STJERNE 1967 DEN NR. 3 MAJ ÅRG. D E 116.

Transkript

1 MAJ 116. DEN NR. 3 STJERNE 1967 ÅRG. D E

2 hmlen. I løssalg Danmark DEN STJERNE Organ for JESU KRISTI KIRKE AF SIDSTE DAGES HELLIGE Nr. 3- Maj Arg. INDHOLD Det ædleste kald lvet. Af Præsdent Davd O. McKay 109 Hvor fndes freden? Af Howard W. Hunter 110 Fra Mssonens Præsdentskab. Af Don L. Chrstensen 112 Mor er der altd. Af Lorn F. Wheelrght 113 Lydghed den første lov Af S. Dlworth Young Hvad venter v på? Af Rchard L. Evans 115 "Sønner er en Herrens gave." Af Boyd K. Packer 116 Fra det Præsderende Bskopråd: Godt, Bskop, hvad skal v gøre ved det? 118 Et budskap tl mødre. Af Meta Bro 120 Vente og læreårene. Af Helen Grant Barton 122 Hjaelpeforenngen Enhver klog kvnde. Af Louse W. Madsen 124 Hvem er det, hun elsker? Af Myrna Clawson 125 Søndagsskole Jesu brug af ord. Af Lowell L. Bennson 128 Øvelsessang 129 Nadververs for Jul 129 Gensdg Uddannelses Forenng Grønne tanker. Af Maron D. Hanks 130 Hvs blot. Af Elane Thurman 132 Børnenes sder En gammelsdags gave. Af Florence V. Brown 134 Lad os lave en pomander tl mor. Af Beverly G. M. Gure De små røde sko. Af Vola Meeks 136 Fuldstændg plgtopfyldelse. Af Rchard L. Evans 137 Genealog Lydghed nøglen tl frelse 138 Krken Går Fremad 140 Udgvet af Den danske Msson af Jesu Krst Krke af Sdste Dages Hellge Don L. Chrstensen, mssonspræsdent, ansvarshavende redaktør Nyheder: Mary Kaser, redaktør Koordnator: Jørgen W. Schmdt Den danske Stjerne udkommer den 1. hver måned. Abonnementsprsen (nkl. porto) er kr pr. halvår, kr for et helt år, udlandet $ 3.-, pr. halvår, $ 5.- for et helt år. kr pr. nummer. Betalng ved check udstedt tl Den danske Stjerne, Prorvej 12, København K, eller gennem postgro tl Jesu Krst Krke af Sdste Dages Hellge. Tryk: Henz Stengass, Neu-lsenburg, Deutschland Layout og llustratoner: PBO-Layout-Center, Frankfurt Forsdebllede: Foto: H. Armstrong Roberts Husk, at ved ethvert gæstebud er der to gæster, der skal beværtes: legemet og sjælen; og at det du gver gy^ ^ legemet, vl du snart mste, men det du gver sjælen, vl bevares for evgt. Epktet (ca e. Kr.) $f*

3 I sandhed, det Jesu har lyset Guds Det ædleste kald lvet AF PRÆSIDENT DAVID O. McKAY Det er vanskelgt, om kke helt umulgt, for nogen med absolut skkerhed at sge om noget, "Dette er det bedste", eller "Dette er det værste". Hvs man udtrykker sg således, så kan en anden med større ntellgens og mere erfarng måske sge med meget større nøjagtghed, at noget andet er bedst eller noget andet er værst. Det er derfor det klogeste kke at dogmatsere eller at tale med altfor megen vshed om tng, som der kan være en dvergerende menng om, og hvor det ene menneskes dømmekraft kan være lge så vægtg som det andet menneskes. Det er derfor noget anmassende specelt at fremhæve det ædleste kald lvet; for så snart det nævnes, kan en anden måske på afgørende måde bevse, at v har brugt den højeste benævnelse uden at tænke vrkelgt over det. Men lge meget hvad dets navn er, er det øjensynlgt, at menneskets ædleste værk må være mættet med den største af alle kræfter kærlgheden. Ydermere må denne kraft ledes, kke af egenkærlge formål eller for at opnå personlge mål. Skønt selvopholdelsesdrft er den første naturlov, kan et kald, som kun har selvopholdelse for øje, kke kaldes ædelt, et udtryk som udelukker al smudsghed og omfatter sndets storhed og sjælens ædelmodghed. Det ædleste kald lvet må derfor være et, hvor egenskaben kærlghed vl tlkendegves, kke for en selv, men for andre. Det må være det kald, som stræber mest efter det sande moderskab, den største af alle kræfter menneskelge samfund. hvs moderskabet kke var en særsklt og personlg skabelse, kunne v standse her og få alle sande mennesker tl at være enge, at moderskabet er det ædleste, reneste kald lvet, og at det, som gør moderskabet hellgt, er den krstuslgnende egenskab at gve st lv for en anden. En fader kan vende st barn ryggen, brødre og søstre kan blve forhærdede fjender, mænd kan forlade deres hustruer, hustruer deres mænd, men en moders kærlghed holder ud gennem alt. Den bestanddel, som gør sandt moderskab guddommelgt, må derfor også gennemtrænge det kald eller den stllng, som kan betegnes med vendngen, det ædleste. Det værdgste kald lvet er derfor det, hvor mennesket bedst kan tjene sne medmennesker. Det er kke det at prædke; det er kke det at undervse; det er kke medcn; det er kke ngenørarbejde eller nogen anden stllng, som er almndelg blandt mennesker. Hver af dsse stllnger kan, selv om de gver mulgheder for at yde tjeneste, være optaget af mennesker, som drves af de mest egostske og smudsge motver. Det ædleste mål lvet er at stræbe efter at leve for at gøre andres lv bedre og lykkelgere. Brownng gver udtryk for nøglen hertl Paracelsus, hvor han sger: Der er et svar på den ldenskabelge længsel hjertet efter fylde, og jeg kendte det, og svaret er følgende: Lev alle tng udenfor dg selv ved kærlghed, og du vl have glæde. Det er Guds lv; det burde være vort lv. I Ham blver det fuldført og på fuldkommen måde; men for alle skabte tngs ved- "korrvmende er det en lekte man lærer langsomt og med vanskelghed. Således lyder det guddommelge budskab, der blev gvet tl Profeten Joseph med ordene: "Kom hu, at sjæle er af stor værd øjne." (Lære og Pagter 18:10). Således er den flosof, der blev udtrykt af Forløseren den tlsyneladende paradoksale udtalelse: "... den, som mster st lv for mn skyld, skal bjærge det." (Matthæus 16:25). Menngen med dette blver klar af et andet skrftsted, som sger: "... hvad I gjort mod en af mne mndste brødre dér, har I gjort mod mg." (Mattæus 25:40). Ingen anden gruppe mennesker hele verden har fået en bedre mulghed for at være optaget af det ædleste kald lvet, end det som tlbydes Ældsterne Krst Krke af Sdste Dages Hellge. Deres lv er vet tl at skaffe frelse og fred, henhold tl Forts, på sde

4 I begærer I beder, mange jeres lever kamp myrder I en fuldkommen Esajas' sn betydnngen HOWARD W. HUNTER Af de Tolvs Råd Hvor fndes freden? På området omkrng et af store unversteter var der for nylg stort opløb af studenter, der gk med store plakater, hvoraf nogle bar påskrften: "V kræver fred." Det kan kke nægtes, at v lever vanskelge tder, og at de fleste af nutdens menneskers lv er påvrket af krg. Begge de kæmpende parter har erklæret sg for freden, og poltkerne taler om en retfærdg og varg fred trods det faktum, at der næsten hele verdenshstoren gennem hele tden har været krg og poltsk uro. Apostlen Jakob stller st brev tl Israel følgende spørgsmål: "Hvoraf kommer kampe og hvoraf strdgheder blandt jer? mon kke fra de lyster, som krges jeres lemmer? og får ntet; I opnår kke noget; I ntet, ford I kke beder; og msunder og og strd, og I får og får kke, ford I beder dårlgt, kun for at ødsle det bort lyster." (Jakob 4:1 3). Da dette blev skrevet lå jøderne oprør mod romerne for at forsvare deres relgon og for at skre sg den frhed, de mente de havde ret tl. De havde været splttet parter, og der var ndbyrdes strdgheder blandt dem. Samtdg førte de krg mod hednngerne Ægypten, Syren og andre steder, dræbte mange og fk tl gengæld selv mange dræbte. Jakob stller dette spørgsmål: "Mon kke krgen kommer af jeres lyster?" De jødske strdgheder og plyndrngskrge var forårsaget af begær. Begæret har været drvkraften de krge, der har hjemsøgt og hærget verden. En naton har begæret en andens terrtorum eller ejendomsret, eller den har forsøgt at påtvnge den sn vlje eller lvsflosof ved at tage tlflugt tl fyssk vold som mddel tl at opnå sn hensgt. Natoner dræber, myrder, brænder og ødelægger, ndtl en af dem blver overvundet. Hstoren er én lang gentagelse af tlsgtet og utæmmet ødelæggelse af lv og ejendom. I dag er kke anderledes end går. Befolknngen beder og råber om fred. Ordet "fred" forekommer ofte Skrften og har mange betydnnger. I klasssk græsk henvser ordet tl ophør, afbrydelse, gøre ende på eller manglende fjendskab mellem konkurrerende magter. Denne forklarng er modsætnng tl krg og strd. Det nye Testamente har mdlertd gvet en langt mere omfattende betydnng. Den bygger hovedsagelg på ndflydelsen af det hebraske ord for fred, der er langt mere vdtrækkende betydnng. Sædvanlgvs anvendte man det som en form for hlsen, når folk mødtes eller skltes: "Fred være med dg!" Jesus sagde: "Datter! dn tro har frelst dg; gå bort med fred...." (Mark. 5:34). Om aftenen på opstandelsesdagen kom Han tl det sted, hvor dscplene var forsamlet og sagde tl dem: "Fred være med eder!" Og det han sagde det, vste han dem både sne hænder og sn sde. Da blev dscplene glade, ford de så Herren. Jesus sagde da gen tl dem: "Fred være med eder!..." (Joh. 20:19 21.) Paulus har ndlemmet denne hlsen sne breve, hvor han lgesom de andre brevskrvere Det nye Testamente bruger den som ndlednng. Ordet er også blevet anvendt med hensyn tl "husfred" mellem mand og hustru (1. Kor. 7:15) Det nye Testamente, om de harmonske forhold famlen som helhed (Matt 10:34), og mange tlfælde om lykkelge, personlge forhold tl andre mennesker. Det er også blevet brugt "fred sndet" eller sndsro, afklaret ro, samt det rgtge forhold mellem Gud og mennesker. På grund af forskellen på defntoner vl de, som søger fred, måske søge den under forskellge vlkår. Den fred, som verden længes efter, er en td, hvor alt fjendskab hører op; men menneskene forstår kke, at fred er en eksstenstlstand, som mennesket kun opnår følge de vlkår og betngelser, Gud har stllet, og kke på nogen som helst anden måde. salme Bog fndes følgende ord: "Du bevarer den fred, hvs snd er fast, th 110

