KAPITEL 36 LIVSBÆRERNE

Transkript

1 KAPITEL 36 LIVSBÆRERNE Livet fremkommer ikke spontant. Liv konstrueres i overensstemmelse med planer som er formuleret af de (uåbenbarede) Væsenets Arkitekter og fremkommer på de beboelige planeter enten gennem direkte indførsel eller som et resultat af en proces udført af lokaluniversets Livsbærere. Disse bærere af liv er blandt de mest interessante og alsidige i Universsønnernes mangfoldige familie. De er betroet med planlægningen og transporten af væsenliv til planetsfærerne. Og efter at de har plantet dette liv i sådanne nye verdner bliver de der i lange tider for at opfostre dets udvikling. 1. LIVSBÆRERNES OPRINDELSE OG VÆSEN Skønt Livsbærerne tilhører de guddommelige Sønners familie så er de en særpræget og speciel type af Universsønner, idet de er den eneste gruppe af intelligent liv i et lokalunivers i hvis skabelse en af superuniversets herskere deltager. Livsbærerne er efterkommere til tre fra forud eksisterende personligheder: Skabersønnen, Universets Moderånd og ved forordning, af en af de tre Dagenes Ældste som leder den igangværende superunivers skæbne. Disse Dagenes Ældste, som er de eneste der kan beslutte udslettelse af intelligent liv, deltager i skabelsen af Livsbærerne som er betroet etableringen af fysisk liv i de evolutionære verdner. I universet Nebadon udviser registret at der er skabt et hundred millioner Livsbærere. Dette effektive korps af livsspredere er ikke en sand selvstyrende gruppe. De ledes af en livsbestemmende trio som består af Gabriel, Fader Melkisedek og Nambia, den oprindelige og førstefødte Livsbærer i Nebadon. Men i alle faser af administrationen af deres forskellige afdelinger er de selvstyrende. Livsbærerne er sorteret i tre store afdelinger: Den første afdeling udgøres af de ældre Livsbærere, den anden af assistenterne og den tredje af beskytterne. Den primære afdeling er underinddelt i tolv grupper af specialister på de forskellige former af livsmanifestation. Denne opdeling i tre afdelinger udføres af Melkisedekerne som på Livsbærernes hovedkvarterssfære udfører tester med dette formål. Melkisedekerne har lige siden været tæt associeret md Livsbærerne og følger altid med dem når de begiver sig ud for at etablere liv på en ny planet. Når en evolutionær planet afslutningsvis etableres i lys og liv organiseres Livsbærerne i højere overliggende organer med rådgivende funktion for at bistå med den fortsatte administration og udvikling af verden og dens forherligede væsener. Under de senere og stadfæstet tider i et udviklende univers betros disse Livsbærere med mange nye opgaver.

2 2. LIVSBÆRERNES VERDNER Melkisedekerne har det almindelige opsyn over den fjerde gruppe af de syv primære sfærer i Salvingtons kreds. Disse Livsbærernes verdner benævnes som følger: 1. Livsbærernes hovedkvarter. 2. Livsplanlægningens sfære. 3. Livsbevarelsens sfære. 4. Sfæren for livsevolution. 5. Sfæren for liv associeret med sind. 6. Sfæren for sind og ånd i levende væsener. 7. Sfæren for uåbenbaret liv. Hver og en af disse primære sfærer omkredses af seks satellitter på hvilken de specielle faser i alle Livsbærernes aktiviteter i universet er koncentrerede. Verden nummer et, hovedkvarterssfæren med dens seks tilhørende satellitter, er indrette på studiet af livet i universet, livet i alle dets kendte udtryksformer. her finde højskolen for livsplanlægning, hvor lærere og rådgivere fra Uversa og Havona, ja selv fra Paradiset, virker. Og jeg har tilladelse til at åbenbare at de bistående sindsånders syv centralforlægninger er beliggende i denne Livsbærernes verden. Titallet decimalsystemet er indbygget i det fysiske univers men ikke i det åndelige. Livets domæne kendetegnes af tre, syv og tolv eller multiplicering og kombinationer af disse grundtal. Der findes tre primære og væsentligt forskellige livsplaner, baseret på de tre Oprindelser og Centre i Paradiset, og i universet Nebadon er disse tre grundformer af liv fordelt på tre forskellige typer af planeter. Der var i begyndelsen tolv særskilte og guddommelige tankebilleder for overførbart liv. Dette tal tolv med dets delinger og multipliceringer løber gennem alle grundlæggende livsmønstre i alle syv superuniverser. Der findes også syv arkitektoniske typer af livsdesign, fundamentalt arrangeret fra de reproducerende konfigurationer af levende materie. Livsmønstret i Orvonton er dannet som tolv bærere af arveanlæg. De