Norsk Lingvistisk Tidsskrift Årgang

Transkript

1 Norsk Lingvistisk Tidsskrift Årgang Toril Opsahl: Egentlig alle kan bidra! en samling sosiolingvistiske studier av strukturelle trekk ved norsk i multietniske ungdomsmiljøer i Oslo. Ph.d.-disputas ved Universitetet i Oslo, 12. februar 2010 Førsteopponent Pia Quist, Københavns Universitet Kære Toril Der går rygter om at administrationen ved Universitetet i Oslo forsøgte at ændre i titlen på din afhandling Egentlig alle kan bidra! en samling sosiolingvistiske studier av strukturelle trekk ved norsk i multietniske ungdomsmiljøer i Oslo. Citatet Egentlig alle kan bidra! blev simpelthen rettet til korrekt norsk med inversion af subjekt og verbum efter adverbialet: Egentlig kan alle bidra!. Den velmenende administration havde tydeligvis ikke forstået at man dermed pillede ved essensen i din afhandling, nemlig den nye sprogbrug, de nye sprogtræk der følger i kølvandet på de seneste årtiers demografiske ændringer i Oslo. Brud på V2-reglen er ét af flere træk som behandles i afhandlingen. Toril, du er den første i Norge og i hele verden der skriver en afhandling om emnet norsk i multietniske ungdomsmiljøer i Oslo, så man kan sådan set ikke fortænke administrationspersonalet i at undre sig en smule over titlen. Afhandlingen er anderledes både hvad angår indholdet, det nye emne, og hvad angår formen, en samling af artikler. Afhandlingen består af fem artikler som du har fået udgivet i forskellige fagfællebedømte antologier og tidsskrifter. Det er meget imponerende. Du har også skrevet en 53 siders lang indledende del hvori du kommer grundigt rundt om din undersøgelses teori, empiri og metoder. Jeg ved godt at det

2 Førsteopponent 315 næsten lyder som en floskel at sige at jeg har været glad for at læse din afhandling. Men det er sandt. Det har været en fornøjelse. Over 200 sider som handler om alt det jeg interesserer mig allermest for i sociolingvistik flersprogede unge i storbyen. Afhandlingen er nem at læse, men det betyder ikke at den er simpel. Tværtimod, selvom du skriver klart og sammenhængende, får du behandlet og formidlet komplekse grammatiske og sociolingvistiske fænomener i dybden. Din afhandling skriver sig ind i et felt i sociolingvistikken som i grunden ikke er særlig gammel, men som alligevel står på skuldrene af en solid forskningstradition: Som bekendt var Ulla-Brit Kotsinas den første i Skandinavien der undersøgte unges sprog i multietniske områder i et dialektologisk eller sociolingvistisk perspektiv (fx Kotsinas 1988). Uanset hvad vi år senere kan have af indvendinger mod dette og hint i hendes publikationer fra 1980 erne og 1990 erne, så tog Kotsinas et meget vigtigt skridt som vi andre i dag nyder godt af. Jeg vil vove den påstand at Kotsinas arbejde er en forudsætning for at du, Toril, har kunnet behandle dit emne, dine data, på et så højt og sofistikeret niveau som du har gjort i din afhandling. Du har nemlig været næsten fri for at skulle tage en masse indledende kampe som Kotsinas allerede har taget for dig og os andre. (Helt fri for kampene bliver vi dog nok aldrig det vidner den velmenende administrationsmedarbejder ved Universitetet i Oslo også om). Kotsinas kamp eller bedrift bestod i at flytte behandlingen af unge indvandreres sprog fra et andetsprogsperspektiv til et sociolingvistisk og dialektologisk perspektiv. Indtil da havde flersprogede unges sprog alene været behandlet af andetsprogsforskere hos hvem erkendelsesinteressen primært havde været sprogtilegnelse eller andetsprogspædagogik. Kotsinas perspektiv var et andet idet hun argumenterede for og viste med sine data at sprogbrugen blandt unge i flersprogede forstadsmiljøer i Stockholm ikke meningsfuldt kunne beskrives som tilegnersprog. Selvom de unges sprog adskilte sig fra standard-stockholmsk, var det ikke rimeligt at betragte det som ufærdigt svensk. Derimod kunne, og burde, sproget beskrives som en ny svensk varietet eller dialekt på lige fod med gamle, etablerede stockholmske varieteter. Kotsinas gjorde det legitimt og viste at det var relevant at studere flersprogede unge i et dialektologisk og sociolingvistisk perspektiv. Og det er også perspektivet i denne afhandling. Siden slutningen af 1990 erne har flere og flere forskere taget dette udgangspunkt og undersøgt unges sprog i

3 316 Pia Quist multietniske storbyer i Skandinavien og Nordeuropa (for et skandinavisk overblik se Quist & Svendsen red. 2010, for Europa se Nortier 2008). De forskellige nye undersøgelser har vist at der sker en masse spændende med sprog i storbyerne, men undersøgelserne peger også på at vi mangler mere og grundigere viden om de sproglige træk som ser ud til at variere systematisk i forhold til standardsprogene. Der er mange huller hvor vi kun har overfladisk viden, og det gælder for alle de sproglige niveauer: grammatik, udtale, ordforråd, interaktion/pragmatik. Den slags huller fyldes ikke over night, så vi sociolingvister har måttet vente tålmodigt indtil i dag! Med din afhandling har du dækket en kæmpestor del af det grammatiske hul, idet du har bidraget med systematisk ny viden om de strukturelle træk: genusmarkering og ordstilling. Og så har du på flot pioner-vis dækket et hul der har med det interaktionelle at gøre, nemlig med grundige analyser af diskurspartiklerne sånn og wolla hvis grammatiske og interaktionelle funktioner du har undersøgt. Derfor har du også bidraget mht. ordforråd. Man kan naturligvis ikke overkomme det hele, så udtalen må så blive i dit næste projekt! For faktisk at kunne bidrage med ny viden på disse vigtige områder kræves (1) en stor mængde empiri. Og det har du. Dit engagement i UPUS har givet dig en enestående chance for at arbejde med mange data, og med afhandlingen har du demonstreret at du kan mestre og overskue en stor og broget datamængde. Derudover kræver det (2) grundige metodiske overvejelser når analyser, teori og empiri skal hæftes fornuftigt sammen det har du også med. Og det kræver ikke mindst (3) et stort teoretisk overblik hvilket afhandlingen også vidner flot om at du har. Det er disse tre dele, empiri, metode og teori, jeg vil tale med dig om. Jeg vil begynde med nogle betragtninger om teori. Vi skal berøre begrebet multietnolektisk stil. Derefter vil jeg gerne drøfte nogle metodiske forhold, bl.a. spørgsmålet om optagelsessituationen, observer s paradox og autenticitet. Og så vil jeg stille nogle spørgsmål vedrørende dine data. Jeg kan tilføje at det er de sociolingvistiske aspekter jeg vil diskutere med dig, og ikke så meget de konkrete sproglige træk (det vil nogle andre tage sig af). Vi er nødt til at pille lidt i terminologien, for det er ofte i vores valg af betegnelser for vores forskningsobjekter at vores egentlige teoretiske ståsted kommer til udtryk. Du har et behov for at kalde dit forskningsobjekt de unges sprog for noget. Du er nødt til at begrebsliggøre det dels for at kunne tale om det, dels for at betegne eller beskrive dets karakter. Med de

