Amerikansk kulturpropaganda i Danmark

Transkript

1 Amerikansk kulturpropaganda i Danmark Dette afsnit omhandler amerikansk kulturpropaganda rettet mod den danske befolkning. Der var dels tale om direkte statslig propagandavirksomhed i Danmark, dels propaganda via dækorganisationer, der blev finansieret af USA. United States Information Agencys (USIA) 1 virksomhed i Danmark i perioden beskrives på grundlag af ikke trykt kildemateriale i amerikanske arkiver, mens den amerikanske indsats for den resterende periode bygger på offentliggjort dansk og udenlandsk litteratur. Den britiske, franske og vesttyske indsats er udeladt. I modsætning til den sovjetiske propaganda vurderes den amerikanske at have haft en betydelig gennemslagskraft. Indledning Over for det ganske omfangsrige sovjetiske propagandanetværk stod et vestligt netværk af organisationer, der i sin form kan minde om det sovjetiske, men som alligevel adskiller sig fra de sovjetiske på en række måder. I forhold til det amerikanske/vestlige organisationsnetværk må man operere med to forskellige typer af propaganda- og informationsorganisationer. For det første var der egentlige statslige organisationer som United States Information Agency eller den britiske pendant International Research Department. For det andet var der organisationerne i det statslig-private netværk. Fra amerikansk side kom man senere i gang med kulturdiplomatiet end Sovjetunionen, der blot retablerede et tidligere eksisterende netværk under nogle nye navne og personer. Der var to grunde til den amerikanske langsommelighed. For det første var der af både politiske og økonomiske årsager en udtalt modstand blandt ledende amerikanske politikere mod at udøve kultur- 1 USIA optrådte i sin levetid under en hel række akronymer. I USA blev den som regel benævnt USIA, mens den i udlandet oftest gik under betegnelsen USIS. Se Nicholas J. Cull: The Cold War and the United States Information Agency: American Propaganda and Public Diplomacy, (2008), s. xiii. 1

2 propaganda over for udlandet. 2 For det andet koncentrerede man sig fra amerikansk side i det ideologiske arbejde først og fremmest om at afnazificere Tyskland. 3 Statslige initiativer Vendepunktet blev præsident Harry Trumans tale den 12. marts 1947 til kongressen om behovet for at støtte Grækenland og Tyrkiet økonomisk og militært. I løbet af 20 minutter etablerede Truman Den Kolde Krig ikke som en kamp om militær eller økonomisk overmagt, men som en kamp på værdier. 4 I forlængelse heraf vedtog man i 1948 den såkaldte Smith-Mundt Act. Formålet var bl.a. at skabe en bedre forståelse mellem befolkningen i USA og i andre lande, og det lå således i direkte forlængelse af formålet med Fullbright Act, der skulle forestå udveksling af studerende og ansatte på højere læreanstalter på tværs af Atlanten for på den måde at fremme den gensidige forståelse. Det næste store skridt var Marshall-planen, der ikke kun drejede sig om økonomisk samarbejde, men også indeholdt et betragteligt element af kulturdiplomati. I Danmark skulle der bl.a. udgives en stor mængde overvejende tekniske bøger og pjecer på dansk, ligesom der skulle skabes kontakt til danske virksomheder, interesseorganisationer og fagforeninger. Disse elementer skal, som det er blevet pointeret, ses i tæt sammenhæng med det øvrige kulturdiplomatiske arbejde. 2 Derefter fulgte i 1950 den såkaldte Campaign of Truth, som var en følge af Truman-administrationens ændrede politisk-diplomatiske strategi. Kampagnen var en bredt funderet propagandastrategi, der naturligt involverede kulturdiplomatiet som et centralt element. Det betød, at United States International Information and Educational Program (USIE), der i 1949 havde overtaget det overordnede ansvar for alt kulturdiplomatisk arbejde, fik mere end tredoblet sit budget. Den sidste store organisatoriske ændring fandt sted i 1953, da man endnu engang besluttede at ekspandere det kulturdiplomatiske arbejde. Det førte til oprettelsen af United States Information Agency (USIA), der kom til at virke helt frem til Den Kolde Krigs afslutning. Oversøisk arbejde blev herefter organiseret via United States Information Service (USIS). 5 2 Nicholas J. Cull: The Cold War and the United States Information Agency: American Propaganda and Public Diplomacy (2008), s. 23 ff; 3 Volker R. Berghan: America and the Intellectual Cold Wars in Europe: Shepard Stone between Philantropy, Academy, and Diplomacy (2001), s. 26 ff.; Helen Laville: Cold War Women: The International Activities of American Women s Organisations (2002), s. 68 ff. 4 Scott Lucas: Freedom s War: The US Crusade Against the Soviet Union (1999), s Martin Kryhl Jensen:»En krig på værdier: Mål og midler i det amerikanske kulturdiplomati i Danmark «, Fodnoter 2009:3, s. 8-9

3 Kongressen for Kulturel Frihed Ved siden af de direkte statslige aktiviteter blev der oprettet en række organisationer som modsvar på de omtalte kommunistisk dominerede internationale organisationer. Resultatet af den kommunistiske dominans blev, at der fra vestlig side blev oprettet en række modorganisationer. Som reaktion på Verdensfredsrådet opstod Congress for Cultural Freedom (CCF). Den ledende skikkelse i kongressen var i første omgang den antikommunistiske ungarskfødte forfatter Arthur Koestler. Koestler stod i slutningen af 1940 erne på et højdepunkt i sin karriere; hans bøger bl.a. Mørke midt på dagen om Moskva-processerne var bestsellere, han var medforfatter til CCF s Friheds Manifestet. I starten havde CCF til huse i Koestlers bolig i Fontainele-Pont ved Paris. Der var i CCF en intern debat om, i hvilken retning CCF skulle bevæge sig i kampen mod kommunismen. Medlemmerne var splittet mellem»høgene«som Koestler, hvis anskuelse i samtiden lå tæt på Joseph McCarthy, og de mere moderate. McCarthy var i samtiden og senere ugleset blandt vesteuropæiske intellektuelle, hos hvem der var en kulturel antiamerikansk strømning, som CCF kæmpede med de kommunistiske organisationer om at påvirke. 6 Koestler mente, at CCF skulle bekæmpe kommunisterne gennem benhårde retoriske angreb, mens generalsekretæren komponisten Nikolaj Nabokov og CIA s permanente repræsentant (i en dækstilling) Michael Josselson mente, at CCF skulle tale til de intellektuelle eliter gennem finkulturelle arrangementer som den festival for moderne kunst, man havde afholdt i Paris i Mere sofistikeret antikommunisme skulle gå hånd i hånd med pro-amerikanisme, og når eliten var blevet overbevist, ville det sive ned til resten af samfundet. Koestler tabte magtkampen, tog sit gode tøj og gik. 7 Opgøret i CCF om retningen for kongressens aktiviteter skal ses i lyset af kampen om sjælene mellem USA og Sovjetunionen. Som Arthur Koestler ved en lejlighed præciserede det, drejede det sig bund og grund om kampen om de ikke-sovjetkommunistiske venstreintellektuelle. 8 Statslig-private netværk og organisationer På den baggrund opstod det såkaldte statslig-private netværk. Netværket be- 6 McCarthy blev i samtiden udsat for et veritabelt karaktermord. Han har senere fået oprejsning, efter at det har vist sig, at hans påstande om omfattende sovjetisk og kommunistisk infiltration i bl.a. den amerikanske udenrigstjeneste var rigtige. Se M. Stanton Evans grundigt dokumenterede værk Blacklisted by History. The Untold Story of Senator Joe McCarthy (2007). 7 Volker G. Berghahn: America and the Intellectual Cold Wars in Europe: Shepard Stone between Philanthrophy, Academy, and Diplomacy (2001), s Frances Stonor Saunders: Who Paid the Piper? The CIA and the Cultural Cold War (1999), s

