Farvevalg til keramiske restaureringer og kommunikation med tandtekniker

Transkript

1 Odontologisk institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet Københavns Universitet Farvevalg til keramiske restaureringer og kommunikation med tandtekniker Af Bolette Gullak Mette Ehlerts Jespersen Vejleder Ulla Pallesen - Overtandlæge Josephine Tronier-Rasmussen Kandidatspeciale forår 2014

2 Indholdsfortegnelse Indledning... 4 Problemformulering... 4 Metode... 6 Farveteori... 6 Farvefysik... 6 Emission... 7 Transmission og absorption... 7 Refleksion og absorption... 7 Perception... 7 Farver i tandplejen... 8 Farvepigment... 8 Farvedimensioner... 9 Elementer der påvirker farver Lyskilde Metamerisme Øjet Kontrasteffekter Konventionelt farvevalg De forskellige skalaer VITA classical Shade Guide Vitapan 3D Master Kliniske aspekter Tænders dehydrering Metoder til at imødese kliniske influerende faktorer Teknologibaseret farvevalg De forskellige teknologiske apparater RGB apparater Spectrophotometer Side 2 af 33

3 Colorimetre Teknikeren anbefaler Smile Lite og Smile Capture fra Smile Line Kommunikation mellem tandlæge og tandtekniker Basis-farveprøve hos tandteknikeren Basis farveprøve hos tandlægen Arbejdsseddel Gode råd fra tandtekniker til tandlæge Diskussion Konklusion Resumé Abstract Litteraturliste Side 3 af 33

4 Indledning Vi bombarderes dagligt med farveindtryk fra alt, hvad der omgiver os. Det er formentlig de færreste, der beskæftiger sig med, hvordan en farve egentlig opstår og denne lære er også kompleks. Der forekommer en lang række faktorer, der påvirker, hvordan farver opfattes. Dannelsen af farver bygger overordnet på et samspil mellem lys og et givent objekt, der rammes af dette lys. Objektet observeres af en person, der gennem sine øjne danner sig en subjektiv opfattelse af objektets farve. Denne subjektivitet i opfattelsen af farve forekommer også i tandlægepraksis og indebærer en række udfordringer og problemer ved fremstilling af tandfarvede restaureringer. Et tæt, personligt samarbejde mellem tandlæge og tandtekniker, hvor sidstnævnte er ansvarlig for den tekniske fremstilling af restaureringen, synes at være en vigtig forudsætning for at opnå den rigtige farvesammensætning. Endvidere har det betydning at have et enkelt, men samtidig repræsentativt, farvesystem til brug i klinikken, som et redskab til at kunne formidle farver og eliminere reproduktionsproblemer. I takt med en øget tandsundhed i Danmark er patienternes krav til æstetik også steget, idet materialernes farvenuance skal tilpasses farverne i det naturlige tandsæt og ikke omvendt. Korrekt farvegengivelse i tandlægepraksis er essentiel for at opnå et æstetisk resultat, der tilfredsstiller både patient og tandlæge. Ved at stifte kendskab til farvers fysiske opståen og faktorer der påvirker farveopfattelsen, kan vi som tandlæger opnå essentiel viden i fremstillingen af en vellykket tandfarvet restaurering. Problemformulering Vi ønsker med denne opgave at samle en større viden om basal farveteori samt at undersøge, hvordan en række elementer kan ændre øjets subjektive farveopfattelse og dermed påvirke farvevalget ved restaurering af tænder med keramiske restaureringer. Desuden vil vi undersøge, hvilke fordele og ulemper der er forbundet med henholdsvis konventionelt og teknologibaseret farvevalg. Med opgaven ønsker vi at anskueliggøre, hvordan farvevalg i klinikken kan udføres på bedste vis, under hensyntagen til ovenstående forhold, og med et tilfredsstillende resultat, herunder hvordan man opnår en god kommunikation med teknikeren. Produktet af vores opgave vil være en klinisk vejledning til farveprøvetagning til keramiske restaureringer i klinikken, som kan bruges af de studerende på Tandlægeskolen ved Københavns Universitet. (Den kliniske vejledning er at finde i bilag 2). Side 4 af 33

5 Side 5 af 33

6 Metode For at besvare vores problemformulering har vi sammensat en opgave bestående af andres forskning publiceret i videnskabelige tidsskrifter og bøger. Derudover omfatter opgaven vores egen mindre undersøgelse af området kommunikation via interviews med tandteknikere. Vi har benyttet sekundær litteratur til at forklare sammenhænge og forskelle i apparatur og skalaers anvendelse, da dette lettest lod sig belyse på denne måde, mens vi har begrænset vores primære litteratur, således at den stammer fra databasen PubMed. Søgeordene brugt i denne sammenhæng findes hovedsageligt på sidens MeSHdatabase. Eksempler på MeSH-ord er: Color Perception, Dental esthetics, Image processing, Spectrophotometry m.fl. Vores interviews foregik med 3 teknikere i København i uge 15. Interviewene var udformet som et kvalitativt spørgeskema, som findes i bilag 1. Dette skulle give anledning til, at teknikernes egne holdninger og viden på området skulle komme til udtryk. De teknikere der er blevet kontaktet i forbindelse med opgaven, er alle højt respekteret for deres æstetiske arbejde og viden. Det drejer sig om: Gytte Nordin fra Gytte Nordin Dentallaboratorium på Vester Voldgade, refereres til som (GN), Claes Bülow fra CCdent Aps på Gammel Kongevej, refereres til som (CB) og Lene Hyldgaard fra Flügge Dental på Købmagergade, refereres til som (LH). Farveteori Farvefysik Isaac Newton var den første, der forklarede fysikken bag farver. Han fandt ud af, at hvidt lys kunne separeres i farvekomponenter eller bølgelængder (J. Chu et al. 2004, side 3). En fysisk forståelse af farver tager udgangspunkt i, at lys er elektromagnetisk stråling, der karakteriseres ved sin bølgelængde. Lys af forskellig bølgelængde opfattes som lys af forskellig farve. Øjet kan se lys, der ligger i spektret fra ca. 380 nm til 760 nm. Violet er placeret yderst i spektret tæt ved ca 380 nm og grænser op til ultraviolet lys (UV-lys), der har så korte bølgelængder, at øjet ikke kan se det. Energi fra UVlys kan til gengæld stimulere stoffer til at afgive lys inden for det bølgelængdeområde, der er synligt for øjet (fluorescens/fosforescens). Farvespektret går fra violet over blå, grøn, gul til rød, som er farven med den længste bølgelængde, som øjet kan opfatte placeret tæt ved 760 nm. Rød grænser op til infrarød stråling, der har lavere frekvenser og er mere langbølget end menneskets øje er i stand til at opfatte, men kan mærkes som varmeudstråling (Gad & Lund, 2000, s ). Øjet opfatter ikke de enkelte lysfarver men summen af de farver spektret indeholder. Alle farver er Side 6 af 33

