Juristen. Udgivet siden Nummer 6 Juli Essay. Artikler. Nye domme. Nye love. side 173

Transkript

1 Juristen Udgivet siden 1919 Nummer 6 Juli 2008 Essay Handicapbegrebet i forskelsbehandlingsloven Af advokat, Linda Rudolph Greisen side 173 Artikler Rustilstande og (u)tilregnelighed Af overlæge Peter Gottlieb, højesteretsdommer Poul Dahl Jensen, overlæge. ph.d. Mette Brandt-Christensen, overlæge & ledende overlæge Peter Kramp side 177 Nye domme Produktansvar og ansvarsbegrænsningen i ABT 93 (og AB 92) 35, stk. 2, vedrørende indirekte tab HD af (UfR H) Af professor, dr.jur. Torsten Iversen side 188 Nye love Nye regler om tjenestemænds afgangsalder mv. Af afdelingschef Carl Erik Johansen Nye regler om dansk straffemyndighed Af konsulent Carsten Kristian Vollmer side 194 side 197

2 Juristen Udgivet siden 1919 Nummer 5 Juni 2008 Vil du gerne publicere i Juristen? Juristen modtager meget gerne bidrag fra både praktikere og forskere. Der er mange gode grunde til at publicere i Juristen: Gennemslagskraft. Juristen har gennem flere generationer været et af de førende juridiske tidsskrifter for både jurister og jurastuderende i Danmark. Artikler i tidsskriftet er hyppigt citeret relevante steder, herunder i domsnoter og juridisk faglitteratur. Kvalitetsstempel. At få optaget en artikel i Juristen er et kvalitetsstempel for dit arbejde. Tidsskriftets bredt sammensatte redaktion af fremtrædende forskere og praktikere foretager en nøje kvalitetskontrol af alle indsendte bidrag. I tvivlstilfælde vil to af redaktionsmedlemmerne vurdere artiklen. Ved vurderingen lægger vi generelt vægt på, at bidraget har en høj faglig standard, at det kan have interesse for en bred kreds af tidsskriftets læsere, og at det er formidlet i en klar og læsevenlig form. Hurtig optagelsesprocedure. Du får en hurtig tilbagemelding om et indsendt bidrag. Som regel vil vurderingen blive foretaget i løbet af et par uger. En accepteret artikel vil som regel blive publiceret i tidsskriftet i løbet af nogle få måneder. Din artikel kan accepteres og publiceres efter en særlig hurtig procedure, hvis den har en meget aktuel karakter. Stor udbredelse. Din artikel kommer ud til et stort og kyndigt publikum, da Juristen henvender sig til en bred kreds af jurister og andre praktikere inden for alle relevante områder. Den trykte udgave har et oplag på næsten 2000, den elektroniske udgave udsendes med nyhedsmail til mere end personer, alle artikler er tilgængelige via Juristens hjemmeside og endelig kan de som noget nyt også søges via Danmarks største artikelbase i Info Media. God honorering. Vi honorerer alle optagne bidrag som påskønnelse af det udførte arbejde (525 kr. pr. tidsskriftsside). Du modtager også 15 frieksemplarer af det trykte nummer, som din artikel bringes i. Bidrag indsendes i elektronisk form (word) til redaktøren (jens.kristiansen@jur.ku.dk). Inden du sender dit bidrag til redaktøren, er det en god ide at læse manuskriptvejledningen, herunder de specifikke krav til optagelse af bidrag i de forskellige kategorier. Du kan finde manuskriptvejledningen på Du er også velkommen til først at kontakte redaktøren med et oplæg til et essay eller en artikel.

3 Handicapbegrebet i forskelsbehandlingsloven Af Advokat Linda Rudolph Greisen, Dansk Arbejdsgiverforening Indledning Vestre Landsret har ved to domme i oktober 2007 afsagt to af de første afgørelser om fortolkningen af handicapbegrebet i forskelsbehandlingsloven. Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. beskytter bl.a. mod forskelsbehandling på grund af handicap. Indtil de to principielle domme blev afsagt, har der været stor usikkerhed om, hvornår der er tale om et handicap i lovens forstand. Der har været søgt, men ikke givet 3. instansbevilling i de to sager. Bl.a. på baggrund af de to domme søger artiklen at beskrive omfanget af handicapbegrebet i dansk ret. Den lovgivningsmæssige baggrund Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. trådte oprindeligt i kraft i Dengang blev loven begrundet med, at Danmark ikke i tilstrækkelig grad levede op til de internationale forpligtelser, der var påtaget. Loven udspringer derfor i udgangspunktet ikke af EU-retten. Loven blev valgt som implementeringsbaggrund for Rådets direktiv 2000/78/EF om generelle rammebetingelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. Direktivet forbyder forskelsbehandling bl.a. på baggrund af handicap. Direktiv 2000/78/EF var et af tre direktiver med hjemmel i EFtraktatens art. 13. Direktiv 2000/78/EF giver ikke nogen definition på, hvad der skal forstås ved begrebet handicap. Det blev overladt til de enkelte medlemsstater at fastlægge indholdet af begrebet. En vis støtte kan der dog findes i betragtning 17 til direktivet, hvoraf fremgår, at med forbehold for forpligtelsen til i rimeligt omfang at foretage tilpasninger af hensyn til personer med handicap kræver direktivet eller loven hverken ansættelse, forfremmelse eller fortsat ansættelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den pågældende stilling. EF-Domstolen har indtil videre kun afsagt en dom, der vedrører handicapbegrebet. Domstolen har i sin dom af 11. juli 2006 i sag C-13/2005, Navas, udtalt, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap ikke omfatter afskedigelse på grund af sygdom. Det var i sagen ikke oplyst, hvad lønmodtageren fejlede, derfor bidrager afgørelsen ikke umiddelbart til en definition af handicapbegrebet, andet end den negative, nemlig at begrebet ikke er det samme som sygdom. Men Domstolen kommer dog med enkelte pejlemærker. For det første udtales i præmis 43, at direktivet tilsigter at bekæmpe visse former for forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. I denne sammenhæng skal begrebet»handicap«forstås således, at det omfatter en begrænsning, bl.a. som følge af fysiske, mentale eller psykiske skader, der hindrer, at vedkommende kan deltage i erhvervslivet. Herudover fremgår det af præmis 51, at Forbuddet i artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2000/78 mod forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelse er til hinder for afskedigelse på grund af et handicap, hvis den henset til forpligtelsen til at foretage rimelige tilpasninger til fordel for handicappede ikke er berettiget i den omstændighed, at vedkommende ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med sin stilling. Handicap blev på den EU retlige baggrund indført som forskelsbehandlingskriterium ved lov nr af 22. december Loven trådte i kraft den 28. december I de almindelige lovbemærkninger punkt 4.1 der bl.a. ledsagede indførelsen af beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap, er der heller ikke en egentlig definition af handicapbegrebet. Det fremgår nemlig af bemærkningerne, at der ikke er en formel dansk definition af begrebet. Det er i sidste instans EF- Domstolen, der fastlægger den endelige fortolkning af direktivet. Indtil videre har EF-Domstolen kun berørt problemstillingen i den føromtalte sag. I de specielle bemærkninger i lovforslaget til 1, nr. 2, handicapkriteriet, henviser man dog til Det Centrale Handicapråds definition i Handicap og Ligebehandling, et såkaldt Refleksionspapir fra 2001, nemlig:»for at tale om et handicap eller en person med handicap må der kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som afføder et kompensations-behov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation.«i lovforslagets almindelige bemærkninger, punkt 4.1, står der i øvrigt, at lovforslaget ikke ændrer ved sondringen mellem handicap og sygdom. Loven forbyder forskelsbehandling på grund af handicap. Herudover er der en bestemmelse i lovens 2 a, der som noget nyt i dansk ret indfører en forpligtelse til at tilpasse arbejdspladsen til handicappede. De nedenfor omtalte domme fra Vestre Landsret strejfer denne bestemmelse:» 2a. Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse, eller for at give en person med handicap adgang til uddannelse. Dette gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Lettes denne byrde i tilstrækkeligt omfang gennem offentlige foranstaltninger, anses byrden ikke for at være uforholdsmæssig stor.«juristen nr Side 173

4 Tilpasningsforpligtelsen skal, fremgår det af punkt i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, efter omstændighederne indgå i vurderingen af, om der er tale om indirekte forskelsbehandling af en handicappet lønmodtager. Med denne baggrund fra lovgivers side er det derfor et relativt åbent spørgsmål, hvornår en lønmodtager kan påberåbe sig at være handicappet og dermed have lovens beskyttelse mod forskelsbehandling, og det er ikke unaturligt, at der er anlagt en række sager, der prøver kræfter med beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap. En af udfordringerne ved håndteringen af sager om påstået forskelsbehandling på grund af handicap er derfor, at der ikke er en definition af begrebet at støtte sig til. Derfor er den ganske vist sparsomme, men ikke desto mindre eksisterende retspraksis interessant. Vestre Landsrets domme af 1. og 11. oktober 2007 Vestre Landsret afsagde med få dages mellemrum i oktober 2007 to domme vedrørende handicapbegrebet. Afgørelserne refereres først kort, hvorefter de samlet underkastes en analyse. Efterfølgende omtales i øvrigt kort et par øvrige sager. Posttraumatisk stress-syndrom, Vestre Landsrets dom af 1. oktober 2007 (VL B-2722) Sagen angik en kvinde, som blev ansat hos en virksomhed, der ydede plejehjemsopgaver, først i 9 måneder i virksomhedspraktik og derefter i fleksjob. Efter knap 3 måneders ansættelse i fleksjobbet blev hun opsagt. Dette skete med henvisning til, at plejetyngden og mængden var øget væsentligt, så man måtte ansætte en medarbejder, der kunne varetage flere timer og flere forskellige opgaver samt udvise en højere grad af fleksibilitet i fordeling af timer over ugen. Ifølge arbejdsgiveren blev det i øvrigt i stigende grad sværere at planlægge tingene med lønmodtagerens ret høje fravær. Lønmodtageren gjorde gældende, at hun havde et psykisk handicap i form af posttraumatisk stress-syndrom, og at hendes arbejdsgiver var klar over, at der var et skånehensyn, idet hun var ansat i fleksjob. Hun fandt, at arbejdsgiveren ikke havde bevist, at arbejdsopgaverne havde ændret sig, og at arbejdsgiveren under alle omstændigheder i medfør af forskelsbehandlingslovens 2 a havde en pligt til at træffe foranstaltninger, der er hensigtsmæssige for at give en person med et handicap adgang til beskæftigelse. Alt i alt var påstanden, at opsigelsen var knyttet sammen med handicappet. En del af lønmodtagerens bevisførelse var en psykolog, der oplyste, at lønmodtageren var præget af traumatiske hændelser i privatlivet. Lønmodtageren var angst, depressiv m.v. Det kunne ikke på opsigelsestidspunktet afgøres, om tilstanden var kronisk. Arbejdsgiveren bestred, at der var tale om forskelsbehandling, og anførte, at plejeopgaverne havde ændret sig, og at den omstændighed, at medarbejderen ikke var uddannet inden for området, også havde en betydning for fleksibiliteten. Landsretten fandt, at der var tale om en funktionsnedsættelse med behov for skånehensyn i stressrelaterede opgaver, men ikke et handicap. Sklerose-sagen, Vestre Landsrets dom af 11. oktober 2007, UfR V. Lønmodtageren led af sklerose, og virksomheden blev klar over det i løbet af ansættelsesforholdet. Under ansættelsesforholdet blev der bevilget et fleksjob på 25 timer, men allerede efter 6 måneder ytrede lønmodtageren ønske om at gå yderligere ned i tid. Hun blev afskediget sammen med andre medarbejdere, da virksomheden måtte foretage personalereduktioner. Lønmodtagerens synspunkt var bl.a., at virksomheden på grund af forpligtelsen i forskelsbehandlingslovens 2 a til at foretage tilpasninger for handicappede burde have tilbudt hende at gå yderligere ned i tid. Landsretten fandt, at kvinden havde en funktionsnedsættelse bevirket af hendes sklerosetræthed (MSfatigue), føleforstyrrelser og koncentrations- og hukommelsesbesvær, men at hendes tilstand på opsigelsestidspunktet ikke kunne sidestilles med et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Handicapbegrebet I de to afgørelser fra Vestre Landsret er der en gennemgående dommer. Dette er vel baggrunden for, at sagernes i denne sammenhæng vigtige præmisser og dermed landsrettens metode stort set er enslydende. Landsretten lægger i begge sager ud med at fremhæve den definition af handicapbegreber, der som nævnt ovenfor blev givet af Det Centrale Handicapråd i Refleksionspapiret fra Landsretten starter dermed med at fastslå, at der skal kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, der afføder et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende situation. Det konstateres herefter af landsretten, at der er en pligt til at træffe foranstaltninger i lovens 2 a, og der henvises til betragtning 20 i direktivet, der eksemplificerer tilpasningsforpligtelsen på denne måde. Herefter konkluderer retten efter en konkret vurdering i begge sager, at der er tale om funktionsnedsættelser for de to lønmodtagere. Retten finder dog ikke, at funktionsnedsættelser, som der alene skulle kompenseres for i form af en nedsættelse af arbejdstiden (i sklerose-sagen en yderligere nedsættelse af arbejdstiden), kan anses som et handicap i lovens forstand. Umiddelbart må det vurderes, at landsretten med disse to domme har ønsket at sende et tydeligt signal om, hvordan handicapbeskyttelsen skal fortolkes. Der er ingen tvivl om, at vurderingen af, hvorvidt der er tale om et handicap, er en konkret vurdering, der skal foretages på opsigelsestidspunktet (eller i sager, der ikke vedrører opsigelser. på et givet dispositionstidspunkt). Derfor kan både sklerose og posttraumatisk stress-syndrom sandsynligvis under andre konkrete omstændigheder være handicap i landsrettens optik. Landsretten signalerer, at der er to led i definitionen dels en funktionsnedsættelse og dels et kompensationsbehov. Det er nok vanskeligt på forhånd at vurdere, hvornår en»tilstand«er at sidestille med en funktionsnedsættelse, men lidt vejledning er der i den omstændighed, at funktionsnedsættelsen for at være relevant skal bevirke et kompensationsbehov, og sammenkæd- Juristen nr Side 174