5 verden trængsel; verden verden de almndelghed sjælen; dette REHMQUE han stoler på dg." (Es. 26:3, Kng James' Verson.) Denne fuldkomme fred, som Esajas nævner, kommer kun tl mennesket gennem tro på Gud. Det forstår en vantro verden kke. Ved den sdste anlednng, Jesus havde tl at spse sammen med De Tolv, toede Han deres fødder, brød brødet for dem og gav dem kalken; og så efter at Judas havde trukket sg tlbage fra dem talte Mesteren tl dem temmelg længe. Blandt de tng, Han talte om, var Hans forestående død og den arv, Han efterlod dem. Han havde kke samlet sg gods, ejendom eller rgdom. Beretnngen fortæller os, at Han kke ejede andet end de klæder, Han gk og stod, og dagen efter Hans korsfæstelse vlle de blve delt mellem soldaterne, som skulle kaste lod om Hans kappe. Arven overgav Han tl dscplene med dsse enkle og dog dybsndge ord: "Fred efterlader jeg jer, mn fred gver jeg jer; jeg gver jer kke, som verden gver. Jeres hjerte forfærdes kke og være kke modløst." (Joh. 14:27.) Han anvendte den jødske form for hlsen og velsgnelse: "Mn fred gver jeg jer." Denne hlsen og arv skulle kke forstås, som folk almndelghed forstår den, for Han sagde: "... jeg gver jer kke, som verden gver." Ikke tomme ønsker, kke blot en høflg gestus, således som menneskene bruger ord, ford det er blevet en vane, men som ophav tl freden og som Fredens Fyrste gav Han den tl dem. Han overdrog dem den og sagde: "Jeres hjerte forfærdes kke og være kke modløst!" I løbet af nogle få tmer vlle de blve udsat for vanskelgheder, men med Hans fred hjertet kunne de overvnde frygten og stå fast. Hans sdste udtalelse tl dem før bønnen, der afsluttede den erndrngsværdge aften, var denne: "... I har I men vær frmodge, jeg har overvundet verden." (Joh. 16:33.) CONFERENCE DE PARIS 1946 Der fndes kke noget løfte om fred tl dem, som fornægter Gud, tl dem, som kke vl holde Hans bud eller tl dem, som overtræder Hans love. Profeten Esajas talte om ledernes forfald og fordærv og fortsatte så med sne advarsler ved at sge: "Men de gudløse er som det oprørte hav, der kke kan komme tl ro, hvs bølger opskyller mudder og dynd. "De gudløse har ngen fred, sger mn Gud." (Es. 57:20 21.) De uretfærdge og ugudelge har ngen fred, og deres handlnger fjerner freden fra andre. Forstyrrelser forårsages af nogle få enkeltpersoner eller et mndretal, som er skyld, at mlloner af uskyldge mennesker må lde. I vore dage som forgangne tder spejder undertrykkernes uskyldge ofre forhåbnngsfuldt efter freden. Men freden kommer kke gennem optøjer eller opslag, den kommer kke engang med fjendskabs ophør. Den kommer kun på den måde, Herren gav sn fred tl De Tolv: "... kke som verden gver." En af de store forfattere har skrevet: "Freden bor kke ydre tng, men man kan bevare den mdt under den btreste smerte, hvs man forblver trofast og lydg. Freden lv udsprnger af føjelghed, kke af frtagelse for ldelser" (Fenélon.) Emerson skrev: "Ingen andre end du selv kan brnge dg fred; ntet kan brnge dg fred undtagen prncppernes sejr" (Essay, "Self-Relance".) Dsse 111

6 trængsel" smukke, Jesu tro. en maj prncpper er ndlemmet Krst Evangelum. Lgegyldghed over for Frelseren eller manglende lydghed mod Guds bud resulterer utryghed, ndre uro og strd. Dsse begreber er de modsatte af fred. Freden kommer kun tl et menneske gennem betngelsesløs overgvelse overgvelse tl Ham, som er Fredens Fyrste, som har magt tl at gve fred. Man kan leve fredelge omgvelser, men på grund af ndre spld og dsharmon være en tlstand af stadg uro. Omvendt kan man opholde sg mdt ydre ødelæggelser og blodsudgydelse ved krg og dog have fred, som overgår al forstand sndet. Hvs man ser hen tl mennesker og tl verden, som den er, fnder man uro og forvrrng. Hvs man blot vl vende sg tl Gud, fnder man fred for sn urolge sjæl. Dette blev tydelgt sagt af Frelseren: "I verden har I (Joh. 16:33); og med hensyn tl arven tl De Tolv og tl hele menneskeheden sagde Han: "Fred efterlader jeg jer, mn fred gver jeg jer; jeg gver jer kke, som verden gver. V kan fnde denne fred nu, mdt." (Joh. 14:27). verden af strd, hvs v blot vl tage mod Hans store gave og mod den ndbydelse, Han yderlgere gver os: "Kom hd tl mg, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vl gve jer hvle. Tag mt åg på jer og lær af mg, th jeg er sagtmodg og ydmyg af hjertet; så skal I fnde hvle for jeres sjæle" (Matt. 11:28 29). Denne fred beskytter os mod verdens uro. Den kundskab, at Gud lever, at v er Hans børn, og at Han elsker os, berolger det bekymrede hjerte. Svaret på spørgsmålet lgger på Gud og på Hans Søn, Jesus Krstus. Det vl brnge freden tl os nu og de kommende evgheder. Jeg bærer jer mt vdnesbyrd, at Jesus er Krstus, verdens Frelser, og at dette er Hans Krke Hans hellge navn. Amen. Højdepunktet Fra Mssonens Præsdentskab måned er den hyldest v yder det yndgste menneske på jorden, vor moder. Der fndes ngen erstatnng for en moder med hendes ømme kærlghed tl sne børn. Der fndes ngen anden ndflydelse fra nogen enkelt person, der kan gøre mere for os end vor moder. Det er hende, som har den tro der er nødvendg tl at lede de unge gennem de farlge frstelsens tder. Jeg har altd været mponeret over den kærlghed og respekt, som Præsdent McKay har vst og gvet udtryk for om sn moder. For ham fndes der ntet andet menneske, som personfcerer de hmmelske dyder som en retskaffen moder gør. Hvor frydefuldt er det kke at betages over hendes varme kærlghed. En moders kærlghed kan kke udtrykkes ord, for hendes gernnger er altfor store og hendes ndflydelse almægtg. Jeg er vs på, at jeg kke er den eneste, der har følt en trofast moders magt, når hun knæler ned for at bede om beskyttelse og velsgnelse for sn søn (eller datter), når de skal ud at more sg en aften sammen med andre unge. Mere end en gang er jeg personlg vendt hjem om aftenen og har fundet mn moder trofast bøn for mn skyld. Jeg er skker på, at Gud med barmhjertghed hører på en sød, omsorgsfuld moder, når hun beder for sne børn. Jeg er skker på, at det er gennem en hengven moder store tro, at v blver beskyttet mod ungdommens frstelser, som ellers kunne blve tl dårskaber. Som adspredte natoner af folk, som alle er Guds bogstavelge børn, skulle v højtdelgholde den dag, der er fastsat som Moders Dag, endnu mere, og yde denne hmmelske ndflydelse, vor moder, den rette ære og kærlge respekt. 112

