Indskrænkninger i arbejdsgiverens afskedigelsesret i EU-retligt perspektiv

Transkript

1 Indskrænkninger i arbejdsgiverens afskedigelsesret i EU-retligt perspektiv - En eksemplificering af problemstillinger i den danske ansættelsesret i lyset af Danmarks EU-retlige forpligtelser; herunder konsekvenser af Charterets ophøjelse til traktatniveau * Limitations on the employer s right to terminate employees from an EU law perspective - An exemplification of problems in Danish employment law in light of Denmark s obligations under EU law, including consequences of the EU Charter of Fundamental Rights since the Charter was given binding legal effect equal to the Treaties af THEA BYTOFTE Nærværende speciale behandler retsstillingen vedrørende arbejdsgiverens afskedigelsesret i lyset af EUretten. Det antages, at der i gældende dansk ret ikke gælder et personelt fuldstændigt dækkende saglighedskriterium, hvorfor udgangspunktet er, at arbejdsgiveren qua ledelsesretten frit kan disponere ansættelsesretligt, herunder afskedige. Dette udgangspunkt modificeres af begrænsninger i lov og overenskomst, herunder det i funktionærloven og på overenskomstregulerede områder gældende generelle saglighedskrav samt det forvaltningsretlige saglighedskrav. Endvidere begrænses afskedigelseskompetencen af specifikke, oftest EU-retligt funderede, indskrænkninger. Specialets ene hovedformål er at afklare, hvorvidt den danske implementering af virksomhedsoverdragelsesdirektivet er mangelfuld, idet ikke enhver lønmodtager de facto opnår den i direktivet foreskrevne beskyttelse mod afskedigelse begrundet i virksomhedsoverdragelse. Problematikken er afledt af det personelt begrænsede generelle saglighedskriterium, da sanktionering i henhold til gennemførelsesloven fordrer et sideordnet godtgørelseshjemmel. Det konkluderes, at den danske stat har fejlimplementeret, samt at danske myndigheder og domstole er forpligtede til at fortolke direktivkonformt og i videst mulig udstrækning imødekomme direktivets målsætning. Endvidere fastslås, at direktivet er direkte anvendeligt vertikalt men ikke horisontalt, samt at den danske stat er erstatningsansvarlig for tab lidt som følge af den mangelfulde implementering. Specialets andet hovedformål er at vurdere, hvilken betydning Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder har for arbejdsgiverens afskedigelsesret. Det antages, at charteret ikke foreskriver et generelt saglighedskriterium, der gør op med det danske personelt begrænsede saglighedskriterium. Derimod antages det, at charteret tilvejebringer et yderligere retsgrundlag på hvilket de, i relation til virksomhedsoverdragelsesloven relevante lønmodtagere, kan støtte deres ret til beskyttelse mod usaglig afskedigelse, idet charteret med traktatrang formodes at have direkte virkning såvel vertikalt som horisontalt. RETTID 2011/Specialeafhandling 16 1

2 Indhold 1. Indledning Problemformulering Afgrænsning Læsevejledning Det danske retsgrundlag Den danske model Ledelsesretten Afskedigelsesretten Indskrænkninger i afskedigelsesretten Det generelle saglighedskriterium De specifikke indskrænkninger Den offentlige arbejdsgiver Et alment gældende generelt saglighedskrav EU-retligt funderet generelt saglighedskrav? EU-retligt funderede indskrænkninger i afskedigelsesretten EU som overstatsligt internationalt samarbejde EU-rettens integration i arbejdsretten Direktivbaserede indskrænkninger i afskedigelsesretten Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder Historik bag de grundlæggende rettigheder i EU regi Kodificering af grundrettighederne Tilblivelsen af charteret i Inspirationsgrundlaget Charterets retlige status Charterets ophøjelse til traktatniveau Forklarende bemærkninger Kort om folkeretlige konventioner og disses virkning i dansk ret ILO-konventioner ILO konvention 158 om afskedigelse Virksomhedsoverdragelsesdirektivet Generelt vedrørende direktiv og implementeringslov RETTID 2011/Specialeafhandling 16 2

3 7.2. Indskrænkningsbestemmelsen Manglende selvstændig sanktionsbestemmelse Konsekvenser af fejlimplementering direktivers virkning i national ret Direktivkonform fortolkning og direkte virkning Direktiv-konform fortolkning Direktivers direkte virkning Søgsmål mod den danske stat Muligheden for påberåbelse af grundlæggende rettighed Generel beskyttelse mod usaglig afskedigelse Charterets betydning som grundretskatalog Charterets artikel Charterets anvendelsesområde Udstrækningen af artikel De grundlæggende rettigheders anvendelighed Rettighed, frihed eller princip Direkte anvendelighed Konklusion Kildehenvisninger Indledning Formålet med nærværende specialeafhandling er at redegøre for, analysere og diskutere den danske retsstilling vedrørende arbejdsgiveres afskedigelsesret i relation til det, på nogle områder, gældende saglighedskrav. Med udspring i en konkret problemstilling analyseres den danske retsstilling i lyset af de indskrænkninger i afskedigelsesretten, der blandt andet følger af EU-rettens integration på det arbejds- og ansættelsesretlige område i dansk ret. Virksomhedsoverdragelsesloven 1 begrænser arbejdsgiverens afskedigelsesret, idet loven forbyder afskedigelse begrundet i virksomhedsoverdragelse. Overtrædelse af det i loven indeholdte forbud er imidlertid ikke selvstændigt sanktioneret, hvorfor sideordnet retsgrundlag er en forudsætning for krav om godtgørelse i tilfælde af lovstridig afskedigelse. Specialets primære fokus er det hul, der i dansk ret er for lønmodtagere, der falder uden for anvendelsesområdet, eller som ikke har den nødvendige anciennitet til at påberåbe sig disse sideordnede godtgørelseshjemler i henholdsvis funktionærlovens 2 2b eller hovedaftalens 3 4, stk Lovbkg. nr. 710 af 20. aug Lovbkg. nr. 81. af 3. feb RETTID 2011/Specialeafhandling 16 3