7 repræsenteret i dagslysspektret, tyngdepunktet (den erkendte farve) forskubbes blot til den ene eller anden ende af spektret. Når alle farver i spektret optræder med tilnærmelsesvis lige stor styrke, danner de hvidt lys (Jørstian & Nielsen, 2007, s. 300). Bølgelængderne perciperes af tre typer af farvereceptorer (tappe) i menneskets øje som en variation af rødt, grønt og blåt lys (J. Chu et al. 2004, side 3). Emission Emission (udsendelse) fra en lyskilde opstår via en kemisk og/eller fysisk proces. Forskellige processer udsender mere lys ved nogle bølgelængder end andre. For at skabe det perfekte hvide lys skal hver lyskilde kunne udsende præcis den samme mængde af hver enkelt bølgelængde. Ingen lyskilde kan gøre dette, og dette påvirker derfor perceptionen, (opfattelsen) af det lys der bliver produceret. Derfor vil samme objekt se ud til at have forskellige farver, når der bruges forskellige lyskilder (J. Chu et al. 2004, side 5). Transmission og absorption Transmission sker, når lys passerer igennem et transparent eller translucent materiale. Hvis lyset møder molekyler eller større partikler i materialet, vil en del af bølgelængerne blive absorberet. De bølgelængder der transmitteres, danner den farve der opfattes efter passagen gennem materialet. Hvis materialet er helt transparent, vil alle bølgelængder passere materialet, og det vil opfattes af øjet som hvidt. Hvis materialet derimod er helt opakt, vil alt lys blive absorberet og materialet vil opfattes som sort. Det er ikke kun lys og mørke, der kan bruges som eksempel. Har man et materiale, der absorberer røde bølgelængder vil grønne og blå bølgelængder transmitteres, og farven cyan (blandingen mellem grøn og blå, turkis) vil blive opfattet (J. Chu et al. 2004, side 6). Refleksion og absorption Refleksion sker, når lysstråler rammer et fast materiale og projiceres tilbage igen. Det kan ske på alt fra et æble til et fotografi. Ligesom for transmission bliver en del af bølgelængderne (farverne) absorberet af materialet afhængigt af dets molekylære struktur og densitet. De bølgelængder der ikke absorberes, men derimod reflekteres danner den farve der opfattes. Et objekt der reflekterer al lys, vil blive opfattet som hvidt, hvorimod et objekt der absorberer alt lys vil synes sort. Hvis enkelte bølgelængder absorberes og andre reflekteres, vil objektets farve opfattes, som farven af de bølgelængder objektet har reflekteret (J. Chu et al. 2004, side 6-7). Perception Bølgelængder der når øjet, enten ved emission, transmission eller refleksion, bliver modtaget af sensoriske celler i retina kaldet stave og tappe. Stave og tappe står for at opfange forskellige aspekter af lys. Stavene er 100 gange mere følsomme for lys end tappene, og de kan derfor gøre, at man kan se i dæmpet lys, dog viser stavene kun sort/hvid. Tappene derimod står for at detektere farver. Som skrevet tidligere indeholder øjet 3 forskellige typer tappe, hver enkelt reagerer på Side 7 af 33

8 bølgelængder, der tilnærmer sig henholdsvis farverne rød, grøn og blå. Variationer af disse bølgelængder vil stimulere hver tap i forskellig intensitet. Tap-cellerne sender signaler til hjernen, som oversætter signalerne til farver (Shier et al. 2009, side 282-3; J. Chu et al. 2004, side 8). Farver i tandplejen Farvepigment Farvepigmenter er de nuancer af farver et objekt indeholder. Da disse farver opfattes via enten transmission eller refleksion af lys, er de essentielt de samme som de farver, der anvendes i farvegengivelsen for reflektive og transmissive medier, som nævnt ovenfor. I tandplejen er det yderst nødvendigt at forstå pigmentfarver, da de er forbundet med farverne i restorative materialer (fx keramik og komposit plast). Derudover skal man have en grundlæggende forståelse for primære og sekundære/komplementære farver for at kunne opnå et tilfredsstillende æstetisk resultat (J. Chu et al. 2004, side 12). Primære og sekundære farver finder vi i farvehjulet, som blev designet af Sir Isaac Newton i 1666 for at lette forståelsen af farvekombinationer. Figur 1 viser én variant af hjulet (Sikri (Fig. 1 Farvehjulet Sikri 2010) 2010). De primære farvepigmenter er rød, gul og blå. Disse er farver, der opfattes, når en af RGB bølgelængderne er absorberet. Rød opfattes hvis grøn er absorberet, gul hvis blå er absorberet og blå hvis rød er absorberet. Sekundærfarver er grøn, violet og orange. Disse dannes ud fra to af de primære farver. Gul og blå giver grøn, blå og rød giver violet, og rød og gul giver orange. Farvekombinationer kan udvælges så de virker visuelt tilfredsstillende/harmoniske for menneskets øje. De består af to eller flere farver, der har en fast placering i farvehjulet. Det kan for eksempel være analogfarver, som er farver der står ved siden af hinanden i farvehjulet. Det kan også være komplementærfarver, som er to farver der står overfor hinanden i farvehjulet. Kombineres to komplementærfarver i samme mængde, vil det danne en form for kedelig grå, der absorberer og reflekterer/transmitterer alle bølgelængder i lige store mængder. Komplementærfarverne til primærfarverne er sekundærfarverne i par som ses på figuren (Sikri 2010; J. Chu et al. 2004, side 13-14). Side 8 af 33

