Verdens territorier. De Berejstes Klub. Tema. Den Røde Baron indtager Hawaii. Fanget i en cyklon på Andamanerne. Blandt konger og helte på Sydgeorgien

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Verdens territorier. De Berejstes Klub. Tema. Den Røde Baron indtager Hawaii. Fanget i en cyklon på Andamanerne. Blandt konger og helte på Sydgeorgien"

Transkript

1 sommer 2012 / nr. 48 Gl ben autentiske rejsehistorier fra De Berejstes Klub De Berejstes Klub Tema Verdens territorier Den Røde Baron indtager Hawaii Fanget i en cyklon på Andamanerne Blandt konger og helte på Sydgeorgien Mustang landet ved den yderste grænse

2 Leder... endelig hjemme Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises. FRILUFTSLAND BUTIKKER København: Frederiksborggade 44 & LYnGbY: Lyngby hovedgade 49b ROSKILDe: Karen Olsdatters Stræde 4 ODenSe: St. Gråbrødrestræde 6 KOLDInG: Kolding Storcenter aarhus: østergade 30 aalborg: bispensgade 34 ThE NoRTh FAcE SToRES Danmarks største udvalg i The North Face. København: ODenSe: ÅRhUS: Field s Rosengårdscentret bruun s Galleri KUNDESERvIcE Vi er altid klar til at hjælpe dig. TeLeFOn: WebShOP: Solen bager, og de tørre lavaklipper ved Ponta de São Lourenço strækker sig i de smukkeste okkerbrunlige nuancer, så langt øjet rækker. Jeg befinder mig ved verdens ende! Eller i hvert fald på den alleryderste østlige spids af den ellers så blomstrende og frodige ø Madeira ude i Oceano Atlântico, på et fjernt portugisisk territorium, nærmere Afrika end Europa. Det er sidst i maj, men føles allerede som højsommer. I Lissabon, hvor jeg gjorde stop undervejs, var temperaturen hele 35 C, men herude er der kun 25 C og en let brise. Alligevel føles det mere end varmt, mens jeg sveddryppende vandrer op og ned ad den snoede smalle sti, mens firbenene piler rundt om benene på mig, på kanten af den dramatiske klipperyg (hvor der heldigvis for os med højdeskræk er opsat rækværk) for efter knap to timer at nå helt ud til spidsen, hvor jeg i den disede horisont kan ane de små klippeøer Ilha do Porto Santo og Ilhas Desertas ( de øde øer ) og kan stå og småfilosofere over portugiske udtryk som águas passadas não movem moínhos. Ordsproget kan oversættes med noget i retning af, at passeret vand kan ikke sætte møller i sving, og betyder meget sigende for den portugiske levevis at man ikke skal bekymre sig om fortiden, da vandet allerede har passeret vandmøllen og ikke kan få den i gang igen. Det står jeg og tænker lidt over, herude ved verdens ende, hvor fortid og nutid smelter sammen i et øjebliks sprøjt af havskum mod de vulkanske klippestykker. Estoy perdido var et andet udtryk, jeg lærte, da jeg skulle finde det lille hotel i hovedbyen Funchal, opkaldt efter den søde duft af fennikel, som findes overalt på øen. Med en gps på mobiltelefonen var jeg ellers overbevist om, at jeg var på rette vej men stol ikke blindt på Google Maps! For Google havde fuldstændig fejlplaceret mit hotel på kortet, hvilket jeg blev klar over efter en halv times ørkesløs vandring rundt i byens snørklede og bakkede gader, hvor jeg til sidst blev nødt til at spørge om vej for at finde hotellet, hvis værelser beskrives som simpel dekorum læs: møblement som stammer fra Dom Manuel II s tid, den sidste konge af Portugal (han døde i 1932)! Og med den indledning: Velkommen til Globen, hvor vi denne gang sætter fokus på verdens territorier. Nyd sommeren! Og husk nu rigeligt med solcreme! Som man siger på portugisisk: Curta que a vida é curta. Nyd hvert øjeblik, for livet er kort. Verdens territorier Lars-Terje Lysemose, ansvarshavende redaktør 3

3 Gl ben Rejsemagasin De Berejstes fra De Klub Berejstes Klub Indhold Forsidefoto: Somaliland af Søren Bonde Indsendelse af tekst og billeder: Annoncer: Tryk: Scanprint, Jens Juuls Vej 2, 8260 Viby J Oplag: 800 ISSN: Medlemskab/abonnement: Redaktion: Lars-Terje Lysemose Ansv. redaktør Anja Povlsen Grafiker Per Danielsen Scan af billeder Jacob G. Jørgensen Medredaktør Søren Fodgaard Medredaktør Ann Kledal Medredaktør TEMA: VERDENS TERRITORIER Anette Lillevang Kristiansen Medredaktør Per Allan Jensen Korrekturlæser Jytte Kristensen Korrekturlæser 6 Sydgeorgien Blandt konger og helte 10 Israel & Palæstina Og sandheden? 16 Somaliland Afrikansk forbrydercelle og kandidat til Unescos verdensarvsliste 19 Hawaii Den Røde Baron 10 SKRIBENTKONKURRENCE 60 Brasilien En vild fest i Rio 61 Næste konkurrence Dengang jeg blaffede 24 Andamanerne Fanget i en cyklon Hanne Kofoed Korrekturlæser Christinna Perez- Merrild Korrekturlæser Rebecca Langhorn Korrekturlæser De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. 27 Zanzibar Drømmen som ikke gik i opfyldelse men så alligevel 30 Caribien En drøm om øhop udleves 34 Fransk Polynesien Måske det smukkeste sted på jordkloden? 37 De Kanariske Øer Mig og Kanarieøerne 40 Réunion Hell-bourg tur/retur 42 Mustang Landet ved den yderste grænse 46 Tibet Rundt om verdens navle, Mount Kailas 52 Juleøen Fem tips til Flying Fish Cove & ni tips til øen 54 Sankt Helena Med næstsidste postskib 58 Næste tema Norden DE BEREJSTES KLUB 3 Leder 63 Bedste bidrag det seneste kvartal 64 Nye medlemmer 65 Bliv abonnent på Globen 65 Kommende medlemsmøder 66 Klubbens kontaktpersoner 5

4 Blandt konger og helte på Sydgeorgien stykke videre til næste bugt, Strømness. Tidspunkter på denne breddegrad betyder ikke så meget, for på denne tid af året, december, er der næsten lyst hele døgnet. Sydgeorgien er en af verdens mest isolerede øer, beliggende ca km ud fra Sydamerikas sydlige spids i det sydlige Atlanterhav. Isoleret af dette enorme hav, og med sit bjergrige terræn, er det kun muligt at besøge Sydgeorgien med skib. Kærlighed i Fortuna Bay. Jeg var i julen 2009 om bord på Hurtigrutens MV Fram på den ultimative antarktistur, der ud over Den Antarktiske Halvø også omfattede besøg på Falklandsøerne, Sydgeorgien og Sydorkneyøerne. Sydgeorgien havde været min drømmedestination, lige siden jeg første gang læste om Shackletons ubeskrivelige færd ud fra Sydgeorgien i 1914, og om hans og hans mænds umenneskelige overlevelsestur tilbage dertil, der varede halvandet år. Den største menneskelige overlevelsesbedrift blandt de mange opdagelsesrejsende igennem tiderne. En sand helt og eventyrer i mine øjne. Og da han nogle år senere returnerede til Sydgeorgien og Grytviken og døde samme nat af et hjerteanfald, tror jeg, det var skæbnen han var kommet hjem for at dø. At besøge hans grav på kirkegården i Grytviken var som en pilgrimsrejse og en af de mest følelsesprægede dage i mit liv. Sydgeorgien er dog meget mere end kun historien om Shackleton. Øen har en drabelig norsk hvalfangerhistorie, men har dog i dag genopbygget noget af verdens mest imponerende dyreliv. Fyldt med de majestætiske kongepingviner, store søelefanter, pelssæler og i luften de imponerende albatrosser, et sandt paradis for dyreelskere. Vi havde landgang tre steder på denne fantastiske ø Fortuna Bay, Strømness og Grytviken. En koloni af kongepingviner Efter to dage til søs fra Stanley på Falklandsøerne stod jeg længselsfuldt oppe på dækket, allerede kl. 4 om morgenen. Som den eneste på dækket så jeg de golde klipper og sneklædte toppe på Sydgeorgien dukke op i morgendisen. Synet gav mig kuldegysninger og længselsglæde. Kunne øen nu leve op til mine høje forventninger, som jeg havde haft i så lang tid? Jeg så de første majestætiske kongepingviner suse forbi i vandet Tekst & fotos: Sisse Skipper Andersen omkring Fram og pelssæler, der stak hovedet op og bød velkommen. Disen lettede, og den ene enorme gletsjer efter den anden dukkede op, ned ad bjergsiderne langs kysten. Efter morgenmaden om bord på Fram, var vi ankommet til Fortuna Bay, vores første landgang. Her var ingen bebyggelse, men et imponerende dyreliv. I vores turnusorden af landgange var jeg heldig at være i den første gruppe, der blev sat i land i de såkaldte zodiacbåde. Lige så snart man satte foden på landjorden, var man omringet af den ene store pelssæl og søelefant efter den anden. De var store, meget store og kan veje flere tons, så det tog lige lidt tilvænning og overvindelse af frygt at begynde turen et par kilometer op igennem landskabet til en af verdens største kongepingvinkolonier. Vi gik igennem landskabet omgivet af disse imponerende væsener ganske tæt på. Uhyggeligt at tænke på, at de var meget tæt på total udryddelse under hvalfangerperioden på Sydgeorgien i årene omkring I dag er bestanden af både pelssæler og søelefanter heldigvis tilbage til normalt niveau. Kun få af os nåede helt frem til kongepingvinkolonien, men sikke en oplevelse for os, der gjorde af disse, verdens næststørste pingvin, stod i en stor klump foran os. Majestætiske gik de rundt med deres fluffede brune, kluntede unger i hælene. Kongepingviner lever med deres partner igennem hele livet, og det var rørende at se disse fugle stå sammen, som var de et menneskeligt kærestepar. Man blev næsten helt euforisk af Kongepingvinkolonien. Grytviken. oplevelsen. At komme så tæt på naturen, og så fjern en natur fra vores hverdag, der for de flestes tilfælde kun vil blive oplevet i et BBC-program i fjernsynet hjemme i sofaen, er ubeskrivelig. Og uden tvivl den største enkeltstående naturoplevelse jeg har haft ude i den store verden. Der er strenge regler for landgang på Sydgeorgien for derigennem at beskytte både flora og fauna. Men den øde isolation af øen gør også sit til at beskytte denne unikke ø. Så vi måtte kun være 100 personer i land ad gangen, og kun skibe med under 500 passagerer må forankre. Dette er ikke et problem på Fram, da der er plads til under 200 passagerer. Frokosten blev indtaget et godt stykke hen på eftermiddagen, da vi igen lettede anker og sejlede det korte Dyrerig spøgelsesby Strømness lå som en spøgelsesby i bunden af bugten, kun beboet af søelefanter og pelssæler samt både konge- og æselpingviner. Strømness blev bygget i 1912 og fungerede som en norsk hvalfangerstation frem til Bygningerne ligger der stadig, men skilte forkynder ingen adgang til området af fare for asbest og nedstyrtninger i de hundrede år gamle bygninger. Et skilt, dyrelivet dog ikke overholder. Dyrene så ud til at stortrives i dette menneskeskabte forladte miljø: At se pelssæleunger lege og gå på line på gammelt rustent metal og se dem putte sig i læ i gamle rustne skibsskruer, var et mærkværdigt syn, men noget de har været vant til igennem generationer, og det så ud som om, det var det naturligste i verden for dem. Men underligt for os at se dyrene leve så vel og godt iblandt de menneskeskabte ting og bygninger, der var blevet bygget for at dræbe netop de selv samme dyr i sidste århundrede. Det var her i Strømness, at Shackleton og hans to mænd kom forhutlede ned ad bjergskråningerne tilbage i 1916 og bankede på døren til hvalfangerdirektørens hjem, og forklarede hvem de var efter at have været opgivet af omverdenen i over et år. Reaktionen var overvældende på øen, og den langvarige undsætning af resten af Shackletons mænd på Elefantøen blev igangsat. En undsætning der lykkedes, og samtlige mænd overlevede mirakuløst. Hen under aften gik det atter videre langs kysten, og først på natten lagde vi anker ud for et af verdens smukkeste steder, Grytviken. Skål ved en gravsten Da jeg tidlig morgen gik fra kahytten og op på dækket, var de følelsesprægede tårer allerede på vej i øjnene. Jeg vidste, at dette ville blive en dag, jeg ville huske resten af mine dage. Da jeg kom op lå den lille velrestaurerede hvalfangerby Grytviken smukt beliggende for foden af et kæmpebjerg i bunden af den lille bugt. Grytviken fungerede som norsk hvalfangerstation fra 1904 og helt frem til I dag restaureret og det eneste 6 7

5 Parfoto i Fortuna Bay. Sir Ernest Shackleton Sir Ernest Shackleton, britisk polarforsker, født i Irland i 1874 og død i Grytviken, Sydgeorgien, i Shackleton opnåede på sine fire polarekspeditioner aldrig målet for nogen af dem. Men på den tredje ekspedition, som havde til formål at krydse det antarktiske kontinent, opnåede han den menneskelige anerkendelse, han stadig i dag er berømt for. Shackleton og hans mænd forlod Sydgeorgien om bord på skibet Endurance i slutningen af Ikke lang tid senere satte Endurance sig fast i pakisen i Wedellhavet. Der drev de så rundt i pakisen, indtil skibet til sidst bukkede under for isens kræfter. Efterladt i den antarktiske vinter med kun tre redningsbåde stod de nu på den kolde pakis, uden håb om nogensinde at blive reddet i live. Shackletons lederskab og drivkraft bragte dem dog frem til åbent hav og til en dramatisk sejltur til den isolerede og ugæstfri Elefantø. Det var fast grund, men ikke et sted nogen ville lede efter dem, eller hvor de på lang sigt kunne overleve. Shackleton og fem af hans mænd sejlede derfor desperat ud i den største af disse både, James Caird, for at have den mindste lille chance for overlevelse. Udmattede og frygtløse begav de sig ud på åbent hav, og mirakuløst ramte de som planlagt Sydgeorgien. Uheldigvis på den ubeboede side af øen. Øen var aldrig tidligere blevet krydset, men Shackleton og to af mændene gjorde det umenneskelige og nåede målet på den anden side af øen civilisation og overlevelse. Inden redningen af mændene, der var blevet efterladt på Elefantøen, kom der til at gå næsten yderligere fire måneder, hvor Shackleton kunne konstatere, at alle mænd næsten utænkeligt havde overlevet. Næsten to år skulle der gå, efter de først var sejlet ud fra Sydgeorgien, til alle mænd igen var i sikkerhed. 8 sted på Sydgeorgien, hvor der bor mennesker. 18 britiske regerings- og videnskabsmænd bor her i den lille nyopførte bosættelse King Edward Point om sommeren, og kun ni personer overvintrer her. Som vi lå forankret midt i den lille bugt, så jeg ude til venstre, lidt oppe på en skråning, en lille indhegnet kirkegård. Her ligger et par håndfulde hvalfangere under hvert sit hvide kors. Og som man kunne se helt ude fra bugten, under den eneste høje sten, Sir Ernest Shackleton. Jeg stod her med tårerne pressende for øjnene og tænkte på disse umenneskelige oplevelser, han og hans mænd havde været ude for, og om hans store egenskaber som leder, og hvordan han mirakuløst fik alle sine mænd hjem i live. Imens jeg stod der, blev den første zodiac sat i vandet med landgang lige for foden af kirkegården. Første mand i land var en af Frams specialister, en amerikansk historiker ved navn Jim. Han havde dagen i forvejen holdt et følelsesladet foredrag for passagererne om bord på Fram om Schackletons enestående bedrifter. Meget symbolsk gik han ene mand op og ind på kirkegården og faldt på knæ og sendte sin respekt og hilsen til selv samme Shackleton for foden af hans gravmæle. Fra første til sidste passager besøgte gravmælet, forlod Jim ikke sin vogtende plads ved siden af Shackletons grav. Solen skinnede, og kirkegården lå omringet af store pelssælehanner, der lignede vogtende hunde af netop denne gravplads. Jeg var på denne tur sammen med mine forældre, og gik ind på kirkegården sammen med min far. Shackleton havde været glad for cognac og whisky, og der er tradition for, at de, der besøger hans gravsten, deler netop en af disse drikke med ham, samt klapper stenen tre gange. Så der stod jeg med min far på hver vores side af gravstenen og delte en lille flaske cognac med Shackleton og klappede hans gravsten. Min far mente, at gravstedet fik lige rigeligt af de dyrebare gode dråber. Men for os begge var det et bevægende øjeblik, og jeg fik for eneste gang i mit liv følelsen af, at dette var et godt sted at dø. Stilheden, den storslåede natur, isolationen og den enestående historie, var overvældende. Vi forlod kirkegården og gik ind imod Grytviken, besøgte den velbevarede norske trækirke, hvor vores kaptajn viede et tysk par. Underligt at være så langt hjemmefra og så se altertavlens skrift stå på norsk. I den tidligere hvalfangerdirektørs hus ligger der i dag et imponerende museum, der indeholder både øens hvalfangerhistorie og selvfølgelig Shackletons. Museets lille butik indeholdt for os Shackleton-beundrere et imponerende udvalg af memorialer til at dyrke vores idol-hyldest. Ved siden af museet, i et lille skur, var en tro kopi af Shackletons båd, James Caird. Når man ser størrelsen af båden, fatter man endnu mindre, hvordan de kunne overleve og navigere den 16 dage lange tur fra Elefantøen i et af verdens mest farlige og stormfyldte farvande. Tiden var kommet, hvor vi skulle bevæge os fra denne enestående ø, en tur, der ligesom Shackletons, gik sydpå. Sydpå til nye eventyr på Sydorkney, Elefantøen og det antarktiske kontinent. Jeg stod tilfreds på dækket og så under en fantastisk fuldmåne, Sydgeorgiens vilde uberørte bjerge forsvinde i horisonten. Sydgeorgien Siden 1775 britisk territorium i det sydlige Atlanterhav, også kendt som South Georgia eller Georgias del Sur på spansk. Øen blev lejet ud til norske hvalfangere fra 1904 og frem til Argentina gør fortsat territorialt krav på øen, som var kortvarigt besat under Falklandskrigen i I dag kun beboet af 38 udsendte britiske videnskabs- og regeringsmænd i sommerhalvåret og kun meget få i vinterhalvåret. Øen har i dag verdens største bestand af både kongepingviner og pelssæler og besøges af færre end turister årligt, de fleste på krydstogtskibe. De selskaber, der laver ture til Sydgeorgien, er primært norske Hurtigruten og amerikanske Quark Expeditions, begge med kun få afgange om året. Priser ligger fra ca kr. og opefter. Turene begynder fra Argentina. Pelssælunge der leger ved Grytviken. Tre store søelefanthunner, der daser ved Strømness. Hvalfangerbåden Petral i Grytviken. 9

