En definition af leg

Transkript

1 En definition af leg Carsten Jessen & Henrik Hautop Lund Center for Playware Syddansk Universitet Juni 2008 Leg er vanskelig at definere i en videnskabelig kontekst, fordi det er en aktivitet, der repræsenterer en anden værdiskala end den, vi normalt anvender og tænker med. Både i videnskaben og i vores almindelige liv forsøger vi normalt at begrunde menneskelige aktiviteter rationelt og give dem et logisk formål. Når det gælder leg, er det ikke muligt at anvende rationelle begrundelser, og leg lader sig ifølge kulturfilosoffen Johan Huizinga ikke indordne under de sædvanlige logiske begreber. Vi er tvunget til at bryde med vore vante tankemønstre og anerkende, at mennesket er andet og mere end et rationelt væsen: the fun of playing resists all analysis, all logical interpretation Here we have to do with an absolutely primary category of life, familiar to everybody at a glance [ ] We play and know that we play, so we must be more than merely rational beings, for play is irrational" (Huizinga, J., Homo Ludens, 1938) Den forståelse, der kommer til udtryk hos Huizinga, er i tæt overensstemmelse med sloganet at lege er at leve. Den beskriver leg som en særlig livssfære, hvis eksistens ikke kan eller skal legitimeres med ydre formål. Leg er et selvbegrundet fænomen, der bærer formålet i sig selv. Deri er leg irrationel; sammenlignet med andre menneskelige aktiviteter fører den ikke til noget, den hverken skaber og producerer ikke noget, ud over leg: Play is a free, voluntary activity indulged for its own sake, and although creative, play is unproductive and non-utilitarian. Play has boundaries of space and time, and takes place temporarily outside 'regular life,' with its own course and meaning. (Huizinga, J., Homo Ludens, 1938). På lignende måde understreger Roger Caillois legens frivillige og uproduktive karakter: Play is characterized as free (not obligatory); separate (isolated in space and time); uncertain (indeterminable); unproductive (without material production); governed by rules (contingent conventions); and make-believe (suspension of disbelief). (Caillois, R. Man, Play and Games, 1958) At leg bærer formålet i sig selv, må ikke misforstås som et udsagn om, at leg er formålsløs eller meningsløs. Selv om en god del af de legeaktiviteter, som mennesker dyrker, ofte kan forekomme meningsløse (selvfølgeligt særligt andres legeaktiviteter end vore egne ), så er det en vigtig pointe, at leg er formålet med leg. Den tyske filosof Hans-George Gadamer, der i et af det 20. århundredes hovedværker om kunst og æstetik, Sandhed og Metode, tager eksplicit afsæt i legebegrebet, siger det sådan: [Leg] er ganske vist en formålsfri aktivitet, men denne aktivitet er som sådan selv tilsigtet. (Gadamer, H-G. Die Aktualitet des Schönes, 1977) Man kan sige, at for den, der leger, er den konkrete leg altid meningsfuld, hvis den medfører den lystoplevelse, som Huizinga omtaler som the fun of play. I den forstand fortjener al leg respekt og accept (inden for visse grænser), uanset hvor meningsløs den måtte forekomme. Vi kan ikke på