4 Med udgangspunkt heri analyseres den afledte problematik, der følger af virksomhedsoverdragelseslovens manglende selvstændige sanktionshjemmel. Da loven er en gennemførelse af et EU-direktiv, diskuteres det, om dette er udtryk for fejlimplementering, da Danmark ikke beskytter enhver arbejdstager i henhold til direktivet, samt hvilke konsekvenser dette i givet fald har for de relevante lønmodtagere. Som led heri afdækkes det, hvorvidt der i relation til direkte og indirekte virkning er forskel på offentligt- og privat ansatte. Endvidere belyses den mulige konsekvens, som Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og dettes ophøjelse til traktatniveau konkret vil kunne tilvejebringe dansk ansættelsesret, idet det er specialets tese, at charterets art. 30 er interessant for den gruppe lønmodtagere, der i relation til afskedigelse på nuværende tidspunkt ikke er beskyttet i henhold til dansk ret Problemformulering Det første spørgsmål, der søges afdækket er, hvorvidt der eksisterer et alment, generelt saglighedskriterium, der udvider de personelt begrænsede sideordnede hjemlers anvendelsesområde. Såfremt der på baggrund af dansk ret eller EU-retten gælder et generelt saglighedskriterium omfattende enhver lønmodtager, vil den afledte problematik i relation til virksomhedsoverdragelsesloven løses, idet sideordnet godtgørelseshjemmel ikke vil være personelt begrænset. Såfremt der ikke anerkendes et alment, generelt saglighedskriterium, er det andet spørgsmål, om den danske retsstilling er i overensstemmelse med den EU-retlige implementeringsforpligtelse, idet Danmark i så fald ikke sikrer en personelt fuldstændigt dækkende sanktionering, da det i henhold til dansk ret ikke er enhver lønmodtager, der kan påberåbe sig en sideordnet godtgørelseshjemmel. Lægges det i analysen til grund, at direktivet er fejlimplementeret, vil det i relation hertil belyses, hvilke reaktionsmuligheder de relevante lønmodtagere i givet fald har, herunder om direktivet kan tillægges virkning i national ret enten i form af direkte virkning eller i form af indirekte virkning. Som led heri vurderes det, om lønmodtagerne, såvel offentligt- som privat ansatte, kan påberåbe sig direktivet direkte ved national domstol, herunder om der er forskel på henholdsvis offentligt og privat ansatte? I forlængelse af ovennævnte to centrale problemstillinger behandles de mulige konsekvenser af charterets art. 30, der udtrykker en grundlæggende rettighed til saglig afskedigelse. Det søges afdækket, om charteret medfører en udvidelse af det generelle saglighedskriterium i relation til afskedigelse i personel henseende, eller om charterets art. 30 (alene) tillægges afgørende betydning for den gruppe lønmodtagere, der, i relation til afskedigelse på grund af virksomhedsoverdragelse forskelsbehandles som konsekvens af det generelle saglighedskriteriums personelt begrænsede anvendelsesområde Afgrænsning Virksomhedsoverdragelsesdirektivet er ikke det eneste direktiv, der specifikt begrænser arbejdsgiverens, i udgangspunktet, frie afskedigelsesret. 3 Hovedaftalen af 1. okt mellem DA og LO 4 DA/LO Hovedaftale er ikke enestående, da saglighedskrav på overenskomstdækkede områder er udbredte. Ved omtalen af bestemmelsen skal denne derfor ses som eksempel på de overenskomstbestemte saglighedskrav. RETTID 2011/Specialeafhandling 16 4

5 Ligebehandlingsdirektivet 5 og beskæftigelsesdiskriminationsdirektivet 6 er eksempler på øvrige EU-retlige retsakter, der begrænser arbejdsgiverens afskedigelsesret, idet direktiverne fastsætter kriterier, der ikke må begrunde en afskedigelse. Disse øvrige specifikke indskrænkninger berøres kun perifert, da specialet ikke tilsigter en udtømmende oplistning - endsige fyldestgørende behandling - heraf Læsevejledning Fremstillingen er opbygget således, at der indledes med en indføring i de, for problemstillingen, relevante danske og internationale, primært EU-retlige, kilder. Herefter præsenteres den konkrete problematik udspringende af virksomhedsoverdragelsesloven, idet denne kort præsenteres, hvorefter implementeringsproblematikkerne analyseres. Der redegøres herefter for konsekvenserne for de berørte lønmodtagergrupper samt deres håndhævelsesmuligheder. Følgelig analyseres charterets betydning for dansk ret, herunder hvorvidt det udvider det generelle saglighedskriterium samt dets anvendelighed for de, i relation til virksomhedsoverdragelsesloven, relevante lønmodtagere. De i fodnoterne med kursiv anførte forkortelser for forfattere, der henvises til, specificeres i kildehenvisningerne. 2. Det danske retsgrundlag 2.1. Den danske model Den danske model er ikke et entydigt begreb, men indeholder flere elementer, hvoraf ikke alle er udtryk for særegne karakteristika for Danmark. Modellen er udtryk for såvel overenskomstregulering som flexicurity, hvor sidstnævnte i højere grad end førstnævnte er særegen for dansk ret. Flexicurity er udtryk for det forhold, at det i Danmark er relativt nemt at afskedige, hvilket modsvares af en høj grad af social sikring 7. I relation til overenskomstmodellen er denne baseret på en langvarig tradition for partsautonomi i den forstand, at det tilstræbes, at arbejdsmarkedets parter i videst muligt omfang ved overenskomster regulerer forholdene på arbejdsmarkedet. Dette omfatter centrale områder som løn, arbejdstid og afskedigelse, der hermed primært er et overenskomstanliggende kombineret med de specifikke regler, der er i lovgivningen. En kollektiv overenskomst forstås i dansk terminologi som en aftale mellem på den ene side en organisation af lønmodtagere og på den anden side en organisation af arbejdsgivere eller en enkelt arbejdsgiver om de ansættelsesforhold, der skal finde anvendelse i relationen mellem den enkelte arbejdsgiver og lønmodtager. Staten blander sig ikke i forhandlingerne, så længe arbejdsgiverne og lønmodtagerne kan få en aftale på plads /54/EF /78/EF 7 Kristiansen, s. 117 RETTID 2011/Specialeafhandling 16 5

6 Traditionelt har der på denne baggrund ikke været systematisk lovgivningsaktivitet på det arbejds- og ansættelsesretlige område. Karakteristisk for den danske arbejdsretlige model er i forlængelse heraf, at området er reguleret af en kombination af arbejdsretlige principper, kollektive overenskomster, individuelle ansættelsesaftaler og lovgivning. En stor del af den fragmentariske lovgivning på det arbejdsretlige område er funderet i EU-retlige forpligtelser. Der findes således i Danmark ikke en systematisk lovgivning om lønmodtagerrettigheder, herunder afskedigelse. Der findes specifik lovgivning, der enten sigter på enkeltområder f.eks. ferieloven, eller særgrupper f.eks. funktionærloven og sømandsloven. Den fragmenterede lovgivning og fokuseringen på overenskomstmæssig regulering har et arbejdsmarked præget af forskelligartethed som konsekvens. En stor del af det private arbejdsmarked er ikke dækket af overenskomster, hvorfor den ansættelsesretlige regulering heraf beror på individuelle aftaler. At være lønmodtager i Danmark betyder således ikke, at man dermed er sikret de samme rettigheder, hvilket blandt andet reglerne om usaglig afskedigelse illustrerer Ledelsesretten Ledelsesretten er udtryk for det forhold, at arbejdsgiveren har kompetence til at afgøre spørgsmål vedrørende arbejdets udførelse samt disponere i relation til personaleforhold 8. Arbejdsgiverens ledelsesret betegner således det - i udgangspunktet - frie skøn, som arbejdsgiveren har i relation til personalemæssige dispositioner. Ledelsesretten er hjemlet i selve ansættelsesforholdets konstruktion, idet dette baserer sig på et over- og underordnelsesforhold. De beføjelser, der falder ind under ledelsesretten, skal derfor hverken have særskilt hjemmel i den individuelle ansættelseskontrakt mellem parterne eller i overenskomst eller lovgivning 9. Trods den almene gyldighed er ledelsesretten fastslået i Hovedaftalen mellem DA og LO 4. Ledelsesretten blev cementeret ved Septemberforliget, der var en aftale indgået i 1899 mellem De samvirkende Fagforbund (nu LO) og Dansk Arbejdsgiverforening, DA. Forliget fungerede som arbejdsmarkedets grundlov, og blev først erstattet af en ny hovedaftale i Den gældende hovedaftale mellem DA og LO hjemler ledelsesretten i 4, hvorefter arbejdsgiverne udøver ledelsesretten i overensstemmelse med de i de kollektive overenskomster indeholdte bestemmelser og i samarbejde med arbejdstagerne og deres tillidsrepræsentanter i henhold til de mellem parterne til enhver tid gældende aftaler. Hjemmel i overenskomst giver adgang til prøvelse i det fagretlige system, jf. arbejdsretsloven 10. I tilfælde hvor ledelsesretten ikke er hjemlet i overenskomst, kan der ikke ske prøvelse i det fagretlige system. I disse tilfælde vil lønmodtageren være henvist til påtale ved de almindelige domstole. 8 Nielsen, Arbejdsgiverens ledelsesret, s Kristiansen, s Lovbkg. nr. 106 af 26. feb RETTID 2011/Specialeafhandling 16 6

