Nørreå-dalen - fra Nørreåens udspring i Hald sø området og til Fladbro.

Transkript

1 Nørreå-dalen - fra Nørreåens udspring i Hald sø området og til Fladbro. Indledning En foreløbig oversigt over væsentlige kulturhistoriske spor i landskabet Den tematiske oversigt kan tjene som information for de enkelte arbejdsgrupper. Den kan også være til inspiration i diskussionerne om udvikling af nye initiativer, som har et autentisk historisk udgangspunkt. Historien eller kulturarven kan bruges aktivt i nutidige projekter. Der har levet mennesker i ådalen i godt år. En viden om de mange historier, som knytter sig til deres liv, kan styrke den historiske identitet hos de mennesker, som bor her i dag. Generationerne før os har udnyttet åens vand, de har sejlet, fisket og udnyttet vandkraften. De har gravet tørv, udvundet okker, brændt tegl, og de har bjærget hø og ladet deres kvæg afgræsse engene. På de højere liggende jorder har de dyrket afgrøder, de har bygget kirker og herregårde, skabt driftige landsbyer, anlagt møller, industrianlæg, ladepladser og bygget jernbane og landeveje. For det meste har de levet fredeligt, men ind imellem har krig og fjendskab formet deres liv. Alt sammen kan være til inspiration, når vi som moderne mennesker i dag bor eller færdes langs den maleriske Nørreå-dal. Denne foreløbige oversigt af museumsleder Henning Ringgaard Lauridsen, Viborg Museum, og arkivar Dan Ersted Møller, Viborg Lokalhistoriske Arkiv, skal løbende udbygges med flere historier og informationer. Mange kilder og historiske oplysninger findes på de lokalhistoriske arkiver i de berørte kommuner og på Viborg Museum. Alle arbejdsgrupper er velkommen til at henvende sig her. Kontakt findes via hjemmesiderne. Udvalgte kulturværdier fra forhistorisk tid Nørreådalen, der løber som en bred tunneldal i øst-vestlig retning mellem Viborg og Randers er en del af et større istidslandskab med brede ådale og let bakket terræn. Efter isen kom stenalderhavet, der med en fjordarm rakte helt ind til Buunshåb. Landskabets mange fredede gravhøje vidner om, at her har der levet mennesker langt tilbage i tiden. Det understøttes af en række arkæologiske fund af begravelser, bopladser og vejanlæg. 1

2 Flere oplysninger om de følgende eksempler samt om andre spor fra de ældste tider kan findes i museernes såkaldte bygherrerapporter. (se museernes hjemmesider). Kvorning-vejen En 125 meter lang vej fra bronzealder ( f. Kr.).Vejen var repareret og ombygget flere gange. Den ældste vej var opbygget af grene, senere blev den forstærket med planker, og den yngste vej var af toppede brosten. Vejen var anlagt, hvor afstanden mellem Tindbæk Hestehave og tørt land på nordsiden af ådalen var kortest, men om vejen blot skulle føre folk og køretøjer tørskoet over til Hestehaven eller om den er ført videre over åen til tørt land mod syd ved vi ikke, men det kan ikke udelukkes. Gravhøje ved Vejlebro I området syd for Vejlebæk er der registreret 33 gravhøje indenfor et knapt 1 km2 stort område. (Se fig. 1.). Det er ikke mange andre steder man finder så mange gravhøje inden for så begrænset et område. Placeringen er nok ikke tilfældig. Ved Vejlebro har man forholdsvis let kunnet passere Nørreådalen. Det er derfor oplagt at forestille sig, at der i enkeltgravskulturen ( f.kr.) har været en sti eller en vej langs med højene syd for Vejlebro, og at der også dengang har været et vadested ved Vejlebro. Fig. 1. Tindbæk Hestehave - en boplads fra yngre stenalder samt en boplads og en urnegrav fra yngre jernalder I Nørreådalen syd for Kvorning, har arkæologer fra Viborg Museum fundet anlægsspor fra 15 hustomter, et hegnsforløb og flere gruber med ornamenterede lerkarskår fra blandet andet tragtebægerkulturen ( f. Kr.). Husene på lokaliteten formodes at være fra tidsrummet f. Kr. og dermed fra senere dele af yngre stenalder og fra starten af ældre bronzealder. 2

