EU -politik og problemer-

Transkript

1 1 3bSA Samfundsfaglig rapport nr. 12 Aflevering: Søndag d. 5.maj 2003 EU -politik og problemer- Rapporten omfatter flg. opgaver: 1. Fællesopgave: Spørgsmål 1a + 1b 2. Delopgaven: Spørgsmål 2+3 Obs: Individuel skriftlig besvarelse. Alle spørgsmål skal besvares Ved bedømmelse af besvarelsen vejer hver hovedspørgsmål (1+2+3) lige meget Besvarelsen af fællesopgaven må ikke overskride 1000 ord OBS!! Opgaven bygger på flg. dele af pensum. 1. Per Henriksen: ØkonomiABC : side Bilag 63.: Integrationsteorier 3. Genopfrisk hvad vi har gennemgået om emnet EU, dvs. EU-forløbet i 1g.og forløbet om den græske krise i 2g 4. Endelig skal du inddrage den kommende tids elevoplæg om udvalgte EU-emner. sk

2 2 EU politik 1. Fællesopgave: 1.a Undersøg hvilke begrænsninger i den globale handel der fremgår af tabel 1 og 2 og formuler 3 fagligt begrundede hypoteser, der kan forklare det konstaterede mønster. 1.b Formuler 4 argumenter for og imod EU s landbrugspolitik... med faglig begrundelse. Inddrag herunder tabel Kilde: Tabel 1-3 fra WTO: Årsrapport

3 3 Delopgave Opgave 2. Sammenlign de forklaringer på EU s aktuelle problemer der fremkommer i vedlagte bilag. Opgave 3 Diskuter på denne baggrund den mulige fremtidige udvikling af det europæiske samarbejde Det forventes, at du inddrager teorier om integration i besvarelsen Kilde 1. DF: Danmark bør følge briternes nye EU-kurs Ritzaus Bureau Dansk Folkeparti og Folkebevægelsen mod EU ønsker, at Danmark følger briterne og udskriver EU-folkeafstemning. Mens de fleste andre politikere har travlt med at beklage den EU-skepsis, som den britiske premierminister, David Cameron, udtrykker i sin længe ventede tale onsdag morgen, kalder Morten Messerschmidt (DF) talen for "en øjenåbner af rang". - Camerons tale er et klart eksempel på, at den stigende EU-skepsis i medlemslandene virker. Det er utroligt opløftende, at regeringslederne nu bliver nødt til at forholde sig til befolkningernes stemme, siger Messerschmidt. Han mener samtidig, at Camerons nye EU-kurs vil sende "chokbølger gennem Europa" - og desuden "give håb for Danmark". - Regeringen må lade sig inspirere af David Camerons bramfri tale om, at magten skal tilbage til medlemslandene. At medlemslandene skal inddrage befolkningerne mere ved folkeafstemninger i stedet for konstant at give EU mere magt uden folkeafstemninger, siger Messerschmidt. Også Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU mener, at den danske regering skal gå i fodsporene på Cameron. - Det er ikke kun briterne, der i dag er medlem af et helt andet EU, end de sagde ja til i 70'erne. Derfor bør danskerne også have en folkeafstemning om det nye EU, siger Søren Søndergaard. Også Liberal Alliances EU-ordfører, Merete Riisager, ser positivt på David Camerons tale. - Storbritannien er det eneste store land i EU, der går imod en vedvarende integration og øget centralisering i EU. Det bør vi støtte op om i Danmark, siger hun. En anderledes skeptisk reaktion på briternes udmelding finder man hos Socialdemokraternes medlem af EU- Parlamentet Dan Jørgensen. Han beskylder direkte David Cameron for at "spille hasard". - Han lover den britiske befolkning noget, som han ikke kan levere. Han ønsker reelt et EU, der er styret af kapitalismens logik, og hvor frihandel står over alt andet. Og det kommer han ikke igennem med, siger Dan Jørgensen. Dén pointe er kollegaen i EU-Parlamentet Jens Rohde (V) helt enig i. Ifølge Rohde har Cameron med sin tale malet sig selv op i en krog. - Jeg tror aldrig, den folkeafstemning kommer. Og han kan meget let risikere, at den tale bliver hans svanesang som premierminister. Fordi han kan jo ikke levere varen, siger Rohde. Han undrer sig samtidig over, hvad Cameron håber at opnå med sin tale. - Han bruger en stor del af talen på at fortælle, hvor vigtigt det er, at briterne er med i EU. Men samtidig ønsker han EU tilbage til 80'erne - altså til det indre marked. For resten af pengene vil han gerne have løse bolsjer, siger Rohde. Kilde 2. EU dikterer Italiens politik Business.dk ECB gav Berlusconi et tilbud, han ikke kunne afslå. Det var nærmest efter ordre fra Den Europæiske Centralbank (ECB), at den italienske regering op til weekenden strammede sit kriseprogram. ECBs nuværende chef og kommende chef, Jean-Claude Trichet og Mario Draghi, sendte fredag et brev til den italienske premierminister, Silvio Berlusconi, med et detaljeret reformprogram, som de ville anbefale ham at følge. Det var underforstået, at fulgte han ikke rådene, måtte han klare sig selv.