2 vegne af andre afgøre, om andres leg er god eller dårlig, rigtig eller forkert. Den afgørelse kan alene de legende selv træffe. Hvor ligetil det end måtte lyde, er allerede det en synsvinkel med vide perspektiver. Det betyder bl.a., at der ikke kan opstilles alment gældende kvalitetskriterier for leg. Det eneste legitime kriterium er legen selv. Det betyder også, at den enkeltes ret til at dyrke sin egen leg bør være en fundamental rettighed. I modsat fald risikerer vi at berøve andre retten til at dyrke det menneskelige gode, som legen er i kraft af sin evne til at skabe lystoplevelser og livsglæde. I det moderne samfund er retten til forskellighed også retten til at dyrke forskellige former for legeaktiviteter, og tolerance over for afvigende legeformer er givet en vigtig parameter i kreative samfund. Som det fremgår af ovenstående citater er leg ikke blot en fri handling, men også en aktiv, villet handling. Legen er en proces, hvori den legende er aktør eller med-aktør. 1 Leg opstår ikke af ingenting, selv om det ofte kan føles sådan i øjeblikket. Leg kræver en indsats af os, og i realiteten kræver leg paradoksalt nok arbejde. Antropologen Clifford Geertz har i et berømt og ofte citeret essay om leg i relation til balinesisk hanekamp beskrevet leg som en fortælling, de legende fortæller sig selv om sig selv (Geertz, C., 1973). Han beskriver her de mange ofte besværlige og omkostningsfulde aktiviteter, der omgiver hanekampe, herunder opdræt, køb og salg, og ikke mindst indgåelse af væddemål. Uden dette arbejde ville det ikke være muligt at skabe den intense stemning, der ledsager selve hanekampene. Geertz kalder denne stemning deep play, og det er et velkendt fænomen omkring bl.a. sportskampe. De balinesiske hanekampe er et eksempel på, at leg forudsætter arbejde, og derved bliver en integreret del af samfundsøkonomien. Oplevelsesøkonomi er ikke en nogen ny opfindelse, der kun vedrører moderne industrialiserede samfund. På baggrund af de beskrivelser af leg, som der ovenfor er hentet hos Huizinga, Caillois og Gadamer, kan man med fordel omskrive citatet fra Geertz til følgende: leg er en fortælling, de legende fortæller sig selv for at kunne være til stede i den (Jessen, C., 2001) og dermed både gøre aktørperspektivet klarere, og samtidig understrege, at leg kræver en indsats. Vi foretager os som hovedregel en lang række aktive handlinger i forbindelse med leg, som ikke i sig selv er leg, med det formål at skabe grundlaget for legende oplevelser. En aktiv indsats er altså forudsætningen for leg, og den er vi tilsyneladende født med evnen og lysten til at udføre. Brian Sutton-Smith har således beskrevet, hvordan allerede spædbarnet formår at lege i samspil med andre. Hans inspiration til denne beskrivelse stammer fra grundige observationer af interaktionen mellem spæde børn (ned til seks ugers alderen) og mødre 2. På baggrund af heraf beskriver han, hvad han kalder et paradigme eller en arketype for leg: we postulate as the aboriginal paradigm for play, mother and infant conjoined in an expressive communicational frame within which they contrastively participate in the modulation of excitement. We call this a paradigm for all ludic action, because we suggest that other play itself is a metaphoric statement of this literal state of affairs. (Sutton-Smith, B. 1979, på basis af Daniel Stern s forskning) 1 Det gælder også for aktiviteter, hvor vi er tilskuere. Vi må nødvendigvis medskabe i sådanne situation, for så vidt som eksempelvis hverken film eller teater kan påvirke os uden vores medvirken (Gadamer 1977). 2 Observationer blev foretaget i 1970erne, hvor videooptagelser var en helt ny teknologi, som revolutionerede udviklingspsykologien ved at dokumentere, at spædbørn er yderst aktive deltagere i kommunikationen med forældre.