3 Fårdalfundet Et rigt offerfund fra bronzealderen fundet ved Fårdal øst for Viborg. Fundet bestod af kvindesmykker og figurfremstillinger af bronze, der antagelig oprindelig har siddet på en kultmodel af et skib. Disse skatte fra bronzealderen fortæller om en naturtro og en mytologi, som vi med vores nutidige tankegang aldrig vil kunne forstå til bunds. Mest fascinerende blandt fundene er vølven, en lille kvindefigur med øjne, som strålede som selve den guddommelige sol. Hun er vævet ind i en mytisk figurgruppe med slanger, tyre og hesteskikkelser. De kraftfulde og hellige figurer rummer utvivlsomt noget kultisk; måske fortællingen om verdens skabelser og livets mening. Vølvefiguren fra Fårdal Nørreåen som transportvej Nørreåen er doven. I dens ca. 40 km. lange forløb til Fladbro falder den kun ca. 3 m. Det rolige forløb gør den god som transportvej. Pramfart på Nørreåen Pramfartens udgangspunkt var Randers Havn. Fra Tørvebryggen vest for broen søgte prammene op i Gudenåen og Nørreåen. Pramfarten rækker langt tilbage i tid. Vi ved, at nogle borgere i Randers allerede i 1400-årene blev omtalt som pramfolk, men om de på det tidspunkt kun besejlede Gudenåen, har vi ikke efterretninger om. Springer vi frem til 1700-årene, har vi på de ældste kort angivet enkelte ladepladser langs Nørreåen. I begyndelsen af 1800-årene blev sejladsen på Nørreåen sat i system. Åen blev oprenset helt til Ålemølle (Bruunshåb), og kongen befalede i 1813, at lodsejere langs åen skulle afstå den fornødne jord til en trækkevej. Prammene fik fri passage ved broer og ålegårde. Nogle af broerne var dog 3

4 vanskelige at sejle under. I 1827 blev Vejrumbro derfor ombygget, i 1844 blev Skjern Bro forhøjet, så prammene kunne passere med rejst mast, i 1860 blev Vejrumbro hævet på ny, i 1863 fik åløbet en ny oprensning, så mindstedybet overalt var 3 fod, i 1865 forhøjedes Nybro og i 1869 Fladbro. Pramfart på Nørreåen Nørreå-rederiet Den øgede transport på åen blev især varetaget af et rederi, som fabrikant Johannes Iver Bruun på Bruunshaab Klædefabrik stiftede i 1829 sammen med et par købmænd i Viborg. Købmændenes interesser var at få korn transporteret til Randers Havn, fabrikanten hentede råvarer i Randers og sendte færdigt klæde den modsatte vej til videre udskibning. Pramme og ladepladser Rederiets to første fartøjer, kågen Bruunshaab og prammen Vestfareren, blev snart suppleret med yderligere to pramme. Også andre aktører begyndte kågfart på åen, efter at fabrikant Bruun havde anlagt en mindre ladeplads ved Bruunshåb og bygget et større anlæg med kanal, Pramhus og ladeplads ved Vibæk. Kun de mindre kåge kunne sejle helt til Bruunshåb, mens de større pramme søgte op til Vibæk. Faciliteterne her vakte så stor opsigt, at prins Christian Frederik under et besøg i Viborg i 1831 partout skulle ud og se ladepladsen. Varerne Rederiet sikrede fast rutefart på Nørreåen modsat tidligere tiders chartertrafik. De nye pramme, der kunne laste mellem 130 og 150 tdr. korn, var overdækkede. Foruden korn og klæde fragtede pramfolkene også kul, tømmer, tørv og stykgods samt mursten. Den megen færdsel til Pramhuset medførte i 1855, at vejen til Vibæk måtte grundforbedres. Jernbanen fra Langå til Viborg, som åbnede i 1863, blev en alvorlig trussel mod kågfarten. De næringsdrivende i Viborg foretrak toget, men enkelte kågførere fortsatte sejladsen, bl.a. med tegl og tørv. Sandsynligvis gik de dog ikke højere op end Vejrumbro. Stigende kulpriser under første verdenskrig gav kågfarten en sidste opblomstring. Ældre folk langs åen husker dog, at en motordreven kåg i første del af 1920 erne tøffede rundt med en pram på slæb. Kågen fragtede især teglsten fra de 4

5 små teglværker, tørv fra moserne og tømmer fra Fussingøs skove samt okker fra okkerværket i Løvskal. Jernbanen ved Bruunshåb Fårupbanen Møllerne langs Nørreåen og udnyttelsen af vandkraften Siden engang i den tidlige middelalder har mennesker formået at udnytte vandkraften som energikilde. I Nørreådalen har det været det tilløbende vandløb, som kunne udnyttes i mølledriften. Blandt de vigtigste var: Non Mølle Skaber Mølle (Rindsholm Mølle) 5