4 4 stod i, at der inden for rammerne af CIA blev oprettet en afdeling for internationale organisationer (International Organizations Division, IOD), der støttede såvel amerikanske foreninger som det nationale studenterråd (National Students Association) og den amerikanske arbejderføderation (American Federation of Labor) som»private initiativer«til at oprette internationale organisationer, der skulle konkurrere med de sovjetiske om den ikke-kommunistiske venstrefløj. Efter oprettelsen af sådanne organisationer støttede IOD dem økonomisk. Væsensforskellen mellem de amerikanske og sovjetiske frontorganisationer var, at nok kom pengene fra CIA, men der fulgte ikke de samme diktater med pengene som i det sovjetiske tilfælde. 9 For at skjule støtten oprettede IOD et netværk af skærmfonde eller samarbejde med allerede eksisterende fonde som Ford og Rockefeller. Den gængse metode var at henvende sig til amerikanske institutioner og spørge, om de ville være så venlige at oprette en fond, der kunne kanalisere nogle penge videre for CIA. På sit højdepunkt opererede CIA med 170 forskellige skærmfonde. 10 Der blev brug for dem, efterhånden som de antikommunistiske internationale frontorganisationer opstod som en følge af kommunisternes forsøg på at dominere de internationale organisationer, der var blevet oprettet efter verdenskrigen i forlængelse af den alliance, der havde eksisteret mod landet under krigen. Blandt de ungdomsorganisationer, der fremkom i opposition til Demokratisk Ungdoms Verdensforbund (DUV/WFDY) og Det Internationale Studenterforbund (IUS) var de tre ungdomsorganisationer WAY (World Assembly of Youth), ISC (International Student Conference) og IUSY (International Union of Socialist Youth). Alle disse organisationer viser, at USA i den tidlige Kolde Krig henregnede de vesteuropæiske socialdemokratier og deres ungdomsorganisationer til den ikke-kommunistiske venstrefløj, kampen med Sovjetunionen stod om. Således var både Olof Palme og det svenske undervisningsministerium involveret i skabelsen af ISC, men i øvrigt havde IOD en hjælpende hånd og en økonomisk finger med i spillet. 11 Så meget desto mere tydeligt træder det frem i forhold til IUSY. I september-oktober 1946 forsamledes en gruppe unge socialdemokrater og socialister 9 W. Scott Lucas:»Beyond Freedom, Beyond Control: Approaches to Culture and the State Private Network in the Cold War«, i Giles Scott-Smith og Hans Krebbendam (ed.): The Cultural Cold War in Western Europe (2003), s. 58 f. 10 Frances Stonor Saunders: Who Paid the Piper?, s Jöel Kotek: Students and the Cold War (1996), s. 168 ff.; Karen Paget:»From Stockholm to Leiden«: The CIA s Role in the Formation of the International Student Conference«, i Giles Scott-Smith og Hans Krebbendam (ed.): The Cultural Cold War in Western Europe (2003), s

5 i Paris for at danne IUSY, der skulle være en international organisation for de demokratisk-socialistiske ungdomsorganisationer. Organisationens første generalsekretær blev Per Hækkerup, der sad på posten indtil Af samme årsag lå IUSY første sekretariat i DSU s lokaler i København. I begyndelsen var det en ganske smal organisation kun med deltagelse af organisationer fra Skandinavien, Holland, Israel, Østrig, Polen og spaniere i eksil. Efterhånden lykkedes det at få udvidet IUSY betydeligt. IUSY var i direkte modstrid med WFDY, som Per Hækkerup på en tale i 1946 kaldte»en direkte fare for verdens fredelige udvikling«. Per Hækkerup stod året efter bag Dansk Ungdoms Fællesråds eksklusion af DKU, fordi ungkommunisterne ikke ville tage afstand fra eksklusionerne af KU og VU fra WFDY. Per Hækkerup medvirkede til at organisere internationale ungdomstræf, der skulle konkurrere med de sovjetisk kontrollerede ungdomsverdensfestivaler arrangeret af WFDY og IUS. Det første IUSY-organiserede træf var en international sommerlejr på Bellahøj i 1947 med ca deltagere. Per Hækkerups biograf Nikolaj Bøgh mener, at Per Hækkerup var bekendt med CIA-finansieringen af IUSY, selv om han udadtil benægtede det og f.eks. i forbindelse med en international fælleskonference for vestlige ungdomsorganisationer i Strasbourg i 1951 hårdnakket fastholdt, at alle udgifter til konferencen var blevet afholdt af en idealistisk amerikansk blikkenslagermester, der gik ind for tættere europæisk samarbejde. Per Hækkerups holdning til CIA-midlerne var ifølge Bøgh, at»så længe amerikanerne ikke blandede sig i organisationens arbejde eller politiske linje, kunne deres penge godt bruges og den antikommunistiske målsætning var de jo enige om«. 12 Vestlige frontorganisationer og Danmark Som tidligere omtalt var der en lang række kommunistiske frontorganisationer, der opererede i Danmark eventuelt som nationale afdelinger af internationale frontorganisationer. De vestlige frontorganisationer opererede ikke helt efter samme mønster. Med undtagelse af CCF, der decideret ønskede at oprette nationale grupper, fungerede danske organisationer som medlemmer ikke afdelinger af internationale frontorganisationer 13 eller som danske antikommunistiske organisationer, der i et vist omfang var bygget op efter det samme statslig-private mønster som de internationale organisationer. En af disse organisationer 12 Nikolaj Bøgh: Hækkerup (2003), s Om forholdet mellem Selskabet for Kulturel Frihed og CCF se Ingeborg Phillipsen:»Out of Tune: The Congress for Cultural Freedom in Denmark, «, i Giles Scott-Smith og Hans Krebbendam (ed.): The Cultural Cold War in Western Europe (2003), s