5 ningen er, at kompensationsbehovet og funktionsnedsættelsen samlet bevirker, at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende situation. En funktionsnedsættelse er i sig selv ikke et handicap, hvis den ikke er ledsaget af et kompensationsbehov. Målestokken, som anvendes, er borgere i en tilsvarende livssituation. Kompensationsbehovet skal være af en vis karakter, og retten anser ikke den omstændighed, at der alene skal kompenseres gennem nedsættelse af arbejdstiden, som tilstrækkelig til, at funktionsnedsættelsen og kompensationen samlet set kan udgøre et handicap. Der er i al fald en vigtig detalje i dette udsagn, nemlig at såfremt en person med en funktionsnedsættelse er i stand til at varetage sit arbejde, men alene har brug for en reduceret arbejdstid for at fungere på lige fod med andre, så er vedkommende ikke handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand. Fællesnævneren for kompensationsbehovet i de to sager var nedsat tid. Dette er af stor betydning at få fastslået, da der verserer sager, hvor synspunktet er, at arbejdsgiveren er forpligtet til at tilbyde en reduceret arbejdstid, hvis en handicappet ikke kan klare en fuld eller den aftalte arbejdstid. Blandes juraen? Landsretten bruger en argumentation, der dog kan forekomme at forvirre. Dette fordi der er en hårfin grænse mellem den sondring, som landsretten opererer med nemlig den todelte størrelse mellem på den ene side funktionsnedsættelse og kompensationsbehovet og på den anden side forpligtelsen i lovens 2 a til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger, der kan overkomme hindringer for den handicappedes ansættelse. Lovteknisk set kommer 2 a reelt først i brug, når der er konstateret et handicap, og derfor bør der ikke være et behov for at vurdere kompensationsbehovet, før det er fastslået, at der overhovedet er et handicap. Men med i betragtning må naturligvis være lovbemærkningerne som ovenfor nævnt, hvorefter tilpasningsforpligtelsen efter omstændighederne skal indgå i vurderingen af, om der er tale om indirekte forskelsbehandling af en handicappet lønmodtager. Dette må dog alt andet lige ikke indebære, at 2 a skal ind over vurderingen af, om der indledningsvist foreligger et handicap. Til gengæld indgår 2 a sandsynligvis i en samlet vurdering af, om et handicap, som er omfattet af 2, er grundlaget for en indirekte forskelsbehandling. Der er derfor tre trin: Er der et handicap, er 2 a overholdt, og endelig om der er tale om indirekte forskelsbehandling? Med rettens argumentation kan det virke, som om man muligvis skeler til kompensationsbehovet, før handicappet er defineret. En ordlydsfortolkning af 2 a må imidlertid forudsætte, at der allerede er et konstateret handicap i lovens forstand, før det bliver relevant at beskæftige sig med tilpasningsforpligtelsen i 2 a. Under alle omstændigheder må det dog kunne udledes af dommen, at hvis der forligger et handicap, så kan det ikke gennem lovens 2 a komme på tale at skulle kompensere gennem nedsat arbejdstid. Èn sag mere Retten i Hillerød har ved dom af 28. september 2007 (i BS 2-140/2007, der er upåanket) afsagt en dom, der på mange måder er på linje med de afgørelser, som blev afsagt få uger efter af Vestre Landsret. Sagen vedrører kort fortalt en kvindelig ekspedient på en tankstation, der blev opsagt på grund af sygdom. Hun havde været syg på fuld- og også på deltid efter operation i sit håndled. Herefter var hun rask i få dage, indtil hun kom til skade med hånden. Efter et stykke tid blev hun afskediget på grund af sygdom. Hun mente, at arbejdsgiveren burde have kompenseret hende ved foranstaltninger, så hun kunne blive ved med at arbejde. Retten fandt ikke, at der var tale om et handicap. Af interesse er det, at byretten anvender samme definition af handicap som landsretten, nemlig at der skal være en funktionsnedsættelse (byretten indskrænker sig dog til at anføre, at der skal være en fysisk funktionsnedsættelse), som afføder et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation. Retten fandt ikke, at sagsøgeren opfyldte disse betingelser. Det anføres, at det generelle forskelsbehandlingsprincip i lovens 2 ikke er overtrådt, og at pligten til hensigtsmæssige tilpasninger ej heller er tilsidesat. Ret beset er det som tidligere nævnt unødvendigt at beskæftige sig med 2 a, når der ikke er tale om et handicap. Kompensationsbehovet var i sagen ikke nedsat tid, men muligvis fysisk hjælp, kan man forestille sig. Retten vurderede imidlertid ikke, at der var tale om et handicap, men blot en irritationstilstand i håndleddet. Sager under videreførelse og problemstillinger, der venter Tvistighedsnævnets kendelse af 28. juni 2007 er indtil videre den eneste sag, hvor en arbejdsgiver er blevet dømt for handicapforskelsbehandling. Sagen verserer nu for Sø- og Handelsretten og omhandler en ophævelse af en uddannelsesaftale. En arbejdsgiver ophævede i medfør af erhvervsuddannelseslovens 61, stk. 2 ensidigt en uddannelsesaftale på grund af elevens betydelige fravær. Eleven, der var under revalidering på grund af en dårlig ryg, var ansat med løntilskud i et byggemarked, og arbejdsgiveren vidste fra begyndelsen af, at eleven havde dårlig ryg. Tvistighedsnævnets flertal fandt efter en samlet vurdering af tilstanden, at eleven havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og at arbejdsgiveren i øvrigt ikke havde truffet foranstaltninger, der skulle gøre det muligt for eleven at opretholde ansættelsen. Der er muligvis et strejf af tilpasningsforpligtelsen i 2 a involveret i handicapbegrundelse, men mest af alt er det tankevækkende, at den berørte lønmodtager rent faktisk over for kommunen havde tilkendegivet, at han ikke mente at kunne gennemføre sin uddannelse. Spørgsmålet er vel reelt, om en lønmodtager i den situation reelt er»egent, kompetent og disponibel«. For de danske domstole verserer der flere sager, hvor retten foruden en stillingtagen til, hvorvidt konkrete tilstande er handicap, skal tage stilling til, hvorvidt man kan anvende funktionærlovens 120-sygedagesregel ( 5, stk. 2) på de fravær, der er afstedkommet af et handicap. Det lønmodtagerforbund, der fører sagerne på vegne af Juristen nr Side 175

6 sagsøgerne, gør gældende, at 120-sygedagesreglen er i strid med forskelsbehandlingsloven og direktivet. Der foretages i argumentationen en analogi mellem retstilstanden for fravær grundet graviditetsbetinget sygdom, der ikke kan medtælles ved opgørelsen af de 120 dage, og mellem fravær afstedkommet af et handicap, der hævdes heller ikke at kunne medtages. Spørgsmålet er indtil videre uprøvet i dansk ret. EF-Domstolen skal behandle en engelsk sag C- 303/06, Coleman. I sagen spørges der om, hvorvidt forskelsbehandlingsbeskyttelsen kan udstrækkes til også at gælde en mor, der ikke er handicappet, men som finder, at hun bliver forskelsbehandlet, fordi hun har en handicappet søn. Generaladvokaten har i sin indstilling til domstolen udtalt, at han finder, at beskyttelsen tillige dækker den pågældende situation,»discrimination by association«. Endelig har Østre Landsret den 5. marts 2008 afsagt dom i en sag, hvor spørgsmålet var, om en synshandicappet arkitekt var opsagt i strid med handicapbeskyttelsen i forskelsbehandlingsloven. I sagen var parterne imidlertid enige om, at arkitekten var handicappet, og sagen vedrørte derfor udstrækningen af tilpasningsforpligtelsen i 2 a. Da dommen derfor ikke bidrager til at definere handicapbegrebet, omtales den ikke nærmere her. Det forlyder i øvrigt, at lønmodtageren ansøger om 3. instansbevilling i sagen. Konklusioner Den retspraksis, der nu findes, hjælper med til at forstå indholdet af beskyttelsen af forskelsbehandling på grund af handicap. På baggrund af den foreliggende retspraksis kan der foreløbigt udledes følgende: Med forbehold af forpligtelsen til i rimeligt omfang at foretage tilpasninger af hensyn til personer med handicap kræver direktivet eller loven hverken ansættelse, forfremmelse eller fortsat ansættelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den pågældende stilling Der foretages altid en konkret vurdering af tilstanden for at vurdere, om der er tale om et handicap Der skal kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, der afføder et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende situation Funktionsnedsættelser, som der alene skal kompenseres for i form af en nedsættelse (eventuelt en yderligere nedsættelse) af arbejdstiden, kan ikke anses som et handicap i lovens forstand Hvis der forligger et handicap, så kan det ikke gennem lovens 2 a komme på tale at skulle kompensere gennem nedsat arbejdstid Sygdom og handicap er ikke synonymer Juristen nr Side 176

7 Rustilstande og (u)tilregnelighed Af overlæge Peter Gottlieb, Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Klinik, højesteretsdommer Poul Dahl Jensen, Højesteret, overlæge Mette Brandt-Christensen, ph.d., Psykiatrisk Center Bispebjerg & ledende overlæge Peter Kramp, Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Klinik Straffelovens 16, stk. 1, 3. pkt., åbner mulighed for at pålægge straf trods sindssygdom på gerningstiden, når sindssygdommen er en følge af indtagelse af alkohol eller euforisende stoffer. Særreglen omfatter ud over den klassiske patologiske rus også andre sindssygelige rustilstande. Reglen omfatter imidlertid ikke alle rusmiddelrelaterede sindssygelige tilstande. I artiklen redegøres nærmere for særreglens anvendelsesområde. 1. Sindssygdom og rustilstand I mere end 2000 år har psykisk syge, der begår kriminalitet, været omfattet af særlige regler. Blandt de psykiske lidelser er sindssygdommene, psykoserne, særligt indgribende, idet de forvrænger den syges virkelighedsopfattelse realitetssansen bryder sammen. Når man i Antikkens Rom sagde:»en gal er ikke til stede«, mente man således, at en sindssyg person ikke kunne bruges som vidne, selv om han havde overværet en forbrydelse. Citatet er fra»de tolv tavler«, som er de ældste bevarede, nedskrevne love fra 5. årh. f. Kr. De gale eller sindssyge (»furiosi«) var, med et juridisk udtryk hentet fra vor aktuelle straffelov,»utilregnelige«. Hvis sindssyge ikke kan vidne, er det logisk, at de heller ikke kan straffes, hvis de overtræder loven. De har jo ikke været»til stede«. Sindssyges straffrihed kan desuden begrundes af humanistiske synspunkter, for eksempel»[sinds]sygdommen bærer straffen i sig selv«, formuleret af Marcus Aurelius, kejser i Rom e. Kr. (Waaben 1997). Op igennem tiderne har ideen om straffrihed eller strafnedsættelse for sindssyge lovovertrædere bestået, og ifølge Europarådets fængselsregler (1987 og 2006) skal sindssyge som udgangspunkt ikke sidde i fængsel. I overensstemmelse hermed idømmes sindssyge gerningsmænd i Danmark og mange andre lande behandlingsforanstaltninger i stedet for straf. Blandt de forskellige sindssygdomme (psykoser) er skizofreni og maniodepressiv psykose (bipolar affektiv sindslidelse) nok de bedst kendte. Sindssygdom eller psykose forstået som overbegreb for samtlige forskellige sindssygdomme er kendetegnet ved tab af realitetssansen, men derudover vanskeligt at definere præcist. Villars Lunn (1979) har anført, at alene derved, at de psykotiske tilstande indbyrdes er meget forskellige, må overbegrebet psykose nødvendigvis blive vidt og vagt. Desuden indgår i beskrivelsen af de forskellige sindssygdomme såvel ydre iagttagelige fænomener som indre»private«fænomener, dvs. der er tale om en blanding af objektive og subjektive kriterier. Ralf Hemmingsen (2000) har sammenfattende defineret psykose som»en tilstand, hvor patienten har mistet evnen til at teste virkelighedspræget af sine oplevelser, følelser, forestillinger og adfærd«. I praksis vil symptomer som vrangforestillinger, hallucinationer eller tankeforstyrrelser for psykiateren kunne afgøre, at der er tale om en psykotisk tilstand. Der vil blandt psykiatere i langt de fleste tilfælde være enighed om, hvorvidt en given person på et givet tidspunkt er psykotisk og også om hvorvidt en person på et givet, tidligere tidspunkt har været psykotisk. En sådan tilbageskuende diagnosticering er nødvendig ved mentalobservation, hvor retspsykiateren skal vurdere den sigtedes psykiske tilstand på gerningstidspunktet. En person kan ved at indtage rusmidler få forringet evnen til at håndtere frustration og aggression, således at risikoen for kriminalitet bliver øget. Denne forøgelse af risikoen indebærer dog ikke, at personen kan anses som sindssyg, og de fleste rustilstande er ikke sindssygelige. Enkelte rustilstande er imidlertid præget af en så udtalt psykisk afvigelse, at de er sindssygelige. Sindssygdom opfattes almindeligvis som uforskyldt, men hvis man med Antikkens terminologi var»til stede«, da man bragte sig i en tilstand, hvor man ikke længere er det, hvad så med straffriheden? Rusmidler kan inddeles i alkohol og euforiserende stoffer. Efter indtagelse af et rusmiddel i en vis mængde opstår en rustilstand, dvs. en akut og forbigående virkning på organismen af det pågældende rusmiddel. Som anført er nogle få rustilstande af sindssygelig art, men de fleste er ikke. Efter en vis tids misbrug kan rusmidler give anledning til forskellige andre, kortere eller længere varende, psykiske abnormtilstande og sygdomme, der ikke har rustilstandens hastigt forløbende karakter. I denne artikel vil forskellige rusmidler, rustilstande og rusmiddelrelaterede psykiatriske sygdomsbilleder blive omtalt, og disse tilstandes betydning for strafansvaret vil blive behandlet. Vægten er primært lagt på de akutte, forbigående, sindssygelige rustilstande og deres betydning for strafansvaret. 2. Generelt om rustilstandes betydning for strafansvaret Strafansvar forudsætter, at gerningsmanden besidder en vis psykisk normalitet. I strafferetten betegner udtrykket»utilregnelighed«normalt de tilstande, hvor denne betingelse for strafansvar ikke er opfyldt. Det, der behandles i denne artikel, er spørgsmålet om, hvordan det efter gældende ret påvirker muligheden for at pålægge strafansvar, hvis gerningsmanden i gerningsøjeblikket befandt sig i en rustilstand. Indebærer tilstedeværelsen af en rustilstand, at gerningsmanden anses for så psykisk afvigende, at strafansvar ikke pålægges? Juristen nr Side 177