6 Randrup mølle Søndermølle Åle mølle (Buunshåb) Subæk mølle Kvorning Mølle Bro Mølle (Vejrum) Welds Mølle (Ørum) Karmark Mølle Viskum Mølle Tindbæk Mølle, (Skern sogn) Alle tjente de som kornmøller, enkelte også som stampemøller. Med den tidlige industri i begyndelsen af 1800-årene fik vandmøllerne imidlertid en ny betydning, idet vandhjulene blev koblet på fabriksmaskinerne. Vandkraften var før opfindelsen af dampmaskinen, den eneste stabile mekaniske trækkraft, som mennesket havde til rådighed. Bruunshaab Klædefabrik Industrieventyret i Bruunshåb begyndte for alvor i 1821, da Fredericia-købmanden Bertel Bruun overlod til sin søn Johannes Ivar Bruun at opbygge Bruunshaab Klædefabrik. Johannes Ivar var på det tidspunkt 25 år. I årene forud havde han rejst rundt i Centraleuropa for at studere industriproduktion, og fyldt med indtryk fra det store udland gik han straks i gang med at skabe en af Danmarks mest moderne klædefabrikker. Vandkraften skulle levere energien. Dæmningen blev hævet, nye vandhjul installeret, fabriksbygninger opført, og fra Berlin ankom nogle af tidens mest avancerede spinderimaskiner. Ved klædefabrikken byggede han pakhuse og klædemagasiner, valkeri, farveri, stoftrykkeri og tørreri, smedje, arbejderboliger, herskabsbolig og funktionærboliger. Et teglværk havde han også anlagt, og lidt øst for hovedfabrikken ved et mindre vandløb ved Vibæk opførte fabrikant Bruun en filialfabrik. Også Søndermølle blev moderniseret og udvidet med maskiner til bearbejdning af hør. Med en arbejdsstyrke i 1835 på 223 arbejdere var Bruunshaab Klædefabrik blandt tidens tre største private klædefabrikker i kongeriget. Bruunshaab papfabrik 1956 Bruunshaab teglværk

7 Bruunshaab Klædefabrik 1828 Efter 1860 mødte klædefabrikken imidlertid en øget konkurrence. Dampkraften var ved at tage over som en stabil energikilde, og de nye klædefabrikker i byerne lå langt gunstigere i forhold til de nye jernbaner og havnefaciliteter, tillige med at fabrikanterne her langt lettere kunne rekruttere arbejdskraft. En vis stagnation kom derfor til at præge fabrikken i de sidste årtier af 1800-tallet. Katastrofalt blev situationen i 1909, hvor en voldsom brand ødelagde fabriksbygningen. Fabrikant Bruun fik Viborg-arkitekten Søren Vig-Nielsen til at tegne den nye fabrik, men produktionsstoppet betød tab af kunder, og i 1913 gik klædefabrikken på tvangsauktion. A/S J. Smiths Papfabrik I 1916 blev fabrikskomplekset i Bruunshaab købt af A/S J. Smiths Papfabrik. Stedet var velegnet, idet Mølleåen sikrede den fornødne mængde vand til papproduktionen. Fabrikant Smith flyttede nogle få maskiner med fra sin tidligere fabrik Clasonsborg ved Herning og indkøbte andre fra den likviderede A/S Søborghus Papirfabrik. J. Smiths Papfabrik kunne umiddelbart koble papmaskinerne på klædefabrikkens hoveddrivaksel og det sindrige transmissionssystem. En af fascinationerne på det arbejdende fabriksmuseum i dag er da også, at transmission og produktion foregår stort set som for små 100 år siden. Den ældste maskine er et pragtstykke af en dampmaskine fra 1896 og den nyeste er tørremaskinen, en såkaldt dysentrockner, fra Bruunshaab gamle Papfabrik rummer derfor også inden døre et potentiale til forståelsen af den teknologiske og industrielle udvikling i Danmark. Vibæk Mølle og Skovsgård skov Johs. I Bruun købte i 1830 Skovsgård ved Tapdrup og tilplantede en del af jorden med løvskov. Skoven udgør i dag et smukt rekreativt område. I kanten af bøgeskoven plantede han en række 7