7 Indholdet af ledelsesretten er en beføjelse til at disponere ansættelsesretligt. Til ledelsesretten henføres traditionelt, foruden ansættelse og afskedigelse, tillige retten til at give reglementariske bestemmelser om forholdene på arbejdspladsen, retten til at placere arbejdstid og pauser samt retten til udstedelse af direktiver for arbejdets udførelse. Ledelsesretten finder således anvendelse på de tre områder, som ansættelsesretten sædvanligvis opdeles i: Reglerne om ansættelsesforholdets etablering, reglerne for det løbende ansættelsesforhold og slutteligt reglerne om ophør af ansættelsesforhold. Dispositioner i medfør af ledelsesretten er bindende for arbejdstagerne på den pågældende arbejdsplads, hvorfor den enkelte arbejdstager er forpligtet til at efterkomme ledelsesmæssige dispositioner, herunder direktiver for arbejdets udførelse, ordensreglementer og pålæg om deltagelse i kontrolforanstaltninger. En manglende iagttagelse heraf vil være en misligholdelse af ansættelsesforholdet, der efter omstændighederne vil kunne sanktioneres med afskedigelse eller bortvisning. 11 Det i udgangspunktet frie skøn er imidlertid modificeret ved en række indskrænkninger, der følger af lovgivning, overenskomster og fagretlig praksis. Ledelsesretten må derfor anskues som et overordnet princip, der reelt er behæftet med en lang række modifikationer qua den ansættelsesretlige regulering. Der gælder blandt andet et fagretligt princip om, at arbejdsgiveren ikke må misbruge sine ledelsesbeføjelser. Kristiansen anfører 12, at dette formentlig gælder som en almen grænse for ledelsesretten Afskedigelsesretten Et ansættelsesforhold kan ophøre på flere måder, hvoraf afskedigelsen på arbejdsgivers initiativ blot er en enkelt. Det obligations- og ansættelsesretlige udgangspunkt er, at et ansættelsesforhold er frit opsigeligt. Et ansættelsesforhold er et løbende kontraktforhold, der under iagttagelse af det i lov eller kollektiv eller individuel aftale fastsatte opsigelsesvarsel kan bringes til ophør med arbejdsgiver eller lønmodtager som initiativtager. Opsigelse er således udtryk for det forhold, at enten arbejdsgiver eller lønmodtageren med et vist varsel bringer det løbende ansættelsesforhold til ophør. En opsigelse på arbejdsgivers initiativ er indholdet af termen afskedigelse. For det andet kan ansættelsesforholdets i overensstemmelse med almindelige obligationsretlige regler ophæves grundet misligholdelse fra en af aftaleparternes side. Ved grov misligholdelse fra arbejdstagers side kan arbejdsgiver bortvise vedkommende. Det for nærværende speciale relevante er arbejdsgiverens afskedigelse af lønmodtager ved opsigelse af ansættelsesforholdet, idet det centrale er, hvilke krav der stilles til arbejdsgivers hvis overhovedet nogen - begrundelse herfor. 11 Kristiansen, s Kristiansen, s. 264 RETTID 2011/Specialeafhandling 16 7

8 2.4. Indskrænkninger i afskedigelsesretten Arbejdsgiver har qua ledelsesretten kompetence til som udgangspunkt efter et frit skøn - at afskedige lønmodtager; et udgangspunkt til hvilket indskrænkninger fordrer hjemmel. Den i udgangspunktet frie afskedigelsesret modsvares af lønmodtagers adgang til af hvilken som helst årsag at opsige ansættelsesforholdet under iagttagelse af det gældende opsigelsesvarsel. Den frie afskedigelsesret modificeres blandt andet af lovgivning og kollektive overenskomster, der opstiller begrænsninger gennem fastsættelse af et generelt saglighedskrav. Spørgsmålet om saglighedskrav i relation til afskedigelsesretten er et spørgsmål om tryghed i ansættelsen 13. Det obligationsretlige udgangspunkt er aftalefrihed mellem ligeværdige parter. Rønnow 14 anfører, at den modifikation, der ligger i et saglighedskrav ved afskedigelse, afspejler den realitet, at parterne i et ansættelsesforhold ikke er lige, idet lønmodtager er den sårbare kontrahent og dermed et beskyttelsesobjekt. I det følgende redegøres først for dette generelle saglighedsværn, som dansk ret på specifikke områder opstiller. Herefter præsenteres de begrænsninger i afskedigelsesretten, som følger af specifikke indskrænkninger fastsat ved lovgivning, der i høj grad er EU-retligt funderet. Karakteristisk er, at de generelle saglighedsværn personelt beskytter en afgrænset gruppe, mens de specifikke indskrænkninger dækker bredere personelt og negativt afgrænser nogle kriterier fra at kunne begrunde en afskedigelse af de af forskrifterne omfattede Det generelle saglighedskriterium Terminologisk er der i de nedenfor omhandlende bestemmelser og den dertil knyttede juridiske teori 15 er der en vis variation i sprogbrugen, idet såvel termen urimelig som usaglig ses anvendt. Der forudsættes at være tale om synonymer for et indholdsmæssigt sammenfaldende begreb uanset de terminologiske forskelle Funktionærloven 16 Funktionærlovens 2 b lyder: Såfremt opsigelse af en funktionær, som har været uafbrudt beskæftiget i den pågældende virksomhed i mindst 1 år før opsigelsen, ikke kan anses for rimeligt begrundet i funktionærens eller virksomhedens forhold, skal arbejdsgiveren udrede en godtgørelse. Bestemmelsen beskytter således lønmodtagere omfattet af funktionærloven 17 (idet følgende FUL) mod usaglig afskedigelse i det omfang, de opfylder anciennitetsforudsætningen om et års ansættelse. 13 Rønnow Bruun, s. 15, Karl Nielsen og Rehof, s Rønnow Bruun, s Svenning Andersen m. fl., FUL, s. 711, Hasselbalch, arbejdsret, s. 948 og Lovbkg. 81 af 3. feb FULs personelle anvendelsesområde reguleres i 1, der afgrænser funktionærer fra øvrige personalegrupper. RETTID 2011/Specialeafhandling 16 8