8 Det klare udgangspunkt er, at gerningsmænd, der på gerningstidspunktet var påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer, ifalder sædvanligt strafansvar. Kun i særlige tilfælde er ruspåvirkede gerningsmænd straffri. Området for straffrihed er nærmere reguleret i straffelovens 16. De dele af bestemmelsen, der er relevante for den her behandlede problemstilling, er bestemmelsens stk. 1, 1. og 3. pkt., der er sålydende:»personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, straffes ikke. Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af alkohol eller andre rusmidler forbigående i en tilstand af sindssygdom eller i en tilstand, der må ligestilles hermed, kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder taler derfor.«bestemmelsen stammer fra 1975 (lov nr. 268 af 26. juni 1975), og den bygger på Straffelovrådets betænkning nr. 667 fra 1972 om de strafferetlige særforanstaltninger. En gerningsmand, der på gerningstidspunktet er sindssyg (eller i en dermed ligestillet tilstand) og utilregnelig som følge af indtagelsen af rusmidler, er omfattet af straffelovens 16, stk.1, 1. pkt., og dermed ligesom andre sindssyge gerningsmænd som udgangspunkt straffri. Der kan så blive tale om at anvende foranstaltninger efter 68. Det forhold, at den strafbare handling er begået i en rusmiddelrelateret, sindssygelig tilstand, fører imidlertid ikke i alle tilfælde til straffrihed. I 16, stk. 1, 3. pkt., er der således udskilt en delmængde af de rusmiddelrelaterede sindssygelige tilstande, og for så vidt angår disse udskilte tilstande, har man forbeholdt sig at kunne anvende almindelig straf på samme måde som ved gerningsmænd i en normal rus. Bestemmelsens 3. pkt. indebærer således en mulighed for at straffe visse personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom eller ligestillet tilstand, og som derfor ellers ville være straffri efter 1. pkt. Det er en betingelse for at anvende særreglen, at den sindssygelige tilstand er en følge af rusmiddelindtagelse. Hvis en person, der i forvejen lider af en sindssygdom, f.eks. skizofreni, begår kriminalitet i rusmiddelpåvirket tilstand, er den pågældende forudsat utilregnelighed straffri efter 16, stk. 1, 1. pkt., uanset om rusen isoleret set er normal eller sindssygelig. Her er det den uafhængigt af rusen bestående sindssygdom, der betinger straffriheden, og selv om rusen måtte være sindssygelig, kan 3. pkt. ikke bringes i anvendelse. Særreglen, der giver mulighed for at anvende straf, selv om gerningsmanden var sindssyg og utilregnelig på gerningstidspunktet, skal ses på baggrund af, at den sindssygelige tilstand i disse tilfælde kan anses for selvforskyldt. Strafansvaret kan siges at være begrundet i den bebrejdelse, der kan rettes mod en person for mens han eller hun var i en psykisk normaltilstand at have bragt sig i en sindssygelig tilstand, hvor den pågældende har mistet kontrollen over sig selv med kriminalitet til følge. Hertil kommer, at der typisk ikke vil være noget påtrængende behandlingsbehov ud over eventuel afvænningsbehandling der ellers kunne gøre en behandlingsforanstaltning nærliggende. Den nærmere afgrænsning af de tilstande, der er omfattet af særreglen, behandles nedenfor i afsnit 5. Forinden vil det i afsnit 3 og 4 blive beskrevet, hvordan rusmidlerne, dvs. alkohol og euforiserende stoffer, kan påvirke menneskers psykiske tilstand. 3. Alkohol 3.1. Rustilstande udløst af alkohol Den almindelige alkoholrus kendes af de fleste, og den beskrives kun sjældent psykiatrisk. Den patologiske rus har derimod siden sidste halvdel af 1800-tallet vedvarende påkaldt sig psykiatrisk interesse. Ifølge den tyske retspsykiater Krafft-Ebings beskrivelse fra 1875 er den patologiske alkoholrus karakteriseret ved et misforhold mellem indtagelse af en ringe mængde alkohol og en svær grad af påvirkning. Yderligere er denne påvirkning kvalitativt forskellig fra den almindelige rus og har et psykotisk præg. Efter rusen er der hukommelsestab. En række disponerende faktorer af såvel legemlig som psykisk art kan øge risikoen for, at en patologisk rus opstår. Krafft- Ebing fandt det ud fra en psykiatrisk betragtning urimeligt at tillægge personer, der i en tilstand af abnorm rus havde begået kriminalitet, fuld ansvarlighed. Siden slutningen af 1800-tallet er den patologiske alkoholrus omtalt i de fleste større danske psykiatriske værker (Pontoppidan 1893, Wimmer 1936, Helweg 1949, Strömgren 1969). Diagnosen har været omdiskuteret, men Krafft-Ebings beskrivelse har stort set holdt sig uændret i europæisk retspsykiatri (Bluglass 1990, Gunn og Taylor 1993, Kramp et al. 1996, Lidberg 2000, Høyer 2002). Forsøg på at reproducere den patologiske rustilstand ved at indgive forsøgspersoner alkohol har givet forskellige, til dels indbyrdes modstridende resultater (Bach-y- Rita 1970, Maletzky 1976). Kun Maletzky, der brugte de højeste doser, så efter indgivelse af alkohol hos nogle af sine forsøgspersoner forbigående sindssygelige tilstande med hallucinationer og vrangforestillinger. Han betvivlede relevansen af den uforholdsmæssigt ringe mængde alkohol som diagnostisk kriterium for den patologiske alkoholrus, men fastholdt, at der for visse af hans forsøgspersoner havde været tale om en tilstand, der var afgørende i modstrid med deres personlighed, når de var ædru. Blandt kritikerne af diagnosens validitet har Adserballe (2000) anført, at»tilbageholdenhed med hensyn til at fastslå patologisk rus er velbegrundet«, blandt andet fordi der efter hans opfattelse ikke sikkert er forskel på patologisk alkoholrus og»blackout«, dvs. et efter en normal, om end kraftig alkoholrus indsættende hukommelsestab for det under rusen hændte. I WHO s diagnoseliste, ICD-10 (1994), som anvendes i Danmark, er den patologiske alkoholrus (F 10.07) karakteriseret som en»pludseligt indsættende aggressiv og ofte voldelig adfærd, som er atypisk for den pågældende i ædru tilstand, og som optræder meget hurtigt efter indtagelse af en mængde alkohol, som hos de fleste ikke ville fremkalde tegn på alkoholpåvirkning«. Diagnosen var tidligere også med i den amerikanske psykiatriske diagnoseliste DSM, men er udeladt i den seneste udgave fra 1994, DSM IV. Her i landet anmodede Straffelovrådet som led i arbejdet med betænkningen fra 1972 om de strafferetlige særforanstaltninger Retslægerådet om en beskrivelse af den patologiske rus. Retslægerådet svarede (betænkningens s. 177), at patologisk rus er en akut sindssygdom i sjældne Juristen nr Side 178

9 tilfælde en tilstand, der må ligestilles med sindssygdom der kan optræde i tilslutning til alkoholindtagelse. Som andre sindssygdomme er tilstanden karakteriseret ved en personlighedsændring, der er indgribende indtil det totalt personlighedsfremmede. Tilstanden indsætter og ophører pludseligt, og der er efterfølgende hukommelsestab for det under rusen oplevede. Den patologiske rus kan have et exciteret præg eller forme sig som en tågetilstand. Typisk indsætter den efter indtagelse af en ringe mængde alkohol, men alkoholindtagelsen vil ofte fortsætte under den patologiske rus, hvorfor en høj promille ikke udelukker diagnosen. I de diagnostiske overvejelser indgår oplysninger om personlighedsfremmed adfærd, mængden af indtaget alkohol, arten af erindringstabet, forekomsten af disponerende faktorer som udmattelsestilstande og organiske hjernelidelser samt oplysninger om tidligere, lignende tilstande. Om den patologiske rus varighed udtalte Retslægerådet:»Det, at tilstanden er ganske kortvarig, strider ikke mod eksistensen af en sindssygdom«. Der jævnførtes med en epileptisk tågetilstand, som er af fra få timers varighed. Retslægerådet tilføjede, at det ikke skulle udtale sig imod, at patologisk rus strafferetligt eventuelt fik en særstilling, for eksempel ved at loven gav retten mulighed for at afvige fra reglen om straffrihed ved sindssygdom på gerningstidspunktet, når der i udviklingen af en forbigående sindssygdom på væsentlig måde var indgået»indtagelse af alkohol eller andre afhængighedsskabende stoffer«. I Retslægerådets Årsberetning fra 1992 er s. 56 ff. omtalt en 23-årig mand, der aldrig tidligere havde frembudt noget psykiatrisk behandlingskrævende, og som var vant til hver lørdag at drikke mellem 10 og 15 genstande. En lørdag, hvor han formentlig ikke havde drukket hverken mere eller mindre end andre lørdage, kom han ret pludseligt i en for ham hidtil ukendt tilstand, præget af voldsomme emotionelle udsving og personlighedsfremmed adfærd, hvorunder han var voldelig over for tilkaldt politi. Efterfølgende havde han totalt hukommelsestab. Retslægerådet var enig med den mentalundersøgende overlæge i, at det på grund af de anførte karakteristika havde drejet sig om en patologisk rus, også selv om de for denne tilstand hyppigt tilstedeværende disponerende faktorer i form af fysisk eller psykosocial belastning ikke kunne påvises. Der kunne lægeligt ikke peges på foranstaltninger som egnede til at forebygge en helt ubetydelig risiko for fornyet kriminalitet, men der kunne eventuelt foreslås dom til ambulant psykiatrisk behandling. Sagen endte med tiltalefrafald. I Retslægerådets Årsberetning fra 1995 nævnes s. 81 ff. to sager med alkoholudløst psykisk abnormtilstand på gerningstiden. I det ene tilfælde fandtes de klassiske kriterier for patologisk rus opfyldte, bl.a. var der belastning i form af læsning til en eksamen, som den pågældende 26-årige mand (A) to gange tidligere var dumpet til. Han udviklede under alkoholindtagelse vrangforestillinger af storhedskarakter og personlighedsfremmed adfærd med hyperaktivitet og aggressivitet, herunder kvælertag på en taxachauffør. Den anden sag vedrørte en 28-årig mand (B), der ligeledes i alkoholpåvirket tilstand fik vrangforestillinger og i påvirket bevidsthedstilstand med forstyrret tidsfornemmelse angreb en ham ukendt person med en slange fra en gasflaske som flammekaster. Begge fik målt en blodalkoholkoncentration et par timer efter den voldelige adfærd, A s var 1,5 promille, og B s var 1,14 promille. Imidlertid var A s abnormtilstand udviklet tidligt i forløbet, dvs. efter indtagelse af en kun ringe mængde alkohol, hvorefter han havde drukket videre, mens B havde drukket meget, før hans abnormtilstand opstod. Efterfølgende havde A næsten total glemsel, mens B havde en vis erindring. Sagerne om A og B dannede baggrund for en redegørelse for Retslægerådets opfattelse af patologisk alkoholrus. De klassiske krav til diagnosen var fremdeles: Jeg-fremmed, aggressiv, eventuelt svært personfarlig adfærd Forudgående så ringe alkoholindtagelse, at der normalt ikke ville være tegn på alkoholrus Få timers varighed Efterfølgende totalt hukommelsestab for perioden eventuelt fragmentarisk, usystematisk erindringsmateriale Hyppig forekomst af disponerende faktorer i form af fysisk eller psykosocial belastning A s tilstand på gerningstiden blev af Retslægerådet opfattet som en klassisk patologisk rus, og han blev som anbefalet af rådet efterfølgende dømt til psykiatrisk behandling. Blandt andet under henvisning til B anførtes, at der findes andre akut opståede og forbigående, sindssygelige alkohol-rustilstande end den klassiske patologiske rus. Denne må således betragtes som en enkel, specifik type blandt andre alkoholfremkaldte sindssygelige rustilstande, som blot (endnu) ikke har fået nogen selvstændig(e) diagnostisk(e) betegnelse(r). B s sag omtales nærmere i afsnit I Årsberetningen fra 2000 afviste Retslægerådet i en sag, at der havde været tale om patologisk rus, selv om der efter indtagelse af alkohol havde været vrangforestillinger, som dog kun var»flygtige«. Baggrunden for afvisningen var især, at der havde været tale om en meget høj alkoholpromille. I denne sag, der omhandlede en alkoholmisbruger, vurderede rådet, at tilstanden havde været inden for rammerne af den normale alkoholrus til trods for tilstedeværelsen af et psykotisk symptom Psykiske følgetilstande efter længerevarende alkoholmisbrug Alle misbrugere af alkohol har ved pauser i drikkeriet risiko for at udvikle symptomer på alkoholabstinenstilstand. I mildere tilfælde er der blot morgendrikketrang med sveden og rysten, men i mere alvorlige tilfælde kan kredsløb og temperatur påvirkes, og eventuelt kan krampeanfald forekomme. Alkoholabstinens er ikke en psykotisk tilstand. Delirium tremens (DT) er en livsfarlig psykotisk tilstand, karakteriseret af bl.a. voldsom rysten, eventuelt krampeanfald, bevidsthedsuklarhed og livlige, angstprovokerende synshallucinationer. DT varer ubehandlet tre til fem døgn, og dødeligheden (ubehandlet) er ca. 20 %. Optimal behandling nedsætter dødeligheden til (næsten) nul og afkorter den psykotiske fase, men ophører behandlingen for tidligt, blusser symptomerne op igen. DT udvikles typisk efter års svært alkoholmisbrug med et gennemsnitlig dagligt forbrug svarende til en fla- Juristen nr Side 179