6 er Atlantsammenslutningen, der er et glimrende eksempel på denne type af organisationer, der var provestlige, og hvor man ikke bare kunne melde sig ind. 14 Heller ikke venskabsforeninger med vestlige lande synes at have spillet den centrale eller udfarende rolle, som deres pendanter med østlandene gjorde. Endvidere kunne de være eksklusive i deres karakter. Lad os som et eksempel se på venskabsforeningen med Vesttyskland. Dansk-Tysk Selskabs første formand var historikeren Jørgen Hatting. 15 Selskabet blev dannet i 1969 som en fortsættelse af Dansk-Tysk Oplysningsudvalg, som Hatting havde været initiativtager til i 1960 sammen med tidligere presseattaché ved den danske ambassade i Bonn, Helge Knudsen, højesteretssagfører Poul Jarding og direktør Erling Foss. På grund af nazismens spøgelse i foreningssammenhæng i form af Dansk-Tysk Forening under besættelsen kunne man kun blive medlem, hvis man blevet anbefalet og godkendt af bestyrelsen. Ved selskabets oprettelse blev dette krav imidlertid ophævet, og medlemstallet steg fra medlemmer til 250. Foreningens arrangementer bestod af foredragsaftener med vesttyske politikere, forskere og kunstnere, oplæsnings- og sangaftner samt teater- og turistrejser til Vesttyskland Den store afsløring Der blev i begyndelsen af dette afsnit om den amerikansk-vestlige propagandastruktur nævnt to punkter, hvorved disse organisationer adskilte sig fra de østlige. Et tredje punkt kom til udtryk ved deres afsløring, tab af legitimitet og sammenbrud. De sovjetiske organisationers sammenbrud hang mere eller mindre sammen med, at de allerede for længst havde mistet deres legitimitet og nu også mistede deres økonomiske understøttelse. De vestlige frontorganisationer fik kun en relativt kort periode som betydende og indflydelsesrige påvirkningsinstrumenter af den vesteuropæiske offentlige mening. I april 1967 afslørede det californiske tidsskrift Ramparts den mere eller minde offentlige hemmelighed om CIA s finansiering af Congress For Cultural Freedom. 17 Afsløringerne spredte sig som ringe i vandet og ramte også ISC, der måtte lukke i 1969, IUSY, der først kom til hægterne igen i 1989, og WAY, der blev reduceret til et kontor i København med to ansatte De private antikommunistiske organisationers virksomhed også på det kulturelle område er nærmere beskrevet i kapitel Senere blev generaldirektør for Danmarks Radio Hans Sølvhøj formand, se ABA Landsforeningens arkiv, kasse 4. Liste over tilsluttede foreninger til Komiteen for udlandsforeningernes kulturelle samvirke, udateret (formentlig 1971) (set den ). 17 Frances Stonor Saunders: Who Paid the Piper?, s Jöel Kotek: Students and the Cold War, s

7 De vestlige organisationer mistede dermed deres legitimitet som påståede legitime organisationer i den internationale offentligheds øjne. Det faldt sammen med fremkomsten af et nyt ikke-kommunistisk venstre («Det nye venstre«), 19 der i sit udgangspunkt og verdenssyn var langt mere USA-kritisk end den tidligere generation. Selv om mange af organisationerne fortsatte med at eksistere i en længere årrække, tabte de gennem afsløringerne mulighed for at vinde kampen om den nye generation af det ikke-kommunistiske venstre. Preben Wilhjelm og afsløringerne Efter Ramparts afsløringer af CIA -støtten til bl.a. CCF, men også både IUSY og National Student Association (NSA), producerede sidstnævnte en rapport om støtten. På baggrund af denne rapport begik Preben Wilhjelm en længere artikel om CIA-støtten til vestlige organisationer. Første del af artiklen var en gennemgang af rapporten. Wilhjelm mente, at CIA havde lokket lederskab efter lederskab i en fælde for at få dem til at modtage støtten, men uden noget som helst belæg i øvrigt i artiklen skrev han:»hvert nyt hold af NSA-ledere gik i den fælde, CIA stillede op. Systemet virkede upåklageligt fra et CIA-synspunkt må nervesammenbrud eller selvmord [...] vel oven i købet siges at være ganske hensigtsmæssigt, så man kunne være tilfredse.«som sagt gjorde Wilhjelm intet i artiklen for at præcisere, hvem der skulle have fået nervesammenbrud eller begået selvmord. I artiklen blev CIA nærmest beskrevet som en stat i staten. 20 Jan Hækkerup, søn af tidligere justitsminister Hans Hækkerup, måtte i 1967 trække sig fra posten som generalsekretær for International Union of Socialist Youth (IUSY), da det blev afsløret, at CIA havde været med til at finansiere den også. 21 Preben Wilhjelm gav også Jan Hækkerup nogle ord med på vejen. I et heftigt personangreb holdt i et stærkt sarkastisk tonefald kritiserede Wilhjelm den unge Hækkerup for efter afsløringerne af CIA-støtten til bl.a. NSA at være rejst til USA for at forhandle med CIA s skærmfonde om støtte til IUSY. Wilhjelm betvivlede Hækkerups demokratiske sindelag, fordi IUSY-formanden sædvanen tro ikke havde informeret organisationens ledelse om kilden til den økonomiske støtte. Afslutningsvis søgte Wilhjelm at flytte dette påståede antidemokratiske sindelag over på Socialdemokratiet som helhed:»den unge Hækkerup har fået vort demokrati ind med modermælken. Han har under hele sin opvækst haft daglig omgang med halvtredsernes og tredsernes [sic!] førende politikere. Resultatet er heller ikke udeblevet. Viser det måske ikke, hvor livskraftigt og bæredygtigt vort demokrati er, når blot de unge virkelig lærer det at kende? Henry Grünbaum og Willy Brandt bør græmmes over deres afkom.«22 19 Om det ikke-sovjetkommunistiske venstre se værkets kapitel 4 og Preben Wilhjelm:»Studenternes opgør med CIA«, Politisk Revy 1967:82, s Henning Kjeldgaard: I skyggen af den kolde krig: Internationalt ungdomsarbejde og derefter (2002), s Preben Wilhjelm:»Demokratiets blomst«, Politisk Revy 1965:104, s. 5. 7