3 Denne beskrivelse af leg som aktiv modulation af stemninger fra de legende side, synes at være en ret præcis definition på, hvad der sker, når vi leger, og leg optræder ifølge Sutton-Smith helt fra begyndelsen af et menneskeliv. Vi udvikler evnen til at modulere stemninger livet igennem i stadig nye og stadig mere komplekse og forskelligartede former. På den baggrund vover vi at definere leg som følger, vel vidende at en definition af leg aldrig kan blive fyldestgørende, slet ikke i kort form: Leg er handlinger, vi udfører eller deltager i med det formål at skabe en virkelighedssfære, hvori vi frit og suverænt kan skabe og regulere stemninger (fysiske og psykiske spændingstilstande), som giver os specifikke, ønskede (lyst-) oplevelser, socialt og individuelt. I en kort form kan det formuleres som leg er handlinger, vi udfører for at skabe oplevelser og nydelse. Definitionen understreger, at leg er underlagt den frie vilje, og at mennesker leger, fordi vi vil legen. Samtidig understreges det, at vi i legen forvalter vores liv frit, idet vi er skaber den særlige form for levet liv uden for det almindelige liv, hvor den (livs-)lyst og (livs-)glæde, som er legens essens, hersker. Når vi er i leg, er vi med filosoffen Friedrich Schillers ord helt og fuldt menneske : for nu [ ] at sige det ganske kort, mennesket leger kun, når det i ordets fulde betydning er menneske, og kun når det leger, er det helt og fuldt menneske [...]. Denne sætning vil, det lover jeg Dem, bære hele den æstetiske kunsts bygning og den endnu vanskeligere livskunst med. (Schiller, F. Menneskets æstetiske opdragelse, 1795). Definitionen skulle også gerne gøre det klart, at leg ikke kan spændes for en hvilken som helst vogn og gøres til instrument for andre mål, uden at legen risikerer at miste det, der er drivkraften. Hvis legens formål ikke længere er oplevelsen, forsvinder drivkraften og motivationen. Definitionen søger også at understrege, at leg skal skabes gennem vores aktive virke eller medvirken. Vi kommer ikke i leg uden en indsats, og denne indsats er baseret på færdigheder og kunnen. På den måde kræver leg ikke blot arbejde, men også at vi lærer at sætte os selv i leg gennem bestemte handlinger. Leg forudsætter med andre ord læring, og i legen er vi konstant på jagt efter nye færdigheder og ny kunnen, der kan skabe nye legende, lystfyldte oplevelser. Denne jagt på færdigheder er i udgangspunktet ikke en individuel foreteelse, hvor vi hver især opfinder leg. Det er tværtimod en social proces, hvor vi lærer at lege gennem deltagelse i et socialt og kulturelt fællesskab. Det spæde barn lærer gennem interaktionen med forældrene, og fra en relativ tidlig alder lærer børn af andre børn, når de deltager i legefællesskaber. Gennem sådanne fællesskaber fragtes lege og færdigheder i at skabe situationer, hvori legen kan udfolde sig. Leg er i praksis afhængig af (lege-)kultur: [Leg] eksisterer ikke i fast form, dvs. som produkt, men kommer til eksistens gennem [de legendes] frembringelse i situationer [ ]. [Leg] afhænger fundamentalt af [de legendes] deltagelse og udøvelse og beror på deres tilegnelse af færdigheder m.h.t. udtryksformer, æstetiske teknikker, organisationsformer, iscenesættelse og performance. (Mouritsen, F. Legekultur, 1996)

4 Netop fordi vi involverer os i legende handlinger med viden om, at legen kan skabe lystfyldte oplevelser for os, hvis legen lykkes, er vi lærevillige og kreative i leg. Vi er villige til at eksperimentere, øve og lære, både her og nu, og i et livslangt perspektiv. Relationen mellem leg og læring er derfor det omvendte af, hvad vi almindeligvis antager. Vi leger ikke for at lære, men vi lærer for at kunne lege. Læring er således en forudsætning for leg, og vi er ofte villige til at yde et stort arbejde med at øve os og blive bedre, fordi det giver adgang til at lege med andre. Den stærke motivation, som leg er, hænger tæt sammen med de lystfyldte oplevelser, vi får i leg. Erstattes det lystfyldte med andre, ydre mål, forsvinder denne motivation, og derfor er det en vanskelig kunst at anvende leg som middel for målrettet læring af færdigheder, der giver mening i en rationel kontekst. 