Dværgen fra Normandiet

Transkript

1 Dværgen fra Normandiet Kapitel 7 Skrevet af Lars-Henrik Olsen Se nu her, sagde Turold, da de alle var samlet i systuen næste morgen. Ligulf sad i priorindens stol, som om han ikke havde forladt den, siden han havde sat sig i den første gang. Sypigerne sad parat på deres bænke og kiggede forventningsfuldt ned på dværgen. Vi begynder med begyndelsen. Hvor ellers? kunne Fifa ikke dy sig for at udbryde. Slutningen, sagde Turold. Man kan da godt begynde med enden og vise kong Vilhelms kroning til konge af England og så gå baglæns i historien. Ja, ja. Det kan man. Men jeg har nu valgt at fortælle, hvad der skete fra start til slut. Er der forstået? Sypigerne sagde ingenting, og Ligulf sad også tavs, stiv som en stenstøtte med lukkede øjne. Vi begynder altså i 1064 med at vise den engelske konge på den tid, kong Edward. Han blev konge i 1042, da den sidste dansk engelske konge døde. Han hed Hardeknud og døde i en brandert ved en rig vens bryllupsfest. Hvad er en brandert? spurgte Fifa. Det er sådan en, man har, når man drikker for meget øl eller vin. Så bliver man skør i hovedet og kan næsten ikke gå. Turold viste nu, hvordan en fuld mand bevæger sig. Sypigerne lo højt. Det havde de ikke ser før, for det var strengt forbudt for kvinder at drikke øl og vin i klosteret. Edward, der fik tilnavnet Bekenderen, blev altså konge efter Hardeknud, fortsatte Turold. Edward var en meget from mand. Ja, han var så from, at han i sit ægteskab nærmest levede som en munk og aldrig gik i seng med sin kone, sagde man. De fik i al fald ingen børn. Får man børn af at sove sammen? spurgte Fifa forfærdet og kiggede på Emma, der var blevet helt bleg. Nej, altså jo, forstår du. Ikke hvis det er to kvinder eller to mænd, der sover sammen. Det skal være en voksen mand og en voksen kvinde, der... Gyda rømmede sig højlydt. Hun vidste godt, hvad sagen drejede sig om. 1

2 Men den slags tale var bandlyst inden for klosterets mure. Og hvis man blev taget i at snakke om kønslige ting, betød det en uge i klosterets straffecelle, ja, måske en hel måned. Poppa var ildrød i hovedet. Turold rømmede sig: Ja, ja. Jeg forstår det godt. Jeg ved, at det må være svært for jer. Men I må alligevel holde op med at være så kyske. Det går ikke. Nej, nej, slet ikke. Turolds tålmodighed var sat på en hård prøve, og han begyndte at blive lidt irriteret på de fire piger. I må prøve at tage jer sammen, glemme jeres klostertilværelse, når I er her i systuen, og se på livet uden for klosterets mure, som det leves af almindelige mennesker. Det er det liv, vi skal vise i broderiet. Det er den sande historie i tykt og tyndt, vi skal lave billeder af, og ikke en forkrøblet løgn. Historien skal man ikke lave om på. Er det forstået? Turold stampede i gulvet med sine små fødder. Sypigerne nikkede og tog sig sammen, selv om det var svært. Se nu her, fortsatte Turold lidt mere roligt og hentede en lille tegning, han havde lavet. Her er en skitse til noget af det første, I skal brodere. Sypigerne måbede, da de så den. Tegningen var utroligt smuk, syntes de, så livagtig. Havde Turold virkelig tegnet den? Den lille dværg steg pludselig en del i deres agtelse. Selv Gyda, der havde set meget i sit liv, nikkede anerkendende. Det var næsten et lille mesterværk, som Turold havde lavet. Tegningen forestillede kong Edward, der sad på en tronstol og snakkede med to mænd. Kongen havde krone på hovedet og er scepter i hånden. Det er tidligt forår 1064, forklarede Turold. Kong Edward var på det tidspunkt omkring 40 år gammel, men to år efter skal han dø. Vi forbereder dette for dem, der skal se broderiet, ved at gøre kongen lidt ældre, end han var i virkeligheden. Vi giver ham et gammelt ansigt og et langt, gråt skæg, selvom han var rask og rørig på det tidspunkt, ikke sandt, Ligulf? De kiggede alle hen på Ligulf, der blot nikkede. Jamen, sagde du ikke lige før, at man ikke måtte pynte på historien? Nu laver du jo selv om på den, spurgte Fifa. Du er fiffig, hvad, sagde Turold. Kvikt, lille hoved. Men brug det med omtanke og med måde, så du ikke kommer i uføre. Turold sukkede. Det var svært det her. Men han måtte jo prøve, så godt han kunne, at forklare sypigerne sine tanker og ideer og om sin arbejdsmetode. Altså, en gang til, begyndte han. Historien skal være rigtig nok, som den er forløbet. Men den skal også vises for folk, så de forstår den. Ellers er det 2