8 Direkte vestlig statslig propagandavirksomhed i Danmark 23 Målsætningerne for det statslige amerikanske kulturdiplomatiske virke i Danmark blev hvert år nedfældet i et Country Paper udarbejdet i samarbejde mellem ambassaden i Danmark og det amerikanske udenrigsministerium, mens det praktiske arbejde blev udført af USIE-kontoret på ambassaden. Der blev opstillet overordnede mål og særlige indsatsområder samt fremsat forslag til, hvordan de konkrete mål skulle opnås. F.eks. var der i 1950 disse tre overordnede målsætninger: 1 At skabe et positivt klima for at modtage information om USA s inden- og udenrigspolitik, men afstå fra åbenlys antikommunistisk propaganda. 2 At opfordre den danske befolkning til at fastholde deres traditionelle venskab med USA og tage yderligere ansvar for et aktivt samarbejde med de vestlige demokratier. 3 At støtte en holdning i Danmark, der ville gøre den danske befolkning i stand til at se mulighederne ved et ekspanderende, dynamisk samfund gennem et dristigere samarbejde med andre demokratier. 8 De primære målgrupper for arbejdet var fagforeningsledere, undervisere, fremtrædende intellektuelle, yngre universitetsstuderende og embedsmænd i centraladministrationen. Det var grupper som disse, der var dagsordensættende for den politiske og kulturelle debat i Danmark. Kontakterne til fagforeningerne var højt prioriterede på grund af Socialdemokratiets rolle som et statsbærende parti, og fordi lederne i partiet enten var rekrutteret fra fagbevægelsen eller havde tætte bånd til den. Fra den socialdemokratiske fagbevægelse modtog den amerikanske ambassade regelmæssigt rapporter om kommunisterne i Danmark. Et gennemgående tema for USIE var, at man fra amerikansk side mere frygtede den slumrende danske neutralisme og defaitisme, end man frygtede kommunisterne og DKP. Samtidig var vurderingen, at man fra sovjetisk side netop håbede på, at man ved at stimulere den latente danske neutralisme muligvis ville kunne få Danmark til at forlade NATO. På USIE-kontoret var man meget opmærksom på, at erfaringerne fra nazistisk og sovjetisk propaganda viste, at»for danskerne findes der ikke noget, der 23 Hvor intet andet er nævnt bygger nedenstående på Martin Jensen:»Kampen om sjælene: Amerikansk Cultural Diplomacy i Danmark under den tidlige Kolde Krig«, i Lars Hedegaard (red.): Kampen om Den Kolde Krig: Festskrift til Bent Jensen (2008), s ; Martin Kryhl Jensen:»En krig på værdier: Mål og midler i det amerikanske kulturdiplomati i Danmark «, Fodnoter 2009:3 (Center for Koldkrigsforskning), s. 7 f.

9 hedder raffineret propaganda«. USIE lagde i stedet for vægt på at stille USA i et positivt lys og ikke gøre brug af åbenlys antikommunistisk propaganda. Dog var der undtagelser som bogen Stalins slavelejre og artikler i Hjemmeværnsbladet. En væsentlig del af strategien var også, at borgerne i småstater som Danmark ikke måtte føle sig som brikker i et spil mellem stormagterne. Amerikanerne lagde derfor vægt på at anvende en inkluderende og åben stil, og man understregede, at selv små bidrag fra stater som Danmark havde stor betydning i en international sammenhæng. At det amerikanske kulturdiplomati havde høj prioritet i det amerikanske arbejde i Danmark illustreres af, hvor mange ressourcer man anvendte både i form af personale og penge. Som det fremgår af tabellen nedenfor, synes antallet af ansatte at have været temmeligt stabilt fra slutningen af 1940 erne og frem til Det kulturdiplomatiske arbejde foregik ved siden af ambassadens almindelige konsulære, repræsentative og diplomatiske opgaver. I spidsen for arbejdet stod en Public Affairs Officer (PAO), der havde det overordnede ansvar for både informationsopgaverne, som kulturdiplomatiet normalt blev betegnet internt, og for udvekslingsprogrammerne. PAO en var desuden normalt medlem af ambassadens ledelse, hvor han sammen med lederne fra de øvrige afdelinger fungerede som en af ambassadørens nærmeste medarbejdere. Under sig havde PAO en en stab af amerikanske medarbejdere og lokale ansatte. Sidstnævnte kategori udgjorde normalt langt den største gruppe og stod for størstedelen af det praktiske arbejde. Det kunne bestå af sagsbehandling, oversættelser, arkivarbejde samt læsning af aviser, tidsskrifter mv. med henblik på både indsamling af relevante oplysninger og dokumentation af afdelingens arbejde. Oversigt over ansatte i USIE-afdelingen i København i udvalgte år i perioden År Amerikanske diplomater Amerikanske ansatte Danske ansatte Kilde: Martin Kryhl Jensen:»En krig på værdier: Mål og midler i det amerikanske kulturdiplomati i Danmark «, Fodnoter 2009:3, s. 16. Af amerikansk personel var der normalt foruden PAO en også en Cultural Affairs Officer (CAO) og en Information Officer (IO) samt måske yderligere en eller to amerikanske ansatte. Arbejdsopgaverne for de amerikanske ansatte var normalt de mere generelle linjer i arbejdet og særlige kerneopgaver som f.eks. kontakten til centrale danske organisationer og personer samt administrati- 9

10 on af forskellige programmer og projekter. De amerikanske ansatte fungerede også typisk som ledere for en eller flere af afdelingens sektioner. I 1960 hørte følgende arbejdsopgaver til blandt de vigtigste: Etablere og vedligeholde kontakt til regeringsembedsmænd, redaktører, forfattere, undervisere, erhvervsledere, interesseorganisationer og andre indflydelsesrige personer. Forberede og distribuere pressemateriale, magasiner, fotos og radio- og fjernsynsprogrammer af fælles interesse for USA og det pågældende land, herunder udvælge og distribuere særligt udvalgte bøger og tidsskrifter, der skulle tilgå institutioner og enkeltpersoner. Distribuere nyheder og nyhedsmateriale til pressen og lokale grupper, der kunne hjælpe disse til at give deres publikum en bedre forståelse for USA, dets motiver og handlemåder og de fælles interesser mellem USA og det pågældende land. Administrere biblioteker og læsesale, organisere forelæsninger og diskussioner, musikarrangementer, engelskundervisning, udstillinger samt filmforevisninger for grupper og private. Administrere udvekslingsprogrammerne. USIE-kontoret var opdelt i syv sektorer: 10 1 Bibliotek og institut 2 Udveksling af personer 3 Film 4 Presse og udgivelser 5 Elektroniske medier 6 Særlige begivenheder 7 Andre regeringers informations- og kulturvirksomhed Biblioteket og instituttet varetog de udadrettede opgaver, der foregik på selve ambassaden. Det drejede sig først og fremmest om administrationen af og udlån fra ambassadens ganske omfangsrige bibliotek, der i 1950 indeholdt næsten titler. Biblioteket havde imidlertid flere funktioner. Først og fremmest kunne danskere henvende sig personligt eller skriftligt og bede om materiale om bestemte emner. Især muligheden for ved skriftlig henvendelse at få tilsendt materiale var populær. Det var således ikke udsædvanligt med flere hundrede forespørgsler om måneden, og de kom fra såvel enkeltpersoner som folkeskoler og andre undervisningsinstitutioner.