10 ske spiritus (20-25 genstande). Et langvarigt, svært alkoholmisbrug, der pludseligt ophører eller brat reduceres, dvs. en eventuelt relativ abstinens, er således en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for DT. Tilstanden er ligesom den patologiske alkoholrus forårsaget af alkohol, den er forbigående (varer dog dage og ikke kun timer), og ligesom for den patologiske rus må man antage, at disponerende faktorer er af betydning. DT kan imidlertid ikke opfattes som en rustilstand, da alkoholrus forudsætter tilstedeværelse af alkohol i blodet, hvilket ikke er nødvendigt for opståelsen af DT. Langvarigt alkoholmisbrug kan give anledning til alkoholhallucinose, der er karakteriseret ved hørelseshallucinationer, ofte i form af udskældende, bebrejdende stemmer. Alkoholforrykthed (paranoia alcoholica) er karakteriseret ved vrangforestillinger, typisk med vrangagtige jalousi-ideer og deraf betingede beskyldninger mod partneren. Begge lidelser er af måneder til års varighed. Afholdenhed er en nødvendig, men ikke altid tilstrækkelig betingelse for helbredelse af de to lidelser. Alkoholisme indebærer risiko for B1-vitamin-mangel, der er årsagen til Wernickes syndrom, der bl.a. ytrer sig ved bevidsthedsforstyrrelse, koordinationsforstyrrelse (ataksi) og lammelse af øjenmusklerne, og som oftest udvikles akut i forbindelse med delirium tremens. Behandlingen består i det væsentlige i hurtig indgivelse af B1- vitamin. Undlades dette, er der stor risiko for udvikling af Korsakoffs psykose, som er en kronisk hjerneskade, der medfører svækkelse af hukommelse og indlæringsevne. Årelangt alkoholmisbrug vil ofte resultere i gradvis tiltagende svækkelse af åndsevnerne, alkoholisk demens, jo mere udtalt desto større forbruget har været. Er åndsevnerne så sløvede, at realitetssansen bryder sammen, er personen blevet psykotisk. Sammenhængen mellem alkohol, sindssygdom og kriminalitet kan illustreres af et materiale bestående af samtlige 92 mænd i Sverige, der efter mentalundersøgelse i 1967 blev dømt til psykiatrisk behandling pga. sindssygdom på gerningstiden (Wode-Helgodt 1977). I alt 14 havde på gerningstiden lidt af en alkoholforårsaget psykose, heraf havde 12 haft længerevarende psykoser, mens en havde haft delirium tremens, og kun en, dvs. ca. 1 % af de samtlige 92 sindssyge, havde været i en akut og forbigående, alkoholfremkaldt, psykotisk rustilstand. 4. Euforiserende stoffer 4.1. Rustilstande udløst af euforiserende stoffer Euforiserende stoffer kan inddeles i opioider, benzodiazepiner, cannabis, centralstimulantia og hallucinogener. De euforiserende stoffer påvirker ligesom alkohol hjernens stofskifte. De biologiske virkningsmekanismer er meget forskellige for de forskellige stoffer og i øvrigt kun delvist kortlagte Det dominerende misbrugsstof blandt opioiderne er heroin, som findes i forskellige former, men overordnet er virkningen ens. Legale lægemidler som Ketogan, Metadon og andre indgår ligeledes i gruppen af opioider. Rusvirkningen er eufori i kombination med en let apati. Psykotiske eller psykoselignende symptomer forekommer som udgangspunkt ikke Benzodiazepiner er legale lægemidler, som ofte misbruges. Mest kendt er nok diazepam, der bl.a. forhandles under navnet Stesolid. Herudover findes en række forskellige præparater, hvoraf nogle overvejende er angstdæmpende, andre mere søvnbefordrende; nogle er korttids-, andre langtidsvirkende. Især korttidsvirkende benzodiazepiner kan have en modsatrettet, stimulerende effekt i form af en tilstand præget af uro, søvnbesvær, anspændthed, formålsløs foretagsomhed og irritabilitet. Et enkelt præparat, flunitrazepam, skulle kunne øge aggressionsniveauet (Dåderman 2000). Indtaget som misbrugsstof minder benzodiazepiner meget om alkohol, og mange alkoholmisbrugere anvender også benzodiazepiner. Udtalt påvirkning af et benzodiazepin fører til bevidsthedspåvirkning stigende til bevidstløshed (ligesom meget svær alkoholpåvirkning). Sindssygelig rustilstand pga. påvirkning af benzodiazepiner kendes ikke. Imidlertid nævnes i Retslægerådets Årsberetning fra 1957, s. 87 ff., en sag om en 52-årig kvinde, der var sigtet for under påvirkning af et andet beroligende middel (af barbituratgruppen) at have slået sin samlever med en skruenøgle i hovedet, mens han sov. Retslægerådet fandt, at hun pga. medicinpåvirkningen havde været i en forbigående»psykisk undtagelsestilstand, hvorunder hun ikke har haft herredømme over sine handlinger«. Efterfølgende var hun atter kommet i sin normale tilstand, og rådet vurderede, at risikoen for lignende handlinger var ringe. Anklagemyndigheden undlod påtale på bevisets stilling Cannabis- eller hashrusen kendetegnes af afslappet eufori og forstærket oplevelse af almindelige sanseindtryk, f.eks. musik. Endvidere ses reduktion af angst og aggressivitet samt svækket hukommelse, koncentration og indlæringsevne. Der kan forekomme sanseforstyrrelser, typisk i form af forvrænget kropsoplevelse og ændret oplevelse af tid og rum, humørsvingninger samt mistydningstendens, som regel uden at disse forstyrrelser har psykotisk karakter. Endelig kan der forekomme de ofte flygtige såkaldte pseudohallucinationer, dvs. sansebedrag, som personen erkender som stofudløste, således at personens virkelighedsopfattelse eller realitetssans er bevaret. Under forløbet af den akutte rus kan optræde angst og panikreaktioner, som i sjældne tilfælde, og især efter indtagelse af store doser, kan udvikle sig til kortvarige psykotiske tilstande med hallucinationer, vrangforestillinger og bevidsthedsforstyrrelser. I de seneste årtier er hashmisbrug blevet udbredt til vide kredse, og i talrige straffesager har gerningspersonen været påvirket af hash på gerningstiden. Hidtil er dog ikke registreret noget tilfælde af akut og forbigående, sindssygelig hash-rustilstand på gerningstiden De centralstimulerende rusmidler, der misbruges i Danmark, er især amfetamin og kokain. Kokain indsnuses eller præpareres til»crack«, som kan ryges og dermed give en mere intens, men også mere kortvarig påvirkning. Amfetamin kan indtages som tabletter, indsnuses, ryges eller sprøjtes direkte i en blodåre. De såkaldte»party-drugs«eller»designerdrugs«, f.eks. ecstasy, henregnes til de centralstimulerende stoffer. Ketamin (som stort set ikke anvendes i Danmark) og khat, som Juristen nr Side 180

11 især anvendes af emigranter fra Østafrika, inkluderes ofte i denne stofgruppe, ketamin med en stærkere, khat med en væsentlig svagere virkning end ecstasy. Enkelte lægemidler, for eksempel appetitsænkende midler mod overvægt, indeholder centralstimulerende stoffer og har et vist misbrugspotentiale. Rusvirkningen af centralstimulantia er øget energi og selvfølelse, hyperaktivitet, eufori, udvidet opmærksomhedsfelt og nedsat søvnbehov, men der kan også optræde anspændthed, vagtsomhed og mistydningstendens samt vrangforestillinger eller»vrangforestillingslignende«oplevelser af forfølgelseskarakter. Typisk vil misbrugere (i et retspsykiatrisk klientel) kunne beskrive en fornemmelse af, at for eksempel politiet holder øje med dem, hvorfor de jævnligt må se sig tilbage over skulderen, skygger kan blive til personer, der lurer bag et træ, og lignende. De fleste vil under rusen imidlertid være klar over, at disse fænomener, som nok kan have et angstprovokerende realitetspræg, er en del af rusvirkningen, og sådanne tilfælde vil almindeligvis ikke blive karakteriseret som psykotiske tilstande. Tilsvarende kan der opstå ikke-psykotiske pseudohallucinationer på syns-, hørelses- og følesansen. Ved indtagelse af store doser kan der imidlertid indtræde desorientering, hallucinationer og vrangforestillinger, således at personen bliver psykotisk med sammenbrud af realitetstestningen, og vrangforestillingerne kan eventuelt udløse kriminelle handlinger, f.eks. angreb på sagesløse, der opfattes som forfølgere. Retslægerådets Årsberetning fra årene omtaler s. 151 ff. en mand, der misbrugte cannabis, amfetamin og kokain, og som under afsoning af en kort bødeforvandlingsstraf indtog særlig store mængder amfetamin. Umiddelbart i tilslutning hertil blev han psykotisk med vrangforestillinger. Alt var tåget for ham, og han blev angst og troede, at han skulle dø, men kunne redde sit liv ved at slå en anden ihjel. I denne tilstand overfaldt han en medindsat og en fængselsfunktionær. Efter få timer blev han atter sig selv og tog afstand fra de tidligere sindssygelige symptomer. Sagen er nærmere omtalt i afsnit I Retslægerådets Årsberetning fra 2006 indgår s. 97 ff. en sag om en mand, der blev mentalundersøgt i anledning af en sigtelse for bl.a. at have skudt ud gennem vinduerne fra en 6. sals lejlighed. Han havde gennem en årrække haft et vekslende misbrug af kokain, men han havde aldrig tidligere udviklet psykotiske eller psykoselignende symptomer i forbindelse hermed. I timerne før de påsigtede forhold havde han indtaget store mængder kokain, nogle tabletter med ukendt indhold (»kinesisk viagra«) samt fire sovetabletter med korterevarende virkning. Han blev herefter synshallucineret, idet han så nogle gøglere komme ind gennem vinduet, hvorefter han skød mod dem. Efterfølgende ledte han, iført skudsikker vest og pistol, efter gøglerne i en nærliggende park. Han blev anholdt i parken og da beskrevet som»forvirret«, men efter at politiet havde bragt ham tilbage til hans lejlighed, kom han til sig selv. Han fandtes ved mentalundersøgelsen personlighedsmæssigt afvigende, men han var, som i øvrigt habituelt, helt uden sindssygelige symptomer. Erklæringen konkluderede, at der mest sandsynligt var tale om en toksisk psykose, og Retslægerådet fandt ligeledes, at der havde været tale om en som følge af indtagelse af misbrugsstoffer»korterevarende sindssygdomstilstand, som svandt efter få timer«. Da den tiltalte efterfølgende ikke frembød tegn på nogen behandlingskrævende psykisk lidelse, kunne rådet ikke pege på behandlingsmæssige foranstaltninger. Han blev idømt 4 måneders fængsel, heraf to måneder betinget. Sagen er også nævnt i afsnittene og De mest kendte hallucinogene rusmidler er lsd, meskalin og psilocybin. Betegnelsen hallucinogen henviser til, at stofferne ændrer den normale sanseopfattelse. Syns- og andre sanseindtryk bliver mere intense og detaljerede, omgivelserne kan opleves med grotesk forandrede former, og farver bliver klarere. Synsoplevelserne har som oftest karakter af pseudohallucinationer. Tidsfornemmelsen forsvinder, tænkningen præges af livlige associationer med en fornemmelse af ikke at kunne beherske bevidsthedsstrømmen, og følelser veksler tilsvarende hurtigt. Som hovedregel er hukommelse og orientering upåvirkede. Den akutte rusvirkning efterfølges ofte af en afslappet,»kosmisk«lykkefølelse. Under rusen kan der udvikles en akut panikreaktion (»bad trip«), som regel af få timers varighed og præget af voldsom angst med rædselsvækkende fantasier samt vage forestillinger om forfølgelse. I nogle tilfælde vil realitetstestningen herunder kunne bryde sammen i en akut og kortvarig psykotisk tilstand. De illusionære oplevelser antager da karakter af egentlige synshallucinationer, ligesom de vage forestillinger om forfølgelse ændres til egentlige vrangforestillinger. En 19-årig mand blev i 1970 (Ugeskrift for Retsvæsen 1971, s. 560), dvs. før ændringen af straffelovens 16 i 1975, under påvirkning af cannabis og lsd hallucineret, angst og urolig, og i denne tilstand dræbte han en ham ubekendt kvinde på åben gade med knivstik i ryggen. Han havde efterfølgende hukommelsestab for det passerede. Retslægerådet fandt, at den unge mand på gerningstiden havde været sindssyg pga. forgiftning med euforiserende stoffer. Fremtidige, ligeartede handlinger var ikke usandsynlige, og både hensynet til retssikkerheden og til den 19-årige selv talte for længerevarende afvænningsbehandling. Landsretten dømte ham til anbringelse i hospital for sindslidende. Sagen gav anledning til debat og er nævnt i Straffelovrådets betænkning fra 1972 (s. 47 og 49). I Retslægerådets Årsberetning fra 2000 omtales s. 63 ff. en 17-årig mand, der efter at have indtaget psilocybinholdige svampe var blevet»mærkelig«og syntes, at lydene var skærpede og omgivelserne forandrede. Han forsøgte at ringe til alarmcentralen for at blive indlagt på psykiatrisk afdeling. Herefter ville nogle bekendte køre ham hjem til hans forældre. På vejen sprang han ud af bilen og brød ind hos en ham ukendt kvinde, som han fik til at kontakte alarmcentralen, hvorefter han dræbte kvinden med flere knivstik. Ved politiets ankomst lå han nøgen i en seng indsmurt i blod og svarede forvirret på spørgsmål, og han kom først i løbet af et døgns tid tilbage til sin sædvanlige ikke-psykotiske tilstand, men var vedvarende uden hukommelse for det under rusen passerede. Urinanalyser viste indhold af psilocybin og cannabis. Retslægerådet mente, at tilstanden på gerningsti- Juristen nr Side 181