6 Israel, Palæstina og sandheden? Gad vide, om det er deres nationaldag? funderer min kone Nanna ved siden af mig på passagersædet. Vi er for et par timer siden landet i Tel Avivs lufthavn, og er, efter at have fundet vej til vores lejede bil, og have pakket kufferter, klapvogn og barnesæde til vores treårige datter Sidsel ind i det lille blå køretøj, på vej ad motorvejen mod Den hellige Stad den delte by Jerusalem. Fra hver en lygtepæl og hvert et vejskilt langs motorvejen vajer det israelske flag med sine blå farver og sin davidsstjerne. Et par steder på vores rute møder vi monumenter for den relativt unge nations kampe for at opretholde sin status som fri og selvstændig nation. Udrangerede, men nymalede, kampvogne som hyldest til tappert kæmpende soldater står på et podium ved vejsiden. Et andet sted er noget, der ligner en mindesten, rejst med et espalier af israelske flag foran sig ned mod vejen. Det er ikke nationaldag i Israel Men bevidstheden om nationalstaten og dens symboler, ærefrygten omkring dens forsvar, og den nationale stolthed lyser ud af omgivelserne flere steder. På en måde som en fladfodet dansker ikke helt er vant til at se på hjemlige breddegrader. Det er med til at skabe den meget særlige stemning, som vi på den næste uges færd gennem Jerusalem og Vestbredden vil komme til at opleve: Den nationale selvbevidsthed hos de folk, vi møder på begge sider af grænsen. De religiøse opfattelser og de kulturelle baggrunde. Tekst & fotos: Bjarne Nigaard Forskelligheder, der ikke kun skaber konstruktive nuancer i den sammenhæng, vi befinder os i. Men divergenser, der er med til at definere en konflikt så dybfølt, at vi flere gange mærkede det, som om man bogstaveligt kunne skære den tykthængende intensitet, hadet og mistroen ud af luften omkring os. Den delte by Jerusalem Vi skal bl.a. besøge min kones gymnasieveninde, der på grund af sin jødiske tro har besluttet at skifte det grå Sikkerhedsmuren. Danmark ud med Israel. Hun bor alene i en mindre treværelses lejlighed, ca. 10 minutters gang fra det gamle centrum i Jerusalem, og gæstfrit har hun inviteret os til at bo hos hende i de dage, vi skal tilbringe i Jerusalem, inden vores færd fortsætter til Det Døde Hav og retur med nogle dage i Tel Aviv. Hun arbejder for det israelske luftfartsselskab El Al, og ud over at hun tydeligvis derfor rejser en del, kan man i lejligheden også se, at hun er tilhænger af fodboldklubben Arsenal. Der hænger i stuen et par vimpler og et halstørklæde Sidsel ved Grædemuren. Virvaret foran Grædemuren. Til højre tunnelen op til Tempelbjerget

7 Bazar i Betlehem. med logo og farver tilhørende The Gunners. Vi skal bare føle os hjemme, forklarer hun, men vi skal dog lige huske, at der er to slags bestik og køkkengrej i køkkenet, og at køleskabet og diverse køkkenskabe er opdelt, så der ikke sker en sammenblanding af de ting, der i jødedommen opfattes som rene, og de ting der opfattes som urene. Heldigvis for mig har de to typer bestik hver sin farve, så der er håb om, at jeg vil kunne klare denne for mig ellers ukendte udfordring i et køkken med ikke at bruge samme kniv til smør som til kødpålæg At besøge den gamle bydel i Jerusalem er en selvfølgelighed, når man er kommet så langt. Selv om den gamle by inden for sine mure er opdelt i fire ret forskellige og nogle steder kontrolleret adskilte zoner, så er det muligt nogenlunde ubesværet at bevæge sig omkring langt de fleste steder. Man skal bare være villig til at anerkende den præmis, der hedder, at religionen er omdrejningspunktet for stort set alt inde bag de gamle fæstningsmure. Hvor end man går i de snævre gyder og små gader, konfronteres man med religiøse symboler. Folk er klædt, så man kan se, hvilken tro de tilhører, og på den måde er det tydeligt, at området er en religiøs krudttønde, hvor de forkerte signaler vil blive taget meget ilde op. Børn på tre-fire år, der er klædt som ortodokse jøder. En familiefar, der er ude at få en is med sin ca. femårige datter, iført både sin kalot og sin pistol i sit bælte. Nonner og munke, præster i gående kortege, med vuggende høje hatte strittende op over menneskemylderet. Koner svøbt i deres klædninger og tørklæder foran ansigterne. Kors, stjerner og halvmåner på næsten alle bygninger eller døre. Både palæstinensere og israelere holder fast i, at netop Jerusalem er deres hovedstad. Og sværger, at det er et krav, de aldrig vil opgive. Østjerusalem er en del af det selvstyrende palæstinensiske område på Vestbredden, men israelerne har forbudt dem at benytte byen til centraladministration. Denne findes i stedet i Ramallah. Gr ædemuren og Tempelbjerget I den jødiske del af den gamle by finder vi vej hen til Grædemuren. Nu om dage skal man igennem et sikkerhedstjek, der svarer til en lufthavns ditto, med metaldetektor og gennemlysning, før man bliver lukket ind på pladsen foran muren. Det sværmer med mennesker, der for langt de flestes tilfælde er enten turister som os, sikkerhedsfolk, eller troende jøder af den slags med kalot eller ortodoks hat, lange sorte jakker, stort skæg og fletninger i bakkenbarterne. Turisterne følger nysgerrigt med i de ritualer, som de troende jøder udfører foran og ved Grædemuren, mens sikkerhedsfolkene vogter det hele. Helt tæt på muren kommer man kun via en kønsopdelt afdeling, hvor man i øvrigt skal iføre sig en obligatorisk hovedbeklædning. Til formålet kan man låne det, der mest af alt ligner de hæklede mellemlægsservietter, jeg kan huske fra tallerkenerne i forsamlingshusene til min barndoms familiefester i Jylland. Horder af messende og bedende jøder mikses med fotograferende og filmende turister i diverse grupper. Oven over muren kan man se den gyldne kuppel på Bjergmoskeen, og spirene på Al Aqsa-moskeen, begge beliggende på det nu muslimsk kontrollerede Tempelbjerg i den muslimske del af den gamle by. Vi vandrer ud fra området ved Grædemuren, rundt om bymuren, og ind igen i den muslimske del. Da vi kommer til en træport ind til Tempelbjerget, stoppes vi af to tungt bevæbnede soldater fra den israelske hær. Siden år 2000, da den højreorienterede politiker og senere premierminister Ariel Sharon holdt en for palæstinenserne provokerende tale foran moskeen, der udløste Den Anden Intifada i Østjerusalem og på Vestbredden, har denne del af den gamle by været lukket af for den brede offentlighed og for turisterne. Der er kun adgang til bjerget via tidsbestemte officielle guidede ture gennem en spærret trætunnel fra området ved Grædemuren sammen med bevæbnede vagter! Sorry, forklarer den ene soldat på et i øvrigt nydeligt engelsk. The area is restricted for Muslims only. Hvordan han mener at kunne afgøre, at vi så ikke er muslimer, undlader vi at tage den principielle drøftelse med ham om. Hans kammerat og han ser ikke ud til at være modtagelige for en debat om, at religion ikke kun behøver at blive udøvet synligt, men kan nøjes med at være en indre tro. I stedet spørger jeg om lov til gennem den snævre, gamle træport at tage et foto af moskeen. Det får jeg allernådigst lov til. Da jeg træder de to-tre meter frem og kigger ud gennem porten, kan jeg se, at der inden for på området sidder en mørkklædt herre med solbriller og en pistol på bænken tæt på porten. Aha, tænker jeg. Det må være den palæstinensiske del af bevogtningen Jeg fumler med mit kamera og sætter min ene fod op på portens dørtærskel for at få det bedst mulige udsyn til moskeen. Stop! lyder det højt og meget bestemt fra den israelske hærs vagter bag mig. Sikkerheden er ikke noget, man spøger med eller gradbøjer på disse breddegrader Men jeg fik taget mit foto, og vi lister videre ad Via Dolorosa ned mod den kristne del af den gamle by Achtung! Sie verlassen jetzt West-Berlin På vores køleskab hjemme i Danmark har vi en magnet hængende, der forestiller et skilt fra det hedengangne checkpoint Charlie i Berlin. ACHTUNG! Sie verlassen jetzt West- Berlin, står der på den Magneten dukker op i min hukommelse, da vi dagen efter kører frem mod en israelsk og FN-bevogtet kontrolpost. Pigtråd, vejspærringer, bevæbnede vagter med forskelligt tilhørsforhold, advarselsskilte, bombehunde og bagagerumskontrol møder os, da vi triller frem mod den imaginære grænseovergang, der tjener til at opdele den ene del af nationen Israel med en anden, men ikke af alle nationer anerkendt, del af Israel. Vi har, meget imod vores værtindes anbefalinger, besluttet os for at køre ind på Vestbredden. Foran os tårner det såkaldte sikkerhedshegn sig op. Det fysiske og kolde symbol på adskillelsen af en befolkningsgruppe fra en anden. En berlinmur, med vagttårne, bevæbnet overvågning og sikkerhedszoner. Jeg troede, menneskeheden lærte at droppe den slags, da vi rev den første berlinmur ned, siger jeg til Nanna. Hun minder mig om, hvad vores værtinde fortalte ved aftensmaden i går. At israelerne betragter muren som deres garanti for sikkerhed mod terror. At sikkerhedshegnet, med sine 500 km lange, meterhøje betonværn, maskingeværer og overvågningsprojektører, der lukker det palæstinensiske område hermetisk inde, siden det blev påbegyndt, har sørget for, at palæstinensiske selvmordsbombere og fanatiske galninge med morderiske planer, er blevet holdt væk fra det jødiske Israel. Og at sikkerhedshegnet dermed er det eneste rigtige for at skabe tryghed for jøderne i deres eget land. Et land, som palæstinenserne også mener er deres Efter at have vist pas, fået tjekket bilen for bagage, og svaret på spørgsmål om formålet med vores tur ind på Vestbredden, triller den lille, blå lejebil endelig ud på den anden side af muren. Sceneriet er med ét forandret. Slidt og brugt byggeri. Støvede og hullede veje. Ind mellem de oftest ret falmede huse findes et enkelt eller to monstrøse bygninger, indhyllet i pigtråd, lukkede porte og skilderhuse med private vagter. Yussef Vi kører mod Betlehem, som er den nærmeste større by på Vestbredden uden for Østjerusalem. Vi er dog ikke nået langt ad den hullede vej, før en modkørende taxi blinker insisterende til os, og chaufføren vinkende får os til at rulle vinduet ned for en snak. Han hedder Yussef, og han forklarer på et dueligt engelsk, at han synes, vi skal lade bilen blive stående henne om hjørnet ved hans brors butik. Så skal han nok for en god pris køre rundt med os. Det er bedst for vores og bilens sikkerhed, smiler han. Tanken om buler i den lejede bil, sammenholdt med de tydeligvis ikke alt for ordnede forhold med vejene, og deraf sikkert heller ikke vejkortene og skiltningen, får os til at sige ja tak til den smilende taxichaufførs tilbud. Yussef fortæller os om forholdende på Vestbredden set gennem hans briller, mens vi kører af sted ind mod Betlehems centrum, hvor vi gerne vil se Fødselskirken, men også opleve stemningen i en palæstinensisk by. Skolesystemet er tvivlsomt, arbejdsløsheden er tårnhøj, økonomien generelt er ringe, og de palæstinensiske myndigheder er kendt for korruption. Det er bl.a. derfor, vi skal køre med Yussef, forklarer han. Det palæstinensiske politi tager det nærmest som en obligatorisk pligt at standse biler med israelske nummerplader og sørge Palæstina Det palæstinensiske selvstyre blev oprettet i 1994 og styrer formelt det meste af Vestbredden og Gazastriben og har observatørstatus i FN. Indbyggertallet var i 2008 på 4,1 millioner. Til sammenligning bor der 5,4 millioner jøder i Israel. Sikkerhedsmuren og vagttårn

8 for at lade føreren betale en klækkelig bøde for diverse opfundne forseelser. Betlehem lever op til forventningerne: Summende af liv i snævre gader med bazarer og tæppehandlere, levende kyllinger til salg i papkasser, og shawarmaduft i luften, blandet med krydderier og te. Overalt er folk venlige og imødekommende, måske lidt ekstra fordi vi har en smilende lyshåret treårig pige med blå øjne og en lokal taxichauffør som guide med os. Vi får overstået det obligatoriske besøg til Fødselskirken, mens Yussef køber is til os alle, som vi efterfølgende nyder på en bænk på torvet foran kirken. Vi lægger planer for resten af dagen og beslutter os for at tage hen til en gammel fæstning, Herodion, hvis mure man stadig kan se, og som ligger højt over landskabet, så man kan få et blik ud over Vestbredden. Verdens største fængsel Vi kører fra Betlehems centrum ad smalle gader ud af byen. Cyklende skolebørn i vejsiden stopper op og kigger på os, når taxien passerer. De smiler og vinker, når de får øje på os, og sætter efter taxien, så godt de har lært. Yussef smiler også stadig. Han fortæller om skolesystemet. Hvordan en lærerløn er alt for lav, og samtidig betyder, at man formelt er ansat af selvstyret. Og derfor formenes adgang til Israel af sikkerhedsmæssige grunde. De, der har valgt at gøre deres samfund en tjeneste ved at blive lærere, arbejde på palæstinensisk sygehus, eller i det palæstinensiske politi, må ikke passere sikkerhedshegnet. Og da grænserne den anden vej, til Jordan, er fuldstændig lukkede, så betyder det i realiteten, at man er stavnsbundet til Vestbredden. Det er en af grundene til, at Vestbredden, men især Gaza, den anden palæstinensiske enklave mod syd, kaldes for verdens største fængsel. Da vi nævner ordet fængsel, fortæller Yussef videre, om at stort set alle, han kender, har prøvet at være fængslet af israelerne. Eller siddet administrativt forvaret, som det hedder formelt. Yussef forsikrer os om, at han nu er en stille og rolig fyr, men for 10 år siden var han med til at kaste med sten og sætte ild til containere. Som alle andre unge drenge på Vestbredden, forklarer han. Pudsigt nok passerer vi samtidig med Yussefs fortælling om sin Palæstinensiske huse på Vestbredden. Østjerusalem set fra Vestjerusalem. Man kan ane sikkerhedshegnet på bakketoppen i baggrunden. ungdomstid en stærkt bevogtet og barrikaderet israelsk militærlejr. Som små isolerede øer ligger der enkelte af disse forskellige steder på Vestbredden. Og denne her ligger for foden af bakken, hvor vi skal besøge Herodion. Bombesikrede køretøjer, vagttårne og pigtråd. Få hundrede meter længere henne ad den støvede vej ligger faldefærdige huse med bliktag og interimistiske døre og vinduer, hvor hundene gør per automatik, når vi passerer i bil, mens en stedlig beboer kun halvvejs registrerer os bag sit slør, mens hun hænger sit spraglede vasketøj op på snorene foran huset. Her er jo egentlig plads til alle Ruinerne af Herodion er sikkert vældigt interessante for en arkæolog. Men for os er udsigten fra bakketoppen mere interessant. På den ene side kan vi, så langt øjet rækker, skue ud over den judæiske ørken. Man fornemmer, hvordan Det Døde Hav afgrænser ørkenen længst borte. På den anden side fornemmer man Hebron på de højeste områder længst borte, men nærmere os kan vi se en række nye og indhegnede bebyggelser på den næste bakketop. Det er en bosættelse, forklarer Yussef. Dem har vi alt for mange af. For første gang aner man, at hans smil ikke er klistret på ansigtet, men kan erstattes af mere alvorlige miner. Det er ikke så meget det, at de er her, siger han alvorligt. Her er jo egentlig plads nok til os alle. Men det er, fordi de mener og agerer efter, at alle vi andre skal bo og leve og gøre præcis ligesom dem Yussef rammer plet i sin analyse. Vi er i et område, hvor alle parter mener at besidde den ultimative og eneste sandhed. Og at give slip på denne sandhed er at give slip på alt. Derfor slås man, helt bogstaveligt, med sit liv som indsats, for den sandhed, der er den eneste Hvem, der har ret, afgøres i øjeblikket af, hvem der har råstyrken til at få ret. Israelerne har fx indlemmet bosættelsen Ma ale Adumim i den israelske del af Jerusalem og ladet sikkerhedshegnet slå et knæk rundt om denne bosættelse, der ellers geografisk ligger i Østjerusalem og dermed på det palæstinensiske territorium. Så længe der er ekstremer, uanset retning, så får det her aldrig ende, tænker jeg, mens vi i tavshed stirrer ud over landskabet og den ekstreme virkelighed, missende med øjnene for at undgå solen og det blæsende ørkensand, der blæser os i møde oppe på bakketoppen. Det er blevet tid til en sen frokost, og Yussef kender lige det helt rigtige sted. Vi kører tilbage til Betlehems summende liv og finder i en gyde en temmelig lokal shawarmarestaurant. Yussef kender tydeligvis ejeren, for der er knus og kindkys til velkomst. På væggen i restauranten hænger Jordans konge og skuer ud over sceneriet af slidte barstole og metalborde. På vejen har jeg hævet kontanter i en bankautomat. Det er ikke israelske, men jordanske penge jeg får. Restaurantejeren disker op med en skøn variation af lokale delikatesser, og selvom vi sikkert får lov til at betale langt over standardpris, den gode pris som Yussef aftaler med ejeren og sikkert får en andel af, så gør det ikke noget. Det er hele oplevelsen værd at være på Vestbredden. Vi tager os tid til at fortabe os i de snørklede gader med de små lokale butikker endnu engang, mens Yussef får en kop te og ryger vandpibe på en lokal beværtning. Jeg finder noget så kuriøst som en palæstinensisk brygget øl, og køber tre flasker med mig, mens Sidsel for firsindstyvende gang overdænges med tilbud om chokolade, slikkepinde og skumfiduser fra de beærede butiksejere, og Nanna forsøger pænt at sige nej tak til et hæklet sjal i pangfarver. Hønseriet Yussef kører os tilbage til vores lejede bil, der uden en skramme står foran hans brors souvenirbutik. Det er oplagt, at vi selvfølgelig også skal handle dér, inden vi begiver os tilbage mod den israelske del af Jerusalem. Heller ikke her foregår købet af to trææsker og en køleskabsmagnet med israelske penge, men på MasterCard og i amerikanske dollar. Det er den bedste valuta for mig, forklarer Yussefs bror. For anden gang den dag forlader Yussefs smil hans ansigt, da vi skal blive enige om den gode pris, han skal have for at have kørt rundt med os hele dagen. Men krokodilletårer til trods får vi dog lov til at slippe væk med vores bil, og i bakspejlet kan jeg se, at Yussef smiler igen, da han giver sin bror hånden på trappen foran butikken Vi skal tilbage gennem sikkerhedshegnet. Nanna bliver kommanderet ud af bilen, og kun chaufføren må egentlig føre bilen tilbage gennem de mange checkpoints ind til Vestjerusalem. Men også her virker det fint at være tre år, lyshåret, smilende og have blå øjne, så Sidsel får helt imod vanlig procedure lov til at blive sammen med mig i bilen. Nanna sendes til fods gennem en bygning, der mest af alt ligner et hønseri: Industrielt udseende, kolde vægge og fladt tag, ingen vinduer. Efter en halv times tid er Sidsel og jeg kommet med bilen gennem sikkerhedshegnet. Vi holder ind på en p-plads lige inde i Vestjerusalem, stiller bilen, og går hen til udgangen af hønseriet. Vi venter. Længe Israelsk checkpoint på vejen ud af Vestjerusalem. Da vi har stået der i yderligere en halv time, dukker Nanna endelig op. Hendes begejstring er tydeligvis til at overse Det tætteste, jeg kom på et levende menneske, ud over dem man står i køer med, var hænderne på en vagt, der stak dem ud for at modtage mit pas gennem en lille sprække, skumler hun. Via højttalere kommanderes man til at få gennemlyst sine ejendele, at gå gennem metaldetektorer, og man bliver udspurgt om baggrund og hensigt. Hele stedet emmer af kulde og distance, fortæller hun videre. Mens vi står der og fordøjer indtryk fra dagen, kan vi se den ene minibus efter den anden læsse små grupper af palæstinensere af foran hønseriet. De har været på arbejde inde i Vestjerusalem hele dagen og skal nu hjem til Vestbredden og må derfor passere sikkerhedstjekkene. De løber om kap fra minibussen hen til køen for at komme igennem sikkerhedstjekket. At blive nr. 1 frem for nr. 5 i køen kan betyde en forskel på halve timer sammen med familien derhjemme Vi kører hjem til vores værtinde og forsikrer hende om, at vi har haft en god dag. Da jeg om aftenen nyder en palæstinensisk øl på terrassen, efter at vi har været på restaurant i Jerusalems nye forlystelsesbydel, oprettet langt fra grænsen mod Østjerusalem for at undgå terror, og med sikkerhedsvagter foran hver en indgang, filosoferer jeg over, om der overhovedet er en sandhed i denne verden? Eller om menneskeheden lever på en permanent løgn? Jeg beslutter mig for, sammen med den sidste tår af den i øvrigt glimrende øl, at der stadig må være en sandhed at kæmpe for. En sandhed om at tro på mangfoldighed og tolerance