11 Derudover distribuerede man udvalgte bøger til danske folkebiblioteker og uddannelsesinstitutioner. Det gav ambassaden en helt unik mulighed for på en direkte måde at nå et meget bredt udsnit af den danske befolkning. På dette tidspunkt var folkebibliotekerne nemlig sammen med Statsradiofonien den vigtigste kilde til information for langt de fleste danskere. Desuden havde distributionen til uddannelsesinstitutioner den fordel, at børn og unge generelt var mere påvirkelige end voksne, hvorfor man havde en enestående mulighed for fra en tidlig alder at lade børn og unge stifte et positivt bekendtskab med USA og amerikansk kultur og historie. Tilbagemeldingerne fra både de personer og institutioner, der modtog materialet, var overordentligt positiv. Området var da også meget højt prioriteret, selv om det ofte var en ganske bekostelig affære at oversætte og distribuere bøger i større mængder. F.eks. kostede det over kroner, da man i 1951 lod trykke eksemplarer af en oversat udgave af An Outline of American History, der på dansk fik titlen De Forenede Staters historie fra vildnis til stormagt af disse eksemplarer blev sendt direkte til danske folkebiblioteker, mens næsten eksemplarer blev sendt til folkeskoler, seminarier og højskoler. Biblioteket rummede bl.a. også en tidsskriftslæsesal, der indeholdt bredt udvalg af såvel fagtidsskrifter som mere kulørte blade som f.eks. TIME Magazine. Desuden havde man et filmforevisningslokale samt et rum udstyret med grammofon, så publikum kunne lytte til amerikansk musik på de nye lp-plader. Dertil kom forskellige arrangementer som oplæsningsaftener og foredrag på ambassaden. En gruppe københavnske bogbindere hørte i vinteren 1950 et foredrag om papirfremstilling, mens godt 30 engelskstuderende fra Københavns Universitet blev inviteret til filmaften med efterfølgende diskussion. I vintermånederne arrangerede sektionen gennem flere år en ugentlig fortælletime, hvor danske børn kunne komme på ambassaden og høre oplæsning af forskellige amerikanske børnebøger. Typisk var arrangementet sådan opbygget, at der først var oplæsning på dansk og derefter på engelsk. Udvekslingen af personer forestod administrationen af udvekslingsprogrammerne under bl.a. Fulbright- og Smith-Mundt-ordningerne. Da udvekslingsprogrammerne blev anset for et helt centralt element i USIE s arbejde med at fremme forståelsen for USA og amerikanske værdier, blev der lagt en meget stor indsats på dette område. Alle personer, der kom i betragtning til et ophold under et af de to programmer, skulle igennem en nøje screeningsproces. Den opgave blev normalt varetaget af et udvalg, der bestod af ambassadens PAO og IO samt en eller flere danske ansatte. Når det drejede sig om udveksling på 11

12 12 universitetsniveau, deltog rektor for Københavns Universitet, to medlemmer fra Studenterforeningens Internationale Udvalg samt et medlem fra Danmark- Amerika Selskabet. Udvekslingsprogrammerne havde en række kategorier, som gav mulighed for personer med meget forskellig baggrund at søge om et ophold i USA. Der var således kategorier for både studerende, grundskolelærere og akademikere, men også folk fra politiske partier og fagbevægelsen havde mulighed for at komme i betragtning. Desuden stod afdelingen for udvælgelse af personer til de såkaldte NATO-stipendier, der sikrede deltagerne, som typisk var journalister, redaktører eller politisk aktive, et kortere eller længere ophold ved f.eks. NATOs militære og/eller politiske hovedkvarter. Formålet var at give disse meningsdannere et positivt indtryk af NATO-alliancen ved at lade dem stifte personligt bekendtskab med organisationens virke. Desuden var sektionen behjælpelige med de praktiske detaljer, når danskere rejste til USA på stipendier fra amerikanske virksomheder og organisationer som f.eks. Standard Oil og Rockefeller Foundation. Når en deltager fra et af udvekslingsprogrammerne vendte hjem, fulgte man fra amerikansk side nøje med i, hvad deltagerne sagde og skrev om deres oplevelser. Faktisk blev det forventet, at deltagerne i skrift eller tale viderekommunikerede deres oplevelser, selv om det ikke formelt var noget krav. På grund af den grundige screening af deltagere i programmet var det da også yderst sjældent, at nogen kom hjem med et decideret negativt indtryk af USA. Den interne USIE-evaluering af udvekslingsprogrammerne var derfor generelt meget positiv, fordi programmerne efter amerikansk opfattelse bidrog væsentligt til at øge dansk-amerikansk forståelse og venskab. Ambassaden benyttede da også næsten enhver lejlighed til over for udenrigsministeriet i Washington at foreslå programmet udvidet. Endelig havde man til opgave at overvåge og rapportere om fremtrædende danskere, der rejste til USA. I starten af 1950 erne var især flyrejser til USA ikke almindelige, og derfor var der tit omtale af deltagende personer i dagbladene, især fordi der ofte var tale om kulturpersonligheder, politikere eller prominente forretningsfolk. Det var da også primært fra aviser og blade, at sektionen hentede sine informationer om, hvem der stod for at skulle rejse. Ud med Søren og Anne Et eksempel på en særdeles vellykket anvendelse af udvekslingsprogrammerne er bogen Ud med Søren og Anne (1952), der var skrevet af den populære forfatter Gunnar Nyborg-Jensen og illustreret af Jørgen Clevin. Nyborg-Jensen havde i 1951 fået et såkaldt»leader Grant«, som var en del af et

13 udvekslingsprogram under Fulbright Act. Efter hjemkomsten til Danmark skrev han bogen, der fik dollars i støtte fra USIE. Det fremgår ikke af materialet, om der inden rejsen var truffet aftale om, at Nyborg-Jensen skulle skrive bogen, eller hvem der tog initiativet til udgivelse. Den økonomiske støtte fra USIE var naturligvis ikke nævnt i bogen. Karaktererne Søren og Anne var medvirkende i Nyborg- Jensens populære børnebøger, så det var således kendte figurer, de danske børn kunne læse om. Bogen blev i øvrigt oversat til flere andre sprog, men ud fra det tilgængelige materiale kan det ikke afgøres, om USIE også stod bag oversættelsen af bogen. Repræsentativt set var bogen i sin form og udtryk i meget fin overensstemmelse med det generelle sigte og midlerne i det amerikanske kulturdiplomati, hvilket sandsynligvis også var en af grundene til, at USIE valgte at støtte udgivelsen. Den letlæste og rigt illustrerede bog var nemlig ikke et ukritisk hyldestskrift, selv om den naturligvis havde en klar positiv grundtone over for USA og amerikansk kultur og livsstil. Bogens to hovedpersoner, børnene Søren og Anne, rejser med deres forældre gennem USA, hvor de møder mange forskellige amerikanere, både hvide, sorte, latinoer, indianere osv. Det såkaldte»negerspørgsmål«nævnes flere gange, men dog med en understregning af, at selv om der var forskel på kultur og traditioner i Danmark og USA, ja, så var amerikanerne, når alt kom til alt, meget ligesom danskerne. Det faktum, at udgangspunktet var de to børn Søren og Anne, gjorde det muligt at forklare om helt elementære dele af amerikansk hverdagsliv f.eks. kunne man læse om det amerikanske skolesystem, sportsgrene, natur, geografi, politisk system, historie, osv. Når det var muligt, trækkes lighederne med Europa frem for at illustrere, at USA og (Vest)Europa havde meget til fælles f.eks. bliver det understreget, at mange amerikanere oprindeligt var udvandret fra Europa. Det nævnes også, at en dansker var med til at starte rosinfabrikken Sun-Maid, ligesom Anne og Søren besøger en udvandret dansk familie, der nu bor i USA. Med andre ord blev der gjort store anstrengelser for at illustrere lighederne mellem USA og Danmark og de mange fælles interesseområder. Overordnet set gav bogen en velfriseret og lettere politisk korrekt fremstilling af USA uden at være egentlig propagandistisk. Bogens hovedformål har således først og fremmest været at give læseren et positivt indtryk af USA. Filmsektionen var i slutningen af 1940 erne og starten af 1950 erne en af de vigtigste i ambassadens kulturdiplomatiske arbejde. Den stod nemlig for udlån af filmmateriale, og den service var stærkt efterspurgt i Danmark, hvor den hjemlige filmproduktion stadig var ret begrænset bl.a. på grund af eftervirkningerne af krigen og rationeringen. Der blev udlånt til både folkeskoler og an- 13

