Halifax LW270 Rapport.

Transkript

1 Halifax LW270 Natten til d. 24 april 1944 lettede 114 RAF. Bombefly for igen at minerer Østersøen, og 4 Halifaxes og 1 Stirling gik tabt fortrinsvis p.g.a. tyske natjagere. Rapport. No. 77 Sqdn. Var blevet befalet at stille med seks fly til nattens minelægningsoperation. Oprindeligt havde det været meningen, at Halifax LL126 skulle havde deltaget, men i sidste øjeblik blev ordren lavet om, da flyet var i uorden. I stedet for besluttedes det at sende Halifax LW 270 af sted. Dette fly var et reservefly, som netop var tilgået eskadrillen fra et værksted hvor det havde gennemgået et større hovedeftersyn. Flyet var ikke prøvefløjet, og vindspejlet var dækket af støv. Alligevel blev det besluttet at afsende flyet med en besætning, der var sat på som anden reserve. Besætningen var ikke ligefrem begejstret for denne mission, da de stod for at skulle på en fem dages orlov. Deres humør blev ikke ligefrem bedre af, at deres normale fly var til eftersyn på grund af et defekt bombeophæng. Reserveflyet var oprindeligt blevet læsset med to miner, men eskadrillens våbenofficer insisterede på, at Halifaxen skulle medbringe fuld last, hvilket var fire miner. Det betød, at bombelemmene ikke kunne lukkes fuldstændigt, og flyets manøvreevne og hastighed blev forringet. Halifax II Serie IA LW270 fra 77 Sqdn, 4 Group startede kl fra flyvepladsen i Elvington, Yorks, for at udlægge miner i Kadetrenden syd for Falster. Besætningen bestod af: F/Sgt. P.D. Sykes (pilot) RAF, F/O J.H. Murray (Navigatør), Sgt. G. Jones (mekaniker), F/Sgt. W.A. Power (telegrafist), Sgt. Haynes, (bombekaster), Sgt. W.H. Loverock (rygskytte) RAF, Sgt. J.J. Harrison (agterskytte) Piloten havde gennemført otte togter og Telegrafisten, 42 togter, (de 38 i Mellemøsten). De resterende besætningsmedlemmer havde alle gennemført fire togter. Den jyske vestkyst blev krydset lidt syd for Esbjerg i en højde af fod, og selv om de så lidt luftværnsild, gav det ikke anledning til bekymring, da den ikke var rettet mod Halifaxen. Efter at de havde passeret Jylland, blev de generet af en kraftig vind, og da de befandt sig over Lolland, var det umuligt at stedfæste positionen visuelt, fordi et skydække i fods højde totalt dækkede udsynet. Klokken kunne besætningen se målmarkeringsbomber blive kastet over Kielerbugten. Målmarkeringen blev kastet for at vise positionen for en styrke, der havde til opgave at udlægge miner i Kielerbugt. Denne minelægning skulle 1