12 den havde været ligestillet med sindssygdom. Sagen er nærmere omtalt i afsnit Ligesom alkoholindtagelse som oftest blot fører til mindre eller større grad af ruspåvirkning og kun sjældent til en sindssygelig rustilstand, vil indtagelse af euforiserende stoffer langt fra altid medføre en sindssygelig tilstand. Indtagelse af cannabis, men især indtagelse af centralstimulantia eller hallucinogener kan imidlertid i nogle tilfælde udløse en akut, forbigående sindssygelig rustilstand. For disse stoffer opereres ikke som ved alkohol med en»patologisk«rustilstand udløst af en så lille dosis, at der normalt ikke ville udløses nogen særlig ruspåvirkning, og diagnosen patologisk rus på grundlag af indtagelse af euforiserende stoffer findes da heller ikke i de internationale diagnoseklassifikationer. I Retslægerådets Årsberetninger er i et par tilfælde (2000, s. 63 og , s. 151) diskuteret, om patologisk rus var den rette diagnose til psykotiske tilstande, udløst af hhv. svampe og amfetamin. Hverken Retslægerådet eller andre har imidlertid anført nogen sikker definition af patologisk rus udløst af euforiserende stoffer. Det forekommer således, at diagnosen»patologisk rus«ikke kan overføres fra alkohol til euforiserende stoffer, men som udgangspunkt kun kan anvendes, når rusmidlet er alkohol. En akut opstået, forbigående sindssygelig tilstand udløst af euforiserende stoffer som i de ovenfor refererede sager kan herefter benævnes en toksisk psykose. For alle tre typer af euforiserende stoffer, cannabis, centralstimulantia og hallucinogener, synes der at være tale om en dosisrespons-virkning, dvs. øget indtagelse giver øget risiko for at udvikle en sindssygelig rustilstand, en toksisk psykose. Andre faktorer som træthed eller anden svækkelse vil formentlig også kunne disponere. Der er for de forskellige rusmidler forskellige forløb af rustilstandene. Kokain omsættes eksempelvis hurtigt, og en eventuel toksisk psykose vil derfor kunne udløses ganske kort efter stofindtagelsen. Da det tager en vis tid for hjernecellerne efter ruspåvirkningen at genoprette deres normale funktion, vil en sådan toksisk psykose kunne vedvare, også efter at kokainet ikke længere kan måles i organismen Psykiske følgetilstande efter længerevarende misbrug af euforiserende stoffer Brat ophør eller reduktion af et misbrug af euforiserende stoffer kan give anledning til abstinenstilstande. Abstinensfasen efter opioider er på 8-14 dage og præget af ængstelse, uro og anspændthed samt en række fysiske symptomer, men der optræder ikke psykotiske symptomer. Afbrydes et benzodiazepinmisbrug, kan der som ved afbrydelse af alkoholmisbrug udvikles en abstinenstilstand med sveden og rysten mv. Tilstanden kan udvikle sig til en abstinens-psykose, som på en del punkter ligner det tidligere omtalte delirium tremens, idet der ud over hallucinationer og vrangforestillinger kan være rysten, kredsløbspåvirkning og bevidsthedsuklarhed. Behandling af abstinenspsykoser er livsvigtig og kræver hospitalsindlæggelse. Der optræder ikke fysiske abstinenssymptomer efter ophør med indtagelse af cannabis, centralstimulerende stoffer og hallucinogener. Der er imidlertid en psykisk abstinensfase efter misbrug af centralstimulerende stoffer, der som regel varer nogle dage og som karakteriseres af bl.a. depression, anspændthed og irritabilitet, men uden at disse symptomer har psykotisk sværhedsgrad. Såkaldte»flash-backs«er spontant forekommende sanseforstyrrelser, ofte synsindtryk, der ses i op til flere år efter ophør af misbrug af et hallucinogen. Flash-backs har ikke psykotisk karakter. Ud over de akutte sindssygelige rustilstande (de toksiske psykoser) er der efter længerevarende misbrug af cannabis, centralstimulantia samt hallucinogener risiko for udvikling af lidt længere varende, men dog potentielt helbredelige såkaldte stofpsykoser. Efter ICD-10 defineres stofpsykose (F1x.5) som en psykotisk tilstand, der er opstået under rusen eller inden for 2 uger efter ophør af rusmiddelindtagelsen, og som vedvarer i mere end 48 timer, men mindre end 6 måneder. De to sygdomstilstande, den timer til dage varende toksiske psykose og den dage til uger, eventuelt måneder varende stofpsykose, kan ikke altid sikkert adskilles. Vurderingen vanskeliggøres bl.a. af, at den mentalobserverende psykiater først ser den tiltalte efter gerningstiden og skal stille diagnosen tilbageskuende, dvs. på et tidspunkt, hvor en eventuel tidligere tilstedeværende toksisk psykose vil være klinget af, og hvor det kan være usikkert, hvor meget, hvilket eller hvilken blanding af euforiserende stoffer der har været tale om. Det må antages, at ophør af misbruget er en nødvendig, men ikke altid tilstrækkelig forudsætning for helbredelse af en stofpsykose. Ganske mange af de personer, der en eller flere gange udvikler toksisk psykose eller stofpsykose, viser sig på lidt længere sigt at lide af skizofreni eller en anden længerevarende sindssygdom. Der har tidligere været tilbageholdenhed med at anerkende misbrug af euforiserende stoffer som (med)årsag til længerevarende sindssygdom, idet misbruget snarest har været opfattet som en komplikation til skizofrenien (Rosenberg 2000, Gelder et al. 2000). Allerede japanske undersøgelser fra 1950 erne viste dog en overrisiko for udvikling af skizofrenilignende psykoser blandt krigstidens mange amfetaminmisbrugere (Lemere 1966). Nyere undersøgelser dokumenterer, at misbrug af cannabis, og måske også af centralstimulantia og hallucinogener, indebærer øget risiko for udvikling af kroniske psykoser (Curran et al. 2004, Ahrendt 2005, Moore et al. 2007). 5. Nærmere om anvendelsesområdet for straffelovens 16, stk. 1, 3. pkt Afgrænsning af de omfattede tilstande Som anført ovenfor i afsnit 2 er der med bestemmelsen i straffelovens 16, stk. 1, 3 pkt., åbnet mulighed for, at personer, der på gerningstiden befandt sig i en sindssygelig tilstand som følge af indtagelse af rusmidler, kan pålægges almindelig straf. Som det er fremgået af afsnit 3 og 4, forekommer der i klinisk praksis en række forskellige rusmiddelrelaterede sindssygelige tilstande. Selv om de fleste af tilstandene kan siges at være selvforskyldte, er det langt fra dem alle, der er omfattet af særreglen. Der må derfor foretages en nærmere afgrænsning af de tilstande, der er omfattet. Juristen nr Side 182

13 Ved tilblivelsen af særreglen fokuserede man, for så vidt angår alkoholindtagelse, på de patologiske rustilstande (Straffelovrådets betænkning nr. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger, s , 143, 168 og 177). De tilstande, der er omfattet af særreglen i 16, stk. 1, 3. pkt., betegnes i overensstemmelse hermed ofte som patologiske rustilstande. Denne afgrænsning er imidlertid ikke dækkende, hvis der ved patologisk rus alene forstås en sindssygelig rustilstand fremkaldt af en forholdsvis ringe mængde alkohol (patologisk rus i klassisk forstand). Der findes som beskrevet således andre typer sindssygelige rustilstande end den klassiske patologiske alkoholrus, og anvendelsesområdet af 16, stk. 1, 3. pkt., er ikke knyttet til bestemte psykiatriske diagnoser, heller ikke for så vidt angår alkoholudløste tilstande. Efter ordlyden af og formålet med bestemmelsen omfatter den enhver forbigående sindssygelig tilstand, der er en følge af indtagelse af alkohol eller andre rusmidler. Det er uden betydning, om tilstanden klinisk psykiatrisk betegnes som en patologisk rus eller som en anden form for forbigående sindssygelig rustilstand. Det er ligeledes uden betydning, om det er en lille eller en stor mængde alkohol/euforiserende stof, der har udløst tilstanden. Det afgørende er alene, om der er tale om en forbigående sindssygelig tilstand, der skyldes indtagelse af rusmidler. I overensstemmelse hermed er det i praksis lagt til grund, at særreglen ikke er begrænset til den patologiske rus, således som denne forstås klinisk psykiatrisk, men at reglen også omfatter andre alkohol- og stofudløste forbigående sindssygelige tilstande. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt at bruge»patologisk rus«som samlebegreb for de tilstande, der er omfattet af straffelovens 16, stk. 1, 3. pkt. Det vil være mere dækkende som samlebetegnelse for de tilstande, der er omfattet, at anvende det lidt bredere udtryk»sindssygelige rustilstande«, hvor der i udtrykket»rustilstand«ligger, at tilstanden er rusmiddeludløst, akut opstået og forbigående Til belysning af afgrænsningen af de alkoholudløste sindssygelige tilstande, der er omfattet af særreglen, kan bl.a. henvises til Retslægerådets årsberetning 1995, s. 81 ff., omtalt ovenfor i afsnit 3.1. Sagen angik en 28-årig mand (B), der var sigtet for farlig vold ved at have angrebet en person med en slange fra en gasflaske som flammekaster og ved at have slået to betjente med en trælægte, da de ville anholde ham. To timer efter hændelsen havde han en alkoholpromille på 1,14. Retslægerådet udtalte bl.a.:»forud for det påsigtede havde han ikke sovet gennem en længere periode og kombinationen af søvnmangel, alkoholindtagelse og de påsigtede handlingers ejendommelighed og personlighedsfremmede karakter kunne støtte antagelsen af, at en af alkohol fremkaldt abnorm rustilstand har foreligget. Imidlertid skal Retslægerådet bemærke, at den typiske patologiske rustilstand oftest beskrives efter indtagelse af en mindre dosis alkohol, ligesom denne tilstand efterlader fuldstændigt eller en betydelig grad af hukommelsestab (amnesi). Retslægerådet finder derfor ikke, at kriterierne for patologisk rustilstand foreligger opfyldt for B s vedkommende. Uanset dette finder Retslægerådet, efter beskrivelsen af B s psykiske tilstand på tiden for det påsigtede, at han da befandt sig i en af alkohol udløst abnorm bevidsthedstilstand, ledsaget af vrangforestillinger og med påvirkninger på handlelivet. Han var således på tiden for det påsigtede sindssyg eller i en tilstand, der kan sidestilles hermed.«retslægerådet anså ham for omfattet af straffelovens 16, stk. 1, og anbefalede såfremt han fandtes skyldig en behandlingsdom. Sagen blev afgjort med et tiltalefrafald. Som det fremgår, betegnede Retslægerådet tilstanden som en sindssygdom eller hermed ligestillet tilstand udløst af alkoholindtagelse, men ikke som en patologisk rustilstand. I en kommentar til sagen anføres i årsberetningen, at Rådet finder det naturligt også at henføre en sådan forbigående alkoholudløst sindssygelig tilstand til straffelovens 16, stk. 1, 2. pkt. (nu 3. pkt.). Rådet tilføjede, at denne rubricering ikke medfører, at flere alkoholpåvirkede gerningsmænd vil blive henført til straffelovens 16. Der er alene tale om at reservere begrebet patologisk rus til de tilfælde, der opfylder kravene til denne diagnose, samtidig med at mere atypiske tilfælde af forbigående alkoholudløste psykoser, hvis retspsykiatriske placering inden for 16 hidtil havde voldt vanskeligheder, fremover ligesom patologiske rustilstande henføres under 16, stk. 1, 3. pkt. Spørgsmålet om afgrænsningen af 16, stk. 1, 3. pkt., var også fremme i dommen i Ugeskrift for Retsvæsen 2005, s En mand havde kørt bil i spirituspåvirket tilstand (mellem 0,80 og 1,2 promille) og var herunder kørt over i venstre kørebanehalvdel og stødt frontalt ind i en modkørende bil, hvorved to personer blev dræbt. Han blev bl.a. tiltalt for uagtsomt manddrab. Det fremgik, at han havde sukkersyge, og at han på tidspunktet for sammenstødet havde befundet sig i en tågetilstand udløst af lavt blodsukker (hypoglykæmi insulinchok). Sagens hovedspørgsmål var, om denne tilstand var omfattet af straffelovens 16, stk. 1, 3. pkt. Retslægerådet udtalte bl.a., at»en tilstand af hypoglykæmisk tågetilstand må ligestilles med sindssygdom, og sigtede var således med overvejende sandsynlighed omfattet af straffelovens 16, stk. 1, på tidspunktet for trafikulykken«. Retslægerådet bemærkede herefter,»at der ikke ud fra det foreliggende er grundlag for at antage, at han befandt sig i en af alkohol fremkaldt abnorm rustilstand«. Om sammenhængen mellem tiltaltes alkoholindtagelse og hypoglykæmien fandt Retslægerådet»det overvejende sandsynligt, at den ret store indtagelse af alkohol aftenen før uheldet i væsentlig grad har bidraget til udviklingen af den svære hypoglykæmi, der har medført bevidsthedspåvirkning. Det er ikke muligt præcist at angive graden af sandsynlighed for, at hypoglykæmien var en følge af indtagelse af alkohol Alkoholindtagelsen har ikke direkte medført hypoglykæmi, men har reduceret depotet i leveren, der er nødvendigt for modregulation, når blodsukkeret falder, f.eks. fordi vedkommende ikke indtog sin morgenmad.«højesteret fandt ikke grundlag for at fastslå, at den sindssygelige tilstand, tiltalte befandt sig i, var en sådan følge af hans alkoholindtagelse, at tilstanden var omfattet af straffelovens 16, stk. 1, 3. pkt. Tiltalte blev herefter frifundet for straf efter 16, stk. 1, 1. pkt., for så vidt angår tiltalen vedrørende uagtsomt manddrab. Der blev ikke fastsat nogen foranstaltning efter 68. Højesteret bemærkede, at der, som tiltalen var rejst, ikke kunne ta- Juristen nr Side 183