3 hele jo ikke til nogen verdens nytte, vel? Man kan ikke forlange, at alle er lige så kloge som hende der. Turold nikkede hen mod Fifa og smilede lidt. Men så fortsatte han: Til højre for kongen står to mænd. En af dem er den mægtigste jarl i England på det tidspunkt. Han hed Harold Godwinson og det er ham, der blev konge af England, da Edward døde. Harold skal på en længere rejse til greven af Flandern, som Edward er i familie med, og hvor Harold skal gå på jagt. Kong Edward beder Harold overbringe nogle budskaber til sine slægtninge. Hvad de to mænd egentlig snakkede om i virkeligheden, er der ingen, der ved, for det er ikke skrevet ned nogen steder. Ved du det, Ligulf? Ligulf rystede på hovedet. Var du i øvrigt med den dag? spurgte Turold. Ligulf rystede igen på hovedet. Hvornår kommer du ind i billedet? sputgte Turold. Dagen efter, svarede Ligulf. Nå, så må vi vente lidt med dig. Det kommer til at vare et stykke tid, før vi når så langt i broderiet, Sidder du godt? Ligulf nikkede. Kong Edward sidder på en trone med udskårede løvehoveder og løveben. For at sidde behageligt har han en pude under sig. Det siger også noget om Alderdom og... og sygdom, skød Fifa ind og kiggede på Ligulf. Godt, lille Fifa, godt! Du begynder at forstå noget af det hele. Ja, og sådan sidder en konge. Se her. Turold skubbede en bænk midt ud på gulvet, og satte sig på den, så alle kunne se ham. Forestil jer nu, at jeg er kong Edward, og at bænken her er en trone. Turold løftede benene lidt op, samlede fødderne og holdt sine knæ ud til siden. Emma tog hånden for munden og fnes. Hold mund! Det her er altså alvorligt, råbte Turold, men grinede også lidt selv. Kongen har sine ben på en skammel, fortsatte han. Det har konger. Og gulvet er sikkert også lidt koldt, for det er jo tidligt forår. Men altså, sådan sidder en konge, hvis I kan forestille jer det. Emma kunne ikke styre sig og fnes igen. Men Turold kommenterede det ikke. Han sprang ned fra bænken og hentede en ny tegning. Slottet i Winchester hvor samtalen foregår, har jeg forestillet mig skal se 3