14 14 dre uddannelsesinstitutioner samt til interesseorganisationer, oplysningsforbund samt private foreninger, og der var primært tale om dokumentarfilm af forskellig art. Blandt de mest populære titler var f.eks. Autobiography of a Jeep, der illustrerede fremstillingsprocessen af den kendte Willy s Jeep, og Spring Ski Chase, der handlede om skiløb. Sidstnævnte blev bl.a. udlånt til forevisning så forskellige steder som Hellerup Sejlklub og Struer Kemiske Laboratorium. Blandt de øvrige udlån var film om f.eks. landbrug, sygehusvæsen, ingeniørarbejde og filmproduktion til bl.a. en engelsk sprogklub i Køge, Mentalhygiejnisk Selskab, Danske Husmandsforeninger og Sindssygehospitalet i Augustenborg. Ved hjælp af filmsektionens materiale kom man således i kontakt med store og ganske forskelligartede grupper i det danske samfund. Ikke alene foreviste man film på ambassaden på Østerbro, man havde også en mobil filmservice, der ganske enkelt bestod af en Jeep med et filmfremvisningsapparat, der kørte rundt i provinsen. Derudover skete det også, at man udlånte både film og filmfremvisningsapparat til større grupper. På ambassaden holdt man ganske nøje øje med, hvor mange personer der så sektionens filmmateriale. Det var et generelt træk for alle USIE s sektioner, at man gik meget op i at dokumentere udbredelsen og effekten af det arbejde, man udførte. Der var flere årsager til dette til tider meget minutiøse registreringsarbejde. For det første var det en god måde at holde State Department i Washington informeret om ambassadens omfattende arbejdsindsats. For det andet var det en måde, hvorpå man ganske effektivt kunne målrette sine aktiviteter når man nøjagtigt vidste, hvilke film eller bøger der blev udlånt mest til bestemte grupper, kunne man bruge den information til at fokusere fremtidige fremstød over for selvsamme grupper. På den måde opbyggede man et indgående kendskab til forskellige samfundsgruppers kulturelle præferencer, hvilket selvsagt var af stor betydning for det fremadrettede arbejde. Sektionens ansatte talte som led i denne dokumentationsproces jævnligt med personer, der havde set filmene, og kunne med tilfredshed konstatere, at disse personer ikke anså USIE s film som værende udtryk for propaganda, men mere som spændende oplysning. Indholdsmæssigt var filmene da også helt i tråd med den overordnede strategi for arbejdet i Danmark renset for egentlig politisk propaganda. Typiske emner i disse film var således ofte ting som amerikansk populærkultur, landbrugsproduktion, store bygningsprojekter eller film om fremskridt inden for lægevidenskaben. Sektionen for presse og publikationer stod bl.a. for udlån af billedmateriale, udsendelse af ugentlige nyhedsbreve samt distribution og oversættelse af artikler til danske medier. At dømme ud fra de tilbagemeldinger, som sektionens

15 ansatte fik fra danske journalister og fra sektionens egen registrering, blev stoffet fra USIE flittigt brugt af og i de danske medier. De fleste af de større dagblade henvendte sig da også jævnligt med forespørgsler i presseafdelingen. Mest skeptisk var naturligt nok Land og Folk, selv om det faktisk indimellem skete, at den kommunistiske avis henvendte sig til sektionen. En vis skepsis mod amerikansk kultur og politik var også at finde blandt landets radikale aviser, der i pagt med Det Radikale Venstres politik var imod det danske medlemskab af Atlantpagten. Den emnemæssige spændvidde i materialet var ligesom i filmsektionen ganske betragtelig. Det illustreres bl.a. af, at man i januar 1950 f.eks. både oversatte en artikel om civil brug af atomenergi og en artikel om togdrift, der blev offentliggjort i bladet Modeljernbanen. Helt i tråd med anbefalingerne i USIE s Country Plan for Danmark sørgede man i presseafdelingen bevidst for at holde sig fra de politisk set mest sprængfarlige emner. Danskerne skulle bibringes et positivt indtryk af USA ved hjælp af det kulturelle diplomati, og påvirkningen skulle helst ske diskret og gennem mange små kanaler og ikke ved at bruge den store propagandatromme. Derfor afholdt man sig ligesom de øvrige sektioner fra at distribuere materiale, hvor de politiske budskaber var alt for tydelige. Højt aktivitetsniveau En oversigt over en enkelt måneds arbejde viser, hvor stort aktivitetsniveauet var. Af en indberetning til State Department kan man således se, at der var leveret materiale til aviser 146 gange, til tidsskrifter og pressebureauer hver 20 gange og til embedsmænd og andre nøglepersoner 146 gange. Billeder var der til forskellige medier i samme periode leveret i alt 707 stk. af. En del af disse billeder blev brugt i avisernes udstillingsvinduer i de større byer, og USIE leverede ofte hele pakker med billeder hertil. Blandt disse billeder sørgede man typisk for at medtage nogle med militære motiver, typisk af NATO-øvelser. Rationalet var, at disse billeder med militære billeder ville blive opfattet som mindre kontroversielle, når de var placeret sammen med andre ikke-militære billeder, og på den måde håbede man at gøre NATO til en almindelig og accepteret del af danskernes mediebillede. Pressesektionen gjorde ligesom de andre sektioner meget ud af at dokumentere omfanget og effekten af det udførte arbejde. Man undersøgte jævnligt, hvor mange spaltemillimeter i landets aviser der havde baggrund i informationer leveret fra USIE. I december 1949 lå tallet på 320, mens det i januar og februar 1950 drejede sig om henholdsvis 810 og 650 spaltemillimeter. Desuden blev der rapporteret hjem om enkelthistorier i de danske aviser, der kunne have interesse for udenrigsministeriet. Typisk drejede det sig om nyheder om politi- 15