14 ges stilling til, om der kunne pålægges strafansvar efter færdselslovens 54 (tilfælde, hvor føreren på grund af sygdom, svækkelse mv. er ude af stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende måde, jf. nu færdselslovens 54, stk. 2). Et mindretal på en dommer fandt det efter Retslægerådets udtalelse tilstrækkeligt godtgjort, at den sindssygelige tilstand var en følge af indtagelse af alkohol, og stemte for at pålægge straf efter 16, stk. 1, 3. pkt., for uagtsomt manddrab ligesom det var sket i byretten og i landsretten. Efter Retslægerådets erklæring havde den sindssygelige tilstand ikke karakter af en patologisk rus. Højesterets flertals afvisning af at henføre tilstanden under særreglen i 16, stk. 1, 3. pkt., er imidlertid ikke begrundet heri. Det må således antages, at også flertallet har lagt til grund, at anvendelsesområdet for særreglen ikke er begrænset til patologiske rustilstande, og at bestemmelsen også omfatter andre former for forbigående sindssygelige tilstande fremkaldt af rusmidler. Når den sindssygelige tilstand efter flertallets opfattelse alligevel faldt uden for særreglen, skyldtes det, at det var overvejende sandsynligt, at»alkoholindtagelsen i væsentlig grad har bidraget til udviklingen af den svære hypoglykæmi, men at den ikke direkte har medført denne tilstand, og at andre faktorer kan have bidraget til anfaldet«. Der var således tale om en atypisk, mere indirekte følge af alkoholindtagelse. Sagen er omtalt i Retslægerådets årsberetning , s. 105 ff For så vidt angår sindssygelige tilstande udløst af indtagelse af euforiserende stoffer, kan fra retspraksis nævnes den dom, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s Retslægerådets behandling af sagen er refereret i afsnit En ung mand var blevet fundet skyldig i at have dræbt en ham ubekendt kvinde med knivstik. Han begik drabet efter at have indtaget psilocybinholdige svampe. Retslægerådet udtalte, at de symptomer, han frembød, enkeltvis kan»ses som en følge af påvirkning af rusmidler, især hallucinogener, men ved en samlet klinisk afvejning af sværhedsgraden og kombinationen af symptomerne vil Retslægerådet finde det sandsynligt, at tiltalte på tidspunktet for det påsigtede forhold befandt sig i en psykisk abnormtilstand, der må ligestilles med sindssygdom, og at han således er omfattet af straffelovens 16, stk. 1«. Nævningerne svarede ja til et spørgsmål om, hvorvidt tiltalte ved drabet som følge af indtagelse af rusmidler var utilregnelig på grund af forbigående sindssygdom eller dermed ligestillet tilstand, og også ja til et spørgsmål om, hvorvidt tiltalte dog skulle pålægges straf, fordi særlige omstændigheder talte derfor, jf. straffelovens 16, stk. 1, 3. pkt. Tiltalte blev herefter i landsretten idømt fængsel i 6 år. Højesteret nedsatte straffen til fængsel i 5 år, bl.a. under henvisning til, at tiltalte ikke havde tidligere erfaringer med aggressiv adfærd efter indtagelse af rusmidler. Dommen er et eksempel på, at straffelovens 16, stk. 1, 3. pkt., er anvendt i et tilfælde, hvor der ikke var tale om en patologisk rus i klassisk forstand, men formentlig om en akut toksisk psykose. I Retslægerådets årsberetning er s. 151 ff. og refereret i afsnit omtalt en sag om en 32-årig mand, der under afsoning af en bødeforvandlingsstraf indtog store mængder amfetamin og udviklede en kortvarig psykotisk tilstand præget af vrangforestillinger, hvorunder han overfaldt en medindsat og en fængselsfunktionær. Retslægerådet udtalte, at gerningsmanden havde befundet sig i en tilstand af akut, organisk udløst sindssygdom. Retslægerådet anbefalede dom til psykiatrisk behandling, hvilket også blev sagens udfald. Retslægerådets udtalelse må forstås således, at der formentlig forelå en akut toksisk psykose, og der havde derfor ikke været noget til hinder for ligesom det skete i sagen om drabet begået i en svamperus at henføre psykosen under 16, stk. 1, 3. pkt. Om der skulle pålægges straf, ville så afhænge af, om særlige omstændigheder talte for det. Se også Retslægerådets årsberetning 2006, s. 97 ff. om en kokainpåvirket gerningsmand, der blev henført under 16, stk. 1, 3. pkt., og idømt straf af fængsel i 4 måneder, heraf 2 måneder betinget. Denne sag har ligeledes været omtalt i afsnit 4.1.4, og nævnes også i afsnit Særreglen omfatter kun rusmiddeludløste sindssygelige tilstande, hvis de er forbigående. Er der tale om længerevarende, eventuelt kroniske, sindssygelige tilstande, kan bestemmelsen ikke anvendes, selv om tilstanden helt eller delvis måtte kunne tilskrives misbrug af rusmidler. Sådanne tilstande er alene omfattet af 16, stk. 1, 1. pkt. Begrænsningen til»forbigående«sindssygelige tilstande skal ses på baggrund af, at særreglen efter forarbejderne tager sigte på forbrydelser begået under indflydelse af alkohol eller andre afhængighedsskabende stoffer. Såfremt vedvarende misbrug af alkohol eller euforiserende stoffer har medført en sindssygdom, uden at der på gerningstiden har foreligget påvirkning af alkohol eller narkotika, falder forholdet uden for særreglen (Straffelovrådets betænkning nr. 667/1972, s. 49). Kriteriet»forbigående«indebærer således, at der skal kunne påvises en direkte tids- og årsagsmæssig sammenhæng mellem indtagelsen af rusmidler og den sindssygelige tilstand, som kriminaliteten er begået i. Er en forbrydelse begået i en sindssygelig tilstand længere tid efter ophør af rusmiddelindtagelsen, kan forbrydelsen ikke anses for begået under indflydelse eller påvirkning af rusmidler, og forholdet falder dermed uden for det, særreglen efter forarbejderne tager sigte på. Kerneområdet for de forbigående tilstande er de kortvarige tilstande (nogle timer op til et døgns varighed). Som det fremgår af afsnit 3 og 4, forekommer der i klinisk praksis nogle rusmiddeludløste sindssygelige tilstande, der ikke er kroniske, men som på den anden side heller ikke er helt kortvarige, idet de ikke er klinget af i løbet af nogle timer. Der må derfor foretages en nærmere afgrænsning af forbigående tilstande over for tilstande, der har en varighed, der rækker ud over det forbigående, og som derfor falder uden for særreglen i 16, stk. 1, 3. pkt. I Højesterets dom optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2008, s. 683, er der taget stilling til dette afgrænsningsspørgsmål. Sagen drejede sig om en 35-årig mand, der med pistolskud havde dræbt en anden mand. Ved samme lejlighed havde han forsøgt at dræbe yderligere en mand. Gerningsmanden havde haft et langvarigt misbrug af rusmidler, først hash, siden alkohol og de sidste to år amfetamin. Efter mentalerklæringen var det sand- Juristen nr Side 184

15 synligt, at han i forbindelse med dette amfetaminmisbrug fra januar 2006 gradvist havde udviklet vrangforestillinger om, at hustruen var ham utro. På gerningstidspunktet i slutningen af april 2006 var han påvirket af euforiserende stoffer. Da han blev varetægtsfængslet og ikke længere tog stoffer, aftog de psykotiske symptomer gradvist i løbet af de følgende måneder og var helt væk på domstidspunktet. Retslægerådet udtalte, at han utvivlsomt var sindssyg på gerningstidspunktet, idet han havde lidt af en sindssygdom præget af vrangforestillinger, formentlig fremkaldt af centralstimulerende midler. Retslægerådet anbefalede dom til anbringelse i psykiatrisk afdeling. Ved Østre Landsrets nævningedom blev hans tilstand henført under straffelovens 16, stk. 1, 3. pkt., og han blev idømt fængsel i 16 år. Han ankede til Højesteret og gjorde bl.a. gældende, at hans sindssygelige tilstand ikke var forbigående, og at han derfor ikke var omfattet af særreglen i 16, stk. 1, 3. pkt. Højesteret anførte herom følgende:»det følger af forarbejderne til 3. pkt., at undtagelsesbestemmelsen alene finder anvendelse i tilfælde, hvor indtagelsen af et rusmiddel udløser en akut opstående og hastigt forløbende sindssygdom. Undtagelsesbestemmelsen omfatter således ikke tilfælde, hvor det ikke er en konkret indtagelse af rusmidler, men længere tids misbrug, der har fremkaldt sindssygdommen.«da retsformandens retsbelæring i landsretten vedrørende fortolkningen af»forbigående«fandtes ufyldestgørende, ophævede Højesteret landsrettens dom og hjemviste sagen til fornyet behandling ved landsretten af spørgsmålet om anvendelse af straffelovens 16, stk. 1, 1. og 3. pkt. Ved sagens fornyede behandling i landsretten blev tiltalte frifundet for straf efter straffelovens 16, stk. 1, 1. pkt., og i medfør af samme lovs 68 og 68a dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling unde fastsættelse af længstetid (Østre Landsrets dom afsagt den 27. maj 2008). Efter Højesterets dom er det således en betingelse for at anse en rusmiddeludløst sindssygelig tilstand for omfattet af særreglen i 16, stk. 1, 3. pkt., at den er»akut opstående og hastigt forløbende«. Heri ligger to begrænsninger. I»akut opstående«ligger, at den sindssygelige tilstand skal være fremkaldt af en konkret indtagelse af rusmidler og ikke af længere tids misbrug. Denne begrænsning er udtrykkeligt nævnt i præmisserne. Den anden begrænsning ligger i udtrykket»hastigt forløbende«. Heri ligger, at en sindssygelig tilstand, der er opstået akut som følge af en konkret rusmiddelindtagelse, alligevel ikke er omfattet af særreglen, hvis den sindssygelige tilstand ikke er hastigt forløbende. Hvad der nærmere skal forstås ved»hastigt forløbende«, fremgår ikke. På baggrund af angivelserne i Straffelovrådets betænkning nr. 667/1972 vil en sindssygelig tilstand næppe kunne anses for hastigt forløbende, hvis den varer ved i mere end et par dage, efter at den rusmiddelindtagelse, der har udløst tilstanden, er ophørt. Som højesteretssagen illustrerer, indebærer det forhold, at gerningsmanden var sindssyg på gerningstidspunktet og samtidig påvirket af euforiserende stoffer, ikke i sig selv, at tilstanden er omfattet af særreglen. Det er en betingelse, at der er tale om en forbigående sindssygelig tilstand, og at denne tilstand er en følge af indtagelsen af de stoffer, som gerningsmanden var påvirket af på gerningstidspunktet. Er kriminaliteten begået i en sindssygelig tilstand, som enten slet ikke er rusmiddelrelateret, eller som er en følge af et langvarigt misbrug og ikke den konkrete stofindtagelse, falder forholdet uden for særreglen og er alene omfattet af hovedreglen i 16, stk. 1, 1. pkt. Hvis det derimod må lægges til grund, at kriminaliteten er begået under en kortvarig (»hastigt forløbende«) sindssygelig tilstand, der skyldes en konkret rusmiddelindtagelse, er tilstanden omfattet af særreglen i 16, stk. 1, 3. pkt., og det bringer ikke forholdet uden for særreglen, hvis gerningsmanden gentagne gange måtte have bragt sig i en sådan forbigående sindssygelig tilstand ved indtagelse af rusmidler. Det er netop i sådanne tilfælde, at den bebrejdelse, der begrunder strafansvaret, gør sig gældende, jf. nedenfor om»særlige omstændigheder«. Med Højesterets seneste dom er der kommet en afklaring af, hvordan grænsen skal drages mellem på den ene side rusmiddelrelaterede sindssygelige tilstande, der alene er omfattet af 16, stk. 1, 1. pkt., og på den anden side tilstande, der tillige er omfattet af 16, stk. 1, 3. pkt. Med udgangspunkt i denne dom og i lyset af retspraksis i øvrigt kan grænsedragningen eksemplificeres på følgende måde: Som eksempler på tilstande, der er omfattet af særreglen, kan nævnes patologisk alkoholrus, andre forbigående alkoholudløste sindssygelige tilstande og akut toksisk psykose udløst af indtagelse af euforiserende stoffer. Som eksempler på tilstande, der falder uden for særreglen og som dermed alene er omfattet af hovedreglen i 16, stk. 1, 1. pkt. kan nævnes stofpsykoser, der varer ved i flere uger eller måneder efter, at den udløsende stofindtagelse er ophørt. Af alkoholrelaterede tilstande kan nævnes alkoholhallucinose, alkoholforrykthed, Korsakoffs psykose og alkoholisk demens af psykotisk sværhedsgrad. Også delirium tremens falder uden for særreglen, selv om der for så vidt er tale om en akut opstået og forbigående alkoholrelateret sindssygdom. Dette skyldes, at delirium tremens er en følge af et mangeårigt alkoholmisbrug, og at tilstanden ikke udløses af en konkret alkoholindtagelse, men tværtimod af et helt eller delvist ophør med at indtage alkohol. Den bebrejdelse, som særreglen bygger på, retter sig mod indtagelsen af rusmidler og ikke mod et ophør med indtagelsen. På tilsvarende måde er abstinenspsykose efter misbrug af for eksempel benzodiazepiner heller ikke omfattet af særreglen. Endelig kan nævnes insulinchok, der falder uden for særreglen, også selv om alkoholindtagelse måtte have været en medvirkende årsag Særlige omstændigheder Gerningsmænd, der på gerningstidspunktet befandt sig i en sindssygelig rustilstand, kan kun straffes, hvis særlige omstændigheder taler for det. I lovbemærkningerne til bestemmelsen (Folketingstidende (2. samling), tillæg A, sp. 1617) er det anført, at»reglen tænkes især anvendt i tilfælde, hvor tiltalte tidligere har været i en lignende tilstand, og hvor det derfor kan bebrejdes Juristen nr Side 185

16 ham, at han på ny har indladt sig på spiritusnydelse eller indtagelse af andre rusmidler«. Det afgørende for, om straf bør anvendes, er således ikke kun, at tilstanden er selvforskyldt i den forstand, at den pågældende selv har indtaget rusmidlerne. Det kræves herudover, at der er noget at bebrejde den pågældende i relation til den psykiske abnormtilstand, som rusmiddelindtagelsen forårsager. Et grundlag for en sådan bebrejdelse vil typisk foreligge, hvis den pågældende tidligere har haft»uheldige«erfaringer med rusmidlers virkning på hans psyke og adfærd. Ved alkohol, hvor en sindssygelig tilstand må anses for en upåregnelig følge af indtagelsen, vil strafansvar for kriminalitet begået under den sindssygelige tilstand som den klare hovedregel forudsætte, at den pågældende tidligere har oplevet en abnorm virkning af alkoholindtagelse. Ved indtagelse af visse former for euforiserende stoffer er en abnorm reaktion ikke upåregnelig, og selv om den pågældende ikke tidligere på egen krop har oplevet en sådan virkning, vil det i misbrugsmiljøet være almindeligt kendt, hvilke virkninger stofferne kan have. Det vil også være kendt, at indtagelse af store mængder eller af flere stoffer i kombination kan øge risikoen for, at der udløses en sindssygelig rustilstand. Bl.a. derfor er det ikke udelukket, at der ved stofudløste tilstande kan foreligge særlige omstændigheder, der kan begrunde anvendelse af straf efter 16, stk. 1, 3. pkt., også selv om det ikke kan påvises, at den pågældende selv har oplevet en abnorm virkning ved tidligere stofindtagelser. Som et eksempel fra retspraksis kan nævnes den i afsnit omtalte højesteretsdom, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s Her blev tiltalte idømt straf efter 3. pkt., selv om han tidligere havde indtaget svampe uden at udvikle psykoselignende symptomer. Se også sag omtalt i Retslægerådets årsberetning for 2006, s. 97 ff. Om anvendelse af særreglen i sager om kørsel i spiritus eller narkotikapåvirket tilstand kan henvises til Ugeskrift for Retsvæsen 1982, s. 1059, og 2007, s Den psykiatriske vurdering Et af de vigtigste formål med en mentalundersøgelse er at tilvejebringe et psykiatrisk grundlag for, at retten kan tage stilling til, om gerningsmanden på gerningstidspunktet var utilregnelig på grund af sindssygdom eller ligestillet tilstand, og i den forbindelse om han eller hun eventuelt er omfattet af særreglen i straffelovens 16, stk. 1, 3. pkt. Mentalerklæringerne og Retslægerådets udtalelser bør derfor beskrive et eventuelt tidligere og aktuelt misbrug af rusmidler, eventuel påvirkning heraf på gerningstiden, den psykiske tilstand på gerningstiden og på undersøgelsestiden, anføre og begrunde eventuelle psykiatriske diagnoser samt angive eventuelle psykiske abnormtilstandes mulige baggrund, varighed og forløb. Hvis en gerningsperson har misbrugt rusmidler eller på gerningstiden været påvirket heraf og da befandt sig i en psykisk afvigende tilstand, må den mentalundersøgende psykiater overveje, om der kan have været tale om en eller flere af de følgende rusmiddelrelaterede tilstande. En ikke sindssygelig rustilstand, dvs. normal alkohol- eller stofrus, En sindssygelig rustilstand, dvs. patologisk alkoholrus, anden akut opstået og forbigående alkoholudløst sindssygelig tilstand eller toksisk psykose, En følgetilstand efter længerevarende misbrug, dvs. enten en akut og korterevarende abstinenstilstand, delirium tremens eller benzodiazepinbetinget abstinenspsykose, eller en længerevarende alkoholhallucinose, alkoholforrykthed, alkoholdemens eller stofpsykose, En eventuelt af misbrug udløst debuterende skizofreni eller anden længerevarende psykose. Der findes ikke skarpe grænser mellem de nævnte diagnosegrupper, men visse faktorer taler med en vis vægt for den ene frem for de andre. Ved normal rus er der ingen afgørende ændring af personligheden, og den berusede er selv nogenlunde klar over, at den afvigende psykiske tilstand med de hertil hørende eventuelle vanskeligheder ved at styre motorik og bedømme sanseindtryk realistisk er en rustilstand. Ved svært udtalt, om end stadig normal alkoholrus svækkes bevidstheden, og der kan efterfølgende være hukommelsestab (»black-out«). En sindssygelig rustilstand patologisk alkoholrus, anden akut opstået og forbigående, alkoholudløst sindssygelig tilstand eller toksisk psykose debuterer i umiddelbar tilslutning til rusmiddelindtagelsen og har en varighed på under 24 (48) timer. Disse psykotiske tilstande har som fællestræk såkaldt bevidsthedsplumring. Bevidsthedsplumring karakteriseres ved svingende bevidsthedsintensitet fra det sløve og døsende til det urolige og anspændte (i modsætning til den stabile bevidsthedssvækkelse ved den svære, men normale alkoholrus). Tilstanden kan hertil være præget af vekslende sansebedrag eller hallucinationer, flygtige, eventuelt angstprovokerende vrangforestillinger og personfremmed adfærd. Der er efterfølgende helt eller delvist hukommelsestab. I samtlige akutte, forbigående sindssygelige rustilstande udløst af alkohol eller euforiserende stoffer, der er refereret i denne artikel, indgår bevidsthedsplumring i symptombilledet. De kliniske billeder af abstinenstilstand, abstinenspsykose og delirium tremens er karakteristiske ved akut forløb med rysten, temperaturstigning og kredsløbspåvirkning, eventuelt krampeanfald og kollaps. Alle er forudgået af længerevarende misbrug, som er blevet afbrudt af absolut eller relativ afholdenhed. Længerevarende sindssygelig følgetilstand efter misbrug, alkoholhallucinose, paranoia alcoholica, alkoholdemens og stofpsykose, er karakteriseret af længerevarende misbrug, langsom og gradvis udvikling, stabile psykotiske symptomer, klar bevidsthed samt eventuelt svækkelse af åndsevnerne. Ingen af de længerevarende sindssygelige følgetilstande efter misbrug forudsætter aktuel rusmiddelpåvirkning. Varer en psykose mere end seks måneder, bør det uanset tidligere diagnose altid overvejes, om der er tale om skizofreni eller anden længerevarende psykose. Som anført er ikke alle ovennævnte diagnoser lige velafgrænsede. Mellem nogle er der glidende overgange, og de udelukker ikke alle gensidigt hinanden. Den endelige diagnostiske vurdering må afgøres af retspsykiaterens bedste kliniske skøn. Juristen nr Side 186

