Persondataloven og den offentligretlige tavshedspligt

Transkript

1 Persondataloven og den offentligretlige tavshedspligt Af kommitteret JON ANDERSEN Persondatalovens regler om behandling af personoplysninger afviger på en række punkter fra den hidtidige lovgivning om tavshedspligt og videregivelse af fortrolige oplysninger. Den tidligere lovgivning er imidlertid blevet opretholdt. Artiklen redegør for en række af de regelsammenstød der er opstået, og anviser forslag til løsning af nogle af problemerne. Det påpeges at nogle af problemerne er så komplekse at en fortolkningsløsning ikke er mulig. Konklusionen er at området bør underkastes en nærmere udredning. Samtidig opstilles der nogle tommelfingerregler som i det daglige skulle kunne bringe de ansatte frelst gennem regelvildnisset. I. Indkredsning af problemstillingen Offentligt ansattes tavshedspligt er undergivet en ganske kompliceret regulering. Straffelovens f indeholder de grundlæggende regler om hvem der har tavshedspligt, hvad tavshedspligten indebærer, samt hjemlen for at overtrædelser kan straffes. I forvaltningslovens kapitel 8 er der sket en præcisering af, hvilke oplysninger der er tavshedsbelagte ( 27) og af adgangen til udveksling af fortrolige oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder og dele af forvaltningen ( 28-32). Persondataloven (lov nr. 429 af 31. maj 2000) indeholder generelle regler om behandling af personoplysninger. Denne lov gælder for offentlige myndigheder såvel som for private virksomheder mv. samt omfatter alle typer af personoplysninger ikke kun fortrolige oplysninger. Persondataloven gælder i relation til offentlige myndigheder i alt væsentligt kun i den udstrækning, der foretages elektronisk behandling af oplysninger. Private virksomheders behandling af fortrolige personoplysninger er generelt omfattet af loven uanset om behandlingen foregår på edb eller manuelt, jf. persondatalovens 1. I tilgift til de almindelige regler om tavshedspligt findes der et stort antal specialregler. Der er en del specialregler om tavshedspligt, som blot gentager straffelovens 152. Andre tavshedspligtsregler har selvstændigt indhold i forhold til de almindelige ved at afgrænse det fortrolige på en anden måde, typisk ved at konkretisere hvad der er fortroligt. Som et eksempel på det første kan nævnes 9 i lægeloven, og på det sidste kan nævnes 37 i skattestyrelsesloven og 79 i arbejdsmiljøloven. På nogle områder er der gennemført tavshedspligtsregulering som er lige så detaljeret som kapitel 8 i forvaltningsloven. Se som eksempler herpå kapitel 5 i lov om patienters retsstilling, kapitel 17 i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og 73 i lov om finansiel virksomhed. Andre regler tillader offentlige myndigheder at udveksle oplysninger med andre myndigheder eller private virksomheder som ellers ville være i strid med de almindelige tavshedspligtsregler, jf. som eksempel 91, stk. 7, i lov om arbejdsløshedsforsikring mv. Der findes endvidere et stort antal regler der giver en myndighed hjemmel til at afkræve JURISTEN NR

2 andre myndigheder fortrolige oplysninger, pålægger myndigheder automatisk at give andre myndigheder fortrolige oplysninger eller giver en myndighed ret til at udlevere oplysninger til andre myndigheder. Som eksempler på regler der giver en myndighed ret til at forlange oplysninger af andre myndigheder eller af private, kan nævnes: 12 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, 63 i lov om kommunernes styrelse, 10, stk. 2 og 3, i lov om Det Centrale Personregister, 4 b i lov om værnepligt, 12, stk. 3, og 14 i lov om taxikørsel, 6 a, stk. 2, i lov om indfødsret, 78 i lov om boligstøtte, 21, stk. 2, i lov om arbejdsskadeforsikring, 43, stk. 1, i ferieloven, 76, stk. 1, i arbejdsmiljøloven, 17 a i lov om afvikling af studiegæld samt skattekontrollovens kapitel II. Af regler der pålægger en myndighed på eget initiativ at give andre myndigheder underretning om forhold der kan være fortrolige, kan nævnes: 33 a, 35 og 56, stk. 2, i lov om social service, 20 i lægeloven, 36, stk. 1, i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, 4, stk. 1, i lov om ligsyn, 54, stk. 1, i udlændingeloven og 73, stk. 3, i miljøbeskyttelsesloven. Følgende er eksempler på regler der giver myndighederne ret til trods deres tavshedspligt at videregive oplysninger. 115 b i retsplejeloven, 38, stk. 1, i serviceloven, 43, stk. 3, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, 3, stk. 6, i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien og 3, stk. 8, i bekendtgørelse nr. 896 af 19. juni 2000 om specialundervisning. I nogle tilfælde er det i særlovgivningen anført at kapitel 8 i forvaltningsloven gælder for en bestemt myndighed. Som eksempel kan nævnes 206 i bekendtgørelse nr af 18. december 2000 om aktiv arbejdsmarkedsindsats. I 43, stk. 1, i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik er det bestemt at oplysninger kan udveksles»inden for rammerne af lov om personoplysninger«. Der er også eksempler på regler der bestemmer at bestemte myndigheder eller personer skal inddrages af en myndighed inden denne træffer afgørelse. Som eksempel kan nævnes 7 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. I andre bestemmelser, er det foreskrevet, at bestemte personer skal underrettes om at der indsamles oplysninger om dem, selv om de pågældende ikke er parter i sagen, jf. 29 i persondataloven. Flere regelsæt, bl.a. offentlighedsloven, forvaltningsloven, patientretsstillingsloven og arkivloven, pålægger myndighederne pligt til at udlevere dokumenter og/eller oplysninger til private. Fælles for alle de omtalte regler er at de i vid udstrækning bestemmer over behandling af personoplysninger, dvs. oplysninger der kan henføres til bestemte personer. Persondatalovens regulering af dette emne er helt generel og tværgående i forhold til de øvrige omtalte regler. Dette har skabt et stort antal regelsammenstød mellem på den ene side persondataloven og på den anden side det der bredt kan betragtes som den offentligretlige lovgivning om tavshedspligt. Artiklen tager nogle af disse sammenstødsproblemer op. 2. Forholdet mellem forvaltningsloven og persondataloven A) Reglernes indhold Forvaltningsloven indeholder i 28 en central regel om videregivelse af fortrolige oplysninger. Denne regel har følgende indhold:» 28. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed. Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når 1) den, oplysningen angår, har givet samtykke, 2) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, 3) videregivelse sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, eller 4) videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver. Stk. 3. Andre fortrolige oplysninger må ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe.«persondataloven indeholder i kapitel 4 generelle regler om behandling af personoplysninger. Især 6-8 er betydningsfulde. Reglerne handler ikke kun om videregivelse, men generelt om behandling af personoplysninger, men gælder også 282 JURISTEN NR

3 for videregivelse. Grundbestemmelsen er 6, stk. 1:» 6. Behandling af oplysninger må kun finde sted, hvis 1) den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke hertil, 2) behandlingen er nødvendig af hensyn til opfyldelsen af en aftale, som den registrerede er part i, eller af hensyn til gennemførelse af foranstaltninger, der træffes på den registreredes anmodning forud for indgåelsen af en sådan aftale, 3) behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, 4) behandlingen er nødvendig for at beskytte den registreredes vitale interesser, 5) behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse, 6) behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave, der henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige eller en tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt, eller 7) behandlingen er nødvendig for, at den dataansvarlige eller den tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, kan forfølge en berettiget interesse, og hensynet til den registrerede ikke overstiger denne interesse.«rent private oplysninger er reguleret i 7 og 8. 7, stk. 1 og 2, indeholder følgende regler:» 7. Der må ikke behandles oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold. Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis 1) den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til en sådan behandling, 2) behandlingen er nødvendig for at beskytte den registreredes eller en anden persons vitale interesser i tilfælde, hvor den pågældende ikke fysisk eller juridisk er i stand til at give sit samtykke, 3) behandlingen vedrører oplysninger, som er blevet offentliggjort af den registrerede, eller 4) behandlingen er nødvendig for, at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.«8, stk. 1-2, indeholder følgende bestemmelser:» 8. For den offentlige forvaltning må der ikke behandles oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold end de i 7, stk. 1, nævnte, medmindre det er nødvendigt for varetagelsen af myndighedens opgaver. Stk. 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger må ikke videregives. Videregivelse kan dog ske, hvis 1) den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til videregivelsen, 2) videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, 3) videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal træffe, eller 4) videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en persons eller virksomheds opgaver for det offentlige.«b) Forskellene mellem de to regelsæt Efter alle de omtalte regler kan videregivelse lovligt ske hvis den oplysningerne vedrører, giver sit samtykke. Forskellen på bestemmelserne viser sig ved afgrænsningen af de situationer hvor videregivelse af følsomme oplysninger er berettiget, enten imod pågældendes ønske eller i hvert fald uden hans/hendes samtykke. I forslagsbemærkningerne til persondatalovens 7, stk. 2, nr. 4, står der at behandling (videregivelse) er lovlig når den dataansvarlige er nødt til at behandle oplysningerne for at afgøre om den registrerede har et retskrav.»det vil bl.a. være tilfældet med hensyn til offentlige myndigheders behandling af oplysninger som et led i myndighedsudøvelse«(ft 1999/2000, lovforslag nr. 147, side ). Ifølge persondatalovens 8, stk. 2, nr. 3, er videregivelse af den type oplysninger, der er omtalt i 8, lovlig hvis den er nødvendig for udførelsen af»en myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal træffe«. Flere steder i lovforslagsbemærkningerne til persondataloven f.eks. lovforslagets s. 99 og 103 er det om 7 og 8 understreget at lovforslaget»forudsættes i videst muligt omfang administreret på den måde, at der ikke uden samtykke registreres og videregives personoplysninger i videre udstrækning end efter den gældende registerlovgivning«. Der henvises som det ses, til registerlovgivningen og ikke til forvaltningsloven. Det er en vigtig poin- JURISTEN NR