4 Førsteopponent 317 ord vi vælger, er vi til en vis grad med til at konstruere objektet. Sådan vil det altid være. Du har valgt at kalde den sprogbrug du undersøger for multietnolektisk stil. Mit allerførste spørgsmål til dig lyder i al sin enkelhed: Hvad er multietnolektisk stil? Tillad mig at være lidt krakilsk og splitte ordet ad: Hvad konstituerer en stil? Hvad er etnolektisk? Og hvad er multi? Betegnelsen, som du har sammensat den, ligner en helgardering. Du har det hele med lekt, men vil dog ikke kalde det multietnolekt idet du foretrækker stil. Det gør du fordi du, som du skriver i afhandlingen, ved at kalde det en stil får vist at sprogbrugen er dynamisk og ikke en stabil afgrænselig størrelse. Det er naturligvis prisværdigt, men risikerer du ikke ved at helgardere din terminologi på denne måde, at du slet ikke siger noget? Derfor vil jeg pirke lidt i din helgardering og spørge dig direkte: Har Oslo fået en ny dialekt, varietet, multietnolekt eller stil? Eller måske det hele? Afsluttende til denne diskussion om terminologi vil jeg gerne have at du tager stilling til det man kunne kalde begrebets performative kraft. Du er selv delvist inde på det i afhandlingen i forbindelse med din argumentation for valget af betegnelsen multietnolektisk stil. Men jeg vil gerne adressere det mere direkte her: Idet vi er helt enige om at man nøje skal overveje sit valg af terminologi, fordi ordene er objekternes medkonstruktør, følger det oplagte spørgsmål: hvad gør begrebet multietnolektisk stil? Hvad konstruerer det? Det er en diskussion som for eksempel Jürgen Jaspers (2008) og Lian Malai Madsen (2008) bidrager til med en kritik af brugen af ordet etnisk (i etnolekt og multietnolekt ) i forbindelse med omtalen af bestemte sprogbrugere. Det kan være potentielt problematisk med sin terminologi på forhånd at markere en kategori som etnisk. Madsen foreslår i stedet at bruge senmoderne urban ungdomsstil om det samme som multietnolektisk stil en betegnelse som dog også kan diskuteres. Normann Jørgensen & Janus Møller (2008) kritiserer brugen multi (i fx multisproget og multikulturel ), idet de mener at multi peger på en essentialistisk opfattelse af sprog og varieteter som afgrænselige og tællelige størrelser. Som alternativ foreslår de poly (polysprogning). Du vælger som nævnt med multietnolektisk stil at kombinere stil og lekt, og samtidig skriver du på side 16 at du tager udgangspunkt i en varietetstilgang, det man også kunne kalde en dialektologisk inspireret sociolingvistik. Der begynder du, og så lægger du praksisdelen ovenpå (side 16-18). Lidt senere, side 19, skriver du at du ikke vil bekende dig til en klassisk varietetstilgang. Altså har vi på den ene side en tilgang til beskrivelsen af de urbane unges sprogbrug set fra dialektologien og den variationistiske

5 318 Pia Quist sociolingvistik hvor analysen mest af alt er strukturalistisk (dvs. det du kalder den klassiske varietetstilnærmning ), og på den anden side den samme sprogbrug set fra den interaktionelle eller senmoderne sociolingvistiks perspektiv hvor analysen snarere fokuserer på praksis og ideologiske aspekter (dvs. en praksistilnærmning, side 19). Du placerer dig selv et sted midt imellem disse to perspektiver. Jeg er overvejende enig med dig i denne måde at forholde sig til de unges sprog på (jf. Quist 2008). Jeg mener det i visse henseender kan være ganske fornuftigt at kombinere varietetstilgangen med et praksisperspektiv. Men der vil være flere fx Ben Rampton og Normann Jørgensen der slet ikke anerkender at det kan lade sig gøre. De opløser fx forestillingen om sprogsamfund (en forudsætning i varietetstilgangen, Rampton 1998), og mener ikke der findes afgrænselige lekter, men i stedet sproglige træk, og sprogning (Jørgensen 2010). Hvordan forholder du dig i korte træk til denne diskussion? Det sidste spørgsmål jeg vil rejse i forbindelse med de teoretiske aspekter af din afhandling, drejer sig om det vi kunne kalde et sprogtilegnelsesperspektiv. Altså et tredje perspektiv ved siden af varietets- og praksistilgangene. Som jeg var inde på før, foretog Kotsinas et slags opgør med synet på de unge som sprogtilegnere, og det er et opgør du og andre sociolingvister har købt og videreført, idet vi ikke har haft sprogtilegnelse med i billedet i vores analyser af de unges sprog. Men kan det ikke alligevel i visse sammenhænge være relevant? Kunne man ikke forestille sig at nogle af informanterne bryder V2-reglen eller vælger en alternativ genusmarkering fordi de er i gang med at tilegne sig norsk, men stadig ikke behersker det til fulde? Jeg kunne forestille mig at det ville være mange praktikeres (lærere, pædagoger m.m.) forklaring at de unge ikke taler godt nok norsk, og de derfor bruger de multietnolektiske stiltræk. Måske har vi været for hurtige til at forkaste tilegnelsesperspektivet. Du er selv inde på, i din artikel II, at der er visse træk der muligvis kan forklares som tilegnertræk. Dvs. du åbner mulighed for endnu en kobling af perspektiver på multietnolektisk stil. Men står et tilegnerperspektiv altså alligevel ikke så meget i modsætning til de to andre tilgange at det ikke lader sig gøre at koble dem? Har du et bud på om og i så fald hvordan et sprogtilegnelsesperspektiv kan komme med i billedet sammen med varieteter og praksisser? Nu vil jeg så tale lidt med dig om metode, nemlig i forbindelse med en diskussion af Labovs observer s paradox. Som sociolingvist der arbejder med empiri, er du naturligvis optaget af at din metode til at indsamle data

