Idræt mellem smerte og udfordring

Transkript

1 Idræt mellem smerte og udfordring - en beretning fra et igangværende forskningsprojekt om idrætsskader og smerte, financieret af Team Danmark - ved cand.psyk., PhD Kaya Roessler 2000 "Det er jo sådan at når man danser meget, så er der altid et eller andet der hæver - et eller andet som gør ondt, og hvis man skulle stoppe hver gang der var noget der gjorde ondt, så kunne man jo aldrig danse" (Rose Gad, kongelig solodanserinde) De fleste idrætsudøvere kender til smerte, ikke kun i forbindelse med skader, men også under træning og konkurrence. Ekstremidrætsudøvere opsøger ligefrem udfordringer, hvor det begynder at "gøre ondt". At registrere, udholde og tackle smerte betragtes som centrale egenskaber for en god idrætsudøver. Risikoen for at blive skadet, er altid tilstede i idrætten. En skade bliver defineret som noget, der generer i den omfang, at man ikke kan udøve sin idræt. I USA bliver der rapporteret idrætsskader om året. Tallene i Danmark er med ca om året stigende. Skader rammer både eliteidrætsudøveren og motionisten. Men det er eliteudøveren, der skal fokuseres på her. Moderne eliteidræt er en ressourcekrævende beskæftigelse, som kan have store fysiske og psykiske omkostninger. Med hensyn til psykisk belastning tales der bl.a. om stress, socialt press eller athlete burnout. I den nyere internationale sportpsykologiske litteratur indtager emnerne smerte og skade en central rolle. Der er brug for en dybere analyse af de psykologiske aspekter af idrætsskader, både med hensyn til årsagsfaktorer og copingmuligheder. Det er ikke tilfældigt, hvem der får skader, hvornår man får skader, og hvordan skaderne kan behandles ud over en ren fysisk terapi. At beskæftige sig med idrætsskadernes psykologi forudsætter et interdisciplinært samarbejde med sportmedicinen. Den igangværende undersøgelse gennemføres i samarbejde med Team Danmarks træningscenter i Odense og med Team Danmarks Idrætsmedicinske enhed på Bispebjerg hospital i København. Projektet har til formål at udforske forbindelserne mellem idræt, skader og smerte ud fra en psykologisk indfaldsvinkel. Smerte kan beskrives som "ubehagelig sensorisk og emotionel oplevelse forbundet med file:///q /Websted1/qKKR2000_1.htm (1 af 6) :07:20