2 først have fundet sted efter, at Kadetrenden var blevet belagt med miner. Halifaxens besætning var bange for, at faldskærmslysene, der var km. væk, kunne røbe deres fly for en tysk natjager. Klokken gav Monica-udstyret advarsel, om at et andet fly befandt sig i en afstand af 800 meter fra Halifaxen, og at det nærmede sig. Skytterne Harrison og Loverock spejdede ud i mørket, hvor månen endnu ikke var stået op, men de kunne ikke se noget fly. Det andet fly var en Messerschmitt Bf 110 fra 10/NJG 3 fra Westerland på Sylt. Den tyske besætning havde bombeflyet på radarskærmen, og piloten blev ført til Halifaxen direkte bagfra. Sgt. Haynes, der som bombekaster var placeret ude i flyets næse, kunne se de tyske sporlys passere forbi næsen og detonere længere nede foran flyet. Det første angreb satte ikke Halifaxen ud af spillet, men kun to minutter senere foretog den tyske pilot på ny en anflyvning. F/Sgt. P.D. Sykes gik ind i en proptrækkermanøvre, men det var ikke effektiv nok, da ingen i det britiske fly havde set den tyske natjager og derfor ikke kunne dirigere piloten. Halifaxens venstre vinge brød i brand, og en del tyder på at også inderste venstre motor blev ramt. F/Sgt P.D. Sykes og Sgt. G. Jones, standsede dog ikke motoren, da man havde brug for al den motorkraft, som det var muligt at pine ud af Halifaxen. Motoren støjede forfærdeligt, og flyet rystede. Skytten Sgt. Loverock, rapporterede, at der var ild i skroget ud for hans kanontårn, men da Sgt. Haynes, kort tid efter blev sendt agterud for at checke, kunne han ikke finde brand inde i skroget. Kun et minut senere gik det tyske fly for tredje gang til angreb. De britiske skytter kunne stadigvæk ikke se den angribende tysker. Halifaxen blev beskudt fra hale til næseparti. Højre vinge brød i band mellem de to motorer, men værst gik det ud over halepartiet. Sgt. Harrison var utrolig heldig. Hans kanontårn blev skudt i brand, og endvidere brød skroget bag ham i brand. Hans iltflaske, som var beregnet til nødstilfælde, blev ramt og eksploderede. Agtertårnet fungerede ikke, og da ordren kom om at forlade flyet, forsøgte Harrison at springe direkte ud af tårnet. Han stak først hovedet og skuldrene ud af tårnet, hvorpå han blev fastklemt mod bagsiden af døren. Han var ikke i stand til at komme ind i tårnet igen. Efter et kort øjeblik der føltes som en evighed, lykkedes det for Harrison at løfte sig så højt op i kanontårnets dør, at han kunne få fødderne fri. Harrison faldt ud i mørket og åndede lettet op, da faldskærmen udløstes. F/Sgt P.D. Sykes gav ordre til at springe ud, da han ikke længere havde fuld kontrol over Halifaxen. Under det tredje angreb var styresystemet til højderoerne tilsyneladende blevet ramt, og flyet tabte højde, uden af Sykes var i stand til at forhindre det. F/O J.H. Murray åbnede nødlugen i Halifaxens næse, og han var den første til at springe. Sgt. Haynes tøvede lidt og forblev i flyets næse, medens han spændte sin faldskærm på, og i mellemtiden forlod F/Sgt. W.A. Power flyet. Sgt. G. Jones sprang ligeledes fra forreste nødluge, da der var rapporteret om brand længere bagude i flyet. Loverock havde ingen hørt fra siden umiddelbart efter andet angreb, hvor han rapporterede om brand uden for sit kanontårn. Sgt. Haynes var ikke varm på at springe og gik i stedet agterud for at hjælpe Sykes med faldskærmen. Samtidig forsøger han at kaste flyets last af miner i håb om, at maskinen kunne bevare højden. Dørene i bombelasten ville ikke åbne, og Halifaxen forsatte sit bløde dyk med begge vinger i brand. Sgt. Haynes forlod flyet, da det befandt sig i en højde af fod. Han var først bange for, at han ville lande i det kolde vand i Guldborgsund, men det lykkedes ham at styre faldskærmen, så han landede på landjorden uden problemer. Navigatøren F/O J.H. Murray, sprang ud, da flyet befandt sig i en højde af fod. Han trak i udløseren til sit faldskærm, der åbnede sig uden problemer. Problemerne kom først senere. Han havde trukket for tidligt og vinden førte ham ud over havet. Murray forsøgte febrilsk at styre faldskærmen ind mod land, men uanset hvad han foretog sig, blev han ført ud over havet. Han landede i vandet ud for Bandholm. Han frigjorde sig straks fra skærmen og sparkede de tunge flyverstøvler af. Dernæst ventede der ham en lang og kold svømmetur på næsten to kilometer, før han kom iland ved Blans, vest for Bandholm. F/Sgt. W.A. Power og Sgt. Harrison kom ned på landjorden i nærheden af Bandholm. Power havde lidt problemer under landingen. Under turen ned, havde han opdaget at den selvoppustelige redningsvest ikke var oppustet. Luftflasken var beskadiget og han forsøgte at puste vesten op med munden. Han var fast besluttet på, at han ikke ville drukne, hvis han landede i havet. Den megen pusten havde udmattet ham under nedturen og da han endelig landede, blev faldskærmen viklet ind i et pigtrådshegn. Han var dog heldigere end Sgt. G. Jones. Hans faldskærm foldede sig ikke ud, han blev fundet i en grusgrav nær Sørup. F/Sgt P.D. Sykes havde overlevet springet og det lykkedes ham også at frigøre sig fra faldskærmen og flyverstøvlerne, men han frøs ihjel i det kolde vand. Liget blev fundet af fiskere i Guldborgsund. 2

3 Både Sgt. G. Jones og F/Sgt P.D. Sykes blev begravet på Svinø kirkegård d. 30 april Sgt. Loverock blev fundet ved Bandholm og blev begravet d. 26 maj 44. Loverock var tilsyneladende allerede blevet dræbt under luftkampen. Halifaxen styrtede ned på øen Hjælm i Guldborgsund og blev spredt over et stort areal. Flyet blev totalt ødelagt, men selv om flyet miner lå direkte i det brændende vrag, detonerede ingen af dem. Sgt Haynes var straks efter landingen så heldig at komme i kontakt med de rigtige mennesker, og i løbet af et døgn var han via Hesnæs fragtet til Sverige. F/Sgt. W.A. Power, F/O J.H. Murray og Sgt. Harrison fik ligeledes forbindelse med modstandsbevægelsen, de samledes hos læge Ib Hansen, hvor de tilbragte tiden, indtil de blev afhentet af to mand fra modstandsbevægelsen og transporteret til København og derfra til Sverige, hvor de ankom d. 29 april. Fra Sverige blev de fløjet til Skotland i et af de regulære Mosquito-kurerfly, og den 19 maj blev de alle fire afhørt af engelske myndigheder om årsagen til deres nedskydning samt om deres flugtmuligheder i Danmark. Sgt. Pat Power, fru Hansen og Jim Murray i Maribo Natjageren der nedskød Halifax LW 270 var Bf 110G-4 ført af Pilot Oberfeldwebel Rudolf Frank og Radaroperatør Oberfeldwebel Hans-Georg Schierholz, (Foto)sidstnævnte fik tildelt Ridderkorset i okt.44 og havde ved krigens slutning deltaget i 57 nedskydninger og gennemført ca. 250 operative togter i natjagerer. Piloten Rudolf Frank blev dræbt 3 dage efter, den 27 april

