NIETZSCHE tabet af etisk orientering personlige relationer affortryllelse normopløsende anerkendelse om

Transkript

1 NIETZSCHE I dette forårs studiekreds, og sandsynligvis igen til efteråret, vil det filosofiske fokus ligge på den socialfilosofiske tidsdiagnose, som forhindrer mennesket i at realisere sig i vort samfund. D.v.s. ud fra læsninger i filosofisk/sociologiske værker diskutere de træk og forhold, som påpeger tabet af etisk orientering i overgangen til det moderne samfund og som forårsager erosionen i personlige relationer. Diskutere den med videnskabeliggørelsen forbundne affortryllelse af verden (bl.a. via mytens og kunstens forandring) og den normopløsende tilstand i den stigende økonomiske konkurrence og ulighed. Man kunne også sige, at vi vil diskutere, hvad der hindrer det moderne menneskes opnåelse af anerkendelse blandt sine medmennesker og i samfundet generelt. Et centralt og dermed logisk udgangspunkt vil være at nærme sig en forståelse af Nietzsches kritiske filosofi. At fremstille hans filosofi uden at fortolke og vurdere den ville være at tage livet af den med det samme. Hvor der er liv, sagde Nietzsche, er der fortolkning og vurdering: sandheden gives ikke heller ikke om Nietzsche. (Fra Villy Sørensens forord) Faderen var præst og døde da Friedrich var 5 år. I 1865 besøgte han Køln. En drager viste ham ind i et horehus, hvor et halvt dusin fremtoninger forventningsfuldt stirrede på mig. Målløs stod jeg en stund. Så gik jeg instinktivt hen til et klaver som til det eneste sjælfulde væsen i selskabet og anslog nogle akkorder. Samme år meddeler han moderen og søsteren, at han opgiver det teologiske studium. Moderen beder ham holde sin tvivl for sig selv; mens søsteren får et brev, hvor han første gang fremstiller sin teori om, at sandheden måske ikke er guddommelig og forsonende, men højst afskrækkende og hæslig. Samme efterår, hvor han hang i luften med nogle smertelige erfaringer og

2 skuffelser, uden hjælp, uden håb og uden en venlig erindring, fik han Schopenhauers hovedværk, Verden som vilje og forestilling, i hænde, og så i det som i et spejl verden, livet og mit eget gemyt i forfærdende vælde. I bogen ses intellektet som et produkt af viljen, et middel for naturens højere former til at klare sig i tilværelseskampen, men også som et middel (med udpræget østlig inspiration) til frigørelse fra viljens tyranni. Videnskabsmanden kan gøre ting til genstande for objektiv betragtning, og kunstneren gøre selve viljen til genstand for intuitiv skuen. Schopenhauer gjorde viljen til melodi, til musik, og så i den musikalske udgave af livsviljen forløsningen fra den. Schopenhauer, som lagde sine forelæsninger på samme tidspunkt som Hegel holdt sine, udarbejder en filosofi med vægten lagt på modsætningen mellem intellekt og vilje; hvor driftssiden i mennesket, i sin Weltsmertz og sin desillusionerende psykologi var markant romantisk, kvindefjendsk og pessimistisk. Allerede i gymnasiet havde Nietzsche skrevet om sit eget indre misforhold mellem ord og melodi, der ikke ville stemme overens. I Schopenhauer fandt Nietzsche en læremester og opdrager. En faderlig autoritet af kød og blod traf han imidlertid, da han begyndte at mødes med den 31 år ældre komponist Richard Wagner samt dennes kone, den 8 år ældre Cosima. Wagner og Nietzsche nærede begge stor passion for at arbejde med og skabe nye livskraftige myter. I januar 1869 blev Nietzsche udnævnt til professor i klassisk filologi i Basel og holdt som ny svejtsisk statsborger sin tiltrædelsestale om den filologiske virksomheds sammenhæng med en filosofisk verdensanskuelse. Han ville hellere opdrage personligheder end uddanne fagmænd og i nogle offentlige forelæsninger advarede han mod at udbrede dannelse til de mange; den sande dannelse var forbeholdt de få. Ikke akademisk frihed, men en 2