6 Førsteopponent 319 er målrettet og tilpasset så du får fat i noget interessant. Du er, som enhver anden, interesseret i at få så mange gode optagelser som muligt med en masse interessant sprogbrug. Til det formål har du og din gruppe foretaget nogle metodiske valg for å fange ind det interessante sprog (side 37) og for at get past the observer s paradox (side 186). Observatørens paradoks (Labov 1972) betegner det forhold at sprogbrugere (måske) taler anderledes når forskeren ikke er til stede. Det blotte faktum at der er en observatør med en båndoptager til stede, kan (muligvis) få informanterne til at opføre sig og tale anderledes end hvis observatøren ikke havde været der. Forskeren vil derfor ved hjælp af forskellige metodiske greb forsøge at minimere konsekvenserne af sin egen eller en båndoptagers tilstedeværelse. I dit projekt har I forsøgt at gardere jer ved bl.a. at have skaffet så mange data som muligt, og ved at optage de unge i forskellige samtalesituationer, altså ud fra tanken at kvantitet og diversitet i datatyper minimerer uheldige konsekvenser af observatørens paradoks og risikoen for at der ikke er noget interessant i data at undersøge. Ideen om observatørens paradoks har været kritiseret og diskuteret af sociolingvister. Bagved ligger nemlig en forestilling om et (mere) autentisk sprog som er bedre å fange ind end det uautentiske observatør-inficerede sprog. Nu er autenticitet som bekendt noget man skal være varsom med at bekende sig til i disse senmoderne tider. Mary Bucholtz (2003) kritiserer Labov og den traditionelle sociolingvistik for at have en naiv forestilling om det autentiske sprog. Er det virkelig sådan at unge mennesker i virkeligheden siger en hel masse interessant som de ikke siger, når båndoptageren er tændt? Altså så det de siger mens de optages på bånd, er en mindre interessant skygge af det virkelige? Labov var (måske som dig?) på udkig efter det autentiske sprog i storbyen (1972a og b). Det er hans undersøgelse af Black English Vernacular (BEV) i New York et godt eksempel på: As we enter the city we look for preadolescent and adolescent peer groups engaged in sports or hanging-out; we encounter family groups at tea or after dinner; we join old men at bowls; in pubs; or sitting at pensioner s benches (Labov 1972b: 256). Jeg kunne godt tænke mig at du forholdt dig til diskussionen om det autentiske og interessante sprog. I Labovs New York fandtes det interessante i forbindelse med venskabsgruppers fritidsaktiviteter. Hvor findes det i Oslo? Nu er jeg næsten ved vejs ende med alle mine spørgsmål. Her til sidst vil jeg gerne tale med dig om dine data i relation til de kønsforskelle du fin-

7 320 Pia Quist der i dem. Anden opponent, Frans Gregersen, vil også diskutere kønsaspektet i din undersøgelse. Det er nemlig nogle markante resultater du finder, og noget man kunne tale længe om. Dine undersøgelser viser tydeligt at piger bruger færre af de multietnolektiske stiltræk end drengene. Det er egentlig ikke overraskende lignende resultater er fundet i andre undersøgelser. Der er nok noget om at drenge simpelthen er i front hvad denne talestil angår hvilket er interessant idet det står i modsætning andre sociolingvistiske undersøgelser af unges sprog hvor det er pigerne der går i spidsen med ikke-standard og nye sprogtræk. Her tænker jeg naturligvis først og fremmest på Penelope Eckerts kvindelige burned out burnouts (Eckert 2000), men også Jenny Cheshires bad girls (Cheshire 1982) som du trak frem under din prøveforelæsning. Når du kommer frem til et resultat der så markant placerer drengene i front med ikke-standard-trækkene, er det svært ikke at få den tanke at det kan skyldes dine data. Skyldes forskellene mellem de to køn at drenge og piger rent faktisk bruger trækkene i forskellig grad? Eller er forskellene snarere et resultat der afspejler dine data? Frans Gregersen vil rejse det helt indlysende spørgsmål om det kan have noget med observatørens paradoks at gøre (det kan du derfor vente med at svare på), altså simpelthen fordi det er de pæne piger du har med i undersøgelsen. Hvor er the bad girls? Eller lad mig stille spørgsmålet på en anden måde. Er det de rigtige piger og drenge for den sags skyld du har med i undersøgelsen? Jeg er klar over at du, som en del af UPUS-projektet i Oslo, ikke har haft frie hænder til at tilrettelægge din dataindsamling. Dataindsamling og -håndtering må nødvendigvis bestå af både praktiske og faglige kompromisser når man arbejder sammen i en gruppe. Og derfor vil jeg ikke klandre dig for de data du ikke har med i undersøgelsen. I har i UPUS-gruppen benyttet jer af selvrekruttering, friend-of-a-friend-teknikken. Kan der eventuelt være et metodeproblem her som influerer forskelligt på hvilke drenge og hvilke piger der rekrutteres til undersøgelsen? Til slut vil jeg stille et kort spørgsmål om brugen af NoTa-korpusset som sammenligningsgrundlag. Nogle vil måske mene at selve sammenstillingen af UPUS- og NoTa-korpusserne er problematisk, ja måske politisk ukorrekt. Der kan være en risiko for eksotisering af de andre, dem som etableres som the marked case: Det multietniske korpus (de ualmindelige sprogbrugere) versus NoTa-korpusset (med de normale sprogbrugere). Har du en kommentar til det? Mine spørgsmål i det forløbne må ikke opfattes som udtryk for at jeg ikke anerkender de mange grundige refleksioner om teori, metode og empiri

8 Førsteopponent 321 som du har med i din afhandling. Du er imponerende eksplicit om hvert eneste valg du har foretaget i dit store projekt. Du dækker dine baser fuldt og helt! Hver gang man som læser sniger sig til at tænke hov, det har Toril vist ikke overvejet, vise det sig to linjer længere nede at det har du. Du skriver i flere sammenhænge at noget kræver mere forskning, eller slet og ret at X eller Y kan diskuteres. Afhandlingen er aldrig postulerende, og fremstår på den måde yderst redelig og loyal over for materiale og teori. Jeg vil gerne takke dig for at du på trods af dine allerede dækkede baser har villet diskutere nogle af baserne med mig. Det har været en stor fornøjelse at gå i dybden med din afhandling som i sandhed udgør et væsentligt bidrag til forskningen. Jeg kommer til at bruge dine artikler i mit eget arbejde og i min undervisning og det er måske i virkeligheden den største ros: det kan bruges til noget det her! Litteratur Bucholtz, Mary 2003: Sociolinguistic nostalgia and the authentication of identity. Journal of Sociolinguistics 7, Cheshire, Jenny 1982: Variation in an English dialect: a sociolinguistic study. Cambridge: Cambridge University Press. Eckert, Penelope 2000: Linguistic Variation as Social Practice. Oxford: Blackwell. Jaspers, Jürgen 2008: Problematizing ethnolects: Naming linguistic practices in an Antwerp secondary school. International Journal of Bilingualism 12, Jørgensen, Jens Normann 2010: Languaging. Nine years of poly-lingual development of young Turkish-Danish grade school students. Copenhagen: Danish School of Education, University of Aarhus. Kotsinas, Ulla-Brit 1988: Immigrant Children s Swedish A New variety? Journal of Multilingual and Multicultural Development, 9, Labov, William 1972a: Sociolinguistic Patterns. Philadelphia: University of Pennsylvania Press. Labov, William 1972b: Language in the Inner City. Philadelphia: University of Pennsylvania Press. Madsen, Lian Malai 2008: Fighters and outsiders: Linguistic practices, social identities, and social relationships among urban youth in a martial arts club. University of Copenhagen.