9 Komplementærfarver kan kombineres for at sænke graden af for lyse restaureringer. Så hvis vi har behov for at gøre en restaurering i farve A3 på en Vita skala (se senere), som indeholder orange, lidt mørkere vil man tilføje lidt blåt (J. Chu et al. 2004, side 14). Farvedimensioner Ligesom de tænder vi prøver at matche, er farver multidimensionale. I begyndelsen af det tyvende århundrede etablerede Professor Albert H. Munsell et velordnet system for nøjagtig identifikation af hver farve. Identifikationen af farver inkluderer dimensionerne hue, chroma og value. Til disse dimensioner er der senere blevet tilføjet andre farveaspekter (translucens, fluorescens og opalescens) som Munsells farveanalyse ikke medindregnede (J. Chu et al. 2004, side 14). Hue beskriver en farvetone. Det er en sum af bølgelængder, som man fysiologisk opfatter som en given farve (Sikri 2010). Chroma er mætning eller styrke af hue. Hvis der tilføjes farvestof (fx rød) i et glas vand, og det samme farvestof tilsættes igen og igen stiger intensiteten, men farvetonen forbliver den samme. Når der tilføjes mere farvestof ser blandingen mørkere ud og således ses en stigning i chroma (Sikri 2010). Hue og chroma kan vurderes i det cervikale område af en hjørnetand, hvor emaljen er tynd og dentinen tyk. Hue er normalt ensartet i en persons tænder, mens chroma kan variere fra tand til tand (Pallesen & van Dijken 2006). Value eller lysstyrke/lysintensitet, er mængden af lys, der reflekteres fra et objekt. Munsell beskrev value som en sort-tilhvid gråskala, som går fra 0 (ren sort) til 10 (ren hvid) (J. Chu et al. 2004, side 15). Lyse objekter har høj value og reflekterer derfor lyset mere end lav-value objekter, som reflekterer lyset mindre og dermed vises mørkere. En krone kan derfor gøres lysere på to måder: enten ved at sænke chroma eller ved at øge value. Sænkning af value betyder mindre lysrefleksion fra objektet som derved fremtræder mørkere (Sikri 2010). Value vurderes på den incisale tredjedel af emaljen og selvom emalje i sig selv er farveløs, projicerer emaljen den underliggende dentinfarve (Pallesen & van Dijken 2006). Translucens er graden af transmitteret lys i forhold til absorberet eller reflekteret lys. Højeste translucens er transparens (alt lys transmitteres/går gennem objektet). Laveste translucens er opacitet (alt lys absorberes eller reflekteres) (J. Chu et al. 2004, side 16). Incisalkanten af en naturlig tand er translucent. Dette skyldes, at dentinen ikke når helt ud incisalt og der derfor kun er emalje i det incisale område, som er gennemskinneligt. Specielt hos børn og unge mennesker, hvor der ikke ses slid, kan et stort område af translucent emalje erkendes. Den letteste måde at se tandens translucens på i klinikken er ved at dæmpe lyset en smule og se tanden op imod en helt sort baggrund (Tapia Gaudix 2014). Translucensen af emalje varierer med lysets indfaldsvinkel, tandens overfladestruktur og glans, lysets bølgelængde og dehydreringen af tanden (Sikri 2010). Side 9 af 33

10 Fluorescens er et fænomen som består i, at der udsendes langbølgede/synligt lys fra et stof som påvirkes af ikke-synlig energi fx elektronstråling eller kortbølgende/ikke synligt lys. I en naturlig tand er det først og fremmest forekommende i dentin på grund af den større mængde af organisk materiale. Fluorescerende pulvere tilføjes til tandfarvede kroner for at øge mængden af returnerende lys, udviske misfarvninger og sænke chroma. Dette er især en fordel i høj-value nuancer, hvor det tilføjes til de porcelænslag, der repræsenterer dentinen, fordi det kan hæve value uden negativ indflydelse på translucensen (Sikri 2010). Fluorescensen af en naturlig tand vil reflektere blåt lys, når man udsætter den for UVbelysning, hvilket vil få tanden til at fremstå blåhvid. Et materiale uden fluorescens vil se mørkt ud på fx et diskotek med UV-belysning, se fig. 2 (Pallesen & van Dijken 2006). (Fig. 2 Tænder i UV-belysning. 1+1 restaureret med et material uden fluorescens. Lutskaya et al. n.d.) Opalescens er det fænomen, hvor et materiale forekommer at være af én farve, når lyset reflekteres fra det og en anden farve, når der sendes lys gennem det. Opalstene virker som prismer og bryder forskellige bølgelængder i varierende grader (Sikri 2010). De korte bølgelængder reflekteres på overfladen og synes blå for øjet. De lange bølgelængder derimod skaber gennemfaldende lys ved at gå igennem emaljen, hvorved denne synes orange (Pallesen & van Dijken 2006). Hydroxyapatitkrystaller i emaljen fungerer som prismer. Lysbølgelængder har forskellige grader af gennemskinnelighed gennem tænder og dentalmaterialer. Emaljens opaliserende effekt gør tanden lysere og giver den optisk dybde og vitalitet (Sikri 2010). Elementer der påvirker farver Som beskrevet ovenfor opstår farvefænomener i et holistisk samspil mellem fysiske, kemiske og fysiologiske faktorer og der er således mange faktorer, der kan påvirke, hvordan en farve opfattes. Havet er et godt eksempel herpå. Det kan ikke alene opfattes som entydig blåt, men kan fremstå med forskellige nuancer og klarhed af bl.a. blå, grøn og grå. Opfattelsen er afhængig af den synlige lysenergi, i dette tilfælde solens energi. De omgivende elementer, såsom himlen og stranden m.m. kan ligeledes skabe kontraster, der påvirker opfattelsen af havets farve(r). Desuden kan havets farve variere, afhængig af øjnene der ser, selv under samme belysning og omgivende forhold. Dette betyder altså, at farver har andre egenskaber og kvaliteter, som ikke alene kan måles i bølgelængde, men som vi umiddelbart kan sanse med vores øjne. Øjnenes tilstand, der bl.a. kan påvirkes af sygdom, alder, humør og ernæring, er derfor også en essentiel faktor for, hvordan farve opfattes af individet. Side 10 af 33

11 Lyskilde Farveopfattelsen er kraftigt afhængig af lyskilden, idet en farve afhænger af både mængden af energi, der er til stede i hver bølgelængde (kvantitativ) og hvilke bølgelængder, der er repræsenterede (kvalitativ). Lyskilder inddeles groft i to kategorier: dagslys og kunstlys. Variationen i farveopfattelsen blandt de forskellige lyskilder skyldes forskelle i deres udstrålingsenergi, der angives i grader Kelvin (K) og betegnes som en lyskildes farvetemperatur (Gad & Lund, 2000, s ). Commision Internationale de l Éclairage (CIE), Den Internationale Belysningskomité, etablerede i 1931 et farvesystem, der kategoriserer lyskilder afhængig af deres farvetemperatur og dermed effekt på farveopfattelsen. I deres rapport angives tre standard-lyskilder A, B og C samt en serie af D-lyskilder, en hypotetisk E-lyskilde og uofficielt, en serie af fluoroscente F-lyskilder (J. Chu et al. 2004, side 20-24). Lyskilderne udsender farvekorrigeret lys og hører til en undergruppe af kunstlys, der har til formål at ændre lysets overordnede farve ved at ændre på deres farvetemperatur. Ved farvevalg til restaurering af tænder i klinikken anbefales det at anvende en D 50 -lyskilde, der har en farvetemperatur på ca K. Denne lyskilde giver den bedste kvalitative og kvantitative erstatning af naturligt dagslys og dermed den bedste mulighed for korrekt farveopfattelse og farvebestemmelse (J. Chu et al. 2004, side 20-24). Indeholder lyskilden i klinikken ikke alle de tilstedeværende farver i tanden, vil alle tandens farver ikke være synlige med utilstrækkelig farvegengivelse som konsekvens. Farvevalget bør foretages under indirekte belysning, da en direkte belysning vil have en bestrålingsenergi, der er for høj. Tandens individuelle karakteristika vil i stedet blændes af lyskildens refleksion, hvorved lyskildens egen farve hovedsageligt vil opfattes af øjet, frem for tandens farver (Kihl 1990). Naturligt forekommende dagslys er det bedste og nemmeste alternativ til en farve-korrigeret lyskilde. Selvom dagslyset forandrer sig fra dag til dag og i løbet af dagen, er det dog en rimelig konstant bredspektret lyskilde (Kihl 1990). Metamerisme Metamerisme er det fænomen, at et farvet objekt fremtræder med en farve ved et givent lys og en anden farve ved et andet lysforhold. Overført til tandlægepraksis dækker metamerisme over det fænomen, hvor et farveprøvelegeme eller en restaurering matcher det naturlige tandsæt under et givent lysforhold, fx ved indirekte sollys, men adskiller sig fra resttandsættet under et andet lysforhold fx under fluorescerende lys. Fænomenet kan i yderste tilfælde give et utilfredsstillende resultat og kræve omlavning af restaureringen. Den sikreste metode til at undgå metamerisme er, at evaluere farveprøvelegemets match med resttandsættet under varierende lysforhold (J. Chu et al. 2004, side 28-30; CB). Dog kan en mindre grad af metamerisme ikke undgås, hvorfor patienter forud for behandling bør informeres om, at det ikke altid er muligt at opnå et helt præcist farvematch (Sikri 2010). Side 11 af 33