7 vore verden. det DON L. CHRISTENSEN Mor er der altd AF LORIN F. WHEELWRIGHT Denne hmmelske ndflydelse er Gud lg, for lgesom Gud avlede os åndeverdenen, således er denne gave på HVAD er det dyrebare bånd, som holder et barn tl dets mor? Dets betydnng er ndeholdt vdunderlge ord "kærlghed". Barnet, som er blevet berøvet en moders kærlghed, er sandelg fattgt, for dybt nde ham er en længsel efter slægtskab. Hans hjerte hungrer efter det forklædebånd, der symbolsk er en lvlne, hvortl han kan klynge sg, efterhånden som han vokser op Lge så tragsk er det barns skæbne, som blver fanget det forklædebånd og aldrg kan frgøre sg. Dette yderst sarte og lvsvgtge bånd mellem moder og barn må væves på dygtg vs, så det er stærkt nok tl at holde tder med "pres", dog flygtgt nok tl at løses, når rette måde blevet gvet tl en moder, at brnge nyt lv fra Guds nærhed tl os her på denne jord. Et mrakel, som forbavser selv de største. Moderskabet er et meget hellgt prvlegum, som Gud har gvet. Det må kke tlsmudses. barnets modenhed kræver det. V kan bebyrde vor højtdelgholdelse af Moders Det er kke noget under, at vor moders ndflydelse er så Dag med en følelse, der overser klogskaben hos stærk. Hun gver af sg selv for at gve os lv. Gennem smerte den vse mor, som sger," Fravænnng er afgørende har en moder født os, og nærer os lge tl det sdste mål, for ernærngen." Det er nødvendgt for os at huske Evgt Lv. Dette arbejde er kke frt for hjertesorg, men er en klogskaben, "der får forstanden tl at måbe." Det velsgnet glæde, når hun føler, at v gengælder hendes varme og kærlghed. er mndet om en moder, hvs ndflydelse altd er tlstede, men hvs tlstedeværelse er et eller andet Jeg er taknemmelg for den kærlghed vore mødre Danmark sted kaldet "der". Hun er "der" altd, tl at under- vser. Jeg føler, at deres styrkende ndflydelse er en vse, at lede og at trøste. Hun er "der" altd tl at stor del af vor mssons styrke. tugte, når det er nødvendgt, tl at gve råd og tl at "Hjemmet er grundvolden for et retfærdgt lv, og ngen anden vrksomhed kan ndtage dets plads eller opfylde dets anspore tl tl at kalde bedre præstatoner. os hjem ved aftentde Hun er og tl "der" at beskytte altd væsentlge funktoner." (Præsdent Davd O. McKay.) os, når andre er fjendtlge, tl at tro os, når andre er Hjemmet er kke et retskaffent hjem, hvs moderen forsømmer skeptske og tl at have tlld tl os, når andre tvvler. sne plgter. Først at søge Guds rge vl sge at be- Dette mnde om mor begynder som et bllede et lære vore børn om Guds befalnger ved et kærlgt eksempe barns øjne og vokser efterhånden, som hun berører og ved forskrft. dets ømfndtlge øjeblkke med sult, håb og lykke. Hvor mange børn vlle vde, hvorledes de skulle bede, Lad os hæge om de bånd, der bnder os tl vore hvs deres moder kke lærte dem det? Hvor mange børn vlle mødre; og lad os huske på, at længe efter at forklædebåndet er løsnet, forblver der en stærkere snor, føle skkerhed, hvs deres moder kke var der med sne hjælpende råd og vejlednnger? Hvor mange børn vlle have det som for evgt bnder vævet med kærlghedens prvlegum at lære om Gud, hvs deres moder kke var deres blde tråde og styrket ved det evge famleskabs første lærernde? Dsse og utallge andre velsgnelser, som hellge pagter. At ære mor er at holde de bånd så kommer fra en retskaffen moder, skulle få os tl at standse rene, at v gen kan forenes som en famle, når v op og hjerter føle kærlgheden tl vor moder og gve når en celestal hmmel. Da kan v komme hjem tl os et ønske om at vse mere kærlghed og respekt for Guds en mor, der altd har været "der", det hun elsker gave tl os vor moder. os, beder for os og venter på, at v kommer velbeholdne tlbage. 113

8 retfærdghed Salt Zon denne S. DILWORTH YOUNG af de Halvfjerds' første Råd. Lydghedden første lov hmlen For mange år sden overværede præsdent Charles W. Penrose af Det første Præsdentskab et nadvermøde Rchard Ward Lake Cty. Lge før mødet begyndte, gk præsdent Penrose op gennem krkerummet mod talerstolen ledsaget af bskoppen. Da han var omtrent halvvejs, standsede han, vendte sg mod bskoppen og spurgte ham: "Hvem har sat det sklt op der?" "Det sklt" var en plakat, der var sat op på forsden af talerstolen, og hvorpå der stod: "Orden er den første lov hmlen." Bskoppen vdste det kke, men formodede, at skltet var blevet anbragt af en af hjælpeorgansatonerne. Der blev kke sagt mere. Turen op gennem krken fortsattes, og mødet begyndte som planlagt. Jeg ved kke, hvlket emne præsdent Penrose havde haft snde at tale om, da han ankom tl krken, men da han rejste sg for at tale, sagde han, at orden er kke den første lov hmlen. Han brugte de næste 45 mnutter tl at opregne eksempler og skrftsteder for at bevse sn belærng. Det centrale det, som gjorde ndtryk på mg, der kun var en dreng på det tdspunkt, var, at gennem lydghed kan orden opbygges, og at uden lydghed vl der kke være nogen orden, men kaos. V er alle bekendt med åbenbarngen gvet tl Abraham angående Gud Herrens hensgt: "Og der stod een mellem dem, der var Gud lg, og han sagde tl dem, som var med ham: V vl gå ned, th der er rum der, og v vl tage af dsse materaler og danne en jord, hvorpå dsse kan bo. Og v vl prøve dem dermed for at se, om de vl gøre alt, hvad Herren deres Gud vl befale dem." (Abr. 3:24 25.) V har lært, at for at adlyde Herren, må v adlyde hans tjenere. Enhver præsderende embedsmand skal adlydes nden for det område, hvorover han præsderer. Og derfor er det klart, at v adlyder Krkens præsdent, stavspræsdenten, wardets bskop og kvorumspræsdenten hver nden for deres arbejdsområde. Og endelg er der, glemt af mange som et hmmelsk krav, nødvendgheden af lydghed mod vore forældre. Alt for mange af vore børn gør sg det kke klart, at lydghed mod forældrene er et evangelsk prncp. Unge mennesker føler et vst ansvar over for lydghed mod tendeloven, og over for lydghed mod fasteloven. De ved, de bør gå tl søndagsskole eller G.U.F. eller Prmary. De føler sg skyldbevdste, hvs de kke overværer nadvermøderne, og almndelgvs ved de nok tl at forstå, at det at bryde kyskhedsloven er at bryde Guds lov. Men alt for mange af vore børn betragter kke ulydghed mod deres forældre som værende mod loven på samme måde, som det at bryde tendeloven. Fejlen mangel lgger kke nødvendgvs hos børnene. Børnene ved så meget, som de har lært, og hvs de kke har lært at forstå og adlyde denne hmlens første lov, kan man kke forvente, at de skal adlyde den. Der er et klart skrftsted, som omhandler dette forhold: "Om forældre eller nogle af dens organserede stave har børn, og de kke undervser dem læren om omvendelse, tro på Krstus, den levende Guds Søn og om dåb og den Hellgånds gave gennem håndspålæggelse, når de er otte år gamle, skal synden hvle på forældrenes hoved." (L & P 68:25). Medens denne åbenbarng kke specelt nævner alt, hvad børn skal oplæres, er det dog uomtvstelg skkert, at forældrene må oplære og undervse, hvs man vl forvente, at børnene skal adlyde oplærngen. Hjemmeaftener og den daglge omgang med børn gør det ud for klasseværelset, hvor undervsnngen fnder sted. Medensbømene endnu er små, bør de oplæres tl at adlyde deres forældre og lærere. Når de, træder nd ungdomstden, skulle de forstå, at med den nye frhed, som nu kommer tl, (at blve voksen er en proces, hvorunder man stgende grad blver frere) kommer et nyt ansvar tl at være lydg mod de love, hvorpå denne frhed hvler. Loven sger tydelgt, at børnene skal adlyde deres forældre retfærdghed, ndtl de når myndghedsalderen. Det er kke noget, som skal gennemtvnges af forældrene; det er snarere en plgt tl at sørge for at blve frvllgt adlydt af børnene. Børnene skulle opdrages således, at de adlyder deres forældre den samme ånd, som de betaler tende, deltager nadvermøder eller faster en gang om måneden. Det er en af Guds love. Vore første forældre vste os eksemplet. Efter at Adam havde forladt Paradset sammen med Eva, hørte han Herrens stemme over Eden, som befalede ham at brnge et offer. Stemmen gav kke nogen forklarng, men gav blot ordren. Adam og Eva adlød. Der gk lang td, hvor de adlød Ham fuldt og helt, før en engel kom og spurgte Adam, hvorfor han bragte ofre. Hans svar vor kort, men sandfærdgt. 114