9 322 Pia Quist Møller, Janus Spindler & Jens Normann Jørgensen 2008: Poly-lingual languaging in group interaction. Nordand 3, Nortier, Jacomine 2008: Ethnolects? The emergence of new varieties among adolescents. International Journal of Bilingualism 12, 1 5. Quist, Pia 2008: Sociolinguistic approaches to multiethnolect: Language variety and stylistic practice. International Journal of Bilingualism 12, Quist, Pia & Bente Ailin Svendsen, red., 2010: Multilingual Urban Scandinavia. New Linguistic Practices. Bristol: Multilingual Matters. Rampton, Ben 1998: Speech community. Verschueren, J., J-O. Östman, J. Blommaert & C. Bulcaen (red.): Handbook of Pragmatics. Amsterdam/Philadelphia: John Benjamins. Pia Quist Københavns Universitet Nordisk forskningsinstitut, Afdeling for dialektforskning Njalsgade 136 DK-2300 København [Mottatt 20. september 2010]

10 Norsk Lingvistisk Tidsskrift Årgang Frans Gregersen. Opposition ved Toril Opsahls disputas som anden officielle opponent Højt ærede dekanrepræsentant Bente Ailin Svendsen, doktores, professores, lektores, kære kolleger, mine damer og herrer og først og sidst kære præses, kære Toril Med denne afhandling træder du ind i en fornem række af bymålsforskere i Norge. Det er ofte sagt at traditionen for udforskning af bymål i Norge er særlig stærk, men jeg er ikke sikker på om det betyder andet end at Amund B. Larsen var meget forud for sin tid og at TAUS-projektet ved Eskil Hanssen med flere også var det i sin periode. Men det er vel heller ikke så lidt. Den foreliggende afhandling er en del af projektet UPUS, et tidstypisk akronym for forskningsprojektet Utviklingsprosesser i Urbane Språkmiljøer og dermed for et livligt forskningsmiljø skabt af Brit Mæhlum og hendes to seniorforskere Unn Røyneland og Bente Ailin Svendsen, begge nu fastansatte i Oslo og den sidste endda dekanens repræsentant i dag. Hun har således mindst to grunde til at være stolt. Afhandlingen består af en stor og principiel indledning på 74 sider hvorefter der følger fem studier som alle har været offentliggjort eller er blevet det siden forsvaret. Lad mig først karakterisere denne opbygning. Den forener to formål: I indledningen placerer og kontekstualiserer Toril Opsahl sin forskningsgenstand og redegør for metoder og alle relevante baggrunds - oplysninger om projektet. I de fem studier præsenteres derefter aspekter af det emne præses har valgt som sit. For læseren er det en svært hensigtsmæssig læseoplevelse: man får præsenteret scenen før skuespillerne begynder stykket. For stipendiaten er det samtidig en fordel at kunne få lov til både at demonstrere beherskelse af den klassiske artikelgenre og at vise overblik over ikke bare feltet, men også over hvordan ens egen forskning hænger sammen. Genren forener nogle af de bedste træk fra monografien (hvor der i bedste fald er sammenhæng fra først til sidst, men til gengæld ofte en sej progression) og den rene samling af artikler, hvor der ofte kan blive for mange gentagelser netop fordi studierne hænger sammen, men

11 324 Frans Gregersen stammer fra enkeltstående artikler for forskellige fora hvor konteksten således skal etableres gang på gang. Genstand Toril Opsahls afhandling er et resultat af en bevidst satsning på at udforske og konceptualisere et hidtil uudforsket felt som er karakteristisk ved at være i skæringspunktet af fire forskellige interesser: I den ene dimension placerer TO sig med Oslo-målet som objekt i den akse som i dansk dialektforskning betegnes dialekt standard eller storby over for regionsstad og land. TO vælger eksplicit og velbegrundet at tage Oslo som udgangspunkt. I den anden dimension er der tale om et minisamfund af multietniske talere som undersøges for hvordan de bruger sproget i forskellige situationer. Her placerer TO sig i en dimension som vi i det sydskandinaviske naboland plejer at kalde dansk som første sprog over for dansk som andetsprog. Her vælger præses lige så velbegrundet at undersøge dem der i hvert fald har været udsat for og lever i, og i de fleste tilfælde også selv har, norsk som andetsprog. TO har, som mange andre før hende, valgt at koncentrere indsatsen om de unge i forlængelse af en argumentation som lyder bestikkende, men egentlig er diskutabel, og som siger at det er de unge som bærer fremtiden i deres mund. Det skal vi komme tilbage til. Der kunne nemlig også være tale om såkaldt age grading, dvs. at dette sprog netop er karakteristisk for ungdomstiden, men af samme grund lægges af når man passerer tærskelen til den voksendom som vi jo alle senere får på livstid. Endelig har præses valgt at fokusere først og fremmest på grammatisk variation, og det er originalt og meget velkomment, om end hun dermed løber ind i det problem at der ikke findes helt så klare spilleregler for hvordan man arbejder med grammatisk variation som der gør for fonetisk variation inden for sociolingvistikken. Toril Opsahl gav dagen før selve disputasen en ualmindelig smuk og indsigtsfuld præsentation af hvilke problemer en syntaktisk analyse står over for, et par af dem skal vi komme ind på i løbet af denne opposition. Når vi nu fastholder denne firedimensionale bestemmelse af afhandlingen som: Oslo bymål studeret gennem en række multietniske unges gram-