9 Afrikansk forbrydercelle og kandidat til Unescos verdensarvsliste Jeg er på vej til et land, som ikke eksisterer. Ikke officielt i hvert fald. Selvom løsrivelsen skete for 20 år siden, og landet både har egen regering, politimyndighed og valuta, anerkendes det stadig ikke af resten af verden. Jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvordan der er sådan et sted. Genert, men også nysgerrig. Tekst & fotos: Søren Bonde Bare stik mig seks bundter af de blå Flyet, jeg sidder i, tilhører Jubba Airways The happy way to fly prøver de at sælge sig på. Enhver form for markedsføring virker nu overflødig, da Jubba primært flyver til somaliske destinationer. Prisen er lav. Men det er komforten så også i de over 50 år gamle propelfly. Flyet stinker, som om det aldrig har været rengjort. Det gør det ikke bedre, at Jubba af en eller anden grund vælger først at stuve passagererne om bord for derefter at laste al bagagen. I ro og mag. Mit sæde kan ikke rettes op, og sikkerhedsselen er urokkeligt fastlåst til størrelse XXL. Men set fra den positive side kan sæderne klappes sammen, så jeg følger min sidemands eksempel og slænger benene op på det tomme sæde foran mig. Så er der benplads. Der er også servering om bord. Oven i købet inden afgang en flaske lunkent vand stukket i hånden, mens flyet ruller ud ad landingsbanen. Der er ikke andre blegansigter om bord, og det overrasker mig ikke det mindste. Jeg synker tilbage i sædet mellem to fjedre og glæder mig til eventyret, som venter forude. Matadorpenge Efter 45 minutter lander vi i Somalilands hovedstad Hargeisa. Ved indrejse tvinges man til at veksle 50 USD til en Las Geel velbevarede hulemalerier fra stenalderen. absurd lav kurs. Det viser sig nu at være en fordel. Jeg har nemlig svært ved at finde plads til de tre-fire tykke bundter shilling, som de 50 USD omregnes til. 500 shilling er den største værdi, som trykkes. Det svarer til 50 øre. Det siger sig selv, at alle større transaktioner foregår i USD. Jeg leger med tanken om at veksle USD. Bare for sjov. Her er sikkert nok Ude på parkeringspladsen tilbyder en fyr med bil at køre mig ind til byen for 20 USD. Vi bliver enige om, at 10 må være nok. Instrumentbrættet er beklædt med fjerboaer og tingeltangel i en sådan grad, at man knap kan se ud af forruden. Jeg skæver forgæves efter en sikkerhedssele. Han kører mig til Hadhwanaag Hotel. Det er et logi, som i de fleste andre lande ville passe bedre i kategorien guesthouse. Små, enkle rum gemmer sig bag træerne i den fine gårdhave. Ejeren, Hassan, byder mig varmt velkommen, og på et forbavsende godt engelsk fortæller han stolt, at han netop er hjemvendt fra Hajj, altså pilgrimsrejse til Mekka. For anden gang. Første gang var for min mors skyld. Men jeg følte, at jeg også skulle gøre det bare for min egen skyld. Anden gang fandt jeg min indre ro, fortæller Hassan. Det gjorde jeg ikke, da min mor var med. Jeg skifter emne og spørger lidt til situationen i landet. Du kan trygt rejse i Somaliland, siger han med påtaget overbevisning i stemmen. Her er sikkert nok. Men du skal have en eskorte med dig, når du forlader Hargeisa. En soldat. Morsomt. Det betragtes med andre ord som sikkert, når man kan nøjes med én soldat. Jeg opfatter det som, at risikoen for kidnapning er til stede, om end mindre end i Mogadishu. Det er nok en god ide at kigge sig en ekstra gang over skulderen. Et sønderbombet turistministerium Små 60 km uden for Hargeisa på vejen til byen Berbera ligger Somalilands eneste store seværdighed: Las Geel er en samling grotter med imponerende vægmalerier fra stenalderen i en overraskende god stand. Gennem Hassan får jeg arrangeret en bil med chauffør. For at besøge Las Geel skal man have skriftlig tilladelse fra Turistministeriet. Sådan et har Somaliland nemlig også. Det ligger i en bygning, som giver indtryk af kun med nød og næppe at have overlevet bombardementerne. Skudhullerne i væggene står i slående kontrast til den varme velkomst, som turistchefen giver mig på sit ydmyge kontor. Ganske vist på fransk, som jeg ikke mestrer. Men hans assistent er så venlig at oversætte det til en slags engelsk. Tilladelsen koster 20 USD og soldaten 15 per dag. De penge er uden tvivl godt givet ud, så jeg sætter min underskrift på dokumentet. En noget falmet plakat er klæbet fast på den nøgne væg med et par stykker tape og truer med at skvatte ned, hvad øjeblik det skal være. Den viser billeder af Somalilands turistattraktioner: Nogle stenblokke på en mark ( Old, ruined town ), nogle vigtige mænd i jakke og slips ( Congress ) og en bygning, som tidligere var hvid, men nu er svært grafittibefængt ( Bakery in Berbera ). Det største billede er et luftfoto af sønderbombede Hargeisa. Nåja, og så lige et par små billeder fra Las Geel. Jeg er heldigvis ikke kommet til Somaliland for seværdighederne skyld, men snarere for at møde befolkningen og indsnuse atmosfæren. Men Las Geel skulle være et besøg værd i hvert fald ifølge Unesco, som gerne ville beskytte området, hvis Somaliland en dag skulle blive internationalt anerkendt som et selvstændigt land. Michael Jackson og mobiltelefoner Med dokument i hånden og ledsaget af en soldat med Kalashnikov sætter vi kurs mod hulerne. Min chauffør, Osman, kører gennem Hargeisas kvarterer, som alle mere eller mindre ligner hinanden. Byen blev næsten jævnet med jorden under borgerkrigen, så det er ikke skønhed, der møder øjet. Men det er fantastisk at se, hvordan byen har rejst sig takket være de initiativrige indbyggere. Jeg forundres endnu engang over, hvor opfindsomme mennesker kan blive, når nøden tvinger dem. Huse bygges af hvad som helst, og her går intet skrammel til spilde, før det vitterligt ikke kan genbruges længere. Stemningen er herlig kaotisk, og mine sanser bombarderes af indtryk; en flok geder æder affald midt på gaden, nogle kvinder slæber store, gule vanddunke hjem fra brønden, massevis af folk bare sidder og laver ingenting men ikke en eneste turist. Michael Jacksons Bad strømmer frit fra taxaens kassettebånd; en mobiltelefon ringer og overdøves af højttalerbøn fra en moské. På vej ud 16 17

10 Ingen hygge uden khat. af byen standser vi adskillige gange, indtil Osman og soldaten endelig finder, hvad de søger. Selvtilfredse stiger de ind i bilen med en dusk grønne blade på stilke. Me, Said, siger soldaten og peger på sig selv, og så er vi omsider præsenteret. Khat! fortsætter han og peger begejstret på dusken i sin hånd. You want? Jeg viser min velvilje og smager forsigtigt på varerne. Bladene er ekstremt bitre. Local alcohol griner Osman bredt og viser mig dermed sine sorte tænder. Good! samtykker Said. Jeg er uenig og ville uden tøven have taget en bajer, havde jeg haft valget. Men de to har allerede munden fuld. I stilhed beder jeg til, at de ikke bliver helt sanseløse, når bladene om et par timer har gjort deres indvirkning. Inshallah om Gud vil. En ged formilder Djævelen Vi passerer adskillige kontrolposter undervejs. Så snart min lejesoldat ruller ruden ned, går bommen op. Vejen har flere huller end Osmans sorte tænder, men han udviser stor dygtighed i at navigere udenom de værste. Det er ingen let opgave, og lange strækninger tilbagelægges i hektisk slalomkørsel og ballet på fire hjul. Vi stopper stadig med jævne mellemrum. Mest for at sikre os, at venstre baghjul nu også følger med. Det gør det tilsyneladende kun, når det får et velrettet spark ind imellem. Det er kun bilens kritiske dele, som stadig virker. Ellers er næsten alt, hvad der kan gå i stykker, gået i stykker eller er borte. Forruden er fint marmoreret efter utallige stenslag, men heldigvis kan sideruden stadig rulles ned, så man kan se ud. Dørene kan ikke lukke helt, og radioen skifter kanal, hver gang vi rammer et hul i vejen. Selv bilens vigtigste komponent, hornet, er i så sølle 18 forfatning, at ikke engang gederne midt på vejen har respekt for dets ynkelige småtrut. Vi kører et par timer gennem et monotont, ørkenagtigt landskab. Pludselig svinger Osman væk fra vejen. Et hjulspor fører ind bag et hus og videre ind i det bakkede terræn. Hullerne i vejen udskiftes med stenblokke i lidt for store størrelser. 4 WD, griner Osman smørret og stopper så for at give hjulet endnu et spark. Mod al sund fornuft overlever bilen en halv times kørsel over stok og sten, før vi omsider ikke kan komme længere. Herfra er det til fods. Ved en lille bygning bydes jeg velkommen af en ældre herre, Mansor. Han kaster et anerkendende blik på mit dokument med de officielle stempler og viser mig indenfor. På væggene hænger fine plancher, som fortæller om Las Geels opdagelse, udforskning og bevarelse. En tak rettes sågar til Dansk Flygtningehjælp, som har finansieret bygningen, jeg står i. Der kan man bare se. Bag huset fører nogle trapper op til klippehulerne. Soldaten trasker i hælene på mig, og mens vi går, snakker Mansor entusiastisk, som om han sjældent får besøg. Jeg roser hans engelsk. Jeg lærte det af englænderne, dengang de var her i landet, fortæller han. Mens han snakker, stirrer jeg betaget op på granitvæggene. Her findes over 20 huler, som er rigt udsmykket. De gav beskyttelse og ly for vind og vejr. Malerierne har været her, så længe vi kan huske. Da jeg var dreng forbød min far mig at gå nær hulerne. Han sagde, at djævlen holdt til her. Jeg havde svært ved at adlyde ham, for hulerne var jo spændende. Nogle gange ofrede vi en ged og spredte blodet i grotterne for at formilde djævlen. Mansor griner forlegent. Det var vanvittigt, men vi troede på det. Klippekongens forbrydercelle Den første hule, vi besøger, er stor og med fine malerier. I denne grotte boede kongen. Det fortalte de franske arkæologer os. Mansor peger på en stor firkantet sten. Her fra sin trone havde han udsigt over sit rige, griner han, som om han ikke rigtig selv tror på det med kongen. Udsigten er i hvert fald god nok. Man kan se langt ud i horisonten, og ikke meget har ændret sig i dette øde område, siden malerierne blev skabt for næsten år siden. Der hviler en fred over stedet. Geder og små primitive hytter kan ses her og der. Andet er her ikke. Men engang har her foruden mennesker også været kvæg og vilde dyr. Malerierne er tavse vidner. Næste hule har et hjørne med et særpræget klippefremspring. Ovenfor er et lille mørkt kammer, og det ser ud til, at en gang fortsætter længere ind. Her hængte de forbrydere eller satte dem ind i det mørke kammer. Ingen har turdet begive sig ned ad gangen. Vi ved ikke, hvor den ender. Der er tydeligvis stadig en frygt for djævlen, og gangen ser også noget klaustrofobisk ud. Tanken om at blive den første til at udforske den frister mig, men gangen er alt for lille til mig. Tilbage ved huset tager jeg afsked med Mansor. Han beder mig om at udbrede kendskabet til Las Geel i håb om, at flere turister vil komme på besøg. Det lover jeg ham og tænker, at han kunne begynde med at opsætte et skilt ude ved vejen til glæde for de lokale. Men uanset hvad, så venter charterturisterne ikke lige om hjørnet. Heller ikke selvom Unesco skulle træde til med en hjælpende hånd, hvis Somalilands selvstændighed en dag bliver anerkendt. Somaliland Visum: Fås lettest på konsulatet i Addis Abeba i Etiopien. Fly: Jubba Airways flyver til Hargeisa fra Djibouti to gange om ugen. I 2011 kostede det ca. 900 kr. t/r. Flyveturen tager 45 min. Rejser man over land tager det mindst et døgn. Overnatning: Værelser på Hadhwanaag Hotel er simple og koster under 50 kr. per nat. Der findes også andre mere luksuriøse hoteller. Den Røde Baron indtager Tekst & fotos: Anette Lillevang Kristiansen Hawaii De fleste forbinder sikkert den smukke øgruppe i Stillehavet med hulapiger i bastskørter med blomsterkranse om halsen, palmestrande og strandløver a la David Hasselhoff, der frygtløst kaster sig i bølgerne på deres surfbrætter. Men min veninde Jytte og jeg skulle få helt andre oplevelser på øen Kauai, der ligger nord for hovedøen Oahu. En debut som kvindelige krigspiloter hører nemlig også med til et besøg på de romantiske palmeøer. Ready for take off! Jytte og jeg bliver udstyret som bedre krigspiloter, inden det går løs med Den Røde Baron. Bølgerne omkring Hawaii hører til blandt de absolut største i verden, og surfere fra hele kloden valfarter til øerne for at ride på den helt perfekte bølge. Som barn pilede jeg rundt og legede hawaiipige i bastskørter af tøjsnor i Honolulu får man den ægte vare dog ikke i bast, men i plastik. Som barn havde jeg et Lego-fly af denne type, men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle prøve at flyve i et en dag.

11 stiger ud og ledsager en elegant kvinde, klædt i sidste skrig fra modehusene i Paris. Jytte og jeg finder dog vores logi på et beskedent hostel nogle gader væk fra den berømte strand. Her er fyldt med surferfyre fra Australien og Europa, der alle er på jagt efter den perfekte surferbølge ved The Northshore, hvor brændingens bølger er blandt de største i verden. Så Hawaii er ikke bare hula-piger med dådyrøjne og længselsfulde sømænd på vej mod de syv verdenshave. En anden ting, jeg forbinder med Honolulu er Elvis Presleys Aloha from Hawaii. Jeg har gennem årerne adskillige gange set min bror blive fjern i blikket, når han omtaler den fantastiske begivenhed, der fandt sted 14. januar Jeg var to år, ikke mere end tobak for en skilling og husker intet af det, men for nogle år siden købte min bror genindspilningen af koncerten på dvd. Her forstod jeg, hvilken sensation det måtte have været dengang. Det var den første liveudsendelse via satellit og Elvis Presleys første optræden transmitteret på verdensplan. Så da klassikere som Can t help falling in love with you og Burning Love blæser ud fra fladskærms-tv et knap fire årtier senere og en vandkæmmet Elvis has left the building må jeg give min bror ret. Det her kan få nostalgien op i selv den mindst rockhistorieinteresserede. Selvom jeg ellers har anskaffet mig Jordens mest sexede badedragt er der ikke rigtig nogen respons fra strandløverne. Why don t you come to Hawaii for a visit? udbryder min nye veninde Lea og slår ud med armene, og hvem kan da lige stå for sådan en invitation? Vi hænger ud med en kop te og en sandwich på rutebilstationen i byen Puerto Montt i det sydlige Chile i februar Lidt vemodigt er det vores afskedsmåltid, inden vi om få timer rejser hver vores vej. Vi er netop kommet tilbage fra et femdages krydstogt i Patagoniens søområde og sidder nu og fordøjer de mange indtryk fra turen. Spejlblanke søer, kælvende gletsjere iagttaget fra små zodiacbåde og ikke mindst mange sjove samtaler og godt sammenhold om bord. Lea er fra Arizona, og vi har delt kahyt under turen. Hun er på vej hjem til USA for at gifte sig med kæresten, og herefter drager parret af sted til Hawaii. Jeg får julelys i øjnene af at høre om deres fremtidige eventyr. Hendes kæreste er ornitolog og har fået job på øen Kauai, hvor han skal 20 arbejde på et fugleprojekt i de næste fem år. Alene ordet Hawaii får billederne frem på nethinden og jeg har netop haft øgruppen inde på livet et par år tidligere, da min bror og hans japanske kæreste var på bryllupsrejse der. Så selvfølgelig kommer jeg da og besøger Lea i hendes ø-paradis sådan et tilbud lader man ikke gå fra sig! Da Jytte og jeg planlægger en jordomrejse senere på året, falder det derfor helt naturligt at tage et stopover i Stillehavet inden New Zealand, og snart begynder et besøg i USA s fjerntliggende territorium at tage form. A loha from H awaii For de fleste har stedet Hawaii en paradisisk klang og hensætter folk i en romantisk forestillingsverden om psykedeliske solnedgange og underskønne kvinder med hoftelangt sort hår, der vinker farvel til deres sømand i måneskinnet. Det var i hvert fald det, jeg som barn forestillede mig om øgruppen, når jeg legede hawaiipige i haven om sommeren og pilede rundt i bare fødder med et interimistisk bastskørt af tøjsnor om livet og en mælkebøtte bag øret. Sandheden er, at i hvert fald Oahu er uhyre amerikansk. Måske naturligt nok, men Honolulu minder om enhver anden amerikansk storby med skyskrabere og avenuer, om end byens størrelse er noget mindre end metropoler som Chicago og Los Angeles. Hovedgaden i Honolulu er som at spadsere ad Fifth Avenue i New York, hvad angår hippe mærkevarerbutikker. Man kan lege Julia Roberts i Pretty Woman for en dag og føre sig frem hos Louis Vuitton, Gucci og alle de andre navne, der leder tanken hen på fashionable Rodeo Drive i Beverly Hills. En flere meter lang hvid limousine sejler ned ad Kalakaua Avenue og standser foran Sheraton Hotel Waikiki Honolulu en forretningsmand i Armani-sæt A zurbl åt hav og r appe sportsvogne Der er ingen ende på vores nysgerrighed, når det gælder om at lure alting af i denne lille paradisbid af USA, og de første dage går med at se attraktionerne i og omkring Honolulu. Et absolut must er øens berømte vulkankrater Diamond Head, der er strategisk placeret med en prangende udsigt over Stillehavets bedste skyline. Herfra kan man skue ud over det azurblå hav og samtidig på afstand følge gadelivet nede i downtown. Der hersker en behagelig stemning, og det går for alvor op for én, at man faktisk overhovedet ikke har lyst til at forlade stedet igen. Tanker om at slå sig ned for evigt er allerede begyndt at danne sig i ens hjerne. Bare dase i en hængekøje med en kold cola og en god bog, så ville ens lykke være gjort. For slet ikke tale om at investere i en rap lille cabriolet-sportsvogn. Så kunne Hawaii Hawaii, tidligere kaldet Sandwichøerne, blev i 1959 USA s 50. delstat. Øerne ligger i Stillehavet km sydvest for den nordamerikanske vestkyst. Fly: Hawaiian Airlines, Aloha Airlines og United Airlines flyver fra fastlandet. Fra Los Angeles til Honolulu ligger prisen på omkring USD tur / retur. Lokal transport: Det er nemt at komme rundt med lokalbus på Oahu, lidt større udfordring er det på de mindre øer som Kauai her går også lokalbusser, men knapt så hyppigt som på hovedøen. Men den offentlige transport er pålidelig og sikker. Folk er desuden meget søde til at tage blaffere med op at køre, især de steder, hvor der er lidt øde. Flyvninger imellem øerne kan bookes hos Hawaiian Airlines eller hos GO! Mesa Airlines. Eksempelvis koster en billet fra Honolulu til Kauai mellem 100 og 200 USD. Hvis man er tidligt ude kan det godt gøres lidt billigere, men generelt er flyvninger mellem øerne ret dyre. Overnatning: Man kan få overnatning i samtlige prisklasser på Hawaii. Regn med 2530 USD for en seng i et dorm på et almindeligt hostel ofte er morgenmaden inkluderet. Priserne er som på det amerikanske fastland og så lige en tand til. Mad & drikke: Der findes restauranter i alle prislag, men det kan varmt anbefales er at spise på markedet i Honolulu. Øerne er fyldt med kinesere, indere og dermed også en kulinarisk smeltedigel. Man kan få alt i nudler, rejer, ris og alt godt fra havet, og asiatisk mad er billigt og velsmagende. Der er noget for enhver smag, og man behøver bestemt ikke at gå sulten i seng, selvom madbudgetet bare er på 10 USD per dag. man ligge og trille ned ad hovedgaden, alt imens dagens sidste solstråler forsvinder i horisonten. Se, det ville jo være livet! Jeg bliver dog hurtigt revet ud af mine dagdrømmerier, da jeg skal have visakortet frem hos det lokale supermarked for toastbrød og appelsinjuice. Her mærker man snart, at vi befinder os på en ø for de rige, det afspejler sig pænt på priserne, så sportsvognen får nok lige vente et par år. Men rundt på Oahu skal vi, og heldigvis går der helt almindelige lokalbusser for os dødelige backpackere. På vejen falder vi over Polynesian Cultural Center, hvor der laves opvisning med hawaiianere og andre folkeslag, der bebor øerne i Stillehavet. Alle er repræsenteret i traditionelle dragter. Yndige samoanere, maorier fra New Zealand, vældige krigere fra Fiji og dansere fra Tonga og Cookøerne. Det er virkelig et stillehavspotpourri og et særdeles farvestrålende skue, vi får serveret. Jeg får helt lyst til at fordybe mig i stillehavskulturen, og vores næste destination er da også Tonga, så vi har noget at se frem til. S tillehavstr agedien i 1941 Vi får også set stranden med verdens bedste surfbølger, inden turen går videre op langs kysten, og vi lander ved ananasplantagen Dole. Farmen har simpelthen de største og mest saftige ananas, jeg har smagt i mit liv og vi er da også ude at tage markerne i øjesyn med det lille tog The Pineapple Express. Det futter igennem avlsjorderne, hvor ananas står i snorlige rækker undervejs til at blive eksporteret til hele verden. I farmens souvenirbutik prøver jeg lykken og køber en endnu uåbnet perlemusling, og sandelig om jeg ikke har heldet med mig en smuk perlemorsagtig lille kugle dukker frem af muslingens slimede indre og åbenbarer sig i al sin pragt. Det var 21