9 deres retfærdghed "Jeg ved det kke, kun at Herren befalede mg det." (Moses 5:6.) Dette svar er eksemplet tl efterfølgelse for alle børn. Hvs forældrene sger tl deres børn, at de skal være hjemme fra et selskab nden mdnat, eller at de kke kan låne blen, eller at de kke må gå med så stramtsddende tøj, eller at kjolerne er for korte, eller at lommepengene kke kan forhøjes denne måned, eller at græsplænen skal slås på lørdag, skulle børnenes svar være: "V vl adlyde." Herren gav kke Adam nogen grund. Børnene skulle kke vente at få nogen grund af forældrene, skønt de fleste forældre er glade for at fortælle deres børn grunden. Jeg forundres over den nøjagtge omhu, med hvlken Herren styrer sne sager lydghed mod de love, Han selv gver. Husk den nat den 23. september 1823, da Joseph 3 gange fk besøg af Moron, og hvordan han, da han den næste dag følte sg syg, blev sendt hjem for at hvle. Han satte over hegnet og besvmede. Da han genvandt bevdstheden, stod Moron der endnu engang og sagde tl ham, at han skulle gå tl sn fader og fortælle ham alt, hvad der var hændt. Hvorfor? Af mange grunde, og en af dem var, at han havde befalet Joseph at gå tl Cumorah Højen. Joseph kunne kke forlade gården uden sn faders tlladelse. Det var loven. Den blev almndelgvs gennemtvunget. Derfor måtte Joseph for at forlade gården og gå tl højen ndhente sn faders samtykke. Efter at han havde fuldendt sn beretnng om, hvad der var sket, sagde faderen tl ham, at dette var fra Gud og skulle adlydes. Jeg mndes kke en eneste gang, at Joseph bad sn fader om tlladelse tl at udføre nogen handlng, efter at han var 21 år. Indtl da adlød han sn fader fuldstændgt. Lad børnene lære denne Guds lov som en befalng, der skal adlydes. Lad os også lære dem, at dette er den store evangelets gengvelse, der blev lovet af de gamle profeter. Lad os lære dem, at lydghed mod deres forældre, og mod dem, som præsderer over dem fra kvorumslederen tl Krkens præsdent, er grundlaget for deres fremtdge succes denne verden og for deres ophøjelse den kommende. Dsse er de sdste dage. Dette er de sdste tder. Gennem præsdent McKay som profet, seer og åbenbarer kan v høre Gud Herrens nsprerede ord, hvs kun v vl lytte og adlyde. Hvad venter v på? Det synes undertden, at v lever, som om v spekulerer på, hvornår lvet skal tl at begynde. Det er kke altd tydelgt, lge netop hvad v venter på, men nogle af os vedblver undertden at vente så længe, at lvet glder forb og det fnder os stadgt ventende på noget, der er foregået hele tden. Der er fædre nu, der venter på et bedre tdspunkt tl at lære deres sønner at kende, måske ndtl andre forplgtelser er mndre krævende. Men en af dagene vl dsse sønner være voksne og borte, og de bedste år tl at lære dem at kende, tl at nyde dem, tl at undervse og tl at forstå dem er måske også borte. Der er mødre, hvs oprgtge hensgt er, så snart det er belejlgt, at blve mere delagtge døtres planer og deres problemer, deres gåen og kommen, og som vl være deres døtre en bedre kammerat. Men tden går, afstande øges, og børnene vokser op og væk. Der er gamle venner, der endnu gerne vl have ldt glæde af hnanden, men årene går. Der er ægtefæller, AF RICHARD L EVANS som vl være mere forstående, mere hensynsfulde. Men tden alene drager kke mennesker nærmere. Der er mænd, som vl opgve dårlge vaner; der er mennesker, som vl spse fornuftgere; der er dem, som vl leve efter evne, engang snart. Der er dem, som vl nteressere sg mere for deres regerng. Men hvornår? Der er ngen grund tl at tvvle på alle sådanne gode hensgter, men hvornår alverden vl v begynde at leve, som om v forstod, at dette er lvet? Dette er vores td, vores dag, vores generaton. Hmlen og lvet efter dette vl have deres egne mulgheder og forplgtelser. Dette er lvet, hvor dette lvs arbejde skal gøres. Dagen dag er lge så meget en del af evgheden som en hvlken som helst dag for tusnd år sden, eller som en hvlken som helst dag tusnd år fra nu vl være. Dette er det afgørende, hvadenten v er henrykte eller skuffede, har travlt eller keder os! Dette er lvet, og det passerer forb. Hvad venter v på? LOTUS HOUSE Nørrebrogade 1 (ved Peblngesøen) Telefon Hyggelg restaurant. Rmelge prser. 115

10 det hemmelghed den templet at Bfc^SrPfr' étkt BOYD K. PACKER Mne kære søskende: Assstent tl de Tolvs Råd "Sønner er en Herrens gave." For nogle få dage sden samledes generalautorteterne øverste værelse for at forberede generalkonferencen. Præsdent McKay formanede os tl at føle os fre, fuldstændg fre, uhæmmede. Foranledget af denne nvtaton vl jeg med ærbødghed nærme mg et emne, som jeg ndtl da kke havde haft tl hensgt at behandle. For nogle år sden lå to af vore drenge og sloges med hnanden på gulvtæppet foran kamnen. De var nået tl det punkt De kender det punkt hvor latter blver tl tårer og leg blver tl kamp. Jeg lrkede forsgtgt mn fod nd mellem dem og løftede den ældste dreng (dengang bare 4 år gammel) op sddende stllng på gulvtæppet, det jeg sagde: "Så-så, dn llle abekat, du skulle tage og falde ldt tl ro." Han lagde sne arme over kors og så på mg med overraskende alvor. Hans drengefølelser var blevet såret, og han protesterede: "Jeg er kke nogen abekat, far Jeg er en person." Jeg tænkte på, hvor højt jeg elskede ham, hvor stærkt jeg ønskede, at han skulle være en person en person af evgt værd. For "sønner er en Herrens gave". (Salm. 127:3) Denne belærng har dvælet hos mg. Blandt de mange tng, v har lært af vore børn, har dette måske været det mest opbyggende. Meget af det, jeg ved, af det, som det er af betydnng, at man ved har jeg lært af mne børn. Det at være forældre er den største erfarng på uddannelsens område. Vore børn og børnene og ungdommen Krken er betydnngsfulde lærere. Lad mg fortælle to lekter. Under ponerernes kolonsaton var det kke ualmndelgt at have en ordensmarskal wardet, hvs hverv det var under bskoppens ledelse at sørge for en ordentlg opførsel af de unge under 20 år. En søndag aften efter nadvermøde traf wardets ordensmarskal llle kolon Cornne på en transportvogn, hvor der sad nogle unge mennesker. Da det var hans ansvar at overvåge de unge mennesker, krøb han nær tl transportvognen bare for at se, hvad der gk for sg. Det lykkedes ham at nå frem tl et træ, der knapt nok var stand tl at skjule ham, meget tæt ved transportvognen lge det månen kom frem. Han måtte stå og mere eller mndre passe på kke at blve set, men han kunne med lethed høre alt, hvad der skete på transportvognen. Senere, da han aflagde rapport tl bskoppen, fortalte han om, hvad der var sket. Der var blevet fortalt nogle vttgheder, megen latter og den sædvanlge teen-age pjatten. Han sagde, de sang flere sange. Bskoppen afbrød hans rapport med spørgsmålet "jamen var der noget galt ved det hele?" Hans svar lød: "Ja, at jeg stod bagved det elendge træ." Altd belærer vor ungdom os, som er ældre, og de lærer os endda alvorlge, hellge tng. Præsdent Joseph T. Bentley var præsdent over den mexcanske msson. Jeg erndrer at høre ham fortælle en hændelse, som fandt sted, tror jeg nok, et eller andet sted Mexco. En 11-årg dreng var kommet alvorlgt tl skade ved en automob lu lykke. På det tdspunkt, da man fk ham tl lægen, var han lge ved at dø af blodtab. Ved eftersøgnngen af en donor tl en nødtransfuson bestemte lægen sg tl at vælge drengens 7 år gamle søster. Han forklarede for den llle pge, at hendes bror var lge ved at dø og spurgte, om hun vlle være vllg tl at afgve st blod for at frelse hans lv. Den llle pge blev bleg af angst, men et øjeblk efter ndvllgede hun gøre det. Transfusonen blev udført, og lægen kom hen tl den llle pge. "Farven er ved at vende tlbage tl hans ansgt," sagde han. "Det ser ud tl, at han er ved at blve rask." Hun var glad for, at hendes bror var ved at blve rask, men sagde: "Men hr. doktor, hvornår skal jeg så dø?" Hun havde troet hele tden, at hun kke blot gav st blod, men bogstavelg forstand st lv for at redde den ældre bror. V får store belærnger af vore unge. Det er meget vgtgt, at v, der er forældre og har gjort en så ærefuld erfarng, har ærbødghed for den. Hyppgt modtager jeg breve, og kke sjældent kommer unge par, hovedsagelgt unge studerende, so>m slder for at få en høj akademsk grad, og beder om vejlednng om, hvordan de skal forholde sg med hensyn tl at få børn. Aldrg har nogen generaton så høj grad været omgvet af mennesker, som taler uærbødgt om lvet. Aldrg har der ekssteret så stærke forsøg på overtalelse tl at undvge st forældreansvar. Aldrg har det været så let at spærre den skrøbelge lvets st, ad hvlken nye sjæle går nd menneskets verden. 116

11 forlegenhed, I denne deres forbndelse stand den skabelsen hmlen I I I er kan ægteskabspagten dsse har står måtte Jesu mn får For flere år sden, da jeg repræsenterede Krken ved Montanas unverstet, sad jeg et udvalg sammen med repræsentanter for adskllge krker. Den presbyteranske præst bad hver enkelt af os besvare spørgsmålet: "Tror De på famleplanlægnng?" Mt svar var et fuldttonende "Ja" med den forklarng: V planlægger at få en famle. Ofte stller unge mennesker, når de kommer, det bestemte spørgsmål: "Hvor mange børn skal v planlægge at få for at få råd?" Det kan jeg kke svare på, for det lgger uden for mt område at vde det. For nogle menneskers vedkommende er der ngen helbredsmæssge begrænsnnger, og måske vl der blve født et antal børn nd famle. Nogle gode forældre, som gerne vl have en stor famle, blver kun velsgnet med et eller to børn. Og engang mellem er et ægtepar, som vlle være vdunderlge forældre, kke tl at få børn og nyder den vdunderlge oplevelse, det er, at opfostre børn, som er født af andre. Intet andet vort lv fortjener mere planlægnng end vort forældreansvar. Jeg er bekymret, ford vore unge ægtepar ofte er hovedsagelg når den vlkårlge famlebegrænsnng betragtes som et spørgsmål om socale goder. generaton fnder v, at varer ukrtsk sendes på markedet. Medcnske fremskrdt, der kunne benyttes tl at redde lv og tl at gøre det bedre for de syge, blver annonceret endog - blandt vor ugfte ungdom som mdler tl at forhndre lv at opstå og tl at udslette det. Unge mennesker får stadg at vde, at det at være forældre betyder, at man mster mulgheden for at få en højere uddannelse, en begrænsnng af chancen for fremgang, en forestllng, som de vl erfare, er forkert. Hvadenten I vl blve velsgnet med mange børn eller kun med nogle få, eller I måske vl opleve at være forældre på den måde, at I opdrager små hjemløse børn, er et spørgsmål, som vl blve besvaret, efterhånden som jeres lv skrder frem. Men jeg beder jer ndtrængende om, jeg råder jer tl at nærme jer forældrestllngen med ærbødghed. Når I ndgår og får lov tl at være med af lv, når I på forældreværdghedens tærskel, så vd, at I står på hellg grund. Vær også klar over, at nden for dette de største mulgheders område lgger den bestandge frstelses fælder. V er taknemmelge for vor famle, taknemmelge for alle vore børn. V har lært så meget af dem; noget af det var v kke klar over, at v ønskede at kende. Hver eneste af dem er tltrængt og ønsket vor famle; og jeg sger gen, at meget af det, jeg ved, af det, som det er af betydnng at vde, det har jeg lært af vore børn. Unge par, hold jer ærbødgt nær tl jeres Fader betydnngsfulde afgørelser lvet. Søg nspraton lærdommene Krst evangelum. Hold jer nær tl Ham. Måske vl I som Han komme tl at "lade de små børn komme tl (jer); dem må kke hndre, th Guds rge hører sådanne tl." (Mark. 10:14) Det ædleste kald lvet Forts, fra sde 109 deres personlge anstrengelser; deres talenter og mdler er hellget det at gøre verden tl et bedre og mere passende sted for mennesket. Blot det at være med mennesker, som stræber mod et sådant mål, er en glæde; og at hjælpe dem søgen en nspraton. Uselvsk prøver de at tjene deres medmennesker kærlghed. Så vdt, det mndste, er de Mesterens sande følgesvende; th " selve hjertet af den krstne tro, de mest ophøjede af dens lærdomme, og for den, der gennemtrænger dens dybeste menng, er det mest menneskelge dette: For at frelse den fortabte menneskehed kom den usynlge Gud for at bo blandt os, skkkelse som et menneske, og vllg tl at gøre sg selv kendt ved det ene tegn: Kærlghed." Gud velsgne Ældsteme, og kvnderne lge så vel, som, om kke med fuldkommen kærlghed, så det mndste med et ønske om at brnge glæde og fred tl andre, er optaget af det ædleste kald lvet! Krst værdge tjenere! Lærere! Efterfølgere af den Sande Lærer, det Store Eksempel for alle! gang med jeres ædle arbejde! Der fndes kke noget større, kke noget mere retfærdgt! I den glæde, der er forjættet af Frelseren, som sagde: Og om det skulle ske, at I arbejde hele jeres lv med at råbe omvendelse tl dette folk og kun førte een sjæl tl mg, hvor stor skal da kke jeres glæde være med ham mn Faders rge! Og dersom jeres glæde kan være så stor over en eneste sjæl, som I ført tl mg Faders rge, hvor meget større glæde vlle I da kke have, om I føre mange sjæle tl mg! (Lære og Pagter 18: 15, 16). 117