4 4 Det afslører den italienske avis Corriere della Sera, som i går kunne give et detaljeret referat af brevet fra ECB. I brevet fortæller de to centralbankfolk, hvad regeringen bør gøre, og de opstiller også en tidsplan. Tilsyneladende rettede Berlusconi sig efter rådene, for fredag aften fremskyndede han regeringens spare program. Mandag morgen begyndte ECB så at købe italienske statsobligationer, så renten faldt voldsomt. EU er ikke i krise Det er første gang, at ECB spiller så aktiv en rolle. Men det er den vej, udviklingen går i EU nu, siger to af Danmarks førende EU-eksperter.»Der er ingen tvivl om, at ECB har fået stadigt stigende betydning i EUs institutionelle set-up. Det er et symptom på og resultat af den fortløbende integration på det finanspolitiske og pengepolitiske område,«siger Ove K. Pedersen, professor ved International Center for Business and Politics på CBS. Udviklingen er pragmatisk, siger han: Politikerne går frem fra sag til sag og undgår ændringer, der ville kræve en ny EU-traktat. Peter Nedergaard, som er professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, ser ECB som»en hovedaktør«i det kommende EU.»Banken optræder mere og mere som normal centralbank, der kommer med råd til regeringen, opkøber statsobligationer og laver analyser af den økonomiske politik. Ja, ECB går måske videre end en almindelig centralbank, for den overtager nogle koordinerende funktioner. Det er sådan, den europæiske integration fungerer: Man har en krise, og så beder politikerne institutionerne om at fylde hullerne ud,«siger han. Peter Nedergaard ser ikke noget demokratisk problem i, at embedsmænd i en centralbank er begyndt at give valgte politikere»anbefalinger«, som de er nødt til at følge.»nej, for det er demokratisk valgte politikere, der har bedt ECB spille denne rolle,«siger han. Danmark taber indflydelse. Men Ove K. Pedersen peger på, at ECB i virkeligheden er»budbringer for markedet«:»vi har aldrig før prøvet det, vi er på vej ud i nu, hvor det er markederne, der i stigende grad sætter rammerne. De fleste politikere reagerer nu under pres fra markedet og søger at fortolke, hvad markedet kræver. Her spiller centralbankerne en stor rolle,«siger han. Og for Danmark er konsekvenserne klare: Beslutningerne rykker længere ind i ECBs korridorer og længere væk fra Christiansborg.»ECB får større og større betydning, træffer vigtigere og vigtigere beslutninger, og vi kommer længere og længere væk fra magtens centrum. Det ligner situationen omkring retsforbeholdet; vi er på vej ud i et indflydelsestab af dimensioner,«siger Ove K. Pedersen. Kilde 3. Svækkelsen af Europa Weekendavisen af UFFE ØSTERGÅRD. Professor i europæisk historie ved CBS. PÅ mange måder bør krisen for euroen ikke undre. Ja, man kan næsten sige, at den var indbygget i konstruktionen af Den Økonomiske og Monetære Union fra begyndelsen i december For trods titlen var der kun tale om en monetær, altså pengepolitisk union, mens det var håbet, at den økonomiske union ville indfinde sig hen ad vejen, i takt med at behovet for afgivelse af økonomisk suverænitet blev indlysende for de deltagende regeringer. Sådan har det europæiske samarbejde med ret stor succes udviklet sig siden Kul-og Stålunionen i Fremgangsmåden hedder i politologisk