3 Selv om vi ikke leger for at lære, så lærer vi, mens vi leger, og en lang række af de færdigheder, kvalifikationer og kompetencer, vi opøver i leg, har stor betydning i vores øvrige liv. Set i legens perspektiv kan man kalde det biprodukter, når børn fx udvikler deres muskler gennem fysisk leg, eller når vi alle bliver mere kreative af at lege. Men begge dele er uhyre vigtig både for leg og for vores almindelige liv. Kreativitet kan være et eksempel på, hvordan legen udvikler vigtige kompetencer. Brian Sutton- Smith gennemførte i 1960erne et simpelt forsøg, der illustrerede, at leg udvikler forestillingsevner og kreativitet. Han sammenlignede ganske simpelt, hvor mange forskellige anvendelser, børn kunne nævne, for henholdsvis kendte objekter, som de legede med, og objekter, som de ikke legede med, men kun anvendte, ofte sammen med voksne. Forskellen var ikke overraskende stor, for i leg optræder objekter som bekendt sjældent kun som det, de egentlig er beregnet til. Det er samtidig indlysende, at man lærer objekternes egenskaber at kende ved at anvende dem på mange forskellige måder. Man kan sige, at barnet derved erhverver en grundlæggende viden om verden gennem leg, men man kan ikke samtidig sige som det ofte er tilfældet - at dette er legens formål. Leg fører således på sin egen måde til læring og viden om verden, og i leg er vi ofte på forstadiet til det, der senere kan blive rationel viden. Leg har derfor længe været anset for en vigtig del af vores menneskelige udvikling. F.eks. skriver udviklingspsykologen Vygotsky om børns leg: Play creates a zone of proximal development in the child. In play, the child always behaves beyond his average age, above his daily behavior; in play it is as though he were a head taller than himself. As in the focus of a magnifying glass, play contains all developmental tendencies in a condensed form and is itself a major source of development. (Vygotsky, L ) Vi mener, at denne indflydelse af legen på menneskelig udvikling holder ikke blot for børns udvikling, men igennem hele livet. Det er derfor vigtigt at forstå, anerkende, generere og udøve leg livet igennem. På lignende vis som et menneskes udvikling livet igennem er uforudseelig, spiller det uforudseelige en afgørende rolle i legen, som Caillois bl.a. beskriver det: "Doubt must remain until the end, and hinges upon the denouement An outcome known in advance, with no possibility of error or surprise, clearly leading to an inescapable result, is incompatible with the nature of play" (Caillois, R. 2001:7). 3 Det skal for en ordens skyld i den forbindelse understreges, at leg naturligvis ikke er det eneste, der motiverer mennesker.

5 At legen er en fri aktivitet uden en kendt slutning må dog ikke foranledige os til at tro, at leg er uden regler og konventioner. Som både Huizinga og Caillois påpeger, så har leg sine regler og konventioner. Disse er ikke nødvendigvis statiske, og de kan forandres løbende gennem en konkret leg, men de sætter rammerne for individets leg i en given situation. Rammer for leg kommer bl.a. til udtryk i spil. Vi beskriver spil og lege 4 som værende redskaber eller værktøjer, der er specialiserede til at skabe leg. Umberto Eco udtrykte det som følger: To play the game means follow the rules. There is an abstract subject, a game, and then there is concrete behavior, a performance, a play. To play is to take part in a game. (Eco, U. Den italienske introduktion til Huizinga Homo Ludens. 1973) Spil og lege kan dermed anses for en mulighed for at skabe rammerne for at leg kan sættes i gang og udfolde sig. Ønsker man at skabe leg, hvad enten det er i byrummet, på legepladser, på arbejdspladser osv., er det derfor vigtigt at opbygge en forståelse af, hvilke spil og lege, der virker, og hvorfor nogle spil virker, og andre ikke gør. Denne forståelse kan opnås ved at se på de legedynamikker, der aktiveres gennem spil og legeredskaber. Vi definerer legedynamik som følger, idet vi tager afsæt i begreber fra fysikkens beskrivelse af dynamiske kræfter: En legedynamik er den dynamiske virkning af en legekraft, der påvirker den legende ved at bringe vedkommende i en legende tilstand Legekraften kan f.eks. være en bevægelse, konkurrence, risiko, fare eller vittighed, som bringer initierer en dynamik, hvor den legende ophøjer sig fra den rationelle