4 te, idet lov om offentlige myndigheders registre i 21, stk. 2, bestemte at offentlige myndigheders videregivelse af rent private oplysninger til andre offentlige myndigheder bl.a. kunne ske når»videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal træffe«. I modsætning til efter forvaltningslovens 28, stk. 2, nr. 4, var videregivelse efter registerlovens 21, stk. 2, berettiget hvis hensynet hos modtagermyndigheden med en vis vægt talte herfor, og ikke kun hvis videregivelsen tjente afgivermyndighedens interesser. Henvisningen i forslagsbemærkningerne til den nu ophævede registerlovgivning gælder både 7 og 8. Dette forhold og den omstændighed at videregivelsesreglen i 8, stk. 2, nr. 3, stort set er enslydende med registerlovens 21, stk. 2, taler med vægt for at de to bestemmelser i persondatalovens 7, stk. 2, nr. 4, og 8, stk. 2, nr. 3, fortolkes ens og i overensstemmelse med registerlovens 21, stk. 2, og ikke med forvaltningslovens 28, stk. 2, nr. 4, jf. også Kristian Korfits Nielsen og Henrik Waaben, Lov om behandling af personoplysninger med kommentarer, 2001, s. 177 og 191, Jens Garde, Carl Aage Nørgaard og Karsten Revsbech, Sagsbehandling, 5. udgave, 2001, s. 154, og Steen Rønsholdt, Forvaltningsret, retssikkerhed, proces, sagsbehandling, 2001, s Det må herefter antages at videregivelse af følsomme oplysninger uden samtykke fra den registrerede kan ske i et vist videre omfang hvis spørgsmålet bedømmes efter persondataloven end efter forvaltningslovens 28. Forvaltningslovens 29 indeholder en særlig bestemmelse om indhentelse af rent private oplysninger om en ansøger i sager, der er rejst ved ansøgning. Bestemmelsen har følgende indhold:» 29. I sager, der rejses ved ansøgning, må oplysninger om ansøgerens rent private forhold ikke indhentes fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed. Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis 1) ansøgeren har givet samtykke hertil, 2) andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller 3) særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes.«der findes ikke i persondataloven en tilsvarende bestemmelse møntet på ansøgningssager. Såvel 7 som 8 i persondataloven gælder for»behandling«af personoplysninger, herunder naturligvis også den dataansvarliges indsamling af oplysninger om ansøgeres forhold fra andre myndigheder samt en myndigheds»genanvendelse«af oplysninger ved at rekvirere dem fra andre dele af samme myndighed. I lighed med hvad der gælder for videregivelse, må det bedømt på ordlyden antages at indhentelse kan ske i videre udstrækning hvis den bedømmes efter persondatalovens kapitel 4 end efter forvaltningslovens 29. Se om løsningen af denne regelkonflikt nedenfor. Persondatalovens kapitel 4 repræsenterer som det ses, en liberalisering af offentlige forvaltningsmyndigheders adgang til at udveksle personfølsomme oplysninger i forhold til reglerne i forvaltningslovens kapitel 8. C) Hvilken regel fortrænger den anden? Forvaltningsloven og persondataloven overlapper hinanden, men ikke fuldt ud. Persondataloven gælder kun for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og for ikke elektronisk databehandling, der er indeholdt i et register, jf. persondatalovens 1, stk. 1. Forvaltningsloven gælder for alle fortrolige oplysninger hvad enten de kan henføres til personer eller ej, eller behandlingen sker manuel eller elektronisk. Der er en beskeden overlapning mellem de to love når der er tale om manuel behandling af oplysninger, og en fuldstændig overlapning ved edb-behandling af personoplysninger. Der foreligger her et regelsammenstød som viser sig ved at visse oplysninger som efter persondataloven lovligt kan videregives eller indhentes, ifølge 284 JURISTEN NR

5 forvaltningsloven ikke må videregives eller indhentes. Det er klart at begge dele ikke kan være gældende ret. Begge love indeholder en regel om forholdet til andre love. Ifølge forvaltningslovens 28, stk. 2, nr. 2, viger tavshedspligten for lov- eller anordningsbestemmelser om oplysningspligt. Persondataloven viger for regler om behandling af personoplysninger i anden lovgivning»som giver den registrerede en bedre retsstilling«, jf. 2, stk. 1. Ifølge den sidste regel skulle forvaltningsloven herefter gå forud for persondataloven idet den registrerede synes at have bedre retsstilling efter 28, stk. 2, i forvaltningsloven end efter 7 og 8 i persondataloven. Af lovforslagsbemærkningerne til persondataloven fremgår imidlertid at det er omvendt persondataloven fortrænger forvaltningslovens regler om videregivelse. Dog nævnes det i forarbejderne at reglerne i forvaltningslovens 29 og 31 opretholdes generelt, dvs. også når indhentelse eller videregivelse sker ved hjælp af edb (L 147, s. 81, 2. spalte). At videregivelsesreglerne i forvaltningslovens kapitel 8 må vige, kan forklares med at persondatalovens 2, stk. 1, næppe sigter til anden generel lovgivning, men til speciallovgivning, såsom patientretsstillingsloven, regler om finansiel virksomhed og lov om helbredsoplysninger. I bemærkningerne til 2, stk. 1, i persondataloven siges desuden at regler, der giver den registrerede en dårligere retsstilling end persondataloven, også går forud for denne, hvis den dårligere retsstilling har været tilsigtet (jf. L 147, side 87, 2. spalte). Forvaltningslovens kapitel 8 kan ikke tænkes at tilsigte at fravige persondataloven da loven er ca. 12 år ældre end persondataloven, mens derimod persondataloven synes at tilsigte en fravigelse af forvaltningsloven. Resultatet bygger således på lex posteriorprincippet kombineret med det synspunkt, at persondataloven er lex specialis i forhold til forvaltningsloven hvad angår regulering af edbbaseret videregivelse af fortrolige oplysninger. For dette resultat taler også, at det i forarbejderne til persondataloven blev forudsat at persondataloven ikke skulle ændre det forhold, der var skabt mellem registerloven og forvaltningsloven. At 29 og 31 i forvaltningsloven fortrænger persondataloven, beror også på en lex specialis tankegang. 29 opfattes som en specialregel om ansøgningssager, og 31 handler i modsætning til reglerne i persondataloven om oplysningspligt. Forholdet mellem kapitel 8 i forvaltningsloven og kapitel 4 i persondataloven er herefter dette: 1) Ved manuel videregivelse af fortrolige oplysninger gælder forvaltningslovens kapitel 8. 2) Ved edb-baseret videregivelse af oplysninger gælder persondatalovens kapitel 4. 3) Ved indhentelse af fortrolige oplysninger i ansøgningssager om ansøgerens forhold gælder forvaltningslovens 29 hvad enten der er tale om manuel eller edb-baseret behandling af oplysningerne. 4) Forvaltningsmyndighedens pligt efter forvaltningslovens 31 til at udlevere oplysninger til andre myndigheder gælder hvad enten videregivelsen sker manuelt eller ved hjælp af edb. Den betydeligste ændring er utvivlsomt at forvaltningslovens 28 delvis er blevet fortrængt af persondataloven. Spørgsmålet er om den sænkning af registreredes beskyttelse mod videregivelse i praksis kan begrænses til at gælde edb-baseret behandling af oplysninger. Det forekommer umiddelbart uholdbart at anerkende at videregivelse er tilladt hvis den sker ved hjælp af en telefax med indbygget hukommelse, sms eller , men ikke hvis videregivelsen sker ved cykelbud eller postvæsenet. En så mærkværdig og vilkårlig retstilstand vil formentlig blive forsøgt bortfortolket af domstolene i en straffesag. JURISTEN NR