12 Anden officielle opponent 325 matiske variation, får man også et billede af hvilke problemer præses har stået over for. For på alle disse dimensioner kan vi efterlyse sikker viden som kan bruges som baseline for dine sammenligninger. Du udnytter formidabelt hvad der er, i form af NoTA-korpusset, TAUS er jo nu, forstår jeg, tilgængeligt i udvidet form og UPUS data bliver, bl.a. takket være din indsats, tilgængelige for automatisk søgning. Og alligevel er der på en række områder brug for forsigtighed: Kan vi vide at dette er nye udviklinger, at de ikke har været der før, eller måske ALTID? En iagttagelse med hensyn til afhandlingens karakter er at man netop fordi morfo-syntaktisk eller grammatisk variation ikke hører til i standardundersøgelser af variation eller måske ikke til kernen i variationslingvistikken sådan som den har været praktiseret, er særlig opmærksom på hvilket omrids præses tegner af feltet. Her bemærker man at det åbenbart i Norge er naturligt eller måske er det kun fordi Opsahl faktisk er en altslugende læsehest? at placere sig i forhold til mere eller mindre velkendte varianter af det generative paradigme, men at der er andre forskere inden for variationslingvistik som det ikke er nær så naturligt at forholde sig til: Man er egentlig ikke forbavset over at mangle Hallidays systemisk funktionelle grammatik i litteraturen, men man, dvs. jeg, kunne i højere grad savne en stillingtagen til den form for studier af morfosyntaks som benytter sig af variable regler og studerer betingelsernes vekslen gennem tid. Jeg tænker her først og fremmest på Shana Poplack, men man kunne også generelt henvise til oversigten hos Green 2007 og spørge om den begyndende integration af amerikansk generativisme og europæisk variationsforskning ikke kunne afgive værdifuld inspiration netop for en doktorand med denne specielle baggrund? Design I en indflydelsesrig artikel har Penelope Eckert inddelt sociolingvistikkens logiske udvikling (men ikke dens kronologiske ditto) i tre bølger. Første bølge består af variationslingvistik i dens mest kvantitative udformning med Labovs New York-undersøgelse, oprindelig fra 1966, som modellen: Her afdækkes kontekstfri variantfordelinger i deres samspil med talernes baggrund, de såkaldte speaker variables, nemlig socioøkonomisk klasse, etnicitet, køn og alder. Designet er apparent time, dvs. en aldersopdelt population af informanter som giver mulighed for at slutte til forandringer

13 326 Frans Gregersen i real time, hvis vel at mærke talere ikke forandrer variantfordelinger i løbet af livet. Anden bølge består ifølge Penelope Eckert af neighbourhood studies hvor den økologiske validitet forøges fordi de mennesker der undersøges, ikke rives ud af deres miljø, men netop fastholdes i det. Lesley og Jim Milroys undersøgelser fra Belfast og Labovs i Philadelphia og af ungdomsbander i New York, Arvilla Paynes undersøgelse af en bebyggelse i Philadelphia, Paul Kerswill og Ann Williams undersøgelser i Milton Keynes kunne nævnes som eksempler. Tredje bølge fokuserer endnu klarere på forbindelsen mellem informanterne. Her studeres de i reelt samspil i deres communities of practice hvor den sociale betydning af givne varianter kan studeres hos med-hinandenkommunikerende individer i afgrænsede grupper; metoden er langvarigt af antropologien inspireret feltarbejde der benytter sig af en delvis deltagelse og løbende feltnoter. Pia Quist, Marie Maegaard, Lian Malai Madsen, Marianne Johansen og i et vist omfang Martha Karrebæk har i dansk sammenhæng ladet sig inspirere af Eckert, der selv anvendte metoden i sine studier af jocks og burnouts i Detroit. Nu kommer vi så til det i denne sammenhæng påtrængende spørgsmål om hvilken bølge Toril Opsahl tilhører. Lad mig, før du svarer, få lov at provokere dig lidt bare lidt. Min hypotese er at dette er en interessant blanding af første og anden bølge. Præses beskriver selv bogen som og forsvarer at det MÅ være sådan en slags første bølge light for at tage noget af brodden af den kritik af første bølge som hun ellers deler. Men min hypotese er at der egentlig er nok viden om de enkelte informanter til at der også er en vigtig del af afhandlingen som nærmest må karakteriseres som et neighbourhood study. Det bliver bare ikke udfoldet. Hvad siger du til det? Man kunne gå videre her og spørge: Præses synes ikke at udnytte spørgeskemabesvarelserne direkte i afhandlingen. Hvorfor ikke? Lad mig forklare hvad jeg mener: Jeg savner en oversigt over samtlige informanters svar på samtlige spørgsmål så læseren selv kunne forbinde analyser og baggrundsvariable og så præses måske selv kunne blive udfordret til at finde mønstre af typen bølge 1 classic, dvs. drenge som bor i område 1 har dette til fælles, mens piger der bor i område 2, opfører sig anderledes på vigtige punkter. Er der sådanne mønstre tror du, eller du ved det måske, og hvorfor skriver du s. 46 blot konstaterende at du ikke har indlemmet systematiske analyser af spørgeskemadata i afhandlingen?

14 Anden officielle opponent 327 I den tabel der i bogen er gengivet som tabel 1 s. 125, og den er identisk med tabel 1 s. 165, får vi de 22 informanter delt op efter køn og forældrebaggrund. Af et af præses svar til første opponent Pia Quist fremgik det at det spiller en stor rolle hvorfra i Oslo man kommer. Nuvel, hvorfor får vi så ikke i tabellen OGSÅ en inddeling efter de to steder hvor UPUS i Oslo har samlet ind? Er der efter dine undersøgelser nogen systematisk forskel mellem de to indsamlingssteder du antyder det flere steder, men så vidt jeg kan se er der ikke noget sted en samlet diskussion af det? Kønsforskellen TO konstaterer i indledningen s. 47 at der er store kønsforskelle og vi kommer nedenfor tilbage til en af de meget påfaldende, nemlig i brugen af ikkev2-konstruktioner, men jeg kunne da godt tænke mig at vide hvorfor har du nogen tanker om det? Pigerne var skriver præses stolte over at forskerne interesserede sig for dem. Du skriver egentlig ikke noget om hvordan drengene reagerede og dem var der vel flest af. I hvert fald er der flest drenge i den kernepopulation som undersøges. Hvad med drengene? Hvordan reagerede de på forskerne? Det bliver særlig relevant når vi nedenfor skal se på resultaterne mht situationel variation hvor drengene virkelig synes at adskille sig fra pigerne. Måske opfatter drenge en samtale uden forskere til stede som et oplæg til en verbal duel på street credibility (se afhandlingen s. 47) mens pigerne går i venindemode (ibid), men vi hører intet systematisk om hvilket indhold der var i samtalerne. Det kunne ellers have været indledningen til en semantisk baseret interaktionel sociolingvistik som der er lagt op til, og virkelig også bidrages til, i artikel IV. Det kvantitative og det kvalitative Jeg karakteriserede ovenfor afhandlingen som en første bølge-afhandling, men det er den måske slet ikke alligevel. Den er i hvert fald ikke stolt af dette tilhørsforhold (se s. 18ff). Den fører nemlig en løbende polemik mod den rent kvantitative indretning som præger første bølge (s. 19 øverst). Det finder sin form i en slags Opgøret med cellen : I den fremragende prøveforelæsning som Toril Opsahl leverede dagen før forsvaret, en forelæsning