9 I relation til beregning af ancienniteten er de relevante tidspunkter den faktiske tiltrædelsesdag og tidspunktet for afgivelsen af opsigelsen. Dette er en modifikation til det almindelige udgangspunkt i lovens systematik, hvorefter anciennitet i relation til 2 og 2a beregnes inkl. opsigelsesperioden, dvs. anciennitet ved udløb af opsigelsesvarslet Sømandsloven 19 I medfør af sømandslovens 43 er skibsofficerer beskyttet mod usaglig afskedigelse, idet bestemmelsen hjemler et godtgørelseskrav fra den pågældende, såfremt vedkommende har været ansat uafbrudt i mindst et år og opsigelsen ikke anses for rimeligt begrundet i officerens eller rederiets forhold. Beskyttelsen er således indholdsmæssigt meget lig FUL Overenskomstbaseret saglighedskrav På overenskomstdækkede områder er det udbredt, at det i overenskomst eller hovedaftale er aftalt, at der ved afskedigelser ikke må finde vilkårligheder sted, eller at opsigelser skal opfylde et saglighedskrav. Et eksempel herpå er DA/LO Hovedaftale (i det følgende HA), der i pkt. 4, stk. 3 sætter en begrænsning for arbejdsgiverens frie afskedigelsesret, idet bestemmelsen fastslår følgende: Ved afskedigelse af en arbejdstager må vilkårligheder ikke finde sted, og klager over påståede urimelige afskedigelser kan derfor behandles efter nedenstående regler. Såfremt der foretages afskedigelse af en arbejdstager, der har været uafbrudt beskæftiget i den pågældende virksomhed i mindst 9 måneder, har den pågældende arbejdstager ret til at begære skriftlig oplysning om grunden til afskedigelsen. Der er tilsvarende ordninger på stort set samtlige overenskomstområder. Findes afskedigelsen urimelig og ikke begrundet i arbejdstagers eller virksomhedens forhold, kan afskedigelsen i visse tilfælde underkendes, eller der kan tilkendes arbejdstageren en godtgørelse Det materielle indhold af det generelle saglighedskrav Fælles for de generelle saglighedskrav er, at der ikke opstilles specifikke retningslinjer for, hvornår kravet materielt anses for værende opfyldt. Der opstilles en formel regel om, at afskedigelse skal være sagligt begrundet, hvorefter udfyldning af det materielle indhold heraf overlades til retspraksis. Det er ved bedømmelsen ikke tilstrækkeligt, at der foreligger en rimelig grund til at gennemføre afskedigelser, idet også udvælgelsen af de medarbejdere, der afskediges, skal være rimelig. Det er forholdene på opsigelsestidspunktet, der er afgørende. 18 Karl Nielsen, s Lovbekg. nr. 742 af 18. juli 2005 RETTID 2011/Specialeafhandling 16 9

10 Rimelig afskedigelse kan begrundes i henholdsvis virksomhedens driftmæssige - forhold eller lønmodtagerens forhold. Der er i alle tilfælde tale om en konkret rimelighedscensur med udgangspunkt i en helhedsvurdering. Endvidere kan der fastsættes en negativ afgrænsning ud fra de lovbestemte særregler om usaglig afskedigelse, herunder de EU-retligt funderede retsregler, der fastsætter, hvilke kriterier, der i hvert fald ikke er saglige De specifikke indskrænkninger På en række områder i dansk ret findes der specifikke begrænsninger i arbejdsgiverens afskedigelsesret i den forstand, at afskedigelse begrundet i visse kriterier er ulovligt. I modsætning til det generelle saglighedskriterium beskrevet ovenfor, der alene fastsætter et krav om en saglig afskedigelse, er der tale om fastsættelse af nogle kriterier, der er ulovlige og hvis anvendelse udløser et godtgørelseskrav hos den afskedigede. En lang række af disse er direktivbaserede qua Danmarks EU-retlige forpligtelser, herunder virksomhedsoverdragelsesloven, der er et eksempel på en sådan specifik, EU-retligt funderet indskrænkning. Af øvrige specifikke indskrænkninger kan nævnes ligebehandlingsloven og ligelønsloven 20, der begge udspringer af ligebehandlingsdirektivet 21, forskelsbehandlingsloven 22 udspringende af beskæftigelsesdiskriminationsdirektivet 23, deltidsloven 24 samt lov om tidsbegrænset ansættelse 25, der ligeledes har baggrunde i direktiver 26. Det er i denne forbindelse af central betydning at være opmærksom på, at disse, oftest direktivbaserede, love ikke alene indskrænker rimelighedskriterierne, men decideret indskrænker afskedigelseskompetencen. Dette skal forstås således, at de ulovlige kriterier i disse love ikke blot finder anvendelse på tilfælde, hvor der i medfør af FUL 2b og HA 4, stk. 3 stilles krav om rimelig begrundelse, men derimod decideret afskærer arbejdsgiver fra afskedigelse af i udgangspunktet enhver lønmodtager begrundet i de pågældende kriterier. Det er således i strid med ligebehandlingsloven 27 at afskedige en kvindelig funktionær begrundet i hendes køn, uanset om vedkommende kun har været ansat i tre måneder og dermed ikke er omfattet af FUL 2b. På tilsvarende måde forbyder diskriminationsloven 28 forskelsbehandling på grundlag af de i loven opstillede kriterier i relation til enhver ansættelsesretlig disposition, herunder ansættelse og afskedigelse. Det er således helt eksplicit en indskrænkning i arbejdsgiverens afskedigelsesret og ikke blot en afgrænsning af de saglige kriterier, som FUL 2b og HA 4, stk. 3 stiller krav om. Sammenhængen mellem det generelle saglighedskriterium og de specifikke begrænsninger illustreres i Østre Landsrets dom af 13. december , hvor en gravid kok var blevet afskediget. Den begrundelse vedkom- 20 Lovbkg. nr. 899 af 5. sept /54/EF 22 Lovbkg. nr af 16. dec /78/EF 24 Lovbkg. nr. 815 af 26. sept Lovbkg. nr. 907 af 11. sept /81/EF og 99/70/EF 27 Lovbkg. 734 af 28. juni Lovbkg. nr af 16. dec B RETTID 2011/Specialeafhandling 16 10

11 mende fik skiftede mellem samarbejdsvanskeligheder og virksomhedens dårlige økonomi, hvorfor den afskedigede fik mistanke om, at den reelle begrundelse var hendes graviditet. I henhold til ligebehandlingslovens 16, stk. 4 bærer arbejdsgiveren bevisbyrden for, at det ikke er graviditeten, der begrundede afskedigelsen. Landsretten bemærker i præmisserne, at det isoleret set altid vil være mere økonomisk fordelagtigt at afskedige en gravid ansat frem for en anden ansat, men at dette driftmæssige hensyn i sig selv (heller ikke) i tilfælde af dårlig økonomi kan begrunde en afskedigelse af en gravid. Dette illustrerer den specifikke begrænsning, som ligebehandlingsloven sætter i relation til det generelle saglighedskrav, idet der, trods en ellers saglig begrundelse i driftsmæssige hensyn, sker en indskrænkning qua en specifik begrænsning Den offentlige arbejdsgiver Lønmodtagere ansat i det offentlige, herunder såvel stat, regioner og kommuner, skal behandles i henhold til de regler, der gælder for udøvelsen af offentlig myndighed, idet medarbejderen i ansættelsesretlig henseende har partsstatus. En beslutning om afskedigelse er således en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Den offentlige arbejdsgiver er derved underlagt såvel ansættelsesretlige som forvaltningsretlige regler, herunder forvaltningsloven, offentlighedsloven og almindelige forvaltningsretlige principper, og skal således iagttage et dobbelt regelgrundlag 30. De forvaltningsretlige kilder skal sikre, at de afgørelser, som den offentlige myndighed træffer, hviler på et upartisk og veloplyst grundlag. De for ansatte relevante afgørelser vil f.eks. være ansættelse, afskedigelse, forfremmelse eller væsentlige ændringer i ansættelsesforholdet, der sidestilles med afskedigelse. Derimod er almindelige beslutninger under ansættelsesforholdet, som er et udslag af arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet, ikke omfattet af afgørelsesbegrebet. 31 Det dobbelte regelgrundlag indebærer en begrænsning af den offentlige arbejdsgivers ledelsesret, der ikke har tilsvarende begrænsende virkning på det private arbejdsmarked, idet der gælder et alment forvaltningsretligt princip om, at enhver forvaltningsretlig afgørelse skal være sagligt begrundet. Princippet indebærer, at der ikke må forfølges usaglige eller uvedkommende hensyn, når der træffes afgørelser, herunder afgørelser af ansættelsesretlig karakter, dvs. når myndigheden optræder som arbejdsgiver. Den retskildemæssige karakter af de forvaltningsretlige grundprincipper er omtalt af Michael Gøtze 32, der i relation til den nærmere karakter af disse anfører, at den forvaltningsretlige teori i vidt omfang har indoptaget og ekspliciteret en række almene rets- og fortolkningsprincipper. Forvaltningsretlige principper er således i vidt omfang almene retsprincipper og retsgrundsætninger, om hvilke Jens Garde 33 fastslår, kan karakteriseres som sideordnede med lovgivning, fordi lovgivningsmagten (stiltiende) kan antages at have accepteret retsgrundsætninger som en del af gældende ret. Derved er retsgrundsætninger som hjemmelskravet og det deraf udsprungne saglighedsprincip på retlig trinhøjde med lovgivning. 30 Herom se bl.a. ombudsmandens udtalelse i FOB Emborg og Schaumburg-Müller, s Gøtze 33 Garde, s. 164 RETTID 2011/Specialeafhandling 16 11