12 simpelthen en ekstra bonus ved at besøge en ananasfarm. Tilbage i Honolulu må man selvfølgelig ikke gå glip af Pearl Harbor. Historien om stillehavsangrebet under 2. Verdenskrig kender vi alle gennem filmen af samme navn, adskillige bøger og lige så mange dokumentarfilm, og lige trist er det. Og mindre rørende bliver det ikke, når man så selv står og læser de flere tusinde navne på muren over de dræbte. Det føles underligt uvirkeligt, og der hersker da også en andægtig stemning i mindebygningen USS Arizona Memorial, der er bygget over et af de sænkede skibe. Det, der næsten gør mest indtryk på mig, er, at vandet stadig farves i metalkulører af olie, der lækker fra det sønderskudte skib. Selv efter så mange år det er utroligt at tænke sig. Noget, der også altid slår mig, når jeg er i USA, er, hvor meget man hylder sine krigsveteraner. Jeg ser flere biler med nummerplader på Hawaii, hvor der står War Veteran det kunne vi i Danmark vist godt lige lære lidt af. Vore soldater har mindst lige så meget fortjent at bliver hyldet og husket. Udsigten fra vulkankrateret Diamond Head den absolut bedste skyline i Stillehavet. De fleste forbinder Hawaii med smukke kvinder med langt sort hår. Her en opvisning i Polynesian Cultural Center med piger i traditionelle dragter, der optræder med danse fra hele Stillehavet. Peace, love and harmony I lufthavnen på Kauai bliver vi mødt af en storsmilende Lea med favnen fuld af håndlavede blomsterkranse. Pyntede og duftende efter alle kunstens regler går turen hjem til deres lille hyggelige landhus med bananpalmer i baghaven, og her går snakken over en kop kaffe. Lea og jeg har meget at drøfte, efter at vi ikke har set hinanden i over et år, og allerførst skal vi høre om brylluppet. De første par nætter bor vi i bondehuset, men senere flytter vi ind til byen Kapa a. Lea skal på arbejde, men typisk dukker hun op hen på eftermiddagen og tager os med på udflugt. Vi indlogerer os på et temmelig alternativt hippie hostel, der er malet skrigende koboltblå og gult, og her bor de sjoveste typer. Vores værelse er unægtelig også pænt peace, love and harmony -agtigt med storblomstret forhæng, der fungerer som rumadskiller men alle elsker alle på Hawaii så det vænner vi os hurtigt til. Ja, selv myggene elsker én inderligt første morgen vågner jeg med omkring Kauai kaldes også for The Garden Island og det forstår man til fulde, når man ser de smukke landskaber på øen. halvanden milliard myggestik og er intet mindre end ved at gå bersærk men det er også bare et spørgsmål om tilvænning. Vi er med Lea og hendes mand på fugletur, og de viser os et fyrtårn ved kysten, hvor fuglene trives i store flokke på klippeskærene. Kauai minder visse steder om Asien med store lysegrønne rismarker a la Indonesien, og på nordkysten tårner stejle grønne klipper sig flere hundrede meter op over havets overflade. Området rummer en fantastisk naturskønhed og har da også været med i flere film. Langt henne af en skovvej finder jeg en af filmstjernerne. Et ensomt beliggende pyramideformet bjerg skyder op midt i den filtrede regnskovsvegetation det er den berømte klippe fra filmen South Pacific fra I nærheden får jeg også øje på en gigantstor grotte, som jeg går på udforskning i, så der er masser at opdage også på nordsiden af øen. Kauai er bestemt ikke blevet snydt, da der skulle deles storslået natur ud, og en af de helt store attraktioner på øen er Waimea-kløften, også kaldet Stillehavets Grand Canyon. Den ligger i det nordvestlige hjørne af øen og er ikke lige umiddelbart nem at komme til med offentlige transportmidler. Vi finder dog ud af et trick hitchhiking. Det er ellers noget, jeg aldrig bruger, men på Hawaii er det meget populært, og folk er flinke til at tage én med. Vi praktiserer det adskillige gange og kommer en af gangene op at køre med et midaldrende japansk par, der ikke kan 10 ord på engelsk, men de er søde og smilende og vil så gerne hjælpe. Meget af tiden henligger Waimea Canyon i tåger, men pludselig går der hul i skydækket og et pragtsyn af en dramatisk rødbrun kløft åbenbarer sig. Vi har en skøn tid på Kauai og hænger også ud på den lokale gamle skole, der fungerer som kaffebar med byens bedste cappuccinoer. Vi bilder os også ind, at vi skal gi den som fotomodeller på stranden, men det bliver nu aldrig den helt store succes. Jeg må indse, at min ellers ret smækre Speedo-badedragt simpelthen ikke smyger sig om hofterne som hos pigerne i Baywatch heller ikke selvom en flok strandløver svanser forbi. Kvindelige luftakrobater En dag falder Jytte skæbnesvangert over et uanseeligt lille visitkort på opslagstavlen på vores blåmalede hostel hun er straks fyr og flamme! Begejstret viser hun visitkortet frem, der har et billede af et knaldrødt dobbeltdækkerfly lige sådan et, som var på ens barndoms pålægschokoladeæsker Den Røde Baron hed det jeg var nu altid mest interesseret i indholdet, men husker tydeligt flyet. Jeg havde også et fly af typen i rød og gul Lego, og adskillige var de gange, hvor jeg som barn forestillede mig selv som pilot svævende gennem skyerne. Men at jeg skulle komme til at prøve sådan et monstrum senere i livet, havde jeg ikke lige forestillet mig. Ejjjj, det skal vi simpelthen prøve! hviner Jytte, og efter hendes ansigtsudtryk at dømme kan jeg godt fornemme, at dette her slipper jeg ikke udenom. Nu går jeg jo og bilder mig selv og andre ind, at jeg er lidt af en eventyrer, så der er ingen vej tilbage. Det er egentligt ikke så meget flyveturen som sådan, der generer mig, men mere det faktum at flyet er åbent. Det er sådan et fly, som luftakrobater i gamle dage lavede halsbrækkende loop i. De hvirvlede rundt på himlen, som befandt de sig i en vaskemaskine på centrifugeringsprogrammet, og jeg huer afgjort ikke foretagendet. Næste dag står vi ude i lufthavnen og får for første gang et glimt af Den Røde Baron. Skinnende poleret, og sikkert ganske nyt, holder flyet parkeret ude foran afgangshallen og ser egentlig ret fredeligt ud. Men flyet ér åbent det er ikke kun noget, det er på billeder. Jeg synker en ekstra gang, da vi bliver udstyret som et par kvindelige krigspiloter med knappet læderhjelm og motorbriller. Vores pilot er en midaldrende gråhåret mand, der ser ud, som om han bare skal på indkøbstur i Netto. Jeg overvejer op til flere gange at løbe skrigende væk. På den anden side, så er der jo visse psykologer og andet godtfolk, der påstår, at man skal se sin Rent bounty-land på Hawaii er vandet nøjagtigt lige så blåt som i turistreklamerne med Mads Mikkelsen. frygt i øjnene og gennemføre ting, man er bange for. Så jeg må æde den! Jeg er afgjort ikke stolt af det, men Jytte derimod er på sit livs dannelsesrejse og er med på den værste. Hun ender også med at springe faldskærm på New Zealand og er lige ved at få mig revet med i sølet, men jeg besinder mig dog i sidste øjeblik. Jeg er og bliver altså hamrende ræd for højder jeg skider simpelthen en grøn gris, bare jeg skal op i Rundetårn. Par adisets have set fr a oven Da vi sidder spændt fast i bugen på det røde uhyre, er det for sent at flygte. Piloten starter propellen, og maskinen brøler som en vildfaren plæneklipper, der er blevet tunet. Fordi flyet er åbent, er lyden vanvittig høj, og i næste nu brager vi ud på startbanen. Flyet har selvfølgelig løftet halen fra jorden, og Den Røde Baron er ivrig, det kan man tydeligt mærke. Flyet vimser af sted som et forårskådt føl og længes efter høje luftlag og vide horisonter. Det rusker voldsomt i flyet, og selvom jeg godt med min fornuft ved, at det intet hjælper, så krampholder jeg ved instrumentbrættet. Det, at jeg i det mindste har noget at holde fast i, gør mig en anelse roligere, men tryg ved situationen er jeg langtfra. Snart slipper vi jorden og løfter os over den grønne ø, omkranset af blåt hav det er et vidunderligt skue, og for et øjeblik glemmer jeg, hvor skrækslagen jeg var. Vi flyver ind over en smuk nationalpark med brusende vandfald. Kauai kaldes også for The Garden Island, og det er det helt perfekt navn for øens smaragdgrønne bjerge og vilde natur. Det føles underligt, at flyet er åbent, man kan mærke hvert eneste lille bitte vindpust og lufthuller, hvilket gør det til lidt af en rutsjebanetur, men efterhånden begynder jeg at nyde turen bare en lille smule. Da vi lander uskadte efter ca. 20 minutters flyvning, føler jeg mig virkelig som en helt, der har overvundet det vildeste ridt, og ikke mindst så er jeg blevet en fed oplevelse rigere, selvom jeg måtte overvinde mig selv

13 Langs vejen mod Beach no. 7 på Havelock Island. Lokale kvinder fejer ris sammen i bunker, så bilerne kan hjælpe med at få skilt agnerne fra ved at køre hen over dem. Sjove krabber med deform stor klo ved Elephant Beach. Tekst & fotos: Tanja Schwartz Fanget i en cyklon på Andamanerne Fiskerbåd på stranden, Neil Island. Ude i Den Bengalske Bugt ligger den isolerede indiske øgruppe Andamanerne og Nicobarerne. Her er storslået natur og en chance for at dykke med dygonger, de sjældne søkøer. På flere af øerne er der dog ingen adgang for udlændinge, da befolkningen efter sigende er kannibaler, og det kan være svært at komme derud og svært at tage derfra igen, især hvis der kommer en cyklon på tværs af rejseplanerne! There is 1 percent chance the boat is coming. Vores nye indiske ven prøver at få humøret op hos os, men med en kommentar om 1 procents chance for, at vi bliver hentet af en båd dagen efter, stiger humøret kun for en kort stund, mens vi griner lidt af hans skønne optimisme. Det er første juledag, jeg og 13 andre rejsende fejrede jul sammen i går på Havelock Island, og nu sidder vi alle godt mast sammen i min lille bambushytte og lytter til de ikke særlig opløftende ord. Cyklonen Thane er på vej mod os, og vi fik allerede de første tegn på det om natten, hvor det blæste og regnede så meget, at jeg var sikker på den lille hytte ville blæse fra hinanden. Jeg skulle have forladt øen i dag for at flyve til Sri Lanka, men bølgerne er gigantisk høje, og alle både fra Port Blair er aflyst. Kannibaler og forbudte områder Heldigvis har jeg inden cyklonen nået at se en del af de steder, der er åbne for turister. De fleste øer er forbudt område, da her stadig lever en del stammefolk, især på de nordlige Nicobar-øer. Nogle af stammerne skulle efter sigende stadig være kannibaler, og der går da også historier om folk, der er forsvundet sporløst i junglen. Så med en lyst til at leve og ikke ende i den sorte gryde valgte jeg at tage til Neil Island, en ganske lille ø, der ikke har den store turisme endnu. Først skulle jeg dog lige have købt en billet, hvilket i sig selv lyder meget lige til, men det her er Indien, om end en meget smuk udgave af Indien, men dog stadig Indien. Jeg står ved billetkontoret to timer før åbning, og her er allerede en lang kø af indiske mænd, der skubber, maser, råber og skælder ud. Jeg gruer for at skulle ind i det her virvar af mænd, da en sød dame hiver mig i ærmet og peger på en lille kø med kun syv damer i. Ahh, en af de fantastiske fordele ved at rejse i Indien! tænker jeg, mens jeg hyggesnakker og får lidt skygge under en anden dames paraply. Da dørene åbnes til kontoret er hyggen væk, jeg bliver næsten væltet over ende og ser bare en flok af damer, der spurter til de to rækker tilegnet dem. Det er ikke nemt at få billetter til de få færger, der sejler til Havelock og Neil hver dag, derfor sender mange agenter damerne ned for at købe billetter til en hel gruppe af mennesker på en gang, hvilket så betyder, at vi rygsækrejsende, der gerne vil spare lidt penge og gøre det selv, må kæmpe for vores sag. Og det må man sige jeg gør. Der bliver brugt mange fine tricks på at komme foran i køen, og da den ene computer bryder ned, går der et splitsekund før vores kø er omdannet til det rene cirkus med råbende fægtende damer alle vegne. Kun tre formår at snyde sig foran mig, og da det bliver min tur, er der kun én billet tilbage, selvfølgelig på den dyre klasse. Dykning med sjældne søkøer På Neil Island sker der intet, det er en stor kontrast at komme her fra Port Blair, som er en støvet, beskidt og larmende by. Her er kun få steder at bo, og alle har samme priser, så en lille prisfight med tuk-tuk-fyrene falder hurtigt til jorden. Jeg ender med at vælge et resort, som ligger helt nede i den vestlige ende af øen, hvor solnedgangen skulle være helt i top, og man måske kan være så heldig at se den sjældne søko dygong (Dugongdugon) ved kysten. Solnedgangen er fænomenal her, jeg ender med at gå derned hver aften og nyde den sammen med store horder af indere, som alle gerne liiigge vil have et foto eller tre af mig samtidig. En af de helt store grunde til, at jeg overhovedet er endt her, er den fantastiske dykning, der skulle være her, så jeg besøger den eneste dykkershop der er på øen, og booker en pakke med seks dyk. Fyren, som ejer stedet, er noget overrasket over, at jeg har valgt at tage direkte hertil og ikke til Havelock, som 98 % af alle, især dykkerturister, gør. Men jeg holder af små steder uden for mange folk i bådende, med tid til at lære folk at kende, og jeg bliver hurtigt overbevist om, at jeg har valgt det rigtige. Næste morgen meget tidligt står jeg på kajen og hjælper med at samle udstyr. Havet er en smule uroligt, men vi skal dykke på den anden side af øen, så det gør ikke så meget. Alle dykkerstederne ligger dejlig tæt på her ved Neil Island, så det tager kun ti minutter, så er vi fremme. Jeg glæder mig til at komme under overfladen og får hurtigt udstyret på og hopper i vandet. Det er et fint dyk, og vi ser mange store fisk som aftrækkerfisk (Balistoides Viridescens), barracuda, papegøjefisk og makrel. Der er også en del smukke nøgensnegle og andre små dyr at finde. Men korallerne er mere eller mindre alle sammen afblegede eller helt døde, det er et sørgeligt syn. Tsunamien i 2004 ramte ikke kun hårdt på land her, også under vandet skete der mange ændringer, bl.a. er temperaturen steget, hvilket især har kunnet ses inden for de seneste to år. Det er en stor skam, og det vil helt klart få betydning for antallet af dykkere, der kommer her fremover. Neil er dog også kendt for andet end dykning, her er der nemlig en enestående chance for at svømme med dygonger. Der er ikke mange tilbage her, men alligevel var jeg så heldig at Verdens mest ugæstfrie folk se en enkelt to dage i træk fra kysten. Jeg havde mit snorkeludstyr med mig, men de er nogle store bangebukse, og der skal ikke mange pjask til, før de forsvinder. Så jeg måtte nøjes med synet fra land. Vodkaglade soldater There is 10 per cent chance the boat is coming. Det er dag to på Havelock, vores indiske ven står med en flaske vodka i hånden, som han og hans North Sentinel Island i den sydvestlige del af øgruppen Andamanerne er en af de få hvide pletter på landkortet, hvor civilisationen endnu ikke er nået frem. Enhver form for forsøg på kontakt fra omverdenen er blevet mødt med en regn af pile fra de ugæstfrie øboere. Deres kultur er ukendt bortset fra deres anvendelse af spyd, bue og pil og parallelle kanoer samt udseendet af deres kysthytter. Der bor formentlig mennesker på øen, som administreres af Indien som en del af The Andaman and Nicobar Islands Union Territory, men eftersom der aldrig er indgået nogen traktat eller aftale med øens beboere, befinder North Sentinel Island sig i et underligt juridisk limbo og kan anses for at være en suveræn enhed, som styrer sig selv under indisk beskyttelse. Lokalregeringen på Andamanerne og Nicobarerne har i hvert fald gjort det klart, at man ikke ønsker at forstyrre nordsentinelesernes livsstil og habitat. De færreste, som har været i kontakt med øboerne, er kommet derfra med livet i behold. I 1981 måtte besætningen på et skib, som var grundstødt, evakueres med militærhelikopter, da øboerne gjorde klar til at storme skibet, og i 2006 blev to fiskere dræbt af øboere, da deres båd drev nær land