8 gavnbøg, der er specielt velegnet til fremstilling af møllehjul. Det gjaldt for Johannes Bruun om at handle med rettidig omhu. Både ved Bruunshaab og ved Skovsgård byggede fabrikanten også en række arbejderkolonier til de mange fabriksarbejdere og deres familier. De fleste arbejderboliger er dog for længst forsvundne. Gennem skoven ved Skovsgård løber den lille Vibæk. Bruun lod bækken opstemme og indrettede Vibæk Mølle som en filialfabrik til klædefabrikken i Bruunshaab. I 1850 købte mekanikus Søren Vistoft Vibæk-fabrikken. Med møllehjulet som trækkraft indrettede han her Danmarks første fabrik for Agerdyrkningsredskaber, altså fremstillede landbrugsmaskiner som svingplove, hesteriver, radrensere og kornrensemaskiner. Også krydderikværne og støbeforme til chokoladefremstilling producerede han på fabrikken. En overgang havde Vistoft 28 mand beskæftiget. Sønnen videre førte virksomheden i 1870, da Søren døde. Ved sønnens død ti år senere solgte enken Vibæk Mølle til Asmild-Tapdrup Sogneråd. Rådet indrettede stedet til fattiggård, og det var nu fattiglemmerne, der rumsterede i de små fabrikslokaler. Dog benyttede også den lokale husflidsforening et par lokaler et par aftner om ugen i vinterhalvåret. De oprindelige fabriksbygninger er i dag indrettet til beboelse. Subæk Mølle - er en gammel boghvedekværn. I 1838 overtog Søren Vistoft møllen, men forpagtede den i første omgang ud til en holstener ved navn Johan Völker. Holsteneren forsøgte i Subæk at skabe en papirfabrik. Han ansatte både svend og lærling og organiserede indsamling af ben og klude, uden at det bliver til særlig meget papir. Indtil papiret blev fremstillet af træ var både ben og klude særdeles anvendelige i papirproduktionen. Bebyggelser i Nørreådalen - Landsbyer Karakteristisk for landsbyerne i Nørreådalen er deres beliggenhed på kanten af engene og det højereliggende agerland. Placeringen betød, at gårdene lå ideelt i forhold til de vigtige ressourcer: på den ene side engene med høbjergning og græsning, ovenfor agerlandet med kornmarkerne og på skrænterne spredt bevoksning af træ og krat. Længst fra landsbyen lå overdrev og hede. Tapdrup Tapdrup var oprindelig en sluttet klyngeby, med gårde og huse beliggende omkring forten, byens fællesareal. I de sidste årtier har byen haft vokseværk. Et stort villakvarter voksede frem på ådalens sydskråning. Tapdrup

9 I tre tilfælde har Tapdrup skrevet sig ind i danmarkshistorien. Første gang var i På det tidspunkt rådede de holstenske grever anført af grev Gert i Danmark. Den unge kongesøn, junker Otto forsøgte med en hær at tilbageerobre magten, men blev med sin hær slået i et stort slag på Taphede oven for Tapdrup og taget i livsvarig fangenskab af grev Gert. Anden gang var i 1644, da ejeren af herregården Skovsgaard, viceadmiral Corfitz Ulfeldt, blev dræbt i søslaget ved Fermern mod en forenet svensk-hollandsk flåde og efterfølgende begravet i krypten under Tapdrup Kirkes kor. Tredje gang var i 1908, da politikeren Anders Nielsen fra Tapdrup som den første husmand blev minister i Danmark. Løvskal Landsbyen var engang kendt for sine bindingsværksgårde. Den verdensberømte ornitolog fra Viborg Katedralskole, H. Chr. C. Mortensen, havde Løvskal som sin foretrukne storkelandsby. Fugle-Mortensen i færd med at ringmærke storkeunger på en gård ved Løvskal. Tindbæk Tindbæk ligger på randen af Nørreådalen ca 12 km nord for Bjerringbro. Første gang man støder på bostedet er i 1600, men det er dog sikkert langt ældre. 9

10 Vejrumbro Vejrum 1956 Ø Øby 1956 Ålum Ved Ålum lå en ladeplads for prammene på Nørreåen. Udskibningsstedet var sydøst for byen ved Gammel Skibsteds Eng. Herfra udskibedes blandt andet teglsten fra Haldagergårds teglværk. Byggemateriale fra bl.a. skovene ved Fussingø og tegl fra de mange små teglværker i ådalen blev i stort omfang fragtet på prammene. I 1833 blev der eksempelvis årligt fragtet mursten til Randers fra værkerne. 10