6 D) Særregel for det sociale område I persondatalovens 8, stk. 3, er fastsat følgende bestemmelser:»forvaltningsmyndigheder, der udfører opgaver inden for det sociale område, må kun videregive de i stk. 1 nævnte oplysninger og de oplysninger, der er nævnt i 7, stk. 1, hvis betingelserne i stk. 2, nr. 1 eller 2, er opfyldt, eller hvis videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsynseller kontrolopgaver.«reglen er næsten ulæselig. Meningen er dog ganske klar: for sociale myndigheder gælder næsten samme regel som i forvaltningslovens 28, stk. 2. Sådanne myndigheder må kun videregive»rent private oplysninger«( 7 og 8 oplysninger), hvis der er givet samtykke af den registrerede, hvis videregivelsen sker til varetagelse af klart vigtigere formål end tavshedspligten, eller hvis videregivelsen er et væsentligt led i afgivermyndighedens sagsbehandling, eller er nødvendig, for at en anden myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver. Til forskel fra 8, stk. 2, nr. 3 og 7, stk. 1, nr. 4, berettiger det derimod ikke en social myndighed til at videregive rent private oplysninger, at videregivelsen er nødvendig af hensyn til en anden myndigheds virksomhed, eller er påkrævet for en afgørelse en anden myndighed skal træffe. En primærkommunal socialforvaltning kan således ikke uden samtykke videregive oplysninger til et amtsgymnasium, til politiet eller til et statsamt blot fordi disse myndigheder har brug for oplysningerne. Socialforvaltningen er nødsaget til at forsøge at vurdere om videregivelsen tjener et formål, der er klart vigtigere end opretholdelsen af socialforvaltningens tavshedspligt. Til gengæld er de nævnte tre myndigheder, amtsgymnasiet, politiet og statsamtet, berettiget til, uden at gøre sig denne overvejelse, elektronisk at videregive nøjagtig samme oplysningstyper til socialforvaltningen eller til hinanden, blot det skønnes at modtagermyndigheden har brug for dem i sin sagsbehandling. 8, stk. 3, opretholder således for så vidt angår edb-baserede oplysninger de sociale myndigheders tavshedspligt, således som den er fastsat i forvaltningslovens 28. 8, stk. 3, gælder dog ikke alene videregivelse til andre forvaltningsmyndigheder, men også videregivelse til private. Der gives ikke i lovforslaget en egentlig forklaring på hvorfor sociale myndigheder skal undergives en mere restriktiv tavshedspligt end f.eks. skolemyndigheder og statsamterne. Afgrænsningen af hvilke myndigheder der præcist er omfattet af stk. 3, kan derfor ikke støttes på egentlig formålsfortolkning. I forarbejderne nævnes blot at det drejer sig»om kommuners og amtskommuners socialforvaltninger og de statslige myndigheder, der varetager opgaver på det sociale område (de sociale nævn, Den Sociale Sikringsstyrelse og Den Sociale Ankestyrelse)«(L 147,side 104, 2. spalte). Denne afgrænsning svarer til afgrænsningen i 2, stk. 1, i lov om retssikkerhed på det sociale område af de myndigheder der er omfattet af denne lov. Opregningen af sociale myndigheder i forarbejderne omfatter ikke Arbejdsskadestyrelsen og Socialministeriet. Et gæt er at det første ikke er en forglemmelse, og at det sidste er. Arbejdsskadestyrelsen er ikke omfattet af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og området er i øvrigt efterfølgende blevet overført til Beskæftigelsesministeriets ressort. Socialministeriet må på den anden side være omfattet af ordlyden i 8, stk. 3, og dermed omfattet af bestemmelsen. Nogle af de omtalte myndigheder varetager opgaver både inden for det sociale område og udenfor. Primærkommuner og amtskommuner har ofte organiseret forvaltningsopgaverne tværgående i forhold til ministeropdelingen, f.eks. i form af en børneforvaltning, borgerforvaltning,»skole og børn«, eller lignende der administrerer både sociallovgivning og anden lovgivning, f.eks. skolelovgivning. Den Sociale Ankestyrelse modtager klager både over Arbejdsskadesty- 286 JURISTEN NR

7 relsen og sociale myndigheder og behandler således både sociale sager og andre sager. I disse tilfælde melder spørgsmålet sig om den skærpede tavshedspligt gælder for myndigheden som sådan, fordi den bl.a. udfører opgaver inden for det sociale område, eller om den restriktive videregivelsesadgang kun gælder når den pågældende myndighed konkret udfører opgaver inden for det sociale område. Den sidste løsning forekommer at være den der giver de rimeligste resultater. I praksis bliver det dog ikke nemt at distingvere mellem 8, stk. 3, og de øvrige bestemmelser i persondatalovens kapitel 4 i sådanne blandede tilfælde, f.eks. når en psykologisk-pædagogisk rådgivning rådgiver både om specialundervisning efter folkeskolelovgivningen og om hjælpeforanstaltninger i henhold til lov om social service i forhold til samme barn, og benytter nøjagtig samme oplysninger i begge relationer. Gennemførelsen af en særlig (restriktiv) tavshedspligt for sociale myndigheder har ikke gjort problemerne med at afstemme forvaltningssloven og persondataloven over for hinanden mindre. Den skaber ulighed mellem myndigheder, f.eks. adoptionssamrådene og de sociale nævn, der udfører indbyrdes beslægtede opgaver, og som behandler helt identiske oplysningstyper,. Afgrænsningen af hvilke sagsområder, den særlige tavshedspligt gælder for, er desuden upræcis. Hvad er eksempelvis sociallovgivning efter at dele af lov om aktiv socialpolitik samt lovene om fleksjob og sygedagpenge er overført til Beskæftigelsesministeriet, mens omvendt lov om boligstøtte og dele af lejeloven er overført til Socialministeriet fra det nedlagte By- og Boligministerium? E) Særligt om tilfælde hvor sociale opgaver udføres af private Retssikkerhedslovens 43 indeholder følgende regler:»stk. 2. Når en myndighed overlader opgaver efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service til andre end offentlige myndigheder, er disse omfattet af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven i forhold til den opgave, der udføres. Stk. 3. Ved opgavevaretagelsen, jf. stk. 2, er videregivelse og indhentelse af oplysninger vedrørende enkeltpersoner omfattet af forvaltningslovens 27, 29 og 32. Dette gælder også for selvejende institutioner, der efter aftale udfører en opgave for en kommune eller en amtskommune.«af forarbejderne til bestemmelsen ses at formålet med bestemmelsen var at sikre, at der kunne ske en fri udveksling af fortrolige oplysninger mellem sociale myndigheder som opdragsgivere på den ene side og private hvervtagere af sociale opgaver på den anden side om konkrete sager. Dette skete ved, at det blev bestemt at forvaltningslovens 28 ikke skulle gælde i denne relation. Herefter kan en socialforvaltning, som har anbragt et barn på en privat efterskole, videregive oplysninger til skolen uden at skulle følge kravene i 28, stk. 2, i forvaltningsloven. Tilsvarende er 28, stk. 2, fjernet som en retlig barriere mellem en kommunal hjemmepleje, der har udliciteret hjemmeplejen til et privat firma, og det private firma med hensyn til udveksling af rent private oplysninger om hjælpsmodtagere. Idéen var at disse private udøvere af sociale opgaver i forhold til tavshedspligten skal betragtes som en del af den kommunale enhedsforvaltning. Se nærmere Jon Andersen, Juristen 1999, s Ved persondatalovens gennemførelse gennemførtes der ingen ændringer af 43, stk. 2 og 3, i retssikkerhedsloven. Persondatalovens 8, stk. 3, forhindrer ifølge sin ordlyd, at der sker en videregivelse af rent private oplysninger. Med videregivelse sigtes der til videregivelse til andre dataansvarlige. Selvejende institutioner, private virksomheder osv. må som udgangspunkt være selvstændige private dataansvarlige. De sociale myndigheder er således kun berettigede til at videregive oplysninger ved hjælp af edb, hvis betingelserne i 8, stk. 3, er opfyldt. Forvaltningslovens 28 gælder ikke og er ikke til hin- JURISTEN NR

8 der for manuel videregivelse af sådanne oplysninger. Herefter skulle videregivelse til sådanne private virksomheder eller personer i kraft af retssikkerhedslovens 43, stk. 3, lovligt kunne ske under møder, telefonisk, eller sendes med brev, men ikke videregives ved hjælp af , telefax eller sms. I denne sidste relation er myndighederne fortsat tvunget til at indhente samtykke eller vurdere videregivelsens berettigelse efter værdispringsreglen i persondatalovens 8, stk. 2, nr. 2. Dette besynderlige resultat kunne undgås, hvis 43, stk. 3, fortolkes som om 8, stk. 3, i persondataloven, ligesom forvaltningslovens 28, stk. 2, var blevet ophævet i denne særlige sammenhæng. For denne fortolkning taler at det næppe var lovgivers hensigt at der skulle være forskel på om oplysninger blev videregivet ved hjælp af det ene eller det andet medie. På den anden side er en sådan fortolkning mildest talt meget selvstændig i forhold til ordlyden. Desuden vil fortolkningen stride imod princippet i 2 i persondataloven. Endelig kan det anføres at retssikkerhedslovens 43, stk. 3, jo kunne være blevet ændret da persondataloven blev gennemført. For at antage, at 8, stk. 3, gælder i denne relation, taler yderligere at persondatalovens 8, stk. 4 og 5, indeholder en særlig videregivelsesregel for private dataansvarlige. Den private der har overtaget en social opgave, er efter denne regel kun berettiget til at videregive oplysninger hvis der er samtykke, eller hvis det sker til varetagelse af interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser der begrunder hemmeligholdelse, jf. 8, stk. 5. Denne regel gælder både når oplysninger behandles ved hjælp af edb og manuelt, jf. persondatalovens 1, stk. 2. Det er derfor vanskeligt at hævde, at den frie udveksling af rent private oplysninger mellem offentlige myndigheder og private som 43, stk. 3, lægger op til, kan opretholdes. Derimod må det antages at persondatalovens regler gælder fuldt og helt i denne relation. Det kunne snarere overvejes om persondataloven har fortrængt retssikkerhedslovens 43, stk. 3, også når det gælder offentlige myndigheders manuelle videregivelse af oplysninger til private der udfører sociale opgaver. Det er jo en aldeles urimelig retsstilling, at oplysninger delvis kan udveksles manuelt, men ikke ved hjælp af edb når persondataloven generelt har gjort udveksling af oplysninger lettere. Også dette fortolkningsresultat savner støtte i andre fortolkningsfaktorer end ønsket om at skabe en vis orden i kaos. For nærværende må forholdet mellem retssikkerhedslovens 43, stk. 3, og persondatalovens 8, stk. 3-5, antages at være følgende: Manuel videregivelse af oplysninger fra en social myndighed til en privat der har fået overladt en social opgave, betragtes som»intern«og kan ske frit, jf. 43, stk. 3, i retssikkerhedsloven. Videregivelse ved hjælp af edb fra en social myndighed til en privat hvervtager kan kun ske, hvis betingelserne i 8, stk. 3, i persondataloven er opfyldt. Den privates videregivelse af oplysninger til forvaltningen er kun berettiget, hvis betingelserne i persondatalovens 8, stk. 5, er opfyldt hvad enten videregivelsen sker manuelt eller ved hjælp af edb. Det bør nævnes, at en regel svarende til 8 ikke findes i det EU-direktiv (direktiv nr. 95/ 46/EF) som ligger til grund for persondataloven. Det kan ikke udelukkes at EF-domstolen, hvis den bliver spurgt, vil indtage det standpunkt at 8 i sin helhed strider mod direktivet. Hvis man ser bort fra denne ikke uvæsentlige retlige komplikation og nøjes med at vurdere forholdene på grundlag af den danske lovgivning, er resultatet, at den liberalisering af videregivelsesreglerne, der i øvrigt blev gennemført ved persondatalovens 6-8, ikke gælder for de sociale myndigheder. De sociale myndigheder ikke alene fastholdes under den hidtidige tavshedspligt, men har fået en skærpet tavshedspligt. 288 JURISTEN NR