12 3. Et alment gældende generelt saglighedskrav Det ovenfor i afsnit gennemgåede, på visse områder gældende, krav om, at afskedigelse skal være sagligt begrundet i enten virksomhedens eller den ansattes forhold antages ikke i teorien 34 at have karakter af et alment gældende princip. Ved dom refereret i UfR fastslog Højesteret, at der ikke fandtes grundlag for at tilkende en afskediget mejeribestyrer nogen godtgørelse. Afskedigelsen blev af arbejdsgiveren begrundet i utilfredshed med den ansattes arbejdsindsats, herunder dennes håndtering af regnskabsmæssige opgaver. Relativt kort efter afskedigelsen nedlagdes mejeriet. I den for den pågældende omfattende overenskomst, hjemledes fastsættelse af rimelig ordning for bestyrere, der mister sin stilling som følge af arbejdspladsens nedlæggelse, hvilket sagsøger fandt, var tilfældet. Påstanden var herefter, at den overenskomstbaserede regel fandt anvendelse, og at afskedigelsen var usaglig, da den var et forsøg på omgåelse af den overenskomsthjemlede regel. Subsidiært krævede sagsøger en godtgørelse på ulovbestemt grundlag for usaglig afskedigelse, idet det gjordes gældende, at den som afskedigelsesgrund påberåbte kritik måtte afvises som ubegrundet. Sagsøger procederede på, at der i dansk ret efter forholdets natur er hjemmel til at yde en godtgørelse ud fra billighedsbetragtninger, når modstående retsregler ikke hindrer dette. Højesteret fandt 35 det ikke godtgjort, at afskedigelsen reelt havde været begrundet i planer om mejeriets forestående nedlæggelse, og da der ikke fandtes hjemmel andetsteds, var der ikke grundlag for at tilkende nogen godtgørelse, uagtet at det efter det foreliggende blev antaget af Højesteret, at den kritik af bestyreren, som af arbejdsgiveren blev anført som medvirkende årsag til afskedigelsen, savnede rimeligt grundlag, om end det ikke kunne afvises, at det opståede misforhold mellem bestyrelsen og sagsøger var årsagen til afskedigelsen. Det kan således ud fra formuleringen i Højesterets præmisser ikke udledes, om retten tager stilling til afskedigelsens saglighed og finder, at misforholdet var tilstrækkeligt til saglig afskedigelse, eller om retten blot konstaterer, at kritikken manglede rimeligt grundlag, men at ancienniteten på ni måneder udelukkede godtgørelse. Østre Landsrets dom refereret i UfR omhandlede udstrækningen af FUL 2b. Sagsøger var i 1966 blevet ansat som funktionær, og under selskabets senere omdannelse til aktieselskab fik vedkommende en anpart og blev medlem af bestyrelsen, mens omdannelsen ikke i øvrigt medførte nogen ændring i ansættelsesforholdet. Da sagsøgeren blev bortvist, anlagde vedkommende sag med påstand om godtgørelse i henhold til FUL 2b, idet han gjorde gældende, at bortvisningen var uberettiget. Det blev til støtte for påstanden gjort gældende, at sagsøger var funktionær, subsidiært at FUL burde anvendes analogt eller bringes i anvendelse ud fra et forudsætningssynspunkt. Sagsøger gjorde til støtte herfor gældende, at han hele tiden havde været ansat i en typisk funktionærstilling, samt at der ingen væsentlige ændringer var indtrådt i forbindelse med den selskabsretlige omdannelse i relation til hans position som lønmodtager med funktionærstatus. 34 Kristiansen, s. 264, Rønnow Bruun, s UfR 1967, s. 308 RETTID 2011/Specialeafhandling 16 12

13 Landsretten lagde til grund, at sagsøger ved sin ansættelse i 1966 var funktionær. Endvidere udtalte retten, at selvom FUL under hensyn til sagsøgerens indehavelse af en anpart i selskabet og medlemskab af dettes bestyrelse ikke fandt direkte anvendelse på ansættelsesforholdet, fandtes dette dog at have haft en sådan karakter, at afgørelsen af parternes tvist i det væsentligste måtte finde sted efter samme retningslinjer som de i funktionærloven indeholdte. Landsretten fandt ikke, at bortvisningen var berettiget, hvorfor sagsøger havde ret til erstatning for det lidte indtægtstab i anledning heraf. I forlængelse heraf udtalte retten 36 : Derimod findes de særlige regler om godtgørelse efter funktionærlovens 2 b ikke at kunne anvendes ved erstatningsopgørelse uden for det direkte af funktionærloven omfattede område Udstrækningen af det i FUL indeholdte saglighedskriterium fortolkedes således snævert, og det fandtes ikke at kunne påberåbes uden for det direkte af loven omfattede område, uagtet at landsretten anførte, at parternes tvist måtte løses i det væsentligste efter retningslinjer, som de i FUL fastsatte EU-retligt funderet generelt saglighedskrav? I disputats fra 1992 fremførte Nielsen en tese om et EU-retligt funderet generelt saglighedskrav 37 : Afhandlingens hovedtese er, at EF-rettens integration i dansk arbejdsret giver grundlag for at opstille et almindeligt saglighedskrav til arbejdsgiveren, der er undergivet dansk ret, der forpligter dem til i relation til det individuelle kontraktforhold at respektere et generelt EF-retligt diskriminationsforbud og de EF-retlige principper om proportionalitet, retssikkerhed og effektivitet. Kravet er generelt i personel henseende, idet det gælder til fordel for alle arbejdstagere og binder alle arbejdsgivere. Saglighedskravet angår som udgangspunkt alle diskriminationsgrunde. Retskildeværdien af det EF-retlige saglighedskrav er diskutabel. Kravet kan og skal tages i betragtning ved fortolkningen af dansk arbejdsret. Efter min vurdering kan man gå et skridt videre og antage, at der er pligt til EF-konform fortolkning af dansk arbejdsret i forhold til hele det EF-retlige saglighedskrav. Under sag afgjort ved Højesterets dom refereret i UfR blev der af lønmodtagersiden blandt andet procederet på et sådant EU-retligt funderet generelt saglighedskrav. Endvidere støttedes påstanden på ILO konvention nr. 158 om afskedigelse. Sagen omhandlede afskedigelsen af en medarbejder, der var blevet afskediget efter ca. seks måneders ansættelse. Den pågældende opfyldte således ikke den anciennitetsforudsætning på ni måneder, som den relevante overenskomst fastsatte for adgang til godtgørelse for usaglig afskedigelse. I henhold til overenskomsten havde søfarende, der havde været uafbrudt beskæftiget i rederiet i mindst ni måneder, ret til oplysning om be- 36 UfR 1981, s Nielsen, Arbejdsgiverens ledelsesret, s. 413 RETTID 2011/Specialeafhandling 16 13