jargon neofunktionalisme og metoden fungerede længe fint efter den oprindelige hensigt, nemlig at overvinde modstanden mod forpligtende samarbejde blandt nationale politikere og embedsmænd. Med en sådan succes at disse grupper i dag står sammen i EU-regi. Her har EU-skeptikerne ret i deres kritik af mangelen på»folkelighed«blandt de ansvarlige politikere. Politikere på højt niveau tilbringer mere tid sammen med deres kolleger end med deres vælgere. Især i krisetider. I takt med at de mødes med deres kolleger fra andre lande, sker der en afslibning, som virker opdragende på selv de mest krasbørstige nationalister. HVOR den neofunktionalistiske integrationsmetode har fungeret mindre heldigt er i forhold til befolkningerne, der i deres naivitet har troet, at når politikerne talte om skabelse af et indre marked for varer og arbejdskraft, så handlede det»kun«om økonomi. At det er umuligt at begrænse markedet på denne måde, behøver man ikke at studere EUdomstolens afgørelser længe for at finde ud af. Der har siden udviklet sig et helt sæt af rettigheder på EU-plan, fordi det er umuligt at tale om arbejdskraftens fri vandring, uden at det også gælder arbejdskraften som mennesker, deres familie, og arbejdere under uddannelse, ja, sågar arbejdsløse. Man kan selv fortsætte tankegangen. I princippet er

5 5 der ingen ende på implikationerne af det indre marked. At det ikke var staternes hensigt med Rom-traktaten i 1957 ændrer ikke ved følgerne af de principper, de enedes om. Det var det, de danske socialdemokrater erkendte efter den danske folkeafstemning i 1986 om the European Single Act - i Danmark kaldt»ef-pakken«. Poul Schlüter var formentlig i god tro, da han dengang erklærede, at med et dansk ja til det indre marked var»unionen stendød«. At det er umuligt at skelne mellem økonomisk og politisk samarbejde erkendte socialdemokraterne, der havde været imod, men efter befolkningsflertallets ja svingede de rundt og erstattede deres modstand mod EF med et ja til mere forpligtende politisk samarbejde. Det er en logisk og sammenhængende analyse, som imidlertid har vist sig vanskelig at formidle til vælgerne, både i Danmark og i resten af EU. Kilde 4. På vej mod EU-light Af Asger Aamund, bestyrelsesformand. 3. november 2011, Berlinske Blog B.dk Den Europæiske Union er ved at krakelere i sin nuværende form og godt det samme. Vi har brug for europæisk samvirke, men Europas borgere er i stigende grad mod det nuværende superstatlige vækstbureaukrati. Det politiske EU er i dag en jammerlig rodebunke i strid med sig selv: et pseudodemokratisk Mickey Mouse Parlament, Kommissionen som et departementschefstyre, der er udpeget, ikke folkevalgt og som overdommer Ministerrådet, der tænker og handler ud fra nationalpolitiske motiver. Et fælleseuropæisk samfund var oprindelig et politisk projekt, men er endt som et selvforstærkende bureaukrati, fordi der i årevis har manglet vision, mål og politisk handlekraft hos Europas politiske topchefer. Politikere kommer og går, embedsværket består. Ingen statschef har turdet byde på en plan, ja bare et diskussionsoplæg om, hvordan det politiske EU burde se ud om ti eller tyve år. I en socialistisk økonomi er det politikken, der driver økonomien. I et markedsøkonomisk samfund er det omvendt. Derfor