9 III. Lov om patienters retsstilling og persondataloven A) Tavshedspligt efter patientretsstillingsloven Lov om patienters retsstilling (lov nr. 482 af 7. januar 1998) indeholder i kapitel 5, regler om tavshedspligt. Reglerne gælder for alt hvad sundhedspersoner»under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger«, jf. 23, stk. 1. Loven gælder for autoriserede sundhedspersoner og personer, der handler på disses ansvar, jf. 4. Beskyttelsen gælder for patienter, der modtager behandling, jf. 3. Bestemmelsen omfatter såvel manuelt behandlede oplysninger som oplysninger behandlet ved hjælp af edb. Loven trådte i kraft den 1. oktober 1998 og er således ældre end persondataloven. Kapitel 5 om tavshedspligt og kapitel 4 om patienters ret til aktindsigt er en specialimplementering af EU=s persondatadirektiv. Videregivelse af helbredsoplysninger mellem autoriserede sundhedspersoner er nærmere reguleret i lovens Videregivelse til aktuelle behandlingsformål kan i almindelighed ske uden samtykke fra patienten. Hvis patienten frabeder sig en sådan videregivelse, vil videregivelse i en vis udstrækning lovligt kunne ske alligevel, ligesom videregivelse uden samtykke undtagelsesvis kan ske selv om den ikke sker til brug for en aktuel behandling, jf. 24. Til andre end behandlingsformål kræver videregivelse normalt samtykke. Helt undtagelsesvist kan videregivelse ske efter en regel der i alt væsentligt svarer til værdispringsreglen i forvaltningslovens 28, stk. 2, nr. 3. Endvidere er videregivelse tilladt»når det følger af lov eller bestemmelse fastsat i henhold til lov«, dog forudsat at oplysningen må antages at»have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling«. Endelig er videregivelse der er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver, tilladt, jf. 26. I er der regler om videregivelse af oplysninger om afdøde patienter, om videregivelse til forskning og statistik samt overførsel af oplysninger til tredjelande. I alt væsentligt er de autoriserede sundhedspersoner undergivet samme restriktive tavshedspligt som sociale myndigheder efter persondatalovens 8, stk. 3. Der er dog tale om en stramning derved at videregivelse i patientretsstillingsloven foreligger, når oplysninger videregives fra en person til en anden. I persondataloven tales der om dataansvarliges videregivelse mellem dataansvarlige, dvs. at videregivelse mellem ansatte hos samme dataansvarlige ikke er omfattet af reglerne. Patientretsstillingslovens kapitel 5 gælder kun for oplysninger, der er tilvejebragt i forbindelse med patientbehandling. Modtager en sundhedsperson oplysninger i forbindelse med administrativt arbejde, f.eks. som lægekonsulent i en kommune eller i Sundhedsstyrelsen, gælder de almindelige tavshedspligtsregler, dvs. straffelovens 152 f, kapitel 8 i forvaltningsloven og persondatalovens kapitel 4. Det er kun autoriserede sundhedspersoner og personer der handler på disses vegne, der er omfattet af den særligt restriktive tavshedspligt. Udenfor falder andre personalegrupper i sygehusvæsenet, bl.a. socialrådgivere, psykologer, lærere og pædagoger. I lighed med hvad der gælder for de sociale myndigheders tavshedspligt efter persondatalovens 8, stk. 3, er der ikke i forarbejderne til loven givet nogen særlig forklaring på at tavshedspligten for autoriserede sundhedspersoner er strengere end for andre offentlige personalegrupper, eller på at den strengere tavshedspligt ikke gælder når sundhedspersoner bliver bekendt med helbredsoplysninger i forbindelse med administrative jobs. B) Persondatalovens kapitel 4 viger for patientretsstillingsloven Persondatalovens almindelige bestemmelser om behandling af personoplysninger, dvs. 6-8, JURISTEN NR

10 giver videre rammer for behandling af oplysninger uden samtykke end patientretsstillingslovens kapitel 5. Bemærkningerne til persondatalovforslagets 2 indeholdt følgende:»bestemmelsen indebærer bl.a., at behandlingsreglerne i lovforslagets 6-8 ikke finder anvendelse på sundhedspersoners videregivelse af fortrolige oplysninger, idet dette spørgsmål vil skulle afgøres efter de mere restriktive videregivelsesregler i kapitel 5 i loven om patienters retsstilling.«(l 147, s. 87). C) Særligt om 7, stk. 5, i persondataloven Som det ses, henvises der til de almindelige behandlingsregler i persondatalovens 6-8. Det er disse regler der fortrænges af patientretsstillingsloven. Persondatalovens 7, stk. 5, indeholder imidlertid en særbestemmelse om sundhedssektoren:»bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis behandlingen af oplysninger er nødvendig med henblik på forebyggende sygdomsbekæmpelse, medicinsk diagnose, sygepleje eller patientbehandling eller forvaltning af læge- og sundhedstjenester, og behandlingen af oplysningerne foretages af en person inden for sundhedssektoren, der efter lovgivningen er undergivet tavshedspligt.«bemærkningerne til denne bestemmelse har følgende ordlyd:»også i direktivets artikel 8, stk. 3, er fastsat særlige regler for, i hvilket omfang behandling af de i artiklens stk. 1 nævnte typer af følsomme personoplysninger kan finde sted inden for sundhedssektoren. I lyset heraf fastsættes det i bestemmelsen, at forbudet mod behandling af de i stk. 1 nævnte oplysninger ikke gælder, hvis behandlingen af personoplysninger er nødvendig med henblik på forebyggende medicin, medicinsk diagnose, sygepleje eller patientbehandling eller forvaltning af læge- og sundhedstjenester, og behandlingen af personoplysningerne foretages af en person inden for sundhedssektoren, der efter lovgivningen har tavshedspligt med hensyn til behandlingen. Bestemmelsen er udtryk for en nyskabelse i forhold til den gældende retstilstand.«(l 147, s. 102, 1. spalte). 2 var ikke med i de første to forslag til persondatalov som ikke blev vedtaget (L 82, FT 1997/ 98 og L 44, FT 1998/99). Bemærkningerne til 2 er således udformet senere end bemærkningerne til 7, stk. 5, hvilket indicerer at bemærkningerne til 2 udtrykker den seneste lovgivervilje. Der kunne ellers argumenteres for at 7, stk. 5, som er en nyere regel end patientretsstillingsloven og en mere speciel regel end de øvrige regler i kapitel 4 i persondataloven, fortrængte patientretsstillingsloven. Det har dog som anført næppe været meningen. Det må derfor antages at også 7, stk. 5, viger for patientretsstillingsloven. 7, stk. 5, må herefter antages at gælde for områder der falder uden for patientretsstillingsloven. Der er navnlig tre områder der er relevante: Det ene område er de personalegrupper på hospitaler og på andre sundhedsinstitutioner som ikke er omfattet af patientretsstillingsloven; det vil navnlig dreje sig om administrativt personale, socialrådgivere, psykologer, pædagoger og lærere. Det andet område er myndigheder der administrerer hjælpemidler. Disse sager hører delvis under den sociale lovgivning og administreres både af sociale myndigheder og sundhedsmyndigheder. Der opstår i denne forbindelse et afgrænsningsproblem i forhold til 8, stk. 3, i persondataloven selv. Denne sidste bestemmelse går formentlig som den specielle regel forud for 7, stk. 5. Som et tredje område hvor 7, stk. 5, kan have selvstændig betydning, er behandlinger som ikke består i videregivelse, f.eks. indsamling og registrering af oplysninger på sygehuse. Når der foretages elektronisk persondatabehandling på disse tre områder, er der således en særlig vid adgang til edb-mæssig behandling af personoplysninger. Der er tale om slækkelse, både af tavshedspligtsreglerne i kapitel 8 i forvaltningsloven og efter kapitel 4 i persondataloven. Der ses ikke at være reale grunde til at slække på tavshedspligten for dele af personalet i sundhedssektoren. Meget tyder på at 7, stk. 5, har mistet den overvejende del af sin betydning i 290 JURISTEN NR