14 grundelsen for en opsigelse. Antoges opsigelsen ikke at være rimeligt begrundet i den søfarendes eller rederiets forhold, kunne sagen indbringes for en faglig voldgift. Dansk Sø-Restaurations Forening, der optrådte som mandatar for den pågældende, gjorde gældende, at afskedigelsen var usaglig. Endvidere blev det af sagsøger gjort gældende 38, at der efter dansk ret fortolket i lyset af EF-retten og internationale traktater er en forpligtelse for arbejdsgivere til at foretage afskedigelser efter saglige kriterier. Det gælder også ansatte, der ikke er omfattet af overenskomster eller andre beskyttelsesregler. Hverken den ikke-overenskomstdækkede arbejder eller den funktionær, der ikke opfylder anciennitetskrav, kan afskediges usagligt. Der må derfor være grundlag for at fastslå, at afskedigelser skal være sagligt begrundede, og de skal foretages i overensstemmelse med ikke-diskriminationsprincippet og proportionalitetsprincippet. For så vidt disse principper er EF-retlige, har de direkte virkning i medlemsstaterne og forrang for nationalretlige bestemmelser, herunder sådanne, der begrænser saglighedskravet til at gælde ansatte med en vis anciennitet Højesteret stadfæstede Sø- og Handelsrettens dom og udtalte (med enstemmighed blandt de fem dommere) i præmisserne 39 : Højesteret finder, at tilkendelse af godtgørelse som følge af, at afskedigelsen af en ansat i en privat virksomhed ikke er rimeligt begrundet i den ansattes eller virksomhedens forhold, kun kan ske, hvis der er hjemmel hertil i lov, kollektiv overenskomst eller anden aftale. Dette er forudsat ved gennemførelsen af funktionærlovens 2 b og tilsvarende bestemmelser i lovgivningen eller kollektive overenskomster, og hverken EU-retten eller ILO-konventionen om afskedigelse, der ikke er ratificeret af Danmark, kan begrunde et andet resultat. A s ansættelsesforhold var omfattet af overenskomsten af 25. maj 1998 mellem Danmarks Rederiforening og Dansk Sø-Restaurations Forening, der indeholder en bestemmelse om godtgørelse ved usaglig afskedigelse. Denne bestemmelse finder imidlertid kun anvendelse i tilfælde, hvor den ansatte har været ansat i rederiet i mindst 9 måneder. Det havde A ikke, da han blev afskediget 3. oktober Det er ubestridt, at A s krav heller ikke kan støttes på nogen lovbestemmelse om godtgørelse for usaglig afskedigelse. A s krav om godtgørelse med henvisning til, at opsigelsen ikke var rimeligt begrundet i hans forhold, kan således ikke tages til følge, allerede fordi der ikke er hjemmel til at tilkende godtgørelse på dette grundlag. Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til, hvorvidt opsigelsen var rimeligt begrundet. Det må på baggrund af ovenstående gennemgang af praksis på området konkluderes, at der i dansk ret ikke anerkendes et i personel henseende alment gældende generelt saglighedskriterium, heller ikke på baggrund af EU-retlige eller øvrige internationale kilder. I dansk retspraksis er retsstillingen følgelig på nuværende tidspunkt, at der ikke - udover de i national ret og qua internationale forpligtelser fastsatte generelle og specifikke begrænsninger i arbejdsgiverens afskedigelsesret - eksisterer en almindelig ansættelsesretlig grundsætning om, at arbejdsgiveren skal begrunde sin afskedigelse af enhver medarbejder sagligt. 38 UfR, 2003, s UfR, 2003, s RETTID 2011/Specialeafhandling 16 14

15 4. EU-retligt funderede indskrænkninger i afskedigelsesretten At der af Højesteret i 2003 ikke anerkendtes et EU-retligt alment, generelt saglighedskriterium er ikke ensbetydende med, at EU-retten er uden betydning i relation til afskedigelseskompetencen. I det følgende redegøres der for EU-rettens integration på det arbejdsretlige område samt de specifikke indskrænkninger i afskedigelseskompetence, som er konsekvens af vore EU-retlige forpligtelser. Herefter præsenteres EU s Charter om grundlæggende rettigheder, idet dette antages at have betydning for de for nærværende specialeafhandling centrale problemstillinger EU som overstatsligt internationalt samarbejde EU-samarbejdet bygger på Traktaten om den Europæiske Union, TEU og Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, TEUF 40, der har samme juridiske værdi og udgør Unionens traktatgrundlag. Traktaterne er de juridisk bindende aftaler mellem de i det europæiske samarbejde deltagende stater. Med TEU opretter medlemsstaterne samarbejdet, og det er af denne traktats 55 artikler EU s mål, værdier og en række grundlæggende principper fremgår. De fleste af emnerne i TEU reguleres tillige i TEUF, her typisk mere detaljeret. EU-traktaterne er primærret og grundlaget for den sekundære, den afledte, EU-ret, herunder forordninger, direktiver, beslutninger, afgørelser og henstillinger, idet indholdet heraf skal være i overensstemmelse med traktaterne både i relation til vedtagelsesprocedure og indhold. Afgrænsningen af Unionens beføjelser er underlagt princippet om kompetencetildeling, jf. art. 5 TEU. Institutionernes kompetence er begrænset således, at de ifølge attributions- eller legalitetsprincippet kun kan træffe beslutninger, når der er hjemmel hertil. I medfør af disse principper handler Unionen således kun inden for rammerne af de beføjelser, som medlemsstaterne tillægger samarbejdet. Når Unionen i traktaterne tildeles en kompetence, kan denne i medfør af art. 2 TEUF tildeles som enekompetence eller delt kompetence. Tildeles kompetencen som enekompetence, er det kun Unionen, der kan lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter, mens medlemsstaterne alene har beføjelse hertil efter bemyndigelse fra Unionen eller med henblik på gennemførelse af EU-retsakter 41. På områder, hvor Unionen tildeles kompetence, der deles med medlemsstaterne, kan såvel Unionen som medlemsstaterne lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter. Medlemsstaterne udøver deres kompetence i det omfang, Unionen ikke har udøvet sin 42. Social- og arbejdsmarkedspolitik er et område med delt kompetence, jf. art. 4, stk. 2, litra b TEUF. 40 Den yngste af EU s traktater er Lissabontraktaten, der trådte i kraft 1. december Der er tale om en ændringstraktat, der således ikke ophæver ældre traktater, men medfører en række ændringer. 41 Art. 2, stk. 1 TEUF 42 Art. 2, stk. 2 TEUF RETTID 2011/Specialeafhandling 16 15