4 sådan ud. De slotte, kirker og andre bygninger, I skal brodere, kommer aldrig til at se ud, som de gør i virkeligheden. Det er umuligt. Det bliver alt for kompliceret, og så bliver vi aldrig færdige. Desuden ville de blive alt for store i broderier i forhold til menneskene. Jeg har heller ikke rejst rundt og set dem alle sammen, og vi har ingen billeder af dem. Vi kan derfor kun antyde, hvor vores hovedpersoner befinder sig i verden. Et slot viser vi med en stor sal, nogle tårne og vinduer omkring. Det er nok, og så må folk bruge deres fantasi, når de ser det, og selv danne sig et billede af bygningen i deres hoved. Og hvis det ikke er tydeligt eller forståeligt nok, som det bliver broderet, kan vi få skriverkarlen til at skrive stedets eller bygningens navn over det, når han kommer. Turold viste dem nu en tegning, hvor teksten var markeret over en bygning. Er det forstået? Sypigerne nikkede, og Poppa sukkede. Det var næsten for meget at huske for hende på en gang. Men hun strammede sig an og sad lydhør som de andre sypiger. Og se så her, fortsatte Turold. Vi kan ikke brodere historien i hele stoffers bredde, har jeg fundet ud af. Det bliver for grimt og prangende. Jeg har i stedet hittet på noget genialt, hvis jeg selv må sige det. Turold hentede en ny skitse, han havde lavet, og holdt den frem for sypigerne, mens han bukkede dybt for dem. Mine damer og min herre, sagde han og bukkede en gang til for Ligulf, der mest af alt så ud til at ønske, at dværgen snart ville holde sin kæft. For at spare tid, men også for at gøre hele billedfrisen lidt mere spændende, rammer vi vores lange historie ind sådan med to mindre friser, en foroven og en forneden. Ligesom en bog har en indbinding, skaber vi en smuk ramme om vores historieforløb hele vejen hen ad det lange broderi. Disse to mindre friser adskiller vi fra midterfrisen med en søm af kædesting, og dem fylder vi ud med forskellige dyr, træer, skråstreger og andet, som vi hitter på hen ad vejen. Friserne kan nemlig bruges til at fortælle nogle mindre ting, som foregår i hovedfrisen, altså bruges til at forklare og uddybe noget, som ellers ville ødelægge forløbet i vores lange historie. Ja, undskyld, at det tager lidt tid, det her. Men det er nødvendigt, for at I kan forstå mine planer og tanker, Det kribler vel i jeres fingre for at tage fat om nål og tråd, nål og tråd. Men den tid kommer. Giv tid, giv tid, I piger små, nynnede Turold glad og kluklo højt ad sig selv. Nu var det også lidt for meget for Gyda og Poppa, men de sagde ikke noget. Nå, hm. Spøg til side. Spøg til side. Hver ting til sin tid. Men fortår I ikke, 4

5 hvor spændt jeg er? sagde Turold. Jeg bliver også nogle gange nødt til at slappe af og grine lidt ad mig selv. Turold gik hen til bordet og hentede et stort farvelagt pergament. Sådan har jeg forestillet mig det første forløb, sagde han og gav pergamentet til sypigerne. De så måbende på det. Nej dog! sukkede Emma og holdt sine knyttede hænder tæt op til brystet, som om hun slet ikke turde røre den fine tegning. Jamen, hvordan kunne det være muligt? Hvordan kunne man dog tegne så vidunderligt. Og så ham, den lille, hm! Indtil nu havde sypigerne mest opfattet Turold som en sær, lille vanskabning, som havde forstand på billeder og broderi. Men det, som de nu så, var så utroligt smukt, at det næsten tog vejret fra dem. At den lille dværg kunne tegne sådan, havde de ikke kunnet forestille sig. Sypigerne sukkede efter tur. Former og farver stod harmonisk frem, enkelt, men utroligt udtryksfuldt. Det var et sandt mesterværk, næsten ubeskriveligt, syntes de. Sypigerne havde aldrig set magen til billede før. Det brød med mange gamle nonner og traditioner. Det var mageløst, men også meget vovet. Se godt på alle detaljerne, sagde Turold. Se for eksempel på det broderede mønster, som er starten til den midterste billedfrise. Det står som en støtte til selve historien, noget som historien ligesom kan hvile sig op ad, læne sig til, eller som blot fortæller med sine krøller, at før vores historie begynder, er der sket en hel masse, som vi ikke vil beskæftige os med i vores billedfortælling. Se også på de ben der. Turold pegede på benene på nogle heste og hunde. De bageste par ben har en anden farve end de forreste. Det giver en dybde, et perspektiv og en helt anden virkning, end hvis de var ensfarvede. Turold hentede en anden tegning af de samme heste og hunde, hvor deres ben havde samme farve. Virkningen, som Turold ville have frem i det store broderi, var slående. Jeg skal fortælle jer om mange andre fif, som jeg vil bruge hen ad vejen, men lad det nu være godt med det i denne omgang. Kig nu selv på det og dan jer jeres mening. Turold stod nu, næsten mindre end han var, med hænderne foldet på ryggen. Han gav sypigerne god tid til at beundre og fordybe sig i sit værk og lade deres følsomme fingre glide hen over pergamentet. Han gav dem ro til at suge alle indtrykkene til sig og nyde dem uden at bryde ind og forklare 5