17 I tilfælde af sindssygdom på gerningstiden vil det lægelige udgangspunkt også selv om tilstanden blot er forbigående være at anbefale en psykiatrisk særforanstaltning. Der er i Retslægerådets Årsberetning fra , s. 154, således i en sag hvor den mentalobserverende psykiater havde vurderet, at den sigtede var omfattet af straffelovens 16, stk. 1, men ikke anbefalet anden foranstaltning end almindelig straf anført, at»rådet som absolut udgangspunkt anbefaler en psykiatrisk særforanstaltning i de tilfælde, hvor en sigtet er omfattet af straffelovens 16, stk. 1«. Imidlertid findes i Årsberetningen fra 2006 på s. 97 ff. et eksempel på en velbegrundet undtagelse fra udgangspunktet. Sagen har været omtalt i afsnittene og Når Retslægerådet eller en mentalundersøgende psykiater har diagnosticeret en forbigående, rusmiddeludløst sindssygdom på gerningstiden, skal dette således ikke så at sige per psykiatrisk refleks udløse en anbefaling af en psykiatrisk særforanstaltning. En sådan anbefaling bør i denne type sager begrundes af behovet for og den reelle mulighed dvs. gerningsmandens motivation for behandling. 7. Konklusion Denne artikel har haft til formål at undersøge og nærmere klarlægge, hvordan de to udsagn: (1) sindssygdom bør medføre straffrihed, og (2) påvirkning af rusmidler under udøvelse af kriminalitet bør ikke fritage for straf, i strafferetten er søgt afbalanceret i tilfælde, hvor kriminaliteten er begået i en sindssygelig tilstand, der skyldes indtagelse af rusmidler. Da beruselse i sig selv øger risikoen for kriminel adfærd, og da rusmidler udover akutte og forbigående sindssygelige rustilstande også er forbundet med risiko for udvikling af længerevarende sindssygdomme, udgør rusmidler og kriminalitet såvel psykiatrisk som juridisk et stort og kompliceret sagsområde. Den gældende retstilstand kan sammenfattes på følgende måde: Det klare udgangspunkt er, at gerningsmænd, der på gerningstidspunktet var påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer, har befundet sig i en normal rus, og at de derfor ifalder sædvanligt strafansvar. Var gerningsmanden imidlertid sindssyg på gerningstidspunktet, er udgangspunktet et andet. Her sker der som udgangspunkt frifindelse for straf. Dette gælder også i de tilfælde, hvor sindssygdommen kan henføres til indtagelse af rusmidler. Når der er tale om forbigående sindssygelige tilstande, der skyldes indtagelse af rusmidler, indeholder straffelovens 16, stk. 1, 3. pkt., imidlertid en mulighed for at pålægge straf, når særlige omstændigheder taler for det. I så fald straffes gerningsmanden på samme måde som gerningsmænd i en normal rustilstand. De sindssygelige tilstande, der er omfattet af særreglen, er karakteriseret ved, at de er opstået akut som følge af indtagelse af rusmidler, og de er hastigt forløbende. Kerneområdet er den patologiske alkoholrus, men særreglen er ikke begrænset hertil, idet anvendelsesområdet ikke er knyttet til bestemte diagnoser, men omfatter enhver forbigående sindssygelig tilstand, der er en følge af indtagelse af alkohol eller andre rusmidler. Normalt vil muligheden for at pålægge straf kun blive benyttet, hvis gerningsmanden tidligere har haft lignende erfaringer med rusmidler, men også uden sådanne erfaringer kan der efter omstændighederne være grundlag for en sådan bebrejdelse, at straf pålægges. Litteratur Adserballe H. Retspsykiatri. I: Hemmingsen, R. et al. red. Klinisk psykiatri, 2. udg. København: Munksgaard; Arendt M, Rosenberg R, Foldager L, Perto G, Munk-Jørgensen P. Cannabis-induced psychosis and subsequent schizophrenia-spectrum disorders: follow-up study of 535 incident cases. Br J Psychiatry 2005; 187: Bach-y-Rita G, Lion JR, Ervin FR. Pathological intoxication: Clinical and electroencephalographic studies. Am J Psychiatry 1970; 127: Bluglass R, Bowden P. Principles and practice of forensic psychiatry. Edinburgh: Churchill Livingstone; Council of Europe, Committee of Ministers. Recommendation No. R (87)3 of the Committee of Ministers to member states on the European prison rules, Council of Europe, Committee of Ministers. Recommendation Rec (2006) 2 of the Committee of Ministers to member states on the European prison rules, Curran C, Byrappa N, McBride A. Stimulant psychosis: systematic review. Br J Psychiatry 2004; 185: Diagnostic and statistical manual of mental disorders: DSM IV 4th ed. Washington, DC: American Psychiatric Association; Dåderman AM. Flunitrazepam and violence psychiatric and legal issues. Huddinge, Karolinska Institute; Gelder MG, López-Ibor JJ, Andreasen N, ed. New Oxford textbook of psychiatry. Oxford: Oxford University Press; Gunn J, Taylor P. Forensic psychiatry. Clinical, legal & ethical issues. Oxford: Butterworth-Heinemann; Helweg H. Den retslige psykiatri i kort omrids. 2. udg. København: Hagerup; Hemmingsen R, Parnas J, Reisby N. Psykiatrisk sygdomsopfattelse, diagnostik og klassifikation. I: Hemmingsen, R. et al., red. Klinisk psykiatri, 2. udg. København: Munksgaard; Høyer G, Dalgard OS. Lærebok i rettspsykiatri. Oslo: Gyldendal Norsk Forlag; Krafft-Ebing R von. Lehrbuch der gerichtlichen Psychopathologie. Stuttgart: Ferdinand Enke; Kramp P, Lunn V, Waaben K. Retspsykiatri. København: GadJura; Lemere F. The danger of amphetamine dependency. Am J Psychiatry. 1966; 123(5): Lidberg L red. Svensk rättspsykiatri en handbok. Lund: Studentlitteratur; Lunn V. Psykosebegrebet. Ugeskr læger 1979; 141(19): Maletzky BM. The diagnosis of pathological intoxication. J Stud Alcohol; 1976; 37(9): Moore THM, Zammit S, Lingford-Hughes A, Barnes TRE, Jones PB, Burke M, Lewis G. Cannabis use and risk of psychotic or affective mental health outcomes: a systematic review. Lancet 2007; 370: Pontoppidan K. Psychiatriske forelæsninger og studier, anden række. København: Th. Lind; Rosenberg R. Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af alkohol eller andre psykoaktive stoffer. I: Hemmingsen R. et al. red. Klinisk psykiatri, 2. udg. København: Munksgaard; Straffelovrådet. Betænkning nr. 667 om de strafferetlige særforanstaltninger. København; Strömgren E. Psykiatri. 10. udg. København: Munksgaard; Udvalget vedrørende sindslidendes retsstilling. Principbetænkning om tvang i psykiatrien, betænkning nr København; WHO ICD-10: Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser: Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard; Wimmer A. Speciel klinisk psykiatri for studerende og læger. København: Munksgaard; Wode-Helgodt B. Psykiskt sjuka lagöverträdere psykiatriskt tillstånd och kriminalitet. Läkartidningen 1977; 74(5): Waaben K. Retspsykiatri og strafferet i historiens lys. København: Janssen-Cilag; Juristen nr Side 187

18 Produktansvar og ansvarsbegrænsningen i ABT 93 (og AB 92) 35, stk. 2, vedrørende indirekte tab HD af (UfR H) Af professor, dr. jur. Torsten Iversen, Aarhus Universitet 1. Dommens baggrund og indhold Den 2. maj 2001 opstod der i Grindsted brand i et kraftvarmeværk, der var opført af en totalentreprenør (E) i I 2000 havde E udskiftet nogle fjederbelastede eksplosionsklapper i værkets aflastningssystem for røggas med nogle sprængplader, der var indkøbt af kraftvarmeværket (BH). Det viste sig, at årsagen til branden var, at møtrikkerne, der havde været monteret på de bolte, der holdt flangerne omkring sprængpladerne på plads, var faldet af. Det viste sig desuden, at nogle af boltene var gået løs, og andre var faldet af. BH s forsikringsselskab (FS), der i anledning af skaden havde udbetalt en erstatning på godt 4 mio. kr. til BH for skader på bygninger og løsøre samt for driftstab, rejste et regreskrav imod E, idet FS gjorde gældende, at E var ansvarlig enten efter reglerne om produktansvar eller efter reglerne om uforsvarlige håndværksmæssige ydelser. Det principielle spørgsmål, der forelå til påkendelse for Højesteret, var, om E gyldigt havde fraskrevet sig ansvaret for driftstab i medfør af ABT 93 35, stk. 2 (der svarer til AB 92 35, stk. 2) eller i medfør af sine almindelige forretningsbetingelser. For at afgøre dette spørgsmål måtte Højesteret tage stilling til, (1) om ansvarsbegrænsningen var vedtaget (aftalt) imellem parterne, (2) om ansvarsbegrænsningen kun angår mangler eller også produktskader, og (3) om der i sagen var tale om det ene eller det andet. Betydningen af spørgsmål (3) afhænger i nogen grad af svaret på spørgsmål (2), men da dommen behandler (3) før (2), følges samme rækkefølge nedenfor. 2. Kommentar til dommen 2.1. Vedtagelse, fortolkning og tilsidesættelse af ansvarsfraskrivelser og -begrænsninger Højesteret udtaler følgende om spørgsmålet om vedtagelse:»efter afslutningen af totalentreprisen indgik parterne aftale om, at [E] skulle montere nogle sprængplader. Dette arbejde blev aftalt udført på vilkårene i totalentreprisekontrakten [ ], [hvor]efter [E s] tilbud [ ] er en del af kontraktgrundlaget. I dette tilbud henvises til [E s] generelle salgs- og leveringsbetingelser for kraftvarmeanlæg [ ], som igen henviser til ABT 93. Højesteret finder herefter, at de ansvarsfraskrivelser for driftstab, avancetab og andet indirekte tab, som er indeholdt i ABT 93 35, stk. 2, og i salgs- og leveringsbetingelserne punkt 14, må anses for gældende for monteringen af sprængpladerne«. Det er ikke overraskende, at Højesteret når frem til, at de almindelige salgs- og leveringsbetingelser var vedtaget i kraft af henvisningen til kontrakten, der henviste til tilbuddet. Det er heller ikke overraskende, at også ABT 93 ansås for vedtaget, selv om der her kom ét led mere på henvisningerne. Vedtagelsestærsklen navnlig for ABT 93, som er et agreed document må være meget lav, når det drejer sig om professionelle parter. Henvisninger er nu engang nødvendige, når ikke alt kan sammenskrives i én kontrakt, og de er helt sædvanlige i entrepriseforhold. En ansvarsbegrænsning til direkte tab eller anderledes udtrykt: en ansvarsfraskrivelse for indirekte tab er desuden hverken et uventet eller overraskende vilkår i en tilvirkningsaftale. Når et vilkår anses for vedtaget, kan der opstå spørgsmål om, hvordan vilkåret fortolkes, eller hvorvidt det skal tilsidesættes. Fortolkningsproblemet var fremme i sagen (jf. nedenfor under 2.3), hvorimod tilsidesættelsesspørgsmålet ikke forelå. Et synspunkt om tilsidesættelse ville da også have været helt udsigtsløst i et tilfælde som det foreliggende, sml. UfR H (om NSAB). I det følgende vil E s almindelige salgs- og leveringsbetingelser ikke blive omtalt yderligere, idet opmærksomheden samles helt om ansvarsfraskrivelsen i ABT 93 (AB 92) 35, stk Mangelsansvar eller produktansvar? Højesteret bemærker herom følgende:»årsagen til branden var, at [E] havde begået fejl ved monteringen, og driftstabet var en følge af skader på bygning og løsøre uden for de monterede sprængplader. Sagen angår således ikke et ansvar for mangler ved det udførte arbejde, men et ansvar, der selv om det falder uden for produktansvarsloven må karakteriseres som et produktansvar«. Den første sætning angår kun faktum: E havde begået fejl, og driftstabet var indtruffet som følge af skade på bygning og løsøre uden for det monterede. Den anden sætning angår kun jus: Ansvaret (for fejlen) er ikke an- Juristen nr Side 188