16 Det overstatslige, supranationale, samarbejde gør EU til et særegent internationalt samarbejde, idet der er mulighed for, at retsakter vedtaget i EU regi tillægges virkning i medlemsstaterne, uanset om den enkelte stat har stemt imod vedtagelsen og uden forudgående ratifikation EU-rettens integration i arbejdsretten Målsætninger om beskæftigelsesfremme og forbedring af leve- og arbejdsvilkår fremgår af art. 151 TEUF. Med henblik på virkeliggørelsen af de i art. 151 TEUF fastlagte mål støtter og supplerer Unionen medlemsstaternes indsats på områderne oplistet i art. 153, stk. 1, litra a-k TEUF. Art. 153, stk. 2 TEUF giver Europa-Parlamentet og Rådet kompetence til at vedtage foranstaltninger til fremme af samarbejdet mellem medlemsstaterne og til på de i stk. 1, litra a-i nævnte områder at udstede sekundærlovgivning i form af minimumsharmoniseringsdirektiver 43. Områderne omfatter blandt andet arbejdsvilkår, arbejdstagernes sociale sikring og sociale beskyttelse og ligebehandling. Ydermere er der hjemmel til udstedelse af direktiver med relevans for arbejdsretten i andre bestemmelser i traktaten. F.eks. giver bestemmelsen i art. 114 TEUF om det indre marked giver EU kompetence til såvel minimums- som fuld harmonisering. Der er kun få arbejdsretligt relevante direktiver udstedt med denne hjemmel, men udstationeringsdirektivet 44 er eksempel herpå. Virksomhedsoverdragelsesdirektivet er udstedt med hjemmel i den daværende art. 94 EF, der nu er afløst af art. 115 TEUF om harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger med direkte indvirkning på det indre markeds funktion Direktivbaserede indskrænkninger i afskedigelsesretten Direktiver på det arbejdsretlige område kan, som ovenfor omtalt, vedtages med hjemmel i TEUF. Der er ca. 90 direktiver på området, hvoraf en del opstiller indskrænkninger i afskedigelsesretten. Direktiver på området vedtages enten efter den almindelige lovgivningsprocedure foreskrevet i art. 289 TEUF, der består i vedtagelse af Europa-Parlamentet og Rådet i fællesskab på forslag af Kommissionen, eller efter en særlig lovgivningsprocedure med enstemmighed 45. Et direktiv er med hensyn til det tilsigtede mål bindende for enhver medlemsstat, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen. 46 Fremgangsmåden er, at direktivet vedtages i EU regi, hvorefter der fastsættes en frist for medlemsstaternes implementering af direktivets indhold i national ret. Principielt træder direktivet i kraft på et i direktivet fastsat ikrafttrædelsestidspunkt eller, hvis et sådant ikke er angivet, den tyvende dag efter offentliggørelsen i 43 Der sondres mellem totalharmoniseringsdirektiver, der tilsigter fuldstændig harmonisering af medlemsstaternes lovgivning og minimumdirektiver, der fastsætter en række mindstekrav, der ikke afskærer medlemsstaterne fra at regulere gunstigere til fordel for direktivets beskyttelsesobjekt /71/EF, Nielsen 1, s Den almindelige vedtagelsesprocedure suppleres af særlige vedtagelsesprocedurer i medfør af artikel 289, stk. 2 og art. 288 TEUF. RETTID 2011/Specialeafhandling 16 16

17 EU-Tidende. Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at gennemføre direktivet før implementeringsfristens udløb, men uagtet dette har direktivet en retsvirkning fra ikrafttrædelsestidspunktet, idet der, i perioden fra direktivets ikrafttræden til gennemførelsesfristens udløb, gælder en stand still forpligtelse 47. I medfør heraf hvilken, medlemsstaterne skal afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der er egnede til at bringe virkeliggørelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i alvorlig fare. Implementering i national ret sker ved gennemførelsesretsakter i henhold til art. 291 TEUF. Gennemførelsesretsakterne kan være såvel overenskomst som lov. I Danmark sker implementering af arbejdsretlige direktiver under hensyntagen til den danske model, hvorefter den overenskomstmæssige implementering er primær, mens lovgivningen er subsidiær. Da der ikke i Danmark er tradition for at tillægge overenskomster almengyldighed 48, er det, der bærer den danske models berettigelse i forhold til de EU-retlige forpligtelser, at der vedtages opsamlingslove. Modellen er således accepteret under forudsætning af, at der vedtages en opsamlingslov omfattende de borgere, der ikke er omfattet af den pågældende overenskomstmæssige implementering. Nødvendigheden af opsamlingslovgivningen blev cementeret i forbindelse med gennemførelsen af arbejdstidsdirektivet 49, i hvilken forbindelse Danmark indledningsvist undlod at vedtage en lov til opsamling af de arbejdstagere, der faldt uden for overenskomstdækningen 50. Kommissionen fremsendte en begrundet udtalelse til Danmark, der herefter rettede ind og vedtog den fornødne subsidiære lovgivning, hvorved traktatbrudssag blev undgået. I modsætning til forordninger er direktiver således ikke som udgangspunkt direkte anvendelige, idet det er gennemførelsesretsakten, ikke direktivet, som borgeren i udgangspunktet må støtte ret på. Muligheden for at støtte ret direkte på direktiver behandles nedenfor i afsnit Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder 51 I 1. erklæring til Lissabontraktaten 52 fremgår det, at charteret, der er juridisk bindende, bekræfter de grundlæggende rettigheder, som de er garanteret ved EMRK, og som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner. Charteret udvider ikke anvendelsesområdet for EU-retten ud over Unionens beføjelser, etablerer ikke nye beføjelser eller opgaver for Unionen og ændrer ikke de beføjelser og opgaver, der er fastlagt i traktaterne. I det følgende redegøres for grundrettighederne udviklet og anvendt i EU-regi, særligt i Domstolens praksis frem til vedtagelsen af charteret i 2000 og dettes ophøjelse til traktatniveau ved Lissabon-traktaten i Neergaard og Nielsen, s Modifikation hertil er deltidsloven, lovbekgt. nr. 815 af 26. sept. 2002, der tillægger overenskomster almengyldighed /104/EF 50 Nielsen, EU arbejdsret, s /C-83/ /C-306/01 RETTID 2011/Specialeafhandling 16 17

