ringstørrelse: 7,5 mm til 8,5 mm. Farvebeskrivelse Hannen og hunnen er ens med vinrødlige kinder og hage. Fjerenes basis er hvid. Fjerene på kinder og øreområdet har mørke purpuragtige kanter. Baghalsen, halsens sider og brystet er rødlig purpurfarvet. Underhaledækfjerene er røde med gulliggrønne kanter. De store undervingedækfjer og inderfanen på svingfjerenes underside er grønlige. Halens overside er grøn ved basis af yderfjerene, men rød på inderfanen og purpurfarvet på yderfanen. Halens underside grøn med rødt ved fjerenes basis. Iris er brun. Næbbet er gult. Benene er blåliggrå, Kønsforskel: Der er ingen ydre kønsforskel. Ungfugle: Nakken og bageste del af issen er mørkegrøn ligesom ryggen. Struben er rødrosa som hos voksne fugle, men kinderne og brystet er grønne. Underhaledækfjerene er gulliggrønne med lyserøde markeringer. Udbredelse: Bjergene i Øst Peru og Bolivia BK Biotop: Man ved ikke meget om den i naturen ud over at den opholder sig i bjergene i skovtykninger. Den er sjælden i fugleholdet. BK BK BK 14

15 Rødisset Pionus Pionus seniloides (Massena & Souance) Engelsk: White-headed Parrot eller Grey-headed Parrot Tysk: Greisenkopf Tidligere dansk navn: Gråhovedet Pionus Den anses af visse systematikere i dag for en underart af tumultuosus. Her i materialet behandlet som egen art. Længde: cm. Ringstørrelse: 7,5 mm til 8,5 mm Farvebeskrivelse Panden og issen er hvide, men fjerene har orangerøde kanter. Fjerene på baghovedet, nakken og halssiderne er hvide ved basis, derefter grålige blå og kantet med sort. Kindfjerene er hvide kantet med sort, dog er undertiden de foranliggende fjer kantet med orangerødt. Der er et blåligt bånd på struben, og det går over i vinrødt ned over brystet og bugen. Underhaledækfjerene er røde med mørke skafter. De store undervingedækfjer og inderfanen på svingfjerenes underside er grønne. De midterste halefjer er grønne. De ydre halefjer er grønne på den yderste tredjedel, men mørk purpurfarvet på yderfanen og rød på de nederste totredjedele af de inderste fjer. Halens underside er rød ved basis og grøn mod spidsen. Næbbet er horngult. Benene er mørkegrå. Kønsforskel: Der er ingen ydre kønsforskel. 15

16 Ungfugle: Hovedfjerene er grønne med hvid basis, issefjerene har smalle røde kanter, fjerene på hovedsiderne er hvide med grønne kanter. Struben og brystet er grønne. Udbredelse: Nordvestlige Venezuela, de østlige Andesbjerge i Colombia og Andeskæden i Ecuador og Peru. Sjælden i fugleholdet Der er nogen farvevariation indenfor arten, som det kan ses af de billeder med skindlagte fugle fra Quito Museum. 16

17 17

18 Hvidpandet Pionus Pionus senilis (Spix) 1824 Engelsk: White-capped Parrot Tysk: Weiskappenpapagei Længde: 24 cm. Ringstørrelse: 7,5 mm Farvebeskrivelse Fjerdragten er generelt olivengrøn. Panden og issen er hvid. Fjerene på resten af hovedet er grønne med blå kanter. På hagen og midt på struben er en hvid plet. Fjerene på brystet er olivenbrune med blålige kanter, som gradvist bliver mere grønne mod bugen. Underhaledækfjerene er rosarøde med grønt skaft og et blåt skær mod spidsen. De længste halefjer har gulgrønne kanter. De små og mellemste overvingedækfjer er olivenbrune. Håndrodsfjerkanten er hvid, tommeldækfjer og håndsvingfjer er dybblå, svingfjerene er dog grønne mod spidsen. Armsvingfjerene er blå med grøn kant på yderfanen. Undervingedækfjerene er grønne med blåt mod spidsen. De største undervingedækfjer og inderfanen på svingfjerenes underside er græsgrønne. De midterste halefjer er grønne med blåt mod spidsen. De ydre halefjer er blå med rød inderfane ved basis, der inderste halefjer er grønne mod basis af inderfanen. Halens underside blågrøn mod spidsen, men rød ved basis. Iris er brun. Næbbet er blegt horngult. Benene er brunlige. Kønsforskel: Der er ingen ydre kønsforskel. Ungfugle: Fjerene på hovedsider og isse er grønne kantet med brunhvidt. Fjerene på den resterende del af hovedet er grønne med lidt eller intet blåt. Der er ingen hvid strube og brystplet. Der er intet eller kun lidt purpurblå markeringer af brystfjerene. Underhaledækfjerene er gullig grønne. Udbredelse: Sydlige Mexico, Vestlige Panama og Honduras. Biotop: Den træffes i de lavere dele af regnskoven i småflokke op til 10 individer. Den er sjælden på udstillingerne. 18