11 kraft af de mange lovtekniske manøvrer der blev gennemført som et led i bestræbelserne på i det hele taget at få persondataloven vedtaget. IV. Aktindsigt A) Regler om aktindsigt mv. Forskellige regelsæt giver borgerne ret til at få oplysninger fra det offentlige. Offentlighedsloven giver almenheden som sådan ret til indsigt i offentlige myndigheders dokumenter samt ret til at se oplysninger om vedkommendes egne personlige forhold (egen access). Arkivloven (lov nr af 17. december 2002), indeholder regler om tilgængelighed. Der kan gives konkrete tilladelser til at benytte arkivenheder inden udløbet af tilgængelighedsfristen. Persondatalovens kapitel 9 giver registrerede ret til indsigt i hvorvidt der behandles oplysninger om vedkommende, samt ret til at få meddelelse om hvilke oplysninger der behandles, behandlingens formål, kategorier af modtagere af oplysninger samt tilgængelig information om hvorfra oplysningerne stammer. Denne ret tilkommer den»registrerede«, dvs. både hovedpersoner i offentlige sager og bipersoner. Den registrerede skal desuden efter 28 og 29 have underretning om at der indsamles personoplysninger, til hvilket formål, og om at registreringen giver den registrerede rettigheder efter persondataloven. Forvaltningslovens kapitel 4 giver en part ret til aktindsigt i sin egen sag. Samme lovs 19 giver endvidere parten ret til at få sin egen sags faktiske oplysningsgrundlag forelagt til udtalelse inden der træffes afgørelse. Patientretsstillingsloven indeholder i kapitel 4 regler om patienters ret til indsigt i patientjournaler. Reglerne minder meget om reglerne om den registreredes ret til indsigt efter kapitel 9 i persondataloven. B) Aktindsigt og tavshedspligt Set i forhold til den almindelige tavshedspligtsbestemmelse i straffelovens 152 udgør disse rettigheder normalt ikke noget tavshedspligtsproblem. Udlevering af oplysninger til parten selv, underretning til parten selv om at der indsamles oplysninger, samt partshøring vil i almindelighed ikke betragtes som uberettiget videregivelse af oplysninger til en uvedkommende person. Udlevering af sagsakter til pressen, almindeligt nysgerrige osv. efter offentlighedsloven vil derimod kunne indebære en tavshedspligtskrænkelse. Dette problem er løst ved at der i offentlighedslovens 12 og 13 er fastsat undtagelser fra retten til aktindsigt som i alt væsentligt sikrer imod at myndigheder forpligtes til at udlevere tavshedsbelagte oplysninger. Det er samtidig i 14 bestemt at tavshedspligtsreglerne ikke generelt udgør en undtagelse fra retten til aktindsigt. Kun»særlige bestemmelser om tavshedspligt«begrænser ifølge denne bestemmelse retten til aktindsigt. Om en bestemmelse hører til de særlige tavshedspligtbestemmelser som ifølge offentlighedslovens 14 går forud for aktindsigtsreglerne, beror på en fortolkning af den pågældende tavshedspligtsregel. Der skal dog tages hensyn til den almindelige tavshedspligt, hvis en myndighed vil give»meroffentlighed«, dvs. udlevere flere dokumenter end loven forpligter myndigheden til. Retten til at give meroffentlighed gælder»medmindre andet følger af regler om tavshedspligt m.v.«, jf. offentlighedslovens 4, stk. 1, 2. pkt. C) Aktindsigt og persondataloven 14 løser imidlertid ikke alle sammenstødsproblemer mellem aktindsigtsreglerne og tavshedspligtsreglerne. Andre lovbestemmelser kan tænkes at begrænse aktindsigtsreglerne. Andre lovbestemmelser end offentlighedsloven kan således bestemme, at en oplysning ikke må udleveres, selv om offentlighedsloven forpligter hertil. Det kan bl.a. ske ved at det i en JURISTEN NR

12 nyere lov bestemmes at en oplysning er fortrolig, eller ved at en ny lov generelt som i persondatalovens kapitel 4 regulerer, hvornår personoplysninger må behandles. Offentlighedslovens regler kan endvidere fortrænges af tavshedspligtsregler med en højere retskildemæssig status end offentlighedsloven, som f.eks. tavshedspligtsregler i EU-forordninger eller dansk lovgivning som implementerer EU-direktiver. Det er i denne artikels regi naturligt at rejse spørgsmålet om persondatalovens kapitel 4, især 7-8, udgør en (yderligere) begrænsning i adgangen til at meddele aktindsigt efter de ovenfor omtalte regler. Der er flere grunde til at svare nej på dette spørgsmål. Det siger sig selv at persondatalovens egne regler om indsigt udtømmende gør op med denne særlige behandling af personoplysninger. Tilsvarende må underretningsreglerne i persondatalovens antages at gøre op med retten og pligten til at give registrerede oplysninger, bl.a. om andre registrerede. Problemet melder sig navnlig i forhold til offentlighedsloven, forvaltningsloven og arkivloven. I forslagsbemærkningerne til persondataloven behandles problemstillingen således:»»samspillet mellem reglerne om adgang til indsigt efter lovforslaget, forvaltningsloven og offentlighedsloven kan i hovedtræk beskrives således: Efter lovforslaget har tredjemand ikke ret til aktindsigt i oplysninger om andre personer. Spørgsmålet skal derfor afgøres efter anden lovgivning, herunder reglerne i offentlighedsloven. Efter lovforslaget har den registrerede ret til egenacces. Der er også ret til aktindsigt (egenacces) efter reglerne i offentlighedsloven. Afgørelsen skal træffes på det retsgrundlag, der er mest gunstigt for den pågældende. En part i en afgørelsessag har ret til indsigt i oplysninger om sig selv (egenacces) efter lovforslagets regler herom og efter reglerne om aktindsigt i forvaltningsloven. Afgørelsen skal træffes på det retsgrundlag, der er mest gunstigt for den pågældende. Y Særligt hvad angår forholdet mellem forslaget til lov om behandling af personoplysninger og arkivlovgivningen, bemærkes, at lovforslaget bygger på den forudsætning, at spørgsmålet om arkivmæssig anvendelse (behandling) af personoplysninger afgøres efter arkivlovgivningens regler herom (og ikke efter reglerne i lov om behandling af personoplysninger kapitel 4), medens de øvrige generelle regler i lov om behandling af personoplysninger finder anvendelse på arkivmæssig behandling af personoplysninger, medmindre det databeskyttelsesretlige spørgsmål er reguleret i arkivlovgivningen. Justitsministeriet finder ikke, at spørgsmålet om, under hvilke betingelser kommunale edb-registre skal kunne overføres til opbevaring på arkiv, bør reguleres i loven om behandling af personoplysninger. Dette spørgsmål bør reguleres i arkivlovgivningen.«(l 147, s. 81, 1. spalte). Bemærkningerne kommer, som det ses, ikke direkte ind på om persondatalovens behandlingsregler i kapitel 4 gælder når der gives aktindsigt ved hjælp af edb. Bemærkningerne forudsætter tydeligvis at aktindsigt er en særlig problemstilling som udtømmende er reguleret i de respektive regler om aktindsigt. Især bemærkningerne om arkivlovgivningen bygger tydeligt på denne opfattelse. For denne fortolkning taler også at det derved undgås at retsstillingen kommer til at bero på det medie der benyttes til at behandle oplysninger. Den norske»personopplysningsloven«, som ligeledes implementerer EU-direktivet, tager i 6 stilling til problemet:»loven her begrenser ikke innsynsrett etter offentlighetsloven, forvaltningsloven eller annen lovbestemt rett til innsyn i personopplysninger.«reglen svarer til konklusionen ovenfor. Hverken den norske lov eller betragtningerne ovenfor giver svar på om persondataloven begrænser retten til at give meroffentlighed. Efter offentlighedslovens 4 sætter de almindelige tavshedspligtsregler en grænse for adgangen til at give mere end borgeren har krav på. Selv om persondataloven ikke er nævnt i offentlighedsloven, må det antages at også persondatalovens regler begrænser retten til meroffentlighed. 292 JURISTEN NR

13 Dette resultat støttes af persondatalovens 2, stk. 1. Udenlandske erfaringer viser dog at EUdirektivet kan fortolkes, som om det også omfatter meddelelse af aktindsigt. Den europæiske ombudsmand har behandlet en sag hvor EU-Kommissionen nægtede at give aktindsigt i navnene på de personer der havde deltaget i et møde i Kommissionen. Mødet blev holdt mellem Kommissionen, britiske myndigheder og en sammenslutning af bryggerier. Anledningen til mødet var en klage fra et tysk bryggeri over at engelsk lovgivning var diskriminerende i forhold til importeret øl. Kommissionen mente at EU=s datadirektiv skulle anvendes ved behandlingen af anmodningen om aktindsigt og fortolkede direktivet således at navnene kun kunne udleveres med samtykke fra hver enkelt mødedeltager. 14 af de i alt 45 mødedeltagere samtykkede i at navnene blev udleveret. Disse navne blev derpå som de eneste udleveret. EUombudsmanden var uenig i afgørelsen og henstillede med støtte fra EU-Parlamentet til Kommissionen at alle navne blev udleveret. I marts 2002 afslog Kommissionen at udlevere oplysningerne. Sagen er afsluttet som uløst. (Sagen er refereret i The European Ombudsman, Liasson Letter, september 2002, nr. 8). V. Specialregler om videregivelse af fortrolige oplysninger og persondataloven Forvaltningslovens kapitel 8, især 28, er i praksis blevet opfattet som meget restriktiv. Behovet for at smidiggøre reglerne er blevet imødekommet gennem en række specialregler. Nogle af disse regler er blevet formuleret som yderligere undtagelser fra hovedreglen i 28 om at fortrolige oplysninger ikke må videregives. Retsplejelovens 115 b indeholder et klart eksempel på en sådan fravigelse af 28 i forvaltningsloven. Bestemmelsens rækkevidde er uklar fordi det legitimerende formål med videregivelsen kriminalitetsforebyggende samarbejde ikke er defineret i loven. Af forarbejderne ses imidlertid, at der er tale om det såkaldte SSP-samarbejde, dvs. kriminalitetspræventivt arbejde med børn og unge. I modsætning til 43, stk. 3, i retssikkerhedsloven indeholder retsplejelovens 115 b ikke henvisning til forvaltningslovens kapitel 8. Det er dog 28 i denne lov der fraviges. Et yderligere eksempel er 3, stk. 4-6, i psykiatriloven. Af lovforslagsbemærkningerne til denne bestemmelse fremgår det at der herved er skabt hjemmel for at myndigheder og sundhedspersoner uden at der behøver at foreligge samtykke fra patienten, kan drøfte bestemte patienters forhold som led i indgåelse af og tilsyn med overholdelse af udskrivningsaftaler og koordineringsplaner. Ordningen svarer ifølge bemærkningerne til SSP-reglerne i retsplejelovens 115 b, jf. Folketingstidende 1997/98 tillæg A. s Spørgsmålet er om persondataloven fortrænger de to regler, dvs. om edb-baseret videregivelse af oplysninger i de beskrevne sammenhænge er omfattet af persondatalovens kapitel 4. Formentlig vil en oplysning i de fleste tilfælde lovligt kunne videregives (uden samtykke), både efter de citerede specialregler og efter persondatalovens kapitel 4. I forhold til den særlige regel i 8, stk. 3, om sociale myndigheder kan der dog med sikkerhed konstateres et problem. Med denne bestemmelse tilsigtedes det at fastholde den restriktive videregivelsesadgang i forvaltningslovens 28. For dette taler, at persondatalovens 8, stk. 3, som den nyere lov fortrænger de nævnte bestemmelser, samt at persondataloven ifølge 2 kun viger for bestemmelser der stiller den registrerede bedre end persondataloven. Det kan på den anden side også hævdes at de nævnte bestemmelser som specialbestemmelser må opretholdes uanfægtet af persondatalovens generelle regulering. Om de to regelsæt forringer den registreredes retsstilling, kan dog diskuteres. Det er åbenbart at begge bestemmelser har til formål at sikre, at det formelle samtykkekrav i forvaltningslovens 28 ikke skal stille sig hindrende i vejen for at JURISTEN NR