14 Andamanerne En tidlig morgen på stranden i Paje, hvor vi leger i solopgangen. Mangrove på den vestlige side af Neil Island. venner har tænkt sig at drikke, for de tror lige så lidt på den båd, som vi gør. Jeg har ondt af dem og under dem deres vodkaglade humør. Det viser sig nemlig, at de er i militæret og slet ikke måtte tage af sted, men da det var weekend, mente de godt de kunne slippe af sted med at smutte til øen for at fejre Happy Christmas som de siger, uden det ville blive opdaget. Nu sidder de her for anden dag og kan som resten af os ikke komme tilbage. Det er selvfølgelig blevet opdaget, at de er væk, og der vanker nu slag med bambusrør, når de kommer tilbage. Om aftenen drikker vi med dem. Det stormer, lyner og tordner udenfor, men i hytten er der hygge. Havelock er noget større end Neil, og det er her størstedelen af alle turister på Andamanerne tager hen. Det er en smuk ø med fantastiske strande. Især strand nr. syv er noget helt for sig selv. Kridhvidt sand strækker sig, så langt øjet rækker, vandet er den smukkeste turkise farve, mens grønne palmetræer naturligt afgrænser baggrunden. Her er næsten ingen mennesker, selvom det er højsæson, og man kan uden problemer finde sit eget lille stykke paradis her. Mens jeg var på øen, var de i gang med at filme til Indiens udgave af Robinson Ekspeditionen. Jeg morede med gevaldigt med at se, hvordan de formåede at få det hele til at se meget øde ud, selv lige ved siden af øens største landsby. Det må være en underlig fornemmelse at skulle leve som strandede mennesker uden mad, når der lige ved siden af går en gris rundt og grynter. Dog filmede de en dag på en strand, de kalder Elephant Beach. Her er det ikke svært at få det til at se øde ud. Man skal gå godt 30 minutter ad en sti, som bliver brugt af elefanter, deraf navnet selvfølgelig. Hvorefter man kommer til et mangroveområde, hvor der bor en del krokodiller. Ved lavvande forsvinder krokodillerne, det bildte de mig i hvert fald ind, og man kan vade et stykke gennem mangroven ud til et stykke strand, som dukker op. Når man går der i Mangroven og ser alle rødderne, de mange snegle, der laver en masse spor i sandet, og krabber med underligt store kløer, så føles det, som om man er på en anden planet. There is 50 percent chance the boat is coming. Det er dag tre, og vi er ved at være godt trætte af at være fanget her. Strømmen virker ikke mere, folk er begyndt at hamstre benzin, så der næsten ikke er mere tilbage på øen, men værst af alt er, at vores yndlingsrestaurant ikke har mere af sin lækre mysli tilbage. Katastrofe! Folk snakker om, at de har sendt en båd fra Port Blair, så vi pakker vores ting og betaler i dyre domme for at komme ned til havnen. Her er allerede en masse mennesker. Vi stiller os i kø med dem og håber det bedste. To timer senere bliver det meddelt, at båden er vendt om, bølgerne er stadig for høje. Vi betaler igen en alt for høj pris for at komme tilbage igen, og vi bliver mødt af nogle halvfulde indere, der endnu engang har været i byen for at købe en ny flaske vodka. To dage senere kommer en glædestrålende inder meget tidligt om morgenen og råber: It s 100 per cent, the boat is on its way! Som soldater klar til kamp hopper vi hurtigt ud af sengen, smider rygsækken på ryggen og betaler nu en endnu højere pris for at komme til havnen igen. Vi venter og håber sammen med godt 500 andre gæster, at båden kommer hele vejen hertil. To timer senere ser vi den første båd, og lige efter den kommer sørme en mere. Jeg kommer med den første båd sammen med de fleste andre udenlandske gæster, vores indiske ven forsvinder for mig i myldret, så jeg når aldrig at sige farvel. Jeg håber i mit stille sind, at bambusstokken ikke bliver brugt! Visum: Indisk visum kræves for at rejse til Andamanerne, km fra det indiske fastland. Ud over visum skal man også have en speciel RAP ( restricted area permit ). Det lyder fornemt, men er egentlig bare et stykke papir, som man får ved ankomst. Det koster ikke yderligere at få tilladelsen. RAP giver i første omgang lov til 30 dages ophold, man kan dog søge om ekstra 15 dage oveni. Transport: Der går fly til Port Blair på Andamanerne fra Kolkatta, Chennai og Delhi på det indiske fastland.tjek www. makemytrip.com eller for priser. Færgen til Havelock sejler tre gange om dagen, hvor to af turene går via Neil, og ud over det er der dagligt en hurtigbåd direkte til Havelock. Prisen ligger mellem 250 og 350 INR (ca kr.), hurtigbåden er en smule dyrere. Overnatning: Andamanerne har højsæson for turisme i december og januar, hvor også en del indere fra fastlandet kommer på besøg. Det har en smule effekt på priserne på de forskellige resorts, men det er ikke noget problem at finde overnatning, når man ankommer. Tekst & fotos: Eva Leth Laursen Zanzibar: Drømmen som ikke gik i opfyldelse men så alligevel Jeg har i mange år drømt om en rundrejse i Østafrika. I mine dagdrømme skulle jeg opleve det hele: Safari i Serengeti og Ngorongorokrateret i Tanzania, udforske Rwandas tragiske historie, trekke med bjeggorillaer i Uganda og slappe fuldstændig af på Zanzibar. Sidste sommer fik jeg så muligheden for at udleve min rejsedrøm, og turen overgik min vildeste fantasi på nær Zanzibar, som ved første øjekast var lidt af en skuffelse men så alligevel ikke

15 Hotellet Paje Blue Lagoon er charmerende og har en afslappet stemning. På 2. sal er der en bar med store sofaer og et perfekt spot til at se solnedgangen. Zanzibar Stranden i Kendwa. Brormand nyder solen i Stone Town. Det er varmt, jeg er træt, sur og har kvalme! Jeg har ikke det, der ligner overskud til at takle de lokale taxachauffører, som kræver overpris. Det jeg har brug for er en taxa med et taxameter, så jeg ved, at jeg ikke bliver snydt men det findes ikke på øen Zanzibar i Tanzania, hvor jeg lige er landet i lufthavnen med min bror. Rejsen til Zanzibar har været lang og besværlig. Efter endt gorillatrekking i Bwindi i det sydvestlige Uganda, er min bror og jeg kørt til Entebbe, hvor vores fly skal lette tidligt om morgenen to dage senere. Men sådan kommer det ikke til at gå. Kenya Airways har udskudt rejsen med først 24 timer og så yderligere 9 timer, da vi ankommer i lufthavnen. Vores tid til at opleve Zanzibar er dermed reduceret fra seks til fire dage. Så jeg er sur, og jeg orker ikke mere bøvl! Jeg vil bare gerne finde en taxa, komme frem til hotellet og begynde at slappe af og nyde Zanzibar, sådan som jeg har drømt om. Vi får taxaturen pruttet ned til halv pris, og i en gammel skrammelkasse af en taxa kører vi så af sted mod Paje, som ligger på sydøstsiden af øen. I den lille landsby Paje ligger den danske Zanzibar Højskole, og her kender jeg en underviser, som har inviteret os på besøg. Vi bor på Paje Blue Lagoon, et billigt og charmerende hotel, som ligger i forbindelse med højskolen. På hotellet mødes vi med min veninde og et andet dansk par, som hun også har fået besøg af. Efter et par kedelige dage i Entebbe har vi brug for at komme ud og få et par drinks og møde nogle mennesker. Heldigvis er det lørdag aften, og Paje er et godt sted at feste. Så første aften tilbringer vi på en strandbar med tæerne begravet i det blødeste sand, en drink i hånden, musik i baggrunden, bål på stranden og et godt og blandet selskab af turister og lokale. Nu begynder Zanzibar at ligne min drøm. Ingen adgang for lok ale på str anden Zanzibar er ikke stor, og man kan nemt nå over på den anden side af øen og tilbage igen på en dagsudflugt. Vi beslutter os for at tage til Kendwa, som er en strand på nordsiden. Køreturen tager omkring 1½ time, og det giver os rig mulighed for at se lidt af øen. Det, jeg bider mest mærke i, er, hvor fattige de lokale er. Der er en utrolig stor kontrast mellem, hvordan lokalbefolkningen bor, og det som turisterne oplever. Vi tilbringer fx dagen på Kendwa Rocks, et hotel som ligger lige ned til vandet. Det er den lækreste strand med hvidt, blødt sand og turkisblåt vand. Der er behagelige liggestole og parasoller, som skygger for solen, og ingen irriterende beach boys, som forsøger at sælge ture eller souvenirs. Det er, som jeg har drømt om, men alligevel er det med en ambivalent følelse, at jeg ligger på stranden og solbader. Det er ikke, fordi sælgerne ikke er på stranden, de har bare ikke lov til at gå ind på hotellets område, så de står og venter på den anden side af en nærmest usynlig streg. På den ene side er det skønt ikke hele tiden at skulle sige nej tak til nogen, som vil sælge, men på den anden side bryder jeg mig ikke om at nægte lokalbefolkningen adgang til en del af stranden. Dette er en inddeling af mennesker, som selv hundene på vores hotel i Paje er klar over. Min bror og jeg synes, at hotellets hunde er utrolig søde. De følger efter os, når vi går en tur, og de er meget legesyge, og sådan er de over for alle turisterne. Men lokalbefolkningen er ikke glade for hundene, som bider og gør og ad dem. Kvinderne, som hver dag går langs stranden for at komme til og fra arbejde, har fx altid en kæp med, hvis en af hundene skulle angribe. Ingen drømmeagtig snorkling Noget, jeg har glædet mig meget til på Zanzibar, er at komme ud at snorkle. Så vi bestiller en Blue Safari-tur, som er en heldagstur til naturreservatet Menai Bay. Det er en meget smuk tur, hvor vi begynder med at gå i land på en sandbakke. Her slapper vi lidt af, solbader, leger i vandet og får serveret frisk skåret ananas og kokos. Så sejler vi videre og skal nu i gang med det, vi er taget af sted for: Jeg tager glad mit snorkleudstyr på og springer i vandet. Men hverken fisk eller koraller er særlig farverige eller store, og det bliver hurtigt kedeligt, så jeg er godt skuffet. Efter en halv times tid bliver vi sejlet ind til endnu en lille ø, hvor vi skal spise frokost. Oven på skuffelsen med snorklingen viser frokosten sig heldigvis at være en utrolig god oplevelse. Vores guider har købt alt godt fra havet hos nogle lokale fiskere, og vi får blandt andet serveret friske rejer, blæksprutter og hummer. Men dette er ikke den eneste lokale mad, vi får. Husk at smaske Vi er på et tidspunkt så heldige, at vi bliver inviteret hjem til middag hos en lokal kvinde. Hun serverer swahilimad, som er en meget tung kost, bestående af ris, chapati, bønner, kål, lammesuppe og oksekød, men det smager fantastisk. Der er rigeligt med mad og en kulturel forventning om, at vi spiser op, men det er helt umuligt for os, uanset hvor godt det smager. Mens vi spiser, sidder vores værtinde ude i køkkenet, hvilket for os virker underligt, men vi får af vide, at man normalt ikke spiser sammen med sine gæster på Zanzibar. Vi lærer også, at man viser sit velbehag ved at smaske. Så hver gang vores kære værtinde kommer og tjekker, om vi mangler noget, sidder vi alle fem og smasker, alt hvad vi kan. Vi har en utrolig hyggelig aften, hvor vi lærer meget om de lokale skikke. Men det er ikke udelukkende gode madoplevelser, vi har på Zanzibar. Maden er forholdsvis dyr, da det meste af den bliver hentet fra fastlandet, og det vil sige, at man ikke smider noget ud. Derfor får man som kunde på en restaurant ikke meget ud af at klage over maden, selvom kokken har tabt saltbøssen ned i fiskeretten, eller salaten næsten er rådden. Slavemarked og souvenirs Efter kun fire dage på Zanzibar skal vi hjem mod Danmark igen. Vi skal flyve om aftenen, men for at opleve Stone Town tager vi ind til byen allerede om formiddagen. Det er en utrolig spændende by med mange små gader, sjove butikker og restauranter. Efter frokost går vi en tur rundt i byen og kigger på souvenirs. Jeg hygger mig gevaldigt med at prutte om prisen, men det bliver også lidt kedeligt, for alle butikkerne har de samme ting. Lidt senere begiver vi os på jagt efter det gamle slavemarked. En guidet tur i den anglikanske katedral og på det gamle slavemarked koster shilling per person (18 kr.), og det er helt sikkert et besøg værd. Vi har en rigtig god guide, og det er interessant, men også meget trist at se de celler, hvor slaverne blev anbragt, før de blev solgt. Vi sætter os og nyder solnedgangen på The African House Hotels terrasse, som vender ud mod havet. Jeg ville ønske, at vi havde haft tid til et par overnatninger i Stone Town. Vi ville helt sikkert have nydt byen mere, hvis vi havde lært den lidt bedre at kende, og hvis vi havde haft mulighed for at gå tilbage til et hotelværelse i de varme timer midt på dagen. Nu hvor jeg tænker tilbage på Zanzibar, går det op for mig, at jeg faktisk fik, hvad jeg havde drømt om og meget mere. Jeg fik slappet af på stranden, badet i det turkisblå Indiske Ocean og oplevet Stone Towns spændende små gader som planlagt. Øgruppen ligger ud for Afrikas østkyst i Det Indiske Ocean. Der bor ca. en million mennesker. Zanzibar Town er den største by med den kendte bydel Stone Town. Hovedøen er ca. 90 km lang og 30 km bred. Styreform: Zanzibar er i unionsfællesskab med Tanganyika. Sammen udgør de to lande Tanzania. Navnet er en sammensætning af unionens to medlemsstater. Religion: Zanzibar adskiller sig mest markant fra fastlandet ved at størstedelen af befolkningen er muslimer (mere end 95 %), hvorimod fordelingen på fastlandet er mere ligeligt fordelt mellem kristne (40 %), muslimer (40 %) og lokale afrikanske religioner (20 %). Med båd & fly: Fra Dar Es Salam tager det ca. to timer at sejle til Zanzibar, og det koster ca. 250 kr. for en enkeltbillet. Man kan også flyve fra Dar Es Salam. Det tager ca. 20 minutter og koster ca. 300 kr. for en enkeltbillet. Men jeg fik også mulighed for at lære noget om kulturen og lokalbefolkningen, og jeg oplevede, at Zanzibar ikke er et drømmeparadis for alle

16 Carriacou og Petit Martinique (øen i baggrunden) er kendt for deres bådebyggertradition. Drømmen om Caribien Det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?... nej, her var ingen. Træet, der kvaste skolebussen, væltede i en orkan i en sen nattetime. Roseau, Dominica. Også her vokser der blomster på kirkegården. Hillsborough, Carriacou. Små træhuse, der i princippet kan skilles ad og samles igen et andet sted, hvis man skal flytte, er en udbredt boligtype, her i Speightstown på Barbados. Under to rejser i april 2011 og februar 2012 fik jeg udlevet min drøm om øhop mellem De Caribiske Øer. Tekst & fotos: Bertel Kristensen Sol og hvide strande med kokospalmer under en skyfri himmel. Lad det være sagt med det samme: Den tørre årstid månederne fra december til maj betyder, at der er sol og overvejende blå himmel de fleste af dagene. Den kraftige passatvind gør de 28 C i dagtimerne til en nærmest behagelig temperatur, som man nyder dobbelt, når man kommer direkte fra en polarkold dansk februar. Den vedholdende vind fra nordøst må kunne gøre øerne til alle tiders marked for opstilling af vindmøller. Bjergskråningerne på den side af Dominica, der vender ud mod Atlanterhavet, ser ud, som om en eller anden har været der og studset skovbevoksningen helt glat med en stor hæk-klipper. Fritstående træer står næsten vandrette på grund af vinden, ligesom man ser det på den jyske vestkyst, blot hælder de til det modsatte verdenshjørne. Helt herude på Dominicas forblæste og forrevne østkyst ligger indianernes sidste tilholdssted på De Caribiske Øer (bortset fra Trinidad), en selvstyrende kommune med et areal på 14 km 2 og med et (noget turistpræget) center for den traditionelle indianske kultur. At alle øerne er omgivet af koralrev med muligheder for at dykke, er vel overflødigt at nævne. På nogle af øerne, bl.a. på Dominica, arrangeres der besøg med naturvejledere på strande, hvor havskildpadderne i nattetimerne kommer op for at lægge æg i sandet. Størst chance for at opleve det er i april. Den nordlige, mere uvejsomme del af Saint Vincent opleves bedst til fods, hvor man har mulighed for vandreture (med guide) op til kraterkanten og ned i krateret på La Soufriere, en af øernes aktive vulkaner. Den havde udbrud i 1971 og i 1979, men de var varslet, og ingen kom noget til. I modsætning til i 1902, da vulkanen kom i udbrud samme dag som Mont Pelee på Martinique, og mange tusinde mennesker omkom begge steder. Farver og flora Ellers er det farverne, man vil huske, farverne fra tropiske træer og blomsterplanter, frangipani, jacaranda, bougainvillea og mange andre. Har man kun én dag til disposition på Martinique ligesom krydstogtturisterne bør man se Jardin de Balata 8 km uden for Fort-de-France, som nok er en af verdens smukkeste botaniske haver, alene på grund af beliggenheden. Farver springer også i øjnene fra øboernes huse. Uafhængig af boligstandarden er farveglæden den samme, hvad enten der er tale om våde drømme af prinsesseslotte med søjler, balkoner, balustre og gesimser malet i creme og pink eller små kolonihavehuse malet i cyklame, turkis og orange. Det var huse af den type, plantagearbejderne (og før dem slaverne) tidligere boede i, og som, når arbejderne blev sagt op og måtte flytte, nemt kunne skilles ad og stilles op som samlesæt et andet sted. Her kunne IKEA have lært noget, hvis møbelkæden havde eksisteret dengang. Getting around er overskriften på et vigtigt afsnit i guidebøgerne. Den kollektive trafik omfatter på alle øerne et net af buslinjer, der betjenes af en flåde af minibusser og enkelte større busser, hvis køreplaner er bestemt af, hvornår den sidste plads eller i hvert fald de fleste pladser er besat. Meget senere end klokken 18 stort set, når det bliver mørkt skal man ikke regne med at komme nogen steder, og søndag er en meget stille dag, viet til kirkegang og familiefrokoster. Meget sparsom eller slet ingen buskørsel. De fleste afstande er korte, og der holdes en ganske god fart ad de smalle snoede veje, hvor oversigtsforholdene ikke overalt er de bedste. Hornet bruges flittigt, men overdøves af populære 1970 er-hits, soca og reggae for fuld udblæsning. Ønsker man at skåne hørelsen, skal man vælge en af de private minibusser, hvor tydelig skiltning tilkendegiver, at musik frabedes på linje med indtagelse af mad og drikkevarer, rygning og anvendelse af sjofelt sprog. At der køres frisk til, vejnettets beskaffenhed taget i betragtning, er ubestrideligt. Jesus, take the wheel, står der på et papskilt i forruden på en af minibusserne på busstationen i Roseau på Dominica. Don t drink and drive. We ve got your size, har et bedemandsfirma uden for Castries på Saint Lucia skrevet på et skilt ude ved vejen, ved siden af en afbildning af de kister, der markedsføres. På øhop Øernes placering som trædesten i en stor bue gennem Atlanterhavet fra Nord- til Sydamerika inspirerer til tanken om en øhop-ferierejse. Men for den, der ikke er 30 31