3 opdragelse til streng lydighed under geniets scepter. Kritik af erkendelsen. Nietzsche vender sig imod de filologer, der var blevet fabriksarbejdere i videnskabens tjeneste og som lod tilbøjeligheden til at omfatte en større helhed dø ud. Når Nietzsche omtaler filosofferne kritisk, mener har især idealisterne (Platon, Descartes og Kant) men også positivisterne, som tror på kendsgerninger, som blot er tolkninger. En blot opfatten af tingene i sig selv giver ingen mening, mener han. Der findes ingen umiddelbart givne kendsgerninger. Selv begrebet om subjektet og subjektivitet forkastes som metafysisk fiktion. For slet ikke at tale om begrebet: objektivitet! Bestemmelsen af objektivitet som fravær af subjektet er et asketisk/moralsk krav til den rene erkendelse. Al perception forudsætter fortløbende interpretation/fortolkning. Hvad der sker i erkendelsen er, at verden omformes til et sæt af fiktioner, ved hvis hjælp den kan overskues og håndteres. Denne håndterlighed, bliver bestemmende for opfattelsen af erkendelsen som værdifuld. Erkendelsen gør verden mere sikker, forståelig og overskuelig. Idealisterne ser bort fra den virkelige verdens foranderlighed og de individuelle forskelle og ophøjer de af fornuften producerede tankemæssige fiktioner. Filosofien angribes for at erkende en verden, de selv har skabt (gemacht). Er verden ikke bare irrationel? Nietzsche vil i hvert fald påpege andre tolkningsmuligheder også af erkendelsen. Tiltroen til fornuften som erkendelsens grundlag forudsætter, at fornuften kan erkende sig selv, altså så at sige principielt ikke kan misforstå sine egne ideer. Nietzsche erklærer, at intellektet kan ikke kritisere sig selv fordi intellektet er et værktøj. - Et kritikpunkt overfor Kant, som han (ubevidst) delte med Hegel. 3

4 Descartes affærdiges slet og ret for at identificere sandhed med sikkerhed. Kravet om sikkerhed i erkendelsen er en følge af dens (livs)funktion, ikke af en vilje til sandhed, men underlagt den svages krav om tryghed. Nietzsche ønsker ikke større subjektivitet i erkendelsen, men større personlighed. Til tænkningens natur hører, at den tænker det ubetingede til det betingede, finder på det Der ville ikke være noget, der kunne kaldes erkendelse, dersom tænkningen ikke først omskaber verden til ting, til noget med sig selv identisk. Først i kraft af tænkningen gives der usandhed. Om moralen. Med sin teori om herre- og slavemoral som værdisæt, der har forskelligt udspring, har Nietzsche tolket moralen som udslag af en indre konflikt. Viljen vil ikke det gode, men bestemmer (som herremoral) det, den vil, som godt. Viljen, der ikke vil (eller intet vil), bestemmer sin mangel på vilje som selve den højeste dyd. Den er en vilje uden eget mål, blot og bar villighed. Det enkelte menneskes vilje (eller konflikten i den enkeltes vilje) består i denne spaltethed, og moralen bliver til beskyttelse mod direkte selvdestruktion, mod fortvivlelse og springet ud i intet. Moralen har lært at hade og foragte på det grundigste, hvad der er de herskendes fundamentale karaktertræk: deres vilje til magt. Men den overser, at også dette had og denne foragt er en magtvilje. Når Nietzsche taler om aristokratisk moral tænker han ikke på nogen form for slægtsaristokrati; áristos betyder for ham som for Platon: bedst, ædlest eller taprest og går på karakteren. Styrke vil sige viljestyrke, som er en karakteregenskab og har intet med fysisk råstyrke, brutalitet eller lign. at bestille ; et enkelt sted taler han ligefrem om åndens magt i stedet for viljen til magt. Jørgen Hass skriver i Illusionens filosofi : Det forekommer mig, at Nietzsches pointe er, at kun den stærke kan være mild mod andre uden at være det af svaghed... de moralske krav om næstekærlighed, medlidenhed etc. i de fleste tilfælde udspringer af svaghed, f.eks. af frygt for næsten; en frygt, der så forstår 4

5 sig selv som velvilje, tolerance eller andre dyder. Det er efter Nietzsches mening ikke Gud, der har skabt mennesket i sit billede, men det er heller ikke mennesket, der har skabt Gud i sit billede. Det er en bestemt slags mennesker, der har det: de mislykkedes art. De blegsottige kristen- idealer er deres form for selvhævdelse. En hævnagt mod alle sunde instinkter, en bøddelmetafysik. Nietzsche beskriver denne kristendom som et gyseligt misk- mask af græsk filosofi og jødedom og til den vigtigste årsag til den antikke kultur og romerkulturens forfald: Imperium romanums vampyr! Da Nero og Caracalla sad på tronen, opstod det paradox, at det laveste (niedrigste) menneske er mere værd end det deroppe! Og et gudsbillede banede sig vej, som var mest muligt fjernet fra de mægtigste billede guden på korset! De dekadentes magtudøvelse fører til den overbevisning, at al magtudøvelse er dekadent, og at det altså drejer sig om at døde sin vilje. At had mod magtmisbrug/afmagt er forståeligt er eet, et andet er, at hvor al retfærdig magt forlægges til Gud, må mennesket føle sig yderligere afmægtig. Religionen begynder med en ejendommelig menneskelig selvspaltning, idet mennesket forlægger alt det værdifulde til en højere magt. Vi mødes 2. marts kl i Smedjen Preben S. 5