12 Øjet Farver er det vi ser og opfatter gennem det humane visuelle system, herunder øjet og CNS. Øjets farveopfattelse er ikke nødvendigvis sideløbende med den fysiske årsag til farvens opståen (Kihl 1990). Elektromagnetisk stråling fra en lyskilde modtaget på øjets nethinde/retina, der er lokaliseret på bagsiden af øjeæblet, (se fig. 3), udløser et farvestimulus af fysiologisk karakter, der videresendes til centralnervesystemet (CNS) (Berns, 2000, s ). (Fig. 3 Tværsnit af øjet, National Eye Institute 2009) Lyset kommer ind i øjet via pupillen. Pupillens størrelse afhænger af den lysintensitet som rammer nethinden (latin: retina): pupillen bliver mindre ved høj lysintensitet og større ved lav lysintensitet. Jo større pupillen er, jo mere upræcis bliver farveopfattelsen og omvendt. Fovea er centrum i Macula og er nethindens optiske centrum (se fig. 3). I Macula findes kun tappe, som er mindre og tættere pakket, end i øjet i øvrigt. Derfor er farveopfattelse og differentiering optimal her. (J. Chu et al. 2004, side 21). Vi oplever omverdenen som ét billede, men i virkeligheden fordeles sanseindtrykkene til forskellige centre i CNS. Farveopfattelsen analyseres i ét område af hjernen, mens tandens form analyseres i et andet. Synsprocessen er en aktiv proces, hvor hjernen hele tiden forsøger at konstruere et sammenhængende og meningsfyldt billede (Kihl 1999). Kontrasteffekter Kontrasteffekter udgør en gruppe af visuelle fænomener, der kan ændre farveopfattelsen betragteligt samt evnen til at evaluere farven med et klart objektivt perspektiv. Effekterne kan skabe optiske illusioner, der er svære at tyde med mindre observatøren er forberedt på dem. Simultan kontrast opstår, når to farver observeres på samme tid. Når mere end én farve observeres, vil hjernen automatisk forsøge at opnå en harmonisk balance mellem farverne ved at få dem til at nærme sig hinanden (J. Chu et al. 2004, side 31-32). Identiske farver kan opfattes forskelligt afhængig af omgivelsernes value, hue og chroma. Ved value kontrast vil objektets farve fremstå mørkere i lysere omgivelser og vice versa. Ved hue kontrast vil objektets farve synes at have skiftet mod Side 12 af 33

13 den omgivende farves komplementær farve og ved chroma kontrast vil objektets farve fremstå mere intens i omgivelser med lavere mæthed og vice versa (J. Chu et al. 2004, side 32-38). Disse kontraster gør sig også gældende i klinikken, hvor omgivende farvers interferens kan påvirke farveopfattelsen. Derfor anbefales det, at den forstyrrende effekt af kulørt tøj og make-up, i særdeleshed læbestift, neutraliseres forud for farvebestemmelse lige så vel som naturlige tænders misfarvninger fjernes (Kihl 1999). Vores øjne vænner sig automatisk til en farve efter at have observeret den i mere end 5-7 sekunder, hvorfor et farvevalg bør foretages relativt hurtigt for at undgå øjets farveadaptation. Efter en kort pause kan den primære farvebestemmelse kontrolleres. Observeres farver umiddelbart efter hinanden, kan opstå et såkaldt efter-billede af den første farve, der påvirker opfattelsen af den næste farve. Effekten kaldes successiv kontrast og kan minimeres ved at kigge på en baggrund med det første objekts komplementærfarve. Ved farvevalg til restaureringer i tandsættet vil en blå farve være passende til at hindre den successive kontrast, da denne er komplementærfarve til rød-gullige farver (Sikri 2010). Optimalt bør øjnene have en pause med en neutral grå baggrund, fx Pensler Shield (Kulzer), som er designet til at kunne afskærme baggrundsfarvers blændende effekt (Boksman 2007; Kihl 1999). Omgivelsernes areal og relative stilling kan også skabe kontraster. Store tænder fremstår lysere, da de reflekterer mere lys, hvorimod små tænder fremstår mørkere. Lyse tænder fremstår større og vice versa. Effekterne kan skabe disharmoni i tandsættet, men ved at have kendskab til dem kan de også anvendes til at skabe harmoni, eksempelvis ved at få en stor tand til at syne mindre ved at sænke dens value. Det samme gør sig gældende for tændernes relative stilling, der også kan skabe optiske effekter. Tænder der er tippet tilbage i tandrækken (retroklineret) fremstår mørkere og tænder der står fremme i tandrækken (proklineret) fremstår lysere (J. Chu et al. 2004, s ). Konventionelt farvevalg Konventionelt farvevalg ud fra farveprøvelegemer alene vil ofte ikke give et tilstrækkeligt æstetisk resultat. Det skal nærmere ses som en guide i stedet for en definitiv match pga. naturlige tænders mange nuancer (J. Chu et al. 2004, side 52-59). Hvis det blot er én enkelt tand der skal restaureres, vil patientens interesse ofte være, at få den til at ligne nabotænderne mest muligt. Skal flere tænder i fronten restaureres, kan patientens ønsker derimod være mange. Nogen har et klart ønske om, at tænderne skal blive så hvide som muligt, mens andre ønsker en mere naturlig gengivelse. Derfor er en forudgående grundig anamnese og forventningsafstemning vigtig (J. Chu et al. 2004, side 52-59). Side 13 af 33