15 328 Frans Gregersen som var på alle måder instruktiv også for hvad præses selv mener, blev begrænsningerne i den form for kvantitativ sociolingvistik som tilhører første bølge nævnt flere gange. Lad mig give nogle illustrationer på hvad der menes, så læseren er med: I traditionel første bølge-forskning er der et ret begrænset udvalg af baggrundsvariable til rådighed. De obligatoriske er køn, alder og klasse, men ofte viser det sig at etnicitet også er relevant. Det er indlysende at en karakteristik af en bestemt person i kun tre dimensioner udelader en række forhold som kan være af afgørende betydning for hvilken identitet en given person projicerer i en given sammenhæng. Præses refererede bl.a. en undersøgelse foretaget af Jenny Cheshire (1982) som viste at den vigtige baggrundsparameter i en speciel sammenhæng ikke var af såkaldt objektiv art men havde at gøre med hvordan informanterne forvaltede deres rolle. Pæne piger havde en anden syntaks end uartige. I forelæsningen blev denne undersøgelse taget til indtægt for et opgør med cellen som skulle lukkes for altid, forstod man, til fordel for begrebet praksisfællesskabet (CoPs efter Communities of Practice). Ud af cellerne, spræng rammerne ud i etnografien og det kvalitative. Måske, men så dog måske alligevel ikke bare. Cellen er første tilnærmelse, men i det øjeblik man konstaterer at cellen internt ikke er homogen, må man jo finde en underinddeling af baggrunds - variablen som gør det muligt, rimeligt og rigtigt at antage at den er forklarende. Men det betyder vel i dette tilfælde bare at der er to celler og ikke at cellerne skal bortskaffes. Nemlig én celle med pæne og én celle med oprørske piger. Eller hvad mener du? Eller måske skal det forstås sådan at de makrosociale variable skal forkastes til fordel for en ren CoP-baseret tilgang. Det kan ikke anbefales. Hvis man ikke har de makrosociale variable OGSÅ risikerer man en snæversynet eller måske ligefrem socialt blind sociolingvistik som ikke kan generalisere. Analysen af egentlig og XSV dvs. v3 I forskningshistorien indtager det finitte verbums topologiske placering i de forskellige sætningstyper en særlig plads. Læser man traditionelle grammatikker eller for den sags skyld beskrivelser af tilegnelse af dansk som andetsprog finder man ofte betegnelsen inversion. Inversion afslører sig med

16 Anden officielle opponent 329 det samme som for det første en latinsk teknisk term og for det andet et ideologisk begreb som står i modsætning til den definition af den danske sætning som først vandt hævd med Paul Diderichsens Elementær dansk grammatik (1946). I EDG defineres den topologiske struktur ud fra det finitte verbums placering i hovedsætninger og det vises at det ikke er rækkefølgen af subjekt og verbum, sådan som det ligger i begrebet ordo naturalis (nemlig subjekt før verbum, jf. Haastrup 1986) og dermed i begrebet inversion, der kan danne grundlag for en definition, men derimod placeringen af et frit felt foran det finitte verbum som så til gengæld altid definitiorisk står på anden plads. Denne definition af dansk som et v2-sprog er central ikke bare i Diderichsens topologiske analyse, men også i al senere dansk grammatik (se fx Heltoft 2003, 1999). V2 er ikke alene afgørende for forståelsen af forskellen mellem dansk og engelsk (som ikke har v2-reglen) men også for forståelsen af de sætningskonstruktioner som ikke har noget led eller noget materiale foran vf og dermed principielt kunne kaldes v1- konstruktioner. Pointen er at den slags sætninger kan beskrives som havende en tom plads foran det finitte verbum og dermed kan genkendes som bydende, spørgende eller andre non-realis-typer idet der også kan være tale om en bestemt form for betingelsessætninger. V2 indgår således i selve definitionen af sproget dansk (i modsætning til engelsk og i modsætning til sprog hvor det altid er subjektet der står foran verbet, dvs. SVO-sprog). V2 er dermed også blevet et centralt ideologisk konstrukt i og med at denne topologiske struktur ses som det afgørende kriterium for danskhed. Det er fx en afgørelse der har ret stor rækkevidde at udelukke de varianter af dansk der ikke overholder v2-reglen, fra en sprogbeskrivelse, for det er givet at der findes ganske mange i sprogsamfundet Danmark der praktiserer et sådant dansk, hvad enten man taler om dansklørnere, børnesprogstalende eller dansk som andetsprogstalende. Jeg går ud fra at det forholder sig præcis på samme måde med v2 i forhold til norsk grammatiktradition. Opsahl kunne derfor ikke have valgt et mere perspektivrigt emne for en artikel end de konstruktioner som ikke overholder v2-reglen. Det centrale resultat i artiklen om non-v2-konstruktioner (artikel 2 i afhandlingen) fremgår af tabellerne 3a og 3b s. 128f. Det viser sig at der er flere brud på v2-reglen i samtale end i interview for 12 af de 16 drenge (4 af de 16 har lige mange, ingen færre), mens dette kun gælder for 3 af de i alt 6 piger hvor de resterende 3 har relativt færre. Hvad er nu forskellen på de to situationer interview og samtale? Forskellen er simpelthen at der i interviewet er en repræsentant for forskerne til stede mens dette ikke gælder