17 i egen båd, kan der snart blive tale om en mindre bondegård i flybilletter, selv om det regionale flyselskab LIAT tilbyder forskellige flypas -arrangementer. Dog sejler det franske selskab L Express des Iles med en stor katamaranfærge fra Guadeloupe til Dominica og videre til Martinique og Saint Lucia mindst to ugentlige dobbeltture. En færgerute mellem Bridgetown på Barbados og de to nærmeste øer, Saint Lucia og Saint Vincent har været planlagt siden 2009, men intet er kommet ud af det indtil nu. Endelig kan man godt rejse ad søvejen mellem Saint Vincent og Grenada, som det vil fremgå af det følgende En enkelt stor ø som godt og vel Langeland og en hel sværm af meget små og enkelte lidt større øer udgør tilsammen landet Saint Vincent og Grenadinerne, der er et af verdens mindste (Grenada er dog mindre). Mange af de mindste øer er private rigmandsreservater, hvor vi andre ikke har noget at gøre, men fire af de lidt større øer har en befolkning på nogle tusinde og færgeforbindelse med hovedstaden Kingstown, fra flere gange dagligt til fem-seks gange om ugen. Tirsdag og fredag afsejler motorfærgen Gem Star alias Voksa af Molde og anløber undervejs øerne Canouan og Mayreau for at ankomme til Union Island, den sidste af øerne, hen på aftenen. To timer efter det beregnede gennemsnit for de tidspunkter, der var oplyst om, hvornår færgen skulle sejle, er man i fuld gang med at køre biler om bord og laste bundter af armeringsjern og andre byggematerialer, møbler og madrasser og kasser med øl og sodavand. Den veltjente, let ramponerede bilfærge har en 35 års fortid på de norske fjorde bag sig, og den norske skiltning og billederne i salonen af fjeld- og fjordlandskaber er bevaret. Lastning og losning foregår ved hjælp af en gaffeltruck, og på en af øerne skal otte paller med cementbyggesten køres i land over en broklap, der i takt med dønningerne under stor larm kører op og ned ad den rampe, der fungerer som færgeleje. Det går, som man måske kunne forudse: Et af læssene vælter, og en af arbejderne må springe for livet. Arbejdstilsynet har ikke været her forbi fornylig. I guidebøgerne omtales en daglig bådforbindelse tværs over grænsen mellem Union Island, den sydligste ø, der hører med til Saint Vincent og Grenadinerne, og den nordligste ø, Carriacou, der hører med til Grenada. Men for tiden er det ikke den sædvanlige båd, der sejler på overfarten. På dagen for afrejsen fra Union Island møder man om morgenen kl. 8 på et kontor i øens lille lufthavn for at få sit pas forsynet med et udrejsestempel. Derefter går turen med en minibus til den anden side af øen, hvor nogle småbåde er fortøjet ved en plankebro i læ af et rev og noget mangrovebevoksning. Passagererne stiger om bord og forsynes med redningsveste, og så er det ellers af sted. Med pæn fart. Efter 10 minutters forløb har vi passeret revet, og vi befinder os ude i det åbne stræde mellem øerne i en 15-fods jolle med påhængsmotor på vej gennem atlanterhavsbølger, der har taget tilløb helt fra Irland og Portugal. Der er blandt passagererne forskellige meninger om, hvorvidt skipperen med rastahåret er skæv eller ej, men han har helt tydeligt taget turen før, og efter knapt en times sejlads bliver vi i god behold sat i land på Carriacou, øen, der sammen med den noget mindre naboø, Petit Martinique, tidligere var kendt for sine dygtige bådebyggere. De skonnerter, der blev bygget her (og som er afbildet på pengesedlerne), havde langt ind i 1900-tallet ligesom skonnerterne fra Marstal en storhedstid som handelsskibe i caribiske farvande, indtil byggeri af stålskibe og anlæg af dybvandshavne fjernede det meste af eksistensgrundlaget for den slags trafik. Med en katamaranfærge tilhørende selskabet Osprey Lines kommer man på to timer (én daglig afgang) fra Carriacou til Grenadas charmerende hovedstad, Saint George s, et stykke Skotland i troperne. Påfaldende mange huse, både på Grenada og de mindre øer, er forsynet med splinternyt tag. Orkanen Ivan aflagde i september 2004 et, for disse sydligt beliggende øer, uventet besøg og efterlod 90 procent af øens boliger midlertidigt ubeboelige. En del huse henligger som ruiner syv år efter. Mad og overnatning Hoteller og restauranter er i nogen udstrækning overpriced. Indkvarteringsmulighederne omfatter hele skalaen, hvor den ene ende repræsenteres af hundedyre resorts, hvor priserne er all inklusive. I den anden ende kan man, særlig på Dominica og Saint Lucia, være heldig at finde ydmyge guesthouses hos Tropisk regnskov og mange vandfald karakteriserer Dominica. søde og venlige mennesker, der for en meget moderat pris tilbyder udmærkede værelser med myggenet for vinduerne, elektrisk vifte i loftet og Bibelen på natbordet. Prentet i erindringen er hotelrestauranter med belysning, stemning og serviceniveau, der får en til at tænke på Rumænien under Ceausescu, og hvor maden ligner noget fra Cuba i 1970 erne. Selv om der landes masser af fisk, har de tilsyneladende svært ved at nå frem til køkkenet på restauranterne, hvor udvalget ofte vil være indskrænket til et traktement bestående af tørstegte kyllingevinger med tilbehør i form af sammenbrændt kogt makaroni, skåret ud i firkantede klodser, eller den uundgåelige callaloo soup (som kan være udmærket). Måltiderne på disse kanter vil ikke automatisk være højdepunkter på dagen på samme måde, som når man rejser i Indonesien eller i Sydøstasien i det hele taget. Karakteristisk nok er det da også flere steder de allestedsnærværende kinesere, der redder aftenen, hvor det næppe er Jordens mest lukrative forretning at holde et spisested åbent, hvis det skal baseres på turister. Krydstogtturisterne er sejlet, mange feriearrangementer i land er all inclusive, og sejlerne, der ligger for svaj, har været i land i deres gummibåde for at forsyne sig på markedet, så de kan tilberede aftensmad om bord. Shopping er for mange en vigtig aktivitet på en rejse. Besøger man i den forbindelse en forretning med damebeklædning, vil et skilt med plus sizes uvægerligt falde i øjnene. Når enden er god, er alting godt, gælder i lige så høj grad her, som længere mod syd i det store frodige land, der omfatter hele den østlige halvdel af det sydamerikanske kontinent. Om det så er tøjbutikkernes mannequindukker, er de formgivet med et særdeles fremtrædende bagparti. Hvis beboerne er trætte af de flokke af turister, der vælter ind over øerne især i de timer midt på dagen, hvor krydstogtskibene ligger ved kaj (og som økonomien på mange af øerne er afhængig af) så mærker man det ikke. Spontan venlighed og hjælpsomhed oplever man i høj grad. Og når man allerede kl nærmest overfaldes af taxachauffører, der tilbyder at køre en til skibet (som typisk sejler ved 17-tiden), så er det muligheden for hurtigt at tjene 25 eller 50 kr., der er motivationen og næppe andet. Caribien Kun få af øerne har direkte flyforbindelse med Europa. Air France flyver daglig mellem Paris Orly og Pointre-a-Pitre, Guadeloupe og Fort-de-France på Martinique. British Airways har afgang dagligt, ofte til ret moderate priser, fra London Gatwick til Barbados, hvorfra LIAT (Leeward Islands Air Transport) flyver til de øvrige øer. Martinique og Guadeloupe udgør oversøiske, franske regioner, de øvrige øer er selvstændige stater. Der kræves ikke visum, men det forlanges som hovedregel ved indrejse, at man kan fremvise billet til at rejse videre eller retur, ofte kontrolleres det allerede ved indtjekning til flyet. Undertiden skal man ved ankomsten tillige opgive navn på et hotel, hvor man havde tænkt sig at overnatte, men der er ikke nogen, der kommer om natten og tjekker, om man sover der eller et andet sted. Valuta og prisniveau: Øerne er ikke noget lavprisrejsemål, kun øl og busbilletter er billige. Der betales med euro på Martinique. De øvrige øer, undtagen Barbados, har en møntunion, hvor betalingsmidlet er East Caribbean Dollars (XCD) 1 USD = 2,60 XCD. Barbados har sin egen møntfod, Barbados Dollars (BBD), hvoraf der går 2 på 1 USD

18 Sofitel Ia Ora, Moorea. Tekst & fotos: Morten Haagensen Hotel Le Meridien, Bora Bora. Måske det smukkeste sted på jordkloden? Fransk Polynesien er smukke laguner, farvestrålende fisk og koralrev, hvide sandstrande, svajende palmer, grønne vulkaner og flade atoller. Kort sagt, en varierende og fantastisk smuk natur. Her møder man en befolkning, der har god tid, og som er smilende, venlig og imødekommende. Snorkling på Bora Bora. Sheraton Lagoon Resort & Spa, Moorea. Opunohu Bay, Moorea. Kirke på Bora Bora

19 Fransk Polynesien I 2004 besøgte min kæreste og jeg Tahiti, Moorea og Bora Bora, som er nogle af de mest besøgte øer i Fransk Polynesien. Tahiti er den største af øerne, og her findes smukke bjergskråninger og frodige dale, som indbyder til vandreture, hvor man kan opleve vandfald og udforske grotter. På Tahiti findes kun sorte sandstrande, derfor vælger de fleste turister hurtigt at tage videre til nogle af de andre øer. Moorea ligger 19 km vest for Tahiti og består af flotte bjerge og hvide strande. Der er ikke mange offentlige transportmidler på Moorea, og det er derfor oplagt at leje en cykel. Øen er nemlig ikke større, end den kan cykles rundt på et par timer. Moorea byder på tæt grøn vegetation og en livsform, der formår at forene det moderne med det traditionelle. Kort sagt, en polynesisk landsby. Andre aktivitetsmuligheder Hotel Le Meridien, Bora Bora. på Moorea er dykning, snorkling og sportsfiskeri, og flere steder kan man opleve hajfodring. Bora Bora ligger 264 km nordvest for Tahiti og er efter min mening et af de smukkeste steder her på Jorden. Her findes fantastisk natur med grønklædte bjerge. Bora Bora er omkredset af en fantastisk lagune. Denne lagune skulle efter sigende være en af de flotteste i verden med krystalklart vand hele vejen rundt om øen. Vi var på en fantastisk snorkeltur i lagunen, hvor vi oplevede den sorttippede haj (Carcharhinus limbatus) blive fodret, og hvor vi selv fik lov til at fodre kæmpe rokker. En unik oplevelse for livet. Fransk Polynesien er absolut ikke noget billigt rejsemål. Til gengæld får du fuld valuta for dine penge i form af en ubeskrivelig skønhed og helt fantastisk natur. Øerne har status som oversøisk fransk besiddelse. I 1836 kom den franske flåde til Tahitis hovedby Papeete, og øerne koloniseredes. I dag har Fransk Polynesien en vis grad af selvstyre, selv om Frankrig stadig har kontrol med territoriets økonomi, forsvar og retssystem. Fransk Polynesien har indbyggere, heraf 83 % polynesere, 12 % europæere, og 5 % asiater. 69 % af befolkningen bor på Tahiti. Hovedbyen Papeete har indbyggere. Areal: Tahiti og de omkringliggende øer ligger i det sydlige Stillehav og dækker et område, der svarer til hele Europa. Det samlede landareal er på km 2 og består af 118 øer. Fransk Polynesien er opdelt i fem øgrupper: Selskabsøerne, Tuamotu, Marquesas, Gambier og Australøerne. Øerne er en blanding af vulkanske klippeøer og flade atoller, og derfor er naturoplevelsen vidt forskellig fra ø til ø. Klima: Tropisk. Grundlæggende er der to årstider, den varme og fugtige årstid mellem november og april, hvor der falder en del regn, og den tørre mellem maj og oktober. Gennemsnitstemperaturen ligger på ca. 25 C året rundt. Klimaet varierer dog fra øgruppe til øgruppe. Fly: Fra kr t/r. Ruten er oftest København-London-Los Angeles-Papeete eller København-Paris-Los Angeles- Papeete, i alt 20 timers flyvetid. Air New Zealand, Air France og Air Tahiti Nui har gode forbindelser. Alle internationale fly lander i Papeetes lufthavn på Tahiti, og transport videre i Fransk Polynesien foregår med indenrigsfly eller båd til de nærliggende øer. En flybillet Papeete- Moorea koster ca. 500 kr. og Papeete- Bora Bora koster ca kr. Mad og overnatning: Et standardværelse fås til omkring kr., på pensionat for omkring 700 kr. Prisniveauet er generelt højt, og man skal regne med minimum det dobbelte af, hvad vi betaler hjemme i Danmark for mad og drikke. Tekst: Erik Pontoppidan Fotos: Erik Pontoppidan & Per Allan Jensen Mig og Kanarieøerne Karneval i landsbyen El Pinar på El Hierro. Et besøg på De Kanariske Øer vil næppe højne ens status i De Berejstes Klub. Ikke alene er øgruppen et af Europas mest besøgte chartermål, men øerne er også DBK s mest besøgte territorium. Hvad mange til gengæld ikke ved er, at øerne er enormt forskellige og byder på en mangfoldighed af landskaber, klima, natur og kultur. De gamle vandingskalaler eller levadaer på det østlige Tenerife er et helt fantastisk stykke ingeniørarbejde. Valuta: Franc er den møntfod, som anvendes i en møntunion, der omfatter tre franske områder i Stillehavet. Valutaen forkortes XPF og har en fast vekselkurs over for euroen til kurs 0,00838 euro, dvs XPF = 8,38 euro och 1 euro = 119,33 XPF. 37

20 Eftemiddagssol i landsbyen Hermigua på La Gomera. Karneval i landsbyen Vallehermoso på La Gomera. Kanariske Øer La Palmas hovedstad, Havnebyen Santa Cruz de La Palma, er en rigtig by med spor af ægte kanarisk kultur. Jeg står ikke på ski og har derfor gennem årene besøgt De Kanariske Øer rigtig mange gange om vinteren. Faktisk er jeg en af de meget få, som har været på alle syv øer. Det har for mig altid været en fed fornemmelse at hoppe om bord i et fly i den danske vinterkulde og 5 timer senere træde ud i sommertemperaturer i et stabilt klima i landskaber med blomster, bjerge, vandremuligheder og gode badestrande. Og til det store flertal af danskere, som kun forbinder øerne med strandliv, druk og grisefester, har jeg kun én ting at sige: Tag selv derned og giv især nogle af de mindre besøgte øer en chance, for det er her, øernes sjæl skal findes! Herom mere i det følgende. Mit allerførste besøg på Kanarieøerne var i januar Turen gik til Tenerife med Sterling Airways splinternye Super-Caravelle, som på det tidspunkt var en revolution i charterbranchen. Den tilhørte den første generation af jetfly for betalende passagerer, og den formåede at halvere flyvetiden til øerne, så det nu kun tog fem-seks timer at komme derned. Spaniens højeste top Det altoverskyggende formål med mit besøg på Tenerife dengang var at bestige Spaniens højeste bjerg, vulkanen Pico de Teide (3.718 moh), hvilket lykkedes en af de første dage. Det var længe før svævebanen blev bygget, så det var lidt af en præstation at gennemføre turen på en enkelt dag, og jeg mødte ikke en eneste på turen. Resten af tiden havde jeg kun hån til overs over for de mange charterturister, som spildte deres tid ved stranden eller deltog i guidede busture! Efter min første tur til Tenerife skulle der gå 20 år, før jeg igen besøgte Kanarieøerne. Det blev til to uger på Lanzarote og Fuerteventura i februar 1987, hvor jeg havde min egen cykel med i Spies-flyet. Turen blev en blanding af mange mærkværdige oplevelser, og den havde absolut intet med mainstreamturisme at gøre. Lige før starten fra Kastrup rullede et VIP-køretøj ud til flyet med daværende statsminister Poul Schlüter og hans racercykel indeni, så han og jeg var de to eneste, som havde cykler med på turen. Den stakkels mand måtte finde sig i at blive foreviget på gruppefotos sammen med flere af Spies-gæsterne og modtage ukvemsord af politiske modstandere under den fem timer lange flyvetur. Jeg fik aldrig opklaret, hvad den cyklende, konservative statsminister havde at gøre om bord i et Spies-fly til Lanzarote, og jeg mødte ham heller aldrig ude på øens landeveje, men jeg besluttede, at hvis jeg havde mødt ham, ville jeg have råbt til ham: Det går ufattelig godt, når man kører ned ad bakke i medvind! Slibrige detaljer fr a nattelivet For at spare penge havde jeg booket et delt dobbeltværelse på Lanzarote, selv om jeg rejste alene. Det gør jeg aldrig mere! Den første nat på hotellet blev jeg vækket af en finsk psykopat ved 1-tiden om natten, som åbenbart skulle være min roommate, og som insisterede på at indlede en samtale om de store ting i livet. De følgende dage gik han på jagt efter prostituerede på øens barer og underholdt mig bagefter med slibrige detaljer om sine natlige oplevelser. Heldigvis havde jeg planlagt en længere cykeltur alene til naboøen Fuerteventura, som kan nås med færge fra Lanzarote på under ½ time, så jeg flygtede så hurtigt jeg kunne på min cykel ud i Lanzarotes vulkanlandskaber. På cykelturens første nat overnattede jeg på stranden tæt ved færgehavnen til Fuerteventura. Her blev jeg vækket tidligt næste morgen af en flok soldater, som åbenbart havde valgt netop dette område til at øve sig i. Jeg blev dog hverken forhørt eller arresteret, men nu syntes jeg efterhånden, at jeg trængte til lidt mere traditionelle ferieoplevelser. Så det første, jeg gjorde efter at være cyklet i land på Fuerteventura, var at slå mig ned på en af de mange barer i øens største by Corallejo og drikke mig plakatfuld i Sangria-vin. Her mødte jeg en jævnaldrende britisk cyklist, som jeg fulgtes med i flere dage på den vindomsuste ø. Vi overnattede i det fri, og om aftenen tændte vi bål på stranden og løste verdenssituationen over adskillige glas vin. I modsætning til flere andre Spansk territorium på km² i Atlanterhavet ud for Marokko og det vestlige Sahara navngivet efter latinsk Canaria, som betyder hundeland. Navnet blev ifølge Plinius den Ældre brugt om øerne, fordi udsendinge fra kong Juba 2. indfangede mastiffer dér og bragte dem hjem til Mauretanien. Som udgangspunkt er jeg primært til vandring og naturoplevelser i stedet for til strandliv og afslapning. Gran Canaria, Tenerife, Lanzarote og til dels Fuerteventura er øerne med masseturisme i den store stil, som man kan flyve direkte til fra Danmark. Resten af øerne har en langt mere afdæmpet turisme og byder på flere alternative oplevelser. Fuerteventura: Den perfekte ø for dem, som prioriterer gode badestrande og et afslappet ferieliv. Det meste af øen er omkranset af strandlandskaber a la Vesterhavet, mens de centrale dele består af småbjerge med nogle få, hyggelige landsbyer. Lanzarote: I charterturismens barndom i 1960 erne og 1970 erne var Lanzarote et meget eksotisk rejsemål. Man kunne for dyre penge købe endagsture med fly fra Gran Canaria og Tenerife, hvor man landede på en næsten uberørt ø med et månelandskab og fik mulighed for at ride på dromedarer mellem svovldunstende vulkaner. Sådan er det ikke mere! Lanzarote er stadig meget speciel, men på ingen måde eksotisk. Turisterne installeres i kridhvide hoteller, som danner en stærk kontrast til den meget mørke lava overalt på øen, og bevoksningen er meget sparsom. Noget af det, Lanzarote er mest kendt for, er sports- og motionscenteret La Santa Sport, som i dag besøges af rigtig mange. Gran Canaria: Denne ø er indbegrebet af charterturismen, og den var en af de allerførste destinationer for Spies, Tjæreborg, m.fl. Der er masser af gode badestrande og muligheder for et hektisk natteliv, men øens indre byder også på spektakulære bjerglandskaber med masser af vandremuligheder. Tenerife: Den største af øerne, og den har det hele. Den sydlige del byder på gode badestrande og natteliv ad libitum. Det skal dog lige tilføjes, at Sydtenerife også byder på et af de grimmeste og af De Kanariske Øer har Fuerteventura rigtig flotte sandstrande. Flere vandreture Efter de mærkværdige oplevelser på Lanzarote og Fuerteventura syntes jeg, at mit næste besøg skulle være sammen med nogen, jeg kendte i forvejen. Så omkring nytåret 1987/88 lykkedes det mig at lokke tre af mine venner fra Dansk Fjeldvandrerklub ud på en to ugers vandretur på La Gomera og La Palma. Disse to øer hører til mine favoritter. Vores firemandsgruppe foretog nogle gedigne vandreture på øerne med overnatning i telt eller på beskedne hoteller, og vi fejrede nytårsaften på en restaurant i den gamle hippieby Valle Gran Rey med medbragt fyrværkeri fra Danmark. Siden er jeg vent tilbage til både Tenerife, La Gomera og La Palma flere gange sammen med min kæreste, Elise, hvor jeg naturligvis fungerede som guide til mine mange favoritsteder. Og i februar 2011 var vi for første gang på Gran Canaria, som var et af de allerførste chartermål. Endelig, i marts 2012, lykkedes det mig at lokke Per Allan Jensen fra mest ucharmerende turistlandskaber, der findes. Indtil starten af 1970 erne var Tenerifes sydkyst et næsten uberørt ørkenlandskab med små idylliske fiskerlejer. Sådan er det ikke i dag! Nordsiden af øen har ingen badestrande af betydning, men byder til gengæld på frodige og blomsterrige dalstrøg. Og Anagahalvøen mod øst byder på voldsomme bjerge og dybe slugter, med masser af vandremuligheder. Og sidst, men ikke mindst: Øens største naturattraktion er efter min mening højlandet omkring Spaniens højeste bjerg Pico de Teide (3.718 moh). Det er som at lande på en anden planet. Man forlader de dampende fyrreskove og står pludselig i et goldt stenlandskab i ca meters højde. Området hedder Las Cañadas og er resterne af et kæmpekrater med en diameter på 17 km. La Gomera: Forestil dig en appelsin, som er skåret over 3-4 gange, så delene næsten hænger sammen og stråler ud til alle sider. Så har du et nogenlunde billede af La Gomeras form. Der er ingen badestrande af betydning, men øen byder på et af verdens mest særprægede naturområder. La Gomera kaldes ofte for Fattigmandsnepal, hvilket siger ikke så lidt om øens flotte natur og potentiale for vandrefreaks. Øens højland er en eventyrverden af skove med laurbærtræer, som er beklædt med mosser og laver. La Palma: Øen er som La Gomera et paradis for naturelskere. Den aflange ø består af en rygrad af vulkaner, som kulminerer i det enorme krater Caldera de Taburiente mod nord. Krateret har en diameter på ca. 10 km, og kraterranden ligger i ca meters højde. El Hierro: Denne ø, som er den mindste og mest afsides (den er på størrelse med Møn) er et godt valg for den individuelle turist, som gerne vil være sig selv. Der er forbavsende lidt trafik og turisme på øen, hvilket dog på ingen måde skyldes manglende attraktioner, hvis man ser bort fra gode badestrande og natteliv. Øen er som de andre meget bjergrig, og det er den af De Kanariske Øer, som har de flotteste skove af kanarisk fyr i højderne. DBK med på en to ugers vandretur på El Hierro, den mindste af øerne, og Tenerife. Paradoksalt nok har Per Allan besøgt mere end 100 lande, men før vores tur havde han ikke besøgt en eneste af De Kanariske Øer! Og jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang, han tager derned. Vi lejede bil og hus på begge øerne, og vores tur havde på ingen måde karakter af mainstreamturisme. Jeg er selv en inkarneret vandrer, men sjældent har jeg vandret så meget på så kort tid! 38 39

Mellemrummets Palæstina studietur

Mellemrummets Palæstina studietur Mellemrummets Palæstina studietur Marts 2015 Café Mellemrummet har i løbet af 2014 givet deres overskud fra cafeen i støtte til AcionAid s globale platform i, hvor unge palæstinensere deltager i kurser,

Læs mere

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne.