forskellige klasser af viljevæsener er dannet af tallene 12, 24, 48, 96, 192, 384 og 768. På Urantia forekommer otte og fyrre enheder for mønsterkontrol anlægsbestemmere i kønscellerne for menneskets reproduktion. Den anden verden er sfæren for livets udformning, her udarbejdes alle nye former af livsorganisation. Selvom de oprindelige livsmønstre gives af Skabersønnen er den egentlig udarbejdelsen af disse planer betroet Livsbærerne og deres medarbejdere. Når de almindelige livsplaner for en ny verden er formuleret, oversendes den til hovedkvarterssfæren, hvor de minutiøst undersøges af de ældre Livsbærernes højeste råd i samarbejde med et korps af konsulterende Melkisedeker. Hvis planerne indebærer en afvigelse fra tidligere accepterede formler må

3 Skabersønnen tage stilling til dem og godkende dem. Melkisedekernes leder repræsenterer ofte Skabersønnen ved disse overvejelser. Selvom det planetariske liv i visse henseender er enslignende så er det også på mange måder forskellig i hver evolutionær verden. Selv i en ensartet livsserie i en enkelt familie af verdner er livet ikke nøjagtig det samme på to planeter; der er altid en planetarisk type, for Livsbærerne arbejder bestandig med at forbedre de livsformler som befinder sig i deres varetægt. Der findes over en million grundlæggende eller kosmiske kemiske formler som udgør livsmanifestationernes stamformer og talrige funktionelle grundvarianter. Livsplanlægningssfærens satellit nummer et er de universfysikeres og elektrokemisters verden som tjener som tekniske assistenter til Livsbærerne i arbejdet med at opfange, organisere og forvandle de nødvendige enheder af energi som anvendes for at opbygge de materielle formidlere af livsoverføringen, den såkaldte arvemasse. Laboratorierne for planetarisk livsplanlægning er beliggende på den anden satellit til denne verden nummer to. I disse laboratorier samarbejder Livsbærerne og alle deres medarbejdere med Melkisedekerne for at modificere og om muligt at forbedre det liv som er udset til at skulle implanteres på decimalplaneterne i Nebadon. Det liv som nu udvikles på Urantia blev planlagt og udarbejdet delvis på selve denne verden, for Urantia er en decimalplanet, en verden for livseksperiment. I en verden ud af ti tillades en større variation i livets standardmønster end i de andre (ikkeeksperimentelle) verdner. Verden nummer tre er indrette på bevarelse af liv. Her studeres og udvikles forskellige måder hvorpå assistenterne og beskytterne i Livsbærernes korps kan beskytte og bevare live. Livsplanerne for hver ny verden indeholder altid en tidlig etablering af kommissionen for livets bevarelse, en kommission bestående af beskyttelsesspecialister som er eksperter i at behandle de grundlæggende livsmønstre. På Urantia var der fireogtyve sådanne beskytterkommisærer, to for hver grund- eller stamform af livsmaterialets arkitektoniske organisation. På planeter såsom jeres reproduceres den højeste form af liv af en livsbærende bundt, som har toogfyrre mønsterenheder. ( Og eftersom at det intellektuelle liv vokser ud fra og på grundlag af det fysiske, fremkommer der toogfyrre grundklasser af psykisk konstitution.) Sfære nummer fire og dens tilhørende satellitter er indrettet på studiet og evolutionen af væsenlivet i almindelighed og i særdeleshed på de foregående evolutionære stadier til hver enkelt livsniveau. Den oprindelige livsplasma for en evolutionær verden må indeholde hele potentialet for alle fremtidige udviklingsmæssige variationer og for alle senere evolutionære forandringer og modifikationer. Forberedelserne af sådanne vidtrækkende projekter for livsforvandling kan fordre fremkomsten af mange tilsyneladende unødige former af dyr- og vækstliv. Sådanne biprodukter af den planetariske evolution, forudset eller uforudset, fremtræder på handlingsscenen for at forsvinde igen, men gennem hele denne lange proces løber tråden af de vise og intelligente formuleringer hos de oprindelige planlæggere af den planetariske livsplan og artsystemet. De mange biprodukter i den biologiske evolution er alle væsentlige for de højere intelligente former af livs endelige og fuldt udviklet funktioner, på trods af en stor ydre disharmoni fra tid til anden kan råde når de højere væsener kæmper sig op for at få herredømme over de lavere livsformer, af hvilken mange blandt andet er fjendtlig stemt mod de udviklende viljevæseners fred og velbefindende.