19 svar for mangler, men et produktansvar. Den første sætning er utvivlsomt korrekt; den anden sætning er genstand for drøftelsen i dette afsnit. Det er klart, at der godt kan være tale om produktansvar i tilfælde, der falder uden for produktansvarsloven. Produktansvaret var udviklet i retspraksis, inden loven kom, og man har derfor to former for produktansvar: det retspraksisudviklede produktansvar og det lovbestemte produktansvar. 1 At der findes to former for produktansvar, ændrer ikke ved, at der også eksisterer et mangelsansvar. Af dommen fremgår ikke noget nærmere om, hvorvidt og hvorledes der har været procederet på spørgsmålet om afgrænsningen mellem mangelsansvar og produktansvar, men blot at E gjorde det ene gældende, og BH det andet. Da der ikke i dommen er gjort nogle reservationer mht. sagens forelæggelse, opererer Højesteret tilsyneladende med et apriorisk og apodiktisk synspunkt om, at der er tale om et enten-eller:»sagen angår [ ] ikke et ansvar for mangler, men [ ] produktansvar«(udh. her). Det ville have været forsigtigere at anse spørgsmålet for åbent, dvs. at det ene ikke behøver at udelukke det andet, eller som det hedder i den»moderne formuerets«sprogbrug: At der er tale om»åbne systemer«,»overlapsområder«(det hedder nu nok»overlapning«på dansk) osv. 2 Set i historiens lys forekommer det overraskende at rubricere følgeskader, der påføres en bygherre, fordi en entreprenør ikke har udført sit arbejde håndværksmæssigt korrekt, som»produktansvar«. Der er tale om et ansvar følgerne af en mangelfuld ydelse over for en kontraktspart, og et sådant ansvar har i dansk ret været kendt i mere end 100 år og i hvert fald mange, mange år før nogen overhovedet havde tænkt på ordet»produktansvar«. Følgeskader af dårligt byggeri er formentlig endog det ældste eksempel, menneskeheden overhovedet har på lovregulering vedrørende følgeskader i kontrakt en ganske håndfast og ejendommelig lovregulering, må det siges: Hvis en entreprenør bygger et hus dårligt, og bygherren dør pga. husets sammenstyrtning, skal entreprenøren lide døden; hvis det er bygherrens søn, der dør, må entreprenørens søn dø (artikel 229 og 230 i Hammurabis lov fra ca f.v.t.; artikel 228 omhandler betalingen). Historisk set er mangelsansvar ansvar for mangler og følgeskader af mangler ved ydelsen. Ydelsen kan være en genstand (som ved køb), en ren tilvirkning (som ved værksleje i tilfælde, hvor stoffet leveres af bestilleren, ikke af tilvirkeren) eller en blanding af genstand og tilvirkning (som ved entreprise). Ved køb kan manglen kun ligge i genstanden, men ved entreprise kan den lig- ge enten i genstanden eller i tilvirkningen (eller begge steder). Mangelsansvaret er i sit grundlag et ansvar, der kun kan pålægges en part over for dennes medkontrahent, altså et kontraktsansvar. 3 Om der er tale om en mangel eller ej, beror på en mangelsbedømmelse, som er kontraktsrelateret. Manglen ved selve ydelsen kan begrunde, at der kan kræves et forholdsmæssigt afslag (nedsættelse af prisen) eller det fornødne ansvarsgrundlag forudsat erstatning. Manglen ved selve ydelsen kan føre til andre skader følgeskader som også kan begrunde erstatning. Sådanne skader har betydelige lighedspunkter med deliktsskader, men hvis de optræder i kontraktsforhold, har man i ældre teori ikke udelukket betydningen af kontrakten. F.eks. antages det af Henry Ussing, at gavegiveren i reglen kun er ansvarlig for skadelige egenskaber, hvor han har udvist grov uagtsomhed, 4 og i motiverne til købeloven (Udkast til Lov om Køb (1904) s. 79) hedder det lige efter en bemærkning om skadelige egenskaber:»i denne Forbindelse skal det bemærkes, at Udkastet ikke giver nogen Regel om Forstaaelsen og Rækkevidden af en af Køberen afgiven Godkendelse af den leverede Salgsgenstand«. Historisk set er»produktansvar«ansvar for farlige egenskaber ved en salgsgenstand. Det var utilsigtede farlige egenskaber, man anså for»farlige egenskaber«kniven, der kan skære en finger af, har ikke en»farlig egenskab«, men det har brødristeren, der kan eksplodere. I dag er produktansvaret ikke længere hængt op på»farlige egenskaber«, men på om produktet er»defekt«, dvs. ikke frembyder den sikkerhed, som med rette kan forventes, som det udtrykkes i produktansvarslovens 5. Et fuldstændig ufarligt produkt kan være»defekt«f.eks. en strip, der viser, at der ikke er blod i urinen, selv om det faktisk er tilfældet. Produktansvaret er et ansvar, der kan pålægges en part over for enhver altså (nærmest) et deliktsansvar og et ansvar, det er særlig nærliggende at pålægge, når skadelidte er påført en personskade. Det er ikke et tilfælde, hverken at den kendte engelske sag Donoghue v. Stevenson 5 fra 1932 omhandlede netop en personskade, eller at produktansvarsloven indeholder præceptive regler herom (samt om forbrugertingsskader). Begrebet»produktansvar«har måske især i dansk ret (?!) udvidet sig voldsomt og omfatter i dag allehånde instruktions- og monteringsfejl. Produktansvaret kan dog kun omfatte skader, der rammer uden for produktet selv altså (foruden personer) andre genstande end selve det defekte produkt (anderledes ved mangler, jf. ovenfor). Med den grove forenkling, som undertiden er nødvendig for at opnå en vis klarhed, kan man sige, at man- 1. Se om produktansvar især Børge Dahl: Produktansvar (1973), samme: Produktansvarsstudier (1984), samme m.fl.: Produktansvar, i J 1990 s. 145 ff., John Peter Andersen: Produktansvar (1992), samme og Dan Reedtz: Produktansvar (2000) og Jens Rostock-Jensen og Allan Kvist- Kristensen: Produktansvar (2004). Se noterne til dommen for yderligere henvisninger. 2. Jf. hertil min anmeldelse af Ole Hansen: Hjemmelsproblemet i entrepriseretten, i ET 2008 s. 250 ff. 3. Hvis man indrømmer mangelskrav, uden at der foreligger en kontrakt, taler man om»springende regres«eller»direkte krav«, jf. herom bl.a. Vibe Ulfbeck: Kontrakters relativitet (2000). Det rejser ingen principielle problemer at anerkende sådanne krav, for så vidt kravene kan begrundes i deliktssynspunkter, hvortil i almindelighed må kræves grov skyld (sml. UfR H). Derimod er det betænkeligt at gå videre end det. 4. Jf. Henry Ussing i Lassen/Ussing: Speciel Del I (1923) s [1932] A.C Juristen nr Side 189

20 gelsansvar har sin raison d être i, at en ansvarlig realdebitor (sælger, tilvirker, entreprenør) under visse betingelser skal kunne afkræves erstatning for mangler og følger af mangler (det være sig person- eller tingsskade eller almindelig formueskade), mens produktansvar har sin raison d être i, at der skal kunne afkræves en producent eller forhandler erstatning for skader, som skyldes defekter. Den legislative begrundelse for at pålægge produktansvar er overordentlig stærk, når det gælder personskade, middel, når det gælder tingsskade, og svag, når det gælder almindelig formueskade. Produktansvaret måtte kort sagt opfindes, fordi man skulle have mulighed for at pålægge (et strengt) ansvar (især for personskade) for skadelige egenskaber ved genstande uden for kontraktsforhold en mulighed, man i forvejen havde i kontraktsforhold. I Danmark kunne man tidligt komme langt allerede med den almindelige culparegel, jf. f.eks. UfR H (kommenteret af Niels Lassen i TfR 1904 s. 298), men i f.eks. England var hindringerne bl.a. i form af den skarpe opdeling mellem contract og tort større, og de blev først gennembrudt med den ovennævnte dom fra Når det gælder afgrænsningen mellem mangelsansvar og produktansvar, er der ikke meget at hente i lovgivningen. Dansk lovgivning er traditionelt tilbageholdende med at definere retlige begreber, hvorimod EU-lovgivningen indeholder et væld af definitioner. Den EU-baserede produktansvarslov definerer, hvad der er produktansvar, men fra denne definition kan der ikke sluttes modsætningsvis. En definition af det ene begreb i lovgivningen ville i øvrigt heller ikke udelukke, at der kunne være overlapning med det andet begreb. Der er ikke meget mere at hente i lovforarbejder. Udkastet til købeloven indeholder på s. 70 en bemærkning om, at det i formuleringen af 42, stk. 2 (om mangler ved species) ligger, at dette stykke alene omhandler sælgerens pligt til at erstatte køberen tabet ved, at salgsgenstanden er af ringere værdi end forudsat og ikke tillige det tab, som køberen kan lide ved, at salgsgenstandens tilstand medfører skade på andre ting.»i denne Retning ville de almindelige Regler føre til, at Sælgeren kan blive erstatningspligtig i andre Tilfælde end de af Paragrafen omfattede, saaledes navnlig altid, naar det kan tilregnes ham som en Uagtsomhed, at han ikke har skaffet sig Kendskab til Salgsgenstandens Tilstand [ ]«, hedder det videre. Som det ses, var baggrunden for motivudtalelserne, at speciessælgeren efter KBL 42, stk. 2, kun var erstatningsansvarlig i tilfælde af (1) tilsikring, (2) efterfølgende culpøs beskadigelse eller (3) svig. (Retspraksis satte sig imidlertid ret hurtigt ud over ordene i stk. 2 og pålagde sælgeren erstatningsansvar overalt, hvor han fandtes at have tilsidesat sin loyale oplysningspligt). Det er vigtigt at forstå, at sigtet med motivudtalelsen var at udvide ansvaret for følgeskader i forhold til reglen i 42, stk. 2 ikke at indskrænke det. Motivudtalelsen går kun på rækkevidden af reglen i 42, stk. 2, og kan ikke læses som en stillingtagen til, hvad der er»mangelsansvar«, og hvad der er»produktansvar«(det sidstnævnte begreb kendte man overhovedet ikke til på det tidspunkt, hvor købeloven blev til). Heller ikke en motivudtalelse til KBL 54 (udkastets 53) bør læses som en sådan stillingtagen. Den lyder således:»bestemmelsen [ ] afskærer tydelig nok alene Køberen fra at gøre de Beføjelser og Karv gældende, som efter Udkastet tilkommer ham paa Grund af selve Mangelen ved Salgsgenstanden, men f.eks. ikke fra at fremsætte Krav paa Erstatning for Tab, som Salgsgenstanden paa Grund af sine skadelige Egenskaber har tilføjet andre Genstande«(Udkast s. 79). I Danmark antages motivudtalelserne vistnok ofte at»ekskludere«ikke blot købeloven, men også køberetten ja, endog hele kontraktsretten hvorimod man i Norge forekommer noget mere forsigtig 6. I retspraksis kan der ikke siges at have udkrystalliseret sig klare begrebsdannelser, sml. UfR H 7 (utætte medierør i fjernvarmerør begrundede produktansvar; mellemhandler pålagt hæftelse og tilkendt regres hos producent), UfR H 8 (personskade var ikke en følge af en defekt ved leveret løsøregenstand en rist på en overfladebrønd men af en fejl ved en håndværksmæssig tjenesteydelse; der var dermed ikke tale om produktansvar efter produktansvarsloven) og T:BB VBA (fejlagtig montering af microswitch, der førte til brand i svinestald, anset for produktansvar). I UfR H forelå der et kontraktsforhold imellem parterne, og der var tale om en udførelsesfejl, der medførte følgeskader. Der var ikke tale om personskade, og der var ikke tale om»farlige egenskaber«eller»defekter«ved leverede genstande. Ansvar ville være pålagt også i år 1897 efter Jul. Lassens fremstilling af entrepriseretten fra dette år. Følgeskader af den omtalte art har været kendt, længe før begrebet»produktansvar«blev opfundet, og det er derfor vanskeligt at forstå at kategoriseringen som»produktansvar«i sig selv kan udelukke, at ansvaret (også) kan være et mangelsansvar. I det hele taget kunne det hævdes at være noget begrebsjurisprudentisk at opfatte og fremstille tingene på den måde, at én given skade er en skade af den ene eller den anden art.»mangelsansvar«og»produktansvar«er kun begreber, og dem kan vi ikke trække mere ud af, end vi selv på forhånd har lagt ind i dem. I hvert fald vil det være ejendommeligt at ræsonnere på den måde, at fordi produktansvar»begrebsmæssigt«forudsætter, at skaden rammer noget uden for produktet selv, så er det produktansvar, når skaden rammer noget udenfor. Det forekommer berettiget at spørge: Hvor er følgeskaderne af mangler blevet af? Vender man blikket mod f.eks. England og Tyskland, anses ansvar for følgeskader i hvert fald også som en del af køberetten (entrepriseretten osv.) og ikke kun som produktansvar. Efter CISG omfattes skader på købers ting som nævnt af Børge Dahl m.fl. i J 1990 s. 172 af reglerne om mangelsansvar. I Tyskland er det ofte vanskeligt at finde henvisninger under stikordet»produkthaftung«i de almindelige fremstillinger af obligati- 6. Se Børge Dahl m.fl. i J 1990 s. 172, Tore Sandvik i TfR 1964 s. 510 ff. (også trykt i Nordisk Forsikringsjuridisk Forenings Publikationer nr. 49 (1964)) og Stein Rognlien: Produktansvar (1992) s. 68 ff. 7. Landsretsdommen i sagen er omtalt af John Peter Andersen i UfR 1998 B s (på s. 303 og s. 305). 8. I citatet af dommen hos Vagner: Entrepriseret, 4. udg. ved Torsten Iversen (2005) s. 206 er der beklageligvis faldet en linje ud. Juristen nr Side 190