virkelighed til den legende tilstand. Legekraften er påvirkningen, og virkningen bliver en dynamisk, legende tilstand. Spil og andre værktøjer fungerer netop ved at manifestere en legekraft, der kan initiere en legedynamik. Legedynamik beskriver i realiteten et velkendt fænomen. Som eksempel kan man se på legedynamikker i traditionelle lege, hvor der ofte er tale om en reel fysisk kraft, der er grundlag for skabelsen af den legende tilstand. Det ses tydeligst i de mange forskellige lege, hvor kroppen bringes ud af balance, fx ved at kroppen snurrer rundt med svimmelhed til følge. Der findes utallige historiske eksempler på sådanne lege, og de danner den dag i dag grundstammen i legeparker og tivoli. Legekraften som en fysisk påvirkning af kroppen finder vi også i utallige andre former for legende, æstetiske udfoldelser, herunder i dans. Et andet eksempel er gyser-genren, som ligeledes har en lang historie bag sig som mundtlige fortællinger. Genren skaber en legedynamik, der udnytter både vores psykiske og kropslige frygtreaktioner. Begreberne legedynamik og legekraft bygger på en forståelse af leg, som ligger i forlængelse af den beskrivelse af legens væsen i nyere europæisk filosofi, der anser leg som et fundamentalt menneskeligt fænomen og som en særlig livssfære, sådan som vi har præsenteret oven for. Gadamer sammenfatter denne ret komplekse opfattelse af leg på følgende måde: Når mennesket indlever sig i legen, sker der et ontologisk skifte, hvor vi så at sige flyttes til en anden værensform. Denne væren er karakteriseret ved, at den legende som subjekt bliver inkorporeret i legen som legens objekt. Leg afhænger således i sidste ende ikke af subjektet, der leger, men af at subjektet overgiver sig til noget, som handler med subjektet, som var det et objekt. Sagt på en anden måde, så er det legen, der leger den legende, og vi bliver så at sige trukket ind i leg af en 4 Det skal bemærkes, at leg på dansk anvendes om både fænomenet leg i overordnet betydning og om konkrete lege. På dansk skelner vi mellem spil og lege, hvilke kan give lidt forvirring. På engelsk anvendes game om både spil og lege, mens play til dels forbeholdes fænomenet leg.

6 grundlæggende kraft. Gadamer beskriver denne kraft som universets bevægelse som sådan (Gadamer 1989:103-04). Ved at overgive sig til leg, gennemgår den legende en separation fra sin status som et rationelt væsen og bliver i stedet en del af det, Gadamer beskriver som den naturlige, uvisse og formålsløse bevægelse, som præger universet. Denne filosofiske beskrivelse beskriver, trods det abstrakte niveau, i realiteten et fænomen, vi kan genkende som en almindelig erfaring fra legende aktiviteter, hvor vi meget ofte oplever, at legen tager over, når vi aktivt kaster os ind i den og i øvrigt har de nødvendige færdigheder. Det samme gælder ifølge Gadamer for kunst og kultiske begivenheder. Men beskrivelsen er ikke særlig konkret. Legedynamik er et forsøg på at nå frem til en mere operativ beskrivelse af, hvad der er på færre, når vi bringes i leg, hvad enten det sker via lege, der indvirker på kroppen, via spil eller andre værktøjer af materiel eller immateriel art. Det er på ingen måde trivielt at skabe legedynamikker, der virker. Det kræver en dyb forståelse af hvilke legekræfter og -dynamikker, der kan skabe lystfølelse for de(n) legende. Leg har mange og forskelligartede oplevelseskvaliteter, hvoraf gyset og svimmelheden blot er to simple, velkendte og distinkte eksempler. Legedynamik kan skabes socialt eller individuelt, med eller uden brug af fysiske redskaber og via alle typer medier. Vi bruger utallige typer af legeredskaber og teknikker af immateriel art til at hjælpe os med at sætte de aktiviteter i gang, der skal påvirke os til at komme i leg (Jessen, C., 2008). Om spil og andre redskaber virker og initierer legedynamik, er afhængig af de kropslige og psykiske reaktioner, som aktiviteter fremkalder. Hvad og hvordan aktiviteterne virker, er på sin side igen afhængig af individuelle og ikke mindst af indstillinger og forventninger, der er kulturelt formaterede som smag. Den franske sociolog Bourdieu taler i den forbindelse om habitus som et begreb for de erhvervede dispositioner, som vi opfatter, bedømmer og handler