4 Verden nummer fem beskæftiger sig helt med liv associeret med sind. Hver og en af dets satellitter helligere sig studiet af en eneste fase af skabte væseners sind i forhold til de skabte væseners liv. Sindet sådan som mennesket forstår det, er en overdragelse i form af de syv bistående sindsånder som den Uendelige Ånds repræsentanter har lagt ovenpå de ikke-lærerige eller mekaniske niveauer af sind. Livsmønstrene reagerer forskellig for disse sindshjælpere og for de forskellige former af åndelig pleje som forekommer overalt i tidens og rummets universer. De materielle væseners evne til at reagere åndeligt, er helt afhængig af den associerende sindsudrustning som til gengæld har styret disse samme dødelige væseners biologiske evolution og dens retning. Verden nummer seks er indrettet på gensidigt forhold af sind med ånd, således som de er associerede i levende former og organismer. Denne verden og dens seks biverdner omfatter skolerne for koordinering af de skabte, hvori lærere fra både centraluniverset og superuniverset samarbejder med instruktørerne i Nebadon for at præsentere de højeste niveauer som de skabte kan nå op til i tid og rum. Livsbærernes syvende sfære er indrettet på de uåbenbarede områder af evolutionært væsenliv, således som dette forholder sig til den kosmiske filosofi om den ekspanderende virkeliggørelse af det Højeste Væsen. 3. LIVETS OVERFLYTTELSE Livets fremkommer ikke spontant i universerne. Livsbærerne må igangsætte det på de ufrugtbare planeter. De er bærerne, spredere og vogterne af livet således som det fremtræder i de evolutionære verdner i rummet. Alt liv af enhver slags og form som er kendt på Urantia har fået sin begyndelse gennem disse Sønners gerninger, selvom ikke alle former for planetarisk liv eksisterer på Urantia. Det korps af Livsbærere som udnævnes til at plante liv i en ny verden, består sædvanligvis af et hundrede ældre Livsbærere, et hundred assistenter og et tusinde beskyttere. Livsbærerne medbringer ofte virkelig livsplasma til en ny verden, men ikke altid. De organisere nogle gange livsmønstrene efter ankomsten til planeten for deres opgave i overensstemmelse med de formler som tidligere er godkendt for et nyt eventyr i etableringen af liv. Sådan var oprindelsen til det planetariske liv på Urantia. Når de fysiske mønstrer er tilvejebragt i overensstemmelse med de godkendte formler, så katalyserer Livsbærerne dette livløse materiale, via deres person, ved at tildele det livets åndegnist, og straks bliver de livløse mønstrer levende materie. Livsgnisten livets mysterium overdrages gennem Livsbærerne, ikke af dem. De overvåger virkelig disse hændelser, og de formulerer selve livsplamagen, men det er Universets Moderånd som tilfører den levende plasma den afgørende faktor. Fra den Skabende Datter til den Uendelige Ånd kommer den energignist som giver liv i kroppen og forvarsler sindet. Ved overdragelsen af liv overfører Livsbærerne ingenting af deres personlige væsen, heller ikke på de sfærer hvor nye klasser af liv projekteres. Ved disse tilfælde tænder og overfører de helt enkelt livsgnisten, starter de obligatoriske omdrejninger i materien i overensstemmelse med de fysiske, kemiske og elektriske specifikationer i de foreskrevne planer og mønstrer. Livsbærerne er levende katalysatorer som sætter i

5 bevægelse, organiserer og levendegøre de ellers livløse elementer i den materielle form af tilværelsen. Livsbærerne i en planetarisk korps gives en vis tidsperiode under hvilken de skal etablere liv i en ny verden, omtrent en halv million år af tiden på planeten. Ved denne periodes slutning, som angives af visse udviklingsmæssige resultater i det planetariske liv, ophører de med deres implanteringsanstrengelser, og må ikke efterfølgende lægge noget nyt til eller supplere til livet på den planet. Under de tidsaldre som ligger mellem livets etablering og fremkomsten af menneskelige væsener med moralstatus har Livsbærerne tilladelse til at manipulere livsomgivelserne og på anden måde styre den biologiske evolution i gunstig retning. Og