12 mødeprocent bunden den lange denne de r FOR BISKOPPER OGGRENSPRESIDENTER Godt, Bskop, tvad skal v gøre PROBLEMET: Bskoppen hørte først om det sent trsdag aften, da telefonen rngede, og han hørte et højrådsmedlems alvorlge stemme. Efter behagelg udvekslng af ord, lo stemmen anden ende en smule forlegent og kom så tl sagen: "Som du ved, Bskop, har v lge haft vort ugentlge højrådsmøde, og jeg er blevet bedt om at rnge tl dg." Der var en kort pause. "V tlbragte ret megen td med at gennemgå de problemer, som blev forelagt af komteen for det aronske præstedømme under 21 år. Jeg er, som du ved, medlem, og v drøftede den statstske sde af sagen en hel del." Endnu en pause. "Præsdenten var kke ret stolt over dem af ward'erne, der er så langt nede ved præstedømsmøderne..." Bskoppen ventede på, at han skulle gå vdere, mens han omhyggelgt lyttede tl ordene, forklarngerne. Han spekulerede på, hvor mange gange han havde foretaget den samme slags oprngnng: Opmuntre dem, ros dem ldt og så tl sagen. "... så det ser ud, som om dt ward kke rgtgt er på højde med resten af staven. Faktsk har dt lærerkvorum nu været to måneder træk." Bskoppen sad og lyttede. Han forstod oprngnngen og dens nødvendghed. Han vdste så udmærket besked om st lærerkvorum, og hvor de stod statstsk. Men han vdste også besked om G.U.F. og Prmary. De stod øverst stavs-statstkken. Og han rangerede højt på mange andre områder. En anelse af fortørnelse krøb nd hans snd, og han smlede, det højrådsmedlemmets ord brød nd hans tanker. "... og eftersom det aronske præstedømme er dt hovedansvar, så blev det foreslået, at hvs du ndsatte dn stærkeste mand som lærerkvorummets." rådgver, vlle det ganske gvet.. Han vedblev at smle. Altng syntes at være hans hovedansvar; alle ønskede, at han ndsatte sn stærkeste mand på den "eneste" vgtgste post. Dog, een tng blev slået fast telefonen: Det aronske Præstedømme var vrkelg hans hovedansvar. Men hvad kunne han gøre? Og hvor var der endnu en stærk mand tl at styrke lærerne? "Nå, jeg ved, du har meget travlt... så jeg skal kke forstyrre dg længere. Præsdenten bad mg endelg at lykønske dg med det storslåede arbejde, dn G.U.F. gør. Den er foran hele staven, som du ved." Endnu et tørt sml krøb over bskoppens ansgt, da han lagde røret på. Men højrådsmedlemmet havde ret: Det aronske Præstedømme skulle have været hans prmære nteresse. Han havde lagt en mængde td G.U.F. sdste måneder, og han var vrkelg stolt over de hurtgt voksende resultater der. Men ved at gøre sådan, havde han måske forsømt st lærerkvorum. Et suk undslap ham, som han sad der og tænkte. Det var sent nu, men det vlle være en klar og solrg søndag morgen, når han fortalte sne rådgvere om oprngnngen. Han krympede sg en smule, det han overvejede, hvordan hans anden rådgver vlle se ud, når han vlle læne sg frem og sge, med den evgt muntre stemme: "Godt, Bskop, hvad skal v gøre ved det?" LØSNINGEN: Han havde haft adskllge dage tl at forberede sg, da det spørgsmål dukkede op, som han vdste, det vlle. Han havde nu en behagelg fornemmelse angående det. Han havde gjort noget, han kke havde gjort tder: Han havde omhyggelgt læst det aronske præstedømmes håndbog. Men han var vrg efter at prøve sne følelser mod sne rådgveres. "Oprgtgt talt, brødre, skønt jeg påskønner forslaget om, at v ndsætter en stærkere mand som kvorumsrådgver, så gad jeg vde, om det vrkelg vl løse vort problem. Jeg mener, jeg føler personlgt, at broder Bennett har gjort en hæderlg ndsats stllng, og jeg spekulerer på, hvorfra v kan få en bedre mand uden at spltte en af de andre organsatoner. Jeg tror, problemet 118

13 adskllge Det Krken." stedet FRA DET PRÆSIDERENDE BISKOPRÅD med lærerkvorummet stkker dybere end blot at styrke rådgveren." Bskoppen lænede sg tlbage. Hans rådgvere havde været hos ham år, og de genkendte begge dette som deres nvtaton tl kommentarer. "Bskop, eftersom mt hverv er med lærerne, vl jeg gerne bakke dg op forsvaret af broder Bennett. Han er en god fyr. Men jeg vl også gerne pege på, at v har et forholdsvs llle kvorum kun tolv drenge. Hvs blot fre drenge er fraværende, falder v tl 66%." "Åh, jeg tror faktsk kke, at v taler om procenter," sagde bskoppen. "Jeg tror, v taler om fre drenge. Hvad staven sger, er sandt nok. Vort lærerkvorum er en dårlg forfatnng. Det er blot det, at de må ctere statstkken; men v kan gve deres procenter navne, drengenavne. Det er de fre fem drenge, som v er ved at mste, der bekymrer mg mest, og derefter er jeg forurolget over præsdentskabet." "Præsdentskabet?" udbrød første rådgveren. "Jamen, v har vores fneste drenge det præsdentskab for lærere. De gver os kke et øjeblks bekymrng." Han sagde dette defntvt, men bskoppen fulgte hurtgt hans ord op. "Det er rgtgt, kke et øjeblks bekymrng eller et øjeblks hjælp." Han var parat tl at overbevse de andre nu, så han lænede sg frem, det han hvlede begge hænder på bordet. "Brødre, I vl tllade mg at hævde, at v har svgtet lærernes præsdentskab, og at de så gen har svgtet drengene, v er ved at mste. Jeg foreslår, at den rgtge rækkefølge aronske Præstedømme er, at v træner præsdentskaberne, og at de træner deres kvorummer." Begge rådgvere flyttede nervøst på sg, men han fortsatte: "Ved I, jeg gjorde en stor tng efter den telefonsamtale, noget jeg kke har gjort, sden de kaldte os tl bskoprådet. Jeg tørrede støvet af mn håndbog for Det aronske Præstedømme og læste den hvert eneste ord! Og jeg ønsker, at I skal vde, at v har forpasset lejlgheden med hensyn tl at træne dsse drenge tl at blve ledere Han var tavs, mens han lod sne ord få vægt. "Jamen, hvordan kan v nogensnde håbe at lære dem respekt for Præstedømmets myndghed, når v har været så lgegyldge med hensyn tl at lade dem holde deres møder som et præsdentskab? Hvornår holdt de sdst møde, eller vgtgere endnu, hvornår holdt de et, hvor de vrkelg bar deres ansvar med hensyn tl at få deres uaktve medlemmer frem? Eller få opgaverne tl at blve udført? Når en lærer påtager sg et hverv og derpå svgter det, hvem træder for ham? Et medlem af præsdentskabet. Men sger nogen nogensnde noget tl ham? Blver han nogensnde rådet, eller advaret, eller elsket, eller bebrejdet?" Der var nu længe tavshed. "Jeg holder 'på, og jeg ser det tydelgt nu, at ansvaret for at få sat skk på det kvorum kke er vores. Det er kke engeng broder Bennetts. Det hvler på dem drengene, præsdentskabet!" Og derpå tlføjede han stlle og på sn egen defntve måde, "Men ansvaret for at gve præsdentskabet denne ndsgt, denne udfordrng vl altd være vort." Næsten et halvt år senere sad bskoprådet atter på kontoret overfor to spændte unge mænd. En af drengene, ham der smlede, var lærer, et aktvt medlem af et aktvt kvorum. Et halvt år tdlgere havde han været fuldstændgt uaktv, blot en statstk på en rapport, der blev udvekslet bemærknnger om en aften på højrådsmødet. Nu stod han foran bskoppen en smule genert, men allgevel stolt over, hvad han skulle tl at sge. "Bskop, du kender Tom her. Han er kommet regelmæssgt tl krke med mg et godt stykke td. Han har været ret aktv vort kvorum, blot kan han naturlgvs kke påtage sg vsse opgaver, eftersom han kke er medlem Forts, på sde