14 De forskellige skalaer Det er nemmere for den uerfarne kliniker at matche tændernes naturlige farvenuancer med value-baserede farveskalaer end hue-baserede farveskalaer, da øjet er mere følsomt overfor ændringer i value end ændringer i hue (J. Chu et al. 2004, s. 61). I mange tilfælde vil det give et klinisk acceptabelt resultat, hvis value og chroma matcher, selvom restaureringens hue afviger en smule fra de naturlige tænder. (GN, LH) Der findes et utal af farveskalaer til vurdering af farven på keramiske restaureringer. Nedenfor beskrives de to konventionelle farveskalaer, der hyppigst anvendes af tandlæger (Tapia Gaudix 2014). VITA classical Shade Guide Denne farveskala blev introduceret under navnet Vita Lumin-Vacuum i 1953 og er dannet af keramikprøver svarende til fabrikantens keramik. Skalaen anses som en primitiv model, som først og fremmest deler farverne op i de forskellige farver (hue). Derfor er denne skala beregnet til at vælge hue først (Kihl 1999). Hue er kategoriseret ved hjælp af bogstaver, A, B, C og D hhv. repræsenterende rød-brun, rød-gul, grå og rød-grå som basisfarve. Herefter vurderes value og chroma. Chroma bliver omtalt som 1, 2, 3, 3.5 eller 4 i Vita shade guide (Kim et al. 2009; Pallesen & van Dijken 2006). Den traditionelle opstilling af farveprøvelegemerne vil derfor se ud som på fig. 4 gående fra A1-D4 (Kihl 1999; Marcucci 2003). (Fig. 4, Marcucci 2003) Value er ikke repræsenteret som hverken tal eller bogstaver i VITA classical Shade Guide. Der er dog lavet opstilling af farveprøvelegemerne, således at value lettere kan vurderes. (GN,LH) Opstillingen ændres således til: B1, A1, B2, D2, A2, C1, C2, D4, A3, D3, B3, A3.5, B4, C3, A4, C4 (VIDENT n.d.) I 1998 skiftede Vita Lumin-Vacuum farveskalaen navn til VITA classical Shade Guide. Denne navneændring kom i forbindelse med Vitas nye farveskala: Vitapan 3D Master (Marcucci 2003). Side 14 af 33

15 Vitapan 3D Master Denne skala rummer et bredt spektrum af farver, som således imødekommer stort set alle naturligt forekommende farver. Konceptet er baseret på at value, chroma og hue er placeret lige langt fra hinanden i skalaen, for på den måde at øge overskueligheden og kontrasten mellem hinanden, se fig. 5. Det skulle gøre det lettere at finde den rette farve (Derbabian et al. 2001; Kihl 1999). Det er en valuebaseret farveskala, som indeholder 5 value grupper. Inden for hver value gruppe er der 3 farveprøvelegemer som alle har samme value, men med ændring i hue og chroma. Som man kan se på figuren nedenfor ser de tre farveprøver meget forskellige ud (fig. 6 A), men når man ser samme farveprøver i sort/hvid-skala, som value er, kan man ikke se forskel og disse prøver tilhører derfor samme gruppe (fig. 6 B) (Derbabian et al. 2001). (Fig. 5 Vitapan 3D Master farveskala VIDENT n.d.) (Fig. 6 A og B, Derbabian et al. 2001) Farvevalget kan fastlægges ud fra en 3-trins procedure. Først vælges value inden for de 5 grupper. Value er den øverste farveprøve i hver gruppe. Da disse farveprøver indeholder den laveste mængde hue og chroma bliver det nemmere for øjet at differentiere nuancerne af value. Ved andet trin vælges chroma. Chroma tiltager nedefter i de lodrette grupper (Marcucci 2003; Derbabian et al. 2001). Det er ofte tydeligt, hvilken chroma der passer bedst, da value allerede er valgt og man derfor kun skal kigge på chromaniveauet. Til sidst bestemmes hue. Her bliver det en vurdering af, om tanden er mere rød eller gul end den valgte farveprøve. Naturlige tænder vil ofte ligge i det mere røde eller gule områder, mens blegede tænder ofte vil være mere blå eller kolde i farven (Derbabian et al. 2001). Side 15 af 33

16 Kliniske aspekter Tænders dehydrering Under lange behandlinger, udtørres tænderne når patienten sidder med åben mund og ved luftpåblæsning. Denne dehydrering giver anledning til overfladeændringer, der resulter i en farveændring, som opfattes som en mindre blegning af tanden (Restrepo-Kennedy 2012). Tages farveprøven efter tanden er blevet dehydreret vil restaureringen blive for lys når tænderne igen re-hydreres. Det er derfor altid en god idé at tage farveprøven inden behandlingsstart (GN, CB) (Du et al. 2012). Metoder til at imødese kliniske influerende faktorer Til at kompensere for alle disse udfordringer og forhold er der en række metoder. Er patienten domineret af mørke nuancer i det dentoalveolære område kan vælges en lavere value til restaureringen, mens lyse patienter kræver en højere value for at give et harmonisk udseende. Bærer patienten læbestift skal denne fjernes inden der tages farveprøve, for at mindske kontrasteffekter. For bedre at kunne vurdere den naturlige tands chroma kan bruges et lyseblåt eller gråt baggrundskort med relativt lavere chroma end tanden, for at få tandens nuancer til at træde kraftigere frem. Hvis en restaurering synes for stor, kan man optisk få den til at syne mindre ved at sænke valuen en nuance. Dette optiske trick kan også bruges til retruderede og protruderede tænder, som ved restaurering kan gøres hhv. en nuance lysere eller mørkere, afhængig af om man vil fremhæve dem eller gøre dem mindre synlige (J. Chu et al. 2004, side 31-3). Teknologibaseret farvevalg Ovenfor har vi beskrevet farvevalg baseret på en subjektiv vurdering af farverne. Der findes også teknologisk baserede metoder til farveanalyse. Flere kliniske studier viser at computer-assisteret farveanalyse er mere præcis og konsekvent sammenlignet med konventionelt farvevalg (Paul et al. 2002). Behovet for forbedring af farvevalgspræcisionen blev gjort klart i et studie, som viste, at 80 % af undersøgelsens patienter kunne se forskel på farven af deres naturlige tænder og deres restaurerede tænder (Ishikawa-Nagai et al. 1992). Der synes således at være god grund til, at tandlæger og klinisk personale bestræber sig på at forbedre kvaliteten af farvevalget til æstetiske restaureringer (J. Chu et al. 2004, side 78). Generelle fordele ved teknologibaseret farvevalg: - Ingen indflydelse fra omgivelserne - Standardiseret lyskilde - Resultatet er reproducerbart Side 16 af 33