14 der ydes svage grupper hjælp fra det offentlige. Ingen af de to bestemmelser er dog i forarbejderne til 2 nævnt som eksempler på specialregler der er omfattet af 2. At reglerne eventuelt ikke regnes til den kategori der ifølge persondatalovens 2, stk. 1, går forud for persondataloven, udelukker imidlertid ikke at de kan fortrænge denne lov. Bestemmelser som utvivlsomt tilsigter at stille borgerne ringere end persondataloven, kan ifølge lovforslagsbemærkningerne også fortrænge denne. Bestemmelsen kan med en vis føje karakteriseres som lex specialis der af denne grund fravige persondataloven, jf. Justitsministeriets svar på spørgsmål 89 under behandlingen af lovforslag 82/997/1998 (s i Justitsministeriets Hvidbog, hæfte 3). Som i andre sammenhænge taler bestræbelser på at undgå at det anvendte medie bliver udslagsgivende for retsstillingen, for at antage at persondataloven fortrænges af de to regelsæt. VI. Oplysningspligtsbestemmelser og persondataloven Om de mange oplysningspligtsbestemmelser som ifølge forvaltningslovens 28, stk. 2, nr. 2, udtrykkeligt går forud for videregivelsesforbudet i 28, stk. 1, fraviger persondatalovens kapitel 4, er også usikkert. I persondatalovens 6, stk. 1, nr. 3, anføres det udtrykkeligt at behandling kan ske hvis den er nødvendig for at den dataansvarlige kan overholde en retlig forpligtelse. 7, stk. 2, nr. 4, hjemler adgang til behandling, herunder videregivelse, hvis det er nødvendigt for at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares. Denne betingelse vil formentlig normalt være opfyldt hvis en myndighed ved lov er forpligtet til at udlevere oplysninger til en anden myndighed. Persondatalovens 8, stk. 2, indeholder ingen regel svarende til forvaltningslovens 28, stk. 2, nr. 2. Udeladelsen er imidlertid ikke udtryk for at oplysningspligtsbestemmelser ikke antages at fravige bestemmelsens videregivelsesforbud. En udtrykkelig bestemmelse blev anset for overflødig, idet almindelige fortolkningsprincipper ville kunne løse regelkonflikten, jf. L 147, s. 104, 1. spalte. Typisk må oplysningspligtsbestemmelser i særlove betragtes som lex specialis og som følge heraf antages at gå forud for de generelle regler om videregivelse i persondataloven. Udtrykkelige oplysningspligtsbestemmelser, hvad enten pligten er betinget af en anmodning fra den der skal modtage oplysningerne, eller der er tale om en automatisk underretningspligt, udgør formodentlig en undtagelse fra persondatalovens 6-8. Principielt beror resultatet på fortolkningen af de enkelte bestemmelser. Ved denne fortolkning må der tages hensyn til at reglerne skal fortolkes i overensstemmelse med EU=s persondatadirektiv. Den sociale lovgivning indeholder adskillige bestemmelser der beskriver hvorledes bestemte myndigheder bør samarbejde om bestemte sager, eller foreskriver at en myndighed skal inddrage bestemte myndigheder, enkeltpersoner eller virksomheder. Som eksempler kan nævnes servicelovens 37 a-38 om tværfagligt arbejde vedrørende børn og unge samt 7 a i retssikkerhedsloven. Bestemmelserne tager ikke udtrykkelig stilling til om samarbejdet/inddragelsen kan indebære en udveksling af fortrolige oplysninger uden at den implicerede borger samtykker hertil. I mangel på en sådan udtrykkelig stillingtagen til videregivelsesproblemet kan det ikke antages at bestemmelserne fraviger videregivelsesreglerne, hverken i kapitel 8 i forvaltningsloven eller kapitel 4 i persondataloven. Afsluttende generelle bemærkninger om regulering af tavshedspligt Indtil for 16 år siden var offentligt ansattes tavshedspligt reguleret i straffelovens 152 ff., i tjenestemandslovens 10 samt i forholdsvis få specialregler. De centrale vendinger var udtrykkene»fortrolige oplysninger«og»uberettiget 294 JURISTEN NR

15 udnyttelse eller videregivelse«. Bestemmelserne savnede præcision til løsning af en række særproblemer vedrørende offentlige myndigheders udveksling af fortrolige oplysninger. I forbindelse med forvaltningslovens vedtagelse i 1985 søgte man at råde bod herpå ved at øge detaljeringsgraden i reguleringen. Resultatet blev et stort antal meget forskelligartede særreguleringer. I en anmeldelse af den kommenterede persondatalov skriver professor Peter Blume:»Efter den egentlige kommentar er der som nævnt bl.a. medtaget en særlig udredning af forholdet mellem loven og forvaltnings- og offentlighedsloven. I forhold til den offentlige forvaltning er dette givet en central problemstilling, og det er nok således, at kun det forvaltningsretlige præsteskab helt forstår den eksisterende ordning.«(ugeskrift for Retsvæsen 2001 B 473). Peter Blume har ret i at persondataloven ikke har gjort tingene mere overskuelige, men det er ikke kun persondatalovens vedtagelse der har skabt de foran påpegede problemer. Nogle af dem skyldes uigennemtænkt særregulering eller undladelser af at gennemføre påkrævede ændringer og tilpasninger i den bestående lovgivning i forbindelse med persondatalovens vedtagelse. Resultatet er blevet ringere retssikkerhed for såvel de borgere, reglerne skal beskytte, som for de ansatte der skal administrere dem. En egentlig afklaring af retstilstanden vil nok kræve et større udredningsarbejde og en omfattende og systematisk bearbejdning af problemerne. Det kan jo tage lang tid. Her og nu kan der gøres flere ting: forvaltningsloven kan ændres så den tilpasses persondataloven. Der kan luges ud i særordninger som ikke er strengt nødvendige. Ændringer i lovgivningen bør fremover så vidt muligt gennemføres som formelle ændringer i bestående lovgivning og ikke komme snigende i form at vedtagelse af ny lovgivning med et delvist andet indhold end de allerede gældende regler. Ansatte som nødigt vil overtræde reglerne, men som heller ikke kan overskue dem, kan gennemgående klare sig med følgende leveregler: Samtykke lovliggør normalt behandling af personoplysninger. Efterlevelse af oplysningspligtsbestemmelser vil normalt være lovligt. Behandling af oplysninger der tjener samfundsmæssigt set værdifulde interesser, vil normalt være lovligt. JURISTEN NR

16 At søge procesbevilling Af professor, dr.jur. ERIK WERLAUFF Artiklen behandler en række spørgsmål om ansøgning til Procesbevillingsnævnet om 2.- og 3.-instansbevilling. 1 Der gives et overblik over, hvilke sager der kræver procesbevilling, hvordan og inden for hvilke frister der skal ansøges, hvilke hovedtyper af argumenter der er relevante for ansøgningen, herunder»principielkriteriets«anvendelsesområde og indhold, og hvordan nævnssagen behandles. Endelig berøres spørgsmål om suspensiv virkning af ansøgningen, nævnets afgørelse i sagen og nævnsprocessens forhold til europaretten. 1. Procesbevillingsnævnet og dets baggrund Siden den 1. januar 1996 har kompetencen til i civile sager og straffesager at meddele 2.- og 3.- instansbevilling været hos Procesbevillingsnævnet. Dermed blev mere end et århundredes diskussion om, hvem der skal være vogter af 1. Artiklen er udarbejdet på grundlag af manuskriptet til et foredrag den 25. september 2002 i Viborg Amts Juridiske Forening om Procesbevillingsnævnets kompetence og opgaver. Forfatteren bringer tak til nævnets formand, højesteretsdommer Asbjørn Jensen, sekretariatschef Dorte Rønnemoes og souschef Susanne Gamberg for værdifulde kommentarer til manuskriptet. Synspunkterne i artiklen er forfatterens personlige. Af central litteratur om nævnet kan fremhæves den helt klassiske fremstilling Ole Dybdahl & Hans Kardel (under medvirken af Susanne Gamberg, Hanne Lübeck Johansen & Kristine Queitsch): Procesbevillinger (GadJura 1998), anmeldt i J 1999 s. 326 ff., samt et temanummer fra Domstolsstyrelsen om nævnet (oktober 2001). Også nævnets årsberetninger er en vigtig kilde til at opnå føling med nævnets praksis. Nævnets adresse mv. er: Rådhuspladsen 45-47, 1550 København V, tlf (fax ). tærsklen til næste instans, 2 afsluttet. Kompetencen er ikke længere hos en administrativ myndighed, og domstolene havde frabedt sig at få den. Resultatet blev en særegen, domstolslignende myndighed: nævnet Det er ikke en ny tanke, at et så vigtigt område som procesbevillinger med fordel kan fjernes fra forvaltningsmyndighederne og lægges andet steds. Allerede proceskommissionerne af 1868 og 1892 foreslog den administrative bevillingsordning afskaffet. Et lovforslag fra 1906/07 opnåede ikke tilslutning i Landstinget, og ej heller et udspil i 1924 fra Retsplejerådet (dengang: Det Staaende Retsplejeudvalg) eller en betænkning fra 1930 med forslag om ændringer bar frugt. Retslitteraturen forholdt sig gennem årene kritisk til den dagældende ordning, og Retsplejerådet tog atter spørgsmålet op i bet. nr. 698/1973. Højesteret fandt imidlertid ikke dengang, at der ville være væsentlige fordele forbundet med en ændring, jf. herved Jørgen Trolle i UfR 1974 B s. 209 ff., og særligt tanken om henlæggelse af kompetencen til Højesteret afvistes af blandt andet ressourcemæssige grunde. En stigende politisk modvilje mod kompetencens forbliven under Justitsministeriet medførte imidlertid en folketingsbeslutning med opfordring til regeringen om at fremsætte lovforslag om flytning af kompetencen, jf. FT 1988/89, till. C, sp f., og forskellige muligheder for ændringer skitseredes herefter i Retsplejerådets bet. nr. 1222/1991. Lovforslaget på grundlag af betænkningen blev trukket tilbage på grundlag af et udtalt politisk ønske om kompetencens overflytning til et særligt nævn. I konsekvens heraf fremkom Retsplejerådets bet. nr. 1260/1993 med forslag til den ordning, der omsider gennemførtes. Der gik således 128 år, fra Proceskommissionen i 1868 foreslog den administrative bevillingsordning afskaffet, til nævnet kunne begynde sit virke i Bevillingsmæssigt og administrativt hører nævnet under Domstolsstyrelsen. Den valgte nævnsmodel er særegen i Europa, ligesom også den politiske konstellation, der tog initiativ til forslaget, er bemærkelsesværdig: SF, Fremskridspartiet og Socialdemokratiet, jf. Dybdahl & Kardel, anf. værk, s. 27 med litteraturhenvisninger i note JURISTEN NR