blev euroen lanceret som fælles mønt i Den fælles valuta skulle accelerere den økonomiske integration, som ville tvinge det politiske projekt nærmere mod en egentlig statsdannelse. Alle - både venner og fjender af den fælles mønt - var dog klar over, at en fælles valuta uden fælles finanspolitiske muskler var det rene hasardspil, som dog kunne lykkes, hvis den gode økonomiske vækst og fremgang i EU-universet ville fortsætte. Det var nok også kommet til at passe, hvis ikke vi var blevet ramt af den globale finanskrise i Politisk ligger EU nu i ruiner; der har i mange år ikke været fremdrift og fælles politisk vilje til at realisere Romtraktatens pålæg om en stadig fremadskridende politisk integration blandt Unionens medlemmer. Blandt de oprindelige seks medlemmer af Fællesmarkedet har der historisk været bred folkelig opbakning til det politiske projekt. Det er der ikke mere. Forfatningstraktaten blev jordet ved folkeafstemninger i Frankrig, Holland og Irland. Ikke fordi vælgerne var imod et politisk samvirkende EU, men netop fordi Forfatningstraktatens ånd og indhold lå milevidt fra, hvad den moderne europæer ønsker sig af samfundet. Der skulle en krise til, før vi kom et nødvendigt skridt videre med den politiske integration. Beslutningsprocessen hen imod Grækenlands provisoriske stabilisering var klodset og uskøn, men beviste, at det faktisk er økonomien, der driver politikken... Det var bydende nødvendigt, at eurozonens medlemmer rykkede sammen om en plan, der stiller kapital til rådighed, men som også rummer finanspolitiske disciplinarmidler, der tvinger eurolandene til at føre en ansvarlig politik i de regionale husholdninger. Vi har hermed fået det EU i to hastigheder, som også er en naturlig konsekvens af euroens indførelse. Økonomien driver politikken. Vi er nu på vej mod en EU-superliga, en kernegruppe, som består af de 17 eurolande. Og så resten - inklusive Danmark - som nu for alvor bliver udkants-eu. Det store fælles marked forbliver intakt, men vi og de øvrige ti frynselande bliver hægtet af den politiske integration og den overordnede økonomiske samordning. Både EU-Parlamentet og Kommissionen blev sat uden for døren under Grækenlands-krisen, som blev styret af Angela Merkel med Frankrig som beleven assistent. Det er dog med den største uvilje, at Tyskland har påtaget sig rollen som Europas økonomiske og politiske førerhund. Græsk presse kvitterede da også for redningen ved prompte at portrættere Merkel i naziuniform. Den havde hun set komme og ville gerne have været foruden. Den nye politiske loge i eurozonen har øget det demokratiske underskud i EUs beslutningsprocesser, men det kan vi danske jo ikke brokke os over. Vi har valgt at stå uden for euroen. Vi har igen og igen demonstreret, at vi ser Unionen som et økonomisk samarbejde og ikke som et politisk projekt. Vi har været rigtig stolte af at være udkants-eu. Det ville derfor være uanstændigt, hvis vi, Storbritannien og andre EU-skeptikere nu vil lægge hindringer i vejen for den smalle føderation, der er på vej for eurolandene. En eksklusiv de facto føderation for euro-logen er måske hensigtsmæssig på kort sigt, men en dårlig løsning på den lange bane. Den nuværende EU-konstruktion er tung og udemokratisk og har ingen fremtid for sig.