11 Slotte og herregårde Skjern Slot Karmark var en af egnens ældste herresæder, i årene 1279 til 1298 ejet af kong Erik Glippings drost, Peder Nielsen Hoseøl. I de urolige år efter mordet på kong Erik i Finderup Lade egnede det relativt fladt liggende Karmark sig ikke til fæstning. I stedet opførte drost Peder Vendelbo Skjern Slot på en banke i ådalen nær overfartsstedet. Borgen lå solidt beskyttet med dobbelte volde og grave og var i sidste del af 1300-årene Østjyllands stærkest befæstede borganlæg. Borgen stod i 300 år, indtil dens volde og mure blev skudt i grus under Kejserkrigen Efter slottets ødelæggelse blev tre gårde opført på dets jord. I 1692 blev gårdene nedlagt (Skjern by) og erstattet af Skjern Hovedgård. Både hovedgården og det nuværende Karmark Mølle blev bygget af materialer, hentet fra det gamle borganlæg. Viskum Hovedgård Godset nævnes 1442 under Viborg bispestol. Godset var administrationscentrum for de store bispelige godsbesiddelser i Sønderlyng og Middelsom herreder. Her var ikke mindst opdræt og eksport af heste og stude en givtig indtægtskilde. Også for de senere ejere, både af adelig og borgerlig herkomst, havde studedrift og kvægopdræt som en vigtig indtægtskilde. Den trefløjede hovedbygning i en etage nær Viskum Kirke er opført ca I 1860 tilføjedes en nordfløj. Viskum Vesterskov blev anlagt i 1820 erne af præsten Hans Bjerregaard som landets første systematiske hedeplantning under fyndordene: Hvor ploven ej kan gå, og leen ikke slå, der bør et træ at stå. I den anlagte skov blev i 1826 rejst en obelisk til minde om Frederik d. 6. s besøg. Kirker langs Nørreåen De to små sognekirker, Skjern Kirke og Vejrum Kirke, er karakteristiske for ådalen, idet de ligger ved ældgamle overfartssteder, altså er vadestedskirker og kendingsmærker for de vejfarende. Skjern Kirke (og runestene) Kirken, der består af romansk kor og skib, ligger på en terrasse højt over dalen. Ved våbenhuset er anbragt to runesten. Den store sten har tekst og billede på forsiden: mon ikke den har stået meget synligt tæt ved vadestedet, hvor vejen svinger. Stenen har været malet i stærke farver, orange, sort, rød og bærer som en maske med store runde øjne og flettet skæg. Hovedet har sikkert haft en skræmme- og værnefunktion. Vejrum Kirke Også Vejrum Kirke ligger højt med vidt udsyn over Nørreådalen. Kampestensdiger indhegner kirkegården og omslutter to gravhøje, formentligt langhøje fra bronzealderen. Kirken er opført omkring første halvdel af 1200-tallet i romansk stil. Viskum Kirke Viskum kirke er opført med romansk kor og skib i rå kampesten. Kirken ligger lige over for Viskum Hovedgård, der som nævnt indtil reformationen tilhørte viborg-bispen. 11

12 Ålum Kirke Kirken er præget af sit tilhørsforhold til Skeel-slægtens Fussingø få km nord for kirken. Kirken er kendt for den fornemme, romanske sydportal mellem det nuværende våbenhus og kirkeskibet med 3 dobbelte granitsøjler et prægtigt stenhuggerarbejde En af runestenene uden for kirken tyder på, at der har stået et kirkehus på Ålum kirkebakke i mere end 1000 år. Den nuværende kirke er opført mellem år 1150 og Det er en usædvanlig stor romansk kirke. Størrelse hænger muligvis sammen med Sct. Kjeld, der var født i sognet og som på det tidspunkt var domprovst i Viborg. Ålumstene Ved Ålum Kirke kan den besøgende studere hele fire runesten. Udenfor kirkens våbenhus står de to største runesten, og i kirkens våbenhus står yderligere to runesten. Råstofudvinding langs Nørreå-dalen Okkerværket i Løvskal Ved området Næsset lå et okkerlag, der var op til 5,4 meter tykt. Her begyndte lokale folk under 1. verdenskrig en udvinding af okkeret. Råstoffet blev brugt i fremstilling af maling. En af aftagerne var togvognsfabrikken Skandia i Randers, som producerede de karakteristiske røde tog til DSB. Okkerudvindingen i Løvskal ophørte i 1960, men endnu findes rester af det gamle anlæg i landskabet. 12