dette gør de under lange tidsperioder. Når det en gang har lykkes Livsbærerne som virker i en ny verden at afstedkomme et viljevæsen med evnen til at fatte moralske beslutninger og gøre åndelige valg, så ophører deres arbejde de er færdige; de må ikke længere manipulere det udviklende liv. Fra dette punkt fremad må evolutionen af levende ting fremadskride i overensstemmelse med de livsbetingelser som er i den indbygget natur og medfødte tendens som allerede er indført og etableret i de planetariske livsformler og -mønstrer. Livsbærerne har ikke tilladelse til at eksperimentere med eller at gribe ind i viljen; de må ikke dominere eller vilkårligt influere moralvæsener. Når en Planetprins er ankommet forbereder de sig på afrejse, selvom to af de ældste Livsbærere og tolv frivillige beskyttere ved midlertidig at tage afsked fra deres tjeneste, kan tilbyde sig at blive på ubestemt tid på planeten som rådgivere for den fortsatte udvikling og bevarelse af livsplasmaen. To sådanne Sønner og deres tolv medarbejdere tjener nu på Urantia. 4. MELKISEDEKLIVSBÆRERNE I hvert lokalsystem af beboede verdner udover hele Nebadon findes der en enkelt sfære hvor Melkisedekerne har fungeret som livsbærere. Disse boliger er kendt som systemets midsonitverdner, og i hver og en af dem har en materiel modificeret Melkisedeksøn taget til sin mage en udvalgt Datter fra de Materielle Sønners klasse. Moder Eva fra sådan en midsonitverden sendes ud fra forvaltningsområdets systemhovedkvarter efter at hun er blevet udvalgt af den forordnede Melkisedeklivsbærer blandt de talrige frivillige som svarede på Systemherskerens kald rettet til de Materielle Døtre på hans sfære. De efterkommende til en Melkisedeklivsbærere og en Materiel Datter er kendt som midsoniter. Fader Melkisedek til en sådan race af overjordiske væsener forlader med tiden planeten for hans unikke livsopgave, og Moder Eva for denne specielle klasse af universvæsener afrejser også efter at den syvende generation af planetariske efterkommere er fremtrådt. Ledelsen af en sådan verden overdrages da til hendes ældste søn. Midsonitvæsenerne lever og virker som reproducerende væsener i deres storartede verdner til de er et tusinde standardår gamle; derefter forflyttes de op med seraftransport. Midsoniterne er herefter ikke-reproducerende væsener fordi dematerialiserings-fremgangsmåden som de gennemgår som forberedelse for serafindhyllelse for altid fratager dem evnen til at reproducere sig. Disse væseners nuværende status kan næppe betegnes som værende hverken dødelig eller udødelig, heller ikke kan de definitivt klassificeres som menneskelige eller guddommelige. Disse væsener bebos ikke af Rettere og er derfor næppe

6 udødelige. Men ej heller synes de at være dødelige; ingen midsonit har gennemgået døden. Alle midsoniter som nogensinde er født i Nebadon lever den dag i dag og tjenestegør i deres fødselsverden, på nogle mellemliggende sfære eller på Salvingtons midsonitsfære i finaliternes gruppe af verdner. Finaliternes Salvington verdner. Melkisedeklivsbærerne og de med dem associerede Moder Evaér begiver sig fra systemets midsonitsfære til finaliternes verden i kredsen rundt om Salvington, hvor deres efterkommere også er bestemt til at samles. Det bør i denne sammenhæng forklares at den femte gruppe af de syv primære verdner i kredsen rundt om Salvington er Finaliternes verden i Nebadon. Børnene til Melkisedeklivsbærerne og de Materielle Døtre har deres hjemsted i finaliternes syvende verden, midsonitsfæren i Salvington. Satellitterne til finaliternes syv primære verdner er mødeplads for de personligheder fra superuniverset og centraluniverset som befinder sig på opgave i Nebadon. Selvom de opstigende dødelige kan bevæge sig frit i alle kulturverdnerne og træningssfærer blandt de 490 verdner som Melkisedekernes universitet omfatter, findes der visse specielle skoler og talrige afgrænsende zoner som de ikke har tilladelse til at besøge. Dette gælder i særdeleshed de niogfyrre sfærer som hører til finaliternes forvaltningsområde. Formålet med