16 16 kere, embedsmænd eller fagforeningsledere. Derved kunne State Department holde deres biografiske oversigter løbende opdateret. Hvis USA blev omtalt positivt, blev det også gerne noteret. Således kunne ambassadens PAO med glæde konstatere, at udenrigsredaktøren på Aarhus Stiftstidende op til julen i 1949 havde skrevet to meget positive artikler om, hvordan man fejrede jul i USA. Forbindelsen til pressen var generelt meget højt prioriteret, og sektionens ansatte gjorde meget ud af at pleje forholdet til danske journalister og redaktører, der således med jævne mellemrum blev inviteret på frokoster og middage med ambassadens PAO, IO eller ambassadøren selv. Det skete også jævnligt, at medarbejdere fra pressesektionen tog rundt og besøgte avisredaktioner for på den måde at opbygge et personligt tillidsforhold til landets meningsdannere. Som et konkret eksempel på arbejdet med avisredaktører kan nævnes det besøg, som redaktør Børge Outze fra Information i 1950 havde i USA. Ifølge USIE havde Information nemlig blandt sine læsere»mange studerende og skeptiske intellektuelle«, der var kritiske over for amerikansk udenrigspolitik og amerikanske kultur generelt. Derfor inviterede man Outze til USA, hvor han bl.a. fik forevist militæranlæg og baser og fik mulighed for at tale med både politikere og kulturpersonligheder. USIE udtrykte efterfølgende meget stor tilfredshed med besøget og konkluderede således, at indflydelsen af hans besøg på avisens linje var mærkbar. I et andet tilfælde inviterede man en kritisk Politiken-journalist med som gæst til en militærøvelse i Tyskland, hvilket resulterede i to positive artikler. I efteråret 1951 lykkedes det f.eks. også at få Ekstra Bladet til at offentliggøre en serie tegneserier, der gjorde grin med Sovjetunionen. Året efter kunne man med stor tilfredshed konstatere, at den neutralistiske Politiken havde trykt artiklen»fakta om børn under kommunismen«, der byggede på en antikommunistisk pjece fra Atlantsammenslutningen. Sektionen for elektroniske mediers arbejde bestod i de første år næsten udelukkende i at levere materiale til radioprogrammer på Statsradiofonien (DR). Det drejede sig i altovervejende grad om musik, reportager og dokumentarudsendelser. Især optagelser med klassisk musik var efterspurgte. Sektionen arrangerede også ved enkelte lejligheder besøg af amerikanske dirigenter og var behjælpelig med at få amerikanske gæsteprofessorer i Danmark til at deltage i diverse radioprogrammer. Hvor de fleste af ambassadens USIE-sektioner fra starten havde nemt ved at afsætte deres stof, så løb denne sektion oftere ind i modstand. Statsradiofonien afviste nemlig ved flere lejligheder at bruge det tilbudte materiale. Begrundelserne var bl.a., at man ikke ønskede at betale musikafgiften til KODA, eller at materialet simpelthen ikke passede ind i programfladen. Intet i kildematerialet indikerer, at der lå egentlige politiske

17 bevæggrunde bag afvisningen af det amerikanske materiale. Senere blev samarbejdet mellem USIE og Statsradiofonien da også mere omfattende. Under indtryk af Korea-krigen blev radioen således fast aftager af reportager og andre indslag, der var produceret af amerikanerne. I tråd med de øvrige sektioners registreringsarbejde holdt man nøje øje med, hvor mange udsendelsesminutter USIE-stoffet fik. Sektionen for særlige begivenheder levede en lidt atypisk tilværelse, fordi de begivenheder, der lå inden for dens område, typisk var af ad hoc-karakter. Det kunne f.eks. dreje sig om housewarmings, officielle besøg i danske byer og amerikansk deltagelse i forskellige konferencer mv. Oftest havde man mest travlt, når der kom en ny ambassadør, fordi denne så skulle præsenteres i en række forskellige sammenhænge og fora i Danmark. Således deltog den nyudnævnte ambassadør Eugenie Anderson i 1950 alene i de første to måneder af sit ophold i adskillige frokoster, i to ganske omfattende officielle besøg i Aarhus og Aalborg og var samtidig vært ved flere arrangementer i ambassadørens privatbolig Rydhave. Officielle besøg i danske byer fandt oftest sted om sommeren, som derfor også var en travl periode, der blev yderligere besværet af, at det kolliderede med de ansattes ferie. Endelig havde USIE en sektion, der koncentrerede sig om danske arrangementer af interesse for ambassaden. I indberetningen fra december 1949 omtales f.eks. kulturelle arrangementer afholdt af Det Danske Selskab, Foreningen Norden og Det Kongelige Bibliotek. Derudover holdt man også et vågent øje med, hvilke aktiviteter andre landes repræsentationer arrangerede. Især samlede interessen sig om Storbritannien på grund af det historisk tætte bånd med Danmark. Man var naturligvis også meget opmærksom på, hvad østbloklandene og især Sovjetunionen foretog sig. I rapporten for januar og februar 1950 fyldte et besøg af tre sovjetiske videnskabsmænd næsten hele sektionens indberetning. Russerne var inviteret i anledning af Dansk-Russisk Samvirkes 25-års jubilæum. Med slet skjult skadefryd noteredes det, at danske videnskabsmænds kritiske spørgsmål til Trofim Lysenkos arvelighedsteori ikke blev besvaret til spørgernes tilfredshed. Da en professor Winge således spurgte til muligheden for at få publiceret materiale i Sovjetunionen, der ikke støttede Lysenkos teorier, svarede den sovjetiske diplomat brysk, at»det er et spild af papir at trykke andre teorier end Lysenkos«. Arbejdsmængden i de forskellige sektioner kunne variere ganske meget alt efter omstændighederne. Det var dog ikke sådan, at medarbejderne intet foretog 17