2 vævsbeskadigelse eller beskrevet i vendinger, der svarer til vævsbeskadigelse" (International Association of the Studies of Pain, IASP). Smerte er en subjektiv oplevelse, der kan være forbundet med vævsbeskadigelse, men ikke behøver at være det. Smerteoplevelsen rummer en stor variation af fysiske, psykiske, sociale og kulturelle aspekter. I undersøgelsen arbejdes med en spørgeskemaundersøgelse om mestring af smerter og med interviews med eliteidrætsudøver. Udøverne kommer fortrinsvis fra kampsport (judo, fægtnig) og fra holdsport (fodbold). Forskningsprojektets hovedspørgsmål er: 1. Hvem bliver skadet og hvorfor? 2. Hvordan reagerer udøvere på skade og smerte? 3. Hvordan tackler udøvere smerte og skade bedst? 1. Årsag og personlighed bag skaden "Jeg var ikke startet i den første kamp, og så skulle jeg spille den anden kamp, og det er jo klart, jeg var nervøs, jeg har også tænkt, om det kunne være derfor" (fodboldspiller, som brækkede ben under sin første VM-kamp) Findes der personlighedsrelaterede eller psykosociale faktorer, der disponerer for idrætsskader? Allerede i 1960'erne blev det i undersøgelser påstået, at personlighedsfaktorer havde en stor indflydelse på idrætsudøverens succes og fremkomsten af skader. Skader blev anset som konsekvens af bl.a. depression, skyldfølelser og præstationsangst. Andre undersøgelser talte om tender-mindedness over for tough-mindedness, eller om en indflydelse af et henholdsvis positivt eller negativt selvbillede. Undersøgelsersresultaterne er på dette punkt ikke entydige. Mens en undersøgelse f.eks. påpeger, at selv-bevidste idrætsudøvere sjældent får skader, viser en anden, at selv-bevidste atleter er mere i fare for at overvurdere deres evner og dermed har en forhøjet risiko for skader. At opstille en sammenhæng mellem et symptom (skade) og et personlighedstræk minder om undersøgelser inden for sundhedspsykologien, hvor der diskuteres adfærdstyper, der disponerer for henholdsvis hjerte-kar- eller kræftsygdomme. Et aggressivt og tidspresset adfærdsmønster er således med til at disponere for hjerte-kar-sygdomme, mens et depressivt, konfliktundvigende mønster snarere kan have medindflydelse for opståen af kræftsygdomme. Hvis man overfører nogle af disse sammenhænge, vil en stresset, anspændt og depressiv idrætsudøver være mere disponeret for skader end en afstresset og afspændt person. Det lyder måske indlysende, men der ligger en stor fare i at opstille psykologiske mønstre som ovennævnte. Dels fordi adfærdsmønstre påpeger en tvivlsom lineær årsagssammenhæng, men især også, fordi den syge eller skadede får påduttet en personlig skyld. Når skaden kan ses i en biografisk og psykologisk sammenhæng, er den skadede til syvende og sidst selv file:///q /Websted1/qKKR2000_1.htm (2 af 6) :07:20

3 ansvarlig og dermed skyldig i sit problem. Personlighedsfaktorer spiller ganske vist en rolle ved skadens indtræden, men de blev ikke medindraget i undersøgelsen. En faktor, som spiller en stor rolle i skadens opståelse, er stress. Forskningen omkring stress viser, at negative begivenheder i forbindelse med udskillelse af stresshormoner kan føre til sygdom og krise, hvis den pågældende er særlig sårbar. Oplevet stress fører kropsligt bl.a. til forhøjet muskelspænding og koncentrationsproblemer. At det udgør en risiko især for en idrætsudøver, er indlysende. Da mange begivenheder kan være stressudløsende, og det ikke er nemt at afgøre, om den enkelte udøver nu også er særlig disponeret for stressrelaterede skader, giver det mening at undersøge, hvordan idrætsudøvere reagerer på stress. Og hvordan stressoplevelse og smerteoplevelse hænger sammen. "..det er, fordi man ikke lytter til kroppen og så får man overbelastningsskader...jeg tænker, det kan ikke passe, og så kør jeg bare videre" (fægter) 2. Den psykiske reaktion på skade og smerte At få en idrætsskade er for mange udøver en chok, der rammer pludseligt. Forløbet efter skaden er præget af mange følelser, og måden, hvorpå disse følelser opleves, er betydningsfuld for rehabiliteringen. Man kan tale om en tredelt reaktion, der består i distress (dvs. en stærk følelsesmæssig forusikring, hvor der opstår chok, vrede, katastrofetænkning, angst eller depression), benægtelse (ikke-accept, mistro) og endelig målbevidst mestring som forsøg at tackle skaden målrettet. For en eliteudøver, der har megen af sin identitet knyttet til idrætten, er en skade en slags arbejdsulykke, der fører til tab af selvværd og identitet. Efter en idrætsskade kan somatiske symptomer som søvnproblemer, appetitmangel og udmattelse optræde - symptomer, der normal kendetegner depressive stemninger. "Det er klart der ligger en angst for at blive kørt ud på et sidespor - ikke at blive udvalgt, for dansen er en del af min identitet. Og det, at man kan ryge ud i en identitetskrise, er netop også noget jeg har gået og arbejdet med i den her periode." (Rose Gad, danserinde) Sammenfattende kan man sige, at en skade og den dermed forbundne smerte er et dybt ingreb i en udøvers liv. Skadens omfang sammen med den mening, udøveren tillæger sin idræt, er medbestemmende for de psykosociale komponenter. Disse har indflydelse på udøverens følelsesmæssige tilstand, som igen har virkning på helbredelsestiden. Men en skade kan nogen gange også have positive bivirkninger. "Jeg har fået tid til en masse andre ting...jeg har fået mig frigjort tid...noget jeg har sparet i sporten" (Badmintonspiller) file:///q /Websted1/qKKR2000_1.htm (3 af 6) :07:20