6 mere. En dag i madsalen havde priorinden godt nok fortalt, at der nu var kommet en stor mester til klosteret. Dværgen, som de alle havde set, forklarede hun, skulle efter sigende være den største billedkunstner i Normandiet. I sin ungdom havde han været på mange skoler og klostre i England og lært håndværket. Men hjemme i Normandiet havde han udviklet sin egen stil og var blevet meget berømt. - Det forstod sypigerne nu. Men alligevel. At han kunne tegne og farvelægge så smukt, var næsten ikke til at fatte. Noget mere vidunderligt havde de aldrig set. Det var mere end en nydelse. Det er pænt, udbrød Fifa. Men det ville nok pynte lidt med noget guld og sølv. Hold bøtte! skreg Turold og rev pergamentet til sig. Som sagt vil biskop Odo ikke betale for det. Men vores billedtæppe bliver lige så pænt, hm, uden glimmer, kan I vel se. Det bliver endda smukkere med de enkle farver, vi har til rådighed, end hvis vi pranger det til med glitterstads. Ja, ja. Sådan skal det se ud. Og mine flade farver skal I gøre levende med jeres garn. Det lyder måske som en uoverkommelig opgave, men jeg ved, at I kan. Mine billeder er intet at regne i forhold til jeres. I ved det bare ikke endnu. Jeres broderi vil give mit billede en helt anden struktur. Det bliver en billedfrise, eller rettere et billedrelief, hvor vores figurer og deres handlinger bliver meget tydeligere. Fra den glatte, hvide baggrund kommer de nærmest til at bule ud mod tilskuerne. Historien vil tone frem, blive påtrængende og nærværende. Den kommer til at prente sig ind i tilskuerne i al sin glans og herlighed. Tænk på, at billedtæppet skal hænge i en dronnings palads, når det er færdigt. Turold lod dem se billedet igen et stykke tid. Men så udbrød han pludselig: Vi har helt glemt Ligulf! Nej da. Vil du også se? Turold tog det store pergament og gik hen til Ligulf, der sad med lukkede øjne og så ud til at halvsove i stolen. Se, sagde Turold og holdt tegningen op for ham. Ligulf åbnede øjnene lidt og kiggede på billedet. Så nikkede han og lukkede dem igen. Var der ved ar opstå fjendskab mellem de to mænd? Det kunne se sådan ud. Fifa løb hurtigt hen til dem. Synes du ikke, det er pænt, endda meget pænt? spurgte hun og kiggede lige op i Ligulfs ansigt. Han svarede ikke og holdt sine øjne lukket. Hvad? spurgte Fifa højt. Hvad? 6

7 Jo, mumlede han, og der kom en antydning af smil på hans læber. Nå, det var godt. Du er sandelig svær at trække op, sagde Fifa. Nu smilede Ligulf bredt. Sidder du stadig godt? Skal jeg rette din pude under benene? Nej, nej, lo Ligulf. Nå! Fifa slog med nakken og gik tilbage til sin plads. De tre andre sypiger gispede forfærdet over hendes frækhed. Den var uhørt. Og Gud være lovet, at priorinden ikke havde været der og hørt hende. Så ville Fifa komme i enecellen i en uge, ja, måske i en hel måned. Det var godt gjort, godt gjort! udbrød Turold smilende og klappede Fifa på låret, fordi han ikke kunne nå op til hendes hoved. Sådan skal det være. Vi trænger til lidt liv her i forsamlingen. Og lad nu dette være de sidste ord her i dag. Gå til jeres kamre og gør jer rede til aftenmessen, og tænk på alt det, jeg har sagt. Vi mødes igen i morgen efter morgenmessen, renvaskede og i rent tøj, husk det. Også dig, lille Fifa. Hvor har du i øvrigt ligger og snavset din kjole til? I vindueskarmen. Så må du vaske den af, inden du gør det næste gang. Vindueskarmen, mener jeg. Der må ikke komme antydning af pletter på det lærred der. Gå så med fred. 7