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne. Rosen Lilly ved ikke hvor hun er. Hun har lukkede øjne det er helt mørkt. Hun kan dufte noget, noget sødt hvad er det tænker hun. Hun åbner sine øjne hun er helt ude af den. Det er roser det var hendes

Læs mere

men det var ikke helt så imponerende, som vi havde regnet med. Tegning og hygge i toget Et forvirrende billede, der ændrer sig, når man flytter

men det var ikke helt så imponerende, som vi havde regnet med. Tegning og hygge i toget Et forvirrende billede, der ændrer sig, når man flytter Mandag d. 1/10 Vi tog fra Løgstør med bussen kl. 9.00 mod Aalborg, hvor vi steg på toget. Vi skulle skifte i både Fredericia og Padborg, men det gik fint, og det lykkedes os at få alle tingene med hele

Læs mere

Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot

Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot sammen med sine tjenere, men han havde ikke nogen kone.

Læs mere

Palæstina Fredsvagterne Randa og Lasse har begge været i Palæstina som fredsvagter.

Palæstina Fredsvagterne Randa og Lasse har begge været i Palæstina som fredsvagter. Palæstina Fredsvagterne Randa og Lasse har begge været i Palæstina som fredsvagter. Arbejdet som fredsvagt er meget afhængig af, hvor man er og hvad situationen er. Man kan bl.a. hjælpe med at dele mad

Læs mere

AaCRM på hjul af Contador & Co.

AaCRM på hjul af Contador & Co. AaCRM på hjul af Contador & Co. Figur 1 AaCRM foran hotellet er klar til første tur Costa Blanca, Alicante og den spanske østkyst det må være grisefester, betonhoteller og badedyr! Sådan var min klare

Læs mere

MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG

MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG ØEN 2 E N AF DE FØRSTE DAGE SER jeg hende med en nøgen dreng i hotelhavens indgang. De går gennem skyggen fra de høje daddelpalmer og standser nogle meter fra trappen til

Læs mere

Dagsprogrammet. Dag 3 Efter morgenmaden forlader vi Ajloun for at køre videre til Madaba, hvor vi skal bo en nat på Mosaic City Hotel.

Dagsprogrammet. Dag 3 Efter morgenmaden forlader vi Ajloun for at køre videre til Madaba, hvor vi skal bo en nat på Mosaic City Hotel. Dagsprogrammet Dag 1 København Amman og bustransport til Ajloun, hvor vi skal have 2 overnatninger i den private Mount Birgish Camp. Vi ankommer sidst på eftermiddagen og får tid til at stifte bekendtskab

Læs mere

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin Alex Og den hemmelige skat Ordklasser 3. klassetrin Navn: Klasse: 1. Skattekortet Her er Alex. Han er en meget glad dreng, for han har lige fået en ny Nintendo. Eller han har ikke fået den, faktisk er

Læs mere

Det hellige land - Tre religioner - To folk

Det hellige land - Tre religioner - To folk Det hellige land - Tre religioner - To folk -studietur på begge sider af en mur 29. september 9. oktober 2015 Rejseledere: Lektor Peter Lodberg og pastor Leif Vestergaard Det hellige land har gennem århundreder

Læs mere

Denne dagbog tilhører Norah

Denne dagbog tilhører Norah Denne dagbog tilhører Norah Den lille bog, du står med i hænderne nu, er en dagbog fra en russisk pige. Hun hedder Norah og er 12 år gammel. Dagbogen handler om hende og hendes familie. De var russiske

Læs mere

Polen rundt med Grænseegnens Touring Club. 14 24. juni 2014

Polen rundt med Grænseegnens Touring Club. 14 24. juni 2014 Polen rundt med Grænseegnens Touring Club 14 24. juni 2014 1 Referat fra turen til Polen i tidsrummet 14. til 24. juni, 2014 Jeg har brugt lidt tid på at finde en form for hvordan jeg kan beskrive den

Læs mere

Skatten. Kapitel 1 Jeg er Mads. Og ham der er Stuart. Vi er i et skib på vej til Mombasa. Wow hvor er hun lækker. Stuart det der er min kæreste, din forræder. Men Stuart hørte ikke noget han var bare så

Læs mere

Hej alle sammen. Her tager søløverne lige en slapper på klipperne

Hej alle sammen. Her tager søløverne lige en slapper på klipperne Hej alle sammen Min rejsekammerat og jeg ankom til Perus hovedstad, Lima, den 18. oktober klokken meget sent om aftenen. Planen var, at vi bare skulle have vires bagage, finde vores taxachauffør og så

Læs mere

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far.

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far. Kapitel 1 Der var engang en dreng, der gemte sig. Bjergene rejste sig høje og tavse omkring ham. En lille busks lysegrønne blade glitrede i solen. To store stenblokke skjulte stien, der slyngede sig ned

Læs mere

Nadververs 294 v. 3 Af Talsmand som på jorderige

Nadververs 294 v. 3 Af Talsmand som på jorderige 1 Prædiken i Engesvang 5. s. e. påske 402 Den signede dag 674 v. 1-3 Sov sødt barnlille 674 v. 4-7 Sov sødt barnlille 292 Kærligheds og sandheds Ånd 325 Jeg ved et lille Himmerig Nadververs 294 v. 3 Af

Læs mere

UdflugteriCape Town Side 1 af 4 Nyhedsbrev Kontakt Om Albatros SØG tlf. +45 36 98 98 98 Rejs med hjerte, hjerne & holdning Forside Rejser Destinationer Rejsetyper Gå på opdagelse Praktisk information Etik

Læs mere

Kirke for Børn og UNGE Søndag 18. januar kl. 17.00. 787 du som har tændt millioner af stjerner

Kirke for Børn og UNGE Søndag 18. januar kl. 17.00. 787 du som har tændt millioner af stjerner 1 Kirke for Børn og UNGE Søndag 18. januar kl. 17.00 21 Du følger Herre, al min færd 420 Syng lovsang hele jorden 787 du som har tændt millioner af stjerner Da jeg kom i 6. klasse fik vi en ny dansklærer,

Læs mere

Som sagt så gjort, vi kørte længere frem og lige inden broen på venstre side ser vi en gammel tolænget gård (den vender jeg tilbage til senere )

Som sagt så gjort, vi kørte længere frem og lige inden broen på venstre side ser vi en gammel tolænget gård (den vender jeg tilbage til senere ) Vi havde lejet et sommerhus på Gammelby Møllevej 57, men vi skulle først hente nøglerne i en Dagli' Brugsen i Børkop. Det kunne vi desværre først gøre fra kl.16.00. Herefter kunne vi endelig sætte GPSen

Læs mere

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen Det som ingen ser Af Maria Gudiksen Knudsen Da Jonas havde hørt nogen af de rygter der gik om mig, slog han mig med en knytnæve i hovedet. Jeg kunne ikke fatte at det skete, at han slog mig for første

Læs mere

i Ønskekoncerten om søndagen lige efter middagsmaden. Jeg har også lige fået Snehvide og de syv små dværge, men den er lidt kedelig, for der er så

i Ønskekoncerten om søndagen lige efter middagsmaden. Jeg har også lige fået Snehvide og de syv små dværge, men den er lidt kedelig, for der er så Vi skal ud og sejle Det har regnet meget de sidste par dage, og især i nat er der kommet meget vand, sagde far ved middagsbordet. Selv om det ikke regner nu, beslutter jeg mig for at blive inde og lege.

Læs mere

Lindvig Osmundsen Side 1 27-08-2015 Prædiken til 12. s.e.trinitatis 2015.docx

Lindvig Osmundsen Side 1 27-08-2015 Prædiken til 12. s.e.trinitatis 2015.docx Lindvig Osmundsen Side 1 Prædiken til 12. søndag efter trinitatis 2015. Tekst. Mark. 7,31-37. Kan du høre mig? Jeg kan ikke høre dig. Når man bliver over 60 så får lyden på fjernsynet en ekstra streg eller

Læs mere

Inspiration Rejsemål: Mauritius

Inspiration Rejsemål: Mauritius Inspiration Rejsemål: Mauritius Mauritius er en østat, der ligger i den vestlige del af det Indiske Ocean ca. 900 km øst for Madagaskar. Øen har et areal på ca. 1900 km². Store dele af øen er dækket af

Læs mere

Helle Helle: Afløb (2000)

Helle Helle: Afløb (2000) Helle Helle: Afløb (2000) 5. 10. 15. 20. 25. 30. Min bror er i dårligt humør. Han ligger på knæ på mit badeværelse og renser afløbet i brusekabinen med en lang metalgenstand. Det har været stoppet nogle

Læs mere

Hver morgen og hver aften - salmer til ugen og livet. Søndag. Mel: Flemming H. Meng 2013. Mel: Flemming H. Meng 2004

Hver morgen og hver aften - salmer til ugen og livet. Søndag. Mel: Flemming H. Meng 2013. Mel: Flemming H. Meng 2004 Hver morgen og hver aften - salmer til ugen og livet Søndag 1 O skabelsens morgen, det helt nye liv nu vælder med kraft i os ind. Det styrker og nærer, beriger vor tro og virker helt ind i vort sind. 2

Læs mere

gen i radioen til middag. De lover mere frost og sne de næste par dage, så jeg tror, vi skal hente det store juletræ i dag. Det store juletræ er det

gen i radioen til middag. De lover mere frost og sne de næste par dage, så jeg tror, vi skal hente det store juletræ i dag. Det store juletræ er det Det store juletræ Det er begyndt at blive koldt for fingrene, og selv om vi trækker huen godt ned om ørerne, er de godt røde. Vi beslutter os for at gå hjem til Per, han mener også, at det er ved at være

Læs mere

Svar nummer 2: Meningen med livet skaber du selv 27. Svar nummer 3: Meningen med livet er at føre slægten videre 41

Svar nummer 2: Meningen med livet skaber du selv 27. Svar nummer 3: Meningen med livet er at føre slægten videre 41 Indhold Hvorfor? Om hvorfor det giver mening at skrive en bog om livets mening 7 Svar nummer 1: Meningen med livet er nydelse 13 Svar nummer 2: Meningen med livet skaber du selv 27 Svar nummer 3: Meningen

Læs mere

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men Kapitel 1 Min mor bor ikke hos min far. Julie tænkte det, allerede før hun slog øjnene op. Det var det første, hun huskede, det første hun kom i tanker om. Alt andet hang sammen med dette ene hendes mor

Læs mere

ET ANDALUSISK PAR A DIS

ET ANDALUSISK PAR A DIS bolig ET ANDALUSISK PAR A DIS I salatdronningen Tina Scheftelowitz sommerhus i Sydspanien er stemningen på én gang eksotisk og hjemlig. Her hersker der ikke én stil, men et eklektisk mix af marokkanske

Læs mere

Hans-Henrik Sørensen. Rejsebreve fra NEW ZEALAND

Hans-Henrik Sørensen. Rejsebreve fra NEW ZEALAND Hans-Henrik Sørensen Rejsebreve fra NEW ZEALAND 1 Hans-Henrik Sørensen Rejsebreve fra NEW ZEALAND 2 Forord Fra oktober 2007 til januar 2008 foretog jeg sammen med min daværende kone, Susanne Høegh, en

Læs mere

På jagttur til Mayogi-safaris. i Sydafrika. Nr. 1/2012 BigGame

På jagttur til Mayogi-safaris. i Sydafrika. Nr. 1/2012 BigGame På jagttur til Mayogi-safaris i Sydafrika 100 For et år siden tog fire danske par på jagt efter bl.a. springbuk, bleesbuk, duiker, black wildebeest og kudu nær Port Elisabet, og den tur kom de ikke til

Læs mere

Den lille dreng og den kloge minister.

Den lille dreng og den kloge minister. Den lille dreng og den kloge minister. Der var engang en minister som var så klog at han kunne undvære hovedet. Han beholdt det dog alligevel, men det havde gjort ingen forskel om han havde mistet det,

Læs mere

De blev ikke glemt En historie om to Askø-familiers emigration til USA i 1923.

De blev ikke glemt En historie om to Askø-familiers emigration til USA i 1923. De blev ikke glemt En historie om to Askø-familiers emigration til USA i 1923. Den 10. Maj 1923 giver SS OSCAR II et gigantisk trut i skibsfløjten, da den stævner ud fra Københavns Havn. Ombord på emigrantskibet

Læs mere

- tid til natur og fællesskab

- tid til natur og fællesskab - tid til natur og fællesskab Indhold Danmarks smukkeste kanotur... 03 Stolte traditioner... 04 Det praktiske... 05 Planlæg din kanotur... 06 Lejrliv ved Gudenåen... 08 Udstyr til din kano... 09 Sådan

Læs mere

Guide: Er din kæreste den rigtige for dig?

Guide: Er din kæreste den rigtige for dig? Guide: Er din kæreste den rigtige for dig? Sådan finder du ud af om din nye kæreste er den rigtige for dig. Mon han synes jeg er dejlig? Ringer han ikke snart? Hvad vil familien synes om ham? 5. november

Læs mere

Rejseprogram Hurtigruten fra Bergen til Kirkenes tur/retur 9.-20. november 2015

Rejseprogram Hurtigruten fra Bergen til Kirkenes tur/retur 9.-20. november 2015 Rejseprogram Hurtigruten fra Bergen til Kirkenes tur/retur 9.-20. november 2015 Mandag den 9. november 2015 Dag 1: Ombordstigning i Bergen Vores rejse starter i Bergen. Når vi bevæger os mod nord, har

Læs mere

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus Anonym mand Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus Han er 22 år og kommer fra Afghanistan. På grund af sin historie har han valgt at være anonym. Danmark har været hans hjem siden 2011 131 En

Læs mere

Mountain biking, hiking og kajak i den vilde natur

Mountain biking, hiking og kajak i den vilde natur Mountain biking, hiking og kajak i den vilde natur Indhold i den vilde natur... 3 Turens højdepunkter... 3 Sværhedsgrad... 3 Rejsedatoer og priser... 4 Rejseplan... 5 Dag 1. Med fly til Narsarsuaq og bådtransfer

Læs mere

21-årig efter blodprop: 'Arret er noget af det bedste, jeg har'

21-årig efter blodprop: 'Arret er noget af det bedste, jeg har' 21-årig efter blodprop: 'Arret er noget af det bedste, jeg har' Pernille Lærke Andersen fortæller om den dag, hun faldt om med en blodprop, og hele livet forandrede sig Af Karen Albertsen, 01. december

Læs mere

Kasse Brand (arbejdstitel) Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010. 9. Gennemskrivning

Kasse Brand (arbejdstitel) Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010. 9. Gennemskrivning Kasse Brand (arbejdstitel) Af Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010 9. Gennemskrivning 1 EXT. HAVEN/HULLET. DAG 1 August 8 år står nede i et dybt hul og graver. Han gider tydeligvis

Læs mere

Nyhedsbrev SUPERDIVE. Årgang 3 Udgave 4

Nyhedsbrev SUPERDIVE. Årgang 3 Udgave 4 Nyhedsbrev Årgang 3 Udgave 4 SUPERDIVE Hermed har SuperDive Aps. fornøjelsen af, at udgive sit syvende nyhedsbrev. Siden vi startede i april 2000 har SuperDive været gennem en løbende udvikling mod målet

Læs mere

POWER-DESIGN. Hjælp! vi har kræft. Om det kræftsyge samfund. Birgit Lynge B Y G A D E N 23 F E J R U P - H E L G E N Æ S D K 8 4 2 0 K N E B E L

POWER-DESIGN. Hjælp! vi har kræft. Om det kræftsyge samfund. Birgit Lynge B Y G A D E N 23 F E J R U P - H E L G E N Æ S D K 8 4 2 0 K N E B E L POWER-DESIGN Hjælp! vi har kræft Om det kræftsyge samfund Birgit Lynge 2012 B Y G A D E N 23 F E J R U P - H E L G E N Æ S D K 8 4 2 0 K N E B E L Hjælp! vi har kræft Om det kræftsyge samfund Jeg flyver

Læs mere

Rejse til det vilde natur i det østligste Rusland Kamchatka, Sakhalin og Kurilerne 23 dage

Rejse til det vilde natur i det østligste Rusland Kamchatka, Sakhalin og Kurilerne 23 dage Rejse til det vilde natur i det østligste Rusland Kamchatka, Sakhalin og Kurilerne 23 dage 1 dag. Afrejse Kastrup onsdag den 8. juli kl. 0.40. Alle tider er lokale tider. Tidsforskel +9 timer. 2 dag torsdag

Læs mere

Beijing, den transsibiriske jernbane og rideekspedition i det østlige Mongoliet

Beijing, den transsibiriske jernbane og rideekspedition i det østlige Mongoliet Beijing, den transsibiriske jernbane og rideekspedition i det østlige Mongoliet 14 dages kontrast- og actionfyldt program 14 28. Juni 2009 Følg med på en unik og meget varieret rejse, der byder på forskelligartede

Læs mere

Helligtrekongers søndag d.2.1.11. Matt.2,1-12.

Helligtrekongers søndag d.2.1.11. Matt.2,1-12. Helligtrekongers søndag d.2.1.11. Matt.2,1-12. 1 Man fortæller, at det eneste bygningsværk på, der kan ses fra månen er den kinesiske mur, der som en bugtet sytråd slynger sig rundt på jordens klode. En

Læs mere

Guide: 10 tegn på at du er en dårlig kæreste

Guide: 10 tegn på at du er en dårlig kæreste Guide: 10 tegn på at du er en dårlig kæreste Listen er lang. Man kan træde forkert uendeligt mange gange i et parforhold. Men nogle af fejlene er værre end andre. Af Maria Christine Madsen, 04. februar

Læs mere

indhold Børn i Laos 4 Martin kommer til Laos 6

indhold Børn i Laos 4 Martin kommer til Laos 6 Martin i Laos indhold Børn i Laos 4 Martin kommer til Laos 6 Indhold Børnene ved Mekong 10 Dyrene i landsbyen 14 Hvad spiser man i Laos 16 Martin i rismarken 18 Børnene vaccineres 20 Nee og Noo står op

Læs mere

Emilies sommerferieeventyr 2006

Emilies sommerferieeventyr 2006 Emilies sommerferieeventyr 2006 1. uge Min sommerferie startede faktisk en dag tidligere end forventet, da mormor kom om fredagen og passede Maria og mig. Det var rigtig hyggeligt og en god start på ferien.

Læs mere

Forlængelser i Mexico 5 dages strandferie i Acapulco

Forlængelser i Mexico 5 dages strandferie i Acapulco Forlængelser i Mexico 5 dages strandferie i Acapulco Efter et intenst program i Mexico er det tid til at tage til et smukt og roligt sted, hvor de sidste mange dages oplevelser kan nydes i skønne omgivelser.