17 En fejlkilde ved farvemålingen kan være, at hydrerede tænders overflade har en signifikant indflydelse på farveperceptionen, specielt hvad value angår. Jo glattere (mere refleksiv) en tandoverflade er, jo lysere vil overfladen syne. For at undgå dette problem har nogle systemer filtre for at eliminere overfladeglansen. Har systemet ikke et sådant filter vil farvemålingerne af value ofte være for høje og give fejl. Valget af apparat skal derfor være nøje overvejet (J. Chu et al. 2004, side 78+87). Fordele og ulemperne ved de enkelte teknologibaserede metoder beskrives under afsnittene. De forskellige teknologiske apparater Målinger af farvekompositionen i tanden med teknologiske apparater kan ske på to forskellige måder. Nogle apparater foretager en såkaldt Spot measurement (SM). Dette betyder at der kun måles på ét lille areal på tandens overflade, ofte et område på omkring 3 mm 2. Det er apparatets størrelse og diameter, der afgør, hvor meget af tandens overflade, der kan måles. Ligeledes er det apparatets størrelse, der afgør hvor langt tilbage i mundhulen målingen kan tages, da nogle apparater er for store til komme ind posteriort i mundhulen. Én måling vil ikke være nok til at fastsætte farvenuancerne på tandoverfladen. Derfor er der behov for at tage flere målinger med et SM-apparat for at gengive tandens heterogene overflade. Ét eksempel på et SM-apparat er Easyshade fra VITA (J. Chu et al. 2004, side 80). Den anden måde er complete-tooth measurement (CTM). Ved CTM-systemer er et digitalkamera som måler på hele tandoverfladen og giver et farvekort af tanden på ét billede. Dette giver tandlæge og tekniker en mere reproducerbar information om tandens struktur og farve. Billederne kan så sendes til teknikeren. Eksempler på sådanne digitalkameraer som måler farve er fx ikam fra DCM og ShadeScan fra Cynovad, hvorimod almindelige digitalkameraer ikke foretager egentlige målinger, men kun gengiver farverne i et billede (J. Chu et al. 2004, side 81, 98-9). RGB apparater RGB farvemodellen (en farvemodel som beskriver de farver, vi ser og arbejder med i digitale billeder) er et eksempel på et emissivt medie. Der dannes farver ved at emittere bølgelængder, der er en blanding af rød, grøn og blå (RGB). Det virker i et elektronisk medie såsom en computer eller et fjernsyn. Digitalkameraer repræsenterer den mest almindelige form for elektronisk farvegengivelse (Paul et al. 2002). Sensoren der fanger og gengiver et emissivt medie, fungerer ligesom øjet ved at percipere rød, grøn og blå i forskellige intensiteter, så der dannes forskellige farver. Dermed er det vigtigt at notere sig, at et digitalkamera er subjektivt på samme måde som et øjet, og vil derfor ikke altid gengive den præcise (tand-) farve, som der ses på patienten (J. Chu et al. 2004, side 9-10). Subjektiviteten ligger bl.a. i at farverne gengives forskelligt alt efter hvilken fabrikant og linse der bruges. Ligesom øjet, fortolker digitalkameraer farver forskelligt, hvilket gør en standardisering meget svær. Nogle billeder changerer i det blå område, hvorimod andre hen mod det røde. Lyset i klinikken kan påvirke kameraets fortolkning af farverne og kan med Side 17 af 33

18 fordel sættes efter tandteknikerens anbefalinger, således at tanden gengives i samme lys på laboratoriet som i klinikken (Griffin 2009; J. Chu et al. 2004, side 84). Digitalfotografering kan være et ideelt supplement til at kvalitetstjekke et farvevalg. For eksempel kan et referencefoto tages af tænderne med et konventionel farveprøvelegeme holdt op imod tænderne (se fig. 7). Dette kan lette kommunikationen mellem tandlæge og tandteknikeren (J. Chu et al. 2004, side 83). (Fig 7, Et eksempel på digitalt referencefoto, Marcucci 2003) Spectrophotometer Et spectrophotometer måler og registrer mængden af value, chroma og hue i den synlige strålingsenergi, der reflekteres eller transmitteres på et objekt, én bølgelængde af gangen. Herved opnås en enorm mængde data som skal manipuleres for at oversætte data til et brugbart format, hvor tanden fx er delt op i sektioner ud fra hue og chroma (se fig. 8) (J. Chu et al. 2004, side 81 og 85). De fleste tandteknikere har svært ved at se fordelene ved anvendelse af et spectrophotometer. De fleste informationer vil ikke kunne bruges, da det ikke er muligt at påbrænde porcelæn i de mønstre, som spectrophotometerets høje detaljeringsniveau gengiver. (GN, CB) (Fig. 8 Målinger taget med et SpectroShade apparat, Spectroshade n.d.) Side 18 af 33

19 Spectrophotometre bliver derfor relativt sjældent brugt, men også fordi udstyret er og komplekst. Yderligere har det indtil for nyligt heller ikke været muligt at måle farven på tænderne in vivo på disse maskiner. Spectrophotometre virker bedst ved deres spherical optics, som betyder at et objekt indføres i maskinen (fx en kunstig protesetand), hvorefter det belyses fra forskellige vinkler og retninger. Dette giver en meget præcis spektralanalyse, men kan i sagens natur ikke anvendes i mundhulen (Tung et al. 2002; J. Chu et al. 2004, side 85). Et eksempel på et spetrophotometer udviklet til klinisk brug er SpectroShade fra MHT. SpectroShade systemet bruger to digitalkameraer der er koblet til spectrophotometeret for at måle tandfarven. På den måde belyses tanden fra to sider så man kan måle translucensen og refleksionen (J. Chu et al. 2004, side 86). To ud af de tre teknikere vi besøgte havde haft én tandlæge ud af et patientkartotek på omkring 200 tandlæger, der brugte dette apparat, men som begge var stoppet med det igen, fordi det tog meget ekstra tid uden at det æstetiske resultat blev signifikant forbedret (GN, CB). Colorimetre Mange studier på naturlige tænder både inden- og udenfor mundhulen, er blevet lavet med colorimetre. Disse instrumenter er blevet udviklet til direkte at måle farve som det modtages af øjet. Undersøgelser, der er lavet for at teste om der er en sammenhæng mellem den måde et colorimeter observerer farver på og den måde menneskets øje gør det, har ikke givet et entydigt resultat. Nogle undersøgelser viser at der er en sammenhæng og andre viser ingen signifikant sammenhæng (Tung et al. 2002). Et colorimeter filtrerer det synlige lys og afgør farven af et objekt. Veldesignede colorimetre er mere effektive end spectrophotometre, da de kun lagrer de nuancer af hue, value og chroma, som er anvendelige i klinikken. På den måde kan et colorimeter give en mere nøjagtig farveinformation, sammenlignet med et spectrophotometer. Samtidig undgås unødvendige farvemålinger og dermed unødigt tidsforbrug og computerplads. Et colorimeter som X-Rites ShadeVision systemet giver en simpel og konsekvent farvemåling og kan lette kommunikationen mellem klinikken og laboratoriet, såfremt begge har dette aparatet og tilhørende software. Dette har vist sig at forbedre kvaliteten af farvevalget markant sammenlignet med de traditionelle teknikker (Tung et al. 2002; J. Chu et al. 2004, side 86-7). Tandteknikerne vi besøgte havde ikke tandlæger, der brugte colorimetre og havde derfor heller ikke selv softwaren, der kunne understøtte sådanne data (GN, LH, CB). Teknikeren anbefaler I forbindelse med vores besøg hos de tre tandteknikere spurgte vi dem om forskellige punkter indenfor farvevalg, herunder om deres kendskab til og brug af teknologibaserede farvevalgsapparater. To af tandteknikerne havde deres eget forslag til, hvad tandlæger kunne fokusere på, hvis der var behov for l optimering af farvevalg med teknologibaserede hjælpemidler. Side 19 af 33