efter. Habitus er kropsliggjorte reaktions- og aktionsmåder, som betinger, hvad vi synes om, hvad vi afskyer, og hvad vi ikke reagerer på. Smagen sidder således i kroppen, også når det gælder leg, humor og spil, og vores lege-habitus er forskellig, alt efter hvad vi er disponeret for. Som den amerikanske psykolog Michael J. Apter udtrykker det: One of the most interesting things about play is the tremendous variety of devices, stratagems and techniques which people can use to obtain the pleasures of play (Apter, M.J., 1991, s. 18). Og, kunne det tilføjes, det er ligeledes interessant, hvor store økonomiske investeringer, folk er villige til at anvende på at opnå legende oplevelser. Der er klare individuelle, kulturelle og subkulturelle forskelle på, hvad der virker som legedynamik, hvilket fx demonstreres i humor, hvor vi ser store forskelle mellem kulturer og individer i opfattelsen af, hvad der er humoristisk. I relation til spil er der tilsvarende store forskelle på, hvad spillere foretrækker, afhængig af eksempelvis køn og alder. Fordi spil skal skabe leg, skal de virke på os, kropsligt eller psykisk, ellers betragter vi dem som dårlige og ubrugelige.. Der er med udviklingen af intelligent teknologi gennem de senere år opstået en ny forskningsretning, der netop studerer legedynamikker gennem forskning og udvikling af såkaldt playware. Playware er defineret som følger: Playware er intelligente digitale produkter, der sigter mod at skabe leg og legende oplevelser hos brugere i alle aldre. (Lund & Jessen, 2005) Playwareforskning og -udvikling gør netop legedynamikker eksplicitte, idet den undersøger og forsøger at forstå legedynamikker, beskriver disse og implementerer disse i (lege-)redskaber. Playware er naturligvis ikke den eneste produkttype, der kan skabe leg, men digital teknologi rummer nye og udvidede muligheder. Playware-redskaber er redskaber med en adfærd, der initierer legekraft via interaktion. Dette er grundlaget for, at legedynamikken opstår, hvorigennem brugerne kommer i en legende tilstand. Skematisk kan det opstilles sådan:

7 Redskaber med adfærd <--> Interaktion med bruger > Legedynamik > Legende tilstand Forståelsen af legedynamikker benyttes netop til at skabe legende og motiverende redskaber til alle aldre, vel vidende at der både er forskelle og ligheder børn og voksnes legedynamikker, og til mange af livets forskellige aspekter (på arbejdspladsen, i fritiden, på hospitalet, osv.) Dermed indarbejdes legens væsen og dynamikker i mange af livets gøremål. Det er den moderne, intelligente teknologi, der understøtter udviklingen af playware. Specielt giver robotteknologien mulighed for gennem syntese at implementere, teste og forstå legedynamikker, idet robotteknologien giver mulighed for at skabe fysisk interaktion med intelligente redskaber, der på passende vis kan reagere på den legendes handlinger. Vi kan definere robotteknologien som: En robot er en programmerbar maskine, der ved interaktion med sine omgivelser autonomt kan udføre en mangfoldighed af opgaver. En robots adfærd adskiller sig fra et computer-programs ved interaktion med de fysiske omgivelser gennem sensorer og effektorer, hvor sensorer tillader en robot at sanse ydre effekter fra omgivelserne, mens effektorer giver den mulighed for at påvirke og manipulere omgivelserne. Sansningen og påvirkningen af omgivelserne kan være gennem f.eks. bevægelse, lyd, lys, dufte og varme. (Lund, 2007) Dermed er robotteknologien ikke blot begrænset til mobile robotter, industrielle robotarme og lignende, men den breder sig ud til en lang række processerende systemer, der interagerer fysisk med sine omgivelser, og robotteknologien kan dermed benyttes til f.eks. at skabe lege-redskaber. Det kræver, at det fysisk interagerende redskab er processerende 5, og at dette giver mulighed for en mangfoldighed af adfærd for redskabet. For at skabe denne mangfoldighed af adfærd, kan man her med fordel udnytte den moderne kunstig intelligens, idet denne definerer intelligens som: Intelligens er evnen til at generere en mangfoldighed af adfærd, der retter sig efter det forudsatte i omgivelserne. Robotteknologi med indbygget moderne kunstig intelligens kan derfor give helt nye muligheder for at skabe legeredskaber, der