17 330 Frans Gregersen samtale hvor de unge to og to er overladt til sig selv. I en sådan situation performes identiteter og resten af artiklen diskuterer da også hvilke sproglige forhold der kan være medvirkende årsager til at fremkalde konstruktionen og hvilke sociale ditto. Vender vi os først til de sproglige forhold kan vi på s. 117 se en så instruktiv passage at den har givet inspiration til selve afhandlingen navn: egentlig jeg syns det er bra på en måte. I analysen siges det eksplicit at ekstraposition kan udelukkes Der er ingen pause mellom adverbialet og det påfølgende subjektet som kan vitne om en eventuell reformulering eller selvreparasjon (ibid.). Men s. 49 findes et eksempel hvor der i selve transskriptionen tydeligt er angivet at der faktisk i det mindste kan være en pause i den slags konstruktioner efter adverbialet: [Egentlig] (.) sosser har mer penger da (.) egentlig så viser det seg at østkanten bruker mer penger (.) var det ikke sånn det var. Her står egentlig formentlig i ekstraposition uden at det nødvendigvis er et signal om selvreparation måske snarere om eftertanke. Man må derfor opfatte udsagnet side 117 som følger: de udsagn som i det følgende gøres til genstand for analyse, kan ikke forklares med ekstraposition. I visse tilfælde, bl.a. i titelsætningen står egentlig lidt anderledes. En mulig fortolkning her er at egentlig i fx egentlig alle kan bidra : er bestemmer til alle, hvorfor egentlig ikke? På den måde ville der faktisk kun være ét led i F og v2 ville være overholdt. Jeg går ud fra at der vil være et tryktab der skal ind i billedet her, sådan at man af trykfordelingen kan se forskellen på [egentlig adv alle N ] og [egentlig det alle N ]. I sætningen egentlig jeg syns det er bra på en måte er en fortolkning som bestemmer dog ikke mulig/sandsynlig. Den situationelle variation analyseres s. 126ff, men jeg kan ikke se at der noget sted er taget hensyn til hvem der taler med hvem. Vi får at vide at flertallet af de drenge som bruger relativt flere v3 i samtalerne har to norsksprogede forældre, men det er ifølge Opsahls egen interaktionelle logik måske mindre væsentligt hvis den de samtaler med i undersøgelsessituationen, ikke har det. Måske er der tale om solidarisk performance i samtalesituationen. I hvert fald er det påfaldende som Opsahl også bemærker at en af drengene alene står for en forskel mellem en andel på 28 (af 56) i interview og hele 49 af 79 i samtalen. Hvem taler han med? I analysen af hvilke sproglige forhold der kan fremkalde eller favorisere v3 kunne man virkelig have haft glæde af en nøjere statistisk analyse i form af logistisk regression eller andre af den slags analyser som sætter sproglige

18 Anden officielle opponent 331 forhold sammen med baggrundsvariable i en model af sandsynlighed-forforekomst. Eller man kunne såmænd have nøjedes med en simpel test af hvordan sammenhængen var mellem brug af v3 og ikke-brug i de to situationer ved bare at udføre en chi 2 test for hver enkelt (eller en Fisher s exact hvis der ikke var forekomster nok) af informanterne i tabellerne s. 128 og 129 så vi kunne se hvem der varierer signifikant og hvem der bare har samme tilfældige fordeling. Andre forhold end de mange sproglige som inddrages og på forbilledlig vis diskuteres i forhold til materialet, kunne være af den art man kunne kalde psykolingvistiske. TO diskuterer ganske kort s. 138 om X-leddets (dvs. det led der står foran F) fylde. Måske er der tale om at afstanden mellem X og v kan resette konstruktionen sådan at lange X simpelthen nødvendiggør at konstruktionen så at sige starter forfra. John Hawkins og andres psykolingvistiske teorier om processerbarhed kunne komme i spil her, men det er bare et forslag til den videre analyse. Hvad betyder v3-konstruktionerne? Det er en forudsætning for analysen at der ikke er forskel mellem v3 og v2 i semantisk henseende ellers er der nemlig tale om en semantisk variabel og ikke en syntaktisk, men TO er selv inde på at der er en sammenhæng mellem tema og konstruktionsbrug er det simpelthen det semantiske felt eller en bestemt affektiv effekt man vil fremme eller fremkalde med v3? Under afsnittet om forklaringer anfører TO mikroparametrikernes arbejder med norske dialekter og mener at både deres og hendes egne analyser ville kunne bruges som grundlag for en reanalyse af v3 som en mulighed i norsk. Jeg er ikke helt klar over hvordan præses vurderer dette er det en forklaring eller er det en beskrivelse? For mig at se har netop mikroparametrikerne investeret en del i at forklare v2 netop fordi den konventionelle beskrivelse af SVO-sprog ikke passer, men det betyder vel bare at man har skabt rum inden for modellen til at anbringe også v2-sprog i den. Er det at forklare? Ifølge gængs chomskyansk teori skulle der uafhængig evidens til for at man kan nærme sig en forklaring og hvad skulle den bestå af i dette tilfælde? På samme måde diskuterer præses glimrende den konstruktionsgrammatiske pointe at der kunne være tale om færdiglavede størrelser netop fordi det ser ud til at der er et begrænset antal muligheder for hvad der kan optræde på de forskellige pladser sådan at konstruktionen ligner andre prefabs og lignende. Men er det en forklaring eller snarere en karakteristik? Hvad skulle gælde særlig for konstruktioner for at de kan få lov at bryde en ellers central regel?

19 332 Frans Gregersen Jeg er enig med præses i at v2 er et sårbart fænomen (s.154). Det er i øvrigt en meget interessant diskussion at tage op hvilke grammatiske kategorier der, typologisk set og set fra det enkelte sprog(samfund)s synspunkt, er sårbare grammatisk genus er jo en oplagt anden kategori, men det store spørgsmål er hvad der får os til at klassificere en kategori som sårbar: Hvorfor er v2 eller inversion sårbar? Ud fra en rent typologisk betragtning kan det betyde at fænomenet bare er sjældent, men med typologiens stade in mente er det måske fordi vi ikke endnu har fundet så meget syntaktisk variation i overvejende SVO-sprog endnu. Mit bud er ret simpelt, men har at gøre med den centrale forskel på en formel og en funktionel tilgang: Hverken brud på v2-reglen eller brud på genustilskrivning (hvad enten det er forkert genus eller intet genus overhovedet) fører normalt til voldsomme forståelsesproblemer. Man kan sige at v2 og genus er vigtige kategorier i dansk og norsk for så vidt som brud på v2 og forkert genus i mange tilfælde opfattes som kommunikativt metalingvistisk, nemlig at der er tale om en lørner eller en der taler dansk eller norsk som fremmed- eller andetsprog, men når den indstilling er aktiveret, skulle der i øvrigt ikke være kognitive problemer ved at processere meddelelsen. Derfor er kategorierne entrenched i strukturbeskrivelsen, de er nemlig obligatoriske som kategorier, men samtidig perifere i forhold til kommunikationen og dermed sårbare i ordets overførte betydning; vi er vel ikke ellers tilhængere af opfattelsen af et sprog som en organisme. I afsnittet om forklaringer indgår også en diskussion af interaktionel akkomodation som ender med et citat af en af informanterne. Her ville jeg igen hellere have haft en kontant opgørelse over hvem der talte med hvem sådan at man kunne sammenligne de to samtaleparters brug i interviewet (dvs med forskeren) og deres brug i samtalerne. Uden den har jeg svært ved at se teoriens forklaringskraft. På s. 154 siger præses i tilslutning til Aarsæther at der er tale om en multietnolektisk sprogstil som er til brug i ungdomsgrupperne med vennerne og dermed noget man ikke kommer til at bruge som voksen. Vil det sige at vi her har at gøre med noget som i forandringsmæssigt perspektiv er age grading og ikke change, forandring?