20 Smile Lite og Smile Capture fra Smile Line Tandlæger har, ifølge de teknikere vi besøgte, svært ved at tage fotos, der kan bruges af teknikeren. Nogle tandlæger tager fx billederne efter præparationen, hvor tænderne er dehydrerede. Teknikeren har derfor ikke mulighed for at vide, hvilken farve tanden og nabotænderne havde som udgangspunkt. Én af teknikerne (CB) omtalte et hjælpemiddel fra firmaet Smile Line, der kan bruges til at tage fotos af tanden inden præparation. Komponenten Smile Capture giver mulighed for at tage intraorale billeder ved at koble Smile Lite lyskilden til en iphone. Billederne kan tages uden filtreret lys (LED dagslys) eller med filtreret lys (polariserende Style Lense), som fjerner glansen på billedet, således at hue, value og chroma lettere kan erkendes. Det er muligt, ligesom ved brug af digitalkameraer, at holde farveprøvelegemer op, for at give en farvereference til teknikeren, se fig. 9 (SmileLine n.d.) (CB). (Fig. 9 Snapshots fra vejledningsvideo, SmileLine n.d.) Kommunikation mellem tandlæge og tandtekniker Når en tand skal have en restaureres med keramik og tandens farve ønskes gengivet, er det vigtigt at tage farveprøven inden præparationen påbegyndes. Afhængig af tandlægens præferencer og evner samt aftale med tandteknikeren, kan farveprøven enten foretages hos tandlægen eller hos tandteknikeren. Ved fortænder, hvor det kosmetiske behov er stort, forekommer det oftest, at patienten får foretaget farveprøven hos tandteknikeren. Herved opnås det mest præcise resultat, da farveopfattelsen begrænses til tandteknikeren, og subjektive forskelle i farveopfattelse mellem tandlæge og tandtekniker elimineres. Følgende er et skriftligt referat af vores interviews af tre tandteknikere: Claes Bülow (CB), Gytte Nordin (GN) og Lene Hyldgaard (LH). Side 20 af 33

21 Basis-farveprøve hos tandteknikeren Det er vigtigt, at forventningsafstemme med patienten, dvs. en afklaring af patientens egne ønsker, samt en faglig vurdering af hvad der er muligt og forsvarligt. Ved enkelttandsrestaureringer er det æstetiske ønske (farve og form) oftest foreneligt med udseendet af den tilsvarende kontralaterale tand. Skal der derimod foretages en større renovering af tandsættet, der involverer mange tænder, kan andre ønsker om æstetik gøre sig gældende. For den patientgruppe, der ønsker helt hvide tænder, er det vigtigt at forklare, at hvid er mange farver og at en ren, snehvid farve sjældent vil give et naturligt udseende. Essentiel viden om tænder og materialers farve skal på bedst mulig vis formidles til patienten, så patienten føler sig velinformeret og i bedre stand til at være med til at træffe en beslutning om valg af farve. Grundig information er en vigtig del af en succesfuld behandling, men eftersom farvelære er komplekst, kan denne vidensdeling også være en særdeles vanskelig udfordring (CB). Tændernes facon (morfologi) har også betydning. Ved restaurering af slidte/eroderede tænder kan det evt. bestemmes ud fra gamle fotos. Det kan også være nødvendigt at foretage en diagnostisk opmodellering (som man tror det skal være) og lave et provisorium, som patienten kan forholde sig til. Anvendes farvekorrigeret belysning kan farveprøven tages ved stolen uden behov for naturligt dagslys (CB, LH). Alternativt anbefales det at tage farveprøven i naturligt dagslys, dog uden direkte sollys (GN). For at opnå størst mulig farvepræcision, er det vigtigt at vurdere farveprøvelegemerne under forskelligt lys (CB). Tandens basisfarve er den grundfarve størstedelen af restaureringen skal besidde, men som kan afvige enkelte steder på tanden, fx cervikalt eller incisalt. Når basisfarven er bestemt, undersøges og bestemmes eventuelle karakteristika, fx områder med små hvidlige nuancer, områder med højere translucens oftest svarende til de incisale eller okklusale hjørner m.m. (LH, GN). Foretages farveprøven hos tandteknikeren tages et foto med let åben mund og med afslappede læber. Fotoet anvendes til at bestemme den naturlige tandbues forløb. Herefter tages stilling til, hvorvidt der med restaureringen er behov (og mulighed) for at kompensere for eventuelle afvigelser i regionen, der af æstetiske eller funktionelle grunde ønskes rettet. Desuden tages et smilebillede for at kunne vurdere smilelinjen. Teknikeren vurderer også patientens profil for at se, hvor meget tænderne prominerer, da dette har en betydning for både morfologi og farve (LH). Hvis tanden er retroklineret eller inverteret i forhold til tandbuens øvrige forløb, kan restaureringen eventuelt udbygges facialt, så tandbuen får et mere jævnt forløb. Dette kræver dog, at der er plads, da en for prominerende tand vil give en uharmonisk profil (LH). Den hyppigste årsag til at en restaurering ønskes udbygget er, at den ofte synes mørkere end de andre tænder, især på billeder. Fænomenet skyldes, at den retroklinerede/inverterede tand reflekterer mindre lys samtidig med at nabotænderne kaster skygger over tanden. Derfor har mange patienter et ønske om at få korrigeret dette (LH). Når tandlægen har foretaget materialevalg tager tandteknikeren farveprøven, med fotos af de valgte farveprøvelegemer ved siden af tanden, for at have en farvereference (LH). Glaskeramik og feldspatisk keramik kan laves med stor Side 21 af 33