på en intelligent måde reagerer på den legendes adfærd. Robotteknologien giver et fysisk processerende system, der interagerer med omgivelserne, medens den moderne kunstig intelligens giver systemet den fleksibilitet, der gør, at det kan tilpasse sig efter det forudsatte i omgivelser. Denne kombination af robotteknologi og moderne kunstig intelligens som grundlag for udvikling af playware åbner for en række muligheder for at skabe legende oplevelser. Det forudsatte i omgivelserne kan indenfor legen dels betragtes som lege/spilleregler og dels som den legende. Hvis vi betragter lege/spilleregler som det forudsatte i omgivelserne, så giver det mulighed for at udvikle legeredskaber, der tilpasser sig legen/spillet, og specielt giver den moderne kunstig intelligens mulighed for, at legeredskaberne løbende tilpasser sig de ændringer i lege/spilleregler, som måtte opstå gennem legen. Hvis vi betragter de(n) legende som det forudsatte i omgivelserne, så giver det mulighed for at lade legeredskaberne tilpasse sig til de(n) legende. Dette kan for eksempel være i form af tilpasning til den enkeltes kompetencer eller præferencer. Dermed er teknologien velegnet til at indgå som aktiv part i legedynamikker. Udover at forstå denne umiddelbare tilgang til udviklingen af legeredskaber, der tilpasser sig de givne 5 Processerende betyder her, at systemet kan opnå en funktionalitet gennem udførelsen af beregninger som i et computersystem

8 lege/spilleregler eller legende, så er det mindst lige så interessant at forstå de muligheder, som playware giver for at skabe legedynamikker. Et playware-redskab med en adfærd kan betragtes som en legekraft. Playware-redskabet opstår som en legekraft gennem skabelsen af en interaktion mellem den legende og playware-redskabet. Den fysiske interaktion og tilpasningen til legen giver mulighed for at skabe redskaber, der (baseret på f.eks. et umiddelbart og passende respons på den legendes aktion) motiverer den legende til interaktion. Playware-redskabet drager og fordrer en interaktion, og interaktionen opstår som en dynamisk virkning baseret på playware-redskabets egenskaber. Lad os genkalde definitionen på legedynamik som den dynamiske virkning af en legekraft, der påvirker den legende ved at bringe vedkommende i en legende tilstand. Med playware-redskaber kan interaktionen skabe den dynamiske virkning, der er grundlaget for legedynamikken. Det er efter vores mening essentielt at forstå legedynamikker, og hvorledes disse skabes. Udvikling af playware har vist, at interaktion med playware-redskaber med passende, umiddelbar respons kan skabe legedynamikker. Der synes derfor at være et stort potentiale i udviklingen af playware, hvilket dog ikke udelukker, at der findes andre retninger, der ligeledes kan føre til en konkret forståelse af hvilke legedynamikker, der eksisterer, og hvorledes sådanne legedynamikker skabes. Referencer: Apter, M.J. "A Structural Phenomenology of Play." In: Kerr, J. K. & Apter, M.J. (red.) Adult Play Huizinga, J., Homo Ludens, 1938 Caillois, R. Man, Play and Games, 1958/2001 Gadamer, H-G. Die Aktualitet des Schönes, 1977 Geertz, C. Deep Play: Notes on a Balinese Cockfight. In Interpretation of Cultures, 1973 Sutton-Smith, B. "Epilogue: Play as performance," in B. Sutton-Smith (Ed.). Play and Learning, New York: Gardner Press 1979 Schiller, F. Menneskets æstetiske opdragelse, 1979 Mouritsen, F. Legekultur. Odense Universitetsforlag 1996 Vygotsky, L. S. Mind in Society: The development of higher mental processes, Harvard University Press, Cambridge, MA, (1978) Eco, U. Den italienske introduktion til Huizinga Homo Ludens, Einaudi, Torino, 1973 Gadamer, H.-G. Truth and Method. Crossroad, New York, Jessen, C. Læringsspil og leg In Andreasen, L.B. It og didaktisk design. DPU 2008 (under udgivelse) Bourdieu, Pierre. Af praktiske grunde: omkring teorien om menneskelig handlen. København Lund, H. H., Klitbo, T., and Jessen, C. Playware Technology for Physically Activating Play, Artificial life and Robotics Journal, 9:4, , 2005 Lund, H. H., and Jessen, C. Playware - Intelligent technology for children s play, Technical Report TR , June, Maersk Institute, University of Southern Denmark, 2005 Lund, H. H. Robots at Play, Odense, 2007.