20 Anden officielle opponent 333 Sånn-analysen Lad mig her til sidst blot berøre to interessante træk i analysen af genus og bestemmeren sånn. Det er et fornemt og vigtigt resultat at genussystemet i disse unge menneskers norsk ikke indbefatter den ubestemte artikel i femininum ei. Det betyder at man får en simplificering af genussystemet så der kun er tale om commune og neutrum. Dette viser med al ønskelig tydelighed at genus også er en sårbar kategori men det er interessant at noget af det der tilsyneladende holder fast på kategorien, er noget så ikonisk og simpelt som samsvar mellom naturlig kjønn og genus (s.97). Der er i det følgende afsnit en fascinerende men så vidt jeg kan se uafklaret diskussion af hvilken slags regler der er tale om for genustilskrivning i en moderne grammatik. Det er den slags man gerne giver præses mulighed for at uddybe. Har du noget at tilføje i dag? I tilslutning til og i diskussion med Svein Lie beskrives derefter bestemmeren sånn (Lie 2008). Sånn kan ses som semantisk vag (s. 107), men kan også og uden nogen modsætning hertil beskrives grammatisk som en ny bestemmer som overflødiggør genusbestemmelse i ubestemt form: Sånn-frasene åpner for muligheten til å innføre diskursreferenter på en måte der man ikke trenger å ta hensyn til substantivets inherente genus overhodet. (s. 110). Her viser det sig at et af de træk der er gennemgående i afhandlingen nemlig at kontaktsituationer indebærer en indlæring som næsten ikke kan undgå at medføre forenkling, kommer til sin fulde ret, men det rejser også grundlæggende spørgsmål om brugen af sånn som såkaldt undgåelsesstrategi. Det er jo en lørner-strategi og vi kommer dermed ind på et af de mest besværlige spørgsmål inden for hele denne forskning: Hvordan skal man se på resultatet af indlæringen af norsk som andetsprog, som et intersprog eller som en ny form for norsk, en lekt i egen ret eller skal man tage det økumeniske standpunkt at vælge begge dele? Hvad skal det her bruges til? Vi har i dansk sociolingvistik i almindelighed og på Danmarks Grundforskningsfonds Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier i særdeleshed en debat i øjeblikket om hvilken stor fortælling vi vil bidrage til. Udgangspunktet er at skatteyderne betaler vores løn og at de har et legitimt krav på at få at vide hvad vi har fundet ud af i et sprog de forstår. Men hvis

21 334 Frans Gregersen jeg nu stiller det samme krav til dig, hvad vil du så svare: Hvad har du fundet ud af og hvordan gør det almindelige mennesker klogere og på hvad? Trykfejl Jeg har forstået at det også hører til anden opponents opgave at sige noget om afhandlingens stil. Toril Opsahl skriver godt. Man kan mærke at hun kan lide at skrive om disse sager og hun har tilsyneladende let ved at formulere sig eller også har hun arbejdet så hårdt med teksten at den virker sådan. Det er en stor kvalitet. Alligevel tilbyder jeg her et par småfejl som er undgået korrekturlæsningen: s. 16 sjanger-fejlen burde kunne fanges af tekst-korrekturen i word s. 21 Schilling-Estes uden c en af den slags fejl som man selv er umådelig opmærksom på når det går ud over ens eget navn men som uvægerlig vil opstå s. 57 karakteriseres Mette V. Christensens afhandling som et Ph.d.- prsjekt. Det kunne se ud som en forkortelse, men der er nu ikke meget vundet ved kun at udelade et o. Skal vi ikke bare tage det med i anden udgave? s. 146 i overskriften til afsnit 5.3 har præses opfundet et nyt begreb interaksjonell akkomoasjon. Nok svækkes et intervokalisk d men alligevel. s. 150 øverst heholdsvis : Der er resultater når man søger på heholdsvis på Google (norsk bokmål), MEN når man gør det, foreslår søgemaskinen alligevel først at man skulle søge på henholdsvis som det hedder på dansk, men det ser jo så ud til at heholdsvis er en norsk variant, eller? Afslutning Det har været en god dag for os opponenter fra det sydlige udland, og det har efter min vurdering været en god dag for norsk sociolingvistik. Egentlig Toril Opsahl har med sin afhandling leveret et værdigt værk, et seriøst og lærd værk. Man kan se at de mange litteraturhenvisninger er læst og bliver brugt, der er ikke tale om udvendigt glimmerværk, ingen bling-bling her,

22 Anden officielle opponent 335 men netop indtrængende forståelse af et område med stor respekt for traditionen. Toril Opsahl er også en forsker med omhu for sine informanter. Etikafsnittet i denne afhandling er forbilledligt og vel værd at bide mærke i. Toril Opsahl forener således stor omhu, stor akribi med teoretisk sensibilitet, hun forener stor dybde med en imponerende dækningsgrad det er en ægte disputas det her. Måske kan man her til slut ønske at Toril Opsahl slipper djævelen lidt mere løs og går lidt kraftigere ind i slåskampene der hvor der bliver givet og taget. Flere steder i afhandlingen råder en diskuterende men også meget forsigtig og ikke skarpt konkluderende stil. Det giver læseren meget men kræver også meget og måske er det på tide at gå til biddet, satse på én forklaring og følge den helt derud hvor det viser sig om den kan briste eller bære. Du kan så meget vi vil gerne høre din røst endnu klarere så vi andre kan blive klogere og forskningen kan skride fremad. Der er flere steder i bogen hvor man mærker kloen, men det bliver kun til antydninger og forståeligt nok. Det er sin sag at være djævelens advokat; man ved aldrig om han er solvent og der er altid en regning at betale. I går talte du på mange måder rent ud og risikerede derfor i dag at stå for skud, men egentlig var der jo ikke nogen af os opponenter som ramte i hvert fald ikke noget afgørende. Men for forskningen er der intet så trist som den rene konsensus. Den markerer at vi er blevet kloge på et område, men vi kan altid blive klogere. Tak for muligheden for at opponere. Der var ikke noget væsentligt at opponere imod men meget at diskutere sådan holder vi vandene åbne så nye både kan sættes i søen og den fjerde bølge rejse sig. Litteratur Cheshire, Jenny 1982: Variation in an English dialect. London: Cambridge University Press. Diderichsen, Paul 1946: Elementær Dansk Grammatik. København: Gyldendal. Green, Lisa 2007: Syntactic variation. Bayley, Robert & Ceil Lucas (red.) Sociolinguistic variation. Cambridge: Cambridge University Press, Haastrup, Niels 1986: Ordo naturalis, NyS 16/17: Sætningsskemaet og dets stilling 50 år efter. København: Akademisk forlag.