14 deres stedet Et budskap tl mødre AF META BRO FORFATTERENS ANMÆRKNING: Slå dette budskab op, hvor det er nemt at kaste et blk på det når der opstår krtske stuatoner såsom at De modtager et kort fra en ugft vennde hovedstaden: "Ser alle teaterforestllnger, har det pragtfuldt, vlle ønske, du var her!" Og når Deres datter skrger, "Mor, du er mt vdne Jeg vl aldrg tale tl mn bror gen!" I for at tage en plle, læs budskabet; og senere, ved sengetd, vl et af Deres børn sge, som et sagde tl mg: "Jeg håber, Hmlen vl være som dette." Meta Bro er free lance forfatter og bor Burbank, Calfornen. v V har hørt om dem, læst om dem, og måske er blandt dem dsse utlfredse mødre, der længes efter frgørelse fra "det hverdagsagtge" lv, der beklager sg over, at deres sande personlghed er skjult, ford de endeløse opgaver, som konfronterer en husmoder og mor, kke efterlader nogen td tl opfyldelse af personlge ønsker. Der er mødre, som tror, at verden passerer forb dem, mens de tlbrnger de år, hvor appettten på lvet melder sg stærkest, med at vaske op, tørre næser, skfte bleer. De længes efter at få del noget af verdens berømmelse, ære, spændng, udvklng. De sger, at de ønsker at føle sg som rgtge mennesker stedet for en slags "almulgmænd", der styrter omkrng for at opfylde famlens behov. Det er tl dsse mødre, at jeg ønkser at gve dette budskab: V mødre behøver kke medfølelse. V behøver at ndse, hvor heldge v er! Der er kke en lykkelgere kvnde verden, end den moder, der holder sn baby armene. Hvlken vrkelg femnn kvnde er ueng med mg? Hvorfor så kke være tlfreds? Hvorfor føle, at v er lukket ude fra lvets store sndsbevægelser og bedrfter? Hvs v opfylder vor dyrebare fødselsret samvttghedsfuldt ved at være hengvne hustruer og mødre, vl lvets store følelser og præstatoner være vores. Hvordan? Berømmelse: Ford som MØDRE er v vores baby's verden. Ære: Som MØDRE er v vort barns deal. Talent: Som MØDRE er v dem, der ved, hvordan man forbereder et lækkert måltd, laver en yndg kjole. Opfyldelse: Som MØDRE gver v hygge og forståelse tl vore famler og modtager tl gengæld kærlghed og forståelse fra dem, v hæger mest om vore famler. Hvlke andre former for egen opfyldelse af sne ambtoner kan være så fuldendt en belønnng? Når v beklager os over det "hverdagsagtge" lvet, skulle v huske på de kvnder, der har det endnu mere begrænset "hverdagsagtgt" kvnder, som må stå bag en dsk otte tmer om dagen og prøve at behage kunderne, kvnder sddende nden for kontorernes fre vægge, mens de tmevs skrver kedelge statstkker; kvnder, der gør det samme om og om gen på en fabrk. Naturlgvs blver v mødre undertden plagede og overanstrengte. Ofte kan v med rette sge, "Jeg ønsker at være mg selv!" Jeg håber, v kan tage en llle pause en gang mellem. Hvs v holder af atvære sammen med andre mennesker, kan v tage aktvt del krkeaktvteter, forældrekredsen, kulturelle forennger. Hvs v nyder at lære nye tng, kan v melde os nd på de aftenskolehold, v har lyst tl. Gennem sådanne forbndelser og kundskaber blver v mere nsprerende, nteressante kammerater for 120

15 Art bv Dale Klbourn. de vore stedet vor mn mn snart de kan gå og tale de vl kramme en dukke endnu tdlgere. Hvs en mor sger, at hun ønsker at blve en selvstændg person, så lever hun kke fuldt ud sn rolle som moder hun undervurderer sn egen betydnng! Hun skulle gve og»modtage alle de uvurderlge rgdomme og forplgtelser, som hører tl rollen som det mest velsgnede af alle mennesker en moder! Der er så mange oplevelser tl os, som mødre, vore egne hjem hvs v blot er vllge tl at åbne vore øjne, vore ører og vore hjerter for at fnde det vore famler. Men lad os håbe, at v nyder dsse aktvteter udenfor hjemmet for at gøre vore personlgheder mere fuldstændge, kke på grund af nogen rastløs, ndestængt trang tl at "fnde os selv." Mødre, der sger, "Naturlgvs nyder jeg at være hustru og mor, men jeg ønsker også at være en selvstændg person, et menneske for mg selv," burde ndse, at det at være en god hustru og mor betyder at kunne brnge de bedste, mest værdfulde og mest udvklende menneskelge træk frem, som en kvnde kan opleve. Selv små pger ved dette de leger nstnktvt med dukker og fører hus, så at nyde vor baby's strålende sml, vort barns tlldsfulde håndtryk, vor ægtefælles forstående kærlghed! Dsse og andre uhåndgrbelge glæder er lge der egne hjem. V må kke lade kostbare år glde forb uden at nyde deres værd. V skal ætse dem nd hukommelse, således at v atter og atter kan nyde dem senere lvet. "Hvlke mnder?" spørger De børnenes kævl, den endeløse opsamlng af tøj og legetøj, stabler af opvask? Nej, dem kan v glemme. Selv roser har torne. I for husker jeg mn llle pge, da hun kæmpede med sn første kagedejg; dengang hun kom farende henrykt nd med en skrubtudse hånden og spurgte, om hun måtte putte den opvaskebaljen. Jeg husker det tlfredse udtryk unge søns ansgt, da han beherskede et vanskelgt klaverstykke (det var ham, der sagde: "Ikke mg!" da han fk at vde, at også han skulle tage klavertmer). V skal fnde os selv, efterhånden som v lærer at gve og modtage sammen med vore famler at klatre op fra dalene lge så let, som v rder på toppene det v husker, at dag for dag former v vore børns lv tl et mønster for deres voksne år, det v på denne måde gver VORE tanker, VORE ord og VORE handlnger udødelghed. Er det kke opfyldelse af ambtoner? Tl mor Hans Mkkelsen (1937) Mor, jeg vl tale med dg dag, om alt hvad mg lgger på hjerte, jeg vl prøve at leve tl dt behag, hvadenten fryd eller smerte; th hvs jeg vandrer ad lvets st, som jeg ved du ønsker jeg skulle, da vl mn samvttghed føle sg fr den dag, da jeg lægges mulde. Jeg prøver at fatte, hvad du har ldt for mg år, der er gået; da mn barndom så mldt og bldt du lægte de sår, der blev slået. Ej mndst ungdom, da lvets krav tog mg ud på de vldsomme veje, hvor dn bøn og formanng mg ofte gav en vdunderlg styrke eje. Jeg ønsker at takke dg, elskede mor, men ak! mne ord er så rnge Gud gve, så længe jeg vandrer på jord, at den tak, som jeg søger at brnge, må være en frugt af bønnen, du bad; værdg af det, du mg lærte, så fremad mod målet jeg vandrer glad lys af dn kærlgheds kærte. 121

16 markerne mt at En mssonspræsdents hustru fortæller om den store velsgnelse det er at have forstandge forældre og om fuldt ud at udnytte vasken, betragte hvor sknnende rent køkkengulvet så ud, efter at det var skuret og bonet, og anstrengte mg for at gøre alt hvad jeg foretog mg så godt som mulgt. Venteog læreårene AF HELEN GRANT BARTON Så vdt jeg kunne skønne var hendes arbejde et utaknemlgt hverv. Det forventes at mødre reparerer tøj, stryger, bager brød, syr pæne kjoler, forbnder sår, gør huset rent og er elskelge, kke sandt? Jeg kan kun tænke på ganske få mødre, som kke gjorde dsse tng, men mn moder gk et skrdt vdere med sne plgter. Hun ønskede at v skulle være mere end bare almndelge. Jeg voksede op på en farm, hvor der blev regnet med vort arbejde, og hvor det at samle løg og stakke hø skrede vort daglge udkomme. Moder kunne se længere end tl nødvendge arbejder. Fader og moder ønskede at deres 5 pger og 2 drenge (og en dreng mere som boede sammen med os mange år), vlle elske Herren ved at efterleve Hans lærdomme og ved selv at gve gennem ord, gernng og musk. Vor tlværelse var kke let, men jeg takker Gud for det, ford jeg fandt lykke ved at plle bønner ved køkkenbordet, synge sammen under op- Mn ungarske voln Alle v børn lærte en del klaverspl, før v fk undervsnng splle på et andet nstrument. Hvordan kunne mn moder vde, hvor meget denne øvelse vlle hjælpe mg senere lvet? En dag lagde mn fader og moder en smuk ungarsk voln skød og sagde: "Den er tl dg." Jeg arbejdede to år for at betale den, og hvor er jeg taknemlg for forældre, som gav mg lejlghed tl at gøre det, ford jeg satte så meget mere prs på mt nstrument. Tante Suse Grant Mann var mn musklærernde årevs; derefter fortsatte professor Laurence Sardon. Jeg skulle øve en tme hver dag. Jeg forsøgte at slppe hver dag, men hver dag øvede jeg efter megen overtalelse fra moder. I begyndelsen øvede jeg badeværelset (jeg gætter på at mn hvnen var ldt for meget for famlen), men det gjorde kke noget, for jeg ekspermenterede med de smukke toner, der gav genlyd, når de ramte vandbeholderen og blev kastet tlbage mod mg. Jeg øvede kke skalaerne så meget, som jeg burde have gjort, ford jeg holdt mere af de smukke meloder; men ford jeg forsømte skalaerne, er det mere vanskelgt for mg at lære nogle af de smukke meloder, jeg nu ønsker at splle. Hvor tåbelgt af mg kke fuldtud at udnytte fordelen af dsse vente- og læreår! 122