18 5.1. Historik bag de grundlæggende rettigheder i EU regi Grundlæggende rettigheder i EU er historisk først udviklet af Domstolen, der med Stauder 53 fra 1969 indledte sin grundrettighedspraksis. Følgende fremgår af præmis 7: de personlige grundrettigheder, som er omfattet af fællesskabsrettens almindelige grundsætninger, hvis overholdelse Domstolen skal sikre Hermed fastslog Domstolen, at grundlæggende rettigheder udgør en del af fællesskabsretten og at disse beskyttes af Domstolen, hvilket Domstolen bekræftede i Handelsgesellschaft 54 fra Det blev i dommen fastslået, at overholdelsen af de fundamentale rettigheder indgår nemlig i de almindelige retsprincipper, hvis overholdelse, Domstolen skal sikre; respekten for disse rettigheder skal, selv om den har sit grundlag i medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, sikres inden for rammerne af Fællesskabets struktur og mål. 55 I 1974 afsagde Domstolen en, i forhold til den tidligere praksis, videregående dom, idet Domstolen i Nold 56 henviste dels til forfatningsmæssige traditioner i medlemslandene modsat i Handelsgesellschaft-sagen 57, hvor henvisningen skete til medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner -, dels til folkeretlige forpligtelser. Præmis 13 lyder: Domstolen har tidligere udtalt, at disse grundrettigheder 58 hører til almindelige retsgrundsætninger, som den skal beskytte; under udøvelsen heraf skal Domstolen lægge de forfatningsmæssige traditioner i medlemsstaterne til grund og kan følgelig ikke anerkende foranstaltninger, der er uforenelige med de i disse staters forfatninger anerkendte og beskyttede grundrettigheder; de internationale traktater om beskyttelse af menneskerettighederne, som medlemsstaterne har været med til at udarbejde, eller som de senere har tiltrådt, kan ligeledes give anvisninger, som skal tages i betragtning inden for rammerne af fællesskabsretten. Gulmann og Hagel-Sørensen fortolker 59 dette således, at Domstolen derved har inkorporeret hver enkelt medlemsstats grundrettigheder og derved anerkender alle grundlæggende rettigheder anerkendt i blot én medlemsstat. 53 C-29/69 54 C-11/70 55 P C-4/73 57 C-11/70, p Der henvises fælles forfatningsmæssige traditioner, herunder EMRK, omtalt i præmis Gulmann og Hagel-Sørensen, s. 198 RETTID 2011/Specialeafhandling 16 18

19 I ERT 60 afgjort i 1991 fastslog Domstolen, at bestemmelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) er en del af EU-retten og at grundrettighederne skal respekteres i national ret på EU-regulerede områder. Sagen tog afsæt i en tvist vedrørende det græske fjernsynsmonopol, og Domstolen fastslog 61, at når en medlemsstat påberåber sig undtagelsesbestemmelser, som kan begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser, skal begrundelsen herfor fortolkes i lyset af de almindelige retsgrundsætninger, navnlig grundrettighederne. De nationale bestemmelser kan derfor kun omfattes af undtagelser fra reglerne om fri bevægelighed, hvis de er i overensstemmelse med de grundrettigheder, som EU domstolen skal beskytte. Domstolen anførte endvidere, at sådanne bestemmelser skal vurderes i forhold til samtlige fællesskabsretlige regler, herunder EMRK art. 10 om ytringsfrihed, der er en almindelig retsgrundsætning, som Domstolen skal beskytte 62. EU s grundrettigheder og almindelige principper kan kun gøres gældende i national ret på EU-regulerede områder, jf. princippet om kompetencefordeling. Dette blev af Domstolen fastslået i Defrenne 63 i Ole Krarup behandler 64 denne dommerskabte forfatningsretlige kompetence, idet han tager udgangspunkt i, at udbygningen af EU-retten med hensyn til beskyttelse af grundrettigheder er begrundet med, at en sådan retsordning er en nødvendig følge af EU-rettens forrangsprincip, hvorefter enhver national regel viger i kollision med en EU-retlig regel Kodificering af grundrettighederne Kommissionen afgav i 1976 en beretning 65 om beskyttelsen af grundrettighederne, hvori det konkluderedes, at beskyttelsen gennem Domstolens praksis var tilstrækkelig. Kommissionen foreslog en højtidelig erklæring fra Fællesskabets politiske institutioner, der bekræftede princippet om respekt for grundrettighederne. Dette forslag manifesterede sig i 1977 ved Parlamentets, Rådets og Kommissionens afgivelse af en fælles deklaration 66. Med reference til praksis fra Domstolen bekræftedes institutionerne deres forpligtelse til at respektere de grundlæggende rettigheder. I 1979 afgav Kommissionen et memorandum 67 vedrørende Fællesskabets tiltrædelse af EMRK, idet holdningen nu var, at sikring af grundrettighederne gennem Domstolens praksis var utilstrækkelig. Argumentet var 68, at der ikke var udarbejdet et katalog over de grundlæggende rettigheder, og det derfor er umuligt på forhånd at vide, hvilke rettigheder Fællesskabets institutioner under ingen omstændigheder må krænke. Den europæiske borger har en legitim interesse i på forhånd at få sine rettigheder fastsat, også over for Fællesskabet. 60 C-260/89 61 P P C-149/77 64 Krarup, s EF-Bulletin, S. 5/76 66 EFT 1977, C EF-Bulletin, supplement 2/79 68 EF-Bulletin, supplement 2/79, s. 7 RETTID 2011/Specialeafhandling 16 19

20 To muligheder blev diskuteret: En tiltrædelse af EMRK eller et grundrettighedskatalog. Sidstnævnte blev af Kommissionen 69 fundet at være et langvarigt og potentielt problematisk projekt i lyset af risikoen for divergenser mellem medlemsstaternes rettigheder, hvilket ville kunne medføre et katalog, der ville være udtryk for laveste fællesnævner. Vedrørende tiltrædelse af EMRK besvarede Domstolen i 1996 Kommissionens spørgsmål herom benægtende, idet der ikke på daværende tidspunkt var kompetence hertil 70. Den højtidelige erklæring Fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder 71 blev i 1989 vedtaget af ud af de daværende 12 medlemslande. Fællesskabspagten indeholder 12 grundlæggende arbejdsmæssige og sociale rettigheder og i flere direktiver, herunder virksomhedsoverdragelsesdirektivet, er der henvist til Fællesskabspagten. Først i Maastricht-traktaten 73, der trådte i kraft i 1993, blev princippet om respekt for grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved EMRK og således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner med art. 6 (F), stk. 2 EU for første gang nævnt i primærretten som generelle principper for fællesskabsretten. I Amsterdam-traktaten 74 med ikrafttræden i 1999 er der i præamblen en henvisning til såvel Europarådets Socialpagt fra 1961 som til Fællesskabspagten, hvilket for sidstnævnte ifølge Nielsen 75 indikerer en stigning i retskildehierarkiet fra udelukkende at være soft law baseret på 11 medlemslandes opfattelse til at indgå i såvel direktiver som primærret Tilblivelsen af charteret i 2000 På Rådets topmøde i juni 1999 blev den overordnede beslutning om at udfærdige et charter indeholdende grundlæggende rettigheder truffet. Af konklusionerne fra Rådets møde fremgår følgende 76 : The obligation of the Union to respect fundamental rights has been conformed and defined by the jurisprudence of the European Court of Justice. There appears to be a need, at the present stage of the Union s development, to establish a Charter of fundamental rights in order to make their overriding importance and relevance more visible to the Union s citizens Det besluttedes at nedsætte en arbejdsgruppe, der, inden Rådets topmøde i december 2000, skulle forelægge et udkast. Arbejdsgruppen, konventet, der skulle fremkomme med udkast til teksten til charteret, blev sammensat af repræsentanter for medlemsstaternes stats- og regeringschefer, Kommissionens formand, Parlamentet og 69 EF-Bulletin, supplement 2/79 s Domstolens udtalelse 2/94, præmis 27 og KOM (89) England stod udenfor 73 EF-Tidende, C 191 af 29. juli EF-Tidende, C 340 af 10. nov Nielsen, EU-arbejdsret, s Presidency conclusions, annex 4 RETTID 2011/Specialeafhandling 16 20