17 Nævnet er uafhængigt både af den offentlige forvaltning og af domstolene. 4 Dets afgørelser er ikke undergivet administrativ rekurs, og det er ikke omfattet af offentlighedsloven, forvaltningsloven eller ombudsmandsloven. 5 Dets afgørelser er som tungtvejende udgangspunkt endelige, idet dets skøn ikke kan efterprøves af domstolene. 6 Den Særlige Klageret har dannet forbillede for nævnets sammensætning, 7 så det består af 1) en højesteretsdommer som formand, 2) en landsdommer, 3) en byretsdommer, 4) en advokat med møderet for Højesteret og 5) en universitetslærer i retsvidenskab eller en anden jurist med særlig videnskabelig uddannelse. 8 Disse 4. Jf. FT 1994/95, tillæg A, s. 2944, 2956 og 2958 f. 5. Derimod er nævnets virksomhed omfattet af persondataloven. Begæringer om indsigt fra den registrerede behandles efter persondatalovens 31-34, jf. forretningsordenens (FO) 14, stk. 2. I øvrigt gælder om aktindsigt forskrifterne i rpl. 41 og 41 a med de fornødne tillempninger, jf. FO 14, stk I UfR H fremsatte sagsøgerne i Grundlovssagen begæring om, at det skulle pålægges statsministeren at fremlægge en række dokumenter, som skulle belyse myndighedernes holdning til den daværende art. 235 EF, nu art. 308 EF (gummiparagraffen, den»lille traktatændring*). Østre Landsret afviste enstemmigt denne editionsbegæring. Sagsøgerne ansøgte derfor Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at kære, jf. rpl. 392, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3. Nævnet gav afslag under henvisning til, at der ikke var tale om et spørgsmål af principiel karakter. Herefter stævnede sagsøgerne nævnet med påstand om, at afvisningen kendtes ugyldig. Ved landsrettens dom, som stadfæstedes af Højesteret, blev nævnet frifundet, idet dets afgørelse beroede på et skøn, som retten ikke tog stilling til. Det blev ikke fundet, at der var begået sagsbehandlingsfejl m.v. Højesteret lagde ligesom landsretten vægt på, at nævnet er et uafhængigt organ, der virker i nær tilknytning til domstolssystemet uden at være en del af dette eller af den offentlige forvaltning. 7. Faktisk indebar ét af de tidligere forslag en overflytning af kompetencen til denne domstol. 8. Beskikkelsen af de fire førstnævnte medlemmer sker efter indstilling til justitsministeren fra hhv. Højesteret, landsretterne, Den danske Dommerforening og Advokatrådet, mens universitetslæreren beskikkes uden forudgående indstilling. For alle de fem er der beskikket suppleanter. Kun formanden har arbejdet i nævnet som heltidsbeskæftigelse. fem, der i nævnet har samme uafsættelighed som en dommer (jf. rpl. 24, smh. med Grl. 64), skal ud fra hver deres erfaringsgrundlag finde den rigtigste løsning på ansøgninger årligt. 9 Funktionsperioden efter loven er så tilpas kort: beskikkelse for 2 år, genbeskikkelse én gang for yderligere to år, jf. rpl. 23, at en hel del jurister i tidens løb vil få opfordringen til at indtræde som nævnsmedlem. At sige ja tak til en sådan opfordring medfører en enestående faglig og kollegial oplevelse. Nævnet fastsætter selv sin forretningsorden, jf. rpl. 25, 10 og det offentliggør hvert år en beretning om sin virksomhed, jf Civile sager: 2.-instansbevilling og kæretilladelse De sagstyper, hvor en bevilling er nødvendig, for at man kan appellere, kan sammenfattes således: kr.-grænsen for civile byretsdomme: 11 Hvis sagen»angår krav, der efter påstanden har en økonomisk værdi af højst kr.«, kan dommen kun ankes med nævnets tilladelse, jf. rpl. 368, stk Grænsen beregnes, som det ses af lovteksten, på grundlag af påstanden for appelinstansen. 13 Uanset om kravet under anken 9. I erhvervslivet bruges betegnelsen synergi som et udtryk for, at en heldigt sammensat flerhed repræsenterer mere end summen af de enkelte elementer, dvs. at»2 + 2 = 5*. Denne synergieffekt ses også i nævnet. Når det træder sammen, bringer diskussionen mere frem end summen af, hvad de fem hver for sig kunne have udtænkt ved deres skriveborde. 10. Jf. bkg. nr. 151 af 23. februar Jf. nærmere Dybdahl & Kardel, anf. værk, s. 66 ff. og 96 ff. Se tillige Eva Smith i J 1991 s. 412 ff., Jørgen Jochimsen i UfR 1992 B s. 97 ff. og Thomas Rørdam i Lov & Ret 1996 nr. 6 s kr.s grænsen gælder også i boligretssager, jf. UfR H (der ændrer UfR V). 13. UfR H fortolker under dissens kr.'s reglen således, at 10 malersvende, hvis krav mod en arbejdsgiver var kumuleret under én sag, og hvor kun fire af kravene var på mere end kr., alligevel under ét kunne ankes. Bestemmelsen i 368, stk. 1, 2. pkt., burde JURISTEN NR

18 formuleres som en anerkendelsespåstand, gælder appelbegrænsningen, hvis sagens genstand ikke er over kr. 14 Indstævntes modkrav på under kr. kan fremsættes både til kompensation og til selvstændig dom uden nævnets tilladelse kr.-grænsen for sagsomkostninger i civile byrets- og fogedsager: Kendelser og beslutninger, domsbestemmelser samt fogedafgørelser om sagsomkostninger, der er fastsat til højst kr., kan kun kæres med nævnets tilladelse, jf. rpl. 389, stk. 2, 391, stk. 2, og 584 a, stk Det vil ses, at mens det ved domme er påstanden under anken, der er afgørende for beregningen af kr.-grænsen, er det ved kære af omkostningsbestemmelser underinstansens afgørelse, der er afgørende. Beregningen er»opadrettet«ved anke, men»nedadrettet«ved omkostningskære kr.-grænsen for udlæg: Afgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af højst kr., kan kun kæres med nævnets tilladelse, jf. rpl. 584, stk. 2. Det vil ses, at det ikke er udlæggets, men kravets størrelse, der beløbsmæssigt er afgørende, og at det ikke kun er en afgørelse om at foretage udlæg, men også»under disse omstændigheder ikke medføre, at kun de fire malersvende, hvis krav efter påstanden har en økonomisk værdi af mere end kr., kan anke dommen uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet*. Seogså UfR H, hvor der ikke stilledes krav om anketilladelse ved anke af to krav, der hver for sig var under kr., men som tilsammen lå over grænsen, og som var blevet behandlet under én sag. Også i denne afgørelse var der dissens. Krav, der rejses og behandles sammen for byretten, kan være»sammenhængende på en sådan måde*, at de betragtes under ét, jf. UfR Ø om nogle krav på tilbagebetaling af ambi. 14. Jf. UfR Ø. 15. Jf. Dybdahl & Kardel, anf. værk, s. 75, og UfR Ø. 16. Grænsen gælder ikke, hvor retten har ophævet sagens omkostninger, dvs. ladet hver part bære sine egne omkostninger, jf. UfR H, idet der jo i så fald ikke er fastsat noget bestemt beløb. om at nægte udlæg, der omfattes af kærebegrænsningen. 3.»Små straffesager«: 2.-instansbevilling Anklagemyndighedens anke: Anklagemyndigheden kan kun anke frit, hvis der efter de lovbestemmelser, tiltalen lyder på, kan idømmes»andre offentligretlige følger end bøde eller konfiskation«, jf. rpl. 962, stk. 2, 1. pkt. Hvis der med andre ord højst står bøde og/eller konfiskation på spil, kræves nævnets tilladelse til anke. Tiltaltes anke: Tiltalte kan kun anke frit, hvis han både 17 1) har givet møde under sagen, 18 og 2) er idømt enten a) mere end 20 dagbøder, b) en bøde på over kr., c) konfiskation af genstande af tilsvarende værdi [over kr.] eller d) andre offentligretlige følger. 19 Det vil ses, at grænsen for anklagemyndigheden er afhængig af strafferammen, mens den for tiltalte er afhængig af det konkret idømte. Det vil også ses, at der hverken ved anklagemyndighedens eller ved tiltaltes anke skelnes mellem udmålings- og bevisanke, og at ankebegrænsningerne derfor gælder begge typer af anke. 20 Uden at fristdiskussionen nedenfor skal foregribes, skal det allerede her bemærkes, at begrænsningerne i tiltaltes ankeadgang nu og da overses, selv af erfarne byretsdommere. Dette kan i enkelte tilfælde resultere i en forkert ankevejledning. Hvor dette er tilfældet, vil der efter en konkret bedømmelse kunne foreligge undskyldelighed i relation til overskridelse af fristen for ansøgning til nævnet, således at sagen reali- 17. Min nummerering. 18. Dog gælder det, at hvis domfældelse er sket i tiltaltes fravær efter 847, stk. 3, nr. 4, kan han trods udeblivelsen anke frit, forudsat de øvrige betingelser i 962, stk. 2, 2. pkt., er opfyldt, og forudsat der ikke er tale om bevisanke. Om 847 efter ændringen i 2002 se nærmere Jørgen Jochimsen: Straffesager for landsretten (2002) s. 14 f. 19. Fx rettighedsfrakendelse. 20. Jf. dog den nævnte undtagelse vedrørende udeblivelsesdomme afsagt efter 847, stk. 3, nr JURISTEN NR