17 klassen søndagsskolen, 45 den vore gæld den jert lv, for I Takt og tone-belærng Moder har altd været tlbageholdende og helt gennem en dame. Hun prædkede kke blot for sn famle; hun vrkede også tl gavn for mange andre. Hun var tempelarbejder 25 år; hun arbejdede G.U.F.'s dstrktsbestyrelse, og jeg syntes hun havde den mest vdunderlge stemme verden. Et par gange lod hun mg akkompagnere sg på volnen, når hun sang Krken. Mne søstre og jeg blev undervst af moder om takt og tone, medens v flettede tæpper på græsplænen. Derefter læste hun bøger for os. Hun sagde, at v kunne blve lge hvad v ønskede at være, hvs bare v tog en dag ad gangen og tlrettelagde den dag, så v kunne blve ldt bedre end v var går. Jeg han kke huske, at jeg nogensnde er kommet hjem uden at mn moder ventede oppe på mg, og havde brugt ventetden tl håndarbejde. Jeg trængte tl råd og vejlednng og det var hun klar over. Jeg var genert, og mn fader lærte mg at holde en tale. Jeg tror at jeg hellere vlle høre ham gve en søndagsskolelekte end nogensomhelst anden jeg kendte. Han undervste evangelet år, og han var aldrg kedelg. Han gjorde lekterne aktuelle og vste hvorledes v kunne bruge lærdomme fra Bbelen og Mormons Bog vort eget lv. Jeg holdt meget af at gve 2 1 /2 mnuts taler for mn fader gjorde det morsomt. Hvert år fk jeg en bog for 100% tlstedeværelse søndagsskolen, lge fra jeg var ganske llle. Mn famle gk søndagsskole, og de ventede at jeg gk med. Denne sædvane er fortsat mn egen famle. Lvets vente- og læreår Jeg var organst Prmary, og jeg glædede mg over hver tone, jeg frembragte med de gammeldags fodpedaler. Jeg spllede voln et llle søndagsskole strengeorkester; og det var her jeg mødte mn mand, som også spller voln. Både præsdent Barton og jeg føler meget stærkt, at unge mennesker tdlgt burde udvkle deres talenter deres lvs vente- og læreår. I vor egen famle har det været en vrkelg fornøjelse at have et strengeorkester. Catherne, Grant, Anna, Ray, Bruce og Helen Gay, spllede allesammen et nstrument. V er langtfra professonelle, men v holder af at splle Krken og famle-hjemmeaftener. Catherne er vor dramatske datter, og Ann er vor sangfugl. Efter sn 6 måneders tur med Brgham Young Unverstetsgruppen "Curtan - tme U.S.A.", var Ann hos os som mssonær sydvest-brtske msson. Hun var med tl at synge "Mormon Mssonary Chorale", der har ndsunget flere grammofonplader. Præsdent Barton føler at musk og sport er værdfulde redskaber tl at udbrede det gengvne Evangelum her England. Vort kor på 300 medlemmer af brtske Sdste Dages Hellge har ndsunget 2 plader, den ene med Stanley Blacks orkester London. Præsdent Barton og jeg må tale adskllge gange hver uge Mssonærmøder, grensmøder, dstrktskonferencer, hjemmeaftensmøder for undersøgere og kke- krkelge møder. V ved at vore 2V2 mnuts taler og vore tdlgere stllnger Krken har udvklet os tl at kunne gennemføre det. Jeg er også tl mn erfarng fra G.U.F.'s hovedbestyrelse, der har hjulpet mg tl at være beredt, for før jeg kom bestyrelsen, havde jeg altd lampefeber foran en forsamlng. Men en dag sagde jeg tl mg selv: "Det er en meget egostsk opførsel. Du tænker kke på hvad andre trænger tl." Da jeg begyndte at tænke på, hvad der var nødvendgt ved et specelt møde, fandt jeg ud af, at jeg tænkte mndre og mndre på, hvordan jeg selv så ud, og hvad jeg foretog mg. Jeg vl aldrg glemme mn første opgave sammen med en af generalautorteterne. Ældste Alma Sonne, asssterende tl De tolv Apostles Råd, hvskede tl mg: "Nu må du anstrenge dg og være lge så dygtg som dn moder." Han havde ret, men mn moders udmærkede trænng havde gjort, at jeg det mndste tl dels kunne stå mål. Både præsdent Barton og jeg er dybt taknemlg over forældre, der på et tdlgt tdspunkt vort lv kunne forudse vore fornødenheder. Tl Krkens ungdom sger v: "Udnyt fuldt ud vente- og læreårene er morgendagens ledere." Helen Grant Barton har været leder af hjælpeorgansatonerne sydvest-brtske msson sden 1. februar Hendes mand, Ray H. Barton, Ir., er mssonspræsdent. 123

18 hmlene." følge vor bøn. den Guds den retfærdg forhold sg?? Enhver klog kvnde" "Enhver klog kvnde bygger st hus" (Ordspr. 14:1, Kng James' Verson). Om det hus blver en statelg bygnng eller en elendg hytte afhænger af hende, der bygger det. Hvs fundamentet er fast, murene stærke og taget tæt over for elementerne, hvs ruderne sknner og døren er så sold, at den kan modstå ethvert onde udefra, bygger hun godt. Troen, Evangelets første prncp, er fundamentet for det hus, en klog kvnde bygger tl sn sjæl. Underforstået er tro Skrfterne fuld tlld tl Gud, tl Hans væsen, Hans hensgter, Hans ord og Hans befalnger. En sådan tro fjerner al tvvl, erstatter den med fuldstændg tryghed og kundskab om på hvlken måde man skal leve st lv. Troen er en gave fra Gud; den gves tl dem, som er beredttlat modtage den. Den er så kostelg en gave, så den kke gves, blot man beder om den, og den gves heller kke tl dem, som kke har søgt den. Frelserens spørgsmål tl Peter: "Hvem sger I, at jeg er?" blev besvaret med: "Du er Krstus, den levende Guds Søn." (Matt. 16:15 16.) "Og Jesus svarede og sagde tl ham: "Salg er du, Smon Jonas' søn! th det har kød og blod kke åbenbaret dg, men mn Fader, som er (Matt. 16:17.) Ældste James E. Talmage sger Trosartklerne, sde 94: "Peters tro havde allerede vst sn lvgvende kraft; den havde fået ham tl at forlade meget af det, der var ham kært, for gennem ldelse og forfølgelse at følge Herren og at afstå fra verden med dens tllokkelser for den opofrende fromhed, som hans tro gjorde så ønskværdg."*) *) Ordet "lvgvende" fndes kke oversætte I ae. O. A. danske Dette stærke bevs for Peters værdghed gjorde troens gave mulg. At tro er større end kundskab understreges af den kendsgernng, at når Jesus gk omkrng, blev Han ofte tltalt af dem, som var besat af onde ånder, og som "når de så ham, faldt ned for ham og råbte og sagde: Du er Guds Søn!" (Mark. 3:11.) Selv Satan ved det, og dog er han med al sn kundskab stadg Satan. Hans kundskab har kke tlskyndet ham tl at være retfærdg, tl at adlyde Herrens bud og forsage det onde. Tro er en drvkraft, som leder tl handlng. Det er denne drvkraft, der gør, at troen er større end kundskab eller formodnng, som begge er passve. Hvor v dog trænger tl beskyttelse mod det onde td! Troen beskytter. Alma forkyndte: "Nu forstår I, at det er den sande tro på Gud; ja, I ser, at Gud vl hjælpe, opholde og bevare os, så længe v er trofaste mod ham og mod vor tro og relgon; og Herren vl aldrg tlstede, at v blver udryddet, medmndre v falder overtrædelse og fornægter vor tro" (Alma 44:4). Troen er en kraft Herrens engel, som vste sg for Alma og for Mosahs sønner for at vrkelggøre deres mrakuløse omvendelse, fortalte AF 2. RÅDGIVER, LOUISE W. MADSEN Tale ved hovedmødet under Hjælpeforenngens årlge generalkonference den 28. september 1966 dem, at Herren havde hørt st folks og Alma den ældres bønner, ford de havde bedt med megen tro. "Derfor er jeg kommet hensgt at overbevse dg om Guds magt og myndghed, for at hans tjeneres bønner måtte blve besvaret tro" (Mosah 27:14). Tro er en kraft tl deres lvsførelse, "et anker for menneskesjælene, som vl gøre dem skre og standhaftge, altd rge på gode gernnger tl forherlgelse af Gud" (Ether 12:4). De, som kke har tro, føler ngen forplgtelse tl at være lydge og tl at leve retfærdgt. Hvorfor taler v om tro? Hvorfor opfordrer v søstrene tl at opnå større tro? Hvorfor bestræber v os for at lære dem betydnngen af tro og nødvendgheden af at opbygge de ndre hjælpeklder, som leder dem deres lv? Ford v er nteresserede, at hver eneste kvnde skal nå ophøjelse. Ford v Hjælpeforenngen har fået det ansvar at undervse, formane, overtale og lede søstrene med kærlghed. Ford Hjælpeforenngen er tl for at frelse sjæle, og ford fuldkommen tro på den Allerhellgste er nødvendg for frelse Rge. Hjælpeforenngen tæller tusnder og atter tusnder af kvnder. Dens storhed lgger dens ndflydelse på hver enkelt kvnde. "Intet menneske er klogt nok selv" har Patus sagt. Ingen kvnde er besddelse af så stor vsdom, at hun kke kan høste gavn af andres hjælp tl styrkelse af sn tro. 124