6 6 En anden tendens er polariseringen mellem EU-kernen og "udegruppen", herunder særligt Storbritannien. Jeg mener ikke, man skal undervurdere muligheden for en hel eller delvis britisk udtræden af EU, og træder UK først ud i randen af EU, bliver der åbnet op for en egentlig føderalisering af den europæiske økonomi, som er det, markederne i øjeblikket presser på for. Vi bør i stedet støtte de kræfter, der arbejder for et slankere, men mere effektivt EU. En Union, der er 'lean and mean', som er udstyret med stor autoritet og gennemslagskraft på strengt nødvendige fælles opgaver, men også en Union, der holdes ude af de opgaver, der bedst kan løses af medlemslandene. Og det er de fleste. I Danmark bør vi bakke op om de kredse, der arbejder for et slankere, men fuldt parlamentariseret EU. Et parlament i to kamre, en smal men folkevalgt EU-regering, der har ansvaret for nogle få, men livsvigtige opgaver, der kun kan løses i fællesskab. Det gælder for eksempel forsvar, udenrigspolitik, finans- og pengepolitik, fælles tekniske normer og indvandrings- og asylpolitik. Alt andet end det, der nødvendiggør en fælles løsning, forbliver hos medlemslandene. Hermed støtter vi nutidens europæer, der går ind for solidarisk fællesskab, men som også ønsker at være kaptajn på sit eget, frie liv ubelastet af bureaukratisk tyranni og formynderi. Den ideelle ramme om dette er et moderne EU-light. Kilde 5. Politisk integration understøtter EU s udvikling Simon Bak Andersen Blog: Januar Det er svært at give et konkret og retvisende svar på, hvilken integrationsteori, der bedst kan forklare EU s udvikling. Dog er der forskellige tegn, der indikerer, at det er den ene teori fremfor den anden. Kigger man på Englands overvejelse om at glide ud af EU-samarbejdet, vil den intergovernmentale integrationsteori være den bedste forklaringsmodel. Her kan neofunktionalisme altså ikke bruges til at forklare udviklingen i EU, da denne teoris kriterier ikke stemmer overens med de overvejelser som fx England gør sig. Her i krisetiderne har neofunktionalismen også svært ved at komme til sin ret, da EU s lande handler ud fra, hvad der er bedst for dem selv. Det er altså ikke en snebold-effekt vi er vidne til, men landenes særskilte interesser, der driver EU s samarbejde videre. Efter krisetiden vil man typisk se, at kommissionen igen tager over, hvorfor snebolden igen vil rulle ned af bjerget. Ud fra denne betragtning kan man konkludere, at de teorier, der bedst forklarer EU s udvikling, hænger uhyre meget sammen med den økonomiske situation som hele EU befinder sig i. Er landenes økonomi truet forklarer den intergovernmentale-teori bedst udviklingen, men er landenes økonomi derimod i fremgang og landene hver især har mere overskud, så er neofunktionalisme-teorien ideel til at forklare udviklingen. Snebolden vil rulle sig større i takt med, at den kommer længere ned af bakken. Sådan kan man sagtens forestille sig, at EU s samarbejde vil forløbe i fremtiden. Intergovernmentalisme kombineret med en grad af neofunktionalisme vil sætte dagsordenen får EU s fremtidige udvikling. Grundet flere alvorlige økonomiske kriser, er EU s deltagerlande tvunget til at sende flere penge til EU/samarbejdet, for at kunne finansiere bankpakker, hvis formål er at hjælpe nødlidende mennesker. På grund af denne stigende økonomiske integration, er det meget muligt, at EU s fremtidige samarbejde vil bære præg af et endnu tættere fællesskab og dermed flere beslutninger, der skal tages på et overstatsligt niveau. I takt med, at EU s lande bliver mere og mere integreret på forskellige områder, skærpes kravene til fx økonomisk vækst, forbrug, miljø osv., hvorfor landene er nødsaget til at følge EU s restriktioner dette vil også alt andet lige give et tættere og mere integreret samarbejde. Omvendt kan denne stigende integration virke skræmmende for nogle lande, der i værste fald vælger at trække sig fra samarbejdet. Hvis ikke landene opnår markante fordele ved samarbejdet, er de hurtige til at smutte, hvorfor EU s udvikling kan ende med negative udfald. Dog er dette eksempel ikke overvejende realistisk, da de nuværende deltagerlande er så integreret med hinanden, at det ville være livsfarligt for et eller flere lande at trække sig ud da de framelder de økonomiske gevinster som EU bidrager med. Den europæiske gældskrise har også indikeret, at en mulig fælles bankunion er på vej, hvilket vil integrere EU s lande endnu mere. Ved at etablere en fælles bankunion og finanspagt vil man forebygge nye gældskriser og på den måde skabe et økonomisk sundere samarbejde. Ydermere vil denne fælles bankunion få investorenes tillid til valutaen og euroen genskabt, hvilket der pt. er hårdt brug for. Den fælles bankunion indikerer altså, at EU s fremtidige samarbejde vil bære præg af en endnu større integration for hvert enkelt land.