19 tetsbehandles af nævnet trods fristoverskridelsen. 4. Civile sager og straffesager: 3.- instansbevilling og kæretilladelse 3.-instansbevilling til anke i civile sager: Domme, der er afsagt af en landsret som 2. instans, kan kun ankes med nævnets tilladelse, jf Kæretilladelse til Højesteret i civile sager: Udgangspunktet er, at kære til Højesteret af kendelser og beslutninger afsagt af landsret eller Sø- og Handelsretten i civile sager, kun kan ske, hvis der er meddelt tilladelse. Hovedreglen er 392, stk. 2, hvorefter nævnet kan meddele kæretilladelse. En undtagelse herfra er, at Højesteret kan meddele tilladelse til kære af delafgørelser, jf. 253, i sager, der behandles af landsret eller Sø- og Handelsretten som 1. instans, jf. 392, stk. 1. Hvis landsretten træffer delafgørelse som 2. instand, kan delafgørelsen kun kæres til Højesteret, hvis først nævnet, jf. 392, stk. 2, og derefter Højesteret, jf. 392, stk. 1, jf. 253, stk. 4, tillader det. Kære vedrørende landsrettens afgørelser i fogedsager kan alene ske med nævnets tilladelse, jf. 585, stk instansbevilling til anke i straffesager: Landsrettens dom i en ankestraffesag kan kun ankes med nævnets tilladelse, jf. 966, stk. 1. Kæretilladelse til Højesteret i straffesager: Kære i en ankesag kræver nævnets tilladelse, jf. 968, stk. 3. Det samme gælder kære i en kæresag, jf Dette gælder, selv om kravet eventuelt kun har været prøvet i én instans, jf. UfR H om et civilt erstatningskrav (adhæsionskrav), der ikke blev prøvet af byretten, men som landsretten optog til realitetsprøvelse. 22. Formålet med dette system er at aflaste Højesteret, jf. bet. Nr. 1348/1997 om instansordningen i civile retssager. Se nærmere Jonas Christoffersen & Jakob Fink Nielsen i UfR 1999 B s. 387 ff. 5. Specialregler med forskrifter om procesbevilling Når der uden for rpl. er regler om kære, tages der i de pågældende specialregler samtidig stilling til, under hvilke omstændigheder der kan ske appel til Højesteret. Generelt kan man sige, at systemet fra rpl. herved er kalkeret af, og at der henvises til rpl.s regler. Eksempler på sådanne regler er konkurslovens 254 (anke og kære i skiftesager) og dødsboskiftelovens 105 (der generelt henviser til rpl.s regler om anke og kære). 23 Endnu et eksempel er reglerne om rekurs og domstolsprøvelse efter lov om social service, hvorefter børne- og unge-udvalgets afgørelser efter lovens 62 om anbringelse uden for hjemmet mv. (»tvangsfjernelse«) kan påklages til Den Sociale Ankestyrelse, jf. 123, hvis afgørelse atter kan kræves forelagt for landsretten, jf Landsrettens domme eller kendelser i disse sager kan som udgangspunkt ikke indbringes for Højesteret, men Procesbevillingsnævnet kan give anke- eller kæretilladelse, hvis sagen er af principiel karakter, jf På helt specielle områder er der indført kæreadgang til landsret af afgørelser truffet af domstolslignende myndigheder, hvorved landsretten bliver en slags forvaltningsdomstol i sådanne sagstyper. Se fx værdipapirhandelslovens 79, hvorefter der kan kæres til Østre Landsret over en afgørelse fra Klagenævnet for Værdipapircentraler vedrørende afgørelser om registrering af rettigheder over dematerialiserede værdipapirer. Landsrettens afgørelse kan som udgangspunkt ikke kæres, men Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til kære til Højesteret, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter, jf. 79, stk. 3. Rpl. 392, stk. 2, finder da tilsvarende anvendelse. 23. Flere eksempler findes hos Dybdahl & Kardel, anf. værk, s. 28 ff. JURISTEN NR

20 6. Fristerne for ansøgning til nævnet Som det vil ses af nævnets årsberetninger, er der desværre i en del sager for nævnet 24 spørgsmål om, hvorvidt ansøgningsfristen er overholdt, eller der skal gives fristafslag uden realitetsprøvelse af sagen. De vigtigste ordinære ansøgningsfrister (med de forlængede fristmuligheder tilføjet i parentes) er: 1) 2.-instansbevilling i civile byretssager omfattet af kr. grænsen: 4 uger, jf. rpl. 368, stk. 2 (undtagelsesvis op til 1 år), 2) 3.-instansbevilling i civile sager: 8 uger, jf. 371 (undtagelsesvis op til 1 år), 3) kæretilladelse i omkostningsafgørelser i civile sager, hvor sagsomkostningerne omfattes af kr. grænsen: 2 uger, jf. 389, stk. 2, 391, stk. 2, og 584 a, stk. 2 (undtagelsesvis op til 6 måneder), 4) kæretilladelse i fogedsager om udlæg, der omfattes af kr. grænsen: 4 uger, jf. 584, stk. 2 (undtagelsesvis op til 1 år), 5) kæretilladelse til Højesteret vedrørende alle typer af kendelser og beslutninger i civile landsrets- og Sø- og Handelsretssager (bortset fra delafgørelser i 1.-instanssager, jf. 392, stk. 1): 2 uger, jf. 392, stk. 2 (undtagelsesvis op til 6 måneder), 6) kæretilladelse til Højesteret vedrørende landsrettens afgørelse i fogedsager: 8 uger (auktionssager dog 4 uger), jf. 585, stk. 1 (undtagelsesvis op til 1 år), 7) 2.-instansbevilling i»små«straffesager: 2 uger, jf. 962, stk. 3 (undtagelsesvis op til 1 år), 8) 3.-instansbevilling til anke i straffesager: 2 uger, jf. 966, stk. 1 (undtagelsesvis op til 1 år) og 9) kæretilladelse til Højesteret i straffesager: 2 uger, jf. 968, stk. 3, om ankesag for lands- 24. Ca. 7% af nævnets afgørelser er fristafslag. ret og 973 om kæresag fra landsret (undtagelsesvis op til 1 år). Beregningen af ansøgningsfrister sker i overensstemmelse med rpl.s regler om anke- og kærefrister. 25 Fristens begyndelse svarer således også til begyndelsen af en frist efter rpl. 26 Er den pågældende til stede ved en domsafsigelse, løber fristen fra denne. Ved en sags optagelse til dom skal retten som bekendt tilkendegive, hvornår dommen vil blive afsagt, jf. 219, stk.1, om civile sager og 219 a, stk. 1, om straffesager. Når der da i retsmøde er truffet beslutning om tidspunktet for domsafsigelsen, regnes beslutningen for at være forkyndt for dem, der var til stede, jf. rpl. 162, stk Det følger heraf, at fristen også i disse tilfælde løber fra domsafsigelsen, uanset om parten var til stede ved denne eller ej, og uanset hvornår parten modtager udskriften af dommen. 28 I nogle tilfælde begynder fristen først at løbe, når parten har modtaget afgørelsen. Dette gælder ved skriftligt behandlede kæremål i civile sager, hvor det afgørende er, hvornår parten må antages at have modtaget udskriften af kendelsen. Ved anke af udeblivelsesdomme i straffesager (afsagt efter 934, stk. 1, eller 847, stk. 3) og ved kære af kendelser i straffesager gælder følgende begyndelsestidspunkter: 1) afsigelsen, såfremt tiltalte var til stede eller gjort bekendt med tidspunktet, 29 2) forkyndelsen, såfremt en sådan skal foretages, Jf. FO 2, stk. 3, 2. pkt. 26. De følgende bemærkninger er udtryk for en sammentrængt gengivelse af retstilstanden. Der henvises til den meget detaljerede gennemgang af de forskellige tilfælde hos Dybdahl & Kardel, anf. værk, s. 157 ff. 27. Dommeren skal i straffesager vejlede om adgangen til anke, jf. rpl. 219 a, stk. 6. Det bør af retsbogen fremgå, at der er givet ankevejledning. Det bør fremgå heraf, at tiltalte er blevet vejledt om reglerne for Procesbevillingsnævnet. 28. Jf. herved om straffedomme rpl. 963, stk. 3, litra a, 1. pkt., 1. led. 29. Jf. rpl. 963, stk. 3, litra a, 1. pkt. 30. Jf. 963, stk. 3, litra a, 1. pkt., 2. led, smh. med 219 a, stk. 5, og med 847, stk. 3, nr JURISTEN NR