4 Udøvere rapporterer, at en skade ved siden af sine negative følger også har ført til personlig vækst. De har oplevet en fysisk og teknisk udvikling af deres færdigheder, er blevet mere bevidste og også hærdede. Men det vil overvejende være de negative bivirkninger, der præger en udøvers liv efter en skade. På den måde er det særdeles vigtigt at fokusere på psykologiske metoder til at tackle smerte og skade. 3. Psykologisk mestring af skader Det fremherskende symptom ved en idrætsskade er smerte. Der kan skelnes mellem kronisk og akut skade. Tidligere talte man om kronificering, når skaden varede længere end 3-6 måneder, mens man i den nyere smerteforskning foretrækker at tale om en varighed, der ligger en måned ud over den forventede helbredelsestid. Ser man på moderne eliteudøvere, kan man påstå, at de til næsten enhver tid går rundt med en blanding af akutte og kroniske smerter og skader. Men det gør en forskel, om smerten opleves i forbindelse med skaden eller som en tilstand under konkurrencen. Smerte, der er forbundet med en akut skade, opleves som noget, der ikke kan kontrolleres, som et faresignal, der fører til angst. Smerte under træning og konkurrence kan derimod opleves som positiv, frivilligt produceret og under kontrol. "Intervaltræning gør ondt, men det er en anden smerte...det gør ikke ondt et sted, det er mere at kroppen er træt, at man bliver presset...det kan jeg godt lide til en vis grænse"(fodboldspiler) En 400m-løber kan beskrive - og frygte - de sviende smerter, som melder sig efter 300m. Men de er til at kontrollere. Det gælder om at holde ud, og bagefter forsvinder smerten. Men sprænges achillessenen under en badmintonkamp, så taber man både kontrol og mister tiltro til sin egen krop. Der er forskel i smerteoplevelse, smertetærskel og smertekontrol. Generelt kan det siges, at smerte altid er mere eller mindre tilstede i moderne eliteidræt, og når den ikke kunstigt kan holdes nede eller dulmes med kemiske stoffer, er udøveren nødt til at tackle den. Eller udtrykt på en anden måde: Hvor sportsmedicinen når faglige eller etiske grænser, er det nødvendigt at samarbejde med sportspsykologien. Det bliver en af idrætspsykologiens fremtidige opgaver, at uddybe sin viden om "painmanagement" og coping-strategier. Smerten kan deles op i forskellige kategorier - med forskellige former for smertetackling. Smertetærsklerne og smertetackling er subjektivt forskellige, og der er også forskel mellem kønnene. "Kvinder giver i højere grad udtryk for smerte, hvor mænd bider den i sig...kvinder er bedre at lytte til kroppen og kommer måske ikke så langt ude."(fodboldtræner) Eliteidræt arbejder med et risiko-paradoks. Selv om trænere kan give udtryk for, at de vil beskytte udøveren mod smerter eller skader, så arbejder man med et risikoadfærd, der tvinger den enkelte til at gå ud over smertegrænsen for at opnå den optimale præstation. Selvfølgelig er der ingen, der vil have anorektiske piger eller stereoidstruttende mænd i eliteidrætten, men samtidig er det en kendsgerning, at 10 kilo vægtforskel kan udrette mirakler med hensyn til smidighed, udholdenhed og styrke. Det kan nogen gange føre til en adfærd, som virker paradoksal, hvor man siger det ene og mener noget andet. file:///q /Websted1/qKKR2000_1.htm (4 af 6) :07:20