19 - Relef festen alderen overensstemmelse et farvandet; hans hen, Hjælpeforenngens årlge novellekonkurrence Følgende novelle vandt førstepræmen Hjælpeforenngens novellekonkurrence 1966 og blev offentlggjort Socety Magazne for januar Forfatternden er Myrna Clawson fra Calfornen. Hun er medlem af Hjælpeforenngen og moder tl seks børn fra 1 tl 9 år. Hjælpeforenngens novellekonkurrence ndledtes 1942 af Hjælpeforenngens Generalbestyrelse som et led for Hjælpeforenngens 100 års beståen. Konkurrencen er åben for Sdste Dages Hellges kvnder, som har fået mndst ét ltterært arbejde udgvet eller antaget tl offentlggørelse Intatvet tl anerkendt blad. konkurrencen blev taget for at opmuntre Sdste Dages Hellges kvnder tl at udtrykke sg på det ltterære område. Generalbestyrelsen synes, at reaktonen l på denne opgave stadg øger den ltterære kvaltet af Relef Socety Magazne og hjælper Krkens kvnder tl at udvkle deres evner tl også at skabe noget på dette område. II ve h er l v. Im elsker? AF MYRNA CLAWSON For at altng skulle gå planmæssgt havde Andrea tlbragt hele dagen med at gøre forberedelser tl denne aften. Hønen med tlbehør stod klar varmeovnen, den grønne salat og banan-pe'en var også parat. Hun havde set efter, at der kke manglede noget på det dækkede bord spsestuen. Bert kunne komme hvert øjeblk; så skulle de spse og derefter gøre sg færdg tl at gå tl koncert en koncert, der skulle drgeres af Theodor Ravnsky. Andrea og Bert havde overværet en af hans koncerter, da de for 10 år sden gk på college, og "Enhver klog kvnde bygger st hus, men den tåbelge rver det ned med sne hænder" (Ordspr. 14:1, Kng James' Verson). Enhver tåbelg eller syndg handlng, enhver forspldt anlednng tl at tjene, enhver svaghed over for frstelse, enhver godkendelse af noget ondt vrker, som om den tåbelge kvnde med vlje svækker fundamentet tl st hus, fjerner murstenene fra murene, gnorerer utæthed taget, pletter de sknnende ruder og åbner døren, så det onde kan komme nd. Det hus, hun bygger, og hvor hendes sjæl skal bo, er smukt, soldt og stærkt eller det er det kke altsammen med hendes tro og gernnger. Andrea syntes kke, der var nogen, der kunne sdestlles med ham. Hvorfor kommer Bert nu kke? tænkte Andrea. Hun bestemte sg for at tage sne curlers af håret og rede det ud, mens hun ventede; det vlle hvert fald spare hendes td senere. Hun børstede håret tlbage fra panden, snoede og drejede de kastanebrune lokker på plads. Idet hun drejede sg bort fra spejlet, kastede hun et sdste blk det, strøg en krølle tlbage fra knden og smlede. Hun følte sg varm og rgtg godt tlpas; det var lang td sden, hun havde været så lykkelg, så spændt!. Hun for pludselg sammen ved tanken om, at Bert kke var kommet hjem endnu. Nu kom de tl at spse sent, og hele hendes plan blev forkludret. Hun bad børnene vaske sg, så de var klar tl at spse, så snart Bert var nden for døren. Han nød altd at spse sammen med famlen; det var det tdspunkt, hvor han kunne glæde sg over deres beretnnger om dagens oplevelser. Andrea kggede ud af vnduet for at se, om Bert var hun gk tlbage tl spsestuen, for ud og nd ad køkkenet. Hvorfor mon han dog kom så sent? Det lettede, da Bert endelg kom; der var masser af td tl at gøre sg klar tl koncerten. Hun anbragte de fre ældste børn omkrng bordet og Krk høje stol. Baby Luclle, som allerede havde spst, pludrede henne kravlegården. "Hvor skal I seksårge Vera nysgerrgt. Mor?" spurgte "Hvorfor ska' v kke med?" kvdrede frårge Patty. Krk vendte sn tallerken fyldt med pe og anbragte den på hovedet, strålede og sagde: "Hat hat!" Der blev slet kke svaret på spørgsmålene, for børnene brød ud en stormende latter. Andrea følte sne planer gå fuldstændg stykker. "Hold så op, og se at få spst jeres mad!" skændte hun. Der blev dødsstlle, men kun et øjeblk, ndtl hun begyndte at vaske Krk ren for pe'en. Da hun var færdg med det og også havde fået gulvet vasket, havde Bert sagt tak for mad, og børnene var også lge ved at være færdge. Hun tog de tomme tallerkener ud sammen med det stykke pe, hun kke selv havde fået spst. Andrea sendte Patty og Vera ovenpå, så de kunne gøre sg klar tl at gå seng, medens hun selv klædte Krk af. Han stak de bare fødder hen tl hende, for at hun skulle klde ham, så han rgtg kunne hvne; men når hun så holdt op, råbte han: "'gen, ' _ «gen! 125

20 det fuld seng, spsestuen sn "Skal v så tage 'Llle Peter Edderkop'?" Da "edderkoppen" kravlede op ad hans arm, hylede han og trak armen tl sg. Bagefter lod han sn llle, buttedehånd på edderkoppemanér kravle op ad Mors arm. Andrea knugede ham nd tl sg, og han hvnede af fryd. Men da han skulle have sn natdragt på, var kun færdg med at lege og kommanderede! "Stå nu stlle, Krk, jeg kan da kke få tøjet på dg, sådan som du vrder og vender dg!" "Moar, jeg kan kke fnde mn pyjamas," klagede Patty ude på trappen. "Nej, selvfølgelg!" halvt sagde og halvt tænkte Andrea. "Jeg kommer straks, jeg skal lge knappe Krks natdragt." Den leden efter pyjamas stjal nogle af Andreas kostbare mnutter og næsten hele hendes selvbeherskelse, medens hun trak den øverste skuffe dukkekommoden ud og fandt trøjen der og benklæderne under sengen. "Nu skal jeg hjælpe dg..." Andrea havde næppe fået begyndt, før telefonen kmede. Bert varlge ved at tage brusebad, så Andrea for ned ad trapperne for at tage den. Den åh-så-venlge stemme mndede hende: "Husk endelg, at der er forældremøde morgen eftermddag, kl. 15!" "Tak, skal du have," svarede Andrea og lagde røret på "Hvordan skulle jeg kunne glemme det det er den tredje, der har rnget for at mnde mg om det?" mumlede hun. Støj fra køkkenet fortalte hende, at Krk var ved at lave noget, og sandelg, om han kke havde fundet ud af, hvordan han kunne få fat de franske kartofler, og nu lå han på gulvet og forsøgte at samle dem op posen gen. For Andrea var det det ene uheld oven andet. Børnene, som hun havde jaget med, og som kunne mærke, at hun var ved at blve nervøs, var højeste gear. Da hun havde fået puttet Krk og Luclle var Kevn og Dallon, der var 7 og 8 år gamle, gang med at bygge en modelflyvemaskne på gulvet daglgstuen, men det fk Andrea stoppet. "Hvor mange gange skal jeg sge tl jer, at der kke må leges med klster denne stue? Se nu at få det samlet sammen og lagt nd på legebordet, og så lægger man forresten en avs på bordet, når man leger med sådan noget!" Andreas plan vste, at nu var tden nde tl at tage af sted tl koncerten. Skken et held, at hun havde øvelse at klæde sg om på sekunder. Det varede kun et øjeblk, så stod Andrea klædt om ganske vst blussende rød knderne ført en model, hvormed hun præsenterede lnjen for den kommende sæson. De små pgerkggede på hende, som de vlle have strret på en dronnng. Kevn kom farende nd, men standsede med et ryk: "Du er sandelg pæn Mor." Og Dallon, der var lge hælene på ham, tlføjede: "Den kjole godt l'". kan jeg Andrea strålede; hun følte sg vrkelg som en kongelg person. Hun var glad for resultatet af gårsdagens anstrengelser, da hun blev færdg med den sølvblå slkekjole med empre-lv. Når man så nærmere tl, blev man klar over, at det var en omstændghedskjole. Bert lagde armen om hendes lv: "Skal v så tage afsted, mn pge?" Hun kyssede hvert af børnene farvel, og de gk ud ad døren, netop som telefonen brød den besnærende fortryllelse, Andrea lge var begyndt at fornemme. Medens Bert talte, kggede Andrea på st armbåndsur og regnede ud, at der kun var 12 1 /2 mnut tlbage; så gav hun sg tl at trøste den hulkende Patty, der var blevet drllet af Dallon, vste "mekankerne", hvorledes de kunne reparere en vnge på en flyvemaskne og huskede babystteren på, at Luclles flaske stod køleskabet. "Kan onkel Harald kun være her morgen?" spurgte hun Bert, det han slap gennem for gult lys ved det første kryds. "Det var godt, han rngede, nden v var kørt." Da de måtte vente ved det næste kryds vdste hun, at de skulle være meget heldge for at kunne slppe gennem trafkken og komme tdsnok tl at få koncertens første nummer med. Det havde været ét jager sden kl. fre eftermddags. Nu sad de ganske vst salen, men Andrea følte det, som om hun stadg jagede. Tankerne fløj hjem tl børnene hvordan mon de klarede sg? Det var over den td, da koncerten skulle have begyndt; hvorfor mon de ventede? Andrea var så langt nde "fartplan", så hun blev helt forskrækket, da Bert sagde: "Det var vel nok godt, 126