midsonitvæsenerne er ikke for nuværende kendt, men det ser ud som om at disse personligheder samles i den syvende finalitverden som forberedelse på nogen fremtidige eventualitet i universets evolution. Vores forespørgsler om midsonitracerne overføres altid til finaliterne, og finaliterne afslår altid at diskutere deres myndlinges skæbne. Uden hensyn til vores usikkerhed om midsoniternes fremtid så ved vi at hvert lokalunivers i Orvonton huser en sådan akkumulerende korps af disse hemmelighedsfulde væsener. Melkisedeklivsbærerne tror at deres midsonitbørn en dag vil blive betænkt med absonitetens transcendentale og evige ånd af Gud den Ultimate. 5. DE SYV BISTÅENDE SINDSÅNDER Det er tilstedeværelse af de syv bistående sindsånder som betinger retningen af den organiske evolution i de primitive verdner; det forklarer hvorfor evolutionen er målbevidst og ikke tilfældig. Disse sindshjælpere repræsenterer den sindsplejende virksomhed som udgår fra den Uendelige Ånd og som udstrækkes til de lavere klasser af intelligent liv gennem funktioner som Moderånden i et lokalunivers foretager. Sindshjælperne er børn til Universets Moderånd og udgør hendes personlige pleje af de materielle sind i verdnerne. Hvor og når sådan et sind er fremtrædende så fungerer disse ånder på forskellig måde. De syv bistående sindsånder kaldes ved navn som modsvarer følgende betegnelser: intuition, forståelse, mod, kundskab, råd, dyrkelse, og visdom. Disse sindsånder udsender deres indflydelse til alle beboede verdner som differentielle drifter, hvor hver og en søger modtagelseskapacitet for at manifestere sig, helt uafhængig af i hvilken grad dets kammerater kan tænkes at finde modtagelse og mulighed for at fungere. De syv bistående sindsånders centrale ansamlinger i Livsbærernes hovedkvartersverden indikere for de overvågende Livsbærere omfanget og kvaliteten sindshjælpernes sindsfunktion i hver verden og hos hver levende organisme med

7 forståelsesstatus. Disse ansamlinger af livssind angiver fuldstændig det levende sinds funktion for de første fem sindshjælpere. Men i spørgsmålet om den sjette og syvende bistående ånd dyrkelsen og visdommen registrerer disse centrale ansamlinger kun den kvalitative funktion. Den kvantitative aktivitet hos dyrkelsens sindshjælpere og visdommens sindshjælpere registreres i den Guddommelige Plejers direkte væsen i Salvington og indebærer en personlig oplevelse for Universets Moderånd. Vi mangler ord som på egnet måde beskriver disse syv bistående sindsånder. De er plejere af de lavere niveauer af erfaringsmæssige sind, og de kan beskrives i den rækkefølge som de evolutionært opnås som følger: 1. Intuitionens ånd hurtig opfattelse, de primitive fysiske og medfødte reflekterende instinkter, evnen til at tage den rette retning og andre selvbevarende færdigheder hos alt skabt sind; den eneste af sindshjælperne som i så stor udstrækning fungerer i dyrelivets lavere klasser og den eneste som kan tage omfattende funktionel kontakt med det mekaniske sinds ikke-lærerige niveauer 2. Forståelsens ånd impulsen til at koordinere, den spontane og tilsyneladende automatiske association af idéer. Dette er gaven af at kunne koordinere indhentet kundskab, evnen til at drage hurtige slutninger, afgive kvik bedømmelse og omgående beslutning. 3. Modets ånd troskabsegenskaben hos personlige væsener, basen for karakterens dannelse og den intellektuelle rod til moralsk modstandskraft og åndelig tapperhed. Når den oplyses af fakta og inspireres af sandhed bliver denne hemmeligheden bag driften til evolutionær opstigning langs kanalerne for intelligent og samvittighedsfuld selvstyrelse. 4. Kundskabens ånd nysgerrigheds- og videnbegærlighedensmoderen til eventyr og opdagelse, videnskabens ånd; vejlederen for og tro medarbejder til modets og rådets ånder; driften til at lede modets evner ind på nyttige og progressive tilvækstveje. 5. Rådets ånd driften til social samhørighed, færdigheden til samarbejde indenfor arten; formåen hos viljevæsener til harmonisering med deres kammerater; oprindelsen til gruppeinstinktet hos de lavere væsener. 