Læs mere

MiniThai - En rejse tilbage

MiniThai - En rejse tilbage MiniThai - En rejse tilbage Juli August 2012 Rejseberetningen herunder er skrevet af Kevin, der er 10 år gammel. I 2004 blev Kevin adopteret af sine danske forældre Helle og Peter. De hentede ham på børnehjemmet

Læs mere

Sjælsro. Den 29/8-5/9 2015. Den 29. August 5. September

Sjælsro. Den 29/8-5/9 2015. Den 29. August 5. September Sjælsro på Samos Den 29/8-5/9 2015 Den 29. August 5. September Oplev 8 dage Med Sjælsro til Samos med direkte fly til det dejlige familiedrevne Anema Hotel I Karlowasi. September en den perfekte måned

Læs mere

Kapitel 4 11.08.2014. Det var professionel jæger, jeg var kommet for at blive, og det var, hvad jeg ville blive. Kampen var jeg ikke bange for.

Kapitel 4 11.08.2014. Det var professionel jæger, jeg var kommet for at blive, og det var, hvad jeg ville blive. Kampen var jeg ikke bange for. Man kan, hvad man vil! A Professionel jæger Da Natasha Illum Berg var 18 år gammel i 1989, rejste hun til Afrika. Her besluttede hun, at hun ville være storvildtjæger i Tanzania. Natasha fortæller i sin

Læs mere

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.«

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.« FEST Maja skal til fest. Det er på skolen. Hun ser sig i spejlet. Er hun ikke lidt for tyk? Maja drejer sig. Skal hun tage en skjorte på? Den skjuler maven. Maja tager en skjorte på. Så ser hun i spejlet

Læs mere

1. rejsebrev fra London af Malene Dyhrman Flou Nielsen

1. rejsebrev fra London af Malene Dyhrman Flou Nielsen 2012 1. rejsebrev fra London af Malene Dyhrman Flou Nielsen 01-04-2012 Studerendes navn: Malene Dyhrman Flou Nielsen Studienummer: PS09727 E-mail.: malene1989@hotmail.com Praktikperiode: 2. el. 3. 3. praktikperiode

Læs mere

180 : Jeg er ikke vred mere

180 : Jeg er ikke vred mere 180 : Jeg er ikke vred mere I 180 grader møder vi mennesker, hvis liv har taget en voldsom drejning, men som er kommet styrket videre. Tabita Brøner er vokset op som Jehovas Vidne. Men som teenager mødte

Læs mere

Med Ladbyskibet på tur

Med Ladbyskibet på tur Med Ladbyskibet på tur Engang sejlede Ladbyskibet på vandet omkring Kerteminde. Måske tog det også på togter rundt i vikingernes verden. Ladbyskibet var et langskib på 21 m. Det har været stort og flot.

Læs mere

Den er et fremragende eksempel på, at 1+1+1 giver langt mere end 3. N. Kochs Skole, Skt. Johannes Allé 4, 8000 Århus C

Den er et fremragende eksempel på, at 1+1+1 giver langt mere end 3. N. Kochs Skole, Skt. Johannes Allé 4, 8000 Århus C Trøjborg 29. juni 2009 Kære 9. årgang. En tøjklemme. Ja, sådan ser den ud den er blevet lidt gammel og grå lidt angrebet af vejr og vind den er blevet brugt meget. I kender alle sammen tøjklemmer, nogle

Læs mere

Drømmen om at bo for sig selv

Drømmen om at bo for sig selv Artikel i Muskelkraft nr. 2, 2001 Drømmen om at bo for sig selv Peter Bang Jensen er glad for, at han flyttede væk fra en institution og ud i egen lejlighed, men hverdagen kan være svær uden hjælpere Af

Læs mere

Konfirmations gudstjeneste søndag den 12. april 2015. Kære konfirmander! Livet er som en rejse! og vi gør det selv til en opdagelsesrejse!

Konfirmations gudstjeneste søndag den 12. april 2015. Kære konfirmander! Livet er som en rejse! og vi gør det selv til en opdagelsesrejse! Konfirmations gudstjeneste søndag den 12. april 2015. Kære konfirmander! Livet er som en rejse! og vi gør det selv til en opdagelsesrejse! Vi har hver i sær vores bagage med. Både den helt konkrete bagage

Læs mere

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Pigen, der havde blinket til mig, stod og ventede på mig ved døren. Jeg ved, at vi tilhører den samme tradition, sagde hun. Jeg hedder Brida. Jeg er ikke

Læs mere

Informationsfolder til Frivillige foreninger på Grøn Koncert

Informationsfolder til Frivillige foreninger på Grøn Koncert Informationsfolder til Frivillige foreninger på Grøn Koncert Kære frivillige lokalforeningsfolk! eller som vi ynder at kalde jer LokalCrew (udtales Kræw ). I Muskelsvindfonden er vi meget glade for, at

Læs mere

Miniferie i Prag. Vi ses i Prag +420 777 768 190. Byrundtur med lokal dansk guide. Prag bedste bryggeritur geritur og øltur. Bådtur på Moldau.

Miniferie i Prag. Vi ses i Prag +420 777 768 190. Byrundtur med lokal dansk guide. Prag bedste bryggeritur geritur og øltur. Bådtur på Moldau. Miniferie i Prag. Prag er en fantastisk, charmerende by med masser af flotte og gamle bygninger. I dag kommer flere millioner gæster årligt til Prag for se den gyldne by med de hundrede tårne. Efter 1989

Læs mere

KAPTAJN JACK OG HANS BESÆTNING SÆT SEJL!!

KAPTAJN JACK OG HANS BESÆTNING SÆT SEJL!! KAPTAJN JACK OG HANS BESÆTNING SÆT SEJL!! INDLEDNING KAPTAJN JACK OG HANS BESÆTNING Ud på det store hav sejler piratkaptajn Jack sammen med alle hans pirat venner. De bor på en øde ø med store palmer,

Læs mere

Stylet orden. Hun indretter med indføling: Side X NYT FRITIDSHUS. energivinduer. www.lilje-huset.dk

Stylet orden. Hun indretter med indføling: Side X NYT FRITIDSHUS. energivinduer. www.lilje-huset.dk Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis fredag 13. juli 2012 Hun indretter med indføling: Stylet orden Side X 70 23 15 23 jna.dk energivinduer Spar op til 35% nu kontakt os for mere info udstilling: Kratholmvej

Læs mere

Rasmus dagbog om Sydafrika fra d. 4/4-19/4 2009

Rasmus dagbog om Sydafrika fra d. 4/4-19/4 2009 Rasmus dagbog om Sydafrika fra d. 4/4-19/4 2009 Min tur til Sydafrika startede allerede fredag d. 3/4. Jeg holdt fri fra skole fredag for at køre til København. Der boede vi på Hotel Admiral til lørdag.

Læs mere

Mit Palæstina. Erik Schultz

Mit Palæstina. Erik Schultz Mit Palæstina På cafeen sidder de gamle mænd, dem der stadig kan huske. De drikker sød te med mynte og drømmer om deres oliventræer. Det er nu de skal høstes. Mit Palæstina Jeg havde længe undret mig over,

Læs mere

Gid han var død af noget andet

Gid han var død af noget andet Gid han var død af noget andet Gid han var død af noget andet. Sådan havde jeg det. Som om jeg ikke havde ret til at sørge og græde, fordi min stedfar havde drukket sig selv ihjel, og ikke var død af en

Læs mere

5 dages luksus vinterferie til Grønland: Ilulissat Hundeslæde, nordlys, isbjerge og bygdebesøg

5 dages luksus vinterferie til Grønland: Ilulissat Hundeslæde, nordlys, isbjerge og bygdebesøg 5 dages luksus vinterferie til Grønland: Ilulissat Hundeslæde, nordlys, isbjerge og bygdebesøg Isbjerge, nordlys, bygdebesøg og hundeslæde Det er sammen med meget andet, hvad der kan opleves på turen.

Læs mere

Rejseplan MC tur Det ukendte Spanien, Maj 2013.

Rejseplan MC tur Det ukendte Spanien, Maj 2013. Rejseplan MC tur Det ukendte Spanien, Maj 2013. Spaniens-kenderen Claus Berner gennemfører unik 7 dages MC tur i Midtspanien i maj 2013. MC Turen vil have et kulturelt og historisk islæt med besøg i en

Læs mere

San Francisco og Hawaii

San Francisco og Hawaii San Francisco og Hawaii Denne rejse kombinerer storbyliv i San Francisco med natur og badeferie på den billeskønne Hawaii-ø Maui. Med tre dage i San Francisco har du god tid til at nyde byens mange seværdigheder.

Læs mere

S K O L E N Y T. Det er bedre at tænde et stearinlys end at bande over mørket. Kinesisk ordsprog

S K O L E N Y T. Det er bedre at tænde et stearinlys end at bande over mørket. Kinesisk ordsprog S K O L E N Y T Det er bedre at tænde et stearinlys end at bande over mørket Kinesisk ordsprog Vildbjerg Skole Januar 2012 Januar 2012 1. 2. 3. 17. Skolebestyrelsesmøde 18. Pædagogisk råds møde 19. 4.

Læs mere

Blå pudder. Et manuskript af. 8.A, Lundebjergskolen

Blå pudder. Et manuskript af. 8.A, Lundebjergskolen Blå pudder Et manuskript af 8.A, Lundebjergskolen Endelig gennemskrivning, 16. Sept. 2010 SC 1. INT. I KØKKENET HOS DAG (14) sidder på en stol ved et to mands bord i køkkenet. Hun tager langsomt skeen

Læs mere

MANDEREJSE PYRENÆERNE

MANDEREJSE PYRENÆERNE 7 E. 23. - 29. MAJ 2015 MANDEREJSE PYRENÆERNE VANDRETUR FOR MÆND MED EVENTYRER OG PSYKOTERAPEUT HANS ERIK RASMUSSEN AFSKED UDFORDRING UDSYN MÅLRETTETHED OVERSKRIDE GRÆNSER INDLEVELSE HJEMKOMST Indhold

Læs mere

Dagbog Tanzania 2009 Middagspausen Mikumi Nationalpark den 18-sep-2009.

Dagbog Tanzania 2009 Middagspausen Mikumi Nationalpark den 18-sep-2009. Dagbog Tanzania 2009 Middagspausen Mikumi Nationalpark den 18-sep-2009. Så sidder vi igen i Afrika og skriver dagbog, denne gang sidder vi på terrassen foran vores telt på Vuma Hill Tented Camp i Mikumi

Læs mere

Marts 2005 8 A A S E O G P E R

Marts 2005 8 A A S E O G P E R Marts 2005 Netop i disse uger har vi travlt med at arrangere Ordet og Israels sommerstævne, som skal finde sted på Djurslands Efterskole, og tilmeldingerne løber ind i en lind strøm. Sidste år var der

Læs mere

Navneord. Spørgsmål Pigerne løb hen over vejen. Spørgsmål

Navneord. Spørgsmål Pigerne løb hen over vejen. Spørgsmål Navneord Pigerne løb hen over vejen. Hvilket ord er navneord, og hvilken tid står de i? Pigerne, bestemt flertal. Vejen, ubestemt ental. Der var engang en dreng, som godt kunne lide at spise æbler. Der

Læs mere

Salmer: 725, 713, I Danmark er jeg født. Ensemblet medvirker: Midsommersang og Jeg gik mig ud en sommerdag

Salmer: 725, 713, I Danmark er jeg født. Ensemblet medvirker: Midsommersang og Jeg gik mig ud en sommerdag Appetizer: Simon Spies blev engang spurgt om han foretrak at være fattig eller rig, og han svarede: Ja, livet kommer jo ikke an på penge, og jeg har prøvet begge dele, men jeg vil til enhver tid foretrække

Læs mere

Velkommen til Ungdomsskolens Rejseprogram. Sæson 2015-16. Må kun åbnes, hvis du tør risikere STORE oplevelser. www.langelandungdomsskole.

Velkommen til Ungdomsskolens Rejseprogram. Sæson 2015-16. Må kun åbnes, hvis du tør risikere STORE oplevelser. www.langelandungdomsskole. Velkommen til Ungdomsskolens Rejseprogram Sæson 2015-16 Må kun åbnes, hvis du tør risikere STORE oplevelser www.langelandungdomsskole.dk Lykkeposeophold Kender du det med at købe en lykkepose i fx Matas?

Læs mere

Maldiverne aire em L ili : F to Fo

Maldiverne aire em L ili : F to Fo Foto: Fili Lemaire Maldi verne på budget Hvis man er rygsækrejsende og gerne vil opleve Maldiverne for billige penge, er det muligt at indlogere sig i små guesthouses i landsbyerne rundt omkring på de

Læs mere

Monica Post 2.A. Udveksling med Ellowes Hall Sports College November 2012

Monica Post 2.A. Udveksling med Ellowes Hall Sports College November 2012 Udveksling med Ellowes Hall Sports College November 2012 Annas og min rejse begyndte på Odense Banegård d. 17. november kl. 8. Selv om det var tidligt, var humøret højt, da vi satte kursen mod Kastrup

Læs mere

VADEHAVSCENTRET ERHVERVSTURE

VADEHAVSCENTRET ERHVERVSTURE VADEHAVSCENTRET ERHVERVSTURE Vi tilbyder store naturoplevelser. Besøg Nationalpark Vadehavet og kom hjem med oplevelser i verdensklasse. Det lyder utroligt, men Vadehavet rummer en grad af liv, der ikke

Læs mere

Prædiken til 2. påskedag, Luk. 24,13-35. 1. tekstrække.

Prædiken til 2. påskedag, Luk. 24,13-35. 1. tekstrække. 1 Grindsted Kirke. Mandag d. 1. april 2013 kl. 11.00. Egil Hvid-Olsen Prædiken til 2. påskedag, Luk. 24,13-35. 1. tekstrække. Salmer. DDS 234 Som forårssolen morgenrød. DDS 241 Tag det sorte kors fra graven!.

Læs mere

Snak om filmens begyndelse. Prøv at læse teksten herunder og se, om I forstår de ord, som er streget under.

Snak om filmens begyndelse. Prøv at læse teksten herunder og se, om I forstår de ord, som er streget under. Filmens optakt (læs og forstå) Snak om filmens begyndelse. Prøv at læse teksten herunder og se, om I forstår de ord, som er streget under. Lars Hansen er en ung mand. Han har ikke nogen kæreste. Han er

Læs mere

Natur og livsglæde At høre hjemme hjemme

Natur og livsglæde At høre hjemme hjemme Natur og livsglæde At høre hjemme For nogle år siden blev jeg præst på Østerbro i København, og bosat i en lejlighed lige rundt om hjørnet fra Kirken. Fra mine vinduer kunne jeg ikke se så meget som et

Læs mere

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen Skibsdrengen Evald Tang Kristensen Der var engang en rig mand og en fattig mand, og ingen af dem havde nogen børn. Den rige var ked af det, for så havde han ingen til at arve sin rigdom, og den fattige

Læs mere

GPS 27-31. Sådan kan det bruges. I hjemmet I klubben I kirken På ferien. Evangelisk Børnemission. Af Maj Højgaard m. fl. www.opdagnyt.

GPS 27-31. Sådan kan det bruges. I hjemmet I klubben I kirken På ferien. Evangelisk Børnemission. Af Maj Højgaard m. fl. www.opdagnyt. GPS 27-31 Sådan kan det bruges Af Maj Højgaard m. fl. Evangelisk Børnemission I hjemmet I klubben I kirken På ferien www.opdagnyt.dk GPS 27: Moses og Josva Nøglesætning: Gud har en plan for dit liv Bibelvers

Læs mere

Denne dagbog tilhører Max

Denne dagbog tilhører Max Denne dagbog tilhører Max Den lille bog, du står med nu, tilhører en dreng. Han hedder Max og er 8 år gammel. Dagbogen handler om Max og hans familie. Max er flyttet tilbage til København med sin mor efter

Læs mere

Tro og ritualer i Folkekirken

Tro og ritualer i Folkekirken Tro og ritualer i Folkekirken 1) Kristendommen har været den største religion i Danmark i mere end tusind år. I løbet af de sidste 30 år er der sket en forandring med religion i det danske samfund, fordi

Læs mere

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 21. april 2013 kl. 19.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække Salmer DDS 787: Du, som har tændt millioner af stjerner DDS 654:

Læs mere

Du ved måske ikke at jeg har studeret i Oxford, i London, i New York og Paris, jeg foretrækker ørkenen!

Du ved måske ikke at jeg har studeret i Oxford, i London, i New York og Paris, jeg foretrækker ørkenen! Du ved måske ikke at jeg har studeret i Oxford, i London, i New York og Paris, men jeg foretrækker ørkenen! 17 Hmm Hvorfor det? Fordi den er ren! Det bliver ikke let at komme ind i Turban-fortet Det er

Læs mere

Mogo ZOOm foto kursus i Mogo Zoo 15-16. marts 2014

Mogo ZOOm foto kursus i Mogo Zoo 15-16. marts 2014 Mogo ZOOm foto kursus i Mogo Zoo 15-16. marts 2014 Kurset var min fødselsdags gave fra Tom sidste år. De har tidligere kun kørt begynder kursus, men jeg mente det ville være for nemt så jeg blev glædeligt

Læs mere

Odontofobi. En kortfilm af Robin Holtz og Adrian Ejsing. 7 minutter. 28. Oktober 2014

Odontofobi. En kortfilm af Robin Holtz og Adrian Ejsing. 7 minutter. 28. Oktober 2014 Odontofobi. En kortfilm af Robin Holtz og Adrian Ejsing 7 minutter 28. Oktober 2014 Idé: (C) 2014 Robin Holtz Robin Holtz robin@copenhagenpro.com 40 50 12 99 1 INT. - TANDLÆGEKLINIK, VENTEVÆRELSE - DAG

Læs mere

Her slutter historien om Kasper.

Her slutter historien om Kasper. KASPERS HISTORIE Hvert år forsvinder der hundredevis af danskere uden at give deres familie eller andre pårørende besked : en mand går ned i kiosken på hjørnet en søndag eftermiddag og kommer aldrig tilbage.

Læs mere

Hvad er det, du siger -3

Hvad er det, du siger -3 Hvad er det, du siger -3 Alt, hvad Djævelen siger, er falsk og forkert. Mål: Børn indser, at ting, som ser godt ud, ikke altid behøver at være godt. Hvis vi vil holde os til det, som er sandt og godt,

Læs mere

Ballerup Cykelmotion havde et stærkt hold på Korsika i uge 25 2015

Ballerup Cykelmotion havde et stærkt hold på Korsika i uge 25 2015 Ballerup Cykelmotion havde et stærkt hold på Korsika i uge 25 2015 Inspireret af Tour de France s start på Korsika i 2012 havde 6 ryttere fra Ballerup Cykelmotion tilmeldt sig Dan Frost cykelrejers tur

Læs mere

Den vandrette og den lodrette akse.

Den vandrette og den lodrette akse. Den vandrette og den lodrette akse. En tilgang til tilværelsen, som måske kan gøre det lettere at blive bevidst om forskellige aspekter af livet, er ved at se på den vandrette og den lodrette akse. Det

Læs mere

15.s.e.trin. Matt. 6,24-34. Pengene eller livet

15.s.e.trin. Matt. 6,24-34. Pengene eller livet 15.s.e.trin. Matt. 6,24-34. Pengene eller livet Pengene eller livet det er det, det handler om i dag. Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene

Læs mere

MØD AFRIKA ULDUM HØJSKOLE

MØD AFRIKA ULDUM HØJSKOLE MØD AFRIKA ULDUM HØJSKOLE Det her kan du opleve - blandt meget andet BESØG I KIRKE OG MOSKE SAFARI BESØG HOS M OFF ROAD BESØG PÅ BØRNEHJEM Pris: ca. 15.000 kr. To årlige rejser i januar og juni. Varighed:

Læs mere

Den gamle kone, der ville have en nisse

Den gamle kone, der ville have en nisse 1 Den gamle kone, der ville have en nisse Der var engang en gammel kone, der gerne ville have en nisse. Hun havde slidt og slæbt alle sine dage, og nu havde hun sparet sammen til at få sit eget hus. Det

Læs mere

I dette forløb arbejder eleverne med perioder og periodelængde. De faglige mål med forløbet er, at eleverne skal lære,

I dette forløb arbejder eleverne med perioder og periodelængde. De faglige mål med forløbet er, at eleverne skal lære, Om Sprogkassen Sprogkassen indeholder en samling af forskelligartede sprogforløb. Hvert forløb gennemgår et sprogligt område, som er nødvendigt at beherske for at kunne udtrykke sig nuanceret, entydigt

Læs mere