18 sig, hvis sektionen var inde i en stille periode. I praksis var arbejdsgangen nemlig indrettet sådan, at de ansatte ofte hjalp til de steder, hvor der var mest travlt, selv om de hørte hjemme i en af de andre sektioner. Det gjaldt i særdeleshed for de danske ansatte, fordi deres sproglige kompetencer var nyttige i alle afdelinger. Ofte kunne der tillige være betydelig overlapning mellem de forskellige sektioners arbejde, og derfor var det praktisk, at opdelingen mellem sektionerne ikke var alt for rigid. 18 Støttens omfang Da egentlige regnskaber eller budgetter ikke findes for alle år, kan det være vanskeligt nøjagtigt at fastslå, hvor mange midler der blev brugt på kulturdiplomatiet. På baggrund af de oplysninger, der findes i materialet, er det imidlertid muligt at komme med et ganske kvalificeret bud på, hvad det kostede den amerikanske stat at føre kulturdiplomati i Danmark. Således findes der for december 1949 en oversigt over månedlige lønudgifter til de ansatte, som samlet set udgør godt $. I 1952 var de månedlige udgifter til de 7 amerikanske og 19 danske ansatte godt $ De årlige lønudgifter må således i 1949 have været på ca $ og i 1952 på ca $. Som det ses faldt de årlige lønudgifter fra 1949 til 1952 med godt $, til trods for at der i 1952 var ansat fire personer mere end i Forskellen synes at skyldes, at især de danske ansatte i de mellemliggende år var gået drastisk ned i løn. I 1949 havde de danske ansatte således haft en gennemsnitlig månedsløn på over kr., et tal der i 1952 var faldet til godt kr. Til sammenligning tjente en faglært arbejder ca kr. om måneden. De amerikanske ansatte var også gået ned i løn, men ikke i samme grad som danskerne. I 1952 var det månedlige driftsbudget på $, mens det i 1954 var på ca $. Den betydelige forskel skyldes sandsynligvis, at man i 1952 havde indregnet driftsomkostninger for et ikke-realiseret US Information Center i Aarhus. Udover løn- og driftsudgifter var især udvekslingsprogrammerne en betydelig post. I en femårsperiode fra var udgiften for at få 6 amerikanske undervisere og 42 studerende til Danmark samt sende 12 danske akademikere og lærere samt 90 studerende til USA årligt $. Dette beløb dækkede ikke engang de fulde udgifter, idet mange danske udvekslingsstuderende fik stipendier og tilskud fra forskellige fonde og foreninger som f.eks. Danmark-Amerika Fondet. I årene efter 1955 blev udvekslingsprogrammerne yderligere udvidet. Da det eksisterende program udløb i 1955, anbefalede USIE-sektionen i Danmark stærkt, at programmet blev udvidet, bl.a. fordi Sovjetunionen havde optrappet sit udvekslingsprogram ganske betydeligt. Anbefalingen førte til, at den danske og amerikanske regering i februar 1956 enedes om at forlænge udvekslings-

19 programmet for yderligere fem år. Fra amerikansk side øgede man bevillingerne, hvilket medførte, at alene udgiften til at sende amerikanske undervisere og forskere til Danmark, der i perioden årligt havde været på $, nu steg til godt $ årligt. På baggrund af det eksisterende materiale kan et omtrentligt driftsregnskab for årene opstilles som vist i nedenstående tabel. Som det fremgår, brugte USA således ganske betydelige summer på det kulturdiplomatiske arbejde i Danmark. Idet en dollar i starten af 1950 erne kostede mellem seks og syv danske kr., må det årlige budget have været på 4-5 mio. kr. Amerikanske udgifter til kulturdiplomatiet i Danmark angivet i $ År Løn Drift Udveksling I alt * * * * * Kilde: Martin Kryhl Jensen,»En krig på værdier: Mål og midler i det amerikanske kulturdiplomati i Danmark «, Fodnoter 2009:3 (Center for Koldkrigsforskning), s. 29. * = anslåede omkostninger. Konklusion: Den vestlige propagandavirksomheds betydning Fik den amerikanske stat så valuta for de mange midler, man brugte i Danmark? Måske ikke så overraskende vurderede man i den danske USIE-afdeling selv en positiv vurdering af et Danmark, som var velvilligt og lydhørt over for afdelingens arbejde. Efter USIE s opfattelse gav de fleste medier i Danmark ganske vist et nogenlunde korrekt billede af USA og af amerikansk politik, men der kunne dog spores visse reservationer, bl.a. vedrørende amerikansk kultur, der af en del danskere blev opfattet som ukultiveret og forfladiget. Desuden var en vis neutralistisk tankegang stadig fremherskende. Begge disse ting var det efter afdelingens opfattelse nødvendigt aktivt at imødegå fremadrettet gennem det kulturdiplomatiske arbejde. Udvekslingsarbejdet blev ligeledes vurderet som et centralt element i opretholdelsen af et positivt dansk-amerikansk forhold. Det var imidlertid ikke kun de USIE-ansatte i Danmark, der mente, at de var alle pengene værd. Således vurderede Information Research Department, Om IRF s virke i Danmark se Iben Bjørnson:»The Information Research Department i grænselandet mellem information og efterretning under den kolde krig«, Arbejderhistorie 2008:2, s

20 den britiske pendant til USIE, i 1957, at det amerikanske arbejde i Danmark var succesfuldt, og»at amerikanerne kan anse deres penge for velanbragte«. 20 USIE var ikke den eneste statslige, amerikanske organisation, der under Den Kolde Krig virkede i Danmark. I Forbindelse med Marshall-hjælpen blev der iværksat et oplysningsarbejde. Ifølge»overenskomsten om økonomisk samarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater af 29. juni 1948«skulle den danske regering»give offentligheden fuld underretning om formålene med det fælleseuropæiske genrejsningsprogram, om hvorledes dets gennemførelse skrider frem samt de foranstaltninger, der træffes til fremme af det«. I praksis betød det, at der blev knyttet en amerikansk public affairs-officer og en dansk journalist til hjælpeprogrammets administrationskontor (ECA) i København, der både skulle oplyse den amerikanske offentlighed om nytteværdien af hjælpen og deltage i oplysningsarbejdet over for den danske offentlighed. Fra dansk side blev der oprettet et oplysningskontor i Udenrigsministeriets økonomisk-politiske afdeling (Ø.P. VI), under hvilket Marshall-hjælpen i forvejen sorterede. Der var betydelig uenighed mellem danskerne og amerikanerne om, hvordan oplysningsarbejdet skulle organiseres. Der blev udtrykt en bekymring for, at ukendskab til dansk kultur kunne få den følge, at propaganda kunne få den modsatte effekt af det ønskede. Varer importeret under Marshall-planen blev forsynet med et særligt mærkat, så det var åbenlyst for enhver, hvor det stammede fra. Derudover organiserede man udstillinger. Der var tre udstillingskampagner i hhv. 1949, 1950, 1951: Den første foregik under parolen»kender De Målet?«, den anden»europa genopbygger«og»europa-toget«. Udstillingen i 1949 fandt sted i forbindelse med Fællesdyrskuet på Bellahøj, det fynske dyrskue i Odense samt byerne Aarhus, Aalborg og Randers. Dyrskuerne var valgt med omhu, da der var tale om egentlige folkeforlyster. Alene i 1950 havde dyrskuet på Bellahøj besøgende. Udstillingen fandt sted under fire hovedoverskrifter:»vore problemer efter krigen, Marshall-hjælpen, Danmarks langtidsprogram og Hvad Marshall-planen betyder for den enkelte«. De centrale kodeord var fred og genopbygning efter krigen, demokrati og de lovende fremtidsmuligheder ved økonomisk samkvem. Men det blev understreget, at der skulle arbejdes for sagen. Udstillingerne var arrangeret af Marshall-planens myndigheder i Paris og ECA-kontoret i København, men Udenrigsministeriet godkendte teksterne på plancherne (der skulle have en dansk vinkling) og skaffede åbningstalere (i København 1949 blev det finansminister H.C. Hansen).