6. Dyrkelsens ånd den religiøse impuls, den første differentierende drift som deler sindsvæsenerne i to grundklasser i den dødelige tilværelse. Dyrkelsens ånd adskiller for altid det dyr som den er forenet med fra de sjælløse sindsudrustede væsener. Dyrkelse er tegnet på at vedkommende er kandidat for åndelig opstigelse. 7. Visdommens ånd den iboende tendens hos alle moralvæsener til et ordnet og progressivt evolutionært fremgang. Dette er den højeste af sindsånderne, åndekoordinatoren og foreneren af alle de andres arbejde. Denne ånd er hemmeligheden af den medfødte drift hos sindsvæsener som initiere og opretholder det praktiske og effektive program på tilværelsens stigende skala; denne gave hos levende ting som forklarer deres uforklarlige evne til at overleve og i overlevelsen, at udnytte alle deres tidligere erfaringer og deres nuværende muligheder for at anskaffe alt det som alle de øvrige seks mentale plejere kan mobilisere i den berørte

8 organismens sind. Visdommen er kulminationen af den intellektuelle virksomhed. Visdom er målet for en ren mental og moralsk eksistens. De bistående sindsånder vokser erfaringsmæssigt, men de bliver aldrig personlige. De udvikles i deres funktion, og de fem førstes funktioner i dyrenes klasser er i en vis grad nødvendig for at alle syv skal kunne fungere som menneskets intellekt. Dette forhold til dyrene gør sindsånderne praktisk effektive som menneskesind; dyrene er derfor i en vis grad uundværlig for menneskenes intellektuelle såvel som fysiske evolution. Disse sindshjælpere til Moderånden i et lokalunivers forholder sig til det skabte liv som har forståelsesstatus på stort set samme måde som styrkecentrene og de fysiske overvågere forholder sig til de ikke-levende krafter i universet. De udfører uvurderlig tjeneste i sindsstrømkredsene i de beboede verdner og samarbejder effektivt med de Ledende Fysiske Overvågere, som også overvåger og styrer de sindsniveauer som findes før sindsånderne, de ikke-lærerige sinds niveauer eller det mekaniske sind. Det levende sind, før tilsynekomsten af dets evne til at lære fra erfaring, er de ledende Fysiske Overvågernes plejedomæne. Inden evnen til at opfatte guddommeligheden og dyrke Guddommen er fremkommet i de skabte væseners sind er sindet de bistående sindsånders eksklusive domæne. Når den åndelige reaktionsevne fremkommer i skabte væseners intellekt bliver disse sind straks oversindslige, når de øjeblikkelig kobles ind til åndecirklerne hos lokaluniversets Moderånd. De bistående sindsånder er på ingen måde direkte relaterede til den forskelligartet og høje åndelige funktion som er forbundet med den Guddommelige Plejers personlige tilstedeværelse, Helligånden i beboede verdner; men funktionelt set foregår og forbereder de netop denne ånds fremtrædende hos det evolutionære menneske. Sindsånderne giver Universets Moderånd en varierende kontakt med og kontrol over de materielle levende væsener i et lokalunivers, men deres virksomhed på niveauer af før-personlighed medfører ikke tilbagekastelser i det Højeste Væsen. Ikke-åndelige sind er enten en manifestation af åndeenergi eller et fysiskenergi fænomen. Selv menneskets sind, personlig sind, har ingen overlevelseskvalitet bortset fra gennem identifikation med ånden. Sindet er en overdragelse af guddommelighed, men det er ikke udødeligt når det fungerer uden åndeindsigt og når det er blottet for evnen til at dyrke og længslen efter overlevelse. 6. LEVENDE KRAFTER Livet er både mekanistisk og vitalistisk materielt og åndeligt. Vedblivende vil fysikerne og kemikerne på Urantia udvikle deres forståelse af protoplasmatiske forme i vækst- og dyreriget, men de vil aldrig komme til at kunne producere levende organismer. Livet er noget som afviger fra alle manifestationer af energi; selv de fysiske væseners materielle liv er ikke iboende i materien. Materielle ting kan have en selvstændig eksistens, men liv fremkommer kun af liv. Sind kan kun stamme fra før-eksisterende sind. Ånden har sin oprindelse alene i åndeforfader. Den skabte kan frembringe livets form, men kun en skaberpersonlighed eller skabende kraft kan give den aktiverende levende gnist. Livsbærerne kan organisere de materielle former eller fysiske mønstrer for levende væsener, men Ånden giver livets begyndelsesgnist og overdrager