4 No. 102 (Ceylon) Squadron W.W.2 navn: Morecambe s own squadron Motto: Attempt and achieve Et Halifax fly fra 102 Sqdn. styrter antageligt i Smålandshavet d. 24 april 44. Hele besætningen omkom. Liget af flyet maskinist, Sgt. N. Pearce, drev iland på Omø. Begravelsen på Omø blev foretaget af den tyske værnemagt. Sgt. C.G. Woplin, RAF, blev fundet ved Orenæs på Falster, piloten F/O A.H. Hall, RAF, fandt tyskerne d. 4/ Liget blev nedgravet på stranden ved Avnø, hvor det blev genfundet d. 6/2 46. blev begravet på Svinø, hvor også P/O I.A. Weir, RCAF, blev begravet. Tre Besætningsmedlemmer forsvandt i havet. Svinø Kirkegård Britiske grave: 62 flyvergrave med headstones og fællesmindesmærke, Cross of Sacrifice. Mindesten, inskription: 46 amerikanske flyvere faldet i 2. verdenskrig lå begravet i Svinø Mindelund i årene Alle begravelser på Svinø kirkegård i tiden 13. maj 1942 til og med 24. april 1943 blev foretaget af en tysk feltpræst. I tiden 21. maj 1943 til 12. oktober 1943 forestod den danske sognepræst Johs. Lindeløv begravelsen af flyverne. Fra 6. november 1943 frem til den sidste begravelse af allierede flyvere under besættelsen, den 13. september 1944, blev flyverne lagt i jorden uden gejstlig medvirken. Sognepræsten foretog dog i dette tidsrum altid jordpåkastelse på flyvergravene»den følgende søndag«. Repræsentanter for det danske politi overværede næsten samtlige begravelser, også de der foregik uden gejstlig medvirken. Straks efter befrielsen i 1945 blev der af danske kredse taget initiativ til at gøre begravelsespladsen for de mere end 100 allierede flyvere på Svinø Kirkegård til en Mindelund. Der blev ydet økonomisk støtte hertil fra stat, amt og fra befolkningen i Sydsjælland. Midlerne indgik i en fond, som påtog sig vedligeholdelsen af flyvergravene i 25 år, frem til I 1947 fremkom Commonwealth War Graves Commission (CWGC) med en plan om, hvordan man fra britisk side kunne forestille sig at anlægge gravpladsen. Denne plan blev derpå en realitet. Borttagningen af de amerikanske flyvere i 4

5 1948 gav uforudsete mellemrum ved den senere opsætning af headstones. Mindelunden blev indviet i overværelse af tusinder af mennesker, og der har ved mange senere arrangementer på stedet været meget stor folkelig opbakning. Fra britisk side kunne man naturligvis ikke have indvendinger mod, at venligsindede danskere i årene hen mod 1950 ville hjælpe til med at skabe et pænt anlæg på Svinø Kirkegård samt forestå vedligeholdelsen af gravene i 25 år. Dette forhindrede dog ikke, at CWGC helt fra begyndelsen så begravelsespladsen i Svinø som et britisk kirkegårdsafsnit på en dansk kirkegård. Tilbage til Danmark Efter ankomsten til England blev F/O Murray igen aktiv, han foretog 22 togter uden at blive skudt ned igen. Under krigen var Murray forlovet med Helen en ung canadisk pige, de blev kort efter krigen gift i Spanien og fik sammen 3 piger. Hjemme i Canada læste Murray til læge og blev i Sep leder af de Canadiske flyvestyrkers hospital i Metz i Frankrig. Nu var lejligheder til at besøge Danmark og hilse på de der dengang hjalp ham, noget han havde tænkt på mange mange gange siden. I 1961 var Murray atter i Danmark med hele sin lille familie, hustruen Helen og deres 3 døtre Joan, Janet og den yngste Mary, de besøgte Reersnæsgården for at takke Fru Sørensen og sønnen Harald, men også alle de andre der hjalp, brødrene Chr. Og Thorvald Jensen, Snedker Bernhard Lindhardsen, læge Ib Hansen, Skibsmægler H.C. Hovmand og ikke mindst Elektriker Gerhard Krogh. Under en lille festlighed i Maribo med alle hjælperne fik Murray en lille stump af sin faldskærm overrakt, hvorpå alle havde skrevet deres navne. 5

6 No. 77 Squadron RAF Motto: "Esse potius quam videri" ("To be, rather than seem"). Badge: A thistle. The thistle commemorates the fact that the squadron was formed in Scotland. Authority: King George VI, April Halifax II Der var ikke meget plads i en halifax Piloten plads Forude sad bombekasteren Navigatørens plads Tårnskytten 6

7 Christian Løye Strandagervej Rødby Tlf