19 Unge Mutation 19

20 Engelsk: Bronze-winged Parrot Tysk: Glanzflügelpapagei Længde: cm. Ringstørrelse: 7,5 mm til 8,5 mm Bronzevinget Pionus Pionus chalcopterus (Fras) 1841 Farvebeskrivelse Hovedet og undersiden er blåsorte. Struben er cremefarvet. Halsen har rødlige fjer. Vingedækfjerene er bronzefarvede. Svingfjerene er mørkeblå. Gumpen, underhalen og undersiden af vingerne er lyseblå. Underhaledækfjerene er røde. Øjenringen er nøgen, og den er rosafarvet. Iris er mørkebrun. Benene er kødfarvede. Kønsforskel: Der er ingen ydre kønsforskel. Ungfugle: Hovedet og oversiden er grønlig. Fjerene på undersiden er brune kantet med mørkegrønt med et blåligt islæt. Undervingedækfjerene er brune med lysere grønne kanter. Udbredelse: Nordlige Sydamerika, nordvestlige Venezuela, vestlige Peru til Ecuador og sydvestlige Colombia. Biotop: Den lever i skovene i bjergene. 20

21 Den er sjælden i fugleholdet UNDERARTER Pionus chalcopterus cyanescens Meyer de Schauensee Den ligner nominatformen, men undersiden er mere purpurblå med en mindre bronzegrøn tone. Den er lidt mindre end nominaten. Den er en smule mindre end nominatformen, men den er vanskelig at identificere. Denne underart er ikke med i visse systematiske værker. Hun 21

22 Violvinget Pionus Pionus fuscus (Müll.) 1776 Eng.: Dusky Pionus Tysk: Veichelpapagei Længde: 26 cm. Ringstørrelse: 7,5 mm Farvebeskrivelse Ryggen, overgumpen, overhaledækfjerene, skulderfjerene og vingedækfjerene er mørkebrune, fjerkanterne er lyse eller jordbrune. Hovedet er sortblå. Tøjlerne har røde fjer. Øredækfjerene er sorte. På struben og halssiderne er der en hvidlig krave, frembragt af de hvidlige fjerkanter. Fjerene på hagen har rødlige kanter. Kroppens underside er brun med et purpurrødt skær på fjerenes kanter. Underhaledækfjerene er purpuragtige røde. Tommelfjer, hånddækfjer, svingfjer og de små og mellemste undervingedækfjer er purpuragtige blå. Svingfjerenes underside er sorte og har den inderste del af inderfanen lys blålig, ligesom de store undervingedækfjer. Halen er purpurblå med undtagelse af spidsen på inderfanen af de ydre halefjer, der er røde. Næbbet er grålig sort, overnæbbet dog gulligt ved roden. Benene er gråsorte. Iris er brunsort. Kønsforskel: Der er ingen ydre kønsforskel mellem han og hun. Ungfugle: De ligner voksne fugle, men nogle af vingedækfjerene er kantet med grønt. Udbredelse: Sydlige Venezuela, Guiana og nordlige Brasilien. Biotop: Den er sjælden i skovområderne, men mere almindelig mod kysterne samt ved savanneskovene. Den er langt mindre udbredt end P. menstruus. Andre steder kendes den kun fra skovområderne, hvor den optræder i flokke. Den er sjælden i fugleholdet 22

23 Unge 23

24 Gør ikke som denne under bedømmelsen! 24