9 sindsbegavelsen. Selv de levende former af eksperimentelt liv som Livsbærerne organiserer i deres Salvingtonverdner savner altid evnen til at formere sig. Når livsformlerne og livsmønstrene sammensættes korrekt og organiseres rigtigt er tilstedeværelse af en Livsbærer tilstrækkeligt for at initiere liv, men alle sådanne levende organismer savner to væsentlige egenskaber: sindsbegavelsen og reproduktionsevnen. Dyrenes sind og menneskenes sind er gaver fra lokaluniversets Moderånd, som virker gennem de syv bistående sindsånder,, mens de skabte væseners evne til at formere sig er det specifikke og personlige bidrag fra Universets Ånd til den stamform af livsplasma som Livsbærerne indviet. Når Livsbærerne har planlagt livsmønstrene, efter at de har organiseret energisystemerne, må der yderligere indtræffe et fænomen; livets ånde må tildeles disse livløse former. Guds Sønner kan konstruere livsformerne, men det er Guds Ånde som giver selve livsgnisten. Og når det liv som således er givet har nået sin slutning, da bliver den tilbageværende materielle krop død materie. Når det overdraget liv er opbrugt vender kroppen tilbage til det materielle univers favn, hvorfra den var lånt af Livsbærerne for at tjene som en midlertidig bærere af den livsbegavelse som de overførte til denne synlige forening af energi-materie. Det liv som af Livsbærerne er overdraget til vækster og dyr vender ikke tilbage til Livsbærerne når væksten eller dyret dør. Det liv som aflægger sig fra en sådan levende ting har hverken identitet eller personlighed; det overlever ikke døden individuelt. Under sin eksistens og tiden for dets ophold i kroppen af materie har det undergået en forandring, det har undergået energievolution og overlever kun som en del af de kosmiske krafter i universet, det overlever ikke som et individuelt liv. Dødelige væseners overlevelse er helt baseret på at der udvikles en udødelig sjæl indenfor det dødelige sind. Vi taler om liv som energi og som kraft men i virkeligheden er det igen af delene. Kraft og energi reagerer på varierende måde til gravitation; men det gør liv ikke. Mønster reagerer heller ikke til gravitation, da det er en form af energi som allerede har fuldført alle krav til at reagere til gravitationen. Liv som sådan udgør animation af noget energisystem materielt, sindsmæssigt eller åndeligt som er formet til et mønster eller på anden måde adskilt. Der findes visse sager i tilknytning med udarbejdelsen af livet på de evolutionære planeter som ikke er helt klare for os. Vi forstår helt den fysiske organisation af Livsbærernes elektrokemiske formler, men vi begriber ikke helt naturen og oprindelsen af den livsaktiverende gnist. Vi ved at livet flyder fra Faderen, gennem Sønnen og på forsorg af Ånden. Det er mere end muligt at Herskerånderne er den syvfoldige kanal for livets flod som udøses over hele skabelsen. Men vi forstår ikke fremgangsmåden med hvilken de overvågende Herskerånder deltager i det oprindelige forløb ved livets overdragelse til en ny planet. Vi er overbevist om at Dagenes Ældste også har nogen del i dette indvielse af liv i en ny verden, men vi er helt uvidende om naturen af deres deltagelse. Hvad vi ved er at Universets Moderånd virkelig vitaliserer de livløse mønstrer og tildeler dette aktiveret plasma med evnen til reproduktion af organismen. Vi observerer at disse tre er niveauer af Gud den Syvfoldige, ofte betegnet som de Højeste Skabere i tid og rum; men i øvrigt ved vi ikke ret meget mere end de dødelige på Urantia kun at tanken findes hos Faderen, dens udtrykkelse hos Sønnen og livets virkeliggørelse hos Ånden.

10 [Affattet af en Vorondadeksøn stationeret på Urantia som observatør, som i den egenskab har handlet på anmodning af Melkisedeklederen for det Overvågende Åbenbarelseskorps.]