5 Undersøgelsen udforsker de strategier, udøverne benytter sig af, når de er udsættes for smerter. Udøverne skal gennem et spørgeskema besvare, hvorvidt de benytter sig af copingstrategier såsom afledning, genfortolkning, selvsuggestion, ignoreren, bøn/håb, katastrofetænkning og aktivering. Disse strategier beskriver, hvordan udøveren prøver at reducere og udholde den stress, der er forbundet med at blive skadet. De metoder, man kan bruge til psykologisk mestring af smerte og skader, kan beskrives på tre niveauer: 1. Oplysning og målsætning Det første niveau er oplysning. Her er det især lægen, der skal lægge ud med en information om skadens behandling, muligheder for tilbagefald og en forventet rehabiliteringstid. Her handler det om at være realistisk. En 35årig boldspiller med overrevet korsbånd eller achillessene burde forberede sig på afslutningen af sin karriere og arbejde med helt andre emner end en 20årig. Arbejdet med en konkret målsætning virker som en motivationsfaktor, hvor man peger på en begivenhed i fremtiden, der er værd at arbejde henimod. 2. Mental træning og/eller samtale Mental træning omfatter psykologiske teknikker til mestring og genoptræning. Der arbejdes bl.a. med kognitive teknikker, relaxationsmetoder, vejrtrækning, visualiseringsøvelser, biofeedback eller focering. I enkelte tilfælde, fx. med udøvere, der gentagne gange bliver skadet eller har problemer med rehabiliteringen skulle man kunne tilbyde samtaletimer med en psykolog. Idrætsskader rummer så forskellige faktorer, at de af og til fortæller en hemmelig historie. "Det (skaden) er måske en legitim måde at melde fra på...også fordi de har så mange forventninger..det er også kroppen, der melder fra"(fodboldspiller) Vil en spiller i virkeligheden ud af idrætten og bruger skaden som en ubevidst middel, kan det være oplagt at finde en bedre målstrategi. En pige med anorexia atletica vil ikke kun blive slank for at blive hurtigere, men kan have helt andre konflikter i baggrunden. Her kan en psykologisk samtale på et tidlig tidspunkt måske virke forebyggende. 3.Social support Idrætsudøvere, der føler sig set og understøttet i rehabiliteringsprocessen, vil opleve mindre stress og blive bedre til at mestre en skade. Udøvere, der føler sig "ladt i stikken" af træneren eller holdet har sværere ved at finde deres plads. "Så blev jeg uvenner med mange...jeg synes jeg fik en dårlig behandling, når jeg var dernede og det var selvfølgelig også trænerens skyld...han interesserer sig mest for de 11 spiller, der file:///q /Websted1/qKKR2000_1.htm (5 af 6) :07:20

6 starter..så er man bare udenfor" (fodboldspiller) Idrætsudøvere med de samme skader rehabiliterer med forskellig hastighed. Der findes en multifaktoriel sammenhæng mellem psykologiske faktorer, idrætsskader og kroniske smerter. Personlighedsrelaterede faktorer, tidligere skader, angst for smerte, daglige udfordringer og den enkeltes mestringsressourcer har indflydelse på, hvordan en skade opleves og helbredes. Også trænerens indsigt og viden om udøverens psykiske og fysiske konstitution spiller en vigtig rolle i relation til skader. Idrætspsykologisk forskning fortæller en vigtig historie om skadernes behandling og forebyggelse og kan være et middel til at hjælpe folk med igen at komme ud at danse. Kaya Roessler er ansat på Institut for Idræt/Odense og Idrætsforsk/Gerlev. Flere informationer og litteratur kan fås ved henvendelse til forfatteren. file:///q /Websted1/qKKR2000_1.htm (6 af 6) :07:20