22 translucens, så tandens naturlige farve skinner igennem, mens oxidkeramik er opake og kan dække misfarvninger i tanden. Materialernes forskellige gennemskin har derfor stor betydning for den endelige restaurerings udseende. Materialerne stiller ligeledes forskellige krav til tykkelse mht. æstetik og styrke og det er derfor vigtigt, at tandlægen er opmærksom på det, så den rette præparation udføres til det valgte materiale Tandteknikeren kan evt. være med til at bestemme det mest hensigtsmæssige materialevalg til den pågældende restaurering, således at præparationen kan udformes så den opfylder materialets krav (LH, CB). Generelt er morfologi, overfladestruktur og value noget af det vigtigste og er disse nøjagtige kan det kompensere for en upræcis hue. Overfladestrukturerne skabes under opmodelleringen af porcelænet. Det er dog muligt at pudse sig til mindre ændringer efterfølgende (LH). Overfladestrukturerne er ligeså vigtige (hvis ikke vigtigere) som farvevalg, for at opnå et naturligt, æstetisk resultat. Hvis restaureringens overfladestruktur ikke svarer til nabotændernes vil det give et unaturligt udseende (CB). Det sigtes efter, at reflekserne placeres lig resttandsættets, da lyset ellers vil brydes forskelligt og farverne opfattes forskelligt. Når kronen er fremstillet indkaldes patienten til indprøvning hos tandteknikeren, hvor farve og form kontrolleres. Såfremt farven skal korrigeres fjernes noget af keramikken, hvorefter et nyt lag lægges på i en mere passende farve. Der males altså ikke på kronerne for at få farven til at passe, da det æstetisk ikke giver et lige så tilfredsstillende resultat (GN, LH). Efterfølgende poleres kronen ned diamantpudsepasta de steder, hvor der er slebet/korrigeret, så reflekserne kommer til at ligge præcist (CB). Ved de kroner og facader, hvor tandens farve skinner igennem keramikken, prøves kronen på patienten med en provisorisk indprøvningscement, dvs. en cement der passer til farven på den cement, kronen skal cementeres med. Dette gøres fordi plastcementens farve i disse tilfælde har betydning for det endelige resultat (LH). For teknikeren er det nemmere at bygge en keramiktand op med mange detaljer og nuancer end en stor lys ensartet tand (GN, CB). Derfor er det særligt vigtigt at lade teknikeren tage farveprøve af de lyse ensartede tænder. Basis farveprøve hos tandlægen Ved kindtandsrestaurering foretages farveprøven oftest hos tandlægen (GN). Kindtænderne er ikke nær så synlige som tænderne i fronten og kravet til æstetik er derfor ikke lige så højt som i frontregionen. Selvom detaljerne er mindre tydelige skal basisfarven og de tydeligste karakteristika passe ind i resttandsættet, for at give et harmonisk udseende. Især okklusalfladen på kindtænder i underkæben er synlig. For at teknikeren kan vurdere de lokale forhold, anbefales det at tage et foto af den præparerede tand, hvor et farveprøvelegeme i tandens basisfarve/stubfarve holdes op til tanden. Den behøver ikke at være helt præcis, men tages blot for at give tandteknikeren en idé om, hvilket materiale der vil være mest hensigtsmæssigt at bruge. Er stubben Side 22 af 33

23 eksempelvis meget lys kan transparent keramik anvendes, mens en mørk stub kræver en opak inderkerne, for at hindre den mørke farve i at skinne igennem (GN, LH, CB). Hvis der tages farveprøve til en fortandsrestaurering hos tandlægen, vil tandteknikeren nemt komme til at mangle nogle oplysninger, hvis der kun tages et enkelt foto. For at give flest mulige oplysninger ønsker tandteknikerne fotos af tanden/tænderne inden, der præpareres. Desuden ønskes et billede af patienten med let åben mund, som skal anvendes til at vurdere læbens forløb i forhold til tandbuen (LH). Mundhulens mørke baggrund vil her afsløre, hvor tandens translucens ligger placeret (CB). Et smilebillede medsendes ligeledes, for at gengive, hvor meget af tanden der er synlig, når patienten smiler. Det kan også være en god idé at tage et billede af patienten i profil, så teknikeren kan vurderer tændernes individuelle og indbyrdes prominens. Billeder med farveprøvelegemer svarende til hver lille nuance, der ønskes gengivet i restaureringen hjælper teknikeren godt på vej, fx et hvidligt farveprøvelegeme, der skal gengive områder med dental fluorose (LH). Yderligere kan suppleres med et billede fra hver side, hvor patienten bider sammen. Dette kan give vigtige oplysninger om, hvorvidt teknikeren kan regne med at sammenbidet passer (CB). Hvis det er større konstruktioner, fx en hel overkæbe, så er det vigtigt med et frontalt foto, hvor pt. kigger direkte ind i kameraet. Det er nemlig afstanden mellem øjnenes pupiller der afgør, hvor ansigtets midtlinje er placeret (LH). For at få en præcis gengivelse at midtlinje og horisontalplan, når modellerne indstøbes i artikulator, vil en ansigtsbueregistrering være en yderligere hjælp for teknikeren (CB). For at opnå harmoni i tandsættet, tages en farveprøve af modstående kæbes tænder (GN). Tandteknikerne foretrækker at modtage fotos elektronisk, da de ikke bliver væk og er nemmere at opbevare i et digitalt kartotek (CB). Arbejdsseddel Foretages farveprøven hos tandlægen har arbejdssedlen stor betydning for det grundlag tandteknikeren har at arbejde ud fra (CB). Alt hvad tandlægen gør sig af tanker omkring præparationsteknik og det ønskede resultat skal skrives ned, så teknikeren ved, hvad han/hun skal arbejde hen imod (CB, LH). Det er bedst af få det på skrift, frem for at ringe til teknikeren, da tandteknikeren ikke har kapacitet til at huske forskellige tandlægers ønsker. Derfor er det en stor hjælp for tandteknikeren at være omhyggelig med udformningen af arbejdssedlen, da det i sidste ende giver et hurtigere og bedre resultat for både tandlæge, tandtekniker og patient (CB). Helt basalt skal patientens navn og CPR-nr. fremgå af arbejdssedlen samt, hvornår restaureringen ønskes færdig. Tandlægens navn angives, så kontakt kan tages, hvis tandteknikeren skulle have spørgsmål. Det skal også fremgå af arbejdssedlen, hvilken type restaurering, der skal laves og hvilken tand/tænder restaureringen omfatter. Det kan være en god idé med en tegning af tanden, som hjælp til at illustrere, hvor karakteristika ønskes placeret (GN, LH). Hvis Side 23 af 33